Fig. 50Fig. 50. Kunstigt opbygget Stenblok i Botanisk Have.Jordbundsforholdene.Det er af Vigtighed, at det Jordsmon, som Planterne skal plantes i, er gunstigt for deres Trivsel, og at man ved tilberedningen deraf har de forskellige Planters Tarv for Øje. Som Regel vil den Muldjord, der findes paa Stedet, og som man har afgravet og samlet, inden Omformningen af Terrænet paabegyndtes, ikke kunne bruges i ublandet Stand, men det hyppigste vil vel ogsaa være, at man af økonomiske Hensyn maa bruge en Del af denne Jord til Indblanding i andet Materiale. For at kunne tilvejebringe gode Jordblandinger anskaffer man sig et Oplag af følgende Jordarter: Lyngjord, Mosejord—ogsaa Tørvestrøelse kan eventuelt anvendes—Bladjord og, hvis den oprindelige Muldjord er let, da tillige Græstørvejord fra svær Jord. Endvidere Grus, fint knuste Kalksten eller Murgrus og fine Granitskærver. Visse Planter er mere kalkfordrende end andre, ja nogle Forfattere hævder, at Planterne kan deles i kalkfordrende og kalkflyende Arter, og at der endog ofte til visse kalkyndende Planter svarer andre nærstaaende Arter, som er kalkflyende; i Naturen skulde disse to Slags Planter som Følge af deres særlige Krav til Jordbunden aldrig forekomme blandede, men al Tid hver Gruppe paa sin Lokalitet. Saaledes angiverRobinson, der har en Liste paa c. 70 Kalk-Planter og nogle flere Granit-Planter, atRhododendron hirsutum, Daphne eneorumogPulsatilla alpinavokser paa Kalkbjerge, medensRhododendron ferrugineum. Daphne striatum og Pulsatilla sulphureavokser paa Granitunderlag. Selv om dette nu ikke skal tages saa alvorligt, at man altid kan betragte Kalk som Gift for Planter fra Granitbjærge, saa kan man dog ikke se helt bort fra denne Forskellighed hos Planterne, og enhver Oplysning om Planternes naturlige Voksested er af Betydning for Stenhøjs-dyrkerne. Hvis man til sin Stenhøjs Opbygning har brugt saavel Granit som Kalksten, gør man derfor vel i ogsaa at tilberede Jorden forskelligt paa de to Steder, saa at man ikke blander Kalkelementer i den Jord, som lægges paa Granitafdelingen, medens man giver en rigelig Tilsætning af dette Materiale paa den Afdeling, der er bygget af Kalksten. Ved man intet om Planternes Krav i saa Henseende, kan man jo prøve sig frem, plante enkelte Individer paa hver sin Afdeling og se til, hvor Planterne udvikler sig bedst. Sandsynligst er det dog, at Jordbundens rette fysiske Beskaffenhed er mindst ligesaa vigtig som dens kemiske. Med andre Ord, at der for Planternes Trivsel maa tages fuldt saa meget Hensyn til, at de faar en Jord, som er passende gennemtrængelig for Rødderne og af en passende Fugtighedsgrad for de paagældende Planter som til, at Jorden indeholder saa og saa mange Procent Kalk.Til Paafyldning i Revnerne og de større Mellemrum paa Stensamlingerne samt til Jordlaget paa Stenskredene bruges en let Jord bestaaende af Mosejord blandet med lidt af den oprindelige Muld samt Grus og fine Granitskærver. Til Smaalavninger, hvor Engplanterne skal vokse, bruges Mosejord blandet med lidt Grus og en Del af den oprindelige Muldjord, til Kløfterne benyttes en lignende Blanding, og i disses nedre Dele, i Bunden af skyggede Grotter samt paa andre Partier, hvor man vil dyrke Skovplanter, tilsættes yderligere Bøgebladjord. Lyngpartierne faar grusblandet Lyngjord; har man ikke Adgang til at skaffe denne Jordart, maa man anvende Jord fra Lyngmoser med en Indblanding af lidt rigeligere Grus. 1 Kalkafdelingerne tilsættes, som nævnt en Del knust Kalksten eller Murgrus.Stenhøjens Tilplantning.For at kunne tilplante en Stenhøj tilfredsstillende maa man kende noget til de Planter, man vil dyrke. Vel kan man læse sig en Del til, men bedre Kundskab om Arterne vil man dog erhverve sig ved at studere andre Stenhøjsanlæg. Her kan man gøre mange Iagttagelser, se de Fejlgreb, der er bleven begaaede, og derefter vare sig for at gøre de samme Fejl om igen, man vil kunne se de gode Resultater, som er opnaaede, og søge at efterligne de Kaar, den og den Plante her er lykkedes under. Ja, man kan jo endog faa Lejlighed til at kritisere de rosende Udtalelser, som Bøger og Kataloger, Gartnere eller ens Venner har fremført om denne eller hin Plante, og se, om det virkelig passer, at denne »ikke bør savnes paa nogen Stenhøj« eller hin »er af glimrende Virkning plantet i store Masser«. Smagen er jo saa forskellig, at man aldrig er sikker paa om det, andre roser som noget særlig godt, netop vil falde i ens egen Smag. Man maa forøvrigt heller ikke vente al Tid at opnaa samme Resultat, som man ser naaet andet Steds, de lokale Forhold har ofte meget stor Indflydelse; men mislykkedes nogle Arter, kan man til Gengæld glæde sig til, at andre maaske netop vil lykkes bedre paa den Stenhøj, man selv har anlagt, end paa dem, man har lagt til Grund for sine Forstudier. Her kan saaledes nævnes, atMax Kolbved Beskrivelsen afHutchinsia alpinaskriver: »Saa almindelig (i Bjærgene) denne Plante end er, saa lykkes den ofte ikke godt og gaar gærne til Grunde«, medens den i Botanisk Have i København regnes for at være en af de villigste; og omPolygonum vaccinifolium, der sidstnævnte Sted nærmest maa kaldes lunefuld og absolut maa have en god Plads, sigerRobinson, at »den formeres let ved Deling og Stikning, trives i almindelig Havejord og passer til Skrænterne og de mindre vigtige Steder paa Stenhøjen.«Vigtigt er det ogsaa ved disse Studier paa andre Stenhøje at lægge Mærke til,hvorden eller den Plante »gør sig« bedst, om den udvikler sig bedst til sin Fordel klemt inde mellem Sten i en vandret eller lodret Revne, eller om den ser bedst ud imellem løse Smaasten, om den trives bedre i et lille Engparti end i en Kløft, og om den syner bedst betragtet fra oven eller fra neden, Man maa gøre Iagttagelser angaaende Planternes Krav til Vokse-Areal, om det er Planter, der breder sig raskt eller om den aarlige Tilvækst kun er ringe.Til Plantningen bruges helst smaa Planter. Disse vokser lettest. Synes de Blokke, man har indkøbt, at være for store, maa man se efter, om det er en Art, som let lader sig dele, og er dette Tilfældet, bør man straks partere den, man har da ikke alene flere Chancer for én, at Planten skal vokse, men tillige faar man i samme Køb et større Stykke af sin Stenhøj tilplantet. Af Plante-Arter, som ikke taaler Deling, maa man vogte sig for at faa store Individer. Nogle Planter har lange piskformede eller dog svagt forgrenede Rødder (mange Bælgplanter). Disse Planter lader sig ikke dele; de kan tillige være vanskelige at plante, da Rødderne paa Grund af deres Længde kræver et dybt Plantehul; en Indkortning eller Sammenbukning af Rødderne er ikke heldig, taales i mange Tilfælde slet ikke af Planten. Derimod kan alle Planter med tæt og rigt forgrenet Rodnet godt taale Rodbeskæring, og denne Indstudsning bør foretages, da Plantningen foregaar lettere, naar Rodmassen er mindre.Stenhøjsplanter maa plantes med megen Omhu, navnlig gælder det om at trykke Jorden godt omkring Planten, saa at Rødderne straks omsluttes fast af Jord og Smaasten. Ved Omtalen af Stenenes Anbringelse er det nævnt, at Jorden skal pakkes ind i alle Hulheder og Revner. Ved Plantningen gælder samme Regel, man maa hele Tiden passe paa, at Jorden, som man fylder ned om Rødderne, baade ligger fast til disse og til Stenvæggene. Tilplantning af Grottevægge og Klippeblokke er den vanskeligste. Revnerne er ofte ganske smalle, saa at det er et stort Taalmodighedsarbejde at faa Jorden fyldt ind omkring Rødderne; som nævnt skal der gærne være Smaasten i Jordblandingen, disse Smaasten kommer let i Klemme og hæmmer den videre Paafyldning af Jorden. Og volder de vandrette Revner Bryderier, er de lodrette endnu vanskeligere at beplante, Thi her mangler det faste Underlag, som man dog har ved de vandrette Revner. Man maa derfor ved Tilplantningen af disse lodrette Spalter klemme Sten ind deri, som kan tjene som Hvilepunkt for Planten, man vil anbringe, og for yderligere at gøre et saadant Sted til et fast Støttepunkt, kan man fæstne den indsatte Stenkile med Cement. For at gøre Cementen saa lidet synlig som muligt, knuser man noget af den Stenart, man har bygget med, til meget fine Skærver og trykker en Del af disse ind i den endnu fugtige Cement.Fig. 51Fig. 51. Parti af Botanisk Haves Stenhøje.Man maa vel vogte sig for at faa sin Stenhøj for regelmæssigt tilplantet. Uregelmæssighed og Uensartethed er jo allerede givet eller tilstræbt i selve Konstruktionen, der vilde da ingen Mening være i at udviske dette ved en altfor regelmæssig og ensartet Tilplantning. Det gælder jo først og fremmest at give Planterne de bedste Vækstbetingelser, men tillige maa man jo give dem den bedste Baggrund og tage Hensyn til de enkelte Arters Voksemaade. Pudeplanter skal ikke plantes tæt og i store Klynger, de skal ses enkeltvis eller faa sammen, saa at den enkelte lille Plante viser sig. Rosetplanter og visse Pudeplanter tager sig bedst ud mellem Sten og plantes derfor i store Klippeblokke. Tæppeplanterne sættes sammen i større Mængde og især paa store Flader, de gør sig jo netop paa denne Maade; er det Arter, som hurtigt breder sig, kan Arealet, der skal indtages af en eller anden Art, dog godt beplantes spredt, men al Tid uregelmæssigt; sæt ikke Planterne i Rader og Geledder som i en Køkkenhave! Forøvrigt kan Tæppeplanter ogsaa være af ypperlig Virkning, naar de er plantede over en lille Stenknold; Planterne vil da efterhaanden brede sig over hele Knolden og dække den, saa at kun en enkelt Stenspids træder frem af det grønne. Straks efter at man har beplantet en Klippeblok, en Top eller en Flade, belægges den fri Jord mellem Planterne med fine og grove Skærver. Disse tjener dels til at holde paa Jorden, at den ikke saa let skyller bort, dels bidrager de til at holde paa Jordens Fugtighed. I Stenskredene maa dette øvre Lag af løse Sten være noget rigeligere end andre Steder paa Anlægget, og man bruger her helst Stenflager eller sørger for at idet mindste en Del af Stenene har denne Form. I Engpartierne og Kløfterne saavelsom i Bunden af Grotterne anvendes en Belægning med Skærver kun i ringe Grad eller slet ikke, men for at lette Færdslen for den, der passer Stenhøjen, maa der her og der ligge nogle større, flade Sten til at træde paa. Er Stenpartiet stort anlagt, kan man endda enkelte Steder føre en Gang over et Engparti eller over en bredere Kløft ved at lægge et Par Rækker af store, flade Sten, hellere maa man lade en slidt end en nylig brudt Flade vende opefter.Man bør gøre sig det til Regel først at tilplante Stenhøjsspidserne, Smaatoppene og Blokkene, dernæst Skrænterne og Lavningerne. Vanding af det plantede sker umiddelbart eller kort efter Tilplantningen, bortskylles derved Jord og Smaasten, maa man fylde lidt efter. Er Vejret tørt, vandes i den første Tid dagligt, indtil Planterne har taget godt fat.Omplantning af Stenhøjen maa af og til finde Sted. Denne foretages bedst partielt, saaledes at man hvert eller hvertandet Aar tager en Del af Anlægget under Behandling. Det synes navnlig, at de Planter, der her er betegnede som Pude-Tæppeplanter, ynder eller tiltrænger Omplantning, for at de skal se friske og livskraftige ud. Herunder kommer især de almindelige fintløvedeSaxifraga-Arter,Aubrietia, forskelligeArabisog mange andre. Forsømmes Omplantning bliver disse Tæppeplanter tynde eller visne i Midten og holder sig kun friske i Udkanten. Men det er ligefrem forbløffende at se, hvor hurtigt nyomplantede Planter tager fat i den friske Jord, og hvor sunde og yppige de ser ud blot en Maanedstid efter Plantningen. Andre Tæppeplanter opfører sig ikke som de ovennævnte, men vedbliver at være friske helt igennem; dette er navnlig træagtige Arter somSalix retusa; er Omplantningen af en saadan Plante, der er godt i Vækst, ikke paatrængende nødvendig—for Eks. paa Grund af enOmlægningaf Stenhøjen,—bør man ved Omplantningen gaa uden om den. Ligeledes vil Stenhøjens Smaabuske som Regel ikke behøve Omplantning, men maaske af og til Fornyelse, hvis de er bleven for store i Forhold til Omgivelserne, Det er da især Planterne paa Skraaningerne, i Lavningerne og paa de mindre Stensamlinger, som bør omplantes. De store Stenblokke bør helst lades urørte saa længe som muligt, fordi Tilplantningen af disse er noget omstændelig, men ogsaa fordi en stor Pudeplante eller Rosetplante, som er vokset rigtig fast til Stenene, ikke taaler Omplantning, eller i alt Fald lider meget derved. En partiel Omplantning kan dog her ogsaa være nødvendig. Her tænkes paa de Fornyelser, som bliver nødvendige ved at nogle Planter(Saxifraga mutata, Saxifraga longifolia, Carlina acanthifoliao. a.) dør efter Blomstringen. Allerede ved første Plantning maa man have disse Planters kortvarige Liv i Minde, saa at man sætter dem paa Steder i Klippeblokken, hvor Omplantning bliver forholdsvis let.Morænebede.Det er før anført, at visse Alpeplanter er meget vanskelige at dyrke; dette gælder da navnlig Arterne fra de højeste Fjældtoppe og dem, som vokser paa Morænerne. Det ligger da nær at formode, at man, saafremt man kunde efterligne de ejendommelige klimatiske Kaar og Jordbundsforhold, som de lever under, vilde kunne faa dem til at lykkes i Kultur. Det gælder altsaa at skaffe Planterne en Jordbund af muldfattig Beskaffenhed, rigelig Tilførsel af koldt Vand om Sommeren og temmelig tør Jordbund om Vinteren. I England har man da i de senere Aar konstrueret de saakaldte »Morænebede« til Kultur af disse Planter.Paa en svagt skraanende Flade graver man en Fordybning godt 1/2 m dyb. Bunden og Siderne beklædes med en Kappe af Cement, Bassinets øvre Rand skal have samme Fald som den Flade, det er konstrueret i. Paa det laveste Sted i Bassinets Bund anbringes inden Støbningen en Flaskehals, som saaledes kan give Afløb for det Vand, der samler sig i det støbte Bassin. Dette fyldes nu med Sten, store i Bunden, aftagende opefter, saa at det øverste Lag bestaar af ganske fine Skærver. Heri anbringes Planterne. I Flaskehalsen indsættes en Prop udvendig fra. Ved den øvre Rand af Bassinet lægges et perforeret Rør, som er sat i Forbindelse med Vandledningen; herfra maa Vandet flyde ganske jævnt hele Sommeren. Tilløbet maa være stærkere end Fordampningen, saaledes at der bestandig løber Vand over den nedre Rand af Bassinet. Hen paa Efteraaret lukkes af for Vandet, og nu uddrages Proppen af Flaskehalsen, hvorved Bassinet tømmes for Vand, og Stenmassen bliver ret tør. Selvfølgelig maa Cementrandene skjules ved, at der lægges større Sten over dem, ligeledes maa man for at bryde Ensformigheden ved Bedets Overflade henlægge større Sten her og der. Det Vand, der løber bort fra Morænebedet Sommeren igennem, bør man lede videre gennem Stenhøjsanlægget, lade det risle nedover som et mindre Vandløb for at ende i en Eng eller en Kløft. Om man vil, kan man bygge Morænebedet i 2 Etager som 2 Bassiner, det ene over det andet; det overflødige Vand fra det øvre løber da ned og befugter det nedre Bed.Murhaver.Paa gamle Mure—og ikke mindst paa Ruiner—træffer man ofte en ret yppig Vegetation. Det er saaledes en bekendt Sag, at den lille Bregne»Murrude«vokser frodigt paa Kronborgs Mure. Ved første Øjekast ser det mærkeligt ud, at Planterne kan trives under saadanne Kaar, men tænker man nærmere over Sagen, er det jo i og for sig ikke mærkeligere, end at Planterne vokser i de stejle Klippesider, thi Murene er jo mindst ligesaa porøse som Grundfjældene. Det har endog vist sig, at Planter, som vanskelig trives paa Stenhøj, lykkes, paa Mure. Det er da intet Under, at man sine Steder ligefrem har opført Mure udelukkende eller dog for en Del beregnede paa Beplantning. (Se Figurene13,14,15og16.)Correvonomtaler udførligt og roser meget disse Murhaver. En Mur, som han selv har i sin Have, »Floraire«, er 28 m lang, 2,10 m bred og 1,40 m høj, den er bygget af haardtbrændte Sten og løber i Retning SØ.–NV., den har altsaa sine Flader vendte mod NØ. og SV., har saaledes en Solside og en Skyggeside, en Fordel man kan sikre sig, naar man bygger en Mur alene til dette Formaal; paa en Mur, der forud eksisterer, som er opført med andet Formaal, og som man faar til Opgave at beplante, vil ofte kun den ene Side være fri.Correvongiver Fortegnelse over de Planter, som Aaret igennem blomstrer paa denne Mur, ordnet efter Blomstringstiden; Listen indeholder flere Hundrede Navne. Konstruerer man selv sin Mur, har man jo yderligere den Fordel at kunne give den Indmad d.v.s. en Blanding af Jord, Kalkgrus og Sten.Pottekultur.For dem, som har endnu ringere Plads end en Stenhøj fordrer, kan det være et Substitut at dyrke en Samling Alpeplanter i Potte, og denne Kulturmetode kan ogsaa være nyttig for dem, der har Stenhøj, idet de da i de pottedyrkede Individer har en Reserve at ty til, hvis enkelte Planter skulde gaa ud paa Stenhøjsanlægget. Man anskaffer sig foruden den almindelige Slags Potter to andre Slags, et Sæt, der er smallere og dybere, og et, der er fladere og bredere, i de dybe dyrkes Pudeplanter og i det hele Planter med dybtgaaende Rødder, de flade forbeholder man Tæppeplanterne. Man kan her ofre noget mere paa Jordblandingen, da det er saa ringe Kvanta, der bruges, og man anvender derfor udelukkende Mosejord, Lyngjord, Græstørvjord, Bladjord, Kalkgrus, Grus og fine Skærver. Man planter meget fast; i Bunden af Potten lægges et Lag Potteskaar. Potterne nedgraves paa et Grusbed og vandes rigeligt Sommeren igennem; Gruset udenfor Potterne holdes ogsaa stærkt fugtigt, Fordampningen herfra vil bringe Kølighed og Friskhed til Potteplanterne. Om Vinteren holdes de i dybe Karme, nedgravede i Grus. Imellem Karmene lægges Kulaske eller lignende Materiale, som afleder Vandet godt. Karmene dækkes med Vinduer, naar det er stærkt fugtigt Vejr, men der luftes rigeligt. Bliver det Frost, lukkes Vinduerne til, og der dækkes med Maatter og Lemme. Ved indtrædende Tøvejr afdækkes igen.Pasningen af Stenhøjen Aaret rundt.Naar Aaret lakker mod sin Slutning er det Tid at tænke paa Stenhøjens Dækning. Enkelte silkehaarede eller filthaarede Planter, som ikke taaler for megen Væde paa Bladene, vil man med Fordel kunne beskytte ved Hjælp af et lille Glashus bestaaende af fire Sideplader med en Overligger, der maa skraane lidt, saa at Væden kan løbe af den; der maa ogsaa være en Aabning mellem Siderne og Taget, saa at Luftcirkulation stadig kan finde Sted. Denne Tildækning kan passende ske, naar Efteraarets bestandig vaade og graa Dage indfinder sig. Visse kælne Planter kan man ogsaa beskytte mod Vinterens Vejrlig ved, naar den første Frost er i Vente, at tildække dem med skarpt Grus. Disse to Beskyttelsesmaader bliver dog rent lokale. De fleste Stenhøjsplanter er i deres Hjemstavn dækkede af et lunende Snelag, som gør, at Jorden ikke fryser i nogen betydelig Dybde; men her i vort Klima ligger dette naturlige Dække kun rent undtagelsesvis i et længere Tidsrum. Spørgsmaalet er da, om man kan skærme sine kære Stenhøjsplanter mod stærk Barfrost, saa at man paa en Maade erstatter Sneen. Desværre lader dette sig ikke gøre, i al Fald kun i ringe Grad. Men et Lag af Granris, over hele Stenhøjen gør dog sin Nytte, det hæmmer i en vis Grad Udstraalingen og skærmer noget mod de bratte Temperatursvingninger. Mest Gavn gør Granrisdækket paa Slutningen af Vinteren, naar Solens Lys og Varme vil lokke Planterne til en for tidlig Vækst, og ligeledes værner det de stedsegrønne Planter mod den skarpe Foraarsvind, der let foraarsager en for stærk Fordampning fra deres Løvværk. Tildækningen med Granris finder bedst Sted ved Juletid, men frygter man stærk Frost i den tidligere Del af December, maa man hellere fremskynde Tildækningen. Kommer der et Snedække, er Planterne først ret hjulpne.Vinteren igennem er der intet at gøre ved Stenhøjen. Og dog! Hvis der indtræder milde Perioder, som tegner til at blive af nogen Varighed, er det gavnligt at mindske Dækket paa Stenhøjen her og der, navnlig bør man tænke paa de stedsegrønne urteagtige Arter som visseSaxifraga, Hutchinsia, enkelteSedum, nogleVeronicao.s.v., thi selv om det er Vinter, er der dog en vis Grad at Livsvirksomhed til Stede. De bortfjærnede Granris samles i Bunker for atter at lægges over Planterne, saa snart Frostvejr indfinder sig.Fig. 52Fig. 52. Digitalis. Denne Plante kan under store Forhold anvendes paa en skygget Del af Stenhøjen. Man saar den paa Stedet.Afdækningen om Foraaret maa finde Sted gradvis, og man bør saa vidt muligt vælge Graavejrsdage til dette Arbejde for ikke at udsætte Planterne pludseligt for Solens Indvirkning. Men nu kommer samtidig et af Aarets vigtigste Vedligeholdelsesarbejder. Frosten har Vinteren igennem, trods Dækning, virket paa Jorden, den har løftet de smaa Sten, som ligger omkring Planterne, ja selve Planterne, navnlig dem, der er plantede det foregaaende Efteraar er hævede op af Jorden, saa at Rødderne er blottede. Forsømmer man ret længe at faa dette bragt i Orden igen, vil de løsnede Planter dø af Tørke eller i al Fald svækkes i betydelig Grad. Derfor skrider man til det Værk, mens der endnu er rigeligt af Fugtighed til Stede, at trykke Jorden fast igen. Ofte maa man tage fat paa dette Arbejde, inden man helt har afdækket Stenpartiet, men man sørger omhyggeligt for, at ingen Del af Stenhøjen forbigaas. Man fjerner saa Granrisene fra et mindre Parti, gør dette i Stand og lægger nogle af Granrisene over igen. I en Kurv eller Kasse fører man lidt frisk Jord med sig for at kunne fylde efter i de Revner, som maatte være opstaaede ved Regnskyl Vinteren igennem.Efterhaanden som Foraaret skrider frem, kan man fra Grotter og Kløfter bortfjærne Løv, som er føget sammen der, hvis det virker uskønt eller er hobet op i for store Mængder; ligeledes kan man afpudse de gamle Bregneblade eller andet Løvværk, man har ladet sidde for at virke beskyttende Vinteren igennem. Nu bryder det alle Vegne, og en Stund kan man blot fryde sig over sin Stenhøj, og hver Dag se en ny Plante udfolde sine Blomster, men snart kalder Arbejdet igen. Foraarets tørrende Luft gør sin Virkning, og Vanding bliver nødvendig enkelte Steder. Har man et kunstigt Kildevæld i sit Stenhøjsanlæg eller et Morænebed, maa der lukkes op for Vandet. Snart strækker Vanding med Vandkande ikke til, der maa sprøjtes dagligt, i al Fald naar Vejret er tørt. Sprøjtningen skal ikke indskrænkes til Planterne alene, Stenene og Gangene oversprøjtes, de sidste ikke mindst, thi derved bidrager man til at sprede Friskhed og Kølighed over hele Anlægget. Vil man have et særlig godt Vandingssystem, kan man over hele Stenhøjs-partiet lade lægge Vandrør med mange fine Bruseapparater, hvorfra Vandet kan fordeles støvfint.Nu har de første af Stenhøjens Foraarsbebudere allerede visne Blomster, disse maa fjærnes, hvis man da ikke agter at samle Frø af dem. Efter stærke Regnskyl maa man med Jord og Sten udfylde de Render, det nedstrømmende Vand har dannet sig, ogsaa Gangene maa efterses og repareres. Saaledes gaar Sommeren med Afpudsning, Vanding og Reparationer. Man maa ogsaa stedse gøre sine Iagttagelser med Hensyn til Planternes Vækst og Udvikling, holde Øje med dem, som vokser for stærkt for i Tide at kunne hæmme dem i Væksten; ofte kan Forholdet dog være saadant, at det er rigtigere at lade den Plante, der føler sig vel paa Stedet og er ved at blive smuk og kraftig, beholde Pladsen, medens den svagere maa fjærnes og sættes hen paa en for den gunstigere Plads. Man maa i det hele mærke sig, hvilke Planter, der synes at have faaet en uheldig Plads, hvilke der staar for tørt eller for lyst, for fugtigt eller for skygget, saa at man senere, naar Omplantningstiden indtræder, kan rette de Fejl, der er begaaede.Hele Aaret, men dog mest om Sommeren, har man at kæmpe mod nogle Fjender af Dyreriget, hvilke man maa søge at bekæmpe paa bedste Maade. Muldvarpen er her som i den øvrige Have en ubehagelig Gæst, som man maa forfølge ihærdigt. Mus og Rotter sætter af og til Bo i de Stensætninger, hvor de kan finde en Hulhed; jo bedre Grottevæggene og Klippeblokkene er byggede op, des vanskeligere kan disse Dyr finde et passende Sted til deres Bolig. Solsorten er vel nok den ubehageligste Gæst blandt Fuglene, hvis man da ikke er saa letsindig at lade sine Høns gaa om i Haven. Solsorten ynder at rode og hakke i Planternes tætte Puder og Tæpper for at søge efter Insekter og Orme, og nyplantede Partier, som har haft Besøg af denne Fugl, ser sørgelige ud. Hvis man ikke nænner at skyde denne Gæst, har man næppe andet at gøre end at finde sig i dens Ødelæggelser. Og af de lavere Dyr har man Snegle, Knoporme. Myrer, Jordlopper, Bænkebidere og andet Utøj at bekæmpe. Snegle uden Hus (nøgne Snegle) er især slemme efter Planter med tykke eller kødede Blade, saasom forskellige Primula-Arter, de ynder ikke Kalk, og for at hæmme deres Angreb an vender man andetsteds en Udstrøning af pulveriseret Kalk; da saa mange af Stenhøjens Planter er kalkyndende, vil en saadan Udstrøning, i al Fald omkring de kalkyndende Planter, kun kunne gøre Gavn. Myrer er meget ubehagelige Gæster, de lægger med Forkærlighed deres Tuer midt op i en Tæppeplante eller Pudeplante. Man maa for at udrydde dem afgrave og bortfjærne en større Del af Jordmassen, som man erstatter med frisk Jord. Myrerne kan ogsaa fanges ved i Tuerne at nedlægge en Svamp dyppet i Honning eller Sukkeropløsning; Dyrene vil da krybe ind i Svampens Hulheder, naar denne er fyldt, kastes den i en Spand med kogende Vand; gentages denne Proces Gang paa Gang, kan man helt rense en Tue for dens Beboere. Knoporme efterstræber de finere Nellikearter, Primula og mange andre af de bedre Stenhøjsplanter. Man maa, saa snart man har opdaget deres Tilstedeværelse, gennemrode Jorden tidlig om Morgenen og afsamle saa mange af disse Skadedyr som muligt. Bænkebidere er Natdyr og gemmer sig om Dagen i mørke Huller. Henstiller man paa Stenhøjen udhulede Kartofler eller Rødbeder—med Hulheden nedad—vil Bænkebiderne søge til disse og gemme sig der, om Morgenen kan man da ryste dem ud og dræbe dem. Regnorme, hvis Tilstedeværelse ellers er ønskelig i Naturens Husholdning, er ikke til nogen Gavn for Stenhøjen. Jorden bliver ved deres Virksomhed og ved deres Aflejring af Ekskrementer mindre behagelig for Alpeplanternes Rødder at arbejde i; som egentlige Skadedyr kan man dog ikke opfatte dem.Med August begynder atter en travl Tid. Thi nu er det en gunstig Tid for Omplantning, hvad enten dette nu er de smaa Ændringer, der just er hentydet til, eller det er Generalomplantninger af større Dele af Stenhøjen. Den rigeligere Nedbør, som falder i denne Maaned, og den kraftigere Nattedug er gunstig for dette Arbejdes Udførelse. I og for sig kan man omplante Stenhøjsplanter til enhver Tid af Aaret, naar blot Jorden ikke er frossen, men Planterne tager hurtigere fat, naar de omplantes i August, og de naar at faa rodfæstet sig inden Vinteren.Efter at Omplantninger og Nyplantninger er fuldendte, har man Resten af Efteraaret mest Renholdelse at tænke paa. Man maa sørge for, at man gaar Vinteren i Møde med en vel renholdt Stenhøj; der maa ikke findes Ukrudt noget Steds, thi saa har man det at kæmpe imod straks i den travle Foraarstid. Visne Blade maa man ikke være for ivrig med at fjærne hen paa Efteraaret, thi disse kan siddende paa Planten godt gøre deres Nytte som et Slags Vinterdække.Naturlig-PlantningNaturlig Plantning med faa væsentlig indfødte Arter. Kun Arundo Donax (til højre) røber at det hele er Menneskeværk.Den danske Floras Vand-og StenhøjsplanterafAndreas Madsen.I. Vandplanter.Paa Vandplanter er Danmark langt rigere end paa Klippeplanter. Udfra et havemæssigt Synspunkt gør det intet til Sagen, at der alene kan blive Tale om voreferskeVandes Blomsterverden, eftersom Havets Plantevækst ikke ejer blot en Art som er under Dyrkning. Havfladen er ganske blomsterløs, kun fladbundede Kysters Brakvand dækkes sine Steder afFlydende Vandranunkel'shvide Blomstermylder.Vore vildtvoksende Vandplanter omfatter derfor i gængs Sprogbrug udelukkende de Arter som træffes i Søerne, Aaerne, Bækkene, helt ned til Tørvegrave og Vandhuller. Mange iblandt dem, forholdsvis flere end af Landjordens indenlandske Flora, er saa smukke og statelige, at vi ogsaa lader deres Blomster og Blade smykke Havernes Vandpartier. Andre har vi derimod god Grund til at betragte med mindre velvillige Blikke, maa afgjort holdes baade fra Haverne hvor de kun optræder som Vandukrudt, fuldt saa ondartet og vanskeligt at udrydde som Landjordens. Et Eksempel herpaa er den kendte, oprindeligt amerikanske ArtVandpest, Elodea canadensis. For ikke at tale omAndemad.Kun Arter der lader sig til Syne oppe i Luften enten med saavel Blomster som Blade eller dog med Blomsterne alene, har vi nogen Glæde af at indlemme blandt Havernes Kulturplanter, Den, iøvrigt faatallige Gruppe, hvorhelePlanten til enhver Tid er nedsænket i Vandet,Hornblad, Vandkrans, Brasenføde, Vandpest, foruden enkelte andre, er lidet egnede til andet end Stueakvarier, gennem hvis Glasvægge Planterne kan ses ogsaa fra Siden.De Vandplanter hvis Blade svømmer eller rettere flyder i Vandspejlet og hvis Blomster enten gør det samme eller dog gror saa lavt at ogsaa de synes flydende, er derimod en Afdeling som tæller mange udmærkede Arter, i hvis Spidse vi afgjort bør sætte de to, danske Vandplanter som i alle Maader fortjener at indlede vor Skildring, denhvideog dengule Aakande.Om den hvide Aakande skriver Rostrups Flora, at den hører til vore skønneste, indenlandske Planter, og at Blomsterne overgaar alle andre i Størrelse. Men næst efter kommer den gule og begge vore Aakander forstaar, hvad ellers ikke ret mange hjemmevoksende Planter kan, at hævde sig overfor den store Mængde af indførte, fremmede Arter. Og hvilke glimrende Fremtoninger der findes blandt den nyere Tids udenlandske Aakander, meddeles andetsteds i denne Bog.De vokser ikke sjeldent blandede sammen og klæder hinanden fortræffeligt. Paa Baggrund af Bladenes grønne Ørige træder Blomsterne frem i skinnende guldgul og sølvhvid Pragt, Det Hele danner et saa skønt Billede, at Gartnerens Kunst ikke kan føje noget til, Intet Under at Aakanderne, indbefattet Asiens og Ægyptens berømte Lotus, fra de ældste Tider og overalt har tiltrukken sig almindelig Opmærksomhed og er blevne folkekære som faa andre Planter i Vand som paa Land. Herom vidner den Vrimmel af Aakande-Navne, som vidt forskellige Tungemaal er forsynede med.Aakandeer et gammelt Navn der var fælles for hele Norden og atter svarede til gængse Navne længer sydpaa. Hvem der oprindeligt maa have været den rette Aakande skønnes let, det er utvivlsomt den Gule. Frugten, egentligt et »Bær«, har virkeligt Form som en Kande, medens den Hvide Aakandes er næsten kuglerund, og stærkt minder om Opiumvalmuens Kapsel. Imidlertid maatte Farven altid være den mest iøjnefaldende Forskel paa de to Aakander, som begge kom til at bære dette Navn, der overførtes fra den Gule til den Hvide.Vore ældste Plantebøger giver dog flere Navne at vælge imellem.Henrik Smid'sLægebog fra 1557 nævner ganske vist kun Hvid Aakande, men kun af den Grund, at den regnedes for al være mere brugbar som Lægemiddel end sin Slægtning. Som medicinsk Plante er den iøvrigt nu gaaet af Brug. Derimod harSimon Paullis »Flora Danica« tre forskellige Navne:Aakande, Søe-Blomst, Søe-Blad.De afledes hver fra sin Del af Planten, Frugten, Blomsten, Bladet. Den fjerde Part Roden mindes i det gamle, men sjeldnere NavnHaarrod, der hentyder til de tykke Rodstokkes tætte Bundter af Trevlerødder. Aakande synes dog at have været det gængse, danske Hovednavn. Folkenavne paa Planter og Dyr er ofte Lignelser, hvis Billeder hentes fra Ting hvormed man er fortrolig i det daglige Liv, og Kanden manglede neppe i noget Hjem. Aakandernes store Frugter var ganske som lidt plumpt formede Drikkekander at se til og den hvide Aakandes lignede tykbugede Krus. Det var ikke til at tage fejl af og saaledes opstod rundtom i Lande og Landsdele en Mængde Aakande Navne, som man mere eller mindre træffende tog Sigte paa disse Ligheder. Det falsterskeSøkrukke, det jydskeKællingkrus, SvenskernesSmørkandekop, TyskernesEddikekrukke, ligetil det engelskeBrændevinsflaske, et Navn som vist ogsaa skyldes en Tankeforbindelse idet den gule Aakandes Blomster siges at udaande en svag Duft af Whisky eller noget i den Retning. Det lyder da lidt mistænkeligt, at en Botaniker et Steds meddeler sine Læsere, at Aakandeblomsterne har en »ikke ubehagelig Lugt.«I svenske Folkemaal kendes ogsaa det nøgne NavnKandeog sluttelig skal blot nævnes, at ThybomaaletsPottelaagesom Navn for Bladene ogsaa tilhører disse Lignelser fra Køkkenets Verden.Paa Videnskabens Verdenssprog, Latin, bevarede begge de nordiske Aakander gennem Aarhundreder Fællesnavnet Nymphaea, men omkring Aaret 1800 fik de ikke længer Lov til at være i samme, botaniske Slægt, men blev skilte i to. Det gamleNymphaeablev forbeholdt den Hvide medens den Gule modtog NavnetNuphar, som efter Sigende er et arabisk Ord, der som Aakandenavn iøvrigt har været kendt gennem hele Middelalderen ogsaa nord for Alperne, i en lidt anden FormNénuphar, er det mærkeligt nok gældende i Nutidsfransk som Navn for begge Aakanderne.I Skolebøger og andre Skrifter for Børn og Ulærde var det nu nødvendigt at lade to latinske Navne faa tilsvarende danske, det lod sig ikke gøre at nøjes med det ene, Aakande. Den Gule blev da kaldtNuphar lutea, Aakande, den Hvide med ligeledes én indenlandsk Art,Nymphaea alba, fik NavnetNøkkerose.Selvfølgeligt blev Ordet Nøkkerose ikke valgt i Blinde. Det var kendt fra gamle Dage som Folkenavn om just ikke i Dansk saa dog i Norsk og Svensk og længer sydpaa kendtes den som GermanernesNixenblume.I den almene Opfattelse stod de nordiske Vandes Guddom, Nøkken, som særligt knyttet til norske og svenske Sagn og Æventyr. Han træffes i danske Digtning og Overtro, men kun sjældent og vel altid under Paavirkning nordfra. Følgerigtigt maa da Nøkkens Roser vokse ikke i vore, men i de to andre skandinaviske Landes Søer og Aaer. Hermed passer det, at Videnskabernes Selskabs Danske Ordbog skriver saaledes: »Nøkkerose, Norsk Plantenavn« og i de Plante-Lærebøger, der udkom inden Norges Adskillelse fra Danmark og hvori de norske Plantenavne altid vedføjes de danske, henføres »Nøkkerose« ligeledes til Norge. Mest udbredt og henført til begge Aakanderne synes det dog at være i svenske Folkemaal.Foruden Nøkkerose kendes ogsaa NavnetNøkkeblomst, og denne Form er vistnok den som først indfører den ny Betegnelse idanskeBøger. IBredsdorffs »Haandbog over botaniske Ekskursioner i Egnen om Sorø, Kjøbenhavn, 1834« opføres: Nymphaea, Nøkkeblomst og Nymphaea alba. Hvid Aakande. Som Nøkkerose findes det iJoh. Langes »Haandbog i den danske Flora, 1853« og optages senere af Rostrup og andre Botanikere. Selv om det egentligt er et svensk-norsk Navn, lader det sig meget vel forsvare at indføre det ogsaa i det tredje nordiske Sprog. Men i gængs Tale har Nøkkerose vanskeligt ved at trænge igennem.Et af gamle Simon Paullis Aakande Navne varSøblad. Det er i sig selv ganske ligetil, men har dog givet Anledning til en Strid, som endnu er standende, og hvis Hovedpunkt er Spørgsmaalet om »Hjærterne« i det danske Rigsvaaben. Somme Historikere paastaar jo, at de saakaldte Hjærter ikke er andet end Søblade, altsaa Aakander. Er dette virkeligt Tilfældet, er der timedes vore to fornemste Vandplanter større Hæder end nogen anden i vor Flora baade til Lands og til Vands.Vi kender alle Kong Volmers Ord »I Skjoldet springe Løver og Hjærter staar i Brand«, og til disse Chr. Winther'ske Verslinjer slutter sig Grundtvigs »Hjærter og Løver i sit Skjold, Danmark har ført fra Hedenold«. Hvad Digterne her synger om, har staaet som Sandheder, ved hvilke der ikke turde rokkes, at fornægte dem var at bryde selve den dyre Skjolderand. Men disse Historikere har ikke Agtelse for nogetsomhelst. De sønderbryder Skjoldet, laver Løverne til Leoparder og Hjærterne til Aakander.Til ingen Nytte fører de Bevis efter Bevis i Marken for, at detersaaledes. Den gamle Tydning af Rigsvaabnet er for mange en Trossætning, hvorimod alle Fornuftgrunde preller af. Det er da heller ikke Hensigten her at tage Standpunkt i Striden, men blot sagtmodigt udtale, at det gamle Kongevaabens sindbilledlige Betydning ikke forringes ved at faa Hjærterne ombyttede med Søblade. En tredje dansk Digter Chr. Richardt har udbragt en Skaal for hvert gyngende Aakandeblad til Ankers i Østersøens Bølger, og Vaabnets Søblad bliver da Billedet paa Danmark værnet af de tre Vaabendyr, de danske Hovedstrømme imellem Sjælland, Fyn og Jylland.Er dette Sindbillede hentet fra en dansk Indsø, hvor Nøkkens Roser gynger paa Vandspejlet, mindre skønt end Fremstillingen af de blødende Hjærter, som i sig selv intet betyder?Som virkelige Aakandeblade, hvorimellem de store, skønne Blomster er indstrøede, finder vi dem mange Steder hosH. C. Andersen. I Æventyret»Klokkedybet«mindes han Barndommens Land ved Odense Aa, hvor de gule »Aaknapper« vokser, og han laderDyndkongens Datterkomme for Dagens Lys i en Aakandeblomst, der aabner sig mod Solen. Naturens underfulde Herlighed iParadisets Haveaabenbarer sig ogsaa i Aakander, hvis Blomster er som en rødgul, brændende Lue, som Vandet giver Næring. Det kan tænkes, at Digteren har kendt de fremmede, røde Nokkeroser han bruger aldrig delte Navn. som ikke er indgaaet i Folkesproget,—og muligt husker han dem fra sine Rejser, men det er dog neppe falden ham i Tanker, at hans eget Lands Vande en Gang med Tiden skulde prydes af ikke alene røde, men ogsaa blaa Aakander, der vel kunde maale sig med de Fantasiblomster, hvormed han smykkede Edens Have.IAarets Historiebreder Nordens hvide Lotus sine Blade over Skovsøen, medens Varmen vælder ned i den dejlige Sommer, og iTommelisesejler Æventyrets lille Heltinde ned ad Strømmen paa et Aakandeblad, der føres af Sommerfuglen, et af de mest henrivende Billeder ikke alene i dansk, men vel overhovedet i al Æventyrdigtning. At H. C. Andersen her tænker paa Odense Aa, viser det Træk, at Skruptudsen pynter sin Stue nede i Dybet med de samme gule Aaknapper, der findes i »Klokkedybet«, hvor Stedet udtrykkelig nævnes.Hvor meget der endnu lod sig fortælle om vore hjemlige Søblade er det dog paa Tiden at standse. Som en lille Modvægt imod den megen Talen om Vaabenskjolde, om Æventyr og andet lærdt og skønt, skal dog til Slutning nævnes en lille Enkelthed fra et helt andet Felt.Enhver, som elsker Naturen, maa glædes ved at se Aakanderne i deres fulde Sommerpragt og intet fremkalder selv midt i Vinterens blomsterøde Mørke Mindet om de skønne Timer i højere Grad end vore Vandes hvide og gule Roser, der ogsaa er blevne sammenlignede med Liljer og Tulipaner. Vi tænker tilbage og husker Sejlturen henad Aaen eller Søen forbi Aakandernes grønne og blomstrende Rige, hvor man gærne prøver paa at plukke Blomster, dog sædvanligt med lidet Held. Nede under dem leger Fiskene med deres Finne, som skrevet staar i vore gamle Folkeviser, og henover Vandspejlets Hjærter danser og flyver glimrende Insekter, de skønne Sivbukke. Det falder os ikke ind, at de beundrede Vandblomster ogsaa kan gøre Nytte, praktisk Nytte paa Bordet og derefter i Munden. Det har muligt heller ikke nogensinde været Tilfældet her i Landet, men i hvert Fald oppe i Sverigs fattigere Egne har Almuefolk til Tider maattet gøre Brug af Aakandernes kødede, stivelsesrige Rodstokke, som er blevne malede og bagte til Nødbrød. Om dettes Næringsværd og Smag har der ikke kunnet findes Oplysning, men selv om vi ikke ønsker, det skal komme saavidt, er det mon fjernt ogsaa i vor, lidet hyggelige Tidsalder at sende en Tanke til de Værdier, som ligger paa Vandets Bund?Ligesom Storhederne i Menneskenes Rige gærne efterlignes af de Smaa, saaledes er mange Vandplanter dannede i Aakandernes Skikkelse. Med samme, flydende Hjærteblade, tilsvarende Voksemaade og med Blomster i Gult og Hvidt, hos enkelte slaar den hvide Farve dog over i Rosa og et endnu kraftigere Rødt.Frøbidkan saaledes gælde for en Nøkkerose i Dværgeformat, og kaldes da ogsaa i ældre Tid, hos Simon Paulli og andre med Navnet: »Mindste Slags Aakande med hvide Blomster«. Senere godkendtes Frøbid som ikke alene Nordens, men de fleste andre Sprogs gængse Navn, det latinske Artsnavnmorsus ranaeer udsprungen som ligefrem Oversættelse af Folkemaalet. Almindelig som denne Plante er næsten allevegne og skønt meget net dog langtfra fremtrædende dekorativ, frister den ikke til Indplantning i Havernes Vandpartier.Det samme gælder voreVand Ranunkler, hvis 6 forskellige danske Arter i Lægfolks Øjne skuffende ligner hverandre, en enkelt af dem hører, som allerede nævnt, til de meget faa Blomsterplanter, der vover sig ud i om just ikke det salte Hav saa dog i det stille Brakvand. Vand-Ranunklerne samles oftest i en særlig SlægtFrøpeber, Batrachium, hvis mest iøjnefaldende Fællestræk erhvideBlomster, medens den tørrere Bunds Ranunkler—eller Smørblomster—hos os alle er gulblomstrede.LyserødeBlomster, samlede i tykke Aks, harVand-Pileurt.Dens lange, smalle Blade er skabte som hos de øvrige danske Pileurter, der er mindre hæderlig kendte som slemt Ukrud i Haver og paa Marker. I det Hele har Vand-Pileurt ikke det sædvanlige Præg af at tilhøre det vaade Element og kan ogsaa tidt vandre ind paa tørlagt Bund eller endog blive en ligesaa slem Ukrudplante som sine Slægtninge Blegbladet og Ferskenbladet Pileurt, fra hvilken Vand-Pileurt dog adskiller sig ved at være fleraarig. Den tager sig afgjort bedst ud som svømmende med de smukke rosenrøde Blomsteraks stikkende op over Vandskorpen og kan herude ikke forveksles med nogen anden Pileurt.Til samme Gruppe. Flydeplanterne, hører endnu to Planter, som kun med et vist Forbehold henføres tildanskeVandplanter. De har begge i en fjern Fortid vokset i vore ferske Vande, men gør det ikke længer; med en vis historisk Ret tilhører de dog stadig vor Flora og deres Udeladelse vil af flere Grunde være paafaldende.Den ene erHornnødden, Trapa natans, hvis Blade ikke kan vække Strid om Rigsvaabnets »Søblade« eller »Hjærter«, eftersom de snarere har været Forbilleder for »Ruder« paa Spillekortene. Hornnøddens ejendommelige Ydre og mærkelige Historie vil iøvrigt mangen Læser kende fra Sophus Bauditz's »Fortællinger fra Skovridergaarden«, hvor man finder dens veltrufne Portræt. Man ved da, at Trapa er uddød her i Landet. Om dens Forekomst for maaske Aartusinder siden, derom vidner Fundet af Hornnødden først i lollandske Tørvemoser, senere ogsaa fra Steder paa Sjælland og i Jylland, I vore Dage er den sjælden i hele Nord- og Mellemeuropa og gaar som en uddøende Art stadigt tilbage. Der gaar Sagn om, at en ivrig Planteven en Gang satte sig for at genindføre Trapa natans i den danske Flora. Med Lommerne fyldte, strittede han Nødderne ud de flest mulige Steder, det hed sig endog, at de paa Jærnbanerejser blev kastede ud af Kupevinduerne, naar Toget gik tæt forbi en Sø, Aa eller blot et Vandhul, men der forlyder intet om, at der nogetsteds i Landet viste sig levende Hornnødplanter.Skønt Hornnøddens Ydre er meget beskedent, vil de svømmende Ruderblade altid vække Opmærksomhed, selv om man ikke har læst Bauditz eller fra anden Side kender Plantens mærkelige Historie, som i »Skovridergaarden« er behandlet med nogen digterisk Frihed. Men Trapa har aabenbart noget vanskeligt ved at finde sig til Rette i det nuværende Danmark, hvad saa end Grunden kan være og sætter i hvert Fald sjældent modne Frugter. Om Dyrkningen vil Læseren andetsteds i denne Bog finde de fornødne Oplysninger.Den anden Vandplante, hvis Borgerret her i Landet blev nævnt som tvivlsom erLimnanthemum nymphoides, der ligeledes forlængst har ophørt med at være vildvoksende hos os, men hvis Frugter ved at være fundne i Tørvemoser eller dybt i jordlagene vidner om en fordums Tilværelse. Dens Forhold i Nutiden er dog helt anderledes end Hornnøddens.Flygtigt set minder denne Plante om Gul Aakande. Bladene er flere Gange mindre, men smukt hjærteformede, Blomsterne ved nærmere Eftersyn langtfra aakandelignende, men ligner mere store, gule Aurikler. Planten hører til Ensianfamilien, der tæller saamange skønne Arter og særligt en Mængde Alpeplanter.Hvorfor, kan Læseren spørge, præsenterer vi dog Planten under et skrækkeligt, langt og svært latinsk Navn. Lad os høre et godt, dansk Ord. Desværre er dette Ønske lettere at sige end at opfylde. Limnanthenum savner et Navn med hjemlig Klang, en ligefrem Følge af, at den er saa lidet kendt.Efter at have vokset hos os i Stenalderen eller anden Oldtidsperiode forsvandt L. (som vi foreløbigt kalder den) ganske og dukkede først op i den nyeste Tid. Naar vi træffer den i vor ældre, botaniske Litteratur er Grunden den, at Planten voksede i Syd-Holsten, særligt i Elben og dens Bifloder som en Tid lang regnedes for Artens Nordgrænse. Sydpaa var den udbredt over hele Nordtyskland dog intetsteds særlig almindelig.Da Hertugdømmerne gik tabt, skulde L. dermed være slettet af den danske Flora, men omtrent samtidigt fandt man den i det egentlige Danmark; e. 1863 i Fæstningsgravene ved Kronborg, senere flere Steder i sjællandske Aaer, desuden i Odense Aa og i de allersidste Aar i Vor Aa i Nordjylland. Overalt siges den at være indplantet, ikke virkelig vildtvoksende, I Modsætning til Hornnødden lader saaledes L. til at føle sig meget vel til Mode i Nutidens Danmark, og i Sverig, i hvis Strømme den ligeledes er plantet, er det samme Tilfældet. Den rykker stadigt længer nordpaa og agter vistnok paany at erobre sig en blivende Plads indenfor den skandinaviske Flora.I nyere, botaniske Bøger opføres L. med det danske Navn,Søblad, der som vi har hørt er et af Aakandens gamle Navne. Som Navn paa Limnanthemum er det misvisende alene af den Grund, at det kan lede til den Tro, at Rigsvaabnets »Søblade«—eller »Hjærter«—i Virkeligheden er denne Arts Blade, hvad aldeles ikke kan være Tilfældet. Man ser ogsaa Planten opført somAakande-Søblad, men et saa kunstigt Ord vinder aldrig Indgang i daglig Tale. I Sverig, hvor L. jo ogsaa er ny. har Botanikerne lignende Navne-Vanskeligheder, et af de foreslaaede Navne er her det poetiskeSøguld.Saameget rigere er L. paa videnskabelige Navne. Foruden de ny tilligeNymphoides peltatum, Villarsia nymphoidesog endnu flere som for næsten alles Vedkommende omfatter etnymphoides, der henpeger paa Ligheden med Aakanderne.I Havernes Vandpartier vil den, hvad man saa foretrækker at sige, altid gøre sig gældende. Hvem som ikke forud kender »Søguldet« vil hvert Aar kunne finde det blomstrende i Juli og August i et af Vandbassinerne i Botanisk Have i København.Der kunde fremdrages endnu flere Vandplanter af første Grad, hvormed vi forstaar Arter, som enten gennem hele deres Tilværelse holder sig skjulte nede under Vandet eller kun lader sig tilsyne med Bladene flydende paa Vandspejlet samt en Tid ogsaa med Blomsterne ragende op. Det her nævnte lille Udvalg omfatter dog de mest iøjnefaldende af vore indenlandske »ægte« Vandplanter.I ethvert nogenlunde rummeligt Ferskvand findes en Række forskellige Plantesamlag, der skifter i regelbunden Følge efterhaanden som man nærmer sig Bredden. Længst ud gaar Aakanderne, dog sjælden paa dybere Vand end ca. 2–2,5 m, paa lavere Vand breder Vandranunklerne, Frøbid og andre sig tidt over sammenhængende, store Flader.Andemadikke at forglemme. Overfor dette Vandukrud kan enhver Vandgartner, hvis man tør bruge dette Udtryk, som Slagsang kunne istemme Hostrups kendte Vise »Andemad, væk, den Fordring bær vi frem«. Og i Hartkorn med Andemaden slaar han Grøde og Vandpest, foruden andet der lægger sig kvælende som et Kistelaag over Vandet og helt kan standse Strømmen.Paa Grænsen mellem Land og Vand breder der sig almindelig en Bræmme af Siv og Rør isprængt en broget Blanding af alskens Urter, hvorimellem mange af vore højeste, stateligste og skønnest blomstrende Planter, delvis de samme der smykker Moserne, hvis Plantevækst atter danner Overgangen til Engfloraen.
Fig. 50Fig. 50. Kunstigt opbygget Stenblok i Botanisk Have.
Fig. 50. Kunstigt opbygget Stenblok i Botanisk Have.
Det er af Vigtighed, at det Jordsmon, som Planterne skal plantes i, er gunstigt for deres Trivsel, og at man ved tilberedningen deraf har de forskellige Planters Tarv for Øje. Som Regel vil den Muldjord, der findes paa Stedet, og som man har afgravet og samlet, inden Omformningen af Terrænet paabegyndtes, ikke kunne bruges i ublandet Stand, men det hyppigste vil vel ogsaa være, at man af økonomiske Hensyn maa bruge en Del af denne Jord til Indblanding i andet Materiale. For at kunne tilvejebringe gode Jordblandinger anskaffer man sig et Oplag af følgende Jordarter: Lyngjord, Mosejord—ogsaa Tørvestrøelse kan eventuelt anvendes—Bladjord og, hvis den oprindelige Muldjord er let, da tillige Græstørvejord fra svær Jord. Endvidere Grus, fint knuste Kalksten eller Murgrus og fine Granitskærver. Visse Planter er mere kalkfordrende end andre, ja nogle Forfattere hævder, at Planterne kan deles i kalkfordrende og kalkflyende Arter, og at der endog ofte til visse kalkyndende Planter svarer andre nærstaaende Arter, som er kalkflyende; i Naturen skulde disse to Slags Planter som Følge af deres særlige Krav til Jordbunden aldrig forekomme blandede, men al Tid hver Gruppe paa sin Lokalitet. Saaledes angiverRobinson, der har en Liste paa c. 70 Kalk-Planter og nogle flere Granit-Planter, atRhododendron hirsutum, Daphne eneorumogPulsatilla alpinavokser paa Kalkbjerge, medensRhododendron ferrugineum. Daphne striatum og Pulsatilla sulphureavokser paa Granitunderlag. Selv om dette nu ikke skal tages saa alvorligt, at man altid kan betragte Kalk som Gift for Planter fra Granitbjærge, saa kan man dog ikke se helt bort fra denne Forskellighed hos Planterne, og enhver Oplysning om Planternes naturlige Voksested er af Betydning for Stenhøjs-dyrkerne. Hvis man til sin Stenhøjs Opbygning har brugt saavel Granit som Kalksten, gør man derfor vel i ogsaa at tilberede Jorden forskelligt paa de to Steder, saa at man ikke blander Kalkelementer i den Jord, som lægges paa Granitafdelingen, medens man giver en rigelig Tilsætning af dette Materiale paa den Afdeling, der er bygget af Kalksten. Ved man intet om Planternes Krav i saa Henseende, kan man jo prøve sig frem, plante enkelte Individer paa hver sin Afdeling og se til, hvor Planterne udvikler sig bedst. Sandsynligst er det dog, at Jordbundens rette fysiske Beskaffenhed er mindst ligesaa vigtig som dens kemiske. Med andre Ord, at der for Planternes Trivsel maa tages fuldt saa meget Hensyn til, at de faar en Jord, som er passende gennemtrængelig for Rødderne og af en passende Fugtighedsgrad for de paagældende Planter som til, at Jorden indeholder saa og saa mange Procent Kalk.
Til Paafyldning i Revnerne og de større Mellemrum paa Stensamlingerne samt til Jordlaget paa Stenskredene bruges en let Jord bestaaende af Mosejord blandet med lidt af den oprindelige Muld samt Grus og fine Granitskærver. Til Smaalavninger, hvor Engplanterne skal vokse, bruges Mosejord blandet med lidt Grus og en Del af den oprindelige Muldjord, til Kløfterne benyttes en lignende Blanding, og i disses nedre Dele, i Bunden af skyggede Grotter samt paa andre Partier, hvor man vil dyrke Skovplanter, tilsættes yderligere Bøgebladjord. Lyngpartierne faar grusblandet Lyngjord; har man ikke Adgang til at skaffe denne Jordart, maa man anvende Jord fra Lyngmoser med en Indblanding af lidt rigeligere Grus. 1 Kalkafdelingerne tilsættes, som nævnt en Del knust Kalksten eller Murgrus.
For at kunne tilplante en Stenhøj tilfredsstillende maa man kende noget til de Planter, man vil dyrke. Vel kan man læse sig en Del til, men bedre Kundskab om Arterne vil man dog erhverve sig ved at studere andre Stenhøjsanlæg. Her kan man gøre mange Iagttagelser, se de Fejlgreb, der er bleven begaaede, og derefter vare sig for at gøre de samme Fejl om igen, man vil kunne se de gode Resultater, som er opnaaede, og søge at efterligne de Kaar, den og den Plante her er lykkedes under. Ja, man kan jo endog faa Lejlighed til at kritisere de rosende Udtalelser, som Bøger og Kataloger, Gartnere eller ens Venner har fremført om denne eller hin Plante, og se, om det virkelig passer, at denne »ikke bør savnes paa nogen Stenhøj« eller hin »er af glimrende Virkning plantet i store Masser«. Smagen er jo saa forskellig, at man aldrig er sikker paa om det, andre roser som noget særlig godt, netop vil falde i ens egen Smag. Man maa forøvrigt heller ikke vente al Tid at opnaa samme Resultat, som man ser naaet andet Steds, de lokale Forhold har ofte meget stor Indflydelse; men mislykkedes nogle Arter, kan man til Gengæld glæde sig til, at andre maaske netop vil lykkes bedre paa den Stenhøj, man selv har anlagt, end paa dem, man har lagt til Grund for sine Forstudier. Her kan saaledes nævnes, atMax Kolbved Beskrivelsen afHutchinsia alpinaskriver: »Saa almindelig (i Bjærgene) denne Plante end er, saa lykkes den ofte ikke godt og gaar gærne til Grunde«, medens den i Botanisk Have i København regnes for at være en af de villigste; og omPolygonum vaccinifolium, der sidstnævnte Sted nærmest maa kaldes lunefuld og absolut maa have en god Plads, sigerRobinson, at »den formeres let ved Deling og Stikning, trives i almindelig Havejord og passer til Skrænterne og de mindre vigtige Steder paa Stenhøjen.«
Vigtigt er det ogsaa ved disse Studier paa andre Stenhøje at lægge Mærke til,hvorden eller den Plante »gør sig« bedst, om den udvikler sig bedst til sin Fordel klemt inde mellem Sten i en vandret eller lodret Revne, eller om den ser bedst ud imellem løse Smaasten, om den trives bedre i et lille Engparti end i en Kløft, og om den syner bedst betragtet fra oven eller fra neden, Man maa gøre Iagttagelser angaaende Planternes Krav til Vokse-Areal, om det er Planter, der breder sig raskt eller om den aarlige Tilvækst kun er ringe.
Til Plantningen bruges helst smaa Planter. Disse vokser lettest. Synes de Blokke, man har indkøbt, at være for store, maa man se efter, om det er en Art, som let lader sig dele, og er dette Tilfældet, bør man straks partere den, man har da ikke alene flere Chancer for én, at Planten skal vokse, men tillige faar man i samme Køb et større Stykke af sin Stenhøj tilplantet. Af Plante-Arter, som ikke taaler Deling, maa man vogte sig for at faa store Individer. Nogle Planter har lange piskformede eller dog svagt forgrenede Rødder (mange Bælgplanter). Disse Planter lader sig ikke dele; de kan tillige være vanskelige at plante, da Rødderne paa Grund af deres Længde kræver et dybt Plantehul; en Indkortning eller Sammenbukning af Rødderne er ikke heldig, taales i mange Tilfælde slet ikke af Planten. Derimod kan alle Planter med tæt og rigt forgrenet Rodnet godt taale Rodbeskæring, og denne Indstudsning bør foretages, da Plantningen foregaar lettere, naar Rodmassen er mindre.
Stenhøjsplanter maa plantes med megen Omhu, navnlig gælder det om at trykke Jorden godt omkring Planten, saa at Rødderne straks omsluttes fast af Jord og Smaasten. Ved Omtalen af Stenenes Anbringelse er det nævnt, at Jorden skal pakkes ind i alle Hulheder og Revner. Ved Plantningen gælder samme Regel, man maa hele Tiden passe paa, at Jorden, som man fylder ned om Rødderne, baade ligger fast til disse og til Stenvæggene. Tilplantning af Grottevægge og Klippeblokke er den vanskeligste. Revnerne er ofte ganske smalle, saa at det er et stort Taalmodighedsarbejde at faa Jorden fyldt ind omkring Rødderne; som nævnt skal der gærne være Smaasten i Jordblandingen, disse Smaasten kommer let i Klemme og hæmmer den videre Paafyldning af Jorden. Og volder de vandrette Revner Bryderier, er de lodrette endnu vanskeligere at beplante, Thi her mangler det faste Underlag, som man dog har ved de vandrette Revner. Man maa derfor ved Tilplantningen af disse lodrette Spalter klemme Sten ind deri, som kan tjene som Hvilepunkt for Planten, man vil anbringe, og for yderligere at gøre et saadant Sted til et fast Støttepunkt, kan man fæstne den indsatte Stenkile med Cement. For at gøre Cementen saa lidet synlig som muligt, knuser man noget af den Stenart, man har bygget med, til meget fine Skærver og trykker en Del af disse ind i den endnu fugtige Cement.
Fig. 51Fig. 51. Parti af Botanisk Haves Stenhøje.
Fig. 51. Parti af Botanisk Haves Stenhøje.
Man maa vel vogte sig for at faa sin Stenhøj for regelmæssigt tilplantet. Uregelmæssighed og Uensartethed er jo allerede givet eller tilstræbt i selve Konstruktionen, der vilde da ingen Mening være i at udviske dette ved en altfor regelmæssig og ensartet Tilplantning. Det gælder jo først og fremmest at give Planterne de bedste Vækstbetingelser, men tillige maa man jo give dem den bedste Baggrund og tage Hensyn til de enkelte Arters Voksemaade. Pudeplanter skal ikke plantes tæt og i store Klynger, de skal ses enkeltvis eller faa sammen, saa at den enkelte lille Plante viser sig. Rosetplanter og visse Pudeplanter tager sig bedst ud mellem Sten og plantes derfor i store Klippeblokke. Tæppeplanterne sættes sammen i større Mængde og især paa store Flader, de gør sig jo netop paa denne Maade; er det Arter, som hurtigt breder sig, kan Arealet, der skal indtages af en eller anden Art, dog godt beplantes spredt, men al Tid uregelmæssigt; sæt ikke Planterne i Rader og Geledder som i en Køkkenhave! Forøvrigt kan Tæppeplanter ogsaa være af ypperlig Virkning, naar de er plantede over en lille Stenknold; Planterne vil da efterhaanden brede sig over hele Knolden og dække den, saa at kun en enkelt Stenspids træder frem af det grønne. Straks efter at man har beplantet en Klippeblok, en Top eller en Flade, belægges den fri Jord mellem Planterne med fine og grove Skærver. Disse tjener dels til at holde paa Jorden, at den ikke saa let skyller bort, dels bidrager de til at holde paa Jordens Fugtighed. I Stenskredene maa dette øvre Lag af løse Sten være noget rigeligere end andre Steder paa Anlægget, og man bruger her helst Stenflager eller sørger for at idet mindste en Del af Stenene har denne Form. I Engpartierne og Kløfterne saavelsom i Bunden af Grotterne anvendes en Belægning med Skærver kun i ringe Grad eller slet ikke, men for at lette Færdslen for den, der passer Stenhøjen, maa der her og der ligge nogle større, flade Sten til at træde paa. Er Stenpartiet stort anlagt, kan man endda enkelte Steder føre en Gang over et Engparti eller over en bredere Kløft ved at lægge et Par Rækker af store, flade Sten, hellere maa man lade en slidt end en nylig brudt Flade vende opefter.
Man bør gøre sig det til Regel først at tilplante Stenhøjsspidserne, Smaatoppene og Blokkene, dernæst Skrænterne og Lavningerne. Vanding af det plantede sker umiddelbart eller kort efter Tilplantningen, bortskylles derved Jord og Smaasten, maa man fylde lidt efter. Er Vejret tørt, vandes i den første Tid dagligt, indtil Planterne har taget godt fat.
Omplantning af Stenhøjen maa af og til finde Sted. Denne foretages bedst partielt, saaledes at man hvert eller hvertandet Aar tager en Del af Anlægget under Behandling. Det synes navnlig, at de Planter, der her er betegnede som Pude-Tæppeplanter, ynder eller tiltrænger Omplantning, for at de skal se friske og livskraftige ud. Herunder kommer især de almindelige fintløvedeSaxifraga-Arter,Aubrietia, forskelligeArabisog mange andre. Forsømmes Omplantning bliver disse Tæppeplanter tynde eller visne i Midten og holder sig kun friske i Udkanten. Men det er ligefrem forbløffende at se, hvor hurtigt nyomplantede Planter tager fat i den friske Jord, og hvor sunde og yppige de ser ud blot en Maanedstid efter Plantningen. Andre Tæppeplanter opfører sig ikke som de ovennævnte, men vedbliver at være friske helt igennem; dette er navnlig træagtige Arter somSalix retusa; er Omplantningen af en saadan Plante, der er godt i Vækst, ikke paatrængende nødvendig—for Eks. paa Grund af enOmlægningaf Stenhøjen,—bør man ved Omplantningen gaa uden om den. Ligeledes vil Stenhøjens Smaabuske som Regel ikke behøve Omplantning, men maaske af og til Fornyelse, hvis de er bleven for store i Forhold til Omgivelserne, Det er da især Planterne paa Skraaningerne, i Lavningerne og paa de mindre Stensamlinger, som bør omplantes. De store Stenblokke bør helst lades urørte saa længe som muligt, fordi Tilplantningen af disse er noget omstændelig, men ogsaa fordi en stor Pudeplante eller Rosetplante, som er vokset rigtig fast til Stenene, ikke taaler Omplantning, eller i alt Fald lider meget derved. En partiel Omplantning kan dog her ogsaa være nødvendig. Her tænkes paa de Fornyelser, som bliver nødvendige ved at nogle Planter(Saxifraga mutata, Saxifraga longifolia, Carlina acanthifoliao. a.) dør efter Blomstringen. Allerede ved første Plantning maa man have disse Planters kortvarige Liv i Minde, saa at man sætter dem paa Steder i Klippeblokken, hvor Omplantning bliver forholdsvis let.
Det er før anført, at visse Alpeplanter er meget vanskelige at dyrke; dette gælder da navnlig Arterne fra de højeste Fjældtoppe og dem, som vokser paa Morænerne. Det ligger da nær at formode, at man, saafremt man kunde efterligne de ejendommelige klimatiske Kaar og Jordbundsforhold, som de lever under, vilde kunne faa dem til at lykkes i Kultur. Det gælder altsaa at skaffe Planterne en Jordbund af muldfattig Beskaffenhed, rigelig Tilførsel af koldt Vand om Sommeren og temmelig tør Jordbund om Vinteren. I England har man da i de senere Aar konstrueret de saakaldte »Morænebede« til Kultur af disse Planter.
Paa en svagt skraanende Flade graver man en Fordybning godt 1/2 m dyb. Bunden og Siderne beklædes med en Kappe af Cement, Bassinets øvre Rand skal have samme Fald som den Flade, det er konstrueret i. Paa det laveste Sted i Bassinets Bund anbringes inden Støbningen en Flaskehals, som saaledes kan give Afløb for det Vand, der samler sig i det støbte Bassin. Dette fyldes nu med Sten, store i Bunden, aftagende opefter, saa at det øverste Lag bestaar af ganske fine Skærver. Heri anbringes Planterne. I Flaskehalsen indsættes en Prop udvendig fra. Ved den øvre Rand af Bassinet lægges et perforeret Rør, som er sat i Forbindelse med Vandledningen; herfra maa Vandet flyde ganske jævnt hele Sommeren. Tilløbet maa være stærkere end Fordampningen, saaledes at der bestandig løber Vand over den nedre Rand af Bassinet. Hen paa Efteraaret lukkes af for Vandet, og nu uddrages Proppen af Flaskehalsen, hvorved Bassinet tømmes for Vand, og Stenmassen bliver ret tør. Selvfølgelig maa Cementrandene skjules ved, at der lægges større Sten over dem, ligeledes maa man for at bryde Ensformigheden ved Bedets Overflade henlægge større Sten her og der. Det Vand, der løber bort fra Morænebedet Sommeren igennem, bør man lede videre gennem Stenhøjsanlægget, lade det risle nedover som et mindre Vandløb for at ende i en Eng eller en Kløft. Om man vil, kan man bygge Morænebedet i 2 Etager som 2 Bassiner, det ene over det andet; det overflødige Vand fra det øvre løber da ned og befugter det nedre Bed.
Paa gamle Mure—og ikke mindst paa Ruiner—træffer man ofte en ret yppig Vegetation. Det er saaledes en bekendt Sag, at den lille Bregne»Murrude«vokser frodigt paa Kronborgs Mure. Ved første Øjekast ser det mærkeligt ud, at Planterne kan trives under saadanne Kaar, men tænker man nærmere over Sagen, er det jo i og for sig ikke mærkeligere, end at Planterne vokser i de stejle Klippesider, thi Murene er jo mindst ligesaa porøse som Grundfjældene. Det har endog vist sig, at Planter, som vanskelig trives paa Stenhøj, lykkes, paa Mure. Det er da intet Under, at man sine Steder ligefrem har opført Mure udelukkende eller dog for en Del beregnede paa Beplantning. (Se Figurene13,14,15og16.)Correvonomtaler udførligt og roser meget disse Murhaver. En Mur, som han selv har i sin Have, »Floraire«, er 28 m lang, 2,10 m bred og 1,40 m høj, den er bygget af haardtbrændte Sten og løber i Retning SØ.–NV., den har altsaa sine Flader vendte mod NØ. og SV., har saaledes en Solside og en Skyggeside, en Fordel man kan sikre sig, naar man bygger en Mur alene til dette Formaal; paa en Mur, der forud eksisterer, som er opført med andet Formaal, og som man faar til Opgave at beplante, vil ofte kun den ene Side være fri.Correvongiver Fortegnelse over de Planter, som Aaret igennem blomstrer paa denne Mur, ordnet efter Blomstringstiden; Listen indeholder flere Hundrede Navne. Konstruerer man selv sin Mur, har man jo yderligere den Fordel at kunne give den Indmad d.v.s. en Blanding af Jord, Kalkgrus og Sten.
For dem, som har endnu ringere Plads end en Stenhøj fordrer, kan det være et Substitut at dyrke en Samling Alpeplanter i Potte, og denne Kulturmetode kan ogsaa være nyttig for dem, der har Stenhøj, idet de da i de pottedyrkede Individer har en Reserve at ty til, hvis enkelte Planter skulde gaa ud paa Stenhøjsanlægget. Man anskaffer sig foruden den almindelige Slags Potter to andre Slags, et Sæt, der er smallere og dybere, og et, der er fladere og bredere, i de dybe dyrkes Pudeplanter og i det hele Planter med dybtgaaende Rødder, de flade forbeholder man Tæppeplanterne. Man kan her ofre noget mere paa Jordblandingen, da det er saa ringe Kvanta, der bruges, og man anvender derfor udelukkende Mosejord, Lyngjord, Græstørvjord, Bladjord, Kalkgrus, Grus og fine Skærver. Man planter meget fast; i Bunden af Potten lægges et Lag Potteskaar. Potterne nedgraves paa et Grusbed og vandes rigeligt Sommeren igennem; Gruset udenfor Potterne holdes ogsaa stærkt fugtigt, Fordampningen herfra vil bringe Kølighed og Friskhed til Potteplanterne. Om Vinteren holdes de i dybe Karme, nedgravede i Grus. Imellem Karmene lægges Kulaske eller lignende Materiale, som afleder Vandet godt. Karmene dækkes med Vinduer, naar det er stærkt fugtigt Vejr, men der luftes rigeligt. Bliver det Frost, lukkes Vinduerne til, og der dækkes med Maatter og Lemme. Ved indtrædende Tøvejr afdækkes igen.
Naar Aaret lakker mod sin Slutning er det Tid at tænke paa Stenhøjens Dækning. Enkelte silkehaarede eller filthaarede Planter, som ikke taaler for megen Væde paa Bladene, vil man med Fordel kunne beskytte ved Hjælp af et lille Glashus bestaaende af fire Sideplader med en Overligger, der maa skraane lidt, saa at Væden kan løbe af den; der maa ogsaa være en Aabning mellem Siderne og Taget, saa at Luftcirkulation stadig kan finde Sted. Denne Tildækning kan passende ske, naar Efteraarets bestandig vaade og graa Dage indfinder sig. Visse kælne Planter kan man ogsaa beskytte mod Vinterens Vejrlig ved, naar den første Frost er i Vente, at tildække dem med skarpt Grus. Disse to Beskyttelsesmaader bliver dog rent lokale. De fleste Stenhøjsplanter er i deres Hjemstavn dækkede af et lunende Snelag, som gør, at Jorden ikke fryser i nogen betydelig Dybde; men her i vort Klima ligger dette naturlige Dække kun rent undtagelsesvis i et længere Tidsrum. Spørgsmaalet er da, om man kan skærme sine kære Stenhøjsplanter mod stærk Barfrost, saa at man paa en Maade erstatter Sneen. Desværre lader dette sig ikke gøre, i al Fald kun i ringe Grad. Men et Lag af Granris, over hele Stenhøjen gør dog sin Nytte, det hæmmer i en vis Grad Udstraalingen og skærmer noget mod de bratte Temperatursvingninger. Mest Gavn gør Granrisdækket paa Slutningen af Vinteren, naar Solens Lys og Varme vil lokke Planterne til en for tidlig Vækst, og ligeledes værner det de stedsegrønne Planter mod den skarpe Foraarsvind, der let foraarsager en for stærk Fordampning fra deres Løvværk. Tildækningen med Granris finder bedst Sted ved Juletid, men frygter man stærk Frost i den tidligere Del af December, maa man hellere fremskynde Tildækningen. Kommer der et Snedække, er Planterne først ret hjulpne.
Vinteren igennem er der intet at gøre ved Stenhøjen. Og dog! Hvis der indtræder milde Perioder, som tegner til at blive af nogen Varighed, er det gavnligt at mindske Dækket paa Stenhøjen her og der, navnlig bør man tænke paa de stedsegrønne urteagtige Arter som visseSaxifraga, Hutchinsia, enkelteSedum, nogleVeronicao.s.v., thi selv om det er Vinter, er der dog en vis Grad at Livsvirksomhed til Stede. De bortfjærnede Granris samles i Bunker for atter at lægges over Planterne, saa snart Frostvejr indfinder sig.
Fig. 52Fig. 52. Digitalis. Denne Plante kan under store Forhold anvendes paa en skygget Del af Stenhøjen. Man saar den paa Stedet.
Fig. 52. Digitalis. Denne Plante kan under store Forhold anvendes paa en skygget Del af Stenhøjen. Man saar den paa Stedet.
Afdækningen om Foraaret maa finde Sted gradvis, og man bør saa vidt muligt vælge Graavejrsdage til dette Arbejde for ikke at udsætte Planterne pludseligt for Solens Indvirkning. Men nu kommer samtidig et af Aarets vigtigste Vedligeholdelsesarbejder. Frosten har Vinteren igennem, trods Dækning, virket paa Jorden, den har løftet de smaa Sten, som ligger omkring Planterne, ja selve Planterne, navnlig dem, der er plantede det foregaaende Efteraar er hævede op af Jorden, saa at Rødderne er blottede. Forsømmer man ret længe at faa dette bragt i Orden igen, vil de løsnede Planter dø af Tørke eller i al Fald svækkes i betydelig Grad. Derfor skrider man til det Værk, mens der endnu er rigeligt af Fugtighed til Stede, at trykke Jorden fast igen. Ofte maa man tage fat paa dette Arbejde, inden man helt har afdækket Stenpartiet, men man sørger omhyggeligt for, at ingen Del af Stenhøjen forbigaas. Man fjerner saa Granrisene fra et mindre Parti, gør dette i Stand og lægger nogle af Granrisene over igen. I en Kurv eller Kasse fører man lidt frisk Jord med sig for at kunne fylde efter i de Revner, som maatte være opstaaede ved Regnskyl Vinteren igennem.
Efterhaanden som Foraaret skrider frem, kan man fra Grotter og Kløfter bortfjærne Løv, som er føget sammen der, hvis det virker uskønt eller er hobet op i for store Mængder; ligeledes kan man afpudse de gamle Bregneblade eller andet Løvværk, man har ladet sidde for at virke beskyttende Vinteren igennem. Nu bryder det alle Vegne, og en Stund kan man blot fryde sig over sin Stenhøj, og hver Dag se en ny Plante udfolde sine Blomster, men snart kalder Arbejdet igen. Foraarets tørrende Luft gør sin Virkning, og Vanding bliver nødvendig enkelte Steder. Har man et kunstigt Kildevæld i sit Stenhøjsanlæg eller et Morænebed, maa der lukkes op for Vandet. Snart strækker Vanding med Vandkande ikke til, der maa sprøjtes dagligt, i al Fald naar Vejret er tørt. Sprøjtningen skal ikke indskrænkes til Planterne alene, Stenene og Gangene oversprøjtes, de sidste ikke mindst, thi derved bidrager man til at sprede Friskhed og Kølighed over hele Anlægget. Vil man have et særlig godt Vandingssystem, kan man over hele Stenhøjs-partiet lade lægge Vandrør med mange fine Bruseapparater, hvorfra Vandet kan fordeles støvfint.
Nu har de første af Stenhøjens Foraarsbebudere allerede visne Blomster, disse maa fjærnes, hvis man da ikke agter at samle Frø af dem. Efter stærke Regnskyl maa man med Jord og Sten udfylde de Render, det nedstrømmende Vand har dannet sig, ogsaa Gangene maa efterses og repareres. Saaledes gaar Sommeren med Afpudsning, Vanding og Reparationer. Man maa ogsaa stedse gøre sine Iagttagelser med Hensyn til Planternes Vækst og Udvikling, holde Øje med dem, som vokser for stærkt for i Tide at kunne hæmme dem i Væksten; ofte kan Forholdet dog være saadant, at det er rigtigere at lade den Plante, der føler sig vel paa Stedet og er ved at blive smuk og kraftig, beholde Pladsen, medens den svagere maa fjærnes og sættes hen paa en for den gunstigere Plads. Man maa i det hele mærke sig, hvilke Planter, der synes at have faaet en uheldig Plads, hvilke der staar for tørt eller for lyst, for fugtigt eller for skygget, saa at man senere, naar Omplantningstiden indtræder, kan rette de Fejl, der er begaaede.
Hele Aaret, men dog mest om Sommeren, har man at kæmpe mod nogle Fjender af Dyreriget, hvilke man maa søge at bekæmpe paa bedste Maade. Muldvarpen er her som i den øvrige Have en ubehagelig Gæst, som man maa forfølge ihærdigt. Mus og Rotter sætter af og til Bo i de Stensætninger, hvor de kan finde en Hulhed; jo bedre Grottevæggene og Klippeblokkene er byggede op, des vanskeligere kan disse Dyr finde et passende Sted til deres Bolig. Solsorten er vel nok den ubehageligste Gæst blandt Fuglene, hvis man da ikke er saa letsindig at lade sine Høns gaa om i Haven. Solsorten ynder at rode og hakke i Planternes tætte Puder og Tæpper for at søge efter Insekter og Orme, og nyplantede Partier, som har haft Besøg af denne Fugl, ser sørgelige ud. Hvis man ikke nænner at skyde denne Gæst, har man næppe andet at gøre end at finde sig i dens Ødelæggelser. Og af de lavere Dyr har man Snegle, Knoporme. Myrer, Jordlopper, Bænkebidere og andet Utøj at bekæmpe. Snegle uden Hus (nøgne Snegle) er især slemme efter Planter med tykke eller kødede Blade, saasom forskellige Primula-Arter, de ynder ikke Kalk, og for at hæmme deres Angreb an vender man andetsteds en Udstrøning af pulveriseret Kalk; da saa mange af Stenhøjens Planter er kalkyndende, vil en saadan Udstrøning, i al Fald omkring de kalkyndende Planter, kun kunne gøre Gavn. Myrer er meget ubehagelige Gæster, de lægger med Forkærlighed deres Tuer midt op i en Tæppeplante eller Pudeplante. Man maa for at udrydde dem afgrave og bortfjærne en større Del af Jordmassen, som man erstatter med frisk Jord. Myrerne kan ogsaa fanges ved i Tuerne at nedlægge en Svamp dyppet i Honning eller Sukkeropløsning; Dyrene vil da krybe ind i Svampens Hulheder, naar denne er fyldt, kastes den i en Spand med kogende Vand; gentages denne Proces Gang paa Gang, kan man helt rense en Tue for dens Beboere. Knoporme efterstræber de finere Nellikearter, Primula og mange andre af de bedre Stenhøjsplanter. Man maa, saa snart man har opdaget deres Tilstedeværelse, gennemrode Jorden tidlig om Morgenen og afsamle saa mange af disse Skadedyr som muligt. Bænkebidere er Natdyr og gemmer sig om Dagen i mørke Huller. Henstiller man paa Stenhøjen udhulede Kartofler eller Rødbeder—med Hulheden nedad—vil Bænkebiderne søge til disse og gemme sig der, om Morgenen kan man da ryste dem ud og dræbe dem. Regnorme, hvis Tilstedeværelse ellers er ønskelig i Naturens Husholdning, er ikke til nogen Gavn for Stenhøjen. Jorden bliver ved deres Virksomhed og ved deres Aflejring af Ekskrementer mindre behagelig for Alpeplanternes Rødder at arbejde i; som egentlige Skadedyr kan man dog ikke opfatte dem.
Med August begynder atter en travl Tid. Thi nu er det en gunstig Tid for Omplantning, hvad enten dette nu er de smaa Ændringer, der just er hentydet til, eller det er Generalomplantninger af større Dele af Stenhøjen. Den rigeligere Nedbør, som falder i denne Maaned, og den kraftigere Nattedug er gunstig for dette Arbejdes Udførelse. I og for sig kan man omplante Stenhøjsplanter til enhver Tid af Aaret, naar blot Jorden ikke er frossen, men Planterne tager hurtigere fat, naar de omplantes i August, og de naar at faa rodfæstet sig inden Vinteren.
Efter at Omplantninger og Nyplantninger er fuldendte, har man Resten af Efteraaret mest Renholdelse at tænke paa. Man maa sørge for, at man gaar Vinteren i Møde med en vel renholdt Stenhøj; der maa ikke findes Ukrudt noget Steds, thi saa har man det at kæmpe imod straks i den travle Foraarstid. Visne Blade maa man ikke være for ivrig med at fjærne hen paa Efteraaret, thi disse kan siddende paa Planten godt gøre deres Nytte som et Slags Vinterdække.
Naturlig-PlantningNaturlig Plantning med faa væsentlig indfødte Arter. Kun Arundo Donax (til højre) røber at det hele er Menneskeværk.
Naturlig Plantning med faa væsentlig indfødte Arter. Kun Arundo Donax (til højre) røber at det hele er Menneskeværk.
afAndreas Madsen.
Paa Vandplanter er Danmark langt rigere end paa Klippeplanter. Udfra et havemæssigt Synspunkt gør det intet til Sagen, at der alene kan blive Tale om voreferskeVandes Blomsterverden, eftersom Havets Plantevækst ikke ejer blot en Art som er under Dyrkning. Havfladen er ganske blomsterløs, kun fladbundede Kysters Brakvand dækkes sine Steder afFlydende Vandranunkel'shvide Blomstermylder.
Vore vildtvoksende Vandplanter omfatter derfor i gængs Sprogbrug udelukkende de Arter som træffes i Søerne, Aaerne, Bækkene, helt ned til Tørvegrave og Vandhuller. Mange iblandt dem, forholdsvis flere end af Landjordens indenlandske Flora, er saa smukke og statelige, at vi ogsaa lader deres Blomster og Blade smykke Havernes Vandpartier. Andre har vi derimod god Grund til at betragte med mindre velvillige Blikke, maa afgjort holdes baade fra Haverne hvor de kun optræder som Vandukrudt, fuldt saa ondartet og vanskeligt at udrydde som Landjordens. Et Eksempel herpaa er den kendte, oprindeligt amerikanske ArtVandpest, Elodea canadensis. For ikke at tale omAndemad.
Kun Arter der lader sig til Syne oppe i Luften enten med saavel Blomster som Blade eller dog med Blomsterne alene, har vi nogen Glæde af at indlemme blandt Havernes Kulturplanter, Den, iøvrigt faatallige Gruppe, hvorhelePlanten til enhver Tid er nedsænket i Vandet,Hornblad, Vandkrans, Brasenføde, Vandpest, foruden enkelte andre, er lidet egnede til andet end Stueakvarier, gennem hvis Glasvægge Planterne kan ses ogsaa fra Siden.
De Vandplanter hvis Blade svømmer eller rettere flyder i Vandspejlet og hvis Blomster enten gør det samme eller dog gror saa lavt at ogsaa de synes flydende, er derimod en Afdeling som tæller mange udmærkede Arter, i hvis Spidse vi afgjort bør sætte de to, danske Vandplanter som i alle Maader fortjener at indlede vor Skildring, denhvideog dengule Aakande.
Om den hvide Aakande skriver Rostrups Flora, at den hører til vore skønneste, indenlandske Planter, og at Blomsterne overgaar alle andre i Størrelse. Men næst efter kommer den gule og begge vore Aakander forstaar, hvad ellers ikke ret mange hjemmevoksende Planter kan, at hævde sig overfor den store Mængde af indførte, fremmede Arter. Og hvilke glimrende Fremtoninger der findes blandt den nyere Tids udenlandske Aakander, meddeles andetsteds i denne Bog.
De vokser ikke sjeldent blandede sammen og klæder hinanden fortræffeligt. Paa Baggrund af Bladenes grønne Ørige træder Blomsterne frem i skinnende guldgul og sølvhvid Pragt, Det Hele danner et saa skønt Billede, at Gartnerens Kunst ikke kan føje noget til, Intet Under at Aakanderne, indbefattet Asiens og Ægyptens berømte Lotus, fra de ældste Tider og overalt har tiltrukken sig almindelig Opmærksomhed og er blevne folkekære som faa andre Planter i Vand som paa Land. Herom vidner den Vrimmel af Aakande-Navne, som vidt forskellige Tungemaal er forsynede med.
Aakandeer et gammelt Navn der var fælles for hele Norden og atter svarede til gængse Navne længer sydpaa. Hvem der oprindeligt maa have været den rette Aakande skønnes let, det er utvivlsomt den Gule. Frugten, egentligt et »Bær«, har virkeligt Form som en Kande, medens den Hvide Aakandes er næsten kuglerund, og stærkt minder om Opiumvalmuens Kapsel. Imidlertid maatte Farven altid være den mest iøjnefaldende Forskel paa de to Aakander, som begge kom til at bære dette Navn, der overførtes fra den Gule til den Hvide.
Vore ældste Plantebøger giver dog flere Navne at vælge imellem.Henrik Smid'sLægebog fra 1557 nævner ganske vist kun Hvid Aakande, men kun af den Grund, at den regnedes for al være mere brugbar som Lægemiddel end sin Slægtning. Som medicinsk Plante er den iøvrigt nu gaaet af Brug. Derimod harSimon Paullis »Flora Danica« tre forskellige Navne:Aakande, Søe-Blomst, Søe-Blad.
De afledes hver fra sin Del af Planten, Frugten, Blomsten, Bladet. Den fjerde Part Roden mindes i det gamle, men sjeldnere NavnHaarrod, der hentyder til de tykke Rodstokkes tætte Bundter af Trevlerødder. Aakande synes dog at have været det gængse, danske Hovednavn. Folkenavne paa Planter og Dyr er ofte Lignelser, hvis Billeder hentes fra Ting hvormed man er fortrolig i det daglige Liv, og Kanden manglede neppe i noget Hjem. Aakandernes store Frugter var ganske som lidt plumpt formede Drikkekander at se til og den hvide Aakandes lignede tykbugede Krus. Det var ikke til at tage fejl af og saaledes opstod rundtom i Lande og Landsdele en Mængde Aakande Navne, som man mere eller mindre træffende tog Sigte paa disse Ligheder. Det falsterskeSøkrukke, det jydskeKællingkrus, SvenskernesSmørkandekop, TyskernesEddikekrukke, ligetil det engelskeBrændevinsflaske, et Navn som vist ogsaa skyldes en Tankeforbindelse idet den gule Aakandes Blomster siges at udaande en svag Duft af Whisky eller noget i den Retning. Det lyder da lidt mistænkeligt, at en Botaniker et Steds meddeler sine Læsere, at Aakandeblomsterne har en »ikke ubehagelig Lugt.«
I svenske Folkemaal kendes ogsaa det nøgne NavnKandeog sluttelig skal blot nævnes, at ThybomaaletsPottelaagesom Navn for Bladene ogsaa tilhører disse Lignelser fra Køkkenets Verden.
Paa Videnskabens Verdenssprog, Latin, bevarede begge de nordiske Aakander gennem Aarhundreder Fællesnavnet Nymphaea, men omkring Aaret 1800 fik de ikke længer Lov til at være i samme, botaniske Slægt, men blev skilte i to. Det gamleNymphaeablev forbeholdt den Hvide medens den Gule modtog NavnetNuphar, som efter Sigende er et arabisk Ord, der som Aakandenavn iøvrigt har været kendt gennem hele Middelalderen ogsaa nord for Alperne, i en lidt anden FormNénuphar, er det mærkeligt nok gældende i Nutidsfransk som Navn for begge Aakanderne.
I Skolebøger og andre Skrifter for Børn og Ulærde var det nu nødvendigt at lade to latinske Navne faa tilsvarende danske, det lod sig ikke gøre at nøjes med det ene, Aakande. Den Gule blev da kaldtNuphar lutea, Aakande, den Hvide med ligeledes én indenlandsk Art,Nymphaea alba, fik NavnetNøkkerose.
Selvfølgeligt blev Ordet Nøkkerose ikke valgt i Blinde. Det var kendt fra gamle Dage som Folkenavn om just ikke i Dansk saa dog i Norsk og Svensk og længer sydpaa kendtes den som GermanernesNixenblume.
I den almene Opfattelse stod de nordiske Vandes Guddom, Nøkken, som særligt knyttet til norske og svenske Sagn og Æventyr. Han træffes i danske Digtning og Overtro, men kun sjældent og vel altid under Paavirkning nordfra. Følgerigtigt maa da Nøkkens Roser vokse ikke i vore, men i de to andre skandinaviske Landes Søer og Aaer. Hermed passer det, at Videnskabernes Selskabs Danske Ordbog skriver saaledes: »Nøkkerose, Norsk Plantenavn« og i de Plante-Lærebøger, der udkom inden Norges Adskillelse fra Danmark og hvori de norske Plantenavne altid vedføjes de danske, henføres »Nøkkerose« ligeledes til Norge. Mest udbredt og henført til begge Aakanderne synes det dog at være i svenske Folkemaal.
Foruden Nøkkerose kendes ogsaa NavnetNøkkeblomst, og denne Form er vistnok den som først indfører den ny Betegnelse idanskeBøger. IBredsdorffs »Haandbog over botaniske Ekskursioner i Egnen om Sorø, Kjøbenhavn, 1834« opføres: Nymphaea, Nøkkeblomst og Nymphaea alba. Hvid Aakande. Som Nøkkerose findes det iJoh. Langes »Haandbog i den danske Flora, 1853« og optages senere af Rostrup og andre Botanikere. Selv om det egentligt er et svensk-norsk Navn, lader det sig meget vel forsvare at indføre det ogsaa i det tredje nordiske Sprog. Men i gængs Tale har Nøkkerose vanskeligt ved at trænge igennem.
Et af gamle Simon Paullis Aakande Navne varSøblad. Det er i sig selv ganske ligetil, men har dog givet Anledning til en Strid, som endnu er standende, og hvis Hovedpunkt er Spørgsmaalet om »Hjærterne« i det danske Rigsvaaben. Somme Historikere paastaar jo, at de saakaldte Hjærter ikke er andet end Søblade, altsaa Aakander. Er dette virkeligt Tilfældet, er der timedes vore to fornemste Vandplanter større Hæder end nogen anden i vor Flora baade til Lands og til Vands.
Vi kender alle Kong Volmers Ord »I Skjoldet springe Løver og Hjærter staar i Brand«, og til disse Chr. Winther'ske Verslinjer slutter sig Grundtvigs »Hjærter og Løver i sit Skjold, Danmark har ført fra Hedenold«. Hvad Digterne her synger om, har staaet som Sandheder, ved hvilke der ikke turde rokkes, at fornægte dem var at bryde selve den dyre Skjolderand. Men disse Historikere har ikke Agtelse for nogetsomhelst. De sønderbryder Skjoldet, laver Løverne til Leoparder og Hjærterne til Aakander.
Til ingen Nytte fører de Bevis efter Bevis i Marken for, at detersaaledes. Den gamle Tydning af Rigsvaabnet er for mange en Trossætning, hvorimod alle Fornuftgrunde preller af. Det er da heller ikke Hensigten her at tage Standpunkt i Striden, men blot sagtmodigt udtale, at det gamle Kongevaabens sindbilledlige Betydning ikke forringes ved at faa Hjærterne ombyttede med Søblade. En tredje dansk Digter Chr. Richardt har udbragt en Skaal for hvert gyngende Aakandeblad til Ankers i Østersøens Bølger, og Vaabnets Søblad bliver da Billedet paa Danmark værnet af de tre Vaabendyr, de danske Hovedstrømme imellem Sjælland, Fyn og Jylland.
Er dette Sindbillede hentet fra en dansk Indsø, hvor Nøkkens Roser gynger paa Vandspejlet, mindre skønt end Fremstillingen af de blødende Hjærter, som i sig selv intet betyder?
Som virkelige Aakandeblade, hvorimellem de store, skønne Blomster er indstrøede, finder vi dem mange Steder hosH. C. Andersen. I Æventyret»Klokkedybet«mindes han Barndommens Land ved Odense Aa, hvor de gule »Aaknapper« vokser, og han laderDyndkongens Datterkomme for Dagens Lys i en Aakandeblomst, der aabner sig mod Solen. Naturens underfulde Herlighed iParadisets Haveaabenbarer sig ogsaa i Aakander, hvis Blomster er som en rødgul, brændende Lue, som Vandet giver Næring. Det kan tænkes, at Digteren har kendt de fremmede, røde Nokkeroser han bruger aldrig delte Navn. som ikke er indgaaet i Folkesproget,—og muligt husker han dem fra sine Rejser, men det er dog neppe falden ham i Tanker, at hans eget Lands Vande en Gang med Tiden skulde prydes af ikke alene røde, men ogsaa blaa Aakander, der vel kunde maale sig med de Fantasiblomster, hvormed han smykkede Edens Have.
IAarets Historiebreder Nordens hvide Lotus sine Blade over Skovsøen, medens Varmen vælder ned i den dejlige Sommer, og iTommelisesejler Æventyrets lille Heltinde ned ad Strømmen paa et Aakandeblad, der føres af Sommerfuglen, et af de mest henrivende Billeder ikke alene i dansk, men vel overhovedet i al Æventyrdigtning. At H. C. Andersen her tænker paa Odense Aa, viser det Træk, at Skruptudsen pynter sin Stue nede i Dybet med de samme gule Aaknapper, der findes i »Klokkedybet«, hvor Stedet udtrykkelig nævnes.
Hvor meget der endnu lod sig fortælle om vore hjemlige Søblade er det dog paa Tiden at standse. Som en lille Modvægt imod den megen Talen om Vaabenskjolde, om Æventyr og andet lærdt og skønt, skal dog til Slutning nævnes en lille Enkelthed fra et helt andet Felt.
Enhver, som elsker Naturen, maa glædes ved at se Aakanderne i deres fulde Sommerpragt og intet fremkalder selv midt i Vinterens blomsterøde Mørke Mindet om de skønne Timer i højere Grad end vore Vandes hvide og gule Roser, der ogsaa er blevne sammenlignede med Liljer og Tulipaner. Vi tænker tilbage og husker Sejlturen henad Aaen eller Søen forbi Aakandernes grønne og blomstrende Rige, hvor man gærne prøver paa at plukke Blomster, dog sædvanligt med lidet Held. Nede under dem leger Fiskene med deres Finne, som skrevet staar i vore gamle Folkeviser, og henover Vandspejlets Hjærter danser og flyver glimrende Insekter, de skønne Sivbukke. Det falder os ikke ind, at de beundrede Vandblomster ogsaa kan gøre Nytte, praktisk Nytte paa Bordet og derefter i Munden. Det har muligt heller ikke nogensinde været Tilfældet her i Landet, men i hvert Fald oppe i Sverigs fattigere Egne har Almuefolk til Tider maattet gøre Brug af Aakandernes kødede, stivelsesrige Rodstokke, som er blevne malede og bagte til Nødbrød. Om dettes Næringsværd og Smag har der ikke kunnet findes Oplysning, men selv om vi ikke ønsker, det skal komme saavidt, er det mon fjernt ogsaa i vor, lidet hyggelige Tidsalder at sende en Tanke til de Værdier, som ligger paa Vandets Bund?
Ligesom Storhederne i Menneskenes Rige gærne efterlignes af de Smaa, saaledes er mange Vandplanter dannede i Aakandernes Skikkelse. Med samme, flydende Hjærteblade, tilsvarende Voksemaade og med Blomster i Gult og Hvidt, hos enkelte slaar den hvide Farve dog over i Rosa og et endnu kraftigere Rødt.
Frøbidkan saaledes gælde for en Nøkkerose i Dværgeformat, og kaldes da ogsaa i ældre Tid, hos Simon Paulli og andre med Navnet: »Mindste Slags Aakande med hvide Blomster«. Senere godkendtes Frøbid som ikke alene Nordens, men de fleste andre Sprogs gængse Navn, det latinske Artsnavnmorsus ranaeer udsprungen som ligefrem Oversættelse af Folkemaalet. Almindelig som denne Plante er næsten allevegne og skønt meget net dog langtfra fremtrædende dekorativ, frister den ikke til Indplantning i Havernes Vandpartier.
Det samme gælder voreVand Ranunkler, hvis 6 forskellige danske Arter i Lægfolks Øjne skuffende ligner hverandre, en enkelt af dem hører, som allerede nævnt, til de meget faa Blomsterplanter, der vover sig ud i om just ikke det salte Hav saa dog i det stille Brakvand. Vand-Ranunklerne samles oftest i en særlig SlægtFrøpeber, Batrachium, hvis mest iøjnefaldende Fællestræk erhvideBlomster, medens den tørrere Bunds Ranunkler—eller Smørblomster—hos os alle er gulblomstrede.
LyserødeBlomster, samlede i tykke Aks, harVand-Pileurt.
Dens lange, smalle Blade er skabte som hos de øvrige danske Pileurter, der er mindre hæderlig kendte som slemt Ukrud i Haver og paa Marker. I det Hele har Vand-Pileurt ikke det sædvanlige Præg af at tilhøre det vaade Element og kan ogsaa tidt vandre ind paa tørlagt Bund eller endog blive en ligesaa slem Ukrudplante som sine Slægtninge Blegbladet og Ferskenbladet Pileurt, fra hvilken Vand-Pileurt dog adskiller sig ved at være fleraarig. Den tager sig afgjort bedst ud som svømmende med de smukke rosenrøde Blomsteraks stikkende op over Vandskorpen og kan herude ikke forveksles med nogen anden Pileurt.
Til samme Gruppe. Flydeplanterne, hører endnu to Planter, som kun med et vist Forbehold henføres tildanskeVandplanter. De har begge i en fjern Fortid vokset i vore ferske Vande, men gør det ikke længer; med en vis historisk Ret tilhører de dog stadig vor Flora og deres Udeladelse vil af flere Grunde være paafaldende.
Den ene erHornnødden, Trapa natans, hvis Blade ikke kan vække Strid om Rigsvaabnets »Søblade« eller »Hjærter«, eftersom de snarere har været Forbilleder for »Ruder« paa Spillekortene. Hornnøddens ejendommelige Ydre og mærkelige Historie vil iøvrigt mangen Læser kende fra Sophus Bauditz's »Fortællinger fra Skovridergaarden«, hvor man finder dens veltrufne Portræt. Man ved da, at Trapa er uddød her i Landet. Om dens Forekomst for maaske Aartusinder siden, derom vidner Fundet af Hornnødden først i lollandske Tørvemoser, senere ogsaa fra Steder paa Sjælland og i Jylland, I vore Dage er den sjælden i hele Nord- og Mellemeuropa og gaar som en uddøende Art stadigt tilbage. Der gaar Sagn om, at en ivrig Planteven en Gang satte sig for at genindføre Trapa natans i den danske Flora. Med Lommerne fyldte, strittede han Nødderne ud de flest mulige Steder, det hed sig endog, at de paa Jærnbanerejser blev kastede ud af Kupevinduerne, naar Toget gik tæt forbi en Sø, Aa eller blot et Vandhul, men der forlyder intet om, at der nogetsteds i Landet viste sig levende Hornnødplanter.
Skønt Hornnøddens Ydre er meget beskedent, vil de svømmende Ruderblade altid vække Opmærksomhed, selv om man ikke har læst Bauditz eller fra anden Side kender Plantens mærkelige Historie, som i »Skovridergaarden« er behandlet med nogen digterisk Frihed. Men Trapa har aabenbart noget vanskeligt ved at finde sig til Rette i det nuværende Danmark, hvad saa end Grunden kan være og sætter i hvert Fald sjældent modne Frugter. Om Dyrkningen vil Læseren andetsteds i denne Bog finde de fornødne Oplysninger.
Den anden Vandplante, hvis Borgerret her i Landet blev nævnt som tvivlsom erLimnanthemum nymphoides, der ligeledes forlængst har ophørt med at være vildvoksende hos os, men hvis Frugter ved at være fundne i Tørvemoser eller dybt i jordlagene vidner om en fordums Tilværelse. Dens Forhold i Nutiden er dog helt anderledes end Hornnøddens.
Flygtigt set minder denne Plante om Gul Aakande. Bladene er flere Gange mindre, men smukt hjærteformede, Blomsterne ved nærmere Eftersyn langtfra aakandelignende, men ligner mere store, gule Aurikler. Planten hører til Ensianfamilien, der tæller saamange skønne Arter og særligt en Mængde Alpeplanter.
Hvorfor, kan Læseren spørge, præsenterer vi dog Planten under et skrækkeligt, langt og svært latinsk Navn. Lad os høre et godt, dansk Ord. Desværre er dette Ønske lettere at sige end at opfylde. Limnanthenum savner et Navn med hjemlig Klang, en ligefrem Følge af, at den er saa lidet kendt.
Efter at have vokset hos os i Stenalderen eller anden Oldtidsperiode forsvandt L. (som vi foreløbigt kalder den) ganske og dukkede først op i den nyeste Tid. Naar vi træffer den i vor ældre, botaniske Litteratur er Grunden den, at Planten voksede i Syd-Holsten, særligt i Elben og dens Bifloder som en Tid lang regnedes for Artens Nordgrænse. Sydpaa var den udbredt over hele Nordtyskland dog intetsteds særlig almindelig.
Da Hertugdømmerne gik tabt, skulde L. dermed være slettet af den danske Flora, men omtrent samtidigt fandt man den i det egentlige Danmark; e. 1863 i Fæstningsgravene ved Kronborg, senere flere Steder i sjællandske Aaer, desuden i Odense Aa og i de allersidste Aar i Vor Aa i Nordjylland. Overalt siges den at være indplantet, ikke virkelig vildtvoksende, I Modsætning til Hornnødden lader saaledes L. til at føle sig meget vel til Mode i Nutidens Danmark, og i Sverig, i hvis Strømme den ligeledes er plantet, er det samme Tilfældet. Den rykker stadigt længer nordpaa og agter vistnok paany at erobre sig en blivende Plads indenfor den skandinaviske Flora.
I nyere, botaniske Bøger opføres L. med det danske Navn,Søblad, der som vi har hørt er et af Aakandens gamle Navne. Som Navn paa Limnanthemum er det misvisende alene af den Grund, at det kan lede til den Tro, at Rigsvaabnets »Søblade«—eller »Hjærter«—i Virkeligheden er denne Arts Blade, hvad aldeles ikke kan være Tilfældet. Man ser ogsaa Planten opført somAakande-Søblad, men et saa kunstigt Ord vinder aldrig Indgang i daglig Tale. I Sverig, hvor L. jo ogsaa er ny. har Botanikerne lignende Navne-Vanskeligheder, et af de foreslaaede Navne er her det poetiskeSøguld.
Saameget rigere er L. paa videnskabelige Navne. Foruden de ny tilligeNymphoides peltatum, Villarsia nymphoidesog endnu flere som for næsten alles Vedkommende omfatter etnymphoides, der henpeger paa Ligheden med Aakanderne.
I Havernes Vandpartier vil den, hvad man saa foretrækker at sige, altid gøre sig gældende. Hvem som ikke forud kender »Søguldet« vil hvert Aar kunne finde det blomstrende i Juli og August i et af Vandbassinerne i Botanisk Have i København.
Der kunde fremdrages endnu flere Vandplanter af første Grad, hvormed vi forstaar Arter, som enten gennem hele deres Tilværelse holder sig skjulte nede under Vandet eller kun lader sig tilsyne med Bladene flydende paa Vandspejlet samt en Tid ogsaa med Blomsterne ragende op. Det her nævnte lille Udvalg omfatter dog de mest iøjnefaldende af vore indenlandske »ægte« Vandplanter.
I ethvert nogenlunde rummeligt Ferskvand findes en Række forskellige Plantesamlag, der skifter i regelbunden Følge efterhaanden som man nærmer sig Bredden. Længst ud gaar Aakanderne, dog sjælden paa dybere Vand end ca. 2–2,5 m, paa lavere Vand breder Vandranunklerne, Frøbid og andre sig tidt over sammenhængende, store Flader.Andemadikke at forglemme. Overfor dette Vandukrud kan enhver Vandgartner, hvis man tør bruge dette Udtryk, som Slagsang kunne istemme Hostrups kendte Vise »Andemad, væk, den Fordring bær vi frem«. Og i Hartkorn med Andemaden slaar han Grøde og Vandpest, foruden andet der lægger sig kvælende som et Kistelaag over Vandet og helt kan standse Strømmen.
Paa Grænsen mellem Land og Vand breder der sig almindelig en Bræmme af Siv og Rør isprængt en broget Blanding af alskens Urter, hvorimellem mange af vore højeste, stateligste og skønnest blomstrende Planter, delvis de samme der smykker Moserne, hvis Plantevækst atter danner Overgangen til Engfloraen.