Hun laa stille, og ringede og talte ikke mer. Saa hørte hun Marie gaa med Kontordøren og blev liggende, med bankende Hjerte under Tæppet, uden at spørge.
-Hvad sagde han? sagde Bai derude.
-Ja, en halv Timestid i Middagstiden, sagde Marie, naar Solen skinnede.
-Sover Fruen?
-Jeg tror det….
Marie listede ind. Katinka blev liggende lidt:
-Er det Dem, sagde hun.
-Ja, Fruen ku' gerne komme lidt op og sidde i Solen, sagde han, vedMiddagstid….
Katinka svarede ikke straks. Saa tog hun Maries Haand:
-Tak, sagde hun. De er saa god, Marie.
-Hvor Fruens Haand brænder….
Katinka havde Feber om Natten; hun laa med skinnende Øjne og sov ikke.Men hun vækkede først Marie henimod Morgen.
-Det bli'r klart, sagde hun.
-Se efter Vejret, sagde hun.
-Se ud af Køkkendøren, sagde Katinka fra Sengen. Der kommer altidSkyerne.
Der var ogsaa klart fra Køkkendøren.
* * * * *
-Jeg kan godt selv, jeg kan godt selv, sagde Katinka. Hun støttede sig langs Væggene i Gangen, hen til Perrondøren.
-Hvor det er varmt, sagde hun.
-Nu kommer Trappen … Saa—det gik….
Det var tungt at gaa paa Gruset. Hun lagde Armene op om MariesSkulder: Man er saa tung i Hovedet, sagde hun.
Hun standsede ved hvert tredje Skridt og saa' ud over Markerne og over mod Skoven. Det var som Solen lagde Lys paa hvert eneste broget Blad.
Katinka vilde hen til Perronlaagen. Hun stod lidt og lænede sig:
-Hvor den er smuk, sagde hun, vores lille Skov.
Katinka saa' langt hen ad den solbelyste Vej: Der omme staarMilestenen sagde hun.
Hun vendte Hovedet og saa' ud over Markerne og Engene og den lyseHimmel:
-Ja, sagde hun, Stemmen lød ganske sagte, her er saa smukt….
Marie gik og tørte Øjne, naar Fruen ikke saa' det….
-Men hvor Bladene falder, sagde Katinka. Hun vendte sig og gik et ParSkridt alene.
De kom ind i Haven.
Katinka talte ikke mer. De kom ned om Plænen til Lysthuset.
-Hylden, sagde hun blot.
-Her maa jeg sidde, sagde hun. Marie lagde Tæpperne om hende, og sammenfalden saa' hun tavs ud i den sollyse Have.
Kirsebærtræernes Blade laa gule over Plænen; et Par smaa Roser blomstrede endnu.
Marie vilde plukke dem.
-Nej, sagde Katinka: det er Synd—lad dem sidde. Hun sad igen. HendesLæber bevægede sig, ligesom om hun hviskede.
-Her sad Huus helst, sagde Marie. Hun stod ved Siden af Bænken.
Katinka fer sammen. Saa sagde hun og smilte stille:
-Ja, her vilde han gerne sidde.
De gik igen.
Da de kom til Laagen, stod Katinka lidt stille. Hun saa' tilbage, ind i Haven:
-Hvem mon der nu skal gaa derinde? sagde hun.
Hun var saa træt. Hun støttede sig tungt til Marie og inde i Gangen tog hun til Væggene.
-Luk Bagdøren op, sagde hun, at jeg kan se Skoven.
Hun kom derhen og hun stod et Øjeblik lænet til Dørstolpen og saa' ud mod Skoven og Vejen.
-Marie, sagde hun, jeg vil ogsaa se Duerne….
Katinka kom ikke op længer. Kræfterne forlod hende mer og mer….
Enkefru Abel bragte Vingelée.
-Til at lædske Tungen, sagde hun. Hun sad og saa' paa Katinka med taareblændede Øjne.
-Og saa alene ligger De, sagde hun.
Fru Abel vilde sende sin Louise-Ældst.
-Hun er som en Diakonisse, sagde hun, den Ældste … en Diakonisse….
Louise-Ældst kom om Formiddagen og gik rundt paa Taaspidserne i hvidtForklæde. Katinka laa hen, som hun sov … Louise-Ældst dækkedeFrokostbordet og tragtede Kaffen.
Og Døren til Sovekamret blev lukket paa Klem, mens de spiste….
Bai var meget taknemmelig. Enkefruen tørrede Øjne: Venner kender man iUlykken, sagde hun….
Fru Linde kom om Eftermiddagen og sad og strikkede ved Sengen. Hun fortalte nyt og gammelt om den ganske Egn og om sig og sin Linde.
Gamle Linde hentede sin Kone i Mørkningen, og de to Gamle sad enTimestid endnu ved Sengen i Skumringen.
Agnes var det først og Agnes sidst.
-Linde kan nu ikke leve uden Agnes, sagde Fru Linde. Selv vandede hunHøns i Krogene baade Morgen og Aften.
-Ja, ja, min Pige, hun er nu min Øjesten, sagde Gamle Pastor.
-De skal se, hun kommer en Dag, sagde Katinka.
-Som en gammel Pige. Fru Lindes Strikkepinde gik.
Det med "gammel Pige" kunde Fru Linde ikke glemme.
De sad og snakkede, og gamle Pastor fik sig en Solbærrom før han gik hjem.
-Den gør godt, sagde han, og den gaar ikke til Hovedet.
De to gamle tridsede hjem ad den efteraarsmørke Vej.
* * * * *
Bai var saa jævnt ude.
-En lille L'hombre til at muntre op, sagde Kiær. Trænger s'gu til 'et, gamle Ven.
-Ja, gamle Kiær, Bai tog med Hænderne over Øjnene:
-En Gang hen i Ugen, sagde han. Tak ska' du ha'e.
-Tak for dit Venskab. Han slog Kiær paa Skuldrene og var rørt. Bai var i den sidste Tid meget let rørt.
Han tog afsted og spillede L'hombre til ud paa Natten.
Naar han kom hjem, vækkede han Katinka, fordi han "ikke kunde gaa iSeng uden at se, hvordan hun havde det".
-Tak, ganske godt, sagde Katinka.
-Har du moret dig?
-Som man kan more sig, sagde Bai, naar du ligger her. Han sad og sukkede nogen Tid ved Sengen, til han havde faaet Katinka lysvaagen.
-Godnat, sagde han saa.
-Sov vel, Bai.
Naar Marie var ude om Dagen, stod Dørene aabne ind til Kontoret.Katinka laa og hørte efter Telegrafens Prikken.
-Hvad den har travlt, sagde hun.
-Hvad den alt fortæller.
-Bai, raabte hun. Det er jo hertil….
Bai bandte en høj Ed ude i Kontoret….
Ja—saa min Salighed—han kom hen i Døren—det er til Præstens.
-Præstens—Katinka satte sig op i Sengen—det er vel fra Agnes, sagde hun.
Bai sagde ingenting, han var hel vild; han løb med den blaa Blyant, og han vilde ha'e sit Tøj og han skrev Depeschen i Skjorteærmer og skrev forkert og rev itu.
-Bai, sagde Katinka, Bai—er det Agnes….
-Saa min Salighed—
Bai stormede selv af med Depeschen, just som Eftermiddagstoget skulde komme.
Saadan en Glæde havde Bai aldrig set. De to Gamle lo og græd.
-Aa Gud—at det er sandt—aa Gud—at det er sandt….
-Ja—lille Mo'er—Ja—Ja … Gamle Pastor vilde være rolig.
Han tyssede paa hende og klappede hende paa Hovedet.
Men saa foldede han Hænderne: Nej sagde han—det er for meget.
Han græd selv og tørte sig i den Fløjels Kalot.
-Ja, ja, sagde han; Gud taknemmelig, siger jeg; Gud taknemmelig….
Gamle Pastor vilde selv bringe Katinka Nyheden, og han gik og tog sitTøj frem, og Hat og Vanter, og lod det ligge igen, og tog Bai i beggeHænder:
-Ja, den Glæde, Forstander, sagde han. For os to Gamle, som sidder hen—at opleve det … at opleve det, Forstander.
-Hm—ja—hver har det paa sin Manér—
-Andersen skulde nu lære at savne, at savne hende, sagde Gamle Pastor.
Han nussede om og kom ikke af Stedet.
Pastorinden kom ind med Jorbærlikør, før de kom afsted.
Gamle Pastor gik og fløjtede "den tapre Landsoldat" hen ad Vejen.
-Han sad inde ved Katinkas Seng.
-Ja, sagde han, Gud fører dog de rette sammen.
* * * * *
En Ugestid efter kom Agnes hjem.
Hun stormede over Perronen ind gennem Kontoret. I Kontordøren saa' hun Katinka, der laa med lukkede Øjne paa Puden. Agnes vilde ikke have kendt hende igen.
Katinka slog Øjnene op og saa' hende:
-Ja, sagde hun, det er mig.
Agnes gik hen og tog Katinkas Hænder. Hun lagde sig paa Knæ ned ved hendes Seng.
-Dejlige Kone, sagde Agnes og kæmpede for ikke at græde.
Hun kom hver Eftermiddag og sad hos Katinka til Aften.
De talte ikke meget. Katinka blundede og Agnes lod Sytøjet synke ned i sit Skød og saa' paa det stakkels Ansigt paa Puden. Det svage Aandedrag peb i Katinkas Bryst.
Katinka rørte sig, og hun tog atter Sytøjet og førte Naalen ud og ind.
Katinka laa vaagen. Hun var saa mat, hun kunde ikke tale. Hosten kom og rystede hende; hun fo'r op i Sengen, det var, som hun skulde slides sønder.
Agnes støttede hende. Katinka var vaad af den kolde Sved.
-Tak, sagde hun, Tak.
Hun faldt hen igen og laa stille. Inde fra Sengeomhænget saa' hun paa Agnes' Ansigt, saa rundt og stærkt, og Hænderne, der gik saa resolut over Sytøjet.
-Agnes, sagde hun: Vil De ikke spille lidt?
-De skulde sove, sagde Agnes. Aa nej. Spil lidt.
Agnes rejste sig og gik ind til Klaveret. Hun spillede halvdæmpetMelodi efter Melodi.
Katinka laa stille med Hænderne paa Tæppet.
-Agnes, sagde hun: Syng den … vil De ikke. Det var Sangen omSorrent. Agnes sang den med sin mørke Altrøst.
Hvor den høie og dunkle PinieLaaner Skygge til Bondens Vigne,Hvor ved Golfen OrangelundenDufter liflig i Aftenstunden;Hvor ved Stranden Baaden gynger;Hvor i Byen glade KlyngerGaar i Dansen mens de synger,Synger højt Madonnas Pris.Aldrig, aldrig, jeg forgjetterDisse Dale, disse Sletter,Disse maaneklare Nætter,Napoli—dit Paradis.
Hun blev siddende lidt ved Klaveret. Saa rejste hun sig og gik ind iSovekamret.
-Tak, sagde Katinka.
Hun laa lidt.
-Ja, sagde hun ganske sagte. Hvor Livet kunde være smukt.
Agnes lagde sig ned ved Sengen. De laa stille, begge to, i Mørket.Katinkas Haand gled hen over Agnes' Haar.
-Agnes, sagde hun. Der skal ikke—tales over mig….
-Katinka dog….
-Bare bedes, sagde hun.
Hun tav igen. Agnes græd sagte. Katinka blev ved at bøje smaa Lokker af hendes Haar ind mellem sine Fingre.
-Men der er, hun talte ganske sagte og ligesom frygtsomt og Haanden faldt bort fra Agnes Haar: en Salme—som—
-Som jeg saa gærne vilde ha'e sunget … ved min Grav….
Hun hviskede næsten uhørligt. Agnes laa med Hovedet ned i Puden.
-Bryllupssalmen, sagde Katinka ganske sagte, som et Barn, der ikke tør bede.
Graaden rystede Agnes, og hun tog Katinkas Hænder og kyssede dem, mens hun hulkede.
-Katinka dog—Katinka dog….
Katinka tog om hendes Hoved og bøjede sig lidt frem:
-Nu bli'r I to jo lykkelige, sagde hun.
Hun laa tavs. Agnes blev ved at græde.
Næste Dag blev Katinka berettet af Gamle Pastor. Bai var i Randers.
* * * * *
Agnes blev vækket om Natten af en forskræmt Pige med et Tællelys: Der er Bud—Frøken—fra Stationen … Frøkenen maatte endelig komme.
-Bud … Agnes var ude paa Gulvet.
-Hvem er her? sagde hun.
Hun raabte ned gennem Gangen.
-Jeg, sagde Lille-Bentzen.
Agnes kom ud i nogle Sjaler.
-Hun dør, Frøken, sagde Lille-Bentzen. Han stod bleg og tænderklaprende. Lille-Bentzen havde aldrig før set nogen dø.
-Er der Bud efter Doktoren, sagde Agnes … Lygten, Ane.
-Der var ingen til at gaa….
Agnes fik Lygten tændt og gik over Gaarden. Hun bankede paaKarlekamret. Det gav Ekko mod Laden….
-Lars, Lars—
Lars kom ud, søvndrukken, i Halvdøren i Lygtelyset.
Agnes gik tilbage over Gaarden til Gangdøren. Lille-Bentzen var gaaet ud paa Trappetrinet, angst for at staa i Mørket.
-De kører med, sagde Agnes og gik forbi.
Et Par skræmte Piger kom ud i Gangen: Faa kogt Kaffe, sagde Agnes.Skynd Jer.
Hun gik ind for at klæde sig paa. Lille-Bentzen blev alene i Gangen.Dørene stod aabne ned gennem Huset, knirkende i Mørket. Pigernerumsterede rundt, halv-paaklædte og søvndrukne, med hver sit Tællelys.De glemte en Stage paa Spisebordet. Lyset flakkede i Trækken.
Ude i Gaarden kom Drengen gaaende med Staldlygten. Han satte den paaStenbroen og gik igen—der blev en lys Kreds om Lygten i Mørket.
Vognporten blev slaaet op og de kom ud med Hestene. Hver Lyd lød stærkt og skræmmende ud i Natten.
Agnes kom ud og gik forbi Bentzen i Gangen.
-Saa gaar jeg derned, sagde hun.
-Har hun Krampe?
-Hun skreg, sagde Bentzen.
Agnes saa' ud i Gaarden: Skynd Jer, raabte hun. Drengen løb med Lygten over Gaardsrummet.
Der blev sat et Par flimrende Lys i Køkkenvinduet, saa Skæret faldt ud paa Heste og Vogn.
Gamle Fru Linde kom ind i Spisestuen i en Slaabrok af Gamle Pastors:Bliv i din Seng, Mo'er, sagde Agnes.
-Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde gamle Fru Linde. Saa det kom pludseligt … saa det kom pludseligt … Og hun begyndte at gaa rundt med sit Lys i Haanden ligesom de andre.
Drengen slog Portene op—det fo'r i dem alle ved Larmen—og Lars viste sig i Køkkendøren og fik en Skaal Kaffe.
Lille-Bentzen kom ud og op paa Bukken … Han saa' Pastorindens Ansigt—smaagrædende sad hun og rokkede inde i Stuen foran det viftende Lys.
De rullede ud af Porten, ned ad Vejen, gennem Mørket, i Trav, saaPilene paa Hegnet fer forbi dem som dansende Spøgelser.
Lars tog fast om Tømmerne.
-Bæsterne er sky, naar man kører til Død, sagde han.
De talte ikke mer. Vognlygternes Lys fo'r hen over de urolige Pile.
* * * * *
Bai gik op og ned ude i Forstuen, op og ned langs Væggen.
-Er det Dem, er det Dem, sagde han. Hvor hun skriger.
Agnes aabnede Døren til Kontoret. Hun hørte Katinka stønne ogVaagekonens Stemme: Ja, ja, ja, ja.
Marie Pige kom: Doktoren, sagde hun.
-Han er kørt efter ham, sagde Agnes.
Hun gik ind. Vaagekonen holdt Katinkas Arme over Hovedet. Trækninger gik gennem hendes Krop under Tæpperne.
-Hold, sagde Vaagekonen.
Agnes tog om hendes Haandled og slap dem igen; hun følte den koldeSved.
Den døende slog med de krampekrummede Arme op i Sengegardinet.
-Hold dog, sagde Vaagekonen.
Agnes tog om Armene: Tungen, Tungen, sagde hun.
-En Ske dog, Tungen.
Katinka sank tilbage—der faldt blaahvidt Skum ud over de aabnedeLæber gennem de sammenbidte Tænder.
Marie tabte Skeen og fandt den ikke paa Gulvet og ragede efter en anden med Lyset.
-Hovedet, sagde Vaagekonen, Hovedet. Marie holdt det, rystende over hele Kroppen.
-Aa, Jøsses, aa, min søde Frelser, blev hun ved at sige … aa Jøsses … aa … min søde Frelser….
Agnes pressede Katinkas Arme ned. Hovedet tilbage, sagde Vaagekonen… Hun halvt laa og pressede Skeen ind imellem den døendes Tænder.
Der stod Skum ud over Skeen: Godt, hviskede Vaagekonen, godt.
Katinka slog Øjnene op. Hun holdt dem paa Agnes, store og angstfulde.
Katinka blev ved at stirre paa hende med det samme Blik.
-Katinka….
Den døende stønnede og sank tilbage. Skeen faldt ud af hendes Mund….
-Hun faar Ro, sagde Vaagekonen.
Katinkas Øjne faldt til. Agnes slap hendes Arme.
De satte sig hver paa sin Side af Sengen, lyttende til hendes Aande, der kom uregelmæssigt og ganske svagt.
-Hun faar Ro, sagde Vaagekonen….
Den døende blundede hen, stønnende nu og da.
Vognen kom ude paa Vejen. Døren blev slaaet op og man hørte DoktorensStemme.
Agnes rejste sig og tyssede.
-Hun sover, sagde hun.
Doktoren gik ind og bøjede sig over Sengen: Ja, sagde han, det er snart forbi.
-Lider hun? sagde Agnes.
-Man véd ikke, sagde Doktoren.
-Nu sover hun.
Doktoren og Agnes satte sig inde i Dagligstuen. Inde i Kontoret hørte de Bai vandre op og ned.
Agnes rejste sig og gik derind.
-Hvad siger han, spurgte Bai. Han blev ved at gaa.
Agnes svarede ikke; hun sad tavs i sin Stol.
-Jeg havde jo ikke troet det, sagde Bai: jeg havde jo ikke troet det,Frøken Agnes.
Han flakkede op og ned, fra Dør til Vindu—og standsede igen vedAgnes' Stol og sagde ud i Luften:
-Jeg havde jo ikke troet det, Frøken Agnes.
Doktoren aabnede Døren: Kom, sagde han.
Krampen var begyndt igen. Bai skulde holde hendes ene Arm.
Men han slap den igen.
-Jeg kan ikke, sagde han og gik med Hænderne for Ansigtet. De hørte ham hulke inde i Kontoret.
-Tør Panden, sagde Doktoren.
Agnes tørrede Sveden af Panden.
-Tak, sagde Katinka og slog Øjnene op: Er det Agnes?
-Ja, Katinka, det er Agnes.
-Tak.
Hun faldt hen igen.
Hen mod Morgen vaagnede hun. De sad alle ved Sengen.
Øjnene var brustne.
-Bed hende spille.
-Spil, sagde Doktoren.
Agnes gik ind. Taarer løb ned over Tasterne og hendes Hænder, mens hun spillede uden at høre sine egne Toner.
Katinka laa stille hen. Brystet gik pibende op og ned.
-Hvorfor spiller hun ikke? sagde hun igen.
-Hun spiller jo, Tik….
-Hun hører ikke mer….
-Den døende rystede paa Hovedet:
-Jeg hører det ikke, sagde hun.
-Salmen, hviskede hun, Salmen.
Hun laa lidt igen, stille. Doktoren sad med hendes Puls og saa' paa hendes Ansigt.
Saa løftede hun sig op og rev sin Haand løs:
-Bai, skreg hun, Bai.
Agnes rejste sig og løb ind. De stod alle om Sengen. Bai knælte ned og hulkede.
De fór alle sammen: det var Telegrafen, der lød ind gennem Stuerne og meldte Tog….
Katinka slog Øjnene op. Se, se, sagde hun og løftede Hovedet.
-Se Solen, sagde hun: se Solen over Bjergene.
Hun løftede Armene, de faldt ned igen, og gled ned ad Tæppet.
Doktoren bøjede sig hastigt frem over Sengen.
Agnes knælte ved Fodenden med Hovedet ind mod Sengen ved Siden afMarie Pige.
Man hørte kun en høj Hulken.
Doktoren løftede de hængende Arme op og foldede Hænderne over denDødes Bryst.
* * * * *
-Hm, De har s'gu ikke sovet ud, Bentzen. Den indiskrete sprang afToget.
-Hvordan staar 'et!
-Hun er død, sagde Lille-Bentzen; han talte som om han frøs.
-Hva'?
-Satan—
Den indiskrete stod og saa' lidt paa den lille Stationsbygning: alt laa som vanligt.
Saa vendte han sig og steg stille op paa Trinet.
Toget skjultes af Vintrens Taager over Markerne.
Det var den første Vinterdag. Høj Luft og tyndt Snelag over den letfrosne Jord.
Udenfor Kirken begyndte Mændene at samles, højtidelige, med høje Silkehatte af mange Aargange. De hviskede i smaa Grupper, og en efter en gik de hen og kiggede ned i den tomme Grav tæt ved Muren.
Inde i Kirken gik fire fem lydløse Koner oppe om Kisten og følte stille paa Kransene, Degnen og Lille-Jensen lagde Salmer paa Pladserne.
De var færdige: Og Nr. 753 af Salmebog ved Graven, sagde Lille-Jensen.
Lille-Jensen var som en Slags Bedemand ved "Lejligheden". Hun havde straks overtaget Liget baade i Hjem og Kirke. "Institottet" havde haft "Efteraarsferie" siden Dødsfaldet.
Frøken Jensen saa' sig om i Kirken og gik op mod Kisten med Degnen: Guirlanderne hang i regelrette Buer over Koret og Sørgefloret var trukket som to Pølser over Alterstagerne.
-Nydelig Kiste efter Aarstiden, sagde Degnen.
De stod og saa' paa Kransene.
-Det er en Forskel, sagde Degnen, han skød Skuldrene i Vejret og saa' paa en Krans fra Abels.
-Ja, sagde Frøken Jensen: der er ingen "Interesse".
Frøken Jensen gik lidt bort og saa' prøvende paa Kisten:
-Ja, sagde hun: Jeg er glad, vi tog Egetræ.
-Det er, om jeg saa tør sige, ogsaa proprere for Liget, sagde Degnen.
Klokkerne begyndte at ringe, og Frøken Jensen gik ud paa Kirkegaarden.Hun hilste paa sine Elevere-Fædre og holdt Mandtal.
Bai kom ind ad Laagen med to Herrer med Fodposer; alle Hatte blev løftet. Lille-Jensen trykkede Haand i Vaabenhuset.
Da alle var til Sæde i Stolene, arriverede Familien Abel. Enkefruen gik i Spidsen; hun saa' ud til at have skyndt sig. De to Kyllinger var i Sørgeslør som to Enker.
Louise-Ældst lagde Vedbend-Kors paa Kisten.
Agnes sad ved Siden af Gamle Pastor. Hun hørte ikke Sangen og slog ikke Salmen op. Hun sad kun og stirrede med duggede Øjne paa den dejlige Kones Kiste.
Sangen døde hen. Gamle Pastor stod op og gik frem.
Da Bai saa' ham staa der foran Kisten med foldede Hænder, brast han iGraad og hulkede.
Gamle Pastor ventede stille, med Øjnene paa Kisten. Stemmen lød kun saa halvhøjt, da han talte. Vintersol faldt ind ad Korvinduerne paa Kiste og Blomster.
Gamle Pastor talte om de stille i Landet.
Stille var hun—stille i sit Liv; stille vilde hun bringes til den sidste Ro. Gud Herren, som kender Sine, gav hende et Liv i Lykke hos en god Husbond; han gav hende en Død i Fred af sin hellige Aand. Han modtage hendes Sjæl, han, som ene kender Hjerter og Nyrer; han skænke sin Trøst, den ene Trøster—til dem, som nu sørger.
Amen.
Gamle Linde tav. Der var ganske tyst.
Ligbærerne kom frem med Degnen og Lille-Jensen, som rev Kransene afKisten.
Og de saa' alle, staaende op i Stolene, efter Kisten, som blev baaret ud under Sang.
Det er saa yndigt at følges adFor to som gerne vil sammen være.Da er med Glæden man dobbelt glad,Og halvt om Sorgen saa tung at bære.Ja det er Gammen,:|: At rejse sammen :|:Naar Fjederhammen:|: Er Kærlighed. :|:
Agnes blev ved at se efter Kisten. Dørene var slaaet vidt op ud mod den lyse Dag.
Er Kærlighed….
De kom hen til Graven. Det gik i Bakke og Dal for Ligbærerne medKisten, Touget slap for Graverkarlen og faldt ned i Graven.
Alle stod og ventede til man fik fat i Tougenden og fik Rebet kastet rundt om Kisten….
Bai tog om en Busk, som vilde han knække den: Touget snærede, mensKisten blev skubbet ud og sank.
Agnes havde lukket Øjnene.
Det er vemodigt at skilles adFor dem som gerne vil sammen være,Men Gud ske Lov: i vor Herres StadFor evigt samles de Hjertenskære.Ja—det er Gammen:|: At leve sammen :|:Hvor Arneflammen:|: Er Kærlighed. :|:
-Naa—naa—naa, Svoger, de to Fodposer støttede Bai, som hulkede.
Sangen døde hen. Der var stille, ingen Lyd; ingen Vind over de blottede Hoveder.
Tungt faldt Sandet fra gamle Lindes rystende Hænder.
Fadervor—du, som er i Himlen.
Det var forbi. De to Herrer med Fodposerne trykkede Hænder og takkede for "den store Deltagelse".
Fru Abel standsede dem ved Laagen. Hun havde sit lille Bord beredt forBai og hans Svogre:
-I al Tarvelighed—at De ikke sidder ene….
Fru Abel tørrede sine Øjne:
-Man véd, hvad det er at miste, sagde hun.
Sværmen var borte.
Agnes stod alene ved Graven. Hun saa' ned paa Kisten med dens Kranse, plettede af Sandet….
Og hun stirrede frem over Vejene, hvor alle Folk gik hjem til Livet igen.
Det var Bai mellem de to sørgeslørede Damer—de lange Slør—og de to Herrer med Fodposerne … det var Katinkas Brødre … som havde takket paa Familjens Vegne—
Lille-Jensen skulde spise paa Møllen efter Anstrengelsen. FrøkenHelene ømmede sig i for smaa Støvler….
Der gik de alle….
Og skyndte sig.
Agnes bøjede Hovedet. Hun følte et vredt Ubehag mod dette Smaaliv, som skyllede videre hjem ad alle Veje.
Der kom nogen bag hende. Det var Lille-Bentzen med en stor Æske.
-Det er en Krans, Frøken, sagde han. Jeg vilde hellere bringe den selv. Den kom med Middagstoget.
Lille-Bentzen tog Kransen ud af Æsken:
-Den er fra Huus, sagde han.
-Fra Huus, sagde Agnes. Hun tog Kransen og saa' paa de halvvisnedeRoser: Hvor den har været smuk.
-Ja, sagde Bentzen. Køn har den været.
De stod lidt. Agnes knælte halvt ned og lod Kransen glide lempeligt ned paa Kisten. Rosernes Blade spredtes i Faldet.
Da Agnes vendte sig, stod Lille-Bentzen og græd.
En Karl kom hen til dem.
-Hvis Frøkenen—der skulde lukkes….
-Ja, vi kommer.
-Degnen giver mig vel Lov til at være her, sagde Agnes.
Agnes og Bentzen gik stille hen ad Vejen. Karlen stod allerede og ventede ved Porten.
Med Hænderne i Kaabelommerne blev Agnes staaende og saa' paa Karlen, der lukkede Porten og satte Hængelaas for.
Lille-Bentzen smaasnøftede endnu da han gik med Farvel.
Agnes blev længe staaende foran den stængte Port.
* * * * *
Bai var meget hos Abels.
Fru Abel kunde ikke udholde den Tanke, at han sad dernede, alene, i de øde Stuer … naar man selv kan sidde ved en hyggelig Lampe, sagde Fru Abel.
Hun og hendes Louise-Ældst hentede ham efter Otte-Toget.
-Blot hjem om Lampen, sagde Fru Abel.
Louise-Ældst var ganske som hjemme paa Stationen. Hum maatte vandeBlomsterne i en Fart, før de gik.
Fru Abel stod hos.
-De var hendes Yndlinge, den kære, sagde hun mildt.
Den kære var Katinka.
-Men Amplen, sagde Louise-Ældst. Den tørster ogsaa. Hun nikkede tilAmplen.
Bai maatte holde paa Stolen, naar Louise-Ældst vandede Amplen. Hun stod paa Tæerne med Vandkanden og viste sin Skønhed.
-Hun glemmer ikke noget, sagde Fru Abel. Amplen fik Vand, saa det pladrede paa Gulvet.
-Marie tørrer vel op, sagde Louise-Ældst skarpt ud i Køkkenet. Hun stod altid et Sekund i Spisekammerdøren og "oversaa". Louise-Ældst havde saa hurtige Fingre, naar der var gemt en sød Levning paa en Asjet.
De gik hjem om Lampen.
Louise-Ældst skænkede The i hvidt Forklæde.
Paa Ida-Yngst maatte der kaldes og kaldes.
-Hun skriver, sagde Enkefruen i sin Krog.
Ida-Yngst skrev altid i en underlig upaaklædt Tilstand.
-Bøsse-Sa har glemt sine Manschetter, sagde Enkefruen.
-Naa, sagde Bøsse-Sa.
Bøsse-Sa var i det hele derangeret.
-Han er her jo ikke, sagde Enkefruen.
Efter Bordet fik Bai sin Toddy til "Dagstelegrafen". Louise-Ældst broderede. Enkefruen sad og saa' "ømt".
-Det er som hjemme, De skal føle Dem. Det er blot det, vi vil.
Naar Bai var færdig med Avisen, spillede Louise-Ældst. Hun sluttede med en af Katinkas Smaamelodier.
-Den spillede hun, den kære, sagde Enkefruen og saa' paa Portrættet:Katinka hang med Immortelkrans under Spejlet over Sofaen.
-Ja, sagde Bai. Han sad med foldede Hænder. Om Lampen, efter Toddyen, følte Bai altid en mild Rørelse over sit "Savn".
Enkefruen forstod ham.
-Men man har det forklarede Minde, sagde hun. Og Gensynet.
-Ja.
Bai førte de to Fingre hen over Øjnene.
De talte om "den kære Afdøde", mens Bai fik sit andet Glas.
Lille-Jensen sad i Mørke ved sit Vindu, for at høre, naar han gik.
Lille-Jensen var mest i Præstegaarden i den sidste Tid.
-Hos Abels holder de vist ikke af Forstyrrelse, sagde Lille-Jensen.
Frøken Jensen var kommet meget paa Stationen de første Uger efterDødsfaldet.
En Kvinde hjælper, hvor hun kan, sagde hun paa Møllen.
-Ja, sagde Møllerens Frue.
Frøken Helene strakte Benene fra sig og saa' paa sine Filttøfler.
-Og den kære Katinka—Frøken Jensen kaldte hende Katinka efter hendesDød—har forvænt ham.
Lille-Jensen tog et Slags Over-Opsyn paa Stationen.
-Hvad nytter det med en Pige? sagde hun.
Hun kom efter Skoletid med Spaankurv og Bel-ami. Bel-ami havde egenKurv ved Kakkelovnen.
Hun gik lydløs om og lavede Livretter.
Naar Bordet var færdigt, havde hun Tøjet paa. Bai bad hende dog endelig blive og spise det Stykke Smørrebrød med sig.
-Ja, hvis De hellere vil, at jeg bli'r, sagde Lille-Jensen.
-Det er jo ialfald et levende Væsen, sagde hun beskedent.
Bel-ami kom igen paa Plads, og de spiste.
Lille-Jensen trængte sig ikke paa med Konversation. Hun sad hen som den stille Deltagelse, mens Bai tog til sig af Livretterne. Han havde begyndt at faa sin Appetit igen.
Efter Bordet spillede de en faamælt Piqué.
Klokken ti gik Frøken Jensen.
-Jeg var ved Graven, sagde hun, med en Blomst.
Frøken Jensen hægede Graven.
Hun hørte Bel-ami hyle, mens hun gik hen ad Vejen hjem. Hun tog den ikke op.
Frøken Jensen gik i dybe Tanker. Hun tænkte paa at sælge sin Skole.
Hun havde altid bedre passet til en Plads, hvor en Dame med Dannelse var som Fruen i Huset.
-Men i de sidste to, tre Maaneder kom Frøken Jensen ikke mere ret meget paa Stationen.
Hun satte ikke Pris paa at blive regnet til de Paatrængende.
-Fru Abel forstod hun ganske simpelt ikke.
Om Aftenen sad hun ved Vinduet for at høre—om han i det hele slap hjem.
-Graven plejer jeg, sagde hun paa Møllen.
* * * * *
-Satan til Fruentimmer, saa de vimser. Kiær viftede i Kontoret med sin Hat, som vilde han holde Fluer væk. Louise-Ældst var smuttet forbi ham i Døren.
-Satan, saa der vimses, sagde Kiær.
Kiær skulde til København og vilde have Bai med.
-Trænger s'gu til 'et, gamle Dreng, trænger s'gu svært til 'et….
-At faa Luft i Lungerne….
-Gamle Ungkarl….
-Ud paa Keglebanen, sagde han.
Bai kunde s'gu ikke bestemme sig til det … du—saa kort efter….
-Men trænge til Luft i Lungerne—kunde han jo nok.
Otte Dage efter rejste de. Fru Abel og Louise-Ældst pakkede Kuffert.
Bai strakte sig i Sædet og spændte sine Armmuskler, da de rullede af.
-Paa Rejse, sagde den indiskrete. De krydsede ham paa en Station.
-En Junker-Svip … To glade Unghaner … Den indiskrete lo og smækkede Tungen ud med et Knald.
Bai sagde: Ja, vi ska' jo ind og se, hvordan den vrikker.
Han slog Kiær paa begge Knæene og sagde igen: Vrikker—du gamle….
De rullede af og vinkede til den indiskrete, som raabte efter dem.
De blev paa en Gang meget lystige, brugte drøje Ord og klaskede sig op og ned ad Benene:
-Saa gaar den en Gang igen, en Gang igen, sagde Bai.
-Hvad er vi til vi Mennesker, sagde Kiær.
-Adam, du Gamle, sagde Bai.
De lo og snakkede. Kiær var glad.
-Nu kender man dig igen, sagde han:—du gamle Lampepudser….
-Nu kender man dig.
Bai blev pludselig alvorlig:
-Ja, gamle Ven, sagde han, det har været traurige Tider.
Han sukkede to Gange og lænede sig lidt tilbage i Sædet.
Saa sagde han igen i en glad Tone:
-Du—vi ta'r Nielsen.
-Hva'for en Nielsen, sagde Kiær.
-En lille Fløjtenant, du, Kender….
-Man véd jo ikke de nye Steder—gamle … Saa' ham i Præstehuset …Rask Fyr … Kender….
-Naar der ska' være Gilde….
De begyndte at gabe og blive mere stille; de sov ind hver paa sit Sæde og sov til Frederits.
Der drak de tæt med Kognakker mod "Nattekulden".
Bai gik ud paa Perronen. Vogne blev rangerede, og der var enKlokkeklemten og en Signaliseren, saa man hørte ikke Ørenlyd.
Bai stod under en Lygte midt i Stimlen og lod sig puffe til:
-Gamle, sagde han til Kiær og gned Hænderne, mens han saa' ned adPerron og Bane—Hva' du?
-Leben er 'et, sagde Kiær.
Damerne svippede rundt op og ned ad Trinene, rødmossede af Søvnen, under Rejsehætterne.
-Og de Kvindfolk, sagde Bai.
Der blev raabt og klemtet.
-Passagererne til Strib-Passagererne til Færgen….
Med halvelleve Toget var Bai i København.
De fandt Løjtnant Nielsen paa en fjerde Sal i Dannebrogsgade. Møblementet var et Klædeskab med en hængende Dør, der blottede en ensom Uniformsvest, og en Rørstol med et Vandfad.
Løjtnanten laa i Bunden af Sengen paa en Hømadras.
-Feltfod, sagde han. Man har jo sine Kahytter "anderswo", Forstander.
-Bai sagde, at de skulde "se Staden".
-Saadan Stederne, sagde han: forstaar De….
Løjtnant Nielsen forstod.
-De vil se Markedet, sagde han. Stol paa mig: vi skal se Markedet.
Han kom i Benklæderne og begyndte at skrige paa en Madam Madsen. MadamMadsen stak et Stykke Sæbe ind ad Døren med en nøgen Arm.
-Man lever i Familien, sagde Løjtnanten: han skummede Madam MadsensSæbe op ad Armene.
De aftalte et Sted, hvor de skulde mødes for at se paa KasinosDanseben. "Og saa ser vi Markedet", sagde Bai.
Løjtnanten pumpede Madam Madsen for ti Øre og kørte saa sporenstregs ud til "Knejpen".
Knejpen var en lille rar Ølhave i Pilealléen, hvor "de af Banden" holdt til paa Keglebanen og ved Kortene.
Banden var tre Sekondløjtnanter og to hørhaarede Herrer fraLandbohøjskolen.
Da Nielsen kom, var Herrerne allerede ved L'hombren, i Skjorteærmer, med Hattene i Nakken.
-Naa—Tvillinger, sagde Nielsen.
-Gaar 'en?
-Man spæ'r den op, sagde den ene af de hørhaarede og skød Skuldrene op.
-Svævende, mente en af Løjtnanterne.
-Meget svævende, sagde den anden.
Banden levede paa Ordet "svævende". Man sagde det en Gang rundt hvertKvarterstid med sære Tonefald og smaa Haandviftninger.
-Svævende—
-Man maa spæ' den op, sagde Nielsen.
Banden spædede op med Bajere og "Hunkøn".
-Jeg har nappet et Par "Givere", sagde Nielsen.
-Givere—hva' Satan—Nielsen? De hørhaarede skød Hatten bagud.
-Et Par ældre "Givere", Tvillinger….
Tvillingerne slog med Ølflaskerne i Bordet til Ære for Finderen.
De stillede om Aftenen i Kisten, efter at Nielsen havde set paa"Danseben" med Kiær og Bai.
Nielsen hentede nogle rødmossede Piger, som drak Banko med dem og slog "de to ældre Herrer fra Provinsen" koket over Fingrene.
Bai sagde: "Pivain" og saadan ældre Ord fra sine Løjtnantsdage.
De to hørhaarede taalte aldrig noget. De sad halvlallende og sagde:
-Gamle Svinebørster, og ravede Bai og Kiær over Skuldrene.
De blev ved at drikke allesammen.
-Uf, dog, gamle Støvle.
-Væk med Hænderne, Bai blev øm af den megen Drikkelse.
… Bai vidste ikke, hvordan det gik til. Løjtnanterne var pludselig forsvundne med de rødmossede….
-De er fløjet, sagde Kiær.
-De to Herrer sidder saa alene….
Det var en ældre lille Dame, der stak sin Næse hen til Bordet….
* * * * *
Der var gaaet otte Dage.
Kiær havde Forretninger om Formiddagen. Bai sov mest.
Kiær kom kjem, ind paa Værelset.
-Hva', sover du, sagde han.
-Ja, man er s'gu uoplagt, sagde Bai og gned Øjnene, paa Sofaen.
-Hva' er Klokken?
-To.
-Saa maa vi afsted. Bai kom op af Sofaen. Satan til Strygebrædt, sagde han. Han var øm i alle Lemmer.
Han fik sig klædt paa.
De skulde ud at se paa Gravsten. Bai vilde købe Katinkas Gravsten iKøbenhavn.
Han havde været hos tre, fire Stenhuggere og havde ikke kunnet bestemme sig.
Kiær var lidt utaalmodig over at skulle drage rundt med ham mellem alle de Sten.
-Det er jo smukt af dig, gamle Ven—det er jo meget smukt af dig….
-Men hun ligger s'gu lige godt.
Bai var halv rørt, mens han gik rundt mellem alle disse Kors og Søjler med Marmorduer og Englehoveder.
Idag maatte han bestemme sig, den sidste Dag.
Han tog et stort graat Kors med et Par Marmorhænder, der mødtes tilHaandtryk under Livets Sommerfugl.
Bai stod længe foran Korset med de to Hænder og Sommerfuglen.
-Smuk Tanke, sagde han og førte Fingrene hen over Øjnene: Tro, Haab ogKærlighed.
Kiær forstod ikke altid, hvad Bai mente, naar han sørgede.
-Ja, net Tanke, sagde han.
De var i det Kongelige om Aftenen.
Efter Theatret skulde de ud paa Broen.
-Jeg si'er s'gu Tak, sagde Kiær, for at varme Bænke og vente paa detSlæng.
Kiær gik hjem.
Bai drev af alene. De skulde s'gu ikke sige, han ikke havde holdt den gaaende til Slut.
Han kom ind i Lokalet. Der var ingen af Banden kommen, og han satte sig oppe paa Galleriet og ventede.
-Nej, Tak, han skulde ikke ha'e no'et … En Soda.
Han sad og saa' ned i Salen gennem Tobaksrøgen paa de otte Piger, som sad paa Tribunen i Kreds, og paa Tilskuerne:
-S'gu lutter Drenge….
-Skuffens Bedrøvere, tænkte Bai. Han sad og saa'
-Drenge, sagde han igen.
Der blev raabt og slaaet med Stokkene dernede: det var en engelsk Danserinde, som energisk slog Skørterne op over Hovedet. Bai havde set de Skørter flyve hver Aften.
Og han saa' næsten arrigt ned paa Stokkebegejstringen:
-Det var noget at trampe for, sagde han.
Han skyllede Sodavandet ned og blev ved at betragte Salen: de otte Piger, der sad som en Rad søvnige Høns paa en Pind, og Drengene, der skraalte for at bilde sig ind det var morsomt….
Han havde ventet næsten tre Kvarter og Banden kom ikke.
-Forresten saa' han det gerne—at de blev borte—med deres "rødmossede"….
-En gammel "Jomfru" ku' man vel hitte selv….
-De to "Landboer" med deres "gamle Svinebørster".
Bai saa' over mod den anden Side: et Par unge Herrer gantedes med to unge Piger. Den ene var ung og frisk, med et Par smaa Smilehuller….
Den unge Mand bøjede sig frem og stjal Kys under hendes Slør.
Banden blev stadig borte. Og Bai følte næsten noget som Forbitrelse, Forargelse, mens han blev ved at se paa disse to Duer, som næbbedes….
-Der kom s'gu ingen….
-Naa—naar de har flaaet En.
Og Lokalet begyndte at blive tomt. Det tyndede nede paa Gulvet, fraGalleriet forsvandt Par efter Par ved Trappen.
Røgen og Øldunsten laa tyk og tung over Bordene med de forladte Glas.
Oppe paa Galleriet trippede kun en ældre Dame frem og tilbage og nikkede forførerisk til Bai.
De havde allerede skruet Gassen halvt ned, og Bai sad endnu medHovedet i begge Hænder og stirrede paa den øde og skidne Sal.
Han svor en Ed, da han rejste sig.
Den ældre Dame vimsede ved Laagen:
-Den Herre er her endnu, sagde hun.
-Nej—i hede Helvede.
Bai udtømte hele sin Forbitrelse i det Skub, han gav den ældre Dame.
-Hva', hvinede Damen—saadan behandler man en Dame … enHusejerinde….
Kiær var i Seng:
-Naa, sagde han. Morede I Jer?
Bai fik Støvlerne af:
-De var der slet ikke, sagde han halvhøjt.
-Bagas, sagde Kiær.
Bai klædte sig af uden at tale.
Han laa lidt ved det tændte Lys. Saa slukkede han det.
-Er man gnaven, Gamle, sagde Kiær.
-Naa … Godnat.
Men man begynder at blive gammel, sagde Bai.
-Ja, sagde han igen, langsomt. Det er Tingen a' 'et….
Kiær vendte sig i Sengen: Sludder, sagde han.
-Men du ta'er 'en for voldsomt, Gamle … Man maa ha'e Øvelsen,Unghane—og ta'e 'en med Ro….
-Saa ka' man drive den, sagde han.
-Behageligt.
Kiær tav. Lidt efter snorkede han. Men Bai kunde ikke falde i Søvn. Det var, som han lugtede Øldunst den halve Nat, og han laa og kastede sig.
Den næste Morgen, da han pakkede Kuffert, faldt Katinkas' Fotografi ud mellem to Lommetørklæder.
Det var Fru Abel, som havde givet ham det med.
Hun havde set ømt paa det og pakket det ind i Silkepapir.
-Den kære, havde hun sagt.
Louise-Ældst, "min sidste", havde været arrig: Pyh—skal han ikke ha'e en Spilledaase med….
-Til at spille "de kære Melodier"….
Louise, min sidste, havde en slem Vane til at vrænge efter sin Mamma, naar noget gik hende imod.
Enkefruen havde stille lagt Portrættet ned mellem de toLommetørklæder.
-Han skal ha'e det Stykke af Hjemmet med….
-Bai tog Portrættet op fra Gulvet og sad og saa' paa det med svømmendeØjne.
* * * * *
Familien Abel var paa Stationen for at tage imod Bai. Stuerne varPaaske-rene og skinnende. Med hvide Gardiner og Rengøringsluft.
Bai sad tilbords i Sofaen:
-Man kommer hjem til sin Huslighed, sagde han.
-Hjemme i Reden.
Han spiste og drak, som havde han ikke faaet Mad paa hele Rejsen.
Enkefru Abel havde vaade Øjne af at sidde og se kærligt paa "vorHjemkomne".
Han fortalte om Rejsen.
-Theatrene, sagde Enkefruen.
-Sæsonen—
-Gravsten havde han købt … Fanden til Pris….
-Det tænker man jo ikke paa, sagde Enkefruen: den sidsteKærlighedsgerning.
-Ja, det var det—han havde sagt til Kiær … den sidsteKærlighedsgerning, sagde Bai.
Louise-Ældst blev aldrig færdig med sine Smaaoverraskelser. Ikke se, sagde hun, hun holdt ham for Øjnene, mens Enkefruen tog Laaget af det sidste Ragoutfad.
-Ja, hvad hun har lavet, sagde Enkefruen og smilte: Min ældste.
-Man er dog alle Husdyr, sagde Bai. Han lagde begge Hænder paa Bordet og saa' glad frem for sig, mens han holdt Hvil.
* * * * *
Det var i Oktober. Der var ganske fuldt paa Perronen tilEftermiddagstoget. Lille-Jensen og alle Lindes og de fra Møllen.
Enkefruen skulde rejse for at indrette Hjemmet til Ida, hendes Yngste.
-Louise følger efter, sagde hun og tog sin sidste om Hovedet: Hun er en Hjemmefugl.
-Hun kommer først til Bryllupet, sagde hun.
Bryllupet skulde staa hos "min Søster Etatsraadinden".
-Der fandt de hinanden, sagde Enkefruen.
Toget blev meldt, Bai kom med Garantiseddel og Billet.
-Han har været mit Forsyn, sagde Enkefruen og nikkede til ham.
Toget kom ned over Engen.
-Hils saa Ida, sagde Gamle Pastor, vi tænker paa hende den Dag.
-Det véd vi, sagde Enkefruen: Vi véd, hvor der er gode Tanker. Hun var rørt og kyssede rundt.
-Ja, sagde hun, det er en Rejse for at miste….
Toget var der: Naa, lille Frue, sagde Bai. Det er Tid.
-Og—min Louise—
-De passer jo paa hende … Bai havde allerede proppet hende ind iKupeen … Farvel Fru Linde … Farvel….
Louise sprang op paa Togtrinet og kyssede….
-Sidst, sagde hun.
-Louise, skreg Enkefruen. Toget var begyndt at gaa.
Bai fangede Louise, min sidste….
Der blev viftet og vinket, til man ikke saa' Toget mer.
Lindes gik hjem ad Vejen med dem fra Møllen.
Louise-Ældst vilde se noget i Posttasken og løb ind i Kontoret foranBai. De lo derinde, saa man hørte det ud paa Perronen.
Lille-Jensen var sunket hen, lænet til en Pæl. Banekarlen havde faaet Mælkespandene bort fra Perronen og Sporet skiftet. Og Frøken Jensen stod der endnu, alene, lænet til sin Pæl.
—Lindes var hjemme.
Gamle Pastor sad med Agnes i Dagligstuen, mens "Mo'er" saa' efter tilTheen.
Der var halv mørkt. Gamle Pastor kunde knap se Agnes, som hun sad vedKlaveret.
-Synger du en, sagde han.
Agnes lod Hænderne glide lidt, langsomt, op og ned ad Klaviaturet. Saa sang hun med halv Stemme, med sin mørke Alt, Sangen om Marianna:
Under Gravens Græstørv soverStakkels Marianna—Kommer Piger, græder overStakkels Marianna—
Der blev stille i den mørke Stue.
Gamle Pastor blundede lidt med foldede Hænder.