FURIA.
Nu kan vi aldrig skilles!
CATILINA.
Ah, som ilddit håndtryk fór igennem mine årer!Her ruller blod ej mer, men hede flammer;—for trangt det vorder mig om brystets hvælv;det mørkner for mit syn! Nu skal der spredeset ildhavs lysning over Romer-staden!
(han drager sit sværd og svinger det.)
Mit sværd; mit sværd! Ah, ser du, hvor det blinker?Snart skal det farves i det lunkne blod!—Hvad foregår med mig? Min pande brænder;en hær af syner jager mig forbi.—Hævn er det, sejr og liv for alle drømmeom storhed, herskermagt og evigt navn.Mit feltråb vorder: død og røde flammer!Mod Kapitol! Nu er jeg først mig selv!
(han styrter ud;Furiafølger ham.)
(Det indre af en svagt oplyst taberne.)
(Statilius,Gabinius,Coeparius, tilligemedflere unge Romerekommer ind.)
STATILIUS.
Her, venner, kan vi drive natten bort;her er vi sikre; ingen hører os.
GABINIUS.
Ja visst; nu vil vi drikke, svire, nyde!Hvo véd, hvor længe det blir os forundt?
COEPARIUS.
Nej, lad os vente først det budskab, somaf Lentulus og af Cethegus bringes.
GABINIUS.
Ej, lad dem bringe hvilket bud de vil!Der bringes vin; den prøver vi imens.Rask, brødre,—stem nu i en lystig sang!
(Tjenere kommer med vinkander og bægre.)
ALLE VENNERNE.
(synger).
Bacchus vi hylder!Glade vi fylderbægret til randen,drikker hans pris!Saften, den røde,liflig lad gløde!Alle vi yndervingudens drik!
Venlig tilsmileros fader Liber;rusen os vinker;druen er klar.Kom, lad os nyde!Vinen kan fryde,stemme til glædetanker og sind.
Du dog for alleblinkende perler,klare Falerner,herlige drik!Modet du liver;kraft du os giver;munterhed sænkerdu i vor sjæl.
Bacchus vi hylder!Glade vi fylderbægret til randen,drikker hans pris!Saften, den røde,liflig lad gløde!Alle vi yndervingudens drik!
(LentulusogCetheguskommer ind.)
LENTULUS.
Hold op med sang og lystighed!
STATILIUS.
Hvad nu?Er Catilina ej i eders følge?
GABINIUS.
Han var dog villig vel?
COEPARIUS.
Hvad har han svaret?Sig frem; fortæl os alt!
CETHEGUS.
Hel anderledes,end vi os tænkte, lød hans svar.
GABINIUS.
Nu da?
LENTULUS.
Han viste fra sig alle vore tilbud;—om vore anslag vil han intet høre.
STATILIUS.
Er dette sandhed?
COEPARIUS.
Hvorfor vil han ikke?
LENTULUS.
Han vil ej, kort og godt. Han svigter os;forlader vennerne,—forlader staden.
STATILIUS.
Forlader, siger du?
CETHEGUS.
Han drager borti denne nat. Nu,—dadles kan han ej;hans grund var gyldig—
LENTULUS.
Fejghed var hans grund!I farens time svigter han os troløst.
GABINIUS.
Ah,deter Catilinas venskab!
COEPARIUS.
Nej;—troløs og fejg var aldrig Catilina!
LENTULUS.
Og dog, han drager bort.
STATILIUS.
Med ham vort håb.Hvor findes nu den mand, som kan os lede?
COEPARIUS.
Han findes ej, opgives må vort anslag.
LENTULUS.
End ikke, venner! Hør nu først, hvad jegom sagen tænker. Hvad har vi besluttet?Med væbnet hånd at ville vinde, hvaden uretfærdig skæbne nægted os.Man undertrykker os;—men vi vil herske.Vi lider mangel;—rigdom er vort mål.
MANGE STEMMER.
Ja, magt og rigdom! Vi vil magt og rigdom!
LENTULUS.
Nu vel;—til fører valgte vi en ven,på hvem, vi mente, trygt vi turde bygge.Han sveg vor tillid; vender faren ryggen.Ah, venner,—ej forsagt! Han skal erfare,vi kan os hjælpe uden ham. Hvad kræves?Ej andet, end en mand med mod og fasthed,som går i spidsen—
NOGLE.
Nævn os slig en mand!
LENTULUS.
Og hvis jeg nævner ham, og han står frem,—vil I så kåre ham til eders fører?
NOGLE.
Ja, vi vil kåre ham!
ANDRE.
Ja, ja; det vil vi!
STATILIUS.
Så nævn ham, ven!
LENTULUS.
Hvad om det var mig selv?
GABINIUS.
Dig selv?
COEPARIUS.
Du, Lentulus—!
FLERE
(tvilende).
Du vil os føre?
LENTULUS.
Jeg vil.
CETHEGUS.
Formår du det? Se, dertil fordresen Catilinas kraft og vilde mod.
LENTULUS.
Ej fattes modet mig; ej heller kraft.Kun hånd på værket! Eller vil I trædetilbage nu, da øjeblikket maner?Nu eller aldrig! Alting tyder pået heldigt udfald—
STATILIUS.
Godt;—vi følger dig!
FLERE.
Vi følger dig!
GABINIUS.
Nu ja,—når Catilinaforlader os, er du vel nærmest tilat tage styret efter ham.
LENTULUS.
Så hør,hvad fremgangsmåde jeg har tænkt mig. Først—
(Catilinakommer ilsomt ind.)
CATILINA.
Her er jeg, venner!
ALLE.
Catilina!
LENTULUS
(afsides).
Han!Fordømt—
CATILINA.
Sig frem,—hvad fordrer I af mig?Dog nej; jeg véd jo, hvad der handles om.Jeg vil jer føre. Vil I følge mig?
ALLE
(undtagen Lentulus).
Ja, Catilina, ja,—dig vil vi følge.
STATILIUS.
Man har bedraget os—
GABINIUS.
—har løjet på dig!
COEPARIUS.
Man har fortalt, du vilde rejse bortog slippe sagen ud af dine hænder.
CATILINA.
Jeg vilde så. Dog, nu ej mer; nu leverjeg kun for dette ene store formål.
LENTULUS.
Men hvilket er dit formål da i grunden?
CATILINA.
Mit formål ligger højere, end du—og måske nogen—aner. Hør mig, venner!Først vil jeg vinde for vor sag hver borgermed frihedssind, der sætter folkets hæderog fædrelandets velfærd over alt.Den gamle Romer-ånd er end i live;—dens sidste gnist er ikke ganske slukket.Nu skal den pustes op til klare flammer,så lysende, som aldrig før de steg.Ak, altfor længe lå et trældomsmørke,så sort som natten, over Roma spredt.Se, dette rige—om end stolt og mægtigtdet synes—vakler og står brat for fald.Thi må en kraftig hånd dets tøjler tage;her renses må, og ryddes op fra grunden;af søvnen må det sløve samfund vækkes;tilintetgøres må de usles magt,der strør sin gift i sindene og kvælerden sidste mulighed for nyskabt liv.Se,—borgerfrihed er det, jeg vil fremme,—og borgerånd, som den i fordums tidhar rådet her. Tilbage vil jeg maneden gyldne alder, da hver Romer gladgav livet hen for fædrelandets hæder,og ofred gods og arv for folkets lykke!
LENTULUS.
Du sværmer, Catilina! Det var ikkesådan vi mente det.
GABINIUS.
Hvad nytter osat genoprette hine gamle tidermed deres tåbelige enfold?
NOGLE.
Nej!Magt fordrer vi—
ANDRE.
—og midler til at føreet frit og sorgløst liv!
MANGE STEMMER.
Ja, det er målet!
COEPARIUS.
Skal vi for andres frihed eller lykkevel sætte livet på et terningkast?
HELE SKAREN.
Selv vil vi sejrens frugter!
CATILINA.
Usle slægt!Er I en afkom af de store fædre?At dynge skændsel over fædrenavneter eders vis at værne om dets glans!
LENTULUS.
Du vover os at håne,—du, som længstet skrækkebilled var—
CATILINA.
Ja, det er sandt;jeg var en rædsel for den gode; dog,så usel var jeg aldrig end, som I!
LENTULUS.
Tæm tungen nu! Vi tåler ej din spot.
FLERE.
Nej, nej,—vi vil ej—
CATILINA.
(rolig).
Så? I fejgheds yngel,—I vover end at ville noget, I?
LENTULUS.
Ah, ned med ham!
MANGE STEMMER.
Ja, ned med Catilina!
(de drager sine dolke og styrter ind på ham;Catilinatrækker kappen rolig bort fra brystet og betragter dem med et koldt hånsmil; de lader dolkene synke.)
CATILINA.
Stød til! I vover ej? O, venner, venner,—jeg skulde agte jer, ifald I boreddet åbne bryst igennem, som I truer.Er ej en gnist af mod da i jer længer?
NOGLE.
Han vil vort vel!
ANDRE.
Vi har hans hån fortjent.
CATILINA.
Det har I.—Dog—se, nu er timen kommenda I kan slette skændsels-mærket ud.Alt, hvad der ligger bag os, vil vi glemme;—en ny tilværelse os vinker nær.
(med bitterhed.)
Jeg dåre! Håbe,—tro på sejr ved eder!Er sejrens ånd i denne sunkne skare?
(henreven.)
Skønt har jeg engang drømt, og store synerfór gennem mig og drog mit blik forbi.Jeg drømte at, som Ikarus, jeg højtopunder himlens hvælv bevinget fløj;jeg drømte, guderne min hånd forlenedmed kæmpekraft og bød mig lynets stråle.Og denne hånd greb lynet i dets flugtog slynged det mod staden dybt dernede.Og da de røde flammer steg og slikked,og Roma sank i brune resters støv,—da råbte jeg med høj og vældig røst,og maned Catos frænder op af graven;og tusend ånder kom og fulgte kaldet,—tog liv—og rejste Roma af sin aske.
(afbrydende.)
Det var kun drømme. Ingen guder manerforgangenheden op i dagens lys,—og fortids ånder stiger ej af graven.
(vildt.)
Nu vel; kan ej detgamleRoma rejsesved denne hånd,—vortRoma skal forgå!Snart skal, hvor marmorsøjler står i rader,røgsøjler hvirvle mellem luers brag;palatser, templer styrte skal i grus,og Kapitol skal vejres fra sin højde!
Sværg, venner, at I vier eder indtil denne dåd! Jeg stiller mig i spidsen.Sig,—vil I følge mig?
STATILIUS.
Vi vil dig følge!
(Flere af de øvrige synes tvilrådige og taler hviskende sammen.Catilinabetragter dem med et hånligt smil.)
LENTULUS
(dæmpet).
Bedst, at vi følger ham. Blandt sunkne restervi finder lettest, hvad der var vort mål.
ALLE
(råbende).
Ja, Catilina, vi vil følge dig!
CATILINA.
Så sværg mig til ved vore fædres guderat I vil lystre hvert mit vink!
HELE SKAREN
(med oprakte hænder).
Ja, ja;højt sværger vi, i alt at lystre blindt!
CATILINA.
Så snig jer enkeltvis, ad delte veje,ind i mit hus. Der vil I finde våben.Jeg kommer efter; I skal få at vide,hvad fremgangsmåde jeg har valgt. Gå nu!
(De går alle ud.)
LENTULUS
(holder Catilina tilbage).
Et ord i hast! Véd du, at til senatethar Allobroger-folket skikket mændmed klager og besværinger?
CATILINA.
Jeg véd det.De kom idag til staden.
LENTULUS.
Ganske rigtigt.Hvad, om vi stemte dem for vore anslag?Med dem vil hele Gallien rejse sigog hvirvle op en storm mod vore fiender.
CATILINA
(uvillig).
Vi skulde søge forbund med barbarer?
LENTULUS.
Et sådant forbund er nødvendigt for os.Ved egne kræfter vindes sejren ej;hjælp udenfra—
CATILINA
(smiler bittert).
Ak, dybt er Romas fald!Dets mure rummer ikke mænd med kræfterat styrte selv en vaklende ruin.
(de går ud.)
(En have bag Catilinas hus, der skimtes mellem trærne. Til venstre en sidebygning.)
(Curius,Cethegusogflere af de sammensvornekommer forsigtig ind fra højre under en hviskende samtale.)
CURIUS.
Men er det også sandt, hvad du fortæller?
CETHEGUS.
Hvert ord er sandt. I dette øjeblikblev sagen afgjort.
CURIUS.
Og han leder alt?
CETHEGUS.
Han står for alting. Tal kun med ham selv.
(De går alle, med undtagelse af Curius, ind i huset.)
CURIUS.
En selsom nat! Hvor mine tanker tumlesi kredse rundt! Mon jeg har drømt det hele?Oplevet eller drømt,—jeg vågen ser,hvorhen jeg vender mig, kun hendes billed
(Catilinakommer ind fra højre.)
CATILINA
(hen imod ham).
Du her, min Curius? Jeg har dig savnet.—Et helt uventet udfald fik mit mødemed vestalinden—
CURIUS
(forvirret).
Så? Ja, du har ret!
CATILINA.
Jeg vil ej tænke mer på denne sag.Det var et skjæbnesvangert møde for mig.
(grublende.)
Man siger jo, at furierne kommerfra underverdnen for at følge osigennem livet.—Ah, hvis så det var!
CURIUS
(urolig).
Hvad? Har du mødt—?
CATILINA.
Hun var her selv inat.—Dog, lad det være glemt. Hør, Curius,—et vigtigt foretagende beredes—
CURIUS.
Jeg kender det. Cethegus har fortalt—
CATILINA.
Hvo véd, hvad udgang guderne har satfor dette værk? Måské min skæbne bliverat knuses undervejs af hadske magter—og aldrig målet nå. Nu, lad så være!Men du, min Curius, hvem jeg har elsketfra du var barn,—du skal ej drages indi farens hvirvel. Lov mig,—bliv tilbagei staden, hvis jeg vælger at forlæggemit angreb andetsteds,—hvad vel er muligt;og støt os ej før fremgang kroner værket.
CURIUS
(bevæget).
Min faderlige ven! O, denne omsorg—!
CATILINA.
Du lover det? Her vil vi afsked tage;vent blot et øjeblik; jeg kommer snart.
(han går ind i huset.)
CURIUS
(ser efter ham).
Han elsker mig som før. Han aner intet.
(Lentulusogandre sammensvornekommer fra højre.)
LENTULUS.
Hør, Curius, gik ikke Catilinanys gennem haven?
CURIUS.
Jo, han er derinde.
(De går ind i huset.)
CURIUS
(går urolig omkring).
Hvorledes skal jeg dæmpe denne længsel?En rastløs uro gærer i mit blod.Ah, Furia,—forunderlige kvinde!Hvor er du nu? Når skal jeg atter se dig?—
Hvor blev hun af? Bort gled hun som en skygge,da jeg af graven havde friet hende.Og hine dunkle gådefulde ord,—og øjet, slukt og skinnende på engang—?Hvad, om det vanvid var? Har gravens gruformørket hendes sjæl—?
FURIA
(bag ham, mellem trærne).
Nej, blege yngling!
CURIUS
(med et skrig).
Min Furia! Her—?
FURIA
(nærmer sig).
Her færdes Catilina.Hvorhaner,—der må Furia også være.
CURIUS.
O, følg mig, elskte! Jeg vil bringe digi sikkerhed. Betænk—om nogen så dig—!
FURIA.
De døde frygter ej. Har du forglemt—du tog mit lig og bar det op af graven?
CURIUS.
Igen de rædselsfulde ord! O, hør;—kom til dig selv,—og følg mig, Furia!
(vil gribe hendes hånd.)
FURIA
(støder ham vildt tilbage).
Forvovne dåre,—føler du ej grufor dødens datter, som er stegen opfra underverdnen for en flygtig stund?
CURIUS.
Jeg føler gru for dig. Men denne gru,den underfulde gysning, er min lyst.
FURIA.
Hvad vil du mig? Forgjæves er din tale.Jeg hører graven til; hist er mit hjem;—jeg er en flygtning fra de dødes dale;med dagens komme må jeg ned til dem.Du tror mig ikke. Tror ej, jeg har siddeti Plutons sal imellem blege skygger?jeg siger dig,—jeg var der ganske nylig,—hinsides floden og de sorte sumpe.
CURIUS.
Så før mig did!
FURIA.
Dig?
CURIUS.
Ja;—jeg følger villig,går selv din vej igennem dødens nat!
FURIA.
Det kan ej ske. Heroppe må vi skilles;—hist tør ej lig og levende gå sammen.—
Hvi røver du min tid, der er så kort?Jeg har kun mørkets timer til at handle;mit værk er mørkets; jeg er mørkets bud.—Men hvor er Catilina?
CURIUS.
Ham du søger?
FURIA.
Ham søger jeg.
CURIUS.
Forfølger du ham endnu?
FURIA.
Hvi stod inat jeg op ifra de døde,hvis ej det var for Catilinas skyld?
CURIUS.
Ah, dette vanvid, som har grebet dig—!Dog, du er skøn midt i din vilde sværmen.O, tænk ej mer på Catilina nu!Følg mig! Byd over mig; jeg vil dig tjene!
(kaster sig ned for hende.)
Her trygler jeg som slaven for din fodkun om et blik! O, hør mig, Furia!Jeg elsker dig! En sød og giftfuld ildfortærer mig, og ingen uden dukan lindre mine kvaler—
FURIA
(ser mod huset).
Hist er lys—og mange mænd. Hvad foregår derindehos Catilina?
CURIUS
(springer op).
Atter dette navn!Om ham sig drejer alle dine tanker.Jeg kunde hade ham—!
FURIA.
Har han besluttetat sætte snart i værk det djærve forsæt,han længe næred?
CURIUS.
Kender du—?
FURIA.
Det hele.
CURIUS.
Så véd du da vel og at han har stilletsig forrest i det vovelige forbund?Dog, jeg besværger dig, spørg ikke mereom Catilina!
FURIA.
Svar mig kun pået;—det er mit sidste spørgsmål. Går du med ham?
CURIUS.
Han er mig som en kærlig fader—
FURIA
(smilende).
Han?Min Catilina?
CURIUS.
Ah!
FURIA.
Den mand, om hvemmin tanke kredser?
CURIUS.
Svimmel griber mig!Jeg hader—! O, jeg kunde myrde ham!
FURIA.
Svor du mig ikke nylig til, du varberedt at lyde mig?
CURIUS.
Kræv, hvad du vil;jeg lyder blindt, og tjener dig i alt!Kun er min bøn til dig,—glem Catilina!
FURIA.
Ja, jeg skal glemme ham—når han er stegenned i sin grav.
CURIUS
(viger tilbage).
Ah, kræver du at jeg—?
FURIA.
Du skal ej bruge stål; du skal kun røbehans foretagende—
CURIUS.
Forræderiog mord på engang! Husk dog at han ermin fosterfader og—
FURIA.
—min tankes mål!Ah, svage dåre,—vover du at taleom elskov,—du, som ej har mod at styrte,hvo dig ivejen står? Gå fra mig!
(hun vender ham ryggen.)
CURIUS
(holder hende tilbage).
Nej;—forlad mig ikke! Jeg til alt er villig!—En rædsel isner mig fra dig imøde;og dog jeg kan ej sprænge dette net,hvori du hilded mig.
FURIA.
Så er du villig?
CURIUS.
Hvi håner du mig med at spørge så?Om jeg er villig? Har jeg nogen vilje?Dit blik er slangens ligt, når det sig fæstermed trolddomsmagt på fuglen, der i angstomflagrer den i kredse, altid mereog mere nær det frygtelige svælg.
FURIA.
Så gå til værket!
CURIUS.
Og når jeg har ofretmit venskab for min kærlighed,—hvad da?
FURIA.
Da har jeg glemt at Catilina var.Da er mit hverv tilende. Kræv ej mere!
CURIUS.
For denne pris jeg skulde—?
FURIA.
Nøler du?er da dit håb så svagt, at det ej byggerpå, hvad en taksom kvinde skænke kan,når tiden først—?
CURIUS.
Ved alle nattens magter,—jeg nøler ej! Han ene skiller os.Så lad ham falde! Slukt er hver en gnistaf ømhed for ham; alle bånd er brustne!—Hvo er du, skønne nattesyn? Din nærhedforstener og fortærer mig på engang.Min længsel isner mig,—min skræk mig ildner;min elskov er som had med trolddom blandet.Hvo er jeg selv? Jeg kender mig ej mere.Et véd jeg kun: jeg er ej den, jeg varfør dig jeg så. Glad springer jeg i dybetfor dig at følge!—Dømt er Catilina!Jeg går til Kapitol. I denne natsenatet samlet er. En skreven strimmelforråder Catilinas værk.—Lev vel!
(han går ilsomt ud.)
FURIA
(for sig selv.)
Alt tårner skyer sig; snart lynet knitrer.Det lakker brat mod enden, Catilina;—med store skridt du går imod din grav!
(Allobrogernes udsendinge,AmbiorixogOllovicokommer ud fra huset uden at bemærke Furia, der står halvt skjult i skyggen inde mellem trærne.)
AMBIORIX.
Så er det da besluttet. Vovsomt var detat knytte sig til dette forbund.
OLLOVICO.
Ja;men rådets afslag på hvert billigt kravlod ingen anden vej til redning åben;og sejrens løn, hvis vore venner sejrer,—opvejer vel den farefulde dyst,der snart os venter nu.
AMBIORIX.
Så er det, broder!
OLLOVICO.
Løsrivelse fra Romas herrevælde,—vor tabte frihed er vel værd en kamp.
AMBIORIX.
Ad kortest vej vi haste må til hjemmet;i hele Gallien må vi oprør tænde.Let egges alle stammer der til rejsningmod undertrykkerne, og følger os,og slutter sig til Catilinas skarer.
OLLOVICO.
Hård bliver kampen. End er Roma mægtigt.
AMBIORIX.
Det vovesmå. Afsted, Ollovico!
FURIA
(råber advarende til dem.)
Ve over eder!
AMBIORIX
(farer sammen.)
Alle guder!
OLLOVICO
(forfærdet.)
Hør!En stemme varsler os i nattens mørke!
FURIA.
Ve over eders folk!
OLLOVICO.
Hist står hun, broder,—den blege varselsfulde skygge; se!
FURIA.
Ve over dem, der følger Catilina!
AMBIORIX.
Hjem; hjem! På flugt! Vi bryder alle løfter.
OLLOVICO.
En røst har varslet os; vi lyder røsten.
(de går hurtig ud til højre.)
(Catilina kommer ud fra huset i baggrunden.)
CATILINA.
Fortvilet håb—at ville styrte Romamed denne skare nidinger og fejge!Hvad driver dem? De vedgår det med frækhed,—kun nød og rovlyst driver dem til handling.Er det vel møjen værd, for slige formålat øde blod? Hvad har da jeg at vinde?Hvad at erhverve mig?
FURIA
(usynlig bag trærne.)
Hævn, Catilina!
CATILINA
(farer sammen.)
Hvo talte der! Hvo vækker hævnens ånderaf søvnen op? Kom denne røst iframit eget indre? Hævn? Ja, det er ordet,—mit løsen og mit krigs-skrig! Blodig hævn!Hævn over alle håb og alle drømme,som mig en fiendtligsindet skæbne knuste!Hævn for mit hele sønderbrudte liv!
(De sammensvornekommer bevæbnede ud fra huset.)
LENTULUS.
End ruger nattemørket over staden;nu er det tid at bryde op.
FLERE
(hviskende.)
Afsted!
(Aureliakommer ud fra sidebygningen uden at bemærke de sammensvorne.)
AURELIA.
Min elskte,—er du her?
CATILINA
(med et skrig.)
Aurelia!
AURELIA.
Sig,—har du ventet på mig?
(får øje på de sammensvorne og iler hen til ham.)
Milde guder!
CATILINA
(støder hende tilside.)
Bort fra mig, kvinde!
AURELIA.
Catilina,—tal!De mange mænd i våben—? Også du—?O du vil drage—
CATILINA
(vildt.)
Ja, ved mørkets ånder,—en lystig færd! Ser du, hvor sværdet blinker?Hedt tørster det; jeg går—at stille tørsten.
AURELIA.
Mit håb,—min drøm! Livsalig var min drøm!Og sådan vækkes jeg af drømmen—
CATILINA.
Ti!Bliv.—eller følg os! Lukket er mit brystfor gråd og klage.—Venner, se, hvor lystfuldmånen i sin nedgang nu forsvinder!Når næste gang den fuld i østen rinder,skal flammers stormflod vælte sig med magtudover staden og dens gyldne pragt.Og når om tusend år den atter skinnerpå Latiums ørk blandt smuldrende ruiner,—en enlig støtte skal i gruset ståog sige vandreren: her Roma lå!
(Han iler ud til højre; alle følger ham.)
TREDJE AKT.
(Catilinas lejr i en skovrig egn i Etrurien. Til højre ses Catilinas telt og ved siden af dette et gammelt egetræ. Udenfor teltet brænder en vagtild. Flere lignende skimtes mellem trærne i baggrunden. Det er nat. Månen bryder undertiden frem gennem skyerne.)