Chapter 5

»Hs. Excellence var meget kort imod de franske Skibschefer, som i Stedet for at tale høit i Hs. Excellences présence, hviskede til hinanden, som om de vare i en Ligstue. Og da jeg spurgte om Aarsagen, svarede de, at han var en Bøddel, som havde ladet Admiral Villeneuve dræbe, da han efter sit Fangenskab fra England kom paa fransk Grund, for at Admiralen ikke skulde angive til Keiseren, at Decrès skyldte Mandskabet, da de sloges imod de Engelske ved Trafalgar under Admiralens Kommando, nemlig 9 Maaneders Gage, som foraarsagede MandskabetsMismodighed og Usselhed, og at Orlogskibene manglede det fornødne til at kunne udføre en Bataille.«

Ved Modtagelsen af Efterretningen om v. Bergers Død bestemte Marinebestyrelsen i Kjøbenhavn sig til at besætte den ledige Plads med Kapitain C. Wleugel. Denne Officer var paa dette Tidspunkt under Udkommando som Chef for en Skytpram, men Admiralitetet, der i Wleugel mente at have den Mand, der værdig kunde træde i den afdøde Kommandørkapitains Fodspor, beordrede ham ikke destomindre gjennem nedenstaaende Skrivelse afløst fra sin Post, for at han kunde overtage sin nye Kommando.[46]

TilHr. Kapitain Wleugel.»Da Hr. Kapitainen er bestemt til at kommandere det franske Orlogsskib i Holland, som afdøde Kommandørkapitain v. Berger var Chef for, saa haver De at reise derhen og antage Dem som Chef bemeldte Skib under den vedkommende franske Admirals Kommando.»Som en Følge heraf afgaar Hr. Kapitainen fra Skytprammen »Søe Løven«, hvilken De haver tilligemed de dertil hørende Ordres og Dokumenter at aflevere til Kapitain Kruuse, der i Deres Sted er beordret til Chef for denne Skytpram.«Admiralitets- og Kommissariats Kollegiumden 2. Oktober 1809.Wleugel.Bille.Grove.

Til

Hr. Kapitain Wleugel.

»Da Hr. Kapitainen er bestemt til at kommandere det franske Orlogsskib i Holland, som afdøde Kommandørkapitain v. Berger var Chef for, saa haver De at reise derhen og antage Dem som Chef bemeldte Skib under den vedkommende franske Admirals Kommando.

»Som en Følge heraf afgaar Hr. Kapitainen fra Skytprammen »Søe Løven«, hvilken De haver tilligemed de dertil hørende Ordres og Dokumenter at aflevere til Kapitain Kruuse, der i Deres Sted er beordret til Chef for denne Skytpram.«

Admiralitets- og Kommissariats Kollegiumden 2. Oktober 1809.

Wleugel.Bille.Grove.

Samtidig med Chefskiftet benyttede Admiralitetet Leiligheden til at foretage nogle Forandringer i de dansk bemandede Linieskibes Personel og derved indfri det tidligere givne Løfte til Fasting og Stephansen om Hjemsendelse. De til Afløsningen udsete Næstkommanderender, Kapitainlieutenanterne H. P. Holm og C. P. Flensborg, modtog sammen med flere yngre Officerer[47]sidst i Oktober Maaned deres Reiseordre til Holland via Hamburg[48]; v. Dockum underrettedes samme Dag om den forestaaende Forandring i Officersbesætningen, ligesom endelig ogsaa det Kongelige Departement for de udenlandske Sager gjennem en Skrivelse fra Admiralitetet fik Meddelelse herom[49].

Da Kapitain Wleugel den 6. November 1809 ankom til Antwerpen, var Desarmeringen af Scheldeflaadens Linieskibe allerede begyndt. Skjøndt denne Forholdsregel, der jo endnu ikke paa Grund af Aarstiden var nogen bydende Nødvendighed, maatte være et Tegn paa, at dette Aars Kampagne i Realiteten betragtedes som endt, tænkte man dog paa fransk Side stærkt paa at benytte Fjendens mærkelige Standsning af alle Operationer til at foretage et Angreb paa Walcheren og sætte sig i Besiddelse af denne Ø. Medens Hærens Generalstab foretog de fornødne Forberedelser med Troppekoncentrationer og trak Artilleri sammen til Beskydning af de nylig oprettede engelske Forskandsningerpaa Walcheren, bleve Kanonbriggerne, Kanonbaadene og Flaadens øvrige Smaafartøier atter ekviperede og satte paa Krigsfod.

Udsigten til at komme i Affære bevirkede, at Kapitainlieutenant Fasting, der var afgaaet som syg fra »Dantzick«, meldte sig til Tjeneste igjen for at komme til at deltage i Expeditionen, og da samtidig de Officerer, der efter at Afløsningen var indtruffet, stode i Begreb med at reise hjem til Danmark, anmodede om at maatte blive for at være med til at drive Englænderne bort fra Walcheren, besvarede Missiessy denne Beredvillighed paa en Maade, der maatte være meget smigrende for de danske Officerer. Kapitainlieutenant Fasting fik nemlig strax tildelt Kommando af en Deling Kanonbaade, og denne Afdeling, der kun havde danske Officerer ombord, blev tilmed i Admiralens Dispositioner udset til den ærefulde Post at tage Têten, naar Angrebet paa Walcheren skulde finde Sted[50].

Desværre blev denne Plan ikke til Virkelighed; den 8. December 1809 fandt vel en mindre Kamp Sted imellem de nybyggede franske Batterier og en Deling fjendtlige Kanonbaade, men videre kom det ikke. Detvar den sidste Dag i Aaret at et fjendtligt Kanonskud blev løsnet paa Schelden; i Løbet af December Maaned antog Floden lidt efter lidt sit sædvanlige fredelige Udseende igjen, samtidig med at Vinterkulden tog fat. Skib efter Skib varpede efter endt Desarmering ved Antwerpen op ad Floden til Vinterkvarteret i Rupel, og nede ved Vliessingen vare Englænderne i fuld Aktivitet med Forberedelserne til at rømme Walcheren. Troppernes Indskibning gik for sig rolig og uforstyrret som i Fredstid, og da hele Expeditionskorpset med sit Materiel var bragt ombord i Transportskibene, rystede en voldsom Explosion Vliessingens Omegn. Det var Englændernes Afskedshilsen forinden de med uforrettet Sag satte Kursen hjemefter, det var Minerne, der tændtes og sprængte Scheldeflaadens gamle Vinterhavn, Vliessingens Dokker, fra hinanden[51].

Saaledes endte Expeditionen imod Schelden, der var indledet med saa stor en Pomp. Det var med en vis bitter Skamfuldhed, at den engelske Nation veiede de vundne Resultater imod de Ofre af Menneskeliv, som Expeditionen havde kostet. Vliessingens Kapitulation og Værftets Ødelæggelse var bleven betalt med over 4000 engelske Soldaters Liv; men næppe 100 Mand af disse vare faldne paa Kamppladsen for Franskmændenes Kugler, og det var i Følelsen af dette Misforhold, der ikke talte til Fordel for de Mænd, i hvisHænder det store Foretagende havde været betroet, at der Aaret efter i Parlamentet hævede sig Stemmer, der i skarpe Udtryk kritiserede Ledelsen af en Expedition, der forlod England 39,000 Mand stærk og som nogle Maaneder senere vendte tilbage uden at have udrettet noget, men med Tabs- og Sygelister, der naaede den svimlende Høide af over 15,000 Mand[52].

Aaret 1810 gik ind med koldt, blæsende og regnfuldt Veir. Scheldeflaaden laa i sit Vinterkvarter ved Rupel; de to Linieskibe, der til Forsøg vare udlagte udfor Antwerpen, red godt for deres Fortøininger paa Floden uden endnu at være forulempede af Drivisen, og Vintertjenesten, der kun i ringe Grad lagde Beslag paa Officerers og Mandskabs Kræfter, var traadt i Virksomhed.

Allerede for længere Tid siden havde Prindsen af Pontecorvo, hvis Nærværelse ikke mere krævedes i Antwerpen, overgivet Kommandoen til General Bessièresog havde forladt Byen, og nu, efter at Flaaden havde desarmeret sine Skibe, fulgte Admiral Missiessy og flere af Scheldeflaadens Chefer Exemplet og reiste fra Antwerpen for at tilbringe nogen Tid i Paris.

Medens der saaledes var Ro og Stilhed i Antwerpen, arbeidedes der ved Scheldens Munding og paa Værftet ved Vliessingen for at gjenoprette, hvad Englænderne havde ødelagt. Kontre-Admiral L’Hermitte,[53]der kommanderede ved Vliessingen, havde endnu en Del af de tidligere fra Flaaden detacherede Kanonbrigger til sin Disposition, og blandt disse fandtes flere med dansk Besætning ombord.

Det Arbeide, der her blev budt Kanonbriggernes Mandskab, var over al Maade haardt. Det var Friluftsarbeide baade paa Floden og i Land paa Værftet; sænkede Skibe, Vrag og Spærringer skulde optages eller fjernes for atter at frigjøre Sejladsen, og Vliessingens Basiner, som ikke alene vare demolerede og sprængte, men som Englænderne for at gjøre Ødelæggelsen fuldstændig havde fyldt med nedstyrtede Tømmerbjælker og Sten, maatte renses og tømmes.

I det kolde Vinterveir i Januar Maaned, hvor Frost og Tø vexlede, og hvor Folkene i Sne og Slud ofte maatte arbeide i Mudder til op paa Livet, gik det ud over Kræfter og Helbred, og da det tilmed var Arbeide, hvis forsvarlige Udførelse krævede virkelige Matroser, maatte de danske Søfolk i Reglen holde for.

Det var med Uvillie at Arbeidsstyrken hver Daggik fra Borde for at tage fat paa Dagens Gjerning; ofte maatte man om Morgenen trække i Gaarsdagens gjennemblødte Klæder og de daarlige Sko, og da Folkene tilmed havde henved et halvt Aars Lønning tilgode, manglede de Penge til at kjøbe Klæder for.

Mandskabet var vel efter den Tids Skik vant til selv at betale og sørge for sin Ekvipering ombord, men Vinterdage, ved haardt Arbeide hjemme i Kjøbenhavn paa Holmen blev der i daarligt Veir uddelt Kavaier og lange Støvler til dem, og der vankede en Snaps og et Krus varmt Øl, naar Kulden var streng.

Skjøndt der under disse Omstændigheder blev trukket store Vexler paa de danske Matrosers physiske Kræfter, Taalmodighed og Pligtfølelse, havde v. Dockum efter Sommerens Erfaring al Grund til at tro, at han kunde stole paa sine Folk, og ventede ogsaa, at de vilde sætte en Ære i lige til det sidste at være forrest, hvor der for Alvor skulde tages fat.

Det var derfor en Overraskelse og stor Skuffelse for ham, da han i Slutningen af Januar Maaned 1810 gjennem den ældste danske Officer ved Vliessingen, Kapitainlieutenant Holm, modtog følgende Rapport, der med klare Ord fortalte, at de der stationerede Kanonbrigger under Maanedslieutenanterne Ring og Kaiser havde svigtet hans Tillid[54].

Vliessingen, den 25. Januar 1810.Underdanigst Rapport.»Den 25. Januar 1810 Kl. 8 om Morgenen gav jeg Ordre til Baadsmandsmath Gothard Lyders at udtageden Del af Mandskabet, som den Dag var bestemt til Arbeide i Tjeneste i Basinet efter Kontre-Admiral L’Hermitte’s Ordre.»Baadsmandsmathen kommer strax tilbage og svarede, at disse Folk havde nægtet ham at gaa i Land at arbeide. Jeg lod derfor strax alle Mand pibe op og udspurgte Mandskabet, af hvad Aarsag de nægtede Keiserens Tjeneste. Da stod frem Matroserne Johannes Larsen af Christianssand og Michael Unger af Bergens Distrikt og svarede, at de havde 5 Maaneders keiserlig Gage tilgode, og at de ikke havde Klæder til at arbeide med paa denne Aarsens Tid. Jeg adspurgte derpaa Mand for Mand om de alle vare af samme Mening; de svarede mig paa 5 Mand nær, at de ikke kunde arbeide, undtagen deres Gage blev dem betalt, i det mindste en Del af den, desuden svarede de, at naar de arbeidede i Kongelig dansk Tjeneste udenfor Skibet, som de tilhørte, eller andre Krigsskibe, da bleve de betalt derfor Dagløn.»Jeg lod derfor Matroserne Johannes Larsen og Michael Unger sætte i Bøien, jeg gik derpaa ombord til commandant Le Franc, som kommanderede Stationen, og meldte ham, at Mandskabet af den af mig kommanderede canonnier havde nægtet at arbeide i Land paa de tilforne anførte Grunde. Commandanten forlangte en skriftlig Rapport desangaaende for at kunne indgive den til Kontre-Admiral L’Hermitte; jeg spurgte ham, førend jeg indgav Rapporten, om han ikke kunde tillade, at jeg afsendte disse Folk til Rupel for at kunne faa andre Folk og overlade disse til Krigsartiklerne og vores respektive Chefs Dom, men han svarede, dermed kunde han ikke indlade sig.»Han forlangte strax min Rapport og forbød mig at tillade mit Mandskab at gaa i Land, og om Tilfældet skulde være, at han fandt nogen paa Gaden, lod han dem tage ombord og afstraffe[55].«UnderdanigJ. Ring,Maanedslieutenant.TilHr. Kommandør v. Dockum,Chef for Orlogsskibet »Pultusk«.

Vliessingen, den 25. Januar 1810.

Underdanigst Rapport.

»Den 25. Januar 1810 Kl. 8 om Morgenen gav jeg Ordre til Baadsmandsmath Gothard Lyders at udtageden Del af Mandskabet, som den Dag var bestemt til Arbeide i Tjeneste i Basinet efter Kontre-Admiral L’Hermitte’s Ordre.

»Baadsmandsmathen kommer strax tilbage og svarede, at disse Folk havde nægtet ham at gaa i Land at arbeide. Jeg lod derfor strax alle Mand pibe op og udspurgte Mandskabet, af hvad Aarsag de nægtede Keiserens Tjeneste. Da stod frem Matroserne Johannes Larsen af Christianssand og Michael Unger af Bergens Distrikt og svarede, at de havde 5 Maaneders keiserlig Gage tilgode, og at de ikke havde Klæder til at arbeide med paa denne Aarsens Tid. Jeg adspurgte derpaa Mand for Mand om de alle vare af samme Mening; de svarede mig paa 5 Mand nær, at de ikke kunde arbeide, undtagen deres Gage blev dem betalt, i det mindste en Del af den, desuden svarede de, at naar de arbeidede i Kongelig dansk Tjeneste udenfor Skibet, som de tilhørte, eller andre Krigsskibe, da bleve de betalt derfor Dagløn.

»Jeg lod derfor Matroserne Johannes Larsen og Michael Unger sætte i Bøien, jeg gik derpaa ombord til commandant Le Franc, som kommanderede Stationen, og meldte ham, at Mandskabet af den af mig kommanderede canonnier havde nægtet at arbeide i Land paa de tilforne anførte Grunde. Commandanten forlangte en skriftlig Rapport desangaaende for at kunne indgive den til Kontre-Admiral L’Hermitte; jeg spurgte ham, førend jeg indgav Rapporten, om han ikke kunde tillade, at jeg afsendte disse Folk til Rupel for at kunne faa andre Folk og overlade disse til Krigsartiklerne og vores respektive Chefs Dom, men han svarede, dermed kunde han ikke indlade sig.

»Han forlangte strax min Rapport og forbød mig at tillade mit Mandskab at gaa i Land, og om Tilfældet skulde være, at han fandt nogen paa Gaden, lod han dem tage ombord og afstraffe[55].«

Underdanig

J. Ring,Maanedslieutenant.

Til

Hr. Kommandør v. Dockum,Chef for Orlogsskibet »Pultusk«.

Den af Kapitain le Franc forlangte Indberetning indgik endnu samme Dag — 25. Januar — til ham som en Fællesrapport fra Kanonbrigcheferne, og Sagen kom derfra gjennem Admiral Missiessy til Marineministerens Kundskab i Paris[56].

Det var anden Gang under den kortvarige Scheldekampagne, at Hertugen af Decrès havde modtaget den ubehagelige Tidende, at de danske Besætninger vare ved at gjøre Mytteri. Der var netop nu forløbet et Aar, siden »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Chefer og samlede Besætninger havde nægtet at adlyde den keiserlige Ordre, der befalede, at de to Linieskibes Mandskaber uden Ophold skulde afgaa over Land til Brest for der at gaa ombord i to andre. Paa samme Dag, som de sidste Optøier i Vliessingen fandt Sted — 25. Januar 1810 —, havde Marineministeren Aaret forinden i sin Skrivelse til Admiral Missiessy, der beordredede danske Chefers Arrestation, sluttet med følgende truende Ord[57]:

»I det Tilfælde at de danske Besætninger skulde gjøre Mytteri, er det Keiserens Ordre, at De skal angribe dem, og at De skal lade Oprørerne skyde. Jeg stoler i lige Grad paa Deres Klogskab og paa Fastheden i de Dispositioner, som De maatte tage for at bringe denne Ordre i Udførelse«.

Det var saaledes at forudse, at Hertugen af Decrès vilde gaa frem med summarisk Strenghed imod de nylig stedfundne disciplinære Forseelser, men dette fandt mærkeligt nok ikke Sted. Vil man spørge om Grunden til denne Mildhed, der endog bevægede Ministeren til at undlade at referere Sagen for Keiseren, da maa Svaret blive, at der imellem de to Mytteriforsøg laa en Periode, hvor de danske Mandskaber under Expeditionen imod Schelden havde forstaaet ved Aktivitet og overlegen Sømandsdygtighed at skabe sig et saadant Navn i Flaaden, at Ministeren ikke nu kunde bekvemme sig til at stille de samme Folk for en Krigsret.

Sagen blev derfor ikke bragt videre, og Ministeren indskrænkede sig til ved en Skrivelse, dateret Paris den 5. Februar 1810, at give Admiral Missiessy Ordre til at lade de gjenstridige danske Besætninger afløse. Hvor mildt og lempeligt der end blev faret frem ved denne Leilighed, blev den tagne Forholdsregel dog i høi Grad krænkende for de Danske, idet Ministeren i sin Skrivelse motiverede sin Fremgangsmaadei Udtryk, der faldt bidende og hvast som Slagene fra en Pidskesnært.

»Hvorledes maa« — hedder det i den ministerielle Ordre til Missiessy — »Aanden være iblandt de danske Officerer, naar de ikke kan faa Mandskabet til at lystre, og hvorledes maa Aanden være blandt Folkene, naar de kan tro, at de ustraffet kan lade være at adlyde.

»Hvad der her er hændet, er meget beklageligt, men jeg vil se det fra det Synspunkt, at disse fremmede Søfolk, som have været detacherede langt borte fra deres overordnede Foresatte under Kommando af subalterne og uerfarne Officerer, ikke have vidst, hvad det var, de gjorde.

»Jeg vil derfor af Medlidenhed med Folkene ikke indberette denne Sag til Keiseren, og De skal ikke foretage andet end lade dem alle afgaa til deres respektive Skibe; indtil anden Ordre indtræffer, maa de danske Søfolk ikke mere anvendes til Tjeneste paa Flotillen, siden de ikke have forstaaet at sætte Pris paa den Ære, der er bleven dem vist derved, at man har sendt dem til Forposterne«.

Der er vel ingen, hvem Mandskabets Insubordination gik mere til Hjerte end v. Dockum, ingen, der saa dybt følte det krænkende i, at Folkene vare blevne jagede fra Kanonbriggerne ombord i deres Skibe. Ved sit eget Exempel, ved sin Energi og Evne til at kommandere var det lykkedes ham at bringe »Pultusk« og »Dantzick« frem i Spidsen for de franske Skibsbesætninger og gjenoprette, hvad der Aaret forinden var forbrudt, og nu truede alt med at styrte sammen igjen, hvad han møjsommelig havde bygget op.

v. Dockum saa klart, at hvis dette lille Mytteriforsøg ikke blev kuet med Haardhed, vilde en større og farligere Gjentagelse deraf kun blive et Tidsspørgsmaal. Han haabede, at Marinen og hans eget Navn skulde blive forskaanede for en saadan Skam og at Folkene maatte komme til Fornuft, naar de saa, at den Haand, der styrede dem, ikke lod sig rokke. Han var derfor bestemt paa at vise de franske Autoriteter, som ved denne Leilighed havde ladet Naade gaa for Ret, at han var Mand for at holde Justits paa det Dæk, hvorover hans Vimpel vaiede.

v. Dockum holdt sit Ord.

Det opsætsige Mandskab fra Kanonbriggerne kom nemlig den 20. Marts 1810 tilbage fra Vliessingen under Maanedslieutenanternes Kommando, og man kan i Admiralens private Optegnelser læse om den Modtagelse, der ventede dem ombord i »Pultusk«, saasnart de havde sat Foden over Linieskibets Faldreb[58].

»Og da mit Mandskab kom ombord, som bestod af 180 Mand, fordrede jeg, at de skulde opgive mig Formanden til deres Opstand, og da de svarede mig: Alle Mand! lod jeg dem strax opstille og lod hele Mandskabet med Garnison komme med deres Geværer paa Dækket, og lod af Oprørerne hver 10de Mand katte og sætte i Bøien, og da den 11te blev kattet, sprang Kvartermesteren af Travaille-Chaluppen overbord og druknede, hvorefter Oprørerne angav, at den Druknede havde været deres Anfører[59]«.

Skjøndt v. Dockum gik frem med Strenghed ved denne Leilighed og uden Barmhjertighed kattede sine Folk to Dage i Rad[60], var hans Sympathi dog meget paa Folkenes Side, og han maatte indrømme, at den egentlige Aarsag til denne beklagelige Begivenhed ikke laa i nogen Lyst til Opsætsighed hos Mandskabet, men at de, vaade, forfrosne og overanstrængte saa at sige vare blevne drevne til den fortvivlede Beslutning, at nægte at arbeide.

I sin udførlige Rapport til Admiralitetet herom kommer denne Betragtning ogsaa til Orde, og han erklærer kort og godt, at Grunden til, at Folkene paa de ved Vliessingen stationerede Brigger havde vægret sig ved at gaa til Arbeide, er at »de ikke kunde udholde paa den Tid af Aaret at gaa i Vand og Mudder til midt paa Livet, at de manglede Klæder, og at de ingen Penge havde faaet i 5 Maaneder[61]«.

Den samme Frimodighed til at nævne Tingen ved sit rette Navn, som v. Dockum havde lagt for Dagen i sin Rapport til Admiralitetet i Kjøbenhavn, svigtedeham heller ikke ligeoverfor de franske Autoriteter. I det tidlige Foraar, da Sindene atter vare komne til Ro efter Katastrofen i Vliessingen, var han afreist til Paris for personlig at give Hertugen af Decrès Oplysning om den summariske Afstraffelse, der havde fundet Sted ombord i »Pultusk«, og han optraadte ved denne Leilighed med saa megen aabenhjertig Djærvhed, at det kom til et Sammenstød imellem ham og Frankrigs Marineminister.

Det var ved Audientsen at det skarpe Ordskifte imellem dem fandt Sted, og i sine efterladte Optegnelser fortæller v. Dockum paa følgende Maade om, hvad der gik for sig ved dette Møde[62]:

»Da jeg meldte min Ankomst til Marineministeren, foreholdt han mig sin Forundring, at de danske Officerer ikke kunde styre deres Mandskab. Jeg svarede, at naar jeg ikke havde Mandskabet ombord, kunde jeg ikke svare for deres Disciplin, og at jeg havde straffet dem for deres Forseelse. Ministeren sagde, at han vidste det, og at Keiseren vilde blive meget forbitret, naar han derom blev underrettet, da det nu var 2den Gang.

»Jeg forestillede Ministeren, at Hs. Excellence var den skyldige, som i 9 (?) Maaneder ikke havde betalt Mandskabet deres Gage, hvormed de skulde klæde og føde dem, da den franske Kost ikke var tilstrækkelig til deres Føde, og naar Mandskabet i Kongen af Danmarks Tjeneste blev udenfor Skibstjenesten i Vinterens Tid anstrængt med at grave i Mudder ogSlud, saa blev der sørget for, at dem blev given Støvler og Kavaier til det Brug med mere Føde og varmt Øl og Brændevin, og at deres Gage ikke blev indeholdt. Hvilket alt skulde blive Keiseren indberettet, naar det engang kom til Forklaring fra min Konges Minister. Og saa vilde Aarsagen til det danske Mandskabs Misfornøielse vist falde paa Hs. Excellences Ansvar.

»Hvortil Ministeren svarede, at for denne Gang vilde han ikke ytre noget derom til Keiseren, fordi jeg allerede havde ladet dem straffe med Kat for deres Forseelse, — og bad mig til næste Dag at spise til Middag en bourgeois.«

Naar denne lille Episode, der saa fredelig endte med en Indbydelse til Middag, har fundet Sted, kan ikke nøiagtig afgjøres, da Opgivelserne herom ere temmelig uoverensstemmende; men rimeligt er det at antage, at v. Dockum en af de allersidste Dage af Marts Maaned eller en af de første Dage af April 1810 er ankommet til Paris og da strax har søgt Audients hos Ministeren.

April Maaned nærmede sig imidlertid sin Ende. Vinteren havde været lang og Frosten haard, men Isgangen var nu forbi, og Floden rullede atter sine Bølger frit imod Vest i det begyndende Foraar.

Oppe ved Rupel var alting roligt; Linieskibene laa endnu i deres Vinterkvarter uden Livstegn, skjøndt den forestaaende Sommerkampagne var nær. Overvintringen havde været særdeles heldig, og Rupel havde staaet sin Prøve. I den sikre Bugt, i Læ af de nedrammede Estakader, havde Scheldeflaaden ligget skjærmet for den voldsomme Isgang, saa at Skibene her vedForaarets Komme ingen Skade havde lidt, hvorimod de to Linieskibe, der til Forsøg vare udlagte ved Antwerpen, havde kjæmpet haardt under Ispresningerne paa Floden for at holde deres Plads Vinteren igjennem[63].

Intet fjendtligt Trompetstød kunde have skræmmet Scheldeflaaden mere brat op af sin Vintersøvn end Efterretningen om Napoleons forestaaende Ankomst til Antwerpen. »Keiseren kommer«! hed det en af de sidste Dage af April Maaned, og disse Ord kunde sætte Fart i alle i Antwerpen og i Rupel. Over Hals og Hoved fik Scheldeflaaden Ordre til at rømme Vinterkvarteret og hurtigst muligt søge at naa Antwerpen og faa Kanonerne ombord for at kunne salutere, naar Keiseren kom.

For at paaskynde Ordrens Udførelse blev der givet Skibene fri Manøvre, men trods dette var der kun et eneste af dem, som havde sit Kram saaledes i Orden, at det strax kunde adlyde Admiralens Befaling.

Det var Linieskibet »Pultusk«, der den 30. April 1810 slap sine Fortøininger og varpede ud fra Rupel for at naa Antwerpen i rette Tid.

Skjøndt Afstanden imellem disse to Steder kun er nogle faa Mil, var det dog en lang og møisommelig Tur. Udpaa Aftenen henimod Kl. 7 hørte man ombord i »Pultusk«de fjerne Drøn fra Kanonsaluten, der fortalte, at nu steg Keiseren i Land i Antwerpen, men først den 2. Mai tidlig om Morgenen lykkedes det at komme til Ankers der paa Rheden.

Skjøndt v. Dockum saaledes kom for sent til at være tilstede ved Keiserens Modtagelse i Antwerpen, var det dog en Tilfredsstillelse for ham at vide, at hans Skib var det eneste af hele Flaaden, der var naaet ned fra Rupel, og saalangt man kunde øine op ad Floden, var der endnu ingen Mastetop af nogen Orlogsmand i Sigte.

Strax efter Ankringen den 2. Mai tog han fat med Kraft paa at faa sit Artilleri ombord i Skibet. En stor Arbeidsstyrke havde fra Morgenstunden været iland paa Værftet til dette Arbeide; Kanonerne vare bragte ud af Arsenalet, og Mandskabet var netop i Gang med at »drille« dem ned imod Landgangsstedet, da Keiseren uheldigvis paa sin Morgentur kom ridende samme Vei, Passagen var spærret af »Pultusk’s« Artilleri, der laa tvers over Veien uden at kunne blive skaffet hurtigt nok til Side, og Keiseren, der ikke vilde finde sig i at blive standset, lod i Utaalmodighed sin Ridehest sætte tvers over Kanoner, Bjælker og Tallier og fortsatte sit Morgenridt.

Om Eftermiddagen skulde Linieskibene »Dalmate« og »Anversois«, der havde overvintret paa Floden, inspiceres. Klokken var 2, da Majestæterne satte af inde fra Antwerpens Kaier for at gaa der ombord. Fra »Pultusk« saa man den keiserlige Chalup styre lige op imod Linieskibet, som om Besøget gjaldt dette, men i nogen Afstand derfra blev der holdt paaAarerne, Keiseren greb selv en Raaber og praiede op til v. Dockum[64]:

»N’êtes Vous pas le Danois?« —

Og paa Svaret:Oui!fortsatte Keiseren gjennem Raaberen[64]:

»Quand je retournerais, je viendrais Vous voir!« —

Chaluppen roede derpaa videre og holdt af ned imod de andre Linieskibe.

Dagen gik imidlertid uden at bringe det lovede Besøg i »Pultusk«, og først om Aftenen, da Solen var ved at gaa ned, fik man Øie paa den keiserlige Chalup, der roede indefter imod Byen. Da Keiseren passerede Linieskibet, tog han atter Raaberen og praiede op[64]: »Pultusk! Il est trop tard pour Vous voir. Quand Vous serez armé, je viendrais Vous voir.«

Keiseren vilde altsaa ikke inspicere, førend Linieskibet var armeret. Mange Timer skulde han imidlertid ikke komme til at vente. v. Dockum greb denne Leilighed til at vise, hvad de danske Matroser kunde præstere, og han ventede fuldt og fast, at de samme Folk, der fornylig nede ved Vliessingen havde nægtet at arbeide, her under hans egen Kommando i Løbet af Natten skulde kunne udføre et Stykke Sømandsarbeide, som man vilde have Vanskelighed ved at gjøre dem efter ombord i Scheldeflaadens øvrige Skibe. Skjøndt Mørket faldt paa, og skjøndt Kanonernes Transport til Skibet, deres Opheisning og Placering i Raperterne var et Arbeide, derendog ved Dagens Lys fordrede Forsigtighed og Agtpaagivenhed, hvis intet Ulykkestilfælde skulde ske, blev der dog strax givet Ordre til at tage fat paa Rustningen. Det blev en Nat, hvor alle Hænder maatte tage fat, men kun 6 Timer efter at Ordren var udstedt til Armeringen, var Arbeidet ogsaa tilende, og da v. Dockum den næste Morgen tidlig gik i Land, kunde han melde Admiralen, at »Pultusk«, som ved Solnedgang havde haft sine Kanoner liggende inde i Land, nu var fuldt armeret og klar til at salutere det keiserlige Flag.

Keiserens Besøg kunde dog endnu ikke finde Sted, da Programmet for de følgende Dage allerede var lagt. Et nybygget Linieskib paa 80 Kanoner, »Friedland«, der stod paa Stabel, skulde sættes i Vandet i Overværelse af Keiserparret, Dagen efter gav Byen et Bal paa Raadhuset i Antwerpen til Ære for dem, og endelig skulde der være stor Audients for Hærens og Flaadens Officerer og Byens civile Autoriteter. Som Følge heraf blev Inspektionen af »Pultusk«, der sammen med Audientsen var berammet til den 4. Mai, udsat til Dagen efter[65].

Den 5. Mai, Dagen for »Pultusk’s« Inspektion, kom, og Veiret var saa slet som muligt. Det var »ondt Veir med Blæst og Regn,« men Keiseren tog intetHensyn til denne Omstændighed; Reisen fra Antwerpen var allerede fastsat til den følgende Dag, og det Skib, som ene af hele Flaaden havde evnet at komme tilstede ved Keiserens Besøg, skulde ikke paa Grund af Veiret gaa glip af den Ære at se ham paa sit Dæk.

Henimod 11-Tiden var ogsaa den keiserlige Chalup i Sigte paa Veien til »Pultusk«. Det var en ubehagelig Tur udefter. Sprøit fra Søen og Stænk fra Aarerne vadskede under Roningen ind over Essingen, det store Fartøi drev af Regn og Søvand, og da Chaluppen lagde til paa Siden, var Keiseren, Keiserinden og Følget, der ledsagede dem, nærlig alle gjennemblødte[66].

Linieskibets Chef stod ved Foden af Faldrebstrappen.

Det var lidt vanskeligt for Damerne at komme ombord ad den smalle, steile Faldrebstrappe[67], tilmed da Fartøiet laa uroligt i Søen.

»Jeg maatte derfor« — fortæller v. Dockum[68]— med Kaarden i Haanden række Keiserinden begge mine Hænder, hvor udi hun lagde begge sine Hænder,og saaledes maatte jeg baglænds gaa op af Trappen med Keiserinden; Keiseren fulgte efter og saa mig altid stift i Øinene.

»Da Keiserinden kom paa Dækket, blev hun der staaende, indtil duchesse Montebello kom og hjalp Hds. Majestæt den vaade Pels af imod en rød Carmoisins Pels, foret med Zobel, og da Keiseren passerede Keiserinden sagde han:

»Vous avez la mine d’une sultane!«

Veiret nødte snart Damerne til at trække sig tilbage til Chefens Kahyt, hvorimod Keiseren strax igjen viste sig paa Dækket iført sin gjennemvaade Frakke, som han ikke vilde skifte, og henvendte sig til v. Dockum med det Spørgsmaal, hvorlænge man vilde være om at skifte en Forstang. En halv Time var Svaret.

Keiseren gav derpaa Ordre til at udføre Manøvren.

Mangfoldige Gange havde »Pultusk« under den forløbne Sommerkampagnes Reisningsøvelser taget sine Stænger tildæks og sat dem omhoug igjen. v. Dockum havde træneret sine Folk, saa at Officerer, Underofficerer og Mandskab i lige Grad vare fortrolige med alt, hvad der kunde forefalde af Arbeider og Øvelser; hver Mand i Skibet vidste paa en Prik, hvad han havde at gjøre, saasnart Kommandoen lød. Man var tilmed forberedt paa enhver Eventualitet. I Kabelrummene laa Gier, Varp, Kabeltouge og hvad der mulig ellers kunde blive Anvendelse for under Manøvrerne fremme i Forhaanden, lige klar til Brug; i Mersene havde Topsgasterne deres Stropper og Arbeidstallier liggende parat, og paa alle 3 Topper havde den forestaaende Inspektion fremkaldt alle disse smaa Arrangementer,Forarbeider og Smaafif udenfor Reglementet, som man træffer i ethvert Skib, der har en rutineret og gjennemarbeidet Besætning ombord, og som ikke ere uden Betydning under Forhold, hvor det gjælder at vinde et Minut for at komme først[69].

Arbeidet gik derfor hurtigt fra Haanden uden Standsninger eller Uheld. Der var Fart i Folkene og Underofficererne. De arbeidede jo under Keiserens Øine, og Kongen af Westphalen, der selv havde været Søofficer, var gaaet tilveirs, og staaende i Mesansvantet med Foden i en Vevling fulgte han derfra Arbeidets Gang.

Inden den forlangte Tid var udløben, var Manøvren tilende, og da v. Dockum efter 25m Forløb meldte, at Forstangen var skiftet, Bram- og Bovenbramstangen omhoug og Bramraaen paa Plads, ytrede Keiseren sin Tilfredshed til ham.

Efter at denne Del af Inspektionen var forbi, blev der slaaet »Klart Skib.« Folkene mødte ved deres Kanoner, og ledsaget af v. Dockum gik Keiseren Skibet rundt. Paa underste Batteri standsede han og lod exercere først med 3 enkelte Kanoner og senere med hele Batteriet.

Keiseren var gaaet forud, — fortæller v. Dockum[70]—, for derfra at se paa Batteri-Exercitsen, ogda han ved igjen at gaa agter efter »maatte træde over Kanontallieløberne, som laa paa Dækket, spurgte Hs. Majestæt mig, hvad jeg syntes om Tougværket. Jeg ytrede at tro, at det nordiske Tougværk var bedre. Hs. Majestæt troede det ogsaa og spurgte, hvad jeg syntes om Jernet. Jeg svarede, at det var skørt. Hs. Majestæt sagde: »Det er skørt som Glas, men man maa hjælpe sig dermed.« —

Forinden Keiseren forlod »Pultusk«, forlangte han at se Mandskabet samlet. Der blev pebet op til Parade paa øverste Dæk, og her gik Keiseren langs med de opstillede Rækker. Synet af Besætningen maa have været en Del forskjellig fra, hvad han var vant til at se ombord i den franske Flaades Skibe.

De franske Skibsbesætningers strængt uniformsmæssige Paaklædning[71]fandtes ikke her; Folkene stod i deres Vadmels Trøier med »Glandshatte paa Hovedet, hvorpaa var emailleret et Baand, paa hvilket var anført »Pultusk«.« Hverken Form, Snit eller Farve var ensartet i Paaklædningen, da Mandskabet paa de Tider selv maatte sørge for deres Tøi, men naar man saa ned langs de opstillede Rækker, mødte Øiet kraftige, firskaarne Skikkelser, og veirbidte Sømandsansigter stak frem under de blanke Hatte.

Det var øiensynligt, at Keiseren fandt Behag i det uvante Syn af »Pultusk’s« lyshaarede Besætning. Han gik langsomt forefter, ledsaget af Admiral Missiessyog v. Dockum, og med Tobaksdaasen i sin høire Haand. Naar han af og til stod stille for at rette et Spørgsmaal til sine Ledsagere eller for at betragte et Ansigt i Rækken[72], »oplukkede han Tobaksdaasen med Tommelfingeren af den høire Haand, hvor Hs. Majestæt altid bar Daasen, og med samme Finger trykkede han paa Tobakken, lukkede Daasen og lugtede derefter paa Tommelfingeren. Og da det gik ofte paa, tabte Hs. Majestæt ud af Daasen en Del af den sammentrykkede Tobak, som af Mandskabet blev opsamlet som en Relikvie[73].« —

Inspektionen af »Pultusk« var hermed tilende, og de keiserlige Gjæster belavede sig paa at gaa fraborde igjen. Hs. Majestæt havde været særdeles tilfreds med alt og havde udtalt sig meget smigrende om Mandskabet. Da v. Dockum nemlig under Paraden paa en undskyldende Maade gjorde Keiseren opmærksom paa, at Folkene i deres lidt uensartede Paaklædning afvege en Del fra, hvad der var Brug i den franske Marine, havde Keiseren svaret:

»Vous avez des marins comme ils doivent être«, og idet han derpaa vendte sig til Admiral Missiessy, befalede han, at saa snart de franske Mandskaber (équipages de haut-bord) havde opslidt deres Chakot’er, skulde der anskaffes »chapeaux à la danoise« til dem, kun med den Forskjel, at der paa Hatteneskulde anbringes Nummeret paa den Afdeling, hvortil Folkene hørte, i Stedet for Skibets Navn.

Keiseren havde, forinden han forlod Dækket, som Belønning tilstaaet Besætningen en Maaneds Gage, og da Chaluppen satte af fra Faldrebet, stemte Mandskabet paa dansk Vis i med rungende Hurraraab for ham, i Stedet for det almindelige: »Vive l’empéreur[74]!«

Nogle Timer efter at de keiserlige Gjæster havde forladt »Pultusk«, og Skibet atter havde antaget sit dagligdags Udseende, indfandt en Hof-Furér sig ombord for at tilsige Chefen »til at møde med hvide Silkestrømper og Sko til Keiserens Taffel Kl 5.«

Den Opmærksomhed, der ved denne Tilsigelse blev v. Dockum til Del, var ikke ringe, idet som Regel ikke andre end Napoleons allernærmeste Omgivelse vare hans Gjæster ved det daglige Taffel.

At v. Dockum selv har betragtet det som en exceptionel Ære, der blev vist ham ved denne Leilighed, hvor han selv tolvte sad tilbords sammen med syv kronede Hoveder, fremgaar deraf, at han gjorde Sagen til Gjenstand for en Indberetning til Admiralitetet i Kjøbenhavn[75]. Rapporten, der nævner de tilstedeværende Gjæster ved Taflet, indeholder iøvrigt intet af Interesse; derimod har v. Dockum i sine private Optegnelser efterladt en detailleret Beskrivelse, der vel er værd at kjende i sin Helhed. Man vil erindre, at Napoleons Besøg i Antwerpen i Mai 1810 fandtSted kun nogle faa Maaneder forinden Holland blev indlemmet i det franske Rige, og Misforstaaelsen imellem Keiseren og hans kongelige Broder Louis var allerede paa dette Tidspunkt saa stærk og Uvillien fra Napoleons Side saa udpræget imod Kongen af Holland, at denne ved alle Leiligheder var Gjenstand for Tilsidesættelse og Ydmygelse. Ogsaa ved Taflet den 5. Mai kom denne Stemning hos Keiseren til Udbrud, og det Ordskifte, der ved denne Leilighed fandt Sted imellem de to Brødre, og som v. Dockum med stor Nøiagtighed refererer, er af historisk Interesse som Bidrag til Belysning af Napoleons Karakter. Men selv fraset dette, er den efterfølgende Beretning i høi Grad læseværdig; thi man staar her overfor en Skildring, der med al sin omstændelige Jævnhed i sjelden Grad er i Besiddelse af en eiendommelig Kolorit og kaster Lys ind over et lille Interiør fra en svunden Tid.

»Kl. 5 — fortæller v. Dockum[76]— mødte jeg i Keiserens Forgemak, hvor duchesse Montebello konverserede med en hollandsk Grevinde og General Lauriston med Admiral Missiessy. Strax efter aabnedes Døren, hvoraf jeg var kommen ind, og blev derfra raabt: »Roi de Saxe!« hvilket Ord blev gjentaget af den Herre, som stod ved Keiserens Gemaks Dør med et lidet Ryk i Keiserens Gemaks Dør, hvorpaa Keiseren, som var indenfor Døren, svarede: »Qu’il entre!« og Kongen blev indladt til Keiseren.

»Saaledes gik det og til, da Kongen af Westphalenkom, og derefter da Kongen af Italien kom, men, da Kongen af Holland kom, svarede Keiseren: »Qu’il reste!«, og Hs. Majestæt forblev med os i Forgemakket.

»Noget efter aabnedes Døren til Keiserens Gemak, hvor Kongen af Holland gik ind med os Andre, og Keiseren og Kongerne gik foran ud til Spisesalen, hvor Keiserinden og Dronningen af Westphalen kom ind af en anden Dør.

»I Spisesalen stod et stort rundt Bord, dækket med 12 Couverts, hvor Keiseren tog Plads. Paa hans høire Side kom Dronningen af Westphalen, dernæst Kongen af Italien, derefter den hollandske Dame, ved hende Kongen af Westphalen og saa Kongen af Saxen, som sad paa venstre Side af Keiserinden, dernæst kom Keiserinden, som sad lige overfor Keiseren, og ved hendes høire Side kom Kongen af Holland, derefter Admiral Missiessy, saa jeg og næst efter General Lauriston.

»Ved Bordet var Keiseren munter og talte med os alle og spurgte mig, om de franske Orlogsskibe vare saa smukke som de danske, om de seilede og styrede saa godt, og hvad jeg syntes om Skibenes Takkelage og Reisning. Og jeg svarede, at de fleste franske Skibe vare fuldkommen saa smukke som de danske, at de franske Skibe seilede og styrede meget godt, og at Skibenes Takling og Reisning var god; men at Orlogsskibet »Pultusk« laa noget høit paa Vandet. Keiseren svarede, at det var observeret af l’ingenieur de genie og var forekommet ved de Skibe, som stod paa Stabelen. Keiseren sagde, at de Franskes Master vare høiere end de Engelskes.Jeg svarede, at i stormende Veir kunde det vel have sin Nytte.

»Keiseren tog et Æble af en Dessert-Tallerken, lagde det paa Enke-duchesse Montebello’s Tallerken, som delte det med hendes Sidemand, den ugifte Mand, Marechal og Adjutant Lauriston, hvortil Keiseren sagde:

»Ha! Ha! Madame, Vous partagez déjà vos pommes!« —

»Hvorefter Keiseren henvendte sig til Kongen af Holland og spurgte om Aarsagen, hvorfor han ikke forrige Sommer havde sendt ham de belovede Skibe og Mandskab. Kongen svarede, fordi Orlogsskibene manglede Master. Keiseren svarede:

»Vil Du, at jeg skal komme til Amsterdam for at vise Dig, hvor Mastetræerne ligge?«

Kongen: »Det er ikke det eneste!«

Keiseren: »Hvad er det da?«

Kongen: »Seilduger!«

Keiseren: »Vil Du, jeg skal komme til Amsterdam for at vise Dig Magasiner, hvor der findes Seilduger?«

Kongen: »Ja, men Finantserne?«

Keiseren: »Har Du ikke faaet saa mange Millioner fra Spanien, saa mange Millioner i Skatter, og saa meget fra Danmark?«

»Og da Kongen betænkte sig, henvendte Keiseren sig til mig og spurgte, om det ikke var saaledes, og paa mit Svar, at jeg ikke kjendte Finantsvæsenet, svarede Keiseren, at den Summa var saa ubetydelig, at han vilde slaa en Streg derover og spurgte Kongen,om han kunde nægte at have faaet de opregnede Millioner.

»Kongen svarede, at Pengene ikke tilhørte ham, men at han ikkun var Inkassator deraf.

Keiseren: »Hvorledes?«

Kongen: »Det er Statens Penge.«

Keiseren: »Det er Statens Penge, som Du indkasserer for at bruge til Statens Forsvar og Nytte, men Du gjør daarlig Brug deraf, og Du er ikke« ... hvorpaa Keiseren henvendte sig til den hollandske Dame....

»Vi reiste os fra Bordet, hvor vi havde siddet henved 2 Timer. Fra Bordet gik vi igjennem en stor Sal, og kom til en mindre Sal, hvor man præsenterede os Kaffe og Likør.

»Keiseren talte imidlertid med os og hentede sin Kop Kaffe, som stod helt henne i Salen paa en Cheridor,(?) og som efter Sigende Keiserinden skal have skjænket. Og kom derefter til mig og spurgte, hvad jeg mente om den engelske Expedition. Jeg svarede, at naar de havde gjort deres Skyldighed, havde de brændt og tilintetgjort alle Hs. Majestæts Skibe med Mandskabet saa vel som og hele Værftet ved Antwerpen med alle Skibene, som stod paa Stabelen, med dets betydelig opfyldte Magasiner og Forraad af Kanoner o. s. v., hvorpaa Keiseren gik nogle Skridt fra mig og vendte om til mig og sagde:

»Det var ogsaa alt, hvad de Engelske kunde gjort, at tilintetgjøre mine Skibe, og det var mig vigtigere den Gang at vinde min Bataille là bas; thi hvis de Engelske da havde taget en fast Position her, da skulde jeg nok komme for at jage dem herfra.

»Til Kongen af Sachsen, som stod i Nærheden af mig, sagde Keiseren, at det endnu var ham en Gaade at tænke, hvorledes Prinds Carl ved Donau havde couperet ham fra sin Armé, og kom til mig og sagde, hvad jeg syntes derom. Jeg svarede, at jeg troede Keiseren der havde staaet i en kritisk Stilling, hvortil Keiseren svarede, at han ikke kunde begribe, hvorfor de Østerrigske Armeer ikke havde attakeret ham, og hvorfor de havde ladet ham staa der saa rolig.

»I det samme nærmede Keiserinden med Dronningen af Westphalen og duchesse Montebello med den hollandske Dame sig til Keiseren ligesom for at ville tage Del i det, som blev talt om, hvorfor Keiseren saa sig om ligesom for at lede efter noget og sagde:

»Il faut de chaise pour ces dames!«

»Og da Keiseren nærmede sig til Væggen ligesom for at tage efter en Stol til Keiserinden, saa tog jeg de tvende Stole, som stod lige ved mig, og satte dem for Keiserinden og Dronningen af Westphalen. Hvortil Keiseren sagde:

»Il faut avouer, que les Danois ont beaucoup de politesse, parce’ que surement il n’y aurait pas eu un francais, qui aurait montré cette politesse a ces dames!«

»Keiseren talte derefter med Keiserinden og Kongen af Italien og spurgte mig, om hvormange Orlogsskibe at de Engelske havde taget fra Danmark, og paa Svaret 22 sagde Keiseren, at jeg vel anslog Antallet noget høit, hvorpaa jeg svarede, at naar de ældre Skibe var iberegnet, som de Engelske tog, saavilde Antallet endog overstige 22. Hvorpaa Keiseren igjen erindrede mig om at komme til Paris naar Leilighed dertil gaves«.

Den 6. Mai 1810, om Morgenen tidlig Kl. 6, afreiste Keiseren og Keiserinden fra Antwerpen til Breda, og Dagen efter lettede »Pultusk« sit Anker og stod vester paa ned ad Floden. Skibets Seilordre lød paa Vliessingen, som vilde blive Sommerstation for en Del af Scheldeflaadens Skibe, og da det ved Ekviperingen havde været først paafærde af alle sine Kammerater, naaede det ogsaa først til sit Bestemmelsessted. Flaadens øvrige Skibe kom nu lidt efter lidt frem fra Rupel og varpede ned til Antwerpen, hvor de bleve underkastede et Eftersyn og fik deres Kanoner og Proviant ombord. Med disse forskjellige Arbeider forløb en Del af Maaneden, og først den 20. Mai var der ved Scheldeflodens Munding under Kontre-Admiral Courand samlet en detacheret Eskadre paa 4 Linieskibe[77]til Forstærkning af Vliessingen-Stationen, hvor Kontre-Admiral L’Hermitte allerede laa med 18-20 Kanonbrigger under sin Kommando.

Paa Søen havde Englænderne Vinteren igjennem holdt en Observationsstyrke krydsende udfor Vliessingen, for største Delen bestaaende af mindre Skibe (Fregatter, Brigger, Luggere og Kuttere), men saasnart Admiral Courand’s Eskadre havde vist sig i Flodmundingen, gav Fjenden ogsaa Møde med sine Linieskibe i Farvandet udenfor, og Schelden var som Aaretforinden ved Udgangen af Mai stænget og lukket af en regelret engelsk Blokade.

Skjøndt det i Realiteten ingen Betydning havde, var dog Afspærringen af Floden i Sommeren 1810 ikke saa effektiv, som det foregaaende Aar.

Den mislykkede Expedition imod Schelden havde gjort Franskmændene dristigere og maaske ogsaa samtidig sløvet Energien lidt paa den anden Side. De engelske Krydsere, der laa Landet nærmest, vovede sig vel af og til saa langt ind under Landbatterierne, at de vexlede Skud med Fæstningen Vliessingen og de nyanlagte Værker ved Breskens, men videre kom det ikke, hvorimod der fra fransk Side udfoldedes en Del Aktivitet, efter at Admiral Missiessy i Slutningen af Juni Maaned var ankommen til Vliessingen ombord i »Charlemagne« og selv havde taget Kommandoen der paa Stedet. Flaadens numeriske Styrke var da betydelig forøget, og flere Gange hver Uge i Sommerens Løb stod en Afdeling paa 4-5 Linieskibe Schelden ud med Ebben.

Saasnart de engelske Brandvagter, som laa saa langt inde under Kysten, at de kunde iagttage, hvad der foregik paa Floden, saa de franske Linieskibe lette og heise deres Mersseil, gik Signalerne tilveirs for at kalde Hovedflaaden til. De engelske Linieskibe, som holdt gaaende længere ude tilsøs under smaa Seil, stode indefter mod Grundene, medens Forpostskibene trak sig tilbage for den franske Eskadre.

De to fjendtlige Flaadeafdelinger manøvrerede nu imod hinanden, uden at det dog nogensinde kom til en regulær Træfning; thi den lange Række af landløse Grunde og Banker, der ligger langs hele den hollandske Kyst, strakte sig som et neutralt Belte imellemdem, saa bredt, at Kanonerne ikke kunde række derover. Englænderne seilede udenfor, Franskmændene manøvrerede under Land, og kun af og til, hvor Grundene snævrede ind, og Skibene kom hinanden indenfor Rækkevidde, vexledes der Kanonskud imellem dem.

Expeditionen var kun af kort Varighed; thi naar Strømmen kæntrede, seilede Eskadren tilbage med den kommende Flod og stod atter ind i Ly af Vliessingens Batterier. Disse Timer tilsøs vare dog mere end blot og bar Øvelse; de havde noget af Krigens Spænding over sig.

Det satte Fart i Blodet paa Besætningerne, naar de under Klartskibs-Øvelserne havde et virkeligt Maal for Øie, idet de rettede deres Sigte mod de engelske Orlogsmænd, hørte Smældet fra deres Kanoner og saa de fjendtlige Kugler vande paa Bankerne, der vare dem imellem. Under Seiladsen i det grunde Farvand skjærpedes Blikket hos de Kommanderende ved Bevidstheden om, at en slet Manøvre, blot en feil Kommando til Roret, kunde bringe Skibet til at staa fast i Sandet, og at dette vilde være Signalet til, at en Sværm af lavtgaaende Skibe (Brigger, Kuttere og Luggere) — hele den fjendtlige Flaades Kavalleri — kastede sig over det som et sikkert Bytte.

Det var paa en af disse Ture under Missiessy’s egen Ledelse, og hvor »Pultusk« var med i Følge, at Admiralen fra »Charlemagne« praiede over til v. Dockum og gratulerede ham til, at Keiseren havde udnævnt ham til Ridder af Æreslegionen. Den samme Udmærkelse var ligeledes bleven Kapitain Wleugel, Chefen for »Dantzick«, til Del, og faa Dage seneremodtog de to danske Officerer den officielle Meddelelse om Udnævnelsen gjennem en Eskadreordre, der gjengav Indholdet af en ministeriel Depeche, dateret Paris den 2. Juli 1810, og hvori det hedder:[78]

Back to Index Next