(Statiliusligger sovende ved vagtilden.Manliusgår frem og tilbage udenfor teltet.)
MANLIUS.
Det ligner dem, de unge lette fugle.Der sover de så rolig og så fast,som var det moder-skødets trygge værn,der dækked dem, og ej en vildsom skov.De hviler sig som om de vented påat skulle vækkes til en munter legog ej til kamp,—måske den aller sidste,de får at kæmpe her.
STATILIUS
(vågner og reiser sig.)
Endnu på vagt?Du er vel træt? nu løser jeg dig af.
MANLIUS.
Sov heller selv. Den unge trænger tilen kvægsom søvn; hans vilde lidenskaberbehøver kræfter. Anderledes er detnår håret gråner, blodet rinder matog alderdommen tynger vore skuldre.
STATILIUS.
Ja, du har ret; så vil jeg og engangsom gammel hærdet kriger—
MANLIUS.
Véd du daså visst, at skæbnen har for dig bestemten alderdom?
STATILIUS.
Nu hvorfor ikke det?Hvad bringer dig på disse anelser?Er noget uheld hændt?
MANLIUS.
Du mener vel,vi intet har at frygte, unge dåre?
STATILIUS.
Vor hær er stærkt forøget—
MANLIUS.
Såre stærkt,—med rømte slaver og med fægtere—
STATILIUS.
Nu, lad så være; samlet virker deej ubetydeligt, og hele Gallienvil sende hjælp—
MANLIUS.
—som endnu ej er kommen.
STATILIUS.
Du tviler på at Allobrogernevil holde ord?
MANLIUS.
Jeg kender disse folkfra fordums tid. Dog, lad det være godt.Den dag, som kommer, vil vel åbenbare,hvad guderne har over os besluttet.
Men gå, Statilius, og efterseom alle vagter gør sin skyldighed.Mod natligt overfald vi må os sikre;vi véd jo ej, hvor vore fiender står.
(Statiliusgår ind i skoven.)
MANLIUS
(alene ved vagtilden.)
Nu samler skyerne sig mer og mer;det er en mørk og uvejrssvanger nat;—en fugtig tåge klemmer mig om brystet,som om den varsled uheld for os alle.Hvor er det nu, det lette sorgfri sind,hvormed jeg fordum tumled mig i krigen?Mon det er alderdommens byrde blot,som jeg fornemmer? Selsomt nok,—iaftesmig tykkes selv de unge sært forstemte.
(efter et ophold.)
Nu, guderne skal vide hævn var ejdet mål, hvorfor jeg fulgte Catilina.Min harme blussed op en flygtig stund,da jeg mig følte forurettet, krænket;—det gamle blod er end ei ganske koldt;tidt kan det rulle hedt nok gjennem åren.Men krænkelsen er glemt. Jeg fulgte ham,min Catilina, for hans egen skyld;og jeg skal våge over ham med omhu.Her står han ensom mellem disse skareraf vilde venner og af usle skurke.De mægter ej at fatte ham,—og haner altfor stolt til dem at ville fatte.
(han lægger nogle kviste på ilden og bliver stående i taushed.)
(Catilinakommer ud fra teltet.)
CATILINA
(for sig selv.)
Det er mod midnat. Alting er så tyst;—kun på mit øje vil ej søvnen dvæle.Koldt blæser vinden, den skal kvæge migog skænke kræfter—. Ah, de trænges til!
(bemærker Manlius.)
Dig er det, gamle Manlius? Du vågeralene her den mørke nat?
MANLIUS.
Jeg har,da du var barn, bevogtet dig så tidt.Sig, mindes du det ej?
CATILINA.
Den tid er borte;med den min ro; og hvorsomhelst jeg går,forfølges jeg af mangehånde syner.Alt, Manlius,—alt huses i mit bryst;—kun ikke freden. Den er i det fjerne.
MANLIUS.
Forjag de sørgelige tanker. Hvil dig!Huskpåat morgendagen kræve tørdin fulde kraft i kamp for alles frelse.
CATILINA.
Jeg kan ej hvile. Lukker jeg mit øjefor i en flygtig blund at finde glemsel,da tumles jeg i underlige drømme.Så lå jeg nys på lejet, halvt i slummer,da trådte atter disse syner frem,mer sært, end nogensinde,—mer forblommetog gådefuldt—Ah, hvis jeg fatted kunhvad dette varsler mig! Men, nej—
MANLIUS.
Betro migdin drøm; måske jeg kunde tyde den.
CATILINA
(efter et ophold.)
Om jeg slumred eller våged,véd jeg ikke visst;
tusend tanker jog hinandenuden ro og rist.
Se, da lægger sig omkring migmulm og skumring brat;
og sin brede vinge sænkeri min sjæl en nat,
kun af lynblink gennemkrydset,mørk og rædselsfuld;
og jeg ser mig i en hvælving,klam som gravens muld.
Højt er taget, ligt en himmel,tordenskybelagt;
skyggers skarer, skyggers vrimmel,ånders vilde jagt,
hvirvler sig forbi og suser,som når havets bryst
drager stormens vejr og knusesmod en stenet kyst.
Dog, midt i denne vilde vrimmeltitter stundom frem
blomstersmykte børn og syngerom et halvglemt hjem.
Rundt omkring dem viger mørketfor en lysning klar,—
og i rummets midte skimterjeg et ensomt par;
tvende kvinder,—streng den eneog som natten sort,—
og den anden mild, som dagen,når den flygter bort.
Ah, hvor selsomt velbekendtetyktes mig de to!
Snart den enes smil mig vuggedi en salig ro;
snart den andens hvasse øjnegnistred som et lyn;
skræk mig greb,—og dog jeg fulgtegerne dette syn.
Stolt og oprejst står den ene,og den anden lænes til
bordet, hvor de tykkes spilleet forborgent brikkespil.
Brikker bytter de og flytterom fra sted til sted;—
da er spillet tabt og vundet,og i jorden synker ned
hun, som spillet tabte, kvindenmed det lyse smil;
og de smykte børneklyngerviger bort med il.
Larmen stiger; mørket vokser;men fra mulmets skød
fæster sig på mig to øjnesom i sejers-glød;
svimmel griber mig; de blankeøjne ser jeg kun.
Men hvad mer jeg drømte sideni min feberblund
ligger under glemsels-dækketi mit indre gemt.
Kunde jeg blot resten mindes.Ak, det er forglemt!
MANLIUS.
Forunderlig i sandhed, Catilina,er denne drøm.
CATILINA
(grublende).
Hvis blot jeg kunde mindes—.Men nej; det lykkes ikke—
MANLIUS.
Ængst dig ejmed disse tanker. Hvad er drømme vel?Indbildninger og tomme hjernespind,betydningsløse, uden grund og mening.
CATILINA.
Ja, du har ret; jeg vil ej gruble mere;—nu er jeg rolig. Gå kun, Manlius;hvil dig en stund. Jeg vandrer her imensi enrum med mig selv og mine anslag.
(Manliusgår ind i skoven.)
CATILINA
(går en tidlang op og ned ved vagtilden, der er ifærd med at slukkes; derpå standser han og siger tankefuld):
Hvis blot jeg kunde—. Ah, det er umandigtat ængstes og at gruble over sligt.Og dog—i denne tause midnatstime,i denne ensomhed, mig træder atterså levende for øje, hvad jeg drømte—
(Et skyggebillede, i lignelse af en olding i rustning og toga, skyder ligesom op af jorden et stykke fra ham inde mellem trærne.)
CATILINA
(viger tilbage for skyggen).
I guders magt—!
SKYGGEN.
Vær hilset, Catilina!
CATILINA.
Hvad vil du mig? Hvo er du, blege skygge?
SKYGGEN.
Vent! Jeg har retten til at spørge her,—og du skal svare. Kender du ej merefra længst forsvundne tider denne røst?
CATILINA.
Så tykkes mig; dog véd jeg ikke visst—.Men sig,—hvem søger du i midnatstimen?
SKYGGEN.
Dig søger jeg. Vid, denne time kuner mig forundt til vandringsfrist heroppe.
CATILINA.
Ved alle guder, tal! Hvo er du?
SKYGGEN.
Stille!Jeg kommer hid at kræve dig til regnskab.Hvi under du mig ikke gravens fred?Hvi driver du mig op af dødens bolig?Hvi bryder du min glemsel og min hvile,så jeg må søge dig med truslers hviskenog værne om min dyrekøbte hæder?
CATILINA.
Ah, denne røst—! Jeg aner og jeg mindes—
SKYGGEN.
Hvad er tilovers af min herskermagt?En skygge som jeg selv; ja, knapt en skygge.Vi begge sank i grav—og blev til intet.Dyrt købtes den; dyrt, dyrt var den erhvervet.Den havde kostet mig min ro i livet;på fred i graven gav for den jeg afkald.Og nu vil du med en forvoven håndfrarive mig, hvad end jeg har tilbage!Er der ej veje nok til store værker?Hvi vælger du just den, som jeg har valgt?Min magt nedlagde jeg i livet alt.Mit navn,—så tænkte jeg,—skal evig stå,ej venligt glimtende som stjernens øje,—nej, som et lyn på nattehimlen fæstet!Ej vilde jeg, som hundreder før mig,ved ædelsind og milde dyder mindes;ej vilde jeg beundres;—denne lodblev alt så mangens og vil blive dettil tidens ende. Nej, af blod og rædseljeg vilde bygge mig mit eftermæle!I stum forfærdelse, som mod et luftsyn,der viser sig og svinder, lig en gåde,—man skulde stirre på min færd tilbageog skotte op mod mig, hvem aldrig nogen,—ej før, ej siden, vovede at nå!—Således drømte jeg,—og blev bedragen.Du stod mig nær; hvi aned det mig ikke,hvad sæd der spired lønligt i din sjæl?Dog, vogt dig, Catilina; vid, jeg skimterieennem fremtids-dækket, hvad det dølger;blandt stjerner skrevet—læser jeg din skæbne!
CATILINA.
Min skæbne læser du? Så tyd den da!
SKYGGEN.
Nej, først bag dødens dunkle portforsvinder dæmringen, som hylles
omkring hvad grufuldt og hvad stortaf fremtids-bølgerne bortskylles.
Kun dette tør en frigjort åndud af din skæbnes bog dig melde:
Du falder for din egen hånd,—og dog en fremmed skal dig fælde!
(Åndeskikkelsen glider bort som i en tåge.)
CATILINA
(efter et ophold.)
Han er forsvunden. Var det kun en drøm?Nej, nej; her stod han; månestrålen strejfedhans gustne ansigt. Ah, jeg kendte ham!Det var diktatoren, den gamle blodmand,som steg af graven for at skrække mig.Han frygted for at miste sejrens krone,—ej hæders-kransen, men det rædsels-ry,hvori hans minde lever. Egges dablodløse skygger selv af æres-håbet?
(går urolig op og ned.)
Alt stormer ind på mig. Snart taler blidtadvarende Aurelia,—og attergenlyder i mig Furias manings-råb.Og mer end dette;—frem af graven stigerde blege skygger fra den svundne tid.De truer mig. Jeg skulde standse her?Jeg skulde vende om? Nej, jeg vil skridekækt mod mit mål;—snart står jeg sejrrig der!
(Curiuskommer gennem skoven i heftig bevægelse.)
CURIUS.
O, Catilina—!
CATILINA
(overrasket).
Du,—du her, min ven?
CURIUS.
Jeg måtte—
CATILINA.
Hvorfor blev du ej i staden?
CURIUS.
Mig angsten drev; jeg måtte søge dig.
CATILINA.
For min skyld styrter du dig blindt i faren?Letsindige! Dog, kom i mine arme!
(vil omfavne ham).
CURIUS
(viger tilbage).
Rør ikke ved mig! Kom mig ikke nær!
CATILINA.
Hvad fejler dig, min Curius?
CURIUS.
Bryd op!Flygt, hvis du kan, endnu i denne time!Ad alle veje kommer fiendens hær;din lejr omringes, Catilina!
CATILINA.
Fat dig;du taler vildt. Har rejsen rystet dig—?
CURIUS.
O, nej; men frels dig mens det end er tid!Du er forrådt—
(kaster sig ned for ham.)
CATILINA
(farer tilbage).
Forrådt! Hvad siger du?
CURIUS.
Forrådt bag venskabs maske!
CATILINA.
Nu du fejler;de vilde venner er mig tro som du.
CURIUS.
O, ve dig da for dine venners troskab!
CATILINA.
Kom til dig selv! Det er din kærlighed,din omhu for min sikkerhed, som laderdig skimte farer, hvor der ingen er.
CURIUS.
O, véd du vel at disse ord mig myrder?Men flygt! Så bønligt jeg besværger dig—!
CATILINA.
Fat dig og tal med overlæg. Hvi skuldejeg flygte? Fienden véd ej, hvor jeg står.
CURIUS.
Han véd,—han kender alle dine anslag!
CATILINA.
Ah, raser du? Han véd—? Det er umuligt.
CURIUS.
O, var det så! Men nyt den knappe stund;end kan måske ved flugt du livet frelse!
CATILINA.
Forrådt? Nej;—tifold nej; det er umuligt!
CURIUS
(griber sin dolk og rækker den imod ham).
Der, Catilina! Stød den i mit bryst;—igennem hjertet! Jeg forrådte dig!
CATILINA.
Du? Hvilket vanvid!
CURIUS.
Ja, det var i vanvid!Spørg ej om grunden; knapt jeg véd den selv;men jeg har røbet alle dine anslag.
CATILINA
(smerteligt).
Nu dræbte du min trygge tro på venskab.
CURIUS.
Stød dolken i mit bryst, og pin mig ejmed skånsel længer—!
CATILINA
(mildt).
Lev, min Curius!Stå op! Du fejled;—jeg tilgiver dig.
CURIUS
(overvældet).
O, Catilina, se mig sønderknust—!Men skynd dig; flygt! Du hører jo, det haster.Snart bryder Romer-hæren ind i lejren;den er på vejen; den er allevegne.
CATILINA.
Og vennerne i staden—?
CURIUS.
De er tagne;—en del blev fængslet, men de fleste dræbtes.
CATILINA
(hen for sig).
O, skæbne,—skæbne!
CURIUS
(rækker atter dolken imod ham).
Stød den i mit hjerte!
CATILINA
(ser stille på ham.)
Du var et redskab kun. Du handled ret—
CURIUS.
O, lad med livet mig udsone brøden!
CATILINA.
Jeg har tilgivet dig.
(idet han går.)
Nu er kunetat vælge, ven!
CURIUS
(springer op).
Ja, flugt?
CATILINA.
Nej, heltedøden!
(han går bort gennem skoven.)
CURIUS.
Det er forgæves! Undergang ham venter.Ah, denne mildhed er en tifold straf!Jeg følger ham;—et skal ej nægtes mig:—at falde kæmpende ved heltens side!
(han iler ud.)
(Lentulus tilligemed to gladiatorer kommer listende frem mellem trærne.)
LENTULUS
(sagte).
Her talte nogen—
DEN ENE GLADIATOR.
Nu er alting stille.
DEN ANDEN GLADIATOR.
Måske det nattevagten var, som gikat løses af.
LENTULUS.
Vel troligt. Her er stedet;her skal I vente. Har I eders våbenskarpt slebne?
FØRSTE GLADIATOR.
Blinkende som lynet, herre!
ANDEN GLADIATOR.
Mit bider godt. Ved sidste fest i Romafaldt tvende fægtere for dette sværd.
LENTULUS.
Så hold jer ganske stille her i krattet;og når en mand, som jeg betegner jer,mod teltet går, da skal I styrte fremog hugge ned ham bagfra.
FØRSTE GLADIATOR.
Det skal ske.
(Begge gladiatorerne skjuler sig; Lentulus går spejdende omkring.)
LENTULUS
(for sig selv.)
Det er et vovespil, jeg frister her;—men øves må det endnu denne nat,hvis det skal lykkes.—Falder Catilina,kan ingen føre dem undtagen jeg.Med gyldne løfter køber jeg dem alleog rykker ufortøvet imod staden,hvor end senatet i en rådvild skrækej tænker på at væbne sig mod faren.
(han går ind mellem trærne)
FØRSTE GLADIATOR.
(sagte til den anden).
Hvem er han, denne ubekendte mand,som vi skal hugge ned?
ANDEN GLADIATOR.
Hvad rager os,hvem manden er? Når Lentulus betaler,så må han og forsvare, hvad vi gør.
LENTULUS
(kommer hurtig tilbage.)
Hold jer beredt; nu kommer han, vi venter!
(Lentulus og gladiatorerne stiller sig på lur mellem buskerne. Straks efter kommerCatilinagennem skoven og går henimod teltet.)
LENTULUS
(hviskende.)
Frem! Stød ham ned; hug ham igennem ryggen!
(alle tre styrter ind på Catilina.)
CATILINA
(drager sit sværd og forsvarer sig.)
Ah, uslinger,— hvad vover I—?
LENTULUS
(til gladiatorerne.)
Stød ned!
CATILINA
(genkender ham.)
Du, Lentulus, vil myrde Catilina?
FØRSTE GLADIATOR.
(forskrækket.)
Ham er det!
ANDEN GLADIATOR.
(viger tilbage).
Catilina! Ej mod hamjeg bruger sværdet. Fly!
(begge gladiatorerne flygter.)
LENTULUS.
Så fald for mit!
(de kæmper; Catilina slår Lentulus sværdet ud af hånden; Lentulus vil flygte, men Catilina holder ham fast.)
CATILINA.
Forræder! Morder!
LENTULUS
(bønfaldende).
Nåde, Catilina!
CATILINA.
Jeg ser dit anslag skrevet på din pande.Du vilde myrde mig, og selv dig stillei mine venners spidse. Var det så?
LENTULUS.
Så var det, Catilina!
CATILINA
(ser på ham med dulgt hån.)
Nu, hvad så?Ifald dig magten lyster,—lad så være.
LENTULUS.
Forklar,—hvad mener du?
CATILINA.
Jeg træder af;du fører hæren i mit sted—
LENTULUS
(forbauset.)
Det vil du?
CATILINA.
Jeg vil. Men vær på alting forberedt;thi vid,—vort forehavende er røbet;senatet kender alle vore anslag;dets hær omringer os—
LENTULUS.
Hvad siger du?
CATILINA.
Nu vil jeg kalde vore venner sammen.Kom med, og stil dig frem som deres fører;jeg takker af.
LENTULUS
(holder ham tilbage.)
Nej, vent dog, Catilina!
CATILINA.
Din tid er kostbar; førend dagen gryrdu frygte kan et angreb—
LENTULUS
(ængstelig.)
Hør mig, ven!Du spøger vel? Det kan ej være muligt—
CATILINA.
Vort anslag er forrådt, som jeg har sagt dig.Læg nu din kløgt og dygtighed for dagen.
LENTULUS.
Forrådt? Da ve os alle!
CATILINA
(smiler hånligt.)
Fejge usling!Nu skælver du;—ogduvil styrtemig;dutror dig kaldet til en herskers stilling?
LENTULUS.
Tilgiv mig, Catilina!
CATILINA.
Søg din frelseved skyndsom flugt, hvis endnu det er gørligt.
LENTULUS.
Ah, du tillader—?
CATILINA.
Tænkte du, det varmit alvor at forlade denne posti farens stund? Du kender mig kun slet.
LENTULUS.
O, Catilina—!
CATILINA
(koldt.)
Spild ej øjeblikket.Søg redning du;—jeg vide skal at dø.
(vender sig fra ham.)
LENTULUS
(for sig selv.)
Jeg takker dig for denne store nyhed,—og jeg skal bruge den til eget bedste.Det kommer vel tilpas at jeg er kendti denne egn; jeg søger fiendens hærog fører den ad skjulte stier hid,til dit fordærv og til min egen frelse.—Vid, ormen, som du overmodigt træderi støvet, har endnu sin hvasse brod!
(han går.)
CATILINA.
(efter et ophold.)
Det er den troskab, som jeg bygged på!Så svigter de mig, en for en. O, guder!Forræderi og fejghed er det kun.som gærer i de lunkne slavesjæle.O, dåre, som jeg er, med mine anslag!Jeg knuse vil hint øglerede, Roma,—og Roma er alt længst en sunken grushob.
(våbenlarm høres at nærme sig; han lytter.)
Der kommer de! End er der kække mændiblandt dem dog. Hvad liflig klang i stålet!Hvor lystet klirrer skjolde mod hinanden!Det tænder ilden op i mig påny;afgørelsen er nær,—den store stund,som løser alle tvil. Jeg hilser stunden!
(Manlius,Statilius,Gabiniusogen mængde andre sammensvornekommer gennem skoven.)
MANLIUS.
Her, Catilina, har du dine venner;i lejren slog jeg larm, som nys du bød—
CATILINA.
Har du dem sagt—?
MANLIUS.
De kender nu vor stilling.
STATILIUS.
Vi kender den, og vi skal følge digmed sværd i hånd til kamp om liv og død.
CATILINA.
Jeg takker eder, tapre våbenbrødre!Men håb ej på at her er valg tiloversimellem liv og død;—kun mellem dødeni heltekamp mod overmagtens skarer,og døden under pinsler, når vi grumtsom dyr forfølges, er os valget stillet.Hvad foretrækker I? Ved flugt at fristeet uselt liv en stakket tid endnu,—hvad heller kækt som eders stolte fædreat falde kæmpende med sværd i hånd?
GABINIUS.
Det sidste vælger vi!
MANGE STEMMER.
Før os til døden!
CATILINA.
Nu, så afsted! Ved denne død vi viesind til udødlighedens skønne liv.Vort fald, vort navn, igennem fjerne tiderskal nævnes højt med stolthed—
FURIA
(råber bag ham mellem trærne.)
—eller rædsel!
NOGLE STEMMER.
Ah, se,—en kvinde—!
CATILINA
(farer sammen.)
Furia! Du her?Hvad drev dig hid?
FURIA.
Jeg må ledsage digtil målet.
CATILINA.
Nu,—hvor er mit mål? Sig frem!
FURIA.
Hver søger målet ad sin egen vej.Du søger dit igennem håbløs kamp;og kampen avler undergang og død.
CATILINA.
Men også hæder og et evigt navn!Gå, kvinde! Stolt og skøn er denne time;min barm er døv for dine hæse skrig.
(Aurelia kommer frem i teltåbningen.)
AURELIA.
Min Catilina—!
(hun standser frygtsomt ved synet af de mange forsamlede).
CATILINA
(smerteligt.)
O, Aurelia!
AURELIA.
Hvad er påfærde? Denne larm i lejren—.Hvad går her for sig?
CATILINA.
Dig jeg kunde glemme!Hvad vil din skæbne vorde—?
FURIA
(hånligt hviskende, uden at bemærkes af Aurelia.)
Vakler dualt i dit høje forsæt, Catilina?Erdetdit dødsmod?
CATILINA
(opfarende.)
Nej, ved mørkets guder!
AURELIA
(nærmer sig.)
O, tal, min elskte; ængst mig ikke længer—
FURIA
(dæmpet bag ham).
Flygt med din viv—mens dine venner dør!
MANLIUS.
Nøl ikke længer; før os ud på sletten—
CATILINA.
O, hvilket valg! Og dog,—her er ej valg;—til målet må jeg,—tør ej midtvejs standse.
(råber.)
Så følg mig ud på sletten!
AURELIA
(kaster sig i hans arme.)
Catilina—gå ikke fra mig,—eller tag mig med!
CATILINA.
Nej, bliv, Aurelia!
FURIA
(som før.)
Tag hende med!Du får en død, dit liv, dit navn fuldt værdig,når ned du hugges—i en kvindes arme.
CATILINA
(støder Aurelia tilside.)
Væk fra mig, du, som stjæle vil mit ry!—Blandt mænd skal døden ramme mig. Jeg haret liv at sone og et navn at tvætte—
FURIA.
Ret så; ret så, min stolte Catilina!
CATILINA.
Ud af min sjæl jeg river alt, som bindermig til min fortid og dens tomme drøm!Hvad bag mig ligger, er som om det aldrigaf mig var levet—
AURELIA.
O, forstød mig ikke!Ved al min elskov,—jeg besværger dig,—lad os ej skilles, Catilina!
CATILINA.
Ti!Mit bryst er dødt, mit blik er blindt for elskov.Fra livets gøgleværk jeg vender øjet,og ser kun mod den store blege stjernepå eftermælets himmel!
AURELIA.
Milde guder!
(hun læner sig mat op mod træet udenfor teltet.)
CATILINA
(til mændene.)
Og nu afsted!
MANLIUS.
Hist lyder våbenbrag.
FLERE STEMMER.
De nærmer sig.
CATILINA.
Godt! vi vil kækt dem møde.Lang var vor skændsels nat; snart gryr en dag—.Til bad i kampens morgenskyer røde!Følg mig! For Romer-sværd med Romer-modskal Romas sidste segne i sit blod!
(de iler ud gennem skoven; fra lejren høres larm og stridsråb).
FURIA.
Han er borte. Jeg har nåetmålet for mit liv.
Solens første blik på slettenser ham kold og stiv.
AURELIA
(hen for sig.)