»Nej. Men som jeg siger Dem, sæt mig til et Arbejde, og jeg skal gøre det. Jeg er vant til noget af hvert.«
Han tænkte sig atter om. Jeg havde allerede sat mig levende i Hovedet, at jeg vilde tage med, og jeg begyndte at ængstes for at blive jaget iland igen.
»Hvad mener De så, Kaptejn?« spurgte jeg endelig. »Jeg kan virkelig gøre, hvad det skal være. Hvad siger jeg! Jeg måtte være en dårlig Mand, om jeg ikke gjorde mer, end netop det, jeg var sat til. Jeg kan tage to Vagter i Træk, om det gælder. Det har jeg godt af, og jeg holder nok ud med det.«
»Ja, ja, vi kan forsøge det,« sagde han. »Går det ikke, så kan vi jo skilles i England.«
»Naturligvis!« svared jeg i min Glæde. Og jeg gentog endnu engang, at vi kunde skilles i England, hvis det ikke gik.
Så satte han mig til Arbejde . . . .
Ude i Fjorden retted jeg mig op engang, våd af Feber og Mathed, så indad mod Land og sagde Farvel for denne Gang til Byen, til Kristiania, hvor Vinduerne lyste så blankt fra alle Hjem.