Stille. Ikke et Menneske omkring, intet Lys, ingen Støj. Jeg er i det voldsommeste Sindsoprør, jeg puster tungt og højlydt og græder tænderskærende for hver Gang, jeg må levere disse Kødsmuler, som kanske kunde mætte mig lidt. Da det slet ikke hjælper noget, hvormeget jeg end forsøger, slynger jeg Benet mod Porten, fuld af det afmægtigste Had, henrykt af Raseri, råber og truer voldsomt op mod Himlen, skriger Guds Navn hæst og indædt og krummer mine Fingre som Klør . . . . Jeg siger dig, du Himlens hellige Ba’al, du er ikke til, men hvis du var til, så skulde jeg bande dig slig, at din Himmel skulde dirre af Helvedes Ild. Jeg siger dig, jeg har budt dig min Tjeneste, og du har afvist den, jeg siger dig, du har stødt mig bort, og jeg vender dig for evigt Ryggen, fordi du ikke kendte din Besøgelsestid. Jeg siger dig, jeg ved, at jeg skal dø, og jeg håner dig dog, du Himlens Gud og Apis, med Døden lige for Tænderne. Jeg siger dig, jeg vil heller være Lakej i Helvede end Fri i dine Boliger; jeg siger dig, jeg er fuld af livsalig Foragt for din himmelske Usselhed, og jeg vælger mig Afgrunden til evigt Tilhold, hvor Djævelen, Judas og Farao er stødt ned. Jeg siger dig, din Himmel er fuld af alle Jorderigets mest råhovedede Idioter og fattige i Ånden, jeg siger dig, du har fyldt din Himmel med de fede, salige Horer hernedefra, som ynkeligen har bøjet Knæ for dig i sin Dødsstund. Jeg siger dig, du har brugt Magt mod mig, og du ved ikke, du alvidende Nul, at jeg aldrig bøjer mig i Modgang. Jeg siger dig, hele mit Liv, hver Celle i min Krop, hver Evne i min Sjæl gisper efter at håne dig, du nådefulde Afskum i det høje. Jeg siger dig, jeg vilde, om jeg kunde, råbe dette højlydt ind i din Himmel og hen over den hele Jord, jeg vilde, om jeg kunde, ånde det ind i hver ufødt Menneskesjæl, som engang kommer på Jorden, hver Blomst, hvert Blad, hver Dråbe i Havet. Jeg siger dig, jeg vil spotte dig ud på Dommens Dag og bande dig Tændeme ud af min Mund for din Guddoms endeløse Ynkelighed. Jeg siger dig, jeg vil fra denne Stund forsage alle dine Gærninger og alt dit Væsen, jeg vil forbande min Tanke, om den tænker på dig igen, og rive mine Læber af, om de atter nævner dit Navn. Jeg siger dig, hvis du er til, det sidste Ord i Livet og i Døden, jeg siger dig Farvel for evigt og altid, jeg siger dig Farvel med Hjærte og Nyrer, jeg siger dig det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier og vender dig Ryggen og går min Vej . . . .
Stille,
Jeg dirrer af Ophidselse og Forkommenhed, står der på samme Sted, endnu hviskende Eder og Skældsord frem, hikkende efter den heftige Gråd, knækket og slap efter det vanvittige Vredesudbrud. Jeg står der måske en Time og hikker og hvisker og holder mig fast til Porten. Så hører jeg Røster, en Samtale mellem to Mænd, som kommer gående indad Smedgangen. Jeg slænger bort fra Porten, drager mig frem efter Husvæggene og kommer atter ud på de lyse Gader. Idet jeg tusler nedad Youngsbakken, begynder min Hjærne pludselig at virke i en højst mærkelig Retning. Det falder mig ind, at de elendige Rønner nede i Kanten af Torvet, Materialboderne og de gamle Buler med brugte Klæder, dog var en Skændsel for Stedet. De ødelagde hele Torvets Udseende og pletted Byen, fy, ned med Skramlet! Og jeg gik og slog over i Tankerne, hvad det vel vilde komme til at koste at flytte Den geografiske Opmåling derned, denne smukke Bygning, som altid havde tiltalt mig så meget hver Gang, jeg havde passeret den. Det vilde kanske ikke lade sig gøre at foretage en Flytning af den Art under sytti a to og sytti tusind Kroner, — en pen Sum, måtte man sige, en nokså net Lommeskilling, he-he, at begynde med, hvad? Og jeg nikked med mit tomme Hoved og indrømmed, at det var en nokså pen Lommeskilling at begynde med. Jeg rysted fremdeles over hele Legemet og hikked nu og da endnu dybt efter Gråden.
Jeg havde Følelsen af, at der ikke var meget Liv igen i mig, at jeg i Grunden sang på det sidste Vers. Det var mig også temmelig ligegyldigt, det beskæftiged mig ikke det mindste; jeg søgte tvertimod nedad Byen, ned til Bryggerne, længer og længer bort fra mit Værelse. Jeg kunde for den Skyld gærne have lagt mig plat ned i Gaden, forat dø. Lidelserne gjorde mig mer og mer ufølsom; det banked stærkt i min såre Fod, jeg havde endog Indtryk af, at Smærten forplanted sig opad hele Læggen, og ikke engang det gjorde synderlig ondt. Jeg havde udstået værre Fornemmelser.
Så kom jeg ned på Jærnbanebryggen. Der var ingen Trafik, ingen Støj, kun hist og her et Menneske at se, en Sjouer eller Sjømand, som drev om med Hænderne i Lommen. Jeg lagde Mærke til en halt Mand, som skeled stivt hen på mig, idet vi passered hinanden. Jeg standsed ham instinktsmæssig, tog til Hatten og spurgte, om han kendte til om »Nonnen« var rejst. Og bagefter kunde jeg ikke lade være at knipse en eneste Gang i Fingrene lige for Mandens Næse og sige: Død og Pine, »Nonnen«, ja! »Nonnen«, som jeg helt havde glemt! Tanken på den havde alligevel ulmet ubevidst i mit Indre, jeg havde båret på den, uden at vide af det selv.
Ja, Kors, »Nonnen« var nok sejlet.
Han kunde ikke sige mig, hvor den var sejlet hen?
Manden tænker sig om, står på det lange Ben og holder det korte ivejret; det korte dingler lidt.
»Nej,« siger han. »Ved De, hvad den lå her og lasted?«
»Nej,« svarer jeg.
Men nu havde jeg allerede glemt »Nonnen«, og jeg spurgte Manden, hvor langt det vel kunde være til Holmestrand, regnet i gode, gamle geografiske Mile.
»Til Holmestrand? Jeg vil antage . . . .«
»Eller til Væblungsnæs?«
»Hvad jeg vilde sige: jeg antager, at til Holmestrand . . . .«
»Å, hør, med det samme jeg husker det,« afbrød jeg ham igen, »De skulde vel ikke ville være så snil at give mig en liden Bid Tobak, bare en bitte liden Smule!«
Jeg fik Tobakken, takked Manden meget varmt og gik bort. Jeg gjorde intet Brug af Tobakken, jeg stak den i Lommen straks. Manden holdt fremdeles Øje med mig, jeg havde kanske vakt hans Mistanke på en eller anden Måde; hvor jeg stod og gik havde jeg dette mistænksomme Blik efter mig, og jeg syntes ikke om at blive forfulgt af dette Menneske. Jeg vender om og drager mig atter hen til ham, ser på ham og siger:
»Nådler.«
Bare dette Ord: Nådler. Ikke mer. Jeg ser meget stivt på ham, idet jeg siger det, jeg følte, at jeg stirred frygteligt på ham; det var, som om jeg så på ham med hele Kroppen, istedetfor bare med Øjnene. Og jeg står en liden Stund, efterat jeg har sagt dette Ord. Så tusler jeg op til Jærnbanetorvet igen. Manden gav ikke en Lyd fra sig, han bare holdt Øje med mig.
Nådler? Jeg stod med en Gang stille. Ja, var det ikke det, jeg havde Fornemmelsen af allerede straks: jeg havde truffet Krøblingen før. Oppe i Grændsen, en lys Morgen; jeg havde pantsat min Vest. Det forekom mig som en Evighed siden den Dag.
Mens jeg står og tænker på dette — jeg står og støtter mig til en Husvæg på Hjørnet af Torvet og Havnegaden — farer jeg pludselig sammen og søger at kravle mig væk. Da dette ikke lykkes mig, stirrer jeg forhærdet ret frem og bider Hovedet af al Skam, der var ingen Råd med det, — jeg står Ansigt til Ansigt med »Kommandøren«.
Jeg blir skødesløst fræk, jeg tager endog et Skridt frem fra Husvæggen, forat gøre ham opmærksom på mig. Og jeg gør det ikke forat vække Medlidenhed, men forat håne mig selv, stille mig i Gabestokken; jeg kunde væltet mig ned i Gaden og bedt »Kommandøren« gå over mig, træde på mit Ansigt. Jeg siger ikke engang Godaften.
»Kommandøren« aned måske, at der var noget galt fat med mig, han sagtned sine Skridt en Smule, og jeg siger, forat standse ham:
»Jeg skulde været hos Dem med noget, men det er ikke blevet noget af endda.«
»Ja?« svarer han spørgende. »De har det ikke færdigt, da?«
»Nej, jeg har ikke fået det færdigt.«
Men nu står mine Øjne pludselig i Vand ved »Kommandørens« Venlighed, og jeg harker og hoster forbittret, forat gøre mig stærk. »Kommandøren« støder en Gang i Næsen; han står og ser på mig.
»Har De noget at leve af imens, da?« siger han.
»Nej,« svarer jeg, »jeg har ikke det heller. Jeg har ikke spist endda idag, men . . . . . .
»Gud bevare Dem, det går da ikke an, at De går her og sulter ihjæl, Mand!« siger han. Og han tager med en Gang til Lommen.
Nu vågner Skamfølelsen i mig, jeg raver igen bort til Husvæggen og holder mig fast, jeg står og ser på, at »Kommandøren« roder om i sin Pengepung; men jeg siger intet. Og han rækker mig en Tikrone. Han gør ingen flere Omstændigheder med det, han giver mig simpelthen ti Kroner. Med det samme gentager han, at det ikke gik an, at jeg sulted ihjæl.
Jeg stammed en Indvending og tog ikke Sedlen straks: Det var skammeligt af mig dette . . . . det var også altfor meget . . . .
»Skynd Dem nu!« siger han og ser på sit Ur. »Jeg har ventet på Toget; men nu kommer det, hører jeg.«
Jeg tog Pengene, jeg var lam af Glæde og sagde ikke et Ord mer, jeg takked ikke engang.
»Det er ikke værdt at genere sig for det,« siger »Kommandøren« tilsidst; »De kan jo skrive for det, ved jeg.«
Så gik han.
Da han var kommet nogle Skridt bort, husked jeg med en Gang på, at jeg ikke havde takket »Kommandøren« for denne Hjælp. Jeg forsøgte at indhente ham, men kunde ikke komme fort nok afsted, mine Ben slog Klik, og jeg vilde idelig falde på Næsen. Han fjærned sig mer og mer. Jeg opgav Forsøget, tænkte at råbe efter ham, men turde ikke, og da jeg endelig alligevel tog Mod til mig og råbte, en Gang, to Gange, var han allerede forlangt borte, min Stemme var bleven for svag.
Jeg stod tilbage på Fortouget og så efter ham, jeg græd ganske stille. Jeg har aldrig set på Magen! sagde jeg til mig selv; han gav mig ti Kroner! Jeg gik tilbage og stilled mig der, hvor han havde stået, og eftergjorde alle hans Bevægelser. Og jeg holdt Pengesedlen op til mine våde Øjne, beså den på begge Sider og begyndte at bande — bande i vilden Sky på, at det havde sin Rigtighed med det, jeg holdt i Hånden, det var en Tikrone.
En Stund efter — måske en meget lang Stund; ti det var allerede bleven ganske stille overalt — stod jeg besynderligt nok udenfor Tomtegaden Numer 11. Da jeg havde stået og summet mig et Øjeblik og forundret mig herover, gik jeg indad Porten for anden Gang, lige ind i Beværtning & Logi for Rejsende. Her bad jeg om Husly og fik straks en Seng.
* * *
Tirsdag.
Solskin og Stille, en vidunderlig lys Dag. Sneen var borte; allevegne Liv og Lyst og glade Ansigter, Smil og Latter. Fra Fontænerne steg Vandstrålerne op i Buer, gyldne af Solen, blålige af den blålige Himmel . . . . Ved Middagstid gik jeg ud fra mit Logi i Tomtegaden, hvor jeg fremdeles boed og havde det godt, og begav mig ud i Byen. Jeg var i den gladeste Stemning og drev om den ganske Eftermiddag i de mest befærdede Gader og så på Mennesker. Endnu før Klokken blev syv om Aftenen, gjorde jeg mig en Tur op til St. Olafs Plads og kiged i Smug op til Vinduerne i Numer 2. Om en Time skulde jeg se hende! Jeg gik i en let, dejlig Angst hele Tiden. Hvad vilde der ske? Hvad skulde jeg finde på at sige, når hun kom nedad Trappen? Godaften, Frøken? Eller bare smile? Jeg beslutted mig til at lade det bero med at smile. Naturligvis vilde jeg hilse dybt på hende.
Jeg lusked bort, lidt skamfuld over at være så tidligt ude, vandred om i Karl Johan en Stund og holdt Øje med Universitetsuret. Da Klokken blev otte, satte jeg atter opad Universitetsgaden. Under vejs faldt det mig ind, at jeg kanske kunde komme et Par Minutter forsent, og jeg strakte ud alt, jeg årked. Min Fod var meget sår, ellers mangled der mig ingenting.
Jeg tog Post ved Fontænen og pusted ud; jeg stod der rigtig længe og så op til Vinduerne i Numer 2; men hun kom ikke. Nå, jeg skulde nok vente, det havde ingen Hast med mig; hun havde kanske Forhindringer. Og jeg vented igen. Jeg skulde da vel aldrig have drømt det hele? Havt det første Møde med hende i Indbildningen den Nat, jeg lå i Feber? Jeg begyndte rådvild at tænke efter og følte mig aldeles ikke sikker i min Sag.
»Hm!« sagde det bag mig.
Jeg hørte denne Harken, jeg hørte også lette Skridt i Nærheden af mig; men jeg vendte mig ikke om, jeg stirred blot op til den store Trappe foran mig.
»Godaften!« siger det så.
Jeg glemmer at smile, jeg tager ikke engang straks til Hatten, jeg blir så forundret over at se hende komme denne Vej.
»Har De ventet længe?« siger hun, og hun puster lidt hurtigt efter Gangen.
»Nej, aldeles ikke, jeg kom for en liden Stund siden,« svared jeg. »Og desuden, hvad havde det gjort, om jeg havde ventet længe? Jeg tænkte forresten, at De skulde komme fra en anden Kant?«
»Jeg har fulgt Mama til en Familie, Mama skal være ude iaften.«
»Jaså!« sagde jeg.
Nu var vi uvilkårlig begyndt at gå. En Politibetjent står på Gadehjørnet og ser på os.
»Men hvor går vi egentlig hen?« siger hun og standser.
»Did, hvor De vil, bare did, hvor De vil.«
»Uf, ja, men det er så kedeligt at bestemme det selv.«
Pause.
Så siger jeg, bare for at sige noget:
»Det er mørkt i Deres Vinduer, ser jeg.«
»Ja, da!« svarer hun livligt. »Pigen har også fået fri. Så jeg er ganske alene hjemme.«
Vi står begge to og ser opad Vinduerne i Numer 2, som om ingen af os havde set dem før.
»Kan vi gå op til Dem, da?« siger jeg. »Jeg skal sidde nede ved Døren hele Tiden, dersom De vil . . . .«
Men nu skalv jeg af Bevægelse og angred meget, at jeg havde været for fræk. Hvad om hun blev vred og gik bort fra mig? Hvad om jeg aldrig fik se hende igen? Å, det elendige Antræk, jeg havde på! Jeg vented fortvivlet på Svaret.
»De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren,« siger hun. Hun taler ligefrem ømt og siger akkurat disse Ord: De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren.
Vi gik op.
Ude på Gangen, hvor det var mørkt, tog hun min Hånd og ledte mig frem. Jeg behøved slet ikke at være så stille, sagde hun, jeg kunde godt tale. Og vi kom ind. Mens hun tændte Lys — det var ikke en Lampe, hun tændte, men et Lys — mens hun tændte dette Lys, sagde hun med en liden Latter:
»Men nu får De ikke se på mig. Uf, jeg er skamfuld! Men jeg skal aldrig gøre det mer.«
»Hvad skal De aldrig gøre mer?«
»Jeg skal aldrig . . . . uf, nej. Gud bevare mig . . . . jeg skal aldrig kysse Dem mer.«
»Skal De ikke det?« sagde jeg, og vi lo begge. Jeg strakte Armene ud efter hende, Og hun gled tilside, smutted væk, over på den anden Side af Bordet. Vi stod og så på hinanden en liden Stund, Lyset stod midt imellem os.
»Forsøg at få fat på mig!« sagde hun.
Og under megen Latter forsøgte jeg at få fat på hende. Mens hun sprang omkring, løste hun Sløret op og tog Hatten af; hendes spillende Øjne hang fremdeles ved mig og vogted på mine Bevægelser. Jeg gjorde et Udfald påny, snubled i Tæppet og faldt; min såre Fod vilde ikke længer holde mig oppe. Jeg rejste mig yderlig flau.
»Gud, hvor rød De blev!« sagde hun. »Ja, det var også græsselig kejtet.«
»Ja, det var det!« svared jeg.
Og vi begyndte påny at springe omkring.
»Jeg synes, De halter?«
»Ja, jeg halter kanske lidt, bare lidt forresten.«
»Sidst havde De en sår Finger, nu har De en sår Fod; det er svært, så mange Plager De har.«
»Å, ja. — Jeg blev lidt overkørt for nogle Dage siden.«
»Overkørt? Fuld da igen? Nej, Gud bevare mig, hvordan De lever, unge Mand!« Hun trued med Pegefingeren og gjorde sig alvorlig. »Så sætter vi os da!« sagde hun. »Nej, ikke der nede ved Døren; De er så altfor tilbageholden; her oppe; De der og jeg her, så ja! . . . . Uf, det er nokså kedeligt med tilbageholdne Mennesker! Så må man sige og gøre alt selv, man får ingen Hjælp til noget. Nu kunde De for Eksempel gærne holde Deres Hånd på min Stolryg, De kunde gærne fundet på så meget af Dem selv, kunde De. For om jeg siger noget sligt, så sætter De op et Par Øjne, som om De ikke rigtig tror det, som blir sagt. Ja, det er virkelig sandt, jeg har set det flere Gange, De gør det nu også. Men De skal bare ikke indbilde mig, at De er så beskeden altid, når De blot tør dy Dem. De var nokså fræk den Dag, da De var fuld og gik efter mig lige hjem og plaged mig med Deres Åndrigheder: De mister Deres Bog, Frøken, De mister ganske bestemt Deres Bog, Frøken! Ha-ha-ha! Fy, det var virkelig stygt af Dem!«
Jeg sad fortabt og så på hende. Mit Hjærte slog højt, Blodet spændte mig varmt gennem Årene. Hvilken vidunderlig Nydelse!
»Hvorfor siger De ingenting?«
»Nej, hvor De er sød!« sagde jeg. »Jeg sidder simpelthen her og blir inderlig betaget af Dem, her i denne Stund inderlig betaget . . . . Der er ingen Råd med det . . . . De er det besynderligste Menneske, som . . . . Stundom stråler Deres Øjne så, jeg har aldrig set Magen, de ser ud som Blomster . . . . Hvad? Nej-nej, kanske ikke som Blomster heller, men . . . . Jeg er så aldeles forelsket i Dem, og det er så urimeligt . . . . Herregud, naturligvis, det nytter mig ikke det Spor . . . . Hvad hedder De? Nu må De da virkelig sige mig, hvad De hedder . . . .«
»Nej, hvad hedderDe? Gud, nu havde jeg nær glemt det igen! Jeg tænkte på det i hele Går, at jeg skulde spørge Dem. Ja, det vil sige ikke iheleGår, men . . . .«
»Ved De, hvad jeg har kaldt Dem? Jeg har kaldt Dem Ylajali. Hvad synes De om det? En sådan glidende Lyd . . . .«
»Ylajali?«
»Ja.«
»Er det fremmede Sprog?«
»Hm, Nej, det er ikke det heller.«
»Ja, det er ikke stygt . . . .«
Efter lange Forhandlinger sagde vi hinanden vore Navne. Hun satte sig lige ved Siden af mig i Sofaen og skøv Stolen bort med Foden, Og vi begyndte at passiare påny.
»De har barberet Dem også iaften,« sagde hun. »De ser i det hele taget lidt bedre ud end sidst, men bare bitte lidt forresten; indbild Dem nu bare ikke . . . . Nej, sidst var De virkelig sjofel da. De gik ovenikøbet med en fæl Klud om Fingeren. Og i den Tilstand vilde De absolut gå ind et Sted og drikke Vin med mig. Nej, Tak!«
»Det var altså for mit misserable Udseendes Skyld, at De ikke vilde gå med alligevel da?« sagde jeg.
»Nej,« svared hun og så ned. »Nej, det skal Gud vide, det ikke var! Jeg tænkte ikke på det engang.«
»Hør,« sagde jeg, »De sidder vist her i den Overtro, at jeg kan klæde mig og leve akkurat som jeg ønsker. De? Men det kan jeg nok ikke, jeg er meget, meget fattig.«
Hun så på mig.
»Er De det?« sagde hun.
»Ja, jeg er det, desværre.«
Pause.
»Ja, Herregud, det er jeg også, det,« sagde hun med en frejdig Bevægelse med Hovedet.
Hvert af hendes Ord berused mig, traf mig i Hjærtet som Vindråber. Hun henrykte mig med den Vane, hun havde at lægge sit Hoved lidt på Siden og lytte, når jeg sagde noget. Og jeg følte hendes Åndedrag lige op i mit Ansigt.
»Ved De,« sagde jeg, »at . . . . Men nu må De ikke blive sint . . . . Da jeg gik tilsengs igåraftes, lagde jeg denne Arm tilrette for Dem . . . . således . . . . som om De lå i den . . . . og så sovned jeg ind . . . .«
»Jaså? Det var vakkert!« Pause. »Men det måtte nu også være på Frastand, De kunde gøre sligt noget; for ellers . . . .«
»Tror De ikke, jeg kunde gøre det ellers?«
»Nej, det tror jeg ikke.«
»Jo, af mig kan De vente alt,« sagde jeg. Og jeg lagde Armen om hendes Liv.
»Kan jeg det?« sagde hun bare.
Det ærgred mig, stødte mig næsten, at hun holdt mig for så altfor skikkelig; jeg brysted mig op, skød Hjærtet op i Livet og tog hendes Hånd. Men hun trak den ganske stilfærdigt tilbage og flytted sig lidt bort fra mig. Dette gjorde det atter af med mit Mod, jeg blev skamfuld og så bort mod Vinduet. Jeg var alligevel så altfor ynkelig der, jeg sad, jeg måtte blot ikke prøve at indbilde mig noget. Det havde været en anden Sag, hvis jeg havde truffet hende dengang, da jeg endnu så ud som et Menneske, i mine Velmagtsdage, da jeg havde lidt at redde mig med. Og jeg følte mig meget nedslagen tilmode.
»Der kan De se!« sagde hun, »nu kan De bare se: Man kan vippe Dem blot med en liden Rynke i Panden, gøre Dem så flad, bare ved at flytte sig lidt bort fra Dem . . . .« Hun lo drillende, skøjeragtigt, med aldeles lukkede Øjne, som om heller ikke hun holdt ud at blive set på.
»Nej, men du store min!« bused jeg ud, »nu skal De bare se!« Og jeg slog Armene heftigt om hendes Skuldre. Jeg var næsten krænket. Var Pigen fra Forstanden! Tog hun mig for aldeles uerfaren! He, jeg skulde dog ved den levende . . . . Ingen skulde sige om mig, at jeg stod tilbage i dette Stykke. Det var dog Satan til Menneske! Galdt det bare at gå på, så . . . .
Hun sad ganske rolig, og hun havde Øjnene fremdeles lukket; ingen af os talte. Jeg trykked hende hårdt ind til mig, klemte grådigt hendes Krop ind til mit Bryst, og hun sagde ikke et Ord. Jeg hørte vore Hjærteslag, både hendes og mine, de lød som begravede Hovtramp.
Jeg kyssed hende.
Jeg vidste ikke længere af mig selv, jeg sagde noget Nonsens, som hun lo ad, hvisked Kælenavne ind i hendes Mund, klapped hende på Kindet, kyssed hende mange Gange. Jeg åbned en Knap eller to i hendes Liv, og jeg skimted hendes Bryster indenfor, hvide, runde Bryster, der titted frem som to søde Vidundere bag Linnedet.
»Må jeg få se!« siger jeg, og jeg forsøger at åbne flere Knapper, gøre Hullet større; men min Bevægelse er for stærk, jeg kommer ingen Vej med de nederste Knapper, hvor desuden Livet strammer på. »Må jeg bare få se lidt . . . . lidt . . . .«
Hun slår Armen om min Hals, ganske langsomt, ømt; hendes Ånde puster mig lige i Ansigtet fra de røde, dirrende Næsebor; med den anden Hånd begynder hun selv at åbne Knapperne, en for en. Hun ler forlegent, ler kort og ser flere Gange op på mig, om jeg skal mærke, at hun er bange. Hun løser Båndene op, hægter op Korsettet, er henrykt og ængstelig. Og jeg fingrer med mine grove Hænder ved disse Knapper og Bånd . . . .
Forat aflede Opmærksomheden fra, hvad hun gor, stryger hun mig med sin venstre Hånd over Skulderen og siger:
»Hvilken Mængde løse Hår der ligger!«
»Ja,« svarer jeg og vil trænge indtil hendes Bryst med min Mund. Hun ligger i dette Øjeblik med ganske åbne Klæder. Pludselig er det som om hun besinder sig, som om hun synes at have gået for vidt; hun dækker sig atter til og rejser sig lidt op. Og forat skjule sin Forlegenhed med de åbne Klæder, giver hun sig atter til at tale om den Mængde affaldne Hår, der lå på mine Skuldre.
»Hvor kan det være, at Håret falder så af Dem?«
»Ved ikke!«
»Å, De drikker naturligvis formeget, og kanske — Fy, jeg vil ikke sige det! De måtte skamme Dem! Nej, det havde jeg ikke troet om Dem! At De, som er så ung, allerede mister Håret! . . . . Nu skal De værsågod fortælle mig, hvorledes De egentlig lever Deres Liv hen. Jeg er sikker på, det er frygteligt! Men bare Sandhed, forstår De, ikke nogen Udflugter! Jeg skal nok forresten se det på Dem, om de vil skjule noget. Så, fortæl nu!«
»Ja, lad mig få kysse Dem på Brystet først, så.«
»Er De gal? Så, begynd nu!«
»Nej, kære, lad mig nu få Lov til det først!«
»Hm. Nej, ikke først . . . . Siden kanske . . . . Jeg vil høre, hvad De er for et Menneske . . . . Å, jeg er sikker på, det er forfærdeligt!«
Det pinte mig også, at hun skulde tro det værste om mig, jeg var bange for at støde hende helt bort, og jeg holdt ikke ud den Mistanke, hun havde om mit Levnet. Jeg vilde rense mig i hendes Øjne, gøre mig værdig til hende, vise hende, at hun sad ved en på det nærmeste engleren Persons Side. Herregud, jeg kunde jo tælle på Fingerne mine Fald til Dato.
Jeg fortalte, jeg fortalte alt, og jeg fortalte bare Sandhed. Jeg gjorde intet værre end det var, det var ikke min Agt at vække hendes Medlidenhed; jeg sagde også, at jeg havde stjålet fem Kroner en Aften.
Hun sad og lytted med gabende Mund, bleg, bange, aldeles forstyrret i de blanke Øjne. Jeg vilde gøre det godt igen, sprede det triste Indtryk, jeg havde gjort, og strammed mig op:
»Det er jo over nu!« sagde jeg; »det kan ikke være Tale om sligt noget længer; nu er jeg bjærget . . . .«
Men hun var meget forsagt. »Gud bevare mig!« sagde hun bare og taug. Hun sagde dette med korte Mellemrum og taug hver Gang igen. »Gud bevare mig!«
Jeg begyndte at spøge, tog hende i Siden, forat kildre hende, løfted hende op til mit Bryst. Hun havde atter knappet Kjolen igen; dette ærgred mig en Smule, såred mig ligefrem. Hvorfor skulde hun knappe Kjolen igen? Var jeg i hendes Øjne mer uværdig nu, end om jeg selv havde forskyldt, at mit Hår faldt af? Vilde hun have syntes bedre om mig, hvis jeg havde gjort mig til en Udhaler? . . . . Ikke noget Sludder. Det galdt bare at gå på! Og hvis det bare galdt at gå på, så ved den levende . . . .
Jeg lagde hende ned, lagde hende simpelthen ned i Sofaen. Hun stred imod, ganske lidt forresten, og så forbauset ud.
»Nej . . . . hvad vil De?« sagde hun.
»Hvad jeg vil?!«
He, hun spurgte, hvad jeg vilde! Gå på, vilde jeg, gå lige på! Det var ikke bare på Frastand, jeg havde det med at gå på; det var ikke min Art og Beskaffenhed af Menneske. Jeg gjorde i at være Karl for min Hat og ikke slåes flad af en Rynke i Panden. Nej-nej, san, jeg havde endnu aldrig gået med uforrettet Sag fra en sådan Affære . . . .
Og jeg gik på.
»Nej . . . . nej, men . . . .?«
Jo, mente jeg, det var Meningen det!
»Nej, hører De!« råbte hun. Og hun lagde til disse sårende Ord: »Jeg kan jo ikke være tryg for, at De ikke er vanvittig.«
Jeg holdt uvilkårlig lidt inde, og jeg sagde:
»Det mener De ikke!«
»Jo, ved Gud, De ser så rar ud! Og den Formiddag, De forfulgte mig, — De var altså ikke fuld dengang?«
»Nej. Men da var jeg jo ikke sulten heller, jeg havde netop spist . . . .«
»Ja, så meget værre var det.«
»Vilde De heller, at jeg skulde været fuld?«
»Ja . . . . Hu, jeg er bange for Dem! Herregud, kan De nu ikke slippe!«
Jeg tænkte mig om. Nej, jeg kunde ikke slippe. Ikke noget forbandet Pærevæv en silde Aftenstund på en Sofa! Op med Flonellen! He, hvilke Udflugter fandt man ikke på at komme med i et sligt Øjeblik! Som om jeg ikke vidste, at det var bare Undselighed altsammen! Da måtte jeg være grøn! Så stille nu! Ikke noget Tøv! Leve Kongen og Fædrelandet! . . . .
Hun stritted besynderlig stærkt imod, altfor stærkt til bare at stritte imod af Undselighed. Jeg kom som af Vanvare til at støde Lyset overende, så det slukned, hun gjorde fortvivlet Modstand, udstødte endog et lidet Klynk.
»Nej, ikke det, ikke det! Hvis De vil så skal De heller få kysse mig på Brystet. Kære, snille . . . .«
Jeg standsed øjeblikkelig. Hendes Ord lød så forfærdede, hjælpeløse, jeg blev inderlig slagen. Hun mente at byde mig en Erstatning ved at give mig Lov til at kysse hendes Bryst! Hvor det var skønt, skønt og enfoldigt! Jeg kunde faldt ned og knælet for hende.
»Men, kære, vene!« sagde jeg aldeles forvirret, »jeg forstår ikke . . . . jeg begriber virkelig ikke, hvad dette er for en Slags Spil . . . .«
Hun rejste sig og tændte atter Lyset med rystende Hænder; jeg sad tilbage på Sofaen og foretog mig ingenting. Hvad vilde nu ske? Jeg var i Grunden meget ilde tilmode.
Hun kasted Øjnene hen på Væggen, hen til Klokken, og for sammen.
»Uf, nu kommer Pigen snart!« sagde hun. Dette var det første, hun sagde.
Jeg forstod denne Hentydning og rejste mig. Hun tog efter Kåben, som forat klæde den på, men betænkte sig, lod den ligge og gik bort til Kaminen. Hun var bleg og blev mer og mer urolig. Forat det dog ikke skulde se ud, som om hun viste mig Døren, sagde jeg:
»Var han Militær Deres Far?« og samtidig gjorde jeg mig istand til at gå.
Ja, han var Militær. Hvoraf vidste jeg det?
Jeg vidste det ikke, det faldt mig bare ind.
Det var besynderligt!
Å, ja. Det var enkelte Steder, jeg kom, hvor jeg fik det med Anelser. He-he, det hørte med til mit Vanvid, det . . . .
Hun så hurtig op, men svared ikke. Jeg følte, at jeg pinte hende med min Nærværelse, og vilde gøre kort Proces. Jeg gik til Døren. Vilde hun ikke kysse mig mer nu? Ikke engang række mig Hånden? Jeg stod og vented.
»Skal De gå nu da?« sagde hun, og hun stod endda stille borte ved Kaminen.
Jeg svared ikke. Jeg stod ydmyget og forvirret og så på hende, uden at sige noget. Hvorfor havde hun da ikke ladet mig i Fred, når det ikke kunde blive til noget? Hvad gik der af hende i dette Øjeblik? Det lod ikke til at angå hende, at jeg stod færdig til at gå; hun var på en Gang aldeles tabt for mig, og jeg ledte efter noget at sige hende til Afsked, et tungt, dybt Ord, som kunde ramme hende og måske imponere hende lidt. Og stik imod min faste Beslutning, såret, istedetfor stolt og kold, urolig, fornærmet, gav jeg mig ligefrem til at tale om Uvæsentligheder; det rammende Ord kom ikke, jeg bar mig yderst tankeløst ad.
Hvorfor kunde hun ikke lige så godt sige klart og tydeligt, at jeg skulde gå min Vej? spurgte jeg. Jo, jo, hvorfor ikke? Det var ikke værdt at genere sig. Istedetfor at minde mig om, at Pigen snart vilde komme hjem, kunde hun også simpelthen have sagt følgende: Nu må De forsvinde, for nu skal jeg gå og hente min Mor, og jeg vil ikke have Deres Følge nedad Gaden. Så, det var ikke det, hun havde tænkt på? Å, jo, det var nok alligevel det, hun havde tænkt på; det forstod jeg straks. Der skulde så lidet til, forat sætte mig på Spor; bare den Måden, hvorpå hun havde taget efter Kåben og atter ladet den ligge, havde overbevist mig med en Gang. Som sagt, jeg havde det med Anelser. Og der var vel kanske ikke så meget Vanvid i det i Grunden . . . .
»Men, Herregud, tilgiv mig nu for det Ord! Det slap mig af Munden!« råbte hun. Men hun stod fremdeles stille og kom ikke hen til mig.
Jeg var ubøjelig og fortsatte. Jeg stod der og sludred væk med den pinlige Fornemmelse, at jeg keded hende, at ikke et eneste af mine Ord traf, og alligevel holdt jeg ikke op: I Grunden kunde man jo være et temmelig ømtåligt Gemyt, om man ikke var gal, mente jeg; der var Naturer, som næred sig af Bagateller og døde bare for et hårdt Ord. Og jeg lod underforstå, at jeg havde en sådan Natur. Sagen var den, at min Fattigdom havde i den Grad skærpet visse Evner i mig, at det voldte mig ligefrem Ubehageligheder, ja, jeg forsikrer Dem ligefrem Ubehageligheder, desværre. Men det havde også sine Fordele, det hjalp mig i visse Situationer. Den fattige intelligente var langt finere Iagttager end den rige intelligente. Den fattige ser sig om for hvert Skridt, han tager, lytter mistænksomt til hvert Ord, han hører af de Mennesker, han træffer; hvert Skridt, han selv tager, stiller således hans Tanker og Følelser en Opgave, et Arbejde. Han er lydhør og følsom, han er en erfaren Mand, hans Sjæl har Brandsår . . . .
Og jeg talte rigtig længe om disse Brandsår, som min Sjæl havde. Men jo længer jeg talte, des uroligere blev hun; tilsidst sagde hun: »Herregud!« et Par Gange i Fortvivlelse og vred sine Hænder. Jeg så godt, at jeg plaged hende, og jeg vilde ikke plage hende, men gjorde det alligevel. Endelig mente jeg at have fået sagt hende i grove Træk det nødvendigste af, hvad jeg havde at sige, jeg blev greben af hendes fortvivlede Blik og råbte:
»Nu går jeg! Nu går jeg! Kan De ikke se, at jeg allerede har Hånden på Låsen? Farvel! Farvel, siger jeg! De kunde dog gærne svare mig, når jeg siger Farvel to Gange og står fiks og færdig til at gå. Jeg beder ikke engang om at få træffe Dem igen, for det vil pine Dem; men sig mig: Hvorfor lod De mig ikke være i Fred? Hvad har jeg gjort Dem? Jeg gik dog ikke ivejen for Dem nu; vel? Hvorfor vender De Dem pludselig bort fra mig, som om De slet ikke kendte mig mer? Nu har De ribbet mig så inderlig blank, gjort mig endda mere ussel end jeg var nogensinde. Herregud, men jeg er jo ikke vanvittig, De ved meget godt, når De vil tænke Dem om, at der er ingenting, som fejler mig nu. Kom nu da og ræk mig Hånden! Eller lad mig få Lov til at komme til Dem! Vil De det? Jeg skal ikke gøre Dem noget ondt, jeg vil bare knæle for Dem et Øjeblik, knæle ned på Gulvet der foran Dem, blot et Øjeblik; må jeg? Nej, nej, så skal jeg ikke gøre det, jeg ser, De blir bange, jeg skal ikke,skalikke gøre det, hører De. Herregud dog, hvorfor blir De så forfærdet? Jeg står jo stille, jeg rører mig ikke. Jeg vilde have knælet ned på Tæppet et Minut, just der, på den røde Farve lige ved deres Fødder. Men De blev bange, jeg kunde straks se det på Deres Øjne, at De blev bange, derfor stod jeg stille. Jeg gjorde ikke et Skridt, da jeg bad Dem derom; vel? Jeg stod lige så urørlig som nu, når jeg viser Dem det Sted, hvor jeg vilde knælet for Dem, der borte på den røde Rose i Tæppet. Jeg peger ikke med Fingeren engang, jeg peger slet ikke, jeg lader det være, for ikke at forskrække Dem, jeg nikker bare og ser derhen, således! Og De forstår meget godt, hvilken Rose, jeg mener, men De vil ikke tillade mig at knæle der; De er bange for mig og tør ikke komme mig nær. Jeg begriber ikke, at De kan bringe over Deres Hjærte at kalde mig gal. Ikke sandt, De tror det heller ikke længer? Det var engang i Sommer, for længe siden, da var jeg gal; jeg arbejded for hårdt og glemte at gå til Middags i ret Tid, når jeg havde meget at tænke på. Det hændte Dag efter Dag; jeg burde have husket det, men jeg glemte det stadig væk. Ved Gud i Himlen, det er sandt! Gud lade mig aldrig komme levende fra dette Sted, hvis jeg lyver! Der kan De se, De gør mig Uret. Det var ikke af Trang, jeg gjorde det; jeg har Kredit, stor Kredit, hos Ingebret og Gravesen; jeg gik også ofte med mange Penge i Lommen og købte alligevel ikke Mad, fordi jeg glemte det. Hører De der! De siger ikke noget, De svarer ikke, De går aldeles ikke bort fra Kaminen, De står bare og venter på, at jeg skal gå . . . .«
Hun kom hurtigt henimod mig og rakte sin Hånd frem. Jeg så fuld af Mistro på hende. Gjorde hun det også med noget let Hjærte? Eller gjorde hun det blot, forat blive af med mig? Hun lagde sin Arm om min Hals, hun havde Tårer i Øjnene. Jeg stod bare og så på hende. Hun rakte sin Mund frem; jeg kunde ikke tro hende, det var ganske bestemt et Offer, hun bragte, et Middel til at få en Ende på det.
Hun sagde noget, det lød for mig som: »Jeg er glad i Dem alligevel!« Hun sagde det meget lavt og utydeligt, måske hørte jeg ikke rigtig, hun sagde kanske ikke just de Ord; men hun kasted sig heftigt om min Hals, holdt begge Armene om min Hals en liden Stund, strakte sig endog en Smule på Tæerne, forat række godt op, og stod således måske et helt Minut.
Jeg var bange for, at hun tvang sig selv til at vise denne Ømhed, jeg sagde blot:
»Hvor De er dejlig nu!«
Mer sagde jeg ikke. Jeg omfavned hende voldsomt, trådte tilbage, stødte til Døren og gik baglænds ud. Og hun stod igen derinde.