»I December Maaned f. A. have vi underdanig ansøgt det høie Kollegium om at blive hjemkaldte til Tjeneste i Fædrelandet. Vor Ansøgning var da grundet paa, at vi her gjorde en besværlig og ufuldkommen Tjeneste, som i sig selv var os en sand Plage, saa meget mere som vi derved ikke indsaa at virke noget for Fædrelandet.»Det høie Kollegium har gunstig tilsagt os, at Hans Majestæt vilde allernaadigst efter Omstændighederne tage vor Ansøgning i Betragtning.»Siden den Tid ere Tilfælde indtrufne, der have saa meget forøget det Onde, vi føle ved at være i denne Tjeneste, at vi næppe have været i Stand til at bære det. Som Næstkommanderender paa disse Skibe have vi upaatvivlelig havt de fleste Vanskelighederog Fortrædeligheder at gjennemgaa; disse have været saa meget større, da vi ikke have været det franske Sprog mægtige. Saavel vort Sind som vort Helbred er derved sat i en Forfatning, hvori vi finde os det en Umulighed længere at kunne udholde at gjøre Tjenesten her, saaledes som danske Søofficerer bør gjøre den. Med al mulig Kjæmpen mod vor ubehagelige Sindsforfatning se vi med forøget Græmmelse, at vi ere en Plage saavel for os selv som for dem, vi have med at bestille.»Det Glimt af Haab, vi engang havde om at komme samlede hjem, anse vi som forsvundet. Vi indfly derfor med Bøn, at det høie Kollegium gunstigst vil forelægge Hs. Majestæt vor Sag, og formaa ham til at række sin landsfaderlige Haand til tvende Sønner af den Etat, han ved sin direkte Bestyrelse i en lang Række af Aar har opflammet til hæderlige Handlinger.»Vi bede om at blive afløste og i Fædrenelandet at tilbagevinde den Kraft og Sindsstemning, der er nødvendig til Handlinger, der kan gjøre os denne Naade værdige.»Det er vist ubehageligt at søge at bringe Andre ind i en Stilling, man selv finder saa trykkende og derfor ønsker at komme ud af, men dels er det os en uundgaaelig Nødvendighed, og videre give vi os den Frihed at bemærke, at vore Afløsere, især om de ere det franske Sprog mægtige, ikke kan i Fremtiden have de Vanskeligheder og Fortrædeligheder at gjennemgaa, som vi have havt. Tingene ere nu i en Slags Orden. De ere heller ikke udsatte for at møde saadanneTilfælde som de, der fornemlig have forspændt vore Kræfter.»Vi anbefale os til det høie Kollegies Forsorg«.UnderdanigstFasting.Stephansen.Orlogsskibet »Dantzick«, den 23. Mai 1809.
»I December Maaned f. A. have vi underdanig ansøgt det høie Kollegium om at blive hjemkaldte til Tjeneste i Fædrelandet. Vor Ansøgning var da grundet paa, at vi her gjorde en besværlig og ufuldkommen Tjeneste, som i sig selv var os en sand Plage, saa meget mere som vi derved ikke indsaa at virke noget for Fædrelandet.
»Det høie Kollegium har gunstig tilsagt os, at Hans Majestæt vilde allernaadigst efter Omstændighederne tage vor Ansøgning i Betragtning.
»Siden den Tid ere Tilfælde indtrufne, der have saa meget forøget det Onde, vi føle ved at være i denne Tjeneste, at vi næppe have været i Stand til at bære det. Som Næstkommanderender paa disse Skibe have vi upaatvivlelig havt de fleste Vanskelighederog Fortrædeligheder at gjennemgaa; disse have været saa meget større, da vi ikke have været det franske Sprog mægtige. Saavel vort Sind som vort Helbred er derved sat i en Forfatning, hvori vi finde os det en Umulighed længere at kunne udholde at gjøre Tjenesten her, saaledes som danske Søofficerer bør gjøre den. Med al mulig Kjæmpen mod vor ubehagelige Sindsforfatning se vi med forøget Græmmelse, at vi ere en Plage saavel for os selv som for dem, vi have med at bestille.
»Det Glimt af Haab, vi engang havde om at komme samlede hjem, anse vi som forsvundet. Vi indfly derfor med Bøn, at det høie Kollegium gunstigst vil forelægge Hs. Majestæt vor Sag, og formaa ham til at række sin landsfaderlige Haand til tvende Sønner af den Etat, han ved sin direkte Bestyrelse i en lang Række af Aar har opflammet til hæderlige Handlinger.
»Vi bede om at blive afløste og i Fædrenelandet at tilbagevinde den Kraft og Sindsstemning, der er nødvendig til Handlinger, der kan gjøre os denne Naade værdige.
»Det er vist ubehageligt at søge at bringe Andre ind i en Stilling, man selv finder saa trykkende og derfor ønsker at komme ud af, men dels er det os en uundgaaelig Nødvendighed, og videre give vi os den Frihed at bemærke, at vore Afløsere, især om de ere det franske Sprog mægtige, ikke kan i Fremtiden have de Vanskeligheder og Fortrædeligheder at gjennemgaa, som vi have havt. Tingene ere nu i en Slags Orden. De ere heller ikke udsatte for at møde saadanneTilfælde som de, der fornemlig have forspændt vore Kræfter.
»Vi anbefale os til det høie Kollegies Forsorg«.
Underdanigst
Fasting.Stephansen.
Orlogsskibet »Dantzick«, den 23. Mai 1809.
Da Ansøgningen blev forelagt Cheferne til Anbefaling forinden Afsendelsen til Admiralitetet, forsynede v. Berger den med følgende Paategning:
»Uagtet det vilde være et Tab for mig, kan jeg dog ikke andet end paa det kraftigste anbefale Hr. Kapitainlieutenant Fastings underdanigste Ansøgning til det høie Kollegio, hvis Helbred Dag for Dag aftager, og vil han næppe kunne faa den igjen, dersom han skal forblive«.v. Berger.
»Uagtet det vilde være et Tab for mig, kan jeg dog ikke andet end paa det kraftigste anbefale Hr. Kapitainlieutenant Fastings underdanigste Ansøgning til det høie Kollegio, hvis Helbred Dag for Dag aftager, og vil han næppe kunne faa den igjen, dersom han skal forblive«.
v. Berger.
v. Dockum derimod, afslog at give Ansøgningen sin Anbefaling og skrev kort og godt nedenunder: »forevist v. Dockum.«
Om end v. Dockum’s og v. Berger’s forskjellige Stilling overfor deres Næstkommanderenders Ansøgning selvfølgelig ikke giver os nogen dybere Kjendskab til de to Chefers Karakter, giver den os dog maaske et lille Indblik i denne. v. Berger staar som den velvillige Mand, der viser Imødekommenhed overfor sin Næstkommanderendes personlige Ønske. v. Dockum derimod staar som den, der intet Hensyn tagertil saadanne, og nægter at anbefale et Skridt, som han ikke anser nødvendigt for Tjenestens Tarv.
Tilfældet vilde imidlertid, at denne lille Uoverensstemmelse imellem de to Chefers Opfattelse ingen Betydning skulde faa, idet Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen kort Tid efter atter toge deres Ansøgning tilbage. Grunden til dette uventede Skridt og til at de Officerer, der stode i Begreb med at reise tilbage til Danmark, samtidig alle som én ansøgte om foreløbig at maatte forblive til Tjeneste paa Scheldeflaaden, var den, at det engelske Angreb var umiddelbart forestaaende. Under saadanne Omstændigheder mente de danske Officerer ganske naturligt, at de burde blive paa deres Post. Som man kunde vente, blev et saadant Tilbud modtaget meget gunstigt af den franske Regjering, tilmed da der netop nu var Brug for flere Officerer.
Scheldeflaaden begyndte nemlig i de Dage at trække Forstærkning til sig af mindre Skibe. Hidtil havde dette Led manglet i det maritime Forsvar, idet Linieskibene havde været de eneste Krigsskibe paa Floden. I Anledning af de forestaaende Begivenheder gjordes der nu en Forandring i dette Forhold; fra de nærmestliggende Havnestæder dirigeredes alt, hvad der fandtes disponibelt af mindre Krigsfartøier (Kanonbrigger, armerede Baade, Brandere o. s. v.) ad Floder og Kanaler i Retning af Schelden. Hvor det var nødvendigt, bleve de under Transporten halede paa Land, satte paa Ruller og kjørte fra den ene Vandvei til den anden, indtil de endelig naaede deres Samlingsplads. Paa denne Maade samledes her i Juni Maaned 1809 en ikke ubetydelig let Eskadre, der underlagdesAdmiral Missiessy, og som en Anerkjendelse af de Danskes Beredvillighed fik de Officerer Chefskommando, der frivillig havde meldt sig til at blive i Anledning af Englændernes Angreb. Blandt de ankomne Smaaskibe, der yderligere forøgedes med nogle til Brandere indrettede Koffardiskibe fra Antwerpen, vare Kanonbriggerne fra Boulogne de største. De udgjorde en Deling for sig med en fransk Officer (capitaine de vaisseau) som Chef, og paa samme Maade dannedes der under Fastings og Stephansens Kommando en særlig dansk Flotille af mindre Fartøier, udelukkende bemandet med danske Officerer og Matroser[22].
Foruden disse Foranstaltninger, der alle havde til Hensigt at forstærke Flaadens aktive Modstandskraft, forberedte Admiral Missiessy desuden en Spærring af Farvandet med passive Forhindringer, hvis Englænderne skulde vove sig indenfor Vliessingen. Det Sted, der blev valgt hertil, laa høit oppe paa Schelden imellem Fæstningerne Lillo og Liefkenshoek, ½ Mils Vei indenfor den første, paa et Punkt, hvor Floden snævrer sig ind til et temmeligt smalt Løb. Paa dette Sted anbragtes en Barriere af svære Rundholter og Bomme, surrede til hinanden med Kjæder og fortøiede med Ankretværs over Farvandet. Til yderligere Forstærkning henlagdes ved Spærringen nogle fladbundede Kanonbaade (balcons plats), og langs Flodens Bredder arbeidedes der med Kraft paa at opkaste Batterier.[23]
Hermed var Scheldeflaadens Foranstaltninger til at tage imod Fjenden endte.
Forberedelserne til Expeditionen imod Schelden vare tilendebragte henimod Slutningen af Juli Maaned 1809, og Sagen var grebet an med sædvanlig engelsk Soliditet og Rundhaandethed. Den Hærstyrke, der under Jarlen af Chatham’s Overkommando var bestemt til at løse Opgaven, beløb sig til ikke mindre end c. 39,000 Mand af alle Vaabenarter, og til at føre dette anselige Korps over Søen var der fra Marinens Side udfoldet stor Virksomhed og stillet et imponerende Materiel paa Benene[24].
Man faar et godt Begreb om det skjærende Misforhold imellem de franske Forsvars- og de engelske Angrebsdispositioner, naar man betragter Listen overden vældige Flaade, der laa klar til at føre 39,000 Mand engelske Soldater imod den hollandske Kyst, og man maatte tro, at det med Opbydelsen af saa anselige Stridskræfter vilde blive en let Sag for de to Øverstbefalende, Jarlen af Chatham og Kontre-Admiral Sir Richard Strachan, at udføre deres Ordre i en Haandevending.
Som tidligere nævnt, var Antwerpen Maalet for Hærens og Flaadens kombinerede Bevægelse, og Marinens særlige Opgave var i Ordren præciseret til: »At sænke, brænde og ødelægge alle Fjendens Krigsskibe, som enten vare udrustede paa Schelden eller under Bygning i Antwerpen, Terneuzen eller Vliessingen, og om muligt gjøre Schelden ufremkommelig for Orlogsskibe.«
Den engelske Flaade.
Til denne betydelige Styrke af større Orlogsmænd kom en sand Sværm af mindre Krigsskibe. Flaaden raadede saaledes endnu over 33 Korvetter med 14-18 Kanoner hver, 5 Bombeskibe, 23 Kanonbrigger, 14 Toldkuttere, 5 Tendere, 82 Kanonbaade og 150 fladbundede Baade. Til yderligere Assistance, navnlig i Tilfælde af mulige Grundstødninger, havde Værfterne afgivet Lægtere, forsynede med Ankre og Varpegods; fra de smaa Søstæder, Deal, Folkstone, og fl. A. vare alle der hjemmehørende større Rofartøiertagne med for at gjøre Tjeneste ved Troppernes Udskibning, ja man havde endog lagt Beslag paa de hurtigseilende Smuglerfartøier, som man i en Fart kunde faa fat paa, for at anvende dem i militære Øiemed.
Saa store vare Forberedelserne til Expeditionen, at alene Drægtigheden af de Skibe og Fartøier, som den engelske Regjering havde leiet til Assistance for Marinen, udgjorde omtrent 100,000 Tons.
Den 28. Juli 1809 om Morgenen tidlig begyndte den engelske Flaade at sætte sig i Bevægelse. Linieskibet »Venerable« med Jarlen af Chatham og Sir Richard Strachan ombord lettede fra Downs Rhed og satte Seil imod den hollandske Kyst, fulgt af Sir John Hope’s og Marquis’en af Huntley’s Divisioner.
Fra Vliessingen, hvor 3 franske Linieskibe laa paa Brandvagt, iagttog man de engelske Skibe, efterhaanden som de dukkede frem over Horizonten, og heiste Signal til Flaaden høiere oppe paa Floden for »Fjendtlige Seilere i Sigte«. Skibenes Antal blev tillige angivet i Begyndelsen, men det varede ikke længe, førend der fra Forpostskibene vaiede Signal om, at de fjendtlige Seilere ikke mere kunde tælles paa Grund af deres Mængde. Om Aftenen var den engelske Høistkommanderende gaaet til Ankers Vest for Øen Walcheren, og efterhaanden som de øvrige Divisioner i Løbet af Natten og de paafølgende Dage ankom til Bestemmelsesstedet, indtoge de deres anviste Ankerpladser[25].
Den 1. August 1809 havde det engelske Expeditionskorps tilendebragt sin Opmarche paa Søen. Skibene laa rangerede udfor de anviste Udskibningssteder med Tropper, Heste og Materiel klare til at gaa fra Borde med korteste Varsel. Alt tydede paa, at den forestaaende Udskibning vilde kunne finde Sted uden at blive forulempet af fjendtlige Stridskræfter. De smaa faste Pladser Veere og Middelburg havde begge kapituleret uden Modstand strax ved Englændernes Ankomst; de 3 franske Linieskibe, der havde ligget paa Forpost ved Vliessingen, havde forladt deres Station og trukket sig tilbage til Lillo, hvor den øvrige Del af Flaaden laa samlet. Scheldens Munding var saaledes blottet for Skibe, der kunde forbyde en fjendtlig Eskadre Indseilingen paa Floden, og ved en Rekognoscering, der den 30. Juli blev foretaget op ad Øst-Schelden af to engelske Officerer[26], fik man Vished for, at ogsaa dette Farvand var uden Forsvarsanstalter. Passagen var fri, ingen Spærringer, ingen sænkede Skibe eller lignende fandtes, der vilde kunne stoppe Seiladsen; et engelsk Linieskib kunde staa Floden op lige til Wemeldinge paa Zuid-Beveland med 6 Favne Vand under Kjølen uden at møde en eneste Hindring paa sin Vei.
Under saa overordentlig gunstige Betingelser for en Angriber gik den engelske Landsætning af Tropper for sig uden Modstand og uden Uheld. Veiret var den eneste Magt, der greb lidt forstyrrende ind oggjorde, at Overkommandoens Dispositioner dog ikke kom til Udførelse i fuldeste Udstrækning, idet Landsætningen af Marquis’en af Huntley’s Korps ved Kadzand med det Maal for Øie at afskjære Forbindelsen imellem Fastlandet og Walcheren, maatte opgives paa Grund af daarligt Veir. Derimod faldt hele denne Ø, med Undtagelse af Fæstningen Vliessingen, for den engelske Armés venstre Fløi under Sir Eyre Coote, uden at der saa at sige blev løsnet et Skud, og skjøndt Jarlen af Rosslyn’s Kavalleridivision endnu ikke kom til Anvendelse, men forblev ombord i Transportskibene, havde den engelske Armé dog ved Aftenstid paa Udskibningsdagen ikke mindre end 25,000 Mand i Land paa den hollandske Kyst. Udskibningen og Landsætningen af denne store Styrke foregik under Ledelse af Kontre-Admiralerne Edward Otway og Sir Richard Keats og skete med Hurtighed og stor Præcision.
Skjøndt det franske Flag endnu vaiede fra Vliessingens Bastioner, var denne Fæstning af saa ringe Betydning, og den engelske militære Stilling i Øieblikket saa overlegen, at denne Hindring egentlig ikke burde have standset Jarlen af Chatham paa hans Marche imod Antwerpen. Men den engelske Overkommando havde allerede da gjort Forsigtighed til sit Valgsprog, og Vliessingen skulde falde, forinden man forfulgte de vundne Fordele videre.
Som Følge af denne Taktik blev Vliessingens Bombardement det næste Skridt i Angrebet, og Forberedelserne hertil vare saa omfattende og sattes i Værk med saa stor Omhyggelighed, at det var at forudse, at den forestaaende Beskydning snart vilde have en Kapitulationtil Følge. Den 13. August var alt klart til Angrebet, og da Signalet til Skydningens Begyndelse Kl. 1 om Eftermiddagen gik tilveirs hos den Kommanderende, aabnedes Ilden med stor Kraft fra to Kanonbaadsdivisioner. Den ene af disse, under Kapitain Cockburn’s Kommando, (Chefen for »Belleisle«), tog Station udfor SO Enden af Byen, medens den anden Division, ført af Kapitain Owen, (Chefen for »Clyde«), gik til Ankers i S Vestlig Retning for Byen, og fra begge disse Steder faldt Bomberne med stor Sikkerhed over Vliessingens By og Fæstning.
Skydningen vedvarede, paa en kort Afbrydelse nær den første Aften, uafbrudt indtil den 15. August om Morgenen Kl. 2, da Fæstningens Kommandant, General Monnet, tilbød at kapitulere. Som Følge heraf ophørte Beskydningen, saa snart det begyndte at lysne, og Underhandlingerne, der fra engelsk Side førtes af Kapitain Cockburn og Oberst Long, afsluttedes endnu samme Aften med Fæstningens Kapitulation[27].
Vliessingens Fald, der burde have været Signalet til en hurtig Fremrykning af det engelske Expeditionskorps imod Antwerpen, betegner mærkelig nok kun et Tidspunkt, hvor Overkommandoens Forsigtighed gik over til Uvirksomhed og Stilstand. I de nærmest paafølgende Dage, efter at den franske Garnison var marcheret ud af Fæstningen med flyvende Faner ogfuld Musik, slog man sig til Ro med det vundne Resultat og anvendte Tiden til at ødelægge, hvad der i Vliessingen fandtes af fransk Statseiendom.
Men netop disse Dage, hvor Magasiner sprængtes i Luften, hvor Skibene, der stode under Bygning paa Værftet, væltedes ned fra deres Bedinger og store Værdier gik tilgrunde for den franske Regjering, kom i endnu høiere Grad Frankrigs Fjender dyrt til at staa; thi det sidste Øieblik for Gjennemførelsen af en energisk Aktion var dermed gaaet tabt for den engelske Overkommando.
Til Belysning af Englændernes Uvirksomhed er det ikke uden Interesse at høre en Udtalelse af en Autoritet, som v. Dockum, om hvorledes Resultatet kunde være blevet, hvis Sagen var bleven grebet an, som den burde. I en Rapport til Admiralitetet, dateret Orlogsskibet »Pultusk«, til Ankers ved Antwerpen den 10. August 1809, udtaler han[28]:
»Vare de Engelske, strax de kom, gaaet rask frem, da alt her var blottet for Tropper, kunde de efter min Formening opholdt sig i Antwerpen over 2 Gange 24 Timer og der gjort stor Skade;« — ... og i sine private Optegnelser fremsætter han sin Kritik over de engelske Operationer mere udførligt paa følgende Maade:
»De engelske Tropper gjorde Landgang paa den næsten ubefæstede Ø Schouwen, hvor de forblev i Uvirksomhed. Og hvis de havde sat deres Tropper i Land ved Fæstningen Lillo, hvor ikkun var 20 Invalider, saa kunde de uden Modstand have indtagetFæstningen, hvor alle Kanoner stode monterede paa Volden, og hvorfra de kunde have hindret Admiral Missiessy at spærre Sundet ved Lillo, hvor igjennem de kunde have seilet med deres Skibe og paa Diget marcheret til Antwerpen, og paa Veien over Digerne have kastet paa de franske Orlogsskibe saa mange Congrevske Raketter, som behøvedes for at opbrænde alle Skibene med deres Mandskab, uden at en af de franske Skibes Kugler kunde have ramt en Mand af de engelske Tropper, som marcherede inden for Diget til Antwerpen, og hvor de uden Modstand kunde have tilintetgjort det keiserlige Skibsværft med Magasiner og Skibene paa Stabelen, med Oplag af Tømmer o. s. v.«
Grunden til denne uheldbringende Sendrægtighed, der endog gav Anledning til Forespørgsler i det engelske Parlament, maa næst efter Overgeneralens Mangel paa Energi tilskrives den Omstændighed, at Hær og Flaade, der her vare kaldede til Løsningen af en fælles Opgave, aldeles ikke forstode at arbeide sammen. Krigshistorien afgiver talrige Exempler paa, hvorledes militære Foretagender, hvis Udførelse var lagt i Hænderne paa Land- og Sømagten i Forening, ere strandede paa Grund af Mangel paa ærlig og redelig Samvirken imellem de to Vaaben, og skjøndt der ved denne Leilighed ikke er Anledning til at tro, at Jalousi fra nogen af Siderne var medvirkende Aarsag til dette uheldige Forhold, blev Resultatet dog dette, at Expeditionen mislykkedes. Flaaden ventede paa Instruktioner fra Hærens Overkommando, og i Hovedkvarteret ventede man, at Flaaden vilde gjøre noget paa egen Haand;denne Venten havde kun til Følge, at der slet intet blev foretaget fra nogen af Siderne.
Et vittigt Epigram fra den Tid giver et slaaende Udtryk for de Kommanderendes Venten og Nølen i følgende 4 Linier:
The Earl of Chatham, with his sabre drawnStood waiting for Sir Richard Strachan;Sir Richard, longing to be at ’em,Stood waiting for the Earl of Chatham.
The Earl of Chatham, with his sabre drawnStood waiting for Sir Richard Strachan;Sir Richard, longing to be at ’em,Stood waiting for the Earl of Chatham.
The Earl of Chatham, with his sabre drawnStood waiting for Sir Richard Strachan;Sir Richard, longing to be at ’em,Stood waiting for the Earl of Chatham.
The Earl of Chatham, with his sabre drawn
Stood waiting for Sir Richard Strachan;
Sir Richard, longing to be at ’em,
Stood waiting for the Earl of Chatham.
Vil man imidlertid undersøge, om Hovedskylden har ligget hos Hæren eller Flaaden, synes alt, hvad der foreligger, at tyde hen paa, at Marinen var parat til at handle og tage kraftig fat, men at den, som et Led i Expeditionen, ventede paa sine Ordrer fra den øverste Chef, og at denne enten ingen bestemte Instruktioner har haft fra sin Regjering eller ogsaa ikke har benyttet dem, han havde.
At denne Betragtning er rigtig, bekræftes af forskjellige skriftlige Vidnedsbyrd fra engelske Søofficerer, der have deltaget i Expeditionen. Saaledes beklager Sir Richard Keats sig den 15. August 1809, i et Brev til den kommanderende Admiral over, at Marinen er magtesløs alene, og at intet vil kunne udrettes uden ved en Samvirken imellem Hæren og Flaaden. Faa Dage senere anstiller Sir Richard Strachan de samme Betragtninger i et Brev til Mr. Wellesley Pole og slutter med følgende Ord:
»Det er saa vel min som Sir Richard Keats’ Mening, og jeg troer enhver Søofficers Anskuelse, at hvis ikke Hæren samvirker med os, vil det ikke lykkes Expeditionen at løse Opgaven fuldstændigt«.
Det bedste Bevis for, at Marinen baade havde Lystog Villie til at udrette noget, saa at der imod den ikke bør gjøres noget Ansvar gjældende for den Mangel paa Handlekraft, der lammede Expeditionen i dens Virken, har man i følgende ganske mærkelige Korrespondance, der umiddelbart efter Vliessingens Fald fandt Sted imellem Generallieutenant Jarlen af Rosslyn og Sir Richard Keats, en Korrespondance, hvori Admiralens Aktivitet og Lyst til Foretagender staar skarpt over for Jarlen af Rosslyn’s flegmatiske Ro og Mangel paa Initiativ[29].
Camilla, udfor Sandvleit 17. August 1809.Mylord,»Ved Skrivelse, som jeg igaar har modtaget fra Sir Richard Strachan, og ved et senere Brev, som jeg netop nu har modtaget, har jeg faaet selvstændig Kommando, og det synes, at Sir Richard Strachan antager, at Deres Herlighed, som kommanderer Tropperne paa Zuid-Beveland, ogsaa har Myndighed til uden nærmere Ordre at tage Del i ethvert Foretagende, der har til Opgave at fremme Expeditionens Hovedformaal: Ødelæggelsen af Fjendens Orlogsskibe ved Antwerpen.»Saafremt Deres Herligheds Instruktioner gaa i denne Retning, skal jeg have den Ære øieblikkelig at henvende mig til Dem, og er klar til med den Flaadeafdeling, der staar under min Kommando, atvirke sammen med Deres Herligheds Tropper ved ethvert Foretagende, som vi kunne blive enige om«.Jeg har den Ære at være o. s. v.R. G. Keats.TilGenerallieutenant Jarlen af Rosslyn.
Camilla, udfor Sandvleit 17. August 1809.
Mylord,
»Ved Skrivelse, som jeg igaar har modtaget fra Sir Richard Strachan, og ved et senere Brev, som jeg netop nu har modtaget, har jeg faaet selvstændig Kommando, og det synes, at Sir Richard Strachan antager, at Deres Herlighed, som kommanderer Tropperne paa Zuid-Beveland, ogsaa har Myndighed til uden nærmere Ordre at tage Del i ethvert Foretagende, der har til Opgave at fremme Expeditionens Hovedformaal: Ødelæggelsen af Fjendens Orlogsskibe ved Antwerpen.
»Saafremt Deres Herligheds Instruktioner gaa i denne Retning, skal jeg have den Ære øieblikkelig at henvende mig til Dem, og er klar til med den Flaadeafdeling, der staar under min Kommando, atvirke sammen med Deres Herligheds Tropper ved ethvert Foretagende, som vi kunne blive enige om«.
Jeg har den Ære at være o. s. v.
R. G. Keats.
Til
Generallieutenant Jarlen af Rosslyn.
Paa dette Brev modtog Admiralen endnu samme Dag følgende Svar[30]:
Tergoes, den 17. August 1809.Sir,»Jeg har i dette Øieblik modtaget Deres ærede Brev, og som Svar kan jeg kun sige, at jeg ikke er i Besiddelse af Instruktioner, der bemyndige mig til at foretage yderligere Operationer.»Jeg har nogen Grund til at antage, at den Øverstkommanderende imorgen eller overmorgen vil forlægge Hovedkvarteret hertil, og jeg skal ikke undlade øieblikkelig at underrette Dem saavel om Hs. Herligheds Ankomst, som om Alt, hvad jeg maatte faa at vide om det Spørgsmaal, hvorom De ønsker Oplysning«.Jeg har den Ære at være o. s. v.Rosslyn.TilKontre-Admiral Sir R. G. Keats.
Tergoes, den 17. August 1809.
Sir,
»Jeg har i dette Øieblik modtaget Deres ærede Brev, og som Svar kan jeg kun sige, at jeg ikke er i Besiddelse af Instruktioner, der bemyndige mig til at foretage yderligere Operationer.
»Jeg har nogen Grund til at antage, at den Øverstkommanderende imorgen eller overmorgen vil forlægge Hovedkvarteret hertil, og jeg skal ikke undlade øieblikkelig at underrette Dem saavel om Hs. Herligheds Ankomst, som om Alt, hvad jeg maatte faa at vide om det Spørgsmaal, hvorom De ønsker Oplysning«.
Jeg har den Ære at være o. s. v.
Rosslyn.
Til
Kontre-Admiral Sir R. G. Keats.
Medens den engelske Hærs offensive Bevægelse saa at sige var tilende med Vliessingens Fald, begyndte Franskmændene netop i de samme Dage at røre sig og ryste Uvirksomheden af sig. Kong Louis af Holland havde i Aix la Chapelle modtaget Efterretningen om den fjendtlige Landgang. Han afreiste strax til Amsterdam og efterlod Ordrer om at dirigere alle disponible Tropper til Krigsskuepladsen. Fra Lüttich, Maastricht og andre Garnisonsbyer sendtes alt, hvad der fandtes af Rekruter og udtjente Soldater, afsted ad Antwerpen til, og allerede den 12. August havde Kongen af Holland 6000 Mand samlet i Byens Omegn, hvor Tilstedeværelsen af dette lille Troppekorps ogsaa strax begyndte at øve en beroligende Virkning paa Beboerne. I Dagene efter Vliessingens Kapitulation havde Bestyrtelsen været stor i Antwerpen; man rømmede fra Byen af Frygt for Englænderne, og saa hovedkulds brød Befolkningen op fra deres Boliger, at alle Veiene i Omegnen vare opfyldte af flygtende Mennesker med Heste, Flyttelæs og Kjøretøier af enhver Art. En Panik var ikke langt fra at bryde løs; man ventede hver Dag at se den engelske Hærs Fortrav for Portene af den forsvarsløse Stad, og Frygten forøgedes betydeligt ved Efterretningen om, at man fra Antwerpens Kaier, i klart Veir, kunde se de fjendtlige Orlogsmænds Seil og Reisninger inde paa Floden i Horizonten mod Nordvest.
Sagen var den, at den engelske Flaade allerede inden Vliessingens Fald havde forceret Indseilingen til Schelden.
Den 11. August 1809 stod Lord William Stewart, ombord i Fregatten »Lavinia«, med 9 andre Fregatter isit Kjølvand indefter imod Flodmundingen. Fæstningen brugte vel sine Kanoner imod den engelske Eskadre, men uden videre Virkning[31], og Lord Stewart passerede uhindret med sine Skibe forbi de fjendtlige Batterier ind paa Schelden, hvor han gik til Ankers udfor Fort Bath. Den engelske Søstyrke her blev endog yderligere forøget ved et stort Antal Kanonbaade og mindre Fartøier under Sir Home Popham’s Kommando, og Krydserne viste sig helt op til Fæstningen Lillo, men desuagtet faldt Flaadens Offensivbevægelse, der understøttet af et Hærkorps vilde have faaet den største Betydning, ud til intet. Missiessy’s Barriere, der lukkede Floden og dækkedes af et flydende Forsvar, lod sig ikke forcere med de Hjælpemidler, som stode til Marinens Raadighed; Forsvaret kunde kun ødelægges og Veien aabnes ved en Beskydning med Feltartilleri fra Flodens Bredder; men Hæren holdt sig rolig, og Søveien op til Antwerpen vedblev at være spærret.
Man tillægger den bekjendte Politiker Lord Castlereagh følgende Ytring under Forberedelserne til den engelske Expeditions Afsendelse:
»Hvis Flaaden paa Schelden ikke er i vor Besiddelse 14 Dage efter at de første Tropper ere komne i Land, vil den aldeles ikke komme i vor Besiddelse«.
Denne Spaadom var nu gaaet i Opfyldelse saa grundigt som noget. De 14 Dage vare godt og vel forløbne, de engelske Korpser stode ubevægelige paa Walcheren, Schouwen og de øvrige Øer i ScheldeflodensDelta, medens samtidig det franske Forsvar voxede i Styrke med rivende Fart fra Dag til anden. Det var, som Bevidstheden, om at Fjenden stod indenfor Landets Grændser, havde aabnet Franskmændenes Øine for, hvor truende nær Faren var; thi nu strømmede Soldater af forskjellige Vaabenarter til fra alle Egne i saa rigelig Mængde, at 20-30,000 Mand ved Maanedens Midte stode concentrerede omkring Antwerpen[32]. Vel var maaske den samlede Styrkes militære Kvalitet ikke særlig god, men den havde allerede i Slutningen af August Maaned faaet en Mand i sin Spidse, hvis øvede Haand var vant til at organisere og tumle med uordnede Masser og danne dem til Soldater, og hvis Tilstedeværelse i Antwerpen ikke skulde give Englænderne Lyst til nu at forsøge en Fremrykning. Denne Mand var Marechal Bernadotte, Prinds af Pontecorvo. Hans Ankomst til Krigsskuepladsen og Overtagelse af Forsvarets Ledelse bragte atter Modet tilveirs hos de forsagte Indbyggere. Alt, hvad tidligere Sorgløshed og Forsømmelighed havde undladt at gjøre, blev nu sat i Værk i største Skynding; Batterier og Forskandsninger opkastedes og monteredes, Sluserne paa Digerne bleve aabnede, Egnen omkring Antwerpen blev sat under Vand, og saa ivrig tog Marechallen personlig fat for at faaet Forsvar organiseret, at han undertiden først naaede at sætte sig til Middagsbordet henimod Midnat, naar han kom tilbage fra sine Inspektionsture i Skandserne eller ved Forposterne[33].
Omtrent samtidig med at Antwerpen ved Marechal Bernadottes Energi fra en aaben By uden Kanoner og Soldater var bleven forvandlet til en befæstet Vaabenplads med et levende Forsvar af 30-40,000 Mand, fik de Franske en lige saa uventet som sikker Forbundsfælle, da det usunde Marskklima begyndte at gjøre sin Indflydelse gjældende imellem de fremmede Tropper[34].
Det første Febertilfælde viste sig den 20. August 1809, men Sygdommen tog saa voldsomt fat og ryddede saa frygteligt op imellem de engelske Regimenter, at Expeditionskorpset neppe 14 Dage efter Sygdommens Udbrud af sanitære Grunde var ude af Stand til mere at foretage nogen offensiv Bevægelse. Alle Hospitaler og Lazarether vare overfyldte, og Sygdommen antog Dag for Dag en mere epidemisk Karakter, saaat Overkommandoen maatte concentrere hele sin Opmærksomhed paa at bekjæmpe denne usynlige Fjende, der ikke kunde holdes fra Livet med Kanoner, og ugentlig krævede Hundreder af Ofre imellem de engelske Tropper[35].
Under disse fortvivlede Forhold, hvor enhver Tanke om yderligere Aktion paa Forhaand maatte opgives, sammenkaldtes den 27. August 1809 i det engelske Hovedkvarter et Krigsraad bestaaende af 7 Generallieutenanter med Lord Chatham som Præsident, og her blev man snart enig om, at der ikke skulde foretages mere. Da Kabinettet imidlertid befalede, at Besiddelsen af Øen Walcheren med Fæstningen Vliessingen skulde haandhæves, nødvendiggjorde dette Expeditionskorpsets og Flaadens foreløbige Forbliven, hvorimod den Høistkommanderende, hvis Mission nu maatte betragtes som endt, afgav Kommandoen og indskibede sig til England, hvor han den 14. September 1809 landede i Deal og begav sig til London for at aflægge Beretning hos Kongen om Expeditionen og dens mislykkede Udfald.
Skjøndt de engelske Tropper saaledes vedblivende havde fast Fod i Landet, maatte dog det fjendtlige Angreb betragtes som endt, og Faren som overstaaet ved Udgangen af August Maaned, og det var med et let Hjerte, at man i Antwerpen og ombord paa Scheldeflaaden modtog Efterretningen om Lord Chatham’sAfreise, og om at Englænderne paa Walcheren snarere belavede sig paa Forsvar end paa Angreb. Det var vel ikke de franske Vaaben, der havde standset Expeditionskorpset og reddet Antwerpen; men Scheldeflaadens Chef Admiral Missiessy kunde dog med Rette tillægge sig Æren for, at Barrieren ved Lillo og de franske Skibes stærke Stilling indenfor denne havde slaaet Bom for den engelske Flaades isolerede Operationer op ad Floden.
For de to dansk bemandede Linieskibes Vedkommende kunde Kommandørkapitain v. Dockum med Grund være stolt af, at han selv med sine Officerer og Mandskaber altid havde været i Spidsen under Sommerens forcerede Forsvarsarbeider og Øvelser. Hvad enten det gjaldt om at møde til Skandsearbeide ved Nattetid paa Flodbredderne eller der blev arbeidet haardt ombord i Skibene med Seil, Reisninger, Ankre eller Kanoner, vare de Danske altid i Forhaanden, og mangfoldige Gange havde Officerer og Mandskab havt den Tilfredsstillelse efter en kvik udført Manøvre at se Tilfredshedssignalet gaa til Veirs paa Admiralskibet »Charlemagne« med »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Nummer vaiende ved Siden af Signalet. v. Dockum havde allerede i den korte Tid forstaaet at sætte sine Folk saa godt i Trit, at han og v. Berger kunde manøvrere deres Skibe hurtigere og bedre end nogen anden i hele Flaaden, og denne Overlegenhed i Sømandsdygtighed og Hurtighed i Manøvren, som de danske Skibe under hele Scheldekampagnen forstode at holde fast paa, kom allerede klart frem, da Flaaden i Sommeren 1809 forlod Stationen ved Vliessingen for at seile op til Antwerpen. Da Skibene ved denne Leilighed efterLetningen fik fri Manøvre, klemte »Pultusk« og »Dantzick« saaledes paa med Krydsningen, at de snart vare langt forud for deres Kammerater. Veiret var ugunstigt, Vinden imod og Farvandet smalt og grundet; men de danske Chefer navigerede deres Skibe med saa stor Dygtighed og Behændighed, og Folkene arbeidede saa rask og ufortrødent under hele Krydsningen, at det er et Faktum, at da Missiessy med den øvrige Del af Flaaden naaede op til Antwerpen, kunde v. Dockum melde Admiralen, at han med »Pultusk« og »Dantzick« allerede havde ligget der til Ankers — i 3 Dage. Afstanden imellem Vliessingen og Antwerpen er kun c. 20 danske Mil.
Det var ikke v. Dockum ubekjendt, at den Høistkommanderende var vel tilfreds med de Danskes Aktivitet i Tjenesten, og at de unge Officerer, der i Sommerens Løb havde havt selvstændig Kommando som Chefer for Kanonbrigger, Brandere og Kanonbaade, alle som en havde gjort deres Bedste for at udfylde deres Pladser; men han havde dog neppe nogen Anelse om, i hvor høi Anseelse han selv og hans Landsmænd paa Schelden allerede stode hos de franske militære Autoriteter, førend han en Efteraarsdag i 1809 ved Signal blev kaldt ombord i Admiralskibet.
Admiral Missiessy modtog Chefen for »Pultusk« i sin Kahyt og overrakte ham en Skrivelse med Anmodning om at gjennemlæse den. Det var et Brev fra Admiralen til den danske Konge, og med Forbauselse læste v. Dockum følgende[36].
Deres Majestæt!»De udmærkede Talenter, som de Officerer af Deres Majestæts Marine, der ere ansatte paa Flaaden under min Kommando, have udvist, den Maade, paa hvilken de saa kraftig have understøttet mig under de sidste Begivenheder, gjør det til Pligt for mig, da jeg ikke drister mig til at ansøge for alle, idetmindste at udbede mig af Deres Majestæts Naade et Tilfredshedsbevis for de 3 ældste Officerer, der staa under min Kommando.»Deres Majestæt tillade mig som Følge heraf at udbede mig for Kommandørkapitain v. Dockum, Chef for »Pultusk«, Forfremmelse til Kontre-Admiral, samt for D’Hrr. Fasting og Stephansen Forfremmelse til capitaines de vaisseau, samt at Kommandoen af Linieskibet »Dantzick« maa blive givet til den første af disse Officerer, som ved flere Leiligheder har givet overtydende Prøver paa Aktivitet, Kundskaber i sit Fag og den udmærkede Aand, der besjæler ham.»Hans Høihed Prindsen af Pontecorvo har antaget, at de Anstrengelser, man hidtil har gjort for at afslaa Fjendens Angreb, meget har bidraget til dennes skyndsomme Tilbagetog, og han har troet det retfærdigt, at ansøge om Belønninger for dem, hvis Iver mest maatte have bidraget til dette heldige Udfald.»Hans Høihed har selv paataget sig at tilstille Hs. keiserlige og kongelige Majestæt det Forslag, jeg har indgivet til ham for at erholde nogle Naadesbevisninger for Flaaden.»Jeg har antaget, at det vilde være Deres Majestæt behageligt, som jeg til samme Tid er vis paa,at det vil vække D’Hrr. v. Dockums, Fastings og Stephansens Tilfredshed, at jeg for disse Officerer har begjæret Æreslegionens Dekoration. Jeg har ansøgt om den samme Naade for D’Hrr. Rosenstand og Tuxen, som kommanderede Brandere.»Jeg haaber, at dette Skridt, hvis Hensigt er at behageliggjøre disse Officerer Erindringen om den Tid, de have tjent paa Scheldeflaaden, samt give et Vidnesbyrd om de Tjenester, de der have udvist, vil møde Deres Majestæts Antagelse.«Jeg forbliver o. s. v.Ed. Burgues Missiessy.
Deres Majestæt!
»De udmærkede Talenter, som de Officerer af Deres Majestæts Marine, der ere ansatte paa Flaaden under min Kommando, have udvist, den Maade, paa hvilken de saa kraftig have understøttet mig under de sidste Begivenheder, gjør det til Pligt for mig, da jeg ikke drister mig til at ansøge for alle, idetmindste at udbede mig af Deres Majestæts Naade et Tilfredshedsbevis for de 3 ældste Officerer, der staa under min Kommando.
»Deres Majestæt tillade mig som Følge heraf at udbede mig for Kommandørkapitain v. Dockum, Chef for »Pultusk«, Forfremmelse til Kontre-Admiral, samt for D’Hrr. Fasting og Stephansen Forfremmelse til capitaines de vaisseau, samt at Kommandoen af Linieskibet »Dantzick« maa blive givet til den første af disse Officerer, som ved flere Leiligheder har givet overtydende Prøver paa Aktivitet, Kundskaber i sit Fag og den udmærkede Aand, der besjæler ham.
»Hans Høihed Prindsen af Pontecorvo har antaget, at de Anstrengelser, man hidtil har gjort for at afslaa Fjendens Angreb, meget har bidraget til dennes skyndsomme Tilbagetog, og han har troet det retfærdigt, at ansøge om Belønninger for dem, hvis Iver mest maatte have bidraget til dette heldige Udfald.
»Hans Høihed har selv paataget sig at tilstille Hs. keiserlige og kongelige Majestæt det Forslag, jeg har indgivet til ham for at erholde nogle Naadesbevisninger for Flaaden.
»Jeg har antaget, at det vilde være Deres Majestæt behageligt, som jeg til samme Tid er vis paa,at det vil vække D’Hrr. v. Dockums, Fastings og Stephansens Tilfredshed, at jeg for disse Officerer har begjæret Æreslegionens Dekoration. Jeg har ansøgt om den samme Naade for D’Hrr. Rosenstand og Tuxen, som kommanderede Brandere.
»Jeg haaber, at dette Skridt, hvis Hensigt er at behageliggjøre disse Officerer Erindringen om den Tid, de have tjent paa Scheldeflaaden, samt give et Vidnesbyrd om de Tjenester, de der have udvist, vil møde Deres Majestæts Antagelse.«
Jeg forbliver o. s. v.
Ed. Burgues Missiessy.
Efter Gjennemlæsningen heraf overrakte Admiralen v. Dockum endnu en Skrivelse, der indeholdt følgende Svar fra Kong Frederik den 6te, dateret 25. September 1809:[37]
Hr. Vice-Admiral Missiessy!»Jeg har modtaget Deres Brev af 6te ds. Jeg har deri læst med sand Tilfredshed det hædrende Vidnedsbyrd, De giver de Officerers Opførsel og Anstrengelser, der ere saa heldige at tjene under Deres Kommando. Vil end ikke Strengheden af de Regler, der ere indførte i min Marine, tillade, at de ældste af disse Officerer tilstaas den Forfremmelse, som De begjærer for dem, saa beder jeg Dem desuagtet at være overbevist om, at det vil være mig kjært vedandre Lejligheder at holde dem den Iver tilgode, de have udvist for en Sag, jeg anser for min egen.»Det glæder mig meget at se, at De søger at forskaffe flere af mine Officerer et hædrende Bevis paa Keiserens Tilfredshed og Bevaagenhed. Det er med sand Agtelse, at jeg forbliver, Hr. Vice-Admiral Missiessy«,Deres bevaagneFrederik R.
Hr. Vice-Admiral Missiessy!
»Jeg har modtaget Deres Brev af 6te ds. Jeg har deri læst med sand Tilfredshed det hædrende Vidnedsbyrd, De giver de Officerers Opførsel og Anstrengelser, der ere saa heldige at tjene under Deres Kommando. Vil end ikke Strengheden af de Regler, der ere indførte i min Marine, tillade, at de ældste af disse Officerer tilstaas den Forfremmelse, som De begjærer for dem, saa beder jeg Dem desuagtet at være overbevist om, at det vil være mig kjært vedandre Lejligheder at holde dem den Iver tilgode, de have udvist for en Sag, jeg anser for min egen.
»Det glæder mig meget at se, at De søger at forskaffe flere af mine Officerer et hædrende Bevis paa Keiserens Tilfredshed og Bevaagenhed. Det er med sand Agtelse, at jeg forbliver, Hr. Vice-Admiral Missiessy«,
Deres bevaagne
Frederik R.
Skjøndt Kong Frederik den 6tes Svar var et direkte Afslag paa Missiessy’s Forslag om Forfremmelse, maatte dog et saadant Bevis paa Admiralens Tilfredshed være i høi Grad smigrende for de danske Officerer og en Ære for den Marine, som de tilhørte. v. Dockum har dog selv strax været paa det Rene med, at der neppe vilde blive gaaet udenfor de for Marinen gjældende Avancementsregler, ligesom det ogsaa nok tør siges, at det vilde være v. Dockum’s ridderlige Tænkemaade imod, om hans Avancement ved denne Leilighed var sket med Forbigaaelse af ældre Kammerater.
Dette fremgaar ogsaa af den Maade, hvorpaa han i sine private Optegnelser omtaler denne lille Episode. Han skriver nemlig herom[38]:
»Og hvad Admiral Missiessy har ytret til Prindsen[39]om hans Tilfredshed med de Danske, kan skjønnes af et Brev, han skrev til vor Konge, og hvorfor jeg ved Signal blev kaldt ombord for at læse Brevet og KongensSvar, som han havde modtaget. Admiralens Brev overraskede mig, men jeg kunde ikke andet end takke Admiralen for hans gode Anbefaling til vor Konge og for hans velmente Ønsker for vort Avancement; men jeg kunde ikke udelade at ytre, at naar jeg kunde have formodet, at han vilde udbede sig den Naade af vor Konge, saa havde jeg raadet derfra; thi det finder ikke Sted i den danske Marine. En Del af mine Formænd, som jeg havde kommet til at præjudicere, har i fransk Tjeneste, hvor de har været, og i nærværende Krig hjemme udført Tjenesten med Tapperhed, hvorfor jeg bad Admiralen aldrig at tænke derpaa; men Admiralen anmærkede, at for ham maatte den ansøgte Avancement finde Sted. Jeg bad Admiralen at meddele mig en Kopi af hans Brev til min Konge og Kongens Svar.«
Man vil have bemærket, at imellem de Officerer, hvis Navne saa hædrende nævnes i Admiral Missiessy’s Skrivelse til den danske Konge, savner man en, Chefen for »Dantzick«, v. Berger. Han havde fra sin Ankomst trolig staaet v. Dockum bi og kommanderet sit Linieskib med saa megen Nidkjærhed og Dygtighed, at han vilde være selvskreven til at komme paa Listen, hvor der var Tale om en anerkjendende Udmærkelse, men desværre oplevede han ikke dette.
v. Berger, der siden Midten af August 1809 havde været upasselig, blev mod Slutningen af Maaneden angreben af en hidsig Nervefeber, der i Løbet af kort Tid, den 31. August, gjorde Ende paa hans Liv, og da det i de Dage netop var meget varmt i Veiret, blev Begravelsen efter de franske Loves Bydende alleredeberammet til Dagen efter. Den 1. September Kl. 2 om Eftermiddagen fandt den alvorsfulde Høitidelighed Sted ombord i »Dantzick« efter dansk Skik, da Admiral Missiessy »havde autoriseret ved Begravelsen at iagttage de militære Honnørs, som hos os ere brugelige«.[40]
Officerer og Mandskab vare samlede paa Dækket for at følge deres Chef for sidste Gang til Faldrebet. Ved Foden af Trappen laa Fartøiet og ventede, Flaget under Gaffelen vaiede »paa halv Stang«, og da Kisten blev sat fraborde, sendte Linieskibet ham den sidste Hilsen fra sine Kanoner.
Kapitainlieutenant Fasting, der som Skibets Næstkommanderende foreløbig vilde komme til at fungere som Interimschef, havde strax samme Dag, som Dødsfaldet fandt Sted, skriftlig underrettet Admiralitetet i Kjøbenhavn derom, og i en senere Rapport fra ham, dateret »Dantzick« den 8. September 1809, træffer man følgende Enkeltheder om v. Bergers Begravelse:[41]
»Liget blev sat fra Borde med de Ceremonier, vore Krigsartikler bestemme. Det blev modtaget i Land af en Eskorte af 200 Soldater, som tillige med et talrigt Følge, inviteret i den Hensigt af Admiralens chef d’état major, ledsagede det til udenfor Porten. Soldatesquen gav tre Salver. Prindsen af Pontecorvo blev ved Forretninger hindret i efter sin Bestemmelse selv at følge.«
Efterhaanden som Efteraaret skred frem, indtraadte der Ro i begge de fjendtlige Leire. Nede ved Vliessingen, paa Sanddünerne langs Walcheren’s Kyst, havde Englænderne bygget Barakker først til Hospitalsbrug og senere for at kunne evakuere de lavere liggende Punkter for Tropper, og for Scheldeflaadens Vedkommende gjaldt det om i Tide at finde et passende Sted, hvor Skibene kunde overvintre, da Vliessingen, Flaadens tidligere Vinterkvarter, jo var i Englændernes Besiddelse, og de nye Basiner i Antwerpen endnu ikke vare færdige.
Det fornemste Krav til en saadan Overvintringsplads maatte være det, at Skibene kunde ligge dækkede for den voldsomme Isgang paa Floden, og med dette Maal for Øie foretog Admiral Missiessy sammen med sine Skibschefer en Inspektion af Floden for at finde en passende Plads.
Det Sted, der bedst vilde kunne erstatte Flaaden Tabet af Vliessingens sikre Basiner, blev fundet c. 2-3 Mil ovenfor Antwerpen. Her deler Scheldefloden sig i to Arme, hvoraf den ene fører forbi Brüssel, den anden forbi Gent, og i en lille Bugt, i den første af disse Flodarme, Rupel, hvor Ebbe og Flod er mindre stærk end nede ved Antwerpen, haabede man at finde en Krog, hvor Flaaden kunde overvintre tryg for Drivisen.
Efter at Vinterkvarteret var valgt, blev der den 9. September 1809 afholdt »et conseil« ombord i »Charlemagne« under Admiralens Forsæde, ved hvilket alle Skibschefer vare tilstede for nærmere at overveie, hvilke Foranstaltninger der skulde træffes i Anledning af Flaadens Desarmering for Vinteren. Der blev i detteMøde bestemt, at naar Tiden kom, skulde Skibene udtage deres Kanoner, Krudt, Varegods og Proviant i Antwerpen og derefter afgaa til Rupel, hvor Fortøiningspladsen ved Nedramning af Estakader var bleven yderligere sikret imod Drivisens Virkninger.
Da det imidlertid havde sin Interesse at se, om det i det hele taget var muligt for Flaadens Skibe at overvintre paa Floden, uden at der blev truffet særlige Foranstaltninger til deres Beskyttelse, blev ifølge keiserlig Befaling 2 Linieskibe udsete til at foretage dette Experiment og beordrede til, naar Flaaden gik i Vinterkvarter i Rupel, at tage Station udfor Antwerpen, fuldt rustede og ekviperede, for at tilbringe Vinteren der[42].
Scheldeflaadens Overvintring under disse nye Forhold var et Spørgsmaal af saa stor Vigtighed, at den franske Marineminister i Efteraaret 1809 reiste til Antwerpen for personlig at tage de trufne Dispositioner i Øiesyn og konferere med Admiralen om forskjellige Spørgsmaal. Hertugen af Decrès, der i Slutningen af Oktober Maaned indtraf fra Paris, inspicerede den 28. Flaadens Skibe. Ombord i »Dantzick,« fortæller Kapitainlieutenant Fasting i sin Rapport herom til Admiralitetet[43], »besaa han Batterierne. Lod paa underste Batteri exercere med 3 Kanoner, hvorved han isærlagde Mærke til Sigtningen, som han var meget vel fornøiet med. Lod sig paa Dækket forestille Officererne, som han syntes vare meget unge. Han erkyndigede sig, om de havde faret meget, og anbefalede dem at forrette deres Tjeneste vel, da han vilde gjøre sig en Fornøielse af at underrette Keiseren derom.«
Under Ministerens 4 Dages Ophold i Antwerpen var v. Dockum 2 Gange indbudt til at spise ved hans Bord, og man kan vel tænke, at han ikke lod denne gunstige Leilighed slippe sig af Hænde til atter at slaa et Slag for sine Folk og deres gode Appetit. Under en Samtale med Marineministeren efter Bordet, fandt v. Dockum Leilighed til at »tale til ham om at det danske Mandskab ikke kunde nøies med de franske Supper og lidt Kjød, som de bekom i Ration« —, men Ministeren vilde ikke gjøre nogen Forandring i dette Forhold og svarede blot, »at der kunde ingen Undtagelse vises for 2 Skibes Mandskab.« —
Medens der fra Hertugen af Decrès’ Side blev vist de Danske megen Velvillie, var Forholdet imellem Ministeren og de franske Officerer saa paafaldende kjøligt, at det ikke kunde undgaa Opmærksomhed.
Det er en bekjendt Sag, at Admiral Decrès, der siden 1801 havde beklædt Posten som Frankrigs Marineminister, langtfra var populær imellem Marinens Officerer. Efter det ulykkelige Slag i Aaret 1805, hvor Lord Nelson knuste den forenede franske og spanske Flaades Modstand ved Trafalgar, steg Misfornøielsen og Uvillien imod Ministeren, og da den franske Admiral Villeneuve efter sit Fangenskab i England døde umiddelbart ved sin Tilbagekomst til Frankrig, gav dettepludselige Dødsfald Anledning til allehaande uhyggelige Rygter, der endog antoge saa bestemte Former, at man temmelig aabent ymtede om, at Villeneuve var bleven myrdet med Ministerens Vidende.
Skjøndt disse Rygter vare uden nogensomhelst Betydning,[44]er det dog ganske karakteristisk at lægge Mærke til, at endnu i Aaret 1809 var den Forestilling, at Hertugen af Decrès havde Lod og Del i Admiral Villeneuves pludselige Død, udbredt og rodfæstet iblandt den franske Marines Personel.
v. Dockum omtaler ogsaa dette i sine efterladte Optegnelser, og man træffer her følgende Linier, der i korte Træk, men ganske slaaende, giver os et Indblik i, hvor spændt Forholdet maa have været imellem Marineministeren og Scheldeflaadens Officerer.
v. Dockum skriver[45]: