Fig. 76Fig. 76 Iberis sempervirens. Enkelt Plante.Erigeron aurantiacus. Nord Amerika. 25 cm. Blomsterne orangegule. Er tilbøjelig til at bastardere med andre E.-Arter og derved udarte.E. compositusfra Nord Amerika, Grønland o. a. arktiske Egne. 20 cm. Har flere Gange snitdelte Blade med smalle Afsnit. Randkronerne er lyslilla, Skivekronerne gule. Juni.E. glabellus. Nord Amerika. Randkronerne lavendelblaa, Skivekronerne gule. Varietetenalpinuslavere end Hovedarten.Disse Arter formeres let ved Deling og plantes imellem løse Sten eller i brede Spalter i Stenblokke.Erinus alpinus. 10 cm. Danner løse Tuer. Bladene smaa, smalle, rundtakket–savtakkede. Blomsterne karminrosa i Klaser. Maj. Bør ofte omplantes. Den opfører sig ofte som to-aarig. Formerer sig let ved Selvsaaning.Eriogonum flavumogumbellatumfra Nord Amerika er tæppedannende Planter med gule Blomster i tætte, hovedformede Stande i Juli. Fordrer tør og solrig Vokseplads.Erodium macradenum. Pyrenæerne. 20 cm. Bladene flere Gange fjersnitdelte, graaliggrønne. Blomsterstænglerne 2–3-blomstrede; Blomsterne blegrøde med mørkere Aarer, 2 af Kronbladene med en mørk Plet. Juni. Plantes i Revner mellem Sten i fuld Sol.E. Manescavi. 30 cm. Bladene dobbelt fjersnitdelte, mørkegrønne, stærkt haarede især paa Stilken. Blomsterne store, 2–5 paa hver Stængel, karmoisinrøde, to af Kronbladene med en hvidspættet Plet ved Basis. Juni.Eryngium alpinum. 50–60 cm. Blomsterne smaa, men samlede i et stort, aflangt Hoved. Det, der gør Planten saa dekorativ, er navnlig de pragtfulde Svøbblade, som sidder nedenfor Blomsterhovedet, de er tornede og af en livlig blaaviolet Farve. Har dybtgaaende Rødder og maa derfor plantes paa et Sted, hvor der er fri Adgang for disse.E. glaciale. Spanien. Bladene fjersnitdelte med lange, tornede Afsnit. Blomsterhovederne lilla, omgivne af grønne og lilla, tornede Svøbblade. Rødderne meget dybtgaaende. Plantes i smalle, dybe Revner i porøs Jord.Erysimum Kotschyanum. Lille Asien. 5 cm. Danner smaa, tætte Tuer eller Puder. Bladene liniedannede; Blomsterne store i faablomstret Halvskærm. Maj. Plantes i vandrette Spalter i vel afdrænet Jord.E. pachycarpum. Himalaya. Bladene smalle. Blomsterne orangegule i Klase. Plantes paa lun Plads mellem løse Sten.Euphorbia capitulata. Grækenland. 10 cm. Skuddene bløde, tætbladede, Bladene smaa, graagrønne, elliptiske, glatte; Blomsterne gule. Frugtkapslerne orangegule. Juni. Plantes i vandrette Klipperevner; breder sig ved underjordiske Udløbere mellem Stenene.E. myrsinitis. Syd-Europa. 30 cm. Skuddene overvintrende, kraftige, tætbladede, Bladene bleggrønne. Blomsterne gule, udvikles tidligt om Foraaret. Efter Blomstringen dør Skuddet, men ny Skud fremkommer fra Basis næste Aar. Plantes i lodrette Klippevægge i fuld Sol.Fig. 77Fig. 77. Iberis sempervirens. Lav og storblomstret Have-Varietet.Frankenia hirsuta. 5–8cm. Skuddene talrige, næsten traadfine, nedliggende eller halvtoprette, Planten derved tæppedannende; Bladene meget smaa og smalle, graagrønne. Blomsterne enkeltvis, smaa, lysrødlilla. Juli–August. Taaler Sol.Genista sagittalis. 15–20 cm. Skuddene flade, vingede. Blomsterne gule i endestillede Klaser. Danner faste, tætte Planter, der trives paa Stenhøjens mest udsatte Steder.Gentiana acaulis. En af de mest pragtfulde Stenhøjsplanter. Blomsterne enlige, store, mørkeblaa, tragtformede. De blomsterløse Skud ganske korte og tætsiddende. Planten derved af tæppedannende Karakter. Den kan trives paa flad Jord og finder der ofte Anvendelse som Kantplante. I sandet Jord vil den ikke blomstre, man maa derfor give den en nogenlunde svær Jord at vokse i. Formeres let ved Deling.G. asclepiadeaer en stor Staude med æg–lancetformede Blade op ad Stængelen og talrige Blomster i Toppen. Fordrer muldet Jord og Skygge eller Halvskygge; passer bedst i store Kløfter mellem Bregner. Der findes en Form med hvide Blomster.G. bavarica. Af Voksemaade somacaulis, men meget mindre og spædere end denne. Blomsterne rørformede med flad Krave, straalende blaa. Vanskelig at dyrke. Plantes paa Morænebed eller dog i al Fald i grusblandet Mosejord paa et Sted, hvor den ikke udsættes for Udtørring.G. septemfida. Orienten. Har talrige Skud med tætsiddende Blade og flere blaa Blomster samlede i Spidsen af Stængelen. Nøjsom og villig; formeres ved Deling. Juli.G. vernaligner en DelG. bavaricaog er som denne vanskelig at dyrke. Grundbladene rosetteformigt samlede, større end Stængelbladene; Blomsterne azurblaa.Geranium argenteumhar silkehaarede, næsten sølvglinsende Blade og blegrøde Blomster.G. cinereum. Bladene haarede; Blomsterne blegrosa med mørkere røde Aarer. Begge Arter, som stammer fra Pyrenæerne, er lave Planter, 5–10 cm., som bedst sættes paa en solrig Plads imellem større Sten i porøs og let Jord.G. sanguineum. Af denne prægtige her i Landet vildtvoksende Art findes en Varietet med nedliggende Skud; denne egner sig fortrinligt til Plantning paa tørre Skrænter. Varietetenlancastriensehar rosa Blomster med mørkere Aarer.Geum montanum. 10–12 cm. Bladene fjersnitdelte med større rundtakket–lappet Endeafsnit, haarede; Blomsterne enkeltvis eller faa paa hver Stængel, gule c. 3 cm i Gennemsnit. Plantes i grus- og kalk-blandet Mosejord.G. reptans. Har krybende Udløbere. Bladene fjersnitdelte; Blomsterne gule. Plantes paa halvskyggede Steder i stenet Jord.Globularia cordifolia. En lille, ganske lav Plante med nedliggende Grene og smaa, udrandede Blade. Blomsterne meget smaa, blaa, i kugleformede Hoveder. Plantes i en Blanding af Mosejord, Græstørvejord og Grus.Gunnera magellanicastammer fra den sydligste Del af Syd Amerika. Bladene er kredsrundt–nyreformede, Blomsterne ubetydelige. Breder sig ved Udløbere og dækker snart større Flader. Trives i muldet, fugtig Jord paa halvskygget eller nordvendt Stenhøj.Gypsophila cerastioides. Himalaya. 10 cm. Tæppedannende. Bladene smaa, bredt elliptiske, haarede; Blomsterne hvide med røde Aarer; blomstrer rigt og længe og trives meget villigt. Bør omplantes af og til.G. repens. Stænglerne nedliggende og halvt oprette, rigtbladede; Bladene smalle, blegt blaagrønne; Blomsterne hvide eller blegrøde i aabne Stande. Planten kan brede sig over større Flader og paa Grund af sin rige Forgrening og Bladmængde dække Underlaget ganske; da den tillige er nøjsom, egner den sig godt til Brug paa grovere Stenpartier, anvendes den paa smaa Anlæg, bør den forynges ret hyppigt, da den ellers snart bliver for fordringsfuld med Hensyn til Plads.G. transsylvanica. Ungarn. Danner tætte smaa Tuer af smalle, blaagrønne Blade; Blomsterne hvide. Plantes i smalle Revner mellem Sten.Haberlea rhodopensis. Balkan. 12–15 cm. Hele Planten haaret; Bladene grundstillede, aflangt ægformede, grovt savtakkede, noget læderagtige. Skaftet bærer 4–5 tragtformet–rørformede, lilla, svagt uregelmæssige Blomster. Plantes bedst paa Afsatser paa Grottevægge i muldet Jord og paa beskygget Sted.Hacquetia epipactis. En beskeden, men taknemmelig lille Planteart med grundstillede 3–5-lappede Blade og gulgrønne Blomster i en tæt Skærm omgivne af ligeledes gulgrønne Svøbblade, der udvikles i det tidlige Foraar. Ynder fugtig og muldet Jord.Helianthemum oelandicumogH. vulgare, »Soløje«er Dværgbuske med nedliggende Grene og smukke, gule Blomster. Den førstnævnte er den bedste, den danner tætte Tæpper og frembringer en Mængde Blomster. Plantes i grusblandet Lyngjord, den bør forynges af og til, da 2–4-aarige Planter er smukkest.H. vulgare, som vokser vildt her i Landet paa tørre Bakker, er meget nøjsom og kan plantes paa enhver sollys Plads.Helxine Soleirolii. Korsika. 1 à 2 cm. Hører til Nældefamilien, og Blomsterne er som hos alle andre Arter af denne Familie ganske ubetydelige. Det er dog en meget smuk lille Urt, idet Løvet er af en herlig frisk, grøn Farve, og Planten i Løbet af Sommeren breder sig ud som et fladt Tæppe over Underlaget. Plantes paa fugtige, skyggede Stenvægge eller paa porøse Sten. Den lider hurtigt af Efteraarsfrosten, men skyder gærne paa ny om Foraaret.Fig. 78Fig. 78. Linaria pallida i Haveselskabets Have.Hepatica. 12–15 cm. høje Planter, Bladene bliver siddende paa Planten i halvvissen Tilstand Vinteren igennem. Blomsterne udvikles tidligt om Foraaret, inden de ny Blade fremkommer. Blomsterne har kronbladagtigt farvede Bægerblade, et 3-delt grønt Svøbblad sidder tæt under Blomsten. Plantes i Muldjord i Halvskygge f. Eks. i store Kløfter og er af bedst Virkning, naar de er anbragte et saadant Sted i store Mængder. Ogsaa fortrinlige som Indfatningsplanter.H. angulosa. Ungarn. Bladene nyreformede, 3-lappede med lappet–tandede Afsnit. Blomsterne lysblaa med talrige Bægerblade. Marts, undertiden allerede Februar. Der findes ogsaa Former med rosenrøde og hvide Blomster.H. triloba, »Adelkløver«. Europa, ogsaa Danmark. Bladene regelmæssigt 3-lappede. Blomsterne med 5–7 blaa Bægerblade. Blomstrer Marts–April. Der findes Varieteter med hvide, røde, blegrøde, violette Blomster samt dobbelte Former med blaa og røde Blomster.Herniaria latifolia. Lav, tæppedannende Urt med graagrønne Blade og ubetydelige Blomster. Taaler Sol og tør Bund.Hippocrepis comosa. Bladene uligefinnede, mangeparrede. Blomsterne samlede i Hoved, gule, minder en Del om»Kællingetand«sBlomster. Plantes imellem løse Sten eller i Klipperevner, saaledes at Grenene kan lægge sig ud over Stenene. Ynder Kalk.Homogyne alpina. 25 cm. Bladene nyreformede, grundstillede. Blomsterne samlede i en enkelt Kurv i Spidsen af Stænglerne. Ynder muldet Jord og Halvskygge samt Fugtighed. Plantes bedst paa Afsatser paa nordvendte Stenvægge.Horminum pyrenaicum. Alperne, Pyrenæerne. 15 cm. Bladene brede i løse Rosetter. Blomsterne violette i Kranse op ad Stængelen. Trives næsten overalt paa Stenhøjen, bliver yppigst og smukkest i Halvskygge, men faar mere sit naturlige Udseende paa lysere Pladser.Houstonia coerulea. Nord Amerika. 3–5 cm. Danner smaa, tætte Tuer af lysgrønne Blade. Blomsterne paa traadfine Stilke, lysblaa med gult »Øje«. Fordrer moseagtig fugtig Jord for at trives.H. serpyllifolia. Nord Amerika. Ligner foregaaende. Stænglerne mere nedliggende.Hutchinsia alpina. 8–10 cm. Bladene smaa, fjersnitdelte, frisk grønne, Blomsterne hvide i Klaser. Danner tætte Tæpper, og da den holder sig med friske Blade hele Vinteren, naar Kulden ikke bliver altfor stræng, kan den anbefales til almindelig Plantning. Meget nøjsom og villig; bør omplantes af og til.Hypericum coris. 20 cm. Orienten. Bladene linieformede, kransstillede. Blomsterne gule i topformede Stande. Juli. Plantes i vandrette Klipperevner og mellem løse Sten.H. fragile. 5–8 cm. Skuddene svage, nedliggende eller halvt oprette. Bladene smaa, glatte, ovale, graagrønne; Blomsterne store, gule, enkeltvis eller faa sammen. Juli.H. orientale. Lilleasien. Bladene korsvis modsatte, matgrønne. Blomsterne bleggule.H. polyphyllum. 20–25 cm. Bladene smaa, elliptiske, mat blaagrønne; Blomsterne enlige eller faa sammen, 6 cm i Diameter. Juli.Hypochoeris uniflora. 30 cm. Bladene bleggrønne, grundstillede, Blomsterskaftet opret, rankt, ender med en stor Kurv at lysgule Blomster. Behandles som Arnica.Iberis sempervirenser en svagt forveddet Plante med smalle, mørkegrønne, stedsegrønne Blade og hvide Blomster i Klase. Egner sig bedst til Plantning i lodrette Stenvægge, i Mure eller paa store Stenblokke, som den efterhaanden kan helt tildække. Formen»Little gem« danner meget mindre og tættere Planter end Hovedarten, derfor bedre til mindre Stenpartier.I. stylosa. Danner tætte Planter med talrige Skud besatte med smalle, noget kødfulde Blade. Blomsterne hvide eller bleglilla i rigtblomstret Halvskærm. Toaarig eller fleraarig.Incarvillea grandiflora. Kina. Har store, tragtformede Blomster, den ligner noget den kendte smukke StaudeI. Delavayi, men er lavere af Vækst og har en- eller to-blomstrede Stængler. Plantes i Sol eller Halvskygge paa dybmuldet, fugtig, vel drænet Jord.Inula acaulis. Lille Asien. Ganske lav af Vækst med glatte Blade og gule Kurve, som ikke hæves op over Løvet.Iris histrio. Palæstina. Regnes ofte som en Varietet af følgende, men blomstrer endnu tidligere, og Blomsterne er blaa med hvidt. Plantes paa en lun Plads.I. reticulata. Kaukasus. Bladene er smalle, firesiddede, vokser i Længden efter Blomstringen. Blomsterne violette, vellugtende (omtrent som Violer) i April, undertiden allerede i Marts. En prægtig, villig og meget taknemmelig Plante, som kan plantes i porøs Jord paa Stenhøjen, men forøvrigt ogsaa kan trives i en almindelig Stauderabat.Et stort Antal andre Iris-Arter egner sig paa Grund af deres lave Vækst og deres smukke Blomster til Plantning paa Stenhøj, men mange af disse kan ogsaa dyrkes med Held andre Steder i Haven. En særlig Gruppe af Iris—hørende til en Afdeling, som hedderOncocyclus—er vanskelige at dyrke og er i det hele ikke prøvet meget her i Landet. [Fodnote: De som maatte ønske at studere disse pragtfulde Iris henvises til R. Irwing Lynch: The book of the Iris.] Men skal de lykkes hos os paa Friland, maa de ubetinget dyrkes paa Stenhøj, hvis man da ikke er nødt til at dyrke dem i Koldbænk. Den bekendteste af denne Iris-Gruppe erIris susiana, Englændernes»Mourning Iris«, Tyskernes»Wittwe in Trauer«, som kaldes saaledes paa Grund af de flødefarvede Blomsterblade, der er tæt tegnede med mørkebrunt. Denne er faktisk haardfør her i Landet og har i vor botaniske Have blomstret et Par Aar i Træk.Fig. 79Fig. 79. Nepeta Mussini.Jasione perennis. Blomsterne smaa lysblaa, samlede i tætte Hoveder. Juni–Juli. Plantes i Halvskygge eller paa nordvendte Skraaninger.Leontopodium alpinum, »Edelweiss«er med sine Varieteter spredt over Europas og Asiens Bjærge. Danner tætte Tuer af smalle, graalige Blade. Fra Tuerne udskyder Blomsterstænglerne, der ender med en Samling smaa Kurve, tilsammen omgivne at flere Rækker tæthvidfiltede Blade. At Edelweiss skal være vanskelig at dyrke, er en Fabel. Plantet i let, porøs Jord og udsat for fuld Sol trives den ganske fortrinligt og blomstrer rigt hvert Aar. Den kan formeres let baade ved Deling og Frøudsæd. De Varieteter, der udbydes under særlige Navne somaltaicum sibiricumo. s. v. er næppe meget afvigende fra selve Arten; den der hedderjaponicumer meget afvigende, men af ringe Værd.Linaria alpinaer en spæd Plante, som bedst trives paa Skraaninger med porøs, let Jord belagt med løse Sten. En Gang plantet paa et saadant Sted, holder den sig fremtidig ved Selvsaaning. Blomsterne er violette med orangegult Gab. Blomstrer hele Sommeren.L. cymbalariahar lange, tynde, nedliggende Skud med nyreformede, noget lappede Blade, og lysviolette Blomster. Man bør kun plante denne, hvor den kan faa Lov til at brede sig, som den vil; thi den er næsten ikke til at udrydde igen, hvor den har vundet Indpas. Gamle Mure er en udmærket Vokseplads for den. Heraf en hvidblomstret Form.L. hepaticifolia. Korsika. Skuddene skøre, nedliggende, krybende; Bladene nyreformede, trelappede, tegnede med hvidt langs Nerverne; Blomsterne blegviolette, enkeltvis i Bladhjørnerne. Fugtig Vokseplads, ynder fuld Sol.L. pallidabreder sig meget stærkt ved underjordiske Skud. Den er nær beslægtet medL. cymbalaria, men har foruden den afvigende Vækst mindre Blade og mørkere violette Blomster. Anvendelse somL. cymbalaria.L. pilosaer ogsaa af samme Type, den er fladt udbredt paa Jorden og tæt tæppedannende. Den er ikke saa vanskelig at faa udryddet som de to andre, undtagen naar den er vokset ind i andre lave Planter. Kan man sørge for at holde disse Planter indenfor visse Grænser, bør man ikke foragte dem, da de alle er smukke, hver paa sin Vis, navnlig kan en tæt BevoksningL. pallidai Blomst være af ganske pragtfuld Virkning.Linum campanulatum, 30 cm. Af almindelig Staudetype. Blomsterne gule. Vil gærne have en varm Vokseplads.Lithospermum fruticosum. Svagt træagtig med smalle, haarede Blade. Blomsterne blaa eller purpurfarvede. Juni. Plantes i fuld Sol i kalkblandet Jord.L. purpureo-coeruleum. De ikke blomstrende Skud lange, overhængende eller nedliggende, ofte rodslaaende, de blomstrende mere oprette. Bladene lancetformede; Blomsterne i ret store Stande, purpur og blaa. Halvskygge og kalkholdig, muldet Jord. Kræver paa Grund af sin Voksemaade rigelig Plads.Fig. 80Fig. 80. Phlox subulata.Lychnis alpina. Danner smaa tætte Tuer af smalle Blade. Blomsterstandene ca. 8 cm høje med talrige karmoisinrøde Blomster. Trives meget villigt og er let at formere ved Deling og Frøudsæd.L. Lagascæ. Udvikler en Rigdom af Skud med blaagrønne Blade og rosenrøde Blomster. Formeres let ved Deling og trives paa solrig Plads og i let Jord.L. viscaria, »Tjærenellike«. Denne, der kan udvikle sig smukt paa almindelige Stauderabatter, kan paa Grund af sin Rigdom af karmoisinrøde Blomster ogsaa anbefales til store Stenhøje, Varietetenfl. pl. med fyldte Blomster er langt pragtfuldere end selve Arten;fl. albohar hvide Blomster.Meconopsis integrifoliafra Kina hører til de Planter, som dør efter Blomstringen. Bladene er blege, haarede, Stængelen er rank og kraftig, 50–80 cm høj og bærer 6–8 store lysgule Blomster i Toppen. Den er 2–3 Aar om at naa til blomsterdygtig Størrelse, og den trives i muldet, fugtig eller næsten vaad Jord.Mentha Requieni. Korsika. Har samme lave, tæppedannende Vækst somArenaria balearicaogHelxine, men har som en yderligere Fordel en herlig Vellugt. Blomsterne er smaa, bleglilla. Anvendelse og Behandling som de to nævnte Planter.M. gibraltaricaer af samme Type, men noget kraftigere.Mertensia primuloides. Himalaya. 10–15 cm. Bladene lancetformede. Blomsterne smukt blaa.Meum athamanticum. 20 cm. En Skærmplante med mørkegrønt, dobbelt fjersnitdelt Løv med haarfine Smaaafsnit; Blomsterne hvide i Skærm. Plantes i Sol eller Halvskygge i muldet Jord, i Sol faar den mere kompakt Vækst.Moltkia petræa. Dalmatien. Staar meget nærLithospermum. Det er en lille Halvbusk med smalle, graalige Blade og mørkeblaa Blomster. Bør plantes klemt inde mellem Sten i fuld Sol.Morisia hypogæa. Stængelløs. Bladene breder sig fladt ud paa Jorden, de er mørkegrønne, fjersnitdelte. Blomsterne rent gule. En ganske prægtig Stenhøjsplante, som fordrer en solrig Plads og stenet Jord.Mühlenbeckia axillaris. Ny Zeland. Skuddene svagt træagtige, nedliggende og halvt oprette, udvikles i Mængde, Planten derved tæt tæppedannende. Bladene smaa, kredsrunde. Blomsterne ganske ubetydelige. Fortrinlig til Beklædning af stensatte Skrænter.Myosotis alpestriser næppe andet end en alpin Form af vor almindeligEng-Forglemmigej. Væksten er mere sluttet, og Blomsterne mere intensivt blaa end hos denne. Holder sig dog næppe ren i Kultur.Nepeta Mussini. Fordrer en tør og solrig Plads. Blomsterne i tætte Aks, lavendelblaa.Oenothera missouriensisfra det vestlige Nord Amerika har talrige, griffeltykke, rødlige Skud fra samme Rod; Bladene lancetformede ca. 10 cm. lange, grønne med hvidlig Rand og Midtnerve. Blomsterne, som Sommeren igennem udvikles fra Bladhjørnerne, er store, gule, langstilkede. Plantes i vandrette eller lodrette Klipperevner.Omphalodes Luciliæ. Grækenland, Lille-Asien. 10–15 cm. Bladene glatte, blaagrønne; Blomsterne lillablaa. Maj. Solrig Plads og gruset Jord.O. verna, »Vaarforglemmigej«, har brede, mørkegrønne Blade og dybblaa Blomster i det tidlige Foraar. Ynder muldet Jord og Halvskygge.Onosmahører til samme Familie som Forglemmigej, men Blomsterne er lange, rørformede. Hele Planten stærkt haaret, Bladene derved hos de fleste Arter ganske graa. De hører for Størstedelen hjemme i Orienten. Deres hele Habitus viser, at de høre hjemme paa solrige og tørre Steder, og de plantes i Overensstemmelse hermed i Revner mellem Sten paa Stenhøjens solrigeste Steder.O. albo-roseumgrener sig meget og bliver efterhaanden ret omfangsrig, man maa derfor sætte den et Sted, hvor den faar god Plads at brede sig paa. Blomsterne er gullighvide med lidt rødt.O. stellulatum. Stængelen opret, ugrenet; Blomsterne gule. Bladene linie–lancetformede.Origanum pulchellum. Orienten. 15 cm. Bladene ovale, graalig-grønne, Blomsterne rosenrøde. Det mest fremtrædende ved denne Plante er dog de rødtfarvede Dækblade omkring Blomsterne. Plantes i fuld Sol.Ourisia coccinea. Chile. Bladene mest grundstillede, friskgrønne, hjærteformet–nyreformede. Blomsterstænglerne 25 cm med stilkede, højrøde Blomster. Maa have en lun Plads og er maaske tvivlsom haardfør.Oxalis enneaphylla. 15–20 cm. Falklands Øerne. Stængelløs eller med meget kort Stængel. Bladene hjulformede med talrige Smaablade, blaagrønne, noget kodede. Blomster enkeltvis, store, hvide. Fordrer kølig Jordbund, plantes derfor bedst paa Morænebred.Oxyria digyna. 10–20 cm. Bladene samlede ved Grunden, stilkede, nyreformede, glatte, noget kødede. Blomsterne samlede i en tæt forgrenet Top. Blomsterdækket er grønt, men Støvdragerne og Arrene er røde. Ynder en fugtig Vokseplads i muldet, gruset Jord; Nordsiden af Stenhøjen.Oxytropis-Arterne staar meget nær vedAstragalussaavel med Hensyn til Bladenes og Blomsternes Udseende som i Voksemaade. Hvad der er sagt forud om Astragalus gælder derfor ogsaa for Oxytropis. De plantes bedst i Klipperevner, med god Plads i Dybden for de lange, kødede Rødder. Jordblanding: stenet-gruset Mosejord blandet med Græstørvejord.Fig. 81Fig. 81. Primula Sieboldii.O. campestris. 10 cm. Blomsterne gullighvide ofte med violet Anstrøg eller endog helt blaa eller violette. Bladene noget haarede. Juli.O. Halleri. 10 cm. Blomsterne violette. Bladene tæt silkeharet klædte. Juli.O. montana. 10 cm. Blomsterne violette. Bladene glatte eller silkehaarede. Juli.Papaver alpinum. Bladene dobbelt fjersnitdelte. Blomsterne ret store, hvide med gul Midte, eller helt gule. Plantes i grusblandet Jord mellem løse Sten paa solrig Plads.P. nudicauleanføres som Synonym medP. radicatum. Dennudicaule-Form, som er i Kultur, er imidlertid meget forskellig fraradicatum. Den er højere, kun svagt haaret og har klart gule Blomster. Trives meget let paa solrig Plads.P. radicatumvokser i Norges Højfjælde, i Grønland o. s. v. Bladene er grundstillede, stivhaarede, fjersnitdelte. Skaftene enblomstrede; Blomsterne blegt grøngule. Maa have en kold, fugtig, stenet Jord.Pentstemon heterophyllus. Nord Amerika. 30 cm. Hele Planten glat. Bladene linielancetformede. Blomsterne enkeltvis eller i Smaastande fra Bladhjørnerne tilsammen dannende en langstrakt Blomsterstand. Blomsterne tragtformet–rørformede, azurblaa–lilla-røde, de kan ofte frembyde et vidunderligt vekslende Farvespil. Juni. Plantes paa sollys Plads.P. procerus. Nord Amerika. 20 cm. Bladene lancetformede, Stængelbladene æg–lancetformede. Blomsterne i tætte Stande mod Spidsen af Stængelen. Blomsterne smaa, rørformet–tragtformede, røde og blaa.P. Scouleri. Halvbusk med store, lillafarvede Blomster. Flere andre Arter af denne Slægt vil egne sig til Anvendelse paa Stenhøj.Phlox amoena. Nord Amerika. 15 cm. Bladene smalle, linieformede. Blomsterne røde. Maj. Varietetenfol. var. har hvidrandede Blade.P. subulata(kaldes ogsaaP. setacea). Nord Amerika. 10–15 cm. Bladene næsten sylformede. Blomsterne rosenrøde. Af denne gives der en Del Farvevarieteter bl.a. en prægtig blegrosa Form, endvidere en hvid Varietet, der ogsaa opfattes som Art under Navn afP. nivalis. De her nævnte Phlox er tæppedannende meget villige Planter, som trives paa solrig Plads; de egner sig til Plantning i store Masser, navnlig ernivalisaf ypperlig Virkning. De formeres let ved Deling. Af andre Arter kan nævnes:P. divaricata, ovata, pilosaogstellaris.Phyteuma comosumer desværre altfor vanskelig at dyrke, men skal dog nævnes, da det er den ejendommeligste og skønneste af hele Slægten. Blomsterne er forholdsvis store, faa sammen i et tæt Hoved, azurblaa, i Spidsen sortpurpur. Maa, hvis den skal lykkes, anbringes i meget snævre, men dybe Spalter for at give Plads til den lange kødede, svagt forgrenede Rod.P. hemisphæricum. Bladene smalle og lange; Blomsterne smaa, blaa, i Hoved. Plantes i Klipperevner i grusblandet Mosejord.P. Scheuchzeri. 30 cm. Grundbladene bredere ved Basis, løber ud i en lang Spids. Blomsterne blaa, i Hoved paa en bladet Stængel. Trives meget let og viligt i Sol eller Halvskygge i muldet, grusblandet Jord,Pinguicula alpina. Bladene klæbrig–fedtede i en Roset. Blomsterne enkeltvis paa bladløse Stilke, hvide med gul Læbe. Maa plantes paa nordvendt Stenhøj i vaad Jord.Podophyllum Emodi. Himalaya. 20–25 cm. En ejendommelig Plante fortrinlig til Plantning i større, muldede, halvskyggede Lavninger. Bladene er tegnede med brunt og grønt, de skyder om Foraaret op af Jorden, foldede sammen omtrent i Form af en Paddehat. Blomsten enkeltvis, hvid, midt imellem Bladene, senere udvikles en stor, cinnoberrød Frugt.Polemonium reptans. 15 cm. Nord Amerika. Skuddene svage, tilligemed de finnede Blade glatte. Blomsterne blegblaa i faablomstrede Stande. Halvskygge og muldet Jord.Polygala chamæbuxus. En lille stedsegrøn Dværgbusk fra Alperne med noget læderagtige, elliptiske Blade og hvide eller røde Blomster, ofte tegnede med gult. Trives i grusblandet Mose- og Græstørvejord; passer ogsaa til Plantning paa Lyngpartiet.Polygonum affine. Himalaya. 20 cm. Blomsterne rosenrøde i tætte Aks. Sommer. Breder sig let og villigt, formeres ved Deling og er i det hele en af de nemmeste Stenhøjsplanter at have med at gøre.P. capitatum. Himalaya. Kan kun anbefales for dem, som kan overvintre nogle Planter i Hus. Arten er nemlig ikke fuldt haardfør. Skuddene er nedliggende, Bladene med mørke Tegninger og Blomsterne lysrøde i kugleformede Hoveder.P. vaccinifolium, ligeledes fra Himalaya, har nedliggende Skud og smaa blanke Blade. Blomsterne rosenrøde i Aks. Den er at anbefale til Plantning i grusblandet Mosejord i Revner mellem Sten, saa at Skuddene kan lægge sig ud over Stenene.P. viviparumbør nævnes som en af de faa arktisk-alpine Planter, som findes tilbage her i Landet. Planten er opret, 10–15 cm, med smalle Blade og Blomsterne rosa eller næsten hvide i Aks. I Blomsterstanden udvikles Yngleknopper, hvorved Planten formeres.Fig. 82Fig. 82. Saxifraga aizoon.Potentilla cinerea. 15 cm. Bladene graalige af tæt Haarbeklædning, Blomsterne gule. Plantes paa solrig Plads i grusblandet Lyngjord paa Skrænter mellem løse Sten, paa Klippeblokke eller paa Lyngpartierne.P. nepalenis. 30 cm. Himalya. Blomsterne purpur. Af denne findes en »forbedret« Sort:»Miss Willmott« med rosenrøde Blomster.P. nitida. Planten lav af Vækst, tæppedannende. Bladene tætklædte med Silkehaar, derved ganske sølvgraa. Blomsterne blegrøde. Bør plantes i Sol paa smaa Stentoppe eller i Revner i større Stenblokke. En prægtig lille Plante. En Form har hvide Blomster.Primula. Der findes indenfor denne artsrige Slægt en Række forskellige Typer. Blomsterne er enten enlige eller samlede i Skærm paa et bladløst Skaft, hos nogle Arter skyder Skaftet igennem Blomsterstanden og danner ny Blomsterstand, saaledes at der fremkommer den ene Blomsterkrans over den anden. Grundbladene er af forskellig Form og Bygning; Blade, Skaft, Knopper er hos flere Arter stærkere eller svagere klædte med hvid eller gullig Mel. Alle Arterne er smukke og fortjener en Plads paa Stenhøjen, ja Slægten maa i Virkeligheden regnes blandt de bedste til dette Brug. Nogle enkelte trodser ethvert Dyrkningsforsøg, men ellers er de gennemgaaende taknemmelige og lette at have med at gøre. De her anførte Højdeangivelser er kun tilnærmelsesvise. Skaftene strækker sig nemlig eftersom Blomstringen skrider frem, og Jordbundsforhold ligesom andre Kaar indvirker ogsaa paa Plantens Højdevækst.P. acaulis. 10–12 cm. Bladene ovale, buklede. Blomsterne enlige, store, bleggule. Varieteter findes med hvide, røde, violette, lilla, enkelte og fyldte Blomster, ligesom man ogsaa har Former med kronbladagtigt Bæger. Plantes i Halvskygge i muldet Jord; ynder Kalk.P. auricula, »Aurikel«. Alperne. 10–12 cm. Bladene glatte; Blomsterne i faablomstret Skærm, lysgule. Planten noget melet. Selve Arten dyrkes sjældent, des mere Hybriderne medPrimula hirsuta(Have-Aurikel). Plantes i vandrette eller svagt hældende Klipperevner.P. auriculata, 25 cm. Persien. Blomsterne i Skærm, fladkravede, karminrøde. April. Maj. Muldet, kraftig, halvfugtig Jord; ikke fuld Sol.P. Beesiana. 40 cm. Yunnan (Kina). Bladene langstrakt ovale, matgrønne, tandede; Blomsterne i Etager, karminrøde med gult »Øje«. Voksekaar som foregaaende. Juli.P. Bulleyana. 40 cm. Kina. Blomsterne orangebrune i rigtblomstrende Kranse. Ynder muldet, kraftig Jord, fugtig Vokseplads, ikke fuld Sol.P. capitata. 20 cm. Himalaya. Bladene elliptisk–lancetformede, melede paa Undersiden. Blomsterskaft og Knopper, tæt hvidmelede. Blomsterne mørkviolette, ofte vellugtende, i tætte, hovedformede Skærme. Juni. Muldet kraftig Jord, vel afdrænet, men ikke for tør.P. Clusiana. 8 cm. Bladene ovale, helrandede. Skærmen faablomstret med karminrøde Blomster. April. Plantes i vandrette Klipperevner i sten- og grusblandet Mosejord, helst paa nordvendt Stenhøj.P. Cockburniana. 25 cm. Kina. Bladene aflangt ovale, matgrønne, bølgede i Randen; Blomsterne i flere Kranse, den ene over den anden, appelsinrøde. Maj–Juni. Planten er to-aarig. Frøudsæd i Potter, derefter Prikling i Kasser, Overvintring i Bænk og Udplantning i det tidlige Foraar i muldet, kraftig, ikke for tør Jord.Fig. 83Fig. 83. Saxifraga apiculata.P. cortusoides. Japan. 20 cm. Bladene bredt ovale med hjærteformet Basis, tydeligt stilkede. Blomsterne lyskarminrøde i flere Etager. Juni–Juli.P. denticulata. Himalaya. 30–40 cm. Bladene aflangt ovale, noget bølgede i Randen, mer eller mindre melede (navnlig Varieteten:caschmeriana, som er større og kraftigere end Arten). Blomsterne lilla i tæt hovedformet Skærm. Muldet, kraftig Jord, ikke fuld Sol.P. elatior. Bladene som hosP. acaulis. Blomsterne i Skærm, lysgule med flad Krave. Skygge eller Halvskygge; muldet Jord.P. farinosa. SeVandplanterne.P. frondosa. Balkan. 10–15 cm. Bladene ægformet–ovale, hvidmelede især paa Undersiden. Skærmen rigtblomstret, Blomsterne rødlilla; April.P. grandis. Kaukasus. 30–40 cm. Bladene store, stilkede. Blomsterne smaa, gule, talrige, hængende i Skærm. Fugtig, muldet, kraftig Jord. Halvskygge.P. hirsuta. 10–15 cm. Bladene omvendt ægformede, savtakkede. Blomsterne karminrøde, lysere i Svælget.P. integrifolia. 5–8 cm. Bladene bløde, svagt haarede. Skaftet faablomstret, meget kort, Blomsterne dybtrøde. Plantes i vandrette Klipperevner.P. involucrata. Himalaya. 20 cm. Bladene ægformet–ovale med tydelig Stilk. Blomsterne hvide eller bleglilla. Maj–Juni. Muldet, ikke for tør Jord. Overvintrer ikke altid lige godt.P. japonica. Japan. 25 cm. Bladene langstrakt ovale, grovt savtakkede; Blomsterne i Kranse, karminrøde, mørkere mod Svælget. Juni. Af denne findes en Del forskellige Farvevarieteter.P. Juliæ. Transkaukasien. 8 cm. Bladene nyreformet–ovale med hjærteformet Basis. Blomsterne karminrøde, talrige, enkeltvis, paa ret lange Stilke af Størrelse somP. acaulis' Blomster. Maj. Fordrer muldet, halvfugtig Jord, Halvskygge eller Plads paa Nordsiden af Stenhøjen.P. leucophylla. Karpatherne. 20 cm. Ligner ganskeP. elatior, er blot noget hvidfiltet, navnlig paa Bladenes Underside. April. Taaler en tør Vokseplads.P. longiflora. 15–20 cm. Staar nærP. farinosaogfrondosa, men Blomsterne er betydelig større og mere langkronede, ligesom Blomsterstanden har færre Blomster. Juni. Fugtig, muldet, veldrænet Jord. Nordside.P. luteola. SeVandplanterne.P. marginata. 10–15 cm. Stængel ofte udviklet over Jorden, beklædt med gamle Bladrester. Bladene omvendt ægformet–kileformede, tandede, tæt gulmelede især i Randen; Blomsterne lilla i 5–10 blomstrede Skærme. Juni.P. minima. Kun faa cm høj. Udvikler let Sideskud, saa at den efterhaanden kan danne tætte Bevoksninger. Bladene kileformede, takkede; Blomsterne lyskarmin, enlige eller faa sammen. Plantes i vandrette Klipperevner i grusblandet Mosejord helst paa Nordsiden af Højen.P. officinalis. Blade somP. acaulis; Blomster i Skærm, orangegule med oppustet Bæger. Der findes en Varietet med rødlig Krone. Plantes i Sol eller Halvskygge, muldet eller svær Jord.P. pulverulenta. Kina. 20–30 cm. Staar nærP. Beesinia. Bladene er bredere, stærkere grønne, fint buklede, fint tandede. Blomsterne karminrøde med mørkt »Øje«. Juni–Juli. Muldet, kraftig, ikke for tør Jord.P. rosea. Himalaya. 10–20 cm. Bladene friskgrønne, aflangt ovale, fint takkede i Randen. Blomsterne af en enestaaende straalende lys rosenkarmin Farve. Plantes i muldet, fugtig Jord. April.P. Sieboldi. Japan. 25 cm. Bladene tydeligt stilkede, æg–hjærteformede–hjærtenyreformede med lappet Rand. Blomsterne i Skærm, røde. Maj. Talrige Varieteter, storblomstrede og i prægtige rene og sarte Farver.P. sikkimensis. SeAfdelingen om Vand- og Moseplanter.P. villosa. 5–10 cm. Bladene omvendt ægformede, noget kirtelhaarede; Skærmene 3–10-blomstrede; Kronen rød. Maj.P. viscosa. 8 cm. Bladene ægformet–elliptiske, savtakkede. Blomsterne karminrøde, faa i Skærmen. April.P. Wulfeniana. Bladene stive, elliptiske, helrandede, mørkegrønne. Blomsterne faa i Skærmen, karminrøde. Juni.Pulsatilla, »Kobjælde«. Henregnes ofte under SlægtenAnemone, men kan dog paa Grund af sit karakteristiske Ydre og visse botaniske Karakterer med en vis Ret opretholdes som en egen Slægt. Krone mangler, medens Bægeret er stort, kronbladagtigt, gærne silkehaaret udvendigt; noget nedenfor Blomsten sidder et dybtdelt Svøb. Løvet er hos de fleste Arter dobbelt eller tredobbelt fjersnitdelt med smalle Afsnit.Alle Arterne er smukke Planter, som er særdeles anvendelige paa Stenhøj. De trives gennemgaaende godt paa Lyngpartiet. Holder ikke af Omplantning; de unge Planter maa derfor anbringes et Sted, hvor de kan faa Lov at blive og udvikle sig til store Blokke.P. alpina. 30 cm. Svøbbladene ligner Løvbladene i Form. Blomsterne hvide, udvendig af og til med violet Anstrøg. Ynder Kalk. Varietetensulphureahar svovlgule Blomster, den vokser i Naturen ikke paa Kalkbjærge, men kun paa Urfjæld.P. Halleri. 15–20 cm. Blomsterne oprette, mørkviolette. Maj. Bladene dobbelt fjersnitdelte.Fig. 84Fig. 84. Saxifraga apiculata i tæt Tæppe.P. montana. Blomsterne halvt nikkende, mørkviolette, sjældent blaalige, rødlige eller hvidlige.P. patens. Grundbladene haandformet tredelte med tredelte Afsnit. Blomsterne blaaviolette, oprette.P. pratensis(ogsaa kaldetP. nigricans). 25–30 cm. Blomsterne ret smaa, nikkende, mørkviolette eller skiddent lysviolette. Kan trives paa næsten rent Sand. April–Maj.P. vernalis. Denne ogP. patenser af lavere Vækst end de øvrige Arter, under Blomstringen næppe mer end 8–12 cm. Bladene enkelt fjersnitdelte med brede, lappede Afsnit. Blomsterne blege, udvendig med violet Anstrøg; Haarene paa Blomsten er rustbrune. Maj.P. vulgaris. Blomsterne store, violette, oprette. Bladene tredobbelt fjersnitdelte.Ramondia. Bladene, der er samlede i en flad Rosette, er brede, rynkede, beklædte med rustfarvede Haar. Blomsterne 3–4 sammen paa bladløse Stængler fra Bladhjørnerne, de er lilla med gule Støvdragere. R. bør plantes paa Afsatser paa Grottevægge, hvor Solens Straaler ikke naar hen, i muldet, jævn fugtig Jord. Af Arter skal nævnesR. pyrenaica og R. serbica, der staar hinanden meget nær.R. Nathaliæer kun en Varietet af sidstnævnte Art.Ranunculus alpestris. 5–10 cm. Bladene frisk grønne, dybt delte; Blomsterne hvide, enkeltvis eller faa sammen. April. Maa dyrkes i gruset, fugtig Jord.R. amplexicaulis. 25 cm. Grundbladene udelte, elliptiske, glatte. Blomsterne hvide. Juni.R. anemonoides. Bladene dobbelt tredelte med fligede Bladafsnit, de udvikles gærne først, efter at Planten har blomstret. Blomsterne hvide med talrige smalle Kronblade. April. Fordrer porøs, kølig Jordbund.R. glacialis, »Is-Ranunkel«, vokser paa de højeste Bjærgtinder og blomstrer, medens Sneen endnu smelter omkring dens Fod. Bægeret er klædt med brunlige Haar; Kronen hvid eller oftere rødlig. Er særdeles vanskelig at faa til at trives i Kultur; maa have kold, porøs, fugtig Jordbund.R. gramineus. Europa, N. Afrika. 30 cm. Bladene lange, smalle, udelte. Blomsterne gule paa slanke Stilke. Maj–Juni. En smuk lille Plante, der ser bedst ud plantet uregelmæssigt og i Mængde imellem andre lavere Stenhøjsplanter. Ranunklens Blomster hæver sig da betydeligt op over den anden Plante. Visner ret tidligt paa Sommeren, men de unge Blade for det følgende Aars Vækst begynder allerede at skyde frem inden Vinteren.R. hybridus. 10 cm. Bladene glatte, blaaduggede, takket-lappede i Spidsen. Blomsterne gule.R. parnassifolius. 20cm. Ligner en DelR. amplexicaulis, men Bladene er hjærteformede og Blomsterne større; Planten noget lavere af Vækst.R. pyrenæus. Alperne, Pyrenæerne. Bladene smalle, udelte, glatte. Blomsterne hvide, 4–6 sammen i Standen. Ynder gruset muldet Jord. Nordsiden af Stenhøjen.R. rutifolius. LignerR. anemonoides, men har færre og bredede Kronblade; Bladene er gærne udviklede, naar Blomstringen finder Sted.R. thora, 10–20 cm. LignerR. hybridus, men er større og kraftigere, Bladene er store, nyreformede, fint savtakkede. Trives i en ikke for tør grusblandet Græstørvejord.Fig. 85Fig. 85. Saxifraga Burseriana.Romneya Coulteri. Er egentlig en for stor Plante at sætte paa Stenhøjen, men da den ikke kan trives paa flad Jord, og da det er en prægtig Plante, kan det dog forsvares at anbefale den. Den hører til Valmuefamilien, har blaaduggede, indskaarne Blade og hvide Blomster af Størrelse som den orientalske, røde Valmue. I Midten af Blomsten sidder en Mængde gule Støvdragere. R. fryser ned til Basis hvert Aar og bør dækkes om Vinteren. Dens underjordiske Dele gaar vidt omkring, og ofte kan Skud bryde frem i en betydelig Afstand fra Hovedplanten. Plantes i fuld Sol.Rubus arcticus. Arktiske Egne. 10 cm. Urteagtig. Bladene trekoblede med savtakkede Smaablade. Blomsterne enkeltvis, karminrøde. Maj. Plantes i fugtig Lyngjord.Sagina subulata. Danner tætte smaa Tuer, kan ogsaa blive tæppedannende. Løvet frisk-grønt. Blomsterne hvide. Trives meget let paa fugtig Sandjord, Mosejord eller Lyngjord. En Varietet har gule Blade.Salix. Nogle af de alpine og arktiske Arter af denne Slægt er Dværgbuske eller næsten urteagtige, ganske lave Planter. Heraf skal særlig nævnes:S. herbaceahar underjordiske, krybende Skud og korte overjordiske Skud med ovalt–kredsrunde Blade. Breder sig let i en grusblandet Mosejord.S. reticulata. Grenene nedliggende med elliptiske Blade, der er netformet–rynkede, paa Undersiden blege. Grusblandet Mosejord; Nordsiden af Højen.Sanguinaria canadensis. »Blodurt«. Nord Amerika. 15–20 cm. Bladene matgrønne, nyreformede, rundtakkede og uregelmæssigt lappede. Blomsterne hvide med c. 8 Kronblade; Blomsterstilke og Bladstilke skøre, rødlige, indeholder en rustrød Mælkesaft. April. Der findes en fyldtblomstret Varietet.Saponaria cæspitosa. Pyrenæerne. Bladene er samlede i Rosetter. De rosenrøde Blomster er tæt samlede paa korte, kraftige Stængler. Den ynder en sandet Jord.S. ocymoides. Planten grenet, tæppedannende. Blomsterne rosenrøde. Trives meget villigt overalt paa Stenhøjen. Formeres ved Deling.Saxifraga, »Stenbræk«. Arterne af denne Slægt, der kan tælles i 100-vis, er særdeles anvendelige til Stenhøj. De er meget forskellige i Voksemaade. Der findes baade enaarige, toaarige og fleraarige Arter, der er grove Arter somMegasea-Afdelingen og meget fine smaa Arter somS. cæsiaogS. retusa; nogle Arter har Bladene i Rosetter, atter andre har grenede, bladede Skud, nogle har udelte, andre dybt indskaarne Blade. Ejendommelig for en Mængde Saxifraga er en Udskilning af Kalk navnlig i Bladranden; Bladene faar derved et graat eller hvidligt Udseende.S. aizoides. Planten har nedliggende Grene og smalle, stedsegrønne Blade og er tæt tæppedannende. Blomsterne kan være rent gule, orangegule eller dybt orangerøde. Vokser i Naturen mest langs Elve og i fugtige Ur, ynder derfor en fugtig Vokseplads, men kan dog ogsaa vokse paa noget tørrere Bund.S. aizoondanner en Mængde Rosetter faa cm i Gennemsnit, den ene tæt ved den anden, saa at den bliver tæppedannende. Bladene smalle, tungeformede med hvide Kalkpunkter i Randen. Blomsterstandene grenede, Blomsterne hvide. Meget villig; plantes bedst i Revner mellem store Sten eller blandt løse Sten. En meget variabel Art.S. Andrewsii. Voksemaade som foregaaende; Rosetterne er dog langt større, Bladene er frisk grønne. Blomsterne hvide med røde Prikker, samlede i en forgrenet Stand. Anses for at være af hybrid Oprindelse.S. apiculata. Danner tætte Puder og Tæpper, Bladene smaa, tætsiddende. Blomsterne bleggule, 6–8 paa hver Stængel i det tidlige Foraar. Udmærket til Plantning i Mængde. Taaler Sol og ret tør Vokseplads.S. aspera. Danner store, tætte Tæpper. Bladene smalle, randhaarede. Blomsterne i grenet Stand, ret faa i Tal, gullighvide. Ynder ret fugtig Vokseplads paa nordvendt Skraaning.S. bronchialis. Tæppedannende. Bladene noget bredere end hos foregaaende; Blomsterne gullige med røde Punkter. Trives meget let.S. Burseriana. 10 cm. Danner tætte smaa Puder. Bladene smalle, sylformede, blaaliggrønne; Blomsterne enkeltvis eller to sammen paa Stængelen, store, hvide. April. Bør plantes i smalle Revner paa sollys Plads. Ynder Kalk.S. cæsia. 10 cm. Hører til de mindste af Slægten. Bladene meget smaa, graa af Kalkudsondring, samlede tæt i Rosetter, der tilsammen danner smaa, toppede Puder; Blomsterne hvide. Plantes i smalle Revner mellem Sten i fuld Sol, men med rigelig Fugtighed. Ynder Kalk.S. cochlearis. Bladene linieformede, graalige af Kalkudsondringer i Randen, samlede i Rosetter. Disse meget talrige, saa at Planten bliver pude- eller tæppedannende. Blomsterne hvide i rigtforgrenede Stande.S. cotyledon. Alperne, Norge. Kaldes sidstnævnte Sted»Bergfrue«. En overordentlig pragtfuld Art. Den danner store Rosetter af noget kødede Blade. Fra Midten af Rosetten frembryder den store, rigt forgrenede, topformede Stand med Hundreder af hvide Blomster. Efter Afblomstringen visner Rosetten, men Plantens Liv fortsættes af Side-Rosetterne. Plantes i vandrette og lodrette Klipperevner i Sol eller Halvskygge. Af denne findes Varieteternepurpurascensogpyramidalis.S. crustata. Voksemaade somS. aizoon, men Bladene er mindre og mere graalighvide af Kalk. Blomsterne hvide, rødplettede i den nedre Halvdel af hver Kronflig. Plantes i smalle Revner.
Fig. 76Fig. 76 Iberis sempervirens. Enkelt Plante.
Fig. 76 Iberis sempervirens. Enkelt Plante.
Erigeron aurantiacus. Nord Amerika. 25 cm. Blomsterne orangegule. Er tilbøjelig til at bastardere med andre E.-Arter og derved udarte.
E. compositusfra Nord Amerika, Grønland o. a. arktiske Egne. 20 cm. Har flere Gange snitdelte Blade med smalle Afsnit. Randkronerne er lyslilla, Skivekronerne gule. Juni.
E. glabellus. Nord Amerika. Randkronerne lavendelblaa, Skivekronerne gule. Varietetenalpinuslavere end Hovedarten.
Disse Arter formeres let ved Deling og plantes imellem løse Sten eller i brede Spalter i Stenblokke.
Erinus alpinus. 10 cm. Danner løse Tuer. Bladene smaa, smalle, rundtakket–savtakkede. Blomsterne karminrosa i Klaser. Maj. Bør ofte omplantes. Den opfører sig ofte som to-aarig. Formerer sig let ved Selvsaaning.
Eriogonum flavumogumbellatumfra Nord Amerika er tæppedannende Planter med gule Blomster i tætte, hovedformede Stande i Juli. Fordrer tør og solrig Vokseplads.
Erodium macradenum. Pyrenæerne. 20 cm. Bladene flere Gange fjersnitdelte, graaliggrønne. Blomsterstænglerne 2–3-blomstrede; Blomsterne blegrøde med mørkere Aarer, 2 af Kronbladene med en mørk Plet. Juni. Plantes i Revner mellem Sten i fuld Sol.
E. Manescavi. 30 cm. Bladene dobbelt fjersnitdelte, mørkegrønne, stærkt haarede især paa Stilken. Blomsterne store, 2–5 paa hver Stængel, karmoisinrøde, to af Kronbladene med en hvidspættet Plet ved Basis. Juni.
Eryngium alpinum. 50–60 cm. Blomsterne smaa, men samlede i et stort, aflangt Hoved. Det, der gør Planten saa dekorativ, er navnlig de pragtfulde Svøbblade, som sidder nedenfor Blomsterhovedet, de er tornede og af en livlig blaaviolet Farve. Har dybtgaaende Rødder og maa derfor plantes paa et Sted, hvor der er fri Adgang for disse.
E. glaciale. Spanien. Bladene fjersnitdelte med lange, tornede Afsnit. Blomsterhovederne lilla, omgivne af grønne og lilla, tornede Svøbblade. Rødderne meget dybtgaaende. Plantes i smalle, dybe Revner i porøs Jord.
Erysimum Kotschyanum. Lille Asien. 5 cm. Danner smaa, tætte Tuer eller Puder. Bladene liniedannede; Blomsterne store i faablomstret Halvskærm. Maj. Plantes i vandrette Spalter i vel afdrænet Jord.
E. pachycarpum. Himalaya. Bladene smalle. Blomsterne orangegule i Klase. Plantes paa lun Plads mellem løse Sten.
Euphorbia capitulata. Grækenland. 10 cm. Skuddene bløde, tætbladede, Bladene smaa, graagrønne, elliptiske, glatte; Blomsterne gule. Frugtkapslerne orangegule. Juni. Plantes i vandrette Klipperevner; breder sig ved underjordiske Udløbere mellem Stenene.
E. myrsinitis. Syd-Europa. 30 cm. Skuddene overvintrende, kraftige, tætbladede, Bladene bleggrønne. Blomsterne gule, udvikles tidligt om Foraaret. Efter Blomstringen dør Skuddet, men ny Skud fremkommer fra Basis næste Aar. Plantes i lodrette Klippevægge i fuld Sol.
Fig. 77Fig. 77. Iberis sempervirens. Lav og storblomstret Have-Varietet.
Fig. 77. Iberis sempervirens. Lav og storblomstret Have-Varietet.
Frankenia hirsuta. 5–8cm. Skuddene talrige, næsten traadfine, nedliggende eller halvtoprette, Planten derved tæppedannende; Bladene meget smaa og smalle, graagrønne. Blomsterne enkeltvis, smaa, lysrødlilla. Juli–August. Taaler Sol.
Genista sagittalis. 15–20 cm. Skuddene flade, vingede. Blomsterne gule i endestillede Klaser. Danner faste, tætte Planter, der trives paa Stenhøjens mest udsatte Steder.
Gentiana acaulis. En af de mest pragtfulde Stenhøjsplanter. Blomsterne enlige, store, mørkeblaa, tragtformede. De blomsterløse Skud ganske korte og tætsiddende. Planten derved af tæppedannende Karakter. Den kan trives paa flad Jord og finder der ofte Anvendelse som Kantplante. I sandet Jord vil den ikke blomstre, man maa derfor give den en nogenlunde svær Jord at vokse i. Formeres let ved Deling.
G. asclepiadeaer en stor Staude med æg–lancetformede Blade op ad Stængelen og talrige Blomster i Toppen. Fordrer muldet Jord og Skygge eller Halvskygge; passer bedst i store Kløfter mellem Bregner. Der findes en Form med hvide Blomster.
G. bavarica. Af Voksemaade somacaulis, men meget mindre og spædere end denne. Blomsterne rørformede med flad Krave, straalende blaa. Vanskelig at dyrke. Plantes paa Morænebed eller dog i al Fald i grusblandet Mosejord paa et Sted, hvor den ikke udsættes for Udtørring.
G. septemfida. Orienten. Har talrige Skud med tætsiddende Blade og flere blaa Blomster samlede i Spidsen af Stængelen. Nøjsom og villig; formeres ved Deling. Juli.
G. vernaligner en DelG. bavaricaog er som denne vanskelig at dyrke. Grundbladene rosetteformigt samlede, større end Stængelbladene; Blomsterne azurblaa.
Geranium argenteumhar silkehaarede, næsten sølvglinsende Blade og blegrøde Blomster.
G. cinereum. Bladene haarede; Blomsterne blegrosa med mørkere røde Aarer. Begge Arter, som stammer fra Pyrenæerne, er lave Planter, 5–10 cm., som bedst sættes paa en solrig Plads imellem større Sten i porøs og let Jord.
G. sanguineum. Af denne prægtige her i Landet vildtvoksende Art findes en Varietet med nedliggende Skud; denne egner sig fortrinligt til Plantning paa tørre Skrænter. Varietetenlancastriensehar rosa Blomster med mørkere Aarer.
Geum montanum. 10–12 cm. Bladene fjersnitdelte med større rundtakket–lappet Endeafsnit, haarede; Blomsterne enkeltvis eller faa paa hver Stængel, gule c. 3 cm i Gennemsnit. Plantes i grus- og kalk-blandet Mosejord.
G. reptans. Har krybende Udløbere. Bladene fjersnitdelte; Blomsterne gule. Plantes paa halvskyggede Steder i stenet Jord.
Globularia cordifolia. En lille, ganske lav Plante med nedliggende Grene og smaa, udrandede Blade. Blomsterne meget smaa, blaa, i kugleformede Hoveder. Plantes i en Blanding af Mosejord, Græstørvejord og Grus.
Gunnera magellanicastammer fra den sydligste Del af Syd Amerika. Bladene er kredsrundt–nyreformede, Blomsterne ubetydelige. Breder sig ved Udløbere og dækker snart større Flader. Trives i muldet, fugtig Jord paa halvskygget eller nordvendt Stenhøj.
Gypsophila cerastioides. Himalaya. 10 cm. Tæppedannende. Bladene smaa, bredt elliptiske, haarede; Blomsterne hvide med røde Aarer; blomstrer rigt og længe og trives meget villigt. Bør omplantes af og til.
G. repens. Stænglerne nedliggende og halvt oprette, rigtbladede; Bladene smalle, blegt blaagrønne; Blomsterne hvide eller blegrøde i aabne Stande. Planten kan brede sig over større Flader og paa Grund af sin rige Forgrening og Bladmængde dække Underlaget ganske; da den tillige er nøjsom, egner den sig godt til Brug paa grovere Stenpartier, anvendes den paa smaa Anlæg, bør den forynges ret hyppigt, da den ellers snart bliver for fordringsfuld med Hensyn til Plads.
G. transsylvanica. Ungarn. Danner tætte smaa Tuer af smalle, blaagrønne Blade; Blomsterne hvide. Plantes i smalle Revner mellem Sten.
Haberlea rhodopensis. Balkan. 12–15 cm. Hele Planten haaret; Bladene grundstillede, aflangt ægformede, grovt savtakkede, noget læderagtige. Skaftet bærer 4–5 tragtformet–rørformede, lilla, svagt uregelmæssige Blomster. Plantes bedst paa Afsatser paa Grottevægge i muldet Jord og paa beskygget Sted.
Hacquetia epipactis. En beskeden, men taknemmelig lille Planteart med grundstillede 3–5-lappede Blade og gulgrønne Blomster i en tæt Skærm omgivne af ligeledes gulgrønne Svøbblade, der udvikles i det tidlige Foraar. Ynder fugtig og muldet Jord.
Helianthemum oelandicumogH. vulgare, »Soløje«er Dværgbuske med nedliggende Grene og smukke, gule Blomster. Den førstnævnte er den bedste, den danner tætte Tæpper og frembringer en Mængde Blomster. Plantes i grusblandet Lyngjord, den bør forynges af og til, da 2–4-aarige Planter er smukkest.H. vulgare, som vokser vildt her i Landet paa tørre Bakker, er meget nøjsom og kan plantes paa enhver sollys Plads.
Helxine Soleirolii. Korsika. 1 à 2 cm. Hører til Nældefamilien, og Blomsterne er som hos alle andre Arter af denne Familie ganske ubetydelige. Det er dog en meget smuk lille Urt, idet Løvet er af en herlig frisk, grøn Farve, og Planten i Løbet af Sommeren breder sig ud som et fladt Tæppe over Underlaget. Plantes paa fugtige, skyggede Stenvægge eller paa porøse Sten. Den lider hurtigt af Efteraarsfrosten, men skyder gærne paa ny om Foraaret.
Fig. 78Fig. 78. Linaria pallida i Haveselskabets Have.
Fig. 78. Linaria pallida i Haveselskabets Have.
Hepatica. 12–15 cm. høje Planter, Bladene bliver siddende paa Planten i halvvissen Tilstand Vinteren igennem. Blomsterne udvikles tidligt om Foraaret, inden de ny Blade fremkommer. Blomsterne har kronbladagtigt farvede Bægerblade, et 3-delt grønt Svøbblad sidder tæt under Blomsten. Plantes i Muldjord i Halvskygge f. Eks. i store Kløfter og er af bedst Virkning, naar de er anbragte et saadant Sted i store Mængder. Ogsaa fortrinlige som Indfatningsplanter.
H. angulosa. Ungarn. Bladene nyreformede, 3-lappede med lappet–tandede Afsnit. Blomsterne lysblaa med talrige Bægerblade. Marts, undertiden allerede Februar. Der findes ogsaa Former med rosenrøde og hvide Blomster.
H. triloba, »Adelkløver«. Europa, ogsaa Danmark. Bladene regelmæssigt 3-lappede. Blomsterne med 5–7 blaa Bægerblade. Blomstrer Marts–April. Der findes Varieteter med hvide, røde, blegrøde, violette Blomster samt dobbelte Former med blaa og røde Blomster.
Herniaria latifolia. Lav, tæppedannende Urt med graagrønne Blade og ubetydelige Blomster. Taaler Sol og tør Bund.
Hippocrepis comosa. Bladene uligefinnede, mangeparrede. Blomsterne samlede i Hoved, gule, minder en Del om»Kællingetand«sBlomster. Plantes imellem løse Sten eller i Klipperevner, saaledes at Grenene kan lægge sig ud over Stenene. Ynder Kalk.
Homogyne alpina. 25 cm. Bladene nyreformede, grundstillede. Blomsterne samlede i en enkelt Kurv i Spidsen af Stænglerne. Ynder muldet Jord og Halvskygge samt Fugtighed. Plantes bedst paa Afsatser paa nordvendte Stenvægge.
Horminum pyrenaicum. Alperne, Pyrenæerne. 15 cm. Bladene brede i løse Rosetter. Blomsterne violette i Kranse op ad Stængelen. Trives næsten overalt paa Stenhøjen, bliver yppigst og smukkest i Halvskygge, men faar mere sit naturlige Udseende paa lysere Pladser.
Houstonia coerulea. Nord Amerika. 3–5 cm. Danner smaa, tætte Tuer af lysgrønne Blade. Blomsterne paa traadfine Stilke, lysblaa med gult »Øje«. Fordrer moseagtig fugtig Jord for at trives.
H. serpyllifolia. Nord Amerika. Ligner foregaaende. Stænglerne mere nedliggende.
Hutchinsia alpina. 8–10 cm. Bladene smaa, fjersnitdelte, frisk grønne, Blomsterne hvide i Klaser. Danner tætte Tæpper, og da den holder sig med friske Blade hele Vinteren, naar Kulden ikke bliver altfor stræng, kan den anbefales til almindelig Plantning. Meget nøjsom og villig; bør omplantes af og til.
Hypericum coris. 20 cm. Orienten. Bladene linieformede, kransstillede. Blomsterne gule i topformede Stande. Juli. Plantes i vandrette Klipperevner og mellem løse Sten.
H. fragile. 5–8 cm. Skuddene svage, nedliggende eller halvt oprette. Bladene smaa, glatte, ovale, graagrønne; Blomsterne store, gule, enkeltvis eller faa sammen. Juli.
H. orientale. Lilleasien. Bladene korsvis modsatte, matgrønne. Blomsterne bleggule.
H. polyphyllum. 20–25 cm. Bladene smaa, elliptiske, mat blaagrønne; Blomsterne enlige eller faa sammen, 6 cm i Diameter. Juli.
Hypochoeris uniflora. 30 cm. Bladene bleggrønne, grundstillede, Blomsterskaftet opret, rankt, ender med en stor Kurv at lysgule Blomster. Behandles som Arnica.
Iberis sempervirenser en svagt forveddet Plante med smalle, mørkegrønne, stedsegrønne Blade og hvide Blomster i Klase. Egner sig bedst til Plantning i lodrette Stenvægge, i Mure eller paa store Stenblokke, som den efterhaanden kan helt tildække. Formen»Little gem« danner meget mindre og tættere Planter end Hovedarten, derfor bedre til mindre Stenpartier.
I. stylosa. Danner tætte Planter med talrige Skud besatte med smalle, noget kødfulde Blade. Blomsterne hvide eller bleglilla i rigtblomstret Halvskærm. Toaarig eller fleraarig.
Incarvillea grandiflora. Kina. Har store, tragtformede Blomster, den ligner noget den kendte smukke StaudeI. Delavayi, men er lavere af Vækst og har en- eller to-blomstrede Stængler. Plantes i Sol eller Halvskygge paa dybmuldet, fugtig, vel drænet Jord.
Inula acaulis. Lille Asien. Ganske lav af Vækst med glatte Blade og gule Kurve, som ikke hæves op over Løvet.
Iris histrio. Palæstina. Regnes ofte som en Varietet af følgende, men blomstrer endnu tidligere, og Blomsterne er blaa med hvidt. Plantes paa en lun Plads.
I. reticulata. Kaukasus. Bladene er smalle, firesiddede, vokser i Længden efter Blomstringen. Blomsterne violette, vellugtende (omtrent som Violer) i April, undertiden allerede i Marts. En prægtig, villig og meget taknemmelig Plante, som kan plantes i porøs Jord paa Stenhøjen, men forøvrigt ogsaa kan trives i en almindelig Stauderabat.
Et stort Antal andre Iris-Arter egner sig paa Grund af deres lave Vækst og deres smukke Blomster til Plantning paa Stenhøj, men mange af disse kan ogsaa dyrkes med Held andre Steder i Haven. En særlig Gruppe af Iris—hørende til en Afdeling, som hedderOncocyclus—er vanskelige at dyrke og er i det hele ikke prøvet meget her i Landet. [Fodnote: De som maatte ønske at studere disse pragtfulde Iris henvises til R. Irwing Lynch: The book of the Iris.] Men skal de lykkes hos os paa Friland, maa de ubetinget dyrkes paa Stenhøj, hvis man da ikke er nødt til at dyrke dem i Koldbænk. Den bekendteste af denne Iris-Gruppe erIris susiana, Englændernes»Mourning Iris«, Tyskernes»Wittwe in Trauer«, som kaldes saaledes paa Grund af de flødefarvede Blomsterblade, der er tæt tegnede med mørkebrunt. Denne er faktisk haardfør her i Landet og har i vor botaniske Have blomstret et Par Aar i Træk.
Fig. 79Fig. 79. Nepeta Mussini.
Fig. 79. Nepeta Mussini.
Jasione perennis. Blomsterne smaa lysblaa, samlede i tætte Hoveder. Juni–Juli. Plantes i Halvskygge eller paa nordvendte Skraaninger.
Leontopodium alpinum, »Edelweiss«er med sine Varieteter spredt over Europas og Asiens Bjærge. Danner tætte Tuer af smalle, graalige Blade. Fra Tuerne udskyder Blomsterstænglerne, der ender med en Samling smaa Kurve, tilsammen omgivne at flere Rækker tæthvidfiltede Blade. At Edelweiss skal være vanskelig at dyrke, er en Fabel. Plantet i let, porøs Jord og udsat for fuld Sol trives den ganske fortrinligt og blomstrer rigt hvert Aar. Den kan formeres let baade ved Deling og Frøudsæd. De Varieteter, der udbydes under særlige Navne somaltaicum sibiricumo. s. v. er næppe meget afvigende fra selve Arten; den der hedderjaponicumer meget afvigende, men af ringe Værd.
Linaria alpinaer en spæd Plante, som bedst trives paa Skraaninger med porøs, let Jord belagt med løse Sten. En Gang plantet paa et saadant Sted, holder den sig fremtidig ved Selvsaaning. Blomsterne er violette med orangegult Gab. Blomstrer hele Sommeren.
L. cymbalariahar lange, tynde, nedliggende Skud med nyreformede, noget lappede Blade, og lysviolette Blomster. Man bør kun plante denne, hvor den kan faa Lov til at brede sig, som den vil; thi den er næsten ikke til at udrydde igen, hvor den har vundet Indpas. Gamle Mure er en udmærket Vokseplads for den. Heraf en hvidblomstret Form.
L. hepaticifolia. Korsika. Skuddene skøre, nedliggende, krybende; Bladene nyreformede, trelappede, tegnede med hvidt langs Nerverne; Blomsterne blegviolette, enkeltvis i Bladhjørnerne. Fugtig Vokseplads, ynder fuld Sol.
L. pallidabreder sig meget stærkt ved underjordiske Skud. Den er nær beslægtet medL. cymbalaria, men har foruden den afvigende Vækst mindre Blade og mørkere violette Blomster. Anvendelse somL. cymbalaria.
L. pilosaer ogsaa af samme Type, den er fladt udbredt paa Jorden og tæt tæppedannende. Den er ikke saa vanskelig at faa udryddet som de to andre, undtagen naar den er vokset ind i andre lave Planter. Kan man sørge for at holde disse Planter indenfor visse Grænser, bør man ikke foragte dem, da de alle er smukke, hver paa sin Vis, navnlig kan en tæt BevoksningL. pallidai Blomst være af ganske pragtfuld Virkning.
Linum campanulatum, 30 cm. Af almindelig Staudetype. Blomsterne gule. Vil gærne have en varm Vokseplads.
Lithospermum fruticosum. Svagt træagtig med smalle, haarede Blade. Blomsterne blaa eller purpurfarvede. Juni. Plantes i fuld Sol i kalkblandet Jord.
L. purpureo-coeruleum. De ikke blomstrende Skud lange, overhængende eller nedliggende, ofte rodslaaende, de blomstrende mere oprette. Bladene lancetformede; Blomsterne i ret store Stande, purpur og blaa. Halvskygge og kalkholdig, muldet Jord. Kræver paa Grund af sin Voksemaade rigelig Plads.
Fig. 80Fig. 80. Phlox subulata.
Fig. 80. Phlox subulata.
Lychnis alpina. Danner smaa tætte Tuer af smalle Blade. Blomsterstandene ca. 8 cm høje med talrige karmoisinrøde Blomster. Trives meget villigt og er let at formere ved Deling og Frøudsæd.
L. Lagascæ. Udvikler en Rigdom af Skud med blaagrønne Blade og rosenrøde Blomster. Formeres let ved Deling og trives paa solrig Plads og i let Jord.
L. viscaria, »Tjærenellike«. Denne, der kan udvikle sig smukt paa almindelige Stauderabatter, kan paa Grund af sin Rigdom af karmoisinrøde Blomster ogsaa anbefales til store Stenhøje, Varietetenfl. pl. med fyldte Blomster er langt pragtfuldere end selve Arten;fl. albohar hvide Blomster.
Meconopsis integrifoliafra Kina hører til de Planter, som dør efter Blomstringen. Bladene er blege, haarede, Stængelen er rank og kraftig, 50–80 cm høj og bærer 6–8 store lysgule Blomster i Toppen. Den er 2–3 Aar om at naa til blomsterdygtig Størrelse, og den trives i muldet, fugtig eller næsten vaad Jord.
Mentha Requieni. Korsika. Har samme lave, tæppedannende Vækst somArenaria balearicaogHelxine, men har som en yderligere Fordel en herlig Vellugt. Blomsterne er smaa, bleglilla. Anvendelse og Behandling som de to nævnte Planter.M. gibraltaricaer af samme Type, men noget kraftigere.
Mertensia primuloides. Himalaya. 10–15 cm. Bladene lancetformede. Blomsterne smukt blaa.
Meum athamanticum. 20 cm. En Skærmplante med mørkegrønt, dobbelt fjersnitdelt Løv med haarfine Smaaafsnit; Blomsterne hvide i Skærm. Plantes i Sol eller Halvskygge i muldet Jord, i Sol faar den mere kompakt Vækst.
Moltkia petræa. Dalmatien. Staar meget nærLithospermum. Det er en lille Halvbusk med smalle, graalige Blade og mørkeblaa Blomster. Bør plantes klemt inde mellem Sten i fuld Sol.
Morisia hypogæa. Stængelløs. Bladene breder sig fladt ud paa Jorden, de er mørkegrønne, fjersnitdelte. Blomsterne rent gule. En ganske prægtig Stenhøjsplante, som fordrer en solrig Plads og stenet Jord.
Mühlenbeckia axillaris. Ny Zeland. Skuddene svagt træagtige, nedliggende og halvt oprette, udvikles i Mængde, Planten derved tæt tæppedannende. Bladene smaa, kredsrunde. Blomsterne ganske ubetydelige. Fortrinlig til Beklædning af stensatte Skrænter.
Myosotis alpestriser næppe andet end en alpin Form af vor almindeligEng-Forglemmigej. Væksten er mere sluttet, og Blomsterne mere intensivt blaa end hos denne. Holder sig dog næppe ren i Kultur.
Nepeta Mussini. Fordrer en tør og solrig Plads. Blomsterne i tætte Aks, lavendelblaa.
Oenothera missouriensisfra det vestlige Nord Amerika har talrige, griffeltykke, rødlige Skud fra samme Rod; Bladene lancetformede ca. 10 cm. lange, grønne med hvidlig Rand og Midtnerve. Blomsterne, som Sommeren igennem udvikles fra Bladhjørnerne, er store, gule, langstilkede. Plantes i vandrette eller lodrette Klipperevner.
Omphalodes Luciliæ. Grækenland, Lille-Asien. 10–15 cm. Bladene glatte, blaagrønne; Blomsterne lillablaa. Maj. Solrig Plads og gruset Jord.
O. verna, »Vaarforglemmigej«, har brede, mørkegrønne Blade og dybblaa Blomster i det tidlige Foraar. Ynder muldet Jord og Halvskygge.
Onosmahører til samme Familie som Forglemmigej, men Blomsterne er lange, rørformede. Hele Planten stærkt haaret, Bladene derved hos de fleste Arter ganske graa. De hører for Størstedelen hjemme i Orienten. Deres hele Habitus viser, at de høre hjemme paa solrige og tørre Steder, og de plantes i Overensstemmelse hermed i Revner mellem Sten paa Stenhøjens solrigeste Steder.
O. albo-roseumgrener sig meget og bliver efterhaanden ret omfangsrig, man maa derfor sætte den et Sted, hvor den faar god Plads at brede sig paa. Blomsterne er gullighvide med lidt rødt.
O. stellulatum. Stængelen opret, ugrenet; Blomsterne gule. Bladene linie–lancetformede.
Origanum pulchellum. Orienten. 15 cm. Bladene ovale, graalig-grønne, Blomsterne rosenrøde. Det mest fremtrædende ved denne Plante er dog de rødtfarvede Dækblade omkring Blomsterne. Plantes i fuld Sol.
Ourisia coccinea. Chile. Bladene mest grundstillede, friskgrønne, hjærteformet–nyreformede. Blomsterstænglerne 25 cm med stilkede, højrøde Blomster. Maa have en lun Plads og er maaske tvivlsom haardfør.
Oxalis enneaphylla. 15–20 cm. Falklands Øerne. Stængelløs eller med meget kort Stængel. Bladene hjulformede med talrige Smaablade, blaagrønne, noget kodede. Blomster enkeltvis, store, hvide. Fordrer kølig Jordbund, plantes derfor bedst paa Morænebred.
Oxyria digyna. 10–20 cm. Bladene samlede ved Grunden, stilkede, nyreformede, glatte, noget kødede. Blomsterne samlede i en tæt forgrenet Top. Blomsterdækket er grønt, men Støvdragerne og Arrene er røde. Ynder en fugtig Vokseplads i muldet, gruset Jord; Nordsiden af Stenhøjen.
Oxytropis-Arterne staar meget nær vedAstragalussaavel med Hensyn til Bladenes og Blomsternes Udseende som i Voksemaade. Hvad der er sagt forud om Astragalus gælder derfor ogsaa for Oxytropis. De plantes bedst i Klipperevner, med god Plads i Dybden for de lange, kødede Rødder. Jordblanding: stenet-gruset Mosejord blandet med Græstørvejord.
Fig. 81Fig. 81. Primula Sieboldii.
Fig. 81. Primula Sieboldii.
O. campestris. 10 cm. Blomsterne gullighvide ofte med violet Anstrøg eller endog helt blaa eller violette. Bladene noget haarede. Juli.
O. Halleri. 10 cm. Blomsterne violette. Bladene tæt silkeharet klædte. Juli.
O. montana. 10 cm. Blomsterne violette. Bladene glatte eller silkehaarede. Juli.
Papaver alpinum. Bladene dobbelt fjersnitdelte. Blomsterne ret store, hvide med gul Midte, eller helt gule. Plantes i grusblandet Jord mellem løse Sten paa solrig Plads.
P. nudicauleanføres som Synonym medP. radicatum. Dennudicaule-Form, som er i Kultur, er imidlertid meget forskellig fraradicatum. Den er højere, kun svagt haaret og har klart gule Blomster. Trives meget let paa solrig Plads.
P. radicatumvokser i Norges Højfjælde, i Grønland o. s. v. Bladene er grundstillede, stivhaarede, fjersnitdelte. Skaftene enblomstrede; Blomsterne blegt grøngule. Maa have en kold, fugtig, stenet Jord.
Pentstemon heterophyllus. Nord Amerika. 30 cm. Hele Planten glat. Bladene linielancetformede. Blomsterne enkeltvis eller i Smaastande fra Bladhjørnerne tilsammen dannende en langstrakt Blomsterstand. Blomsterne tragtformet–rørformede, azurblaa–lilla-røde, de kan ofte frembyde et vidunderligt vekslende Farvespil. Juni. Plantes paa sollys Plads.
P. procerus. Nord Amerika. 20 cm. Bladene lancetformede, Stængelbladene æg–lancetformede. Blomsterne i tætte Stande mod Spidsen af Stængelen. Blomsterne smaa, rørformet–tragtformede, røde og blaa.
P. Scouleri. Halvbusk med store, lillafarvede Blomster. Flere andre Arter af denne Slægt vil egne sig til Anvendelse paa Stenhøj.
Phlox amoena. Nord Amerika. 15 cm. Bladene smalle, linieformede. Blomsterne røde. Maj. Varietetenfol. var. har hvidrandede Blade.
P. subulata(kaldes ogsaaP. setacea). Nord Amerika. 10–15 cm. Bladene næsten sylformede. Blomsterne rosenrøde. Af denne gives der en Del Farvevarieteter bl.a. en prægtig blegrosa Form, endvidere en hvid Varietet, der ogsaa opfattes som Art under Navn afP. nivalis. De her nævnte Phlox er tæppedannende meget villige Planter, som trives paa solrig Plads; de egner sig til Plantning i store Masser, navnlig ernivalisaf ypperlig Virkning. De formeres let ved Deling. Af andre Arter kan nævnes:P. divaricata, ovata, pilosaogstellaris.
Phyteuma comosumer desværre altfor vanskelig at dyrke, men skal dog nævnes, da det er den ejendommeligste og skønneste af hele Slægten. Blomsterne er forholdsvis store, faa sammen i et tæt Hoved, azurblaa, i Spidsen sortpurpur. Maa, hvis den skal lykkes, anbringes i meget snævre, men dybe Spalter for at give Plads til den lange kødede, svagt forgrenede Rod.
P. hemisphæricum. Bladene smalle og lange; Blomsterne smaa, blaa, i Hoved. Plantes i Klipperevner i grusblandet Mosejord.
P. Scheuchzeri. 30 cm. Grundbladene bredere ved Basis, løber ud i en lang Spids. Blomsterne blaa, i Hoved paa en bladet Stængel. Trives meget let og viligt i Sol eller Halvskygge i muldet, grusblandet Jord,
Pinguicula alpina. Bladene klæbrig–fedtede i en Roset. Blomsterne enkeltvis paa bladløse Stilke, hvide med gul Læbe. Maa plantes paa nordvendt Stenhøj i vaad Jord.
Podophyllum Emodi. Himalaya. 20–25 cm. En ejendommelig Plante fortrinlig til Plantning i større, muldede, halvskyggede Lavninger. Bladene er tegnede med brunt og grønt, de skyder om Foraaret op af Jorden, foldede sammen omtrent i Form af en Paddehat. Blomsten enkeltvis, hvid, midt imellem Bladene, senere udvikles en stor, cinnoberrød Frugt.
Polemonium reptans. 15 cm. Nord Amerika. Skuddene svage, tilligemed de finnede Blade glatte. Blomsterne blegblaa i faablomstrede Stande. Halvskygge og muldet Jord.
Polygala chamæbuxus. En lille stedsegrøn Dværgbusk fra Alperne med noget læderagtige, elliptiske Blade og hvide eller røde Blomster, ofte tegnede med gult. Trives i grusblandet Mose- og Græstørvejord; passer ogsaa til Plantning paa Lyngpartiet.
Polygonum affine. Himalaya. 20 cm. Blomsterne rosenrøde i tætte Aks. Sommer. Breder sig let og villigt, formeres ved Deling og er i det hele en af de nemmeste Stenhøjsplanter at have med at gøre.
P. capitatum. Himalaya. Kan kun anbefales for dem, som kan overvintre nogle Planter i Hus. Arten er nemlig ikke fuldt haardfør. Skuddene er nedliggende, Bladene med mørke Tegninger og Blomsterne lysrøde i kugleformede Hoveder.
P. vaccinifolium, ligeledes fra Himalaya, har nedliggende Skud og smaa blanke Blade. Blomsterne rosenrøde i Aks. Den er at anbefale til Plantning i grusblandet Mosejord i Revner mellem Sten, saa at Skuddene kan lægge sig ud over Stenene.
P. viviparumbør nævnes som en af de faa arktisk-alpine Planter, som findes tilbage her i Landet. Planten er opret, 10–15 cm, med smalle Blade og Blomsterne rosa eller næsten hvide i Aks. I Blomsterstanden udvikles Yngleknopper, hvorved Planten formeres.
Fig. 82Fig. 82. Saxifraga aizoon.
Fig. 82. Saxifraga aizoon.
Potentilla cinerea. 15 cm. Bladene graalige af tæt Haarbeklædning, Blomsterne gule. Plantes paa solrig Plads i grusblandet Lyngjord paa Skrænter mellem løse Sten, paa Klippeblokke eller paa Lyngpartierne.
P. nepalenis. 30 cm. Himalya. Blomsterne purpur. Af denne findes en »forbedret« Sort:»Miss Willmott« med rosenrøde Blomster.
P. nitida. Planten lav af Vækst, tæppedannende. Bladene tætklædte med Silkehaar, derved ganske sølvgraa. Blomsterne blegrøde. Bør plantes i Sol paa smaa Stentoppe eller i Revner i større Stenblokke. En prægtig lille Plante. En Form har hvide Blomster.
Primula. Der findes indenfor denne artsrige Slægt en Række forskellige Typer. Blomsterne er enten enlige eller samlede i Skærm paa et bladløst Skaft, hos nogle Arter skyder Skaftet igennem Blomsterstanden og danner ny Blomsterstand, saaledes at der fremkommer den ene Blomsterkrans over den anden. Grundbladene er af forskellig Form og Bygning; Blade, Skaft, Knopper er hos flere Arter stærkere eller svagere klædte med hvid eller gullig Mel. Alle Arterne er smukke og fortjener en Plads paa Stenhøjen, ja Slægten maa i Virkeligheden regnes blandt de bedste til dette Brug. Nogle enkelte trodser ethvert Dyrkningsforsøg, men ellers er de gennemgaaende taknemmelige og lette at have med at gøre. De her anførte Højdeangivelser er kun tilnærmelsesvise. Skaftene strækker sig nemlig eftersom Blomstringen skrider frem, og Jordbundsforhold ligesom andre Kaar indvirker ogsaa paa Plantens Højdevækst.
P. acaulis. 10–12 cm. Bladene ovale, buklede. Blomsterne enlige, store, bleggule. Varieteter findes med hvide, røde, violette, lilla, enkelte og fyldte Blomster, ligesom man ogsaa har Former med kronbladagtigt Bæger. Plantes i Halvskygge i muldet Jord; ynder Kalk.
P. auricula, »Aurikel«. Alperne. 10–12 cm. Bladene glatte; Blomsterne i faablomstret Skærm, lysgule. Planten noget melet. Selve Arten dyrkes sjældent, des mere Hybriderne medPrimula hirsuta(Have-Aurikel). Plantes i vandrette eller svagt hældende Klipperevner.
P. auriculata, 25 cm. Persien. Blomsterne i Skærm, fladkravede, karminrøde. April. Maj. Muldet, kraftig, halvfugtig Jord; ikke fuld Sol.
P. Beesiana. 40 cm. Yunnan (Kina). Bladene langstrakt ovale, matgrønne, tandede; Blomsterne i Etager, karminrøde med gult »Øje«. Voksekaar som foregaaende. Juli.
P. Bulleyana. 40 cm. Kina. Blomsterne orangebrune i rigtblomstrende Kranse. Ynder muldet, kraftig Jord, fugtig Vokseplads, ikke fuld Sol.
P. capitata. 20 cm. Himalaya. Bladene elliptisk–lancetformede, melede paa Undersiden. Blomsterskaft og Knopper, tæt hvidmelede. Blomsterne mørkviolette, ofte vellugtende, i tætte, hovedformede Skærme. Juni. Muldet kraftig Jord, vel afdrænet, men ikke for tør.
P. Clusiana. 8 cm. Bladene ovale, helrandede. Skærmen faablomstret med karminrøde Blomster. April. Plantes i vandrette Klipperevner i sten- og grusblandet Mosejord, helst paa nordvendt Stenhøj.
P. Cockburniana. 25 cm. Kina. Bladene aflangt ovale, matgrønne, bølgede i Randen; Blomsterne i flere Kranse, den ene over den anden, appelsinrøde. Maj–Juni. Planten er to-aarig. Frøudsæd i Potter, derefter Prikling i Kasser, Overvintring i Bænk og Udplantning i det tidlige Foraar i muldet, kraftig, ikke for tør Jord.
Fig. 83Fig. 83. Saxifraga apiculata.
Fig. 83. Saxifraga apiculata.
P. cortusoides. Japan. 20 cm. Bladene bredt ovale med hjærteformet Basis, tydeligt stilkede. Blomsterne lyskarminrøde i flere Etager. Juni–Juli.
P. denticulata. Himalaya. 30–40 cm. Bladene aflangt ovale, noget bølgede i Randen, mer eller mindre melede (navnlig Varieteten:caschmeriana, som er større og kraftigere end Arten). Blomsterne lilla i tæt hovedformet Skærm. Muldet, kraftig Jord, ikke fuld Sol.
P. elatior. Bladene som hosP. acaulis. Blomsterne i Skærm, lysgule med flad Krave. Skygge eller Halvskygge; muldet Jord.
P. farinosa. SeVandplanterne.
P. frondosa. Balkan. 10–15 cm. Bladene ægformet–ovale, hvidmelede især paa Undersiden. Skærmen rigtblomstret, Blomsterne rødlilla; April.
P. grandis. Kaukasus. 30–40 cm. Bladene store, stilkede. Blomsterne smaa, gule, talrige, hængende i Skærm. Fugtig, muldet, kraftig Jord. Halvskygge.
P. hirsuta. 10–15 cm. Bladene omvendt ægformede, savtakkede. Blomsterne karminrøde, lysere i Svælget.
P. integrifolia. 5–8 cm. Bladene bløde, svagt haarede. Skaftet faablomstret, meget kort, Blomsterne dybtrøde. Plantes i vandrette Klipperevner.
P. involucrata. Himalaya. 20 cm. Bladene ægformet–ovale med tydelig Stilk. Blomsterne hvide eller bleglilla. Maj–Juni. Muldet, ikke for tør Jord. Overvintrer ikke altid lige godt.
P. japonica. Japan. 25 cm. Bladene langstrakt ovale, grovt savtakkede; Blomsterne i Kranse, karminrøde, mørkere mod Svælget. Juni. Af denne findes en Del forskellige Farvevarieteter.
P. Juliæ. Transkaukasien. 8 cm. Bladene nyreformet–ovale med hjærteformet Basis. Blomsterne karminrøde, talrige, enkeltvis, paa ret lange Stilke af Størrelse somP. acaulis' Blomster. Maj. Fordrer muldet, halvfugtig Jord, Halvskygge eller Plads paa Nordsiden af Stenhøjen.
P. leucophylla. Karpatherne. 20 cm. Ligner ganskeP. elatior, er blot noget hvidfiltet, navnlig paa Bladenes Underside. April. Taaler en tør Vokseplads.
P. longiflora. 15–20 cm. Staar nærP. farinosaogfrondosa, men Blomsterne er betydelig større og mere langkronede, ligesom Blomsterstanden har færre Blomster. Juni. Fugtig, muldet, veldrænet Jord. Nordside.
P. luteola. SeVandplanterne.
P. marginata. 10–15 cm. Stængel ofte udviklet over Jorden, beklædt med gamle Bladrester. Bladene omvendt ægformet–kileformede, tandede, tæt gulmelede især i Randen; Blomsterne lilla i 5–10 blomstrede Skærme. Juni.
P. minima. Kun faa cm høj. Udvikler let Sideskud, saa at den efterhaanden kan danne tætte Bevoksninger. Bladene kileformede, takkede; Blomsterne lyskarmin, enlige eller faa sammen. Plantes i vandrette Klipperevner i grusblandet Mosejord helst paa Nordsiden af Højen.
P. officinalis. Blade somP. acaulis; Blomster i Skærm, orangegule med oppustet Bæger. Der findes en Varietet med rødlig Krone. Plantes i Sol eller Halvskygge, muldet eller svær Jord.
P. pulverulenta. Kina. 20–30 cm. Staar nærP. Beesinia. Bladene er bredere, stærkere grønne, fint buklede, fint tandede. Blomsterne karminrøde med mørkt »Øje«. Juni–Juli. Muldet, kraftig, ikke for tør Jord.
P. rosea. Himalaya. 10–20 cm. Bladene friskgrønne, aflangt ovale, fint takkede i Randen. Blomsterne af en enestaaende straalende lys rosenkarmin Farve. Plantes i muldet, fugtig Jord. April.
P. Sieboldi. Japan. 25 cm. Bladene tydeligt stilkede, æg–hjærteformede–hjærtenyreformede med lappet Rand. Blomsterne i Skærm, røde. Maj. Talrige Varieteter, storblomstrede og i prægtige rene og sarte Farver.
P. sikkimensis. SeAfdelingen om Vand- og Moseplanter.
P. villosa. 5–10 cm. Bladene omvendt ægformede, noget kirtelhaarede; Skærmene 3–10-blomstrede; Kronen rød. Maj.P. viscosa. 8 cm. Bladene ægformet–elliptiske, savtakkede. Blomsterne karminrøde, faa i Skærmen. April.
P. Wulfeniana. Bladene stive, elliptiske, helrandede, mørkegrønne. Blomsterne faa i Skærmen, karminrøde. Juni.
Pulsatilla, »Kobjælde«. Henregnes ofte under SlægtenAnemone, men kan dog paa Grund af sit karakteristiske Ydre og visse botaniske Karakterer med en vis Ret opretholdes som en egen Slægt. Krone mangler, medens Bægeret er stort, kronbladagtigt, gærne silkehaaret udvendigt; noget nedenfor Blomsten sidder et dybtdelt Svøb. Løvet er hos de fleste Arter dobbelt eller tredobbelt fjersnitdelt med smalle Afsnit.
Alle Arterne er smukke Planter, som er særdeles anvendelige paa Stenhøj. De trives gennemgaaende godt paa Lyngpartiet. Holder ikke af Omplantning; de unge Planter maa derfor anbringes et Sted, hvor de kan faa Lov at blive og udvikle sig til store Blokke.
P. alpina. 30 cm. Svøbbladene ligner Løvbladene i Form. Blomsterne hvide, udvendig af og til med violet Anstrøg. Ynder Kalk. Varietetensulphureahar svovlgule Blomster, den vokser i Naturen ikke paa Kalkbjærge, men kun paa Urfjæld.
P. Halleri. 15–20 cm. Blomsterne oprette, mørkviolette. Maj. Bladene dobbelt fjersnitdelte.
Fig. 84Fig. 84. Saxifraga apiculata i tæt Tæppe.
Fig. 84. Saxifraga apiculata i tæt Tæppe.
P. montana. Blomsterne halvt nikkende, mørkviolette, sjældent blaalige, rødlige eller hvidlige.
P. patens. Grundbladene haandformet tredelte med tredelte Afsnit. Blomsterne blaaviolette, oprette.
P. pratensis(ogsaa kaldetP. nigricans). 25–30 cm. Blomsterne ret smaa, nikkende, mørkviolette eller skiddent lysviolette. Kan trives paa næsten rent Sand. April–Maj.
P. vernalis. Denne ogP. patenser af lavere Vækst end de øvrige Arter, under Blomstringen næppe mer end 8–12 cm. Bladene enkelt fjersnitdelte med brede, lappede Afsnit. Blomsterne blege, udvendig med violet Anstrøg; Haarene paa Blomsten er rustbrune. Maj.
P. vulgaris. Blomsterne store, violette, oprette. Bladene tredobbelt fjersnitdelte.
Ramondia. Bladene, der er samlede i en flad Rosette, er brede, rynkede, beklædte med rustfarvede Haar. Blomsterne 3–4 sammen paa bladløse Stængler fra Bladhjørnerne, de er lilla med gule Støvdragere. R. bør plantes paa Afsatser paa Grottevægge, hvor Solens Straaler ikke naar hen, i muldet, jævn fugtig Jord. Af Arter skal nævnesR. pyrenaica og R. serbica, der staar hinanden meget nær.R. Nathaliæer kun en Varietet af sidstnævnte Art.
Ranunculus alpestris. 5–10 cm. Bladene frisk grønne, dybt delte; Blomsterne hvide, enkeltvis eller faa sammen. April. Maa dyrkes i gruset, fugtig Jord.
R. amplexicaulis. 25 cm. Grundbladene udelte, elliptiske, glatte. Blomsterne hvide. Juni.
R. anemonoides. Bladene dobbelt tredelte med fligede Bladafsnit, de udvikles gærne først, efter at Planten har blomstret. Blomsterne hvide med talrige smalle Kronblade. April. Fordrer porøs, kølig Jordbund.
R. glacialis, »Is-Ranunkel«, vokser paa de højeste Bjærgtinder og blomstrer, medens Sneen endnu smelter omkring dens Fod. Bægeret er klædt med brunlige Haar; Kronen hvid eller oftere rødlig. Er særdeles vanskelig at faa til at trives i Kultur; maa have kold, porøs, fugtig Jordbund.
R. gramineus. Europa, N. Afrika. 30 cm. Bladene lange, smalle, udelte. Blomsterne gule paa slanke Stilke. Maj–Juni. En smuk lille Plante, der ser bedst ud plantet uregelmæssigt og i Mængde imellem andre lavere Stenhøjsplanter. Ranunklens Blomster hæver sig da betydeligt op over den anden Plante. Visner ret tidligt paa Sommeren, men de unge Blade for det følgende Aars Vækst begynder allerede at skyde frem inden Vinteren.
R. hybridus. 10 cm. Bladene glatte, blaaduggede, takket-lappede i Spidsen. Blomsterne gule.
R. parnassifolius. 20cm. Ligner en DelR. amplexicaulis, men Bladene er hjærteformede og Blomsterne større; Planten noget lavere af Vækst.
R. pyrenæus. Alperne, Pyrenæerne. Bladene smalle, udelte, glatte. Blomsterne hvide, 4–6 sammen i Standen. Ynder gruset muldet Jord. Nordsiden af Stenhøjen.
R. rutifolius. LignerR. anemonoides, men har færre og bredede Kronblade; Bladene er gærne udviklede, naar Blomstringen finder Sted.
R. thora, 10–20 cm. LignerR. hybridus, men er større og kraftigere, Bladene er store, nyreformede, fint savtakkede. Trives i en ikke for tør grusblandet Græstørvejord.
Fig. 85Fig. 85. Saxifraga Burseriana.
Fig. 85. Saxifraga Burseriana.
Romneya Coulteri. Er egentlig en for stor Plante at sætte paa Stenhøjen, men da den ikke kan trives paa flad Jord, og da det er en prægtig Plante, kan det dog forsvares at anbefale den. Den hører til Valmuefamilien, har blaaduggede, indskaarne Blade og hvide Blomster af Størrelse som den orientalske, røde Valmue. I Midten af Blomsten sidder en Mængde gule Støvdragere. R. fryser ned til Basis hvert Aar og bør dækkes om Vinteren. Dens underjordiske Dele gaar vidt omkring, og ofte kan Skud bryde frem i en betydelig Afstand fra Hovedplanten. Plantes i fuld Sol.
Rubus arcticus. Arktiske Egne. 10 cm. Urteagtig. Bladene trekoblede med savtakkede Smaablade. Blomsterne enkeltvis, karminrøde. Maj. Plantes i fugtig Lyngjord.
Sagina subulata. Danner tætte smaa Tuer, kan ogsaa blive tæppedannende. Løvet frisk-grønt. Blomsterne hvide. Trives meget let paa fugtig Sandjord, Mosejord eller Lyngjord. En Varietet har gule Blade.
Salix. Nogle af de alpine og arktiske Arter af denne Slægt er Dværgbuske eller næsten urteagtige, ganske lave Planter. Heraf skal særlig nævnes:
S. herbaceahar underjordiske, krybende Skud og korte overjordiske Skud med ovalt–kredsrunde Blade. Breder sig let i en grusblandet Mosejord.
S. reticulata. Grenene nedliggende med elliptiske Blade, der er netformet–rynkede, paa Undersiden blege. Grusblandet Mosejord; Nordsiden af Højen.
Sanguinaria canadensis. »Blodurt«. Nord Amerika. 15–20 cm. Bladene matgrønne, nyreformede, rundtakkede og uregelmæssigt lappede. Blomsterne hvide med c. 8 Kronblade; Blomsterstilke og Bladstilke skøre, rødlige, indeholder en rustrød Mælkesaft. April. Der findes en fyldtblomstret Varietet.
Saponaria cæspitosa. Pyrenæerne. Bladene er samlede i Rosetter. De rosenrøde Blomster er tæt samlede paa korte, kraftige Stængler. Den ynder en sandet Jord.
S. ocymoides. Planten grenet, tæppedannende. Blomsterne rosenrøde. Trives meget villigt overalt paa Stenhøjen. Formeres ved Deling.
Saxifraga, »Stenbræk«. Arterne af denne Slægt, der kan tælles i 100-vis, er særdeles anvendelige til Stenhøj. De er meget forskellige i Voksemaade. Der findes baade enaarige, toaarige og fleraarige Arter, der er grove Arter somMegasea-Afdelingen og meget fine smaa Arter somS. cæsiaogS. retusa; nogle Arter har Bladene i Rosetter, atter andre har grenede, bladede Skud, nogle har udelte, andre dybt indskaarne Blade. Ejendommelig for en Mængde Saxifraga er en Udskilning af Kalk navnlig i Bladranden; Bladene faar derved et graat eller hvidligt Udseende.
S. aizoides. Planten har nedliggende Grene og smalle, stedsegrønne Blade og er tæt tæppedannende. Blomsterne kan være rent gule, orangegule eller dybt orangerøde. Vokser i Naturen mest langs Elve og i fugtige Ur, ynder derfor en fugtig Vokseplads, men kan dog ogsaa vokse paa noget tørrere Bund.
S. aizoondanner en Mængde Rosetter faa cm i Gennemsnit, den ene tæt ved den anden, saa at den bliver tæppedannende. Bladene smalle, tungeformede med hvide Kalkpunkter i Randen. Blomsterstandene grenede, Blomsterne hvide. Meget villig; plantes bedst i Revner mellem store Sten eller blandt løse Sten. En meget variabel Art.
S. Andrewsii. Voksemaade som foregaaende; Rosetterne er dog langt større, Bladene er frisk grønne. Blomsterne hvide med røde Prikker, samlede i en forgrenet Stand. Anses for at være af hybrid Oprindelse.
S. apiculata. Danner tætte Puder og Tæpper, Bladene smaa, tætsiddende. Blomsterne bleggule, 6–8 paa hver Stængel i det tidlige Foraar. Udmærket til Plantning i Mængde. Taaler Sol og ret tør Vokseplads.
S. aspera. Danner store, tætte Tæpper. Bladene smalle, randhaarede. Blomsterne i grenet Stand, ret faa i Tal, gullighvide. Ynder ret fugtig Vokseplads paa nordvendt Skraaning.
S. bronchialis. Tæppedannende. Bladene noget bredere end hos foregaaende; Blomsterne gullige med røde Punkter. Trives meget let.
S. Burseriana. 10 cm. Danner tætte smaa Puder. Bladene smalle, sylformede, blaaliggrønne; Blomsterne enkeltvis eller to sammen paa Stængelen, store, hvide. April. Bør plantes i smalle Revner paa sollys Plads. Ynder Kalk.
S. cæsia. 10 cm. Hører til de mindste af Slægten. Bladene meget smaa, graa af Kalkudsondring, samlede tæt i Rosetter, der tilsammen danner smaa, toppede Puder; Blomsterne hvide. Plantes i smalle Revner mellem Sten i fuld Sol, men med rigelig Fugtighed. Ynder Kalk.
S. cochlearis. Bladene linieformede, graalige af Kalkudsondringer i Randen, samlede i Rosetter. Disse meget talrige, saa at Planten bliver pude- eller tæppedannende. Blomsterne hvide i rigtforgrenede Stande.
S. cotyledon. Alperne, Norge. Kaldes sidstnævnte Sted»Bergfrue«. En overordentlig pragtfuld Art. Den danner store Rosetter af noget kødede Blade. Fra Midten af Rosetten frembryder den store, rigt forgrenede, topformede Stand med Hundreder af hvide Blomster. Efter Afblomstringen visner Rosetten, men Plantens Liv fortsættes af Side-Rosetterne. Plantes i vandrette og lodrette Klipperevner i Sol eller Halvskygge. Af denne findes Varieteternepurpurascensogpyramidalis.
S. crustata. Voksemaade somS. aizoon, men Bladene er mindre og mere graalighvide af Kalk. Blomsterne hvide, rødplettede i den nedre Halvdel af hver Kronflig. Plantes i smalle Revner.