Det er bekjendt, at Sangens Gud,Apollo, gik i gamle Dage,Høist misfornøiet fra Olympen ud,Hvor Sangen vilde meer ei Guderne behage,Og at han derfor ned til Jorden kom,Hvor han som ydmyg Hyrde vandred om,Med Fløiten i sin Haand, hvis ømme KlageOpfyldte Mark og Eng og Skovens Helligdom.Ja, kan man Rygtet troe, der gives Mange somForsikkre, han endnu ei kommen er tilbage.Det være som det vil! Paa denne TidHan vilde prøve Menneskenes Øre."De stolte Guder vil mig ikke høre?"Velan, min Fløite, ton da blid"Til Jordens Sønners travle Flid!"En menneskelig Barm er let at røre."Saa tænkte han; men paa sin hele GangHan Bonden saae med Sved sin Plov at kjøre,Despoter som en blodig Svøbe svang,Og Slaver, som misundte deres Rang.Kort: overalt, for Øieblikkets Trang,(Hvis Ledebaand endnu maa hele Slægten føre),Fik Ingen mindste Tid at lytte til hans Sang.Til Fuglene han vendte da sin Hu,Og kaldte dem i Skoven sammen:"I have Tid dertil endnu;"I synge nemlig selv med Lyst og Gammen."I ere lykkelige, frie,"Thi eders Arbeid er jo kun at bygge Rede,"Og under lystig Melodie"Om et Par Korn paa Marken lede."Velan jeg stifter et Academie,"Conservatorium for Sang og Poesie;"I ere Medlemmer deri,"Jeg selv er eders Præsident hernede."Og for at Tingen komme maa i Gang,"Jeg vil en Priis-Opgave strax bestemme:"Jeg krone skal den bedste Sang"Til Vaaren, som idag sig lader just fornemme."Jeg kunde sætte jer en lang Termin,"Et Aar, halvandet, eller mere;"Sligt er vel gammel Skik, men jeg har min;"Og jeg forlanger ei, at I skal reflectere;"Lad Sangen sprudle frem som ædel Viin;"Lad Hver frit og naturligt synge sin;"Thi hvis I have lang Betænkning nødig,"Da, synes mig, er Prøven overflødig."Knap havde Guden talt sit Ord,Før hver en Fuglestrube slog og bæved,Og tusind Triller op til Himlen svæved,Og hele Skoven gjenlød af et Chor,Som Vaarens Priis mod Solens Bane hæved.Men da Concerten var forbi,Stod Guden frem og sagde: "Saare deiligt!"Hver sunget har sin bedste Melodie!"At dømme her, mig kommer ubeleiligt."Først lyttede jeg helst til Nattergalens Klage;"Den lignede min egen Fløites Klang,"Og smeltede mit Hjerte mangen Gang"Med Minder fra de svundne Dage."Men Lærken som mod Skyen steg,"Og lod i Flugten selv sin Trille høre,"Og Droslen i den gamle Eg,"Bogfinken hist paa gule Neg,"Alt Dette maa mig tvivlsom gjøre."Selv Turtelduen mig behager,"Ja, Gjøgen tier ei endnu,"Dens Vise simpel er, men den gjentager"Et melancholsk, et sværmerisk Kuku."Jeg ikke bedre veed,"For ud at rede mig af min Forlegenhed,"End at udsætte Prisfordelingstiden,"Saameget meer"Som Svalen, om jeg ellers rigtig seer,"Var ikke med i Væddestriden."Et gammelt Fængsel nær ved Skoven laae;Der mangen Fange sukked i sin Lænke:Han Skovens Pragt fra Vindves-Gittret saae,Og maatte paa sin tabte Frihed tænke.Han skjelned neppe mellem Vaar og Høst:Thi Nattergalens, Lærkens, Droslens Stemme,Og Gjøgens, Finkens, Turtelduens RøstSig aldrig nærmed til det skumle Gjemme.Den gamle Fangevogter gik just nu,Med Nøgleknippet ved sin Side,I dybe Tanker, mod i Hu,Ind under grønne Lide,Og hørte Fuglene for Prisen stride.Men da han havde hørt Apollos Bud,Fremtreen han for den høie Dommer,Og sagde: "Viid, o Sangens Gud;"At til din Væddekamp ei Svalen kommer!"Den har sin Rede bygget paa mit Fængsel;"O kald den ikke til dig hen!"Hvis mine stakkels Fanger savned den,"Saa døde de forvist af Længsel."Ved disse Ord sig Gudens Kinder malte,Hans Øie flammed, og hans Hjerte slog,Han Fløiten i sin Haand som Scepter tog,Og traadte majestætisk frem og talte:"Jeg kjender ikke Svalens Røst,"Men den har Prisen vundet fremfor Alle."Faaer Jorden Digtere til Livets Trøst,"Man denne Fugl skal deres Mønster kalde:"Thi Mennesket er stedse her i Fængsel;"Men Den, som flagrer over Fangens Buur,"Som vækker ham til hellig Længsel,"Til Haabet om en fri Natur,"Han synger som han bør for Jordens Fanger,"Og ham jeg kalde vil den bedste Sanger."
Det er bekjendt, at Sangens Gud,Apollo, gik i gamle Dage,Høist misfornøiet fra Olympen ud,Hvor Sangen vilde meer ei Guderne behage,Og at han derfor ned til Jorden kom,Hvor han som ydmyg Hyrde vandred om,Med Fløiten i sin Haand, hvis ømme KlageOpfyldte Mark og Eng og Skovens Helligdom.Ja, kan man Rygtet troe, der gives Mange somForsikkre, han endnu ei kommen er tilbage.
Det være som det vil! Paa denne TidHan vilde prøve Menneskenes Øre."De stolte Guder vil mig ikke høre?"Velan, min Fløite, ton da blid"Til Jordens Sønners travle Flid!"En menneskelig Barm er let at røre."Saa tænkte han; men paa sin hele GangHan Bonden saae med Sved sin Plov at kjøre,Despoter som en blodig Svøbe svang,Og Slaver, som misundte deres Rang.Kort: overalt, for Øieblikkets Trang,(Hvis Ledebaand endnu maa hele Slægten føre),Fik Ingen mindste Tid at lytte til hans Sang.
Til Fuglene han vendte da sin Hu,Og kaldte dem i Skoven sammen:"I have Tid dertil endnu;"I synge nemlig selv med Lyst og Gammen."I ere lykkelige, frie,"Thi eders Arbeid er jo kun at bygge Rede,"Og under lystig Melodie"Om et Par Korn paa Marken lede."Velan jeg stifter et Academie,"Conservatorium for Sang og Poesie;"I ere Medlemmer deri,"Jeg selv er eders Præsident hernede."Og for at Tingen komme maa i Gang,"Jeg vil en Priis-Opgave strax bestemme:"Jeg krone skal den bedste Sang"Til Vaaren, som idag sig lader just fornemme."Jeg kunde sætte jer en lang Termin,"Et Aar, halvandet, eller mere;"Sligt er vel gammel Skik, men jeg har min;"Og jeg forlanger ei, at I skal reflectere;"Lad Sangen sprudle frem som ædel Viin;"Lad Hver frit og naturligt synge sin;"Thi hvis I have lang Betænkning nødig,"Da, synes mig, er Prøven overflødig."
Knap havde Guden talt sit Ord,Før hver en Fuglestrube slog og bæved,Og tusind Triller op til Himlen svæved,Og hele Skoven gjenlød af et Chor,Som Vaarens Priis mod Solens Bane hæved.
Men da Concerten var forbi,Stod Guden frem og sagde: "Saare deiligt!"Hver sunget har sin bedste Melodie!"At dømme her, mig kommer ubeleiligt."Først lyttede jeg helst til Nattergalens Klage;"Den lignede min egen Fløites Klang,"Og smeltede mit Hjerte mangen Gang"Med Minder fra de svundne Dage."Men Lærken som mod Skyen steg,"Og lod i Flugten selv sin Trille høre,"Og Droslen i den gamle Eg,"Bogfinken hist paa gule Neg,"Alt Dette maa mig tvivlsom gjøre."Selv Turtelduen mig behager,"Ja, Gjøgen tier ei endnu,"Dens Vise simpel er, men den gjentager"Et melancholsk, et sværmerisk Kuku."Jeg ikke bedre veed,"For ud at rede mig af min Forlegenhed,"End at udsætte Prisfordelingstiden,"Saameget meer"Som Svalen, om jeg ellers rigtig seer,"Var ikke med i Væddestriden."
Et gammelt Fængsel nær ved Skoven laae;Der mangen Fange sukked i sin Lænke:Han Skovens Pragt fra Vindves-Gittret saae,Og maatte paa sin tabte Frihed tænke.Han skjelned neppe mellem Vaar og Høst:Thi Nattergalens, Lærkens, Droslens Stemme,Og Gjøgens, Finkens, Turtelduens RøstSig aldrig nærmed til det skumle Gjemme.Den gamle Fangevogter gik just nu,Med Nøgleknippet ved sin Side,I dybe Tanker, mod i Hu,Ind under grønne Lide,Og hørte Fuglene for Prisen stride.Men da han havde hørt Apollos Bud,Fremtreen han for den høie Dommer,Og sagde: "Viid, o Sangens Gud;"At til din Væddekamp ei Svalen kommer!"Den har sin Rede bygget paa mit Fængsel;"O kald den ikke til dig hen!"Hvis mine stakkels Fanger savned den,"Saa døde de forvist af Længsel."
Ved disse Ord sig Gudens Kinder malte,Hans Øie flammed, og hans Hjerte slog,Han Fløiten i sin Haand som Scepter tog,Og traadte majestætisk frem og talte:
"Jeg kjender ikke Svalens Røst,"Men den har Prisen vundet fremfor Alle."Faaer Jorden Digtere til Livets Trøst,"Man denne Fugl skal deres Mønster kalde:"Thi Mennesket er stedse her i Fængsel;"Men Den, som flagrer over Fangens Buur,"Som vækker ham til hellig Længsel,"Til Haabet om en fri Natur,"Han synger som han bør for Jordens Fanger,"Og ham jeg kalde vil den bedste Sanger."
Fremsagt af Hr. Winsløw jun. den 19de Februar 1832.
Tjenstagtighed det er en herlig Dyd;Ei sandt, Enhver er af den Mening? —At offre sin for Andres Fryd,Til Hjelp at komme ved den mindste Lyd,Forhindre Splid og virke til Forening, —Den Dyd, hos Qvinde, som hos Mand,Vist aldrig nok berømmes kan.Men her det gaaer dog som med andre Dyder:Hos Den, som ei har Indsigt eller Smag,De vorde meget let til Lyder,Og Andre kun til lidt Behag.Det er ei nok, at Dyden øves;Paa Maaden kommer Meget an,Og til Tjenstagtighed behøves,At Villien er parret med Forstand.Ved Tjenester, en uopdragen HerreBeviser os, vi komme let tilkort;De ligne Curen, som er stundom værreEnd Sygen, der skal jages bort.En Anecdot maaskee bevise kundeDen Sætning mere klart, end alle Grunde.I Sverrig var en rig Magnat,Som levede paa Landet, indgetogen;Han brød sig ei om Hof og Stat,Og ingen Omgang havde han med Nogen.Han ugift var, ogergouden Børn.Thi tog han i sit Huus en Bjørn,(Maaskee af Lyst, til Næsten at begave,Maaskee fordi han vilde Selskab have),Kort sagt: en laplandsk Bjørn, som under trange KaarVar gaaet lidt Syd paa, for at søge Næring,Men fandt den samme knappe Tæring,Og lod af Sult sig fanges ved hans Gaard.Han opdrog den med Flid og Møie,Han spared Intet paa en god Dressur;Den havde selv en ypperlig Natur,Som lod sig efter Mandens Ønske bøie.Med den han deelte nu sin Velstands Goder,Den blev hans Omgang, blev hans Ven,Den blev hans Søn, den blev hans Broder;Og Bjørnen, som var god, gjengjældte det igjen.Den blev ei indbildsk over al den Ære,Den holdt sig ei for fornem eller storTil, som nu Leiligheden kunde være,At varte op ved Herrens Bord,At bære Vand, at hente Brænde,At trække Støvler af og paa,At stoppe Piber, Fidibus at tænde,Og bag paa Herrens Vogn at staae;Thi Bjørnen fandt, ved Lyset af Forstanden:Den ene Villighed er værd den anden.Engang — det var en deilig Sommerdag —Fik Herren Lyst til at spadsere;Den gode Bjørn gik efter ham i Mag,Og bar hans Kappe, Paraply, med mere.Omsider, paa en yndig, græsklædt PletTog Manden, som af Vandringen var træt,Et landligt Leie, hviilte, som han kunde,Og lukked Øinene, som for at blunde,Mens den paapasselige Bjørn fik Lov,At vaage ved hans Side, mens han sov.Tjenstagtig var den; saadan her man seer 'en,Det hører ganske med til Characteren.Om lidt var Manden sovet ind.Da hørte Bjørnen Noget summe;Det var en lille Myg i Aftnens Vind.Den gode Bjørn begyndte stærkt at brumme;Men Myggen satte sig paa Mandens Kind,Og uforstyrret af det barske Væsen,Den fløi fra Kinden lige hen paa Næsen.Da tænkte Bjørnen i sit stille Sind:"Du vil dig ikke pakke med det Gode?"Nu vel, saa skal jeg slaae dig ned for Fode."Hvad jeg min Herre skylder, vel jeg veed;"Nu skal han Prøve faae paa min Tjenstagtighed."Som tænkt, saa gjort. — Sin Pote høit den hæved,Og slog et Slag, hvorved selv Jorden bæved,Og traf — ja, Myggen var i samme StundTil sine Fædre gaaet; — men Manden? —O vee! Hans Øine, Næse, Mund,Ja Hagen selv og Panden,Var ikke til at skjelne fra hinanden.Den gode Mening, adskilt fra Forstand,Vist aldrig kommer i sit rette Hjørne.Moral: Saafremt du det undvære kan,Tag aldrig imod Tjenester — af Bjørne!
Tjenstagtighed det er en herlig Dyd;Ei sandt, Enhver er af den Mening? —At offre sin for Andres Fryd,Til Hjelp at komme ved den mindste Lyd,Forhindre Splid og virke til Forening, —Den Dyd, hos Qvinde, som hos Mand,Vist aldrig nok berømmes kan.
Men her det gaaer dog som med andre Dyder:Hos Den, som ei har Indsigt eller Smag,De vorde meget let til Lyder,Og Andre kun til lidt Behag.Det er ei nok, at Dyden øves;Paa Maaden kommer Meget an,Og til Tjenstagtighed behøves,At Villien er parret med Forstand.Ved Tjenester, en uopdragen HerreBeviser os, vi komme let tilkort;De ligne Curen, som er stundom værreEnd Sygen, der skal jages bort.En Anecdot maaskee bevise kundeDen Sætning mere klart, end alle Grunde.
I Sverrig var en rig Magnat,Som levede paa Landet, indgetogen;Han brød sig ei om Hof og Stat,Og ingen Omgang havde han med Nogen.Han ugift var, ogergouden Børn.Thi tog han i sit Huus en Bjørn,(Maaskee af Lyst, til Næsten at begave,Maaskee fordi han vilde Selskab have),Kort sagt: en laplandsk Bjørn, som under trange KaarVar gaaet lidt Syd paa, for at søge Næring,Men fandt den samme knappe Tæring,Og lod af Sult sig fanges ved hans Gaard.Han opdrog den med Flid og Møie,Han spared Intet paa en god Dressur;Den havde selv en ypperlig Natur,Som lod sig efter Mandens Ønske bøie.Med den han deelte nu sin Velstands Goder,Den blev hans Omgang, blev hans Ven,Den blev hans Søn, den blev hans Broder;Og Bjørnen, som var god, gjengjældte det igjen.Den blev ei indbildsk over al den Ære,Den holdt sig ei for fornem eller storTil, som nu Leiligheden kunde være,At varte op ved Herrens Bord,At bære Vand, at hente Brænde,At trække Støvler af og paa,At stoppe Piber, Fidibus at tænde,Og bag paa Herrens Vogn at staae;Thi Bjørnen fandt, ved Lyset af Forstanden:Den ene Villighed er værd den anden.
Engang — det var en deilig Sommerdag —Fik Herren Lyst til at spadsere;Den gode Bjørn gik efter ham i Mag,Og bar hans Kappe, Paraply, med mere.Omsider, paa en yndig, græsklædt PletTog Manden, som af Vandringen var træt,Et landligt Leie, hviilte, som han kunde,Og lukked Øinene, som for at blunde,Mens den paapasselige Bjørn fik Lov,At vaage ved hans Side, mens han sov.Tjenstagtig var den; saadan her man seer 'en,Det hører ganske med til Characteren.
Om lidt var Manden sovet ind.Da hørte Bjørnen Noget summe;Det var en lille Myg i Aftnens Vind.Den gode Bjørn begyndte stærkt at brumme;Men Myggen satte sig paa Mandens Kind,Og uforstyrret af det barske Væsen,Den fløi fra Kinden lige hen paa Næsen.Da tænkte Bjørnen i sit stille Sind:"Du vil dig ikke pakke med det Gode?"Nu vel, saa skal jeg slaae dig ned for Fode."Hvad jeg min Herre skylder, vel jeg veed;"Nu skal han Prøve faae paa min Tjenstagtighed."
Som tænkt, saa gjort. — Sin Pote høit den hæved,Og slog et Slag, hvorved selv Jorden bæved,Og traf — ja, Myggen var i samme StundTil sine Fædre gaaet; — men Manden? —O vee! Hans Øine, Næse, Mund,Ja Hagen selv og Panden,Var ikke til at skjelne fra hinanden.
Den gode Mening, adskilt fra Forstand,Vist aldrig kommer i sit rette Hjørne.Moral: Saafremt du det undvære kan,Tag aldrig imod Tjenester — af Bjørne!
(Fremsagt af Fru Heiberg den 9de Februar 1834.)
Ved Himmalayas Fod, ved Ganges KilderEn Hytte stod, hvori en viis Bramin,Som havde Verdens Tummel Ryggen vendt,Nu søgte Sjælefreden,Fortrolig med sig selv og Eensomheden.Og ikke sjelden kom et Verdensbarn,Hvis Drøm om Lykke Livet havde skuffet,Hvis Væsen Skjæbnen havde splittet ad,Og søgte hos den GamleVed Viisdoms Tale det paany at samle.En Aftenstund det banked paa hans Dør;Han aabned den, og for hans Øine stodEn Mand i fremmed Dragt,Ei længer ung, dog gammel heller ikke,Med Sværd og Spyd bevæbnet, som til Jagt,Men med Fortvivlelsen i sine Blikke.Hvad Sorg den Fremmede paa Hjertet tynged,Man veed ei ret; men for Braminen skriftedHan hemmeligt et skuffet Haab, en Længsel,Som Verden og dens Løb ei havde stillet.Den Gamle saae paa ham med Alvors Mine,Og grunded dybt, og talte derpaa saa:Hør efter, og jeg skal fortælle digHvad selv jeg har oplevet i min Ungdom.Dog ei blot med ditØre,MedTankenmaa du min Fortælling høre.Som Yngling alt i Bramas Tjeneste,Jeg saae kun sjelden mine Fædres Arne;Men naar det hændte sig, at jeg besøgteDen fjerne Hytte, hvor de Gamle boede,Da bragte jeg sædvanlig sjeldne Gaver,Ei ene til Forældrene, men ogsaaTil mine Søskende, hvoraf den YngsteVar let nok at fornøie:Det var en tre Aars Dreng med muntert Øie.Engang paa Veien til min Faders Hytte,Kom nogle Røvere, som plyndred mig,Og mig berøvede de skjønne Gaver,Hvormed jeg vilde glædet mine Kjære.Tomhændet kom jeg hjem, fortalte Tingen,Og Alle maatte finde sig deri,At denne Gang jeg Intet kunde bringe.Den lille Dreng alene blev urolig,Og fordrede med hæftig Graad og Skrig,At jeg en Gave skulde skjænke ham,Saaledes som jeg pleied, naar jeg kom.Forgjæves at berolige den SpædeJeg søgte, dog jeg fik ei Ro, ei Rist;Han vedblev med at skjænde, med at græde,Og Støien blev utaalelig tilsidst.Det var just Aften, og den fulde MaanePaa Himlen stod. Da slynged jeg min ArmOm Drengen, og ham satte paa mit Knæ,Og sagde: "Græd ei længer, vær nu artig!Det var kun Spøg; jeg har en Gave til dig;See Maanen hist! hvor deilig, blank og klar,Af pure Guld! den vil jeg dig forære."—"Hvorledes!" raabte Drengen: "er det Alvor!"Og strakte sine Hænder alt mod Himlen,Som om han vilde tage mig paa Ordet."Ja," svared jeg, "herefter er den din,Men du kan ikke faae den ned i Stuen,Den pletter let, saasnart man rører ved den;Men du kan see paa den, saa tidt du vil,Og tænke ved dig selv, at den er din,Og selv for Andre prale med din Skat.Men lad dig ei forføre!Husk paa mit Ord: Nok see, men ikke røre!" —Forskrækket trak han Armene tilbage,Til Tegn paa Lydighed. Nu var han glad,Og raabte: "Broder har forært mig Maanen!Og jeg skal aldrig røre ved den, bareJeg maa betragte den, saa tidt jeg vil,Og naar kun Ingen vil den fra mig tage,Og heller ei den laane,Men huske paa, det er min egen Maane." —Nu var det godt. Den næste Dag forlod jegMin Fædrebolig. Da jeg kom igjenOm nogen Tid, kom Drengen mig imødeBedrøvet og med misfornøiet Mine,Og sagde: "Broder! tænk engang! den Røver,Som tog forleden dine skjønne Gaver,Har daglig filet i min Maane, skaaretBestandig Meer og Mere fra; omsiderHan tog den sidste Stump, som var tilovers." —"Jeg veed det," svared jeg: "men har du seet,At jeg har ladet gjøre dig en ny?Den var just ikke strax paa Timen færdig;Min Guldsmed har arbeidet længe paa den,Lidt efter lidt han fik den dog istand." —"Ja," sagde Drengen, "det er ganske sandt;Men da den nu var færdig, klar og blank,Maa Nogen have rørt den, trods dit Forbud,Thi den blev svinet til, saa det var Skam." —"Jeg veed det nok mit Barn: det var en Aften,Da Maanen var formørket, som det kaldes;Men saae du ikke strax, hvorledes jegLod den polere, saa den blev igjenSaa blank og straalende som nogensinde?" —"Ak jo! men saa kom Røveren igjen,Og filede paany!" — "Ja vist, men trøst dig!Thi nu har jeg igjen bestilt en anden;Om nogle Dage skal du bare see den!" —"Ja," svared Drengen, "det er ganske godt;Men siden man saa let kan den polere,Ja, selv naar den er stjaalen, faae en ny,Saa har jeg Lyst til selv at røre ved den,Og klappe den, og kysse den paa Munden,Thi jeg har seet, der er et Ansigt i den.Tidt seer den ned paa mig med milde Blikke,Som om den vilde sige: jeg er din.Men det forslaaer dog ikke!Hvad kan det hjelpe mig, at den er min?Atseepaa den, mig trøster ikke længer;Nu til atfavneden, mit Hjerte trænger." —Den Lille Dag for Dag blev meer urolig,Og da jeg nu en Aften vandred med hamLangs Flodens Bred, mens Maanen stod fornyetI fulde Glands paa den azurblaae Himmel,Da fordred han paany med Graad og Skrig,Jeg skulde Maanen drage ned fra Himlen.Jeg sagde: "Tag den selv! jeg dig tilladerAt røre den." — "Jeg kan ei!" skreg han vildt:"Jeg har det tidt forsøgt, det lykkes aldrig." —Da slog han Øiet ned igjen, fortvivlet;Men i det Samme standsede hans BlikPaa Flodens Bølger, i hvis klare SpeilFordobblet ham hans Længsels Gjenstand vinkte."O!" raabte han, "nu har jeg ingen Nød!Jeg har ei Vinger, kan ei opad flyve,Men ned i Dybets RigeFormaaer jeg til mit Ønskes Maal at stige." —Som sagt, saa gjort! Han styrted sig i Floden.Men piilsnar sprang jeg efter, greb ham, svømmedTil Bredden med ham — han var halv bedøvet —Og bragte ham til Hytten, hvor jeg hurtigHans vaade Klæder skiftede med tørre.Nu stod han da forundret ved min Side,Af Kulde skjælvende, og med en Mine,Som om han vilde samle sine Tanker."Nu?" spurgte jeg: "fik du da Maanen fat?" —"Nei!" sukked han: "den mellem mine HænderI tusind Stykker gik, og borte blev;Og jeg blev kold, min Attraa var forsvunden;Den Ild, mit Hjerte følte,Den stærke Flod med sine Bølger kjølte." —"See," svared jeg, og pegede mod Himlen:"End sidder Maanen lige heel og skjøn,Og minder dig ved Synet af sin Glands,At du tør vel besidde den i Tanken,Naar den sit Lys dig sender,Men ei du gribe tør den Himmelske med Hænder." —Braminen taug; den Fremmede forstod ham;Men om han fulgte Raadet, veed man ikke.Et er, at fatte Talen,Et Andet, at tilegne sig Moralen.
Ved Himmalayas Fod, ved Ganges KilderEn Hytte stod, hvori en viis Bramin,Som havde Verdens Tummel Ryggen vendt,Nu søgte Sjælefreden,Fortrolig med sig selv og Eensomheden.Og ikke sjelden kom et Verdensbarn,Hvis Drøm om Lykke Livet havde skuffet,Hvis Væsen Skjæbnen havde splittet ad,Og søgte hos den GamleVed Viisdoms Tale det paany at samle.
En Aftenstund det banked paa hans Dør;Han aabned den, og for hans Øine stodEn Mand i fremmed Dragt,Ei længer ung, dog gammel heller ikke,Med Sværd og Spyd bevæbnet, som til Jagt,Men med Fortvivlelsen i sine Blikke.
Hvad Sorg den Fremmede paa Hjertet tynged,Man veed ei ret; men for Braminen skriftedHan hemmeligt et skuffet Haab, en Længsel,Som Verden og dens Løb ei havde stillet.Den Gamle saae paa ham med Alvors Mine,Og grunded dybt, og talte derpaa saa:Hør efter, og jeg skal fortælle digHvad selv jeg har oplevet i min Ungdom.Dog ei blot med ditØre,MedTankenmaa du min Fortælling høre.
Som Yngling alt i Bramas Tjeneste,Jeg saae kun sjelden mine Fædres Arne;Men naar det hændte sig, at jeg besøgteDen fjerne Hytte, hvor de Gamle boede,Da bragte jeg sædvanlig sjeldne Gaver,Ei ene til Forældrene, men ogsaaTil mine Søskende, hvoraf den YngsteVar let nok at fornøie:Det var en tre Aars Dreng med muntert Øie.
Engang paa Veien til min Faders Hytte,Kom nogle Røvere, som plyndred mig,Og mig berøvede de skjønne Gaver,Hvormed jeg vilde glædet mine Kjære.Tomhændet kom jeg hjem, fortalte Tingen,Og Alle maatte finde sig deri,At denne Gang jeg Intet kunde bringe.Den lille Dreng alene blev urolig,Og fordrede med hæftig Graad og Skrig,At jeg en Gave skulde skjænke ham,Saaledes som jeg pleied, naar jeg kom.Forgjæves at berolige den SpædeJeg søgte, dog jeg fik ei Ro, ei Rist;Han vedblev med at skjænde, med at græde,Og Støien blev utaalelig tilsidst.
Det var just Aften, og den fulde MaanePaa Himlen stod. Da slynged jeg min ArmOm Drengen, og ham satte paa mit Knæ,Og sagde: "Græd ei længer, vær nu artig!Det var kun Spøg; jeg har en Gave til dig;See Maanen hist! hvor deilig, blank og klar,Af pure Guld! den vil jeg dig forære."—"Hvorledes!" raabte Drengen: "er det Alvor!"Og strakte sine Hænder alt mod Himlen,Som om han vilde tage mig paa Ordet."Ja," svared jeg, "herefter er den din,Men du kan ikke faae den ned i Stuen,Den pletter let, saasnart man rører ved den;Men du kan see paa den, saa tidt du vil,Og tænke ved dig selv, at den er din,Og selv for Andre prale med din Skat.Men lad dig ei forføre!Husk paa mit Ord: Nok see, men ikke røre!" —
Forskrækket trak han Armene tilbage,Til Tegn paa Lydighed. Nu var han glad,Og raabte: "Broder har forært mig Maanen!Og jeg skal aldrig røre ved den, bareJeg maa betragte den, saa tidt jeg vil,Og naar kun Ingen vil den fra mig tage,Og heller ei den laane,Men huske paa, det er min egen Maane." —
Nu var det godt. Den næste Dag forlod jegMin Fædrebolig. Da jeg kom igjenOm nogen Tid, kom Drengen mig imødeBedrøvet og med misfornøiet Mine,Og sagde: "Broder! tænk engang! den Røver,Som tog forleden dine skjønne Gaver,Har daglig filet i min Maane, skaaretBestandig Meer og Mere fra; omsiderHan tog den sidste Stump, som var tilovers." —"Jeg veed det," svared jeg: "men har du seet,At jeg har ladet gjøre dig en ny?Den var just ikke strax paa Timen færdig;Min Guldsmed har arbeidet længe paa den,Lidt efter lidt han fik den dog istand." —"Ja," sagde Drengen, "det er ganske sandt;Men da den nu var færdig, klar og blank,Maa Nogen have rørt den, trods dit Forbud,Thi den blev svinet til, saa det var Skam." —"Jeg veed det nok mit Barn: det var en Aften,Da Maanen var formørket, som det kaldes;Men saae du ikke strax, hvorledes jegLod den polere, saa den blev igjenSaa blank og straalende som nogensinde?" —"Ak jo! men saa kom Røveren igjen,Og filede paany!" — "Ja vist, men trøst dig!Thi nu har jeg igjen bestilt en anden;Om nogle Dage skal du bare see den!" —"Ja," svared Drengen, "det er ganske godt;Men siden man saa let kan den polere,Ja, selv naar den er stjaalen, faae en ny,Saa har jeg Lyst til selv at røre ved den,Og klappe den, og kysse den paa Munden,Thi jeg har seet, der er et Ansigt i den.Tidt seer den ned paa mig med milde Blikke,Som om den vilde sige: jeg er din.Men det forslaaer dog ikke!Hvad kan det hjelpe mig, at den er min?Atseepaa den, mig trøster ikke længer;Nu til atfavneden, mit Hjerte trænger." —
Den Lille Dag for Dag blev meer urolig,Og da jeg nu en Aften vandred med hamLangs Flodens Bred, mens Maanen stod fornyetI fulde Glands paa den azurblaae Himmel,Da fordred han paany med Graad og Skrig,Jeg skulde Maanen drage ned fra Himlen.Jeg sagde: "Tag den selv! jeg dig tilladerAt røre den." — "Jeg kan ei!" skreg han vildt:"Jeg har det tidt forsøgt, det lykkes aldrig." —Da slog han Øiet ned igjen, fortvivlet;Men i det Samme standsede hans BlikPaa Flodens Bølger, i hvis klare SpeilFordobblet ham hans Længsels Gjenstand vinkte."O!" raabte han, "nu har jeg ingen Nød!Jeg har ei Vinger, kan ei opad flyve,Men ned i Dybets RigeFormaaer jeg til mit Ønskes Maal at stige." —
Som sagt, saa gjort! Han styrted sig i Floden.Men piilsnar sprang jeg efter, greb ham, svømmedTil Bredden med ham — han var halv bedøvet —Og bragte ham til Hytten, hvor jeg hurtigHans vaade Klæder skiftede med tørre.Nu stod han da forundret ved min Side,Af Kulde skjælvende, og med en Mine,Som om han vilde samle sine Tanker."Nu?" spurgte jeg: "fik du da Maanen fat?" —"Nei!" sukked han: "den mellem mine HænderI tusind Stykker gik, og borte blev;Og jeg blev kold, min Attraa var forsvunden;Den Ild, mit Hjerte følte,Den stærke Flod med sine Bølger kjølte." —
"See," svared jeg, og pegede mod Himlen:"End sidder Maanen lige heel og skjøn,Og minder dig ved Synet af sin Glands,At du tør vel besidde den i Tanken,Naar den sit Lys dig sender,Men ei du gribe tør den Himmelske med Hænder." —
Braminen taug; den Fremmede forstod ham;Men om han fulgte Raadet, veed man ikke.Et er, at fatte Talen,Et Andet, at tilegne sig Moralen.
Musiken af Weyse.
Vær hilset, Lys fra Sandheds Væld,Som har i trende Secler funklet,Som aldrig vorde skal fordunklet,Men sprede Klarhed, Liv og Held!Du strømmed ind i Verdens Øie,Og Tanken for sig selv blev klar,Og Gud for Tanken aabenbar;De monne sig til Eenhed føie,Lig Bækken med sit Udsprings Elv,Thi Tanken opsteg til det Høie,Dengang den nedsteg i sig selv.
Vær hilset, Lys fra Sandheds Væld,Som har i trende Secler funklet,Som aldrig vorde skal fordunklet,Men sprede Klarhed, Liv og Held!Du strømmed ind i Verdens Øie,Og Tanken for sig selv blev klar,Og Gud for Tanken aabenbar;De monne sig til Eenhed føie,Lig Bækken med sit Udsprings Elv,Thi Tanken opsteg til det Høie,Dengang den nedsteg i sig selv.
Stjernen stod paa Nattens Himmel,Og fordunkled alle dem,Som til Krands om BethlehemSlynged sig i talløs Vrimmel.Vise Mænd ved Stjernens MagtDroges hen ad fjerne Veie,Knælte ved det ringe Leie,Hvorpaa Frelseren var lagt.Stjernen svandt; paany den glimterEfter femten hundred Aar;Dog paa Himlen ei den staaer,Mennesket i sig den skimter;Og den leder vise MændDid, hvor over alle ThronerEnd den himmelske ForsonerSees i Lysningen af den.
Stjernen stod paa Nattens Himmel,Og fordunkled alle dem,Som til Krands om BethlehemSlynged sig i talløs Vrimmel.Vise Mænd ved Stjernens MagtDroges hen ad fjerne Veie,Knælte ved det ringe Leie,Hvorpaa Frelseren var lagt.
Stjernen svandt; paany den glimterEfter femten hundred Aar;Dog paa Himlen ei den staaer,Mennesket i sig den skimter;Og den leder vise MændDid, hvor over alle ThronerEnd den himmelske ForsonerSees i Lysningen af den.
Men hiin hellige Stjerne,Som nu flammer i Menneskets Bryst,Skal den ei i det Ydre, det FjerneLysetil Menneskets Trøst?
Men hiin hellige Stjerne,Som nu flammer i Menneskets Bryst,Skal den ei i det Ydre, det FjerneLysetil Menneskets Trøst?
Jo! det Lys, der flammer i det Indre,Skal med ydre stærke Straaler tindre.See, det blusser, tændt af Luthers Hænder!Lyset har forvandlet sig til Ild;Baalet flammer, Pavens Bulle brænder,Røgen slaaer mod Himlen vred og vild.Det er Tegnet, som til Kamp er givet,Tegn til Kamp for Troen og for Livet.Ras kun, Flamme! Graadig du dig slyngeOm det Aag, som tør paa Kirken tynge!Vredens Element, som ei betænker,Hvad du griber med dit røde Blus,Viis, du kan fortære Troens Lænker,Du, som har fortæret Johan Huss!See! din Straale slynges af en Svane;Romas Ørn dig tabte paa sin Bane.
Jo! det Lys, der flammer i det Indre,Skal med ydre stærke Straaler tindre.See, det blusser, tændt af Luthers Hænder!Lyset har forvandlet sig til Ild;Baalet flammer, Pavens Bulle brænder,Røgen slaaer mod Himlen vred og vild.Det er Tegnet, som til Kamp er givet,Tegn til Kamp for Troen og for Livet.
Ras kun, Flamme! Graadig du dig slyngeOm det Aag, som tør paa Kirken tynge!Vredens Element, som ei betænker,Hvad du griber med dit røde Blus,Viis, du kan fortære Troens Lænker,Du, som har fortæret Johan Huss!See! din Straale slynges af en Svane;Romas Ørn dig tabte paa sin Bane.
Det Helliges Forkynder skal ei længerSig sondre fra den Verden Gud har kjær;Man Klostrets Døre sprænger,Og Munk med Nonne sig til Altret trænger,At knytte Pagten, som for Gud har Værd.Som første Par, der Troskabs-Eden bringer,Gaaer Martin selv ved Catharinas Haand,Og Kirkeklokken ringer,Og Præsten vier dem, og Sangen klinger,Og Pagten signet er af Herrens Aand.Og Stat og Kirke sig foreente findeVed Kjærlighedens elskelige Bud.Det Baand, som Hjerter binde,Den frie Pagt imellem Mand og Qvinde,Familien er helliget for Gud.
Det Helliges Forkynder skal ei længerSig sondre fra den Verden Gud har kjær;Man Klostrets Døre sprænger,Og Munk med Nonne sig til Altret trænger,At knytte Pagten, som for Gud har Værd.
Som første Par, der Troskabs-Eden bringer,Gaaer Martin selv ved Catharinas Haand,Og Kirkeklokken ringer,Og Præsten vier dem, og Sangen klinger,Og Pagten signet er af Herrens Aand.
Og Stat og Kirke sig foreente findeVed Kjærlighedens elskelige Bud.Det Baand, som Hjerter binde,Den frie Pagt imellem Mand og Qvinde,Familien er helliget for Gud.
Men hiin hellige Stjerne,Som nu flammer i Menneskets Bryst,Skal den ei til det Ydre, det FjerneTalemed flammende Røst?
Men hiin hellige Stjerne,Som nu flammer i Menneskets Bryst,Skal den ei til det Ydre, det FjerneTalemed flammende Røst?
Jo, Lyset vorde skal til Ord,Som Ordet forhen Lys er blevet;Man læse skal paa viden Jord,Hvad Aanden har med Flammer skrevet.Og lyste Stjernen fordum henTil Evangeliet i Vugge,Saa skal den lyse nu igjenFor Dem, som efter Ordet sukke.
Jo, Lyset vorde skal til Ord,Som Ordet forhen Lys er blevet;Man læse skal paa viden Jord,Hvad Aanden har med Flammer skrevet.Og lyste Stjernen fordum henTil Evangeliet i Vugge,Saa skal den lyse nu igjenFor Dem, som efter Ordet sukke.
I Saxernes Land en mægtig,Skovgroet Klippe staaer,Derpaa en fordum prægtig,Stor og fyrstelig Gaard.Som ringe FugleredeDen hænger i Klippens Favn;Wartburg monne den hedde,Wartburg er Slottets Navn.Fra liden Celle derinde,Vendt mod en Afgrund brat,Saae man et Lys at skinneGjennem den mørke Nat.Der sad den Troens Opliver,Med Lampen paa sit Bord,Og tolked med hellig IverHerrens hellige Ord.Saa vidt i Dalene trængerLyset fra Vinduets Baal,Men Ordet flyver dog længer,Baaret af Folkets Maal.Det lyder for hvert et Øre,Det toner i hvert et Bryst,Det lader sin Fylde høreMed fyldig, levende Røst.For Evangeliets Fugle,Wartburg, en Rede du var,Hvori du mod Ravn og UgleDe Fjerløse vogtet har.Da voxte den spæde VingeDen folded sig ud paa Stand,Da monne sig Fuglene svingeOver det ganske Land.
I Saxernes Land en mægtig,Skovgroet Klippe staaer,Derpaa en fordum prægtig,Stor og fyrstelig Gaard.Som ringe FugleredeDen hænger i Klippens Favn;Wartburg monne den hedde,Wartburg er Slottets Navn.
Fra liden Celle derinde,Vendt mod en Afgrund brat,Saae man et Lys at skinneGjennem den mørke Nat.Der sad den Troens Opliver,Med Lampen paa sit Bord,Og tolked med hellig IverHerrens hellige Ord.
Saa vidt i Dalene trængerLyset fra Vinduets Baal,Men Ordet flyver dog længer,Baaret af Folkets Maal.Det lyder for hvert et Øre,Det toner i hvert et Bryst,Det lader sin Fylde høreMed fyldig, levende Røst.
For Evangeliets Fugle,Wartburg, en Rede du var,Hvori du mod Ravn og UgleDe Fjerløse vogtet har.Da voxte den spæde VingeDen folded sig ud paa Stand,Da monne sig Fuglene svingeOver det ganske Land.
Ha! men Kampens Torden ruller,VaabenbulderRyster Kirkens faste Grund.Ikke Nok, at Pen og MundVundne Frihed vil forsvare;Friheds FareSamler Verdens Folk i blodig Stund.
Ha! men Kampens Torden ruller,VaabenbulderRyster Kirkens faste Grund.Ikke Nok, at Pen og MundVundne Frihed vil forsvare;Friheds FareSamler Verdens Folk i blodig Stund.
Hil Dem, som kæmped, som med Ord og VaabenIilte til Strid!Freden er vunden, Himlen er nu aaben,Luften er blid.Stjernen paany i stille, klare NætterKaster paa Kirken uformørket Glands.Menigheden fletterFrihedens Krands.Fædreland, hil dig! Stjernen dine StrandeHilste med Lyst,Speilte sit Billed i de sølvblaae VandeTrindt om din Kyst.Sletternes Kirke Spiret mod den vendte,Snart som en Sol den funkled over Strand;Sandhed du erkjendte,Fædreneland!Lyset i Sjælen voved ud at stræbe,Skranken blev sprængt,Ordet nu toned paa den danske Læbe,Længe fortrængt.Tanken med egen Frihed sig forkyndte,Mægtig den voxer paa den danske Vang.Morgenen begyndte,Dagen er lang.
Hil Dem, som kæmped, som med Ord og VaabenIilte til Strid!Freden er vunden, Himlen er nu aaben,Luften er blid.Stjernen paany i stille, klare NætterKaster paa Kirken uformørket Glands.Menigheden fletterFrihedens Krands.
Fædreland, hil dig! Stjernen dine StrandeHilste med Lyst,Speilte sit Billed i de sølvblaae VandeTrindt om din Kyst.Sletternes Kirke Spiret mod den vendte,Snart som en Sol den funkled over Strand;Sandhed du erkjendte,Fædreneland!
Lyset i Sjælen voved ud at stræbe,Skranken blev sprængt,Ordet nu toned paa den danske Læbe,Længe fortrængt.Tanken med egen Frihed sig forkyndte,Mægtig den voxer paa den danske Vang.Morgenen begyndte,Dagen er lang.
Vær hilset, Lys fra Sandheds Væld,Som har i trende Secler funklet,Som aldrig vorde skal fordunklet,Men sprede Klarhed, Liv og Held!Din stærke Straale gjennembryderHver Skal om Livets Lyst og Sorg.Og i din rige Glands det lyder:"Vor Gud han er saa fast en Borg."
Vær hilset, Lys fra Sandheds Væld,Som har i trende Secler funklet,Som aldrig vorde skal fordunklet,Men sprede Klarhed, Liv og Held!Din stærke Straale gjennembryderHver Skal om Livets Lyst og Sorg.Og i din rige Glands det lyder:"Vor Gud han er saa fast en Borg."
Videnskabens Tempel! I din HalTakkesangen høit sig hæve skal,Mindet dvæle ved den gode Stund,Da Friheds ædle CederBlev plantet dybt i Kirkens Grund,Hvori den voxte til en Lund,Som nu om Skolen freder.Hæv dit ranke Spiir mod høien Sky,Lad dit indre Liv sig frit fornyeFra den Slægt som gik, til den som kom,Og ført paa Troens Vinge,Din Viden vorde dyb og from,At Tanken fra din HelligdomSig kan mod Himlen svinge.
Videnskabens Tempel! I din HalTakkesangen høit sig hæve skal,Mindet dvæle ved den gode Stund,Da Friheds ædle CederBlev plantet dybt i Kirkens Grund,Hvori den voxte til en Lund,Som nu om Skolen freder.
Hæv dit ranke Spiir mod høien Sky,Lad dit indre Liv sig frit fornyeFra den Slægt som gik, til den som kom,Og ført paa Troens Vinge,Din Viden vorde dyb og from,At Tanken fra din HelligdomSig kan mod Himlen svinge.
Hellige Flamme,Styrk i din GlandsAlle, som kæmpe for Musernes Krands!Kundskab, din StammeBlomstrende staae,Evig, mens Tiderne vexlende gaae!
Hellige Flamme,Styrk i din GlandsAlle, som kæmpe for Musernes Krands!Kundskab, din StammeBlomstrende staae,Evig, mens Tiderne vexlende gaae!
Komme hvo som komme kan!Kommer, Mand og Qvinde!Fra det Forbigangnes LandJeg en Krands vil binde.Blomster fra det Aar, som svandt,Lidet Alvor, meget Tant,:,:Skal I see paa Væggen.:,:Da jeg i det svundne AarIkke kunde tale,Vil jeg nu, hvis jeg formaaer,Et og Andet male,Som i hiin Tid er passeert,Og af mig blev observeert,:,:Skjøndt jeg Intet sagde.:,:I skal see i Kraft-ExtractAaret Ni og Tyve.Kommer derfor, giver Agt!Jeg skal ikke lyve.Naar jeg saa har fremviist jerHvert af Aarets Billeder,:,:Har jeg fyldt min Pause.:,:
Komme hvo som komme kan!Kommer, Mand og Qvinde!Fra det Forbigangnes LandJeg en Krands vil binde.Blomster fra det Aar, som svandt,Lidet Alvor, meget Tant,:,:Skal I see paa Væggen.:,:
Da jeg i det svundne AarIkke kunde tale,Vil jeg nu, hvis jeg formaaer,Et og Andet male,Som i hiin Tid er passeert,Og af mig blev observeert,:,:Skjøndt jeg Intet sagde.:,:
I skal see i Kraft-ExtractAaret Ni og Tyve.Kommer derfor, giver Agt!Jeg skal ikke lyve.Naar jeg saa har fremviist jerHvert af Aarets Billeder,:,:Har jeg fyldt min Pause.:,:
Førstkommende Maidag Trolovelsen staaer,Den skjønneste blandt vore Dage.Den skjønneste? Nei; den selv os jo spaaerEn skjønnere, som er tilbage.Med festlige Travlhed gaaer Sommeren hen,Men Høsten den bringer os Vaaren igjen.Førstkommende Høstdag! dit Navn er August;Her staaer det, med Blomster omslynget.Hvad Navnet betyder, det er du os just;I dig har vor Mai sig forynget.Saalænge som Skjoldungestammen har Læ,Omslynge Kjærminder det ældgamle Træ.
Førstkommende Maidag Trolovelsen staaer,Den skjønneste blandt vore Dage.Den skjønneste? Nei; den selv os jo spaaerEn skjønnere, som er tilbage.Med festlige Travlhed gaaer Sommeren hen,Men Høsten den bringer os Vaaren igjen.
Førstkommende Høstdag! dit Navn er August;Her staaer det, med Blomster omslynget.Hvad Navnet betyder, det er du os just;I dig har vor Mai sig forynget.Saalænge som Skjoldungestammen har Læ,Omslynge Kjærminder det ældgamle Træ.
Jeg er en Mand, der har saa vidt omvandret,At Ingen meer bereist man nævne kan,Endskjøndt jeg har mit Opholdssted forandret:,:Paa Jorden ei, men kun i Luftens Land.:,:Men aldrig saae jeg paa min Vandring MagenTil disse to Figurer, som I see:Den Ene lang og kridhvid som et Lagen,:,:Den Anden kort og grøn, men kold som Snee.:,:Den lange Mand det er vor lange Vinter,Den korte Mand vor korte Sommer er.Hiin puster Ild i grønne, vaade Splinter,:,:Den Anden gaaer blandt grønne, vaade Træer.:,:Den Første fordrer Sceptret af den Anden;Han er forknyt, og siger tvungen Ja;Men siden græder uophørligt Manden;:,:Gud veed, hvor al den Vædske kommer fra.:,:
Jeg er en Mand, der har saa vidt omvandret,At Ingen meer bereist man nævne kan,Endskjøndt jeg har mit Opholdssted forandret:,:Paa Jorden ei, men kun i Luftens Land.:,:
Men aldrig saae jeg paa min Vandring MagenTil disse to Figurer, som I see:Den Ene lang og kridhvid som et Lagen,:,:Den Anden kort og grøn, men kold som Snee.:,:
Den lange Mand det er vor lange Vinter,Den korte Mand vor korte Sommer er.Hiin puster Ild i grønne, vaade Splinter,:,:Den Anden gaaer blandt grønne, vaade Træer.:,:
Den Første fordrer Sceptret af den Anden;Han er forknyt, og siger tvungen Ja;Men siden græder uophørligt Manden;:,:Gud veed, hvor al den Vædske kommer fra.:,:
Huset maatte styrte sammen,Fik vi længe saadan Slud,Dybt i Kassen koger Flammen,Ja det seer fortvivlet ud.Kun naar Sørgespil man spiller,Kan man komme til at lee,Thi de sidste VaudevillerSelv ei gratis vil man see.Er der ingen bedre Vei?Nei, nei, nei! etc.Det er Frosten, som os driller;Den faaer Skylden, skal I see.Sligt som Essex, Carl den Store,Kan vel aldrig gjøre godt.Skal os Isabella more?Ak! hun selv er bankerot.Glemsel med de franske Stykker,Syete til det tydske Maal,Slutter, da de gaae paa Krykker,Tidt Fornuftens Giftermaal.Er der ingen bedre Vei?Nei, nei, nei!Naar først Kunsten gaaer paa Krykker,Faaer man snart paa Kassen Kaal.
Huset maatte styrte sammen,Fik vi længe saadan Slud,Dybt i Kassen koger Flammen,Ja det seer fortvivlet ud.Kun naar Sørgespil man spiller,Kan man komme til at lee,Thi de sidste VaudevillerSelv ei gratis vil man see.Er der ingen bedre Vei?Nei, nei, nei! etc.Det er Frosten, som os driller;Den faaer Skylden, skal I see.
Sligt som Essex, Carl den Store,Kan vel aldrig gjøre godt.Skal os Isabella more?Ak! hun selv er bankerot.Glemsel med de franske Stykker,Syete til det tydske Maal,Slutter, da de gaae paa Krykker,Tidt Fornuftens Giftermaal.Er der ingen bedre Vei?Nei, nei, nei!Naar først Kunsten gaaer paa Krykker,Faaer man snart paa Kassen Kaal.
Herre! hvad skal Enden blive?Isabella kommer ei!Hvortil hjalp det, den at skrive,:,:Hvis den gaaer al Kjødets Vei?:,:See, hvor her hun staaer og gaber!Ak! og Alle gabe maae,O du milde Gud og Skaber!:,:Er her ingen Ende paa?:,:Kast dog ud en anden Angel!Sæt en bedre Krog deri!Tænk, om Honorarets Mangel:,:Bragte Dem i Slutteri!:,:
Herre! hvad skal Enden blive?Isabella kommer ei!Hvortil hjalp det, den at skrive,:,:Hvis den gaaer al Kjødets Vei?:,:
See, hvor her hun staaer og gaber!Ak! og Alle gabe maae,O du milde Gud og Skaber!:,:Er her ingen Ende paa?:,:
Kast dog ud en anden Angel!Sæt en bedre Krog deri!Tænk, om Honorarets Mangel:,:Bragte Dem i Slutteri!:,:
En avant deux, en arrière!Det, min Ven, maa du nok!Men forresten som en BlokBlandt osil faut se taire.Queue de chat!Til Kattens HaleHold dig smukt, lad vær' at tale!Ellers Katten, kan du troe,River dig med skarpen Klo!Ti! Ti!Ja, ti du kun stille! Saavidt jeg seer og troer,Saa taler din Taushed lidt meer end Mangens Ord.
En avant deux, en arrière!Det, min Ven, maa du nok!Men forresten som en BlokBlandt osil faut se taire.Queue de chat!Til Kattens HaleHold dig smukt, lad vær' at tale!Ellers Katten, kan du troe,River dig med skarpen Klo!Ti! Ti!Ja, ti du kun stille! Saavidt jeg seer og troer,Saa taler din Taushed lidt meer end Mangens Ord.
Hver Gang jeg vankerVed Hjemmets Strande,Mit Hjerte bankerMod hine Lande.Vil du mig laaneDin gamle Kikkert?I den jeg sikkertKan see til Skaane.Ja Fanden ta' mig,Kan jeg see derhen!O la' mig, la' mig,Min Faders Ven!Godt Folk forledenSaae hen ad Sundet,Og strax var FredenHos dem forsvundet.Hvorom de talte,Det hjalp dem ikke,For deres BlikkeSig Laurbær malte.Ja Fanden ta' mig,Man trak mig med!Man vilde ha' migTil Skaanes Bred.Jeg der ei vented,Tog Vogn paa Rullen.En Hat man hented,Med Krands om Pulden;I den tilvisseBoer al min Lykke,Bestandig smykkeDen skal min Isse.Ja Fanden ta' mig,Man fik den fat!Jeg maatte ha' migEn Doctorhat.
Hver Gang jeg vankerVed Hjemmets Strande,Mit Hjerte bankerMod hine Lande.Vil du mig laaneDin gamle Kikkert?I den jeg sikkertKan see til Skaane.Ja Fanden ta' mig,Kan jeg see derhen!O la' mig, la' mig,Min Faders Ven!
Godt Folk forledenSaae hen ad Sundet,Og strax var FredenHos dem forsvundet.Hvorom de talte,Det hjalp dem ikke,For deres BlikkeSig Laurbær malte.Ja Fanden ta' mig,Man trak mig med!Man vilde ha' migTil Skaanes Bred.
Jeg der ei vented,Tog Vogn paa Rullen.En Hat man hented,Med Krands om Pulden;I den tilvisseBoer al min Lykke,Bestandig smykkeDen skal min Isse.Ja Fanden ta' mig,Man fik den fat!Jeg maatte ha' migEn Doctorhat.
Held! Held! Held os! en Folkefest!Sven- Sven- Svensken er her til Gjæst.Nu nu nu lad os vise ham,At vi kan prise hamAlle som bedst!Dra- dra- drager fra Axels By!Ju- ju- jubler i vilden Sky!Vi- Vi- Vinen er Kraftens Bad,Giv dem MidaftensmadPaa Bellevu'!Le- Le- Ledermand, Trop og Brandt!Vær vær vær vor Repræsentant!Er er er man ei Ødeland,Faaer ei vort FødelandAnden Gesandt.Bis- Bis- Bispen med venligt SmiilFø- fø- føres en Fjerdingmiil,Tak- tak- takker saa Førerne,AmbassadeurerneHos Kirsten Piil.Vi vi vi skal min SalighedNok nok nok gjøre ham Besked.Skarp- Skarp- Skarpskyt, forsvar dig dog!Svenskenhantaer dig, Fjog,Før du det veed.
Held! Held! Held os! en Folkefest!Sven- Sven- Svensken er her til Gjæst.Nu nu nu lad os vise ham,At vi kan prise hamAlle som bedst!
Dra- dra- drager fra Axels By!Ju- ju- jubler i vilden Sky!Vi- Vi- Vinen er Kraftens Bad,Giv dem MidaftensmadPaa Bellevu'!
Le- Le- Ledermand, Trop og Brandt!Vær vær vær vor Repræsentant!Er er er man ei Ødeland,Faaer ei vort FødelandAnden Gesandt.
Bis- Bis- Bispen med venligt SmiilFø- fø- føres en Fjerdingmiil,Tak- tak- takker saa Førerne,AmbassadeurerneHos Kirsten Piil.
Vi vi vi skal min SalighedNok nok nok gjøre ham Besked.Skarp- Skarp- Skarpskyt, forsvar dig dog!Svenskenhantaer dig, Fjog,Før du det veed.