(Mel.: Vi sidde sammen o. s. v.).At kommandere en enig Hær,Som strax paa Vinket staar paa Pinde,Dertil kan bruges omtrent enhver;Men hvis du derimod vil findeEn Mand, der Styr kan holde paa en Hær,Som saadan rigtig dygtig oplagt erTil KlammeriOg Mytteri, —Da søg en "Kommandør" som vores.Man siger os, vi har ej faaAf disse slemme, slemme Synder,Men vil man deri se Tegnet paaAt Verdens Undergang begynder,Jeg siger bare: kom da selv herindOg se vor Enighed om Gaard og Lind —Og dette til:Spørg, om De vil,Hvad Mening vi vel har om Provsten.Det bliver ét kun, det Svar, De faarFra hver især i hele Banden;Thi han har Kærlighed til vor GaardSom sikkert ikke nogen Anden.Og det er ikke bare Hjernespind,Naar jeg Dem siger: var ej vores LindI fordums TidPlantet af Hviid, —Var dette blevet gjort af Ussing.Thi — er det Sorg, er det Munterhed,Der fylder disse røde Rønner,Med Raad og Daad altid godt han vedAt hjælpe sine Plejesønner.Derfor han skal i Krans med Gaard og LindI kær Erindring leve i vort Sind, —Medens vi nuMed Tak i HuVil raabe: længe leve Provsten.
(Mel.: Vi sidde sammen o. s. v.).At kommandere en enig Hær,Som strax paa Vinket staar paa Pinde,Dertil kan bruges omtrent enhver;Men hvis du derimod vil findeEn Mand, der Styr kan holde paa en Hær,Som saadan rigtig dygtig oplagt erTil KlammeriOg Mytteri, —Da søg en "Kommandør" som vores.
(Mel.: Vi sidde sammen o. s. v.).
Man siger os, vi har ej faaAf disse slemme, slemme Synder,Men vil man deri se Tegnet paaAt Verdens Undergang begynder,Jeg siger bare: kom da selv herindOg se vor Enighed om Gaard og Lind —Og dette til:Spørg, om De vil,Hvad Mening vi vel har om Provsten.
Det bliver ét kun, det Svar, De faarFra hver især i hele Banden;Thi han har Kærlighed til vor GaardSom sikkert ikke nogen Anden.Og det er ikke bare Hjernespind,Naar jeg Dem siger: var ej vores LindI fordums TidPlantet af Hviid, —Var dette blevet gjort af Ussing.
Thi — er det Sorg, er det Munterhed,Der fylder disse røde Rønner,Med Raad og Daad altid godt han vedAt hjælpe sine Plejesønner.Derfor han skal i Krans med Gaard og LindI kær Erindring leve i vort Sind, —Medens vi nuMed Tak i HuVil raabe: længe leve Provsten.
Iblandt de indbudne Gjæster befandt sig selvfølgelig baade Ploug og Hostrup; men Regentsianernes Syn paa disse to Mænd var høist forskjelligt. Hostrup var deres erklærede Yndling; ham hyldede de ved enhver Leilighed, og da han denne Aften havde holdt en Tale for Regentsen, var Jubelen almindelig. Ploug derimod holdt sig ganske tilbage; man mærkede ikke, at han var der. Han vidste jo ogsaa nok, at om ikke Flertallet af Regentsianerne saa i alt Fald de mest Høirøstede og Toneangivende afskyede ham som en politisk Renegat — thi med dette fuldstændig uberettigede Navn pleiede jo Venstrepressen at stemple sin fornemste Modstander — og at man lukkede Øiet for, at det var ham, der var Skaberen af Regentspoesien og den Form for Regentslivet, man var saa glad over. Henimod Midnat forlod han Selskabet, og han fik ikke den Glæde at være Vidne til, at dog en Del af Regentsianerne istemmede hans Sang: "Hvad er Regentsen?"
Hostrup døde 21. Nov. 1892 og blev jordfæstet paa Frederiksberg Kirkegaard, baaren til Graven af Regentsianere. Ikke længe efter yttredes det som et almindeligt Ønske iblandt Alumnerne at faa en Buste af ham opstillet paa Regentsen. Ældre og yngre Regentsianere traadte sammen for at indsamle det fornødne Beløb, og 2. Nov. 1894 blev en Broncebuste af Hostrup, som medens han levede var modelleret af Billedhuggeren Axel Hansen, opstillet i Læsestuen og afsløret i Nærværelse af Universitetets Rektor, Stipendiebestyrelsen m. Fl. samt den nærmeste Familie. Det havde været Meningen, at Ploug skulde holde Talen ved denne Leilighed, men Døden bortrev ham faa Dage i Forveien (27. Oktbr.). Det blev da Hostrups ældste endnu levende Ven, Biskop Fog, som maatte overtage dette Hverv. Efter en paa een Gang hjærtelig og værdig Tale lod han Sløret falde og overgav Monumentet til Regentsen, paa hvis Vegne Regentsprovsten takkede og fik Leilighed til ogsaa for sit Vedkommendeat vise, hvor dyrebart Mindet om hans Barndomsven var ham[12]. Dagen efter blev Ploug begravet, Student og Digter ligesom Hostrup og i Mangt og Meget sympathiserende med ham; men Hostrup førte Hyrdestaven og Ploug Sværdet; hans hele Liv var Kamp for Folkets Frihed og nationale Selvstændighed. Ogsaa Ploug var min Ven, dog ikke fra Barndommen, men fra Ungdommens og Manddommens Dage. Jeg havde fulgt ham paa hans Bane, og mit Liv havde havt det samme Indhold som hans. Vi havde stridt og lidt sammen, altid kæmpende under det samme Banner; det bar jo det skjønne Navn "Fædrelandet".
D. 10. April 1877 flyttede jeg med min Familie ind paa Regentsen. En Deputation af Regentsianere hilste mig Velkommen. Tre Maaneder efter, da min Hustru og jeg feirede vort Sølvbryllup, oplivede Regentsianerne denne Fest ved et af de extemporerede "Fakkeltog", som dengang undertiden brugtes. I deres daglige Dragt, iførte Slaaprokker og gamle Frakker, vandrede de ud i Gaarden med Lys i Haanden og gik syngende rundt omkring Træet. Da følte min Hustru og jeg, at vi vare hjemme her, og denne Følelse af, at Regentsen var vort Hjem og Alumnerne hørte til vor Familie, forlod os aldrig. At omgaaes alle de 100 Studenter var naturligvis ikke muligt, men Enkelte af dem bad vi gjerne over til os, især om Tirsdag Aften, og det Bekjendtskab, der saaledes blev stiftet med de Enkelte, syntes at bringe os dem alle nærmere. Det var derfor ikke med let Hjerte, at vi efter 19 Aars Forløb forlod Regentsen; menTiden gaar sin Gang og stiller sine Fordringer uden at spørge om Forlov.
Jeg var bleven 75 Aar gammel. Fem Aar tidligere, da jeg fyldte det Maal, man kalder Støvets Aar, havde jeg fra "danske Filologer" modtaget en smuk Mindegave, en Bronceafstøbning af Dionysosstatuen fra Pompeii tilligemed en smuk Adresse, udstyret med Tegninger af Carl Thomsen. Det var ingen Afskedshilsen, de 154 Underskrivere bragte mig; de udtalte Ønsket om, at jeg endnu længe maatte bevare min Aands- og Legemsfriskhed, og nu, 5 Aar efter, kunde jeg takke Gud for, at dette Ønske var bleven opfyldt. Jeg mærkede endnu ingen Aftagen hverken af Kræfterne eller af Lysten til at arbeide, og saavel Tilhørere som Kolleger forsikkrede mig, at de heller ikke sporede nogen saadan. Men Videnskaben staar ikke stille. Med den tiltagende Alder blev det mig vanskeligere at følge dens Udvikling, især da den sammenlignende Sprogvidenskab, et Fag som jeg aldrig havde kunnet magte, greb mere og mere om sig. Dertil kom, at det fra først af var blevet mig paalagt at docere ikke blot Filologi, men ogsaa Archæologi, og dette Fag, der et halvt Hundredaar tidligere endnu var i sin Barndom, havde i de sidste Aartier baade ved Stoffets enorme Forøgelse og ved Behandlingens Art faaet et saadant Omfang, at det næppe syntes muligt for en enkelt Mand at beherske det, og det maatte kaldes aldeles umuligt, hvis denne samme Mand ogsaa skulde være Lærer i Filologi. Jeg havde derfor ogsaa forsømt Archæologien, da den filologiske Undervisning ved Universitetet maatte være Hovedsagen. Nu forekom det mig uforsvarligt at fortsætte dette længere, da der fandtes en yngre Mand, hvis videnskabelige Navn og anerkjendte Lærerdygtighed gjorde ham selvskreven til at afløse mig som filologisk Professor. Jeg søgte altsaa min Afsked fra Universitetet. Men medens jeg overgav Filologien til Dr. J. L. Heiberg, ønskede jeg selv indtil videre at beholde Archæologien,og jeg skrev i min Ansøgning, at jeg gjerne vilde vedblive som Privat-Docent at holde Forelæsninger og Øvelser i dette Fag, indtil der kunde blive oprettet en særskilt Lærestol for det.
Jeg havde ligeledes haabet, at jeg kunde vedblive at være Regentsprovst, uagtet jeg opgav mit Embede som Universitetsprofessor. Jeg bildte mig ind, at jeg var paa min Plads der, og det syntes rimeligt, at jeg endnu i nogle Aar kunde have de fornødne Kræfter til at varetage de dermed forbundne Forretninger. Men man fandt det tvivlsomt, om dette lod sig forene med de gjældende Lovbestemmelser, og det juridiske Fakultet erklærede, at Regentsprovsten derefter skulde være en virkelig Professor, ikke en emeritus. Ansete Jurister udenfor Universitetet havde en modsat Opfattelse og opfordrede mig til at henstille Spørgsmaalet til Ministeriets Afgjørelse; men dette afviste jeg bestemt; jeg vilde ikke udsætte mig for, at der blev gjort den mindste Rift i det venskabelige Forhold til mine Kolleger, som havde været mit Livs Lykke. Jeg søgte altsaa min Afsked som Professor fra 31. December 1895, og jeg fratraadte Regentsprovstiet ved Halvaarets Slutning 31. Marts 1896. Da dette Tidspunkt nærmede sig, modtog jeg en Indbydelse fra "Gamle og unge Studenter, Regentsianere og Filologer" til at samles med dem ved et Festmaaltid i Studenterforeningen. Universitetslærerne sluttede sig til dem tilligemed adskillige gamle Venner udenfor Universitetet. Det var en talrig Kreds, der bragte mig dette smukke Farvel ved Afslutningen af min Embedsvirksomhed, og mange Telegrammer baade fra Indlandet og fra Udlandet forskjønnede Festen. Konsistorium sendte mig en Adresse, som jeg ikke kan nægte mig den Glæde at meddele her, skjønt Beskedenheden vel egentlig burde forbyde mig det; men den Dyd har man jo engang sat sig ud over, naar man skriver sit eget Levnedsløb.
Hr. Professor, Dr. phil. et iuris J. L. Ussing.I Anledning af, at De til 1ste April d. A. fratræder det sidste Hverv, som De har beklædt i vort Universitets Tjeneste, føler Universitetet en Trang til at bringe Dem en hjertelig Tak for Deres lange og nidkære Virksomhed. Ikke blot som Lærer og Videnskabsmand, men ogsaa ved ivrig Deltagelse i Universitetets Administration og ved varm og levende Interesse for de Unge, til hvem De var stillet i saa nært et Forhold, har De i en sjælden Grad usvækket og utrættet virket med den fulde Hengivelse af al Deres Kraft, og vi bevare Dem i erkendtlig Erindring som en Embedsbroder, der forenede Arbejdsevne og Arbejdslyst med en elskværdig Personlighed. Vi vide, at om De end ikke længere ved ydre Baand er knyttet til Universitetet, vil De dog altid føle Dem i nærmeste Forbindelse med dette, og vi se med Glæde og Taknemmelighed, at De vedblivende frivilligt ofrer Deres Tid og Kræfter til Gavn for Universitetet og Videnskaben. Vi haabe og ønske, at De endnu længe maa kunne færdes iblandt os i aandelig og legemlig Styrke.Kjøbenhavn i Marts 1896.H. G. Zeuthen.H. Scharling.P. Madsen.Will. Scharling.H. Matzen.Deuntzer.Saxtorph.C. Reisz.Christian Bohr.A. F. Mehren.E. Holm.V. Fausbøll.Wimmer.Joh. Steenstrup.Julius Thomsen.Thiele.
Hr. Professor, Dr. phil. et iuris J. L. Ussing.
I Anledning af, at De til 1ste April d. A. fratræder det sidste Hverv, som De har beklædt i vort Universitets Tjeneste, føler Universitetet en Trang til at bringe Dem en hjertelig Tak for Deres lange og nidkære Virksomhed. Ikke blot som Lærer og Videnskabsmand, men ogsaa ved ivrig Deltagelse i Universitetets Administration og ved varm og levende Interesse for de Unge, til hvem De var stillet i saa nært et Forhold, har De i en sjælden Grad usvækket og utrættet virket med den fulde Hengivelse af al Deres Kraft, og vi bevare Dem i erkendtlig Erindring som en Embedsbroder, der forenede Arbejdsevne og Arbejdslyst med en elskværdig Personlighed. Vi vide, at om De end ikke længere ved ydre Baand er knyttet til Universitetet, vil De dog altid føle Dem i nærmeste Forbindelse med dette, og vi se med Glæde og Taknemmelighed, at De vedblivende frivilligt ofrer Deres Tid og Kræfter til Gavn for Universitetet og Videnskaben. Vi haabe og ønske, at De endnu længe maa kunne færdes iblandt os i aandelig og legemlig Styrke.
Kjøbenhavn i Marts 1896.
Mit Liv i Studenterdagene havde været indskrænket til Studerekammeret og til Omgang med den Kreds af aandsbeslægtede Venner, jeg havde sluttet mig til. Naar jeg besøgte Studenterforeningen eller Akademikum, var det nærmest for at følge med Litteraturen, men ellers havde jeg holdt mig temmelig tilbage; jeg havde saaledes hverken været med ved Studentermøderne i Anledning af Christian VIII.s Thronbestigelse, eller ved det paafølgende Forsøg paa at stifte et "Studentersamfund". Anderledes var det, da der i 1843 blev Tale om at foretage et almindeligt Studentertog til Upsala; der var jeg med af mit ganske Hjerte. Pintsedagene 1843 blev jo ogsaa for alle Deltagerne et uforglemmeligt Minde, og for Mange af dem, som Ploug udtalte det, et afgjørende Moment i deres Liv. Det var, som Upsalensernes Ordfører udtrykte sig, "en Fest, som Norden aldrig før havde set", indholdsrig som ingen anden, fuld af Jubel og Glæde, men paa samme Tid af dyb Alvor, af alvorlige Forsætter om at arbeide for Opfyldelsen af det Maal, der straalede i det Fjerne. Dette første skandinaviske Studentermøde er saa ofte omtalt og beskrevet, særlig i den af den danske Bestyrelse udgivne "Beretning om Studentertoget til Upsala i Juni Maaned 1843", at jeg ikke skal opholde mig videre ved det. Jeg er ogsaa mindre i Stand til at fortælleNoget derom end mange Andre, da mine svage Kræfter, især efter en heftig Søsyge i Begyndelsen af Turen, undertiden gjorde det vanskeligt for mig at udholde de Anstrængelser, der ere forbundne med en saadan Fest. Et og Andet staar dog endnu, efter næsten 60 Aars Forløb, tydeligt for mig, saasom Plougs Tale ved Gammel Upsalas Høie og den Hyldest, vi bragte Professor Geijer.
Allerede før min Afreise fra Kjøbenhavn havde jeg besluttet, naar Festen var forbi, at blive tilbage i Stockholm for at gjøre Bekjendtskab med denne Stad og dens Museer, der nu, da jeg havde begyndt at studere Archæologi, havde dobbelt Betydning for mig. I Danmark havde vi dengang saa godt som ingen antike Marmorstatuer, medens Stockholm fra Dronning Christinas Tid dog besad adskillige, navnlig den ikke med Urette roste Endymion. Malerisamlingen var ophængt i et snævert og daarligt Lokale; jeg husker ikke andet deraf end et Par prægtige Billeder af Jan Steen. Den aarlige Udstilling af de nulevende Kunstneres Billeder interesserede mig heller ikke synderlig. Jeg skrev en Anmeldelse af den til "Fædrelandet"; det var mit første famlende Forsøg i Kunstkritik. Conferentsraad Thomsen havde givet mig Anbefalinger til et Par Kunstnere og Kunstvenner i Stockholm. Jeg gjorde derved Bekjendtskab med Billedhugger Quarnström og med den fortræffelige Portrætmaler, Oberstlieutenant Södermark, og jeg erhvervede mig en "Farbror" i den gamle Major Gers; det var en hyggelig Fortsættelse af Studenterfesten.
Men jeg havde ogsaa et andet Besøg at gjøre i Stockholm. Den danske Minister, Grev Johan Ludvig Moltke var en Søn af min Faders gamle Velynder W. J. A. Moltke, og han kaldte sig min Gudfader, skjøndt det i Virkeligheden ikke var ham, jeg var opkaldt efter, men min Faders Moder. Jeg blev naturligvis venlig modtaget af ham; men jeg havde dog været mere velkommen, hvis jeg var kommenalene, end nu, da jeg kom i dette store Selskab, som Regjeringerne betragtede som en Hob Oprørere, og som man havde instrueret ham til at have et vaagent Øie med. Det var en kjølig Luftning; men den udøvede naturligvis ingen Virkning paa mit Hjertes Varme, lige saa lidt som den Efterretning, jeg modtog ved min Ankomst til Kjøbenhavn, at der var anlagt Sag imod Ploug paa Grund af hans Tale i Kalmar. I Slutningen af Juni Maaned samledes Deltagerne i Studentertoget paa Borchs Kollegium og vedtog efter Bestyrelsens Forslag at stifte et "Skandinavisk Samfund" med det Formaal "at fremme det sociale og litterære Samkvem imellem de skandinaviske Folk". Jeg var en af de Faa, der fraraadede dette Skridt, ikke fordi mit Hjerte slog mindre varmt end de Andres for den skandinaviske Tanke, men fordi man vidste, at en Del af Fædrelandets mest ansete Mænd agtede at stille sig i Spidsen for en Forening med det selvsamme Formaal, som da paa Grund af Indbydernes Autoritet vilde faa en langt større Betydning, og jeg frygtede for, at Studenterne ved at foregribe Sagen skulde lægge Hindringer i Veien for det Større og Vigtigere. Studenterne mente nu imidlertid, at det var deres Sag at tage Initiativet. Men — det skandinaviske Samfund blev forbudt af Cancelliet, og Studenternes Appel til Kongen var naturligvis uden Virkning. Der var unægtelig hverken i det udtalte Formaal eller i de vedtagne Love noget som helst, der ikke var fuldt ud loyalt, men man beraabte sig paa "de øvrige foreliggende Omstændigheder", med andre Ord: det kunde ikke tillades Studenterne og deres Førere at stifte et saadant Selskab. Men da i Begyndelsen af September en Kreds af Universitetsprofessorer og ansete Borgere i Kjøbenhavn udstedte Indbydelse til at stifte et "Skandinavisk Selskab" med det selvsamme Formaal og ganske lignende Love, vovede Regjeringen ikke at nægte sin Autorisation. Det skandinaviske Selskab, hvis første Bestyrelse var ProfessorerneH. N. Clausen, S. A. Stein og A. G. Sommer, Raadmand H. P. Hansen og D. G. Monrad, opnaaede strax et betydeligt Medlemsantal (ca. 900) og udfoldede i de nærmest følgende Aar en frugtbar Virksomhed i det angivne Formaals Tjeneste[13].
Det næste skandinaviske Studentermøde blev holdt i Kjøbenhavn 1845. Jeg var dengang i Rom og mærkede kun lidet til den Begeistringens Rus, der betog Kjøbenhavn. Jeg var ikke Vidne til, at Lehmann i Ridehuset tog det Løfte af de Tilstedeværende, at de vilde staa Last og Brast sammen i Medgang og i Modgang. Som bekjendt blev der lagt Sag an imod ham for denne Tale, men Høiesteret frikjendte ham. Talens Virkning var overordentlig, og da 3 Aar efter Krigen med Tyskland udbrød, meldte et stort Antal Nordmænd og Svenske sig som Frivillige til den danske Hær og Flaade, og Adskillige af dem lode deres Liv for Danmarks Velfærdssag. Var end Kong Oskars velvillige Demonstrationer og hans Mægling ikke saa kraftig, som man havde haabet, Danmark glemte dog aldrig Fostbrødrene fra Broderrigerne, der beseglede deres Løfte med Døden.
Da Krigen var endt, indbød Nordmændene til et nyt Studentermøde, som blev holdt i Christiania 1851. Det var for saa vidt forskjelligt fra Upsalamødet, som her ikke var Spor af nogen nervøs Spænding, men kun rolig Glæde over Samlivet med Frænderne. Nordens Konger viste sig jo ogsaa nu i høi Grad imødekommende. Upsalenserne vare desværre ved den samtidig indtræffende Magisterpromotion forhindrede fra at give Møde, men desto livligere var Deltagelsen fra Kjøbenhavn. Mange ældre Studenter og Kunstnere havde sluttet sig til Studenterne, Gamle Grundtvig og Hartmann, Bissen, Constantin Hansen og Sonne, Skuespiller Nielsen, og af Universitetsprofessorer Abrahams, Buntzen,Hauch, Høyen, Kayser, Schiern og jeg. Næsten Alt, hvad Danmark og Norge eiede af Digtere, havde givet Møde ved dette Stævne og bredte Poesiens Gyldenskjær over Festen.
I det 4. Studentermøde i Upsala 1856 kunde jeg ikke tage Del, men da de nordiske Studenter næste Gang samledes i Kjøbenhavn 1862, havde jeg den Glæde som Vært at kunne modtage Frænderne, hos hvem jeg før havde været Gjæst, og bidrage mit til, at denne Fest ikke kom til at staa tilbage for nogen af de tidligere. Det var et Havblik før Stormen; men under Festens Glæde bød Gjæstfriheden os at lukke Øinene for det truende Uveir; vi anede jo heller ikke, at det var saa nær eller saa forfærdeligt. To Aar efter hine Festdage laa Danmark slagen og lemlæstet, og Glædens Sol syntes aldrig mere at skulle gaa op for det. Skuffelsen over, at Brødrerigerne ikke havde kunnet hjælpe os, fremkaldte i store Kredse Haan over disse ufrugtbare Studentermøder; men Ulykken kan ikke berøve dem deres historiske Betydning. Hvem kan nægte, at de vakte den skandinaviske Tanke til et Liv, som ganske vist ikke kunde "Verden beherske", men vel kunde styrke Nordens Folk til i Fællesskab at arbeide paa den Opgave, der er givet dem? Tanken skulde kun have Ro til at udfolde sig; Spirerne skulde have Tid til at gro. Studentermøderne ophørte derfor heller ikke. Der holdtes endnu saadanne i Christiania 1869 og i Upsala 1875, men de havde tildels en anden Charakter. Vækkelse var ikke længere fornøden; nu gjaldt det mere om at give Sammenkomsterne et reelt Indhold ved Foredrag og Diskussioner, der sigtede paa bestemte Formaal; det gjaldt om at gjøre Skandinavismen praktisk. Men dette kunde bedre naaes igjennem engere Møder af Fagmænd, der dyrkede det samme Studium eller arbeidede for den samme Sag. I de sidste 30 Aar ere saadanne Møder ogsaa stadig blevne talrigere, Møder af Jurister og Statsøkonomer, af Naturforskere og Læger, af Filologer og Skolemænd,Lærere og Lærerinder, Theologer og christelige Studenter o. s. v.
I Filologmøderne var jeg selvfølgelig en ivrig Deltager, for saa vidt som det var mig muligt at indfinde mig der. Det første nordiske Filologmøde holdtes i Kjøbenhavn 1876, det 2. i Christiania 1881, det 3. i Stockholm 1886, det 4. i Kjøbenhavn 1892, det 5. i Christiania 1898, det 6. i Upsala 1902. I det første af disse indledte jeg en Diskussion om Udtalen af Latin og Græsk med særligt Hensyn til Brugen ved de nordiske Universiteter og i Skolerne; i det 2. holdt jeg et Foredrag over Udgravningerne i Olympia og i Pergamos, og i det 4. et Foredrag om Theaterbygningen hos Grækerne, som de nyeste Undersøgelser havde kastet et saa uventet Lys over. Det var en stor Overraskelse for de Fleste, thi Dörpfelds Bog om Theatret var endnu ikke udkommet. Over de to første Filologmøder kastede Madvigs Nærværelse en eiendommelig Glans; men om dem alle maa det siges, at de vare baade indholdsrige og i høi Grad fornøielige.
Udgangspunktet for Skandinavismen var som bekjendt Samfærdselen imellem Lunds og Kjøbenhavns Universiteter. Saasnart der var Fred og god Forstaaelse imellem Naborigerne, kunde det ikke være andet, end at de to saa nær ved hinanden liggende Universiteter ogsaa kom i nærmere Berørelse med hinanden, og Professorer og Studenter gjensidig besøgte hinanden. Fra det Øieblik, da det berømte Møde imellem Oehlenschläger og Tegnèr fandt Sted, bleve disse Besøg hyppigere og hyppigere, indtil de affødte de ovenfor omtalte store Studentertog. I 1851 var jeg Gjæst i Lund i Anledning af Indvielsen af den akademiskeForeningsbygning, og i 1853 ved Doktorpromotionen, da Tegnèrs Statue blev afsløret. Begge Gange havde jeg den Glæde at bo hos den latinske Professor Ek, en grundig og smagfuld Lærd, hvis Væsen var den personificerede Ærlighed. Han havde en elskværdig Hustru og 7 nydelige Døtre, der endnu alle vare i Barnealderen. Han døde i en ung Alder, formodentlig af Brystsyge. Senere kom jeg i endnu nærmere Forbindelse med et Par andre lundensiske Professorer,G. LjunggrenogC. Cavallin. Den Første var Professor i Æsthetik, en fint dannet og interessant Mand, hvis Smag og Veltalenhed igjennem hans Skrifter ere Eftertiden bekjendte. I vore Velmagtsdage besøgte vi hinanden af og til; nu er ingen af os i Stand til at foretage Reisen.Cavallinvar Professor i Græsk, grundig Filolog og smagfuld Oversætter, en stille og tilbageholdende Mand, der kun levede for sin Videnskab. Han mistede tidlig sin Hustru, og hans Helbred var svagt. Efter Konkurrencen i Christiania 1887, hvor jeg havde stor Glæde af at arbeide sammen med ham, aftog Kræfterne stadig. Jeg mindes, at jeg spadserede med ham i Solskinnet Fod for Fod lidt udenfor hans Bolig. Min yngre Ven støttede sig til min Arm, ligesom næsten 40 Aar tidligere min gamle Ven, Professor J. F. Schouw havde gjort i Botanisk Have. Han døde den 10. Okt. 1890. Et Par Vers, jeg skrev i den Anledning, vare hans Landsmænd kjærkomne. Lad dem staa her som et Minde om min Ven.
Der var saa tyst, der var saa stilleI Stuen, hvor den Lærde sadOg tolkede med sindrigt SnilleHvad Oldtids store Aander kvad.Med Hælvten af sit Hjerte-BlodFra Hades maned han dem frem.Og Blomster af hellenisk RodI Norden fik et andet Hjem.I Sprogets underfulde GaadeFordybed sig hans Forskeraand;Den skjulte Tankes fine Traade,Udredtes af hans Mesterhaand.Saa gjennem Oldtids dunkle ResterDen Unge fandt en banet StiOg takked tidt den gamle MesterFor Skattene, han fandt deri.Nu er der dobbelt tyst og stilleI Stuen, hvor den Lærde skrev,Thi ved hans Baare Taarer trilleOg Mindet kun tilbage blev.Men tørres Taaren, standser Sukket,Paa Mindets Sten den Skrift skal staa:En ædel Sjæl har Øjet lukket,En Arbeidsmand trofast som faa.14. Okt. 90.L. U.
Der var saa tyst, der var saa stilleI Stuen, hvor den Lærde sadOg tolkede med sindrigt SnilleHvad Oldtids store Aander kvad.Med Hælvten af sit Hjerte-BlodFra Hades maned han dem frem.Og Blomster af hellenisk RodI Norden fik et andet Hjem.
I Sprogets underfulde GaadeFordybed sig hans Forskeraand;Den skjulte Tankes fine Traade,Udredtes af hans Mesterhaand.Saa gjennem Oldtids dunkle ResterDen Unge fandt en banet StiOg takked tidt den gamle MesterFor Skattene, han fandt deri.
Nu er der dobbelt tyst og stilleI Stuen, hvor den Lærde skrev,Thi ved hans Baare Taarer trilleOg Mindet kun tilbage blev.Men tørres Taaren, standser Sukket,Paa Mindets Sten den Skrift skal staa:En ædel Sjæl har Øjet lukket,En Arbeidsmand trofast som faa.14. Okt. 90.L. U.
14. Okt. 90.L. U.
I de sidste 20 Aar have Lunds og Kjøbenhavns Universitetslærere pleiet i større Samling skiftevis at aflægge hinanden Besøg. Iblandt dem, der gjøre Fordring paa at have undfanget Ideen til disse Fællesmøder og sat dem i Værk, tør ogsaa jeg regne mig. Det var efter min indtrængende Opfordring, at Madvig sluttede sig til Planen, og dermed var dens Udførelse sikkret. Det første Møde blev holdt i Kjøbenhavn 12. Sept. 1880; de senere ere med et Mellemrum af 2 eller 3 Aar fulgte efter hinanden i regelmæssig Skiften. Det var fornøielige Festdage, hvis Betydning igjennem de dèr stiftede og udvidede Bekjendtskaber ikke bør agtes ringe. Saalænge mit Helbred tillod det, var jeg en ivrig Deltager deri; fra de sidste Møder har jeg maattet holde mig tilbage.
I September 1887 blev jeg indbuden tilChristianiafor at være Meddommer ved en Konkurrence om et Professorat i Latinsk Filologi. Striden stod imellem Nordmanden Stenersen, der i længere Tid havde virket som medhjælpendeLærer ved Universitetet, og Danskeren A. B. Drachmann. Dommerkomiteen bestod af tre norske Professorer, Monrad, Bugge og Schjøtt, Professor Cavallin i Lund og mig.Monradvar, som den ældste, Komiteens Formand. Han var ikke filologisk Fagmand, men han var en ivrig Dyrker af de klassiske Studier. Hans filosofiske Arbeider, hvori han viser sig som Hegelianer, ere vel bekjendte; men i sin Fritid dyrkede han Musiken — han behandlede Violinen med Virtuositet — og skrev latinske eller norske Epigrammer. Baade han ogSophus Bugge, hvem jeg kjendte fra hans Ophold i Kjøbenhavn, og med hvem jeg havde Plautus-Studiet fælles, hørte til mine kjæreste Venner, og det Samme var Tilfældet med Cavallin. Vort Møde var derfor særdeles behageligt; men Dommen bleve vi ikke enige om. Alle tiltraadte den af mig foreslaaede Indledningssætning, at begge Ansøgere kunde ansees for skikkede til at beklæde Posten; men dermed ophørte Enigheden. De to Medlemmer, Monrad og Schjøtt foretrak Stenersen, de tre, Bugge, Cavallin og jeg, stemte paa Drachmann. Man maatte derefter antage, at den Sidste vilde blive udnævnt til Professor; men de ledende Mænd i Norge vare af en anden Mening. Da Fakultetet anbefalede en Konkurrence, havde det tænkt sig, at der vilde melde sig endnu en tredie Medbeiler, som man helst ønskede valgt, men han blev ved Sygdom hindret deri. Denne Skuffelse blev efterfulgt af en ny, da Komiteens Flertal stemte for Danskeren, og man kunde ikke bekvemme sig til at underkaste sig Konsekventsen af det Skridt, man havde gjort, og acquiescere ved den fældede Dom. Efter længere Tids Betænkning blev Stenersen udnævnt til Professor. Det var uden Tvivl formelt berettiget, naar den norske Regjering mente, at Dommerkomiteen kun havde været raadgivende, men den almindelige Mening tillagde Dommen en større Betydning. En Del danske Videnskabsmænd udstedte derfor en Protesterklæring,et Skridt jeg for mit Vedkommende ikke kunde billige, og som jeg vilde have fraraadet, hvis jeg havde vidst noget derom; men jeg var paa den Tid fraværende paa en længere Udenlandsreise. Jeg vilde have fraraadet det, først fordi jeg ikke fandt det helt retfærdigt, dernæst fordi jeg som ivrig Skandinav maatte være bange for, at man efter et saadant Skridt i Fremtiden vilde være mindre tilbøielig til ved Besættelser af Universitetspladser i et af de nordiske Riger at søge Raad og Bistand hos Fagfæller i de andre, en Frygt som heldigvis ikke har stadfæstet sig. I den nyeste Tid har Ønsket om nøiere Forbindelse imellem Universiteterne faaet et nyt Udtryk i akademiske Møder, hvor udvalgte Professorer og Studenter komme sammen for at drøfte, hvad der kan fremme Samlivet mellem Nordens Universiteter, særlig ved at de Studerende faa fuldstændig Frihed til at studere, ved hvilket Universitet de ville; og at Lærerposterne besættes uden alt Hensyn til, hvilket af de tre Folk den Valgte maatte tilhøre. Jeg hilser dette Skridt med Glæde, og haaber, at man ikke vil trættes, før man har naaet et Resultat.
I det politiske Liv havde jeg aldrig taget synderlig Del. Jeg havde tænkt, at Andre vare mere kaldede dertil, skjøndt jeg ikke vilde holde mig tilbage, naar jeg fik nogen Opfordring.
Efter Afslutningen af den første slesvigske Krig gjaldt det om at ordne Sønderjyllands Administration og Forfatningsforhold. Havde Danmark været en Storstat, vilde Alverden have paaskjønnet den Retfærdighed, hvormed man gik frem, men Oprørspartiet var det store Tysklands Kjælebarn, og blev der begaaet et ubetydeligt Feilgreb fra dansk Side — hvad der jo nok kunde hænde, — blev det udraabt som en forfærdelig Forbrydelse og Tyranni. Den danske Regjerings Opgave var meget vanskelig for ikke at sige uløselig, siden man ikke havde villet gaa ind paa den eneste mulige definitive Løsning, Slesvigs Deling. Nu skulde hele Staten holdes sammen; men Tyskerne vilde ikke gaa ind paa nogen Ordning, hvori de ikke beholdt Herredømmet over Sønderjylland, hvilket det danske Folk selvfølgelig ikke kunde tillade, lige saa lidt som det vilde finde sig i, at den Frihed og Uafhængighed, der var tilsikkret det ved Grundloven, blev indskrænket til Fordel for en Helstat. Helstaten var saaledes en Umulighed, og Helstatsministeriet (Bluhme—Ørsted, 27. Januar 1852 til 12. Dcbr. 54) maatteefter 3 Aars haabløse Anstrengelser vige Pladsen. Under de følgende Forhandlinger med Tyskland blev Spændingen bestandig større; det var klart, at ingen Enighed kunde opnaaes. Da besluttedeHall, der havde været Minister siden Febr. 1860, sig til det absolut nødvendige Skridt, at udsondre det tyske Forbundsland Holsten fra sin Forbindelse med Danmark; 30. Marts 1863 udkom den kongelige Kundgjørelse om Hertugdømmet Holstens Forfatningsforhold. Den blev hilset med Glæde af det danske Folk, der altid havde forlangt dette, blandt andet i den store Adresse 1861. Nu var endelig Situationen klar. Tyskland protesterede og truede med Exekution; men Loddet var kastet, Skridtet maatte gjøres fuldtud, og en fælles Grundlov for Kongeriget og Sønderjylland blev vedtaget af Rigsraadet den 13. November. Saa truende Udsigterne vare, havde det dog vel endnu været muligt at opnaa en Løsning af Knuden, hvis ikke Kong Frederik VII var død to Dage efter. Hermed var Signalet givet til at slaa løs, og Bismarck tøvede ikke med at styrte sig over det Bytte, han stadig havde luret paa.
Budskabet om Frederik VII.s Død var et Tordenslag for Danmark. Man kjendte saa godt som Intet til den nye Konge og hans Anskuelser, og man var ikke rolig for, hvilken Vei han vilde slaa ind paa. Han underskrev vel den af Rigsraadet vedtagne Fællesforfatning, men han gjorde det ikke med let Hjerte, og han havde ikke tilstrækkelig Tillid til Hall. Han gav efter for Udlandets Pression og afskedigede Ministeriet 24. Dcbr., men det viste sig umuligt at finde nogen Minister, der vilde give sit Navn til Ophævelsen af Fællesforfatningen, hvilket man havde krævet, og de Mænd, med hvem Kongen raadførte sig, raadede ham til at beholde Hall. Saa meldteMonradsig. Jeg glemmer aldrig min Fortvivlelse, da jeg Nytaarsaften læste i den Berl. Tidende, at Monrad var bleven Minister; saa anede jegDanmarks Ulykke. Hall vidste, hvorhen han vilde styre, og jeg har ingen Tvivl om, at hvis han havde staaet til Rors, vilde Danmark have bevaret det halve Sønderjylland; Monrad havde kun Tilliden til sig selv og sin Kulsviertro paa, at der tilsidst vilde findes en Udvei. De Fleste saa dog Sagen i et bedre Lys; Monrad var jo dog en dansk Mand og en af Førerne fra 1848; man havde frygtet noget Værre.
Den 1. Februar gik Fjenden over Eideren. I Dannevirkestillingen skulde han modtages; men efter et Par hæderlige Forpostfægtninger blev Dannevirke forladt 5. Februar. Hæren led meget ved det besværlige Tilbagetog i Vinterkulden, og vilde have lidt mere endnu, hvis ikke Max Müller havde standset Forfølgerne ved Sankelmark. Sorgen var almindelig; men større endnu var maaske Harmen over, at man uden Sværdslag havde opgivet Danmarks gamle Grændsevold. Nu veed Enhver, at det var nødvendigt; dengang var der Faa, der troede det. Ogsaa jeg delte den almindelige Mening, og hvor kunde det være andet? Ingen havde oplyst os om, at Befæstningen kun var halv færdig, og selv efter Ulykken blev der Intet gjort for at veilede Folkets Tanker. Der kom ingen Udtalelse fra Monrad, som dog ellers var Ordets Mand. I dets Sted snakkedes der i Krogene om Uoverensstemmelse imellem ham og Kongen og Generalerne. Da lagdes Spiren til den Misstemning imellem Hæren og Folket, som danner en saa paafaldende Forskjel imellem den første og den anden slesvigske Krig. Officererne gjorde uden Vægring deres Pligt, men ikke altid med Lyst. De havde ingen Tillid til Statens Styrelse, og de klagede over, at Folket gjorde dem Uret og forlangte Umuligheder af dem. Et afgjort Misgreb var det, at man af Eftergivenhed imod Folkestemningen afskedigede Overgeneralen. Den villiestærke Mand, som havde haft Mod til at opgive Dannevirke, blev erstattet af en Mand, som ikke turde paatage sig Ansvaret for at rømme Dybbøl, da det forlangtesaf Hærens andre Befalingsmænd og var øiensynligt, at Hærens Forbliven i de sønderskudte Skandser kun vilde medføre et forfærdeligt og unyttigt Blodbad (18. April).
En Freds-Konference skulde være traadt sammen i London den 12. April, men Preussen og Østerrig trak Tiden ud til d. 20.; de vilde først være Herrer over den sidste Fodsbred af Sønderjyllands Jord. Paa Konferencen dreiede Forhandlingerne sig væsentlig om en Deling af Slesvig. Danmark vilde gaa ind paa at afstaa Landet S. for en Linie fra Eckernförde til Frederiksstad; Preussen og Østerrig forlangte hele Landet indtil Aabenraa—Tønder. De neutrale Stormagter foreslog Afgjørelsen henvist til en Voldgiftsmand, der skulde fastsætte Grændsen indenfor de nævnte Delingslinier; det var paatænkt, at Kongen af Belgien skulde overtage dette Hverv. At Erobrerne ikke vilde antage dette Forslag, kan man forstaa; men at ogsaa Danmark forkastede det, er ubegribeligt. Efter Danmarks Afslag opløstes Konferencen (25. Juni), og dermed svandt vort sidste Haab. Man skulde have troet, at Danmark nu vilde anvende den yderste Anstrengelse og Aarvaagenhed under Krigens Fortsættelse; men det var, som om ogsaa den aandelige Kraft var brudt efter Dybbølslaget, og ikke engang den ærefulde Seir ved Helgoland (9. Mai) kunde hæve den igjen. Fredericia blev allerede rømmet 28. April, og 4 Dage efter Londoner-Konferencens Slutning ramtes vi af den største og forsmædeligste af alle Ydmygelser, idet Preusserne overrumplede og bemægtigede sig Als. Nu laa Danmark knust for sin Modstanders Fødder. Den 11. Juli blev Monrad afskediget, og et Ministerium med Bluhme i Spidsen fik det Hverv at slutte Freden. Ædelmodighed var ikke at vente af Seirherren. Ved Freden i Wien 30. Oktober maatte Danmark afstaa hele Sønderjylland tilligemed Als, og Jyllands Grænse blev trukket saa uheldigt for Danmark som muligt. Større Sorg har aldrig ramt det danske Folk, og det gaarvel de Fleste, der have oplevet det Ulykkens Aar 1864, som det er gaaet mig, at Hjertesaaret aldrig har lukket sig.
En af de sørgelige Følger af slige Ulykker er, at man kaster sig over det lidet nyttige Spørgsmaal: hvem har Skylden? Den Enighed, der havde samlet det danske Folk i 1848, var ikke længere til Stede. Det ene politiske Parti kastede Skylden paa det andet, og særlig maatte det national-liberale Parti være Syndebuk, skjøndt Sandheden var den, at man havde vraget dettes Fører, og medens han i ængstelig Spænding havde Øiet fæstet paa den sidste Redningsplanke, ganske rolig havde ladet Londonerkonferencen gaa fra hinanden. Der fandtes endnu dem, der mente, at man ved at ophæve Novemberforfatningen kunde have holdt Monarchiet sammen, og som ikke kunde se, at en Personalunion imellem Danmark og Slesvigholsten var en Dødsdom for det danske Folk; at ikke engang dette havde kunnet opnaaes, have de senere Begivenheder og Bismarcks uforbeholdne Udtalelser tilstrækkelig vist. Disse "Helstatsmænd" mente altsaa, at Skylden fandtes hos det national-liberale Parti eller rettere hos det danske Folk. De stiftede da 23. Aug. 1864 den saakaldteAugustforening, der opstillede som sit Formaal "at styrke og befæste Baandet imellem Kongen og Folket og hævde og indskærpe Kongedømmets Betydning". Der havde rigtignok ikke vist sig nogen som helst republikanske Tilbøieligheder hos det danske Folk, og ligesom Kongen trofast havde delt de onde Dage med sit Folk, havde dette vist ham al skyldig Hengivenhed. Augustforeningen havde en ren og bar reaktionær Tendents og bidrog Sit til at forbittre Spliden imellem de forskjellige Elementer i Folket. Som Modsætning til denne udstedte derfor en større Kreds af Mænd af alle Stænder — ogsaa mit Navn findes iblandt dem — 25. Januar 1865 en Indbydelse til Stiftelse af enDansk Folkeforeningmed det Formaal "at styrke og udvikle den nationale Aand og Bevidsthed, atbevare den i fælles Nationalitet og Fortidsminder begrundede Forbindelse med de danske Slesvigere og at værne om den folkelige Friheds grundlovmæssige Bevarelse og Udvikling." Foreningen, hvis Formand var Orla Lehmann, fandt stærk Tilslutning; en Maaned efter dens Stiftelse talte den 1300 Medlemmer i Hovedstaden og 600 i Filialerne. Den 6. April 1865 holdt jeg der et Foredrag, som blev trykt: "Et Par Ord om Forholdet imellem Konge og Folk". Det var foranlediget ved den Misbrug, man havde gjort af Kongens Ord den 27. Febr. 1864, da han i sit Svar paa Rigsdagens Adresse udtalte: "Jeg vil være en fri Konge over et frit Folk". Hvad der dengang var ment om Kongens, og dermed Statens Frihed og Uafhængighed udadtil, var senere bleven anvendt paa Kongens Forhold til hans eget Folk. Det var særlig blevet benyttet af Finantsminister David, der havde bedet Folkerepræsentationen betænke, at "Folkefriheden overalt, hvor Monarchier bestaa, hviler paa Thronens Frihed", og at "ligesom Folket ikke blot er til for Kongens Skyld, saaledes er Kongen heller ikke til blot for Folkets Skyld", Ord som under den smukke Indklædning kunde skjule mangen uklar og brøstholden Tanke. Jeg fandt, at man burde sige, at Kongen som Konge netop var til for Folkets Skyld, og anførte af Historien afskrækkende Exempler paa den modsatte Opfattelse. Særlig dvælede jeg ved de i England under Henrik VIII og Dronning Elisabeth og under Stuarterne fremsatte absolutistiske Theorier, og ved Fontanes' mere end latterlige Forgudelse af Keiser Napoleon I.
Folkeforeningens Liv var ikke langt. Da Forfatningsspørgsmaalet var afgjort, var den ene af de Opgaver, den havde stillet sig, løst. Den anden, Danskhedens Bevarelse i Slesvig, blev overtaget af Andre; men den Kapital, som Foreningen, medens den bestod, havde samlet, blev ved dens Ophør stillet til Bestyrelsens Raadighed for at anvendesi dette Øiemed. Dette Hverv blev betroet Bille, Klein og mig.
Efter 18. Nov. 1863 bestod der en dobbelt Folkerepræsentation. Den da indførte Forfatning angik Danmark og Slesvig i Forening og oprettede et Rigsraad som Fælles-Organ. Danmarks særlige Anliggender behandledes af den ved Grundloven 5. Juni 1849 indførte Rigsdag, saaledes som det var bestemt ved den under 29. Aug. 1855 vedtagne Indskrænkning. Efter Slesvigs Tab maatte denne dobbelte Repræsentation bortfalde. Menigmandspartiet forlangte nu, at Junigrundloven uden al Indskrænkning skulde indtræde i sin gamle Plads; men Regjeringen hævdede, at Novemberforfatningen lige saa vel var en Grundlov, og kun kunde hæves paa grundlovmæssig Maade, d. e. med dens Samtykke. Det var imidlertid klart, at dette Samtykke ikke kunde opnaaes, med mindre der foretoges nogle Ændringer i den gamle Grundlov, navnlig med Hensyn til Landsthingets Sammensætning. Over to Aar hengik, inden Enighed tilveiebragtes; først 28. Juli 1866 kunde Kongen underskrive "Danmarks Riges gjennemsete Grundlov". Det var ikke hyggeligt, at det danske Folk ikke kunde enes om dette Spørgsmaal, hvis Afgjørelse var paatrængende nødvendig, og da man opfordrede mig til at bidrage mit til at fremme Afgjørelsen, vovede jeg ikke at afslaa det. Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns 2. Valgkreds, C. Brix, var valgt ind i Rigsraadet. Hans Plads var altsaa ledig; den fik jeg. Jeg blev saaledes Medlem af Rigsdagen i dens 16. og 17. Samling (6. August 1864 og 2. Okt. 65). Jeg spillede ingen fremtrædende Rolle under Rigsdagens Forhandlinger, skjøndt jeg ikke holdt mig tilbage, hvor jeg mente at have et Ord at sige, saaledes i Skole- og Universitetsspørgsmaal. En meget betydelig Lov blev forelagt Rigsdagen i denne Samling, den almindelige borgerlige Straffelov (stadfæstet af Kongen 10. Februar 1866). Forslaget, der var udarbeidetaf en særlig nedsat Kommission, var først blevet forelagt Landsthinget og havde dèr modtaget en saa omfattende og samvittighedsfuld Behandling, at Folkethinget viselig besluttede ikke at nedsætte noget nyt Udvalg, uagtet der ved den første Forhandling var fremkommet mangfoldige Ønsker om Ændringer, men at lade disse Ændringsforslag uden videre blive fremsatte til Lovens anden Behandling. Der arbeidedes derfor ufortrødent i Mellemtiden for at samle Meningsfæller og redigere Ændringsforslagene, og mit Navn findes under mange af disse. En eneste Bestemmelse tør jeg vel sige, at jeg har nogen Fortjeneste af. Det er § 208, hvorefter "Duel straffes med simpelt Fængsel". Lovforslaget havde ikke fundet Duel strafbar, naar den ikke medførte enten Død eller Legemsbeskadigelse. Jeg og Flere med mig (blandt Andre J. A. Hansen) kunde ikke finde os i, at denne barbariske og meningsløse Selvtægt skulde godkjendes af en civiliseret Stat.
Efter Rigsraadets Ophør indtog Brix atter sin gamle Plads i Rigsdagen. Hans Tilbud om at lade mig beholde den afslog jeg naturligvis, og jeg søgte heller ikke nogen ny Plads, skjøndt Rigsdagsvirksomheden i mange Henseender havde tiltalt mig og jeg heller ikke fandt, at den hindrede mig i fuldt ud at varetage min Embedsgjerning. Efter den Tid har jeg ikke taget aktiv Del i det politiske Liv, med mindre man vil regne det dertil, at jeg efter Madvigs Død nogle Gange er optraadt som Stiller i Kjøbenhavns 3. Kreds. Først anbefalede jeg General Tvermoes overfor Overretssagfører A. Christensen, dernæst Raadmand Wassard imod Pastor Hostrup. Det var med en egen Følelse, at jeg bekæmpede min kjære Barndomsven, som Tiden og Forholdene havde fjernet fra mig, og som jeg i en Række af Aar havde set meget sjælden; nu stod jeg som hans politiske Modstander. Da jeg et Par Aar senere kom ud tilham for at lykønske ham til hans 70 Aars Fødselsdag, blev jeg modtaget med en vis Forundring; dog varede det ikke længe, inden denne gav Plads for det kjærlige Smil, som jeg kjendte fra vore Ungdomsdage.
Paa mine gamle Dage blev det mig givet at arbeide alvorligt paa Udførelsen af en Opgave, som i min tidlige Ungdom havde staaet for mig som et skjønt Fremtids-Perspektiv, men som jeg senere, efter at jeg var bleven Filolog, havde opgivet enhver Tanke om, Oversættelsen af det Nye Testamente. Det havde længe været anerkjendt, at den i 1819 autoriserede Bibeloversættelse ingenlunde var tilfredsstillende. Sproget fandtes paa mange Steder knudret og udansk; man maatte uden at krænke den høitidelige Bibelstil kunne gjøre det naturligere og nærme det mere til det virkelig talte Sprog. Der var flere Steder, navnlig i det Nye Testamentes Breve, hvor Meningen eller Sammenhængen var vanskelig at forstaa, ligesom der ogsaa fandtes virkelige Feil i Oversættelsen. Allerstørst var maaske Trangen til en forbedret Oversættelse af det Gamle Testamentes poetiske og profetiske Skrifter. En Komité bestaaende af Professor theologiæ Hermansen, Dr. theol. Kalkar og Stiftsprovst Dr. C. Rothe arbeidede i en Række af Aar paa en ny Oversættelse af det Gamle Testamente. I 1871 blev denne autoriseret, og den indtager nu sin Plads i den gængse danske Bibeloversættelse. Derefter henvendte man Blikket paa det Nye Testamente. Jeg modtog en Forespørgsel, om jeg vilde være Medlem af den Kommission, man tænkte sig nedsatfor at revidere Oversættelsen af dette, og jeg svarede med største Beredvillighed Ja; men der viste sig Vanskeligheder ved Sammensætningen af Kommissionen, og Sagen blev stillet i Bero. Først efter Biskop Martensens Død 4. Februar 1884 blev den optaget paa ny. Det kirkelige Raad, der interesserede sig levende for dette Arbeide, tænkte sig Kommissionen sammensat af Stiftsprovst C. Rothe, Provst Skat Rørdam, de to theologiske Professorer P. Madsen og Styhr, og mig; men Rørdam, som nogle Aar tidligere gjerne havde deltaget i dette Arbeide, havde netop nu begyndt paa en selvstændig Oversættelse af det Nye Testamente ledsaget af Forklaring, og erklærede derfor efter nogen Betænkning, at han ikke kunde tiltræde en Revisions-Kommission. Skjøndt man nødig vilde undvære denne ansete og dygtige Mands Medvirken, mente man dog, at Arbeidet vel kunde udføres ved de fire andre Medlemmer, og under 2. Mai 1885 erhvervede Kultusminister Scavenius kongelig Resolution for at overdrage dem under Tilsyn af Sjællands Biskop at revidere den autoriserede Oversættelse af det Nye Testamente i Overensstemmelse med de af det kirkelige Raad fastsatte Regler, nemlig at der skulde tages et saadant Hensyn til den ældre Gjengivelse af Guds Ord paa Modersmaalet, at Menigheden ikke kom til at føle sig fremmed for den nye Udgave, at Rettelser kun foretoges, hvor der fandtes virkelige Feil, men ikke hvor Fortolkningen endnu var tvivlsom, og attextus receptus(1633) skulde lægges til Grund for Arbeidet, og nye kritiske Udgaver kun benyttes, hvor de indeholdt utvivlsomme Forbedringer i Læsemaaden. I en senere Skrivelse tilføiede Ministeren endnu, at man "særlig burde have Opmærksomheden henvendt paa saa vidt muligt at frie Oversættelsen for fremmede tyske og halvtyske Ord og Vendinger, der i kun altfor høi Grad mispryde den nu autoriserede Text."
I flere Aar arbeidede Kommissionen trolig. En Eftermiddagog Aften i hver Uge holdtes der et Fællesmøde; mere Tid kunde vi ikke afse til saadanne, da vi alle hver for sig havde vor Embedsgjerning at besørge, Noget som ogsaa af og til kunde medføre længere Afbrydelser i Arbeidet. Det skred derfor langsomt frem. De opstillede Principer havde vi i deres Helhed godkjendt, men Anvendelsen i det Enkelte gav Anledning til megen Usikkerhed, og en saa talrig Komité havde vanskeligt ved at blive enig, skjønt det for det Meste ikke var Opfattelsen af Meningen, men kun det sproglige og stilistiske Udtryk, hvorom Uenigheden dreiede sig. Tilsidst mistvivlede Kommissionen om at kunne tilendebringe Arbeidet i rimelig Tid. Ligegyldighed eller Forsømmelighed kunde paa ingen Maade bebreides Kommissionen, og dog vare de Stykker, den havde faaet færdig reviderede, kunMatthæus'Evangelium, Galaterbrevet, Pastoralbrevene, og Johannes' Aabenbaring. Da nu ogsaa Professor Styhr, der var kaldet til Biskop i Laaland-Falsters Stift, maatte forlade Hovedstaden, besluttede Kommissionen efter 3½ Aars Arbeide, November 1888, at bede Ministeriet om at fritage den for det den overdragne Hverv.
Efter at forskjellige Forsøg paa at rekonstruere Komiteen vare strandede, og man endelig var kommen til den Erkjendelse, at det var heldigst kun at være to eller høist tre om Arbeidet, foreslog Biskop Fog, at Professor theologiæ F. Buhl og jeg skulde overtage det, og Prof. Buhl erklærede sig villig dertil, hvis Slotspræst, Licent. A. Poulsen kunde blive ansat som hans Medhjælper, da hans Tid ellers ikke vilde tillade ham det. Da imidlertid Prof. Buhl umiddelbart herefter fik Tilbud om et Professorat i gammeltestamentlig Theologi i Leipzig, og dette Tilbud, hvor betænkeligt det end i mange Henseender forekom ham, dog ikke syntes uden videre at kunne afslaaes, fandt Ministeren, at der ikke længere kunde være Tale om ham; han burde erstattes af Professor Schat Petersen, hvis særlige Fag i Fakultetet joogsaa var det Nye Testamentes Exegese; men Petersen frabad sig det, og Buhl modtog Kaldelsen til Leipzig. Da det kirkelige Raad nu paa ny overveiede Sagen, mente det at burde fastholde det sidst stillede Forslag, men Prof. Petersen vægrede sig paa ny. Endelig traf Kultusminister Goos 8. Januar 1892 den Afgjørelse, at Revisionsarbeidet skulde overdrages Licentiat Poulsen og mig under Tilsyn af Sjællands Biskop, Fog. Det skulde tilendebringes i 3 Aar, og i den Anledning blev der tillagt Slotspræst Poulsen et Honorar af 1200 Kr. aarlig, for at han kunde anvende al den Tid, som hans Embedsvirksomhed levnede ham, til Bedste for dette Arbeide.
Det var vort Ønske at træde i den forrige Kommissions Fodspor, og vi optog saa godt som uden Forandring de Stykker, der allerede vare udarbeidede af denne. Biskop Fogs Tilsyn og Medvirkning gav os ikke fuldt det Udbytte, vi havde ønsket. Han havde ubetinget Tillid til os. Efter at vi havde drøftet Principerne i sin Almindelighed og prøvet dem paa et Par enkelte Tilfælde, bad han os at fremme Arbeidet uforstyrret og kun forelægge ham et eller andet Stykke, naar vi havde gjort det færdigt. Efter et halvt Aars Arbeide fremlagde vi da Oversættelsen af 1. og 2. Korinthierbrev. I det første Øieblik fandt han, at vore Ændringer og Rettelser havde strakt sig videre end tilbørligt, men ved nærmere Overveielse kom han til det Resultat, at Sagen ikke godt kunde gøres anderledes, og efter at vi havde optaget et Par enkelte Rettelser, som han foreslog, bad han os at fortsætte vort Arbeide og gjøre det Hele færdigt. Han vilde helst have det liggende trykt for sig, inden han underkastede det den sidste Gjennemarbejdelse. Men Tiden lod ikke vente paa sig. Aarenes Vægt gjorde sig gjældende, først næppe mærkelig, men efterhaanden stærkere og stærkere; han fandt det nødvendigt at søge sin Afsked, og han fik den fra den 8. Marts 1895. Imidlertid havde vi stadig arbeidetvidere, og efter hans Ønske havde vi allerede i Februar 1894 erholdt Ministeriets Tilladelse til at begynde Trykningen og lade vort Arbeide udkomme som Prøve. Aaret efter kunde vi tilmelde Ministeriet, at Arbeidet var udført i den os foreskrevne Tid, og at Bogen var i Færd med at udkomme. Inden dette endnu var sket, gav Slotspræst Poulsen 11. Marts 1895 i Kjøbenhavns Convent en Meddelelse om og Redegjørelse for den af os foretagne Revision, og Biskop Fog, der stadig havde faaet Arkene tilsendte, efter som de bleve trykte, og som nu havde det Hele liggende for sig, tilskrev os 1. April 1895 saaledes:
Bispegaarden 1. April 1895.Min kjære Professor Dr. L. Ussing og Slotspræst Lic. Poulsen!Rundtom har jeg læst forskjellige Stykker af Deres Oversættelse af det Nye Testamente, og glædet mig derover af Hjertet. Jeg har vistnok kun læst Brudstykker, men hver Gang en fortrolig Ven er kommen til mig her, hvor jeg ligger for Anker, har jeg bedt ham læse et Capitel for mig nu her nu der, imedens jeg selv fulgte med i den gamle Oversættelse, og jeg har glædet mig over, hvormeget Eders staaer over den i Form og Tone som i Correcthed. Modtager min oprigtige og hjertelige Lykønskning og Taksigelse for Arbejdet. Siden jeg har faaet den af mig søgte Afsked, har jeg ikke følt Savnet af det mig saa dyrebare Embede saa alvorligt og dybt som nu ved Tanken om, at jeg ikke længer har nogen Magt og Indflydelse til at skaffe Deres Arbejde den Autorisation, hvorved den kan blive vor Kirkes og vort Folks rette Ejendom. Men Arbejdet selv er saa betydeligt og i det Hele saa vellykket, at det ikke kan tabe sin Betydning, men selv vil gjøre sin Indflydelse gjældende, hvilken Gang denne Sag end fremdeles vil tage. Derfor beder jeg Dem endnu engang modtage min hjertelige Lykønskning og Tak. Tiderne vexle og skifte og med dem Tidernes Mænd, men Herren bliver den samme. Og vi skulle jo ikke tjene Tiderne, men Herren. Arbejdet i Herren kan ikke være forgjæves, og der er en Velsignelse i at vide, at man har arbejdet for det ubevægelige Rige.I sandt Venskab og Hengivenhed som i Paaskjønnelse af Eders dygtige, betydningsfulde ArbejdeB. J. Fog.
Bispegaarden 1. April 1895.
Min kjære Professor Dr. L. Ussing og Slotspræst Lic. Poulsen!
Rundtom har jeg læst forskjellige Stykker af Deres Oversættelse af det Nye Testamente, og glædet mig derover af Hjertet. Jeg har vistnok kun læst Brudstykker, men hver Gang en fortrolig Ven er kommen til mig her, hvor jeg ligger for Anker, har jeg bedt ham læse et Capitel for mig nu her nu der, imedens jeg selv fulgte med i den gamle Oversættelse, og jeg har glædet mig over, hvormeget Eders staaer over den i Form og Tone som i Correcthed. Modtager min oprigtige og hjertelige Lykønskning og Taksigelse for Arbejdet. Siden jeg har faaet den af mig søgte Afsked, har jeg ikke følt Savnet af det mig saa dyrebare Embede saa alvorligt og dybt som nu ved Tanken om, at jeg ikke længer har nogen Magt og Indflydelse til at skaffe Deres Arbejde den Autorisation, hvorved den kan blive vor Kirkes og vort Folks rette Ejendom. Men Arbejdet selv er saa betydeligt og i det Hele saa vellykket, at det ikke kan tabe sin Betydning, men selv vil gjøre sin Indflydelse gjældende, hvilken Gang denne Sag end fremdeles vil tage. Derfor beder jeg Dem endnu engang modtage min hjertelige Lykønskning og Tak. Tiderne vexle og skifte og med dem Tidernes Mænd, men Herren bliver den samme. Og vi skulle jo ikke tjene Tiderne, men Herren. Arbejdet i Herren kan ikke være forgjæves, og der er en Velsignelse i at vide, at man har arbejdet for det ubevægelige Rige.
I sandt Venskab og Hengivenhed som i Paaskjønnelse af Eders dygtige, betydningsfulde Arbejde
B. J. Fog.
Elleve Maaneder senere, den 23. Febr. 1896, døde vor høitærede og høitelskede Ven.
Saasnart vor reviderede Oversættelse var udkommet, blev den anmeldt i alle kirkelige og theologiske Organer og i de Blade, der overhovedet havde nogen Interesse for kirkelige Spørgsmaal, og den blev gjennemgaaende fordelagtig bedømt, selv af dem, der hørte til den Grundtvigske Retning, og som vel i Grunden foretrak Rørdams Oversættelse. Den ene Kritiker foreslog en, den anden en anden Rettelse, men paa en eneste Undtagelse nær hilsede de alle Revisionen som en glædelig Fremtoning. Om en Autorisation kunde der imidlertid endnu ikke være Tale. Vi henvendte os til Kultusminister Bardenfleth med det Ønske, at han, siden Biskop Fog var død, vilde formaa Biskop Rørdam eller, hvis denne ikke vilde paatage sig det, en anden anset Theolog til i Forening med os at foretage den Efterrevision, som havde været forudsat, og som vi selv fandt nødvendig; thi der var Steder i vor Oversættelse, vi kun foreløbig havde afgjort, idet vi ventede en yderligere Drøftelse; vi kunde ikke betragte den udgivne Prøve som vort sidste Ord. Ministeren, for hvem jeg personlig udviklede Sagen, fandt dog, at det var for tidligt at tage nogen saadan Bestemmelse; han syntes, at Bogen ikke havde foreligget for Offentligheden længe nok; der kunde jo endnu komme mange Kritiker frem. Der kom imidlertid ingen. Efterat der nu atter var gaaet en rum Tid, og jeg efter min Samtale med Ministeren ikke tænkte mig, at han vilde foretage noget Skridt i den angivne Retning, foreslog jeg min Medarbeider, at vi selv, med tilbørligt Hensyn til de offentlig eller privat gjorte Bemærkninger, skulde foretage en Efterrevision og udgive Bogen paa ny i mindre Format og til en billigere Pris, saaledes som flere af Kritikerne havde ønsket. Bibelselskabet og det kgl. Vaisenhus, der havde ladet Oversættelsen trykke, gik ogsaa beredvillig ind paa at trykke og udgive denne nye Udgave. Et halvt Aars Tid senere, da Arbeidet allerede var næsten fuldendt, overraskedes vi ved at høre, at Ministeren, efterNogles Mening foranlediget ved en unøiagtig Notits i "Kristeligt Dagblad", havde sendt vor Revision til det theologiske Fakultet med Forespørgsel, om det vilde anbefale den til Autorisation for den danske Folkekirke. Dette var os alt andet end behageligt; vi havde jo selv erklæret, at vi ikke ansaa den for egnet dertil i sin daværende Skikkelse. Vi bad derfor Fakultetet om at opsætte sin Udtalelse nogle faa Uger, indtil vor nye Udgave kunde foreligge: et Skridt som Ministeren tog os meget unaadigt op, medens han dog tilstod Fakultetet den ønskede Frist. Efter langvarige, ved Examiner og Ferier afbrudte Forhandlinger enedes Fakultetet om at foreslaa Ministeren, at to af dets Medlemmer, Professorerne Schat Petersen og Jacobsen, skulde foretage den endelige Revision af vort Arbeide, og dette Forslag antoges.
De tre Aar, hvori jeg arbeidede paa Bibelrevisionen, vare lykkelige Aar. Hver Time jeg kunde afse fra min Universitetsvirksomhed, anvendtes til Bibelstudier. Det kunde behøves, thi det var et nyt og fremmed Omraade, hvorpaa jeg bevægede mig. Det var mig en sand Glæde at arbeide sammen med Licentiat Poulsen, for hvis theologiske Indsigt jeg villig bøiede mig, ligesom han ogsaa gjerne hørte paa de sproglige Bemærkninger, Filologen kunde gjøre. Vi samstemmede i Reglen ganske baade med Hensyn til Sprogtonen og med Hensyn til Forstaaelsen af Skriftens Ord, og hvor dette ikke var Tilfældet, lykkedes det saa godt som altid under Udvexlingen af vore Tanker at komme til Enighed.
En eneste Gang fandt jeg mig foranlediget til offentlig at deltage i Drøftelsen af et theologisk Spørgsmaal. Paulus' 1ste Brev til Korinthierne Kap. 7 v. 20 f. lyder i den autoriserede danske Oversættelse saaledes: "Hver blive i den Stand, som han er kaldet udi. Er du kaldet som Træl, det bekymre dig ikke; men kan du blive fri, da vælg hellere dette." Saaledes gjengav Luther Stedet; ligesaa Calvin, Erasmus ogalle deres Samtidige. Dette var overhovedet den gængse Oversættelse i hele den protestantiske Christenhed indtil Midten af det forrige Aarhundrede, da Professor Baur i Tübingen i Tilslutning til Johannes Chrysostomos (c. 400 Aar efter Chr. F.) gjorde en modsat Opfattelse gjældende. Paulus skulde have sagt: "Selv om du kan blive fri, saa bliv hellere ved at være Slave." Denne Oversættelse har siden faaet mange Tilhængere trods de grundige Gjendrivelser, der fremkom fra dem, der stod paa Reformatorernes Standpunkt; selv Biskop Rørdam oversatte Stedet paa samme Maade som Baur. Her til Lands havde allerede Professor C. E. Scharling gjort opmærksom paa den nye Fortolkning og anbefalet den (i Videnskabernes Selskabs Oversigt 1856 S. 218 ff.), men han var bleven imødegaaet af H. N. Clausen i en fortrinlig Afhandling i Ugeskrift for den evangeliske Kirke i Danmark 1857 S. 233 ff. Striden havde været bitter nok; thi det exegetiske Spørgsmaal blev, underligt nok, gjort til et politisk. Man sammenblandede de to grundforskjellige Ting, Forholdet imellem Herrer og Slaver i Oldtiden, og Forskjellen imellem de forskjellige Stænder eller Samfundsklasser i Nutiden. Man var bange for at, hvis Paulus havde sagt, at Frihed var bedre end Trældom, skulde deri ligge en Billigelse af de ringere Stilledes Fordringer paa borgerlig Lighed med de bedre Stillede. Paulus skulde tværtimod have misbilliget en saadan Stræben; han havde jo udtrykkelig sagt, at Enhver skulde blive i den Stand, hvori han var. Jeg husker endnu, at jeg som ung Professor havde en heftig Ordstrid med en lidt ældre theologisk Professor, et ivrigt Medlem af Augustforeningen, der paastod, at det var af politiske Grunde, at Clausen forsvarede den hidtil gængse Opfattelse. Oh! at Paulus ogsaa skulde benyttes i den politiske Agitations Tjeneste! Ja visselig prædiker han ikke Oprør; det falder ham ikke ind at kæmpe imod det Uovervindelige. Slaveriet kan han ikke omstyrte; men han trøster den Slave,som er nødt til at blive i Trællestanden, med at han i Guds Øine er lige saa god som den Frie, idet han dog med det Samme værger sig imod den forargelige Paradox, at Slaven ikke skulde ønske Friheden, og ikke modtage den, hvis den blev ham budt; Trældommen var jo ikke blot et materielt, men ogsaa et moralsk Onde. — Efter 40 Aars Forløb blev nu det samme Spørgsmaal atter brændende for mig, dog heldigvis uden Indblanding af Politik. Jeg skrev da i det af Biskop Styhr udgivne "Theologisk Tidsskrift for den danske Folkekirke" 11. B. 3. H. en lille Afhandling, hvori jeg ikke blot gjorde gjældende, at det var umuligt, at Paulus under Datidens Samfundsforhold og dens Opfattelse af disse Forhold kunde give Trællestanden en, om end nok saa betinget, Anbefaling; Sligt kunde først komme frem i Tider, da man havde skruet sig op til at betragte den strengeste Askese som den høieste Dyd og Martyrdøden som den høieste Lykke; men jeg hævdede ogsaa, at den græske Text slet ikke lod sig oversætte paa den angivne Maade. Hverken Luther eller Baur har givet en egentlig Oversættelse af Paulus' Ord; de omskrive dem hver paa sin Maade i Overensstemmelse med den Mening, de fandt i Stedet; men de lade sig oversætte ganske ordret: "Er Du kaldet til Træl, det bekymre Dig ikke;men hvis Du ogsaa(d. e. lige saa godt)kan blive fri, saa gjør helst Brug deraf" (nemlig af den angivne Mulighed, af Tilbudet om at blive fri). Oversættes Stedet saaledes, og det er den korrekte Oversættelse, er der ikke nogen Tvivl om Meningen. Naar Poulsen og jeg alligevel ikke have optaget dette i vor Revision, men have beholdt den autoriserede Oversættelses Ord, da kommer det af, at vi i Henhold til vor Instrux ikke vilde indføre Noget, der kunde forekomme Menigheden fremmed, ja maaske hos En eller anden kunde vække en Mistanke, som om vi selv ikke havde været i fuld Overensstemmelse med den gængse Opfattelse. Det Vigtigste var jo dog, at den rette Mening blev fastholdt.
Min Afhandling blev imødegaaet af Biskop Rørdam i samme Tidsskrift, 11. Bd. S. 519 ff., og i det følgende Bind paafulgte endnu et kort Replikskifte mellem os. Det gik naturligvis her, som det pleier at gaa, at Enhver beholdt sin Mening. Jeg kunde derfor ikke undlade at gjøre endnu et Forsøg paa at stille Sagen i sit rette Lys ved at vise den i Sammenhæng med hele den Paulinske Tids Kultur og Tankesæt, da jeg i Oktober 1899 blev opfordret til for en Kreds af Præster at holde et Par Forelæsninger om "den græsk-romerske Verdens Aandsliv i det 1ste Aarhundrede af vor Tidsregning." Forelæsningerne ere trykte i "Dansk Tidsskrift" 1900, Mai—Juni.
Da jeg indgav min Ansøgning om Afsked i Efteraaret 1895, følte jeg mig fuldstændig rask og arbeidsdygtig, og allevegne fra hørte jeg, at der var ingen Grund for mig til at trække mig tilbage; men i November 1895 blev jeg angrebet af en hæftig Underlivssygdom, og Døden syntes nær. Jeg kom dog atter paa Benene og kunde i det paafølgende Halvaar baade holde en lille Række Forelæsninger og sysle med et begyndt videnskabeligt Arbeide; men i Forsommeren 1896 kom Sygdommen igjen i en anden og ikke mindre betænkelig Form. Ogsaa dette Anfald blev dog overstaaet, og efterhaanden kom Kræfterne tilbage, saa at jeg, som jeg havde lovet, kunde holde archæologiske og kunsthistoriske Forelæsninger paa Universitetet. Da det ikke var Examensforelæsninger, var det kun et ringe Antal Studenter, der hørte dem, men desto større var Tallet af Udenforstaaende, baade Herrer og Damer, der havde Lyst til at følge den gamle Professor paa hans Vandringer mellem den klassiske Oldtids Monumenter. Efter særlig Opfordring holdt jeg et Par Gange Forelæsninger ved det Kursus, der i hvert Aars September Maaned pleiede at foranstaltes for Høiskolelærerne, den ene Gang over Pompeii, den anden over Athen; og i Oktober 1899 holdt jeg efter Indbydelse af den danskePræsteforening de ovenfor (S. 217) nævnte Forelæsninger om den græsk-romerske Verdens Aandsliv i det første Aarhundrede af vor Tidsregning.
Strax efter min Entledigelse modtog jeg fra Carlsbergfondets Direktion, af hvilken jeg efter Madvigs Død (12. Dec. 1886) var bleven Medlem, følgende Skrivelse:
Carlsbergfondets Direktion,d. 25/10 1895.Højtærede og kjære Kollega!Vi have set, at Hs. Majt. Kongen efter Deres derom indgivne Ansøgning har bevilget Dem Afsked fra Deres Stilling som Professor ved Kjøbenhavns Universitet, fra 31. December d. A. at regne. Deres Beslutning at tage Deres Afsked staar, som alle vide, der have den Glæde at kjende Dem, ikke i ringeste Grad i Forbindelse med, at De har tabt Lysten til at fortsætte Deres i saa mange Aar drevne lærde og betydningsfulde Studier, og vi haabe, at den videnskabelige Verden i rum Tid endnu maa kunne nyde godt af Udbyttet af Deres fortsatte Arbejde. Men idet vi nære dette Haab, er det naturligt for os tillige at ønske, at De maa blive sat i Stand til helt og uden nogen Bekymring eller noget Savn at kunne bruge det Otium, De vil faa ved Deres Bortgang fra Universitetet. Vi tro, at vi i saa Henseende ere i fuld Overensstemmelse med alle, der kjende Deres videnskabelige Virksomhed, og i Kraft af den Ret, Carlsbergfondets Statuter giver Direktionen, bede vi Dem herved om af Fondet at modtage den Understøttelse, De behøver, f. Eks. til Rejser eller til Anskaffelse af videnskabelige Hjælpemidler — vi tænke os 2000 Kr. aarlig —, for at De som fri Videnskabsmand kan fremme og eventuelt afslutte de Arbejder over den klassiske Oldtids Kunsthistorie, som De i en lang Række Aar har syslet med, og som det vilde være meget beklageligt at se Dem afbryde. Vi skjønne ikke rettere, end at en Understøttelse i denne Form ikke i mindste Maade vil kollidere med Deres Stilling som Medlem af Direktionen.E. Holm.S. M. Jørgensen.Japetus Steenstrup.Eug. Warming.
Carlsbergfondets Direktion,d. 25/10 1895.
Højtærede og kjære Kollega!
Vi have set, at Hs. Majt. Kongen efter Deres derom indgivne Ansøgning har bevilget Dem Afsked fra Deres Stilling som Professor ved Kjøbenhavns Universitet, fra 31. December d. A. at regne. Deres Beslutning at tage Deres Afsked staar, som alle vide, der have den Glæde at kjende Dem, ikke i ringeste Grad i Forbindelse med, at De har tabt Lysten til at fortsætte Deres i saa mange Aar drevne lærde og betydningsfulde Studier, og vi haabe, at den videnskabelige Verden i rum Tid endnu maa kunne nyde godt af Udbyttet af Deres fortsatte Arbejde. Men idet vi nære dette Haab, er det naturligt for os tillige at ønske, at De maa blive sat i Stand til helt og uden nogen Bekymring eller noget Savn at kunne bruge det Otium, De vil faa ved Deres Bortgang fra Universitetet. Vi tro, at vi i saa Henseende ere i fuld Overensstemmelse med alle, der kjende Deres videnskabelige Virksomhed, og i Kraft af den Ret, Carlsbergfondets Statuter giver Direktionen, bede vi Dem herved om af Fondet at modtage den Understøttelse, De behøver, f. Eks. til Rejser eller til Anskaffelse af videnskabelige Hjælpemidler — vi tænke os 2000 Kr. aarlig —, for at De som fri Videnskabsmand kan fremme og eventuelt afslutte de Arbejder over den klassiske Oldtids Kunsthistorie, som De i en lang Række Aar har syslet med, og som det vilde være meget beklageligt at se Dem afbryde. Vi skjønne ikke rettere, end at en Understøttelse i denne Form ikke i mindste Maade vil kollidere med Deres Stilling som Medlem af Direktionen.
Dette smigrende Tilbud turde jeg ikke afslaa, skjøndt jeg ikke var blind for, at det paalagde mig endnu større Forpligtelser, end jeg allerede havde paataget mig; thi der stillesjo meget større Fordringer til videnskabeligt Forfatterskab end til Forelæsninger, der ikke skulle udgives i Trykken. Men jeg havde dog ogsaa, i alt Fald for det Første, Noget, jeg maatte have sagt, et gammelt Løfte, jeg skulde indfrie.
Jeg havde i lang Tid været overbevist om, at den berømte Forfatter over Oldtidens Bygningskunst, Vitruv, der har gjort Videnskaben saa stor Nytte, men ogsaa har gjort adskillig Skade, ikke, som han udgiver sig for, havde levet paa Keiser Augusts Tid. Jeg havde udtalt dette bestemt i mit Universitetsprogram 1876. Man havde forlangt, at jeg skulde bevise det; men jeg havde ikke havt Tid dertil. Nu da min Embedsvirksomhed ophørte, turde jeg ikke opsætte det længere. Jeg vilde paavise, hvorledes ikke blot Forfatterens barbariske Sprog, som man havde søgt at undskylde med, at han var en udannet Mand — han roser sig rigtignok selv af sin Dannelse — men ogsaa hans Omtale af Ting og Personer vidnede imod ham og henviste ham til en meget senere Tid. Men under Arbeidets Gang fremkom der desuden endnu et Bevis, som var aldeles afgjørende. Det var ikke undgaaet Fortolkerne, at en bestemt Del af Vitruvs Værk var oversat fra en græsk Forfatter Athenæos (Mathematicus kaldte man ham for at adskille ham fra den bekjendte Grammatiker af samme Navn); men deri var jo intet Paafaldende, da denne Forfatter antoges at have levet under Ptolemæerne i Alexandria. Nu havde imidlertid Professor Diels leilighedsvis udtalt, at dette ikke kunde være rigtigt; han maatte have levet i det 2. eller 3. Aarh. efter Chr. For Vitruvs Vedkommende uddrog man deraf den Slutning, at han ikke havde oversat Athenæos, men at begge Forfattere havde benyttet en og samme ældre Kilde[14]. En fornyet Undersøgelse af Forholdet viste dog klart, navnlig ved de Udeladelser og Misforstaaelser, Vitruv havde gjort sig skyldig i, at det varselve Athenæos og ikke nogen Anden, han havde oversat, ligesom jeg paa samme Tid kunde tilføie nye og uimodsigelige Beviser for, at denne Athenæos havde levet i det 3. Aarh. efter Chr. Der kunde altsaa ikke længere være Tvivl om, at den saakaldte Vitruv med Urette havde tiltaget sig dette Navn, som en ikke ubekjendt Architekt paa Augusts Tid havde baaret. Han selv var slet ikke Architekt, og hvad han meddelte om græsk og romersk Bygningskunst, var ikke hans egne Erfaringer, men taget fra et Skrift af en ældre Forfatter, formodentlig Varro. I Oktober 1896 udkom mine "Betragtninger overVitruvii de architectura libri Xmed særligt Hensyn til den Tid, paa hvilken dette Skrift kan være forfattet" i Videnskabernes Selskabs Skrifter 5. Række IV. Afhandlingen gjorde en vis Opsigt; thi at den samme Mening over 40 Aar tidligere var udtalt fra en anden Side og godtgjort ved techniske Beviser, det havde man glemt; nu kom den atter frem, støttet paa filologiske og historiske Beviser. Præsidenten for det engelske Architektselskab (Royal Institute of British Architects) Professor Aitchison blev opmærksom paa mit Skrift og indledte en Brevvexling med mig derom, som endte med, at han bad mig lade Afhandlingen oversætte paa Engelsk til Udgivelse i Institutets Tidsskrift. Jeg greb med Glæde denne Lejlighed til at omarbeide min Afhandling, der var bleven til i en Sygdoms og Svagheds Periode, hvoraf den bar kjendelige Spor. Naar Nogen i Fremtiden ønsker at gjøre sig bekjendt med mine Undersøgelser om Vitruv, beder jeg dem derfor at benytte den engelske Bearbeidelse,Observations onVitruvii de architectura libri X, with special regard to the time at which this work was written, by J. L. Ussing 1898.
I Forbindelse med mine Studier over Vitruv stod ogsaa Behandlingen af et andet Emne, der delte den lærde Verden i to Leire, Spørgsmaalet om det græske Theaters Indretning. Vitruv havde jo været betragtet som et ufeilbartOrakel, og hans Beskrivelse af Theaterbygningen var Udgangspunktet for den Forestilling, man dannede sig derom. Efter ham bestod Theatret foruden Tilskuerpladsen af det cirkelrunde Orchester, hvis bageste Del blev afskaaret til en særskilt Skueplads, Logeon, med sin faste Bagvæg, Skene. Orchestret var Chorets, Logeet Skuespillernes Plads, lidt ophøiet over Orchestret, i de romerske Theatre høist 5 Fod, i de græske 10—12 Fod. Dette sidste Maal maatte forbause Enhver, der gjorde sig nærmere Rede derfor; det Sammenspil og den umiddelbare Berørelse, der i de klassiske Dramer fra 5. Aarh. f. Chr. finder Sted imellem Choret og Skuespillerne, blev jo derved umuligt. Saa udgravede man i 1881 og følgende Aar det vel bevarede Theater ved Epidauros. Der laa Orchestrets Kreds ubeskaaren, og lige bagved den Bagvæggen med sin Søilegang, Proskenion, foran. Men der var intet Logeon; man maa have spillet paa Orchestra. Det Samme viste sig kort efter i Oropos og flere Steder; men for det Meste havde man ved senere Ombygning tilveiebragt et Logeon i den bageste Del af Orchestra. Vitruvs Beskrivelse gjaldt altsaa ikke det oprindelige græske Theater, men det senere; den tilhørte den Tid, da Choret enten helt var afskaffet eller dog ikke længere havde noget umiddelbart Sammenspil med Skuespillerne. Det var dette Resultat, som Dörpfeld var kommen til ved sin Undersøgelse af Theaterruiner i Grækenland, og som han fremstillede med overbevisende Klarhed i sit Værk "Das griechische Theater." Denne Bog udkom først i 1896, men Dörpfelds Anskuelse havde været kjendt i flere Aar, og da jeg i 1891 havde den Ære at aabne det nordiske Filologmøde i Kjøbenhavn, fremsatte jeg den under almindelig Tilslutning. Men det er jo ikke Alle, der læse Bibelen paa samme Maade; Vitruvs Beundrere kom til et andet Resultat. I Epidauros var Proskeniet eller Søilestillingen foran Bagvæggen 11 Fod høi; efter Vitruv var Logeet 10—12 Fod høit. Det var to forskjelligeTing, der taltes om; men det brød man sig ikke om; Maalet passede, altsaa maatte det være det Samme. Skuespillerne maatte have ageret ovenpaa Søilegangen, skjøndt de dèr kun fik en smal Plads at bevæge sig paa og havde en 6 Alen dyb Afgrund foran sig; ja paa Grund af Pladsens Høide kunde de ikke engang sees fuldstændig fra de forreste Bænke i Theatret. Denne Anskuelse blev forfægtet med stor Iver af forskjellige Lærde, særlig af Prof. Bethe. I en Afhandling betitlet Scenica i Videnskabernes Selskabs Oversigt 1897 havde jeg gjort Rede for Dörpfelds Anskuelse og dertil knyttet en filologisk Forklaring af de overleverede græske Benævnelser paa Theatrets Dele. Hertil føiede jeg i samme Tidsskrift 1899 en ny, væsentlig imod Bethe rettet Afhandling: "Afsluttende Bemærkninger om det græske Theater og Vitruvs Forhold dertil." Men jeg tog feil, da jeg troede, at jeg hermed kunde slutte denne Polemik. Endnu 1901 er O. Puchstein traadt i Skranken imod Dörpfeld med en anselig Bog: "Die griechische Bühne, eine architektonische Untersuchung." Jeg fandt mig da nødsaget til i en Anmeldelse i Tidsskrift for Filologi at vise, at de antagne architektoniske Beviser ikke existerede. Der kunde næppe findes noget bedre Forsvar for Dörpfelds Theori end dette mislykkede Forsøg paa at gjendrive den.
Afhandlingerne om Vitruv og om Theatret tilhøre nok saa meget Filologien som Archæologien, og det Samme gjælder ogsaa om min Afhandling om Achilles' Skjold i Nordisk Tidsskrift for Filologi 1900. Jeg havde saaledes ikke helt taget Afsked med det Studium, der lige fra Studenteraarene havde været min væsentligste Syssel; men nu skulde denne jo afløses af den Søster-Videnskab, jeg havde elsket i lige saa høi Grad, men ikke faaet tilstrækkelig Tid til at dyrke. Nu kom Tiden, men i det Mindste i een Henseende for sildig. Min Helbredstilstand tillod mig ikke mere at gjøre længere Reiser; jeg kunde ikke med egne Øine seog undersøge de Vidundere, der allevegne kom frem fra Jordens Skjød, men maatte nøies med at læse og høre derom og med at studere Afbildningerne. Der var dog ogsaa nok at gjøre selv indenfor denne Begrænsning, skjøndt jeg aldrig kunde glemme Jernstængerne. Hvilken Forskjel imellem Archæologien nu og for 50 Aar siden! Dengang var Videnskaben endnu i sin Vorden; nu var den lille Bæk bleven til en stor Flod. Olympia, Pergamos, Delos, Athen, Epidauros, Delphi og mange andre Steder vare lige saa mange Guldminer, der kun ventede paa at udnyttes tilfulde. Og saa kom Naturvidenskaben til Hjælp, idet Fotografiens tro Speilbilleder søgte at bøde paa den manglende Autopsi. Endelig var selve den videnskabelige Behandling forandret. Hvor man dengang dilettantmæssig prøvede sig frem, følte man sig nu sikker; der havde dannet sig en Skole med faste Regler, Beskrivelserne affattedes efter en bestemt Methode og med en bestemt Terminologi; det umiddelbare Skjøn var afløst af Maal og System. Undertiden mærkede man vel mindre Kjærlighed til Kunsten end Videnskabens Tørhed. Skjønnere var det vel at glæde sig over Kunstværket end at analysere dets Enkeltheder og diskutere dets Stil; men hvem skulde ikke ære Videnskaben og bøie sig for den? Beklageligt kun, at den ikke sjældent tiltroede sig mere, end den kunde magte, og i ungdommeligt Overmod stillede sig Opgaver, som umulig kunde løses. Tidt saa man da paa et ganske upaalideligt Grundlag Hypothese stillet ovenpaa Hypothese, indtil der fremkom en imponerende Pragtbygning, som dog nærmere set viste sig at være et Fata Morgana. Man syntes at tro, at man kunde skrive Oldtidens Kunsthistorie med samme Fuldstændighed og Tilforladelighed som Nutidens. I mine Anmeldelser i Tidsskrift for Filologi ligesom i andre archæologiske Arbeider blev jeg derfor ofte nødt til at rette en temmelig skarp Kritik imod denne Retning.
Dette er dog ikke Tilfældet med min Afhandling om "Midtgruppen paa Parthenonsfrisen" (Videnskabernes Selskabs Oversigt 1895). Den er ikke rettet imod en ny, men imod en gammel Vildfarelse. Det var allerede paavist af Andre, at den almindelige Antagelse, at det skulde være Overleveringen af Athenas Peplos, der var fremstillet, strider imod Figurernes Stilling og Bevægelser; men de fleste Archæologer havde ikke villet indrømme dette. Man kunde ikke løsrive sig fra den forud fattede Mening, saalænge man ikke havde nogen anden Forklaring at sætte i Stedet. Det var nu denne, jeg fremsatte. Det forestillede Emne er Forberedelsen til Gudernes Modtagelse. Det sammenfoldede Klæde, som man antog for Gudindens Peplos, er Purpurtæppet, der skal udbredes for Gjæsterne. Det udleveres tilligemed de Stole, hvorpaa de skulle tænkes at tage Plads. Saasnart min Afhandling var udkommet, modtog jeg et Brev fra E. Curtius, hvori han meddelte mig, at dette ogsaa var hans Opfattelse.