Edv. Holmstuderede først Filologi. Han tog filologisk Embedsexamen, og hans første Arbeider behandlede Emner af den klassiske Oldtids Historie. Men snart kaldte Fædrelandet paa ham med en høiere Røst, og han fandt i Danmarks Historie, særlig i det 18de Aarh., et Omraade, som efter hans udtømmende Studier og lige saa besindige som retfærdige Kritik kunde vise sig i et renere og sandere Lys end tidligere. Ingen af mine Kolleger har staaet mig saa nær som han, og jeg maa vel have Lov til at kalde ham min bedste Ven. I alle almindelige Spørgsmaal stemmede vore Anskuelser. I Fakultetet og i Konsistorium stod vi stadig ved hinandens Side, og hans Stemme havde altid meget at betyde. Da han efter en lang og frugtbar Virksomhed som Universitetslærer i sit 66de Aar opgav dette Embede, var det, fordi han fandt, at det ikke lod sig forene med Udførelsen af det store Arbeide, han betragtede som sit Livs Hovedgjerning, saa meget mere som hans Stilling som Formand for Carlsbergfondets Direktion paalagde ham et vidtløftigt administrativt Arbeide. Om den Dygtighed og Takt, hvormed han røgtede dette betydningsfulde Hverv, har der kun været een Mening, og det har været et af Lyspunkterne i mit Liv, at jeg har været Medlem af den Direktion, som han ledede.
Min særlige Fagkollega,Gertz, har ved sine kritiske Arbeiderog Udgaver af Seneca o. A. erhvervet sig et anset Navn i Filologien, og ved sine Oversættelser af klassiske Forfattere har han skjænket den danske Læseverden en værdifuld Gave. Gid de maa finde mange Læsere, saa at de dog kunne blive et lille Surrogat for det Studium af Originalerne, som den nulevende Slægt mener at kunne undvære! — OgsaaVilhelm ThomsenogL. Wimmerhar jeg havt den Glæde at se først som Tilhørere og senere som Kolleger; men den klassiske Filologi blev kun et Gjennemgangstrin for dem. Det var ved Granskningen af andre, fjernere liggende Sprog og de nordiske Runemindesmærker, at de skulde høste deres Laurbær. —J. L. Heibergderimod vedblev at være en trofast Dyrker af de helleniske Muser. Alsidig som en ægte Hellener forbandt han mathematiske og filosofiske Studier med Studiet af Poesien og Kunsten, og jeg har ham at takke for mere end eet Bidrag til mit Arbeide i de senere Aar. I det indelukkede Liv, som Alderen paalægger mig, sætter jeg dobbelt Pris paa Luftninger fra Videnskabens fjernere Egne.
IHøyenhavde jeg, saalænge han levede, en trofast Ven og Støtte. Havde der nogensinde været Fare for, at jeg skulde lukke mig inde i Filologiens Lønkammer, vilde hans aandrige Omgang og hans glimrende Forelæsninger have kaldt mig ud til at nyde Livet og Skjønheden; Kunsten vedblev at være min anden Verden. Hvad jeg skylder ham, og i hvilket Lys jeg ser ham, har jeg efter Evne fremstillet i den ovenfor omtalte Levnedsbeskrivelse.
Hans Eftermand i Professoratet blev hans Elev,Julius Lange, en aandrig, ung Mand, der har udøvet stor Indflydelse ved sine talrige kunsthistoriske Skrifter, og som maa regnes iblandt Danmarks ypperste Forfattere. Hans Blik var ikke saa fint og sikkert som Mesterens, og i Bedømmelsen af hans Samtidige savnede man undertiden Selvstændighed, men hans Hovedanskuelse af Kunsten var sund, og han varen flittig og indsigtsfuld Forsker, af hvem man kunde lære meget. Han havde ikke Høyens glade Freidighed; en tidlig indtrædende Tunghørhed og huslige Sorger kastede en Skygge over hans Liv. Hans Foredrag var ikke saa glimrende som Høyens, men det var interessant og undertiden vittigt. Høyen gav Resultatet af Undersøgelserne, Lange selve Undersøgelsen. Han havde derfor altid en stor Tilhørerkreds, og efter hans tidlig indtraadte Død var det en let Sag for hans Venner at samle de fornødne Midler til at opreise et Monument for ham. Da Høyen døde, havde man ikke forsøgt noget Saadant, dels fordi Monumenternes Tid endnu ikke ret var kommen, dels fordi der ved Siden af den Kreds, der havde sluttet sig om ham, stod en anden, der betragtede ham som ensidig og partisk, og ved sin høirøstede Tale havde skaffet ham mange Uvenner. Nu var Forholdet et andet. Efter en Menneskealders Forløb vovede Ingen at nægte, at han havde været en Stormand i Aandens Verden og Kunsthistoriens Skaber i Danmark. Det lod sig derfor ikke gjøre at reise Lange et Monument, uden at Høyen ogsaa fik sit. Det fornødne Beløb blev uden Vanskelighed skaffet til Veie; begges Buster opstilledes ved Indgangen til Nationalmuseet og afsløredes i December 1898. Det faldt i min Lod at holde Mindetalen over Høyen; den kan læses i den Berlingske Tidende 7. Jan. 1899; Talen over Lange holdt Kunsthistorikeren Carl Madsen.
For Aaret 1875—76 blev jeg valgt til Universitetets Rektor.
Aaret begyndte med Sorg. Jeg mistede en kjær Kollega.Hans Brøchnervar halvanden Maaned yngre end jeg; vi bleve Studenter sammen, og jeg havde strax følt mig tiltalt af denne skjønne og ædle Personlighed; efter hans Ansættelse ved Universitetet kom vi hinanden stedse nærmere, og i det sidste Aar, da den tærende Brystsyge allerede viste sin nedbrydende Magt, kom jeg ofte til ham. Han døde 17. Decbr. 1875. Dagen før sin Død havde han bedt mig at komme til sig. Han vilde ikke begraves fra nogen Kirke, men spurgte mig, om Begravelsen ikke kunde foregaa fra Universitetet (fra Solennitetssalen eller fra et af Auditorierne), hvor da jeg som Universitetets Rektor kunde sige et Par Ord. Det skar mig i Hjertet, at jeg maatte sige ham, at der næppe var nogen Sandsynlighed for, at Konsistorium vilde give sit Samtykke hertil. Jeg tilføiede, at han behøvede jo ikke at begraves fra nogen Kirke; det kunde jo ske fra Kapellet paa Kirkegaarden. Dette Forslag antog han; "og", tilføiede han, "skal jeg have nogen Præst, saa lad det blive Ewaldsen". Til ham henvendte Familien sig da. Man ønskede, at han ikke skulde holde nogen Ligtale; men han erklærede, at hvis han skulde forrette Jordpaakastelsen,vildehan ogsaa tale. Efter min Vens sidste Udtalelse ønskede ogsaa jeg at aflægge et Vidnesbyrd, og Pastor Ewaldsen og Biskop Martensen gav deres Samtykke dertil. Jeg meddeler dette saa omstændeligt, fordi Sagen har været fremstillet anderledes, bl. a. af G. Brandes i hans forøvrigt fortræffelige Artikel om Brøchner i 1. Hefte afNorden, Illustreret skandinavisk Revue, Kbhvn. 1887. Min Tale lød efter min samtidige Opskrift saaledes:
VED BRØCHNERS BEGRAVELSE D. 23. DECBR. 1875.Efter de Ord, vi nu have hørt, kunde en yderligere Udtalelse synes overflødig. Naar jeg ikke desmindre tager Ordet, da er det ikke blot for at tilfredsstille en personlig Trang; men det er nærmest foranlediget ved det sidste Ønske, vor bortgangne Ven udtalte til mig, at der ved hans Baare maatte lyde et Vidnesbyrd fra den Højskole, hvortil han havde viet sin bedste Kraft. Lad dette Vidnesbyrd være en Tak fra hans Medarbeidere, ældre og yngre, en Tak for trofast Samvirken, for hans redelige og alvorlige Stræben i Videnskabens Tjeneste og for hans varme og opoffrende Kjærlighed til de Unge. Lad os ikke spørge, om hans Granskning har ført ham til det Maal,vihave sat for vore Veje; det staar for os som et ærligt og alvorligt Arbeide i Sandhedens Tjeneste, og et saadant Arbeide er aldrig forgjæves. Det er et svært Arbeide, den paatager sig, der prøver paa at løse Tilværelsens første og sidste Problemer, og det gjælder om ikke at tage det letsindigt. Troligt har han arbeidet og grundig forfulgt den lange Vei igjennem Tænkernes Skrifter fra den ældste Tid indtil nu. Hans ædle Aand kunde ikke standse i Materialismens Tomhed, men i fuld Overbevisning om Aandens Evighed har han peget hen paa en Forening af den ideale og reale Anskuelse, som han haabede Fremtidens Filosofi vilde lægge klart for Dagen. Han havde en Tro paa Filosofiens Mission, som man kunde misunde ham. Der var derfor en Ro og Besindighed i hans Arbeide, som ikke fornægtede sig selv i Stridens Dage. Thi visselig brændte der en Ild i hans Indre, og han veg ikke frygtsom tilbage for Kampen, men den haardeste kæmpede han i sit eget Indre, og først lutret og renset igjennem denne traadte han frem for sin Modstander og for Dommernes Kreds. Den Skjønhed, som fra Fødselen af var udbredt over hans hele Væsen, fulgte ham ogsaa her. I hans Liv som i hans Tanke var Harmonien hans Løsen. Han vidste, han var et Led i den store Helhed, og Ethikens Fordring om en harmonisk Indordning deri stod for ham som enubrødeligLov, som det var en hellig Pligt at overholde paa hvert et Punkt. Ja lad os takke ham for den ethiskeAlvor, der prægede hans Liv; den skal staa som et Mønster for os alle, Ældre og Yngre. Og naar jeg paa de Ældres Vegne takker ham for hans Samvirken, da er det netop med Blikket fæstet paa de Unge, der vare hans Livs Glæde. Han fulgte ikke blot deres Studier med aarvaagent Øie, men alle deres Livsforhold vare Gjenstand for hans varmeste Deltagelse. Den unge Slægt, der har følt hans Velvillie og lært at se op til den alvorlige Tænker, den Slægt som har set hans utrættelige Nidkjærhed i sin Lærervirksomhed, der har set ham under Udøvelsen af sit Kald trodse Sygdom og Svaghed og set Kræfterne voxe under selve Pligtopfyldelsen, hvor man troede han maatte segne, den vil ogsaa offre hans Minde en taknemmelig Taare og lægge en Laurbærkrans paa hans Grav. Og denne Krans lægges ikke alene af dem, der hylde hans Tænknings Resultater, men ogsaa af dem, der finde Hvile i en modsat Anskuelse og forsvare den med de Vaaben, som han har lært dem at føre.Saa Farvel da, Du skjønne alvorsfulde Skikkelse. Du har ikke ønsket, at noget Marmormonument skulde reise sig over Din Grav. Ogsaa uden det troede Du, at Du vilde leve i Dit Arbeids Frugter og Dine Venners Erindring. Du har ikke taget fejl. Et uforglemmeligt Billede af Dig bære vi i vor Sjæl, og i taknemmelig Erindring sige vi, i det vi skilles fra Dit Støv: Ære være Dit Minde!
VED BRØCHNERS BEGRAVELSE D. 23. DECBR. 1875.
Efter de Ord, vi nu have hørt, kunde en yderligere Udtalelse synes overflødig. Naar jeg ikke desmindre tager Ordet, da er det ikke blot for at tilfredsstille en personlig Trang; men det er nærmest foranlediget ved det sidste Ønske, vor bortgangne Ven udtalte til mig, at der ved hans Baare maatte lyde et Vidnesbyrd fra den Højskole, hvortil han havde viet sin bedste Kraft. Lad dette Vidnesbyrd være en Tak fra hans Medarbeidere, ældre og yngre, en Tak for trofast Samvirken, for hans redelige og alvorlige Stræben i Videnskabens Tjeneste og for hans varme og opoffrende Kjærlighed til de Unge. Lad os ikke spørge, om hans Granskning har ført ham til det Maal,vihave sat for vore Veje; det staar for os som et ærligt og alvorligt Arbeide i Sandhedens Tjeneste, og et saadant Arbeide er aldrig forgjæves. Det er et svært Arbeide, den paatager sig, der prøver paa at løse Tilværelsens første og sidste Problemer, og det gjælder om ikke at tage det letsindigt. Troligt har han arbeidet og grundig forfulgt den lange Vei igjennem Tænkernes Skrifter fra den ældste Tid indtil nu. Hans ædle Aand kunde ikke standse i Materialismens Tomhed, men i fuld Overbevisning om Aandens Evighed har han peget hen paa en Forening af den ideale og reale Anskuelse, som han haabede Fremtidens Filosofi vilde lægge klart for Dagen. Han havde en Tro paa Filosofiens Mission, som man kunde misunde ham. Der var derfor en Ro og Besindighed i hans Arbeide, som ikke fornægtede sig selv i Stridens Dage. Thi visselig brændte der en Ild i hans Indre, og han veg ikke frygtsom tilbage for Kampen, men den haardeste kæmpede han i sit eget Indre, og først lutret og renset igjennem denne traadte han frem for sin Modstander og for Dommernes Kreds. Den Skjønhed, som fra Fødselen af var udbredt over hans hele Væsen, fulgte ham ogsaa her. I hans Liv som i hans Tanke var Harmonien hans Løsen. Han vidste, han var et Led i den store Helhed, og Ethikens Fordring om en harmonisk Indordning deri stod for ham som enubrødeligLov, som det var en hellig Pligt at overholde paa hvert et Punkt. Ja lad os takke ham for den ethiskeAlvor, der prægede hans Liv; den skal staa som et Mønster for os alle, Ældre og Yngre. Og naar jeg paa de Ældres Vegne takker ham for hans Samvirken, da er det netop med Blikket fæstet paa de Unge, der vare hans Livs Glæde. Han fulgte ikke blot deres Studier med aarvaagent Øie, men alle deres Livsforhold vare Gjenstand for hans varmeste Deltagelse. Den unge Slægt, der har følt hans Velvillie og lært at se op til den alvorlige Tænker, den Slægt som har set hans utrættelige Nidkjærhed i sin Lærervirksomhed, der har set ham under Udøvelsen af sit Kald trodse Sygdom og Svaghed og set Kræfterne voxe under selve Pligtopfyldelsen, hvor man troede han maatte segne, den vil ogsaa offre hans Minde en taknemmelig Taare og lægge en Laurbærkrans paa hans Grav. Og denne Krans lægges ikke alene af dem, der hylde hans Tænknings Resultater, men ogsaa af dem, der finde Hvile i en modsat Anskuelse og forsvare den med de Vaaben, som han har lært dem at føre.
Saa Farvel da, Du skjønne alvorsfulde Skikkelse. Du har ikke ønsket, at noget Marmormonument skulde reise sig over Din Grav. Ogsaa uden det troede Du, at Du vilde leve i Dit Arbeids Frugter og Dine Venners Erindring. Du har ikke taget fejl. Et uforglemmeligt Billede af Dig bære vi i vor Sjæl, og i taknemmelig Erindring sige vi, i det vi skilles fra Dit Støv: Ære være Dit Minde!
En Uges Tid senere, den 4. Januar, indeholdt Social-Demokraten et ualmindeligt hadefuldt Angreb paa mig eller rettere paa Universitetet. Professor A. Steen havde ved den sidste Reformationsfest holdt Talen og deri rettet et skarpt Angreb paa Theologien, som han ikke vilde anerkjende som Videnskab eller som hjemmehørende ved Universitetet. At en saadan Udtalelse paa det Sted og i den Anledning var lidet passende, kunde der ikke være Tvivl om, og Konsistorium havde i den mildest mulige Form udtalt sin Misbilligelse deraf. Nu kom Brøchners Begravelse til som den sidste Draabe, og Stormen brød løs i al sin Styrke.
Denne Artikel fandt jeg ikke Grund til at tage nogen Notits af. Anderledes var det med et nyt Angreb paa Universitetet i Morgenbladet 28. Januar, særlig rettet imod en af Universitetets ypperste Lærere, Japetus Steenstrup. VedSiden af ham var der bleven ansat en anden zoologisk Professor, Entomologen Schiødte, der antoges at repræsentere en anden Studieretning, som udelukkende tog Sigte paa den empiriske Undersøgelse. Prof. Schiødtes Elever, der betragtede denne Retning som den ene berettigede, angreb Steenstrup med en Heftighed, der endog har yttret sig efter hans Død. Det var denne Uvillie, som Morgenbladet gjorde sig til Organ for. Som Docent, hedder det, ender han der, hvor Videnskaben begynder; han virker mere hemmende end fremmende og bør sættes paa Pension. Det bebreides Universitetet, at den ene af de to omtalte zoologiske Retninger har hele Magten, Hovedindflydelsen paa Examiner, Æresposter, Legater og Stipendier, medens den anden tilsidesættes og undertrykkes. Dette tog jeg til Gjenmæle imod i Morgenbladet for 4. Februar. At de imod Universitetets Bestyrelse rettede Beskyldninger vare aldeles ugrundede, var det en let Sag for mig at vise ved Kjendsgjerninger, og hvad Steenstrups Lærervirksomhed angik, hvorom det særlig var bleven sagt, at hans Forelæsninger for de medicinske Studenter vare saa ubrugelige, at Prof. Panum blev nødt til at bebyrde sine fysiologiske Forelæsninger med at gjøre hans Arbeide, erklærede Prof. Panum selv paa det Bestemteste, at dette ingenlunde var Tilfældet. Han udtalte sin varmeste Paaskjønnelse af den Maade, hvorpaa Steenstrup udførte sit Hverv, hvilken han ligefrem betegnede som mønsterværdig.
Til Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fødselsdag skrev jeg etIndbydelsesskriftom Grækernes og Romernes Huse. Min Tale handlede om "den klassiske Dannelses historiske Betydning". Den er trykt i det af Rolfsen udgivne norske Tidsskrift "For Nordens Ungdom".
Den 15. Juli feiredeMadvigsit 50 Aars Doktorjubilæum. Jeg fik det fornøielige Hverv at overrække ham det Festskrift, hvorved hans Disciple ønskede at vise deres Lærerderes Taknemmelighed for, hvad de skyldte ham (Opuscula ad Madvigium a discipulis missa). Det var det første Exempel af denne Art her i Landet.
Aaret var rigt paa Festligheder. Den 8. Aug. afsløredes Tyge Brahes Statue foran Observatoriet, og den 25. Sept. Hans Christian Ørsteds i det efter ham opkaldte Haveanlæg. Den 10. September blev den gjenopførteViborg Domkirkehøitidelig indviet, og denne herlige Bygning, som Tidens Ødelæggelser og daarlige Istandsættelser havde skæmmet og mishandlet, saaledes at dens Nedbrydelse blev en Nødvendighed, viste sig i sin ægte Skikkelse. Det var den første fuldstændige Kirkerestauration her i Landet, og den fik stor Betydning for alle de følgende Arbeider af denne Art, hvoraf vi med Rette ere stolte. Det var et stort Arbeide for vort lille Land, og det havde været vanskeligt nok at faa de fornødne Pengemidler samlede. Høyen, der var den drivende Kraft i dette Foretagende, havde ogsaa havt en haard Kamp imod dem, der vilde holde paa de brøstholdne gamle Mure og paastod, at naar man tog dem helt ned for at reise dem paany af et varigere Stof, var det ikke mere den virkelige Viborg Kirke, som om det var det døde Stof og ikke den levende Form, det kom an paa. Jeg skrev i den Anledning en Oversigt over Kirkens Historie og Gjenopreisning, som blev trykt i den af Biskop Swane udgivne Beretning om Viborg Domkirkes Indvielse.
Iblandt de Tillidshverv, hvormed Konsistorium havde beæret mig, var ogsaa Tilsynet med de Universitetet tilhørende Landsbykirker, for saa vidt angik Anvendelsen af de 1200 Kr., der pleiede at bevilges hvert Aar til disse Kirkers Forskjønnelse, et Hverv der var mig overordentlig kjært. Den interessanteste og skjønneste af dem varLedøie. Den tidligere Tilsynshavende, Professor Clausen, havde ogsaa havt særlig Forkjærlighed for den og ladet Choret smagfuldt dekorere af Hilker. Dekorationen havde imidlertidlidt af Fugtighed og trængte til at fornyes. Jeg tog derud i den Anledning. Jeg glædede mig overordentlig over den nydelige lille Kirke med sine Granitsøiler og fantastiske Kapitæler, men jeg undrede mig ogsaa over dens Lidenhed og over, at Choret var et Stykke høiere end den øvrige Kirke. Gaaden blev imidlertid snart løst; thi da jeg kom ovenpaa, saa jeg under Taget en høi Kridtstensmur imellem Kirken og Choret med en stor Bueaabning ind til dette. Jeg blev i høi Grad forbavset ved at se disse Rester af en ældre Kirke, som Ingen havde fortalt mig noget om. Det var klart, her var en Dobbeltkirke, en Kirke i to Etager med et fælles Chor og en Aabning i Midten, af samme Slags som Helligaandskirken i Visby, som jeg kjendte fra Herholdts Tegninger og Høyens fortræffelige Beskrivelse. Disse to ere de eneste Kirker af denne Art, der findes i Norden, men i Nordtyskland er der flere. Det var Slotskapeller. Den øverste Etage, der stod i Forbindelse med Slottets Værelser, var forbeholdt Slotsherren og hans Familie, den underste var Tjenerskabets Plads. Slottene ere allevegne nedrevne, men Kirkerne ere for det meste omhyggelig restaurerede. I Sommeren 1878 foretog jeg en Reise for at se de vigtigste af disse, og efter min Hjemkomst skrev jeg den Afhandling om Ledøie Kirke, som er optaget i det filosofiske Fakultets Festskrift i Anledning af Universitetets Jubilæum 1879. Ogsaa Ledøie Kirke var oprindelig et Slotskapel, men Slottet er bleven nedrevet og flyttet en halv Fjerdingvei bort, hvor et lille Krat, som endnu kaldes Slottet, hist og her har bevaret middelalderlige Mursten.
Det var mit inderlige Ønske, at ogsaa Ledøie Kirke maatte gjengives sin oprindelige Skikkelse. Det varede heller ikke længe, inden Rigsdagen efter Kultusminister Scavenius' Forslag bevilgede Pengene dertil, og Professor Storch udførte Arbeidet med sin sædvanlige Sagkundskab og Smag. At Ministeriet lod det udføre af den Architekt, det havdevalgt, var i sin Orden, men det havde dog været rimeligt nok, om Universitetet som Kirkens Eier ikke var bleven holdt helt udenfor, saa meget mere som det ellers var Konsistorium overdraget at sørge for dets Kirkers Forskjønnelse. Konsistorium havde ikke nogen Lyst til selvbuden at blande sig i dette Arbeide, der var i saa gode Hænder; men da det næsten var færdigt, kunde jeg dog ikke længere styre min Lyst til at se, hvorledes det var udført. Jeg var henrykt over Synet og glædede mig over at se, hvor smukt og naturligt Aabningen i Midten satte Underkirken i Forbindelse med Overkirken; men da Slottet var borte, var der ingen anden Adgang til Overkirken end en ganske smal Vindeltrappe i Muren, der kun gav Plads til een Person ad Gangen. Den kunde altsaa ikke benyttes af de Kirkesøgende. Professor Storch havde ment, at dette heller ikke havde været Meningen og ikke behøvedes; men jeg gjorde ham opmærksom paa, at Overkirken slet ikke kunde undværes, da Kirken, der i sig selv var meget lille, ved Ombygningen havde mistet en hel Del Siddepladser. Han beklagede, at han ikke tidligere var bleven gjort opmærksom derpaa, men havde Intet imod at opføre en bred Opgangstrappe i Taarnet, naar han kunde faa de fornødne Midler dertil. Kultusminister Scavenius, hvem jeg forestillede Sagen, skaffede Pengene, og nu har baade Sognet faaet en hyggelig Kirke, og Danmark har en Perle af middelalderlig Architektur at opvise. Den 6. Nov. 1892 blev Kirken indviet. Ved det festlige Maaltid, som i den Anledning holdtes i Præstegaarden, bragte jeg Professor Storch en vel fortjent Tak.
Aaret 1879 var et Høitidsaar for Universitetet; det var 400 Aar, siden det blev stiftet. Der maatte da holdes en storFest, saaledes som man havde gjort i Upsala for to Aar siden og i Leyden 4 Aar tidligere. Paa begge disse Steder havde man indbudt alle Europas Universiteter til at deltage i Festglæden, og det syntes naturligt, at man maatte gjøre ligesaa i Kjøbenhavn. Men her mødte en alvorlig Vanskelighed. Det langt overveiende Antal af Gjæster, der kunde antages at ville give Møde, vilde blive Tyskere, og vort Forhold til Tyskland var efter 1864 alt andet end hjerteligt. Dog vilde man neppe derfor have sat sig ud over den almindelige Skik, hvis ikke et nyt Moment var kommet til. Det var ganske kort efter, at Preussen havde sagt sig løs fra det i Pragerfredens § 5 givne Løfte, at tilbagegive Nordslesvig, naar Befolkningen stemte derfor. Nu at indbyde Tyskland var det Samme som at sige, at vi brød os ikke om Nordslesvig. Sorgen og Harmen over Traktatbruddet gjorde det umuligt. Men at indbyde de øvrige europæiske Universiteter med Forbigaaelse af de tyske, lod sig heller ikke gjøre; det vilde blive betragtet som en ligefrem Udfordring. Man bestemte sig da til at indskrænke Indbydelserne til de nordiske Universiteter, og Resultatet blev en sjælden skjøn og for alle Deltagere uforglemmelig Fest.
Jeg var bleven Medlem af det Udvalg, der skulde forberede og ordne Festen. Dertil hørte bl. a. Bestillingen af Medaillen hos Medailleur Conradsen. Den har paa Forsiden Christian I.s og Christian IX.s Portræter, paa Bagsiden Athene, der kommer hen til Danmark og rækker hende Haanden, tilligemed Indskriften:Quattuor exegit, sperat nova sæcula vivax. Desværre kunde de Hverv, der ved denne Leilighed bleve mig overdragne, ikke altid løses uden Anstød og Sammenstød med gode Venner, men den derved fremkaldte Misstemning forsvandt hurtig, hvor det var klart, at Ansvaret ikke hvilede paa mig alene, og Mindet om Festdagene 4. og 5. Juni er, som Mindet om et Jubilæum bør være. Jeg vil ikke dvæle ved de selskabelige Sammenkomster,Universitetets og Kommunalbestyrelsens Festmiddage o. s. v., der, saa fornøielige de vare, dog havde en mere ephemer Betydning; men jeg vil mindes Aabningshøitideligheden i Frue Kirke, hvor Plougs og Hartmanns herlige Kantate blev sunget, og jeg vil mindes Modtagelsen af de lykønskende Deputationer i Universitetets Solennitetssal, hvor Madvig fra Talerstolen — saaledes som han er fremstillet i C. Blochs Portræt paa Frederiksborg — takkede hver Enkelt i smukke og træffende Svar. Man kunde ikke tænke sig nogen mere værdig Repræsentant for Universitetet, og han er med Rette bleven kaldt Festens egentlige Bærer.
Men Tiden nærmede sig, da han skulde skilles fra Universitetet. Han var nu 75 Aar gammel, og hans svækkede Syn gjorde det vanskeligt for ham at holde Forelæsningerne saaledes, som han ønskede. Nu havde han ogsaa været Professor i 50 Aar og søgte derfor sin Afsked. Paa hans Jubilæumsdag, den 17. Novbr., modtog han mangfoldige Lykønskninger fra alle de Institutioner, han havde staaet i Forbindelse med; men desuden var ogsaa en Kreds af Mænd, der havde staaet ham nær i hans politiske Virksomhed eller som Kolleger, traadt sammen for at indsamle en Sum Penge til Oprettelse af et Universitetslegat, der kunde bære hans Navn. Den indsamlede Sum beløb sig til 20,000 Kr. Men et af Komiteens Medlemmer, Carlsbergfondets Stifter, Brygger J. C. Jacobsen, havde ønsket, at dertil ogsaa skulde knyttes en i denne Anledning slaaet Guldmedaille, dog uden at det maatte vides, at den skyldtes et særligt Bidrag fra ham. Jeg havde den Glæde at blive taget paa Raad med, og efter Jacobsens Bestilling udførte Medailleur Conradsen en Medaille, der paa den ene Side viste Madvigs Portræt, paa den anden i en Laurbærkrans følgende Indskrift:Patriæ lumen, ingenii acumine, animi sinceritate et vigore, pietate, iustitia nemini cedens. Jeg fik det ærefulde Hverv som Komiteens Ordfører at overrække Legatetog Medaillen. Den Tale, jeg ved denne Leilighed holdt, findes trykt i den Berlingske Tidende 18. Nov. 1879.
Nogle Aar senere blev jeg paany anmodet om at medvirke ved en lignende Hædersbevisning for Madvig. D. 27. Dcbr. 1883 havde han været Medlem af Videnskabernes Selskab i 50 Aar, og Selskabet besluttede i den Anledning at stifte en Medaille, der kunde uddeles hvert 5. Aar som Belønning for "et Skrift af en dansk Forfatter, hvori denne paa en udmærket Maade har behandlet Emner af de sproglige eller historiske Videnskaber". Det dertil nedsatte Udvalg overdrog Julius Lange og mig at forestaa Udførelsen af Medaillen. Vi enedes om at overdrage Billedhugger Schultz Udførelsen. Den ene Side har et Athenehoved med Indskriftenτοῦ δ' ἔκλυε Πάλλας Ἀθήνη, den anden Videnskaben, der slynger en Laurbærkrans ind i Madvigs Navn, hvorunder Indskriften:Ad caelum scandunt non torvorum arma gigantum, sed quos fert vigili lucis amor studio. Det første Exemplar af Guldmedaillen blev overrakt Jubilaren af Professor Steen som Selskabets Ordfører. Tre Aar efter døde Madvig. Han fik ingen Indflydelse paa Medaillens senere Bortgivelse, der har vist sig at være forbunden med ikke liden Vanskelighed. Efter det første Femaars Forløb blev den ikke uddelt. Anden Gang (1893) tildeltes den Vilh. Thomsen, tredie Gang (1898) L. Wimmer.
For Aaret 1885—86 blev jeg anden Gang valgt til Universitetets Rektor. Universitetet var da noget ganske andet end 50 Aar tidligere, da dets Bygning indviedes. Dengang var Studenternes Tal næppe 150 om Aaret, nu var det omtrent 400. Samtidig var Docenternes Antal næsten fordoblet, og Universitetets Forelæsninger besøgtes ikke blot af Studenter,men for saa vidt som de havde en nogenlunde almindelig Charakter, samlede de ogsaa Ikke-Studerende, baade Mænd og Kvinder, undertiden i meget større Antal end Studenterne. En uundgaaelig Følge heraf var Mangel paa Plads, især da man oven i Kjøbet forlangte, at Universitetet skulde afgive Lokale til Præliminærexamen, Lærerindeexamen og andre Universitetet uvedkommende Prøver. Da den nu staaende Universitetsbygning indviedes i 1836, mente man at have faaet et rummeligt og hensigtsmæssigt Lokale for lange Tider; nu viste det sig, at det var mindre end tarveligt, og en Udvidelse var ikke mulig, da den gamle Universitetsgrund var fuldt ud optaget af Universitetsbibliotheket og det zoologiske Museum. Der viste sig imidlertid en Mulighed for at faa Nøden afhjulpen. Den polytechniske Læreanstalt skulde have en ny Bygning. Den gamle Professorgaard i St. Pederstræde, som Læreanstalten hidtil havde benyttet, blev altsaa ledig. Kunde Universitetet faa Raadighed over denne og faa den ombygget, vilde i alt Fald den værste Trang være afhjulpet. Konsistoriums Indstilling desangaaende blev bifaldet af Ministeren, og Rigsdagen bevilgede Pengemidlerne. At man ved Omdannelsen af en ældre Bygning ikke kan naa det samme Resultat som ved Opførelsen af en ny, forstaar sig selv; men "Annexet" var dog en meget værdifuld Udvidelse af Universitetet, navnlig ved de to store Auditorier, hvoraf det ene ved sin Størrelse og det andet ved sine Lysforhold langt overgik Hovedbygningens.
Til Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fødselsdag skrev jeg et Indbydelsesskrift om det gamleTiryns, som Schliemanns og Dørpfelds epokegjørende Udgravninger nylig havde draget frem for Dagens Lys. Min Tale handlede om Historieskrivningen og den historiske Digtekunst. Den er trykt i Dagbladet for 2. Mai 1886.
Den 3. August og følgende Dage høitideligholdt Universitetet iHeidelbergsit500 Aars Jubilæumog indbød alle andre Universiteter til at tage Del i Festlighederne. Vi vare i Beraad med os selv, om vi skulde modtage Indbydelsen; vi havde ikke stor Lyst dertil, og vi havde jo ikke indbudt Tyskerne til vort Jubilæum 7 Aar tidligere. Men da det erfaredes, at Frankrig vilde lade sig repræsentere, mente Konsistorium, at ogsaa vi burde give Møde, og sendte mig tilligemed Professor Julius Thomsen derhen. I de Dage Festen varede, havde jeg et hyggeligt Hjem hos Professor Osthof, og under hele Festen var der Intet, der kunde støde en Dansk. Storhertugen selv præsiderede som Universitetets Rektor, ikke magnificus, men magnificentissimus. Han gav Cour i det gamle Slot, indbød Gjæsterne til en Soirée i Carlsruhe og førte selv Forsædet ved Studentersoldet i Turnhallen, hvor hans Nærværelse maaske nok lagde en lille Dæmper paa Ungdommens Lystighed, men dog ikke hindrede, at der blev "revet adskillige Salamandere". Hovedfesten holdtes i Helligaandskirken, hvor den filosofiske Professor Kuno Fischer holdt Festtalen, der varede i over tre Timer. Mange af Tilhørerne fandt, at dette var lovlig længe, og ønskede at forlade Kirken, men Dørene vare lukkede, og man fortæller, at Betjentene svarede dem, der bad om at komme ud: "Wenn wir jetzt aufmachen, dann rennen Alle weg, und Fischer ist noch lange nicht fertig." Jeg selv var Vidne til, at en af hans Kolleger gjorde ham opmærksom paa, at hans Tale havde været temmelig lang, og han saa svarede: "Man kann doch fünf Jahrhunderte nicht kürzer abmachen." Fornøieligere var det historiske Optog den følgende Dag, hvor de fem Aarhundreder hvert i sit Kostume passerede igjennem Heidelbergs Gader, samt Festens straalende Slutning, Illuminationen af Neckarfloden og Slotsruinen. Af personlige Oplevelser har jeg intet Nævneværdigt at omtale. Ved Universitetets Festmiddag gjordejeg Bekjendtskab med Kieler-Universitetets Rektor, Professor Förster, nu Professor i Breslau, med den elskværdige Gymnasialdirektor Uhlig, en ivrig Forkæmper for den klassiske Undervisning, som senere har besøgt mig i Kjøbenhavn, og med Ribbeck, der gav mig Komplimenter for min Udgave af Theophrasts Charakterer. Jeg besøgte Fru Kuno Fischer, en dansk Dame, jeg havde set i min tidlige Ungdom. Smuk var hun endnu, skjøndt det sorte Haar var blevet hvidt. I Carlsruhe mødtes jeg, som tidligere omtalt, med to gamle Bekjendte fra Rom, Theodor Mommsen og Heinrich Bruun.
Den 27. August feirede det helleniske videnskabelige Selskab i Konstantinopel sit 25 Aars Jubilæum. Ogsaa hertil havde Kjøbenhavns Universitet faaet en Indbydelse, men vi saa os ikke i Stand til at modtage den; vi indskrænkede os til at sende en Lykønskningsskrivelse.
Da jeg den 23. Nov. fratraadte Rektoratet og efter Skik og Brug skulde gjøre Rede for Aarets Begivenheder, var der et usædvanlig stort Antal Forandringer i Lærerpersonalet at omtale. To Professorer, som jeg havde staaet i nærmere Forbindelse med, vare entledigede fra 31. August, Gislason og Holten. Islænderen Gislason var en grundig Lærd, der levede stille imellem sine Bøger og helst undgik at træde offentlig frem. Da det var hans Tur at holde Talen ved Reformationsfesten (1877), bad han mig om at overtage dette i hans Sted, og jeg holdt da det Foredrag over Erasmus fra Rotterdam, som er trykt i Historisk Aarbog 1879. Holten har jeg omtalt ovenfor. Han havde i 37 Aar været en fornøielig Kollega og var ikke mindre yndet af de Studerende; det var en Selvfølge, at hans Afgang maatte feires med et lystigt Gilde.
Et betydeligt Tab led Universitetet ved den mathematiske ProfessorAdolph SteensDød den 10. Sept. 1886. Ogsaa jeg mistede i ham en trofast Ven. I det akademiskeLærermøde, der blev holdt Dagen efter hans Begravelse, omtalte jeg det Tab, vi havde lidt. Jeg mindede om den Tankens Klarhed og Simpelhed, der gjorde Mathematiken let at lære under hans Veiledning, og jeg mindede om den ærlige og energiske Villie, der havde sat ham i Stand til at spille saa stor en Rolle i det praktiske Liv. "Konsistorium", sagde jeg, "vil savne dette forretningsdygtige Medlem, der ofte i tvivlsomme Tilfælde fandt en Afgjørelse, som Alle tiltraadte, ikke fordi han gik paa Accord med modsatte Anskuelser, men fordi man vidste, at her var et Anker, der ikke kunde rokkes."
Et langt større Tab led jeg dog i Slutningen af samme Aar.Madvigdøde den 12. December efter et kort Sygeleie. Endnu Dagen før hans Død sad jeg ved hans Seng og talte med ham, som jeg pleiede, men ganske vist med den Tanke, at længe fik jeg ikke Lov at beholde ham. Den næste Morgen døde han pludselig. Dermed afsluttedes en Hoveddel af mit Liv. Mindet traadte nu i den personlige Paavirknings Sted. Det har jeg fastholdt saa levende, som det var mig muligt, og ogsaa det har jeg meget at takke for. Den 14. Okt. 1887 holdt jeg i Videnskabernes Selskab et Foredrag om Madvigs videnskabelige Betydning; det er, noget videre udført, trykt i Selskabets Oversigter. Saalænge Madvig levede, havde jeg stadig opfordret ham til ikke blot at udgive sine enkelte Iagttagelser eller antyde Hovedtankerne, som saa Andre kunde udføre, men selv at fuldende de videnskabelige Bygninger, der foresvævede hans Tanke. Det lykkedes ham jo ogsaa i det Hele at faa afsluttet sin Forfattervirksomhed. Et Arbeide var der dog, som kun var paabegyndt, hans Metrik. Den almindelige Del havde han udgivet; den specielle følte han ingen Lyst til at udføre. Dette fandt jeg burde gjøres, og da jeg ganske delte hans Anskuelser, haabede jeg at kunne gjøre det i hans Aand. Men jeg kunde ikke indskrænke mig til blot at tilføie det Manglende; ogsaai den almindelige Del var der Adskilligt, jeg ønskede tilføiet eller nærmere udført. Min "Græsk og romersk Metrik" (1893) er mit eget Arbeide, og jeg kan ikke gjøre min Lærer ansvarlig derfor; der er maaske meget, som han vilde have gjort anderledes.
Som Medlem af Konsistorium modtog jeg i Tidens Løb forskjellige under dette henhørende administrative Hverv, navnlig Legat-Eforier. Saaledes overtog jeg i 1874 Bestyrelsen afElers' Kollegiumefter H. N. Clausen, en Stilling, jeg beholdt i 21 Aar. Da jeg et Par Aar efter blev Regentsprovst, kom jeg til at bo ligeoverfor Kollegiet, og kunde lettere være ved Haanden, naar Eforens Nærværelse krævedes, hvad enten det var paa Grund af Rivninger mellem Alumnerne indbyrdes eller i Anledning af deres Forhold til Portneren. Denne sidste blev dengang lønnet ved, at enhver af Beboerne maanedlig betalte et vist Beløb; men da disse enten slet intet Stipendium modtog fra Kollegiet, eller for saa vidt som de fik et saadant, fik det udbetalt halvaarsvis, erholdt Portneren sin Løn meget uregelmæssig, ja undertiden ufuldstændig. Det burde naturligvis være Kollegiets Sag at lønne ham; men dertil var der ikke Raad, med mindre de 15 Alumner, der hvert Halvaar fik et Stipendium af 30 Kr., gav Afkald derpaa. Skjøndt dette i Virkeligheden ikke var noget Offer, da de dog ellers betalte Portneren det Samme, vare de dog lidet villige dertil, og det lykkedes først at faa deres Samtykke, da de fik Løfte om Oprettelsen af en Læsestue, som de længe havde ønsket, men hvortil der ogsaa krævedes Tilskud fra Kollegiet. Dettesøkonomiske Tilstand var, som allerede antydet, ikke heldig, og det var ikke ganske let at faa udført de nødvendige aarlige Reparationer. Først da Kollegiet skulde feire sit 200 Aars Jubilæum (1891), lykkedes det at faa et tilbørligt Tilskud af Staten, saa at Bygningen kunde vise sig i en værdig Skikkelse, og Stifterens Minde holdes i Ære. D. 30. Novb. holdtes der i samme Anledning en smuk Fest, hvortil ogsaa mange af de ældre Alumner havde indfundet sig. En af disse, cand. polit. G. E. Wad, hædrede Dagen ved Udgivelse af et lille Mindeskrift om Stifteren, og en af Kollegiets Beboere, daværende Kateket R. R. Vestergaard, forfattede med Ministeriets Understøttelse en læseværdig Fremstilling af Kollegiets Historie.
Det var mig en kjær Opgave at skulle sørge for, at Alumnerne fik det saa hyggeligt som muligt i den minderige Gaard; men med Undtagelse af Inspektor, som jeg stadig havde Forhandlinger med, var det sjældent, at jeg kom i nærmere Forbindelse med nogen af dem, skjøndt der er Mange, som jeg stadig mindes med Glæde. Ikke faa have allerede et anset Navn i Videnskaben eller i Kirken. Jeg skal ingen Navne nævne; det vilde blive enten for mange eller for faa; kun een maa jeg særlig omtale, fordi jeg kom i et nærmere Forhold til ham end til nogen af de Andre,Holger Pedersen.
Hans Fader, der var Skolelærer i det sydlige Jylland, døde, da Sønnen var 10 Aar gammel. Gode Venner raadede Moderen til at sætte den begavede Dreng i Ribe Skole, og den brave, stræbsomme Kvinde skyede intet Offer for at holde ham der. Ængstelig og forlegen var han, og han gik som en Eneboer mellem sine Kamerater; men paa Skolen fik han aldrig nogen anden Charakter end ug. Ogsaa Afgangsexamen bestod han med lutter ug; og det var godt, thi havde han ikke havt dette Stempel paa sig, vilde Ingen have opdaget ham i det Musehul, hvori han af lutter Forlegenhed gjemtesig. Jeg lærte ham at kjende paa mine Forelæsninger og var glad ved at faa ham ind paa Elers' Kollegium og ved at faa ham til at komme i mit Hus. Han tog Skoleembedsexamen med Egregie, men til Skolemand var han ikke skabt. Han var kaldet til Videnskabsmand. Han stillede sig fra først af den Opgave, som han stadig fastholdt, at undersøge Sprogenes Historie og Sammenhæng. Ved Siden af de Fag, hans Examen havde krævet, Græsk, Latin og Dansk, studerede han Sanskrit, Gotisk, Slavisk og Litavisk, og da han fik Leilighed til at reise udenlands, udvidede han Kredsen endnu mere. Ved en sjælden Sparsommelighed og Nøisomhed fik han Stipendierne til at holde ud i 4 Aar, saa at han ikke blot kunde besøge tyske Universiteter og studere Armenisk i Venedig, men ogsaa studere Albanesisk i Epiros og Keltisk paa Øerne ved Irlands Vestkyst. Hans Skrifter, der ikke alene dreiede sig om Sprogene, men ogsaa om Almuens Eventyr og Sange, nød almindelig Anerkjendelse, og 33 Aar gammel (l. April 1900) blev han ansat ved Universitetet som extraordinær Docent i sammenlignende Sprogvidenskab med det særlige Hverv at holde Forelæsninger over de Slaviske Sprog, hvori Universitetet efter Professor Verners Død savnede en Lærer. Et Par Maaneder tidligere havde jeg den Glæde at være Forlover ved hans Bryllup, og snart saa jeg ham ikke blot som en lærd Gransker, men ogsaa som en lykkelig Familiefader. En ærefuld Kaldelse til Universitetet i Basel har han afslaaet. Han siger som Rask: "Sit Fædreland skylder man Alt, hvad man kan udrette."
D. 1. November 1876 blev jegRegentsprovst. Embedet havde staaet ubesat i 2 Aar, siden Professor iuris Nellemann blev Minister, og i den Tid været bestyret af Regentsens Viceinspektør E. Jónsson under Stipendiebestyrelsens Tilsyn. Jónsson var en stille og godmodig Mand, der i den Tid jeg var Regentsprovst, var mig en trofast Medhjælper og Ven. Det havde ikke liden Betydning, at der fandtes enMellemmand imellem Provsten og Alumnerne, hvis Tid ikke var optagen af anden Embedsgjerning, og som derfor kunde færdes ganske anderledes imellem Studenterne og gjøre nærmere Bekjendtskab med de Enkelte. Man saa ham ofte iblandt dem paa Bænken under Linden, og hans private Bolig stod aaben for Enhver, der ønskede hans Raad eller Selskab. Især var dette naturligvis Tilfældet med hans Landsmænd, Islænderne. Disse, der dengang ofte udgjorde en Fjerdedel eller mere af Gaardens Beboere, havde ikke ganske let ved at smelte sammen med de Andre. Indbyrdes talte de deres eget Sprog, som de Andre meget sjælden forstod, og mange af dem søgte hellere Samkvem med Islændere udenfor Regentsen end med deres Medalumner. At føre tilbørligt Tilsyn med dem vilde have været mig umuligt uden Viceprovstens Hjælp.
Hvor er Regentsen dog en herlig Indretning! Et Hjem for 100 ubemidlede Studenter i de Aar, hvori de Spirer, der senere skulle sætte Frugt i Livet, pleies og fredes, Aar, der tidt omtales af ældre Mænd som de skjønneste, de have levet, de rigeste paa aandelig Udvikling og paa Glæde i Samlivet med Andre. Det var ikke uden Bekymring, at jeg overtog det ansvarsfulde Hverv at skulle styre en saadan Stiftelse. Jeg havde ikke noget særligt Talent til at omgaas unge Mennesker, men jeg vidste med mig selv, at jeg elskede Ungdommen. Dette haabede jeg skulde være nok, og jeg tog næppe ganske feil; thi efter Alt, hvad jeg kan skjønne, holdt Regentsianerne af mig. Ikke Faa have henvendt sig til mig, naar de trængte til Raad og Veiledning, og det lykkedes vel ogsaa undertiden at hjælpe dem over pekuniære Vanskeligheder eller endnu værre Forlegenheder, som de vare komne i. Men der er en anden Fare, som vel er sjælden, men dog oftere end man troer, truer den Unge, der rives bort fra sit Hjem og staar ene i Verden, henvist til anstrengende Studier, som han ikke altid har let ved at magte,og grublende over Gaader, som intet Menneske kan løse. Skuffede i de Forventninger, hvormed de betraadte den Bane, som de maaske oprindelig ikke vare kaldede til, føle de svagere Sjæle sig da saa nedtrykte og fortvivlede, at Sindssygen er nær. Da gjælder det at gribe ind i rette Tid, om den Syge skal kunne frelses. Hvis det en enkelt Gang skulde være lykkedes mig, takker jeg Gud, at han ikke har ladet mig arbeide forgjæves. Men det er saare sjælden, at man faar Underretning om Forholdet, inden det er for sildigt. De rette Læger ere jo ogsaa de jævnaldrende Kamerater. Det er derfor med stor Uret, at man har angrebet og klaget over Kontubernalskabet. Det er ikke blot af Sparsommelighedshensyn, at det bør anbefales, at To bo sammen, men det er ogsaa det eneste Naturlige. Den Unge kan ikke taale et Eneboerliv; han trænger til Selskab, til Fortrolighed, hvis hans Sjæl skal bevare sin Sundhed. Mangen en Regentsianer vil aflægge Vidnesbyrd om Kontubernalskabets Velsignelser, idet den Ven, som han boede sammen med i den røde Gaard, og hvem han meddelte sine Tanker og sine Glæder og Sorger, er bleven hans Ven for hele Livet. Har En faaet en Kontubernal, som han ikke kan samstemme med, kan Forholdet hæves ved den næste Omflytning, og nærmer Embedsexamen sig, saa at det gjælder om at have uforstyrret Læsero, saa gives der Eneværelser nok til at tilfredsstille dette Behov hos de ældre. Men i de første Aar af Regentstiden er det et stort Gode, at to Studenter bo sammen, og det vilde være høist beklageligt, hvis man nogensinde skulde opgive dette System.
Det langt overveiende Tal af Regentsianere vare livsfriske Ynglinge, som, om de end nok saa flittig passede deres Studier, dog fik Tid til at more sig ved Samlivet med Kameraterne og ikke lukkede sig for det Liv, der bevægede sig udenfor. Mindre Uordener, som kunde fremkomme derved, bleve enten oversete eller affærdigede med en Advarsel;meget sjælden indtraf der alvorligere Tilfælde, som kunde medføre Berøvelse af Stipendiet. Men selv da burde Politiet og Publikum holdes udenfor. Regentsens Ære krævede, at Sligt ikke blev omtalt, og der var i den Henseende et ønskeligt Sammenhold imellem Alumnerne indbyrdes; Angiveri taaltes ikke. Alligevel kunde det dog ikke undgaaes, at hvad der foregik paa Regentsen, ogsaa blev bekjendt udenfor denne. Dagbladene forstaa at skaffe sig Forbindelse allevegne, og Diskretion staar for mange af dem som en uberettiget Fordring. Et eiendommeligt Exempel herpaa indtraf i Aaret 1881. En medicinsk Student X havde faaet Øgenavnet Tyrken, og nogle af hans Kamerater havde moret sig med at forære ham et tyrkisk Flag. Da saa Efterretningen kom om Keiser Alexander II's gruelige Mord, kunde den unge Laban ikke bare sig for at agere Tyrk. Han syntes, han maatte juble over Arvefjendens Mord og stak sit Flag ud af Vinduet; hans Vindue vendte ind til Gaarden. Det varede ikke mange Minutter, inden en anden Regentsianer, der var bleven opmærksom derpaa, styrtede op og rev Flaget ned; men Ulykken var allerede sket. Bladene havde faaet Nys derom, og det blev berettet i den hadefuldeste Form, som om Regentsen var en Rede af Nihilister: "en Regentsianer havde stukket den røde Fane ud og det lige over for Regentsprovstens Vinduer." Selvfølgelig undgik Studentens Raahed ikke tilbørlig Paatale og Straf. Imidlertid var det nær kommet til at gaa ud over en Anden, som var aldeles uskyldig. Engang da denne uhyggelige Historie var kommen paa Tale i et Selskab, yttrede En, som ønskede at ende Samtalen med en Spøg: "Aa, det var jo ikke andet end F., der stak sit røde Ansigt ud af Vinduet." Misforstaaet og forvansket blev dette forebragt Kongen, som om F. havde været den Skyldige, og Hans Majestæt blev meget forarget over, at en Søn af en af hans mest betroede Embedsmænd kunde opføre sig saaledes.
I de Dage da Politikens Bølger gik høit her i Landet, vare naturligvis ogsaa Regentsianerne stærkt optagne af de politiske Spørgsmaal og delte i politiske Partier. Offentlige Demonstrationer tillodes ikke, men den private Diskussion kunde jo Ingen hindre, og selv almindelige Diskussionsmøder paa Læsesalen fandt jeg ingen Anledning til at forbyde, naar der blot i Ordstyrerens (Klokkerens) Personlighed var nogen Sikkerhed for, at den nødvendige Orden vilde blive overholdt. I April 1883 havde jeg givet Tilladelse til Afholdelse af et saadant Møde; da fremkom den, der skulde indlede Mødet, med en yderligere Begjæring om, at det maatte tillades hans gode Ven, Folkethingsmand Jens Busk at komme til Stede for at forklare, hvad Venstres Program egentlig gik ud paa; det var jo dog af Vigtighed, at man fik dette at vide, saa at man ikke snakkede hen i Veiret om Noget, man ikke kjendte. Denne Anmodning var mig ikke særlig behagelig, men da jeg havde sagt A, vilde jeg ogsaa sige B. Bange for Jens Busk var jeg ikke, og jeg maatte jo indrømme, at det var hensigtsmæssigt, at de vidste Besked med de Spørgsmaal, de pleiede at drøfte indbyrdes. Men, tilføiede jeg, kommer Jens Busk, saa kommer jeg ogsaa; Sagen maa ikke fremstilles fra een Side alene. Aftenen kom. J. B. holdt et længere Foredrag for at udvikle sit Partis Standpunkt. Han blev imødegaaet af en forhenværende og to daværende Regentsianere, og tilsidst ogsaa af mig. Den tre Timer lange Forhandling havde en fuldstændig rolig og lidenskabsløs Charakter, og jeg tror ikke, at den radikale Jyde vandt en eneste Tilhænger iblandt Regentsianerne udover dem, han havde i Forveien. Han selv var glad over, at "han havde været oppe at præke for Studenterne" og omtalte det den følgende Dag i Folkethingssalen. Et Par Dage senere indeholdt Høirebladet Svendborg Avis en heftig Artikel om denne "Skandale", der var foregaaet paa Regentsen. Foranlediget derved paalagde KultusministerScavenius Konsistorium at afæske mig en Erklæring om denne Sag, særlig om "med hvad Ret jeg havde tilladt Afholdelse af politiske Møder paa Regentsen." Jeg svarede, at denne Betegnelse forekom mig misvisende, og at jeg ikke mente at have overtraadt min Kompetence ved at tillade en almindeligere Diskussion om et Emne, som sysselsatte Alles Tanker, naar jeg ved min egen Nærværelse sørgede for, at Alt forløb sømmeligt og i god Orden. Naar et Dagblad fortalte, at Ministeren havde "givet mig en Næse" for dette Svar, er dette ikke korrekt. Jeg fik intet Svar fra Ministeren; men efter hans Foranledning vedtog Stipendiebestyrelsen den Bestemmelse, at det ikke maatte tilstedes Fremmede at indfinde sig ved Regentsianernes Forsamlinger, det være sig som Foredragsholdere eller som Gjæster, uden Stipendiebestyrelsens Tilladelse. Denne Indskrænkning i min tidligere Handlefrihed, der fritog mig selv for at afslaa Ønsker, som jeg ikke sympathiserede med, var mig i Virkeligheden kjærkommen. Fra samtlige Regentsianere modtog jeg en Adresse, hvori de "takkede mig for min humane og liberale Optræden overfor Spørgsmaalet om Tilladelse af Foredrags- og Diskussionsfrihed paa Regentsen."
Jeg har omtalt disse Tilfælde, fordi de igjennem Pressen bleve bekjendte for Publikum og anførtes som Vidnesbyrd om en beklagelig radikal Stemning hos Regentsianerne. En saadan Slutning er man ikke berettiget til at uddrage af dem. At der iblandt 100 unge Mennesker, udgaaede fra de forskjelligste Hjem, fandtes en Del, der delte den yderliggaaende Oppositions Anskuelser, kan jo ikke undre Nogen; men der blev gjort, hvad der kunde gjøres, for at denne Stemning ikke skulde forstyrre det rolige Studieliv eller yttre sig paa nogen for Stiftelsen kompromitterende Maade. At være fast Medarbeider ved et politisk Blad betragtede jeg, uden Hensyn til Bladets Farve, som uforeneligt medNydelsen af Stipendiet, hvis Bestemmelse er at skaffe de Studerende Tid og Ro til deres Studier.
Det var ogsaa meget mere litterære og æsthetiske end politiske Spørgsmaal, der vare Gjenstand for Regentsianernes daglige Samtaler. Ved de aarlige eller halvaarlige Generalforsamlinger, naar der skulde vælges en ny Klokker, hørte man ofte det Forlangende, at den Valgte burde sørge for, at der blev holdt Foredrag over saadanne almenvidenskabelige Emner; men det vedblev at være etpium desiderium. Ingen tilbød sig; Examensstudiet syntes ikke at levne dem Tid til andet videnskabeligt Arbeide. En Gang gjorde jeg selv et Forsøg paa at udfylde denne Mangel. Jeg holdt et Foredrag over Fremstillingen af Christus i ældre christelig Kunst. Valget var foranlediget ved en nylig udkommen Bog, Dietrichsons "Christusbilledet" (1880), men min Behandling af Emnet var rigtignok meget forskjellig fra hans[9]. Regentsianerne mødte fuldtallige og hørte Foredraget med stor Interesse, men for det store Flertal var det dog en altfor fremmed Verden, det førte dem ind i.
Nei, skulde Regentsianerne samles uden Hensyn til Fagstudium og til politisk Farve, saa maatte det være til Gilder og Sold. I Samlivet med Kameraterne glemtes Studiernes Tvang, og Aandens Kræfter rørte sig frit. Gilderne vare et fremtrædende Træk i Regentsens Fysiognomi. Man kjender det fra Plougs og Hostrups Viser og Komedier. Som det var dengang, var det ogsaa nu. Man havde naturligvis ikke altid en Ploug eller en Hostrup; men der kunde ogsaa i de mindre begavede Aanders Forsøg findes det, som Muserne ikke vilde skamme sig ved. Regentsens Hovedfest var Rusgildet, som holdtes i Slutningen af Oktober Maaned til Modtagelse af de nye Alumner. Tidligere havde Studenternes egen Munterhed og Aandrighed været dem tilstrækkelig Underholdning;men nu begyndte man at ønske en mere nærende Føde, og det blev Skik at indbyde en eller anden Forfatter, Skuespiller eller Sanger, helst en forhenværende Regentsianer, som man kunde formaa til at tage Del i Festen. Det forstaar sig, at disse Fremmedes Bidrag blev Aftenens Glanspunkt, og den Glæde, de voldte Studenterne, gjorde, at ogsaa de befandt sig vel i de Unges Selskab. Det Samme var Tilfældet med mig; thi jeg var altid til Stede ved disse Fester. Provstens Nærværelse gjorde det lettere for Klokkeren at overholde den nødvendige Orden, hvilket undertiden kunde være svært nok, da der ikke sparedes paa Drikkevarerne. En eller to Gange maatte jeg ogsaa selv gribe ind; men da var Nødvendigheden saa indlysende, at saa godt som Alle billigede det, og Regentsianerne vedbleve at være lige saa fornøiede med mig, som jeg var med dem.
Naar Vinteren var skreden længere frem og allerede nærmede sig sin Slutning, fremkom der Ønsker om en ny og endnu større Fest; man vilde holde Bal. Dristigt var det vel nok og i Manges Øine lidet passende at byde unge Damer, som man satte Pris paa, til Gjæst i den gamle Kaserne og i et saa fremmed Selskab, men det kunde jo gaa, naar Provsten og hans Hustru vilde være Vært og Værtinde, og man ikke stillede for store Fordringer til Udstyr og Beværtning. Læsestuen afgav en udmærket Dansesal, Musikstuen et, rigtignok knebent, Samlingsværelse; Bibliotheksværelset kunde tjene som Buffet, og et større Alumnusværelse som Garderobe. Monteringen manglede, men man fik det Fornødne til Laans fra større Magaziner og fra gode Venner. Men Penge skulde der alligevel til, og for dem, der skulde leve af deres Stipendium, var Kontingentet ingen Ubetydelighed. Det var derfor ogsaa kun et Mindretal af Regentsianerne, der deltog i Ballet; man maatte være glad, naar der meldte sig 30, det Tal, der blev fastsat som Betingelse for,at Ballet kunde holdes. Dertil kom den Forstyrrelse, det foraarsagede i alle Forhold, og den betydelige Tidsanvendelse, som alle de, der havde med Anordningen at gjøre, maatte offre. Det var derfor ikke uden Betænkelighed, at Overbestyrelsen tillod Afholdelsen af Baller, og det vedtoges, at et saadant kun maatte holdes hvert andet Aar; men smukke og fornøielige Fester blev det. Der var ingen straalende Dametoiletter og ingen skummende Champagne, men der var en ungdommelig Livlighed og en umiddelbar Glæde, der ikke altid findes paa elegante Privatballer. Studenterne var elskværdige og ridderlige Værter, og de unge, for en stor Del ganske unge Damer morede sig fortræffelig.
I de lumre Sommeraftener samledes af og til større eller mindre Kredse under Linden i Gaarden, og de røde Mure gjenlød af Sang og Bifaldsklap. D. 12. Mai feiredes Lindens Fødselsdag med et saakaldet Lindegilde. I 1885, da det var 100 Aar, siden Træet blev plantet, blev Lindegildet en stor Jubilæumsfest, hvorved ogsaa mange ældre Regentsianere fra hele Landet gav Møde. Uagtet Festen var bleven udsat til 1. Juni, var Veiret dog temmelig uheldigt. Vedholdende Regnbyger nødte os til at holde Maaltidet ude i Byen, men til det paafølgende Sold kunde den talrige Kreds samles i den festlig oplyste Gaard omkring den flagsmykkede Lind og tilbringe Aftenen i munter Stemning under Afsyngelsen af gamle og nye Sange med tilhørende Taler[10]. Iver Iversen havde forfattet en Kantate, og Niels Møller oplæste en versificeret "Tak fra Linden". Regentsens Klokker, stud. theol. C. Bjerre, havde været særlig virksom. Han havde blandt Andet skrevet en Sang for Provsten, som jeg ikke kan lade være at meddele, da det er et af de allersmukkeste Minder, jeg har medbragt fra Regentsen[11].