Hos Hansen og Schaubert traf jeg den hamborgske BilledhuggerSiegel. Det var Dagen efter min Ankomst til Athen. Da det var vanskeligt at faa et ordentligt Værelse til rimelig Pris, tilbød han mig at bo hos ham; han havde et lille Værelse, han kunde undvære. Han boede tæt udenfor Byen, der hvor man senere opdagede den gamle Dipylonport og de interessante Gravmonumenter. Jeg var lykkelig over mit Værelse, hvorfra jeg over grønne Bygmarker saa hen til Theseustemplet, der blev mig "den kjæreste af alle Bygninger paa Jorden". Siegel var en stor, sværlemmet Mand med sort Haar og sorte Øine, godmodig og tjenstvillig, saa at man kun smilede lidt, naar han engang imellem blev noget stortalende. I Klipperne udenfor Nauplia havde han efter Bestilling af Kong Ludvig af Bayern udhugget en liggende Løve ligesom Thorvaldsens Luzerner-Løve, et Monument over de Bayerske Soldater, der faldt i Kampen 1833—34. Han havde meget at fortælle, om hvad han havde maattet døie, medens han arbeidede paa dette Monument, som Befolkningen saa skjævt til, fordi den ikke vilde mindes om, at det var ved Fremmedes Hjælp den havde afkastet det tyrkiske Aag. Til virkelige Haandgribeligheder kom det dog ikke, og Løven ligger der endnuden Dag idag. Men vist er det, at Grækernes Stemning imod de Fremmede ikke altid var velvillig. En Karnevalsdag saa jeg i en Udkant af Athen nogle Grækere danse omkring et Baal og synge:
Ὅλοι Ἕλληνες μαζῆ,Alle Hellener sammen,ὅλους Φράγκους 'ς τὸ σουβλέ.Alle Franker paa Spiddet!ὅλοι Ἕλληνες μαζῆ,Alle Hellener sammen,ὅλους κλέφταις 'ς τὸ σουβλέ.Alle Røvere paa Spiddet!
Ὅλοι Ἕλληνες μαζῆ,Alle Hellener sammen,ὅλους Φράγκους 'ς τὸ σουβλέ.Alle Franker paa Spiddet!ὅλοι Ἕλληνες μαζῆ,Alle Hellener sammen,ὅλους κλέφταις 'ς τὸ σουβλέ.Alle Røvere paa Spiddet!
Til Tyskerne havde man mange Steder et formeligt Had, takket være den Bayerske Regjerings Misgreb og Overmod og dens Ansættelse af Tyskere allevegne.
Sammen med Siegel gjorde jeg en Tur tilPentelikon. Jeg maatte jo gjøre Bekjendtskab med dette Marmorbjerg, som havde leveret Stoffet til den gamle Kunsts Mesterværker og endnu yder det moderne Athen et Bygningsemne, som Alverden misunder det. Paa et Par raske Heste, der med samme Lethed galopperede hen over Gjærder og oppløiede Marker som ad den slagne Landevei, og ikke ænsede steile Skraaninger mere end den jævne Flade, naaede vi i et Par Timer Klosteret paa Bjergets lavere Terrasse, hvor prægtige store Træer lovede os et hyggeligt Hvilested. Nu til Dags bliver Forventningen heller ikke ganske skuffet; men for 60 Aar siden var det anderledes; det "rige" Kloster saa ud som en forfalden Avlsgaard. De græske Munke ere for det meste Agerdyrkere. Da vi kom, vare de alle i Marken, og da de langt om længe viste sig, bød de os et Stykke daarligt Brød og Ost, og først da vi havde givet dem en Drachme til at tænde Lys for i Kirken, fik vi en Smule Honning i Tilgift; om Vin var der ikke Tale lige saa lidt som om Foder til Hestene. De nuværende Marmorbrud frembød et lidet lysteligt Syn; man sprænger med Krudt og ødelægger ofte meget mere end man vinder. I Oldtiden sprængte man Stenen med Kiler. De gamle Brud,der ligge et Stykke høiere oppe, frembyde et anderledes skjønt og malerisk Skue; de lodrette Vægge minde om Stenbruddene ved Syracus. Tæt ved dem ligger den store Drypstenshule, der strækker sig dybt ind i Bjerget i forskjellige Retninger; men da vi ingen Lys havde med os, maatte vi nøies med den imponerende Forhal. Det tager næsten en Times Tid at klattre derfra op til Bjergets Top; men Møien belønnes med en Udsigt, der næppe kan tænkes skjønnere. Hele Attika med dets Bugter og Halvøer og Øerne i Havet deromkring laa udbredt for vore Fødder, og i den vestlige Horizont øinede vi Helikon og Parnas. Da endelig den stærke Blæst nødte os til at rive os løs fra dette Syn, klattrede vi atter ned ad de knudrede Klipper, hvor vi tidt maatte holde os fast i Lyng og Jordbærtræer for ikke at falde. Vore Heste havde længtes efter os, og da vi atter sad paa deres Ryg, og de mærkede, det gik hjemad, satte de i Galop nedad Bjerget, skjøndt Skraaningen ikke var saa ganske lille, og hele Veien var bedækket med Marmorbrokker. Jeg fandt, det var et halsbrækkende Ridt og vilde holde igjen, men Siegel raabte: "Det gjør ikke noget; det er græske Heste."
Han havde ogsaa lovet at gjøre en længere Reise med mig. Vi skulde gaa over Argos til Sparta og Messene, igjennem Arkadien og tilbage igjennem det nordlige Hellas, og vi fik begyndt paa Turen. Den 25. Marts seilede vi med Dampskibet fra Piræus til det yndige Nauplia, og den næste Dag red vi overTirynsogMykenætilArgos. Ingen Schliemann havde endnu opdaget, hvilke Skatte disse Steder gjemte under Muldet, men Tiryns' kyklopiske Mure stod der med de dengang fuldstændig gaadefulde "Gallerier"; Løverne over Porten i Mykenæ saaes ligesom nu, og "Atreus' Skatkammer" henrykte og imponerede mig endnu mere, end Pantheon i Rom havde gjort. Men Siegel befandt sig saa ilde, at han troede, en alvorlig Sygdom var ved atbryde ud; han vilde hjem til Athen. For mig skjulte han den sande Aarsag; han sagde blot, at hans Arbeider nødte ham til at vende tilbage, og han forsikkrede, at jeg godt kunde fortsætte Reisen alene; han skulde nok skaffe mig en paalidelig Fører. Vi underhandlede ogsaa paa Torvet i Argos med saadanne Folk. De stillede de urimeligste Fordringer, og havde Siegel endelig faaet dem til at nedstemme disse, kom de med nye Fordringer, som gjorde Afslaget illusorisk. Men værre endnu var det, at jeg hørte dem tale med hinanden indbyrdes om, hvor fortræffeligt et Bytte de havde Udsigt til; naar den store Mand var borte, kunde de gjøre, hvad de vilde med en Dreng som mig. Det blev mig klart, at med den Slags Folk kunde jeg ikke reise. "Havde jeg endda havt en Revolver med!" tænkte jeg ved mig selv. Gud ske Lov jeg ikke havde nogen! thi den var naturligvis det Første, de havde frataget mig. Jeg erklærede nu bestemt, at jeg vilde ikke reise videre, jeg vilde følge med Siegel til Athen; jeg begyndte ogsaa at ane, at han mulig kunde trænge til mig. Den næste Dag red vi til Epidauros, og efter et kort Ophold i Asklepios' Helligdom, der dengang var en tæt Skov, hvor kun det gamle Theaters velbevarede Bænkerader mindede om Oldtiden, gik vi om Aftenen ombord i en Kaik, og vare den næste Morgen i Piræus.
Siegels Feberanfald gik over; men jeg var ærgerlig over at være gaaet glip af Messene, Phigalia og saa meget Andet. Jeg besluttede at søge Erstatning iBöotienogDelphiog at begive mig derhen, saasnart jeg kunde faa en brugbar Fører. Det lykkedes at finde en saadan, en Mand, der i sin Tid havde tjent i Kongens Stalde, og om Morgenen d. 12. April var jeg atter paa Hesteryggen. Den Del af denne Reise, som jeg mente kunde interessere et større Publikum, har jeg beskrevet i mine "Reisebilleder fra Syden" under Titelen "Parnas og den græske Paaske"; for mig personlig havde ogsaa det Øvrige stor Interesse. Jeg gik over Eleusisog Eleutheræ til Platææ, af hvis velbyggede Mure endnu en anselig Del er tilbage. Medens jeg drog igjennem den verdenshistoriske Slagmark, hørte jeg ved Overgangen over Bækken Oeroe Frøerne kvække livagtig som hos Aristophanes "Brekkekeks koax koax". Af Thespiæ (Erimokastro) var der næsten Intet at se; men i en halv Mils Afstand hævede sig en enestaaende Stenkegle; det var Hesiodos' Fødested Askra. Den blev tidlig ødelagt af Nabobyen; Pausanias bemærker, at der var Intet tilbage uden et eneste Taarn; det samme staar der endnu; det har kunnet gjøre Tjeneste som Vagttaarn. Ellers er Byen fuldstændig forsvunden, og man ser kun nøgen Klippe, medens man arbeider sig op til Toppen. Hesiodos har sikkert havt Ret, da han sagde om sin Fødeby, at den var slem om Vinteren, forfærdelig om Sommeren og ikke til nogen Tid god. Jeg red videre henad Helikons nordlige Afhang imellem nysudsprungne Egetræer og over rislende Bække; det var det yndige Libethrion; og hen ad Eftermiddagen kom jeg til Egnens nuværende Hovedstad Livadia (Lebadea), en af de skjønneste og mest maleriske Stæder i Hellas. Den gjennemstrømmes af den rivende Flod Herkyna. Følger man dennes Løb opad, imod S., kommer man snart til den store Grotte, hvorfra den udspringer. I denne vilde Bjergegn laa Trophonios' berømte, hemmelighedsfulde Orakel, men af dette eller hvad dertil hørte, vil man næppe kunne finde noget Spor. Reisen fra Livadia over Ambrosos til den korykiske Hule paa Parnas, til Chrysò (Krissa), Amphissa og Delphi er beskrevet i den ovenfor nævnte Bog.
Tilbagereisen foretog jeg ad den almindelige Vei over Daulis og Panopeus med de velbevarede gamle Mure. Ved Chæronea saa jeg prægtige Rester af den kolossale Marmorløve, der blev opreist som Monument over de i Slaget 338 faldne Thebæer. Derefter begynder den vandrige böotiske Slette; Broer føre over den store Flod Kephisos.Paa den yderste Spids af en smal, langstrakt Bjergtunge laa det gamle Orchomenos. Murene ere endnu næsten allevegne synlige; paa den øverste Spids, der dannede en lille isoleret Akropolis, ere de særlig stærke og mangfoldige. Ved Foden af Høien ligger den store Kuppelgrav, man kaldte Minyas' Skatkammer. Selv i sin ødelagte Tilstand gjorde den et imponerende Indtryk; nu, efter Schliemanns Udgravning, har den vist sig at være et af Kunsthistoriens mærkværdigste Monumenter, et sjældent Vidnesbyrd om kunstnerisk Smag og Dygtighed i hin gamle Tid, som man pleier at kalde den mykenæiske. Om Chariternes berømte Dyrkelse og Fester i Orchomenos vidnede nu kun Indskrifter, der opbevaredes i Klosteret Skripu; men kunsthistorisk Betydning fik de i det foregaaende Aar fundne nøgne Mandsstatuer, der høre til de allerældste Rester af græsk Skulptur. — I Theben søgte jeg at gjøre mig en Forestilling om Stadens gamle Topografi. I Tanagra var det atter Fæstningsmurene, der fængslede mig; om de berømte Terracottafigurer havde man dengang ingen Anelse. Asopos' Flodleie henrykte mig ved sin Skjønhed. I Fyrreskoven ovenover Landsbyen Oropos kunde jeg jo tænke mig, atAmphiaraos'Helligdom maatte ligge, men der var endnu Intet udgravet. Jeg vilde ikke vende tilbage til Athen uden at have besøgt Rhamnus; men Ovriokastro (Ebræokastro) eller Jødeborgen, som Stedet nu kaldes, laa ikke paa Landeveien. Fra Markopulo fik jeg en Chorophylax og en Ethnophylax med som Eskorte; men de kjendte ikke Veien; over 8 Timer red vi omkring i Parnesbjergets Skove inden vi kom ned til Kysten og den Høi, hvorpaa den gamle Stad havde ligget tilligemed Ruinerne af Nemesis' Tempel. Det var sammenstyrtede Ruiner, men baade det store og det lille Tempel laa tydelig afdækkede. Themis' Stol stod der, skjøndt lemlæstet, og rundt omkring fandt man smaa Stumper af Billedhuggerarbeide, som man kunde tænke sig havde hørttil Agorakritos' berømte Statue. Senere Udgravninger have bragt noget mere for Dagen, og det Vigtigste af Udbyttet er bragt til Athen. — Endnu kun et flygtigt Blik paa Marathon og saa tilbage til Athen d. 25. April.
Denne Reise i Hellas havde blandt andet vist mig, at jeg godt kunde reise alene, hvis jeg ikke kunde faa Selskab; men Peloponnes havde jeg tabt Lysten til; jeg kastede nu mine Øine paa Thessalien, et Land som var mindre bekjendt og for saa vidt syntes at love større Udbytte. Men Thessalien var et tyrkisk Land; jeg kunde ikke reise der uden tyrkisk Pas eller Firman, og dette kunde kun erholdes iKonstantinopel. Saa begav jeg mig d. 11. Mai til den store Keiserstad. Hvad jeg der oplevede under mit flygtige, ottedages Besøg, og min paafølgende Reise i Thessalien, har jeg beskrevet i mine "Reisebilleder fra Syden". Jeg beklagede ofte, at jeg ingenlunde var tilstrækkelig forberedt eller udrustet til en saadan Reise, og min Reisebeskrivelse er kun et Dilettantarbeide. Den vakte ikke desmindre en vis Opmærksomhed, da den blev oversat paa Tysk (iGriechische Reisen und Studien1857), og da Thessalien i 1881 blev indlemmet i Grækenland, blev ogsaa min lille Bog benyttet som Hjælpemiddel til Kundskaben om det hidtil lidet kjendte Land.
Min Reise i Thessalien fik imidlertid et Efterspil, som ikke var fornøieligt. Ved Overgangen fra Tyrkiet til Grækenland skulde jeg holde 5 Dages Quarantaine i Lamia. Overgangen fra den uafbrudte Bevægelse i den friske Luft til fuldstændig Stillesidden i Forbindelse med Forandring i Kosten bekom mig ilde. Allerede den 3. Dag blev jeg syg. Lægen erklærede, at jeg havde stærk Feber, og at han ikke kunde tillade mig at reise for det Første; men jeg havde slet ingen Lyst til at ligge syg og maaske dø her, hvor jeg var ganske alene, og hvorfra min Familie knap kunde faa Underretning om, hvorledes det var gaaet mig. Jeg vildebort, og ved Hjælp af et Guldstykke lykkedes det ogsaa at overvinde Lægens Betænkeligheder og blive udskrevet. Efter en Dags Ophold hos en vakker Albaneser i Lamia red jeg den følgende Morgen til Havnestaden Stylida, N. f. Euböa. Jeg var meget mat, og jeg var glad ved at kunne ligge i Bunden af Baaden, medens vi seilede ned ad Strædet til Chalkis. Jeg havde dog endnu Kræfter til at spadsere omkring i denne By en Times Tid, og henad Aften steg jeg atter til Hest og red over Broen til Fastlandet. Ved Nattens Anbrud traf jeg en reisende Klædehandler, og jeg overnattede under aaben Himmel paa de store Klæderuller, han førte med sig. Jeg vaagnede styrket af Søvnen, men jeg havde endnu 14 Timers Vei til Athen; det var et besværligt Ridt under idelige Mavesmerter. Endelig naaede jeg Byen, og da Pastor Lüths Hus var et af de første, jeg kom forbi, hvorimod mit eget laa i den modsatte Udkant, standsede jeg for at lade mine kjære Venner vide, at jeg var kommen levende tilbage. Det var i rette Tid. Lüths havde i Sinde at reise til Smyrna den næste Dag; men da de saa mig, bleve de forfærdede. Jeg fik ikke Lov til at forlade deres Hus, før de fik fat paa en Læge, og da Kongens Hoflæge, Dr. Rösen, kom og erklærede, at det var en alvorlig Typhus, gjorde de strax et Værelse i Stand til mig og beholdt mig under hele min Sygdom. Jeg blev aareladt, og Bevidstheden forlod mig. I tre Dage vidste jeg Intet af mig selv at sige. Jeg erfarede først mange Aar senere, at Frøken Fischer, der havde opofret sig til at pleie mig, havde havt stor Vanskelighed med at holde Styr paa mig. Takket være den omhyggelige Pleie blev Sygdommen overstaaet. Efter 14 Dages Forløb kunde jeg staa op og gaa lidt omkring; men Athens Klima i Juli Maaned er utaaleligt; dèr kunde jeg ikke komme til Kræfter. Jeg blev da bragt op til Klosteret Kæsariani paa Afhanget af Hymettos, hvor Luften var friskere. Kræfterne begyndte efterhaandenat komme, dog ikke uden et Tilbagefald, som atter en Uges Tid fængslede mig til Sengen. Da dette var overstaaet, og jeg paa ny havde faaet Haab at komme mig, skrev jeg følgende Disticha:
Altsaa jeg haaber nu atter at skue mit Fødelands Strande,Atter at kaste min Arm, elskede Fa'er, om Din Hals,Atter at favne de Kjære, med hvem jeg leved min Barndom,Kivedes tidt over Tant, altid forsonedes dog,Atter at trykke i Haand hver Ven, som fulgte mig trofastSnart gjennem Musernes Kreds, snart under Bægrenes Klang,Atter at høre de Mestre, hvis Visdoms Tale saa ofteLeded det tvivlende Blik, styred det vaklende Fjed,Atter at hilse de Steder, hvor tusind hellige Minder,Vidner om Glæde og Sorg, gribe det bankende Bryst.Dog — hvor iler Du hen, min Hu, som bevæget af Stormen?Spar Din Taare en Stund; sødere rinder den da.
Altsaa jeg haaber nu atter at skue mit Fødelands Strande,Atter at kaste min Arm, elskede Fa'er, om Din Hals,Atter at favne de Kjære, med hvem jeg leved min Barndom,Kivedes tidt over Tant, altid forsonedes dog,Atter at trykke i Haand hver Ven, som fulgte mig trofastSnart gjennem Musernes Kreds, snart under Bægrenes Klang,Atter at høre de Mestre, hvis Visdoms Tale saa ofteLeded det tvivlende Blik, styred det vaklende Fjed,Atter at hilse de Steder, hvor tusind hellige Minder,Vidner om Glæde og Sorg, gribe det bankende Bryst.Dog — hvor iler Du hen, min Hu, som bevæget af Stormen?Spar Din Taare en Stund; sødere rinder den da.
Midt i August følte jeg mig endelig stærk nok til at tiltrædeHjemreisen. Jeg fik dog endnu af og til smaa Feberanfald, og mit Udseende var ikke det bedste. Da jeg var kommen ombord paa Dampskibet, som skulde føre mig til Triest, forlangte Kapitainen, at jeg skulde gaa i Land igjen; han vilde ikke have syge Folk ombord; saa skulde han holde Quarantaine ved Ankomsten. Med stor Anstrengelse fik jeg ham overtalt til at se Tiden an; vi havde jo endnu ikke forladt de græske Farvande, saa han kunde sætte mig i Land, hvis det blev nødvendigt, og jeg holdt mig brav, saa at jeg d. 22. August kunde stige i Land i Triest.
Jeg var ikke den Eneste ombord, der glædede sig til at komme hjem. Fra Corfu til Ancona befandt sig i Reiseselskabet to Italienere, der af Pave Gregor XVI vare forviste fra Kirkestaten, men som nu efter den nye Paves (Pius IX) Amnestidekret kunde vende hjem. Hvor var det rørende at se deres Glæde og den Henrykkelse, hvormed de opdagede det ene Punkt af deres Fædreland efter det andet!De ankom paa en skjøn Dag. Man feirede netop i Ancona Glædesfesten i Anledning af det omtalte Dekret. Allerede fra Søen saa man den amphitheatralsk beliggende Stad festlig smykket med Faner og med røde, gule og grønne Tæpper, der hang ned næsten fra hvert Vindue; og kom man ind i Byen, saa man allevegne Plakater med Ordene: "Viva l'immortale Pio nono". Og nu ringede Klokkerne — i 8 Maaneder havde jeg ingen Kirkeklokke hørt — og ledsaget af Musik og af Folkets jublende Fryderaab gik en stor Procession gjennem Gaderne. Ak! Begeistringen for den nye Pave skulde ikke vare længe.
Det var min oprindelige Plan fra Grækenland at lægge Hjemveien over Paris og London, og Regjeringen havde forsynet mig med de fornødne Penge dertil; men nu følte jeg mig altfor svag til at udføre dette Forsæt; jeg kunde ikke foretage noget ordentligt Studium, før jeg fik samlet nye Kræfter i Hjemmet, som jeg jo ogsaa inderlig længtes efter. Paa Hjemreisen stiftede jeg et flygtigt Bekjendtskab med Wien, Prag, Dresden og Berlin. Længst opholdt jeg mig paa det sidste Sted, hvor jeg blev aldeles indtaget af Böckhs Elskværdighed. Han syntes ogsaa at have Lyst til at høre mig fortælle om Grækenland og indbød mig til Middag sammen med Franz.
I September 1846 førte Stettinerdampskibet mig tilbage til Kjøbenhavn.
Efter min Hjemkomst gjenvandt jeg hurtig mine gamle Kræfter og brændte nu kun af Lyst til at gjøre de paa Reisen vundne Kundskaber og Erfaringer frugtbringende. I Vinteren 1846—47 holdt jeg en Forelæsning over Athens Topografi. Samtidig bearbeidede jeg nogle af mine Reiseerindringer for et større Publikum. Af mine "Reisebilleder fra Syden" udkom 1. Hefte (Parnas og den græske Paaske) i Slutningen af 1846 og 2. Hefte (Konstantinopel og Thessalien) i Midten af det følgende Aar. Paa samme Tid udgav jeg mit første strengt filologiske Arbeide,Inscriptiones Græcæ ineditæ, som jeg dedicerede til Böckh, fra hvem jeg til Svar fik et meget elskværdigt Brev. I Sommersemestret 1847 holdt jeg en Forelæsning over Andokides' Tale om Mysterierne, og d. 23. Oktober 1847 blev jeg udnævnt til Lector i latinsk og græsk Filologi og Archæologi ved Universitetet og skulde nu begynde et regelmæssigt Universitetsarbeide. Moden dertil var jeg naturligvis ikke, men det var mit Haab, at jeg ved stadig at studere og strax meddele mine Tilhørere Udbyttet af mine Studier nogenlunde kunde tilfredsstille Universitetets Fordringer. Der var imidlertid eet Hul i min Forberedelse, som nødvendig maatte udfyldes. Den Kundskab til Oldtidens Monumenter, jeg havde søgt at erhverve mig i Italien ogGrækenland, maatte jeg supplere ved Studier i Europas Museer, særlig i Paris og London. Det var, som ovenfor bemærket, min Hensigt at foretage dette i Forbindelse med min øvrige Reise, men jeg maatte opgive det af Helbredshensyn. Nu var denne Hindring hævet; jeg haabede da at kunne udføre det i den nærmest følgende Sommer, og Regjeringen bevilgede mig den dertil fornødne Orlov fra mit Embede.
Der viste sig imidlertid nye Vanskeligheder. Den 20. Januar 1848 døde Christian VIII. Med stor Bekymring imødesaa man den nye Æra. Vilde den nye Konge, saaledes som man havde talt om, imødekomme det Krav paa større borgerlig Frihed, som var blevet levende i Befolkningen? Og fremfor alt, vilde han kraftigere end Faderen værne om den danske Nationalitet i Sønderjylland, og tilbagevise Slesvigholstenernes anmassende Fordringer? Folkets Ønsker udtaltes med velgjørende Klarhed i Clausens og Schouws Skrift "Ved Thronskiftet 1848", som udkom allerede Dagen efter Christian VIII.s Død; men vilde disse Ønsker blive opfyldte? Den 28. Januar var jeg samlet med en Del Kunstnere og Kunstvenner i Hotel d'Angleterre til et Festmaaltid for Brødrene Christian og Theophilus Hansen, som gjæstede Danmark. Under Maaltidet kom en Embedsmand i Kabinetssekretariatet (Sally) hen til mig og fortalte mig, at Frederik VII samme Dag havde underskrevet et Reskript, hvorved der lovedes Danmark en fri Forfatning. Han tilføiede, at dette behøvede ikke at være nogen Hemmelighed. Jeg lod mig ikke dette sige to Gange, men meddelte Forsamlingen øieblikkelig "den glædelige Nyhed". Havde jeg vidst, hvad der stod i Reskriptet, havde jeg ikke været saa ivrig derfor; Offentliggjørelsen den næste Dag bragte mig til at slaa Øinene ned. En tung og trykket Stemning hvilede over Alle, indtil Madvigs Artikel i "Fædrelandet" 4. Febr. slog ned som et Lyn. Med Kraft og Varme paavistehan, at en saadan Frihed, hvorved Sønderjylland blev endnu fuldstændigere koblet sammen med Holsten end før, og i den fælles Stænderforsamling Hertugdømmernes 840,000 Indvaanere skulde veie lige saa meget som Kongerigets 1,350,000, ikke kunde modtages. Hans Ord fandt Gjenklang i vide Kredse; dog var det først, efter at de holstenske og slesvigske Stænderdeputerede i Mødet i Kiel den 17. Febr. paa det bestemteste havde protesteret imod den foreslaaede Forfatning, at der fremkom en lignende Erklæring fra dansk Side. Den blev vedtaget i et Møde hos Professor Clausen af 45 Mænd, iblandt hvem ogsaa jeg fandtes, og senere tiltraadt af Mænd i en stor Mængde Kjøbstæder og Landdistrikter.
Efter Februarrevolutionen i Frankrig tog Bevægelsen større Fart. Man rustede sig paa begge Sider. D. 18. Marts samledes de fleste Medlemmer af Holstens og Sønderjyllands Stænderforsamlinger i Rendsborg og vedtog at skikke Sendemænd til Frankfurt og til Kjøbenhavn for at forlange Sønderjyllands ufortøvede Løsrivelse fra Danmark og Optagelse i det tyske Forbund, saa at det i Forening med Holsten dannede en selvstændig Stat med sin egen Forfatning. Saasnart Efterretningen herom kom til Kjøbenhavn, vedtog Borgerrepræsentanterne at indgaa til Kongen med en Adresse, hvori han bønfaldtes om at forebygge Statens truende Opløsning ved uden Ophold at omgive Thronen med Mænd, der vare Opgavens Storhed voxne, og som med energisk Villie og med Nationens Bistand kunde redde Danmarks Ære og grundlægge dets Frihed. Om Aftenen d. 20. Marts indfandt Borgerrepræsentanternes Formand L. N. Hvidt sig med denne Adresse i Casino, hvor en Forsamling af halvtredie tusinde Mænd med levende Bifald sluttede sig til den og vedtog i en samlet Skare at overbringe den til Kongen den følgende Formiddag. Den næste Morgen (21. Marts) tiltraadte Magistraten BorgerrepræsentanternesBeslutning. Kl. 11 traadte den samlede Kommunalbestyrelse med Overpræsidenten og Borgerrepræsentanternes Formand i Spidsen ud fra Raadhuset og bevægede sig, fulgt af en stadig voxende Skare — tilsidst var det omtrent 20,000 Mennesker, — igjennem Vimmelskaftet og over Høibro til Christiansborg Slot. Tause og alvorlige gik vi frem, opfyldte af Bevidstheden om, at det var et betydningsfuldt Skridt, vi gjorde, og Mange vare maaske ikke helt rolige for, at Regjeringen ikke her som andensteds skulde møde Toget med skarpe Skud. Men efter at Deputationen var ankommen til Slottet, varede det ikke mange Minuter, inden Hvidt kom tilbage med Kongens Svar, at Folkets Ønske allerede var opfyldt; det gamle Ministerium havde taget sin Afsked. Under Hurrahraab og almindelig Jubel skiltes Folkeskaren. Der var Glæde og Ro allevegne; kun ved Universitetet havde en stor Skare Studenter samlet sig, utaalmodig ventende paa Afgjørelsen og halvveis bestemte paa at foretage et nyt Tog til Christiansborg. Jeg kom tilfældigvis til Stede, og man opfordrede mig til at berolige dem. Fra Talerstolen i Solennitetssalen meddelte jeg dem med et Par Ord, hvad jeg vidste om Sagernes Stilling, og Bølgerne lagde sig, ikke paa Grund af min Veltalenhed, som navnlig dengang var overordentlig ringe, men fordi Studenterne selv indsaa, at en yderligere Demonstration i dette Øieblik vilde være meningsløs. Dagen efter ankom de slesvigholstenske Udsendinge, og samtidig Prinsen af Augustenborgs Brev til Frederik VII, hvori han lod ham vide, at han havde stillet sig i Spidsen for Bevægelsen, og at Hertugdømmerne, saafremt ikke alle deres Fordringer indrømmedes inden d. 24., vare tabte for Kongen. Hermed var Sagen afgjort. Martsministeriet blev øieblikkelig dannet; de slesvigholstensksindede Embedsmænd skyndte sig med at komme bort fra Kjøbenhavn, og hele det danske Folk gjennemtrængtes af en eneste Tanke,at værge sit Land og sin Ære, det maatte koste hvad det vilde.
Der maatte handles hurtigt og energisk; Oprøret havde allerede faaet fast Fod at staa paa, og ikke blot Holsten, men ogsaa Størstedelen af Sønderjylland var i Oprørernes Vold. Den frygtelige Opstand i Berlin d. 18.—19. Marts havde tvunget den svage Konge Frederik Wilhelm IV til at kapitulere. Han havde reddet sig ved at love, at han vilde lade Preussen gaa op i Tyskland og overtage Ledelsen af enhver Bestræbelse for at hævde det tyske Landomraades Hellighed. I Tillid til denne Støtte oprettede Slesvigholstenerne d. 28. Marts en provisorisk Regjering i Kiel, og Dagen efter overrumpledes Fæstningen Rendsborg af Prinsen af Noer paa den troløseste Maade. Friskarer strømmede til fra hele Tyskland og et egenhændigt Brev fra Kongen af Preussen til Hertugen af Augustenborg tilsikkrede ham hans Bistand til Gjennemførelse af de opstillede Fordringer.
Men var Faren for Danmark stor, var Offervilligheden ikke mindre. Man kappedes om at indsende Pengebidrag, større og mindre; man tilbød Heste og Skibe, og unge Mennesker af alle Klasser meldte sig frivillig til Krigstjeneste. Men de Fleste vare uøvede. Der blev derfor oprettet en Rekrutskole for i Hast at give dem den nødvendigste Forberedelse. Ogsaa jeg følte mig forpligtet til at stille mig i Krigernes Rækker, og deltog med flere af mine Venner i disse Øvelser. En Eftermiddag, ligesom Øvelserne skulde begynde, modtog vi paa Exercerpladsen en Gave af sjælden Betydning. Det var Fabers og Hornemans Sang: "Dengang jeg drog afsted". Vi lærte den øieblikkelig udenad og fik travlt med at meddele den til vore Venner udenfor. Mange gik det vist ligesom mig, at naar jeg gjentog den, havde jeg ondt ved at holde Graaden tilbage. Min Sidemand under Øvelserne var min kjære Ven, Maleren J. T. Lundby. Detvar den sidste Leilighed, hvorved jeg saa ham. I Slutningen af April afgik han til Hæren i Sundeved sammen med Sven Grundtvig og Carlo Dalgas, og faa Dage efter faldt han som Offer for det ulykkelige Vaadeskud paa Vedsted Mark.
Jeg fik ikke Lov til at følge ham. Jeg var kongelig Embedsmand og skulde altsaa have Regjeringens Tilladelse dertil. Da jeg forebragte Kultusminister Monrad mit Ønske, fik jeg et ubetinget Afslag. "Nei," sagde han, "det duer De ikke til." Han syntes naturligvis, at min spinkle Person vanskelig vilde kunne taale Krigens Strabadser, skjøndt jeg selv ikke havde nogen Frygt i den Henseende. "Reis De til Paris," tilføiede han, "saaledes som det engang er bestemt. Der kunne vi have Brug for Dem. Vi have lige sendt Borring derhen for at paavirke den franske Presse og bibringe den rigtigere Forestillinger om vore Forhold end dem, den laaner fra tyske Aviser. Han kan godt trænge til, at De hjælper ham." Jeg skulde altsaa være Journalist og ikke Soldat. Jeg gjorde ingen Indvendinger, men var strax færdig til at reise. Udenrigsministeren bad mig at lægge Veien over Frankfurt for at overbringe en Depeche til den danske Gesandt hos Forbundsdagen. Den var rigtignok sendt ham een Gang, men man stolede ikke paa Postens Paalidelighed og ønskede derfor at benytte Leiligheden til at sende den endnu engang.
Ligesom jeg skulde gaa ombord paa Dampskibet, der skulde føre mig til Lübeck (om Formiddagen d. 24. April), modtog jeg Efterretningen om Slaget ved Slesvig. Og saa skulde jeg reise! Havde jeg ikke havt et offentligt Hverv, var jeg vendt tilbage til mit Hjem. Stum Forfærdelse betog mig, og næsten uden at vide af, hvad der foregik omkring mig, blev jeg landsat i den gamle Hansestad. Man kan nu til Dags vanskelig gjøre sig en Forestilling om, hvor fanatisk Tyskernes, særlig Holstenernes, Forbittrelse imod Danmark dengang var. Jeg var derfor ikke helt rolig ved atskulle kjøre paa Jernbanen fra Lübeck til Hamborg, ikke for min egen Skyld, men af Hensyn til den mig betroede Depeche. Da derfor en ung Tysker paa Jernbanen spurgte mig om min Herkomst, svarede jeg, at jeg var en Svensker, hvorefter han bemærkede: "Nicht wahr? Die Dänen haben Sie doch immer sehr perfid behandelt," hvorpaa jeg kun svarede, at det kunde jeg ikke give ham Ret i. Jeg kom forøvrigt uden Ulempe til Frankfurt; men da jeg der paa Hotellet indførte mit Navn i Fremmedbogen, betragtede man mig med meget mistænksomme Øine. Jeg afleverede den næste Morgen min Depeche til Baron Pechlin, der imidlertid ganske rigtig havde modtaget det tidligere afsendte Exemplar, og saa kunde jeg forlade Fjendens Land. Jeg lagde Veien over Aachen for at se Carl den Stores berømte Kirke, og gik saa over Brüssel til Paris, hvor jeg tog ind i samme Hotel som Borring, iRue des vieux Augustins(imellemRue St. Honoré— nu Rivoli — og Børsen).
Men til at paavirke den franske Presse skulde der større Kræfter, end Borring og jeg vare i Besiddelse af. Den nye Republik havde saa meget at gjøre med sine egne Sager, at den kun skjænkede Udlandet ringe Opmærksomhed. Lamartine havde rigtignok paa den provisoriske Regjerings Vegne erklæret, at Frankrig vilde hjælpe de undertrykte Nationaliteter, men han var langt fra at gjøre Alvor af slige Løfter, og hverken Polen eller Italien, som han i sin Tale nærmest havde tænkt paa, mærkede noget til deres Realisation. For Danmark havde Frankrig ingen Interesse. Man kjendte Forholdene kun fra de tyske Blade. Da man nu i Wien og Berlin havde reist sig imod Regjeringen, og da man i Frankfurt syntes at ville reorganisere det tyske Forbund i liberal Retning, betragtedes det tyske Folk som en Forkæmper for Friheden, og i det slesvigholstenskeOprør saa man et Vidnesbyrd om det Samme[4]. Det hjalp ikke, at man gjorde opmærksom paa, at det tværtimod var en dynastisk Reisning, beregnet paa til Fordel for en uberettiget Prætendent yderligere at sønderlemme det Land, der havde lidt saa haardt for sin Troskab imod Napoleon, eller at man viste dem, at Forholdet imellem Danmark og Tyskland var ganske det samme, som imellem Lammet og Ulven i Fabelen. Og sagde man til dem, at det Folk, som nu vilde bemægtige sig Sønderjylland, ogsaa kunde falde paa at kræve Elsass og Lothringen, troede de, man var gal. Borring havde sat sig i Forbindelse med forskjellige Bladredaktører; han var bleven modtaget med kold Høflighed, men Ingen brød sig om ham, og ikke engang Berigtigelser af faktiske Usandheder kunde han faa indrykket i Bladene. Nyheder vilde man have; men var en Begivenhed først bleven fortalt efter tyske Blade i en forvansket Skikkelse, som f. Ex. Slaget d. 28. Mai, kunde det ikke hjælpe, at man Dagen efter bragte dem en sandfærdig Fremstilling efter danske Meddelelser; man vilde gjerne tro, at den kunde være rigtig, men den Sag var jo allerede een Gang omtalt; smaa Unøiagtigheder var det ikke værd at snakke om. Det gjaldt om at komme først med Efterretningen, og det kunde vi Danske ikke, da der ingen Telegraf var til. Een Gang lykkedes det dog. Det var d. 7. Juni. Borring kom ind til mig om Morgenen og raabte fortvivlet: "Saa! nu have de Danske igjen lidt et Nederlag." Jeg skyndte mig hen i Læsekabinettet for at faa fat paa Bladene, og læste i Hamburger Correspondent Beretningen om Slaget d. 5. Juni, da den hannoveranske General Halkett tænkte at feire sin Konges Fødselsdag ved at kaste de Danske udaf Sundeved, og Wrangel skulde hjælpe ham dermed. Det blev naturligvis fremstillet som en Seir. Fra Time til Time fortalte Bladet om Slagets Gang, men den triumferende Tone stemte ikke med Kjendsgjerningerne, og engang imellem mærkede man, at Tonen var paataget. Jeg skyndte mig altsaa med at berolige Borring, og forfattede i al Hast en Beretning om Slaget, der tog sig ganske anderledes ud, hvorledes Hannoveranerne om Morgenen havde angrebet vore Forposter og trængt dem tilbage, men, saasnart der var kommen Forstærkning, havde maattet vige, og om Aftenen vare slagne; det viste sig senere, at min dristige Fantasi fuldstændig havde truffet Sandheden. Borring ilede med min Artikel til Journal des Débats' Kontor, og det var saa heldigt, at man endnu ikke havde faaet den tyske Beretning oversat; vi kom først, og Artiklen blev optaget.
Ellers var jeg ikke saa heldig. Drøftelsen af Retsspørgsmaalet havde Bladene ikke Lyst til at gaa ind paa. En Artikel om Danevirke, som man lod til at ønske, blev heller ikke optaget. Da Bladet "La Réforme" havde fortalt om en Coalition imellem alle Frihedens Fjender, Rusland, Østerrig, Preussen og England, som ogsaa de skandinaviske Riger vilde tiltræde, skrev jeg en Artikel, hvori jeg viste, at Friheden netop havde hjemme i Danmark, og at man der ikke havde mindste Sympathi for Rusland; den havde samme Skjæbne som den tidligere. En længere orienterende Artikel "La Question du Slesvic" viste jeg O. Lehmann, da han midt i Juni kom til Paris for at hente sin Hustru, som af Helbredshensyn havde tilbragt Vinteren i Italien. Han syntes meget godt om den, og Borring gjorde sit Bedste for at faa den optaget i et af Hovedbladene, men forgjæves. Tilsidst havnede den i et nyoprettet legitimistisk Blad,La Providence, hvor den kun fik en lille Læsekreds.
Med mine archæologiske og kunsthistoriske Studier gikdet ikke stort bedre. Af Museet i Louvre fik jeg saa godt som Intet set. Malerisamlingen var dækket af de 6000 nye Malerier, som udgjorde Aarets Udstilling, og Antikerne i Stueetagen vare dækkede med Brædder, som man havde slaaet op, fordi Salene skulde bruges til Valglokaler. Derimod besøgte jeg oftere Bibliotheket, hvor jeg gjorde Bekjendtskab med den elskværdige Bibliothekar, den gamle Tysker Hase, Udgiveren afStephani Thesaurus linguæ Græcæ. Lexikografen havde ikke glemt min Disputatsde nominibus vasorum Græcorum; han kunde endog huske, at min Respondens hed Listov. Ikke mindre interesserede den lille livlige Letronne mig, i hvem jeg saa Frankrigs ypperste Archæolog. Jeg besøgte ogsaa Le Bas, de Whitte, Raoul Rochette og Hertugen af Luynes.
Medens Museerne vare lukkede, var dette ikke Tilfældet med Theatrene; dem kunde Pariserne trods Tidens Alvor og det politiske Røre ikke undvære. Ogsaa jeg besøgte dem af og til. Jeg hørte Rachel synge Marseillaisen paaThéatre Français; jeg saa den 60-aarige Bouffé paaThéatre des VariétésspilleLe Gamin de Paris, Pariserdrengen, som jeg i Kjøbenhavn havde set Jfr. Petersen (Fru Phister) spille. PaaGymnasesaa jeg Rosa Chery spille iLa niaise de St. Flour, som E. Bøgh har bearbeidet under Navnet "Valdbygaasen", og iLe marchand de jouets d'enfants, en smuk Dramatisering af Dickens' "Faarekyllingen paa Arnestedet".
Men saa man bort fra Theatrene, var det ikke muligt i Paris at finde den muntre og livsglade By, den havde Ord for at være. Mørk Alvor rugede over Alt. Republiken var kommen som en Overraskelse over Alle, og det langt overveiende Flertal af Folket ønskede den ikke. I de første tre Maaneder havde man kun set dens Ulykker, almindelig Stagnation i Forretningslivet og Arbeidsløshed, og Bekymringen for det Nærværende var forbunden med Frygt forFremtiden; det blev værre og værre ligesom i den store Revolution i Slutningen af forrige Aarhundrede. De Fremmede havde forladt Paris. Gaderne vare fulde ikke af fint klædte Herrer og Damer og elegante Kjøretøier, men af Arbeidere, der gik og drev, fordi de Intet havde at bestille; man maatte sige, at den blaa Bluse var Frankrigs Nationaldragt.
Jeg kom til Paris d. 4. Mai, samme Dag som det langt om længe var lykkedes at faa en konstituerende Forsamling til at træde sammen. Den provisoriske Regjering havde gjort alle mulige Anstrengelser for at paavirke Folkestemningen, og dog var Resultatet af den almindelige Stemmeret, at det ultrademokratiske og det socialistiske Parti kun var en ringe Minoritet. Men Forholdenes Magt var uimodstaaelig; det gik som sædvanlig: Majoriteten vovede ikke at modsætte sig Minoritetens Villie. Nationalforsamlingen anerkjendte strax Republiken ved Acclamation, og den Regjering (Pouvoir exécutif), som valgtes d. 10. Mai, bestod af fuldblods Republikanere. Lamartine havde endog sat igjennem, at ogsaa den radikale Ledru-Rollin blev Medlem af den. Dette var en Indrømmelse til det yderste Venstre, men Socialisterne fik ingen Plads; og dog var det væsentlig ved deres Hjælp, d. e. ved den af Socialistførerne opagiterede Hovedstadspøbel, at Louis Philippes Throne var omstyrtet. Den provisoriske Regjering havde ogsaa lige i det første Øieblik lovet at sikkre alle Arbeideres Existents; den havde lovet, at alle Arbeidere skulde faa Arbeide. Man var rigtignok ikke saa konsekvent, at man anerkjendte "Retten til Arbeide"; Lamartine erklærede, at dette Begreb forstod han ikke, og vilde ikke sætte sit Navn under et Dekret, der proklamerede det. Man vilde heller ikke indrømme Louis Blanc det forlangte "Fremskridtsministerium"; men man gjorde ham til Formand for en Kommission til at undersøge og ordne Arbeiderforholdene. Kommissionenhavde sit Sæde i Palais Luxembourg (Pairskammeretsforrige Lokale). Her samlede Louis Blanc Delegerede fra Korporationerne i Paris, hvis Tal efterhaanden voxede til 6—700, og disse antoges at kunne raade over 30—40,000 Mand. Paa den anden Side havde Regjeringen for at indfrie sine Løfter oprettet "Nationalværksteder" (ateliers nationaux), inddelte paa militær Vis i Sectioner, og bevæbnede (men ikke uniformerede) som en Nationalgarde. Enhver kunde melde sig til dem, og Staten gav dem Arbeide (væsentlig Jordarbeider) til 2 Francs om Dagen, eller hvis dette ikke kunde skaffes, 1½ Franc, som dog kort efter blev nedsat til 1 Franc og kun beregnet for Søgnedagene. Den sidste Klasse, de Arbeidsløse, var over 5 Gange saa stor som den første. Udgifterne beløb sig til 95,000 Francs om Dagen, og det udførte Arbeide var i Virkeligheden Intet værdt. Man forstaar, hvilken Fare disse Forhold maatte medføre. Allerede den provisoriske Regjering havde to Gange været lige ved at blive styrtet af Socialisterne; skulde disse nu finde sig i en Nationalforsamling og en ny Regjering, der stillede sig endnu mere afvisende imod deres Fordringer? Umuligt! De havde jo Magten, og det forstaar sig, at de vilde bruge den.
Den 15. Mai skulde Nationalforsamlingen behandle en Interpellation, om Frankrig ikke vilde komme Polen til Hjælp. Under Paaskud af at frembære en Petition desangaaende begav en kæmpemæssig Procession sig fra Bastillepladsen til Nationalforsamlingen. Den kom ikke uventet, og der var givet Ordre til at standse Folkemassen ved Militær; men Ordrerne bleve ikke udførte. Massen tiltvang sig Adgang til Forsamlingen, erklærede denne for opløst og udnævnte en ny Regjering, selvfølgelig lutter Socialister. Disse ilede tilHotel de Villeog begyndte allerede at udstede Forordninger; men Glæden var kun kort. Medens en lille Afdeling afGarde mobilebefriede Nationalforsamlingenfor de ubudne Gjæster, blevHotel de Villeomringet af Nationalgarden, der denne Gang var trofast imod Ordenens Sag, og Hovedmændene for Oprøret bleve fængslede, for saa vidt som det ikke lykkedes dem at undkomme.
Alt dette erfarede jeg først bagefter; medens det stod paa, havde jeg ingen Anelse om Situationens Alvor. Jeg havde gjort mig Umage for at faa Billet til Tilhørerpladsen i Nationalforsamlingen for at høre paa Interpellationen, men havde ikke kunnet opnaa det. Jeg var paa Veien til Bibliotheket, da jeg hørte Allarmtrommen. Saa var der ingen Ro til Studium; jeg maatte have at vide, hvad der var paa Færde, men de, jeg spurgte, syntes ikke at vide mere end jeg. Paa Hovedruten, iRue St. Honoréfandt jeg Alt roligt; Toget var gaaet igjennem Boulevarden. Jeg gik ind i Sidegaderne og traf flere Steder Samlinger af Folk, hvori politiske Emner diskuteredes, extemporerede Folkemøder, hvor de Forbigaaende standsede for at høre, hvad der blev sagt, og efter at have henkastet et Par Ord gik videre. Der var for det meste ingen særlig Ophidselse; Talerne udviklede deres Mening simpelt og klart, og baade Store og Smaa hørte med stor Opmærksomhed til. Et Sted drøftedes Spørgsmaalet om Intervention i Polen og Italien. Taleren vilde ikke anbefale at hjælpe Polen. Det havde jo een Gang været et Rige lige saa stort som Frankrig; hvorfor havde det da ikke hjulpet sig selv? Havde Polakkerne villet være fri, havde Ingen kunnet hindre dem deri; saa var hver Mand bleven Soldat ligesom i Frankrig; Friheden maatte altid seire. Men Polakkerne vare Slaver ligesom Russerne. De vare de store Herrers Slaver; det var Sagen. Og derimod havde Ingen Noget at indvende. Et andet Sted talte man om Arbeidets Organisation. En Taler udviklede, at naar man vilde danne store Associationer af Arbeidere, maatte disse jo enten være tvungne eller frivillige. I første Tilfælde var det kun en maskeret Kommunisme, i det andetvilde netop de dygtigste Arbeidere vægre sig ved at gaa ind deri, og Enhver, der havde Familie, vilde bestemt frabede sig det. Man maatte heller ikke tro, at man derved ophævede Konkurrencen. Fandt denne ikke Sted imellem enkelte Mænd, vilde den finde Sted imellem Associationerne, og var hele Frankrig forenet til een saadan, vilde det have at konkurrere med Udlandet. Derpaa svaredes, at den franske Revolution, der i tre Maaneder havde udbredt sig saa vidt, snart vilde brede sig over hele Verden, og Arbeiderne vilde alle andre Steder forlange det Samme som i Frankrig. "Aa ja! om 20 Aar," svarede en Tredie, hvorpaa han gik sin Vei, og Flere med ham. — Saaledes kunde man høre tale bag Kulisserne; den Fanatisme og Exaltation, som raadede paa den store Skueplads, deltes ikke af det hele Folk, ja ei engang af den største Del.
Da Oprøret var dæmpet, bleve de værste Klubber lukkede og de irregulære Troppekorpser opløste, medens man for at forebygge Gjentagelse kaldte regulære Tropper til Paris og udnævnte General Cavaignac til Krigsminister. Men det varede ikke længe, inden Klubberne aabnedes paany; Pressens Angreb blev voldsommere end nogensinde; det var aabenbart, at der forberededes et nyt og alvorligere Angreb. I Nationalværkstederne voxede Forbittrelsen. Fra hele Frankrig strømmede Arbeidsløse derhen, og Massen forøgedes endmere ved en stor Mængde frigivne Galeislaver. Arbeidsministeren Trélat sagde: "Jeg kjender ikke mere den franske Arbeider, han som før var saa god, saa flittig, saa taalmodig, saa sindig i sin Tale. Jeg finder Følelser, som jeg aldrig før har set hos mine Landsmænd, ikke den franske Broderlighed, men Udlandets Had." De mod Republiken fjendtlige Partier, især Legitimisterne og Louis Napoleons Tilhængere, pustede til Ilden. Velklædte Folk gik omkring og uddelte Penge iblandt Arbeiderne, og paa mere end eet Sted støbtes der Kugler og fabrikeredes Krudt.Faren var overhængende. Saa besluttede Nationalforsamlingen sig til at indskrænke Nationalværkstederne. Den bestemte, at alle Mænd imellem 18 og 20 Aar skulde indrulleres i Hæren, og en Del af de Andre sendes bort fra Paris til Solognes Heder og andre Steder, hvor der kunde findes Arbeide til dem. Den 22. Juni om Morgenen vare Jernbanerne rede til at føre dem til deres Bestemmelsessteder; men de vilde ikke reise. Kampen var umiddelbart forestaaende. Oprørshæren fik Ordre til at møde den 23. om Morgenen Kl. 6 paa Pantheon-Pladsen. Regjeringen anmodede Krigsministeren om at lade Pladsen besætte af Militær; men Ordren blev misforstaaet, og uden Hindring samlede Oprørerne sig paa Allarmpladsen. Kl. 10 erfarede jeg, at der var reist Barricader vedPorte St. DenisogPorte St. Martin. Jeg skyndte mig ud at se, hvordan Sligt saa ud. Da jeg kom ud iRue St. Denis, var der ikke et Menneske at se i hele den lange Gade, men for dens nordre Ende laa der en Barricade tæt besat med Mennesker. Jeg gik et Par Skridt op imod den, da hvinede der en Geværkugle forbi mit Øre, og bag ved mig hørte jeg Raabet "Tilbage!" (en arrière). Det var en Afdeling af Mobilgarden, der styrtede frem imod Barricaden. Jeg skyndte mig hen til den nærmeste Gadedør, og næppe vare Tropperne komne forbi, førend der begyndte en hidsig Kamp, som varede et Par Timer. Jeg gik hjem; thi hvorfor skulde jeg være ørkesløs Tilskuer ved en saadan Scene, hvoraf jeg dog i Virkeligheden Intet kunde se? Men jeg havde ikke Ro paa mig; et Par Timer senere gik jeg igjen ud. Jeg gik over paa Øen (la Cité), hvor et Par Landsmænd af mig boede i et lille Hotel imellemPont St. MichelogPetit Pont. En vældig Barricade spærrede den sidstnævnte, opført ikke af væltede Omnibusser o. a. l., men af svære Kvadersten, der vare bestemte til en stor Bygning, der skulde opføres i Nærheden. En Afdeling af Nationalgarden ogGarde républicainevar i Færd med at angribe den, men uden Held. Der var en heftig Geværild fra begge Sider. Jeg bankede paa Hotellets Gadedør. Man vilde ikke lukke op; mine Landsmænd vare ikke hjemme. Tilsidst forbarmede man sig over mig; jeg kom indenfor Døren, men heller ikke videre. I en mørk Gang maatte jeg staa og høre paa Skydningen en halv Time, indtil mine Venner kom hjem. Saa kom der pludselig en heftig Tordenskylle og afbrød Kampen; de Kæmpende trak sig tilbage paa begge Sider. Flere Timer senere, da Regnen sagtnede, bød jeg mine Landsmænd Farvel for at begive mig hjemad. Imidlertid havde en ny lignende Barricade reist sig paaPont S. Michel, og paa den nordre Side af Øen, ved Blomstertorvet, skjød man med Kanoner imod en tredie Barricade. Ved Henrik IV.s Statue var en Mængde Mennesker samlede. En Ordonnants kom gallopperende. Han blev standset og visiteret. Folkemængden var ikke til Sinds at ville hjælpe Regjeringen. Jeg begav mig langsomt hjemad, besøgte underveis O. Lehmann; han vidste ikke mere Besked med, hvad der foregik, end jeg; vi vare i en Stemning som paa et Skib i heftig Storm, hvor man ikke veed, hvad Enden kan blive. Og da jeg endelig kom hjem i min egen Hule, blev jeg nødt til at blive der. Paris blev erklæret i Beleiringstilstand; Ingen maatte forlade sit Hus, ja man maatte ei engang see ud af sit Vindue; thi Gaden var besat af Militær, og viste man sig ved Vinduet, rettedes øieblikkelig en Bøssepibe imod En. Natten igjennem hørte jeg stadig Skildvagternes Raab:Sentinelles, prenez garde à vous!og saa snart det dagedes, hørte man atter baade Geværskud og Kanontorden.
Det var et formeligt Slag, der blev leveret i Paris, omhyggelig forberedt og planlagt, ikkun derved forskjelligt fra et Slag i aaben Mark, at det blev endnu frygteligere og blodigere. Paris var ikke dengang som nu, efter Hausmanns Omdannelse, gjennemskaaret af brede og lige Gader; desnævre og stundom bugtede Gader vanskeliggjorde et regelmæssigt og samlet Angreb. Havde man naaet at indtage en Barricade ved Storm, trak Forsvarerne sig tilbage til Husene og fyrede ovenfra paa de fremtrængende Tropper, og vilde man rense Husene for disse farlige Fjender, forsvandt de atter, snart igjennem gjennembrudte Vægge ind i Nabohuset, snart op paa Taget eller ned i Katakomberne, hvor Huset var bygget over saadanne. Oprørerne vare i Besiddelse af hele den østlige Del af Byen.Clos St. Lazare,Place Maubertog Pantheon vare de stærkt befæstede Udgangssteder, hvorfra de arbeidede sig frem for at bemægtige sigHotel de Villeog Nationalforsamlingens Palais. Cavaignac, hvem hele Overledelsen af Forsvaret blev overdraget, mente først og fremmest at maatte sikkre sig disse Steder; derfra vilde han tilbageerobre det øvrige Paris. Men han gav sig Tid; han vilde ikke foretage noget Hovedangreb, før han havde overset hele Stillingen og var i Besiddelse af de fornødne Kræfter til at vinde en afgjørende Seir. Derfor vandt Oprørerne i Begyndelsen stadig Terrain. Den første Dag var det saa godt som kun Mobilgarden og Nationalgarden, der kæmpede imod dem. De kæmpede med stor Tapperhed og Energi, men de bleve trætte; de klagede over, at Linietropperne ikke kom dem til Hjælp, og hist og her ymtede man om Forræderi i Regjeringen. Først sent om Aftenen og den følgende Formiddag ankom der Forstærkning fra Provinserne, og nu gik det rask fremad. Den 24. havde Lamoricière gjort sig til Herre over hele den venstre Seinebred, men paa den høire rasede Kampen endnu lige stærkt. Den 25. om Aftenen sendte Cavaignac Erkebispen af Paris, Affre, med en Proklamation til Oprørerne for at bevæge dem til at nedlægge Vaabnene. Han blev skudt. Kampen maatte fortsættes; først d. 26. Kl. 1½ om Eftermiddagen kapitulerede St. Antoine.
Da der ikke var mere at gjøre for mig i Paris, havdejeg tænkt at reise derfra d. 24.; men saa kom Beleiringstilstanden. Jeg vilde dog gjøre et Forsøg paa at slippe bort; men den første Betingelse var, at jeg maatte have mit Pas, som laa hos den danske Gesandt, Grev J. L. Moltke, der boede paa den andenSideaf Seinen i Rue St. Germain. Den 25. om Formiddagen henvendte jeg mig til Befalingsmanden over den Afdeling af Nationalgarden, der havde besat den Gade, hvor jeg boede. Han medgav mig et Par Nationalgardister, der eskorterede mig til Vagtposten ved Enden af Gaden, hvorfra en lignende Eskorte førte mig til den næste o. s.v. Saaledes gik det et Par Gader igjennem; men da jeg kom tilRue St. Honoré, vilde man ikke lade mig komme videre; man forsikkrede mig, at jeg ikke vilde have Brug for mit Pas, da ikke et eneste Menneske fik Lov til at forlade Byen. Den næste Dag lykkedes det dog. Kampen var til Ende, og jeg kunde forlade den stakkels, halvt ødelagte By.
Efter en stormfuld Overfart fra Calais til Dover ankom jeg til London i Selskab med en elskværdig fransk Familie, der var bosat der, en ung Skomager og hans Hustru. De boede ved Begyndelsen afRegent Street, i Quadrant, der endnu dengang havde den smukke Søilegang foran Husene, som senere har maattet vige Pladsen for den tiltagende Færdsel. Fremmed som jeg var i den store Stad, var jeg glad ved at modtage deres Tilbud om midlertidigt Ophold hos dem, indtil jeg fandt mig en passende Pension.
I London var der endnu mindre at gjøre for en dansk Journalist end i Paris. Nu var der jo Vaabenstilstand eller Underhandlinger derom; hele Sagen var lagt i Diplomaternes Haand. Det var harmeligt at se, hvor lidet vor braveGesandt Reventlow formaaede ligeoverfor Tysklands Repræsentant, den almægtige Ritter Bunsen. I Palmerston havde Danmark ikke havt nogen Fjende, men heller ingen varm Ven. Nu var han afløst af Russell, som var afgjort tysksindet. Den engelske Presse var enten ligefrem tyskvenlig eller ønskede frem for alt Fred og anbefalede derfor det nemmeste Middel, Eftergivenhed imod den Mægtigere. I den Pension, hvor jeg boede, kom der engang en høi og stærkt bygget Mand ind; han lignede Smeden paa C. Blochs Billede af Hans Tausen i Universitetets Festsal. Rimeligt nok! Det var "den amerikanske Grovsmed" Elihu Burrit, som havde forladt sit Haandværk for at være Fredsapostel. Da han hørte, jeg var dansk, forærede han mig en Bog, han havde skrevet, "Sparks from the anvil" (Gnister fra Ambolten), og lod mig strax vide, at det var Danskernes Pligt at gjøre Ende paa Krigen ved at indrømme Tyskernes Fordringer. Det blev meget snart nødvendigt for mig at afbryde Samtalen.
Med Studierne gik det derimod bedre end i Paris. Her var ikke lukket for Samlingerne, og British Museums rige Skatte stod til min Raadighed. Af engelske Lærde gjorde jeg Bekjendtskab med Vasesamlingens Bestyrer, den elskværdige Dr. Sam. Birch, og med Oberst Leake, hvis topografiske og geografiske Arbeider havde været min Ledestjerne i Grækenland. Det var en høi, mager Mand, som nu paa sine gamle Dage levede stille i Studerekammeret, omgivet af Oldtidslevninger.
Efter en Maaneds Forløb vendte jeg tilbage til mit Fædreland. Jeg havde forladt det under Angst og Sorg, men opfyldt af en eneste Tanke, Tanken om at værge Danmarks Ære og Liv, der fik et saa mægtigt Udtryk i Sangen: "Dengang jeg drog afsted", og som, da vi maatte vige for Overmagten, trøstede sig med: "Gud han raader, naar vi fange Seir igjen!" Nu havde vi Vaabenstilstand, men de troløseFjender benyttede den til at behandle Sønderjylland som et erobret Land; den kamplystne danske Hær var fordømt til Uvirksomhed, og det misfornøiede Folk trøstede sig, kortsynet som det var, med at trumfe i Bordet og raabe "det skal ei ske"! Det var ogsaa en Sanger, der gav denne uheldsvangre Stortalenhed Udtryk; men hvilken Forskjel fra den Sang, der 5 Maaneder tidligere havde givet den sande Fædrelandskjærlighed Udtryk og opflammet Folket til at offre Liv og Blod for Fædrelandets Frelse!
Det følgende Foraar udbrød Krigen igjen, og den begyndte med den forfærdelige Ulykke ved Eckernførde. Slaget ved Kolding var atter et beklageligt Misgreb; vi havde ikke Andet at trøste os med, end at det lykkedes Rye ligeoverfor den overlegne Fjende at føre Hæren frelst tilbage til det nordlige Jylland. Først den 6. Juli kom Opreisningen, da det store Udfald fra Fredericia tilføiede Oprørshæren et afgjørende Nederlag. Men det var en blodig Dyst, og Seiren kostede mange Taarer. Jeg selv mistede dèr en kjær Broder, der faldt ved Stormen paa Treldeskandsen. Atter Vaabenstilstand og pinlige, frugtesløse Underhandlinger, der endtes med den saakaldte simple Fred i Berlin 2. Juli 1850, hvorefter de fremmede Tropper forlod Slesvig og det tillodes Danmark at sætte sig i Besiddelse af Hertugdømmet; altsaa ny Krig, men kun imellem Danmark og Oprørshæren. Jeg gjorde paa den Tid med min Ven Johannes Fibiger en Sommerferiereise i Norge. Vi havde Glæde nok af at gjennemstreife dette vidunderlige Land fra Christiania til Bergen og fra Throndhjem til Christiania og af at fornye gamle Bekjendtskaber og stifte nye med elskværdige Mennesker, der modtog os fuldstændig som Landsmænd; men vort Hjerte var ikke let, og vore Tanker søgte bestandig tilbage til Sønderjylland, hvorfra vi under Datidens Samfærdselsforhold kun fik sjældne og sparsomme Underretninger. Først d. 5. August om Aftenenfik vi Efterretning om Slaget ved Isted d. 24.—25. Juli. Vi befandt os paa Gaarden Moen i Gudbrandsdalen. Det var en smuk Sommeraften; Solen havde allerede trukket sig tilbage bag Bjerget, men kantede endnu de mørke Skyer med en straalende Guldrand. Da kom der en Reisende sydfra, en norsk Præst, og fortalte os, at der havde staaet et blodigt Slag; Danskerne havde seiret, men de havde mistet 2000 Mand. Han var stærkt rystet over Blodbadet, og vi havde en Fornemmelse af, at det ikke var de Danske, han havde mest Sympathi for. Eet var der dog, han ikke kunde tilgive Slesvigholstenerne, at de havde givet General Ryes Oppasser 600 Daler for at skyde ham. Nordmanden troede paa dette uhjemlede Sagn om hans Landsmands Endeligt; det var Sagnet om Carl XII.s Død, der gik igjen.
Jeg var imidlertid bleven udnævnt til Professor den 30. Juli 1849 og kunde nu have Raad til at underholde en Familie. Den 10. Juli 1852 ægtede jeg Minona Güntelberg. Hun var 3½ Aar yngre end jeg. Jeg havde kjendt hende i min Barndom, og jeg huskede godt den lille 5 Aars Pige med de brune Lokker, som jeg legede med og fortalte Historier; men Tiden havde skilt os ad, og først efter mange Aars Adskillelse traf jeg hende atter i en Jernbanecoupé, hvor en fælles Veninde gjorde os bekjendte med hinanden. Barnet var blevet en skjøn ung Pige, hvis sjælfulde Ansigt vidnede om den Aandens og Hjertets Rigdom, som i saa mange Aar skulde være mit Livs Lykke. Hun delte ganske mine Interesser. Hun havde et ualmindelig fint Øie for Kunsten og var lige saa begeistret som jeg for de store Mesteres Arbeider, medens en sund Kritik gjorde hendeligegyldig for alt, hvad der var middelmaadigt. Naar hun ledsagede mig paa mine Reiser, hvilket næsten altid var Tilfældet, havde jeg dobbelt Udbytte af dem. Hendes Alderdom har været lidet glædelig. Efter at en Cyklist havde kørt hende over, sprang der et Par Blodkar i Hjernen, og et apoplektisk Anfald medførte en fuldstændig Lamhed i den venstre Side. Siden den Tid laa hun i henved 6 Aar fængslet til Leiet uden at kunne sysselsætte sig med nogen Ting. Legemlig og aandelig lidende levede hun kun i de gamle Erindringer og i Kjærligheden til sin Mand og sine Børn. Guldbryllupsdagen blev en stille, vemodsfuld Familiefest, men med fuldt Hjerte kunde vi takke Gud for al hans Naade i de 50 Aar. Endnu et godt Aarstid laa hun paa det samme Sygeleie; men hendes Tilstand blev efterhaanden roligere. De legemlige Smerter hørte op; hun talte lidet eller intet; men hver Gang jeg kom hen til hendes Seng, hørte jeg de samme Ord: "Min elskede Mand!" D. 3. August 1903 drog hun sit sidste Suk. Faa Dage senere aflagde hendes næstældste Søn et skjønt og sanddru Vidnesbyrd ved hendes Baare.
Vort Ægteskab er blevet velsignet med 3 Sønner. Den ældste, Carl Johannes, f. 3. Marts 1854, blev juridisk Kandidat, derefter Lieutenant i Artilleriet, tilsidst Medlem af den internationale Domstol i Ægypten og Dr. juris. Vi havde den store Sorg at miste ham efter et langt og smerteligt Sygeleie d. 7. Mai 1896. DennæstældsteSøn, Henry Braëm, f. 2. Juli 1855, er Licentiatus theologiæ og Sognepræst i Valby, medens den yngste, Niels Viggo, f. 14. Juni 1864, er dr. phil. og Professor i Mineralogi ved Universitetet.
Min Hustru var kun 4 Aar gammel, da hun mistede sin Moder, og hendes Fader døde i hendes 19. Aar. Den forældreløse Pige blev strax paa det Venligste modtaget af enfjern Slægtning, Søkapitain Braëm, der dengang eiede Rungstedgaard. Hans Stilling i Marinen nødte ham dog til at bo i Kjøbenhavn; det var hans Søster, Elisa Braëm, en høist elskværdig og dygtig Kvinde, der "raadede for Borgen". Hun stillede sig strax i et moderligt Forhold til den unge Pige, der bestandig vedblev at betragte hende som sin Pleiemoder, ogsaa efter at hun havde forladt hendes Hus for at blive Lærerinde, i hvilken Egenskab hun opholdt sig i flere Aar, først hos et Par Præstefamilier i Jylland (Plum i Roslev og Hornemann i Durup), senere i Kjøbenhavn hos Fru Kerr. Ved vort Bryllup betragtede Frøken Braëm sig som Brudens Moder, og hendes hyggelige Bolig i Rungsted blev vort almindelige Tilflugtsted, naar Sommerheden fordrev os fra Byen og Sommerferien opfordrede os til at søge nye Kræfter i den friske Landluft. Rungstedgaard var bleven solgt, men hun havde bygget sig et vakkert og smukt beliggende Hus ved den søndre Ende af Byen, Rungstedhøi. Da jeg havde været gift i 3 Aar, overtalte hun mig til at kjøbe den tilstødende Eiendom, hvorpaa der stod et lille Hus, der kunde indrettes til en tarvelig Sommerbolig for mig og Mine, medens Haven kunde gaa i Et med hendes. Paa denne Tumleplads opvoxede mine tre Sønner.
Fra Tid til anden er det lille Hus blevet ombygget og udvidet en Smule, saa at det, uden at have forandret sin oprindelige Charakter synderligt, endnu i dette Øieblik afgiver en bekvem Sommerbolig for mig og min Familie. Min ældste Søn havde kjøbt en Grund paa den anden Side af Landeveien, lige ud til Stranden, og derpaa opført en smuk Villa, hvor hans Enke og Børn nu bo. Et lille Hus, der laa paa den anden Side af min Eiendom, men nu er forenet med denne, er bleven ombygget til Sommerleilighed for min yngste Søn. Jeg har saaledes en stor Del af min Familie samlet om mig, og Rungsted med dets Strandog dets Skove, med dets Nattergale og dets vilde Roser, er blevet den samme Kilde til Glæde og Sundhed for Børnebørnene, som den har været for deres Forældre og Bedsteforældre, skjøndt den stille Afkrog er forvandlet til et stærkt besøgt Badested.
Jeg blev Universitetslærer i en meget ung Alder, kun 27½ Aar, og var selvfølgelig ingenlunde moden til denne Plads; men jeg havde gaaet i Madvigs Skole og ret samvittighedsfuldt gjennemgaaet det store Pensum af latinsk og græsk Litteratur, som krævedes til den daværende store filologiske Examen. Jeg havde stræbt at tilegne mig Madvigs Klarhed og Simpelhed i Fortolkning og Kritik og hans frie Blik paa Oldtidens Sprog, Litteratur og Statsforfatning, og jeg havde dertil havt den Lykke, som han ikke havde havt, at se Sydens Natur og den klassiske Oldtids Rester, som man nu opfordrede mig til at gjøre den studerende Ungdom bekjendt med. Jeg blev nemlig ansat som Lektor i latinsk og græsk Filologi og Archæologi. Dette stemmede ganske med mit eget Ønske. At Græsk og Latin ikke burde behandles som to særskilte Fag, men at den samme Professor skulde dyrke dem begge, havde jeg altid ment, og det lykkedes mig ogsaa senere ved Madvigs Indflydelse at faa dette slaaet fast. Lige saa overbevist var jeg om, at Filologen ikke uden Ensidighed kunde indskrænke sig til Studiet af de gamle Litteraturer, men ogsaa burde være bekjendt med Monumenterne udenfor Litteraturen, med andre Ord, at Archæologien var en integrerende Del af Filologien. Det var heller ikke dengang saa meningsløst,som det er nu, at paalægge den samme Universitetslærer at docere klassisk Filologi og Archæologi; thi Archæologien var endnu i sin Barndom, og Ingen anede den mægtige Udvikling, som denne Videnskab skulde faa i Aarhundredets sidste Trediedel. For mig var den i 1847 kun en Hjælpevidenskab for Filologien. Mit Maal var at fortsætte Madvigs Virksomhed og supplere den ved Tilføielse af dette nye Fag.
Jeg skulde hjælpe de filologiske Professorer med deres Arbeide, og det Første, der saaledes blev mig paalagt, var det mest Elementære, at holde de latinske Forelæsninger til Anden Examen, som endnu bestod indtil 1850. Men efter at Madvig var bleven Minister (November 1848), overtog jeg ogsaa latinske Forelæsninger for Viderekomne, og efter F. C. Petersens Død (1859) delte jeg og min nye Kollega, Gertz, den græske og latinske Filologi, efter som vi hver Gang fandt det hensigtsmæssigt. Jeg har saaledes i Aarenes Løb holdt exegetiske Forelæsninger over en betydelig Del af den latinske og græske Litteratur, thi det var min Regel saa vidt muligt aldrig at læse 2 Gange over det samme Skrift. I Overensstemmelse med den gamle Regeldocendo discimusansaa jeg det for rigtigt i Aarenes Løb at gjennemgaa den størst mulige Del af Litteraturen med den Grundighed og Fuldstændighed, som Forelæsningen kræver. Hensynet til Studenterne var selvfølgelig det afgjørende. For dem kunde det for det meste være ligegyldigt, om jeg valgte den ene eller den anden Bog af den Kreds af Skrifter, de burde kjende, medens det var en virkelig Fordel at faa en Forelæsning frisk, som den lige var sprunget ud af Studerekammeret. Der kan i en saadan findes Overflødigheder, som man vil udelade, naar man tager Emnet op paany; der kan være Feil, som senere kunne rettes; men mig har det altid forekommet, naar jeg en enkelt Gang blev nødt til at gjentage en tidligere Forelæsning, at jeg da ikke mødtemed saa fuldt et Hjerte, jeg kunde næsten sige, med saa god Samvittighed som første Gang. Ved de systematiske Forelæsninger over Oldtidslivets forskjellige Sider, Litteraturhistorie, Mythologi, Statsforfatning, Epigrafik, Kunsthistorie o. s. v., var Gjentagelsen ofte uundgaaelig; de vigtigste af disse Fag burde gjennemgaas hvert 4. eller 5. Aar, for at ethvert Hold af Studerende kunde faa Leilighed til at høre dem; men ogsaa der søgte jeg altid at finde en ny Form eller et nyt Udgangspunkt. Jeg varierede mellem Forelæsninger og Øvelser, eller jeg udtog en enkelt Side eller en enkelt Del til særlig Behandling. Især iArchæologienvar dette Tilfældet. Ved Siden af Forelæsninger over den antike Kunsts Historie i sin Helhed søgte jeg ved Foredrag over Athen, Rom, Pompeii, Olympia, Pergamos o. a. at give et Billede af Oldtidens Liv, som det viser sig i Monumenterne, idet jeg med det Samme gjorde det danske Publikum bekjendt med de nye Fund, der have kastet et saa overraskende Lys over den klassiske Oldtid; og jeg har navnlig i de senere Aar havt den Glæde, at mine Forelæsninger have samlet en større Kreds af Tilhørere ogsaa udenfor Universitetet. Det har lige fra først af været min Bestræbelse at give mit Foredrag en saadan Form, at det kunde tiltale alle Dannede, og jeg har aldrig kunnet se, at Grundigheden eller Korrektheden led ved, at der anvendtes nogen Omhu paa Formen, som kunde bringe mere Liv i Kundskabsmassen.
Mindre heldig var jeg i mine Bestræbelser for at gjøre selveSprogenemere levende. Tidens Strøm gik i den modsatte Retning, og i Aarenes Løb tiltog den stadig i Hastighed. Græsk og Latin vare jo døde Sprog; anderledes vilde man ikke betragte dem, og faar den Retning, som nu fører det store Ord, Lov til at raade, ville de snart blive nedsatte til blot at være Forsteninger ligesom fossile Levninger fra Urtiden. Men dertil ere de dog sandelig for gode, de Sprog,som i over to tusinde Aar have været Kulturens Bærere og have hævet den menneskelige Tale til den Skjønhed og den Tankeklarhed, som vi nu glæde os over at besidde. Man vil omstøbe Tankerne i et nyt Stof, og man fatter ikke, hvor meget der tabes ved enhver Omstøbning. Man finder den lige Vei til Kilderne for steil og besværlig; man foretrækker at gaa udenom Bjerget. Man vil hjælpe sig med Oversættelser og med "Kulturhistorie". Det er mageligere, men det er en Omvei, en lang Omvei, og Udbyttet er lige saa forskjelligt, som de Indtryk, man modtager paa en Fodreise, ere forskjellige fra dem, man bringer hjem fra en Jernbanetur. I gamle Dage skrev man latinske Epigrammer og citerede Homer og Horats; nu betragtes Græsk og Latin kun som Kadavere til at dissekere. Jeg elskede baade det latinske og det græske Sprog og vilde gjerne bibringe mine Elever den samme Kjærlighed. Af en smuk og ren latinsk Stil har man lige saa megen Fornøielse som af en fransk Stil, og betragtet som Dannelsesmiddel staar den første høiest. Men de moderne Sprog have det Fortrin, at man kjender deres Udtale, og man gjør da mere eller mindre heldige Forsøg paa at gjengive den. Ved Oldsprogene har man opgivet Evret. Naar Begynderen spørger sin Lærer om, hvordan han skal udtale Bogstaverne, faar han det Svar, at han skal udtale dem ligesom paa Dansk. Det skal sagtens være nemmere. Ser man da ikke, at det netop morer Børnene at efterligne det fremmede Tungemaal, og at dette kun interesserer dem, naar det bliver nogenlunde levende for dem? Eleven kan da heller ikke undgaa at lægge Mærke til, at der ikke er to levende Sprog, hvori Bogstaverne udtales ganske ens; hvor kan han da tro, at Grækerne og Romerne udtalte dem som Kjøbenhavnerne? Nei, det er umuligt af Bogstavernes Form at slutte sig til deres Udtale; man kan ikke undvære den mundtlige Fortolkning. Hvis man vilde optage den overleverede Udtale og udtale Latinensom Italienerne og Græsken som Nygrækerne, vilde man baade gjøre Videnskaben og det praktiske Behov en Tjeneste. Men i dets Sted har man fulgt den tyske Skole; man forlanger, at c i Latinen altid skal udtales som k, idet man efter en ensidig Bevisførelse paastaar, at denne Udtale ikke blot har været mulig i en fjern Oldtid, men endog skal have holdt sig indtil Middelalderens Begyndelse. Hvorledes da Sibileringen har kunnet blive indført i alle de afledede Sprog, forklarer man ikke, og man bryder sig ikke om at forvirre de stakkels Disciple ved at lære, at det samme Bogstav skal udtales anderledes i Latin end i Fransk. Ved Optagelsen af den italienske Udtale vilde Forvirringen ophøre og Gaaden blive løst. Ved Græsken er Forholdet tilsyneladende vanskeligere. Det er en let Sag at gjøre sig lystig over de mange forskjellige Tegn for i-Lyden, men det er mærkeligt, at man kan gjøre det, naar man selv ikke adskillerθfraτogχfraκi sin Udtale, og her kan dog Ingen sige, at Udtalen i Aarhundredernes Løb er bleven forandret. Der er Ingen, der paastaar, at de gamle Grækere have udtalt Vokalerne ligesom Nygrækerne; men alligevel mene Traditionens Tilhængere at staa Sandheden nærmere end de, der følge den i Tyskland vedtagne rent hypothetiske Udtale. Møder man med den ligeoverfor en Græker, tror han, det er Chinesisk eller Irokesisk, man taler. Jeg stod imidlertid ene med den Anskuelse, og der kunde ikke være Tale om at føre den igjennem. Jeg benyttede da den moderne (traditionelle) Udtale for mit eget Brug; jeg gjorde mine Disciple opmærksom paa, hvad der maatte antages for rigtigt i denne, og jeg tænkte mig, at ligesom jeg selv under Brugen af denne følte Sproget mere som levende, saaledes kunde ogsaa de Studerende faa en Anelse om det Samme; men da Undervisningen maatte gaa ud paa at uddanne dem til Lærere ved Skolerne, fulgte det af sig selv, at de maatte følge den dèr vedtagne Udtale, og ved Examinernemaatte jeg selv bruge den; men jeg kunde ikke tilbageholde et Suk over, hvad der derved var gaaet tabt.
Naar jeg paa det første nordiske Filologmøde (1876) indledede en Diskussion om Udtalen af Latin og Græsk, var det heller ikke, fordi jeg ventede mig noget positivt Resultat deraf, men jeg trængte til at lette min Samvittighed og for Alvor at gjøre opmærksom paa, hvordan Forholdet virkelig var. Naar man gjennemlæser Referatet i den af Wimmer udgivne "Beretning om Forhandlingerne ved det første nordiske Filologmøde" (S. 8—23), vil man se, at mine Ord ikke fandt synderlig Gjenklang; paa dette Omraade syntes Publikum lidet bevægeligt. Man indrømmede saaledes, at der ikke kunde være nogen Tvivl om den rette Udtale afθogχ, men dog mente man ikke, at den burde optages, fordi "vi have ikke disse Lyde i vore Sprog". Man sagde ikke, at vi ikkekundeudtale dem, thi det forlanger man jo i Engelsk, Islandsk og Tysk; men ved de gamle Sprog vilde man ikke gjøre sig den Uleilighed, skjøndt man indrømmede, at det var i høi Grad praktisk. Havde jeg indskrænket mig til at kræve denne Reform, havde jeg dog vel kunnet fremkalde en Resolution om, at dette burde gjøres; men jeg havde jo villet behandle Sagen i sin Helhed, og saa mødte jeg det brændende Spørgsmaal om Udtalen af c. Man havde ikke Øre for, at baade Svenskerne og Jyderne udtale et j efter Bogstavet k foran bløde Vokaler, saaledes som Traditionen i Italien og tildels i Grækenland og alle de romanske Sprog vise, at Romerne maa have gjort; dette er jo det første Skridt til Sibileringen; men man forkastede denne Udtale af c, fordi Tyskerne og Sjællænderne ikke have den; og hvad der for Italienerne staar som en lille og ganske naturlig Modifikation af den samme Lyd, blev gjort til en radikal Forskjel, der nødvendig krævede to forskjellige Tegn. Da Gotherne optog de klassiske Folks Alfabet, gjorde de ikke nogen saadan Forskjel,og det faldt dem ikke ind, at der skulde bruges mere end eet Bogstav. Dette blev nu k og ikke c; man skrev altsaa Kaisar og ikke Cæsar, men hvordan de udtalte det, vide vi ikke; kun dette se vi, at de senere Slægter under Indflydelse af Skriften have lempet det fremmede Ords Udtale efter deres eget Sprogs Charakter, Noget hvorpaa vi med Lethed af vor egen Erfaring kunne anføre Exempler, der ere langt mere paafaldende. Thi det er vel det samme Fænomen, naar den danske Almue udtaler det engelske Ordstrikeikke streike, men strikke, eller naar Holstenerne have forvandsket danske Stednavne i Sønderjylland, som naar Eskriis er bleven til Esgrus. Man vil dog ikke fra saadanne Exempler kunne slutte til den oprindelige engelske eller danske Udtale.
Noget heldigere var et andet Forsøg paa at gjøre den klassiske Oldtid og dens Litteratur levende, et Foretagende, hvorfor jeg rigtignok ikke tør tilregne mig selv mere end en Del af Æren,Opførelsen af latinske Komedieri Grundsproget. Jeg havde holdt en Forelæsning over Plautus' Curculio. Iblandt mine Tilhørere befandt sig 4 norske Studenter. Det var maaske dem, der først fik den Tanke, at man kunde opføre det nævnte Stykke i Originalsproget. Det filologisk-historiske Samfund greb Tanken og satte den i Værk. Den 4. Mai 1867 blev Curculio opført af Medlemmer af Samfundet i et privat leiet Lokale, Østergade Nr. 15. Texten var tilpasset efter mine Raad; Skuespiller O. Zinck havde instrueret de Spillende, og Victor Bendix havde komponeret en Ouverture og en Melodi til den forelskede Ynglings Arie. Forestillingen var særdeles fornøielig baade for Skuespillerne og for Tilskuerne. Sex Aar senere gjentoges Forsøget i større Maalestok. Den 15. Marts 1873 opførte det fil.-hist. Samfund Plautus' Menæchmi paa Hoftheatret for Medlemmer og Ikke-Medlemmer, saa mange som Theatret kunde rumme. Et Program gjengav paa Dansk StykketsIndhold Scene for Scene, saa at Tilskuerne uden Vanskelighed kunde følge dets Gang, og det var et taknemmeligt Publikum, som aabenbart havde Glæde af Forestillingen. Paa samme Tid opførte man ogsaa i Christiania et Stykke af Plautus paa Latin ved en Fest, der blev holdt til Ære for Professor Aubert. Det var Mostellaria, hvortil Sophus Bugge havde leveret en Textrecension og Gjertsen en Oversættelse. Nogle Aar senere (23. Febr. 1878) opførte de danske Filologer det samme Stykke med lignende Held. Endelig opførtes den 13. April 1883 Miles gloriosus paa Folketheatret. Texten havde jeg forkortet og tillempet, saaledes som det saas af det Program, cand. philol. Chr. Jørgensen forfattede til Veiledning for Tilskuerne; Instruktionen udførtes ligesom ved de tidligere Leiligheder af Skuespiller Zinck. Det har vel tildels været Erindringen om Filologernes Dilettantforestilling, der nogle Aar senere bevægede Dagmartheatrets energiske Direktør til at opføre Stykket i en dansk Bearbeidelse, saa at ogsaa det ikkestuderte Publikum kunde faa Lungerne rystede ved den latinske Digters uimodstaaelige Komik.