The Project Gutenberg eBook ofDen engelske LodsThis ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this ebook or online atwww.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.Title: Den engelske LodsAuthor: Henrik Arnold WergelandRelease date: July 7, 2004 [eBook #12844]Most recently updated: December 15, 2020Language: NorwegianCredits: Produced by Riikka Talonpoika, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK DEN ENGELSKE LODS ***
This ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this ebook or online atwww.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.
Title: Den engelske LodsAuthor: Henrik Arnold WergelandRelease date: July 7, 2004 [eBook #12844]Most recently updated: December 15, 2020Language: NorwegianCredits: Produced by Riikka Talonpoika, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders
Title: Den engelske Lods
Author: Henrik Arnold Wergeland
Author: Henrik Arnold Wergeland
Release date: July 7, 2004 [eBook #12844]Most recently updated: December 15, 2020
Language: Norwegian
Credits: Produced by Riikka Talonpoika, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders
*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK DEN ENGELSKE LODS ***
Produced by Riikka Talonpoika, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders
Norges Nasjonallitteratur3. opplagUtgitt første gang 1880Her trykt som i originalutgavene
Den engelske LodsUtgitt første gang 1844
ILængsel efter Land
«O, Kaptain, hvorhen, hvorhen gaaer Seiladsen uden Ende? Nye Horizonter spænde sig omkring mig ud igjen. Briggen alt i rastløs Fart susende igjennemlænste Hundreder af samme Art, kun af Syner ombegrændste. Naar jeg tænkte Fjernet endelig beseiret, falske Lande ned sig sænkte eller tvinte hen iveiret … Hundred Horizonter runde kom og svunde … hundred Himles Cirkelbunde, for hvem Punktet, hvori mine trætte Øines Nervepar krydsende sig overskar, med en evig Helvedpine stedse samme Centrum var… Hundred Horizonter graae alt jeg saae, med en Grændse falsk som Bugten, angste Slange slaaer i Flugten, …graae, ja til Fortvivlen eense, mens—som Lupens grumme Stik krybende Insekt forfølger— Zeniths blaa og hule Blik stirred paa vort Skib, den Prik, synlig knapt paa Havets Bølger.
O, Kaptain, nu har mod Vesten Farten alt saa længe staaet, til det synes mig jeg næsten er i Sind en Olding bleven, skjøndt mit Haar end ei er graat og min Kind ei rynkeskreven. Mens mit Øie uvilkaarligt sig i Regnbuspillet tabte, Skummets Sprøit derforud skabte, har jeg idetmindste fundet, mønstrende med strengen Sjel, at min Liv for største Deel meget daarligt er som kastet Skum forsvundet. Og mon et Beviis vel bedre kræves kan af Bedstefædre paa at jeg, tilhavs omdreven, oldingviis tilsidst er bleven? Dage mange, aaretunge, aarelange, bort erindringsløse flydte, uden Spor, som Kjølvandsstriben, i en Masse sammengydte hine sjunkne Skyer liig, snigende sig sagtelig,— have svalet Panden med kolden Alderdomsbegriben i dens øde Kjedsomhed, standset Blodet, tæmmet selve Utaalmodet, skabt det om til sløven Fred. Thi af Havets og de tomme Skyers Øde har jeg smagt Alderdommens, der vil komme, følt den Taage, som vil spinde sig om Gubbens nøgne Tinde, forud om mit Hoved lagt.
O, Kaptain, giv mig et Ord! Tryk mig med din Haand, den kjække, at mig Tanken ei skal skrække, at jeg i en Dødningsnekke kommen er ved List ombord! Styrmand, giv mig din! Kom an, Baadsmandsmath og Tømmermand! I Matroser, mine Venner, rækker mig de brune Hænder! dræber med et kraftigt Tag Angsten i mit Hjerteslag! Thi, skjøndt Daare meer end Synder, dog begynder denne Vei med sporløst Fjed, denne dumpe Eensomhed, fælles, Katakombens liig, mægtigt at forfærde mig. Her paa Oceanets Steppe, saa evindelig ensformig, ikke stille, ikke stormig, maalløs, da dens Grændser fly,— under Luftens dalte Teppe, dette blaagraa Himmelhvælv,— er det ei, som om Vi selv (en fordømt Skindødningskare) jordede tilsammen vare under samme Tag af Bly?— stivt i Stirren paa hinanden Sidemand paa Sidemanden: Han i Hiins og Hiin i Hans Øjes brustne døde Glands, uden Rørelse og Mæle, skjøndt med fuldtbevidste Sjele?
O, en Egg kun af et Skjær, Striben af et Fuglevær, Ryggen af en liden Holme, skjøndt, som yre Hvals og olme Kobbes børstereiste sorte, i Sekunden atter borte, vilde være i min Plage nyfødt Verden at opdage —o et Tankens Paradiis, hvor den vilde bli'e tilbage, Skibet givende til Priis! Brune Tare, Tangens Klase vilde være blommet Grønt paa Forsmægtendes Oase, Himmelens Forsoningstegn. Dermed jeg fantastisk skjønt Bryst og Pande vilde smykke, dem, som Roser efter Regn, til min Mund vellystig trykke, hilse deres armodsgustne bruunbespettede forrustne polyplige Blæreknopper ømt som Anemonens Dopper, der til Stjerner sig udslaaer,— som de første Blomstertinter der forkynde Nordens Vaar, efter treti Ugers Vinter.»
IIAppearance of England
«..O, Kaptain, hvad er dog Dette, som saa skinnende frembryder hist hvor Himlens Grændse flyder sammen først med Havets Slette? Mon det er den blanke lange Aasryg af et Skyberg, dalet under Horizontens Bryn? Mange, mange have falske Lande malet skuffende vort trætte Syn?— —O, saa hvid er ingen Sky! Men maaskee nybrudt Iisflag, dækt med Sne, reen og ny, stormforslagen ifra Polen, vender frisken Brud mod Solen? Eller mon det være kan nye Haves Fraadebelte, Grændsebølger, som fremvælte fra atlantisk Ocean? Eller mon det skulde være falske Svaners Linjehære? Da de nok i Horizonten sammen vil formere Fronten; men paa første Varselsskrig al Armeen flux igjen adspreder sig, som i Hvirvelvinden Sneen. Skulde Verdens Grændsesnor, Havets Grændselinjes Række for de evige Seiladser, skabt af sølvhvidt Perlemor, i hint Straalende sig strække? Er det Himmelens Palladser, frie Aanders lyse Hjem, som i Vest sig hæver frem? Eller mon er Havets Øde Moderskjød for Himlens Stjerner? Mon som Lys-Eilande ud af dets Dybder de frembrøde og forsvandt i sine Fjerner? O, hvor herligt for en Gud da, at skue i den blaa Afgrund ind, hvorfra de gaae! herligt, som i aabent Øie, i hvis Bæger Tanker, ømme, skjønne, høje, funklende sig frembevæger!»
Søfolkene[1]«Det som skinnervester histmellem Sky og Havsensvover,Det er England,solbelyst,Klipperne vedDover.
[Footnote 1: Mel. Engelsk Opsang: Have you been at Greenwich fair, bonny Lady, Highland-Lady? Have you seen a Lady there, bonny Highland-Lady?]
Føl det friskeLivsenspustalt fra Gammel-EnglandsEge!Vimplens Tunge,som beruust,kan i det alt lege.
Kentshire'sEngehar derisøde Blomsterdufte blandet;Sømandshjertervimpelfri'juble imod Landet.
Hist seeEnglandsGrundvold stærk:muslinghvid Cement fra Grunden!Frihed har sitForsvarsværkmidti Havet funden.
Gud har byggetom dens Hjemstærke høie Bastionernetop hvor detvender fremmod Europas Throner.
Shakespearcliffenshvide Hvælvvesterud er Marmorfoden,hvorfra SeirensDronning selvstolt behersker Kloden.
Klippen merehvid end Sne;natsort Muld derovenover;grønne Enge—Fløjl at see—gaae i lange Vover.
O hvor herligsaadan Grundmaa for Englands Ege være,som til Frieyde kunsine Krandses Ære!
O hvor herligtfor en Mandder at leve, boe og bygge!Og hvor herligthviler hanunder Egens Skygge!»
IIIDrømmesyn
Tvende Timeglas forbi— og vi hørte Egene iland sig rørte, susende, med Ord deri, som om mange Mænd paa Stranden talte sammen med hinanden. Egerødderne vi saae, Aarer i Agaten lige, i den sorte Muld at gaae, som bedækkede de hvide Klipper, der langs Stranden kneiste. Og nedover Klippens Side dunkelgrønne Vedbend laved, som letflettet Elskovsstige mellem to forelskte Geister (Hun fra Landet, Han fra Havet) efterglemt fra Stevnet, sat i den sidste Maanskinsnat.
Tys! de glade Bølger larme; der er Sang i hvad de buldre! Naar jeg ned fra Stavnen saae, syntes jeg see hvide Arme, svaneduunbedækte Skuldre jublende at skynde paa… Tys! et Chor, afbrudt af Latter! Tys! et «Rule Britannia! Rule Britannia! Rule the waves!» syntes jeg dernedenfra i et Chor fra Munde hæves, som af Bølger fyldtes atter, saa det blev kun en Musik søde Brudstykker jeg fik.
Hvo kan undres, om jeg drømte Nereider, syngende om Skibets Sider, Liv i Bølgerne, som svømte langshenad din Cliff, Shakespeare, hvor du mante hen King Lear? …O der stod den, høi og stor! Der til venstre Side stod den: Aft'nens første lette Flor blaaligt svømmende om Foden; men paa Tinden, som nu Aftensolen tændte, enkelt Kam skarlagenbrændte— o saa rød, som om i Vinden gamle Lear deroppe stod, ei i Betlerdragten pjaltet, men i Kongedragt gestaltet, i sin Kaabes Purpurblod.
Og til høire Haand man saae, liig en romersk Muurkorone hævet i det blege Blaa,Dovercastlesgamle graae, tvertsafskaarne plumpe Bueskyttertaarne, saa Kastellet lignede en sachsisk Krone gammeldags, af hamret Jern, himmelfalden ned paa Fjeldet om dets Tindinger til Værn.
Men mod Norden har sigKentlig en rolig Arm udspændt, rækkende til hver sin Side, i de slanke sølverhvide søilesnoedeForelands-Fyre, ud et dobbelt Konningstyre, fra hvis Spidser, da det bløde Nattemulm om Landet dalte, (som et Flor, hvori den blide Sommernat sin Kummer kvalte for den skjønne Dag, som døde) tvende Flammeblik frembrøde, et i Syd og et i Nord, Kastor og hans Pollux liig, sjunkne ned fra deres høie Himmelstade til vor Jord, tindrende som draaberene Ædelstene, fattede i Sølverøie: En i Rødt, som en Rubin, skiftende dog bryder sig, fjerntud straalende fra Kysten, mens den anden Amethysten lignede i blaaligt Skin.
Længe over Landet svæved som et Slør, ved Feers Kunster af et blandet Gjenskin vævet ifra Himmel og fra Hav, rødt fra hiin og blaat fra dette. Deraf kom det Violette, som bag fine Gaze af Engenes og Skoves Dunster Landets skjønne Form omgav. Taagesløret hvert Minut mørkere sin Farve skifted. Graasort blev det Violette, Nettets Masker mere tætte i det hvide Overdrag. Men naar stundom det blev brudt af en Nattebriis, som hvifted over ifraBeachyhead,frem i Aabningerne traadte hist og her et enkelt Strøg af de hvide Klippebranter, som om Spøgelsegiganter af en aabnet Tryllegrotte eller blaalig Hexerøg frem medeet i brudt Geled blege som et Maanskin skred.
Gjennem Natten lyste kun, ved et fosforagtigt Glimt, forud Bølgers reiste Kamme, Fraadens perlehvide Skimt, Tænder liig i Havuhyres sorte, vidtopspændte Mund, og deragter funkled begge Forelandsfyres klare Flammer, Øine liig paa Nattens Magter, paa Dæmoner tvende, som her maa gjøre Nattevagter, tvungne af en Størres Dom.Da—jeg veed vel ei hvordan Sjelens Virksomhed forhøjet og en Slummers Vægt paa Øjet samme Stund forenes kan; men jeg tænker samme Lov for en Sjels og Blomsts Behov: naar det mulmes lukker Øiet sig for Hiin, mens den dog, som Fugl i Luften, friest just sig da bevæger; Blomstens Glød af Duggen dulmes, medens Duften svømmer om dens sjunkne Bæger endnu mere stærk og fiin…Da, af Bølgens Surr bedøvet, lukte sig mit Øie til, og, af Nattemulmet sløvet, søvntilslørtes min Pupill. Panden paa korslagte Hænder laa paa Rælingens Gelænder, men min Geist var iland i England reist.
Lange Rækker Lys paa Kysten (Byers Rad ved Aftenstid, som sig langs Kanalen snoer liig ubrudte Perlesnor) maatte vække Reiselysten, kalde Geisten skyndsomst did. Og nu ilte den afsted, meer gesvindt end Elskovsvinket (Telegrafen mellem Skiltes Kjærlighed) sagtere end Maaneblinket over Graven eller Søens Flade træder; som en Natfalæne tyst lummer Julinat i Haven sværmende paa støvgraa Vinger under slumrende Syringer, alle sine Natteglæder nydende af Hjertenslyst— ja, saa skynded den afsted, værende hvor Tanken tænkte, gjennem prægtigskjønne Stæder, nu i første Søvn nedsænkte, ilende jevnsides med Skibet, som derude gled.
GjennemFolkstone, Romney, Rye, Hastings,gamleWinchelsea,styrede min Geist sin Vej, gjennemBrightonsstolte Gader af Palladser reist af Qvader, som et eneste Palæ, deelt i tvende lange Rader; gjennem Skove, i hvis Dunkle saaes mange Øine funkle (Vildttyv eller stolte Hjort); gjennem Byer, gammeldagse, byggede af Britt og Saxe, svæved Sjelen tankefort, useet som et Mulms Atom, fri og uafhængig, som om min Vilje var dens Axe.
Høien Gavl paa hver en Bolig nikkede mod den fortrolig, som var reist paa Nabohuus, som om begge disse Gamle hvisked om en Dag at ramle begge sammen ned i Gruus.William the Conquestorhave Begge seet; hvorfor rave da ei ned i Grunden sammen i en sand Fostbroderpagt? Hvorfor vente efter Flammen eller paa Orkanens Magt?— Tæt ved Byen et Kastel, med en Muurkrands heel affældig, af hvis brustne Skydeskaar Efev skyder ud saa vældig som de Bugter Boa slaaer.— Midti Byens Hovedgade har en gammelGate[2] sit Stade, plump og stærk, liig et lidet Citadel, Fundament for snirkelskaarne mindre kegleformte Taarne, Sachsers og Normanners Værk.— Kronte Konger, steenudhugne, næseløse, skimmelmugne, (Hesten stundom uden Been) førende i venstre Haand tredeelt bøjet Liljegreen, mens de Sværd i Højren strække, synes trække paa det tunge Smilebaand ad den Kræmmeræt de skue mylre i den gamle By: Stok i Haand, ei Spyd og Bue, ingen Hjelme, men Parykker, eller strikket Bomuldshue, som bedækker skrumpne Panders Regnestykker— kort den hele Vanslægt vækker hine Kongers Smiil paany.
[Footnote 2: Port.]
Stille var der overalt i de gamle Byer, stille, fromt og stille, saa jeg hørte, naar man sig isøvne rørte og idrømme der blev talt, eller naar derindenfor ømme Mor visselulled for sin Lille.
Men iBrightoncelebrerte, da min Geist hensværmed did, Kjedsomheden just og Synden i brillant illuminerte Slotte nyen Dags Begynden nu ved høje Midnatstid. Der var Adel uden Hæder, herlig Viin foruden Glæder; der var Guld foruden Lykke, Skjønhed uden Uskylds Smykke; Venskab, der saa fast bestaaer, som den Hud, en Slange kaster; Oldinge med Ungdoms Laster, Ynglinge med hvidnet Haar— deres foraarsløse Sommers visne Græs og Syndens Blommers tørre henforbrændte Straa, som en tidlig Død skal slaa. Blinket af dens damascerte blege Lee var i matte udfortærte Ungdomsøjne alt at see. Guldlorgnetterne ei skjule kunde disse dødsenshule, hvoraf Flamme kun frembrød (Flammer, som et Lavas, dulgte) naar paa grønne Bord de fulgte de Guineer, som rullerte tilPerdu'etatter lød. Fløjelssvøbte, dekorerte, perle- og demantbesaa'de, overstrøede medbijouxog Braceletter (Oh, Hans Høihed, Hendes Naade!O, his Lordship and her Grace,trinende i en Française!) vandred Tyveaarsskeletter om som Døde paa de straalende Banketter, paa en Hertugindes Bal. …Ha det herlige Orchester blandt de høifornemme Gjæster, mylrende i Hundretal, mægter ikke at fremkalde ved Musikenà laStrauss i berømte Brighton-Routsmere Liv end om Sommerregn mon falde paa forlængst henvisnet Siv. —Intet Under, at jeg da skyndte mig ihast derfra, som om raskt jeg havde traadt midt imellem Orme-Nøgler, uforsigtigen geraadt mellem Klynger Skorpioner og Forviklinger af Øgler, mellem Blomsterne fordulgte, mens den vilde Jagts Dæmoner, onde Magters Kogleri mig i Ryggen skarpt forfulgte, susende mig snelt forbi.
Først jeg standsed udenfor en vedbendkrandset sammensjunken Sømandshytte. O, der maatte jeg vel lytte! Thi mit Yndlingsinstrument, ædlen Harpe klang derinde, og en Pige skjøn og ung, kun Knop af Kvinde, sang henrykkende dertil. O, da maatteJegvel lytte! under Løvets Hæng mig snige, til hun Sangen havde endt,—Jeg,som ei kan Foden flytte fra en Kvindes Harpespil,Jeg,som kunde Livet bort for Døden bytte, naar jeg hen kun maatte blunde under Kvindes Harpespil?
Døren aaben stod. Derind Maanen kasted skarpt sit Skin; og hvor det paa Gulvet faldt klarest, som et Sølvernet, sad en hebeskjøn Gestalt, mere hvid og bleg end det, end den alabastne slanke Hebestøtte, som hun ligned, blegere end Aanders Smerte, blegere end Vredens Tanke i barmhjertig Engels Bryst, naar han—Han, som helst velsigned— straffe skal imod sin Lyst.
Med en Harpe ved sit Hjerte sad den yndige Gestalt, tankebøjet, veehensjunken, kummertræt, som af sine Sorger kvalt, og det Glindsende i Øjet viste, at hun havde grædt. Ak, saaledes allerede i sin Ungdoms første Blomst? Atten Aar—meer var hun ikke. Men jeg saae i hendes Blikke Taaren svulmende berede atter sin Tilbagekomst.
Læben lydløs sig bevæged, som om med en Aand hun talte; og med anstrengt Sands jeg saae, inden Omrids sølverblaae, Skyggen af en Yngling præget tydelig sig at gestalte. I hans venstre Haand laa Panden, men om Pigens Liv den anden. Stundom syntes Hun at hvile smilende mod Skyggens Barm, høre atter Pulsen ile, føle Trykket af hans Arm.
Skyggen syntes derimod svævende paa flygtig Fod: fremadbøjet, Blikket vendt snart mod Stjernen snart paa Hende, som om hver af disse Tvende var ham lige vel bekjendt. «Francis—sagde hun—er her!Francis, o du er tilstede! Denne søde Gysen ikke kan mig Skuffelse berede, skjøndt jeg med de dunkle Blikke Mulm og Maaneskin kun seer.»
«O,Francis!—sang Hun—Francis, bliv! Den Stjerne, som dit Øje maaler, har ikke Morgenstjernens Straaler, der strengeligen, naar den daler, tilbage Aanderne befaler. O,Francis, elskteFrancis, bliv!
Jeg synge vil den Sang jeg kvad, da du til England kom tilbage fra Slaveskibene at jage. Min stolte, skjøndt en Jomfrus, Glæde, da glemte Kjærlighed at kvæde: kun Fædrelandets Priis den kvad.
Barmhjertigt lyttede jo det til Negren, som i Lænken stønner? og Du, iblandt dets bolde Sønner, ham at befri var ogsaa dragen— Du syntes mig til Ridder slagen for arme Brødres Frihedsret.
Og derfor hvad Begeistringen og Britterindens Stolthed talte, medeet i heden Graad sig kvalte, og Englands Priis i Taareflommen blev til et hulkende Velkommen: «Velkommen,Francis, hjem igjen!»
Velkommen nu, o Gysen sød, Forsikkringen, at du er nære, en Følelse, som om din skjære Begravningsdragt mig let berørte, som om dens Raslende jeg hørte og Linets Luftning mig omflød!
Da tindrer Øjet friskt som før, og Smilehullerne forsøge paany som før som før at spøge. Men naar du, Elskte, er forsvunden, da stivner alt igjen om Munden… da er det,Francis, som jeg døer.
…Men døer foruden andet Liv, døer ei som Du, der herligst lever naar hid i Maanens Glands Du svæver, og atter, naar Dig lyster, stiger op mellem Himlens Stjerneriger,— derfor bliv! oFrancis, bliv!»
Da—nu ikke meer jeg veed det Retfærdige og Sande: om jeg enten skal forbande slige Syners Troløshed, eller at min egen yre sværmende Indbildningsmagt var ei meer sit eget Styre, som den burde, underlagt,— ikke mægtig meer sig selv, end en Dreng paa Baadens Hvælv ud i Fossedraget reven, hvirvlende i Cirkler om, eller kvæstet Maage, som paa ulige lange Vinger stedse svinger, med en Dalen i sin Svæven, rundt paa vilden Ocean,— eller bedre ei deran end paa Bladets lille Ø Sommerfugl, der ud er dreven paa den milevide Sjø.
Thi hvorledes kunde vel just i dette Nu min Sjel,— da kun Synet skulde skifte, ei forgaae med Taagers Hast under Spil af Morgenvinde— sin Fornøielse forgifte ved at lade det forsvinde, som om Sæbeboble brast?
Thi just nu, da Skyggen skulde for sin Elskte synlig blive, alle dens Konturer fulde, lysende som Maanens Skive, skabte som af Stjernes Røg, Kysset følbart dog for hende, om det end ei kunde brænde med forelsket Ynglings Ild, men saa blødt, som naar en mild fløjelsfiin Provencerose henad hendes Læber strøg; og da Trykket hun af Armen skulde føle dog om Barmen med den bløde linde Kraft af en ud af Træets Mose runden Mistels smækkre Skaft… Ak, da saae medeet jeg Aanden reise sig fra Pigens Side og mod Døren langsomt glide,— Panden, hvilende i Haanden, hævede han til et Blik, som hun følte,—ja, thi hendes Læbes Zittren røbed det,— som Konvolvlens fine Net nerverystes og kan brændes af en Stjernes Straalestik. Blikket, som han Pigen gav, tog i Ømhed og i Klarhed snelt, med Stjerneskuddets Snarhed, til og af, og med det var i Sekunden Francis' Skikkelse forsvunden. Som af Vindens sammenblæste Tegninger i støvfiin Sne, var der ikke i den næste Spor af Geisten meer at see.
* * * * *
«Anna, Anna!»—sagde en aldrende Sjømand som pludselig traadte ind af en Dør i Baggrunden med en Natlampe—«En Seiler kommer omBeachyhead, Strømmen sætter fra Land igjen, og i Maaneskinnet kan jeg see Tegn, at den vil have Lods ombord.——»
IVLodsen og hans Dreng
—«Læg bi! Læg bi!» Jeg syntes høre skraldende forbi mit Øre; og da, drømmende endnu, (skjøndt mit Nattesyn var slettet ganske sporløst af mit Hu) jeg mit tunge Hoved letted tumlende fra Rælingen, hvor jeg fandt mig selv igjen:— da, før Alt var ret begrebet, jeg en engelsk Lodsbaad saae sig anstrenge for at naae krængende til Falderebet. Bag ved Roret sad en Sinke —men en vakker—af en Dreng, holdende med begge Hænder (liden Kraft men bedre Vilje) Styret op, til Baaden vender. Sprungen op paa forrest Tilje var en Lods, en gammel streng, Baadens fulde Seil at minke.
«Francis, so! Right so, my boy! Luward up! Onboard holloy! Now God bless thee, dearest child! bless thee merciful and mild!»
Og mens han med Venstren greb om et agterudslængt Reb, trende Gange, fleer end trende, mange mange, med den anden drog han Drengen til sit Hjerte under Udbrud af en Smerte, som kun passed slet for Manden. Endnu Et og Lidt endnu havde han sin Dreng at sige, skjøndt vel tyve Gange sagt før han fik det vel belagt med et Sidste: «hearest thou?» Endelig fra Læbords Stige kastede han Baaden los, drejende mod Land den om: «Now in Gods name! Forewards right! Forewards home! Straight forewards home! Francis, Francis, cautious! I return to morrow night.»
Fangelinen af han hev. Baaden af omsider drev. Men da den foruden Krængen, uden Fare til at see, lidtom lidt laverte væk, sagte—da en Briis knap blæste,— og der Rebing var i Seilet, svang han dog fra Skibets Dæk end engang sin Hat til Drengen; men jeg læste, malt med Sort paa Hvidt i Speilet: «Hastings, Pilot, Numero three.»
Ei!—jeg tænkte—Ei, for Fanden! Hvo kan nu rose længer Engelskmanden for hans djærve Sjømandshu? Staaer ei der den gamle Ulk kvalt tildøde af sin Hulk, stirrende og blinkende, Taarerne lidt Luft at give eftersom de fulde blive,— efter Drengen vinkende,— mumlende om Seil for svære, ustø Baad og Ballast let, om at Drengen gjorde ret, hvis han passed af at bære, dersom falske lunefulde, afsindsvilde Beachyhead (hvad han af Erfaring veed, før man venter det, kan møde) hundehylende nu skulde Kastevindene udstøde, paa Kanalens blanke Øde, liig en Røg af Kul og Sne.
Ha, den Britte skulde see under Norges vilde Kyst Gutter (neppe længesiden at de slap fra Moders Bryst) Gutter som en Tommeliden, druknede Havlodsers Børn, mere kjække end den vilde Fiskeørn og sjøvante Nordlandsskarv, sikkrere end Havets Maager, mellem høie Bølgeraager svæve om i Faders Snekke, Moderens og deres Arv! Britten vildfe blive bleg, saae han deres Tagfatsleeg med en Sværm af Kastevinde, der, saa hurtigt som en Vifte slaaes ud, sig om kan skifte efter hver Kompassets Streg. Dog de finde, ved en Taages Gjennembrud, ind og ud af de, meer end gammel Eeg, meer end Ertsens Strøg forgrente schakteskumle skjæromspændte slangesno'ede lange Fjorde; fare snelt som jaget Lom Fjeldene indunder, som lodret Bugterne omgjorde, og hvoraf den ene Bred hvinende udsender Vesten-, og den anden Østen-Blæsten, flyvende paa sorte Fjed Fjorden tverts og op og ned,— tverts, saa Strimerne hinanden skjære lige langt fra Stranden, som i Troldes Ledingsfærd, hvori Kjæmperne ei synes, krydsende indbyrdes, brynes Tusinder af sorte Sværd.
«Landet og dets vilde Fjorde —tog den gamle Lods tilorde, drejende sig barsk herom— Landet kjender jeg, og noget (saa jeg fattet har hvert Ord) mindes jeg endnu af Sproget siden jeg tilbagekom ifra Fangenskabet; thi, paathe Tartarmed ombord, som blev jaget ind i slig en Djævels-Fjord, blev jeg taget med det hele Kompagni.
Men, min Ven, saa stor en Baad, sluppen i saa unge Hænder? Den kan nok før Farten ender trænge Manddoms Kraft og Raad. Tro mig, om jeg havde halt Fokken noget mere stram, havde det ei været galt, nei,Goddam!» —«Ei, Pilot, tillad, jeg troer, dersom Eders Baad er stor, er den og desmere sikker.»
«Baaden liden eller stor, Trygheden i Manden stikker, som er stillet ved dens Roer. Og desuden Beachyhead ei af Stort og Lidet veed. Linjeskibe eller Baade, Joller eller _Men of war'_er svæve paa dets Stormkasts Naade, magtesløse mod dets Vrede, som det Støvfnug Løven karer op i Røg fra Ørknens Grund, og som farer ud og ind af Dyrets hede vide, flammerøde Mund.
Se histud mod Vest! Kanalen nævnes det i Dagligtalen; men det er Atlanterhavet, Verdensoceanet selv, her just her, hvor, bølgegravet, Bretland er fra Gallien brustet, med en dobbelt Kraft udrustet af et Hav og af en Elv. KlippesveisteEddystone' —oh, how many times is gone!af dets Bølger mangen Nat knækket som en Paddehat! Og hvor tidt, naar det blev Dag, har ei siddet India-Eskadres Vrag rundtom paathe Needlesspiddet? Og de Frygtelige staae dog, som Stene over Grave paa en Kirkegaard paa Landet, udenfore «Englands Have», der, hvor Vandet skinner deiligst, som beblandet med en Foraarshimmels Blaa.»
——En mærkværdig Mand tilvisse: rustet Jern fra Fod til Isse; men der indenfor saa blød som Melonmarv hvid og sød; bliden Klang i haardt Metal; Barskheden sentimental følsom, øm, ja som om kunde fra hans laadne haarde Bringe honningsød og lunken springe Modersmelk i Barnemunde; fromme Ord til strenge Mæle; jomfrufølsom, moderblød var den Gamle. I det Hele liig den haarde, men med vamle Melk opfyldte, Kokosnød; eller, om der gives skulde mellem Jordens Instrumenter Fløiter drejede af Staal, men af bløde Toner fulde, mellem Genthorn og Serpenter, klingende som blide Velske mellem Jordens andre Maal.
Men som Han nu sad der streng, mørk og mildere iflæng, syntes Intet han at elske uden Toddy og sin Dreng.
VIsle of Wight. Spithead. «The Albatross»
Lad den raa Pilot ved Glasset sidde der, til han blier mæt! og paa Kassen ved Kompasset (Mandens Taffel) en Karaffel, fuld af «Franskt» ved Siden sæt! at han, efter Hjertenslyst, i mandhaftig Tomandsdyst, som en ærlig Engelskmand, kan hver Draabe Blod forøde i hiin fødte, hanerøde Fiende af hans Fædreland, den han jo medrette kan— da den baaren er derhenne iGuienne,MedocellerArmagnac,altsaa i den sorte Prindses sværderobrede Provindses arildsodlede Distrikt— ansee som et højst forrædersk Døden værd Oprørerpak, der meeneedersk sveget har mod Leoparden Underdanens svorne Pligt. Vi imedens ville følge,Isle of Wight, Old Englands garden, dine Skjønhedslinjers Bølge, prægende sig ud i Luften liig en underskjøn Afspeiling af en yndig Feers Ø; under vor Laveringsseiling langsmed Landet drikke Duften af det slagne friske Hø;Cath'rine'-Point'sStyrtning maale, som, af Morgensolens Straale, snart illumineret, til Bjerg af Roser blive vil, medensNettleston's,det hvide, liig en lang uhyre Hæk af Viburner og Jasminer, sees ud i Havet glide, til det som en Linje tviner mellem Luft og Bølge væk.
Lad ham sidde der den Tvære! sine tause Glas fortære med en skattegravertyst indædt heed forsvoren Lyst, som om hvergang han paa Bunden Perle eller Diamant, slubbrende den ind med Munden, i det tømte Bæger fandt! Andet kalder vore Blikke: Her her aabner altSpitheadGyldenhornet (Stambuls ikke maaler sig i Pragt dermed). Derfra, paa tredobbeltkronte, bølgebaarne, kun ved Sejer gjenforsonte, herskende Britannias Bud, skyhoslige Tordentaarne, fare viftehurtigt ud did den stolte Dronning peger, efter alle Vindens Streger.
Nu imellemPortsmouthshvide, milelange Fæstningsvolde, som i Øst, paa langtudskaarne Tunger synes hist at glide, liig en Sølverkjæde hen, fuld af Led af runde Taarne, Citadeller og Kasteller, som for sammen fast at holde Havets Bryn med Himmelen… Mellem disse havomstrømte Krigens skinnende Palladser og imellemRydesberømte poppelkronede Terrasser (Ryde, som Walter Scott lovpriser fremfor Indiens Paradiser) Flaaden laa i dyben Fred, adspredt paaSt. HellensRhed: Englands Gyldenhorn,Spithead,—Rolige, som Skjær, af vegne Springflod op i Veiret stegne, som ved Kogleri, imens Ebben løber Fjæren lens,— rolige som kolossale Graasteens-Sfinxer i de Dale Nilens Strømme overfløde,— rolige, som Hvale, der, bugopvendte og som døde, sove midtpaa Havets Øde: hist og her hine stolte, taarnehøjemen of war'sfor Anker fløde, ubevægte, skjøndt mod deres grønne Bouge Bølger skjæres, stærke, høje som tilsjøs. Og det blev for Aandens Øje, som om hvert et Skib kun var flagbetegnet Ankerbøje for den største Verdens første Verdens sandeman of war,forGreat Britainselv, som har slidt sig fra Europa løs, lagt sig ude langt tilsjøs, riig og fri og stolt og bøs!
Grusomme «Diktator» vi ilede med Gru forbi. Yderst hen «Najadens» Morder, som forjagt af sin Daads Melancholi, havde eensom sig forlagt. Som om Nordmænds eller Danskes og Franzosers kjække Border kunde see sin Roes forvanskes, sig beundret ei, men hadet, laa den eensom der og baded, sit, med gabende Kartover rundtomkring besatte, Bryst midti Rhedens grønne Vover, fjernest ifra Englands Kyst, liig en Svane uden Mage og af Flokken glemt tilbage. Men just der, hvor nedadvendte Skygger af dens Master endte, saae Vi dem fra «Royal George» (det for mange Herrens Aars Tider siden sjunkne store Tredækslinjeskib) at bore sig med Stag og Takl og Top imod hine ligeop,— Sex i Alt og Tre mod Tre. Ja, da skarpt jeg saae i Vandet, fik jeg tydeligt at seeRoyal Georgei Vant og Mers med Gespenster fuldt bemandet, klavrende paakryds og tvers.
Nelsons Skib ved Abukir, (agterpaa«The Vanguard» stod malt paa Sort med Træk som Blod, meer til Rædsel end til Ziir) laae for Anker uden Rigg, rolig som en Ø, i Havnen, rækkende (som Invaliden frem sin Armstump) op de korte Master, ifra Merset borte, hvortil Sejeren i Striden før saa ofte lænte sig. Og det syntes stundom mig, som om op og ned ved Stavnen, under Skibets Gallion, dandsende langs henad Siden, frem af Bølgen hæved sig Heltens yndige Sirene, Lady Emma Hamilton, løftende høit op i Favnen, snelt som Skvulp af sjunkne Stene, sølvhvidt Oldingshoved, slynget om med slimig Tang og Tare: Hans, der med et Glimts Forbi, som tilveirs Raketter fare, grusomt blev i Raaen klynget: gamle Caraccioli.
«Agamemnon»,vidt berømt ligesom sin græske Navne, næst hiin tryllende Medusa, (Hamilton, Siren-Gorgonen,) af Lord Nelson elsket ømt, strakte Marmorgallionen mellem to berømte Stavne: «Thunderer» og «Arethusa». «Victory», i Nelsons Blod med Udødelighed døbt, kneiste som en Pyramide, taarnet op af Bramseil hvide, som et Bjerg med kulsort Fod, men i Sne forresten svøbt. «Dreadnought» (gamle Collingwoods) «Africa» (Sir Sammy Hoods) vingede «Bellerofon», som bortførte i sin Favn Napoleon, sørgeslørte Fangebuur «Northumberland», Howes «Ajax» og «the Queen», «Hero», «Royal Sovereign», Codringtons, den Navariner, tvende Gange tændt ibrand, «Triumph», «Caledonia», «Windsor-Castle», «Victoria», —alle Disse blandt de mindre, flere end jeg kan erindre, laae, som Hvaler blandt Delfiner, Portsmouth til og Portsmouth fra.
O, igjennem disse Sunde, disse Net af Fæstningsgrave, ovenfra, naar Synet høined sig mod Sky, i Dybet øinet som et Garn af sorte Baand mellem disse Dødskasteller,— o, her kunde Døden, om den var en Aand, og ei burde tænkes heller som fra Paradisets Have Fredens Palmers milde Aande, der borthvifter Jordens Vaande,— o her kunde den, belæsset med Fordærv, med Ljaen hvæsset, Herrens Dommes Overbringer til en millionfold Skare, gjerne fare paa de lynbaldyrte Vinger uden Mine af Foragt for de Dødeliges Magt, uden Trækket til Medynken skulde, svulmende i Rynken, om hans Læbe blive lagt. Ja beundrende kanskee vilde i sin Gjennemfaren han sin Dæmonvinge synke, hilsende Orloggerskaren, lade højt i Skyen blinke med en Lynilds Glimt sin Lee.
—Lodsen var og blev mærkværdig: under al vor Opseilads tømte taus han sine Glas, og for hver berømt Fregat var han færdig flux at lette paa sin Hat. Mangt bronceret, kjækt og godt tatuert Matrosgesicht nikked ned fra Boug og Plikt til vor groggende Pilot. Mangen blaa og blaarød Skjorte fik kun Tid at vinke blot, mens han venlige, men korte, Hilsner gjennem Skydsets Porte fik ifra de Andre sendt, og fra mangen Dæksmariner slige grimasserte Miner, som os viste, han var kjendt: «Ho, Johnny! ho! How do you do? Sing, Sailor, oh! Well! Toddy is the sorrows foe! Sing, Sailor, oh!»
Ved den Stump af Sang han fik om at Toddy gjør fornøjet, traadte Vreden frem i Øjet, som om gjennem Løvets Dunkle brandguul og til Spranget bøjet Tiger som et Lynglimt gik. Men den svandt i næste Blik snelt som Smedens Funker funkle, slagne ifra Malmen rød ud i Nattens mørke Skjød; og saa hilste han igjen venligt paa hver gammel Ven— venligt nok, dog saa omtrent som en Løve eller klog alvorsfuld Newfoundlandsdogg vilde murre, naar dens bløde Pelts en Megetvelbekjendt i det varme Solskin klø'de.
Men, om ikke jeg saae feil, Kime jeg til Graad opdaged i hans Blik, men snart forjaget, liig en Taage paa et Speil, netop som vi over Staget gik, en Kutter at undgaae, som imellem Flaaden laae… Ah! det var et Mesterstykke! Ret et Ibenholtsklenod! Negerpigesort- og slank! Reisningen som Palmens rank! Uden andet synligt Smykke end en Bord omkring som Blod. «Denne der—var Lodsens første Ord paa længe sagt til Os, da han havde slukt sin Tørste— har til Navn «the Albatross». Og en Albatross paa brede stedse spændte Vingers Flugt Kuttren er, til hidsig Jagt efter Slaveskibe brugt, flyvende med rastløs Magt, som om levende den vrede Havørns Hjerte med dets Hede i dens skarpe Boug var lagt. Men derfor, derfor især, ja derfor har jeg Kutteren saa kjær: Jeg har havt en Søn ombord— Francis …» Og med dette Ord Taaren, som for nylig, tvungen ved at han sig beed i Tungen, i sin Væxt tilbagesank, modned atter fuld og blank; og, før han fik knust den, gled ad hans brune Kind den ned.
«Francis?»—spurgte jeg mig selv— «Francis? Jagt paa Slaveskibe?» Hvad betyder dette vel, at mig saa bekjendt det lyder? Hvad betyder, at jeg ikke frem kan gribe hvad jeg veed er i min Sjel, men som i dens Dyb sig skyder? Men vilkaarligen at tvinge frem som Syn den havte Drøm er at ville daarlig bringe Klokke, sjunken i en Strøm, til deri som før at klinge.
Netop naar den gribes skal, vægtforøges dens Metal, som om alle Dybets Kræfter halende sig hænge efter, som om Afgrundsslanger knytte sig om deres vundne Bytte med fortvivlet Kraft og Vrede om den sjunkne Kirkeklokke, der er bleven deres Flokke altforlængst et hævdet Rede. —Men der var ei Tid til daarlig anstrengt Grunden efter Drømmene paa Bunden af min Sjel, naar de ikke uvilkaarlig, som opflydte af sig selv, komme af dens Dybder frem. Og desværre flux naar Blunden er med Nattens Timer svunden, lukker den sig over dem —som om sine Perler Bundens Musling stærk, af Polypens Arm berørt,— hurtigt, hurtigt før Sekundens svage Dødssuk hen er ført, en Passionsblomst liig om sine korsbetegn'te, straalefine Stjerneblommers Underværk.
Som med Dagens Time dennes fagre Blomstring er forbi, Sjelenes med Nattens endes; og naar over Østens Høje Morgenrødens Flammer tændes, lukker du dit Aandeøje, Dødeliges Fantasi!
Der var ingen Tid at spildes paa at jage undfly't Drøm, der tilfældig kun, som gale Antilope eller Svale atter hildes, kommen af sig selv igjen— Thi i Fjernets Graa derborte syntes bag os alt Spithead sjunken med sin Flaade ned. Skibenes Kolossers sorte Masser med de hvide Rande, fulde af Kartovers Porte, saaes meer ei ovenvande. Masterne og deres Ræer, hist hvor i en blaahvid Rand Hav og Himmel sammenbryntes, agterud i Fjorden syntes Omrids liig af Granetræer, svedne af en Ildebrand, skarpt mod Himlens Blaa udskaarne, som paa sumpig Bredde baarne af et miilbredt Ørkenvand.
VIScenery. Engelsk Efev
Men se forud! se mod Norden! Forud se, hvad Perspektiver, Tepper liig, der rulles op,Hampshire'-Fjorden, ret som et Kaleidoskop, snevrende sig sammen, giver! Som forelskte i hinanden, nærme begge Kyster Stranden, saa at Fjorden mellem dem som en Flod sig lister frem. O, saa maae hedenfarne Saliggjorte kunne skimte gjennem Himlens aabne Porte Paradiserne fremglimte, som de engang skulle naae! O, det er at speide i naadig Skabers Fantasi, da Han, efter i sin Vælde skabt at have Nordens Fjelde, Alper steile, Himalayas Gletscherspeile, overlod sig til en stille salig Skaberglædes Nyden og Miskundsomhedens milde overstrømmende Indskyden!
Mere bløde Linjerækker fine Pensel ei i glatte Olje trækker, slaaer ei blidnet Døningbølge eller gyldentunge Ager, over hvem en Luftning jager, end de grønne træbesatteHampshire'sHøje, som forfølge paralelt hinandens Flugt langsmed Fjorden, alt som dybere mod Norden denne skyder ind sin Bugt.
Dafornam jeg grant, hvordan, mine Fædre (mine; thi under Sognefylkes vilde havomskvulpte steile Kyster, gjennem stærke Kjæmpebryster vælded frem den varme Kilde til mit eget Stammeblod)—da, jadajeg klart forstod, hvordan Nordens ørnefri Viking og alt halvdeels velske ridderartede Norman, under Vilhelm Landestormer, kunde dødeligt forelske sig i dine skjønne Former, kvindefagre Engelland; ja hvorlunde Hjemmet de forglemme kunde, sønderrive Hjertets Rod, saa de evigt det forlode, for at pode ind i hint sit eget Blod.
Fæstet end af deres Fødder rundtom i Ruiner stod: Hvor iland de satte Fod, reiste de et Taarn til Mærke, ligesom i Romas Dage Seierherrens Landsestage boredes af ham i Jorden. Og de staae der end de stærke Normanstaarne til et Tegn, at af dem erobret vorden er den hele skjønne Egn.
Men en større, skjøndt ei værre, Seierherre har ved hine tandudskaarne William-Conquestor-Taarne sig med saadan Magt indfunden, som om Grunden var hans egen Odelsmark, som igjen han vilde tage. Ungdomsskjøn, hvorvel af Dage ældre end en Patriark, født vel før end Hors og Hengst, har han Taarnenes Baroner overlevet og paa Taarnene forlængst sit Familiebanner hævet,— Krandse hængt og Sejerskroner, over hvert et Buehvælv, hver Gesims, Karnis og Karm med Familiefarven smykket, ja de faste Taarne selv hist og her isøndertrykket med sin egen stærke Arm. … Stærke? O hvor synes vege denne Seierherres Arme, strakte ud kun til at lege, mens dog det Naturens Blod, som besidder varigst Varme, rinder fra hans Hjerterod! Thi den Taarnenes Betvinger, stolte Slægters Overlever, Han, som sine Fænniker, op ad Murens Steilhed stegen, trædende paa døde Grever, fra Ruinens Tinder svinger, ikke nogen Anden er, end det gamle Englands egen odelsbaarne, symbolvalgte, dunkelgrønne, evigen ungdomlig-skjønne Efev, voxet vildt afsted: Englands stolte Eges kaarne trobevarte Kjærlighed, Planteverdnens Ganymed.
Lad i Portsmouth hine Rækker af Kaserner bli'e forladte, ladthe QueensTredobbeltdækker, Flaadens Skibe, et for et, blive op paa Landet satte, raadnende og søndersprukne, Hvale liig, der gispe, trukne op paa Stranden i et Net —o før trende Aar er' rundne, Flaade, Fæstninger og By, Citadeller og Kaserner ville være overspundne af et Efevvildnis, svundne sporløst, som en Klase Stjerner, naar du søger dem paany, blevne borte i en Sky. Ind og ud ad hver en Port, hvert et Vindu, sønderslaget, paa de øde Byruiner, udad høje Mezzaniner slangemægtig inden kort kaade Efev vilde gro; langsad Ribbene paa Vraget, ind-og udad langs de sorte Dødens Munde, Skydsets Porte, armtyk, eviggrøn sig sno; stærkere end Ankertouge sammenknytte Flaadens Bouge, sammenflette kabbelfast Raa til Raa og Mast til Mast; til dem takle med sin seige lange Rakle, som med ægte Baadsmandskast.
Ja, om London ud var død, om dets Millioner gjøre Ende paa den Kamp de føre mod den grønnende Natur, stedse flyttende sin Muur længer ud i Landets Skjød, og om de forlode det, mylrende ad alle Stræder, Orme liig, der alt har ædt, Staden, som bestaaer af Stæder, levnende det Øde, som over Eufrats London kom, over stolte Babylon, Ninive og Ktesifon:—da,da inden Somre faa vilde Engellands Vedbende seirende tilbagevende, brolagt Gade sønder slaa, overLondon-Bridgesig spænde, sammenknytte Lordens Borg Kartistens Hytte, rundt St. Paul Guirlander binde, med sit Net af Blade spinde gamle Tower ganske som en Kube over, gjøreBondstreettil at see som en hvælvet lukt Allee, hver af Squarernes Kvadrater til et yndigt Skovtheater, hvor Irisker og Stillidser, bag de levende Kulisser, under hvirvlende Musik, smukke Elskovsskuespil med et stort Talent opføre, men hvortil spodske Stære see og høre under skjærende Kritik:— gjøre London til en Skov, hvori selv St. Paul fordølges,— til et Vildnis, hvor kun følges vilde Skjønheds Ordenslov— Paradiis for Millioner Finker og Papilioner; og paany fra Himlens Blaa skyldfriblevne London vilde klare og forsoningsmilde Straaleblik af Solen faa, —ja, det samme maaneblide, stjernestille, gyldenhvide Foraarssolskin, som paa Landet flyder, med et Gjenskin blandet, over Tagene af Straa. …O saa yndigt Solskin mindes jeg den Dag vi Spithead peiled, da vi ind St. Hellens seiled, over hele Egnen lagt, skjøndt med endnu større Pragt, saa at Øiets ømme Lindse maatte blindes, af de klare Straalers Magt, om et Blik mod Himlen voves. Herligst dog det syntes glindse over lundomhegnteCowes,som om Solen her opdaget havde yndigst Sted paa Jorden, Syden for en Dag bedraget, og paa denne Plet i Norden øst sin bedste Fyrighed over denne Landsby ned:— hele Luften blaaforgyldt, med en Glimmerglands opfyldt, med et Spil af Farvetoner, som om den af Millioner pludselig i Glød antændte Diamantsafirer brændte.
VIIYachtclubb-Flaaden
O Farvel, Spithead! Som sorte Punkter Skib for Skib forsvinder. «Caledonia» selv er borte, Caledonia selv, at see seilbedækket ret som tre svimmelspidse Snebjergtinder. Portsmouths mægtige Belæg af rangerede Kasteller, et for et, som Punkter hvide, sees, dalende saa sagte som forjagte stilleblevne Tidselskjæg, under Horizonten glide. Og af Aandens Sejersmærker, Menneskenes Underværker næsten træt og overmæt, Øjet søger til Naturen, hvor den spøger, følger heller Højene om landligtblide skjønneCowes, af hvis blaa solbelyste blanke Tage hist og her vi et at rage frem af Lunde af Moreller Poppler og Kastanjer saae.
O hvad yndig Blanding af Stad og Landsby, Land og Hav! Mellem hine Tage blaa skimted gule frem af Straa; tamme Duer ifra Byen viden over Fjorden sværmed midtiblandt dens vilde Terner; snart med djærve Vingekast cirklende de under Skyen lyste hvide frem som Stjerner, snart de klapprende sig nærmed, sænkende sig paa vor Mast.
Og, at Alt vedCowesskulde være nydeligt tilfulde, laa der, ringet ind af Lunde, paa en Bund, hvor Sølversandet perleglindste gjennem Vandet, adspredt henadCalshotsKyst, en saa underdeilig Flaade at man gjerne tænke kunde den med Alfer var bemandet, bygget kun til Feers Lyst.— ja en herlig Flaade atter af Korvetter og Fregatter, meget større ei end Baade, Skjønmodeller til de Store udenfore Portsmouths Rad af Sjøkasteller, saa den lille Landsbys Rhed var et Billed af Spithead, med bevimplet Skov af ranke Master, vajende og slanke, smekkre Epilobier liig, der paa Kanten af en øde Hedes Banke, enkelte som Ax, med røde Purpurblommer hæve sig.
Det er Yachtclubb-Flaaden. Ah! Yachtclubb-Flaaden? Ah, ja se, nu, nu lægger En ifra! Ledig Dandy vil maaskee skyndsomst fra Catania til en Lady, som er daanet, hente i krystalne Glas Is, som er paa Ætna blaanet? eller—til en bedre Spas— til en Viscountesses Tørste fra Vestindien allerførste gyldenmodne Ananas? Ja hvem veed (hvis nu Mylord for enBelesprithar Ord) omHis Gracei Hu ei randt nu da Routen ud er sovet, at paa den igaar galant i den glimrende Salon han paa Æresord har lovet Morgan eller Blessington frisken Krands Orangeblommer hentet fra Messinas Sommer af ham selv og det direkte? Thi Mylord har Tid nok jo, og de høitberømte To ingen Bøn han kunde negte.
Nei, paa Yachten, som vi saae fra de andre ud at staae seilbedækket os imøde, flygtet Yndlingssvane liig, som med Guldring om sin lange smekkre Halses Sølverslange blandt de andre vilde graae paa et Kjern i Nordens Øde som en Dronning viser sig— der ombord hvor tæt dog vrimle Dandys ved Kahyttens Dør, mellem gyldenfryndste, blaae, violette, rosenrøde Parasollers Silkehimle! Og af lange hvide Slør, hviftende for lette Bør Stjerner ud i sine Folder, skinner Skandsen overalt rundt en Amazongestalt, som det gyldne Roer holder.
Ah, hvor nære langskibs hun til Luvart kunde lade Yachten trodsig skjære,— farligt, skjøndt saa sikkert som Somnambules Gang iblunde, saa ei Damerne alene, men de mustacherte pene Herrer ogsaa, ganske blege, med af Rædsel aabne Munde: «La Duchesse! Duchesse! skrege… O, for Guds Skyld! Roret om!»
Allemand ombord i Briggen, Allemand (ja Lodsen med) Alle med udstrakte Hænder stode, forat frelse Riggen, langsad Rælingens Gelænder i et ængsteligt Geled.
Da, just i Sekunden da, kun en Alen knapt derfra, Damen drejer raskt paa Roret, just da hendes Navn af Choret blev udraabt og Yachten vender for at løbe ned i Læ, viser Lodsens Blik og Hendes Aasyn, at de begge kjendes. Hans blev rædselsfuldt at see: skummelmørkt, dog fuldt af Flammer, Fakler liig bag Sørgefloret, hendes Aasyn hvidt som Sne, fuldt af en Gorgones Jammer.
«Johnny—You!» sagt med en Stemme, som ei lader sig forglemme —o, som om i Glas man skar foran nervesyge Øre— hørtes Ladyen at raabe. Meer at høre var for dengang ei at haabe, da hun af saa iilsomt bar.
Men hvad tænker Damen paa? Er den Lady rigtig klog? Op paany hun Yachten jog til den Kurs den forhen laae; og, idet hun vende lod, saa dens Fraade os besneer, kaster hun en Pung Guineer klingrende for Lodsens Fod.
Men hvad tænker Manden paa? Er den Lods vel rigtig klog? Pungen iilsomt op han tog og tilhavs saa langt han kunde i et Nu den slængte saa i de gridske Bølgers Munde. Damen saae det. Hun og Alle saae og hørte Pungen falde… Nei, ei den, nøiagtigt talt, lod sig høre da den faldt; thi dens grønne sølvindslyngte Net blev sprængt af Guldets Tyngde, saa at, da dens Indhold suste Mynt for Mynt i Bølgen ned, dalte sagte som et Blad, sammensjunken, splittet ad, Pungens Pjalt derefter med just hvor Yachtens Kjølvand bruste.
Lodsen… Ah, hvad gaaer af ham? Andengang han jo paa Ærmet tørker bort en Taares Skam, som, hvor haardt imod han stred, stedse svulmende sig nærmed, til den trilled moden ned?
VIIILodsens Fortælling
Yachten var forlængst forsvunden, som forbi os fløjen And. AltSouthamptonsgamle Taarne, nærmere i Luftspeil baarne, forud skimtedes i Bunden hist af Fjordens kløvte Strand. Om en Time eller to Briggen skulde finde Ro, og vor Lods da gaae fraborde; da (det er som Afskedsstunden aabner Hjerterne og Munden) tog den Gamle saa tilorde: «Tvende Gange, Gentlemen, (Damnd!det har I maattet mærke) Tvende Gange—to formeget— har De seet mig gamle Ulk —fy det er en Skam!—i Graad: først igaar, da i sin Baad Drengen herfraborde stødte, og nu nys idag igjen, da vi denne Lystjagt mødte, var i Øjet Taaren steget, og mit barske muskelstærke Ansigt har, nervøst bevæget, kjæmpet med kvindagtig Hulk.
Nu! for mine Landsmænds Skyld, at ei Skam paa dem skal falde og I Uslinger dem kalde, vil jeg Aarsagen berette, aabne jer min Kummers Byld. Dog, Kaptain, først siig mig dette: ejer Selv De Børn derhjemme? Naar saa er, da vil det blive idetmindste let for Dem mig den Svaghed at tilgive, at jeg ikke kunde hemme Taaren, som sig trængte frem.»
Vor Kaptain med Nik bekræfter, og et Haandtryk fulgte efter, langt og varmt, som om deri laa et ømt Frimureri, som om deri deres Sjele kunde vexlende meddele samme Følelsens Mystér.
«Agterud—saa han begyndte— agterud enLeagueomtrent, der hvor hine grønne Pynte fiint som Traade ud sig spinde, en for en mod Fjernet spændt, til de i dets Blaa forsvinde der hvor Fjorden synes endt, Gentlemen, I kunne seeCowes, som forbi vi hasted, endnu, liig en Stribe Sne, liig et Skum paa Bredden kastet.
Der, i mindste Huus i Flekken, men det netteste kanskee, yderligst i hele Rækken, saa det sidste Egetræ, som iNorriscastlesParker skygged over Byens Marker, gav dets ene Side Læ, som om Førsterhuus det var, mens den anden laae saa nære, som en Fiskers, Fjordens Fjære, at, naar Floden høit sig skar, strøede den med perleskjære Muslingskaller Hyttens toede sandbesprængte Trappetrin— —deri dette Huus jeg boede, denne Hytte den var min.
Den var Fred og Lykke lovet i min Faders hvide Hoved; thi han boede hos mig. Hvor jeg Efevranker draget havde langshenunder Taget, at de kunde flette sig trindtom Vindvet under Røstet, der den Gamles Kammer var— —o i Huset hvad i Brystet Hjertet er og hvad i Kirke allerhelligst Sanktuar. Der min Fader sig forlysted med paa sine gamle Dage Fiskenet til mig at virke siden Synet blev for svagt til at drive om paa Jagt, saa han Afsked maatte tage. Han som Førster nemlig tjente hos Lord Norriscastles Far, og med Gamlens Valg det var, at hans Kammer didhen vendte, hvor han i sit Vindu kunde høre på de gamle Lunde, paa den Gamledages Sang fra de tusind Blades Munde og de kjendte Jagthorns Klang.
«Johnny!»—havde Gamlen sagt— «Jeg er træt af Lordens Jagt. Tag din Mary Ann tilægte! Hun, saalænge I er' to, ikke vil din Fader negte dette lille Kammers Ro.
Og desuden har jeg Grunde —lagde hviskende han til— til at skynde, om jeg kunde, paa hvad du saa gjerne vil. Rygtet om vor unge Lord kjender du fra mange Munde; han ei har det bedste Ord siden han tilbagevendte sidst ifra Paris, afbleget, saa han lignede sit eget Skyggebilled og hans Mor knapt sin Førstefødte kjendte. Og hvad skulde jeg vel see een Gang ei, men hele tre? Paa den sidste Uges Jagter har jeg funden udenfor din Marys Dør Lordens egen Jagthest bunden. Hun er smukkere end sagt er (kaldes jo af Folket «Loves flower, fairy Queen of Cowes?») og Mylord, den unge Herre, han er værre end ham onde Rygte gjør. Derfor, om jeg raade tør, næste Søndag, om du agter …»
Far fik ikke udtalt før, jaget som af onde Magter, jeg til Mary Ann mig skyndte. I Begreb jeg hende fandt med sit fagre Haar at pynte. «Thi—saa hun troskyldig sagde—Johnny, tænk dig! saa galant er Mylord imod min Moder, at i sidste Uge trende Gange han Visit aflagde… O, han var en Søn mod hende, og mod mig som ømmest Broder!» Jeg naturligt lod mig ikke mærke med det allermindste, talte ei om Hvepsens Sværmen rundt den Rose, den vil stikke, ei om sølveroverglindste Slanges fule sagte Nærmen til den Finkes trygge Rede, som den vil til Frokost æde. Men, som raadet af min Far, næste Søndag allerede Mary Ann min Hustru var.
Gud var god: min Salighed varte hele Somren ved. Morgen jeg og Aften tænkte, at til Grund den ene har Guds ifra hans Himmel sænkte Naade til min gamle Far: at min Lykke ikkun var uforskyldte Gjenskins Glands ifra Hans, paa hans Hoveds hvide Sne faldne, Guds Velsignelse.
Og for ret mig fro at gjøre, Lorden siden Bryllupsstunden lod sig ikke see og høre. Liig i Jorden sjunkne Geist, liig i Luften stegne Høg, var han ganske som forsvunden. Rygtet sagde ham for Spøg for et Væddemaal forreist atter paa sin gamle Viis skyndsomst over til Paris med en Sværm Mylords og Squires.
Men, som byttelystne Glente, stegen kun saa høit tilveirs, at ei Syn den ind kan hente, skjøndt den selv kan alt bespeide, lodret svævende, som bunden, over Byttet den vil veide, kun i Skyerne paa Luur,— var han kun paaskrømt forsvunden: og kun Hændelsens Behag, kun et Slag af Rygtets Tunge, kun en Streg afBonaparte, ei Forandring i den unge Herres Planer og Natur, foraarsaged, at han sparte mig en Tid—et Aar det varte- for min Lykkes Nederlag.
Verden veed, en vakker Dag fandt man nemlig tomt og sprængt det forgyldte trange Papegøjebuur, hvori Frankrigs Ørn var stængt og paa Elbas Klippemuur frem for Verdens dumme Øine ligesom tilskue hængt, og at Frankrig den Udfløine, som med Skræk Europa fyldte, flux paany med Jubel hyldte. —Alle Britter, Torys mest, som til Frankrig vare dragne, maatte, forteste som bedst, Spurve liig fra Ørnens Rede ved dens egen Hjemkomst jagne, sig ad alle Kanter sprede: De i Norden skyndsomst over, hvor der kortest var, til Dover, over Rhinen De i Vest, De i Syd og De i Øst sprængtes Havet viden om hist og her paa Kryds og tvers; og Mylord, som iHière'ssig opholdt, da Rygtet kom, at Uhyret nu var løst, var ei seen at gaae ombord.
Førend Aarets første Høst, Løvetandens Foraarssne, falden var for Vindens Lee, gik i Byen alt det Ord, hvisket Huus fra Huus:«den slemme, unge Lord skal være hjemme» Men saaledes til det gik, at vi selveBonnyskyldte, at en Frist vi endnu fik før den Skurk sin Plan opfyldte.
Sommer, Høst og Vinter gleden var saa uforstyrret stille, som i Timeglasset ned Sandkorn efter Sandkorn trille, roligt, i saa dyb en Fred, som om alt for Evigheden Tidens Puls var reguleret af de fromme Slag af Klokken, der i Krogen var placeret, og som Takten slog til Rokken, Mary var saa flittig ved. Men da atter Vedbendstokken, som var langsmed Væggen dragen, friske Grønt paany udsprængte, saa den over Døren hængte som et lysegrønt Gardin, fik den Gamle, som han tænkte, at bestille hele Dagen Time ud og Time ind, med at vugge for en Liden, kommen til i Pintsetiden.
Tænker da med hvilken Fryd, med hvad liflig Hjertebanken, saa jeg hørte selv dens Lyd, med hvad Uro sød i Tanken, med hvad Slag i Pulsens Bølge, jeg hver Aften, som geleidet af usynligt, vinget Følge, der mig skyndte stedse frem, ilte ifra Værftet hjem, hvor jeg dagligen arbeided! Tænk det Øiekast, hvormed jeg i Døren overmaalte hele min Lyksalighed! Tænk hvor langt og lyst det straalte, for i samme Øieblik Alt at sluge, Alt at fatte, alle mine Hjerteskatte: Hende, som mig først imøde med udbredte Arme gik, Oldingen, hvis Vink betøde, naar med Fingeren han tyssed, at den Lille sov, han vyssed, først og sidst min Francis saa, Englen, som i Vuggen laae! Men en Kvel—just Himlen løste sine Strømme; ned de øste, som naar vældig Bradsjø bryder indigjennem aabne Luge, saa i Rummet Alting flyder; Skyerne sig sænkte lavt, som om Alt de vilde knuge, kvæle Alt i deres vaade Tepper, Alting som begravt, saa at Parkens høje Træer, syntes langtfra som en Flaade fuld af seilbedækte Ræer… Denne Kvel, skjøndt neppe Aaret ind i Junius var baaret, var af Regn og Skodd saa mørk, som en Aften vel kan tænkes i November, Tidens Ørk, hvormed Høst til Vinter lænkes, Maaneden da Satan fødtes og da Paradiset ødtes… Denne Kvel til vanlig Tid gik jeg hjem fra Dagens Slid; langsad Stranden jeg mig skyndte —endnu kunde Dag jeg see; men da Stranden var forladt, og da Parkens Træer begyndte som en Art af en Allee, blev det mørkt som Midjenat, som at see ind i min Hat, og saa stille, at jeg hørte hvert et Regndryp, som sig rørte faldende fra Blad til Blad. Men om Vejen, om den gamle, spurgte jeg ei Mørket ad ved mig langsomt frem at famle. Raskt jeg gik, og snart jeg Glimtet alt af Lys derhjemme skimted, da medeet en Baadsmandspibe tæt forbi mit Øre hveen. At som en Staty af Steen flux jeg standsed, at jeg lytted, Foden flux tilbageflytted, Gentlemen, I nok begribe. Men saa tyst paany var alt, at hver enkelt moden Draabe, som i Lønnebladets Kaabe ovenover mig nedfaldt, næsten som en Klokke klang i den hvalte mørke Gang. Da medeet før Foden kunde atter hæve sig til Skridt, mens jeg standsed for at grunde paa en Mistro endnu lidt. Da medeet—jeg hørte kun Løvet rasle ved min Side— før Sekundens Dryp fik glide i Forgangenhedens Mund og den næste atter kunde fuld og modnende sig runde.. da medeet, før Tankens Gnist kunde lysne selvbevidst, var jeg pludselig af trende Mænd, som sprungne frem af Grunden, greben, kastet overende, kneblet, bagtil lænkebunden; og før en Minut flød væk var jeg, klodset som en Sæk, paa den ene Kjeltring læsset, samt foruden mange Ord bragt i en Chalup ombord, som laae skjult der bagom Næsset. Fluxen blev der halet ud, til en stor Orlogger hastet, som just havde Anker kastet samme Kvel paa Byens Havn. Uden meget Hovedbrud, skjøndt nok Tanke Tanke jagte, under Toften jeg opdagte, at den frie Britte presset bleven var i Kongens Navn.
Næste Morgen den Fregat havde Kours til Plymouth sat. Der laae Ordres, saa befundne, at Fregatten skulde, inden visse Uger vare svundne, naae de Øer under Vinden.
Vi et Døgn tilende rendte, og saasnart man agter saae Scilly-Øerne saa smaae, at man neppe nok dem kjendte fra en Vildandsværm, der sov, medens friskt vi skummed væk, ud Kanalen, ud mod Vesten, fik jeg fra Kaptainen Lov til at slippe af Arresten under Skibets andet Dæk.
Men min Smerte og min Vrede, bleven rasende dernede, rented ind deroppe blot liden Trøst, men mere Spot. Paa et tvundet Toug man pegte, som paa Storemasten legte. «Lidt af den, om meer du stønner, og paany saa i Kaschot!» Unge Midshipmænd, selv Sønner, trak paa Skuldren kun til Svar ad min Tale om min Fa'r. Nævnte jeg mit Barn, min Viv, saae de op i Masten bare, sagde: «Kulingen er stiv,» pegte, uden meer at svare, paa i Nord en liden Prik. Det varLandsend, som forgik.
Forud kun naturligviis, blandt Matroser og de Unge, turde jeg med sluppen Tunge give Klagerne til Priis. Men fra Skandsen var alt Chefen paa min Støi opmærksom bleven. «Manne hid! Hvad? Flæber han? Nu, for tusinde Ulykker! Skoen, som saa haardt ham trykker, her ombord med Kat man smører. Han har tjent som Orlogsmand, været fangen, som jeg hører? Slige Sjøfolk Engelland just behøver altsombedst snart i Øst og snart i Vest. Og saa meget kan jeg sige: hvert af mine Mærker spaaer, at, hvad dig, min Mand, angaaer, nok Du før isyne faaer Helved eller Himmerige, end du Gammel-England atter efter dine Togter naaer. Derfor siig det kun Farvel for—lad see!—en halv Snees Aar.»
Fløitende Kaptainen vendte raskt sig paa den ene Hæl; og medeet af den Maneer og af Tonen i hans Latter, af hans Røst, hans Blik og Miner, Haar og Holdning, Gang med meer, jeg grandgiveligen kjendte, med et Blik, som ei bedrog, skjøndt det zittrede og brændte, med Forfærdelse igjen flux den værste Libertiner mellem de Mylords Bekjendte, som med ham i Parken jog og ifjor til Frankrig tog, netop just hans bedste Ven; og en Gisning, med en grufuld Gjennemiisning, ved hans Syn min Sjel betog, som om klammen kolden Snog pludseligen frem sit stygge Hoved i mit Hjerte stak, gjennem Hjernen sine Rygge, for min Sjel at gjennemslingre, bugtende i Kramper trak; thi medeet jeg den unge Herres Fingre saae i Alt hvad der var skeet. Sandt Kaptainen havde spaaet; sandt, ja endnu meer end det: først da fulde atten Aar havde graanet mine Haar, rindende, skjøndt hvert var gaaet med til Orlogs, langsomt hen, saae jeg Engelland igjen.
Som fra lukket Haand til Haand snelt i Pantelegen Ringen løber paa det skjulte Baand, saa den greben blier hos Ingen, saa fra Skib i Skib ombord, rundt den hele vide Jord blev jeg paa Kommando stukket. Jeg forsvunden var i hine atten fulde Aar for Mine, som en Steen til Bunden dukket, mens en Albatross paa sine hvileløse Vinger ei er i saa bestandig Fart paa den brede vaade Vei, hvor hvert Spoer forgaaer saa snart, som jeg svæved ovenover Æthioperhavets Vover. Men hvorledes Alt fortælle, som i disse Aar er hændt? Jeg har lidet kun at melde, Jeg, som stræbte kun at glemme, havde kun magnetisk vendt Tanken imod dem derhjemme. Som idrømme blev jeg ført fra Vestindien til Ostindien, hundred Gange over Linien. Derfor lad de Aar kun gaae, skjøndt den gamle Sjømand prater gjerne om hvor han var med. Om I fritte, mindes jeg dog ikke heller meget af de hede Kampe, i hvis Flammers tætte Dampe jeg er bleven tidlig graa, og det sømmer ei en Britte (som en Franskmand og Soldater) at han som Bedrifter mindes og med mange Ord fortæller slige rene Bagateller. Bagateller? Ja hvad mere for den Sorg mon Slag vel ere, som kun vil, at Døden vindes? Sorgens Balsam, Glemsomhed, tæret har paa Sjelens Kræfter, saa jeg knapt kan huske efter, Jeg, som overalt var med: med Lord Exmouth mod Algier; derifra til Sankt Helena; saa for Simon, den Befrier, paa Station ved Chartagena; med Mac-Kenzie flux til China, Handelsvenskab at beskjærme; mod Piraterne, som sværme ud og ind om Amboina tættere end sultne Flok vilde soloptændte Bier rundtomkring sin Honningstok; derfra fluxen til Bourbon; saa med Edvard Codrington, da ved Navarin han slog; saa mod Birma da vi tog Irawaddys By, Rangoon; snart i Øst imod Avaner, snart i Vest mod Mexikaner- korteligen, Gentlemen, Jeg, som har ved Leilighed maalt malayiske Monsoon med vestindiske Orkaner, Jeg, som overalt var med husker Stumper kun igjen, veed om lidet kun Besked. Dog et Eventyr har brændt ind sig i min gamle Pande— et som aldrig jeg kan blande med de tusind, som er hændt.
Engang under Cuba prajer vor Fregat en Brigantin just som den vil løbe ind i en skjult af Øens Bajer. Intet Svar og intet Flag; men saa klart som Sommerdag ved at see af Skabelonen, at den Slavehandler var. Da vi sendte den en Kugle, hørtes det da og af Tonen i de spanske Skurkes Svar, hvad det var for vakkre Fugle.
Men til Uheld fast laae Vi i et Havbliks Trylleringe; Brigantinen længer inde, drivende, ja næsten klods langsmed Land i Læ af Os. Da, som om, for at staae bi Englands og Alverdens Fiende, Satan havde af sin Vinge hviftet med en enkelt Fjer, Havets Perlemoderskjær sortned af en Briis just der hvor den Slaveskibspirat vilde ind ad Bajens Gat. Og da Brisen netop strakte sig saalangt dens Ræer rakte, havde vi den Skam og Spe, Lykke med dens Puds at see.
Men hvad skulde ikke skee? Knap er Brigantinen borte bag den sikkre Bais Entree, snever, som en Fæstnings Porte, før vi høre Skud paa Skud, og imellem dem vort eget Gammel-Englands Entringsskrig. …Hurra,boys!Chaluppen ud! fuld af Folk, som havde leget med Pirater før om Livet: Mand mod Mand, paa Kniven Krig, Krig hvor ei Pardon blier givet! Røveren paa aaben Sjø veed, at, vindes ei Bataljen, venter ham paa Stranden Galjen—, derfor seire eller dø!
Ganske rigtigt,—En af Vore! Skonnertenthe Albatross, ubemærket af den store Brigantine og af Os, havde faaet det paa Lugten: mærkende hvorhen det pegte, at Piraten lumskt bevægte sig saa stille imod Bugten, som et Aadsel af en Hai, der med Bug iveiret driver ind paa Kysten hvor det bliver, havde af en Sky den vristet sig en Briis, og forud listet ind sig i den samme Bai: saa, da Brigantinen ind, snigende sig lægervals, under Jubel var laveret, var det som naar Grævling graa, der paa Rov var udspadseret i det klare Maaneskin, i sin Hules trange Hals pludseligen træffer paa liden ildsindt Hermelin.
Himlens Gud! hvad rædsomt Skue, da Chaluppen kom tilstede! Albatrossen allerede havde entret; Hug paa Hug, Nebbet den i Fienden borte. Brigantinen stod i Lue, og fra Dybet af dens Bug hylte indestængte Sorte.
Forud, agter, alt som Røgen væk tilfældigviis var strøgen, Kampen rundt sin Scene flytted. Men saa kjækt jeg Ingen saae, som en engelsk Yngling slaae. Pludseligen holdt han inde; stirred op og ned og lytted som af noget Rædsomt skrækket, der var kommet ham isinde. Flux, da Hyl og Jamren trænger tydeligen op til Dækket, over Lugen han sig slænger forsvarsløs og ubeskyttet, bruger Daggert, Huggert, Tænder, blodige og revne Hænder, for at frelse dem dernede, kvalte fast af Røg og Hede. Røgen deltes og nu saae jeg en Spaniol med løftet Bile over ham at staae, bagfra Ynglingen at myrde. Men et lynsnart Slag af min— og Piraten laae og snøfted Blod og Hjerne ud og ind. Gutten saae sig raskt omkring, hvad det var dog for en Byrde, for en tung og fremmed Ting, som ham i Arbeidet hindred.
Ei var Tid til at forklare; Liget bort blev væltet bare; Lugen vi tilsammen splintred … Da medeet, saa rapt, saa rapt, som om Helvedes Fordømte op ifra dets Dybder rømte, naar dets Vogter engang havde sandsløs Nøgleknippet tabt, mylred, vrimled, tumled, ravte hylende af Flammegruben Hundreder af halvforbrændte næsten kvalte Sorte op. Og saasnart de Luft fik draget, blæst sig Røgen ud af Struben, gjorde Ende de paa Slaget; thi som Rasende de rendte i en fast og samlet Trop Spaniolerne paa Livet. Ei de sorte Djævle brugte Ild og Staal, men Klo og Tænder, og hvad Tanden beed de slugte, og hvad Haanden greb blev hivet over Rælingens Gelænder, for med Hajene at gantes, eller slængt som Stykker Veed underdæks i Ilden ned. Før vi kom til Sands og Ord Spaniol ei mere fandtes paa det hele Skib ombord.
Hjælpen af de stakkels Sorte ei som op fra Helved stegen, men som himmelfalden kom; thi medeet mod Kampens Ende syntes Lykken sig at vende,— gamle tappre Englands egen Lykke syntes borte, og til Uheld skiftet om, saa vi maatte være glade ved en iilsom Retirade. Ei fordi de Djævle sloges rasende, fortvivlet, vildt, ret som Folk, hvis Liv er spildt; men fordi vi slemt betoges ved et spanskt Filuteri. Thi hvad skulde ikke hænde? Et maskeret Batteri lod, ved Skud paa Skud at sende ind i Albatrossens Side, pludselig sit Tilvær vide, saa man inden faa Sekunder sikkert kunde regne ud, naar den, mæt af Vandgangsskud, maatte dykke Skroget under.
Synkefærdig flux tilbage Albatrossen blev buxert. Skyndsomst noget reparert, var den snart, som før, parat til Piraterne at jage; men da den og vor Fregat lagde ved Jamaika an, laa der Ordre til dem begge, at de sammen skulde lægge Kours til Gammel-Engelland.
Første Gang ifra hint Møde, dengang Lugen op blev sprængt, Ynglingen, forlængst alt tænkt mellem Albatrossens Døde, i Barkassen traf jeg paa, hvori fra St. Hellens begge vore Skibes Halvbesætning skulde ifra Borde lægge og iland i Portsmouth gaae. Strax vi kjendtes uden Gjetning. «Tak for sidst!» var første Ord, som paa eengang Begge foer med et Haandtag over Læben, fast, somom det var vor Stræben at faae første Hilsen kvalt; og det næste Ord, som faldt, var samtidigen: «hvorhen gjælder hjemad det min Ven?» «Cowes, Cowes, Cowes!» hørtes som fra samme slagne Strenge, i det samme Aandedræt; og det varte ikke længe før vi Begge overførtes paa en Snekke maagelet.
…«Gamle Ven! fradamin Far dengang Du min Frelser var! hvorfor holder Du for Øjet Hatten snart, snart Haanden bøjet? …Ja ved Gud, ved Gud, jeg troer… Siig mig hvad du græder for?»
Saa mig Ynglingen tiltalte med et venligt Skulderslag, da jegCowes' hvidtbemalte Huse skimted tydeligen som et ordnet Muslinglag eller Perlesnor, om Vigen videre end forhen spændt, og ei kunde lade være Alt med Synet at fortære— Alt, Bekjendt og Ubekjendt. Men, om ikke noget Andet, maatteNorriscastlebinde hvert velsignet hvert forbandet af de gamle Tiders Minde. Endnu Borgens graa bedagte stumpe Taarn fra Højen ragte mellem begge Fløjes Mure, lig fiirkantede og butte, mellem Vingerne opskudte Uglehoved, der, imedens det kun syntes fromt at sture, Bjergets, Slettens, Dalens, Hedens vide Grændser, som det truer, med sin Blunken overskuer.
Mindre syntes Slottets Park, spettet fuld af lysgrøn Mark, skjøndt endnu et mægtigt Strøg, der i Fjernet dunkelt blaaned som en sjunken bølget Røg, langstrakt op mod Slottet skraaned; men det Selv, det Selv tillod, som det uforandret stod, Ingen ifra gamle Dage Feil af Stederne at tage. «Stille! Bilidt! Stille!» var hvad min unge Kammerat kun i Stumper fik til Svar, da jeg havde, ved at bide ubemærket i min Hat, faaet Graaden til at glide, som, ved hvert et Blik iland, steeg mig kvælende i Munden, liig en Svamp, der skjød fra Bunden af mit Indre, fuld af Vand. «Jeg med alle Øjets Kræfter stirrede i Læ kun efter Taget paa en liden Hytte der, hvor Parkens allersidste Træer nærmest Stranden staae, skjøndt jeg forud sikkert vidste, at det var til ingen Nytte jeg saa stivt mod Landet saae. Thi forlængst er vist mit Huus solgt af Byens Øvrighed for at blive revet ned, da det, uden Værn og Pleje, ubeboet, var paaveje selv at synke ned i Gruus. Død maa nu den Gamle være, og min Hustru, som ei kunde i det tomme Huus ernære uden Forsorg tvende Munde, enten har sig sat som før ved sin egen Faders Dør, med sin Lille i sit Skjød, for at æde Naadsensbrød, eller, kanskee bortstødt atter som foragtet Betlerkvind som en reent forloren Datter, Hun i Fattighospitalet er paa Byens Kost befalet af veldædig Magistrat tagen med sin Unge ind.»
Tusind Alen under Dette, som jeg mumled i min Hat, kjæmpende imod min Graad, var imidlertid vor Baad nærmere mod Landet gleden, saa vi næsten var paa Rheden, før jeg Hov'det turde lette, for at see mig om paany.
«Ha!»—Jeg skreeg i vilden Sky, saa min Kammerat blev bange og mit Haandled vilde fange— «Ha, der ligger Huset jo, hvor min Hustru skulde boe! Seer du der ved Byens Ende, Stranden nær, dog halvt begravt mellem Træer af Slottets Lunde? Jeg forglemte det var lavt og at Træerne maae groe. Det var Grunden, at jeg kunde ei i Fjernet strax det kjende eller mine Øine troe. Og jeg gjør det knapt endnu.. Kammerat, se efter du!»
«Der! Hvorhenne? Der du peger? Der du siger du har hjemme?» spurgte Han, men med en Stemme, som et Zittrende bevæger, mens en Blegnen paa hans Kinder over deres Rødmen rinder— «Der? det lille hvide hist? Een Etage, med en Kvist?»
«Netop det! Javist! javist!» svarte jeg saa fort jeg kunde, «Netop det, saasandt jeg lever! Og—o Gud! se efter nøje! er det Blænden i mit Øje, eller virkelig en Stribe glemmigeiblaa Røg, som hæver venlig sig af Husets Pibe? Da kanskee hun endnu lever: …Mary Ann… kanskee, kanskee? Og ved Himlens Gunst kanhænde faaer jeg inden Timens EndeFrancismed, min Dreng, at see.»