TREDJE AKT.

EKDAL. Ja nok! Hm, tror, jeg vil stoppe piben først;—må nok renske den også. Hm.

(han går ind i sit værelse.)

GINA (smiler til Hjalmar).Renske piben, du.

HJALMAR. Å ja, ja, Gina, lad ham bare—; den stakkers skibbrudne gubbe.—Ja, de forbedringerne,—dem er det bedst, vi får fra hånden imorgen.

GINA.Imorgen får du nok ikke tid, Ekdal.

Hedvig (indfaldende).Å jo visst, mor!

GINA. —for husk på de kopierne, som skal retuseres; her har nu været så mange bud efter dem.

HJALMAR.Se så; er det nu de kopierne igen? De skal nok bli' færdige.Er her kanske kommet nye bestillinger også?

GINA. Nej desværre; imorgen har jeg ikke andet end de to portrætterne, som du ved.

HJALMAR.Ikke noget andet? Å nej, når man ikke griber sig an, så—

GINA. Men hvad skal jeg da gøre? Jeg sætter jo i aviserne alt det jeg årker, synes jeg.

HJALMAR. Ja, aviserne, aviserne; du ser, hvad det hjælper til. Og så har der vel ikke været nogen og set på værelset heller?

GINA.Nej, endnu ikke.

HJALMAR. Det var jo at vente. Når man ikke er om sig, så—. Man må ta' sig rigtig sammen, Gina!

Hedvig (går imod ham).Skal jeg ikke ta' fløjten til dig, far?

HJALMAR. Nej; ingen fløjte; jeg behøver ingen glæder her i verden, (driver om.) Jo, jeg skal såmænd arbejde imorgen; det skal ikke mangle på det. Jeg skal visst arbejde så længe mine kræfter strækker til—

GINA.Men, kære snille Ekdal, det var da ikke så, jeg mente.

HEDVIG.Far, skal jeg ikke sætte ind en flaske øl?

HJALMAR. Nej aldeles ikke. Der behøves ingen ting for mig.—— (standser.) Øl?—Var det øl, du talte om?

Hedvig (livlig).Ja, far; dejlig friskt øl.

HJALMAR. Nå,—når du endelig vil, så kan du jo gerne sætte ind en flaske.

GINA.Ja, gør det; så skal vi ha' det hyggeligt.

(Hedvig løber mod køkkendøren.)

HJALMAR. (ved ovnen, standser hende, ser på hende, griber hende om hodet og trykker hende op til sig). Hedvig! Hedvig!

Hedvig (glad og i tårer).Å du snille far!

HJALMAR. Nej, kald mig ikke så. Der har jeg siddet og ta't for mig ved den rige mands bord,—siddet og svælget ved det bugnende taffel—! Og så kunde jeg endda—!

GINA (sidder ved bordet).Å snak, snak, Ekdal.

HJALMAR. Jo! Men I må ikke regne det så nøje med mig. I ved jo, at jeg holder af jer alligevel.

HEDVIG (slår armene om ham).Og vi holder så umådelig af dig, far!

HJALMAR. Og skulde jeg være urimelig en gang imellem, så—herre gud —husk på, at jeg er en mand, som bestonnes af sorgernes hær. Nå! (tørrer øjnene.) Ikke øl i en sådan stund. Giv mig fløjten.

(Hedvig løber til reolen og henter den.)

HJALMAR. Tak! Sådan, ja. Med fløjten i hånd, og med jer to omkring mig—å!

(Hedvig sætter sig ved bordet hos Gina; Hjalmar går frem og tilbage, sætter stærkt i og spiller en bøhmisk folkedans, men i et langsomt elegisk tempo og med følsomt foredrag.)

HJALMAR (afbryder melodien, rækker Gina den venstre hånd ogsiger bevæget):Lad det kun være trangt og tarveligt under vort tag, Gina.Det er dog hjemmet. Og det siger jeg: her er godt at være.

(Han begynder atter at spille; straks efter banker det på gangdøren.)

GINA (rejser sig).Hys, Ekdal,—jeg tror der kommer nogen.

HJALMAR (lægger fløjten i reolen).Se så igen!

(Gina går hen og åbner døren.)

GREGERS WERLE (ude i gangen).Om forladelse—

GINA (viger lidt tilbage).Å!

GREGERS. —er det ikke her, fotograf Ekdal bor?

GINA.Jo, det er.

HJALMAR (går hen imod døren).Gregers! Er du der alligevel? Nå, så kom ind da.

GREGERS (kommer ind).Jeg sa' dig jo, at jeg vilde se op til dig.

HJALMAR.Men ikveld—? Er du gåt fra selskabet?

GREGERS.Både fra selskabet og fra familjehjemmet.—God aften, fruEkdal. Jeg ved ikke, om De kan kende mig igen?

GINA.Å, jo; unge herr Werle er ikke så svær at kende igen.

GREGERS.Nej, jeg ligner jo min mor; og hende mindes De sagtens.

HJALMAR.Er du gåt fra huset, siger du?

GREGERS.Ja, jeg er flyttet hen på et hotel.

HJALMAR.Ja så. Nå, siden du er kommen, så ta' af dig og slå dig ned.

GREGERS.Tak.

(trækker yderfrakken af. Han er nu omklædt, i en simpel grå klædesdragt af landligt suit.)

HJALMAR.Her, i sofaen. Gør dig det mageligt.

(Gregers sælter sig i sofaen, Hjalmar på en stol ved bordet.)

GREGERS (ser sig omkring). Så her er det altså du holder til, Hjalmar. Her bor du altså.

HJALMAR.Dette her er atelieret, som du vel ser—

GINA. Men her er nu rummeligere; og derfor så holder vi os helst her ude.

HJALMAR. Vi bode bedre før; men denne lejligheden har én stor fordel: her er sådanne prægtige ydre rum—

GINA. Oe så har vi et værelse på den andre siden af gangen, som vi kan leje ud.

GREGERS (til Hjalmar).Se, se,—du har logerende også.

HJALMAR. Nej, ikke endnu. Det går ikke så fort, ser du; man må være om sig. (til Hedvig.) Men det var det øllet, du.

HEDVIG (nikker og går ud i kokkenet).

GREGERS.Det er altså din datter?

HJALMAR.Ja, det er Hedvig.

GREGERS.Og hun er jo eneste barn?

HJALMAR. Hun er det eneste, ja. Hun er vor højeste glæde i verden, og —(sænker stemmen.) hun er også vor dybeste sorg, Gregers.

GREGERS.Hvad er det, du siger!

HJALMAR. Ja du; for der er al truende fare for, at hun kommer til at miste synet.

GREGERS.Blir blind!

HJALMAR. Ja. Endnu er bare de første tegn at spore; og det kan jo gå bra' en tid endnu. Men lægen har varslet os. Det kommer ubønhørligt.

GREGERS. Dette her er jo en skrækkelig ulykke. Hvorledes har hun fåt det?

HJALMAR (sukker).Arveligt, rimeligvis.

GREGERS (studsende).Arveligt?

GINA.Ekdals mor havde også svagt syn.

HJALMAR.Ja, det siger far; jeg kan jo ikke huske hende.

GREGERS.Stakkers barn. Og hvorledes tar hun det?

HJALMAR. Å du kan da tænke, vi nænner ikke at sige hende sligt. Hun aner ingen fare. Glad og sorgløs og kviddrende som en liden fugl flagrer hun ind i livets evige nat. (overvældet.) Å, det er så knusende svært for mig, Gregers.

(Hedvig bringer et bræt med øl og glasse, som hun sætter på bordet.)

HJALMAR (stryger hende over hodet).Tak, tak, Hedvig.

HEDVIG (lægger armen om hans hals og hvisker ham i øret).

HJALMAR. Nej. Ikke smørrebrød nu. (ser hen.) Ja, kanske Gregers tar et stykke?

GREGERS (afværgende).Nej, nej tak.

HJALMAR (fremdeles vemodig). Nå, du kan jo sætte lidt ind alligevel. Skulde du ha' en skalk, så var det bra'. Og så la' det være tilstrækkelig smør på, du.

HEDVIG (nikker fornøjet og går ud i køkkenet igen).

GREGERS (som har fulgt hende med øjnene).Hun ser da ellers nok sa frisk og sund ud, synes jeg.

GINA.Ja, ellers mankerer hun, gud ske lov, ingen tingen.

GREGERS. Hun kommer visst til at ligne Dem med tiden, fru Ekdal. Hvor gammel kan hun nu være?

GINA. Hedvig er nu snart akkurat fjorten år; hun har jebursdag i overmorgen.

GREGERS.Temmelig stor for sin alder da.

GINA.Ja, hun er skudt svært op i det sidste året.

GREGERS. På dem, som vokser op, ser en bedst, hvor gammel en selv blir.—Hvor længe er det nu De har været gift?

GINA.Nu har vi været gift i—; jaha, snart i femten år.

GREGERS.Nej, tænk, er det så længe!

GINA (blir opmærksom; ser på ham).Ja det er det da rigtignok.

HJALMAR. Ja visst er det så. Femten år på nogen få måneder nær. (slår over.) Det må ha' været lange år for dig der oppe på værket, det, Gregers.

GREGERS. De var lange så længe jeg leved dem;—nu bagefter ved jeg næsten ikke, hvor den tiden er ble't af.

(Gamle Ekdal kommer fra sit værelse, uden piben, men med sin gammeldagse uniformshue på hodet; hans gang er lidt ustø.)

EKDAL. Se så, du, Hjalmar, nu kan vi sætte os og snakke om dette her—hm. Hvad var det nu for noget?

HJALMAR (går imod ham). Far, her er nogen. Gregers Werle—. Jeg ved ikke, om du kan huske ham.

EKDAL (ser på Gregers, som har rejst sig).Werle? Er det sønnen, det? Hvad er det, han vil mig?

HJALMAR.Ingen ting; det er til mig, han kommer.

EKDAL.Nå, så der er ikke noget på færde?

HJALMAR.Nej visst ikke, nej.

EKDAL (svinger med armen).Ikke for det, ser du; jeg er ikke ræd, men—

GREGERS (går hen til ham).Jeg vilde bare hilse Dem fra de gamle jagttomterne, løjtnantEkdal.

EKDAL.Jagttomterne?

GREGERS.Ja, deroppe rundt omkring Højdalsværket.

EKDAL.Nå, der oppe. Ja, der var jeg godt kendt før i tiden.

GREGERS.Den gang var De slig en vældig jæger.

EKDAL. Var så, ja. Kan nok være, det. De ser på munduren. Jeg spør ikke nogen om lov til at bære den her inde. Bare jeg ikke går i gaderne med den, så—

(Hedvig bringer en tallerken smørrebrød, som hun sætter på bordet.)

HJALMAR.Sæt dig nu, far, og få dig et glas øl. Vær så god, Gregers.

(Ekdal mumler og stavrer hen til sofaen. Gregers sætter sig på stolen nærmest ved ham, Hjalmar på den anden side af Gregers. Gina sidder lidt fra bordet og syr; Hedvig står hos sin far.)

GREGERS. Kan De mindes det, løjtnant Ekdal, når Hjalmar og jeg var oppe og besøgte Dem om sommeren og i juletiden.

EKDAL. Var De? Nej, nej, nej, det sanser jeg ikke. Men tør nok sige, jeg har været en glup jæger, jeg. Bjørn har jeg også skudt. Har skudt hele ni.

GREGERS (ser deltagende på ham).Og nu jager De aldrig mere.

EKDAL. Å, skal ikke sige det, far. Jager nok en gang iblandt. Ja, ikke på den måden, da. For skogen, ser De,—skogen, skogen —! (drikker.) Står skogen bra' deroppe nu?

GREGERS.Ikke så gild som i Deres tid. Den er hugget svært ud.

EKDAL. Hugget ud? (sagtere og ligesom ræd.) Det er farlig gerning, det. Det dra'r efter sig. Der er hævn i skogen.

HJALMAR (fylder i hans glas).Vær så god-, lidt til, far.

GREGERS. Hvorledes kan en mand som De,—slig en friluftsmand,— leve midt i en kvalm by, her inde mellem fire vægge?

EKDAL (ler småt og skotter til Hjalmar).Å, her er ikke så ilde her. Slet ikke så ilde.

GREGERS. Men alt det, som Deres sind er vokset sammen med? Denne svale strygende luftningen, dette fri livet i skog og på vidder, mellem dyr og fugl—?

EKDAL (smiler).Hjalmar, skal vi vise ham det?

HJALMAR (hurtig og lidt forlegen).Å nej, nej, far; ikke i aften.

GREGERS.Hvad vil han vise mig?

HJALMAR. Å, det er bare noget sådant—; du kan få se det en anden gang.

GREGERS (fortsætter til den gamle). Ja, det var det, jeg mente, løjtnant Ekdal, at nu skulde De følge med mig opover til værket; for jeg rejser visst snart igen. De kunde sagtens få noget skriveri deroppe også. Og her har De jo ingen verdens ting, som kan hygge Dem og kvikke Dem op.

EKDAL (stirrer forbauset på ham).Har jeg ingen verdens ting, som—!

GREGERS.Ja, De har Hjalmar; men han har jo sine igen. Og en mand somDe, der altid har kendt sig så dragen til det, som frit ogvildt er—

EKDAL (slår i bordet).Hjalmar, nu skal han se det!

HJALMAR.Nej men, far, er nu det værdt? Det er jo mørkt—

EKDAL.Snak; det er jo månelyst, (rejser sig.) Han skal se det,siger jeg. Lad mig slippe frem. Kom så og hjælp mig,Hjalmar!

HEDVIG.Å ja, gør det, far!

HJALMAR (rejser sig).Ja—ja da.

GREGERS (til Gina).Hvad er det for noget?

GINA.Å, De må såmænd ikke tro, det er noget videre rart.

(Ekdal og Hjalmar er gåt hen til bagvæggen og skyder hver sin halvdør til siden; Hedvig hjælper den gamle; Gregers blir stående ved sofaen; Gina sidder uforstyrret og syr. Gennem døråbningen ses et stort, langstrakt, uregelmæssigt loftsrum med krinkelkroge og et par fritstående skorstenspiber. Der er tag-glugger, hvorigjennem et klart månelys falder ind over enkelte dele af det store rum; andre ligger i dyb skygge.)

EKDAL (til Gregers).Må gerne komme belt hen, De.

GREGERS (går hen til dem).Hvad er det så egentlig?

EKDAL.De kan jo se efter. Hm.

HJALMAR (noget forlegen).Dette her hører far til, skønner du.

GREGERS (ved døren, ser ind i loftsrummet).De holder jo høns, løjtnant Ekdal!

EKDAL.Skulde mene det, at vi holder høns. De er fløjet op nu. MenDe skulde bare se de høns ved dagsens lys, De!

HEDVIG.Og så er der—

EKDAL.Hys—hys; ikke sig noget endnu.

GREGERS.Og duer har De også, ser jeg.

EKDAL. Å jo; kunde nok være, det, at vi har duer! De har rugekasserne sine der oppe under tagskægget, de; for duerne vil helst ligge højt, kan De skønne.

HJALMAR.Det er ikke almindelige duer alle sammen.

EKDAL. Almindelige! Nej, skulde da vel tro det! Vi har tumlere; og et par kropduer har vi også. Men kom så her! Kan De se den bingen der borte ved væggen?

GREGERS.Ja; hvad bruger De den til?

EKDAL.Der ligger kaninerne om natten, far.

GREGERS.Nå; så De har kaniner også?

EKDAL. Ja, De kan da vel for fanden tænke, at vi har kaniner! Han spør, om vi har kaniner, du Hjalmar! Hm! Men nu kommer det rigtige, ser De! Nu kommer det! Flyt dig, Hedvig. Stil Dem her; så ja; og se så der ned,—Ser De ikke der en kurv med strå i?

GREGERS.To. Og jeg ser, der ligger en fugl i kurven.

EKDAL.Hm—«en fugl»—

GREGERS.Er det ikke en and?

EKDAL (stødt).Jo, begribeligvis er det en and.

HJALMAR.Men hvad slags and, tror du?

HEDVIG.Det er ikke nogen simpel and—

EKDAL.Hys!

GREGERS.Og en tyrkisk and er det heller ikke.

EKDAL. Nej, herr—Werle; det er ikke nogen tyrkisk and; for det er en vildand.

GREGERS.Nej, er det virkelig? En vild and?

EKDAL. Jaha, det er det. Den «fuglen», som De sa',—det er vildanden, det. Det er vor vildand, far.

HEDVIG.Min vildand. For jeg ejer den.

GREGERS.Og den kan leve her oppe på loftet? Og trives her?

EKDAL. De kan da vel forstå, at hun har et traug med vand til at plaske i.

HJALMAR.Friskt vand hver anden dag.

GINA (vender sig mod Hjalmar).Men, snille Ekdal, nu blir her så isende koldt, du.

EKDAL. Hm, lad os så lukke da. Er ikke værdt vi forstyrrer dem i natteroen heller. Ta' i, du Hedvig.

(Hjalmar og Hedvig skyver loftsdøren sammen.)

EKDAL. En anden gang kan De få se hende rigtig. (sætter sig i lænestolen ved ovnen.) Å, de er svært mærkværdige, de vildænderne, kan De tro.

GREGERS.Men hvorledes fik De fanget den, løjtnant Ekdal?

EKDAL. Har ikke fanget, den, jeg. Der er en viss mand her i byen, som vi kan takke for den.

GREGERS (studser lidt).Den mand skulde da vel aldrig være min far?

EKDAL.Jo så sandelig. Akkurat Deres far. Hm.

HJALMAR.Det var da løjerligt, at du kunde gætte det, Gregers.

GREGERS. Du fortalte jo før, at du skyldte far så mangt og mangfoldigt; og så tænkte jeg som så—

GINA.Men vi har da ikke fåt anden af grossereren selv—

EKDAL. Det er Håken Werle vi kan takke for hende lige godt, Gina. (til Gregers.) Han var ude i båd, skønner De; og så skød han på hende. Men han ser nu så kleint, far Deres. Hm; så blev hun bare skamskudt.

GREGERS.Nå så; hun fik sig et par haggel i kroppen.

HJALMAR.Ja, hun fik sådan en to—tre stykker.

HEDVIG.Hun fik det under vingen, og så kunde hun ikke flyve.

GREGERS.Nå, så dukked hun vel til bunds da?

EKDAL (søvnig, med tykt mæle). Kan vide det. Gør altid så vildænderne. Stikker til bunds— så dybt de kan vinde, far;—bider sig fast i tang og i tarre—og i alt det fandenskab, som der nede find's. Og så kommer de aldrig op igen.

GREGERS.Men, løjtnant Ekdal, Deres vildand kom da op igen.

EKDAL. Han havde slig en urimelig glup hund, Deres far.—Og den hunden—den dukked efter og hented anden op igen.

GREGERS (vendt til Hjalmar).Os så fik I den her?

HJALMAR. Ikke straks; først kom den hjem til din far; en der vilde den ikke trives; og så fik Pettersen besked, at han skulde gøre ende på den—

EKDAL (halvt i søvne).Hm—ja, Pettersen—den torsken—

HJALMAR (taler sagtere). På den måden var det, at vi fik den, ser du; for far kender noget til Pettersen; og da han hørte dette her med vildanden, så maged han det så, at han fik den overladt.

GREGERS.Og der inde på loftet trives den nu så inderlig vel.

HJALMAR. Ja, så utrolig vel, du. Den er ble't fed. Nå, den har jo nu også været så længe der inde, at den har glemt det rigtige vilde liv; og det er bare det, som det kommer an på.

GREGERS. Du har visst ret i det, Hjalmar. Lad den bare aldrig få se himmel og hav—. Men jeg tør nok ikke bli' længer; for jeg tror, din far sover.

HJALMAR.Å, for den sags skyld—

GREGERS. Men, det er sandt,—du sa', du havde et værelse at leje ud,—et ledigt værelse?

HJALMAR.Ja vel; hvad så? Ved du kanske nogen—?

GREGERS.Kan jeg få det værelset?

HJALMAR.Du?

GINA.Nej men De, herr Werle—

GREGERS. Kan jeg få værelset? Så flytter jeg ind straks imorgen tidlig.

HJALMAR.Ja, med den største fornøjelse—

GINA.Nej men, herr Werle, det er slettes ikke noget værelse forDem, det.

HJALMAR.Men, Gina, hvor kan du da sige det?

GINA.Jo, for det værelset er hverken stort nok eller lyst nok, og—

GREGERS.Det kommer det ikke så nøje an på, fru Ekdal.

HJALMAR. Jeg synes såmænd det er et ganske pent værelse; og slet ikke så ilde møbleret heller.

GINA.Men husk på de to, som bor nedenunder.

GREGERS.Hvad er det for to?

GINA.Å, det er en, som har været huslærer—

HJALMAR.Det er en kandidat Molvik.

GINA. —og så er det en doktor, som heder Relling.

GREGERS. Relling? Ham kender jeg lidt til; han praktiserte en tid oppe i Højdal.

GINA. Det er rigtig et par vidtløftige mandspersoner. De er så tidt udesvævendes om aftningerne; og så kommer de svært sent hjem om naetterne, og da er de ikke altid så—

GREGERS. Sligt vaenner en sig snart til. Jeg håber, det skal gå med mig som med vildanden—

GINA.Hm, jeg synes nok De skulde sove på det først alligevel.

GREGERS.De vil nok svært nødig ha' mig ind i huset, fru Ekdal.

GINA.Nej kors; hvor kan De da tro det?

HJALMAR.Jo, dette her er virkelig besynderlig af dig, Gina. (tilGregers.) Men sig mig, tænker du altså at bli' her i byenfor det første?

GREGERS (tar sin overfrakke på).Ja, nu tænker jeg at bli' her.

HJALMAR. Men ikke hjemme hos din far? Hvad agter du da at ta' dig til?

Gregers. Ja-, vidste jeg bare det, du—da var jeg ikke så ilde faren endda. Men når en bar det kors på sig, at hede Gregers —. «Gregers»—og så «Werle» bagefter; har du hørt noget så fælt, du?

HJALMAR.Å, det synes jeg slet ikke.

GREGERS. Huf! Isch! Jeg kunde ha' lyst til at spytte på den fyren, som heder sligt noget. Men når en nu engang har det kors på sig at være Gregers—Werle her i verden, således som jeg er det—

HJALMAR. (ler). Ha—ha, hvis du ikke var Gregers Werle, hvad vilde du så være for noget?

GREGERS. Kunde jeg vælge, så vilde jeg aller helst være en flink hund.

GINA.En hund!

HEDVIG (uvilkårligt).Å nej da!

GREGERS. Ja, en rigtig urimelig flink hund; en slig en, som går til bunds efter vildænder, når de dukker under og bider sig fast i tang og tarre nede i mudderet.

HJALMAR. Nej, ved du hvad, Gregers,—dette her skønner jeg ikke et ord af.

GREGERS. Å nej, der er sagtens ikke rar mening i det heller. Men imorgen tidlig altså—så flytter jeg ind. (til Gina.) De skal ikke få noget bryderi af mig; for jeg gør al ting selv. (til Hjalmar.) Resten snakker vi om imorgen.—Godnat, fru Ekdal. (nikker til Hedvig.) Godnat!

GINA.Godnat, herr Werle.

HEDVIG.Godnat.

HJALMAR (som har tændt et lys).Bi lidt; jeg må lyse dig; der er visst mørkt på trapperne.

(Gregers og Hjalmar går ud gennem gangdøren.)

GINA (ser hen for sig, med sytøjet i fanget). Var ikke det en underlig snak, at han gerne vilde være en hund?

HEDVIG. Jeg skal sige dig en ting, mor,—jeg tror, at han mente noget andet med det.

GINA.Hvad skulde det være for noget?

HEDVIG. Nej, jeg ved ikke; men det var ligesom han mente noget andet, end det han sa'—hele tiden.

GINA.Tror du det? Ja underlig var det.

HJALMAR (kommer tilbage). Lampen brændte endnu. (slukker lyset og sætter det fra sig.) Ah, endelig kan man da få sig en bid mad i livet. (begynder at spise smørrebrød.) Nå, ser du det, Gina,—når man bare er om sig, så—

GINA.Hvorledes om sig?

HJALMAR. Ja, for det var da heldigt alligevel, at vi endelig fik det værelset lejet bort en gang. Og sa, tænk,—til et menneske som Gregers,—en gammel god ven.

GINA.Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg.

HEDVIG.Å mor, du skal se, det blir så morsomt!

HJALMAR. Du er da også besynderlig. Før var du så forhippet på at få lejet ud; og nu liker du det ikke.

GINA.Jo, Ekdal; hvis det bare havde været til en anden en, så—.Men hvad tror du, grossereren vil sige?

HJALMAR.Gamle Werle? Det rager da ikke ham.

GINA. Men du kan da vel skønne, at der er kommet noget på tvers imellem dem igen, siden den unge flytter ud af huset. Du ved jo, hvorledes de to har det med hinanden.

HJALMAR.Ja, det kan gerne være, men—

GINA. Og nu kanske grossereren tror, det er dig, som har stat bag ved—

HJALMAR. Så lad ham tro det længe nok! Grosserer Werle har gjort overmåde meget for mig; gud bevar's,—det erkender jeg. Men derfor kan jeg da ikke til evig tid gøre mig afhængig af ham.

GINA. Men, snille Ekdal, det kan komme til at gå ud over gamle- far; kanske mister han nu den stakkers lille fortjenesten, han har hos Gråberg.

HJALMAR. Jeg havde nær sagt: gid det var så vel! Er det ikke noget ydmygende for en mand, som jeg, at se sin gråhærdede far gå som et skumpelskud? Men nu kommer snart tidens fylde, tænker jeg. (tar et nyt stykke smørrebrød.) Har jeg så Sandt en opgave i livet, så skal jeg også udføre den!

HEDVIG.Å ja far! Gør det!

GINA.Hys; væk ham bare ikke!

HJALMAR (sagtere). Jeg skal udføre den, siger jeg. Der skal nok engang komme den dag, da—. Og derfor er det godt, vi fik værelset lejet ud; for så er jeg mere uafhængig stillet. Og det må den mand være, som har en opgave i livet, (henne ved lænestolen, bevæget.) Stakkers gamle hvidhårede far.—Lid på din Hjalmar, du.—Han har brede skuldre, han;—kraftfulde skuldre i al fald.—Du skal nok en vakker dag vågne op og —. (til Gina.) Tror du det kanske ikke?

GINA (rejser sig).Jo visst gør jeg så; men lad os først se at få ham til køjs.

HJALMAR.Ja, lad os det.

(De tar varligt fat på den gamle.)

* * * * *

(Hjalmar Ekdals atelier. Det er morgen; dagslyset falder ind gennem det store vindu i skråtaget; forhænget er fratrukket.)

(Hjalmar sidder ved bordet beskæftiget med at retouchere et fotografi; flere andre billeder ligger foran ham. Lidt efter kommer Gina i hat og kåbe ind gennem gangdøren; hun har en lågkurv på armen.)

HJALMAR.Er du alt der igen, Gina?

GINA.Å ja, en får nok rappe sig.

(sætter kurven på en stol og tar tøjet af.)

HJALMAR.Så du indom til Gregers?

GINA. Jaha, jeg gjorde det. Det ser rigtig vakkert ud derinde; han har fåt det svært pent hos sig med det samme han kommer.

HJALMAR.Nå da?

GINA. Jo, han vilde jo hjælpe sig selv, sa han. Så skulde han nu lægge i ovnen også; og så har han skruet spjeldet for, så hele værelset er ble't fuldt af røg. Uf, der var en stank, slig at—

HJALMAR.Å nej da.

GINA. Men så kommer det bedste; for så skal han nu slukke, og så slår han alt vaskevandet ind i ovnen, så gulvet driver over af det værste svineri.

HJALMAR.Det var da kedeligt.

GINA. Jeg har nu fåt portkonen op til at skure efter ham, den grisen; men der blir ikke værendes der inde før i eftermiddag.

HJALMAR.Hvor har han så gjort af sig imens?

GINA.Han gik ud lidt, sa' han.

HJALMAR.Jeg var også inde hos ham et øjeblik—efter du var gåt.

GINA.Jeg hørte det. Du har jo bedt ham ind til frokost.

HJALMAR. Bare sådan en liden smule formiddagsfrokost, forstår du. Det er jo første dagen—; vi kan ikke godt undgå det. Du har vel altid noget i huset.

GINA.Jeg får jo se at finde lidt.

HJALMAR.Men lad det endelig ikke bli' for knapt. For Relling ogMolvik kommer nok også herop, tror jeg. Jeg traf justRelling på trappen, ser du, og så måtte jeg jo—

GINA.Nå, skal vi ha' de to også?

HJALMAR. Herre gud,—et par stykker mere eller mindre; det gør da hverken fra eller til.

Gamle EKDAL (åbner sin dør og ser ind).Hør her, du Hjalmar—(bemærker Gina.) Nå så.

GINA.Er det noget, som bedstefar vil ha'?

EKDAL.Å nej; det kan være det samme. Hm!

(går ind igen.)

GINA (tar kurven).Pas endelig godt på ham, så han ikke går ud.

HJALMAR. Ja, ja, det skal jeg nok.—Hør du, Gina; lidt sildesalat vilde være svært bra'; for Relling og Molvik har nok været ude på rangel inat.

GINA.Bare de ikke kommer for snart over mig, så—

HJALMAR.Nej visst ikke; gi' du dig tid.

GINA.Ja ja da; og så kan jo du få arbejde lidt imens.

HJALMAR. Jeg sidder jo og arbejder! Jeg arbejder jo alt, hvad jeg årker!

GINA.For så har du det fra hånden, ser du.

(hun går med kurven ud i køkkenet.)

HJALMAR (sidder en stund og pensler på fotografiet; det går trægt og med ulyst).

EKDAL (kikker ind, ser rundt om i atelieret og sigerdæmpet):Har du det travlt, du?

HJALMAR.Ja, jeg sidder jo her og stræver med disse billederne—

EKDAL.Ja ja, gud bevar's—når du har det så travlt, så—. Hm!

(går ind igen; døren blir stående åben.)

HJALMAR (fortsætter en stund i taushed; derpå lægger han penselen fra sig og går hen til døren). Har du det travlt, far?

EKDAL (brummer indenfor).Når du har det travlt, så har jeg det også travlt. Hm!

HJALMAR.Ja ja da.

(går til sit arbejde igen.)

EKDAL (lidt efter, kommer atter frem i døren).Hm; ser du, Hjalmar, så svært travlt har jeg det jo ikke.

HJALMAR.Jeg synes du sad og skrev.

EKDAL. For fanden, kan ikke han, Gråberg, vente en dags tid eller to? Det står da ikke om livet ved jeg.

HJALMAR.Nej; og du er da ikke nogen træl heller.

EKDAL.Og så var det dette her andet derinde—

HJALMAR. Ja, det var just det. Vil du kanske derind? Skal jeg lukke op for dig?

EKDAL.Vilde rigtig ikke være af vejen.

HJALMAR (rejser sig).For så havde vi det fra hånden.

EKDAL. Just så, ja. Skal jo være færdig til imorgen tidlig. For det er jo imorgen? Hm?

HJALMAR.Ja visst er det imorgen.

(Hjalmar og Ekdal skyver hver sin halvdør til side. Morgensolen skinner derind gennem taggluggerne; nogle duer flyver frem og tilbage, andre går og kurrer på stilladserne; hønsene kagler en gang imellem længere inde på loftet.)

HJALMAR.Nå, så får du gå ivej da, far.

EKDAL (går indenfor).Kommer ikke du med?

HJALMAR.Jo, ved du hvad,—jeg tror næsten—(ser Gina ikøkkendøren.) Jeg? Nej, jeg har ikke tid; jeg må arbejde.—Men så var det mekanismen—

(Han trækker i en snor; indefra glider ned et forhæng, hvis nedre del består af en stribe gammel sejldug, resten, oventil, af et stykke udspændt fiskegarn. Loftsgulvet er således ikke længer synligt.)

HJALMAR (går hen til bordet).Se så; nu kan jeg da vel få sidde i fred en stund.

GINA.Skulde han nu der ind og grassere igen?

HJALMAR.Var det kanske bedre, om han havde rendt ned til madamEriksen? (sætter sig.) Er det noget, du vil? Du sa' jo—

GINA. Jeg vilde bare spørge, om du tror, vi kan dække frokostbordet her?

HJALMAR.Ja, her har da vel ikke meldt sig nogen så tidlig?

GINA. Nej, jeg venter ikke andre end de to kæresterne, som skal sidde sammen.

HJALMAR.Fanden, at ikke de kunde sidde sammen en anden dag!

GINA. Nej, snille Ekdal, dem har jeg bestilt til efter middag, når du sover.

HJALMAR.Nå, så er det jo bra'. Ja, så spiser vi her.

GINA. Ja ja da; men det haster ikke med at dække endnu; du kan godt bruge bordet en stund til.

HJALMAR. Å jeg synes, du ser, jeg sidder her og bruger bordet alt det jeg kan!

GINA.For så er du fri siden, ser du.

(går ud i køkkenet igen.)

(kort ophold.)

EKDAL (i loftsdøren, indenfor garnet).Hjalmar!

HJALMAR.Nå?

EKDAL.Er ræd, vi kommer til at flytte vandtrauget lige vel.

HJALMAR.Ja, det er jo det, jeg har sagt hele tiden.

EKDAL.Hm—hm—hm.

(går fra døren igen.)

HJALMAR (arbejder lidt, skotter mod loftet og rejser sig halvt).

(Hedvig kommer ind fra køkkenet.)

HJALMAR (sætter sig hurtig ned igen).Hvad er det du vil?

HEDVIG.Jeg vilde bare ind til dig, far.

HJALMAR (lidt efter). Jeg synes, du går sådan og snuser omkring. Skal du passe på kanske?

HEDVIG.Nej slet ikke det.

HJALMAR.Hvad tar mor sig til derude nu?

HEDVIG. Å, mor står midt oppe i sildesalaten, hun (går hen til bordet.) Er det ikke en liden ting, som jeg kunde hjælpe dig med, far?

HJALMAR. Å nej. Det er bedst, jeg bli'r alene om det alt sammen,— så længe kræfterne slår til. Det har ingen nød, Hedvig; når bare din far må få beholde sin helse, så—

HEDVIG.Å nej, far; nu skal du ikke snakke så stygt.

(Hun går lidt omkring:, standser ved døråbningen og ser ind i loftsrummet.)

HJALMAR.Hvad er det, han tar sig for, du?

HEDVIG.Det skal visst bli' en ny vej op til vandtrauget.

HJALMAR. Aldrig i verden klarer han det på egen hånd! Og så skal jeg være fordømt til at sidde her—!

HEDVIG (går hen til ham).Lad mig få penselen, far; jeg kan nok.

HJALMAR.Å snak; du bare fordærver øjnene med det.

HEDVIG.Langt ifra. Kom her med penselen.

HJALMAR (rejser sig).Ja, det vilde jo ikke vare mere end et minut eller to.

HEDVIG. Pyt, hvad skulde det så gøre? (tar penselen.) Se så. (sætter sig.) Og her har jeg et at se efter.

HJALMAR. Men ikke fordærv øjnene! Hører du det? Jeg vil ikke ha' noget ansvar; du må selv ta' ansvaret på dig,—det siger jeg dig.

HEDVIG (retoucherer).Ja ja, det skal jeg nok.

HJALMAR.Du er svært flink, Hedvig. Bare et par minutter, forstår du.

(Han smyger sig gennem kanten af forhænget ind på loftet. Hedvig sidder ved sit arbejde. Hjalmar og Ekdal høres at disputere derinde.)

HJALMAR (kommer frem indenfor garnet). Hedvig, å ræk mig den knibetangen, som ligger på hylden. Og så hugjernet, du. (vender sig indover.) Jo, nu skal du bare se, far. Lad mig da først få lov til at vise dig, hvorledes jeg mener det! Hedvig (har hentet det forlangte værktøj fra reolen og stikker det ind til ham)

HJALMAR.Så tak. Jo, det var nok godt, jeg kom, du.

(går fra døråbningen; de snedkrer og passiarer derinde.)

HEDVIG (blir stående og ser på dem. En stund efter banker det på gangdøren; hun lægger ikke mærke til det).

GREGERS WERLE (barhodet og uden overtøj, kommer ind og standser lidt ved døren). Hm—!

HEDVIG (vender sig og går imod ham).God morgen. Vær så god, kom nærmere.

GREGERS. Tak. (ser mod loftet.) De lader til at ha' arbejdsfolk i huset.

HEDVIG.Nej, det er bare far og bedstefar. Nu skal jeg sige til.

GREGERS.Nej, nej, gør ikke det; jeg vil heller vente lidt.

(sætter sig i sofaen.)

HEDVIG.Her er så uryddigt—(vil ta' fotografierne bort.)

GREGERS.Å lad bare ligge. Er det billeder, som skal gøres i stand?

HEDVIG.Ja, det er lidt, jeg skulde hjælpe far med.

GREGERS.Lad endelig ikke mig forstyrre Dem.

HEDVIG.Å nej.

(Hun flytter sagerne hen til sig og sætter sig til at arbejde; Gregers ser imens på hende i taushed.)

GREGERS.Har vildanden sovet godt i nat?

HEDVIG.Jo tak, jeg tror visst det.

GREGERS (vendt mod loftsrummet). Ved dagslys ser det ganske anderledes ud end igår i måneskin.

HEDVIG. Ja, det kan være så svært forskelligt. Om morgenen ser det anderledes ud end om eftermiddagen; og når det regner, ser det anderledes ud, end når det er godt vejr.

GREGERS.Har De lagt mærke til det?

HEDVIG.Ja, for det ser en jo.

GREGERS.Holder De også gerne til der inde hos vildanden?

HEDVIG.Ja, når det lar sig gøre, så—

GREGERS. Men De har sagtens ikke så megen fritid; De går vel på skolen.

HEDVIG. Nej, ikke nu længer; for far er ræd, jeg skal fordærve øjnene.

GREGERS.Nå, så læser han altså selv med Dem.

HEDVIG. Far har lovet, at han vilde læse med mig; men han har ikke fåt tid til det endnu.

GREGERS.Men er der da ikke nogen anden, som hjælper Dem lidt?

HEDVIG. Jo, det er kandidat Molvik; men han er ikke altid slig, rigtig—sådan—

GREGERS.Er han fuld da?

HEDVIG.Han er visst det.

GREGERS. Nå, så har De jo tid til noget af hvert. Og der inde, der er det vel som en verden for sig selv, der,—kan jeg tænke?

HEDVIG.Så rent for sig selv. Og så er der så mange underlige ting.

GREGERS.Så?

HEDVIG. Ja, der er store skabe med bøger i; og i mange af de bøgerne er der billeder.

GREGERS.Aha!

HEDVIG. Og så er der et gammelt skatol med skuffer og klaffer i, og et stort ur med figurer, som er til at komme frem. Men det uret går ikke længer.

GREGERS.Tiden er altså gåt istå derinde—hos vildanden.

HEDVIG. Ja. Og så er der gamle farveskrin og sligt noget; og så alle bøgerne.

GREGERS.Og de bøgerne læser De vel i?

HEDVIG. Å ja, når jeg kan komme til. Men de fleste er på engelsk; og det skønner jeg ikke. Men så ser jeg på billederne.—Der er en svært stor bog, som heder «Harrysons History of London»; den er visst 100 år gammel; og den er der så umådelig mange billeder i. Foran står afbildet døden med et timeglas, og en jomfru. Det synes jeg er fælt. Men så er der alle de andre billederne med kirker og slotte og gader og store skibe, som sejler på havet.

GREGERS.Men sig mig, hvor har De fåt alle de rare sagerne fra?

HEDVIG. Å her har engang bodd en gammel sjøkaptejn, og han har ført dem hjem. De kaldte ham «den fly vendes Hollænderen». Og det er underligt; for det var ikke nogen Hollænder.

GREGERS.Ikke det?

HEDVIG. Nej. Men så blev han borte tilsidst; og så er alt det ble't stående efter ham.

GREGERS. Hør, sig mig nu,—når De sidder der inde og ser på billeder, får De så ikke lyst til at komme ud og se på den store rigtige verden selv?

HEDVIG.Nej da! Jeg vil altid bli' her hjemme og hjælpe far og mor.

GREGERS.Med at gøre fotografier istand?

HEDVIG. Nej, ikke med det alene. Aller helst vilde jeg lære at gravere slige billeder, som de, der står i de engelske bøgerne.

GREGERS.Hm; hvad siger Deres far til det?

HEDVIG.Jeg tror ikke far liker det; for far er så underlig i sligt.Tænk, han snakker om, at jeg skal lære kurvfletning ogstråfletning! Men det synes jeg da ikke kan være noget.

GREGERS.Å nej, det synes ikke jeg heller.

HEDVIG. Men far har jo ret i det, at havde jeg lært at flette kurve, så kunde jeg nu ha' gjort den nye kurven til vildanden.

GREGERS.Det kunde De, ja; og De var jo også nærmest til det.

HEDVIG.Ja; for det er min vildand.

GREGERS.Ja, det er jo det.

HEDVIG. Jaha; jeg ejer den. Men far og bedstefar får lånt den så tidt de vil.

GREGERS.Så; hvad bruger de den da til?

HEDVIG.Å, de steller med den og bygger for den, og sådant noget.

GREGERS. Kan tænke det; for vildanden er vel den aller fornemste der inde.

HEDVIG. Ja det er hun da; for det er jo en rigtig, vild fugl. Og så er det så synd i hende; hun har ingen at holde sig til, hun, stakker.

GREGERS.Har ingen familje ligesom kaninerne.—

HEDVIG. Nej. Hønsene har jo også så mange, som de har været kyllinger sammen med; men hun er kommen så rent bort fra alle sine, hun. Og så er det jo alt det svært forunderlige ved vildanden. Der er ingen, som kender hende; og ingen, som ved, hvor hun er fra heller.

GREGERS.Og så har hun været på havsens bund.

HEDVIG (ser flygtig hen på ham, undertrykker et smil ogspør):Hvorfor siger De havsens bund?

GREGERS.Hvad skulde jeg ellers sige?

HEDVIG.De kunde sige havets bund—eller havbunden.

GREGERS.Å, kan jeg ikke lige så godt sige havsens bund?

HEDVIG. Jo; men for mig høres det så underligt, når andre mennesker siger havsens bund.

GREGERS.Hvorfor det da? Sig mig hvorfor.

HEDVIG.Nej, jeg vil ikke; for det er noget så dumt.

GREGERS.Å nej visst ikke. Sig mig nu, hvorfor De smilte.

HEDVIG. Det er fordi, at altid, når jeg sådan med én gang—i en fart—kommer til at huske på det der inde, så synes jeg altid, at hele rummet og alt sammen heder «havsens bund».— Men det er jo så dumt.

GREGERS.Det skal De slet ikke sige.

HEDVIG.Jo, for det er jo bare et loft.

GREGERS (ser fast på hende).Er De så viss på det?

HEDVIG (forbauset).At det er et loft!

GREGERS.Ja, ved De det så sikkert?

HEDVIG (tier og ser på ham med åben mund).(Gina kommer med dækketøj fra køkkenet.)

Gresrers (rejser sig).Jeg er nok kommet for tidlig over Dem.

GINA. Ået steds må De jo være; og nu er det snart færdig også. Ryd af bordet, Hedvig.

(Hedvig ryder op; hun og Gina dækker under det følgende.Gregers sætter sig i lænestolen og blader i et album.)

GREGERS.Jeg hører, De kan retouchere, fru Ekdal.

GINA (med et sideblik).Jaha, jeg kan det.

GREGERS.Det traf sig da rigtig heldigt.

GINA.Hvorledes heldig?

GREGERS.Siden Ekdal blev fotograf, mener jeg.

HEDVIG.Mor kan også fotografere.

GINA.Å ja, jeg har nok fåt lære mig til den kunsten.

GREGERS.Så er det kanske Dem, som driver forretningen?

GINA.Ja, når ikke Ekdal har tid selv, så—

GREGERS. Han er sagtens så opta't af sin gamle far, han, kan jeg tænke.

GINA. Ja, og så er det da ikke noget for en slig mand, som Ekdal, at gå her og ta' potrætter af kreti og preti.

GREGERS. Det synes jeg også; men når han nu engang er slåt ind på den vejen, så—

GINA. Herr Werle kan da vel tænke sig det, at Ekdal ikke er som en af de almindelige fotograferne.

GREGERS.Nå så alligevel! Men—?

(Et skud fyres af inde på loftet.)

GREGERS (farer op).Hvad er det!

GINA.Uf, nu skyder de igen!

GREGERS.Skyder de også?

HEDVIG.De går på jagt.

GREGERS.Hvad for noget! (henne ved loftsdøren.) Går du på jagt,Hjalmar?

HJALMAR (indenfor garnet). Er du kommen? Det vidste jeg ikke af; jeg var så opta't—. (tu Hedvig.) Og du, som ikke siger os til!

(kommer ind i atelieret.)

GREGERS.Går du og skyder inde på loftet?

HJALMAR (viser en dobbeltløbet pistol).Å, det er bare med denne her.

GINA. Ja, du og gamle-far kommer nok engang til at gøre en ulykke med den pigstolen.

HJALMAR (ærgerlig). Jeg tror, jeg har sagt, at et sådant skydevåben heder en pistol.

GINA.Å, det er da ikke stort bedre, det, synes jeg.

GREGERS.Så du er altså ble't jæger, du også, Hjalmar?

HJALMAR. Bare lidt kaninjagt en gang imellem. Det er mest for fars skyld, kan du skønne.

GINA. Mandfolk er nu så underlige, de; de skal altid ha' noget at dividere sig med.

HJALMAR (arrig).Ja rigtig, ja; vi skal altid ha' noget at divertere os med.

GINA.Ja det er jo akkurat det jeg siger.

HJALMAR. Nå; hm! (tu Gregers.) Jo, ser du, og så træffer det sig så heldigt, at loftet ligger slig til, at ingen kan høre det, når vi skyder. (lægger pistolen på den øverste reolhylde.) Ikke rør pistolen, Hedvig! Det ene løbet er ladt; husk på det.

GREGERS (ser ind gennem garnet).Jagtgevær har du også, ser jeg.

HJALMAR. Det er fars gamle gevær. Det kan ikke skydes med længer; for der er noget galt fat med låsen. Men det er ganske morsomt at ha' det alligevel; for vi kan ta' det fra hinanden og gøre det rent en gang imellem og smøre det med benfedt og skrue det sammen igen—. Ja, det er jo mest far, som pusler med sligt noget.

HEDVIG (henne ved Gregers).Nu kan De da rigtig se vildanden.

GREGERS. Jeg står just og ser på den. Hun hænger lidt med den ene vingen, synes jeg.

HJALMAR.Nå, det er da ikke så underligt; hun har jo været skamskudt.

GREGERS.Og så slæber hun lidt på foden. Eller er det ikke så?

HJALMAR.Kanske en bitte liden smule.

HEDVIG.Ja, for det var den foden, som hunden bed hende i.

HJALMAR. Men hun har slet ingen lyde og mén for resten; og det er virkelig mærkværdigt for en, som har fåt en ladning haggel i kroppen og som har været mellem hundetænder—

GREGERS (med et øjekast til Hedvig). —og som har været på havsens bund—så længe.

HEDVIG (smiler).Ja.

GINA (steller ved bordet). Den velsignede vildanden, ja. Den gøres der da krusifikser nok for.

HJALMAR.Hm;—er det snart dækket kanske?

GINA.Ja straks på timen. Hedvig, nu må du komme og hjælpe mig.

(Gina og Hedvig går ud i køkkenet.)

HJALMAR (halv højt). Jeg tror ikke, det er værdt, du står der og ser på far; han liker det ikke.

GREGERS. (går fra loftsdøren).

HJALMAR. Og så er det bedst jeg stænger, før de andre kommer ind. (skrammer med hændeme.) Hysch—hysch; Vil I væk med jer! (i det han hejser forhænget op og trækker døren sammen.) Disse her remedierne er min egen opfindelse. Det er virkelig ganske morsomt at ha' sligt noget at stelle med og gøre i stand, når det går i stykker. Og så er det desuden aldeles nødvendigt, ser du; for Gina vil ikke gerne ha' kaniner og høns ind i atelieret.

GREGERS. Nej, nej; og det er kanske din kone, som står for styret her?

HJALMAR. Jeg overlader hende i almindelighed de løbende forretninger; for så kan jeg imens ty ind i dagligstuen og tænke over de ting, som vigtigere er.

GREGERS.Hvad er det egentlig for ting, du Hjalmar?

HJALMAR. Jeg undrer mig over, at du ikke har spurgt om det før. Eller kanske du ikke har hørt tale om opfindelsen?

GREGERS.Opfindelsen? Nej.

HJALMAR. Så? Du har ikke det? Å nej, der oppe i skogtrakterne og ødemarkerne—

GREGERS.Du har altså gjort en opfindelse!

HJALMAR. Ikke ganske gjort den endnu; men jeg holder på med det. Du kan jo nok tænke dig, at da jeg beslutted at offre mig for fotografien, så var det ikke for at gå her og ta' portrætter af alskens hverdagsmennesker.

GREGERS.Nej, nej, det sa' også din kone nu nylig.

HJALMAR. Jeg svor, at skulde jeg vie mine kræfter til den håndtering, så skulde jeg også hæve den så højt, at den blev både til en kunst og til en videnskab. Og så beslutted jeg at gøre den mærkelige opfindelsen.

GREGERS.Og hvad består så den opfindelsen i? Hvad går den ud på?

HJALMAR. Ja, kære, du må ikke spørge således om enkeltheder endnu. Det tar tid, ser du. Og så skal du ikke tro det er forfængelighed, som driver mig. Jeg arbejder visselig ikke for min egen skyld. Å nej, det er livsopgaven, som står for mig nat og dag.

GREGERS.Hvilken livsopgave da?

HJALMAR.Glemmer du gubben med sølvhåret?

GREGERS.Din stakkers far; ja, men hvad kan du egentlig gøre for ham?

HJALMAR. Jeg kan opvække hans selvfølelse fra de døde, i det jeg hæver det ekdalske navn til ære og værdighed igen.

GREGERS.Det er altså din livsopgave.

HJALMAR. Ja. Jeg vil redde den skibbrudne mand. For skibbrud led han allerede da uvejret brød løs over ham. Da disse forfærdelige undersøgelserne stod på, var han ikke længer sig selv. Pistolen der henne, du,—den, som vi bruger til at skyde kaniner med,—den har spillet en rolle i den ekdalske slægts tragedie.

GREGERS.Pistolen! Så?

HJALMAR. Da dommen var afsagt og han skulde sættes fast,—da havde han pistolen i sin hånd—

GREGERS.Havde han—!

HJALMAR. Ja; men han turde ikke. Han var fejg. Så forkommet, så ruineret på sjælen var han ble't allerede dengang. Å, kan du begribe det? Han, en militær, han, som havde skudt ni bjørne, og som stammed ned fra to oberstløjtnanter,—ja, fra den ene efter den anden, naturligvis—. Kan du begribe det, Gregers?

GREGERS.Ja, jeg begriber det godt.

HJALMAR. Jeg ikke. Og så greb pistolen atter ind i vor slægts historie. Da han havde fåt den grå klædning på og sad under lås og lukke,—å, det var forfærdelige tider for mig, kan du tro. Jeg havde rullegardinerne nede for begge mine vinduer. Når jeg kikked ud, så jeg, at solen skinned som den plejer. Jeg begreb det ikke. Jeg så menneskene gå på gaden og le og snakke om ligegyldige ting. Jeg begreb det ikke. Jeg syntes, at hele tilværelsen måtte stå stille ligesom under en solformørkelse.

GREGERS.Slig følte jeg det også, da mor var død.

HJALMAR. I en sådan stund havde Hjalmar Ekdal pistolen rettet mod sit eget bryst.

GREGERSDu tænkte også på at—!

HJALMAR.Ja.

GREGERS.Men du skød ikke?

HJALMAR.Nej. I det afgørende øjeblik vandt jeg sejr over mig selv.Jeg blev i live. Men du kan tro, der hører mod til at vælgelivet under de vilkår.

GREGERS.Ja, det er som man tar det.

HJALMAR. Jo, ubetinget, du. Men det var bedst så; for nu gør jeg snart opfindelsen; og da tror doktor Relling, ligesom jeg, at far kan få lov til at bære uniformen igen. Jeg vil fordre det som min eneste løn.

GREGERS.Så det er det med uniformen, som han—?

HJALMAR. Ja, det er det, han mest higer og stunder efter. Du kan ikke forestille dig, hvorledes det skærer mig i hjertet for ham. Hver gang vi fejrer en liden familjefest—som Ginas og min bryllupsdag, eller hvad det nu kan være—da træder oldingen her ind iført sin løjtnantsuniform fra lykkens dage. Men banker det så bare på gangdøren,—for han tør jo ikke vise sig for fremmede, ved du,—da piler han ind i sit kammers igen, så fort som de gamle ben vil bære ham. Sligt er sønderslidende for et sønnehjerte at se på, du!

GREGERS.Hvad tid omtrent tror du den opfindelsen kan bli' færdig?

HJALMAR. Nej, herre gud, du må ikke spørge mig om sådanne enkeltheder som tiden. En opfindelse, det er noget, som en ikke helt og holdent er herre over selv. Det kommer for en stor del an på inspirationen,—på en indskydelse,—og det er næsten umulig på forhånd at beregne, hvad tid den indtræder.

GREGERS.Men fremad går det da vel?

HJALMAR. Ja visst går det fremad. Jeg tumler hver eneste dag med opfindelsen; den fylder mig. Hver eftermiddag, når jeg har spist, lukker jeg mig inde i dagligstuen, hvor jeg kan gruble i ro. Men man må bare ikke jage på mig; for det nytter ikke til noget; det siger Relling også.

GREGERS. Og du synes ikke, at alle de anstalterne der inde på loftet dra'r dig bort og spreder dig for meget?

HJALMAR. Nej, nej, nej; tvert imod. Du må ikke sige noget sådant. Jeg kan da ikke evig og altid gå her og hænge over de samme anstrængende tankerne. Jeg må ha' noget ved siden af, som kan fylde ventetiden ud. Inspirationen, indskydelsen, ser du,—når den kommer, så kommer den alligevel.

GREGERS. Min kære Hjalmar, jeg tror næsten, du har noget af vildanden i dig.

HJALMAR.Af vildanden? Hvorledes det, mener du?

GREGERS.Du har dukket under og bidt dig fast i bundgræsset.

HJALMAR. Sigter du kanske til det næsten dødbringende skud, som har rammet far i vingen—og mig også?

GREGERS. Ikke nærmest til det. Jeg vil ikke sige, at du er skamskudt; men du er kommet ud i en forgiftig sump, Hjalmar; du har fåt en snigende sot i kroppen, og så er du gåt tilbunds for at dø i mørke.

HJALMAR. Jeg? Dø i mørke! Nej, ved du hvad, Gregers, du skal virkelig la' være med slig snak.


Back to IndexNext