29. De skjulte Ting er for HERREN vor Gud, men de åbenbare er for os og vore Børn evindelig, at vi må lære at handle efter alle denne Lovs Ord!
5.Mosebog 30
1. Men når alt dette kommer over dig, både Velsignelser ogForbandelsen, som jeg har forelagt dig, og du lægger dig det påSinde ude blandt alle de Folkeslag, HERREN din Gud forstøder dighen iblandt,2. og tillige med dine Børn af hele dit Hjerte og hele din Sjælomvender dig til HERREN din Gud og adlyder hans Røst i alt, hvadjeg i. Dag byder dig,3. så vil HERREN din Gud vende din Skæbne og forbarme sig over digog samle dig fra alle de Folk, HERREN din Gud, spreder digiblandt.4. Om så dine forstødte befinder sig ved Himmelens Ende, vil HERRENdin Gud samle dig sammen og hente dig derfra.5. Og HERREN din Gud vil føre dig ind i det Land, dine Fædre havdei Eje, og du skal få det i Eje, og han vil gøre dig endnulykkeligere og talrigere end dine Fædre.6. Og HERREN din Gud vil omskære dit Hjerte og dit Afkoms Hjerte,så du elsker HERREN din Gud" af hele dit Hjerte og hele dinSjæl, for at du må leve.7. Og HERREN din Gud vil bringe alle dine Forbandelser over dineFjender og Avindsmænd, der har forfulgt dig.8. Da skal du omvende dig og adlyde HERREN din Guds Røst og handleefter alle hans Bud, som jeg i Dag pålægger dig.9. Og HERREN din Gud vil give dig Overflod i alt, hvad du tager digfor, Overflod af dit Livs, dit Kvægs og din Jords Frugt; thiHERREN skal atter komme til at glæde sig over dig til ditBedste, som han glædede sig over dine Fædre,10. fordi du adlyder HERREN din Guds Røst og holder hans Bud ogAnordninger, der er optegnet i denne Lovbog, fordi du af heledit Hjerte og hele din Sjæl omvender dig til HERREN din Gud.
11. Thi Budet, som jeg i Dag pålægger dig, er dig ikke ufatteligt oger heller ikke langt borte.12. Det er ikke i Himmelen, så du måtte sige: "Hvem skal stige optil Himmelen for os og hente det ned til os og kundgøre os det,så vi kan handle derefter?"13. Ikke heller er det hinsides Havet, så du måtte sige: "Hvem skaldrage over Havet for os og hente det til os og kundgøre os det,så vi kan handle derefter?"14. Nej, Ordet er dig ganske nær, i din Mund og i dit Hjerte, så dukan handle derefter.
15. Se, jeg forelægger dig i Dag Livet og Lykken, Døden og Ulykken!16. Hvis du lyder HERREN din Guds Bud, som jeg i Dag pålægger dig,så at du elsker HERREN din Gud og vandrer på hans Veje og holderhans Bud, Anordninger og Lovbud, så skal du leve og blivemangfoldig, og HERREN din Gud vil velsigne dig i det Land, duskal ind og tage i Besiddelse.17. Men hvis dit Hjerte vender sig bort, og:du ikke er lydig, menlader dig forføre til at tilbede fremmede Guder og dyrke dem,18. så kundgør jeg eder i Dag, at I visselig skal gå til Grunde; Iskal ikke komme til at leve længe i det Land, du skal ind ogtage i Besiddelse efter at være gået over Jordan.19. Jeg tager i Dag Himmelen og Jorden til Vidne mod eder på, at jeghar forelagt eder Livet og Døden, Velsignelsen ogForbandelsen. Så vælg da Livet, for at du og dit Afkom må leve,20. idet du elsker HERREN din Gud og adlyder hans Røst og hænger vedham; thi deraf afhænger dit Liv og Tallet på de Dage, du kommertil at bo i det Land, HERREN svor at ville give dine Fædre,Abraham, Isak og Jakob.
5.Mosebog 31
1. Da Moses var færdig med at tale disse Ord til hele Israel,2. sagde han til dem: "Jeg er nu 12O År gammel og kan ikke merefærdes som før; og HERREN har sagt til mig: Du skal ikke kommeover Jordan der!3. Men HERREN din Gud vil selv drage over i Spidsen for dig, hanvil udrydde disse Folkeslag for dig, så du kan tage deres Land iBesiddelse. Og Josua skal drage over i Spidsen for dig, somHERREN har sagt.4. Og HERREN skal handle med dem, som han handlede medAmoriterkongerne Sibon og Og og med deres Land, som han ødelagde;5. og HERREN skal give dem i eders Magt, og l skal handle med dem iOverensstemmelse med alle de Bud, jeg gav eder.6. Vær frimodige og stærke, frygt ikke og forfærdes ikke for dem;thi HERREN din Gud vil selv drage med dig; han vil ikke slippeog ikke forlade dig!"
7. Derpå lod Moses Josua kalde og sagde til ham i hele IsraelsNærværelse: "Vær frimodig og stærk; thi du skal føre dette folkind i det Land, HERREN svor at ville give deres Fædre, og givedem det i Eje.8. HERREN selv vil gå foran dig, han vil være med dig og ikkeslippe eller forlade dig; frygt derfor ikke og vær ikke bange!"
9. Derpå nedskrev Moses denne Lov og overgav den til Præsterne,Levis Sønner, der bar HERRENs Pagts Ark, og til alle IsraelsÆldste.10. Og Moses bød dem: "Hvergang der er gået syv År, i Friåret, påLøvhyttefesten,11. når hele Israel kommer for at stedes for HERREN din Guds Åsyn pådet Sted, han udvælger, skal du læse denne Lov højt for heleIsrael.12. Kald da Folket sammen, Mænd, Kvinder og Børn og de fremmede, sombor inden dine Porte, for at de kan høre og lære at frygteHERREN eders Gud og omhyggeligt handle efter alle denne LovsOrd;13. og deres Børn,som endnu ikke har lært den at kende, skal høreden og lære at frygte HERREN eders Gud, alle de Dage I lever idet Land, som I skal ind og tage i Besiddelse efter at være gåetover Jordan!"
14. Derpå sagde HERREN til Moses: "Nu nærmer Tiden sig, da du skaldø. Kald derfor Josua bid og stil eder i Åbenbaringsteltet, forat jeg kan give ham mine Befalinger!" Og Moses og Josua gik henog stillede sig i Åbenbaringsteltet.15. Da åbenbarede HERREN sig i teltet i en Skystøtte, og Skystøttenstillede sig ved Teltets Indgang.
16. Derpå sagde HERREN til Moses: "Når du har lagt dig til Hvilehos dine Fædre, vil dette Folk give sig til at bole med fremmedeGuder, det Lands Guder, det kommer til, og det vil forlade migog bryde min Pagt, som jeg har sluttet med det.17. Men til den Tid skal min Vrede blusse op imod det, og jeg vilforlade dem og skjule mit Åsyn for dem; det skal ædes op, ogmange Ulykker og Trængsler skal ramme det.Til den Tid skal detsige: Mon det ikke er, fordi min Gud ikke er i min Midte, atdisse Ulykker har ramt mig?18. Og jeg vil til den Tid helt skjule mit Åsyn for det for alt detondes Skyld, det øvede, da det vendte sig til fremmede Guder.19. Så skriv nu denne Sang op, lær Israelitterne den og læg den ideres Mund, for at denne Sang kan være mit Vidne modIsraelitterne.20. Thi jeg vil føre dem ind i det Land, jeg tilsvor deres Fædre, etLand, der flyder med Mælk og Honning; men når det har spist sigmæt og mæsket sig, vil det vende sig til fremmede Guder og dyrkedem, og det vil ringeagte mig og bryde min Pagt.21. Når da Ulykker og Trængsler i Mængde rammer det, skal denne Sangvære det et Vidne; thi aldrig må den dø på dets AfkomsLæber. Jeg ved jo, hvad de pønser på allerede nu, før jeg harført dem ind i det Land, jeg tilsvor deres Fædre."22. Da skrev Moses på den Dag denne Sang op og lærte Israelitterneden.
23. Derpå bød han Josua, Nuns Søn, og sagde: "Vær frimodig og stærk;thi du skal føre Israelitterne ind i det Land, jeg tilsvordem. Jeg vil være med dig!"
24. Da Moses var færdig med at nedskrive denne Lovs Ord fra Ende tilanden i en Bog,25. bød han Leviterne, der bar HERRENs Pagts Ark:26. "Tag denne Lovbog og læg den ved Siden af HERREN eders GudsPagts Ark, for at den der kan være Vidne imod dig;27. thi jeg keder din Genstridighed og Halsstarrighed. Se, endnu imit levende Live har I været genstridige mod HERREN, hvor megetmere da ikke, når jeg er død!28. Kald nu alle eders Stammers Ældste og eders Tilsynsmænd sammenhos mig, for at jeg kan fremsige disse Ord for dem og kaldeHimmelen og Jorden til Vidne imod dem:29. Thi jeg ved, at når jeg er død, vil t handle ilde og vige bortfra den Vej, jeg har anvist eder, og Ulykken skal ramme eder ide kommende Tider, fordi l gør, hvad der er ondt i HERRENs Øjne,og krænker ham med eders Hænders Gerning."
30. Derpå fremsagde Moses denne Sang fra Ende til anden for helIsraels Forsamling:
5.Mosebog 32
1. Lyt til, I Himle, lad mig tale, Jorden høre mine Ord!
2. Lad dryppe som Regn min Lære, lad flyde som Dug mit Ord, somRegnskyl på unge Spirer, som Regnens Dråber på Græs.3. Thi HERRENs Navn vil jeg forkynde, Ære skal I give vor Gud!
4. Han er Klippen, fuldkomment hans Værk, thi alle hans Veje erRetfærd! En trofast Gud, uden Svig, retfærdig og sanddru er Han.5. Skændselsmennesker sveg ham, en forvent og vanartet Slægt.6. Er det sådan, I lønner HERREN? Du tåbelige, uvise Folk! Er hanej din Fader og Skaber, den, som gjorde og danned dig?
7. Kom Fortidens Dage i Hu, agt på henfarne Slægters År; spørg dinFader, han skal berette, dine gamle, de skal fortælle dig!8. Da den Højeste gav Folkene Eje, satte Skel mellem MenneskenesBørn, bestemte han Folkenes Grænser efter Tallet på Guds Sønner,9. men HERRENs Del blev Jakob, Israel hans tilmålte Lod.10. Han fandt det i Ørkenlandet, i Ødemarken, blandt Ørkenens Hyl;han værnede det med vågent Øje og vogtede det som sin Øjesten.11. Som Ørnen, der purrer sin Yngel ud og svæver over sine Unger,løftede han det på sit Vingefang og bar det på sine Vinger.12. HERREN var dets eneste Fører, ingen fremmed Gud var hos ham.13. Han lod det færdes over Landets Høje, nærede det med MarkensFrugter, lod det suge Honning af Klippen og Olie af BjergetsFlint,14. Surmælk fra Køer, Mælk fra Småkvæg, dertil Fedt af Lam og Vædre,af Tyre fra Basan og Bukke og Hvedens Fedme tillige, og Druebloddrak du, Vin.
15. Men da Jesjurun blev fed, slog han bagud, du blev fed, du blevtyk, du blev mæsket; da forskød han Gud, sin Skaber, lod hånt omsin Frelses Klippe.16. De æggede ham med fremmede, med Vederstyggeligheder tirrede deham;17. de ofred til Dæmoner, der ej er Guder, til Guder, de ej førkendte til; til nye, der nys var kommet frem, og som ej edersFædre frygtede.18. Klippen, der avled dig, slog du af Tanke og glemte den Gud, derfødte dig!
19. Da HERREN så det, forstødte han dem af Græmmelse over sine Børn20. og sagde: "Jeg vil skjule mit Åsyn for dem og se, hvad Ende dettager med dem; thi de er en bundfalsk Slægt, Børn, som er udenTroskab;21. de ægged mig med det der ikke er Gud, tirrede mig ved derestomme Gøgl: Jeg vil ægge dem med det, der ikke er et Folk, tirredem ved et Folk af Dårer.22. Thi der flammer en Ild i min Vrede, som brænder til DødsrigetsDyb; den fortærer Jorden med dens Grøde og antænder BjergenesGrunde.23. Jeg hober Ulykker over dem og opbruger mine Pile imod dem.24. De udmagres af Sult og hentæres af Pestglød og giftig Sot; såsender jeg Vilddyrs Tænder og Slangers Gift imod dem.25. Ude slår Sværdet Børnene ned og inde i Kamrene Rædselen bådeYngling og Jomfru, diende Børn og grånende Mænd.
26. Jeg satte mig for at blæse dem bort og slette deres Minde blandtMennesker ud,27. men jeg frygtede, at Fjenden skulde volde mig Græmmelse, deresAvindsmænd tage fejl og tænke: Det var vor egen Hånd, der varstærk, ej HERREN, der gjorde alt dette.28. Thi de er et rådvildt Folk, og i dem er der ikke Forstand.29. Var de vise, forstod de det og indså, hvad der venter dem selv!30. Hvor skulde een kunne forfølge tusind, og to slå ti Tusind påFlugt, hvis ikke deres klippe havde solgt dem og HERREN givetdem til Pris!31. Thi deres Klippe er ikke som vor, det ved vore Fjender bedstselv!32. Thi fra Sodoma stammer deres Vinstok og fra Gomorras Marker;deres Druer er giftige Druer, og beske er deres Klaser;33. som Dragegift er deres Vin, som Øglers gruelige Edder.34. Er ej dette forvaret hos mig, forseglet i mine Gemmer35. til Hævnens og Regnskabets Dag, den Stund, deres Fod skal vakle?Thi deres Undergangs Dag stunder til; hvad der venter dem,kommer i Hast."36. Thi Ret skaffer HERREN sit Folk og forbarmer sig over sineTjenere, thi han ser, deres kraft er brudt, det er ude med hverog en.37. Da spørger han: "Hvor er nu deres Gud, Klippen, på hvem deforlod, sig,38. som åd deres, Slagtofres Fedme og drak deres Drikofres Vin? Laddem rejse sig og hjælpe eder, lad dem være eder et Skjul!39. Erkend nu, at jeg, jeg er Gud uden anden Gud ved min Side. Jegdøder, jeg gør levende, jeg sårer, og jeg læger, "g ingen kanfrelse fra min Hånd.40. Thi jeg løfter min Hånd mod Himlen og siger: Så sandt jeg leverevindelig,41. jeg hvæsser mit lynende Sværd, og min Hånd tager fat på Dommen,jeg hævner mig på mine Fjender, øver Gengæld mod mineAvindsmænd.42. Mine Pile gør jeg drukne af Blod, og mit Sværd skal svælge iKød, i faldnes og fangnes Blod og fjendtlige HøvdingersHoveder!"
43. I Folkeslag, pris hans Folk, thi han hævner sine Tjeneres Blod;han hævner sig på sine Fjender, og skaffer sit Folks LandSoning!
44. Og Moses kom og fremsagde hele denne Sang for Folket, han ogJosua, Nuns Søn.45. Og da Moses var færdig med at fremsige alle disse Ord for heleIsrael,46. sagde han til dem: "Læg eder alle de Ord på Sinde, som jeg i Daghar vidnet imod eder, for at du kan pålægge dine Sønner dem, atde omhyggeligt må handle efter alle denne Lovs Bud;47. thi det er ikke tomme Ord uden Betydning for eder, men af demafhænger eders Liv, og ved at følge det Ord skal I få et langtLiv i det Land, som l skal ind og tage i Besiddelse efter atvære gået over Jordan."
48. Selv samme Dag talede HERREN til Moses og sagde:49. "Stig op på Abarimbjerget der, Nebobjerget i Moabs Land over forJeriko, og se ud over Kana'ans Land, som jeg vil giveIsraelitterne i Eje!50. Og så skal du dø på det Bjerg, du bestiger, og samles til dinSlægt, ligesom din Broder Aron døde på Bjerget Hor og samledestil sin Slægt,51. fordi I handlede troløst imod mig iblandt Israelitterne vedMerihat Kadesjs Vand i Zins Ørken, fordi I ikke helligede migiblandt Israelitterne.52. Thi her ovre fra skal du se ud over Landet, men du skal ikkekomme derind, ind i det Land, jeg vil give Israelitterne!
5.Mosebog 33
1. Dette er den Velsignelse, hvormed den Guds Mand Moses velsignedeIsrael før sin Død2. Han sagde: HERREN kom fra Sinaj, fra Seir fremstråled han fordem, brød frem i Lysglans fra Parans Bjerge og kom fra MeribatKadesj. Ved hans højre lued Ild dem i Møde.3. Visselig, han elsker sit Folk, alle hans hellige er i hansHænder; og de sætter sig ved din Fod og tager mod Ord fra dig.4. En Lov har Moses pålagt os. Hans Eje er Jakobs Forsamling,5. og han blev Konge i Jesjurun, da Folkets Høvdinger kom sammen,og Israels Stammer forsamled sig.
6. Måtte Ruben leve og ikke dø, hans Mænd blive dog et Tal!
7. Og disse Ord sagde han om Juda: Hør, HERRE, Judas Råb og lad ham komme til sit Folk! Strid for ham med dine Hænder, vær ham en Hjælp mod hans Fjender!
8. Om Levi sagde han: Giv Levi dine Tummim, din Yndling dine Urim,ham, som du prøved ved Massa og bekæmped ved Meribas Vand,9. som sagde om sin Fader: "Jeg så ham aldrig!" som ikke brød sigom sine Brødre og ikke kendtes ved sine Sønner, thi de holdt ditOrd og holdt fast ved din Pagt.10. De skal lære Jakob dine Lovbud og Israel din Lov, bringeOfferduft op i din Næse og Helofre på dine Altre.11. Velsign, o HERRE, hans Kraft, find Behag i hans Hænders Værk.Knus Lænderne på hans Fjender, på hans Avindsmænd, så de ejrejser sig mer!
12. Om Benjamin sagde han: Benjamin er HERRENs Yndling, han borbestandig i Tryghed, den Højeste skærmer ham og bor imellem hansSkrænter.
13. Om Josef sagde han: Hans Land er velsignet af HERREN med detkosteligste fra Himlen oventil og fra Dybet, som ruger forneden,14. med det kosteligste, Solen frembringer, med det kosteligste,Måneskifterne fremkalder,15. med det bedste fra de ældgamle Bjerge og det kosteligste fra deevige Høje,16. med det kosteligste af Jorden og dens Fylde og Nåde fra ham, derboede i Tornebusken. Det skal komme over Josefs Hoved, overIssen på ham, som er Hersker blandt sine Brødre.17. Som den unge Okses er hans Højhed, som Vildoksens er hans Horn;med dem nedstøder han Folkene, så vidt som Jorden strækkersig. Sådan er Efraims Titusinder, sådan er Manasses Tusinder!
18. Om Zebulon sagde han: Glæd dig, Zebulon, over din Udfart, du,Issakar, over dine Telte!19. Til Bjerget stævner de Folkeslag, der ofrer de Retfærds Ofre,thi Havets Overflod dier de og Havsandets skjulteste Skatte!
20. Om Gad sagde han: Priset være han, der skaffer Plads for Gad!Han ligger som en Løve og flænger både Arme og Hjerneskal;21. han udså sig en Forlodsdel, thi der tilfaldt hans Lod ham. OgFolkets Høvdinger samled sig. Han fuldbyrdede HERRENs Ret oghans Beslutninger sammen med Israel!
22. Om Dan sagde han: Dan er en Løveunge, som springer frem fraBasan.
23. Om Naftali sagde han: Naftali er mæt af Nåde og fuld af HERRENsVelsignelse, Søen og Søvejen har han i Eje.
24. Om Aser sagde han: Aser være den velsignede blandt Sønnerne, hanvære sine Brødres Yndling og dyppe sin Fod i Olie!25. Dine Portslåer er Jern og Kobber, som dine dage skal din Styrkevære.
26. Der er ingen som Jesjuruns Gud, der farer frem over Himmelen forat hjælpe dig, over Skyerne i sin Højhed!27. Den evige Gud er en Bolig, og hernede er de evige Arme. Fjendendrev han bort for dit Åsyn og sagde: "Tilintetgør dem!"
28. Så kom Israel til at bo i Tryghed, Jakobkilden for sig selv, iet Land med Korn og Most, ja, hvis Himmel drypper med Dug.29. Held dig, Israel, hvo er som du, et Folk, der får Sejr vedHERREN! Han er din Frelses Skjold, haner din Højheds Sværd. DineFjender slesker for dig, over deres Høje skrider du frem.
5.Mosebog 34
1. Derpå steg Moses fra Moabs Sletter op på Nebobjerget, til Toppenaf Pisga, lige over for Jeriko; og HERREN Ind ham skue ud overhele Landet: Gilead lige til Dan,2. hele Naftali, Efraims og Manasses Land, hele Judas Land indtilHavet i Vest,3. Sydlandet og Jordanegnen, Sænkningen ved Jeriko, Palmestaden,lige til Zoar.4. Og HERREN sagde til ham: "Det er det Land, jeg tilsvor Abraham,Isak og Jakob, da jeg sagde: Dit Afkom vil jeg give det! Nu harjeg ladet dig skue ud over det med dine egne Øjne; men du skalikke drage derover"
5. Og Moses, HERRENs Tjener, døde der i Moabs Land, som HERRENhavde sagt.6. Og han begravede ham i Dalen i Moab lige over for Bet Peor.Indtil denne Dag har intet Menneske kendt hans Grav.7. Moses var 120 År, da han døde; hans Øje var ikke sløvet og hansLivskraft ikke svundet.8. Og Israelitterne græd over Moses i tredive Dage på MoabsSletter, indtil Tiden for Dødeklagen over Moses var til Ende.9. Og Josua, Nuns Søn, var fuld af Visdoms Ånd, fordi Moses havdelagt sine Hænder på ham, og Israelitterne adlød ham og gjorde,som HERREN havde pålagt Moses.
10. Men i Israel opstod der ikke mere en Profet som Moses, hvemHERREN omgikkes Ansigt til Ansigt,11. når der ses hen til alle de Tegn og Undere, HERREN Ind hamudføre i Ægypten over for Farao, alle hans Tjenere og hele hansLand,12. og til den vældige Kraft og alt det forfærdelige og store, Mosesudførte i hele Israels Påsyn.
Josua
Josua 1
1. Efter at HERRENs Tjener Moses var død, sagde HERREN til Moses'sMedhjælper Josua, Nuns Søn:2. "Min Tjener Moses er død; bryd nu op tillige med hele dette Folkog gå over Jordan derhenne til det Land, jeg vil give dem,Israeliterne.3. Ethvert Sted, eders Fod betræder, giver jeg eder, som jeg lovedeMoses.4. Fra Ørkenen og Libanon til den store Flod, Eufratfloden, heleHetiternes Land, og til det store Hav i Vest skal edersLandemærker nå.5. Så længe du lever, skal det ikke være muligt for nogen at holdeStand imod dig; som jeg var med Moses, vil jeg være med dig; jegvil ikke slippe dig og ikke forlade dig.6. Vær frimodig og stærk, thi du skal skaffe dette Folk det Land iEje, som jeg tilsvor deres Fædre at ville give dem.7. Vær kun helt frimodig og stærk. så du omhyggeligt handler efterhele den Lov, min Tjener Moses pålagde dig, vig ikke derfra tilhøjre eller venstre, for at du må have Lykken med dig i alt,hvad du tager dig for.8. Denne Lovbog skal ikke vige fra din Mund, og du skal grunde overden Dag og Nat, for at du omhyggeligt kan handle efter alt, hvadder står skrevet i den; thi da vil det gå dig vel i al din Færd,og Lykken vil følge dig.9. Har jeg ikke budt dig: Vær frimodig og stærk; vær ikke bange ogbliv ikke forfærdet, thi HERREN din Gud er med dig i alt, hvaddu tager dig for!"
10. Josua bød derpå Folkets Tilsynsmænd:11. "Gå omkring i Lejren og byd Folket: Sørg for Rejsetæring, thi omtre Dage skal I gå over Jordan derhenne for at drage ind og tagedet Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil give eder iEje!"12. Men til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme sagdeJosua:13. "Husk på, hvad HERRENs Tjener Moses bød eder, da han sagde:HERREN eders Gud bringer eder nu til Hvile og giver eder Landether!14. Eders Kvinder og Børn og Kvæg skal blive i det Land, Moses gaveder hinsides Jordan; men I selv, alle våbenføre, skal væbnetdrage over i Spidsen for eders Brødre og hjælpe dem,15. indtil HERREN har bragt eders Brødre til Hvile ligesom eder, nårogså de har taget det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gudvil give dem. Så kan I vende tilbage til eders eget Land og tagedet i Besiddelse, det, som HERRENs Tjener Moses gav eder østpåhinsides Jordan!"16. Da svarede de Josua: "Alt, hvad du har pålagt os, vil vi gøre,og vi vil gå overalt, hvor du sender os;17. som vi har adlydt Moses i alt, vil vi adlyde dig. Måtte kunHERREN din Gud være med dig, som han var med Moses!18. Enhver, som sætter sig op imod dine Befalinger og ikke adlyderdine Ord i alt, hvad du pålægger ham, skal dø. Vær kun modig oguforsagt!"
Josua 2
1. Josua, Nuns Søn, udsendte hemmeligt fra Sjittim to Mænd somSpejdere med den Befaling: "Gå hen og undersøg Landet, særligJeriko!" De gav sig da på Vej og kom ind i et Hus til en Skøgeved Navn Rahab, og der lagde de sig til Hvile.2. Da blev der meldt Kongen af Jeriko: "Se, der er kommet nogleisraelitiske Mænd hertil i Nat for at udspejde Landet!"3. Og Kongen af Jeriko sendte Bud til Rahab og lod sige: "Udleverde Mænd, som er kommet til dig; thi de er kommet for at udspejdehele Landet!"4. Men Kvinden tog og skjulte de to Mænd og sagde: "Ja, Mændene komganske vist til mig, men jeg vidste ikke, hvor de var fra;5. og da Porten skulde lukkes i Mørkningen, gik Mændene bort. Jegved ikke, hvor de gik hen! Sæt hurtigt efter dem, så kan Iindhente dem!"6. Men hun havde ført dem op på Taget og skjult dem underHørstænglerne, som hun havde bredt ud på Taget.7. Mændene satte så efter dem ad Vejen til Jordan hen tilVadestederne, og Porten blev lukket, så snart Forfølgerne varudenfor.8. Før de to Mænd endnu havde lagt sig, kom hun op på Taget tildem;9. og hun sagde til dem: "Jeg ved, at HERREN har givet eder Landet,thi vi er grebet af Rædsel for eder, og alle Landets Indbyggereer skrækslagne over eder.10. Thi vi har hørt, hvorledes HERREN lod Vandet i det røde Havtørre bort foran eder, da I drog ud af Ægypten, og hvad I gjordeved de to Amoriterkonger hinsides Jordan, Sihon og Og, på hvem Ilagde Band.11. Da vi hørte det, blev vi slaget af Rædsel og tabte alle Modetover for eder; thi HERREN eders Gud er Gud oppe i Himmelen ognede på Jorden.12. Men tilsværg mig nu ved HERREN, at I vil vise Godhed mod mitFædrene hus, ligesom jeg har vist Godhed mod eder, og giv mig etsikkert Tegn på,13. at I vil lade min Fader og Moder, mine Brødre og Søstre og alt,hvad deres er, blive i Live og redde os fra Døden!"14. Da sagde Mændene til hende: "Vi indestår med vort Liv for eder,hvis du ikke røber vort Forehavende; og når HERREN giver osLandet, vil vi vise dig Godhed og Trofasthed!"
15. Derpå hejsede hun dem med et Reb ned gennem Vinduet, thi hendesHus lå ved Bymuren, og hun boede ved Muren;16. og hun sagde til dem: "Gå ud i Bjergene, for at eders Forfølgereikke skal træffe eder, og hold eder skjult der i tre Dage,indtil eders Forfølgere er vendt tilbage; efter den Tid kan I gåeders Vej!"17. Mændene sagde til hende: "På denne Måde vil vi bære os ad med atholde den Ed, du har ladet os sværge18. Når vi kommer ind i Landet, skal du binde denne røde Snor fast idet Vindue, du har hejst os ned igennem, og så skal du samle dinFader og din Moder, dine Brødre og hele dit Fædrenehus hos dig iHuset.19. Enhver, som så går uden for din Husdør, må selv tage Ansvaretfor sit Liv, uden at der falder Skyld på os; men hvis der læggesHånd på nogen af dem, som bliver i Huset hos dig, hvilerAnsvaret på os.20. Hvis du derimod røber vort Forehavende, er vi løst fra den Ed,du lod os sværge!"21. Da sagde hun: "Lad det være, som I siger!" Så lod hun dem dragebort; og hun bandt den røde Snor fast i Vinduet.22. Men de begav sig ud i Bjergene og blev der i tre Dage, indtilderes Forfølgere var vendt tilbage. Og Forfølgerne ledte overaltpå Vejen uden at finde dem.
23. Derpå begav de to Mænd sig på Tilbagevejen, og efter at væresteget ned fra Bjergene gik de over Floden; og de kom til Josua,Nuns Søn, og fortalte ham alt, hvad der var hændet dem.24. Og de sagde til Josua: "HERREN har givet hele Landet i vor Magt,og alle Landets Indbyggere er skrækslagne over os!"
Josua 3
1. Tidligt næste Morgen gjorde Josua sig rede, og hele Israel brødop fra Sjittim sammen med ham og kom til Jordan, og de tilbragteNatten der, før de drog over.2. Efter tre Dages Forløb gik Tilsynsmændene omkring i Lejren3. og bød Folket: "Når I ser HERREN eders Guds Pagts Ark ogLevitpræsterne komme bærende med den, så skal I bryde op fraeders Plads og følge efter4. dog skal der være en Afstand af 2000 Alen mellem eder og den; Imå ikke komme den for nær for at I kan vide, hvilken Vej I skalgå; thi I er ikke kommet den Vej før!"5. Og Josua sagde til Folket: "Helliger eder; thi i Morgen vilHERREN gøre Undere iblandt eder!"6. Og Josua sagde til Præsterne: "Løft Pagtens Ark op og drag overforan Folket!" Så løftede de Pagtens Ark op og gik foran Folket.7. Men HERREN sagde til Josua: "I Dag begynder jeg at gøre dig stori hele Israels Øjne, for at de kan vide, at jeg vil være meddig, som jeg var med Moses.8. Du skal byde Præsterne, som bærer Pagtens Ark: Når I kommer tilKanten af Jordans Vand, skal I standse der ved Jordan!"9. Da sagde Josua til Israeliterne: "Kom hid og hør HERREN edersGuds Ord!"10. Og Josua sagde: "Derpå skal I kende, at der er en levende Gudiblandt eder, og at han vil drive Kana'anæerne, Hetiterne,Hivviterne, Perizziterne, Girgasjiterne, Amoriterne ogJebusiterne bort foran eder:11. Se, HERRENs, al Jordens Herres, Ark skal gå foran eder gennemJordan.12. Vælg eder nu tolv Mænd af Israels Stammer, een Mand af hverStamme.13. Og så snart Præsterne, som bærer HERRENs, al Jordens Herres,Ark, sætter Foden i Jordans Vand, skal Jordans Vand standse, detVand, som kommer ovenfra, og stå som en Vold."
14. Da Folket så brød op fra deres Telte for at gå over Jordan medPræsterne, som bar Arken, i Spidsen,15. og da de, som bar Arken, kom til Jordan, og Præsterne, som barArken, rørte ved Vandkanten med deres Fødder Jordan gik overaltover sine Bredder i hele Høsttiden16. standsede Vandet, som kom ovenfra, og stod som en Vold langtborte, oppe ved Byen Adam, som ligger ved Zaretan, medens detVand, som flød ned mod Arabaeller Salthavet, løb helt bort;således gik Folket over lige over for Jeriko.17. Men Præsterne, som bar HERRENs Pagts Ark, blev stående på tørBund midt i Jordan, medens hele Israel gik over på tør Bund,indtil hele Folket havde tilendebragt Overgangen over Jordan.
Josua 4
1. Da nu hele Folket havde tilendebragt Overgangen over Jordan,sagde HERREN til Josua:2. "Vælg eder tolv Mænd af Folket, een Mand af hver Stamme,3. og byd dem: Tag eder tolv Sten her, midt i Jordan, hvorPræsterne stod stille, bring dem med over og stil dem på denPlads, hvor I holder Rast i Nat!"4. Så lod Josua de tolv Mænd kalde, som han havde til Rede afIsraeliterne, een Mand af hver Stamme;5. og Josua sagde til dem: "Gå foran HERREN eders Guds Ark midt udi Jordan, og tag så hver en Sten på Skulderen, svarende tilTallet på Israeliternes Stammer,6. for at det kan tjene til Tegn iblandt eder. Når eders Børn iFremtiden spørger: Hvad Betydning har disse Sten for eder?7. så skal I sige til dem: De betyder, at Jordans Vand standsedeforan HERRENs Pagts Ark; da den drog over Jordan, standsedeJordans Vand. Og disse Sten skal være Israeliterne et Mindetegntil evig Tid!"8. Da gjorde Israeliterne, som Josua bød, og tog tolv Sten midt iJordan, som HERREN havde sagt til Josua, svarende til Tallet påIsraeliternes Stammer, og de bragte dem med over til det Sted,hvor de holdt Rast, og stillede dem der.9. Og tolv Sten rejste Josua midt i Jordan på det Sted, hvorPræsterne, som bar Pagtens Ark, stod stille, og der står de denDag i Dag.
10. Men Præsterne, som bar Arken, blev stående midt i Jordan, indtilalt, hvad HERREN havde pålagt Josua at sige til Folket, varudført, i Overensstemmelse med alt, hvad Moses havde pålagtJosua; og Folket gik skyndsomt over.11. Da hele Folket så havde tilendebragt Overgangen, gik HERRENs Arkog Præsterne over og stillede sig foran Folket.12. Og Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme drog væbnetover i Spidsen for Israeliterne, som Moses havde sagt til dem;13. henved 40000 Mand i Tal, rustede til Strid, drog de foran HERRENover til Jerikos Sletter til Hamp.14. På den Dag gjorde HERREN Josua stor i hele Israels Øjne, og defrygtede ham alle hans Livs Dage, som de havde frygtet Moses.
15. Da sagde HERREN til Josua:16. "Byd Præsterne, som bærer Vidnesbyrdets Ark, at stige op fraJordan!"17. Og Josua bød Præsterne: "Stig op fra Jordan!"18. Så steg Præsterne, som bar HERRENs Pagts Ark, op fra Jordan, ognæppe havde deres Fødder betrådt det tørre Land, før JordansVand vendte tilbage til sit Leje og overalt gik over sineBredder som før.19. Og Folket steg op fra Jordan den tiende Dag i den første Månedog slog Lejr i Gilgal ved Østenden af Jerikolandet.
20. Men de tolv Sten, som de havde taget op fra Jordan, rejste Josuai Gilgal,21. og han sagde til Israeliterne: "Når eders Børn i Fremtidenspørger deres Fædre: Hvad betyder disse Sten?22. så skal I fortælle eders Børn det og sige: På tør Bund gikIsrael over Jordan derhenne;23. thi HERREN eders Gud lod Jordans Vand tørre bort foran eder,indtil I var kommet over, ligesom HERREN eders Gud gjorde meddet røde Hav, som han lod tørre bort foran os, indtil vi varkommet over,24. for at alle Jordens Folk skal kende, at HERRENs Arm er stærk, atde må frygte HERREN eders Gud alle Dage."
Josua 5
1. Men da alle Amoriterkongerne vesten for Jordan og alle Kana'anæerkongerne ved Havet hørte, at HERREN havde ladet Jordans Vand tørre bort foran Israeliterne, indtil de var gået over, blev de slaget af Rædsel og tabte Modet over for Israeliterne.
2. På den Tid sagde HERREN til Josua: "Lav dig Stenknive og omskærpå ny Israeliterne!"3. Da lavede Josua sig Stenknive og omskar Israeliterne vedForhudshøjen.4. Og dette var Grunden til, at Josua omskar dem: Alt Mandkøn afFolket, som drog ud af Ægypten, alle våbenføre Mænd, var dødeundervejs i Ørkenen, efter at de var draget ud af Ægypten.5. Hele Folket, som drog ud, havde nok været omskåret, men af detFolk, som var født i Ørkenen under Vandringen, efter at de vardraget ud af Ægypten, var ingen blevet omskåret;6. thi i fyrretyve År havde Israeliterne vandret i Ørkenen, indtilhele Folket, de våbenføre Mænd, som var draget ud af Ægypten,var døde, fordi de ikke havde adlydt HERRENs Røst, hvorforHERREN havde svoret, at han ikke vilde lade dem se det Land,HERREN havde tilsvoret deres Fædre at ville give os, et Land,der flyder med Mælk og Honning.7. Men deres Børn, som han havde ladet træde i deres Sted, demomskar Josua; thi de var uomskårne, eftersom de ikke var blevetomskåret under Vandringen.8. Da så hele Folket var blevet omskåret, holdt de sig i Ro, hvorde var i Lejren, indtil de kom sig.9. Men HERREN sagde til Josua: "I Dag har jeg bortvæltet ÆgypternesForsmædelse fra eder." Og han kaldte dette Sted Gilgal, som dethedder den Dag i Dag.10. Medens Israeliterne lå i Lejr i Gilgal, fejrede de Påsken omAftenen den fjortende Dag i Måneden på Jerikos Sletter;11. og Dagen efter Påsken spiste de af Landets Afgrøde, usyrede Brødog ristet Korn;12. selv samme Dag hørte Mannaen op, da de nu spiste af LandetsAfgrøde; Israeliterne fik ikke Manna mer, men spiste det År afHøsten i Kana'ans Land.
13. Og det skete, medens Josua opholdt sig ved Jeriko, at han så opog fik Øje på en Mand, som stod foran ham med draget Sværd iHånden. Josua gik da hen til ham og sagde: "Er du en af voreeller en af vore Fjender?"14. Han svarede: "Ingen af Delene, jeg er Fyrsten over HERRENs Hær;lige nu er jeg kommet!" Da faldt Josua til Jorden på sit Ansigtog tilbad og sagde til ham: "Hvad har min Herre at sige sinTjener?"15. Og Fyrsten over HERRENs Hær svarede Josua: "Drag dine Sko afFødderne, thi det Sted, du står på, er helligt!" Det gjordeJosua.
Josua 6
1. Men Jeriko var lukket og stængt for Israelitterne, ingen gik udeller ind.2. Da sagde HERREN til Josua: "Se, jeg giver Jeriko og dets Kongeog Krigere i din Hånd.3. Alle eders våbenføre Mænd skal gå rundt om Byen, een Gang rundt;det skal I gøre seks Dage;4. og syv Præster skal bære syv Væderhorn foran Arken. Men densyvende Dag skal I gå rundt om Byen syv Gange, og Præsterne skalstøde i Hornene.5. Når der så blæses i Væderhornet, og I hører Hornets Lyd, skalalt Folket opløfte et vældigt Krigsskrig; så skal Byens Murstyrte sammen, og Folket kan gå lige ind, hver fra sin Plads."
6. Josua, Nuns Søn, lod da Præsterne kalde og sagde til dem: "Iskal bære Pagtens Ark, og syv Præster skal bære syv Væderhornforan HERRENs Ark!"7. Og han sagde til Folket: "Drag ud og gå rundt om Byen, såledesat de, som bærer Våben, går foran HERRENs Ark!"8. Da nu Josua havde talt til Folket, gik de syv Præster, som barde syv Væderhorn foran HERREN, frem og stødte i Hornene, medensHERRENs Pagts Ark fulgte efter;9. og de, som bar Våben, gik foran Præsterne, som stødte i Hornene,og de, som sluttede Toget, fulgte efter Arken, medens derblæstes i Hornene.10. Men Josua bød Folket: "I må ikke opløfte Krigsskrig eller ladeeders Røst høre, og intet Ord må udgå af eders Mund, før den Dagjeg siger til eder: Råb! Men så skal I råbe!"11. Så lod han HERRENs Ark bære rundt om Byen, een Gang rundt, ogderpå begav de sig tilbage til Lejren og overnattede der.12. Tidligt næste Morgen gjorde Josua sig rede, og Præsterne barHERRENs Ark,13. og de syv Præster, som bar de syv Væderhorn foran HERRENs Ark,gik og stødte i Hornene; de, som bar Våben, gik foran dem, ogde, som sluttede Toget, fulgte efter HERRENs Ark, medens derblæstes i Hornene.14. Anden Dag gik de een Gang rundt om Byen, hvorefter de vendtetilbage til Lejren; således gjorde de seks Dage.
15. Men den syvende Dag brød de op tidligt, ved Morgenrødensfrembrud og gik på samme Måde syv Gange rundt om Byen; kun pådenne Dag drog de syv Gange rundt om Byen;16. og syvende Gang stødte Præsterne i Hornene, og Josua sagde tilFolket: "Opløft Krigsskriget! Thi HERREN har givet eder Byen.17. Og Byen skal lyses i Band for HERREN med alt, hvad der er i den;kun Skøgen Rahab skal blive i Live tillige med alle dem, som eri hendes Hus, fordi hun skjulte Sendebudene, som vi udsendte.18. Men I skal tage eder vel i Vare for det bandlyste, så I ikkeattrår og tager noget af det bandlyste og derved bringer Bandetover Israels lejr og styrter den i Ulykke.19. Men alt Sølv og Guld og alle Kobber og Jernsager skal helligesHERREN; det skal bringes ind i HERRENs Skatkammer!"20. Så opløftede Folket Krigsskrig, og de stødte i Hornene og daFolket hørte Hornene, opløftede det et vældigt Krigsskrig; dastyrtede Muren sammen, og Folket gik lige ind i Byen; såledesindtog de Byen.21. Derpå lagde de med Sværdet Band på alt, hvad der var i Byen,Mænd og Kvinder, unge og gamle, Hornkvæg, Småkvæg og Æsler.
22. Men til de to Mænd, som havde udspejdet Landet, sagde Josua: "Gåind i Skøgens Hus og før Kvinden og alt, hvad hendes er, udderfra, som I tilsvor hende!"23. De unge Mænd, som havde været Spejdere, gik da ind og førteRabab ud tillige med hendes Fader og Moder og hendes Brødre,hele hendes Slægt og alt, hvad hendes var; de førte dem ud oglod dem stå uden for Israels Lejr.24. Men på Byen og alt, hvad der var i den, stak de Ild; kun Sølvetog Guldet og Kobber og Jernsagerne bragte de ind i HERRENs Hus'sSkatkammer.25. Men Skøgen Rahab og hendes Fædrenehus og alt, hvad hendes var,lod Josua blive i Live, og hun kom til at bo blandt Israeliterneog gør det den Dag i Dag, fordi hun havde skjult Sendebudene,som Josua havde sendt ud for at udspejde Jeriko.
26. På den Tid tog Josua Folket i Ed, idet han sagde: "Forbandet være den Mand for HERRENs Åsyn, som indlader sig på at opbygge denne By, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte at lægge Grunden og hans yngste at sætte dens Portfløje ind."
27. Således var HERREN med Josua, og hans Ry udbredte sig over hele Landet.
Josua 7
1. Men Israeliterne forgreb sig på det bandlyste, idet Akan, en Søn af Karmi en Søn af Zabdi, en Søn af Zera, af Judas Stamme, tilvendte sig noget af det bandlyste. Da blussede HERRENs Vrede op mod Israeliterne.
2. Derpå sendte Josua nogle Mænd fra Jeriko til Aj, som ligger vedBet Aven, østen for Betel, og sagde til dem: "Drag op og udspejdEgnen!" Og Mændene drog op og udspejdede Aj.3. Da de kom tilbage til Josua, sagde de til ham: "Lad ikke heleFolket drage derop; lad en to-tre Tusind Mand drage op ogindtage Aj; du behøver ikke at umage hele Folket med at dragederop, thi de er få!"4. Så drog henved 3000 Mand af Folket derop; men de blev slået påFlugt af Ajjiterne,5. og Ajjiterne dræbte seks og tredive Mand eller så af dem; deforfulgte dem uden for Porten indtil Stenbruddene og huggede demned på Skråningen. Da sank Folkets Mod og blev til Vand.6. Men Josua og Israels Ældste sønderrev deres Klæder og faldt påderes Ansigt på Jorden foran HERRENs Ark og blev liggende tilAften og kastede Støv på deres Hoveder.7. Og Josua sagde: "Ak, Herre, HERRE! Hvorfor lod du dette Folk gåover Jordan, når du vilde give os i Amoriternes Hånd og lade osgå til Grunde? Havde vi dog blot besluttet os til at blivehinsides Jordan!8. Ak, Herre! Hvad skal jeg sige, nu Israel har måttet tage Flugtenfor sine Fjender?9. Når Kana'anæerne og alle Landets Indbyggere hører det, falder deover os fra alle Sider og udsletter vort Navn af Jorden; hvadvil du da gøre for dit store Navns Skyld?"10. Da sagde HERREN til Josua: "Stå op! Hvorfor ligger du på ditAnsigt?11. Israel har syndet, thi de har forbrudt sig imod min Pagt, somjeg pålagde dem; de har tilvendt sig noget af det bandlyste, dehar stjålet; de har skjult det, de har gemt det i deresOppakning.12. Derfor kan Israeliterne ikke holde Stand over for deres Fjender,men må flygte for dem; thi de er hjemfaldne til Band! Jeg vilikke mere være med eder, hvis I ikke bortrydder Bandet af edersMidte.13. Stå derfor op, lad Folket hellige sig og sig: Helliger eder tili Morgen, thi så siger HERREN, Israels Gud: Der er Band i dinMidte, Israel; og du kan ikke holde Stand over for dine Fjender,før I skaffer Bandet bort fra eder!14. I Morgen skal I træde frem Stamme for Stamme, og den Stamme,HERREN rammer, skal træde frem Slægt for Slægt, og den Slægt,HERREN rammer, skal træde frem Familie for Familie, og denFamilie, HERREN rammer, skal træde frem Mand for Mand.15. Den, som da rammes, fordi han har det bandlyste Gods, skalbrændes tillige med alt, hvad der tilhører ham; thi han harbrudt HERRENs Pagt og begået en Skændselsdåd i Israel!"
16. Tidligt næste Morgen lod Josua Israel træde frem Stamme forStamme, og da blev Judas Stamme ramt.17. Derpå lod han Judas Slægter træde frem, og Zeraiternes Slægtblev ramt. Derpå lod han Zeraiternes Slægt træde frem Familiefor Familie, og Zabdi blev ramt.18. Derpå lod han dennes Familie træde frem Mand for Mand, og dablev Akan ramt, en Søn af Harmi, en Søn af Zabdi, en Søn afZera, af Judas Stamme.19. Da sagde Josua til Akan: "Min Søn, giv HERREN, Israels Gud, Æreog Pris, og fortæl mig, hvad du har gjort, skjul ikke noget formig!"20. Akan svarede Josua: "Ja, det er mig, som har syndet mod HERREN,Israels Gud. Således gjorde jeg:21. Jeg så imellem Byttet en prægtig babylonisk Kappe, 200 SekelSølv og en Guldtunge på halvtredsindstyve Sekel; det fik jegLyst til, og jeg tog det; se, det ligger nedgravet i Jorden midti mit Telt, Sølvet nederst."22. Da sendte Josua nogle Folk hen, og de skyndte sig til Teltet, ogse, det var gemt i hans Telt, Sølvet nederst;23. og de tog det ud af Teltet og bragte det til Josua og alleIsraeliterne og lagde det hen foran HERREN.24. Men Josua tog sammen med hele Israel Akan, Zeras Søn, og Sølvet,Kappen og Guldtungen og hans Sønner og Døtre, hans Hornkvæg,Æsler og Småkvæg, hans Telt og alt, hvad der tilhørte ham, ogførte dem op i Akors dal.25. Og Josua sagde: "Hvorfor har du styrtet os i Ulykke? HERREN skalstyrte dig i Ulykke på denne Dag!" Derpå stenede hele Israelham, og de brændte eller stenede dem.26. Og de opkastede en stor Stendysse over ham, som står der den Dagi Dag. Da lagde HERRENs heftige Vrede sig. Derfor fik StedetNavnet Akors Dal, som det hedder den Dag i Dag.
Josua 8
1. Derefter sagde HERREN til Josua: "Frygt ikke og vær ikke bange!Tag alt Krigsfolket med dig, bryd op og drag mod Aj! Se, jeggiver Kongen af Aj og hans Folk, hans By og hans Land i dinHånd!2. Og du skal gøre det samme ved Aj og dets Konge, som du gjordeved Jeriko og dets Konge; men Godset, I røver der, må I selvbeholde som Bytte, ligeledes Kvæget der. Læg Baghold vesten forByen!"3. Derpå brød Josua op og drog med alt Krigsfolket op mod Aj; ogJosua udvalgte sig 30000 tapre Mænd og sendte dem bort omNatten,4. idet han bød dem: "Se, I skal lægge eder i Baghold vesten forByen, ikke for langt fra den, og hold eder alle rede.5. Jeg og alle de Folk, som er med mig, vil nærme os Byen, og nårde gør Udfald imod os ligesom forrige Gang, flygter vi for dem.6. Når de så følger efter os så langt, at vi får dem lokket bortfra Byen, idet de tænker, at vi flygter for dem ligesom forrigeGang,7. skal I bryde frem fra Bagholdet og tage Byen, thi HERREN edersGud vil give den i eders Hånd.8. Og når I har indtaget byen, skal I stikke den i Brand. Såledesskal I gøre, det er mit Bud til eder!"9. Derpå sendte Josua dem bort, og de gik hen og lagde sig iBaghold mellem Betel og Aj, vesten for Aj; men Josua blev denNat iblandt Krigsfolket.
10. Tidligt næste Morgen mønstrede Josua Folket, og sammen medIsraels Ældste drog han op til Aj i Spidsen for Folket.11. Hele den Styrke, som var med ham, rykkede nærmere, til de havdeByen foran sig; og de lejrede sig norden for Aj med Dalen mellemsig og Aj.12. Derpå tog han henved 5000 Mand og lagde dem i Baghold mellemBetel og Aj, vesten for Byen;13. og Krigerne blev bragt i Stilling, hele Hæren, som var nordenfor Byen, og den Del, som lå i Baghold vesten for Byen; menJosua begav sig om Natten ned i Dalen.14. Da nu Kongen af Aj så det, skyndte Byens Mænd sig og rykkedetidligt om Morgenen ud til Kamp mod Israel, Kongen med hele sinStyrke, til Skråningen, hvor Lavningen begynder, uden at videaf, at der var lagt Baghold imod ham vesten for Byen;15. og da Josua og hele Israel lod sig slå på Flugt af dem ogflygtede ad Ørkenen til,16. blev alt Folket i Byen stævnet sammen til at forfølge dem, og deforfulgte Josua og lod sig lokke bort fra Byen;17. ikke een Mand blev tilbage i Aj, men alle drog de ud for atforfølge Israel, og de lod Byen stå åben, medens de forfulgteIsrael.
18. Da sagde HERREN til Josua: "Ræk Spydet i din Hånd ud mod Aj; thijeg giver det i din Hånd!" Og Josua rakte Spydet i sin Hånd udmod Byen.19. Og Bagholdet brød hurtigt op fra sin Plads og løb hen til Byen,da han rakte Hånden ud, indtog den og skyndte sig at stikke deni Brand.20. Da Mændene fra Aj vendte sig om og så Røgen fra Byen stige opmod Himmelen, var de ude af Stand til at flygte til nogen afSiderne, idet Folket, som var flygtet ad Ørkenen til, vendte sigom mod deres Forfølgere.21. Og da Josua og hele Israel så, at Bagholdet havde indtaget Byen,og at Røgen fra byen steg til Vejrs, vendte de om og slogMændene fra Aj;22. og da hine rykkede ud fra Byen imod dem, kom de midt ind imellemIsraeliternes to Afdelinger, som huggede dem ned uden at lade eneneste af dem undkomme eller slippe bort.23. Men Kongen af Aj fangede de levende og bragte ham til Josua.24. Da Israel nu havde hugget alle Ajs Indbyggere ned på åben Mark,på Skråningen, hvor de forfulgte dem, og de alle til sidste Mandvar faldet for Sværdet, vendte hele Israel tilbage til Aj ogslog det med Sværdet.25. Alle de, der faldt på den Dag, Mænd og Kvinder, udgjorde 12000,alle Indbyggerne i Aj.26. Og Josua trak ikke sin Hånd med det udrakte Spyd tilbage, førhan havde lagt Band på alle Ajs Indbyggere.27. Kun Kvæget og Godset, de røvede i denne By, beholdt Israeliternesom Bytte efter den Befaling, HERREN havde givet Josua.28. Og Josua stak Aj i Brand og gjorde den til en Ruinhob forbestandig, til den Ødemark, den er den Dag i Dag.29. Men Kongen af Aj hængte han på en Pæl og lod ham hænge tilAften; og da Solen gik ned, tog man på Josuas Befaling hans Ligned af Pælen og kastede det hen ved Indgangen til Byens Port. Ogman opkastede over ham en stor Stendysse, som står der den Dag iDag.
30. Da byggede Josua HERREN, Israels Gud, et Alter på Ebals Bjerg,31. som HERRENs Tjener Moses havde pålagt Israeliterne, iOverensstemmelse med, hvad der står skrevet i Moses's Lovbog, etAlter af utilhugne Sten, hvor over der ikke var svunget Jern; ogde bragte HERREN Brændofre og ofrede Takofre der.32. Og han skrev der på Stenene i Israeliternes Påsyn en Afskrift afMose Lov, som denne havde skrevet,33. idet hele Israel og dets Ældste, Tilsynsmænd og Dommere stod påbegge Sider af Arken lige over for Levitpræsterne, som barHERRENs Pagts Ark, de fremmede såvel som de indfødte, den eneHalvdel hen imod Garizims Bjerg, den anden Halvdel hen imodEbals Bjerg, således som HERRENs Tjener Moses forhen havdepåbudt at velsigne Israels Folk.34. Så oplæste han alle Lovens Ord, Velsignelsen og Forbandelsen,alt som det var skrevet i Lovbogen;35. ikke et Ord af alt, hvad Moses havde påbudt, undlod Josua at oplæse for hele Israels Menighed, Mændene, Kvinderne og Børnene ogde fremmede, som var draget med iblandt dem.
Josua 9
1. Da alle Kongerne på den anden Side af Jordan, i Bjergene og iLavlandet og langs hele det store Havs Kyst hen imod Libanon,Hetiterne, Amoriterne, Kana'anæerne, Perizziterne, Hivviterne ogJebusiterne, hørte, hvad der var sket,2. samlede de sig for i Fællesskab at kæmpe mod Josua og Israel.
3. Men da Indbyggerne i Gibeon hørte, hvad Josua havde gjort vedJeriko og Aj,4. greb også de til en List; de gik hen og forsynede sig medRejsetæring, læssede nogle slidte Sække og nogle slidte,sprukne, stoppede Vinsække på deres Æsler5. og tog slidte, lappede Sko på Fødderne og slidte Klæder påKroppen, og alt deres Rejsebrød var tørt og mullent.6. Så gik de til Josua i Lejren ved Gilgal og sagde til ham ogIsraels Mænd: "Vi kommer fra et fjernt Land; slut derfor Pagtmed os!"7. Israels Mænd svarede Hivviterne: "Det kunde være, at I bor hermidt iblandt os, hvorledes kan vi da slutte Pagt med eder?"8. De sagde til Josua: "Vi er dine Trælle!" Josua spurgte dem så:"Hvem er I, og hvorfra kommer I?"9. Og de svarede ham: "Fra et såre fjernt Land er dine Trællekommet for HERREN din Guds Navns Skyld; thi vi har hørt hans Ryog alt, hvad han gjorde i Ægypten,10. og alt, hvad han gjorde mod de to Amoriterkonger hinsidesJordan, Kong Sihon af Hesjbon og Kong Og af Basan, som boede iAsjtarot.11. og vore Ældste og alle Indbyggerne i vort Land sagde til os: TagRejse tæring med eder, drag dem i Møde og sig til dem: Vi ereders Trælle; slut derfor nu Pagt med os!12. Vort Brød her var endnu varmt, da vi tog det med hjemmefra,dengang vi begav os af Sted for at drage til eder; men se, nu erdet tørt og mullent;13. og vore Vinsække her var nye, da vi fyldte dem; se, nu er desprukne; og vore Klæder og Sko her er slidte, fordi Vejen var sålang!"14. Så tog Mændene af deres Rejsetæring; men HERREN rådspurgte deikke.15. Og Josua tilsagde dem Fred og sluttede Overenskomst med dem oglovede at lade dem leve, og Menighedens Øverster tilsvor demdet.
16. Men tre Dage efter at de havde sluttet Pagt med dem, hørte de,at de var fra den nærmeste Omegn og boede midt iblandt dem.17. Og Israeliterne brød op og kom den tredje Dag til deres Byer,det var Gibeon, Kefira, Beerot og Kirjat Jearim.18. Men Israeliterne dræbte dem ikke, fordi Menighedens Øversterhavde, tilsvoret dem Fred ved HERREN, Israels Gud. Da knurredehele Menigheden mod Øversterne;19. men alle Øversterne sagde til hele Menigheden: "Vi har tilsvoretdem Fred ved HERREN, Israels Gud, derfor kan vi ikke gøre demnoget ondt.20. Men dette vil vi gøre med dem, når vi skåner deres Liv, at derikke skal komme Vrede over os for den Ed, vi svor dem:21. De skal blive i Live, men være Brændehuggere og Vandbærere forhele Menigheden." Og hele Menigheden gjorde, som Øverstene havdesagt.22. Og Josua lod dem kalde og talte således til dem: "Hvorfor førteI os bag Lyset og sagde, at I havde hjemme langt borte fra os,skønt I bor her midt iblandt os?23. Derfor skal I nu være forbandede, og ingen af eder skal nogenSinde ophøre at være Træl; Brændehuggere og Vandbærere skal Ivære ved min Gus Hus!"24. De svarede Josua og sagde:"Det var blevet dine Trælle sagt, atHERREN din Gud pålagde sin Tjener Moses, at når han gav ederhele Landet, skulde I udrydde alle Landets Indbyggere foraneder. Da påkom der os stor Frygt for, at I skulde tage vort Liv;derfor handlede vi således.25. Men se, nu er vi i din Hånd; gør med os, som det tykkes dig godtog ret!"26. Da handlede han således med dem; han friede dem fraIsraeliternes Hånd, så de ikke dræbte dem;27. men Josua gjorde dem den Dag til Brændehuggere og Vandbærere forMenigheden og for HERRENs Alter på det Sted, han vildeudvælge. Og det er de den Dag i Dag.
Josua 10
1. Da Kong Adonizedek af Jerusalem hørte, at Josua havde indfagetAj og lagt Band på det som han havde gjort ved Jeriko og Kongender, gjorde han ved Aj og Kongen der og at Gibeons Indbyggerehavde sluttet Overenskomst med Israel og var optaget imellemdem,2. så påkom der ham stor Frygt; thi Gibeon var en stor By, som enaf Kongsbyerne, større end Aj, og alle Mændene der var tapreKrigere.3. Derfor sendte Kong Adonizedek af Jerusalem Bud til Kong Hobam afHebron, Kong Piram af Jarmut, Kong Jafia af Lakisj og Kong Debiraf Eglon og lod sige:4. "Kom op til mig og hjælp mig med at slå Gibeon, thi det harsluttet Overenskomst med Josua og Israeliterne!"5. Da samledes fem Amoriterkonger, Kongerne i Jerusalem, Hebron,Jarmut, Lakisj og Eglon, og de drog op med hele deres Hær ogslog Lejr uden for Gibeon og angreb det.
6. Men Mændene i Gibeon sendte Bud til Josua i Lejren i Gilgal oglod sige: "Lad ikke dine Trælle i Stikken, men kom hurtigt optil os, hjælp os og stå os bi; thi alle Amoriterkongerne, sombor i Bjergene, har samlet sig imod os!"7. Da drog Josua op fra Gilgal med alle Krigerne, alle dekampdygtige Mænd.8. Og HERREN sagde til Josua: "Frygt ikke for dem, thi jeg giverdem i din Hånd; ikke een af dem skal kunne holde Stand imoddig!"9. Og Josua faldt pludselig over dem, efter at han i Nattens Løbvar draget derop fra Gilgal,10. og HERREN bragte dem i Uorden foran Israel og tilføjede dem etstort Nederlag ved Gibeon; og de forfulgte dem hen imod Opgangenved Bet Horon og slog dem lige til Azeka og Makkeda.11. Og da de flygtede for Israeliterne og netop var på Skråningenved Bet Horon, lod HERREN store Sten falde ned på dem fraHimmelen helt hen til Azeka, så de døde; og de, som dræbtes afHaglstenene, var flere end dem, Israeliterne dræbte med Sværdet.12. Ved den Lejlighed, den Dag HERREN gav Amoriterne i IsraeliternesMagt, talte Josua til HERREN og sagde i Israels Nærværelse:"Sol, stat stille i Gibeon, og Måne i Ajjalons Dal!"13. Og Solen stod stille, og Månen standsed, til Folket fik Hævnover Fjenden. Således står der jo skrevet i de OprigtigesBog. Og Solen blev stående midt på Himmelen og tøvede næsten enhel Dag med at gå ned.14. Og hverken før eller siden har der nogen Sinde været en Dag somdenne, en Dag, da HERREN adlød et Menneskes Røst; thi HERRENkæmpede for Israel.15. Derpå vendte Josua med hele Israel tilbage til Lejren i Gilgal.
16. Men de fem Konger flygtede og skjulte sig i Hulen ved Makkeda.17. Og der blev bragt Josua den Melding: "De fem Konger er fundetskjulte i Hulen ved Makkeda."18. Da sagde Josua: "Vælt store Sten for Hulens Indgang og sæt nogleMænd udenfor til at vogte den.19. Men I andre må ikke standse, forfølg eders Fjender, hugEfternølerne ned og lad dem ikke komme ind i deres Byer; thiHERREN eders Gud har givet dem i eders Hånd!"
20. Da Josua og Israeliterne så havde tilføjet dem et meget stortNederlag og gjort det helt af med dem kun enkelte undslap ogreddede sig ind i de befæstede Byer21. vendte hele Folket uskadt tilbage til Josua i Lejren vedMakkeda, uden at nogen havde vovet så meget som at knurre imodIsraeliterne.22. Da sagde Josua: "Luk op for Hulens Indgang og før de fem Kongerud af Hulen fil mig!"23. Det gjorde de så og førte de fem Konger ud af Hulen til ham,Kongerne af Jerusalem, Hebron, Jarmut, Lakisj og Eglon.24. Da de nu havde ført disse fem Konger ud til Josua, kaldte Josuaalle Israels Mænd sammen og sagde til Krigsøversterne, som vardraget med ham: "Kom hid og sæt Foden på disse Kongers Nakke!"Og de kom og satte foden på deres Nakke.25. Da sagde Josua til dem: "Frygt ikke og vær ikke bange, værfrimodige og stærke! Thi således vil HERREN handle med alleeders Fjender, som I kommer til at kæmpe med!"26. Derefter lod Josua dem nedhugge og dræbe og ophænge på fem Pæle,og de blev hængende på Pælene til Aften.27. Men ved Solnedgang lod Josua dem tage ned af Pælene og kaste indi den Hule, de havde skjult sig i, og for Indgangen til Hulenvæltede man store Sten, som ligger der den Dag i Dag.
28. Makkeda indtog Josua samme Dag, og han slog Byen og dens Kongened med Sværdet; han lagde Band på den og på hver levende Sjæl iden uden at lade nogen undkomme; og han gjorde det samme vedMakkedas Konge, som han havde gjort ved Jerikos Konge.
29. Derpå drog Josua med hele Israel fra Makkeda til Libna, og hanangreb Libna;30. og HERREN gav også denne By og dens Konge i Israels Hånd, og denog hver levende Sjæl i den slog han ned med Sværdet uden at ladenogen undkomme; og han gjorde det samme ved dens Konge, som dehavde gjort ved Jerikos Konge.
31. Derpå drog Josua med hele Israel fra Libna til Lakisj, og, hanslog Lejr udenfor og angreb Byen;32. og HERREN gav Lakisj i Israels Hånd, og den følgende Dag indtoghan Byen, og den og hver levende Sjæl i den slog han ned medSværdet, ganske som han havde gjort ved Libna.33. Da rykkede Kong Horam af Gezer Lakisj til Hjælp; men Josua slogham og hans Folk ned uden at lade nogen undkomme.
34. Så drog Josua med hele Israel fra Lakisj til Eglon, og de slogLejr udenfor og angreb Byen;35. og de indtog den samme Dag og slog den ned med Sværdet; og påhver levende Sjæl i den lagde han den Dag Band, ganske som hanhavde gjort ved Lakisj.
36. Derpå drog Josua med hele Israel op fra Eglon til Hebron, og deangreb Byen37. og indtog den og slog den ned med Sværdet, både Kongen der ogalle de Byer, der hørte under den, og hver levende Sjæl i denuden at lade nogen undkomme, ganske som han havde gjort vedEglon, og han lagde Band på Byen og hver levende Sjæl i den.
38. Derpå vendte Josua sig med hele Israel imod Debir og angrebByen;39. og han undertvang den tillige med dens Konge og alle de Byer derhørte under den; og de slog dem ned med Sværdet og lagde Band påhver levende Sjæl i dem uden at lade nogen undkomme; det samme,han havde gjort ved Hebron og ved Libna og Kongen der, gjordehan også ved Debir og Kongen der.
40. Således slog Josua hele Landet, Bjerglandet, Sydlandet,Lavlandet og Bjergskråningerne og alle Kongerne der uden at ladenogen undkomme, og på hver levende Sjæl lagde han Band, såledessom HERREN, Israels Gud, havde påbudt;41. Josua slog dem fra Kadesj Barnea indtil Gaza, og hele LandskabetGosjen indtil Gibeon.42. Og alle hine Konger og deres Lande undertvang Josua med et Slag;thi HERREN, Israels Gud, kæmpede for Israel.43. Derpå vendte Josua med hele Israel tilbage til Lejren i Gilgal.
Josua 11
1. Da Kong Jabin af Hazor hørte herom sendte han Bud til Kong Jobabaf Madon og Kongerne af Sjimron og Aksjaf.2. og til Kongerne nordpå i Bjergene, i Arabalavningen sønden forKinnerot, i Lavlandet og på Højdedraget vestpå ved Dor,3. til Kana'anæerne i Øst og Vest, Amoriterne, Hivviterne,Perizziterne og Jebusiterne i Bjergene og Hetiterne ved Foden afHermon i Mizpas Land;4. og de drog ud med alle deres Hære, Krigsfolk talrige som Sandetved Havets Bred, og med en stor Mængde Heste og Stridsvogne.5. Alle disse Konger slog sig sammen og kom og lejrede sig iForening ved Meroms Vand for at angribe Israel.6. Men HERREN sagde til Josua: "Frygt ikke for dem! Thi i Morgenved denne Tid vil jeg lade dem ligge faldne foran Israel; deresHeste skal du lamme, og deres Vogne skal du brænde!"7. Da kom Josua med hele Hæren uventet over dem ved Meroms Vand ogkastede sig over dem,8. og HERREN gav dem i Israels Hånd, så de slog dem og forfulgtedem til den store Stad Zidon, til, Misrefot Majim og MizpesLavning i Øst, og huggede dem ned, så ikke en eneste af dem blevtilbage.9. Josua gjorde derpå med dem, som HERREN havde sagt ham; deresHeste lammede han, og deres Vogne brændte han.
10. Ved den Tid vendte Josua om og indtog Hazor, og Kongen huggedehan ned med Sværdet; Hazor var nemlig fordum alle disseKongerigers Hovedstad;11. og de huggede hver levende Sjæl i den ned med Sværdet og lagdeBand på dem, så ikke en levende Sjæl blev tilbage; og Hazor stakhan i Brand.12. Alle hine Kongsbyer med deres Konger undertvang Josua, og hanhuggede dem ned med Sværdet og lagde Band på dem, som HERRENsTjener Moses havde påbudt.13. Men ingen af de Byer, som lå på deres Høje, stak Israel i Brand,alene med Undtagelse af Hazor; den stak Josua i Brand.14. Kvæget og alt det andet, der røvedes fra disse Byer, beholdtIsraeliterne som Bytte; men alle Menneskene huggede de ned medSværdet til sidste Mand uden at lade en eneste levende Sjælblive tilbage.15. Hvad HERREN havde pålagt sin Tjener Moses, havde Moses pålagtJosua, og det gjorde Josua; han undlod intet som helst af, hvadHERREN havde pålagt Moses.