Al den Tid, der kunde undværes fra Filologien, anvendte jeg paaArchæologien. Det var en taknemmelig Opgave; mine Tilhørere fulgte mig med Interesse. Men det var vanskeligt at tilveiebringe det fornødne Undervisningsmateriel. De værdifulde Gibsafstøbningssamlinger i Kunstakademiet og Thorvaldsens Museum havde betydelige Huller, og Nationalmuseets lille Antiksamling havde endnu større. Heller ikke den archæologiske Litteratur var fuldstændig til Stede, og de større Værker vare kun tilgængelige paa Bibliothekerne. Det var da naturligt nok, at jeg ikke strax kunde løsrive mig fra den traditionelle Behandling af den græske Kunsthistorie, at lægge de litterære Kilder til Grund og bruge Monumenterne som Illustration til Litteraturen; men under Studiet gik det mere og mere op for mig, hvorlidet man kan stole paa de hos Plinius, Pausanias og andre opbevarede Notitser, der ikke sjælden modbevises ved de bevarede Monumenter. Litteraturen er en uundværlig Ledetraad, der dog maa benyttes med Forsigtighed, men Monumenterne ere Hovedsagen, d. v. s. de virkelig originale Monumenter, der ere knyttede til bestemte Bygninger og derfor kunne dateres[5]. Men dette Materiale var i min Ungdom forholdsvis sparsomt tilstede, og nu er jeg for gammel til at bearbeide Kunsthistorien, saaledes som jeg ønskede, navnlig fordi jeg ikke længere er i Stand til at foretage Udenlandsreiser; thi Reiser ere for Archæologen og Kunsthistorikeren en Nødvendighed.
I mine første Professoraar var det ikke saa let en Sag at komme til at reise udenlands som nu, Statsunderstøttelserne vare sparsomme, og Carlsbergfondet existerede ikke. Dog lykkedes det mig i Slutningen af Aaret 1857 at opnaa nogen offentlig Understøttelse til enReise til Italien, og min Hustru forstod at indskrænke Hjemmets Udgifter, saaledes at jeg kunde tilbringe Vinteren og det paafølgende Foraar dèr. Denne Reise var ikke blot en ret nødvendig Hvile efter anstrengende Arbeide, men den var først og fremmest en Studiereise, der skjænkede mig blivende Udbytte. Jeg mindes ikke blot det fornøielige Samliv med danske Kunstnere og Videnskabsmænd, men ogsaa den Forbindelse, hvori jeg kom til italienske Videnskabsmænd, til Bestyreren af Museum Kircherianum, PaterMarchi, en elskværdig gammel Mand, der i sit Væsen og Ansigtsudtrykmindede mig om J. F. Schouw, og især til den fortræffelige, høit fortjenteG. B. de Rossi, hvem jeg første Gang saa, da han viste en indbuden Kreds af Udlændinge, hvoriblandt ogsaa Fredrika Bremer, omkring i de af ham opdagede Calixtus' Katakomber. I Pompeii var jeg Vidne til nye, særdeles vigtige Udgravninger. Det store Badeanlæg i Stabiægaden var nylig blevet fremdraget. Efter min Hjemkomst meddelte jeg mine Landsmænd en flygtig Beskrivelse af dem i Filologisk Tidsskrift 1860. I Ostia saa jeg med Forundring, hvorledes det ikke blot er vulkanske Udbrud, der kaste et skjærmende Dække over tusindaarige Ruiner, men selv den moderlige Naturs regelmæssige Arbeide, naar det ikke forstyrres, udretter det Samme, og endnu større Udbytte havde jeg af at besøge de etruskiske Stæder, hvis gamle Beboere i de vel bevarede Gravkamre have vist os, hvorledes de boede, levede og færdedes, saa tydeligt og fuldstændigt, at vi ere nær ved at trøste os over, at deres gaadefulde Tungemaal er os uforstaaeligt. I Ravenna tilbragte jeg herlige og lærerige Dage imellem den romerske Oldtids sidste prægtige Levninger; efter min Hjemkomst søgte jeg at give en Skildring af dem i Steenstrups Dansk Maanedsskrift 1859. Hjemreisen gik fra Venedig igjennem Norditalien og Sydfrankrigs Stæder og over Paris, hvor jeg nu blev i Stand til at foretage et, rigtignok lidet indgaaende Studium af Louvres Museum, som i 1848 havde været lukket for mig.
Af mine følgende Reiser havde to nærmest filologisk Øiemed. En Reise tilEnglandi 1865 var foranlediget ved, at jeg ønskede at konferere et Haandskrift af Plautus i British Museum, og i Foraaret 1874 reiste jeg i en lignende Anledning tilRom. Mine andre Reiser vare væsentlig archæologiske Studiereiser, og her havde jeg for det meste den Glæde at ledsages af min Hustru.
I Oktober 1871 begav vi os paa Veien tilItalien. MinHustru befandt sig ilde; jeg haabede, at Reisen skulde helbrede hende, men strax efter vor Ankomst til Rom fik hun en alvorlig Nervefeber. Denne blev dog heldig overstaaet, og hun kunde allerede deltage i det skandinaviske Juleaftensgilde. Der var ualmindelig mange Skandinaver i Rom den Vinter, og jeg tror, jeg kunde give dem alle Prædikatet "elskværdige". Af Danske var der foruden Kunstnerne, hvoriblandt Jerichau og hans Familie, Conferentsraad Hauch med Familie, min kjære, tidlig afdøde Ven, Dr. Richard Christensen og hans Hustru, den bekjendte Blomstermalerinde Anthonora f. Tscherning, endvidere Telegrafbestyrer P. Faber, Fru Busck (Pastor Gunni Buscks Enke) med sine Døttre, Enkefru Stemann og hendes Broder cand. theol. Olrik o. m. a. Af Nordmænd var der Jonas Lie og Billedhuggeren Borch med deres Familier; af Svenske de to unge Venner Grev Trolle Wachtmeister, senere Diplomat, og Docent, nu Professor, Esaias Tegnér samt Alexandersson, nu Professor i Lund, og den finske Billedhugger Runeberg med Familie. Julegildet var overordentlig livligt; en Beretning derom findes i "Dagbladet" 2. Januar 1872. Faber gav sit Bidrag dertil ved sit satiriske Lune, og Hauch havde skrevet en smuk Sang for de nordiske Kunstnere. Den begynder saaledes:
Her voxe grønne Myrter bag Laurbær i Skjul;— Her er godt at bo —Her holde vi den deiligste, fagreste Jul;— Men Veien til Hjemmet er lang.—
Her voxe grønne Myrter bag Laurbær i Skjul;— Her er godt at bo —Her holde vi den deiligste, fagreste Jul;— Men Veien til Hjemmet er lang.—
Og efter at have dvælet ved Kunstnernes Arbeide i den evige Stad, slutter han:
Dog naar Jert Blik har klaret sig ved Oldtidens Bryst— Her er godt at bo —Og naar I staa med Seir paa Fædrelandets Kyst,— Men Veien til Hjemmet er lang.—Gud give da, I finde maa bag Nordens gamle Træer— Der er godt at bo —Enhver som I har elsket, Enhver som har Jer kjær.— Men Veien til Hjemmet er lang. —Da skal I atter sidde bag Laurbær i Skjul— Der er godt at bo —Og feire i Norden igjen en fager Jul.— Men Veien til Hjemmet er lang. —
Dog naar Jert Blik har klaret sig ved Oldtidens Bryst— Her er godt at bo —Og naar I staa med Seir paa Fædrelandets Kyst,— Men Veien til Hjemmet er lang.—
Gud give da, I finde maa bag Nordens gamle Træer— Der er godt at bo —Enhver som I har elsket, Enhver som har Jer kjær.— Men Veien til Hjemmet er lang. —
Da skal I atter sidde bag Laurbær i Skjul— Der er godt at bo —Og feire i Norden igjen en fager Jul.— Men Veien til Hjemmet er lang. —
Det var den gamle Digters sidste Sang. Da han et Par Maaneder før forlod sit Fædreland, følte han sig svag; men han vilde gjerne endnu engang se Rom — det var 45 Aar siden han havde været der — og han havde Intet imod at lægge sine Ben under Laurbærtræernes Skygge. Trods hans Svaghed arbeidede hans Aand utrættelig, og hyppig besøgte han Vatikanet og andre Samlinger. Engang da jeg besøgte ham, og vi havde talt om vor fælles Gjerning i Hjemmet, udbrød han: "De kan tro, det er mig en Sorg at tænke paa, at jeg nu efter al Sandsynlighed faar en Efterfølger, som vil nedbryde Alt, hvad jeg har stræbt at bygge op." Han ventede, at G. Brandes vilde blive Professor efter ham, men, som man ser, ikke med Glæde, og da man efter hans Død offentlig sagde, at han havde ønsket det, fandt jeg, det var min Pligt at gjøre Offentligheden bekjendt med, hvad han havde sagt til mig. Hvad mig selv angaar, da har jeg hverken ved den omtalte Erklæring eller paa nogen anden Maade havt Indflydelse paa Spørgsmaalet omBrandes'Ansættelse[6].
Hauch døde den 4. Marts og blev begravet paa den protestantiske Kirkegaard i Rom. En Uges Tid tidligere, da jeg selv skulde forlade Rom, stod jeg ved hans Sygeleie og sagde ham et hjerteligt Farvel; jeg anede jo nok, at det var det sidste.
Under mit Ophold i Neapel havde jeg den Glæde at være til Stede ved den særlige Udgravning i Pompeii, der blev foranstaltet i Anledning af vor Konges og Dronnings Nærværelse d. 9. Marts. En Beretning derom har jeg givet i et Brev til "Fædrelandet" 19. Marts. Fra Neapel gik Reisen til Athen, og jeg havde stor Glæde af at vise min Hustru min Videnskabs Fædreland. Efter min Tilbagekomst til Italien tilbragte jeg nogle Uger i Milano med Forsøg paa at dechiffrere den Ambrosianske Palimpsest af Plautus, men gjentagne Sygdomsanfald nødte mig til at afbryde Arbeidet. Den 1. Juni var jeg igjen i Kjøbenhavn. Iagttagelser paa denne Reise har jeg samlet i en lille Bog "Fra en Reise" 1873.
Ti Aar senere (1881—82) fik jeg atter Leilighed til at gjøre en lignende Reise. Jeg ledsagedes denne Gang ikke blot af min Hustru, men ogsaa af min yngste Søn, som lige var bleven Student, og i Rom stødte vore to andre Sønner ogsaa til os. Reisens Hovedformaal var imidlertidGrækenland; jeg vilde se de Egne af Peloponnes, jeg ikke kjendte, og først og fremmest vilde jeg se de epokegjørende Udgravninger i Olympia og Pergamos. Til Olympia og Athen ledsagedes jeg af Skolebestyrer Pio, Billedhugger Aarsleff og Architekt Nyrop; iLilleasienhavde jeg Følgeskab af min ældste Søn. Medens jeg selv har nedlagt Udbyttet af denne Reise i min Bog "Fra Hellas og Lilleasien" 1883, har min Søn i Tidsskriftet "Fra alle Lande" 1882 og 1883 fortalt om Reisen fra Smyrna til Sardes, som vi foretog i Selskab med den bekjendte Historiker Ferdinand Gregorovius.
I Begyndelsen af 1888 reiste jeg paany til Syden med min Hustru. Vi tilbragte Februar og Marts Maaned iÆgyptenhos min ældste Søn, der var Dommer i Mansurah. Fra dette Ophold stammer min Bog "Fra Nedre-Ægypten" 1889. Det var min Hensigt at lægge Hjemveien over Athen for at sedet epokegjørende Fund af archaiske Kvindestatuer, man havde gjort ved Oprydningen af Akropolis; men private Forhold nødte mig til at tage lige til Italien. Jeg haabede om et Aars Tid eller to at kunne oprette det Forsømte; men Haabet slog feil; mit Helbred har ikke senere tilladt mig at foretage nogen længere Reise.
En Universitetsprofessors første Pligt er at være Lærer for de Studerende; fra Embedets Standpunkt er videnskabelig Skribentvirksomhed det Sekundære. Hvad mig angaar, havde jeg ogsaa nok at gjøre med min Embedsgjerning og med at dygtiggjøre mig til den ved nye Studier, og jeg smigrede mig ikke med at kunne spille nogen Rolle i Videnskabens Verden, men under ethvert grundigt og selvstændigt Studium aabner der sig af sig selv nye Syner. Misforstaaelser og Uklarheder hos Forgængerne trænge til at rettes og oplyses, og de nye Anskuelsers Berettigelse maa bevises; Læreren bliver saaledes med Nødvendighed ogsaa Skribent. En stor Del af, hvad jeg har udgivet, staar i umiddelbar Forbindelse med mine Forelæsninger enten for at benyttes ved dem eller som videre Udførelser af det der Behandlede, saasom mine smaa Textudgaver af Ciceros agrariske Taler (1850) og af Plautus' Captivi (1869), min Fortolkning af Madvigs Carmina selecta (1854, anden Udgave 1879), min Udgave af Theophrasts Charakterer med latinsk Kommentar (1868). Ligesaa mine to Universitetsprogrammer "Prøve paa en Fremstilling af Grækernes og Romernes huslige og private Liv" (1863) og "Undervisningen hos Grækerne og Romerne" (1865), der blev oversat paa Tysk af Friedrichsen som "Darstellung des Erziehungs-und Unterrichtswesens" (1870) og i en forbedret, af mig selv gjennemset Udgave 1884, samt derefter oversat paa Nygræsk af Chadzi Konstas i Odessa 1887 (senere i anden Udgave). Endelig ogsaa Universitetsprogrammerne 1876 "Om Grækernes og Romernes Huse med særligt Hensyn til de antike Benævnelser for de enkelte Rum", og 1886 "Tiryns og de dèr fundne Ruiners Betydning for Forstaaelsen af Homer".
Min Udgave af Plautus' Captivi var en lille Forløber for det større Arbeide, som i en Række af Aar optog al den Tid og Kraft, jeg kunde afse fra mine Embedsforretninger, min kritiske og exegetiske Udgave af Plautus i 5 Bind. Jeg haabede ved denne ikke blot at give mine Elever et nyttigt Hjælpemiddel, men ogsaa at afhjælpe et Savn i den filologiske Litteratur. Madvig havde dels i Forelæsninger, dels i Skrifter behandlet de fleste latinske Forfattere af Betydning, men Plautus havde han ladet ligge. Den alvorlige Videnskabsmand følte sig maaske ikke ret tiltalt af den kaade Komiker og fandt ham ikke egnet til Undervisningsstof, men især Textens Beskaffenhed frastødte ham. Det haandskriftlige Grundlag forekom ham altfor usikkert til at opføre en paalidelig Bygning paa, og han var ikke vant til at nøies hverken med Ruiner eller med Kaarthuse. Og dog var her en Opgave, som maatte tages op. Det dreiede sig jo om en af Oldtidens allervigtigste Forfattere, det ældste og i visse Henseender betydeligste Minde om Romernes Sprog og Kultur, den moderne Komedies Fader, en Digter, hvis Lune og Komik endnu i dette Øjeblik henriver Læseren og Tilskueren[7].
Nylig havde ogsaa den tyske Videnskab paa ny taget fat paa denne Forfatter, som havde været forsømt i et Par hundrede Aar. F. Ritschl havde begyndt en stor kritiskUdgave, der blev hilset som et epokegjørende Arbeide, hvorved man endelig engang kunde faa Plautus at se i sin ægte Skikkelse. Han havde givet en klar Fremstilling af Textens Historie og en omhyggelig Kollation af de Haandskrifter, hvorpaa dens Fastsættelse maatte bygges, men i selve Recensionen var han gaaet frem med stor Vilkaarlighed, og i de foretagne Rettelser sporede man ikke Plautus' Aand. Aldeles uforsvarlige vare de Omflytninger af enkelte Vers eller af hele Stykker, han havde foretaget. Ritschls Udgave fjernede sig i Virkeligheden meget mere fra den virkelige Plautus end de ældre Udgaver; men det forekom mig, at man ved en ædruelig Benyttelse af det foreliggende, for en stor Del af Ritschl tilvejebragte Materiale vilde kunne naa en saa korrekt Text, som der kunde naaes, og denne Text burde da ledsages af en fuldstændig, til Nutidens Standpunkt svarende Fortolkning. Idet jeg paatog mig en saadan Opgave, skjulte jeg ikke for mig selv, at jeg kastede Handsken til den tyske Filologi, og at den paafølgende Kamp kunde blive bitter nok; men det syntes mig nødvendigt i Videnskabens Navn at nedlægge Protest imod Ritschls Fremgangsmaade, siden Ingen af hans Landsmænd, der vare nærmest dertil, vilde gjøre det. Senere, da jeg allerede havde udgivet to Bind af Værket, talte jeg derom med Professor Studemund i Strassburg, den Mand, der har indlagt sig større Fortjeneste af Plautus' Textkritik end nogen Anden ved sin overordentlig omhyggelige Kollation og Udgave af den Ambrosianske Palimpsest og ved sine slaaende og smagfulde Textrettelser. Jeg spurgte ham, hvor det kunde være, at Ingen af de tyske Filologer kunde se, at Ritschls Methode var en Afvei. Han svarede: "Naar en Mand her i Tyskland har naaet en saadan Anseelse, kan det ikke hjælpe at træde op imod ham." I Principet var han ganske enig med mig.
Jeg vovede altsaa Forsøget. Første Bind af min Plautus,indeholdende Prolegomena samt Amphitruo og Asinaria, udkom 1875. Det blev naturligvis strax angrebet paa det Heftigste. Jeg besvarede Angrebene i Fortalen til 2. Bind og fortsatte uforstyrret mit Arbeide indtil dets Slutning (1886). De Ritschlske Principer fik ogsaa snart udspillet deres Rolle; han selv har i den sidste Udgave af Trinummus i flere Henseender forladt dem, og saavel de, der efter hans Død have fortsat hans ufuldendte Plautusudgave, som den dygtige Plautiner Leo ere langt fra at følge dem. Min Plautusudgave vandt ogsaa, trods sine Mangler, efterhaanden en vis Anerkjendelse ikke blot i England, men ogsaa i Tyskland. Af 4. Binds 1. Afdeling, Miles gloriosus og Mercator, udkom 2. Udg. 1892.
I December 1851 blev jeg Medlem afVidenskabernes Selskab. Fra 1867 til 1878 var jeg Redaktør af Selskabets Skrifter. Efter mit Forslag vedtog Selskabet, at dets Publikationer, der efter Fundatsen skulle skrives paa Dansk, maatte ledsages af et fransk Udtog, hvis Forfatteren ønskede det. Fra 1887 har jeg været Formand for den historiske Klasse.
Mit første Bidrag til Selskabets Skrifter var en historisk Fremstilling af "Italienernes Delagtiggjørelse i den romerske Borgerret ved Bellum sociale" 1852. Af de andre Afhandlinger, jeg i Aarenes Løb har offentliggjort i Selskabets "Skrifter" og "Oversigter", ere de fleste af ringe Omfang, og mange have kun havt ephemer Betydning. Skulde jeg fremhæve nogen enkelt, vilde jeg nævne "Attiske Studier" 1856, hvori jeg nærmere udførte, hvad jeg først havde fremsat i mit Universitetsprogram 1849 (De Parthenone eiusque partibus), at det af Indskrifterne var klart, at Phidias' chryselephantine Statue havde staaet i den Del af Templet, som kaldtes Hekatompedos, medens Parthenon var den særlige Benævnelse for den bagved liggende Sal, hvorider opbevaredes forskjellige, Gudinden tilhørende Gjenstande, en Anskuelse som i Begyndelsen blev haanet af de tyske Lærde, men en Menneskealder senere, da Dörpfeld havde overbevist sig om, at der ikke i Oldtiden havde været nogen Forbindelse imellem de to nævnte Dele af Bygningen, blev tiltraadt af ham og derefter af Alle. Denne Afhandling blev i 1857 udgivet paa Tysk tilligemed min Reise i Thessalien som "Griechische Reisen und Studien".
Af epigrafiske Bidrag skal jeg nævne "Græske og latinske Indskrifter i Kjøbenhavn" (1854), hvori jeg som et Tillæg til Antiksamlingens lidet betydelige Monumenter meddelte en Del hidtil ukjendte Indskrifter fra Brøndsteds Dagbøger. I Oversigten 1866 udgav jeg "Om nogle af Fr. Rostgaard efterladte Papirsaftryk af græske og latinske Indskrifter". Det var nemlig ikke, som man i Almindelighed antog, en ny Opfindelse at tage Papirsaftryk af Indskrifter, men Fr. Rostgaard havde gjort det henved 200 Aar tidligere, og ved et af disse Aftryk blev det bevist, at en bekjendt archaisk Indskrift (Corp. Inscr. Græc. I n. 34) var et Falsum. I 1878 oplyste jeg den besynderlige Feiltagelse af Th. Mommsen at tillægge Grækenlands Erobrer Mummius en raa Votivindskrift af en vis Munius. I en Afhandling om de interessante Lovtavler fra Malaca og Salpensa (1862) gjorde jeg bl. a. opmærksom paa, at den nu til Dags saa yndede Forholdstalsvalgmaade allerede havde været anvendt af Romerne, og i en Afhandling om den tredie spanske Lov, lex Ursonitana (1879), paaviste jeg, at den sidst offentliggjorte Tavle af denne Lov var et Bedrageri.
I forskjellige mindre Afhandlinger meddelte jeg Iagttagelser fra mine Reiser eller beskrev uudgivne Monumenter fra vor Antiksamling. Andre vare kritiske Behandlinger af bekjendte antike Kunstværker, saasom en lille Afhandling om "Firbendræberen" (1863), som jeg mener med Urette er bleven kaldet Apollo, og en Afhandling om den BelvederiskeApollo, som jeg efter de dengang (1869) foreliggende Data i Overensstemmelse med Wieseler forklarede som Seirherren over Marsyas, en Mening jeg nu ikke vover at fastholde, da jeg er tilbøielig til at tro, at Furtwängler har Ret i, at den Stroganoffske Apollo ikke er ægte. — Større Betydning tillægger jeg de archæologiske Afhandlinger fra mine senere Aar, der ville blive omtalte nedenfor. — Til den egentlige Filologi henhører Afhandlingen "Om de Keiser Trajan tillagte Breve til Plinius" (1860), hvori jeg søgte at vise, at medens man med Urette har anfægtet Plinius' Breve til Trajan, kunne de Svar paa en Del af disse, som Keiseren skulde have givet, næppe antages for ægte.
Blandt alle mine Skrifter har intet været mig kjærere endN. L. Høyens Levned. Efter at min høit elskede Lærer og Ven var død 29. April 1870, opfordrede hans Familie og Venner, særlig Ploug, mig til at forfatte hans Levnedsbeskrivelse. Det var mig et kjært Arbeide at dvæle ved Minderne, og hans efterladte Breve satte mig i Stand til at forfølge hans Livsbane ogsaa igjennem de Aar, hvori jeg ikke havde kjendt ham; men det syntes mig ogsaa en ligefrem Pligt at klare Forestillingerne om denne Mand, som skjøndt han maatte regnes iblandt Danmarks Store, dog var saa lidet kjendt og havde været Gjenstand for saa stor Miskjendelse. Mængden havde ondt ved at tilegne sig hans ideale Syn paa Kunsten, og naar han opfordrede til ihærdigt og selvstændigt Arbeide og revsede Udskeielser, kaldte man det Ensidighed og Partiskhed. De Kunstnere, der med Rette eller Urette mente, at Bebreidelserne gjaldt dem, kaldte ham en ildesindet Kritiker og dømte ham som den, der tog Brødet ud af Munden paa dem; man skulde jo dog leve af sin Kunst.
Min Levnedsbeskrivelse af Høyen udkom 1872, udgivet af Samfundet for den danske Litteraturs Fremme. Ikke mindrekjært var det mig, at den af Høyen stiftede og for en stor Del ved hans personlige Arbeide opretholdte Forening for nordisk Kunst overdrog mig at samle og udgive hans Skrifter, der fandtes spredte paa forskjellige Steder, og hans uudgivne Forelæsninger, der almindelig omtaltes som Mesterværker af Veltalenhed. Høyens Samlede Skrifter udkom i 3 Bind 1871—76.
I Anledning af Kronprinsens Sølvbryllup (1894) besluttede Universitetet at udgive et Festskrift, og det blev overdraget mig at forfatte et saadant. Jeg skrev da en æsthetisk-archæologisk Afhandling omden græske Søilebygnings Udvikling, hvori jeg blandt andet søgte at rekonstruere den ældste ioniske Søileform efter de nyeste Fund paa Samos, i Neandrea, Naukratis og Lokri. Conze opfordrede mig til at lade den oversætte paa Tysk, og det havde jeg ogsaa gjort, hvis jeg ikke med det Samme havde faaet et Brev fra Dörpfeld, hvori han forsikrede, at de Kapitæler fra Neandrea, som Koldewey havde udgivet, og som jeg havde benyttet, aldrig havde existeret; det var en vilkaarlig Sammensætning af to Kapitæler, der ikke hørte sammen, hvilket han vilde paavise i et Skrift, der vilde udkomme med det Første. Jeg besluttede da at afvente dette, en Beslutning jeg nu fortryder; thi Dörpfelds Skrift kom aldrig. Var min Bog udkommet paa Tysk, havde det maaske været en Spore for ham til at udføre sit Forsæt, og man havde kunnet faa at vide, om Koldewey virkelig havde havt Uret. Indtil det modsatte bevises, maa man antage, at han har Ret, og Durm har ogsaa uden Betænkning optaget disse Kapitæler fra Neandrea i 2. Udgave af sinGeschichte der Baukunst bei den Griechen.
Mit Virkefelt var blevet Universitetet, og ikke, som jeg i min Ungdom havde tænkt, Skolerne; men derfor tabte jeg ikke min Kjærlighed tilSkolen. Da jeg i 1856 fandt, at min Embedslønning ikke var fuldt tilstrækkelig til min Families Underhold, søgte jeg at faa Timer i en Skole. Skjøndt jeg fra min tidligere Virksomhed som privat Dimissor havde Ord for at være en dygtig Lærer, faldt det mig dog vanskeligt at faa saadanne, ikke fordi jeg forlangte høiere Betaling, end andre Lærere fik, men fordi man ikke syntes, man kunde byde en Professor 2 Mark, d. e. 67 Øre, for Timen. Tilsidst opnaaede jeg dog for den nævnte Betaling at faa Undervisningen i Græsk i øverste Klasse i Borgerdydskolen hos Professor Rovsing. Men efter et Aars Forløb blev denne Virksomhed afbrudt ved en Udenlandsreise og ikke senere gjenoptaget. Derimod fik jeg nogle Aar senere Leilighed til at gjøre mig bekjendt med Landets Skoler i større Omfang, idet Madvig, naar han somUndervisningsinspektørreiste omkring for at kontrollere Skolernes Afgangsexamen, af og til tog mig med som Medhjælper ved Censuren; og da han i 1874 fratraadte det nævnte Embede, og der i hans Sted blev indsat en Kommission af 3 Medlemmer, blev jeg den ene af disse, hvilkenStilling jeg beholdt i 3 Aar, indtil jeg blev udnævnt til Regentsprovst, og de nye Krav, der derved stilledes til mig, nødte mig til at opgive en Stilling, jeg havde sat Pris paa. Det havde været mig kjært ved denne Virksomhed at fornye gamle Bekjendtskaber og stifte nye, især da jeg fandt, at der næsten allevegne blev arbeidet godt og samvittighedsfuldt. Men jeg dulgte hverken for mig selv eller for Andre, at den hele Organisation ikke behagede mig. Den blotte Examenscensur var efter min Mening en utilfredsstillende Kontrol, og det vilde være langt nyttigere, hvis Undervisningsinspektøren fra Tid til anden overværede den daglige Undervisning. Han vilde derved faa et langt paalideligere Billede af Skolens Arbeide og bedre kunne give Lærerne veiledende Vink.
Den lærde Skole havde undergaaet stor Forandring siden mine Drengeaar. Den daværendeSkoleplanfandtes allerede i Trediverne utilfredsstillende. Man krævede en fyldigere Undervisning i de levende Sprog, men fremfor Alt i Naturvidenskaberne. Hvad der i det første Universitetsaar til Anden Examen foredroges af Fysik, Astronomi og høiere Mathematik, blev saa flygtig lært, at det strax igjen blev glemt; det burde læres i Skolerne for tilbørlig at fordøies. H. C. Ørsted, Schouw og Madvig vare de fornemste Talsmænd for en Reform af Skolen i denne Retning, og efter Forhandlinger med dem og med tre ansete Skolemænd fastsattes en ny Skoleplan. Universitetets præliminære Undervisningskursus (Anden Examen) skulde ophæves og med Undtagelse af Filosofien henlægges til Skolen. Denne blev derved forlænget med et Aar, og Lavalderen for Adgang til Universitetet blev 18 Aar i Stedet for 17. Paa den anden Side skulde Skolens to nederste Klasser nedlægges; Undervisningen i de gamle Sprog skulde skydes to Aar længere frem, og Børnenes Sprogundervisning begynde med de levende Sprog. De tidligere toaarige Klasser skulde forandrestil etaarige, og Modenhedsprøven for Adgangen til Universitetet, Examen artium, der tidligere holdtes ved Universitetet, skulde henlægges til Skolerne. Denne Plan blev i 1845 provisorisk indført i 3 Skoler, og i 1850 udvidet til alle.
At dette var et betydeligt Fremskridt, derom kunde der ingen Tvivl være. I alle Fag blev Undervisningen forbedret, og særlig skete der de tidligere forsømte Realfag og de nyere Sprog tilbørlig Fyldest. Lærerne tog ogsaa med Iver fat paa de nye Opgaver, og der arbeidedes alvorligt i Skolerne, i Førstningen maaske flere Steder for stærkt. De mindre begavede og mindre energiske Disciple havde ondt ved at følge med, og der klagedes over, at Skoleungdommen blev overanstrengt. Dertil kom Misfornøielsen med, at de Studerende nu skulde holdes et Aar længere i Skolen, hvilket undertiden havde pekuniær Betydning for Forældrene, især da der ikke var synderlig Udsigt til, at Studietiden ved Universitetet kunde forkortes; thi skjøndt Anden Examen var ophævet, begyndte Studenterne dog yderst sjælden paa deres Examensstudium strax ved Indtrædelsen i Universitetet, hvilket havde været tilsigtet, men det første Aar anvendtes alene til Filosofien, hvori Fordringerne vare betydelig forøgede. Det syntes endnu at være et Rusaar og at lide af de Mangler, man havde anket over ved dette.
Disse Klager kunde ikke kaldes ganske ubeføiede, og Ministeriet nedsatte en Kommission for at prøve deres Berettigelse. Den nedsatte Kommission foreslog ogsaa nogle Lempelser i Skoleplanens Fordringer; men disse vare altfor smaa til at tilfredsstille de Misfornøiede, og i 1860 begyndte der et sandt Stormløb imod den nye Skoleplan. En anonym Forfatter, E—e, skrev en Piece: "Har Indførelsen af den nye Undervisningsplan for de lærde Skoler været en Fremgang eller Tilbagegang?" hvori han søgte at vise, at det Sidste var Tilfældet. Han fik en vis Støtte af en yngreSkolemand, H—h ("Om Undervisningsplanen og Afgangsexamen ved de lærde Skoler"), der rigtignok i Hovedsagen var aldeles uenig med ham, men havde andre Ønsker og andre Forslag, samt af en tredie Anonym R ("Om det lærde Skolevæsen"), der søgte Hjælpen i den størst mulige Frihed. Madvig imødegik disse Angreb i et fortrinligt lille Skrift "I Anledning af de Angreb, der nylig ere gjorte paa de lærde Skolers Undervisningsplan". Ogsaa jeg tog Del i Debatten ved nogle Artikler i "Fædrelandet" 22., 24. og 25. Septbr. Jeg var overbevist om, at Planen i det Hele var fortræffelig, men jeg havde Intet imod Indførelse af rimelige Lempelser og Indrømmelse af en vis Frihed i Udførelsen. Hvad jeg nærmest krævede, var dog Ophævelse af de Inkonsekventser i Examensordningen, der virkede forstyrrende paa Skolens Arbeide. Den Sidste af alle de Forfattere, der i dette Aar skrev "Indlæg i Skolesagen", var Overlærer Fogh. Ogsaa med ham havde jeg et lille Ordskifte i "Fædrel." 29. Nov., medens hans Skrift fik en fortræffelig Gjendrivelse af E. Holm i "Fædrel." 28. og 29. Decbr.
I den Madvigske Skoleplan begyndte Latinundervisningen 2 Aar senere end i den gamle Skole; før det 13. Aar skulde Disciplene kun lære levende Sprog, først Tysk, siden Fransk. Man havde forsvaret dette ved, at man burde begynde med det Letteste, Simpleste og nærmest Liggende. Jeg havde altid fundet og oftere udtalt, at efter dette Raisonnement burde Engelsk og ikke Tysk blive Begyndelsessproget, saasom det baade ligger Dansken nærmere, er simplere i sin Bygning og langt lettere at lære for Børn. Efter min Mening havde ogsaa den engelske Litteratur nok saa meget at betyde som den tyske, ligesom Engelsk jo ogsaa i langt høiere Grad var Verdenssprog end Tysk; Engelsk burde derfor indtage Tyskens Plads i Skolen. Denne Tanke fremsatte jeg i en Piece med Titel "De lærde Skolers Undervisningsplan og de levende Sprogs Stilling isamme". Den er skreven i 1864 umiddelbart efter Slesvigs Tab. Harmen og Sorgen har sin Del i dens Form, men ikke i dens Indhold. Min Ven E. Lembcke, der paa selv samme Tid udtalte det Samme i "Fædrel." 27. Sept., ender sin Artikel med disse Ord:
"Den fremherskende Plads, det tyske Sprog har faaet i den danske Skole, har det ikke faaet ved et Feilgreb af Skolen eller dens Bestyrelse, men som en naturlig Følge af den Plads, det engang har indtaget i Folkets Liv og siden altfor længe bevaret i dets Forestilling; den er et Udtryk af den Betragtningsmaade, at Danmark i Grunden dog er et Annex til Tyskland; men paa denne Maade kan et Skolefags altfor fremtrædende Plads paa Timetabellen blive til et haanende Trældomsmærke, hvis Udslettelse er en national Æressag."
"Den fremherskende Plads, det tyske Sprog har faaet i den danske Skole, har det ikke faaet ved et Feilgreb af Skolen eller dens Bestyrelse, men som en naturlig Følge af den Plads, det engang har indtaget i Folkets Liv og siden altfor længe bevaret i dets Forestilling; den er et Udtryk af den Betragtningsmaade, at Danmark i Grunden dog er et Annex til Tyskland; men paa denne Maade kan et Skolefags altfor fremtrædende Plads paa Timetabellen blive til et haanende Trældomsmærke, hvis Udslettelse er en national Æressag."
Der var mange Flere, der delte mine Anskuelser og Ønsker; men det kunde ikke sættes igjennem. Tysken syntes af mange Grunde lige saa uundværlig nu som tidligere; men det varede en rum Tid, inden vi kunde forsone os dermed. Ikke at vi vilde undvære, hvad den tyske Videnskab og Kultur kunde byde os, men vi vilde ikke have Udseende af at være Tyskere. Vi vilde, at de skulde se, at vi vare et dybt krænket Folk, der ikke kunde betragte dem som Brødre, før de havde gjort i det Mindste en Del af den gjorte Uret god igjen.
Det var min Regel, naar tyske Videnskabsmænd besøgte mig, da at tale Fransk med dem. Tankeudvexlingen led ikke derved, men de Fleste følte sig ubehagelig berørte deraf. Dog var der ogsaa dem, der fandt det ganske naturligt. Jeg skal anføre et Par Exempler. I 1872 ankom min Hustru og jeg en Aftenstund til Pompeii. Hotellets Pensionærer sad netop ved Aftensbordet. Selskabet bestod af Russere og Tyskere, og Samtalen førtes paa Tysk; men saa snart vi traadte ind og det blev sagt, at vi vare Danske, blev Sproget efter Forslag af Professor Gädechens fra Jena øieblikkelig forandret til Fransk. To Aar senere besøgte jegProfessor Studemund i Strassburg, med hvem jeg ønskede at drøfte et Par Spørgsmaal vedrørende Plautus. Hans første Ord til mig var: "Sprechen Sie Deutsch oder Französisch?" Jeg svarede, at naar jeg besøgte en Tysker i hans Hjem, talte jeg Tysk, men besøgte han mig i Danmark, vilde jeg bede ham at tale et andet Sprog. I flere Aar fastholdt jeg dette Princip, men i Længden lod det sig ikke gjøre, i alt Fald ikke lige over for Videnskabsmænd, med hvem jeg kom i nærmere Berørelse, og som jeg betragtede som virkelige Venner.
Klagerne over Skoleplanen fortsattes, snart fra den ene, snart fra den anden Side; kun Eet var der, hvorom alle Klagerne kunde samles, det populære Slagord Overanstrengelse. Det ene Parti ankede over, at Mathematikens Fordringer vare altfor overdrevne, det andet over, at de gamle Sprog krævede for meget. Tilsidst mente Kultusminister Hall, væsentlig paavirket af sin Ven M. Hammerich, at finde et Universalmiddel i en Deling af Undervisningen i Skolens to øverste Klasser, saaledes at Disciplene dèr henholdsvis fritoges for de Fag, som de havde mindst Interesse og Anlæg for og antoges at faa mindst Brug for i deres fremtidige Livsstilling. Der nedsattes enKommission, bestaaende af Madvig som Undervisningsinspektør, Professor Steen og Rektorerne Birch og Forchhammer, for at udarbeide et Forslag til en saadan Ordning, og dette Forslag blev forelagt Rigsdagen for at ophøies til Lov. Dette havde ikke været nødvendigt, Ændringen kunde være foretaget ved kongelig Anordning. Det var et Misgreb at give et saadant uprøvet Forsøg en Lovs Uforanderlighed, og besynderligt var det at se en saa usagkyndig Autoritet som Rigsdagen drøfte Skolelovforslagets enkelte Bestemmelser og slaa dem fast, saa at mulige Feil ikke kunde rettes uden ved en ny Lov.
Loven af 1. April 1871 indførte efter fransk Mønster enTvedeling (bifurcation) af Skolen. Tidligere havde man forlangt, at alle Studenter skulde være i Besiddelse af den samme almindelige Dannelse, nu ophørte Fællesskabet med det 16. Aar, medens man først blev Student 2 Aar senere. I de sidste 2 Aar var Skolen delt i en sproglig-historisk og en mathematisk-naturvidenskabelig Afdeling, af hvilke den første ikke lærte Mathematik, den anden ikke de gamle Sprog. Madvig gik kun modstræbende ind paa Tvedelingen, og dog bærer han for en stor Del Ansvaret for denne Lov, thi den blev kun vedtaget i Landsthinget med 1 Stemmes Majoritet. Havde han stemt imod den, var den bleven forkastet, hvad den vel havde fortjent, saa ufuldstændig forberedt som den var. Han havde troet at burde give efter for en, som han antog, almindelig Stemning og Ministrenes Ønske i den Forventning, at der kunde bødes paa Manglerne i Principet ved de enkelte Bestemmelser, og han tænkte ikke paa, at naar man giver en vis Mand en Finger, tager han den hele Haand. Han havde saaledes bestandig forlangt, at der skulde skrives latinsk Stil ved Afgangsexamen i den sproglig-historiske Retning; men da dette ikke kunde sættes igjennem, erklærede han i det sidste Øjeblik at ville nøies med, at der krævedes en fransk Stil i Stedet, og da dette var Betingelsen for hans Stemme, blev det vedtaget. Det var en uheldig Bestemmelse; thi i Stedet for en Fordring, som Skolen uden Vanskelighed kunde opfylde ("en let latinsk Stil uden grove Feil") sattes en, som den aldeles ikke kunde magte, idet Fordringerne til det levende Sprog selvfølgelig gik langt videre. Den franske Stil blev ogsaa senere delvis afskaffet, men naturligvis uden at den latinske Stil blev gjenindført.
Loven blev modtaget med blandede Følelser. Overanstrengelse vovede man ikke mere at klage over; men det var dog kun Mathematikerne, som syntes virkelig tilfredse. De havde naaet Alt, hvad de forlangte, en fyldig Mathematikundervisning,saa at Afgangsexamen i den mathematisk-naturvidenskabelige Retning gav Adgang til den polytechniske Læreanstalt. Det Tab i humanistisk Henseende, der var lidt ved, at Undervisningen i de gamle Sprog ophørte saa tidlig, at det, der var lært deraf, ufeilbarlig maatte blive helt glemt, lagde man i Begyndelsen ikke videre Mærke til. Men desto større var Misfornøielsen paa den anden Side, hvor man ikke blot kunde beklage sig over den tilsvarende Ulempe, at Disciplene af den sproglig-historiske Retning paa Grund af Mathematikundervisningens altfor tidlige Ophør vare utilladelig uvidende i dette Fag, men ogsaa over, at selve de klassiske Sprog havde lidt Uret, og det tidligere Kundskabsmaal nu ikke længere kunde naaes.
En af de første, der alvorlig angreb den nye Skoleplan, var Dr.Pingeli den Berlingske Tidende 28. Februar og 1. Marts 1877. Han blev imødegaaet af Madvig i samme Blad 13. Marts, men fortsatte sin Polemik i de to følgende Aar i et Par Piecer: "Om Hovedmanglerne ved den lærde Skole" og "Fortsatte Betragtninger over den lærde Skole". Hans varme og veltalende Indlæg vare dog i flere Henseender for uklare til at kunne udøve Indflydelse, og hans Polemik forblev resultatløs. I de Angreb, der i sin Tid gjordes paa Skoleplanen af 1850, havde det været almindeligt at kaste Skylden for den saakaldte Overanstrengelse paa Madvigs Grammatik. Dette var ubeføiet; men endnu besynderligere var det, naar Pingel rettede sine Vaaben imod "Madvigianismen", idet han under dette af ham dannede Ord sammenfattede Alt, hvad han mente at kunne bebreide Skolen, medens i Virkeligheden Madvig altid havde revset og modsat sig de paaankede Feil. Jeg fik mange Opfordringer til at svare Dr. Pingel, og jeg tog ogsaa fat paa Arbeidet, men det blev overflødigt ved andre, fuldtud fyldestgjørendeGjendrivelser ("Dagbladet" 1.—3. Okt. 1879, og M. Rosing "Dr. Pingel og den lærde Skole").
Misfornøielsen blev imidlertid mere og mere almindelig og gav sig Luft baade i Piecer og Bladartikler (se J. L. Heiberg i det Letterstedtske Tidsskrift 1884.) Imidlertid var der ogsaa paa et andet nærliggende og beslægtet Omraade indført en indgribende Forandring, idet den siden 2. Febr. 1849 bestaaende filologisk-historiske Embedsexamen ved Anordningen af 25. Oktbr. 1883 var bleven afløst af enny Skoleembedsexamen. Tidligere prøvedes Kandidaten i Latin, Græsk, Historie og Dansk (med Oldnordisk); nu indførtes der forskjellige Faggrupper bestaaende af 1 Hovedfag og 2 Bifag, og ved Valget af disse bleve de nyere Sprog stillede lige med de gamle. Dette var et Skridt i samme Retning som Skoleloven af 1871; den encyklopædiske Dannelse veg tilbage for den specielle. Det var en Lettelse for de Studerende, at de kunde kaste sig udelukkende over det Fag, som særlig interesserede dem, og de kunde uddanne sig til videnskabelige Specialister. Men Skoleembedsexamen burde dog ikke være en Prøve for Videnskabsmænd, men for Skolemænd. Skolen er ikke tjent med en Faglærer, som faar Lyst til at lære Disciplene specielle Enkeltheder paa det Vigtigeres Bekostning; den er bedst tjent med en Lærer, der er hjemme paa mere end eet Omraade og ikke er tilbøielig til at overse sine Medlæreres Fag.
Til Gjengjæld indførtes der en Prøve iPædagogik. Kandidaten skulde, inden han blev ansat, have øvet sig i praktisk Lærergjerning og have gjennemgaaet et theoretisk Kursus i Pædagogik. Dette Sidste havde Skolelærerne ofte forlangt, snart paa Tryk og snart i Tale. Naar jeg blev opfordret til at yttre mig herom, havde jeg altid gjort opmærksom paa, at Pædagogiken som Videnskab var et Kapitel af Psychologien og havde sin Plads der, medens Børneopdragelsen og Ungdommens Undervisning var en Kunst; atingen Kunst læres igjennem Theorien, men kun ved praktisk Udøvelse; og at særlig det Stof, som Undervisningskunsten behandler, Ungdommens Sjæle, var saa mangfoldigt og saa zart, at man burde være meget varsom med at indsnævre det i Theoriens Schema. Saa uimodsigeligt som dette var, fandt det dog liden Indgang hos Størstedelen af Skolens Lærere; de vilde nu engang hellere være Videnskabsmænd end Kunstnere. Det faldt naturligvis hverken mig eller nogen Anden ind at nægte, at en dygtig Pædagog ogsaa igjennem Forelæsninger kunde give de vordende Lærere mangen nyttig Anvisning; men havde man en saadan Mand? Derom havde man ikke spurgt, da man anordnede, at der skulde holdes pædagogiske Forelæsninger. Man mente, at dette Fag maatte kunne overtages af en af de filosofiske Professorer, og da Professor Høffding ikke vilde indlade sig derpaa, blev det overdragetKroman. Denne talentfulde unge Mand var desværre uden praktisk Skoleerfaring, hvad der viste sig ved det første Skrift, han udgav efter sin Ansættelse som Docent i Pædagogik: "Om Maal og Midler for den høiere Skoleundervisning" (1886), en Bog, der er skreven med ualmindelig Friskhed og Veltalenhed, og som derfor gjorde stor Lykke hos alle dem, der ikke havde Sagkundskab eller Kritik nok til at gjennemskue de regnbuefarvede Taager. Bogen er stærkt polemisk. Forfatteren fordømmer Tvedelingen i de stærkeste Udtryk; det Principmæssige var en fælles Uddannelse for Alle. Han vilde anse det for forfeilet, om en 13 Aars Dreng, der opdagede, at han havde mest Lyst og Anlæg for de sproglig-historiske Fag, nu ogsaa valgte denne Linie; thi en saadan Dreng havde tværtimod særlig Brug for et Kursus i Mathematik og Naturfag. Efter hans Mening var Skoleplanen af 1850 ypperlig, og der fandt ingen Overanstrengelse Sted efter den. Man burde ikke udelukke noget af Skolefagene, men tværtimod optage en Del flere; Disciplene burde gjøresbekjendt med Alt, hvad de havde Brug for i Livet, og dette kunde gjøres, naar man blot ikke forlangte for meget i hvert enkelt Fag; mange Fag kunde nøies med 1 Time om Ugen. Om dette sidste Forslag maatte rigtignok enhver Skolemand sige, at 1 ugentlig Time var saa godt som ingen. Der var meget andet, der var lige saa upraktisk; men Bogen havde vakt saa stor Opsigt, at jeg fandt det nødvendigt at imødegaa den. Jeg skrev derfor en Anmeldelse af den i Berl. Tid. 20. og 22. Febr. 1886. Ogsaa Tuxen skrev en Belysning af Professor Kromans Forslag til en Skolereform og mange Flere. Der gik derfor heller ikke lang Tid, inden den Virkning, som Bogen ved sin første Fremkomst havde gjort, tabte sig; man beholdt kun det almindelige Indtryk, at Skoleplanen var uheldig og burde ændres.
Der var næppe Nogen, der følte sig mere overbevist derom end selve Kultusministeren,Scavenius. Allerede i 1885 havde han forelagt Landsthinget et Forslag til Ændringer i Loven, men det kom ikke til Behandling. I 1889 gjorde han et nyt Forsøg. Mathematisk-naturvidenskabelige Faglærere og Videnskabsmænd havde i Juni s. A. holdt et Møde i Kjøbenhavn, og dèr saa godt som enstemmig vedtaget en Udtalelse om, at Mathematiken og Naturvidenskaberne for de sproglig-historiske Studerendes Vedkommende var utilbørlig forsømt. Der lærtes for Lidt, og dette Lidet forspildtes derved, at Undervisningen ikke fortsattes i Skolens to øverste Klasser. Dette maatte nødvendig forlanges; den fornødne Tid dertil vilde vindes, naarOldnordiskogGræskblev udelukket af Skolen. Man vidste, at Ministeren delte disse Anskuelser, skjøndt der endnu ikke forelaa noget Offentligt derom. Jeg ansaa det derfor for rigtigt at imødegaa dem, medens det endnu var Tid, og skrev da i Berl. Tid. 23.—24. Juli en Artikel betitlet "Et Skolespørgsmaal". Jeg var enig med Mathematikerne i, at det var en Forurettelse imod de sproglig-historiske Disciple, at Mathematikundervisningenophørte saa tidlig. Jeg fandt det ogsaa rimeligt, at man afskaffede Oldnordisk og anvendte de to ugentlige Timer, der derved vandtes, til Mathematik for de sproglig-historiske og til Latin for de mathematisk-naturvidenskabelige Disciple. Men naar man ogsaa vilde udelukke Græsken, maatte jeg nedlægge en bestemt Protest. Græsken maatte betragtes som et nødvendigt Led af den klassiske Dannelse. Grækenland var jo i Virkeligheden vor Dannelses Vugge; dèr fandt man de rene Kilder, hvorfra den endnu bestandig kunde forynges. Men dertil kom, at for Theologen var Græsken uundværlig. Naar man tænkte sig, at Theologerne kunde lære Græsk i et særskilt Kursus ved Universitetet, saa vilde derved ikke blot Studietiden forlænges betydelig, men det vilde heller ikke være muligt at opnaa en nogenlunde sikker Kundskab i dette vanskelige Sprog, naar man ikke begyndte derpaa i Skolen og fik det indøvet paa skolemæssig Maade. Resultatet vilde blive, at den danske Kirke maatte nøies med Lægprædikanter i Stedet for theologisk dannede Præster.
Min Artikel blev ikke upaaagtet; man paaberaabte sig den oftere i den følgende Diskussion. Ministeren havde nemlig allerede i Slutningen af Juni og Begyndelsen af Juli meddelt Undervisningsinspektionen og Skolerne sine Tanker og efter at have modtaget deres Erklæringer udarbeidet et Forslag, som den 13. November blev sendt til Universitetets Betænkning. Efter dette skulde der beholdes en vis Tvedeling af Skolen. Konsistorium indhentede Fakulteternes Erklæringer over dette Forslag, men disse vare saa indbyrdes afvigende, at det kun kunde raade Ministeren til at lade Sagen hvile, indtil der kunde opnaas større Enighed.
Ogsaa iblandt de private Skolebestyrere og Lærere var der Uenighed. Medens en stor Del af disse i Overensstemmelse med Ministeren ønskede Græsken afskaffet, kæmpede Andre, navnlig Heiberg og Tuxen, for dens Bevarelse.Heibergerklærede, at dens Afskaffelse vilde være at skjære Roden af den klassiske Skoleundervisning, thi saa sandt som det maatte være dennes Maal gjennem Læsning af de klassiske Forfattere at give Disciplene et levende Førstehaandsbillede af den Kultur, hvoraf vor egen var fremgaaet, maatte Græsken være det Væsentlige, Latin det mindre Vigtige. En Udtalelse i denne Retning blev tilstillet Ministeriet. For mig var der ikke synderlig Anledning til at deltage mere i Debatten. Jeg havde udtalt min Mening saa klart, som jeg formaaede, og kunde efter min Alder og Stilling ikke vente, at mine Ord skulde veie synderligt. Dog holdt jeg efter Opfordring i Konservativ akademisk Forening i 1891 et Foredrag om radikal og konservativ Pædagogik, og endnu adskillige Aar senere fandt jeg mig foranlediget til en offentlig Udtalelse. I 1898 tilfaldt det ProfessorGertzat holde Talen ved Universitetets Reformationsfest. Han gav deri et kort Overblik over, hvorledes det var gaaet med Studiet af Oldtidssprogene og Oldtidslitteraturen ved Universitetet og i Skolen indtil vor Tid, og sluttede med den Udtalelse, at for Fremtiden var det nødvendigt, at Græsken helt rømmede Skolen og Latinundervisningen indskrænkedes. Tilhørerne studsede; man havde ikke ventet en saadan Udtalelse ved denne Leilighed. Prof. Gertz bad mig om at anmelde hansIndbydelsesskrift"Stat og Statsforfatning i Oldtidens Hellas", som jeg havde sagt ham, at jeg syntes meget godt om. Jeg svarede ham nu, at jeg i saa Fald ogsaa maatte tage Talen med. Gertz's Tale er trykt i Tilskueren 1898 (S. 987 ff.), min Anmeldelse i Nationaltidende d. 29. Decemb. s. A.
Medens Spørgsmaalet om en Reform af den lærde Skole i fulde tre Fjerdedele af et Aarhundrede havde staaet paa Dagsordenen, og efter forskjellige tildels modsatte Forsøg,under hæftige Partikampe, endnu er langt fra sin Løsning, er der en anden, mindre vigtig Reform, som har havt en lignende Skjæbne, og hvis Historie heller ikke kan kaldes lystelig, den danske Retskrivnings Reform.
"For fyrretyve eller halvtredsindstyve Aar siden existerede der en dansk Retskrivning," siger C. St. A. Bille i 1888, og deri har han Ret. Alle nogenlunde betydelige Forfattere skrev omtrent ens, og denne Retskrivning lærtes i Skolerne med største Lethed. Det var i sin Helhed en god Retskrivning, hvorefter Sproget lærtes og skreves med Lethed og Sikkerhed, og den var saa konsekvent, som man med Billighed kunde forlange. Et og Andet kunde ændres og simplificeres, uden at Helheden blev rokket, og det skete ogsaa efterhaanden. Det var at ønske, at man var bleven saaledes ved. Men allerede 1826 havde Rask fremsat sit Forslag til en fuldstændig Omdannelse af den danske Retskrivning, bygget paa Lydlæren og Etymologien. Det var et videnskabeligt Arbeide, men — Retskrivning er "en praktisk Sag". Den modtager som enhver Praxis gjerne Videnskabens Haandsrækning; men Hovedsagen er Hensigtsmæssigheden. Retskrivningen har kun sin Betydning ved, at man er enig om den. At nu den store Sproggranskers Disciple optog hans Retskrivning i deres Skrifter, kan man forstaa, men at de ogsaa indførte den i deres Skolebøger, var utilbørligt. Skolen er ikke Stedet for Experimenter; den skal gjøre Ungdommen bekjendt med Nutidens Viden og Tankegang og dens Forudsætninger; Fremtiden raader den ikke over. Den daværende "Direction for Universitetet og de lærde Skoler" synes ikke at være bleven opmærksom paa dette Overgreb i rette Tid, og i Tredserne befandt den danske Retskrivning sig i en lidet heldig Opløsningstilstand. Det var et almindeligt Ønske, at den daværende Ubestemthed maatte afløses af bestemte Regler; man misundte Svenskerne, der vare heldigere i den Henseende. Dertil kom, at det stadigvoxende Ønske om en nøiere Tilslutning til Brødrerigerne krævede Fjernelsen af den, ganske vist ikke betydelige, Hindring for Læsningen af svensk Litteratur, som den forskjellige Retskrivning lagde i Veien. Ønsket om en Tilnærmelse i denne Henseende var lige saa levende i Norge og Sverige som i Danmark, og L. K. Daas Forslag, at Udvalgte fra alle tre Riger skulde træde sammen for at forhandle om en fælles Retskrivning, fandt almindelig Tilslutning. I Kjøbenhavn valgtes 20. Marts 1869 af en anselig Kreds af litterært interesserede Mænd[8]5 Repræsentanter til et saadant Udvalg, Professorerne S. Grundtvig og Lyngby, Pastor J. Kok, Rektor Thrige og Konrektor Lembcke, der dog blev forhindret i at give Møde. De fik den Opgave "ved Samarbeiden med de Norske at tilveiebringe hensigtsmæssige Forslag til en fælles dansk-norsk Retskrivning, der kunde ventes at trænge igjennem og afløse den nu herskende Mangfoldighed, og som tillige, i Forbindelse med tilsvarende Forbedringer i den svenske Retskrivning, væsentlig vilde lette den gjensidige Benyttelse af den dansk-norske og den svenske Litteratur."
Mødet holdtes i Stockholm 25.—30. Juli, og Resultatet foreligger i de af de tre Folks Sekretærer udarbeidede Beretninger. For Danmarks Vedkommende er Beretningen forfattet af Lyngby (1870), og i Overensstemmelse dermed udgav Sv. Grundtvig en "Dansk Retskrivningsordbog" (Oktbr. 1870). Men allerede inden denne var udkommen, offentliggjorde de oprindelige Indbydere 21. Juni 1870 en Erklæring, hvori de vel ikke tiltraadte alle de af Stockholmermødet foreslaaede Ændringer, men anbefalede dem, som de mente vilde finde "almindelig Imødekommen". Erklæringener trykt i Grundtvigs "Dansk Haandordbog"(1872) S. VII f. Videre troede man i det Øieblik ikke at turde gaa; men der var ikke Faa af Underskriverne, der vare misfornøiede med denne halve Forholdsregel.
Indførelsen af latinske Bogstaver i Stedet for gothiske mødte ingen Vanskelighed; men beklageligt er det, at man forsømte denne Leilighed til at indføre Tegnet å i Stedet for aa, saa at vi endnu idag beholde saadanne Monstra som "paaagte", "Paaaanding". Ønskeligt havde det ogsaa været, om manhavdeafskaffet Navneordenes Fremhævelse ved store Begyndelsesbogstaver; men disse store Bogstaver ere nu Folkets Kjælebørn, og de fik senere en veltalende Forsvarer i E. v. d. Recke (Store og smaa Bogstaver 1889). — Sandheden er dog alligevel, at de ere unødvendige og upraktiske, og det er meget uheldigt, naar man efter de nu gjældende Regler beholder dem i Navneord, men ikke i Tillægsord, der staa som Navneord, hvor en saadan Fremhævelse, hvis man vil anvende dette Middel, er langt mere nødvendig. Paa den anden Side fulgte man Stockholmermødet i Afskaffelse af Vokalfordobling og understøttende e som Tegn for Vokallængde, uden dog at optage det nødvendige, i den svenske Retskrivning anvendte Komplement, at fordoble Endekonsonanten, hvor Vokalen er kort. Man indsaa nok, at i mange Tilfælde er Betegnelsen af Forskjellen nødvendig for at forebygge Misforstaaelse, men i saadanne Tilfælde, mente man, kunde Vokallængden betegnes med en Akcent, et Nødmiddel, som Publikum dog har fundet altfor fremmed og været meget uvilligt til at benytte.
Naar jeg trods disse og flere Betænkeligheder dog satte mit Navn under den nævnte Erklæring, var det, fordi jeg fandt, at der var ikke Andet at gjøre. Vi maatte ud af det Uføre, hvori vi befandt os, og det kom mindre an paa, at Retskrivningen tilfredsstillede den enkelte Forfatter, endpaa at den blev almindelig antaget. Der var Udsigt til at dette kunde ske med de her fremsatte Regler. D. 9. August 1871 anbefalede Kultusministeren dem for de lærde Skoler og d. 21. Febr. 1872 for alle Landets Skoler. At Underskriverne og mange Flere fulgte dem, saa længe de kunde betragtes som raadende, er en Selvfølge. Men vort Haab, at der derved skulde være gjort Ende paa de orthografiske Experimenter, gik ikke i Opfyldelse. Den ny Bygning var altfor skrøbelig til at kunne holde sig i Længden og blev efterhaanden Gjenstand for flere og flere Angreb. Kultusminister Scavenius fandt, at her burde Regjeringen træde ordnende til, og efter at have raadført sig med nogle faa tilkaldte Forfattere og Sprogmænd, der saa vidt vides, næsten alle fraraadede ham at foretage nogen Forandring, forordnede han i 1888 "nye Retskrivningsregler", og Saaby fik den Opgave at udarbeide en ny Retskrivningsordbog. Der havde været Grund til et saadant Skridt, hvis man enten vilde gaa tilbage til Retskrivningen fra Trediverne, eller omvendt havde villet tage Skridtet helt ud og gjennemføre den Opgave, der oprindelig var bleven sat Stockholmermødet; men de nye Regler vare ikke kvalitativt forskjellige fra de ældre. Var der Regler, man vilde foretrække for de tidligere, var der andre, som det modsatte var Tilfældet med. Det er muligt, at Ministeren fra først af havde paatænkt større Ændringer, men den almindelige Stemning nødte ham til at nøies med dette Compromis. De nye Regler bleve ved ministerielt Magtbud indførte i Skolerne, men havde ikke Autoritet nok til at gjøre sig gjældende udenfor dem.
Det gik Flere som mig, at medens vi siden 1870 samvittighedsfuldt havde overholdt den "Grundtvigske" Retskrivning, fordi den syntes at være en Fællesretskrivning, mente vi nu, efter at denne var ophævet og Ingen kunde vide, hvor længe den "Saabyske" (saaledes kaldet efter denMand, hvem Ministeren overdrog at forfatteRetskrivningsordbogen) kunde holde sig, at vi snarere burde vende tilbage til den, vi havde fulgt i vor Ungdom. Ministerens Regler bleve heftigt angrebne af C. St. A. Bille (Retskrivningsspørgsmaalet 1889) og E. Jensen (Kultusministeriel Orthografi s. A.); navnlig Billes veltalende Indlæg udøvede stor Virkning paa Publikum. Professor P. Hansen foreslog, at en mindre Kreds af danske Forfattere og Sprogmænd, der ønskede at bevare, hvad der kunde bevares af den traditionelle Retskrivning, skulde træde sammen for at arbeide i denne Retning. Efter dette Forslag samledes Amtmand Bille, Prof. P. Hansen, Prof. H. Scharling, Dr. E. Jessen, Redaktør Borchsenius og jeg til et saadant privat Arbeide i al Stilhed. Det var efter vor Opfordring, at Dr. E. Jessen udarbeidede sin "Dansk etymologisk Ordbog", (1893), et Arbeide, som maaske ikke har haft synderlig praktisk Betydning, men har beriget den danske Sprogvidenskab med et smukt og nyttigt Værk. Scavenius' Retskrivningsregler have under hans Eftermand Goos (27. Febr. 1892) modtaget enkelte Ændringer. Gid de maa blive staaende, indtil man engang kan enes om en mere konsekvent og hensigtsmæssig Retskrivning, der kan bidrage Sit til at bygge Bro imellem Brødrerigerne!
Min Ansættelse ved Universitetet bragte mig i Forbindelse med en Kreds af Mænd, som jeg ærede og høiagtede, og som næsten alle vare mange Aar ældre end jeg; men den forekommende Venlighed, hvormed de modtog den unge Kollega, tillod mig ikke at føle mig fremmed iblandt dem. Samlivet med mine Medlærere ved Universitetet er Noget af det Skjønneste, som Livet har skjænket mig. I disse Optegnelser om mit Levned burde de indtage den fornemste Plads; men jeg har ikke Evne til at skildre, hvad de have været for mig. De fleste af dem ere jo ogsaa tilstrækkelig kjendte igjennem deres Skrifter og Andres Omtale. Jeg kan dog ikke nægte mig den Glæde at dvæle ved Erindringen om dem og i det mindste nævne Navnene paa dem, der have staaet mig nærmest og havt mest Indflydelse paa mit Livs Udvikling.
Først og fremmest maa jeg nævneMadvig, hvem jeg skyldte min første Indvielse i Videnskabens Helligdom, mit stadige Forbillede, der, ligesom han havde veiledet mig i Studereaarene, nu ogsaa som Kollega skulde gjøre det i min Embedsgjerning. Han blev rigtignok Minister (November 1848), og Statens Anliggender optog ham, men derfor glemte han mig ikke, og efter to Aars Forløb blev han igjen min Kollega. Det er bleven yttret af en god Ven, at jeg maatte have følt mig trykket af Madvigs Overlegenhed. Dette erikke Tilfældet. Det er aldrig faldet mig ind at sammenligne mig med ham, men jeg har været glad ved at staa ved hans Side, og jeg tænkte mig, at mit Arbejde kunde betragtes som et Supplement til hans. Jeg har liggende for mig et Brev, som jeg skrev strax, efter at han paa Grund af sit svækkede Syn havde set sig nødsaget til at tage sin Afsked fra Universitetet. Jeg udtaler deri min oprigtige Sorg over, at jeg havde mistet min bedste Støtte. Jeg havde aldrig kunnet sætte noget igjennem i Fakultetet, naar ikke Madvig var med mig, og helst maatte det da være ham, der gjorde Forslaget; hans Autoritet bøiede Alle sig for. Vi havde ganske den samme Livsanskuelse; jeg kan ikke nævne noget Principspørgsmaal, hvori vi vare uenige. Jeg var yngre og heftigere end han, men jeg havde Intet imod, at hans Besindighed lagde Baand paa min Ilterhed. Paa den anden Side roser jeg mig af, at mine Opfordringer af og til have formaaet ham til at paatage sig en Gjerning, som ellers næppe var bleven gjort.
Da han havde udgivet sineEmendationes Livianæ, kunde jeg ikke finde mig i, at denne epokegjørende Bog kun skulde staa i de Lærdes Boghylder og bruges som Trappestige af dem, der senere vilde udgive Livius. Jeg vilde, at han selv skulde høste Lønnen derfor og selv gjøre Udbyttet frugtbringende, hvad dog Ingen kunde saaledes som han. Det var ikke uden Anstrengelser, at jeg fik ham til at udgive Livius, og han indvilligede kun paa den Betingelse, at jeg skulde hjælpe ham, Noget jeg naturligvis gjerne lovede. Det var mig et saare kjært og lærerigt Arbeide. Enkelte Gange kunde jeg gjøre et Forslag til en Rettelse, som fandt hans Bifald; lykkedes dette ikke, faldt mit Forslag naturligvis bort; Bogen var jo Madvigs. Ogsaa hans sidste Hovedværk,den romerske Statsforfatning og Statsforvaltning, havde næppe set Lyset, hvis ikke jeg, i dette Tilfælde kraftig understøttet af Siesby, havde opfordret ham dertil.
Uenige vare vi vel kun i underordnede og personlige Spørgsmaal, hvor Madvigs Godmodighed og hans Ængstelse for at gjøre Uvenner eller anderledes Tænkende Uret syntes mig at føre ham til en mindre rigtig Afgjørelse. Dette var saaledes engang Tilfældet ved Bedømmelsen af en Disputats. Madvig var i Virkeligheden enig med mig i, at det var et altfor intetsigende Arbeide til at erhverve Doktorgraden paa, men da der ikke var noget egentlig urigtigt deri, vilde han dog nok antage den; han havde Medlidenhed med Forfatteren, der var bleven afskediget fra sin Stilling ved en lærd Skole og nu ønskede at rehabilitere sig. Men da der ikke var nogen Tvivl om, at hans Afskedigelse havde været en Nødvendighed, fandt jeg det ikke forsvarligt derfor at fælde en mildere Dom, end jeg ellers vilde have gjort. Forsøget paa at finde en tredie Censor mislykkedes. Intet af Fakultetets Medlemmer var at bevæge til at være Opmand imellem os to. Madvig indrømmede saa, at Disputatsen i dette Tilfælde, hvor der stod 1 Ja imod 1 Nei, ikke kunde betragtes som antaget.
Et andet Tilfælde indtraf ved cand. philologiæ August Lorenz. Han havde gjort en god Examen; han var ikke udmærket begavet, men var overordentlig flittig og arbeidsom og nøiagtig i sine Studier. Han søgte om et Reisestipendium for at studere i Berlin og ved andre tyske Universiteter, og Madvig anbefalede ham. Jeg havde oftere talt med Madvig om, at jeg ikke kunde finde, at Filologerne havde nogen særlig Nytte af at besøge tyske Universiteter, da disse næppe vilde give dem Andet end, hvad de kunde finde i de trykte Bøger; jeg vilde have, de skulde reise til Italien og Grækenland. Dog vilde jeg ikke have havt noget imod at stemme for denne Ansøgning, hvis det ikke havde været i Marts 1848. At Lorenz, der paa Grund af Familieforhold og Opdragelse fuldstændig sympathiserede med det slesvigholstenske Oprør, ønskede at forlade Danmark, fandt jeg megetnaturligt; men jeg kunde ikke fatte, at man derfor skulde give ham et Stipendium; det forekom mig en Skandale, at en dansk Student i det Øjeblik vilde studere i Berlin, medens andre Danske, der vare ansatte i Tyskland, opgav deres Stillinger dèr for at vende hjem og tilbyde Fædrelandet deres Tjeneste. Efter Madvigs Ønske talte jeg med Lorenz og sagde ham, at jeg kunde ikke give ham min Stemme til at studere i Tyskland, men jeg vilde ikke modsætte mig, hvis Reisen gjaldt andre Lande. Han lovede mig da at reise til Frankrig og Italien. Han fik Stipendiet og reiste saa — til München. Han kom naturligvis aldrig tilbage til Danmark. Han søgte Ansættelse i Tyskland, tog Doktorgraden der og erhvervede sig en vis Anseelse ved en flittig og omhyggelig Udgave af Plautus' Mostellaria; han blev Gymnasiallærer i Berlin, hvor han døde. Jeg fik dog endnu et alvorligt Mellemværende med ham. I hans Mostellaria havde han indført et Par fortrinlige Textrettelser — det var det eneste Nye i Bogen — og han høstede naturligvis Ros for dem. De samme vare imidlertid et Par Aar tidligere fremsatte af S. Bugge i Tidsskrift for Filologi, og de vare saa eiendommelige, at der ikke var nogen Sandsynlighed for, at Lorenz af sig selv skulde være faldet paa de samme; han burde i alt Fald have nævnt sin Kilde; thi at han kjendte Bugges Afhandling, var hævet over al Tvivl; med andre Ord, her forelaa et Plagiat. Dette vilde jeg, navnlig for Bugges Skyld, ikke lade upaatalt. Jeg oplyste det derfor i en lille Artikel i Tidsskr. f. Filologi VIII (1869), S. 204 ff. under TitelenSuum cuique. Det er muligt, at dette Plagiat ikke var bevidst. Lorenz kan, da han læste Bugges kritiske Afhandling, have indført disse Rettelser i sin Plautustext, og saa senere glemt, hvor han havde dem fra, ja endog have troet, at det var hans egne. Sligt er hændet Andre; men utilbørligt er det jo. At Lorenz hævnede sig ved en nedrivende Kritik af min Udgave af Plautus, kan man nok tænke sig.
Ogsaa Madvigs fortræffelige og opoffrende Hustru modtog mig med stor Venlighed, og deres Børn bleve i Aarenes Løb nogle af mine og min Families nærmeste Venner. Af lignende Art var Forholdet til min anden Lærer,F. C. Petersen. Jeg har tilbragt mange hyggelige Timer i Regentsprovstens Hus. Der havde jeg ogsaa den Fornøielse at træffe Digteren Heiberg, der var en Fætter til Fru Petersen, og hans Hustru, hvem jeg saa ofte havde beundret paa Skuepladsen.H. N. Clausenog hans Familie havde jeg gjort Bekjendtskab med i Italien, og jeg var lykkelig ved at kunne fortsætte Bekjendtskabet efter min Hjemkomst. Til Clausen var jeg ogsaa knyttet ved Overensstemmelse i politiske Anskuelser og ved varm Anerkjendelse af hans Arbeide for det danske Folks Ret i Sønderjylland. Med sønlig Ærbødighed betragtede jeg den villiestærke Mand, og jeg følte mig tiltalt af den formskønne Ro, der var udbredt over hele hans Fremtræden.J. F. Schouwblev jeg noget senere bekjendt med, men Bekjendtskabet blev ikke langt, thi han døde allerede i Foraaret 1852. Det var Høyen, der førte mig til ham. Han var allerede dengang svag, og naar den fine, stilfærdige Mand gik og støttede sig paa min Arm i Botanisk Have, følte jeg nok, at hans Liv nærmede sig sin Afslutning. Hvilken Forskjel imellem ham og den livligeForchhammer, der engang imellem indbød mig til et Lhombreparti eller sendte Bud efter mig, naar han savnede et Foredrag til en Aften i Videnskabernes Selskab, hvis Sekretær han var. Jeg holdt inderlig af ham, og jeg glemmer ikke det overvældende Indtryk, som Budskabet om hans pludselige Død gjorde paa mig, faa Dage efter at han havde undret sig over, at jeg kunde indhente ham, som han gik paa Kjøbenhavns Gader. Hans Søn Johannes, senere Rektor paa Herlufsholm, blev en af mine ældste og kjæreste Elever, og er mig endnu en kjær Ven og Studiefælle. En lignende Livlighed udmærkede den gamle LægeO. Bang. I Anledning af min Indtrædelsei Konsistorium sporede han sin Yndlingsganger og sendte mig et versificeret Brev, som jeg dog ikke skal gjentage her, da det ikke var bestemt for Offentligheden.H. C. Ørstedelskede og beundrede jeg ligesom Alle. En smuk og tiltalende Skikkelse var TheologenC. E. Scharling, hvis Sønner, Theologen Henrik og Statsøkonomen William, senere bleve mine Kolleger og nære Venner, et Baand som blev endnu fastere, da ogsaa deres elskværdige Hustruer sluttede sig nøiere til min Hustru. Den gamleN. M. Petersenvar en Type paa en stille Lærd, der levede i Videnskabens Idealer og skyede Verdens Larm. En beslægtet Natur, men mindre sygelig, varC. F. Allen(f. 1811). Han blev sent ansat ved Universitetet (1851), men han havde længe før den Tid hørt til mine Venner. Hans vel bekjendte historiske Arbeider vidne tilstrækkeligt om hans varme Følelser for Fædrelandet, for Menigmands Ret og for Danskhedens Ret i Sønderjylland. De ville for bestandig sikre ham en fremragende Plads i det nationalliberale Partis Rækker, men han saa klarere end de Fleste, hvilke Farer der truede fra det absolute Demokrati, og han var ingen Beundrer af Juni-Grundloven. Han traadte aldrig offentlig frem; men ved Skrivepulten arbeidede han trods Brystsygens Lidelser trofast til sin Død (1871). Hans Efterfølger,Caspar Paludan-Müller, var ældre end han. Han var Rektor i Nykjøbing, da han blev kaldet til den Plads, som hans historiske Arbeider havde gjort ham selvskreven til. Han var maaske det kraftigste Skud af denne kraftige Slægt, som Danmark skylder saa meget, men den i Familien arvelige Tunghørhed gjorde ham det vanskeligt at deltage i Samtaler og Forhandlinger, og skjøndt baade jeg og andre med Glæde vilde tjene ham som Hørerør, trak han sig dog tilsidst mismodig tilbage fra den Verden, hvori han saa gjerne vilde leve.
Westergaardvar kun fem Aar ældre end jeg, og vi kunde altsaa nok betragtes som jævnaldrende. Zend og Sanskritforstod jeg mig rigtignok ikke paa, men der var Interesser nok, som vi havde fælles. Hans Hustru døde tidlig og efterlod ham to Sønner og to Døttre, af hvilke den ældste kun var ti Aar gammel. Fra den Tid levede han kun for Børnenes Opdragelse. I det alvorlige Hjem var Kjærligheden forenet med en Nøisomhed og ethisk Strenghed, som ikke vilde være almindelig i den nulevende Slægt. Han havde af Naturen et kraftigt Legeme, men de anstrengende Studiereiser i hans Ungdom havde efterladt sig alvorlige Følger, og han blev kun 63 Aar gammel. Men selv i den sidste Svaghedsperiode bevarede han sin Villiekraft. Naar han kom hjem fra den lille Kjøretur, som Lægen havde foreskrevet ham, tillod han ikke Andre at hjælpe ham op ad de besværlige Trapper; han vilde hjælpe sig selv. Han satte sig paa det nederste Trin af Trappen og flyttede sig derfra op paa det næstnederste o. s. v., saa at han kom siddende og baglænds op til sin Bolig paa 2. Sal. Børnene have bevaret Venskabsforholdet til mig og mit Hus. Den yngste Søn er Professor i Statistik og Nationaløkonomi ved Universitetet. —Japetus Steenstrup(f. 1813, d. 1897) havde maaske ikke saa lidt Lighed med Westergaard i Charakteren, men Temperamentet var ganske forskjelligt. Steenstrup var livligere og interessantere. Der var i hans aandrige og gemytlige Samtaler noget eiendommeligt Bedaarende. Han var helt optaget af Samtalens Emne, men nervøs og pirrelig imod Angreb, og han havde ikke det Held som Westergaard at leve i en Videnskab, hvis faa Dyrkere kunde holde Fred med hinanden. Med sjælden Alsidighed søgte han at omfatte store Afsnit af Danmarks Natur- og Oldforskning, og begge disse Videnskaber skylde ham meget. Han var en af de første Undersøgere af den fjerne Fortids hidtil oversete Levninger, og endnu i hans høie Alderdom var Undersøgelse af Kjøkkenmøddinger og Moser hans kjæreste Syssel. Den nærmere Forbindelse imellem os opstod, medens han var Sekretær og jeg Redaktørfor Videnskabernes Selskab, men den fortsattes stadig og fik et nyt Indhold, da jeg blev hans Kollega i Carlsbergfondets Direktion. Et uheldigt Fald, hvorved Hoften blev brudt, berøvede ham Førligheden i en lang Række Aar. Han maatte gaa med to Stokke og kjøre, naar Veien var lidt længere, men hans Livlighed og Arbeidskraft var usvækket. Et større Knæk fik han, da han mistede sin elskede Hustru og i det sidste Aar af sin Levetid ogsaa sin yngste Datter. Hans Søn, Historikeren Johannes Steenstrup, har i en Række af Aar været min Kollega og Ven.
MineralogenJohnstrupvar kun 5 Aar yngre end Steenstrup. Det var en Kollega saa elskværdig og hyggelig som Nogen. Efter en langvarig og smertelig Sygdom døde han Nytaarsaften 1894. —Holtenblev Ørsteds Eftermand. Der var ingen Medbeiler, der kunde gjøre ham Pladsen stridig; men han savnede en Betingelse, som dengang var nødvendig; han var ikke Student. Han fik da Lov til at afhjælpe denne Mangel ved at underkaste sig en extraordinær Examen i Latin, og det blev mig, der skulde examinere ham. Jeg var ængstelig for Udførelsen af dette Hverv. Holten var 3 Aar ældre end jeg, og det var ikke at vente, at en Mand i den Alder efter den korte Forberedelse, han havde havt, skulde kunne bestaa en ordentlig Prøve; men bestaa maatte og skulde han. Til min store Overraskelse var Udfaldet af Prøven imidlertid glimrende. Han var et godt Hoved og en særdeles dannet Mand, der var vel hjemme i de moderne Hovedsprogs Litteratur. Han holdt af at nyde Livet og befandt sig bedst i et muntert Lag af jævnaldrende eller yngre Kamerater, hvor hans overraskende, stundom noget drøie Vittighed var en uudtømmelig Kilde til Morskab. — En fuldstændig Modsætning til ham var den anatomiske ProfessorF. Schmidt, med hvem jeg som Regentsprovst kom i nærmere Berørelse, da han var Medlem af Stipendiebestyrelsen. Han døde allerede 1880. Hans Eftermand i den nysnævnteBestilling blevC. M. Reisz, en fortræffelig og yndet Læge, hvis glimrende og slagfærdige Vittighed var almindelig bekjendt; hans varme Hjertelag kjendte hans nærmere Venner. Han døde 18. Juli 1902.
Ogsaa af mine nærmeste Jævnaldrende og Venner fra Studenteraarene fandt jeg Adskillige ved Universitetet. Min kjære Reisefælle og senere HusfælleJulius Gramvar bleven ansat kort før jeg.A. F. Kriegervar det flere Aar i Forveien. I de Aar, da han var Minister, saa jeg lidet eller intet til ham, men senere glemte han mig ikke. Naar jeg kom ud til ham i hans ensomme Hjem i Rosenvænget, blev jeg underkastet et skarpt Forhør om Alt muligt; thi medens han selv var uproduktiv, vilde han vide Besked med alle Ting, og det fuld Besked. I de senere Aar, da hans svækkede Syn ikke tillod ham at læse, var han jo ogsaa endnu mere henvist til at høre. Jeg havde den Glæde ogsaa at kunne yde mit Bidrag til det Festskrift, som nogle Venner overrakte ham, da han fyldte sit 70de Aar; det var en lille Afhandling om Loven fra Gortys: "Et Indblik i gammel græsk Lovgivning." Han døde 1893.
Den gamle LyceenserHermansenfandt jeg som theologisk Professor. Han var endnu ganske uforandret. Hans Morgendrik var "en Slurk udaf hans Vandkande", og Ilden i hans Kakkelovn kom sent til at brænde; men han var med al sin Tørhed lige saa hjertelig og tjenstvillig som før. Nogle Aar senere ægtede han en Kvinde, som man sagde han havde beilet til i mangfoldige Aar, men hun vilde ikke forlade sine gamle Forældre, saa længe de levede. Fra det Øieblik blev hans Liv saa hyggeligt og venligt, som vi undte ham det. Han vedblev at holde Forelæsninger, selv da Alderdommen gjorde det nødvendigt, at Pedellen maatte hjælpe ham op paa Kathedret og Tilhørernes Tal var svundet ind til 3 eller 4. Saa fandt Konsistorium, at han burde anmodesom at søge sin Afsked, og det overdrog mig at meddele ham dette. Da jeg havde udført dette lidet behagelige Hverv, svarede han ganske sagtmodig: "Naa, synes I det?" og gik saa ind og skrev Ansøgningen.
Min Husfælle fra Borchs Kollegium,J. F. Hagen, blev Professor i Kirkehistorie, stedse en hurtig Arbeider og en livlig og morsom Omgangsfælle. Desværre blev han tidlig bortreven af en Brystsygdom (1859). En anden Borchianer,A. Steen, blev Professor i Mathematik 1861, og min StudenterkameratH. Bröchnerblev 1857 Docent og senere Professor i Filosofi. De ville blive omtalte nærmere i næste Kapitel.
Men jævnaldrende Fagkolleger, der dyrkede det samme Studium, og med hvem jeg kunde drøfte Videnskabens Problemer, havde jeg ingen af. Petersen var meget ældre. Madvig var fuldt optaget af sin videnskabelige Virksomhed, og strax efter af Statens Anliggender; Tregder var i Sorø; Thrige, Lefolii og Lund havde ogsaa forladt Byen. Jeg maatte drive mine Studier alene; men det stadige Hensyn til mine Tilhørere og Elever nødte mig til at give dem Klarhed og Afrundethed. Det varede heller ikke længe, inden der, jeg tør ikke sige iblandt mine, men blandt Madvigs Disciple uddannede sig Videnskabsmænd, der i Aarenes Løb bleve mine Kolleger. Den ældste af disse erO. Siesbye(f. 1832). Det var tidlig klart, at man maatte ønske ham knyttet til Universitetet; men Professor vilde han ikke være. Han var Jøde og fandt det ikke stemmende med sin Samvittighed at aflægge den Ed, der krævedes af kongelige Embedsmænd; han vilde kun modtage en ministeriel Ansættelse som Docent. Universitetet indstillede ham til at blive Doktor uden Disputats. Som Lærer for Studenterne har han gjort overordentlig Nytte. De Unge syntes ofte, at han stod dem nærmere end Professorerne, og kom lettere i et fortroligt Forhold til ham. Positiv og nøiagtig Kundskab var hans Løsen;han stræbte ikke efter at være aandrig og indlod sig ikke paa Spørgsmaal, der forekom ham uløselige, som f. Ex. de homeriske Digtes Forhistorie. Han var overhovedet ikke frugtbar som Forfatter. Hvad han skrev, var for det Meste kun Bemærkninger om enkelte sproglige Fænomener i Græsk, Latin eller Dansk, Bemærkninger, der fik Værd ved Iagttagelsens Finhed og Skarphed; men med den største Beredvillighed stillede han sin Viden og sit Arbeide til Andres Raadighed. Bad jeg ham om at skaffe Oplysning om en eller anden filosofisk Enkelthed, bad jeg aldrig forgjæves.