25. Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Lovsange til Gud; ogFangerne lyttede på dem.26. Men pludseligt kom der et stort Jordskælv, så at FængseletsGrundvolde rystede, og straks åbnedes alle Dørene, og allesLænker løstes.27. Men Fangevogteren for op at Søvne, og da han så Fængselets Døreåbne, drog han et Sværd og vilde dræbe sig selv, da han mente,at Fangerne vare flygtede.28. Men Paulus råbte med høj Røst og sagde: "Gør ikke dig selv nogetondt; thi vi ere her alle."29. Men han forlangte Lys og sprang ind og faldt skælvende ned forPaulus og Silas.30. Og han førte dem udenfor og sagde: "Herrer! hvad skal jeg gøre,for at jeg kan blive frelst?"31. Men de sagde: "Tro på den Herre Jesus Kristus, så skal du blivefrelst, du og dit Hus."32. Og de talte Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hansHus.33. Og han tog dem til sig i den samme Stund om Natten og aftoedederes Sår; og han selv og alle hans blev straks døbte.34. Og han førte dem op i sit Hus og satte et Bord for dem ogfrydede sig over, at han med hele sit Hus var kommen til Troenpå Gud.35. Men da det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Bysvendene henog sagde: "Løslad de Mænd!"36. Men Fangevogteren meldte Paulus disse Ord: "Høvedsmændene havesendt Bud, at I skulle løslades; så drager nu ud og går bort medFred!"37. Men Paulus sagde til dem: "De have ladet os piske offentligt oguden Dom, os, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel,og nu jage de os hemmeligt bort! Nej, lad dem selv komme og føreos ud!"38. Men Bysvendene meldte disse Ord til Høvedsmændene; og de blevebange, da de hørte, at de vare Romere.39. Og de kom og gave dem gode Ord, og de førte dem ud og bade demat drage bort fra Byen.40. Og de gik ud af Fængselet og gik ind til Lydia; og da de havdeset Brødrene. formanede de dem og droge bort.
Apostelenes gerninger 17
1. Men de rejste igennem Amfipolis og Apollonia og kom tilThessalonika, hvor Jøderne havde en Synagoge.2. Og efter sin Sædvane gik Paulus ind til dem, og på tre Sabbatersamtalede han med dem ud fra Skrifterne,3. idet han udlagde og forklarede, at Kristus måtte lide og opståfra de døde, og han sagde: "Denne Jesus, som jeg forkynder eder,han er Kristus."4. Og nogle af dem bleve overbeviste og sluttede sig til Paulus ogSilas, og tillige en stor Mængde at de gudfrygtige Grækere ogikke få af de fornemste Kvinder.5. Men Jøderne bleve nidkære og toge med sig nogle slette Menneskeraf Lediggængerne på Torvet, rejste et Opløb og oprørte Byen; ogde stormede Jasons Hus og søgte efter dem for at føre dem ud tilFolket.6. Men da de ikke fandt dem, trak de Jason og nogle Brødre forByens Øvrighed og råbte: "Disse, som have bragt hele Verden iOprør, ere også komne hid;7. dem har Jason taget ind til sig; og alle disse handle imodKejserens Befalinger og sige, at en anden er Konge, nemligJesus."8. Og de satte Skræk i Mængden og Byens Øvrighed, som hørte det.9. Og denne lod Jason og de andre stille Borgen og løslod dem.
10. Men Brødrene sendte straks om Natten både Paulus og Silas borttil Berøa; og da de vare komne dertil,gik de ind i JødernesSynagoge.11. Men disse vare mere velsindede end de i Thessalonika, de modtogeOrdet med al Redebonhed og ransagede daglig Skrifterne, om disseTing forholdt sig således.12. Så troede da mange af dem og ikke få af de fornemme græskeKvinder og Mænd.13. Men da Jøderne i Thessalonika fik at vide, at Guds Ord blevforkyndt af Paulus også i Berøa, kom de og vakte også der Røreog Bevægelse iblandt Skarerne.
14. Men da sendte Brødrene straks Paulus bort, for at han skuldedrage til Havet; men både Silas og Timotheus bleve der tilbage.15. Og de, som ledsagede Paulus, førte ham lige til Athen; og efterat have fået det Bud med til Silas og Timotheus, at de snarestmuligt skulde komme til ham, droge de bort.16. Medens nu Paulus ventede på dem i Athen, harmedes hans Ånd iham, da han så, at Byen var fuld af Afgudsbilleder.17. Derfor talte han i Synagogen med Jøderne og de gudfrygtige og påTorvet hver Dag til dem, som han traf på.18. Men også nogle af de epikuræiske og stoiske Filosoffer indlodesig i Ordstrid med ham; og nogle sagde: ""Hvad vil denneOrdgyder sige?"" men andre: ""Han synes at være en Forkynder affremmede Guddomme;"" fordi han forkyndte Evangeliet om Jesus ogOpstandelsen.19. Og de toge ham og førte ham op på Areopagus og sagde: ""Kunne vifå at vide, hvad dette er for en ny Lære, som du taler om?20. Thi du bringer os nogle fremmede Ting for Øren; derfor ville vivide, hvad dette skal betyde.""21. Men alle Atheniensere og de fremmede, som opholdt sig der, gavesig ikke Stunder til andet end at fortælle eller høre nyt.22. Men Paulus stod frem midt på Areopagus og sagde: ""Iathemiensiske Mænd! jeg ser, at I i alle Måder ere omhyggeligefor eders Gudsdyrkelse.23. Thi da jeg gik omkring og betragtede eders Helligdommen, fandtjeg også et Alter, på hvilket der var skrevet: ""For en ukendtGud."" Det, som I således dyrke uden at kende det, detforkynder jeg eder.24. Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som ere i den, han, somer Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte medHænder,25. han tjenes ikke heller af Menneskers Hænder som en, der trængertil noget, efterdi han selv giver alle Liv og Ånde og alle Ting.26. Og han har gjort, at hvert Folk iblandt Mennesker bor ud af eetBlod på hele Jordens Flade, idet han fastsatte bestemte Tider ogGrænserne for deres Bolig,27. for at de skulde søge Gud, om de dog kunde føle sig frem ogfinde ham, skønt han er ikke langt fra hver enkelt af os;28. thi i ham leve og røres og ere vi, som også nogle af edersDigtere have sagt: Vi ere jo også hans Slægt.29. Efterdi vi da ere Guds Slægt, bør vi ikke mene, at Guddommen erlig Guld eller Sølv eller Sten, formet ved Menneskers Kunst ogOpfindsomhed.30. Efter at Gud altså har båret over med disse VankundighedensTider, byder han nu Menneskene at de alle og alle Vegne skulleomvende sig.31. Thi han har fastsat en Dag, på hvilken han vil dømme Jorderigemed Retfærdighed ved en Mand, som han har beskikket dertil, ogdette har han bevist for alle ved at oprejse ham fra de døde."32. Men da de hørte om de dødes Opstandelse, spottede nogle; menandre sagde: "Ville atter høre dig om dette."33. Således gik Paulus ud fra dem.34. Men nogle Mænd holdt sig til ham og troede; iblandt hvilke ogsåvar Areopagiten Dionysius og en Kvinde ved Navn Damaris og andremed dem.
Apostelenes gerninger 18
1. Derefter forlod Paulus Athen og kom til Korinth2. Der traf han en Jøde ved Navn Akvila, født i Pontus, som nyligvar kommen fra Italien med sin Hustru Priskilla, fordi Klaudiushavde befalet, at alle Jøderne skulde forlade Rom. Til disse gikhan.3. Og efterdi han øvede det samme Håndværk, blev han hos dem ogarbejdede; thi de vare Teltmagere af Håndværk.4. Men han holdt Samtaler i Synagogen på hver Sabbat og overbevisteJøder og Grækere.5. Men da Silas og Timotheus kom ned fra Makedonien, var Paulushelt optagen af at tale og vidnede for Jøderne, at Jesus erKristus.6. Men da de stode imod og spottede, rystede han Støvet af sineKlæder og sagde til dem: "Eders Blod komme over eders Hoved! Jeger ren; herefter vil jeg gå til Hedningerne."7. Og han gik bort derfra og gik ind til en Mand ved Navn Justus,som frygtede Gud, og hvis Hus lå ved Siden af Synagogen.8. Men Synagogeforstanderen Krispus troede på Herren tillige medhele sit Hus, og mange af Korinthierne, som hørte til, troede ogbleve døbte.9. Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten: "Frygt ikke, mental og ti ikke,10. eftersom jeg er med dig, og ingen skal lægge Hånd på dig for atgøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt Folk i denne By."11. Og han slog sig ned der et År og seks Måneder og lærte Guds Ordiblandt dem.12. Men medens Gallio var Statholder i Akaja, stode Jøderneendrægtigt op imod Paulus og førte ham for Domstolen og sagde:13. "Denne overtaler Folk til en Gudsdyrkelse imod Loven."14. Og da Paulus vilde oplade Munden, sagde Gallio til Jøderne: "Dersom det var nogen Uret eller Misgerning, I Jøder! vilde jeg,som billigt var, tålmodigt høre på eder.15. Men er det Stridsspørgsmål om Lære og Navne og om den Lov, som Ihave, da ser selv dertil; thi jeg vil ikke være Dommer overdisse Ting."16. Og han drev dem bort fra Domstolen.17. Men alle grebe Synagogeforstanderen Sosthenes og sloge ham ligefor Domstolen; og Gallio brød sig ikke om noget af dette.
18. Men Paulus blev der endnu i mange dage; derefter tog han Afskedmed Brødrene og sejlede bort til Syrien og med ham Priskilla ogAkvila, efter at han havde ladet sit Hår klippe af i Kenkreæ;thi han havde et Løfte på sig.19. Men de kom til Efesus; og der lod han hine blive tilbage; menhan selv gik ind i Synagogen og samtalede med Jøderne.20. Men da de bade ham om at blive i længere Tid, samtykkede hanikke;21. men han tog Afsked og sagde: " (Jeg må endelig holde denneforestående Højtid i Jerusalem; men) jeg vil atter vende tilbagetil eder, om Gud vil." Og han sejlede ud fra Efesus22. og landede i Kæsarea, drog op og hilste på Menigheden og drog såned til Antiokia.
23. Og da han havde opholdt sig der nogen Tid, drog han bort ogrejste fra Sted til Sted igennem det galatiske Land og Frygienog styrkede alle Disciplene.
24. Men en Jøde ved Navn Apollos, født i Aleksandria, en veltalendeMand, som var stærk i Skrifterne, kom til Efesus.25. Denne var undervist om Herrens Vej, og brændende i Ånden talteog lærte han grundigt om Jesus, skønt han kun kendte Johannes'sDåb.26. Og han begyndte at tale frimodigt i Synagogen. Men da Priskillaog Akvila hørte ham,toge de ham til sig og udlagde ham Guds Vejnøjere.27. Men da han vilde rejse videre til Akaja, skrev Brødrene tilDisciplene og opmuntrede dem til at tage imod ham. Da han varkommen derhen, var han ved Guds Nåde de troende til megen Nytte;28. thi han gendrev Jøderne offentligt med stor Kraft og beviste vedSkrifterne, at Jesus er Kristus.
Apostelenes gerninger 19
1. Men det skete, medens Apollos var i Korinth, at Paulus efter atvære dragen igennem de højereliggende Landsdele kom ned tilEfesus2. og fandt nogle Disciple, og han sagde til dem: "Fik I denHelligånd, da I bleve troende?" Men de sagde til ham: "Vi haveikke engang hørt, at der er en Helligånd."3. Og han sagde: "Hvortil bleve I da døbte?" Men de sagde: "TilJohannes's Dåb."4. Da sagde Paulus: "Johannes døbte med Omvendelses-Dåb, idet hansagde til Folket, at de skulde tro på den, som kom efter ham,det er på Jesus."5. Men da de hørte dette, lode de sig døbe til den Herres JesuNavn.6. Og da Paulus lagde Hænderne på dem, kom den Helligånd over dem,og de talte i Tunger og profeterede.7. Men de vare i det hele omtrent tolv Mand.8. Og han gik ind i Synagogen og vidnede frimodigt i tre Måneder,idet han holdt Samtaler og overbeviste om det, som hører tilGuds Rige.9. Men da nogle forhærdede sig og strede imod og over for Mængdentalte ilde om Vejen, forlod han dem og skilte Disciplene fra demog holdt daglig Samtaler i Tyrannus's Skole.10. Men dette varede i to År, så at alle, som boede i Asien, bådeJøder og Grækere, hørte Herrens Ord.11. Og Gud gjorde usædvanlige kraftige Gerninger ved Paulus'sHænder,12. så at man endog bragte Tørklæder og Bælter fra hans Legeme tilde syge, og Sygdommene vege fra dem, og de onde Ånder fore ud.13. Men også nogle af de omløbende jødiske Besværgere forsøgte atnævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Ånder,idet de sagde: "Jeg besværger eder ved den Jesus, som Paulusprædiker."14. Men de, som gjorde dette, vare syv Sønner af Skeuas, en jødiskYpperstepræst,15. Men den onde Ånd svarede og sagde til dem: "Jesus kender jeg, ogom Paulus ved jeg; men I, hvem ere I?"16. Og det Menneske, i hvem den onde Ånd var, sprang ind på dem ogovermandede dem begge og fik sådan Magt over dem, at de flygtedenøgne og sårede ud af Huset.17. Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Efesus, bådeJøder og Grækere; og der faldt en Frygt over dem alle, og denHerres Jesu Navn blev ophøjet,18. og mange af dem, som vare blevne troende, kom og bekendte ogfortalte om deres Gerninger.19. Men mange af dem, som havde drevet Trolddom, bare deres Bøgersammen og opbrændte dem for alles Øjne; og man beregnede deresVærdi og fandt dem halvtredsindstyve Tusinde Sølvpenge værd.20. Så kraftigt voksede Herrens Ord og fik Magt.
21. Men da dette var fuldbragt, satte Paulus sig for i Ånden, at hanvilde rejse igennem Makedonien og Akaja og så drage tilJerusalem, og han sagde: "Efter at jeg har været der, bør jegogså se Rom."22. Og han sendte to af dem, som gik ham til Hånde, Timotheus ogErastus, til Makedonien; men selv blev han nogen Tid i Asien.
23. Men på den Tid opstod der et ikke lidet Oprør i Anledning afVejen.24. Thi en Sølvsmed ved Navn Demetrius gjorde Artemistempler af Sølvog skaffede Kunstnerne ikke ringe Fortjeneste.25. Disse samlede han tillige med de med sådanne Ting sysselsatteArbejdere og sagde: "I Mænd! I vide, at vi have vort Udkomme afdette Arbejde.26. Og I se og høre, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele Asienhar denne Paulus ved sin Overtalelse vildledt en stor Mængde,idet han siger, at de ikke ere Guder, de, som gøres med Hænder.27. Men der er ikke alene Fare for, at denne vor Håndtering skalkomme i Foragt, men også for, at den store Gudinde Artemis'sHelligdom skal blive agtet for intet, og at den GudindesMajestæt, hvem hele Asien og Jorderige dyrker, skal blivekrænket."28. Men da de hørte dette, bleve de fulde af Vrede og råbte ogsagde: "Stor er Efesiernes Artemis!"29. Og Byen kom i fuldt Oprør, og de stormede endrægtigt til Teatretog reve Makedonierne Hajus og Aristarkus, Paulus's Rejsefæller,med sig.30. Men da Paulus vilde gå ind iblandt Folkemængden, tilstedteDisciplene ham det ikke.31. Men også nogle af Asiarkerne, som vare hans Venner, sendte Budtil ham og formanede ham til ikke at vove sig hen til Teatret.32. Da skrege nogle eet, andre et andet; thi Forsamlingen var iForvirring, og de fleste vidste ikke, af hvad Årsag de varekomne sammen.33. Men de trak Aleksander, hvem Jøderne skøde frem, ud af Skaren;men Aleksander slog til Lyd med Hånden og vilde holde enForsvarstale til Folket.34. Men da de fik at vide, at han var en Jøde, råbte de alle med eenRøst i omtrent to Timer: "Stor er Efesiernes Artemis!"35. Men Byskriveren fik Skaren beroliget og sagde: "I Mænd i Efesus!hvilket Menneske er der vel, som ikke ved, at Efesiernes By erTempelværge for den store Artemis og det himmelfaldne Billede?36. Når altså dette er uimodsigeligt, bør I være rolige og ikkeforetage eder noget fremfusende.37. Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken er Tempelranereeller bespotte eders Gudinde.38. Dersom nu Demetrius og hans Kunstnere have Klage imod nogen, daholdes der Tingdage, og der er Statholdere; lad dem kaldehinanden for Retten!39. Men have I noget Forlangende om andre Sager, så vil det bliveafgjort i den lovlige Forsamling.40. Vi stå jo endog i Fare for at anklages for Oprør for, hvad der iDag er sket, da der ingen Årsag er dertil; herfor, for detteOpløb, ville vi ikke kunne gøre regnskab."41. Og da han havde sagt dette, lod han Forsamlingen fare.
Apostelenes gerninger 20
1. Men efter at dette Røre var stillet, lod Paulus Disciplene henteog formanede dem, tog Afsked og begav sig derfra for at rejsetil Makedonien.2. Og da han var dragen igennem disse Egne og havde formanet demmed megen Tale, kom han til Grækenland.3. Der tilbragte han tre Måneder, og da Jøderne havde Anslag forimod ham, just som han skulde til at sejle til Syrien, blev hantil Sinds at vende tilbage igennem Makedonien.4. Men Pyrrus's Søn Sopater fra Berøa og af ThessalonikerneAristarkus og Sekundus og Kajus fra Derbe og Timotheus og afAsiaterne Tykikus og Trofimus fulgte med ham til Asien.5. Disse droge forud og biede på os i Troas;6. men vi sejlede efter de usyrede Brøds Dage ud fra Filippi og komfem Dage efter til dem i Troas, hvor vi tilbragte syv Dage.7. Men på den første Dag i Ugen, da vi vare forsamlede for at brydeBrødet, samtalede Paulus med dem, da han den næste Dag vilderejse derfra, og han blev ved med at tale indtil Midnat.8. Men der var mange Lamper i Salen ovenpå, hvor vi vare samlede.9. Og der sad i Vinduet en ung Mand ved Navn Eutykus; han faldt ien dyb Søvn, da Paulus fortsatte Samtalen så længe, ogovervældet af Søvnen styrtede han ned fra det tredje Stokværk ogblev tagen død op.10. Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham ogsagde: "Larmer ikke; thi hans Sjæl er i ham."11. Men han gik op igen og brød Brødet og nød deraf og talte endnulænge med dem indtil Dagningen, og dermed drog han bort.12. Men de bragte det unge Menneske levende op og vare ikke lidettrøstede.
13. Men vi gik forud til Skibet og sejlede til Assus og skuldederfra tage Paulus med; thi således havde han bestemt det, dahan selv vilde gå til Fods.14. Da han nu stødte til os i Assus, toge vi ham om Bord og kom tilMitylene.15. Og vi sejlede derfra og kom den næste Dag lige udfor Kios; Dagenderpå lagde vi til ved Samos og kom næste Dag til Milet.16. Thi Paulus havde besluttet at sejle Efesus forbi, for at detikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asien; thi han hastedefor at komme til Jerusalem på Pinsedagen, om det var ham muligt.17. Men fra Milet sendte han Bud til Efesus og lod MenighedensÆldste kalde til sig.18. Og da de kom til ham, sagde han til dem: "I vide, hvorledes jegfærdedes iblandt eder den hele Tid igennem fra den første Dag,jeg kom til Asien,19. idet jeg tjente Herren i al Ydmyghed og under Tårer ogPrøvelser, som timedes mig ved Jødernes Efterstræbelser;20. hvorledes jeg ikke har unddraget mig fra at forkynde eder nogetsom helst af det, som kunde være til Gavn, og at lære ederoffentligt og i Husene,21. idet jeg vidnede både for Jøder og Grækere om Omvendelsen tilGud og Troen på vor Herre Jesus Kristus.22. Og nu se, bunden af Ånden drager jeg til Jerusalem uden at vide,hvad der skal møde mig,23. kun, at den Helligånd i hver By vidner for mig og siger, atLænker og Trængsler vente mig.24. Men jeg agter ikke mit Liv noget værd for mig selv, for at jegkan fuldende mit Løb og den Tjeneste, som jeg har fået af denHerre Jesus, at vidne om Guds Nådes Evangelium.25. Og nu se, jeg ved, at I ikke mere skulle se mit Ansigt, alle I,iblandt hvem jeg gik om og prædikede Riget.26. Derfor vidner jeg for eder på denne Dag, at jeg er ren for allesBlod;27. thi jeg unddrog mig ikke fra at forkynde eder hele Guds Råd.28. Så giver Agt på eder selv og den hele Hjord, i hvilken denHelligånd satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte GudsMenighed, som han erhvervede sig med sit eget Blod.29. Jeg ved, at der efter min Bortgang skal komme svare Ulve indiblandt eder, som ikke ville spare Hjorden.30. Og af eders egen Midte skal der opstå Mænd, som skulle taleforvendte Ting for at drage Disciplene efter sig.31. Derfor våger og kommer i Hu, at jeg har ikke ophørt i tre År,Nat og Dag, at påminde hver enkelt med Tårer.32. Og nu overgiver jeg eder til Gud og hans Nådes Ord, som formårat opbygge eder og at give eder Arven iblandt alle de helligede.33. Jeg har ikke begæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon.34. I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Fornødenhederog for dem, som vare med mig.35. Jeg viste eder i alle Ting, at således bør vi arbejde og tage osaf de skrøbelige og ihukomme den Herres Jesu Ord, at han selvhar sagt: "Det er saligere at give end at tage."36. Og da han havde sagt dette, faldt han på sine Knæ og bad med demalle.37. Og de brast alle i heftig Gråd, og de faldt Paulus om Halsen ogkyssede ham.38. Og mest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mereskulde se hans Ansigt. Så ledsagede de ham til Skibet.
Apostelenes gerninger 21
1. Men da vi havde revet os løs fra dem og vare afsejlede, droge vilige til Kos, og den næste Dag til Rodus og derfra til Patara.2. Og da vi fandt et Skib, som skulde gå lige til Fønikien, gik viom Bord og afsejlede.3. Men da vi havde fået Kypern i Sigte og vare komne den forbi tilvenstre for os, sejlede vi til Synen og landede i Tyrus; thi derskulde Skibet losse sin Ladning.4. Og vi opsøgte Disciplene og bleve der syv Dage; disse sagde vedÅnden til Paulus, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.5. Men da vi havde tilendebragt disse Dage, droge vi derfra ogrejste videre, idet de alle, med Hustruer og Børn, ledsagede osuden for Byen; og efter at have knælet på Strandbredden og holdtBøn6. toge vi Afsked med hverandre; og vi gik om Bord i Skibet, men devendte tilbage til deres Hjem.
7. Men vi fuldendte Sejladsen og kom fra Tyrus til Ptolemais, og vihilste på Brødrene og bleve een Dag hos dem.8. Og den følgende Dag droge vi derfra og kom til Kæsarea, og vigik ind i Evangelisten Filips Hus, han, som var en af de syv, ogbleve hos ham.9. Men denne havde fire ugifte Døtre, som profeterede.10. Men da vi bleve der flere Dage, kom der en Profet ned fra Judæaved Navn Agabus.11. Og han kom til os og tog Paulus's Bælte og bandt sine egneFødder og Hænder og sagde: "Dette siger den Helligånd: Den Mand,hvem dette Bælte tilhører, skulle Jøderne binde således iJerusalem og overgive i Hedningers Hænder."12. Men da vi hørte dette, bade såvel vi som de der på Stedet ham omikke at drage op til Jerusalem.13. Da svarede Paulus: "Hvad gøre I, at I græde og gøre mit Hjertemodløst? thi jeg er rede til ikke alene at bindes, men også atdø i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld."14. Da han nu ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille ogsagde: "Herrens Villie ske!"
15. Men efter disse Dage gjorde vi os rede og droge op tilJerusalem.16. Og også nogle af Disciplene fra Kæsarea rejste med os og bragteos til Mnason, en Mand fra Kypern, en gammel Discipel, hos hvemvi skulde have Herberge.17. Da vi nu kom til Jerusalem, modtoge Brødrene os med Glæde.18. Og Dagen efter gik Paulus ind med os til Jakob, og alle deÆldste kom derhen.19. Og da han havde hilst på dem, fortalte han Stykke for Stykke,hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste.20. Men da de hørte dette, priste de Gud og de sagde til ham:"Broder! du ser, hvor mange Tusinder der er af Jøderne, som haveantaget Troen, og de ere alle nidkære for Loven.21. Men de have hørt om dig, at du lærer alle Jøderne ude iblandtHedningerne at falde fra Moses og siger, at de ikke skulleomskære Børnene, ej heller vandre efter Skikkene.22. Hvad er der da at gøre? Der må sikkert komme mange Menneskersammen; thi de ville få at høre, at du er kommen.23. Gør derfor dette, som vi sige dig: Vi have her fire Mænd, somhave et Løfte på sig.24. Tag dem med dig, og rens dig sammen med dem,, og gørOmkostningen for dem, for at de kunne lade deres Hoved rage; såville alle erkende, at det, som de have hørt om dig, ikke harnoget på sig, men at du også selv vandrer således, at du holderLoven.25. Men om de Hedninger, som ere blevne troende, have vi udsendt enSkrivelse med den Afgørelse, at de intet sådant skulle holde,men kun vogte sig for Afgudsofferkød og Blod og det kvalte ogUtugt."26. Da tog Paulus Mændene med sig næste dag, og efter at have rensetsig sammen med dem gik han ind i Helligdommen og anmeldteRenselsesdagenes Udløb, da Offeret blev bragt for hver enkelt afdem.
27. Men da de syv Dage næsten vare til Ende, satte Jøderne fraAsien, som havde set ham i Helligdommen, hele Mængden i Oprør oglagde Hånd på ham28. og råbte: "I israelitiske Mænd, kommer til Hjælp! Denne er detMenneske, som alle Vegne lærer alle imod Folket og Loven ogdette Sted; og tilmed har han også ført Grækere ind iHelligdommen og gjort dette hellige Sted urent;"29. de havde nemlig i Forvejen set Efesieren Trofimus i Stadensammen med ham, og ham mente de, at Paulus havde ført ind iHelligdommen.30. Og hele Staden kom i Bevægelse, og Folket stimlede sammen; og degrebe Paulus og slæbte ham uden for Helligdommen, og straksbleve Dørene lukkede.31. Og da de søgte at slå ham ihjel, gik der Melding op tilKrigsøversten for Vagtafdelingen, at hele Jerusalem var i Oprør.32. Han tog straks Stridsmænd og Høvedsmænd med sig og ilede nedimod dem. Men da de så Krigsøversten og Stridsmændene, holdt deop at slå Paulus.33. Da trådte Krigsøversten til, greb ham og befalede, at han skuldebindes med to Lænker, og han spurgte, hvem han var, og hvad hanhavde gjort.34. Da råbte nogle i Skaren eet, andre et andet til ham; men da hanikke kunde få noget pålideligt at vide på Grund af Larmen,befalede han at føre ham ind i Borgen,35. Men da han kom på Trappen, gik det således, at han måtte bæresaf Stridsmændene på Grund af Skarens Voldsomhed;36. thi Folkemængden fulgte efter og råbte: "Bort med ham!"37. Og da Paulus var ved at blive ført ind i Borgen, siger han tilKrigsøversten: "Er det mig tilladt at sige noget til dig?" Menhan sagde: "Forstår du Græsk?38. Er du da ikke den Ægypter, som for nogen Tid siden gjorde Oprørog førte de fire Tusinde Stimænd ud i Ørkenen?"39. Men Paulus sagde: "Jeg er en jødisk Mand fra Tarsus, Borger i enikke ubekendt By i Kilikien. Men jeg beder dig, tilsted mig attale til Folket!"40. Og da han tilstedte det, stod Paulus frem på Trappen og slog tilLyd med Hånden for Folket. Men da der var blevet dyb Tavshed,tiltalte han dem i det hebraiske Sprog og sagde:
Apostelenes gerninger 22
1. " I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit forsvar over for eder!"2. Men da de hørte, at han talte til dem i det hebraiske Sprog,holdt de sig end mere stille. Og han siger:3. "Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus i Kilikien, men opfostreti denne Stad, oplært ved Gamaliels Fødder efter vor FædrenelovsStrenghed og nidkær for Gud, ligesom I alle ere i Dag.4. Og jeg forfulgte denne Vej indtil Døden, idet jeg lagde bådeMænd og Kvinder i Lænker og overgav dem til Fængsler,5. som også Ypperstepræsten vidner med mig og hele Ældsterådet, frahvem jeg endog fik Breve med til Brødrene i Damaskus og rejstederhen for også at føre dem, som vare der, bundne til Jerusalem,for at de måtte blive straffede.6. Men det skete, da jeg var undervejs og nærmede mig til Damaskus,at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligt omstråledemig.7. Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig:Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?8. Men jeg svarede: Hvem er du, Herre? Og han sagde til mig: Jeg erJesus af Nazareth, som du forfølger.9. Men de, som vare med mig, så vel Lyset, men hørte ikke hansRøst, som talte til mig.10. Men jeg sagde: Hvad skal jeg gøre, Herre? Men Herren sagde tilmig: Stå op og gå til Damaskus; og der skal der blive talt tildig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre.11. Men da jeg havde mistet Synet ved Glansen af hint Lys, blev jegledet ved Hånden af dem, som vare med mig, og kom således ind iDamaskus.12. Men en vis Ananias, en Mand, gudfrygtig efter Loven, som havdegodt Vidnesbyrd af alle Jøderne, som boede der,13. kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, se op! Ogjeg så op på ham i samme Stund.14. Men han sagde: Vore Fædres Gud har udvalgt dig til at kende hansVillie og se den retfærdige og høre en Røst af hans Mund.15. Thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, somdu har set og hørt.16. Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine Synderaftvætte, idet du påkalder hans Navn!17. Og det skete, da jeg var kommen tilbage til Jerusalem og bad iHelligdommen, at jeg faldt i Henrykkelse18. og så ham, idet han sagde til mig: Skynd dig, og gå hastigt udaf Jerusalem, thi de skulle ikke af dig modtage Vidnesbyrd ommig.19. Og jeg sagde: Herre! de vide selv, at jeg fængslede og piskedetrindt om i Synagogerne dem, som troede på dig,20. og da dit Vidne Stefanus's Blod blev udgydt, stod også jeg hosog havde Behag deri og vogtede på deres Klæder, som sloge hamihjel.21. Og han sagde til mig: Drag ud; thi jeg vil sende dig langt borttil Hedninger."
22. Men de hørte på ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røstog sagde: "Bort fra Jorden med en sådan! thi han bør ikkeleve.""23. Men da de skrege og reve Klæderne af sig og kastede Støv op iLuften,24. befalede Krigsøversten, at han skulde føres ind i Borgen, ogsagde, at man med Hudstrygning skulde forhøre ham, for at hankunde få at vide, af hvad Årsag de således råbte imod ham.25. Men da de havde udstrakt ham for Svøberne, sagde Paulus til denhosstående Høvedsmand: "Er det eder tilladt at hudstryge enromersk Mand, og det uden Dom?"26. Men da Høvedsmanden hørte dette, gik han til Krigsøversten ogmeldte ham det og sagde: "Hvad er det, du et ved at gøre? denneMand er jo en Romer."27. Men Krigsøversten gik hen og sagde til ham: "Sig mig, er du enRomer?" Han sagde: "Ja."28. Og Krigsøversten svarede: "Jeg har købt mig denne Borgerret foren stor Sum," Men Paulus sagde: "Jeg er endog født dertil."29. Da trak de, som skulde til at forhøre ham, sig straks tilbagefra ham. Og da Krigsøversten fik at vide, at han var en Romer,blev også han bange, fordi han havde bundet ham.30. Men den næste Dag, da han vilde have noget pålideligt at videom, hvad han anklagedes for af Jøderne, løste han ham ogbefalede, at Ypperstepræsterne og hele Rådet skulde kommesammen, og han førte Paulus ned og stillede ham for dem.
Apostelenes gerninger 23
1. Da så Paulus fast på Rådet og sagde: "I Mænd, Brødre! jeg harmed al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag."2. Men Ypperstepræsten Ananias befalede dem, som stode hos ham, atslå ham på Munden.3. Da sagde Paulus til ham: "Gud skal slå dig, du kalkede Væg! Ogdu sidder for at dømme mig efter Loven, og tvært imod Lovenbefaler du, at jeg skal slås."4. Men de, som stode hos, sagde: "Udskælder du Guds Ypperstepræst?"5. Og Paulus sagde: "Brødre! jeg vidste ikke, at han erYpperstepræst; thi der er skrevet: En Fyrste i dit Folk må duikke tale ondt imod."6. Men da Paulus vidste, at den ene Del bestod af Saddukæere, menden anden af Farisæere, råbte han i Rådet: "I Mænd, Brødre! jeger en Farisæer, Søn af Farisæere, for Håb og for dødesOpstandelse er det, jeg dømmes."7. Men da han udtalte dette, opkom der Splid imellem Farisæerne ogSaddukæerne, og Mængden blev uenig.8. Thi Saddukæerne sige, at der ingen Opstandelse er, ej hellernogen Engel eller Ånd; men Farisæerne hævde begge Dele.9. Men der opstod en stærk Råben; og nogle af de skriftkloge afFarisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: "Vi findeintet ondt hos dette Menneske; men hvad om en Ånd eller en Engelhar talt til ham!"10. Men da der blev stærk Splid frygtede Krigsøversten, at Paulusskulde blive sønderslidt af dem, og befalede Krigsfolket at gåned og rive ham ud fra dem og føre ham ind i Borgen.11. Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: "Vær frimodig,thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal duogså vidne i Rom."
12. Men da det var blevet Dag, sloge Jøderne sig sammen ogforpligtede sig under Forbandelser til hverken at spise ellerdrikke, førend de havde slået Paulus ihjel.13. Og de, som havde indgået denne Sammensværgelse, vare flere endfyrretyve i Tal.14. Disse gik da til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: "Vihave under Forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget,førend vi have slået Paulus ihjel.15. Så giver nu I tillige med Rådet Krigsøversten Meddelelse, for athan må føre ham ned til eder, som om I ville undersøge hans Sagnøjere; men vi ere rede til at slå ham ihjel, førend han kommerderhen."16. Men Paulus's Søstersøn, som havde hørt om dette Anslag, kom oggik ind i Borgen og fortalte Paulus det.17. Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: "Førdenne unge Mand hen til Krigsøversten; thi han har noget atmelde ham."18. Da tog han ham og førte ham til Krigsøversten og siger: "Denfangne Paulus kaldte mig og bad mig føre denne unge Mand tildig, da han har noget at tale med dig om."19. Men Krigsøversten tog ham ved Hånden, gik hen til en Side ogspurgte: "Hvad er det, som du har at melde mig?"26. Men han sagde: "Jøderne have aftalt at bede dig om at ladePaulus føre ned for Rådet i Morgen under Foregivende af at villehave nøjere Underretning om ham.21. Lad du dig nu ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve Mændaf dem lure på ham, og de have under Forbandelser forpligtet sigtil hverken at spise eller at drikke, førend de have slået hamihjel; og nu ere de rede og vente på dit Tilsagn."22. Da lod Krigsøversten det unge Menneske fare og bød ham: "Du skalingen sige, at du har givet mig dette til Kende."
23. Og han kaldte et Par af Høvedsmændene til sig og sagde: "Gørerto Hundrede Stridsmænd rede til at drage til Kæsarea oghalvfjerdsindstyve Ryttere og to Hundrede Spydkastere fra dentredje Time i Nat; "24. og at de skulde bringe Lastdyr for at kunne lade Paulus ride ogføre ham sikkert til Landshøvdingen Feliks.25. Og han skrev et Brev af følgende Indhold:26. "Klaudius Lysias hilser den mægtigste Landshøvding Feliks.27. Denne Mand havde Jøderne grebet og vilde have slået ham ihjel;men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham, da jegerfarede, at han var en Romer.28. Og da jeg vilde vide Årsagen, hvorfor de anklagede ham, førtejeg ham ned for deres Råd29. og fandt ham anklaget i Anledning af nogle Stridsspørgsmål ideres Lov, men uden nogen Beskyldning, som fortjente Død ellerFængsel.30. Men da jeg har fået Underretning om, at der skulde være ethemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, har jeg straks sendtham til dig efter også at have befalet Anklagerne at fremførefor dig, hvad de have imod ham."31. Da toge Stridsmændene Paulus, som det var dem befalet, og førteham om Natten til Antipatris.32. Men næste Dag lode de Rytterne drage videre med ham og vendteselv tilbage til Borgen.33. Da hine nu kom til Kæsarea og havde overgivet LandshøvdingenBrevet, fremstillede de også Paulus for ham.34. Men da han havde læst Brevet og spurgt, fra hvilken Provins hanvar, og havde erfaret, at han var fra Kilikien, sagde han:35. "Jeg vil forhøre dig, når også dine Anklagere komme til Stede."Og han bød, at han skulde holdes bevogtet i Herodes's Borg.
Apostelenes gerninger 24
1. Men fem Dage derefter drog Ypperstepræsten Ananias ned med nogleÆldste og en Taler, Tertullus, og disse førte Klage forLandshøvdingen imod Paulus.2. Da han nu var kaldt ind, begyndte Tertullus at anklage ham ogsagde:3. "At vi ved dig nyde megen Fred, og at Forbedringer i alleRetninger og alle Vegne skaffes dette Folk ved din Omsorg,mægtigste Feliks! det erkende vi med al Taknemmelighed.4. Men for at jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at duefter din Mildhed vil høre os kortelig.5. Vi have nemlig fundet, at denne Mand er en Pest og enOprørsstifter iblandt alle Jøderne hele Verden over, samt erFører for Nazaræernes Parti,6. ja, han har endog forsøgt at vanhellige Helligdommen. Vi grebeham da også og vilde have dømt ham efter vor Lov.7. Men Krigsøversten Lysias kom til og borttog ham med megen Voldaf vore Hænder8. og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du selv, når duundersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham."9. Men også Jøderne stemmede i med og påstode, at dette forholdtsig således.
10. Og Paulus svarede, da Landshøvdingen gav ham et Vink, at hanskulde tale: "Efterdi jeg ved, at du i mange År har været Dommerfor dette Folk, vil jeg frimodigt forsvare min Sag,11. da du kan forvisse dig om, at det er ikke mere end tolv Dage,siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem.12. Og de have ikke fundet mig i Ordveksel med nogen eller i Færdmed at vække Folkeopløb, hverken i Helligdommen eller iSynagogerne eller omkring i Staden.13. Og de kunne ej heller bevise dig det, som de nu anklage mig for.14. Men dette bekender jeg for dig, at jeg efter den Vej, som dekalde et Parti, tjener vor fædrene Gud således, at jeg tror påalt det, som står i Loven, og det, som er skrevet hosProfeterne,15. og har det Håb til Gud, som også disse selv forvente, at derskal komme en Opstandelse både af retfærdige og af uretfærdige.16. Derfor øver også jeg mig i altid at have en uskadt Samvittighedfor Gud og Menneskene.17. Men efter flere Års Forløb er jeg kommen for at bringe Almissertil mit Folk og Ofre,18. hvad de fandt mig i Færd med, da jeg var bleven renset iHelligdommen, og ikke med Opløb og Larm; men det var nogle Jøderfra Asien,19. og de burde nu være til Stede hos dig og klage, om de have nogetpå mig at sige.20. Eller lad disse her selv sige, hvad Uret de have fundet hos mig,da jeg stod for Rådet,21. uden det skulde være dette ene Ord, som jeg råbte, da jeg stodiblandt dem: Jeg dømmes i Dag af eder for dødes Opstandelse."
22. Nu udsatte Feliks Sagen, da han vidste ret god Besked om Vejen,og sagde: "Når Krigsøversten Lysias kommer herned, vil jegpåkende eders Sag."23. Og han befalede Høvedsmanden, at han skulde holdes bevogtet, menmed Lempelse, og at han ikke måtte forbyde nogen af hans egne atgå ham til Hånde.24. Men nogle Dage efter kom Feliks med sin Hustru Drusilla, som varen Jødinde, og lod Paulus hente og hørte ham om Troen på KristusJesus.25. Men da han talte med ham om Retfærdighed og Afholdenhed og denkommende Dom, blev Feliks forfærdet 6g svarede: "Gå for denneGang; men når jeg får Tid, vil jeg lade dig kalde til mig."26. Tillige håbede han også, at Paulus skulde give ham Penge; derforlod han ham også oftere hente og samtalede med ham.27. Men da to År vare forløbne, fik Feliks Porkius Festus tilEfterfølger; og da Feliks vilde fortjene sig Tak af Jøderne, lodhan Paulus blive tilbage i Lænker.
Apostelenes gerninger 25
1. Da Festus nu havde tiltrådt sit Landshøvdingembede, drog hanefter tre Dages Forløb fra Kæsarea op til Jerusalem.2. Da førte Ypperstepræsterne og de fornemste af Jøderne Klage hosham imod Paulus og henvendte sig til ham,3. idet de med ondt i Sinde imod Paulus bade ham om at bevise demden Gunst, at han vilde lade ham hente til Jerusalem; thi delurede på at slå ham ihjel på Vejen.4. Da svarede Festus, at Paulus blev holdt bevogtet i Kæsarea, menat han selv snart vilde drage derned.5. "Lad altså," sagde han, "dem iblandt eder, der have Myndigheddertil, drage med ned og anklage ham, dersom der er nogetuskikkeligt ved Manden."6. Og da han havde opholdt sig hos dem ikke mere end otte eller tiDage, drog han ned til Kæsarea, og den næste Dag satte han sigpå Dommersædet og befalede, at Paulus skulde føres frem.7. Men da han kom til Stede, stillede de Jøder, som vare komne nedfra Jerusalem sig omkring ham og fremførte mange og svareKlagemål, som de ikke kunde bevise,8. efterdi Paulus forsvarede sig og sagde: "Hverken imod JødernesLov eller imod Helligdommen eller imod Kejseren har jeg syndet inoget Stykke."
9. Men Festus. som vilde fortjene sig Tak af Jøderne, svaredePaulus og sagde: "Er du villig til at drage op til Jerusalem ogder stå for min Domstol i denne Sag?"10. Men Paulus sagde: "Jeg står for Kejserens Domstol, og der børjeg dømmes. Jøderne har jeg ingen Uret gjort, som også du vedhelt vel.11. Dersom jeg så har Uret og har gjort noget, som fortjener Døden,vægrer jeg mig ikke ved at dø; men hvis det, hvorfor disseanklage mig, intet har på sig, da kan ingen prisgive mig tildem. Jeg skyder mig ind under Kejseren."12. Da talte Festus med sit Råd og svarede: "Du har skudt dig indunder Kejseren; du skal rejse til Kejseren."
13. Men da nogle Dage vare forløbne, kom Kong Agrippa og Bereniketil Kæsarea og hilste på Festus.14. Og da de opholdt sig der i flere Dage, forelagde Festus KongenPaulus's Sag og sagde: "Der er en Mand, efterladt af Feliks somFange;15. imod ham førte Jødernes Ypperstepræster og Ældste Klage, da jegvar i Jerusalem, og bade om Dom over ham.16. Dem svarede jeg, at Romere ikke have for Skik at prisgive nogetMenneske, førend den anklagede har Anklagerne personligt tilStede og får Lejlighed til at forsvare sig imod Beskyldningen.17. Da de altså kom sammen her, tøvede jeg ikke, men satte mig dennæste Dag på Dommersædet og bød, at Manden skulde føres frem.18. Men da Anklagerne stode omkring ham, fremførte de ingen sådanBeskyldning, som jeg havde formodet;19. men de havde nogle Stridsspørgsmål med ham om deres egenGudsdyrkelse og om en Jesus, som er død, men som Paulus påstoder i Live.20. Men da jeg var tvivlrådig angående Undersøgelsen heraf, sagdejeg, om han vilde rejse til Jerusalem og der lade denne Sagpådømme.21. Men da Paulus gjorde Påstand på at holdes bevogtet til KejserensKendelse, befalede jeg, at han skulde holdes bevogtet, indtiljeg kan sende ham til Kejseren."22. Da sagde Agrippa til Festus: "Jeg kunde også selv ønske at høreden Mand." Men han sagde: "I Morgen skal du få ham at høre."23. Næste Dag altså, da Agrippa og Berenike kom med stor Pragt oggik ind i Forhørssalen tillige med Krigsøversterne og Byensypperste Mænd, blev på Festus's Befaling Paulus ført frem.24. Og Festus siger: "Kong Agrippa, og alle I Mænd, som ere med ostil Stede! her se I ham, om hvem hele Jødernes Mængde harhenvendt sig til mig, både i Jerusalem og her, råbende på, athan ikke længer bør leve.25. Men jeg indså, at han intet havde gjort, som fortjente Døden, ogda han selv skød sig ind under Kejseren, besluttede jeg at sendeham derhen.26. Dog har jeg intet sikkert at skrive om ham til min Herre. Derforlod jeg ham føre frem for eder og især for dig, Kong Agrippa!for at jeg kan have noget at skrive, når Undersøgelsen er sket.27. Thi det synes mig urimeligt at sende en Fange uden også atangive Beskyldningerne imod ham."
Apostelenes gerninger 26
1. Men Agrippa sagde til Paulus: "Det tilstedes dig at tale om digselv." Da udrakte Paulus Hånden og forsvarede sig således:2. "Jeg agter mig selv lykkelig, fordi jeg i Dag skal forsvare migfor dig angående alle de Ting, for hvilke jeg anklages afJøderne, Kong Agrippa!3. navnlig fordi du er kendt med alle Jødernes Skikke ogStridsspørgsmål; derfor beder jeg dig om, at du tålmodigt vilhøre mig.4. Mit Levned fra Ungdommen af, som fra Begyndelsen har været førtiblandt mit Folk og i Jerusalem, vide alle Jøderne Besked om;5. thi de kende mig i Forvejen lige fra først af (om de ellersville vidne), at jeg har levet som Farisæer efter det strengesteParti i vor Gudsdyrkelse.6. Og nu står jeg her og dømmes for Håbet på den Forjættelse, somer given af Gud til vore Fædre,7. og som vort Tolvstammefolk håber at nå frem til, idet de tjeneGud uafladeligt Nat og Dag; for dette Håbs Skyld anklages jeg afJøder, o Konge!8. Hvor kan det holdes for utroligt hos eder, at Gud oprejser døde?9. Jeg selv mente nu også at burde gøre meget imod Jesu,Nazaræerens Navn,10. og det gjorde jeg også i Jerusalem; og jeg indespærrede mange afde hellige i Fængsler, da jeg havde fået Fuldmagt dertil afYpperstepræsterne, og når de bleve slåede ihjel, gav jeg minStemme dertil.11. Og i alle Synagogerne lod jeg dem ofte straffe og tvang dem tilat tale bespotteligt, og rasende end mere imod dem forfulgte jegdem endog til de udenlandske Byer.12. Da jeg i dette Øjemed drog til Damaskus med Fuldmagt ogMyndighed fra Ypperstepræsterne,13. så jeg undervejs midt på Dagen, o Konge! et Lys fra Himmelen,som overgik Solens Glans, omstråle mig og dem, som rejste medmig.14. Men da vi alle faldt til Jorden, hørte jeg en Røst, som sagdetil mig i det hebraiske Sprog: Saul! Saul! hvorfor forfølger dumig? det bliver dig hårdt at stampe imod Brodden.15. Og jeg sagde: Hvem er du, Herre? Men Herren sagde: Jeg er Jesus,som du forfølger.16. Men rejs dig og stå på dine Fødder; thi derfor har jeg vist migfor dig, for at udkåre dig til Tjener og Vidne, både om det, somdu har set, og om mine kommende Åbenbaringer for dig,17. idet jeg udfrier dig fra Folket og fra Hedningerne, til hvilkejeg udsender dig18. for at oplade deres Øjne, så de må omvende sig fra Mørke til Lysog fra Satans Magt til Gud, for at de kunne få SyndernesForladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen påmig.19. Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig imod det himmelskeSyn;20. men jeg forkyndte både først for dem i Damaskus og så iJerusalem og over hele Judæas Land og for Hedningerne, at deskulde fatte et andet Sind og omvende sig til Gud og gøreGerninger, Omvendelsen værdige.21. For denne Sags Skyld grebe nogle Jøder mig i Helligdommen ogforsøgte at slå mig ihjel.22. Det er altså ved den Hjælp, jeg har fået fra Gud, at jeg harstået indtil denne Dag og vidnet både for små og store, idet jegintet siger ud over det, som både Profeterne og Moses have sagtskulde ske,23. at Kristus skulde lide, at han som den første af de dødesOpstandelse skulde forkynde Lys både for Folket og forHedningerne."24. Men da han forsvarede sig således, sagde Festus med høj Røst:"Du raser, Paulus! den megen Lærdom gør dig rasende."25. Men Paulus sagde: "Jeg raser ikke, mægtigste Festus! men jegtaler sande og betænksomme Ord.26. Thi Kongen ved Besked om dette, og til ham taler jeg frimodigt,efterdi jeg er vis på, at slet intet af dette er skjult for ham;thi dette er ikke sket i en Vrå.27. Tror du, Kong Agrippa, Profeterne? Jeg ved, at du tror dem."28. Men Agrippa sagde til Paulus: "Der fattes lidet i, at duovertaler mig til at blive en Kristen."29. Men Paulus sagde: "Jeg vilde ønske til Gud, enten der fatteslidet eller meget, at ikke alene du, men også alle, som høre migi Dag, måtte blive sådan, som jeg selv er, på disse Lænker nær."30. Da stod Kongen op og Landshøvdingen og Berenike og de, som sadehos dem.31. Og da de gik bort, talte de med hverandre og sagde: "Denne Mandgør intet, som fortjener Død eller Lænker."32. Men Agrippa sagde til Festus: "Denne Mand kunde være løsladt,dersom han ikke havde skudt sig ind under Kejseren."
Apostelenes gerninger 27
1. Men da det var besluttet, at vi skulde afsejle til Italien, overgave de både Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius af den kejserlige Afdeling. 2. Vi gik da om Bord på et adramyttisk Skib, som skulde gå til Stederne langs med Asiens Kyster, og vi sejlede af Sted; og Aristarkus, en Makedonier fra Thessalonika, var med os. 3. Og den næste Dag anløb vi Sidon. Og Julius, som behandlede Paulus venligt. tilstedte ham at gå hen til sine Venner og nyde Pleje. 4. Og vi fore bort derfra og sejlede ind under Kypern, fordi Vinden var imod. 5. Og vi sejlede igennem Farvandet ved Kilikien og Pamfylien og kom til Myra i Lykien. 6. Og der fandt Høvedsmanden et aleksandrinsk Skib, som sejlede til Italien, og bragte os over i det. 7. Men da Sejladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Nød og næppe nåede henimod Knidus (thi Vinden føjede os ikke), holdt vi ned under Kreta ved Salmone. 8. Med Nød og næppe sejlede vi der forbi og kom til et Sted, som kaldes "Gode Havne", nær ved Byen Lasæa. 9. Men da en rum Tid var forløben, og Sejladsen allerede var farlig, såsom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus dem og sagde: 10. "I Mænd! jeg ser, at Sejladsen vil medføre Ulykke og megen Skade, ikke alene på Ladning og Skib, men også på vort Liv." 11. Men Høvedsmanden stolede mere på Styrmanden og Skipperen end på det, som Paulus sagde. 12. Og da Havnen ikke egnede sig til Vinterleje, besluttede de fleste, at man skulde sejle derfra, om man muligt kunde nå hen og overvintre i Føniks, en Havn på Kreta, som vender imod Sydvest og Nordvest, 13. Da der nu blæste en Sønden: vind op, mente de at have nået deres Hensigt, lettede Anker og sejlede langs med og nærmere ind under Kreta. 14. Men ikke længe derefter for der en heftig Storm ned over den, den såkaldte "Eurakvilo". 15. Og da Skibet reves med og ikke kunde holde op imod Vinden, opgave vi det og lode os drive. 16. Men da vi løb ind under en lille Ø, som kaldes Klavde, formåede vi med Nød og næppe at bjærge Båden. 17. Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive kastede ned i Syrten, firede de Sejlene ned og lode sig således drive. 18. Og da vi måtte kæmpe hårdt med Stormen, begyndte de næste Dag at kaste over Bord. 19. Og på den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets Redskaber. 20. Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage, og vi havde et Uvejr over os; som ikke var ringe, blev fra nu af alt Håb om Redning os betaget. 21. Og da man længe ikke havde taget Føde til sig, så stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: "I Mænd! man burde have adlydt mig og ikke været sejlet bort fra Kreta og have sparet os denne Ulykke og Skade. 22. Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal forgå, men alene Skibet. 23. Thi i denne Nat stod der en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg tilhører, hvem jeg også tjener, og sagde: 24. "Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for Kejseren; og se,Gud har skænket dig alle dem, som sejle med dig." 25. Derfor, I Mænd! værer ved godt Mod; thi jeg har den Tillid til Gud, at det skal ske således, som der er blevet talt til mig. 26. Men vi må strande på en Ø." 27. Men da den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnatstid, at der var Land i Nærheden. 28. Og da de loddede, fik de tyve Favne, og da de lidt længere fremme atter loddede, fik de femten Favne. 29. Og da de frygtede, at vi skulde støde på Skær, kastede de fire Ankre ud fra Bagstavnen og bade til, at det måtte blive Dag. 30. Men da Skibsfolkene gjorde Forsøg på at flygte fra Skibet og firede Båden ned i Søen under Påskud af, at de vilde lægge Ankre ud fra Forstavnen, 31. da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: "Dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke reddes." 32. Da kappede Stridsmændene Bådens Tove og lode den falde ned. 33. Men indtil det vilde dages, formanede Paulus alle til at tage Næring til sig og sagde: "Det er i Dag den fjortende Dag, I have ventet og tilbragt uden at spise og intet taget til eder. 34. Derfor formaner jeg eder til at tage Næring til eder, thi dette hører med til eders Redning; ikke et Hår på Hovedet skal gå tabt for nogen af eder." 35. Men da han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for alles Øjne og brød det og begyndte at spise. 36. Da bleve de alle frimodige og toge også Næring til sig. 37. Men vi vare i Skibet i alt to Hundrede og seks og halvfjerdsindstyve Sjæle. 38. Og da de vare blevne mættede med Føde, lettede de Skibet ved at kaste Levnedsmidlerne i Søen. 39. Men da det blev Dag, kendte de ikke Landet; men de bemærkede en Vig med en Forstrand, som de besluttede, om muligt, at sætte Skibet ind på. 40. Og de kappede Ankrene, som de lode blive i Søen, og løste tillige Rortovene, og idet de satte Råsejlet til for Vinden, holdt de ind på Strandbredden. 41. Men de stødte på en Grund med dybt Vand på begge Sider, og der satte de Skibet, og Forstavnen borede sig fast og stod urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt. 42. Det var nu Stridsmændenes Råd, at man skulde ihjelslå Fangerne, for at ingen skulde svømme bort og undkomme. 43. Men Høvedsmanden, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Forehavende og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud og slippe i Land, 44. og de andre bjærge sig, nogle på Brædder, andre på Stykker af Skibet. Og således skete det, at alle bleve reddede i Land.
Apostelenes gerninger 28
1. Og da vi nu vare reddede, så fik vi at vide, at Øen hed Malta.2. Og Barbarerne viste os en usædvanlig Menneskekærlighed; thi detændte et Bål og toge sig af os alle for den frembrydende Regnsog Kuldens Skyld.3. Men da Paulus samlede en Bunke Ris og lagde på Bålet, krøb deren Øgle ud på Grund af Varmen og hængte sig fast ved hans Hånd.4. Da nu Barbarerne så Dyret hænge ved hans Hånd, sagde de tilhverandre: "Sikkert er denne Mand en Morder, hvem Gengældelsenikke har tilstedt at leve, skønt han er reddet fra Havet."5. Men han rystede Dyret af i Ilden, og der skete ham intet ondt.6. Men de ventede, at han skulde hovne op eller pludseligt faldedød om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke sketeham noget usædvanligt, kom de på andre Tanker og sagde, at hanvar en Gud.7. Men i Omegnen af dette Sted havde Øens fornemste Mand, ved NavnPublius, nogle Landejendomme. Han tog imod os og lånte osvenligt Herberge i tre Dage.8. Men det traf sig, at Publius's Fader lå syg af Feber ogBlodgang. Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne påham og helbredte ham.9. Da dette var sket, kom også de andre på Øen, som havde Sygdomme,til ham og bleve helbredte.10. De viste os også megen Ære, og da vi sejlede bort, bragte de omBord i Skibet, hvad vi trængte til.
11. Men efter tre Måneders Forløb sejlede vi da bort i etaleksandrinsk Skib, som havde haft Vinterleje ved Øen og førteTvillingernes Mærke.12. Og vi løb ind til Syrakus, hvor vi bleve tre Dage.13. Derfra sejlede vi videre og kom til Regium, og efter en DagsForløb fik vi Søndenvind og kom den næste Dag til Puteoli.14. Der fandt vi Brødre og bleve opfordrede til at blive hos dem isyv Dage. Og så droge vi til Rom.15. Og Brødrene derfra, som havde hørt om os, kom os i Møde tilAppius's Forum og Tres-Tabernæ. Og da Paulus så dem, takkede hanGud og fattede Mod.16. Men da vi kom til Rom, (overgav Høvedsmanden Fangerne tilHøvdingen for Livvagten. Dog) blev det tilstedt Paulus at bo forsig selv sammen med den Stridsmand, der bevogtede ham.
17. Men efter tre Dages Forløb skete det, at han sammenkaldt defornemste iblandt Jøderne. Men da de vare forsamlede, sagde hantil dem: "I Mænd, Brødre! uagtet jeg intet har gjort imod vortFolk eller de fædrene Skikke, er jeg fra Jerusalem overgiven somFange i Romernes Hænder,18. og disse vilde efter at have forhørt mig løslade mig, efterdider ikke var nogen Dødsskyld hos mig.19. Men da Jøderne gjorde Indsigelse, nødtes jeg til at skyde migind under Kejseren, dog ikke, som om jeg havde noget at anklagemit Folk for.20. Af denne Årsag har jeg altså ladet eder kalde hid for at se ogtale med eder; thi for Israels Håbs Skyld er jeg sluttet i denneLænke."21. Men de sagde til ham: "Hverken have vi fået Brev fra Judæa omdig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen og har meddelteller sagt noget ondt om dig.22. Men vi ønske at høre af dig, hvad du tænker; thi om dette Partier det os bekendt, at det alle Vegne finder Modsigelse."23. Efter så at have aftalt en Dag med ham, kom de til ham iHerberget i større Tal, og for dem forklarede han og vidnede omGuds Rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud af MoseLov og af Profeterne, fra årle om Morgenen indtil Aften.24. Og nogle lode sig overbevise af det, som blev sagt, men andretroede ikke.25. Og under indbyrdes Uenighed gik de bort, da Paulus havde sagtdette ene Ord: "Rettelig har den Helligånd talt ved ProfetenEsajas til eders Fædre og sagt:26. "Gå hen til dette Folk og sig: I skulle høre med eders Øren ogikke forstå og se med eders Øjne og ikke se;27. thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre detungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle semed Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvendesig, så jeg kunde helbrede dem."28. Derfor være det eder vitterligt, at denne Guds Frelse er sendttil Hedningerne; de skulle også høre."29. Og da han havde sagt dette, gik Jøderne bort, og der var storTrætte imellem dem indbyrdes.30. Men han blev hele to År i sit lejede Herberge og modtog alle,som kom til ham,31. idet han prædikede Guds Rige og lærte om den Herre Jesus med alFrimodighed, uhindret.
Romerne
Romerne 1
1. Paulus, Jesu Kristi Tjener, Apostel ifølge Kald, udtagen til atforkynde Guds Evangelium,2. hvilket han forud forjættede ved sine Profeter i helligeSkrifter,3. om hans Søn, født af Davids Sæd efter Kødet,4. kraftelig bevist som Guds Søn efter Helligheds Ånd vedOpstandelse fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre,5. ved hvem vi have fået Nåde og Apostelgerning til at virkeTros-Lydighed iblandt alle Hedningerne for hans Navns Skyld,6. iblandt hvilke også I ere Jesu Kristi kaldede:7. Til alle Guds elskede, som ere i Rom, kaldede hellige. Nåde væremed eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!
8. Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for eder alle, fordieders Tro omtales i den hele Verden.9. Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Ånd tjener i hans SønsEvangelium, hvor uafladeligt jeg kommer eder i Hu,10. idet jeg bestandig i mine Bønner beder om, at jeg dog endeligengang måtte få Lykke til Ved Guds Villie at komme til eder.11. Thi jeg længes efter at se eder, for at jeg kunde meddele edernogen åndelig Nådegave, for at I måtte styrkes,12. det vil sige, for sammen at opmuntres hos eder ved hinandensTro, både eders og min.13. Og jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jegofte har sat mig for at komme til eder (men hidindtil er jegbleven forhindret), for at jeg måtte få nogen Frugt også iblandteder, ligesom iblandt de øvrige Hedninger.14. Både til Grækere og Barbarer, både til vise og uforstandige stårjeg i Gæld.15. således er jeg, hvad mig angår, redebon til at forkyndeEvangeliet også for eder, som ere i Rom.16. Thi jeg skammer mig ikke ved Evangeliet; thi det er en GudsKraft til Frelse for hver den, som tror, både for Jøde først ogfor Græker.17. Thi deri åbenbares Guds Retfærdighed af Tro for Tro, som der erskrevet: "Men den retfærdige skal leve af Tro."
18. Thi Guds Vrede åbenbares fra Himmelen over al Ugudelighed ogUretfærdighed hos Mennesker, som holde Sandheden nede vedUretfærdighed;19. thi det, som man kan vide om Gud, er åbenbart iblandt dem; Gudhar jo åbenbaret dem det.20. Thi hans usynlige Væsen, både hans evige Kraft ogGuddommelighed, skues fra Verdens Skabelse af, idet det forståsaf hans Gerninger, så at de have ingen Undskyldning.21. Thi skønt de kendte Gud, så ærede eller takkede de ham dog ikkesom Gud, men bleve tåbelige i deres Tanker, og deresuforstandige Hjerte blev formørket.22. Idet de påstode at være vise, bleve de Dårer23. og omskiftede den uforkrænkelige Guds Herlighed med et Billede iLighed med et forkrænkeligt Menneske og Fugle og firføddede ogkrybende dyr.
24. Derfor gav Gud dem hen i deres Hjerters Begæringer til Urenhed,til at vanære deres Legemer indbyrdes,25. de, som ombyttede Guds Sandhed med Løgnen og dyrkede og tjenteSkabningen fremfor Skaberen, som er højlovet i Evighed! Amen.26. Derfor gav Gud dem hen i vanærende Lidenskaber; thi både deresKvinder ombyttede den naturlige Omgang med den unaturlige,27. og ligeså forlode også Mændene den naturlige Omgang med Kvindenog optændtes ideres Brynde efter hverandre, så at Mænd øvedeUterlighed med Mænd og fik deres Vildfarelses Løn, som det burdesig, på sig selv.28. Og ligesom de forkastede af have Gud i Erkendelse, således gavGud dem hen i et forkasteligt Sind til at gøre det usømmelige,29. opfyldte med al Uretfærdighed, Ondskab, Havesyge, Slethed; fuldeaf Avind, Mord, Kiv, Svig, Ondsindethed;30. Øretudere, Bagvaskere, Gudshadere, Voldsmænd, hovmodige;Pralere, opfindsomme på ondt, ulydige mod Forældre,31. uforstandige, troløse, ukærlige, ubarmhjertige;32. - hvilke jo, skønt de erkende Guds retfærdige Dom, at de, derøve sådanne Ting, fortjene Døden, dog ikke alene gøre det, menogså give dem, som øve det, deres Bifald.
Romerne 2
1. Derfor er du uden Undskyldning, o Menneske! hvem du end er, somdømmer; thi idet du dømmer den anden, fordømmer du dig selv; thidu, som dømmer, øver det samme.2. Vi vide jo, at Guds Dom er, stemmende med Sandhed, over dem, somøve sådanne Ting.3. Men du, o Menneske! som dømmer dem, der øve sådanne Ting, ogselv gør dem, mener du dette, at du skal undfly Guds Dom?4. Eller foragter du hans Godheds og Tålmodigheds og LangmodighedsRigdom og ved ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse?5. Men efter din Hårdhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du digselv Vrede på Vredens og Guds retfærdige Doms Åbenbarelses Dag,6. han, som vil betale enhver efter hans Gerninger:7. dem, som med Udholdenhed i god Gerning søge Ære og Hæder ogUforkrænkelighed, et evigt Liv;8. men over dem, som søge deres eget og ikke lyde Sandheden, menadlyde Uretfærdigheden, skal der komme Vrede og Harme.9. Trængsel og Angst over hvert Menneskes Sjæl, som øver det onde,både en Jødes først og en Grækers;10. men Ære og Hæder og Fred over hver den, som gør det gode, bådeen Jøde først og en Græker!
11. Thi der er ikke Persons Anseelse hos Gud.12. Thi alle de, som have syndet uden Loven, de skulle også fortabesuden Loven; og alle de, som have syndet under Loven, de skulledømmes ved Loven;13. thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gørereskulle retfærdiggøres14. thi når Hedninger, som ikke have Loven, af Naturen gøre, hvadLoven kræver, da ere disse; uden at have Loven sig selv en Lov;15. de vise jo Lovens Gerning skreven i deres Hjerter, idet deresSamvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage ellerogså forsvare hverandre16. på den Dag, da Gud vil dømme Menneskenes skjulte Færd ifølge mitEvangelium ved Jesus Kristus.17. Men når du kalder dig Jøde og forlader dig trygt på Loven ogroser dig af Gud18. og kender hans Villie og værdsætter de forskellige Ting, idet duundervises af Loven,19. og trøster dig til at være blindes Vejleder, et Lys for dem, somere i Mørke,20. uforstandiges Opdrager, umyndiges Lærer, idet du i Loven harUdtrykket for Erkendelsen og Sandheden,21. du altså som lærer andre, du lærer ikke dig selv! Du, somprædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler!.22. Du, som siger, at man ikke må bedrive Hor, du bedriver Hor! Du,som føler Afsky for Afguderne, du øver Tempelran!23. Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Overtrædelse afLoven!24. Thi "for eders Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne",som der er skrevet.