Min Herre,»Keiseren har paa Grund af den Iver, som De har udvist i hans Tjeneste, ved et Dekret af 23. Juni benaadet Dem med Æreslegionens Ridderkors.»Det er mig meget behageligt at kunne meddele Dem dette smigrende Bevis paa Hs. Majestæts Naade.«[79]
Min Herre,
»Keiseren har paa Grund af den Iver, som De har udvist i hans Tjeneste, ved et Dekret af 23. Juni benaadet Dem med Æreslegionens Ridderkors.
»Det er mig meget behageligt at kunne meddele Dem dette smigrende Bevis paa Hs. Majestæts Naade.«[79]
At Cheferne for »Pultusk« og »Dantzick«, der under Opholdet i Frankrig saa ofte havde modtaget Beviser paa, i hvor høi Grad man paaskjønnede deres Tjeneste, for saa vidt maatte være tilfredse med deres Stilling, kan vel neppe drages i Tvivl, men fraset dette, bredte der sig en Strøm af Misfornøielse i begge Skibe lige fra Næstkommanderende og ned til den menige Matros.
Denne gjennemgaaende Misfornøielse gav sig tilkjende hos Mandskabet ved temmelig hyppige Desertioner[80], og for Officerernes og Underofficerernes Vedkommendebetegnes Aaret 1810 ved en Række af Ansøgninger om at blive afløste og komme hjem til Danmark.
Det var »Pultusk’s« Næstkommanderende, Kapitainlieutenant H. P. Holm, der gjorde Begyndelsen med sin Ansøgning af 17. Juli 1810, og efter ham fulgte i sluttet Række: Flensborg, Thunbo, Falbe, Willoch, Barfred, Petersen og Bendz.
Længslen efter atter at vende hjem til Danmark, Ønsket om at komme i Kast med Fjenden i Sundet og Belterne snor sig som den røde Traad igjennem alle de 8 Officerers Ansøgninger; Udtryksmaaden og Ordene i Motiveringen ere vel forskjellige, men Tanken, der gaar der igjennem, er den samme.
Man ser dette, naar man tager disse Aktstykker for sig og gjennemgaar dem.
Fra hver en Side paa de gamle gulnede Blade strømmer de unge Officerers Kamplyst og Trang til Aktivitet En imøde under Gjennemlæsningen, men uden Flugt og Begeistring; sindigt og støt kommer det frem i jævne adstadige Ord:
»Jeg har været to Aar og nogle Maaneder her paa Schelden uden Aktivitet, der kan sammenlignes med den, mine Kammerater i Fædrelandet har været i, uden Sandsynlighed for at her bliver mere Aktivitet.« — (Lieutenant Petersens Ansøgning).
»Efter at have været 2¼ Aar ombord i det franske Linieskib »Dantzick« paa Schelden, i langt mindre Virksomhed end mine andre Kammerater hjemme og i et Klimat, hvor jeg flere Gange og flere Maaneder har været angrebet af de her herskende Sygdomme, som ingenlunde ret vil forlade mig.« — (Lieutenant Willoch’s Ansøgning).
»Jeg har saaledes i tre Aar været ude af Stand til som Kammeraterne hjemme at virke militærisk for Fædrelandet.« — (Lieutenant Thunbo’s Ansøgning).
»Jeg vover underdanigst at anmærke, at jeg siden Krigens Udbrud har været udkommanderet udenfor Fædrelandet og i den Tid ei haft Leilighed til at vise min Lyst og Iver for min Metier.« — (Lieutenant Falbes Ansøgning).
Officerernes Andragender om Afløsning indsendtes til Admiralitetet i Kjøbenhavn, alle forsynede med Chefernes Anbefaling, og det er ikke uden Interesse at se, hvorledes v. Dockum, der saa ganske sympatiserede med sine Officerers Reiselyst, i September Maaned 1810 endog foretog et direkte Skridt for at paavirke Admiralitetets Afgjørelse i denne Retning ved at forsyne en af de omtalte Ansøgninger med følgende Paategning:[81]
»Jeg tror det meget gavnligt for enhver ung Officer, at han tilbringer er Par Aar paa Skibene her, da alle de Manøvrer og Exercitier daglig gjennemgaas ved Eskadren baade under Seil og til Ankers, som Omstændighederne tillade, og hvorved altid faas nogen Kundskab og Erfarenhed; men jeg tror tillige, at den unge Mand efter dette Ophold kan med Grund ønske sig hjem for paa sit Fædrelands Kyster at kunne søge Leilighed til at møde Fjenden og gjøre ham al den Skade og Afbræk som muligt, og hvortil her for nærværende Tid ingen Udsigter gives.«
Det ligger nær at antage, at det er denne Udtalelse fra v. Dockum, som bevægede Admiralitetet til at foretage den omfattende Afløsning af Befalingsmænd og Mandskab, som forberedtes sent paa Efteraaret 1810.
Først i November Maaned[82]underrettedes v. Dockum om de forestaaende Forandringer i de to dansk bemandede Linieskibes Personel, og en halv Snes Dage senere, den 17. November 1810, meddelte Admiralitetet, at Kapitainlieutenant Kaas samme Dag vilde forlade Kjøbenhavn for at afgaa til Vliessingen med det til Afløsning bestemte Kontingent.[83]
Admiralitetet havde strakt sig vidt ved denne Leilighed for at imødekomme de Anmodninger om Hjemsendelse, der i Løbet af Sommeren saa indtrængende havde lydt ovre fra Schelden; saavel Officerer som Underofficerer og Mandskab vilde alle indenfor rimelige Grændser faa deres Ønsker opfyldte, saa snart den store Afløsning ankom til sit Bestemmelsessted.
Eftersommeren havde ikke været rig paa afvexlende Begivenheder. Flaaden havde holdt sin Sommerstation ved Vliessingen indtil den 19. Oktober 1810, da Ankerpladsen forlagdes høiere op paa Floden til Terneuzen.
To Dage tidligere, medens Skibene endnu vare samlede ved Vliessingen, aflagde den franske Marineminister forinden Afslutningen af Aarets Kampagne et kort Besøg i Admiralskibet. Efter hans Ankomst bleve Skibscheferne ved Signal kaldte ombord i »Charlemagne,« hvor Ministeren meget forekommende spurgte v. Dockum, »om han havde noget at erindre i Henseende til Ekvipagen.«
Chefen for »Pultusk« havde før havt Leilighed til at vise, at han overalt, hvor det gjaldt Mandskabets Ve og Vel, ikke var bange for at stille sig selv i Breschen, og han svigtede heller ikke sine Folk her, men udtalte uden Omsvøb, at Restancerne endnu ikke vare blevne godtgjorte for dem af Mandskabet, som vare døde, afgaaede hjem, eller som havde været paa Hospitalet i Aarene 1808-09, og det uagtet Ministeren selv Aaret forinden havde givet Ordre til, at Pengene skulde udbetales.
En saa uforbeholden Erklæring fra en fremmed Officer om, at det franske Marineministeriums Befalingerikke altid bleve adlydte til Punkt og Prikke, som de burde, har sikkert været yderst ubehagelig for Hertugen af Decrès; men, at der netop ved denne frimodige Gaaen løs paa Sagen opnaaedes den ønskede Virkning, fremgaar af en Rapport til Admiralitetet, dateret Orlogsskibet »Pultusk« ved Terneuzen 21. Oktober 1810, hvori v. Dockum indberetter om Hertugen af Decrès’ Besøg i Flaaden og, efter at have omtalt sine egne Udtalelser til Ministeren ved dette Møde ombord i »Charlemagne«, fortsætter ganske tørt og lakonisk[84]:
»Det syntes, som han herover blev noget fortrydelig, og lod strax skrive en Ordre til Marinepræfekten i Antwerpen om at afgive alt, som vedkom den danske Bemanding her ombord.«
Skjøndt Gjentagelsen af den ministerielle Ordre selvfølgelig bevirkede, at Restancerne uden Tøven bleve udbetalte, kan det dog ikke nægtes, at der af og til maatte et Magtsprog for at faa Louisdor’erne frem af den franske Regjerings Pengekasser.
De kolossale Udgifter i klingende Mønt, som Krigens Førelse fordrede, foraarsagede nemlig ganske naturligt, at Regjeringen stoppede sine Betalinger overalt, hvor den mente, at det kunde lade sig gjøre uden at vække for megen Opsigt. Denne Fremgangsmaade, som Marineministeriet ogsaa fulgte i temmelig stor Udstrækning, gik navnlig ud over Flaadens Mandskab og Flaadens Leverandører.
Det danske Mandskab havde tidt maattet føledette under deres Ophold paa Schelden, og onde Tunger fortalte vistnok ikke uden Grund, at et keiserligt Besøg paa et Sted gjerne indlededes med rigelige Pengeforsendelser fra Paris til de stedlige Autoriteter, for at alle Fordringer paa Betaling for Leverancer og lignende til Regjeringen kunde være opgjorte og betalte forinden Keiserens Ankomst.
Til Trods for disse Forsigtighedsregler stod Hertugen af Decrès’ Kredit dog paa meget svage Fødder. Da der ved Vintertid skulde anskaffes varmt Tøi til Brug for »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Mandskab under Arbeidet i fri Luft, nægtede saaledes Kjøbmændene i Antwerpen at levere de nødvendige Klædningsstykker til Marinens Brug, naar der ikke samtidigt præsteredes kontant Betaling for dem[85].
Marineministerens Besøg ombord i Flaaden havde været Afslutningen paa Aarets Sommerkampagne. Ved hans Tilbagekomst til Paris, efter endt Inspektionsreise i Holland, udgik der Ordre til Admiral Missiessy, om at afgaa til Antwerpen for at desarmere Skibene[86].
Den ministerielle Skrivelse herom var den 2. November1810 kommen Admiralen i Hænde, men stormende Veir og Modvind gjorde, at man først den 5 kom under Seil fra Terneuzen.
De franske Marineautoriteter havde haabet, at Antwerpens nyanlagte Basiner skulde have staaet fuldtfærdige til at tage imod Scheldeflaaden, naar Vinteren var for Døren; men trods al Energi lykkedes dette ikke, og Rupel maatte derfor igjen klargjøres til Vinterkvarter[87]. Fra Midten af November Maaned herskede der travl Virksomhed paa Floden fra Antwerpen og op til Bugten ved Rupel. Allerede den 18. November laa »Pultusk« som første Mand igjen for sine Fortøininger i Vinterhavnen, og efterhaanden som man blev klar med Desarmeringen, kom Skib efter Skib derop for at indtage deres Pladser. I de første Dage af December Maaned havde Mandskab og Fartøier fra Flaaden bugseret de to nybyggede Linieskibe, »Friedland« og »Tilsit«, op til Rupel, og faa Dage senere, den 9. December 1810, da det sidste af Scheldeflaadens Skibe halede ind paa Bugten, var hele Styrken samlet i sit Vinterkvarter.
Efter at Tjenesten var bleven ordnet, forlod Admiral Missiessy Antwerpen for at tilbringe Vinteren i Paris. De fleste af hans Skibschefer gjorde ligesaa, og da Keiseren under sit Besøg i Antwerpen havdeopfordret v. Dockum til at lære Hovedstaden at kjende, saasnart der gaves Leilighed dertil, bestemte han sig til at følge Exemplet. v. Dockum reiste sidst paa Aaret til Paris og havde næppe Grund til at fortryde, at han havde ombyttet »Pultusk’s« trange Kahyt med Livet i den glade, straalende By ved Seinen, hvor der fra Hoffets, Ministerens og Admiral Missiessy’s Side blev vist ham den største Opmærksomhed.
Efter at have meldt sin Ankomst til Hertugen af Decrès, var en Audients hos Keiseren det næste Skridt. Det var en Søndag Formiddag, at v. Dockum sammen med Missiessy kjørte til Tuilerierne og begav sig op i Audientssalen.
Det store Rum var næsten fyldt.
Man ventede Keiserens Tilbagekomst fra Messen for at give en af sine sædvanlige Audientser; kort efter gik Døren til det tilstødende Gemak op, og Napoleon traadte ind i Salen, fulgt af en Adjutant.
»Hs. Majestæt gik Salen 3 Gange op og ned« — fortæller v. Dockum[88]— »for at modtage Ansøgninger af den største Del af de tilstedeværende, som Hs. Majestæt da spurgte almindelig, hvorlænge de havde tjent og hvormange Børn de havde, og paa deres Svar, at have saa mange Børn og tjent saa mange Aar, svarede Hs. Majestæt, at ville lægge Mærke til deres Ansøgning, som han leverede til den General, som fulgte ham; men naar den Ansøgende svarede 1 Aar og derunder tjent, svarede Keiseren ikke mere og beholdt selv Ansøgningen.«
Da Keiseren kom til v. Dockum, underholdt han sig meget naadig med ham og spurgte tilsidst i en spøgende Tone, om han troede, at han kunde manøvrere med »Pultusk« i Seinefloden, og da v. Dockum resolut gik ind paa Spøgen og svarede, at det stod til Keiseren at lade Seinen uddybe, saa skulde han nok kunne manøvrere sit Linieskib paa Floden, smilede Keiseren venligt og bemærkede, at han var af samme Mening.
Efter Audientsens Slutning havde Keiseren en Samtale med Missiessy, og da de to Officerer kort efter forlod Tuilerierne i Admiralens Ekvipage, ventede der v. Dockum en Overraskelse, idet Admiral Missiessy ved Bortkjørselen fra Slottet gratulerede ham til om kort Tid at blive udnævnt til Admiral. Hvor smigrende end denne Meddelelse maatte være, kunde v. Dockum dog ikke tro paa Muligheden deraf.
Han havde fornylig modtaget sin Forfremmelse til Kommandør hjemmefra[89], og da den Tanke slet ikke kom frem hos ham, at det muligvis var en fransk Admiralstitel, hvorom der var Tale, slog han Sagen hen som noget, der umuligt vilde kunne realiseres, og bad endog i Vognen Admiralen om aldrig mere at tale til ham derom.
Hermed var Tingen foreløbig stillet i Bero, og Chefen for »Pultusk« kunde nu nyde sin Frihed og tage Del i de Festligheder og Selskaber, som Pariser-Sæsonen ved Vintertid kunde byde under det keiserlige Hofs Ophold.
Gjennemgaar man Kommandørens Optegnelser, vil man ogsaa lægge Mærke til, at der netop fra Hoffets Side blev vist ham større Opmærksomhed, end han ifølge sin Rang og Stilling kunde have Krav paa. Audientsen i Tuilerierne blev nemlig efterfulgt af en Række Indbydelser, og at v. Dockum ikke har været nogen sjælden Gjæst ved Hoffets Adspredelser, kan ses, naar man i hans Dagbøger læser[90]:
»Dagen efter Audientsen blev jeg tilsagt at møde med Silkestrømper og Sko og forevise indesluttede røde Billet imorgen Aften paa Hoftheatret; tredie Dagen efter blev jeg efter Keiserindens Ordre ved en trykt Billet fra duchesse Montebello tilsagt at møde i Keiserindens Gemakker for at være nærværende ved et Bal, og da Keiseren ankom til Ballet, dandsede Dronningen af Holland og Prindsesse Pauline i et stort Tog af Hofkavalerer og Damer nogle Partier for Keiseren, hvorefter Ballet begyndte. Nogle Dage efter blev jeg efter Keiserens Ordre ved trykt Billet fra Marechal Duroc[91]tilsagt til en circul, og saaledes nogle Aftener efter at møde i Gemakkerne til Opera, Komedie, etc.; og Keiseren spurgte mig almindelig, om jeg morede mig i Paris og saa mig brav om, hvad jeg syntes om Aktøren Talma, om jeg havde set »ombre chinoise« o. s. v.«
Saaledes gik Vinteren let og jevnt, indtil v. Dockum ud paa Foraaret forlod Paris og satte Kursen mod Rupel for atter at tage fat paa sin Gjerning. Kulden havde i Begyndelsen af Aaret 1811 været temmelig streng, saa hele Bugten ved Rupel Januar Maaned igjennem var tillagt, og Isen paa de fleste Steder saa stærk, at den kunde passeres af Fodgængere, men da v. Dockum den 7. Marts 1811 igjen kom tilbage til sit Skib, var Frosten tilende, Floden atter fri, og Scheldeflaaden tog nu for 4de Gang fat paa Foraarsudrustningen. Man havde ombord i de dansk bemandede Linieskibe ventet, at Hjemsendelsen af det udtjente Mandskab kunde være bleven paabegyndt strax efter Nytaar, og Forberedelserne vare allerede trufne til at dirigere Folkene hjemefter i mindre Partier, som den for den danske Regjering mindst bekostelige Maade, men i sidste Øieblik nedlagde den franske Marineminister Forbud herimod, og Reisen blev stoppet ved en Ordre fra Paris, der bestemte, »at ingen af de danske Besætninger kunde permitteres hjem førend de, som skulde remplacere samme, vare ankomne.«[92]
Da denne Forholdsregel formentlig stod i Strid med de Aftaler om Mandskabets Afløsning, som i sin Tid vare blevne trufne imellem den franske og danske Regjering, indberettede begge de danske Chefer Sagen til Kjøbenhavn, og Admiralitetet satte sig strax i Bevægelse ved under 16. Februar 1811 at sende de to Officerer en Skrivelse, hvori Kollegiet »anbefaler de Herrer paa det kraftigste at forestille benævnteMarineminister« for at udvirke, at Forbudet imod Afreisen blev taget tilbage igjen.[93]
Ordren herom traf v. Dockum i Paris, og skjøndt det i Skrivelsen endvidere paalagdes ham at følge Kommandoveien og altsaa indsende Besværingen gjennem den kommanderende Admiral, indsaa han som praktisk Mand, at en mundtlig Konference med Marineministeren langt sikrere vilde føre til Maalet end den langsomme tjenstlige Korrespondance, og han tog derfor ikke i Betænkning at fremstille Sagen personlig for Hertugen af Decrès.
Det lykkedes virkelig ogsaa v. Dockum at faa Marineministeren til at give efter for Admiralitetets Ønske om at Hjemsendelsen af det udtjente Mandskab strax kunde tage sin Begyndelse, tilmed, da han kunde understøtte sin Anmodning med Meddelelsen om, at den første Deling af Erstatningsmandskabet, en Transport paa 107 Mand under Lieutenanterne Warendorff og Madsen, den 2. Februar om Aftenen var indtruffet i Rupel som Forløbere for Hovedstyrken, der endnu var paa Marchen.
For at forstaa Grunden til at Admiralitetet med saa megen Iver gjorde gjældende, at Iværksættelsen af den engang lovede Hjempermittering ikke burde opsættes, maa man erindre, at der i begge de dansk bemandede Linieskibe fandtes adskillige blandt Besætningen, der havde Styrmands- eller Volontør-Patent. Disse Folk vare ved Krigens Begyndelse sammen med det øvrige Mandskab blevne dirigerede til Vliessingen fra de Havne, hvor deres Skibe laa stoppedepaa Grund af den engelske Blokade, og vare blevne satte til almindelig Matrostjeneste ombord i »Pultusk«, og »Dantzick«, uagtet deres Patent »fritog dem for at tjene som Matroser paa Hs. Majestæts egne Skibe.«
Den Uret, som der ved denne lidt vilkaarlige Fremgangsmaade blev øvet imod disse Folk, havde man senere bestræbt sig for at mildne ved Løftet om, at de ved den forestaaende Hjemsendelse skulde komme først i Betragtning, og da Tilsagnet herom officielt var bleven dem meddelt gjennem Skibscheferne, betragtede Admiralitetet det ogsaa som en Æressag ligeoverfor Folkene at holde det engang givne Ord.
Medens saaledes Hjemsendelsen af udtjente Folk tog sin Begyndelse, var man i Kjøbenhavn igjen optaget af Forberedelserne til Afreisen af Officerer og Mandskab og denne Gang i større Stil. Trangen til Søfolk paa Schelden var voxet, efterhaanden som Flaaden var bleven forøget med nybyggede Skibe, og den franske Regjering havde da henvendt sig til Danmark med en Anmodning om Officerer og Matroser til Besætning ombord i Linieskibene »Dalmate« og »Albanais« De dertil bestemte Chefer, Kapitainerne Mossin og Fabricius, havde den 14. Januar 1811 modtaget deres Udkommando, og samme Dag udgik der fra Admiralitetet Ordre til Skibenes subalterne Officerer.[94]
Den første Halvdel af Februar Maaned forløb i lutter Travlhed. Ikke mindre end 5 forskjellige Transporter af Underofficerer og Mandskab skulde tiltræde Reisen fra Kjøbenhavn, og denne store Udrykning nødvendiggjorde forskjellige Forholdsregler for at faa hele Apparatet i Gang. Reiseordrer og Reisepas skulde udstedes. Reisepassene bleve gjennem det kongelige Departement for de udenlandske Sager tilstillede den franske Legation i Kjøbenhavn med Anmodning om at de »enten maatte vorde forsynede med den herværende franske Ministers Paategning eller og særskilte Passer for de bemeldte Officerer udfærdigedes af ham«. Samtidig hermed blev der hos den kongelige General-Kvartermesters-Stab sørget for Indkvarteringspas til de Afreisende paa Veien imellem Kjøbenhavn og Hamburg, og endelig afsendtes en Officer i Forveien til Hamburg, forsynet med Person- og Bagagelister, for sammen med den derværende kongelige chargé d’affaires, Legationsraad Rist, at foretage forskjellige Forberedelser og blandt andet sørge for Tilveiebringelsen af tilstrækkelige Vogne ved Transportens videre Afgang fra Hamburg vester paa.
De nye Chefer ankom tidlig paa Foraaret 1811 til Antwerpen forud for Transporterne, der bevægede sig langsommere fremad. De fandt Scheldeflaaden i fuld Virksomhed med Ekviperingen, overtoge deres Skibeog kompletterede Besætningerne efterhaanden, som de danske Søfolk indtraf hjemmefra.
Det ses af en Rapport til Admiralitetet fra Kapitain Mossin[95]at han endnu den 17. April 1811 var fortøiet med »Dalmate« ved Antwerpen for at faa de sidste af sit Mandskab ombord. De to nybyggede Linieskibe, »Friedland« og »Tilsit«, som endnu ikke havde været udrustede, laa indenfor i Antwerpens Basiner og fik Kobberhud paasat, forinden Togtet skulde tiltrædes, men en stor Del af de øvrige Skibe vare allerede dengang i Aktivitet vester paa paa Floden, i Farvandet ved Vliessingen, Flaadens sædvanlige Tumleplads. Her var Linieskibet »Dantzick« indtruffet den 7. April paa sin tidligere Ankerplads ved Oosterweel, og i Midten af Maaneden udgjorde 8 Linieskibe Stationens Styrke.
Aarets Kampagne tegnede efter alle Mærker til at blive sin Forgænger lig. Man tog samvittighedsfuldt fat, hvor man Aaret forinden havde sluttet. De samme Signaler, de samme Manøvrer, Skiveskydninger, Landgangsøvelser, Ankringer og Letninger gik Slag i Slag som den foregaaende Sommer.
Af den store Mængde Kanonbrigger, som havdes til Raadighed, dannedes ligesom tidligere en betydelig Eskadre. Hvert af Flaadens Linieskibe fik 3 af disse Kanonbrigger underlagte, som baade bemandedes og provianteredes fra dette; samlede udgjorde alle disse Fartøier en let Eskadre, med hvilken der jevnlig blev foretaget Øvelser og Manøvrer. Hyppigbleve de for længere Tid detacherede fra Flaaden, og da de næsten dagligdags vare under Seil, bleve disse Smaaskibe en fortræffelig Skole for Linieskibenes Mandskaber.
Men hermed var ogsaa alt sagt. Udbyttet af Aarets Kampagne vilde kun vise sig i Besætningernes yderligere Uddannelse og Sammenarbeiden; Schelden var og blev lukket af den fjendtlige Blokade, og skjøndt der paa Antwerpens Værfter i Aar og Dag var bleven arbeidet med rastløs Energi, og Skib efter Skib løb af Stabelen, vovede Admiral Missiessy dog ikke at prøve paa at bryde den Ring af Orlogsmænd, som Englænderne havde lagt omkring Flodens Munding, og det uagtet han ved Midsommertid 1811 raadede over et Materiel af 16 franske Linieskibe[96].
Under den lange, men paa virkelige Begivenheder saa fattige Krigsperiode, hvor Dagen gik under Arbeide og Øvelser, men hvor man ellers oplevede saa overmaade lidt, havde Korrespondancen med Hjemmet spillet en ikke ubetydelig Rolle for de danske Mandskaber, og med Datidens Maalestok for Øie maa det indrømmes, at Postforsendelserne til og fra Besætningerneefterhaanden havde antaget en ret antagelig Størrelse.
Man havde i Brevskriveriet fundet en Slags Afleder for Hjemve og Misfornøielse. Tidt, naar Humøret var sunket, havde gode Efterretninger fra Hjemmet faaet det op igjen, og saa ofte Tid og Leilighed tillod det ombord, vare Blæk og Pen fremme af Poserne i Folkenes Fritid.
For denne frodige Korrespondance blev der imidlertid i Foraaret 1811 uventet slaaet en sikker Bom, idet Admiralitetet i Kjøbenhavn under 4. Mai lod udgaa følgende Cirkulære til de 4 danske Skibschefer paa Schelden:[97]
Cirkulære til de HerrerKommandør v. Dockum, Medlem af Æreslegionen og Ridder af Dannebrog.Kommandørkapitain C. Wleugel, Medlem af Æreslegionen.Kapitain og Ridder Mossin, samtKapitain og Ridder L. Fabricius, i Antwerpen.»Det er ofte, i Særdeleshed i den senere Tid indtruffen, at Kollegiet har modtaget en meget stor Mængde private Breve, afsendte fra de i Vliessingen værende danske Søofficerer og Matroser etc., alt til deres Familier og Bekjendte.»Da nu disse Breves Forsendelse have foraarsaget betydelige Udlæg for Postmesteren i Hamburg, saaskulde Man herved paadrage de Herrer at sørge for, at denne private Korrespondance indskrænkes paa en passende Maade uden dog ganske at forbydes«.Admiralitets- og Kommissariats Kollegiumden 4. Mai 1811.Wleugel.Knuth.Bille.
Cirkulære til de Herrer
»Det er ofte, i Særdeleshed i den senere Tid indtruffen, at Kollegiet har modtaget en meget stor Mængde private Breve, afsendte fra de i Vliessingen værende danske Søofficerer og Matroser etc., alt til deres Familier og Bekjendte.
»Da nu disse Breves Forsendelse have foraarsaget betydelige Udlæg for Postmesteren i Hamburg, saaskulde Man herved paadrage de Herrer at sørge for, at denne private Korrespondance indskrænkes paa en passende Maade uden dog ganske at forbydes«.
Admiralitets- og Kommissariats Kollegiumden 4. Mai 1811.
Wleugel.Knuth.Bille.
Skjøndt Cirkulæret ikke absolut nedlagde Forbud imod Mandskabets private Korrespondance, var dog en saadan Ordre fra Admiralitetet nok til at lægge Baand paa Skrivelysten ombord, tilmed da nogen Tid efter en kongelig Resolution paa General-Post-Direktionens Forestilling opstillede meget strenge Regler for den fremtidige Forsendelse af Postsager imellem Danmark og de danske Skibsbesætninger paa Schelden[98].
Skjøndt denne rigorøse Bestemmelse om Postgangen nok skulde vise sig istand til at indsnevre Korrespondancen til det mindst mulige, føltes dens Virkninger dog mindre haardt nu i den travle Sommertid, end om Cirkulæret var kommet henimod Vinteren, hvor Skibene laa bundne af Isen, og Dagen gik trægt og langsomt.
Hvorvidt den tagne Forholdsregel fra Admiralitetets Side har været absolut nødvendig eller ei, kan ikke afgjøres her; men selv om der, som rimeligt er, har fundet Misbrug Sted, maa man dog beklage, athele den danske Koloni — flere tusinde Mennesker — blev berøvet det Gode, som en fri og uhindret Korrespondance under alle Forhold maa siges at være, og hvis Værd maaske stærkest føles, naar man i Aarevis er skilt fra det Hjem og den Kreds, hvortil man hører.
De danske Besætninger kunde nok have fortjent at beholde dette lille Gode helt og ubeskaaret, for Schelde-Kampagnen havde alt i alt været en trang Tid. Jo nærmere man kom Toppen, desto mindre føltes dette, og saavel Chefer som Officerer havde ved mange Leiligheder følt Nytten af at komme i Berøring med en stor Marine; men for Skibenes brede Lag, for de arbeidende Hænder, kunde dette ikke være Tilfælde. En meget stor Del af Folkene vare mod deres Villie komne ombord i Orlogsskibene, og alle manglede de ganske naturligt enhver virkelig Interesse for Tjenesten under det fremmede Flag, saa det kommer dem til Ære, at de i 5 lange Aar, uden Uordener af altfor stor Betydning, udførte deres daglige Dont forsvarligt og godt, og at de overalt, hvor Situationen fordrede det, vare istand til at udfolde en Overlegenhed i Sømandsdygtighed, Arbeidskraft og Raphed fremfor de franske Skibsbesætninger.
Det kan vel siges uden at gjøre nogen Uret, at Linieskibet »Pultusk« var det bedst kommanderede og bedst bemandede Skib i hele Scheldeflaaden. Mangfoldige Gange havde der været Anledning til at vise dette paa Manøvrepladsen, men særlig ved de to tidligereomtalte Leiligheder — Krydsningen fra Vliessingen op til Antwerpen i Foraaret 1809 og Nedvarpningen fra Rupel ved Keiserens Besøg i 1810 — havde v. Dockum og hans Folk udført saadanne Ting, som i en Flaade drager alles Øine paa sig.
Endnu engang skulde »Pultusk« staa sin Prøve og vise, at de danske Matroser havde Overtaget som Søfolk, naar det i haardt Veir under vanskelige Forhold gjaldt om at tage fat for Alvor.
Det var i September Maaned 1811. Admiral Missiessy, der midt paa Sommeren havde tilbragt en 5-6 Ugers Tid i Paris, var vendt tilbage til sin Flaade og havde afløst Admiral Petit, der i hans Fraværelse havde ført Kommandoen.
Et keiserligt Besøg var anmeldt til den 24. September.
Flaaden laa da med sin Hovedstyrke tilankers paa Rheden ved Terneuzen med en mindre Styrke detacheret i Farvandet udfor Vliessingen som Brandvagt.
Den 24. September om Eftermiddagen Kl. 2 indtraf Keiseren i Terneuzen fra Breskens[99]. Han indspicerede endnu samme Eftermiddag de 6 Linieskibe, der laa paa Ankerpladsen, — deriblandt »Dantzick«, — og begav sig derpaa ombord i Admiralskibet[100].
Veiret havde hele Dagen været truende, og mod Aften tog det paa med Blæst og Regn. Keiseren tilbragte Natten i Linieskibet og vilde sandsynligvis den næste Morgen have fortsat sin Reise videre, men Veiret var stærkere end den keiserlige Villie.
Morgenstunden brød frem, vaad og blæsende. En flyvende Storm af VSV stod ind fra Havet og reiste den krappe Sø paa Floden, saa at al Fartøisforbindelse imellem Skibene og Land var en Umulighed.
Keiseren stod veirbunden ombord i »Charlemagne« og maatte bestemme sig til at blive i Linieskibet, indtil Veiret havde bedaget sig.
Medens de franske Linieskibe paa Rheden ved Terneuzen red godt for deres Ankere under Stormen, havde Brandvagten ved Flodens Munding Møie med at holde sin Station. Den hertil detacherede Styrke under Kontre-Admiral Gourdon bestod af 4 Linieskibe foruden nogle mindre Fartøier. De store Skibe havde taget Bramræer, Bramstænger og Fastestænger tildæks og bed sig fast i Grunden med deres Ankere, men her i Flodmundingens aabne Gab, hvor Nordsøen væltede sine Bølger ind over Bankerne, skamfilede Tougene efterhaanden over under Skibenes Bevægelser i den oprørte Sø.
Fra Flaaden ved Terneuzen havde man i Løbet afDagen været Vidne til, hvorledes Brandvagtens Skibe et efter et dreves væk af Stormen fra deres Station og kom Floden op med sprængte Ankertouge, uden Seil, for at søge Læ og Ankerplads høiere oppe paa Rivieret.
Tre franske Linieskibe, og to af dem med Admiralsflag paa Toppen, havde man saaledes set drive forbi for Takkel og Toug med strøgne Stænger og Ræer; et Linieskib vidste man var endnu tilbage nede ved Vliessingen, men Tougene vilde næppe kunne holde ret længe i det forrygende Veir. Endelig fik man det i Sigte, og alle Mand kom af sig selv paa Dækket ombord i Skibene ved Terneuzen, da det rygtedes, at den danske Kommandør stod Schelden op ombord i »Pultusk« med sine Stænger omhoug og under et Pres af Seil.
v. Dockum havde forberedt alt med den Eventualitet for Øie, at han vilde blive drevet bort fra sin Ankerplads. I samme Øieblik at Tougene sprang, gik Folkene i Arbeide med at tage Ræer og Stænger op og sætte Seil, og kort efter stod Linieskibet Løbene ind for sine klosrebede Mersseil og en rebet Fok. Det var en vovelig Seilads i det bugtede Farvand. Der maatte navigeres og manøvreres med koldt Blod, medens Skibet skummede gjennem Vandet langs Grundene med den svære Kuling agter ind; men alt gik godt. »Pultusk« stod sin Kurs op imod Flaadens Ankerplads paa Rheden ved Terneuzen, stævnede ned mod Admiralskibet, og idet det passerede agtenom, rungede 3 danske Hurraer gjennem Stormen over til Keiseren, ombord i »Charlemagne«. Tilbage stod en Ankring under vanskelige Omstændigheder, men somblev udført med stor Præcision. Fra Flaadens øvrige Skibe var man med Forbauselse Vidne til, hvorledes der arbeidedes tilveirs i den stormende Kuling under Seiladsen ned til Ankerpladsen, og hvorledes Linieskibet, da Ankeret faldt, svaiede op med Seilene beslaaede og med strøgne Stænger og Ræer.
Spørger man om, hvad Værd v. Dockum selv tillagde, hvad han med sit Mandskab den 25. September 1811 præsterede i Retning af Sømandsskab, skal det fremhæves, at hans officielle Rapport til Admiralitetet[101]omtaler Begivenheden i saa almindelige Ord, at man derigjennem ingen Forestilling faar om, at der er foregaaet noget udover det rent dagligdags, og selv i sine private Optegnelser finder Admiralen kun Anledning til den beskedne Bemærkning, at Linieskibets Præstationer »skal have fundet Keiserens Bifald«. Men vil man lige overfor denne Tilbageholdenhed danne sig en Mening om det Indtryk, som »Pultusk’s« Flod-Seilads gjorde paa Alle ombord i Scheldeflaaden, kan her anføres en Udtalelse af en af de franske Søofficerer, som paa denne Dag var tilstede ved Terneuzen.
Da denne Mand, som Chef for en Fregat i de vestindiske Farvande, 10 Aar efter traf sammen med danske Officerer, faldt Talen paa denne Begivenhed, og Franskmanden udbrød da ved Tanken om den vovelige Fart:
»Ce vaisseau manoeuvrant par un temps forcé, dans une rivière si étroite, faisait dresser les cheveux sur la tête!« —
Først den 27. September havde Veiret bedret sigsaa meget, at Keiseren kunde opgive sit nødtvungne Ophold ombord og fortsætte Reisen videre. Han forlod Admiralskibet om Morgenen tidlig i sin Chalup og begav sig ned til Vliessingen.
Da han to Dage senere forlod dette Sted for ad Flodveien at gaa tilbage til Antwerpen og op ad Formiddagen passerede Terneuzen, hvor Brandvagtens Skibe endnu laa til Ankers efter Stormen, viste han »Pultusk« den Ære, at gaa ombord i dette Skib.
Klokken var 11 om Formiddagen, da Keiseren med Marineministeren og Admiral Missiessy i sit Følge lagde til ved Linieskibets Faldreb. Under Samtalen med v. Dockum kom de foregaaende Dages haarde Veir paa Tale, og Keiseren ytrede da, at det var bleven ham meddelt, at de 4 Linieskibe, som havde ligget paa Brandvagt ved Vliessingen, havde mistet deres Ankere under Stormen, og han spurgte nu, om v. Dockum troede, at Værftet i Antwerpen vilde være i Stand til at forsyne Skibene med nye Ankere.
Det maa aabenbart have været en ikke ringe Tilfredsstillelse for »Pultusk’s« Chef at kunne besvare dette Spørgsmaal med en Erklæring om, at han for sit Vedkommende ikke havde nogen Assistance nødig fra Værftet i Antwerpen, da han, saasnart Veiret tillod det, havde afsendt Fartøier og Mandskab til Ankerpladsen ved Vliessingen og fisket Linieskibets forliste Ankere.
Keiseren ytrede Forundring — fortæller v. Dockum’s Biograf i sin Levnetsbeskrivelse af Admiralen[102]—: »Hvor er Deres Ankere?« spurgte han. »Paa deres Plads.« — »Jeg vil se dem«; — og v. Dockum maattenu føre Keiseren forud paa Bakken, hvor begge Ankere fandtes under Kranbjælkerne.
Det var altsaa en Kjendsgjerning, at medens de 3 fransk bemandede Linieskibe af Brandvagten endnu havde deres forliste Ankere stikkende i Sandet paa Scheldens Bund, laa »Pultusk« igjen fuldt seilklar med sine Ankere paa Plads, og Keiseren lod da heller ikke det danske Linieskibs fremtrædende Aktivitet ved denne Leilighed gaa upaaagtet hen; da han fra Bakken gik agterefter sammen med v. Dockum, ytrede han vel tilfreds[103]:
»Il faut avouer, que le roi de Danemark a une marine, qui est bien active!«
Besøget ombord i »Pultusk« varede kun kort, da Keiseren havde Hast og vilde fortsætte Reisen op ad Floden. Efter at Mandskabet havde været opstillet til Parade, og efterat Keiseren havde tilstaaet Folkene en Maaneds Gage extra som Belønning for deres Aktivitet, gik han atter fraborde.
»I en aaben Chalup« — fortæller v. Dockum i sine Erindringer[103]— »i meget ondt Veir, med kontrær Vind og stadig Regn med kold Luft fortsatte Keiseren Reisen uden Overkjole og ankom til Fæstningen Lillo Kl. 1 om Natten, hvor han havde lovet den Kommanderende at ville træde i Land, naar han passerede der forbi til Antwerpen.»Der blev lagt Ild paa Kaminen, og uden at spise eller drikke dreiede Keiseren sig adskillige Gange rundt om for Ilden, som laa paa Kaminen, og Kl. 3samme Nat gav Ordre at embarkere i Chaluppen, og under samme Omstændigheder ankom om Morgenen Kl. 9 til Antwerpen. Admiral Missiessy fulgte med Keiseren, og paa en ledig Jagt, som fulgte med, laa Keiserens og Kavalerernes Frakker o. s. v.; men denne Jagt, som ingen Aarer havde, krydsede ikke saa godt som Chaluppen kunde ro langs Landet, men Keiseren vilde ikke oppebie Jagten eller nærme sig den for at faa de fornødne Klæder, Spise eller Drikke.« —
»I en aaben Chalup« — fortæller v. Dockum i sine Erindringer[103]— »i meget ondt Veir, med kontrær Vind og stadig Regn med kold Luft fortsatte Keiseren Reisen uden Overkjole og ankom til Fæstningen Lillo Kl. 1 om Natten, hvor han havde lovet den Kommanderende at ville træde i Land, naar han passerede der forbi til Antwerpen.
»Der blev lagt Ild paa Kaminen, og uden at spise eller drikke dreiede Keiseren sig adskillige Gange rundt om for Ilden, som laa paa Kaminen, og Kl. 3samme Nat gav Ordre at embarkere i Chaluppen, og under samme Omstændigheder ankom om Morgenen Kl. 9 til Antwerpen. Admiral Missiessy fulgte med Keiseren, og paa en ledig Jagt, som fulgte med, laa Keiserens og Kavalerernes Frakker o. s. v.; men denne Jagt, som ingen Aarer havde, krydsede ikke saa godt som Chaluppen kunde ro langs Landet, men Keiseren vilde ikke oppebie Jagten eller nærme sig den for at faa de fornødne Klæder, Spise eller Drikke.« —
Da den sene Efteraarstid indfandt sig, maatte Scheldeflaadens Hovedstyrke endnu en Gang ty til Bugten ved Rupel for at overvintre. Antwerpens Basiner vare trods det fleraarige Arbeide ikke i Stand til at huse den samlede Flaade. Lækken paa Dæmningen imellem yderste og inderste Basin, der Aaret i Forveien havde været Aarsagen til, at Antwerpen den Gang maatte opgives som Vinterstation, var vel i Mellemtiden bleven stoppet, men man frygtede dog for, at Reparationsarbeidet ikke vilde vise sig fuldt paalideligt, og at Vandet atter skulde bryde sig en Vei gjennem Dæmningen, hvis det forreste Basin blev fyldt saa høit, at Scheldeflaadens mest dybtstikkende Linieskibe kunde ligge flot. Af denne Grund bestemte man sig til, kun at lade nogle mindre Linieskibe hale ind i Basinet for Vinteren, medens Resten maatte søge høiere op ad Floden til deres vante Vinterkvarter.
Det var i Løbet af November Maaned, at Flaadens Desarmering gik for sig. Af de dansk bemandede Skibe havde »Pultusk« den 11. November forladt Vliessingenog halede den 20. ind paa Bugten ved Rupel, hvor den fortøiede udfor Wintham.
»Dantzick« laa den Gang endnu under Desarmering ved Antwerpen, og netop paa samme Dag skete der ombord det Uheld, at en halv Tønde Krudt exploderede under Rengjøringen i Krudtmagasinet, hvorved 2 Mand dræbtes og 3 kvæstedes haardt. »Hvorledes Ilden er kommet«, — skriver Kommandørkapitain Wleugel i sin Rapport derom til Admiralitetet, dateret Rupel den 23. November 1811[104], — »har jeg ikke kunnet opdage; jeg formoder, at Lanternen i Fyldekammeret ikke har været aldeles tæt, og at Krudtstøvet, endskjøndt Krudtet var anfugtet, har taget Ild«.
Naar man undtager dette mindre Ulykkestilfælde ombord i »Dantzick«, var Aarets Kampagne forløbet uden Uheld, men ogsaa uden Krigsbegivenheder.
For Kommandør v. Dockum og hans Vaabenfælle Kommandørkapitain Wleugel, der lige siden v. Bergers Død trofast havde staaet ved hinandens Side, var det nu det tredie Aars Kampagne, som her afsluttedes.
Naar de to Officerer saa tilbage paa dette Tidsafsnit, stod vel næppe den 3aarige Tjeneste i Frankrig for dem som en Kjæde af lyse Erindringer, men jevnsides med Tanken om Savn og Gjenvordigheder, kom Bevidstheden om, at man havde gjort sin Pligt for at holde den danske Marines Navn i Ære.
Og paa samme Tid havde hverken Danmark eller Frankrig ladet disse Bestræbelser gaa upaaagtede hen. Aaret 1810 havde bragt dem Æreslegionens Kors ogAvancement hjemmefra[105], og i det løbende Aar, hvor v. Dockum havde faaet Dannebrogsordenens Ridderkors sendt fra Danmark, havde de ogsaa været Gjenstand for Udmærkelse fra fransk Side, idet Keiser Napoleon tildelte dem begge Æreslegionens Officerskors[106].
Efter Flaadens Oplæggelse begav v. Dockum sig til Paris ligesom Admiralen og de fleste af Skibscheferne, medens Wleugel, der i November Maaned 1811[107]havde ansøgt Admiralitetet om at maatte blive afløst, da han ikke længere kunde taale Klimaet, stod i Begreb med at afreise til Danmark for at benytte Permissionen, han sent paa Aaret havde modtaget, til at tilbringe Vinteren i Kjøbenhavn for sit Helbreds Skyld[108]. Kjøbenhavnsreisen blev imidlertid ikke realiseret. Wleugel erfarede nemlig, at det var Hensigten at lade Scheldeflaaden træde i Virksomhed igjen meget tidligt i det kommende Foraar, og at som Følge heraf ingen af de franske Officerer havde opnaaet længere Permission end til midt i Februar Maaned. Under disse Omstændigheder fandt han detrigtigst at holde Trop med sine franske Kammerater i denne Henseende og udbad sig derfor strax efter Nytaar Tilladelse til at maatte udsætte sin paatænkte Reise til næste Vinter[109].
Admiral Missiessy’s venlige Sindelag imod de Danske fornægtede sig heller ikke ved denne Leilighed; han tilbød strax Wleugel Permission for at tilbringe en Del af Vinteren i Paris som Vederlag for den opgivne Reise, et Tilbud, som den danske Officer ogsaa med Erkjendtlighed modtog for et Tidsrum af 4-5 Uger.
Kort efter Nytaar vare saaledes de to ældste af Scheldeflaadens danske Officerer samlede i Paris, og Keiseren havde ikke i Mellemtiden glemt sine danske »Auxiliaire«; thi da han ved Audientsen opdagede v. Dockum’s kjendte Ansigt i den talrige Forsamling, udbrød han fornøiet:
»Ah! voilà mon Danois!«
Og inden ret længe skulde der fra fransk Side vises v. Dockum en Udmærkelse, der var af den Natur, at den maatte opfattes ikke blot som en Anerkjendelse af den enkelte Mands Fortjenester, men som en iøinefaldende Opmærksomhed imod hele den danske Marine.
Det var v. Dockum’s Udnævnelse til fransk Admiral.
Som tidligere omtalt, havde v. Dockum allerede en Gang før afvist enhver Tanke om Avancement iden Tro, at Talen var om Udnævnelse til dansk Admiral; men anden Gang kom Spørgsmaalet fra Marineministeren selv og tilmed saa overrumplende, at han ikke kunde skyde det ubesvaret tilbage.
Det var en af de sidste Dage i Januar Maaned 1812.
»Jeg var buden til Middag« — fortæller v. Dockum i sine private Optegnelser[110]— »hos Marineministeren, og da jeg mødte den bestemte Tid, blev jeg indladt i Ministerens Kabinet, hvor Hs. Excellence kort efter tog fra sit Skrivebord 2 Lænestole og satte dem midt paa Gulvet, bad mig at tage Plads og satte sig paa den anden Stol, som Hs. Excellence flyttede tæt ved min Lænestol, og strakte sin Arm bag om mine Skuldre, saa mig stift under Øine og spurgte i det samme:
»Ne voulez vous donc pas étre amiral?«
»Og at svare dertil nei følte jeg vilde være en Taabelighed, hvorfor jeg svarede:
»Pourquoi pas; moi aussi bien qu’un autre!«
»Hvortil Ministeren svarede:
»Vous le serez avant de partir de Paris!«
Det er sikkert nok, at v. Dockum, overrasket af Hertugen af Decrès’ direkte Spørgsmaal, ved denne Leilighed har sagt mere, end han efter sine egne strenge Principper kunde finde rigtigt, og som for at bøde herpaa afbrød han sit Ophold i Paris, bestilte Postheste og drog ad Antwerpen til i den Tanke, at hans Bortreise fra Hovedstaden vilde faa Spørgsmaalet om Avancement til at dø hen igjen.
v. Dockum tog ikke alene feil heri, men det er ret aparte at se, hvorledes han vedblev at være ganske desorienteret med Hensyn til selve Spørgsmaalet, hvorom Sagen dreiede sig. Det fremgaar tydeligt nok, at v. Dockum troede, at de franske Marine-Autoriteter nu for anden Gang vilde gjøre deres Indflydelse gjældende til Fordel for hans Avancement hjemme i Danmark, og at den Tanke aldrig har faaet Rum hos ham, at han stod i Begreb med at blive hædret ved at faa Plads imellem Frankrigs Admiraler.
Det var derfor ogsaa et ganske mærkeligt Træf, at v. Dockum, da han atter betraadte Antwerpens Gader, skulde møde Kapitainlieutenant C. Wulff og af ham faa den uventede Meddelelse, at der paa Posthuset laa et Brev fra Kjøbenhavn med Admiralitetets Segl og adresseret til »Kontre-Admiral v. Dockum«.
Det var netop 14 Dage siden, at den tidligere omtalte Samtale før Diner’en havde fundet Sted i Ministerens Kabinet. v. Dockum kunde sige sig selv, at det var en Umulighed, at der i den korte Tid, der var forløbet siden denne Dag, kunde være bleven ført Underhandlinger imellem Paris og Kjøbenhavn. Han havde imidlertid Admiralitetets Kommunikation imellem sine Hænder, hvori det meddeltes ham, at Kongen under 7. Februar 1812 allernaadigst havde udnævnt ham til Kontre-Admiral, og med Hertugen af Decrès’ bestemte Forudsigelse af hans forestaaende Forfremmelse i frisk Erindring, kunde han ikke frigjøre sig for den Tanke, at hans Avancement dog maatte skyldes Paavirkning fra fransk Side.
v. Dockum indberettede derfor strax Sagen til Paris og benyttede Leiligheden til gjennem nedenstaaende Skrivelse at takke Marineministeren for den Udnævnelse, der var bleven ham til Del[111]: