»Jeg blev underrettet om, at der med Grund klagedes over, at man ikke strax havde sørget for at forsyne dem med Køier og Tæpper; der tilføiedes, at man fandt den for en fransk Matros reglementerede Ration utilstrækkelig, og endelig, at deres Gage ikke blev dem regelmæssig udbetalt. Jeg gav Ordre til, at de nødvendige Køier og Tæpper strax skulde udleveres til dem,og at Gagen skulde udbetales i rette Tid. Jeg erfarede imidlertid, at uagtet mine Ordrer blev Gagen alligevel ikke udbetalt saa bestemt, som jeg kunde have ønsket det; de danske Matroser beklagede sig over, at de Køier, som de havde faaet udleveret, ikke var efter Ønske, da de vare vante til at have en lille Madrats i Køien, noget som ikke bruges her i Frankrig.»For at gjøre Ende paa disse Klager gav jeg i Juni Maaned Ordre til i fuld Udstrækning og uden Ophold at udføre Deres Majestæts Befaling om at behandle de Danske med Hensyn til Udbetalingen af deres Gage paa lignende Maade som de franske Matroser af tilsvarende Grad.«
»Jeg blev underrettet om, at der med Grund klagedes over, at man ikke strax havde sørget for at forsyne dem med Køier og Tæpper; der tilføiedes, at man fandt den for en fransk Matros reglementerede Ration utilstrækkelig, og endelig, at deres Gage ikke blev dem regelmæssig udbetalt. Jeg gav Ordre til, at de nødvendige Køier og Tæpper strax skulde udleveres til dem,og at Gagen skulde udbetales i rette Tid. Jeg erfarede imidlertid, at uagtet mine Ordrer blev Gagen alligevel ikke udbetalt saa bestemt, som jeg kunde have ønsket det; de danske Matroser beklagede sig over, at de Køier, som de havde faaet udleveret, ikke var efter Ønske, da de vare vante til at have en lille Madrats i Køien, noget som ikke bruges her i Frankrig.
»For at gjøre Ende paa disse Klager gav jeg i Juni Maaned Ordre til i fuld Udstrækning og uden Ophold at udføre Deres Majestæts Befaling om at behandle de Danske med Hensyn til Udbetalingen af deres Gage paa lignende Maade som de franske Matroser af tilsvarende Grad.«
Da disse Indrømmelser imidlertid ikke havde det Resultat, som man havde ventet, blev der fra Marineministeriet i Paris givet Anvisning paa 2 Maaneders Udbetaling forud af de danske Mandskabers Gage, og Pengene stillede til Kapitain Rosenvinges Disposition.
Man kan i disse forskjellige Foranstaltninger fra Hertugen af Decrès’ Side ikke undgaa at lægge Mærke til, at de bære Præget af, at Ministeren allerede paa dette Tidspunkt har set Faren for hele Eskadren ved, at Misfornøielsen ulmede og voxede iblandt de fremmede Søfolk, og at det derfor har været ham af Vigtighed at dæmpe den i sin Begyndelse. Da dette imidlertid hidtil ikke var lykkedes, greb han nu til det Middel at sætte sig i personlig Forbindelse med Kapitain Rosenvinge, i den Tro, at direkte Forhandling med den ældste danske Søofficer hurtigst og sikrest vilde kunne bringe Klagerne og Misfornøielsen til at forstumme iblandt »Pultusk«s og »Dantzick«s Besætning.
I sin Indberetning til Keiseren udtaler Ministeren sig paa følgende Maade om dette Punkt:
»Paa dette Tidspunkt vare ugunstige Rygter komne mig for Øre om den Aand, der herskede iblandt de danske Søfolk, der vare ombord i Deres Majestæts Linieskibe. Jeg skrev derfor til Mr. Rosenvinge for at underrette ham personlig om de Forholdsregler, som jeg havde taget til Bedste for hans Mandskab, for at han selv kunde vaage over Udførelsen deraf og indberette til mig derom. Jeg skrev til ham om at korrespondere med mig i Sager, hvor han troede det nyttigt for den Tjeneste, der var ham betroet, uden dog iøvrigt at gjøre nogen Forandring i hans Subordinationsforhold til Admiralen.«[29]
Den Imødekommenhed, der ved denne Ordning blev vist de danske Chefer, var ikke saa ganske ringe og burde have baaret de bedste Frugter. Den Omstændighed, at en Skibschef i en Eskadre fik den Begunstigelse fremfor sine Kammerater at kunne forhandle uden Eskadrechefens Mellemkomst direkte med Ministeriet i Sager, der angik hans Mandskabs Vel og Ve, var saa stort et Særsyn og indeholdt saa gode Chancer for at faa alt, som man ønskede det, naar blot Tilladelsen blev benyttet med tilstrækkelig Moderation og Forsigtighed. Det kan imidlertid ikke skjules, at Kapitain Rosenvinge næppe har haft Øiet aabnet for dette Forhold og ikke har indset, at den begunstigede Særstilling, han i Øieblikket indtog, ikke var uden Fare, at den Tilladelse, der var givet, var som et tveægget Sværd, der ved Uforsigtighed eller naar det blev misbrugt kunde vende Æggen imod ham selv. Næppe saa han sig befriet for den hæmmendeIndflydelse, som det nødvendigvis maatte have, at hans Besværinger og Anmodninger om Forandringer skulde passere Eskadrechefens Hænder og veies og kritiseres ombord i Admiralskibet, for maaske aldrig at naa videre, førend han strax lagde Haand paa Værket og i en omstændelig Rapport til Marineministeren i et paa sine Steder temmelig energisk Sprog fremsatte en Række Klagepunkter, blandt hvilke dog Proviantspørgsmaalet, Klagen over den utilstrækkelige Kost var Tyngdepunktet.
I Kapitain Rosenvinges Skrivelse,[30]der er dateret Orlogsskibet »Pultusk« Oedekenkercke den 30. Juli 1808 fremsættes Klagen over Rationernes Utilstrækkelighed paa følgende Maade:
»Jeg gik ombord i »Pultusk« med en god dansk Besætning. Det varede kun kort Tid førend jeg indsaa, at der utilstrækkelige Kost ikke var den ringeste af de Hindringer, som jeg vilde faa at kjæmpe med. Deres Excellence vil kunne forstaa en Chefs Følelser i et Øieblik, hvor 2 af Mandskabet som Talsmænd for alle de andres Sag, fremstille sig for ham paa den mest ærbødige Maade, vise deres Ration og derved give det bedste Bevis paa dens Utilstrækkelighed.
»Deres Excellence vil kunne forstaa de Følelser, som har bemægtiget sig mig ved at høre følgende Ord af et lidende Mandskab:
»Vi ere komne fra Europas længst bortliggende Havne for at tjene vort Fædreland. Vi have trodset Elendigheden efter at have fortæret den sidste Skilling afden Hyre, som vi møisommelig have tjent ombord i Koffardiskibene. Vi have med Taalmodighed trodset den barskeste Aarstid og de mest ufremkommelige Veie. Vi have set vore Kammerater falde om ved Siden af os udmattede af Anstrengelse; men enhver Hindring svandt bort for den glimrende Udsigt til at komme til at forsvare Fædrelandets Kyster under vort eget Flag. Men selv denne Opmuntring blev os berøvet i det Øieblik, hvor vi bleve kommanderede ombord i Skibe under et fremmed Flag, hvor det nødvendigste til Livets Ophold knap bliver os tilstaaet.«
Hertugen af Decrès var ikke i Paris, da Kapitain Rosenvinges Brev ankom til det franske Marineministerium. Brevet traf ham i Rochefort, hvor Ministeren opholdt sig paa en Inspektionsreise, og kom temmelig uventet. Han havde haft Grund til at haabe, at de forskjellige Ulemper, og i alle Tilfælde Proviantspørgsmaalet, var ifærd med at blive løst paa en tilfredsstillende Maade, og nu modtog han en Fremstilling af Sagen i saa stærke Udtryk, at man kunde forledes til at tro, at de danske Besætninger skreg af Sult. Ministeren har sikkert maattet være paa det Rene med, at den Fremstilling, han havde modtaget, i ethvert Tilfælde var noget overdreven. Med al Hensyn til den nordiske Appetit og dens Krav var det dog en Kjendsgjerning, at 6 andre Linieskibes Besætninger levede paa samme Maade paa Schelden, og da det tilmed var Midsommerdage (Juli Maaned), kunde Trangen til kraftigere Kost ikke være saa paatrængende. Endelig maatte man ogsaa antage, at Forholdene ikke kunde være saa fortvivlede, da Kapitain Rosenvinge samtidig med Indsendelsen af sin indtrængende Klage indskrænkede sig til at bemærke, »at dersom man tilRationerne føiede et ganske lille Kvantum Smør, som vilde være gavnlig for de Danskes Sundhedstilstand, troede han, at Rationerne vilde være tilstrækkelige for Sommeren, men at Vinteren vilde nødvendiggjøre en Forøgelse.«
Ikke destomindre lod Ministeren ikke Klagen ligge uden at tage Hensyn dertil. Han havde maaske end yderligere Grund til nærmere at undersøge Forholdene ombord i de to dansk bemandede Linieskibe, da Kapitain Rosenvinge i samme Skrivelse forlangte, at den franske capitaine de frégate[31], der som tidligere omtalt var til Tjeneste ombord i »Pultusk«, tilligemed en anden fransk Officer skulde fjernes, da de ikke kunde komme ud af det med de danske Officerer. Skjøndt dette Forlangende var af en lidt vanskelig Natur, strakte Hertugen af Decrès sin Imødekommenhed imod de Danske videre, end man kunde vente. Admiral Missiessy blev strax gjort bekjendt med Kapitain Rosenvinges Brev og Admiralens Erklæring indhentet med Hensyn til Forflyttelsen af de to franske Officerer. Svaret gik ud paa, at Missiessy var vel kjendt med Forholdet, at Rosenvinge var uretfærdig i sin Bedømmelse af de to Officerer, men at han desuagtet skulde beordre dem forflyttede ombord i Linieskibet »Dalmate«, saasnart det var muligt[32].
Skjøndt der saaledes fra de franske Marineautoriteters Side blev taget billigt Hensyn til Klagepunkterne i Kapitain Rosenvinges Skrivelse, er det naturligt, at ikke Alt strax kunde blive ændret. Større og vigtigere Sager lagde nødvendigvis Beslag paa Ministerens Opmærksomhed,og Scheldeflaadens indre Anliggender maatte derfor træde i Baggrunden.
Paa den anden Side ventede de danske Besætninger ombord i »Pultusk« og »Dantzick« med Utaalmodighed paa, at deres Ønsker skulde blive opfyldte i videste Udstrækning. De danske Chefer, og navnlig Kapitain Rosenvinge, der som den ældste havde Ansvaret paa sig, saa med Utilfredshed og Beklagelse, at det ikke gik saa hurtigt, som man kunde ønske, med at faa de Mangler rettede, som i hans Øine havde den største Betydning. Kapitain Obet var stadig endnu til Tjeneste ombord i »Pultusk«, Materiellet ombord i Skibene var stadig i den samme mindre gode Forfatning, og disse forskjellige uheldige Omstændigheder i Forbindelse med at man nu fortalte som sikkert, at Eskadren snart skulde i Søen, bestemte Kapitain Rosenvinge til atter og paa en mere energisk Maade at benytte den givne Tilladelse til direkte at henvende sig til den franske Marineminister.
Det er saare forstaaeligt, at Kapitain Rosenvinge ved Tanken om et forestaaende Efteraarstogt har anset det for sin Pligt at sørge for at have Skib og Mandskab i den bedst mulige Stand og derfor ikke er veget tilbage for endnu en Gang at foretage et direkte Skridt i den Anledning, men det havde samtidig været i høi Grad ønskeligt, om han havde haft Besindighed nok til ikke at tilspidse sine Fordringer ved denne fornyede Henvendelse og fremfor Alt havde undgaaet at fremsætte dem under saa skarp en Form, at Hertugen af Decrès kunde tage Anledning til med Rette at beklage sig derover.[33]
Den Skrivelse, som ved sit Indhold og sin Form foranledigede, at Ministeren saa sig nødsaget til at indanke Sagen for Keiserens Domstol, er dateret 6te September 1808. Det var en Gjentagelse af de samme Klager og de samme Fordringer, kun mere vidtgaaende og fremfor Alt fremsatte som et Ultimatum til den franske Marinebestyrelse[34].
.... »Deres Excellence maa tillade mig at erklære,« skriver Kapitain Rosenvinge, »at Kapitain Obet’s Opførsel i den senere Tid har været saaledes, at det er mig umuligt at tjene længere sammen med denne Officer. Jeg finder det ikke passende i dette Brev at omtale mine Klager nærmere; men dersom min blotte Forsikring ikke er Dem tilstrækkelig Garanti for, at mit Forlangende er retfærdigt, skal jeg skaffe Beviser tilveie, som vil kunne overtyde Dem om, at jeg kun har det Ønske tilbage, at enten han eller jeg forlader Skibet ...
»Som erfaren Sømand er det min Pligt at erklære lige overfor Deres Excellence, at en Del af de fremsatte Forlangender ere af saa stor Vigtighed, at Tabet af minegen og den danske Marines Ære, og maaske Tabet af en Del af Frankrigs Flaade vil blive Resultatet, hvis man ikke foretager Forandringer forinden Eskadrens Afseiling. Og for de to førstnævnte Aarsagers Skyld vil jeg ikke kunne forsvare lige overfor min Konge, at jeg ikke forlanger at forlade en Kommando, som kun kan føre til et sørgeligt Resultat.....
»Enhver Dansk ombord tænker paa Skibenes Ufuldkommenhed, Misfornøielsen voxer, og paa samme Tid fordobles Længslen efter at vende hjem til et Land, som venter os med aabne Arme, hvis Ære er et med Besætningernes Ære, og som vil glæde sig over vor Hjemkomst og ved at se os befriede fra den pinlige Tilstand, hvori vi befinde os.«[35]
Kapitain Rosenvinges Skrivelse indeholdt foruden de ovennævnte forskjellige Klager og Fordringer endnu et Punkt, et Etikettespørgsmaal, og det var Fremsættelsen heraf, som bestemte Hertugen af Decrès til at samle alle de svævende Stridspunkter og forelægge hele Sagen for Keiseren i en udførlig Rapport.[36]
Da den ældste franske Linieskibschef i Scheldeflaaden, capitaine de vaisseau Soleil[37], Anciennetet var yngre end Kapitainerne Rosenvinge og Holsten[38], reistesfra dansk Side officielt det Spørgsmaal, hvem der eventuelt skulde have Kommandoen i Tilfælde af, at den kommanderende Admiral enten faldt eller paa Grund af Sygdom blev sat ud af Stand til at kommandere, idet der gjordes gjældende, at de som ældre i Anciennetet ikke kunde tjene under Kapitain Soleil.
Det var sikkerligt et højst uklogt Skridt saa kort Tid efter Ankomsten og tilmed som Udlændinge at røre ved et Problem, hvis Løsning der maaske slet ikke blev nogen Anvendelse for, og om hvilket man paa Forhaand kunde sige, at hvad Berettigelse end de stillede Krav kunde have, vilde et Forsøg paa at gjøre dem gjældende kun have et bestemt Afslag tilfølge fra fransk Side.
Forespørgslen, der indgik skriftlig til den franske Marineminister, blev fremsat paa følgende Maade i en Skrivelse fra Kapitain Rosenvinge, dateret Orlogsskibet »Pultusk« den 6te September 1808,[39]og samtidig hermed henvendte de danske Chefer sig til Admiral Missiessy med det samme Spørgsmaal:
»Jeg har Grund til at antage, — hedder det i Skrivelsen, — at Linieskibskapitain Soleil betragtes som den ældste i Anciennetet her i Eskadren. Det er meget pinligt for Baron Holsten og mig, som ere ældre i Anciennetet som Kapitainer i den danske Marine, at se os berøvede den Plads, som tilkommer os og det stik imod den keiserlige Ordre, som indrømmer os de samme Rettigheder som Hs. keiserlige Majestæts Undersaatter. Som Officer maa den militaire Lov, altid at følge Ancienneteten, en Lov, som gjælder for alle Nationer, være Dem bekjendt. Deres Excellence vil af denne Grund tilgive os, naar vi erklære,at vi under ingen Omstændigheder ville kunne lade os kommandere af andre end af den, som har Retten dertil gjennem sin Anciennetet.«
Der fulgte intet skriftligt Svar herpaa til de danske Officerer, men Ministeren sendte blot nedenstaaende Skrivelse, hvori Keiseren løste Spørgsmaalet paa en ligesaa klar som kategorisk Maade, til den Høistkommanderende paa Scheldeflaaden, med Paalæg om mundtlig at meddele de to danske Officerer Afslaget, saafremt det var nødvendigt.[40]
»Paris, den 18/9 1808.[41]Fra MinisterentilKontre-Admiral Missiessy,Chef for Scheldeflaaden.»Hr. Kontre-Admiralen har ved Skrivelse af 10de d. M. henledet min Opmærksomhed paa den Omstændighed, at d’Hrr. danske Kapitainer, som have Kommandoen over keiserlige Skibe paa Schelden, i Anciennetet ere ældre end alle de franske Linieskibs-Kapitainer (capitaines de vaisseaux), som ere til Tjeneste i Eskadren, og De retter derfor det Spørgsmaal, til hvem Kommandoen skal overgaa i Tilfælde af, at De selv maatte blive forhindret i at føre den.»Skjøndt dette Spørgsmaal i sig selv er af den Natur, at jeg paa Forhaand kunde være sikker paa KeiserensOpfattelse af Sagen, har jeg dog forelagt Spørgsmaalet for Hs. Majestæt. Hans Decision i Sagen følger nedenfor, og De vil, saafremt det er nødvendigt, have at meddele de Paagjældende denne:»De danske Skibschefer, Officerer og Mandskaber, som forrette Tjeneste paa den franske Eskadre paa Schelden, ville være at betragte som Auxiliaire, og Overkommandoen i Eskadren vil derfor, naar Admiralen paa Grund af Fraværelse eller af enhver anden Aarsag er forhindret i at føre Kommandoen, overgaa til den franske Linieskibschef, som efter den franske Marines Anciennetetsliste er den ældste. —»Modtag, Hr. Kontre-Admiral, Forsikringen om min udmærkede Høiagtelse.Decrès.«
»Paris, den 18/9 1808.[41]
Fra Ministeren
tilKontre-Admiral Missiessy,Chef for Scheldeflaaden.
»Hr. Kontre-Admiralen har ved Skrivelse af 10de d. M. henledet min Opmærksomhed paa den Omstændighed, at d’Hrr. danske Kapitainer, som have Kommandoen over keiserlige Skibe paa Schelden, i Anciennetet ere ældre end alle de franske Linieskibs-Kapitainer (capitaines de vaisseaux), som ere til Tjeneste i Eskadren, og De retter derfor det Spørgsmaal, til hvem Kommandoen skal overgaa i Tilfælde af, at De selv maatte blive forhindret i at føre den.
»Skjøndt dette Spørgsmaal i sig selv er af den Natur, at jeg paa Forhaand kunde være sikker paa KeiserensOpfattelse af Sagen, har jeg dog forelagt Spørgsmaalet for Hs. Majestæt. Hans Decision i Sagen følger nedenfor, og De vil, saafremt det er nødvendigt, have at meddele de Paagjældende denne:
»De danske Skibschefer, Officerer og Mandskaber, som forrette Tjeneste paa den franske Eskadre paa Schelden, ville være at betragte som Auxiliaire, og Overkommandoen i Eskadren vil derfor, naar Admiralen paa Grund af Fraværelse eller af enhver anden Aarsag er forhindret i at føre Kommandoen, overgaa til den franske Linieskibschef, som efter den franske Marines Anciennetetsliste er den ældste. —
»Modtag, Hr. Kontre-Admiral, Forsikringen om min udmærkede Høiagtelse.
Decrès.«
Der affeiende Maade, hvorpaa Keiseren havde behandlet Anciennetetsspørgsmaalet, overbeviste vel de to Kapitainer om, at enhver Mulighed om yderligere Forhandling var afskaaret, men da de samtidig følte sig overbeviste om, at der var begaaet Uret imod dem, og at de skyldte den Marine, de tilhørte, at værne om dens Ære, søgte de Tilflugt under det danske Admiralitets Vinger og indgik til dette med en Fællesrapport[42], hvis Hovedpunkt selvfølgelig var Anciennetetsspørgsmaalet, men som tillige indeholdt en omstændelig Klage over alle de uafhjulpne Mangler, hvorunder de danske Besætninger stadig maatte lide. Rapporten er dateret Orlogsskibet »Pulstuck«[43]den 31te (?) September1808, tilankers paa Schelden ved Vliessingen. De indstillede heri underdanigst, »om vi kan eller bør renoncere paa vores Anciennetet, saa meget mere da vi ei føre det kjære danske Flag, og altsaa ingen Aarsag er til at anse os som Auxiliaire. Vi bede meget, at Kollegiet vil antage sig denne Sag og tør haabe, at vi til det meget Ubehagelige, vi maa igjennemgaa, ei endnu skal se os tilsidesatte som danske Søofficerer, der vistnok kan maale sig med alle andre.«
»Vi behøve vistnok ikke at anmærke,« — saaledes slutter Rapporten, — »hvor tungt det er for os med den bedste Villie, at se os mangle kraftige Midler, og saaledes være Aarsag i, at den danske Marine skulde tabe den Roes, den Agtelse, den fra Arilds Tid har havt hos Venner og Fjender.«
I Kjøbenhavn var man bleven alt andet end behagelig overrasket ved Modtagelsen af Fællesrapporten, der med rene, klare Ord fortalte, hvor mislig og uholdbar Situationen paa Schelde-Flaaden i Grunden var for de Danske. Den Følelse har sikkert ikke kunnet holdes tilbage hos dem, der stod i Spidsen for Marinens Bestyrelse, at Skylden for det daarlige Forhold, der daglig forværredes, og inden ret mange Maanederskulde føre til en Katastrophe, ikke tilfulde kunde lægges dem til Last, som for Øieblikket maatte lide under Følgerne deraf, men havde sin dybeste Grund i den mangelfulde Maade, hvorpaa Forholdet fra Begyndelsen af var bleven ordnet. I Erkjendelse heraf ansaa Admiralitetet det som en Pligt at anvende sin Indflydelse paa at fremskynde Afhjælpelsen af de Mangler, hvorover der saa indtrængende var bleven klaget, medens man samtidig ønskede saavidt muligt at undgaa ethvert Skridt, der kunde støde de franske Autoriteter. Man valgte derfor den lemfældige Fremgangsmaade under 22de Oktober at sende Fællesrapporten til Departementet for udenlandske Sager[44]ledsaget af en Anmodning om, at Departementet gjennem den kongelige danske Gesandt i Paris, Geheimeraad Dreyer, vilde yde sin Bistand til at udvirke de omtalte Mangler afhjulpne.
For endvidere at vise, hvilken Anskuelse Admiralitetet selv havde om dette Spørgsmaal, og at man ikke paa alle Punkter billigede de to Officerers Optræden sendtes tillige til Gjennemlæsning den Svarskrivelse, som Admiralitetet agtede at afsende til Vliessingen, og hvis Hovedpunkter nedenfor gjengives[45]:
» TilHr. Kapitain Rosenvingeà Vliessingen.»For om muligt at bevirke, at der kunde tages Hensyn paa Deres hos Sø-Ministeren gjordte Reqvisition,har Man tilstillet det kongelige Departement for de udenlandske Sager her, Deres seneste Skrivelse af 28de Septbr. med Anmodning at ville igjennem vor Minister i Paris bevirke det fornødne; Kollegiet, som ganske er enig med Dem, saavelsom med Hr. Baron Holsten hvad Mangels Posterne angaar saavel i Henseende til det fugtige Krudtkammer, som Jernets og Blokværkets slette Bonitet, den store Mangel paa Sprøiter m. v. og kan Man ikke tilbageholde sin Forundring over at en Eskadrechef som Admiral Missiessy kan derved være stum, maa alene anmærke, at Man ved saadanne igjentagne Rekvisitioner kan aldrig være forsigtig nok med at vælge sine Udtryk.»Iblandt Deres Fordringer er der en, som forekommer Kollegiet lidt betænkelig, nemlig ved den kommanderende Admirals dødelige Afgang De som fremmed skulde træde op til Kommandør over Eskadrer og Expeditioner, Vi troer ikke, at den franske Regjering vil akkordere det, ei heller troer vi, at De ville være tjent med at faa den« ...Admiralitets- og Kommissariats Kollegium,d. 22de Oktober 1808.Wleugel.Bille.Grove.
» Til
Hr. Kapitain Rosenvinge
à Vliessingen.
»For om muligt at bevirke, at der kunde tages Hensyn paa Deres hos Sø-Ministeren gjordte Reqvisition,har Man tilstillet det kongelige Departement for de udenlandske Sager her, Deres seneste Skrivelse af 28de Septbr. med Anmodning at ville igjennem vor Minister i Paris bevirke det fornødne; Kollegiet, som ganske er enig med Dem, saavelsom med Hr. Baron Holsten hvad Mangels Posterne angaar saavel i Henseende til det fugtige Krudtkammer, som Jernets og Blokværkets slette Bonitet, den store Mangel paa Sprøiter m. v. og kan Man ikke tilbageholde sin Forundring over at en Eskadrechef som Admiral Missiessy kan derved være stum, maa alene anmærke, at Man ved saadanne igjentagne Rekvisitioner kan aldrig være forsigtig nok med at vælge sine Udtryk.
»Iblandt Deres Fordringer er der en, som forekommer Kollegiet lidt betænkelig, nemlig ved den kommanderende Admirals dødelige Afgang De som fremmed skulde træde op til Kommandør over Eskadrer og Expeditioner, Vi troer ikke, at den franske Regjering vil akkordere det, ei heller troer vi, at De ville være tjent med at faa den« ...
Admiralitets- og Kommissariats Kollegium,d. 22de Oktober 1808.
Wleugel.Bille.Grove.
Hvor ubehageligt et Indtryk Kapitainerne Rosenvinge’s og Holsten’s Fællesrapport end havde gjort i Kjøbenhavn, da man derigjennem saa, hvilken uheldig Vending Sagerne havde taget paa Schelden, vilde Regjeringen dog have faaet et langt klarere Billede af Situationens Uholdbarhed og Farlighed, hvis den havde kjendt Indholdet af det tidligere omtalte Aktstykke »Affaire Rosenvinge«, som Hertugen af Decrès omtrent samtidig forelagde Keiser Napoleon. Ministeren gjennemgik heri de forskjellige Anker, der varefremkomne fra dansk Side, viste, hvad man havde gjort for at afhjælpe de tilstedeværende Mangler og udtalte paa sine Steder en lige saa berettiget som skarp Kritik over de Dimensioner, Fordringerne fra dansk Side havde antaget, og navnlig over den Maade, hvorpaa de vare blevne fremsatte i den senere Tid. Med Hensyn til den sidst foreslaaede Forandring i Bespisningsreglementet,[46]fraraadede Ministeren Keiseren bestemt at strække sig videre, dels fordi der allerede efter hans Formening var gjort tilstrækkeligt, men navnlig fordi den foreslaaede Forøgelse vilde medføre en altfor stor Udgift.
Ministeren afslutter sin Indberetning til Keiseren med følgende meget for haarde Udtalelse:
»Alle Mr. Rosenvinges detaillerede Klager vise kun, at han enten er en udygtig Officer, der har gjort sig til Princip at dadle alt, eller ogsaa en Mand, der af Uvillie ikke vil benytte de Hjælpekilder, han har.»Naar man gjennemlæser Mr. Rosenvinges Korrespondance, hvori han taler i sit eget og alle de Danskes Navn, øiner man kun Lunefuldhed, Utilfredshed, Fordringer og ofte Uduelighed. Han siger, at hans Konge ikke vil tilgive ham, hvis han ikke forlanger at forlade sin Kommando, naar man ikke lader hans Forlangender vederfares Retfærdighed. Man skimter tydeligt igjennemnogle beundrende Ord om Keiseren og den militaire Hæder den sletteste Karakter, og denne Mand, der for en Maaned siden kun fremkom med maadeholdne Fordringer, har pludselig slaaet om, hvadenten han fra sin Regjering har modtaget uheldige Vink eller han, nu da han ser, at Eskadrens Afseiling er nær forestaaende, paa Grund af den fremrykkede Aarstid slutter, at dens Bestemmelsessted ikke kan være Østersøen. Dette har vakt Utilfredshed saavel hos ham som hos Baron Holsten og fremkaldt hans Ønske om at forlade Deres Majestæts Tjeneste og vende hjem. Jeg kan ikke undlade at fremhæve for Deres Majestæt, at man ikke kan love sig noget godt af den Aand, der hersker iblandt de danske Officerer, og at jeg forudser, at de have indgydt deres Mandskaber den samme Utilfredshed, og at det vil blive nødvendigt enten at lade dem faa en alvorlig Irettesættelse gjennem deres Regjering, eller at forlange dem afløste af andre Chefer.»Jeg indbefatter Baron Holsten heri, fordi Mr. Rosenvinge ogsaa taler paa hans Vegne, og det er sandsynligt, at begge ere lige fordringsfulde og lige delagtige i den slette Aand, som præger denne Brevvexling.«Decrès.
»Alle Mr. Rosenvinges detaillerede Klager vise kun, at han enten er en udygtig Officer, der har gjort sig til Princip at dadle alt, eller ogsaa en Mand, der af Uvillie ikke vil benytte de Hjælpekilder, han har.
»Naar man gjennemlæser Mr. Rosenvinges Korrespondance, hvori han taler i sit eget og alle de Danskes Navn, øiner man kun Lunefuldhed, Utilfredshed, Fordringer og ofte Uduelighed. Han siger, at hans Konge ikke vil tilgive ham, hvis han ikke forlanger at forlade sin Kommando, naar man ikke lader hans Forlangender vederfares Retfærdighed. Man skimter tydeligt igjennemnogle beundrende Ord om Keiseren og den militaire Hæder den sletteste Karakter, og denne Mand, der for en Maaned siden kun fremkom med maadeholdne Fordringer, har pludselig slaaet om, hvadenten han fra sin Regjering har modtaget uheldige Vink eller han, nu da han ser, at Eskadrens Afseiling er nær forestaaende, paa Grund af den fremrykkede Aarstid slutter, at dens Bestemmelsessted ikke kan være Østersøen. Dette har vakt Utilfredshed saavel hos ham som hos Baron Holsten og fremkaldt hans Ønske om at forlade Deres Majestæts Tjeneste og vende hjem. Jeg kan ikke undlade at fremhæve for Deres Majestæt, at man ikke kan love sig noget godt af den Aand, der hersker iblandt de danske Officerer, og at jeg forudser, at de have indgydt deres Mandskaber den samme Utilfredshed, og at det vil blive nødvendigt enten at lade dem faa en alvorlig Irettesættelse gjennem deres Regjering, eller at forlange dem afløste af andre Chefer.
»Jeg indbefatter Baron Holsten heri, fordi Mr. Rosenvinge ogsaa taler paa hans Vegne, og det er sandsynligt, at begge ere lige fordringsfulde og lige delagtige i den slette Aand, som præger denne Brevvexling.«
Decrès.
Man behøver kun at kjende den ovenfor anførte Slutning af Hertugen af Decrès’ udførlige Rapport til Keiseren, for at faa et Indtryk af, i hvor høi Grad han følte sig skuffet og fornærmet over den Maade, hvorpaa de danske Chefer havde belønnet hans Bestræbelser for at mildne de Ulemper og Ubehageligheder, som Tjenesten under fremmed Flag nødvendigvis maatte medføre, og man maa kun undre sig over, at Ministeren ikke fik Sagen førtigjennem og fik udvirket, at Cheferne for »Pultusk« og »Dantzick« bleve afløste af andre Officerer.
Eskadren havde i Sommerens Løb ligget til Ankers paa Schelden paa Rheden ved Oedekenkercke og senere, hen paa Efteraaret, ved Vliessingen. Skibene vare blevne organiserede, Besætningerne indexercerede, og nu da Ankerpladsen var bleven forlagt vester paa til Scheldens Munding, syntes Alt at tyde paa, at Eskadrens Bestemmelse var at gaa til Søs. Men snart efter hed det sig, at Aarets Kampagne var tilende, at Skibene ved Vinterens Komme skulde oplægges, og denne Antagelse viste sig ogsaa at være rigtig, idet der den 15de November indløb Ordre fra Paris til den Høistkommanderende om at indlægge i Vliessingen og desarmere.[47]Eskadrens Skibe ankom nu paa Rheden fra deres forskjellige Stationer og lagde ind paa Værftet, efterhaanden som man kunde tage imod dem. Den 30te November kom Linieskibet »Pultusk« ind, »Dantzick« nogle Dage tidligere. Chefen for det første af disse, Kapitain Rosenvinge, der den 29de November henimod Aften var kommet ned til Vliessingen med sit Skib, men ikke samme Dag naaede at komme ind paa Rheden, da Lodsen paa Grund af Mørket nægtede at tage ham ind, havde set sig nødsaget til at ankre udenfor.
Den følgende Morgen blæste det en flyvende Storm af SV. med svær Sø. Ankerpladsen var omgivet af Grunde og under disse Forhold ikke til at lide paa, skjøndt Linieskibet havde begge sine Ankere ude, og Chefen bestemte sig derfor til under alle Omstændigheder at søgeat slippe ind paa Rheden. Letningen lykkedes ogsaa uden Uheld. »Pultusk« stak det ene Anker fra sig, fik lettet det andet og stod nu indefter. Fra de franske Orlogsmænd paa Rheden havde man fulgt Manøvrens Gang og var nu med Forundring Vidne til den dristige Navigation. For Takkel og Toug, uden en eneste Stump Seil tilsat, skummede »Pultusk« for den svære Kuling ind paa Rheden. Det stævnede ned tæt agtenfor Linieskibet »Ville de Berlin«, men i det Øieblik, da man lagde Roret iborde for at dreie op paa Ankerpladsen, sprang Ratlinen. I dette kritiske Øjeblik, hvor Skibet havde mistet Styret, lod Kapitain Rosenvinge koldblodig sit Anker falde; — til al Lykke holdt Touget, »Pultusk« svaiede op og blev liggende paa sin Plads.[48]
Allerede forinden de to danske Chefer gjennem Admiralitetets Skrivelse vare blevne opfordrede til at vise mere Forsigtighed i deres Optræden lige overfor de franske Autoriteter, var der desværre atter kommen en Kurre paa Traaden. En ny Anmodning fra dansk Side og det derpaa følgende kategoriske Afslag havde foranlediget, at den sidste Rest af god Villie paa begge Sider blæstes bort, og Muligheden for et godt Samarbeide var derved bleven fjernere end nogensinde.
Ved Midten af Aarets sidste Maaned var nemlig Scheldeflaaden som tidligere nævnt bragt i Vinterhavn i Vliessingen. Ombord i Skibene var Flag og Vimpel strøget, men Folkene vedbleve at være under Kommando ombord, Tjenesten gik sin daglige Gang, og 2 Officerer og 2 Kadetter i hvert Skib gjordeskiftevis Vagt. Dagen gik med Afleveringer og Arbeide paa Værftet; thi efter Ministeriets Ordre skulde Skibene efterhaanden fuldstændig tømmes for hele deres Udrustningsmateriel og alt afleveres til Opbevaring i Magasinerne. Det var et besværligt og navnlig for de danske Søfolk utilfredsstillende Arbeide; Veiret var raat og fugtigt og de lokale Forhold paa Værftet saa slette, at Folkene i de kolde Vinterdage led betydeligt derunder.[49]
Hertil kom endvidere, at de afriggede Skibe vare høist uhyggelige og mangelfulde Opholdssteder for Mandskabet. Der fandtes ingen Kakkelovne ombord, og da Maden blev kogt iland i dertil indrettede Kogehuse, var Ilden slukket paa Kabyssen. Hele Skibet var følgelig gjennemfugtigt og koldt fra øverste til nederste Dæk, Folkene havde intet Sted, hvor de kunde tørre deres gjennemvaade Klæder, ja end ikke Lys var tilladt ombord, men kun som en uundgaaelig Nødvendighed stiltiende taalt. Disse uheldige sanitære Forhold undlod heller ikke at øve deres Virkning paa Sundhedstilstanden, der i sin Helhed ikke havde været videre god om Sommeren. »Pultusk« havde saaledes efter Indlægningen 30 Mand paa Sygelisten, »Dantzick« 40 Mand, de øvrige af Eskadrens Skibe endnu flere, og Ulemperne herved føltes i endnu højere Grad derved, at der intet Hospital fandtes iland, som kunde modtage de Syge, saa at manmaatte beholde dem ombord i Skibene, uden at være istand til at skaffe dem den tilstrækkelige Pleie.
Det var derfor med Modvillie og Mismod, at de Danske gik Vinteren imøde her i Vliessingen. Tanken om Krigen hjemme og Uvirksomheden under fremmed Flag under trykkende Forhold gjorde Stemningen mørk og trist for alle og ikke mindst for de Kommanderende.
Saa vidt man kunde skjønne, var der ingen Udsigt til Hjemsendelse fra fransk Tjeneste eller nogen Forandring i Sagernes Stilling; saasnart Foraaret kom, vilde Flaaden efter al Rimelighed blive udrustet paany og komme i Aktivitet forstærket med de Linieskibe, som i Aarets Løb vare blevne byggede, men hverken dette eller Udsigten til mulige Kampe med den engelske Kanalflaade kunde faa Sommerens Gjenvordigheder og Ubehageligheder til at træde i Baggrunden eller bringe de danske Chefer til at glemme de to Skibes mangelfulde Udrustning. De vare overbeviste om, at det Mandskab, de havde under deres Kommando, var saa fortrinligt, at de i Sømandsdygtighed kunde tage det op med hvilketsomhelst af de andre Skibe og give en Prøve paa, hvordan der kan manøvreres og arbeides i en Orlogsmand, der har en dygtig Besætning ombord, naar blot Reisninger, Seil, Kanoner, kort sagt, hele Materiellet er som det bør være.
Ledede af denne Overbevisning besluttede Kapitainerne Rosenvinge og Holsten endnu en Gang at gjøre et Forsøg paa ved den kommende Foraarsudrustning at faa de følelige Mangler ombord afhjulpne, som hidtil havde holdt deres Arbeidslyst bunden, og da de efter alt, hvad de havde set under deres Ophold paa Schelden,uden Partiskhed kunde vidne, at den Maade, hvorpaa et dansk Linieskib blev ekviperet og rigget, i enhver Henseende var bedre, navnlig i alt, hvad der angik praktisk, forsvarlig og sømandsmæssig Installation, toge de ikke i Betænkning nogle Uger forinden Ordren indløb til Eskadrens Indlægning at rette den Anmodning til den franske Marineminister, at Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick« ved den kommende Udrustning maatte blive »taklede efter dansk Maade«.
Det Svar, som Hertugen af Decrès gjennem Marine-Præfekten i Antwerpen, Mr. Malouet[50]gav paa den indkomne Begjæring, maatte, som man vil se, saavel ved sit Indhold som ved sin Form betage Lysten til at fremkomme med yderligere Forslag til Forandringer og Forbedringer i Scheldeflaadens Skibe:
»Ministeren paalægger mig paany meget bestemt ikke paa noget Punkt at tillade Afvigelse fra Reglementet, som gjælder ombord i »Pultusk« og »Dantzick« saavelsom i de andre Skibe. Installationen bør være ens i hele Eskadren. Jeg beder Dem derfor, mine Herrer, om ikke mere at anmode omEkvipering paa dansk Maade.»Jeg har den Ære at forsikre Dem om min fulde Højagtelse.Antwerpen d. 9. Oktober 1808.Malouet,Marine-Præfekt.TilHr.de Rosenvinge,Kapitain, Chef for »Pultusk«.«[51]
»Ministeren paalægger mig paany meget bestemt ikke paa noget Punkt at tillade Afvigelse fra Reglementet, som gjælder ombord i »Pultusk« og »Dantzick« saavelsom i de andre Skibe. Installationen bør være ens i hele Eskadren. Jeg beder Dem derfor, mine Herrer, om ikke mere at anmode omEkvipering paa dansk Maade.
»Jeg har den Ære at forsikre Dem om min fulde Højagtelse.
Antwerpen d. 9. Oktober 1808.
Malouet,Marine-Præfekt.
Til
Hr.de Rosenvinge,Kapitain, Chef for »Pultusk«.«[51]
Admiralitetets tidligere meddelte Skrivelse af 22de Oktober, der paalægger de 2 Skibes Chefer at vise mere Forsigtighed i deres Optræden ligeoverfor de franske Autoriteter, kom saaledes ikke tidsnok til at forhindre dette Skridt, der sikkerlig næppe har været vel overveiet. Det er udenfor al Tvivl, at Kapitainerne Rosenvinge’s og Holsten’s Forslag kun har haft det Maal for Øie at bringe saa meget som muligt ud af det Mandskab og Materiel, som var bleven dem betroet, og derved gavne det Flag og den Marine, som de tjente, men man kan desuagtet vanskelig forklare sig, at de have kunnet tro paa den Mulighed, at deres Forslag om at ekvipere to af Schelde-Flaadens Linieskibe paa dansk Maade vilde finde Anklang i en Marine som Frankrigs, der vel kunde respektere en Flaade med en saa lang og hæderlig Historie som Danmarks, men næppe kunde ønske at blive belært fra denne Kant. Det havde været baade klogere fra deres eget Standpunkt og ønskeligt for hele Situationen, om de havde ladet sig belære af Sommerens Erfaring og betænkt, at deres Forslag let kunde betragtes fra fransk Side som en skarp Kritik, der kastede Vrag paa hele det System, hvorefter man her ekviperede og udrustede Marinens Orlogsmænd.
Aaret nærmede sig imidlertid sin Ende, men uden nogen Udsigt til Forandring i Situationen. Det ensformige Værftsarbeide og de yderst sparsomme Kilder til Fornøielse og Adspredelse, som Vliessingen raadede over, formaaede ikke at jage Tiden paa Flugt, saa Dagen gik kun trægt og langsomt.
Om Aftenen naar Arbeidet var endt samledes Officererne i Reglen paa Kafeérne og Værtshusene i Byen og fordrev Tiden ved et Parti Billard eller et Glas, mende Danske manglede næsten altid ved disse kammeratlige Sammenkomster og Drikkegilder, dels fordi Sproget lagde dem Hindringer i Veien, men navnlig fordi de befandt sig bedre i deres egen Messe. Ved Eskadrens Indlægning paa Værftet havde nemlig de danske Chefer leiet et Hus i Byen, og her dannedes saa en afsluttet lille Koloni, hvor samtlige Officerer og Kadetter fra »Pultusk« og »Dantzick« holdt deres tarvelige[52]Maaltider i Fællesskab og iøvrigt forsamledes, naar Tjenesten tillod det.
Misfornøielsen i den danske Koloni havde henimod Juletid antaget store Dimensioner. Diskussionerne og Samtalerne imellem Officererne indbyrdes, naar man efter Middagen sad sammen ved Cigaren, dreiede sig i Reglen om et staaende Emne, — Beklagelse over de uheldige Forhold, hvorunder man virkede, og Utilfredshed over i Krigstid at ligge ørkesløse i en fremmed Orlogshavn, medens Kammeraterne hjemme vare i fuld Virksomhed i Kattegattet, Sundet og Belterne for at værne om Fædrelandet. Lysten til at vende hjem og atter at kunne sætte Foden paa et Dæk, hvorover Splitflaget vaiede, skjærpedes herved Dag for Dag og blev tilsidst saa mægtig, at Linieskibenes samtlige Officersbesætninger en Ugestid før Juleaften bestemte sig til i Fællesskab at foretage et Skridt i denne Anledning, og indgav in pleno nedenstaaende Ansøgninger til Admiralitetet i Kjøbenhavn, hvori de indtrængende bedeom blot at komme hjem, bort fra Vliessingen og Scheldeflaaden.
Underdanigst Pro Memoria.[53]»Ikkun Bevidstheden om den Deltagelse det kongelige Kollegium stedse har vist saavel for hele Marinens som enkelte Individers Vel, indgiver os Haabet om, at det ei vil lade ubønhørt denne vor underdanigste Ansøgning om Befrielse fra den kummerfulde Tilstand, hvori vi her befinde os, ligesom den og indgiver os Dristighed til at anføre de billige Grunde, der tale vor Sag. Eskadrens Indlægning i Vliessingens Bassin, saavelsom dens fuldkomne Desarmement overbeviser om Expeditionens Ende. Anførelsen af den forløbne Sommers smertelige Ubehageligheder vil for det kongelige Kollegium være en overflødig og trættende Igjentagelse.»En Vinter, hendøset i Lediggang og Ørkesløshed, og en Sommer end skrækkeligere end den allerede tilbragte, forestaa os. Stedse var det Danmarks vise og ædle Regjerings Bestræbelse at dele Byrden lige paa sine Undersaatter; vi vove derfor underdanigst at forestille, hvor smerteligt det maa være for os, fjernede fra et elsket Fødeland, til hvis Forsvar enhver brænder efter at kunne virke, at se os i et fremmed Land, under et fremmed Flag, uvirksomme, behandlede paa en os uværdig Maade og forsynede med Vaaben, der ei levne os det ringeste Haab om at kunne gjøre os værdige til den arvede Hæder, Danmarks Marine igjennem en Række af Aar med Rette er stolt af, og som vore Medbrødre hjemme daglig ved kjække Handlinger vedligeholde befæstet.Nationens og vor egen Ære byder os at fremsende Ønsket om Hjemkaldelse fra denne mere end pinlige Forfatning.»Danmarks ædle Fyrste vil, idet han indser Billigheden i denne vor underdanigste Ansøgning, ikke nægte sine mest betrængte Undersaatter sin Beskyttelse; og i Tillid til at det kongelige Kollegium, fuldkommen bekjendt med vor høist pinlige Stilling, vil bifalde og understøtte vor Begjæring, se vi med Længsel den Dag imøde, da vi med Medbrødre skal dele Fare og Ære ved Forsvaret af et elsket Fædrenelands Kyster.«underdanigstpaa Orlogsskibet »Pultusk«s samtlige Officerers VegneA. Schifter.P. Petersen.Orlogsskibet »Pultusk« den 18. Decbr. 1808.
Underdanigst Pro Memoria.[53]
»Ikkun Bevidstheden om den Deltagelse det kongelige Kollegium stedse har vist saavel for hele Marinens som enkelte Individers Vel, indgiver os Haabet om, at det ei vil lade ubønhørt denne vor underdanigste Ansøgning om Befrielse fra den kummerfulde Tilstand, hvori vi her befinde os, ligesom den og indgiver os Dristighed til at anføre de billige Grunde, der tale vor Sag. Eskadrens Indlægning i Vliessingens Bassin, saavelsom dens fuldkomne Desarmement overbeviser om Expeditionens Ende. Anførelsen af den forløbne Sommers smertelige Ubehageligheder vil for det kongelige Kollegium være en overflødig og trættende Igjentagelse.
»En Vinter, hendøset i Lediggang og Ørkesløshed, og en Sommer end skrækkeligere end den allerede tilbragte, forestaa os. Stedse var det Danmarks vise og ædle Regjerings Bestræbelse at dele Byrden lige paa sine Undersaatter; vi vove derfor underdanigst at forestille, hvor smerteligt det maa være for os, fjernede fra et elsket Fødeland, til hvis Forsvar enhver brænder efter at kunne virke, at se os i et fremmed Land, under et fremmed Flag, uvirksomme, behandlede paa en os uværdig Maade og forsynede med Vaaben, der ei levne os det ringeste Haab om at kunne gjøre os værdige til den arvede Hæder, Danmarks Marine igjennem en Række af Aar med Rette er stolt af, og som vore Medbrødre hjemme daglig ved kjække Handlinger vedligeholde befæstet.Nationens og vor egen Ære byder os at fremsende Ønsket om Hjemkaldelse fra denne mere end pinlige Forfatning.
»Danmarks ædle Fyrste vil, idet han indser Billigheden i denne vor underdanigste Ansøgning, ikke nægte sine mest betrængte Undersaatter sin Beskyttelse; og i Tillid til at det kongelige Kollegium, fuldkommen bekjendt med vor høist pinlige Stilling, vil bifalde og understøtte vor Begjæring, se vi med Længsel den Dag imøde, da vi med Medbrødre skal dele Fare og Ære ved Forsvaret af et elsket Fædrenelands Kyster.«
underdanigst
paa Orlogsskibet »Pultusk«s samtlige Officerers Vegne
A. Schifter.P. Petersen.
Orlogsskibet »Pultusk« den 18. Decbr. 1808.
Samtidig hermed indgik der følgende Pro-Memoria[54]fra samtlige Officerer ombord i Linieskibet »Dantzick«:
Underdanigst P. M.»En 8 Maaneders Kampagne er nu endt. Schelde-Eskadren er lagt ind i Vliessingen; en ørkesløs Vinter, en end ubehageligere Sommer end den passerede, kort en rædselsfuld Fremtid ser vi imøde og gjør os det til Pligt for vor Etatens, Nationens Skyld underdanigst at ansøge det høie Kollegium om Hjemkaldelse.»At ville anføre her de mangfoldige Aarsager til dette Skridt vilde kun være at trætte og bedrøve det høie Kollegium med Repetitionen af de Ubehageligheder, hvorom det sikkerligen allerede er underrettet. Ingen vil bedre end det høie Kollegium indse, hvor smertelig detmaa være at henleve denne Krig i den mest fortærende Ørkesløshed under et fremmed Flag, medens vore hjemmeværende Kammerater daglig vinde ny Laurbær om Danebroge, og Ingen vil ved at skaffe os hjem til vor Konges, Lands og en vor Mundering værdig Tjeneste mere forbinde Orlogsskibet »Dantzick«s underdanigste Officerer.«F. C. Holsten.C. A. Bendz.Orlogsskibet »Dantzick« i Vliessingen den 17de December 1808.
Underdanigst P. M.
»En 8 Maaneders Kampagne er nu endt. Schelde-Eskadren er lagt ind i Vliessingen; en ørkesløs Vinter, en end ubehageligere Sommer end den passerede, kort en rædselsfuld Fremtid ser vi imøde og gjør os det til Pligt for vor Etatens, Nationens Skyld underdanigst at ansøge det høie Kollegium om Hjemkaldelse.
»At ville anføre her de mangfoldige Aarsager til dette Skridt vilde kun være at trætte og bedrøve det høie Kollegium med Repetitionen af de Ubehageligheder, hvorom det sikkerligen allerede er underrettet. Ingen vil bedre end det høie Kollegium indse, hvor smertelig detmaa være at henleve denne Krig i den mest fortærende Ørkesløshed under et fremmed Flag, medens vore hjemmeværende Kammerater daglig vinde ny Laurbær om Danebroge, og Ingen vil ved at skaffe os hjem til vor Konges, Lands og en vor Mundering værdig Tjeneste mere forbinde Orlogsskibet »Dantzick«s underdanigste Officerer.«
F. C. Holsten.C. A. Bendz.
Orlogsskibet »Dantzick« i Vliessingen den 17de December 1808.
Begge disse Aktstykker ere saa karakteristiske i deres Form og betegnende for Situationen, at man derigjennem faar et godt Begreb om Stemningen iblandt de danske Officerer, men man faar samtidig ved Gjennemlæsningen det Indtryk, at Længslen hjemefter har malet Situationen mørkere og forledet til at bruge stærkere Farver end strængt nødvendigt.
De samme Bevæggrunde, som ledede de danske Officerer til at ansøge om Hjemkaldelse fra Frankrig, bragte ogsaa Mandskaberne til at slaa et Slag for at komme hjem til Danmark, og de indsendte derfor igjennem deres Chefer en allerunderdanigst Pro Memoria herom til Admiralitetet i Kjøbenhavn,[55]hvori de klagede deres Nød.
Linieskibet »Dantzick«s Besætning skrev saaledes:
Orlogsskibet »Dantzick« den 14. December 1808.Allerunderdanigst Pro Memoria.[56]»Det Danske Mandskab ombord i ovenmeldte franske Orlogsskib ansøger allerunderdanigst om Hjemkaldelsetil Danmark, thi for at (naa?)[57]vort kjære Fødeland ere vi blevne blottede for Klæder, og 2-3 Aars møisommelige Fortjeneste er ødelagt, besværlige Reiser har kostet, hvad vi havde fortjent. En uvant og tillige liden Føde foraarsager Sygdom og et svækket Legeme. Den Gage, vi faar, bliver forbrugt til at afhjælpe Manglen paa Kosten og næppe endda kan forslaa. Intet er tilovers til de nødvendige Klæder, undtagen man maa lide Mangel paa det nødvendige Livets Ophold.»Mange ombord, som sidde i smaa Omstændigheder og tillige ere gifte og ikke have mere at tage af, end hvad de kunne fortjene, have Kone og Børn og svage Forældre at forsørge, for dem er det tungt at tænke paa, de lide Mangel og ei kan saa gjerne de vil afhjælpe den. Enhver gaar med et betynget Hjerte for sit og sines daglige Udkomme i en saa besværlig Tid. Og derfor ansøges allerunderdanigst det høie kongelige danske Admiralitet om Deres milde Hjælp til Befrielse fra denne tunge og utænkte Tjeneste.»Thi vor Tanke var og altid har været at tjene vort kjære Fødeland, som vi ved os tilkommer, men ei var betænkt paa at komme i saa ussel en Tilstand som denne er for enhver, der har Følelse for sig selv.»Enhver er fornøjet at tjene i hvad Fag i dansk Tjeneste, det bliver befalet, og skal stedse med Glæde forrette sin Tjeneste. Sygdom, Kummer og Sorg for sin og sines Tilstand kan dræbe det stærkeste Menneske, hvilket vi alle er befriet for, naar vi tjene vort eget Fædreland, hvor alting er foranstaltet til det bedste saavel for den lave som for de højere. Vor inderligste Tak ogHengivenhed i alle Maader skal bevises af enhver, om der er Mulighed til Befrielse fra denne Tjeneste.«Paa egne og hele Mandskabets VegneMagnus Neils.J. F. Larsen.TilDet høie kongelige danske Admiralitet i Kjøbenhavn.
Orlogsskibet »Dantzick« den 14. December 1808.
Allerunderdanigst Pro Memoria.[56]
»Det Danske Mandskab ombord i ovenmeldte franske Orlogsskib ansøger allerunderdanigst om Hjemkaldelsetil Danmark, thi for at (naa?)[57]vort kjære Fødeland ere vi blevne blottede for Klæder, og 2-3 Aars møisommelige Fortjeneste er ødelagt, besværlige Reiser har kostet, hvad vi havde fortjent. En uvant og tillige liden Føde foraarsager Sygdom og et svækket Legeme. Den Gage, vi faar, bliver forbrugt til at afhjælpe Manglen paa Kosten og næppe endda kan forslaa. Intet er tilovers til de nødvendige Klæder, undtagen man maa lide Mangel paa det nødvendige Livets Ophold.
»Mange ombord, som sidde i smaa Omstændigheder og tillige ere gifte og ikke have mere at tage af, end hvad de kunne fortjene, have Kone og Børn og svage Forældre at forsørge, for dem er det tungt at tænke paa, de lide Mangel og ei kan saa gjerne de vil afhjælpe den. Enhver gaar med et betynget Hjerte for sit og sines daglige Udkomme i en saa besværlig Tid. Og derfor ansøges allerunderdanigst det høie kongelige danske Admiralitet om Deres milde Hjælp til Befrielse fra denne tunge og utænkte Tjeneste.
»Thi vor Tanke var og altid har været at tjene vort kjære Fødeland, som vi ved os tilkommer, men ei var betænkt paa at komme i saa ussel en Tilstand som denne er for enhver, der har Følelse for sig selv.
»Enhver er fornøjet at tjene i hvad Fag i dansk Tjeneste, det bliver befalet, og skal stedse med Glæde forrette sin Tjeneste. Sygdom, Kummer og Sorg for sin og sines Tilstand kan dræbe det stærkeste Menneske, hvilket vi alle er befriet for, naar vi tjene vort eget Fædreland, hvor alting er foranstaltet til det bedste saavel for den lave som for de højere. Vor inderligste Tak ogHengivenhed i alle Maader skal bevises af enhver, om der er Mulighed til Befrielse fra denne Tjeneste.«
Paa egne og hele Mandskabets Vegne
Magnus Neils.J. F. Larsen.
Til
Det høie kongelige danske Admiralitet i Kjøbenhavn.
Det enstemmige Raab om Hjælp og Befrielse, der gjennem de her gjengivne Ansøgninger lød ovre fra Schelden, var saa klagende, at Admiralitetet bestemte sig til at foretage Skridt for at faa Officerer og Mandskab hjemkaldt fra fransk Tjeneste. Ansøgningerne vare strax efter deres Ankomst til Kollegiet blevne sendte til Kongen, og under 5te Januar 1809 befalede Hs. Majestæt dem tilstillede Departementet for de udenlandske Sager.
Herfra indløb der faa Dage efter følgende Skrivelse:[58]
»Ved igjen at tilbagesende de os ved Skrivelse af 6te d. M. meddelte originale Rapporter og Ansøgninger fra de til Vliessingen beordrede kongelige Officerer af Søetaten, undlade vi ikke tjenstligst at tilkjendegive det kongelige Admiralitets- og Kommissariats-Kollegie, at vi dels i Anledning af Sammes foregaaende Meddelelser over denne Gjenstand, dels ifølge Hans Majestæts allerhøieste Befaling desangaaende, allerede for nogen Tid siden have overdraget til det kongelige Gesandtskab i Paris at søge at udvirke, at samtlige i Vliessingen befindtlige kongelige danske Søofficerer og Matroser maattenu vende tilbage til deres Fædreneland, for her at ansættes til Tjenesten.«Departementet for de udenlandske Sager den 10. Januar 1809.C. Bernstorff.J. Bernstorff.TilDet kongelige Admiralitets- og Kommissariats Kollegium.
»Ved igjen at tilbagesende de os ved Skrivelse af 6te d. M. meddelte originale Rapporter og Ansøgninger fra de til Vliessingen beordrede kongelige Officerer af Søetaten, undlade vi ikke tjenstligst at tilkjendegive det kongelige Admiralitets- og Kommissariats-Kollegie, at vi dels i Anledning af Sammes foregaaende Meddelelser over denne Gjenstand, dels ifølge Hans Majestæts allerhøieste Befaling desangaaende, allerede for nogen Tid siden have overdraget til det kongelige Gesandtskab i Paris at søge at udvirke, at samtlige i Vliessingen befindtlige kongelige danske Søofficerer og Matroser maattenu vende tilbage til deres Fædreneland, for her at ansættes til Tjenesten.«
Departementet for de udenlandske Sager den 10. Januar 1809.
C. Bernstorff.J. Bernstorff.
Til
Det kongelige Admiralitets- og Kommissariats Kollegium.
Skjøndt der saaledes fra den danske Regjerings Side blev gjort Anstrengelser for at faa Officerer og Mandskab hjem til Danmark, hvor man nu begyndte at trænge til deres Kræfter efterhaanden som det lykkedes at stille noget Flaademateriel paa Benene, førte Forhandlingerne dog ikke til noget Resultat i denne Retning. Aaret 1809 begyndte for de Danske paa Schelden lige saa trist som det gamle Aar var sluttet uden Udsigt til Forandring; da indtraf der i Januar Maaned Ordre fra det franske Marineministerium om at Besætningerne paa Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick« uden Ophold skulde afgaa over Land til Brest for der at gaa ombord i 2 andre, som sagdes at være bestemte til en hemmelig Expedition.[59]Ordrens Udførelse hastede saa meget, at Officerer, Mandskab og Bagage skulde transporteres over Land paa Vogne Dag og Nat for at naa Bestemmelsesstedet saa hurtigt som muligt. Denne Disposition fra Marineministeriet kom aldeles uventet og slog ned som en Bombe i den danske Koloni. Man havde saa sikkert haabet, at den eneste Ordre, man havde i Vente, var Hjemkaldelsesordren til Danmark, og nu stod man pludselig i Begreb med atblive transporteret til en anden Orlogshavn uden at vide, hvad Øiemedet var med denne Expedition. De to danske Skibschefer, som i sin Tid havde modtaget Ordre til at overtage Kommandoen af de i Vliessingen liggende Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick«, mente, at de ifølge denne Befaling kun kunde anvendes til Tjeneste her og antog, at en Forflyttelse fra det i Ordren nævnte Sted for deres Virksomhed kun kunde være berettiget, naar de danske Autoriteter havde givet deres Minde hertil.
Som Følge at denne Opfattelse troede de danske Chefer ikke, at de kunde tage Ansvaret paa sig for en Handling, hvorved Anvendelsen af to Linieskibes Besætning — omtrent 1300 Mand — blev en anden end den, Hs. Majestæt havde bestemt.
Endnu en Gang skulde altsaa dette ulykkelige Afhængighedsforhold til Admiralitetet i Kjøbenhavn, som hele Sommeren igjennem havde vist sig saa fordærveligt, drive sit Spil, og denne Gang med saa alvorlige Følger efter sig, at det blev den sidste.
Det er ufatteligt, at to saa dygtige Officerer som Kapitainerne Rosenvinge og Holsten, der under deres Ophold i fransk Tjeneste havde gjort saa dyrekjøbt en Erfaring i denne Henseende, ikke have kunnet indse, at hvor loyal end deres Tænkemaade var ligeoverfor Konge og Fædreland, maatte den Fordring, at det danske Admiralitet skulde have en Haand med, hvor det blot gjaldt om en Forflyttelse af Mandskab og Materiel, kort sagt en strategisk Forholdsregel, selvfølgelig fra et militairt Standpunkt betragtes som en Umulighed. Og det er lige saa uforstaaeligt, at de ikke have kunnet se, at det Standpunkt, de indtoge i denne Sag, maatte drage de farligste Konsekvenser efter sig, og at de stode i Begrebmed at gjøre det mest vovelige Skridt, som en Militair kan foretage sig i Krigstid: at nægte at lystre. —
Man kan vel ikke andet end til en vis Grad respektere den yderliggaaende Følelse af Ansvar og Pligt hos de danske Skibschefer ligeoverfor Bogstaven i deres Ordre hjemmefra, men det bør dog ikke her glemmes, at Kapitainerne Rosenvinge og Holsten ved Siden heraf ogsaa havde et Ansvar ligeoverfor den Regjering, under hvis Flag de tjente og at de sikkert burde have betænkt den Fare, der ramte Disciplinen i hele Scheldeflaaden, naar to af dens Linieskibe nægtede at lystre Ordre.
Saasnart det blev bekjendt ombord, hvad Skrivelsen fra det franske Ministerium indeholdt, og at Afreisen var forestaaende, viste der sig bestemte Tegn paa, at Udførelsen af Ordren ogsaa vilde støde paa Modstand fra Mandskabernes Side. Det saa næsten ud, som om Folkene havde en Anelse om, at de ikke vilde staa alene, naar de vovede dette betænkelige Skridt, men maaske endogsaa finde Støtte hos deres Chefer, og paa den anden Side er det ikke urimeligt at antage, at disse i dette fredelige Mytteri have fundet en Berettigelse af deres egen Optræden.
Denne Antagelse bestyrkes ogsaa ved den frimodige Maade, paa hvilken Folkene optraadte ved denne Leilighed og underrettede deres Chefer om, at de ikke havde i Sinde at lystre den omtalte Ordre, en Beslutning, som under almindelige Forhold vilde have bragt adskillige af dem til at ende deres Liv under Fokkeraaen. I et Antal af 2-300 begav de danske Matroser sig til deres Chefer og erklærede paa det bestemteste, at de ikke vilde gaa til Brest idet de tilfølede: »at de vilde adlyde i Skibet, mennaar de kom i Land og ved Magt skulde forceres til Afmarch, vilde de aftrække Klæderne og lade sig nøgne ihjelskyde; den første Død var bedre end den sidste; de havde allerede lidt for meget og vilde saameget mindre forlade Vliessingen, som de gjorde sig Haab om ifølge deres indgivne Ansøgning at blive kaldte hjem og derfor vilde oppebie deres Konges Resolution.«[60]
Medens saaledes saavel Chefernes som Mandskabets Holdning efter det ovenfor anførte var givet, stode Officererne temmelig indifferente, uden endnu at indtage nogen bestemt Stilling til Spørgsmaalet. De indskrænkede sig til at faa Mandskabet bragt til Rolighed ombord i Skibene, men intet mere, idet de indsaa, at deres Myndighed over Folkene ikke spændte videre. Som Følge heraf gjordes der heller ikke fra Officerernes Side yderligere Forsøg paa at faa Besætningerne til at gjøre deres Pligt, man slog sig til Ro med det Faktum, at Folkene ikke vilde forlade Vliessingen, ja Næstkommanderende ombord i »Dantzick«, Kapitainlieutenant Fasting, udstedte endog følgende eiendommelige skriftlige Erklæring til Bekræftelse herpaa:[61]