Det var lys Dag, da jeg slog Øjnene op, og jeg havde Følelsen af, at det led henimod Middag. Jeg trak Skoene på, pakked atter Tæppet ind og begav mig tilbage til Byen. Ingen Sol var at se idag heller, og jeg frøs som en Hund; mine Ben var døde, og der begyndte at komme Vand ud af mine Øjne, som om de ikke tålte Dagslyset.
Klokken var tre. Sulten begyndte at blive noget slem med mig, jeg var mat og gik og kasted op lidt hist og her i Smug. Jeg svinged ned til Dampkøkkenet, læste Tavlen og trak opsigtsvækkende på Skuldrene, som om sprængt Kød og Flæsk ikke var Mad for mig; derfra kom jeg ned på Jærnbanetorvet.
En besynderlig Fortumlethed fôr mig med en Gang gennem Hovedet; jeg gik videre og vilde ikke agte på det, men blev værre og værre og måtte tilsidst sætte mig på en Trappe. Mit hele Sind gennemgik en Forandring, ligesom noget gled tilside i mit Indre, eller et Forhæng, et Væv i min Hjærne gik itu. Jeg tog efter Ånden et Par Gange og blev forundret siddende. Jeg var ikke ubevidst, jeg følte klart, hvor det værked lidt i mit Øre, og da en Bekendt kom forbi, kendte jeg ham straks, rejste mig og hilste.
Hvad var det for en ny, pinsom Fornemmelse, som nu lagdes til de øvrige? Var det en Følge af at sove på rå Mark? Eller kom det af, at jeg ikke havde fået Frokost endnu? I det hele taget var det simpelthen ingen Mening i at leve på denne Måde; jeg forstod ved Kristi hellige Pine ikke, hvorved jeg havde gjort mig fortjent til denne udmærkede Forfølgelse heller! Og det faldt mig pludselig ind, at jeg lige så godt kunde gøre mig til Kæltring straks og gå hen til »Onkels« Kælder med Sengetæppet. Jeg kunde sætte det fast for en Krone og få tre passende Måltider, holde mig oppe til jeg fandt på noget andet; Hans Pauli fik jeg slå en Plade. Jeg var allerede på Vej til Kælderen, men standsed foran Indgangen, rysted tvivlrådigt på Hovedet og vendte om.
Efterhvert som jeg fjærned mig, blev jeg gladere og gladere over, at jeg havde sejret i denne svære Fristelse. Bevistheden om, at jeg endnu var ren og ærlig, steg mig til Hovedet, fyldte mig med en herlig Følelse af at være en Karakter, et hvidt Fyrtårn midt i et grumset Menneskehav, hvor Vrag flød om. Pantsætte en andens Ejendom for et Måltid Mad, æde og drikke sig selv til Doms, brændemærke sin Sjæl med den første lille Streg, sætte det første sorte Tegn i sin Hæderlighed, kalde sig Kæltring op i sit eget Ansigt og slå Øjnene ned for sig selv — aldrig! Aldrig! Det havde ikke for Alvor været i min Tanke, det havde næsten ikke faldt mig ind engang; løse, jagende Strøtanker kunde man virkelig ikke svare noget for, især når man havde en gruelig Hovedpine og bar sig næsten ihjæl på et Sengetæppe, som tilhørte en anden Mand.
Der vilde ganske sikkert blive en Udvej til Hjælp alligevel, når Tiden kom! Der var nu Købmanden på Grønlandsleret, havde jeg overhængt ham hver Time på Dagen, siden jeg sendte ham Ansøgningen? ringet på sent og tidligt og bleven afvist? Jeg havde ikke sågodtsom mældt mig til ham og fået Svar. Det behøved ikke at være et aldeles forgæves Forsøg, jeg havde måske havt Lykken med mig denne Gang; Lykken havde ofte en så underlig slynget Vej. Og jeg begav mig ud til Grønlandsleret.
Den sidste Rystelse, som gik gennem mit Hoved, havde gjort mig lidt mat, og jeg gik yderst langsomt og tænkte på, hvad jeg vilde sige til Købmanden. Han var måske en god Sjæl; stak det Lune ham, gav han mig gærne en Krone i Forskud på Arbejdet, uden at jeg bad ham derom; sådanne Folk kunde have det med ganske fortræffelige Påfund nu og da.
Jeg sneg mig ind i en Port og sværted mine Bukseknæ med Spyt, forat se lidt ordentlig ud, lagde mit Tæppe efter mig bag en Kasse i en mørk Krog, skråed over Gaden og trådte ind i den lille Butik.
En Mand står og klistrer Poser af gamle Aviser.
»Jeg vilde gærne træffe Hr. Christie,« sagde jeg.
»Det er mig,« svared Manden.
Nå! Mit Navn var det og det, jeg havde været så fri at sende ham en Ansøgning, jeg vidste ikke, om det havde nyttet mig noget?
Han gentog mit Navn et Par Gange og begyndte at le. »Nu skal De se!« sagde han og tog mit Brev op af sin Brystlomme. »Vil De bare behage at se, hvorledes De omgåes Tal, min Herre. De har dateret Deres Brev Året 1848.« Og Manden lo af fuld Hals.
Ja, det var jo lidt forkært, sagde jeg forknyt, en Tankeløshed, en Distraktion, jeg indrømmed det.
»Ser De, jeg må have en Mand, som i det hele taget ikke tager fejl af Tal,« sagde han. »Jeg beklager det; Deres Håndskrift er så tydelig, jeg synes også om Deres Brev forøvrigt, men . . . .«
Jeg vented en Stund; dette kunde umuligt være Mandens sidste Ord. Han gav sig atter i Færd med Poserne.
Ja, det var lejt, sagde jeg så, rigtig gruelig lejt var det; men det skulde jo ikke gentage sig, naturligvis, og denne lille Fejlskrivning kunde nu ikke have gjort mig totalt uskikket til at føre Bøger overhovedet?
»Nej, det siger jeg ikke,« svared han; »men imidlertid vejed det så meget for mig, at jeg bestemte mig for en anden Mand med det samme.«
»Posten er altså besat?« spurgte jeg.
»Ja.«
»Nå, Herregud, så er der jo ikke mere at gøre ved det!«
»Nej. Jeg beklager det; men . . . .«
»Farvel!« sagde jeg.
Nu steg Vreden op i mig, glødende og brutalt. Jeg hented min Pakke i Portrummet, bed Tænderne sammen og løb på fredelige Folk på Fortouget og bad ikke om Undskyldning. Da en Herre standsed og irettesatte mig lidt skarpt for min Opførsel, vendte jeg mig om og skreg ham et enkelt meningsløst Ord ind i Øret, knytted Hænderne lige under hans Næse og gik videre, forhærdet af et blindt Raseri, som jeg ikke kunde styre. Han kaldte på en Konstabel, og jeg ønsked intet heller end at få en Konstabel mellem Hænderne et Øjeblik, jeg sagtned med Forsæt min Gang, forat give ham Anledning til at indhente mig; men han kom ikke. Var der nu også nogensomhelst Ræson i, at absolut alle éns inderligste og ihærdigste Forsøg skulde mislykkes? Hvorfor havde jeg altså skrevet 1848? Hvad vedkom dette fordømte Årstal mig? Nu gik jeg her og sulted, så mine Tarmer krøb sammen i mig som Orme, og det stod ikke skrevet nogen Steder, at der skulde blive lidt til Mad, når det led ud på Dagen. Og efterhvert som Tiden gik, blev jeg mer og mer åndelig og legemlig udhulet, jeg nedlod mig til mindre og mindre hæderlige Handlinger for hver Dag. Jeg løj mig frem uden at blues, snød fattige Folk for Huslejen, kæmped endog med de lumpneste Tanker om at forgribe mig på andres Sengetæpper, alt uden Anger, uden ond Samvittighed. Der begyndte at komme rådne Flækker i mit Indre, sorte Svampe, som bredte sig mer og mer. Og oppe i Himlen sad Gud og holdt et vågent Øje med mig og påså, at min Undergang foregik efter alle Kunstens Regler, jævnt og langsomt, uden Brud i Takten. Men i Helvedes Afgrund gik de arge Djævle og skød Børster over, at det vared så længe inden jeg gjorde en Kapitalsynd, en utilgivelig Synd, for hvilken Gud i sin Retfærdighed måtte støde mig ned . . . . Jeg forstærked min Gang, drev det til værre og værre Fart, gjorde pludselig venstre om og kom ophidset og vred ind i en lys, dekoreret Port. Jeg standsed ikke, gjorde ikke et Sekunds Ophold; men Portens hele ejendommelige Udstyr trængte øjeblikkelig ind i min Bevidsthed, hver Ubetydelighed ved Dørene, Dekorationerne, Brolægningen stod klart for mit indre Blik, idet jeg sprang opad Trapperne. Jeg ringte heftigt på i anden Etage. Hvorfor skulde jeg netop standse i anden Etage? Og hvorfor netop gribe til denne Klokkestræng, der var længst borte fra Trappen?
En ung Dame i grå Dragt med sort Pynt kom og lukked op; hun så en liden Stund forbauset på mig, derpå rysted hun på Hovedet og sagde:
»Nej, vi har ikke noget idag.« Og hun gjorde Mine til at ville lukke Døren.
Hvorfor havde jeg også dumpet op i det med dette Menneske? Hun tog mig uden videre for en Tigger, og jeg blev kold og rolig med ét. Jeg tog Hatten af og gjorde et ærbødigt Buk, og som om jeg ikke havde hørt hendes Ord, sagde jeg yderst høfligt:
»Jeg beder Dem undskylde, Frøken, at jeg ringte så hårdt, jeg kendte ikke Klokken. Her skal være en syg Herre, som har averteret efter en Mand til at trille sig i en Vogn?«
Hun stod en Stund og smagte på dette løgnagtige Påfund og syntes at blive tvivlrådig i sine Meninger om min Person.
»Nej,« sagde hun tilsidst, »nej, her er ingen syg Herre.«
»Ikke det? En ældre Herre, to Timers Kørsel om Dag, firti Øre Timen?«
»Nej.«
»Så beder jeg igen om Undskyldning,« sagde jeg; »det er kanske i første Etage. Jeg vilde for Tilfældet blot have anbefalet en Mand, som jeg kender, og som jeg interesserer mig for. Mit Navn er Wedel-Jarlsberg.« Og jeg bukked igen og trådte tilbage; den unge Dame blev blussende rød, i sin Forlegenhed kunde hun ikke komme af Pletten, men stod og stirred efter mig, idet jeg gik ned ad Trapperne.
Min Ro var vendt tilbage, og mit Hoved var klart. Damens Ord om, at hun intet havde at give mig idag, havde virket på mig som en kold Styrt. Så vidt var det kommet, at hvemsomhelst kunde pege på mig i sin Tanke og sig til sig selv: Der går en Tigger, en af dem, som får sin Føde langet ud gennem Entrédørene hos Folk!
I Møllergaden standsed jeg udenfor en Beværtning og snused til den friske Duft af Kød, som stegtes indenfor; jeg havde allerede Hånden på Dørvrideren og vilde gå ind uden Ærinde, men betænkte mig tidsnok og gik bort fra Stedet. Da jeg kom til Stortorvet og søgte efter en Plads, hvor jeg kunde hvile en Stund, var alle Bænke optagne, og jeg ledte forgæves rundt hele Kirken efter et stille Sted, hvor jeg kunde slå mig ned. Naturligvis! sagde jeg mørkt til mig selv, naturligvis, naturligvis! Og jeg tog på at gå igen. Jeg gjorde en Afstikker nedom Vandspringet ved Basarhjørnet og drak en Slurk Vand, gik påny, drog mig frem Fod for Fod, tog mig Tid til lange Ophold ved hvert Butiksvindu, standsed og fulgte med Øjnene hver Vogn, som fôr mig forbi. Jeg følte i mit Hoved en lysende Hede, og det banked noget underligt i mine Tindinger; Vandet, jeg havde drukket, bekom mig højst ilde, og jeg gik og kasted op lidt hist og lidt her i Gaden, for ikke at blive opdaget. Således kom jeg lige op på Krist Kirkegård. Jeg satte mig med Albuerne på mine Knæ og Hovedet i Hænderne; i denne sammentrukne Stilling havde jeg det godt og følte ikke længer den lille Gnaven i Brystet.
En Stenhugger lå på Maven på en stor Granitplade ved Siden af mig og hugged Indskrift; han havde blå Briller på og minded mig med én Gang om en Bekendt af mig, som jeg næsten havde glemt, en Mand, som stod i en Bank, og som jeg for en Tid tilbage havde truffet på i Oplandske Kafé.
Kunde jeg bare bide Hovedet af al Skam og henvende mig til ham! sige ham Sandheden lige ud, at det begyndte at blive temmelig småt for mig nu, nokså vanskeligt at holde mig ilive! Jeg kunde give ham min Barberbog . . . . Død og Pine, min Barberbog! Billetter for henimod en Krone! Og jeg tager nervøst efter denne dyre Skat. Da jeg ikke finder den hurtigt nok, springer jeg op, leder under Angstens Sved, finder den endelig på Bunden af Brystlommen, sammen med andre Papirer, rene og beskrevne, uden Værdi. Jeg tæller disse seks Billetter mange Gange, forfra og bagfra; jeg havde ikke meget Brug for dem, det kunde være et Lune af mig, et Påfund, at jeg ikke gad barbere mer. Jeg var hjulpen for en halv Krone, en hvid halv Krone i Sølv fra Kongsberg! Banken stængtes Klokken seks, jeg kunde passe op min Mand udenfor Oplandske ved syv-otte Tiden.
Jeg sad og glæded mig ved denne Tanke en lang Stund. Tiden gik, det blæste dygtigt i Kastanjerne omkring mig, og Dagen hælded. Var det nu ikke også lidt småt at komme stikkende med seks Barberbilletter til en ung Herre, som stod i en Bank? Han havde måske to smækfulde Barberbøger i Lommen, ganske anderledes fine og rene Billetter end mine, ingen kunde vide det. Og jeg følte i alle mine Lommer efter flere Ting, som jeg kunde lade følge med, men fandt ingen. Når jeg blot kunde byde ham mit Slips? Jeg kunde godt undvære det, når jeg knapped Frakken tæt til, hvad jeg alligevel måtte gøre, da jeg ikke havde nogen Vest mer. Jeg løste op mit Slips, en stor Dæksløjfe, som skjulte mit halve Bryst, pudsed det omhyggeligt af og pakked det ind i et hvidt Stykke Skrivepapir, sammen med Barberbogen. Så forlod jeg Kirkegården og gik ned til Oplandske.
Klokken var syv på Rådstuen. Jeg bevæged mig i Nærheden af Kaféen, pusled op og ned langs Jærnstakittet og holdt skarpt Udkig med alle, som kom og gik i Døren. Endelig ved otte Tiden så jeg den unge Mand, frisk og elegant, komme opad Bakken og skrå ind mod Kafédøren. Mit Hjærte grassered som en liden Fugl i mit Bryst, da jeg fik Øje på ham, og jeg bused på uden at hilse.
»En halv Krone, gamle Ven!« sagde jeg og gjorde mig fræk; »her — her har De Valutta,« og jeg stak den lille Pakke i hans Hånd.
»Har ikke!« sagde han, »nej, ved Gud, om jeg har!« og han vrængte sin Pengepung lige for mine Øjne. »Jeg var ude igåraftes og blev blank; De skal tro mig, jeg ejer det ikke.«
»Nej, nej, kære, det er vel så!« svared jeg og troed ham på hans Ord; der var jo ingen Grund for ham til at lyve i en så liden Sag; det forekom mig også, at hans blå Øjne stod næsten fugtige, da han undersøgte sine Lommer og ikke fandt noget. Jeg trak mig tilbage. »Undskyld, da!« sagde jeg; »det var bare en liden Knibe, jeg stod i.«
Jeg var allerede et Stykke nede i Gaden, da han råbte efter mig om Pakken.
»Behold den, behold den!« svared jeg; »den er Dem vel undt! Det er bare et Par Småting, en Bagatel — omtrent alt, jeg ejer på Jorden.« Og jeg blev rørt over mine egne Ord, de lød så trøstesløse i den tusmørke Aften, og jeg stak i at græde . . . .
Vinden friskned på, Skyerne jaged rasende fremad på Himlen, og det blev køligere og køligere efterhvert som det mørkned. Jeg gik og græd hele Gaden nedover, følte mer og mer Medynk med mig selv og gentog Gang på Gang et Par Ord, et Udråb, som atter drev Tårerne frem, når de vilde standse: Herregud, jeg har så ondt! Herregud, jeg har så ondt!
Der gik en Times Tid, gik så uendelig langsomt og trægt. Jeg holdt mig en Tidlang i Torvgaden, sad på Trapperne, smutted ind i Portrummene, når nogen kom forbi, stod og stirred tankeløst ind i de oplyste Butiker, hvor Folk vimsed om med Varer og Penge; tilsidst fandt jeg mig en lun Plads bag en Bordstabel mellem Kirken og Basarerne.
Nej, jeg kunde ikke komme ud i Skogen iaften, det fik gå som det vilde, jeg havde ikke Kræfter til det, og Vejen var så endeløst lang. Jeg vilde få Natten til at gå, som den bedst kunde, og blive hvor jeg var; blev det for koldt, kunde jeg spadsere omkring lidt ved Kirken, jeg agted ikke at gøre flere Omstændigheder med det. Og jeg læned mig bagover og halvsov.
Støjen om kring mig aftog, Butikerne lukkedes, Fodgængernes Skridt lød sjældnere og sjældnere, og det blev omsider mørkt i alle Vinduer . . . .
Jeg slog Øjnene op og blev var en Skikkelse foran mig; de blanke Knapper, som lyste mig imøde, lod mig ane en Konstabel; Mandens Ansigt kunde jeg ikke se.
»Godaften!« sagde han.
»Godaften!« svared jeg og blev bange. Jeg rejste mig forlegen op. Han stod en Stund urørlig.
»Hvor bor De henne?« spurgte han.
Jeg nævnte af gammel Vane og uden at tænke over det min gamle Adresse, det lille Kvistrum, som jeg havde forladt.
Han stod igen en Stund.
»Har jeg gjort noget galt?« spurgte jeg angst.
»Nej, langtifra!« svared han. »Men De burde vel gå hjem nu, det er koldt at ligge her.«
»Ja, det er sandt, det er lidt køligt, kender jeg.«
Og jeg sagde Godnat og tog instinktsmæssig Vejen ud til mit gamle Sted. Blot jeg fôr varsomt frem, kunde jeg nok nå op, uden at blive hørt; der var alt i alt otte Trapper, og blot de to øverste knaged i Trinnene.
Jeg tog Skoene af nede i Porten og gik op. Det var stille overalt; i anden Etage hørte jeg en Klokkes langsomme Tik Tak og et Barn, som græd lidt; siden hørte jeg intet. Jeg fandt min Dør, løfted den lidt på Hængslerne og åbned den uden Nøgle, som jeg var vant til, gik ind i Værelset og trak Døren lydløst igen.
Alting var som jeg havde forladt det, Gardinerne var slået tilside for Vinduerne og Sengen stod tom; henne på Bordet skimted jeg et Papir, det var kanske min Billet til Værtinden; hun havde altså ikke engang været heroppe, siden jeg gik min Vej. Jeg famled med Hånden over den hvide Plet og følte til min Forundring, at det var et Brev. Et Brev? Jeg tager det med hen til Vinduet, studerer, så godt det lader sig gøre i Mørket, disse dårligt skrevne Bogstaver og finder endelig ud mit eget Navn. Aha! tænkte jeg, Svar fra Værtinden, et Forbud mod at betræde Værelset mer, om jeg skulde ville ty tilbage!
Og langsomt, ganske langsomt går jeg ud af Værelset igen, bærer Skoene i den ene Hånd, Brevet i den anden og Tæppet under Armen. Jeg letter mig op og bider Tænderne sammen på de knirkende Trin, kommer lykkeligt og vel nedad alle disse Trapper og står atter nede i Porten.
Jeg tager igen Skoene på, giver mig god Tid med Remmerne, sidder endog et Øjeblik stille, efterat jeg er færdig, stirrer tankeløst hen for mig og holder Brevet i Hånden.
Så rejser jeg mig og går.
Et blaffende Skin af en Gaslygte blinker oppe i Gaden, jeg går lige hen under Lyset, rejser min Pakke op mod Lygtepælen og åbner Brevet, altsammen yderst langsomt.
Der farer som en Strøm af Lys gennem mit Bryst, og jeg hører, at jeg giver et lidet Råb, en meningsløs Lyd af Glæde: Brevet var fra Redaktøren, min Føljeton var antagen, var gået lige i Sætteriet, med én Gang! »Nogle små Forandringer . . . . rettet et Par Fejlskrivninger talentfuldt gjort . . . . trykkes imorgen . . . . ti Kroner.«
Jeg lo og græd, tog tilsprangs og løb henad Gaden, standsed op og slog mig i Knæet, svor højt og dyrt hen i Vejret ad ingen Ting. Og Tiden gik.
Hele Natten, lige til den lyse Morgen, jodled jeg om i Gaderne, dum af Glæde, og gentog: Talentfuldt gjort, altså et lidet Mesterværk, en Genistreg. Og ti Kroner!