FODNOTER

Den næste Morgen rask det gik,Tiltrods for Støv og Hede.Alt svinder Lyngby for vort Blik,I Rudersdal vi bede.Snart Bloustrød er bag HestehovMed Ilen lagt tilbage,Og i den sidste lange SkovFornøiede vi drage.Charlotte ved min Side sad,Mens Øiet saaes at tindre;Hun var saa glad, saa sjæleglad,Og jeg var ikke mindre.Jeg hvisked hende mangt et Ord,Hvori sig skjulte Sødmen,Og saae paa Kinden mangt et SporAf mangen flygtig Rødmen."Du kjører over Steen og Stok,"Hun sagde, skjelmsk i Blikke:"Men du er vist forsigtig nok,"Og vælter os vel ikke?" —— "Du kan, mit Barn, paa denne Tour"Dig frit mig overlade;"Ved mig din yndige Figur"Skal ikke tage Skade." —— "Men see vi Fredriksborg ei snart?"Saa spurgte nu de Tvende,Som bag mig sad: "Trods denne Fart,"Faaer Skoven ingen Ende." —— "Ja vistnok er den meget lang,"Men giv nu bare Stunder,"Man snart faaer Udsigt ... See engang!"Der seer De Skovens Under!" —— "O hold dog stille! lad os see!"Det Syn er uvurdeerligt!"Da holdt jeg, medens alle TreSig glæded umaneerligt.Men det er og et Tryllesyn,Naar pludseligt i SkovenMan Slottet seer, som ved et Lyn,Der farer ned fra oven.O Danmarks første PatriarksUglemmelige Skygge,Som svæver her, hvor DannemarksSkov-Alfer gladest bygge!I dette Syn du stiger frem,Ei Dødens Baand dig binde;Her staaer du levende blandt Dem,Som studse ved dit Minde.Men fremad higer nu vort Sind,For Alt ret nær at skue.Paa Abels Vertshuus tages ind,Hvis rummelige StueTil Vindvet drager Alle hen;Man kan sig ikke skilleDerfra, man seer og seer igjenPaa Slottet Solen spille.Det staaer, som paa en Skueplads,For Øiet nær og lige,Det stiger, som et Feepallads,Op af Undiners Rige ...Men tys! paa Døren banket blev;Forstyrrende vor Iver,Indtræder Pigen med et Brev,Og til Papa det giver.Han læser med Forundring storVed Vindvesfagets Ruder:""En Ven, som her i Byen boer,""Dem sit Besøg bebuder.""Ret strax han kommer til Dem hjem,""Hvor han paa Deres Stue""Et Haandtryk venter sig af Dem,""Et Smiil af Deres Frue."""Hvem er han vel, den Ven saa sær?"Jeg her jo kjender Ingen;"Og hvoraf veed han, jeg er her?"Heel mærkelig er Tingen!" —Charlotte griber hurtig tilSin Parasol, og beder:"Min Fætter nok mig følge vil"Lidt om paa disse Steder?"Thi det er ikke værdt, at vi"Forstyrre Sammenkomsten;"Lad os da gaae hiin grønne Sti,"Hvor Busken staaer med Blomsten."Her er vist mangen deilig Vei,"Hvor man kan promenere." —— "Ja kom! Jeg siger ikke Nei,"Jeg ønsker Intet mere." —Som sagt, saa gjort: Af Døren udVi os med Glæde skyndte;Hun smiilte som en Rosenbrud,Da vi vor Tour begyndte.Vi gjennem Slottets Gaarde gik,Betragted Alting nøie,Men ogsaa jeg imellem fikEt Glimt af hendes Øie.Om lidt vi vare komne paaDen smukke Promenade,Som over Bakker monne gaaeTil Byens brede Gade.Her Slottet mere fjernt man seerI Søen sig at speile.At Den, som vandred her, ei meerDet glemmer, ei kan feile."Charlotte! giv mig her din Arm,"Du til en Støtte trænger,"Thi du er træt og du er varm,"Og med dit Hoved hænger." —Hun saae sig om ... "Slaa dig til Ro,"Her er jo Intet vovet;"Du frygter vel, at man skal troe,"Du er med mig forlovet?"Men Ingen kjender os jo her,"Her frygtes ingen Snakken."Jeg fører dig til hine Træer,"Hvor Bænken staaer paa Bakken;"Der kan du sidde ret i Mag,"I Skjerm af Løv foroven,"Der kan du see med Velbehag"Paa Slottet og paa Skoven." —Med flygtig Rødmen fiint og letSin Arm i min hun lagde;Jeg til min Barm den trykte tæt,Mens meget Smukt jeg sagde;Og med den matte Haand, der hangVed Armenes Forgrening,Min egen Haand heel mangen GangIndgik en sød Forening.Paa Bænken paa den lille HøiJeg satte mig hos hende,Saa nær, saa tæt, — da ved en StøiJeg maatte Hov'det vende:En Mand jeg skued iilsomt gaaeOp ad den samme Bakke,Han bar Moustacher, ganske smaa,Og var i Lieutenants-Frakke.Han styrted til Charlottes Fod,Og raabte: "Kjære Pige!"Nu er du min, nu har jeg Mod,"Alverden det at sige."Min Fader talte nu med din,"Og begge To det ville;"I Evighed er du nu min,"Og os kan Intet skille." —Charlotte høit fra Bænken sprang,Og favnede ham kjærligt;Tilsidst hun saae paa mig engang —Gud! hendes Blik var ærligt! —"Min Elskte! see min Fætter her!"Han var saa god imod mig,"Han har mig altid været kjær,"Thi han saa godt forstod mig."Jeg sad som En, der seer en Aand,Naar mindst han Aander venter.Den unge Lieutenant tog min Haand,Og sagde Complimenter;Og derpaa, til Charlotte vendt,Han sagde: "Lad os vandre,"Thi efter hvad der nu er hændt,"Vi ventes af de Andre."I blive skal hos os inat,"Og naar I hjem vil drage,"Paa Vognen jeg min søde Skat"Til Staden tør ledsage." —Nu gik de. Pigen i en FartTilraabte mig. "Kom efter!" —— "Jeg kommer," svarte jeg, "saasnart"Jeg lidt har samlet Kræfter." —Mit Øie længe fulgte dem,Mens bort de monne vandre,Mens Arm i Arm de hasted frem,Og hvisked til hverandre.Nu stedse længer bort de gik,Indtil bag fjerne GreneDe ganske skjultes for mit Blik, —Da følte jeg mig ene.Jeg kasted mig paa Jorden ned,Og mig fortvivlet vælted;Jeg troer, at jeg i Græsset bed,Af Sorg og Harme smeltet.Saa laae paa Ryggen jeg en Stund,Langs Skraaningen af Høien,Og saae i Søens klare Bund,Hvor Slottet speiled Fløien.Da brød jeg ud: Henfarne Drot,Hvis Minder her vi følge!Du grunded dette KæmpeslotMidt i ustadig Bølge,Og dog det staaer Aar ud, Aar ind;Men tidt du prøve maatte,At, bygged du paa Qvindesind,Da sank de bedste Slotte.Hvad vilde jeg herude vel?Jeg tidt nok maatte prøve,At her et eller andet HeldMig Skjæbnen skulde røve.Tidt fik jeg Regnveir, daarlig Mad,Af Smaa-Chicaner flere.Hvad Rart er her? — Et Slot? — Men hvad,Hvad er her ellers Mere?Det kjedelige Stutteri,Hvorom Enhver jo melder,Og Gader uden Folk deri,Og daarlige Hoteller,Forresten mange gamle TræerMed melancholske Kroner,Og saa det store Værksted herFor Flemmers Recensioner.Afsted, afsted til Staden hjem,Fra Sjælland, fra det nordre!Nu blive jo paa Vognen Fem,Jeg kan dem ei befordre.En Extrapostvogn til BehagStationen vel dem sender;Det faaer nu være deres Sag,Jeg vasker mine Hænder.Jeg af min Tour mig rose kan!Jeg kjører tom tilbage, —Hvis ei en trættet VandringsmandJeg byder op at age.Ja, Fredriksborg! af Hjertens GrundDin Deilighed jeg skatter,Men dog det vare skal en Stund,Før her jeg kommer atter.

Charlotte ved min Side sad,Mens Øiet saaes at tindre;Hun var saa glad, saa sjæleglad,Og jeg var ikke mindre.Jeg hvisked hende mangt et Ord,Hvori sig skjulte Sødmen,Og saae paa Kinden mangt et SporAf mangen flygtig Rødmen.

"Du kjører over Steen og Stok,"Hun sagde, skjelmsk i Blikke:"Men du er vist forsigtig nok,"Og vælter os vel ikke?" —— "Du kan, mit Barn, paa denne Tour"Dig frit mig overlade;"Ved mig din yndige Figur"Skal ikke tage Skade." —

— "Men see vi Fredriksborg ei snart?"Saa spurgte nu de Tvende,Som bag mig sad: "Trods denne Fart,"Faaer Skoven ingen Ende." —— "Ja vistnok er den meget lang,"Men giv nu bare Stunder,"Man snart faaer Udsigt ... See engang!"Der seer De Skovens Under!" —

— "O hold dog stille! lad os see!"Det Syn er uvurdeerligt!"Da holdt jeg, medens alle TreSig glæded umaneerligt.Men det er og et Tryllesyn,Naar pludseligt i SkovenMan Slottet seer, som ved et Lyn,Der farer ned fra oven.

O Danmarks første PatriarksUglemmelige Skygge,Som svæver her, hvor DannemarksSkov-Alfer gladest bygge!I dette Syn du stiger frem,Ei Dødens Baand dig binde;Her staaer du levende blandt Dem,Som studse ved dit Minde.

Men fremad higer nu vort Sind,For Alt ret nær at skue.Paa Abels Vertshuus tages ind,Hvis rummelige StueTil Vindvet drager Alle hen;Man kan sig ikke skilleDerfra, man seer og seer igjenPaa Slottet Solen spille.

Det staaer, som paa en Skueplads,For Øiet nær og lige,Det stiger, som et Feepallads,Op af Undiners Rige ...Men tys! paa Døren banket blev;Forstyrrende vor Iver,Indtræder Pigen med et Brev,Og til Papa det giver.

Han læser med Forundring storVed Vindvesfagets Ruder:""En Ven, som her i Byen boer,""Dem sit Besøg bebuder.""Ret strax han kommer til Dem hjem,""Hvor han paa Deres Stue""Et Haandtryk venter sig af Dem,""Et Smiil af Deres Frue.""

"Hvem er han vel, den Ven saa sær?"Jeg her jo kjender Ingen;"Og hvoraf veed han, jeg er her?"Heel mærkelig er Tingen!" —Charlotte griber hurtig tilSin Parasol, og beder:"Min Fætter nok mig følge vil"Lidt om paa disse Steder?

"Thi det er ikke værdt, at vi"Forstyrre Sammenkomsten;"Lad os da gaae hiin grønne Sti,"Hvor Busken staaer med Blomsten."Her er vist mangen deilig Vei,"Hvor man kan promenere." —— "Ja kom! Jeg siger ikke Nei,"Jeg ønsker Intet mere." —

Som sagt, saa gjort: Af Døren udVi os med Glæde skyndte;Hun smiilte som en Rosenbrud,Da vi vor Tour begyndte.Vi gjennem Slottets Gaarde gik,Betragted Alting nøie,Men ogsaa jeg imellem fikEt Glimt af hendes Øie.

Om lidt vi vare komne paaDen smukke Promenade,Som over Bakker monne gaaeTil Byens brede Gade.Her Slottet mere fjernt man seerI Søen sig at speile.At Den, som vandred her, ei meerDet glemmer, ei kan feile.

"Charlotte! giv mig her din Arm,"Du til en Støtte trænger,"Thi du er træt og du er varm,"Og med dit Hoved hænger." —Hun saae sig om ... "Slaa dig til Ro,"Her er jo Intet vovet;"Du frygter vel, at man skal troe,"Du er med mig forlovet?

"Men Ingen kjender os jo her,"Her frygtes ingen Snakken."Jeg fører dig til hine Træer,"Hvor Bænken staaer paa Bakken;"Der kan du sidde ret i Mag,"I Skjerm af Løv foroven,"Der kan du see med Velbehag"Paa Slottet og paa Skoven." —

Med flygtig Rødmen fiint og letSin Arm i min hun lagde;Jeg til min Barm den trykte tæt,Mens meget Smukt jeg sagde;Og med den matte Haand, der hangVed Armenes Forgrening,Min egen Haand heel mangen GangIndgik en sød Forening.

Paa Bænken paa den lille HøiJeg satte mig hos hende,Saa nær, saa tæt, — da ved en StøiJeg maatte Hov'det vende:En Mand jeg skued iilsomt gaaeOp ad den samme Bakke,Han bar Moustacher, ganske smaa,Og var i Lieutenants-Frakke.

Han styrted til Charlottes Fod,Og raabte: "Kjære Pige!"Nu er du min, nu har jeg Mod,"Alverden det at sige."Min Fader talte nu med din,"Og begge To det ville;"I Evighed er du nu min,"Og os kan Intet skille." —

Charlotte høit fra Bænken sprang,Og favnede ham kjærligt;Tilsidst hun saae paa mig engang —Gud! hendes Blik var ærligt! —"Min Elskte! see min Fætter her!"Han var saa god imod mig,"Han har mig altid været kjær,"Thi han saa godt forstod mig."

Jeg sad som En, der seer en Aand,Naar mindst han Aander venter.Den unge Lieutenant tog min Haand,Og sagde Complimenter;Og derpaa, til Charlotte vendt,Han sagde: "Lad os vandre,"Thi efter hvad der nu er hændt,"Vi ventes af de Andre.

"I blive skal hos os inat,"Og naar I hjem vil drage,"Paa Vognen jeg min søde Skat"Til Staden tør ledsage." —Nu gik de. Pigen i en FartTilraabte mig. "Kom efter!" —— "Jeg kommer," svarte jeg, "saasnart"Jeg lidt har samlet Kræfter." —

Mit Øie længe fulgte dem,Mens bort de monne vandre,Mens Arm i Arm de hasted frem,Og hvisked til hverandre.Nu stedse længer bort de gik,Indtil bag fjerne GreneDe ganske skjultes for mit Blik, —Da følte jeg mig ene.

Jeg kasted mig paa Jorden ned,Og mig fortvivlet vælted;Jeg troer, at jeg i Græsset bed,Af Sorg og Harme smeltet.Saa laae paa Ryggen jeg en Stund,Langs Skraaningen af Høien,Og saae i Søens klare Bund,Hvor Slottet speiled Fløien.

Da brød jeg ud: Henfarne Drot,Hvis Minder her vi følge!Du grunded dette KæmpeslotMidt i ustadig Bølge,Og dog det staaer Aar ud, Aar ind;Men tidt du prøve maatte,At, bygged du paa Qvindesind,Da sank de bedste Slotte.

Hvad vilde jeg herude vel?Jeg tidt nok maatte prøve,At her et eller andet HeldMig Skjæbnen skulde røve.Tidt fik jeg Regnveir, daarlig Mad,Af Smaa-Chicaner flere.Hvad Rart er her? — Et Slot? — Men hvad,Hvad er her ellers Mere?

Det kjedelige Stutteri,Hvorom Enhver jo melder,Og Gader uden Folk deri,Og daarlige Hoteller,Forresten mange gamle TræerMed melancholske Kroner,Og saa det store Værksted herFor Flemmers Recensioner.

Afsted, afsted til Staden hjem,Fra Sjælland, fra det nordre!Nu blive jo paa Vognen Fem,Jeg kan dem ei befordre.En Extrapostvogn til BehagStationen vel dem sender;Det faaer nu være deres Sag,Jeg vasker mine Hænder.

Jeg af min Tour mig rose kan!Jeg kjører tom tilbage, —Hvis ei en trættet VandringsmandJeg byder op at age.Ja, Fredriksborg! af Hjertens GrundDin Deilighed jeg skatter,Men dog det vare skal en Stund,Før her jeg kommer atter.

Du, Danmarks ældste Kirke,Du, Slettens Fjeld, hvorpaa to ranke Birke!Begeistrer verdslig Digter du til Sang?Kun Lyrens tynde StrængeJeg slaaer, men her min Gjenstand kunde trængeTil Orglets fulde Klang.Til dig for længe siden,En Skjald, hvis Navn ei slettes ud af Tiden,Af Laurbærkrandsen offret har et Blad.I Dantiske Terziner,Som speile steenudhugne Kongers Miner,Han om din Storhed qvad.Lad Andre sig tilladeForsøg i posthomerisk Iliade;Jeg kan det ikke, Musen mig beleer.Jeg kun med ham kan høre,At "Nøglen rasler i de tunge Døre,"Og kun ved ham jeg seer.Dog jo! — Et Syn der stander,Som han ei saae, som ei ved ham jeg sander:I KirkensHvælvingFredrik skrinlagt blev;Paa Kongers NattehimmelEen Stjerne meer nu glimter i den Vrimmel,Som Digteren beskrev.Til Kistens Laag jeg senderKun hurtig Hilsen, derpaa bort mig vender; —Frygt ei, min Læser, for en Elegie!Jeg veed, i disse TiderGaaer Blikket, vendt mod Livets travle Sider,En Konges Grav forbi.Og Kirken ikke hellerDen Gjenstand er, hvorom man helst fortællerEn Slægt, som nødig hæve vil sit Blik.Gak hen og see dens Piller,NaarWeyse,HartmannellerHansenspillerEn Dommedags-Musik.Men her, hvor Tonen tier,Som til en anden Verden Sjælen vier,Seer Mængden ei paa Kirken med Behag,Men lader Øiet glideMed hæftig Attraa mod den venstre Side,Til Stænderhusets Tag.Det lavt og ydmygt liggerVed Kirkens Fod, som for en Rig en Tigger,Og Danmarks Fremtid dog det klare vil,Og gjør det, hvis det styrkesAf Ham, som gav, naar han i Sandhed dyrkes,Velsignelsen dertil.Men først maa Blikket hæveSig mere frit, og meer uhildet svæve,Og undflye Hverdags-Tanken, smaalig lav,Som troer, paa flade GrundeAt ankre, hvor Ideen blot kan bundeI Meningernes Hav.Det skeer, det er forhaanden!Vort lille Land vil samle sig i Aanden, —DenEneste, hvis Magt er evig stærk,Og paa hvis Side kæmperDen Gud, som alle slette Vaaben dæmper,Og hævder Aandens Værk.

Til dig for længe siden,En Skjald, hvis Navn ei slettes ud af Tiden,Af Laurbærkrandsen offret har et Blad.I Dantiske Terziner,Som speile steenudhugne Kongers Miner,Han om din Storhed qvad.

Lad Andre sig tilladeForsøg i posthomerisk Iliade;Jeg kan det ikke, Musen mig beleer.Jeg kun med ham kan høre,At "Nøglen rasler i de tunge Døre,"Og kun ved ham jeg seer.

Dog jo! — Et Syn der stander,Som han ei saae, som ei ved ham jeg sander:I KirkensHvælvingFredrik skrinlagt blev;Paa Kongers NattehimmelEen Stjerne meer nu glimter i den Vrimmel,Som Digteren beskrev.

Til Kistens Laag jeg senderKun hurtig Hilsen, derpaa bort mig vender; —Frygt ei, min Læser, for en Elegie!Jeg veed, i disse TiderGaaer Blikket, vendt mod Livets travle Sider,En Konges Grav forbi.

Og Kirken ikke hellerDen Gjenstand er, hvorom man helst fortællerEn Slægt, som nødig hæve vil sit Blik.Gak hen og see dens Piller,NaarWeyse,HartmannellerHansenspillerEn Dommedags-Musik.

Men her, hvor Tonen tier,Som til en anden Verden Sjælen vier,Seer Mængden ei paa Kirken med Behag,Men lader Øiet glideMed hæftig Attraa mod den venstre Side,Til Stænderhusets Tag.

Det lavt og ydmygt liggerVed Kirkens Fod, som for en Rig en Tigger,Og Danmarks Fremtid dog det klare vil,Og gjør det, hvis det styrkesAf Ham, som gav, naar han i Sandhed dyrkes,Velsignelsen dertil.

Men først maa Blikket hæveSig mere frit, og meer uhildet svæve,Og undflye Hverdags-Tanken, smaalig lav,Som troer, paa flade GrundeAt ankre, hvor Ideen blot kan bundeI Meningernes Hav.

Det skeer, det er forhaanden!Vort lille Land vil samle sig i Aanden, —DenEneste, hvis Magt er evig stærk,Og paa hvis Side kæmperDen Gud, som alle slette Vaaben dæmper,Og hævder Aandens Værk.

I Vallø KlosterDer vil hun døe,Min kjære Moster,Den bedagede Mø.Paa Jorden giftetHun ikke blev,Derfor i StiftetHun ind sig skrev.Vel er der deiligtI Skov og Slot,Man boer beleiligt,Man lever godt.Jeg var hos MosterForgangen Aar,Det hele KlosterFor mit Øie staaer.Jeg seer hver SnirkelOg Taarnenes Par,Det ene som en CirkelRundhed har,Det andet er kantet,Ligner et Skuur,Det er en fjantetArchitectur.Men høist massiveDe begge staae,Og taust beskriveHvad før de saae,Da Hjelm og PandserDem blev tildeelHos Rosenkrandser,Hos Thott og Scheel.Naar Peder OxeDe nævne vil,Jeg troer, at de voxeNogle Favne til,At de sig strække,Stolte ved ham,Hvis Frøer qvækkeI den lille Dam.Man sagtens lederOm Mage til Sted,Dog BetænkelighederJeg har derved.Mig ogsaa min FaderIndskrevet har, —Det aldrig skader,Den Sag er klar.Men naar man tællerKun atten Aar,Man venter hellerPaa bedre Kaar.Og tænk nu QvalenOg tænk min Skræk,Hvis CapitalenVar kastet væk!Da jeg Moster besøgte, —Jeg veed ei ret —Der var Noget, jeg søgtePaa hver en Plet,Men aldrig fandtesFor Savnet Raad,Mens Længslen spandtesMed lønlig Traad.I Havens GangeUnder Løvets TagLød FuglesangeVed Nat, ved Dag;Det sused og det luftedI gamle Træer,Blomsterne duftedI farvet Skjær.Men Blomsterduften,Det farvede Blad,Suusning af LuftenOg Fuglens QvadI Grenes KløfterPaa beskygget Vei, —Alt var som Løfter,Der holdes ei.Meget, jeg bekjender,Man her kan faae;Men hvis Hjertet brænder,Hvad gjør man saa?Kan med dets CraterMan vel faae BugtVed DeputaterAf Vildt og Frugt?Til glade MinerMon det forslaaer,At i to TerminerMan Hævning faaer,Naar Hævning af BarmenUnder Silken fiinVed HjertevarmenEr uden Termin?Moster! jeg kommerPaa Besøg igjen,Jeg vil til SommerTil Vallø henOg i Haven spadsere;Men — gaaer det an,Maa du logereMig og min Mand.

I Vallø KlosterDer vil hun døe,Min kjære Moster,Den bedagede Mø.Paa Jorden giftetHun ikke blev,Derfor i StiftetHun ind sig skrev.

Vel er der deiligtI Skov og Slot,Man boer beleiligt,Man lever godt.Jeg var hos MosterForgangen Aar,Det hele KlosterFor mit Øie staaer.

Jeg seer hver SnirkelOg Taarnenes Par,Det ene som en CirkelRundhed har,Det andet er kantet,Ligner et Skuur,Det er en fjantetArchitectur.

Men høist massiveDe begge staae,Og taust beskriveHvad før de saae,Da Hjelm og PandserDem blev tildeelHos Rosenkrandser,Hos Thott og Scheel.

Naar Peder OxeDe nævne vil,Jeg troer, at de voxeNogle Favne til,At de sig strække,Stolte ved ham,Hvis Frøer qvækkeI den lille Dam.

Man sagtens lederOm Mage til Sted,Dog BetænkelighederJeg har derved.Mig ogsaa min FaderIndskrevet har, —Det aldrig skader,Den Sag er klar.

Men naar man tællerKun atten Aar,Man venter hellerPaa bedre Kaar.Og tænk nu QvalenOg tænk min Skræk,Hvis CapitalenVar kastet væk!

Da jeg Moster besøgte, —Jeg veed ei ret —Der var Noget, jeg søgtePaa hver en Plet,Men aldrig fandtesFor Savnet Raad,Mens Længslen spandtesMed lønlig Traad.

I Havens GangeUnder Løvets TagLød FuglesangeVed Nat, ved Dag;Det sused og det luftedI gamle Træer,Blomsterne duftedI farvet Skjær.

Men Blomsterduften,Det farvede Blad,Suusning af LuftenOg Fuglens QvadI Grenes KløfterPaa beskygget Vei, —Alt var som Løfter,Der holdes ei.

Meget, jeg bekjender,Man her kan faae;Men hvis Hjertet brænder,Hvad gjør man saa?Kan med dets CraterMan vel faae BugtVed DeputaterAf Vildt og Frugt?

Til glade MinerMon det forslaaer,At i to TerminerMan Hævning faaer,Naar Hævning af BarmenUnder Silken fiinVed HjertevarmenEr uden Termin?

Moster! jeg kommerPaa Besøg igjen,Jeg vil til SommerTil Vallø henOg i Haven spadsere;Men — gaaer det an,Maa du logereMig og min Mand.

Paa Himlen et Uveir truer,Solen synker i VestOg kaster de sidste LuerPaa Borgens den sidste Rest.Den hilser Kongeborgen,Den farver Taarnets Tag,Den siger: "God Nat! Imorgen"Vorder det Atterdag."Paa Taget Duerne kurre,Snart jager Høgen dem bort,Da riderfra Gurre til BorreKonning Volmer i Natten sort.Foran ham Uglerne drageMed selsomt varslende Sang,Om Spiret Sæde de tage,Hvor før Guldgaasen hang.Da hører man PidskeknaldenOg Vrinsken og Hundeglam;Paa den sorteste Hest fra StaldenRider den Herre gram.Og hundrede Svende følge,Enhver paa hurtig Hest,De fare som brusende Bølge,Som Nattens vildene Blæst.Paa Hestene Manken lyser,Og det lyser af Næsebor,Bonden af Rædsel gyser,Og i Sengen sig sikker troer.Men Skjalden og Den, hvis ØieStaaer aabent i drømmende Blund,Vil ikke tilsengs forføieSig i Synernes bedste Stund.Han gaaer til Borgens Ruiner,Og seer med studsende Sind,At Kongen med Følget trinerI den inderste Borggaard ind.Af Grunden Borgen sig hæver,Den staaer som i fordums Tid,Maanen over den svæverLigesaa sølverhvid.Guldgaasen Spiret krandser,Konning Volmer skuer den kjæk,Og tænker paa alle deHanser,Som Gaasen voldede Skræk.Ret som ved de gamle FesterDet mylrer paa hvert et Sted,Kjøkken- og KjeldermesterHave saa travlt derved.Til Randen fyldt et BægerBringer en Mø saa fiin,Og den døde Konge sig qvægerVed Livets kraftige Viin."Mit Danmark!" saadan han taler:"Jeg elskede dig forvist."Og endnu til Gud dig befaler"Mod Slavers og Venders List."Og vorder det Nat, oprunden"Da vorde dig Atterdag!"Saa sætter han Bægret for Munden,Tømmer det til sidste Drag.Da klinge, som i gamle Tider,Hundrede Slag paa Skjold,Og fra Borre til Gurre riderIgjen den Herre bold.Nu synker i Grunden saa fageBorgen til det sidste Spor,Kun Taarnet bliver tilbage,Som Pant paa Kong Volmers Ord.

Paa Himlen et Uveir truer,Solen synker i VestOg kaster de sidste LuerPaa Borgens den sidste Rest.

Den hilser Kongeborgen,Den farver Taarnets Tag,Den siger: "God Nat! Imorgen"Vorder det Atterdag."

Paa Taget Duerne kurre,Snart jager Høgen dem bort,Da riderfra Gurre til BorreKonning Volmer i Natten sort.

Foran ham Uglerne drageMed selsomt varslende Sang,Om Spiret Sæde de tage,Hvor før Guldgaasen hang.

Da hører man PidskeknaldenOg Vrinsken og Hundeglam;Paa den sorteste Hest fra StaldenRider den Herre gram.

Og hundrede Svende følge,Enhver paa hurtig Hest,De fare som brusende Bølge,Som Nattens vildene Blæst.

Paa Hestene Manken lyser,Og det lyser af Næsebor,Bonden af Rædsel gyser,Og i Sengen sig sikker troer.

Men Skjalden og Den, hvis ØieStaaer aabent i drømmende Blund,Vil ikke tilsengs forføieSig i Synernes bedste Stund.

Han gaaer til Borgens Ruiner,Og seer med studsende Sind,At Kongen med Følget trinerI den inderste Borggaard ind.

Af Grunden Borgen sig hæver,Den staaer som i fordums Tid,Maanen over den svæverLigesaa sølverhvid.

Guldgaasen Spiret krandser,Konning Volmer skuer den kjæk,Og tænker paa alle deHanser,Som Gaasen voldede Skræk.

Ret som ved de gamle FesterDet mylrer paa hvert et Sted,Kjøkken- og KjeldermesterHave saa travlt derved.

Til Randen fyldt et BægerBringer en Mø saa fiin,Og den døde Konge sig qvægerVed Livets kraftige Viin.

"Mit Danmark!" saadan han taler:"Jeg elskede dig forvist."Og endnu til Gud dig befaler"Mod Slavers og Venders List.

"Og vorder det Nat, oprunden"Da vorde dig Atterdag!"Saa sætter han Bægret for Munden,Tømmer det til sidste Drag.

Da klinge, som i gamle Tider,Hundrede Slag paa Skjold,Og fra Borre til Gurre riderIgjen den Herre bold.

Nu synker i Grunden saa fageBorgen til det sidste Spor,Kun Taarnet bliver tilbage,Som Pant paa Kong Volmers Ord.

"Nu hvilerGrønmedFanesin,"Som trættede Hjort og rasken Hind."Tak, Bonde, nu den gode Gud,"At du gaaer tryg af Havnen ud."Saadan i et gammelt Riim det lyder,Hvis Mening en yngre Skjald nu tyder.HiinGrønvar Jæger, dertil Søhane,Hans deilige Hustru kaldtesFane.OgFanegav, da hun end var Mø,MøensNavn til den danske Ø,Som vender mod Havet sin høie Side,Den jomfrurene, den blendende hvide.Og mellem Møens og Falsters JordFik Vandet Navn afFanefjord,Og Kirken derved med sit røde TagHar samme Navn den Dag idag.Men efterGrønhar Bondens MundBenævnet det samme VandGrønsund,Og det Navn end gjælder i vore TiderFor Færgestedet paa begge Sider.VedFrenderupBy, nær ved et Krat,Vises en Grav, med Stene sat,I Alenlængde hundred og halvfjerds,For de To, som mindes i det gamle Vers.Den vældigeGrønhar Navn af Jette,Og fra Upsala regnes hans Æt medrette;Thi kaldtes han længe paa Møens LandJetten af Upsal, en farlig Mand.Under Navn afKlintekongehan gaaer,Nær ved Klinten hans Voldsted staaer,Og i fordums Tid ved Høstgildets LegHam Bonden offred en Havreneg.Han offred den største, den, som var bedst;Saa vented man, at den vilde Hest,Hvorpaa han rundt i Landet red,Ei trampede Sæden paa Marken ned.FraDronningestolen, hvid som Snee,EllerAborrebjerget, kan man see,Naar Luften er klar, til forskjellig SideTo andre Klinter af samme Kride.Stevnser den ene, den staaer i Nord,Den anden, i Syd, erRygensJord.Om dem alle tre det Sagn man har,At en eneste Klint tilforn de var.Tre Klintekonger — saa Sagnet beretter —Beherskede dem, tre Upsals-Jetter;Men Landet blev, ved Kongernes Had,I trende Parter splittet ad.Nu skiltes de fra hinanden ved Søen,Men Venskab blev mellem ham paa MøenOg ham paa Stevns; foreente med HeldSloge de Rygens Drot ihjel.Og stedse bestaaer en Pagt ilønMellem Kongen paa Stevns og MøensGrøn;Som danske Brødre de føle sig Begge,Og Armene mod hinanden strække.Men han paa Rygen fra VennemødetEr udelukt, af de Andre dødet;Han er død forDanmark, det vil det sige,Nu hører han til det romerske Rige.Fra den nordiske Sagnkreds fjernet han blev,Har glemt, hvorfra sig hans Herkomst skrev;Deri bestaaer det, at han er død,Thi forresten lider han ingen Nød.Men Møen stander som Danmarks Pryd,Skipperens Lyst, Vandrerens Fryd,Saa skinnende hvid somFaneskjøn,Om Issen krandset af JettenGrøn.

"Nu hvilerGrønmedFanesin,"Som trættede Hjort og rasken Hind."Tak, Bonde, nu den gode Gud,"At du gaaer tryg af Havnen ud."

Saadan i et gammelt Riim det lyder,Hvis Mening en yngre Skjald nu tyder.HiinGrønvar Jæger, dertil Søhane,Hans deilige Hustru kaldtesFane.

OgFanegav, da hun end var Mø,MøensNavn til den danske Ø,Som vender mod Havet sin høie Side,Den jomfrurene, den blendende hvide.

Og mellem Møens og Falsters JordFik Vandet Navn afFanefjord,Og Kirken derved med sit røde TagHar samme Navn den Dag idag.

Men efterGrønhar Bondens MundBenævnet det samme VandGrønsund,Og det Navn end gjælder i vore TiderFor Færgestedet paa begge Sider.

VedFrenderupBy, nær ved et Krat,Vises en Grav, med Stene sat,I Alenlængde hundred og halvfjerds,For de To, som mindes i det gamle Vers.

Den vældigeGrønhar Navn af Jette,Og fra Upsala regnes hans Æt medrette;Thi kaldtes han længe paa Møens LandJetten af Upsal, en farlig Mand.

Under Navn afKlintekongehan gaaer,Nær ved Klinten hans Voldsted staaer,Og i fordums Tid ved Høstgildets LegHam Bonden offred en Havreneg.

Han offred den største, den, som var bedst;Saa vented man, at den vilde Hest,Hvorpaa han rundt i Landet red,Ei trampede Sæden paa Marken ned.

FraDronningestolen, hvid som Snee,EllerAborrebjerget, kan man see,Naar Luften er klar, til forskjellig SideTo andre Klinter af samme Kride.

Stevnser den ene, den staaer i Nord,Den anden, i Syd, erRygensJord.Om dem alle tre det Sagn man har,At en eneste Klint tilforn de var.

Tre Klintekonger — saa Sagnet beretter —Beherskede dem, tre Upsals-Jetter;Men Landet blev, ved Kongernes Had,I trende Parter splittet ad.

Nu skiltes de fra hinanden ved Søen,Men Venskab blev mellem ham paa MøenOg ham paa Stevns; foreente med HeldSloge de Rygens Drot ihjel.

Og stedse bestaaer en Pagt ilønMellem Kongen paa Stevns og MøensGrøn;Som danske Brødre de føle sig Begge,Og Armene mod hinanden strække.

Men han paa Rygen fra VennemødetEr udelukt, af de Andre dødet;Han er død forDanmark, det vil det sige,Nu hører han til det romerske Rige.

Fra den nordiske Sagnkreds fjernet han blev,Har glemt, hvorfra sig hans Herkomst skrev;Deri bestaaer det, at han er død,Thi forresten lider han ingen Nød.

Men Møen stander som Danmarks Pryd,Skipperens Lyst, Vandrerens Fryd,Saa skinnende hvid somFaneskjøn,Om Issen krandset af JettenGrøn.

FODNOTER[1]Moderens, Thomasine Gyllembourgs, Fødselsdag.[2]Skrevet i Sverige 1812.[3]Af "Tycho Brahes Spaadom." Skrevet 1812 eller 1813.[4]Af "Tycho Brahes Spaadom".[5]Af "Prinsesse Isabella".[6]Af "Prinsesse Isabella".[7]Af "Syvsoverdag".[8]Af "Syvsoverdag".[9]Af "Kong Salomon og Jørgen Hattemager".[10]Af "Kong Salomon og Jørgen Hattemager".[11]Af "Aprilsnarrene".[12]Af "Aprilsnarrene".[13]Af "Et Eventyr i Rosenborg Have".[14]Af "Et Eventyr i Rosenborg Have".[15]Af "Kjøge Huuskors".[16]Af "De Danske i Paris".[17]Af "De Uadskillelige".[18]Af "De Uadskillelige".[19]"Flyvende Post", 1830, Nr. 1.[20]"Flyvende Post", 1830, Nr. 8. (J. L. Heibergs Svar paa "Doublet-Billeder til den nye Lanterna-magica", af Chr. Wilster. "Kjøbenhavnsposten", 1830, Nr. 9.)[21]Neddykket som du var i Sorø's Mørke.[22]Harmen skaber Vers.[23]Digter.[24]at skabe.[25]Oprindelig i "Danmark. Et malerisk Atlas. Tegnet efter Naturen af C. F. Christensen, ledsaget med poetiske Vignetter af J. L. Heiberg". Kbhvn. 1842. Senere under Titlen "Danske Lokaliteter" i J. L. Heibergs Poetiske Skrifter, VII Bind, 1849.[26]Ved Latter og Spot bedrer man Sæderne.

[1]Moderens, Thomasine Gyllembourgs, Fødselsdag.

[2]Skrevet i Sverige 1812.

[3]Af "Tycho Brahes Spaadom." Skrevet 1812 eller 1813.

[4]Af "Tycho Brahes Spaadom".

[5]Af "Prinsesse Isabella".

[6]Af "Prinsesse Isabella".

[7]Af "Syvsoverdag".

[8]Af "Syvsoverdag".

[9]Af "Kong Salomon og Jørgen Hattemager".

[10]Af "Kong Salomon og Jørgen Hattemager".

[11]Af "Aprilsnarrene".

[12]Af "Aprilsnarrene".

[13]Af "Et Eventyr i Rosenborg Have".

[14]Af "Et Eventyr i Rosenborg Have".

[15]Af "Kjøge Huuskors".

[16]Af "De Danske i Paris".

[17]Af "De Uadskillelige".

[18]Af "De Uadskillelige".

[19]"Flyvende Post", 1830, Nr. 1.

[20]"Flyvende Post", 1830, Nr. 8. (J. L. Heibergs Svar paa "Doublet-Billeder til den nye Lanterna-magica", af Chr. Wilster. "Kjøbenhavnsposten", 1830, Nr. 9.)

[21]Neddykket som du var i Sorø's Mørke.

[22]Harmen skaber Vers.

[23]Digter.

[24]at skabe.

[25]Oprindelig i "Danmark. Et malerisk Atlas. Tegnet efter Naturen af C. F. Christensen, ledsaget med poetiske Vignetter af J. L. Heiberg". Kbhvn. 1842. Senere under Titlen "Danske Lokaliteter" i J. L. Heibergs Poetiske Skrifter, VII Bind, 1849.

[26]Ved Latter og Spot bedrer man Sæderne.

Afskriverens rettelserIndhold: Amor hos[og] Bacchuss. 8: Men[Med] tvertimod Formue,s. 72: At kun ei vort Selskab Dem kjeder[kjender].s. 234: Svensken han[har] taer dig, Fjog,s. 289: Og enkelte Lyde[Lyd] af Massens Brum

Back to Index Next