4. Profetinden Debora, Lappidots Hustru, var på den Tid Dommer iIsrael;5. hun sad under Deborapalmen imellem Rama og Betel i EfraimsBjerge, og Israelitterne drog op til hende med deresRetstrætter.6. Hun sendte nu Bud efter Barak, Abinoams Søn fra Kedesj iNaftali, og sagde til ham: "Har ikke HERREN, Israels Gud, budt:Bryd op, drag hen på Tabors Bjerg og tag 10000 Mand af Naftaliog Zebulon med dig,;7. så skal jeg drage Jabins Hærfører Sisera med hans Vogne ogHærstyrke hen til dig ved Kisjonbækken og give ham i din Hånd!"8. Barak svarede hende: "Hvis du vil gå med, vil jeg gå; men hvisdu ikke går med, går jeg ikke!"9. Da sagde hun: "Vel, jeg går med, men så får du ikke Æren af denFærd, du begiver dig ud på, thi HERREN vil overgive Sisera i enKvindes Hånd!" Så brød Debora op og drog af Sted til Kedesj medBarak.10. Barak stævnede nu Zebulon og Naftali sammen i Kedesj, og 10000Mand fulgte med ham derop; også Debora gik med.11. Men Keniten Heber havde skilt sig fra Keniterne, Moses'sSvigerfader Hobabs Sønner, og slået Telt i Egnen hen imodElon-Beza'anannim ved Kedesj.
12. Da Sisera fik Melding om, at Barak, Abinoams Søn, var draget oppå Tabors Bjerg,13. stævnede han alle sine Stridsvogne, 900 jernbeslagne Vogne, oghele sin Krigsstyrke fra Harosjet Haggojim til Kisjonbækken.14. Da sagde Debora til Barak: "Bryd nu op! Thi det er i Dag.HERREN vil give Sisera i din Hånd. Er HERREN ikke draget forandig?" Barak steg da ned fra Tabors Bjerg, fulgt af de 10000Mand.15. Og foran Barak bragte HERREN Uorden iblandt alle SiserasStridsvogne og i hele hans Hær. Sisera sprang af sin Vogn ogflygtede til Fods;16. men Barak satte efter Vognene og Hæren lige til HarosjetHaggojim, og hele Siseras Hær faldt for Sværdet, ikke een blevtilbage.
17. Sisera var imidlertid flygtet til Fods til Keniten Hebers HustruJaels Telt, thi der var Fred imellem Kong Jabin af Hazor ogKeniten Hebers Slægt.18. Da gik Jael Sisera i Møde og sagde til ham: "Tag dog ind hosmig, Herre, du bar intet at frygte!" Han tog da ind i Teltet hoshende, og hun dækkede ham til med et Tæppe.19. Og han sagde til hende: "Giv mig lidt Vand at drikke, thi jeg ertørstig!" Da åbnede hun Mælkesækken og gav ham at drikke ogdækkede ham atter til.20. Så sagde han til hende: "Stil dig hen i Teltdøren, og hvis derkommer en og spørger, om der er nogen herinde, så sig nej!"21. Men Jael, Hebers Hustru, greb en Teltpæl og tog en Hammer iHånden, listede sig ind til ham og slog Pælen igennem hansTinding, så den trængte ned i Jorden; thi han var faldet i dybSøvn, træt som han var; således døde han.22. Og se, Barak, søm forfulgte Sisera, kom forbi. Da gik Jael ham iMøde og sagde til ham: "Kom, jeg skal vise dig den Mand, dusøger efter!" Så kom han ind til hende. Og se, der lå Sisera dødmed Teltpælen gennem Tindingen.
23. Således lod Gud på den Dag Kana'anæerkongen Jabin bukke underfor Israelitterne;24. og Israelitternes Hånd faldt hårdere og hårdere påKana'anæerkongen Jabin, til de fik ham tilintetgjort.
Dommer 5
1. Da sang Debora og Barnk, Abinoams Søn, denne Sang:2. Frem stod Høvdinger i Israel, Folket gav villigt Møde, loverHERREN!3. Hør, I Konger, lyt, I Fyrster: Synge vil jeg, synge for HERREN,lovsynge HERREN, Israels Gud!
4. HERRE, da du brød op fra Seir, skred frem fra Edoms Mark, darystede Jorden, Himmelen drypped, Skyerne drypped af Vand;5. Bjergene bæved for HERRENs Åsyn, for HERREN Israels Guds Åsyn!
6. I Sjamgars, Anats Søns, Dage, i Jaels Dage lå Vejene øde,vejfarende sneg sig ad afsides Stier;7. der var ingen Fører i Israel mer, til jeg Debora stod frem, stodfrem, en Moder i Israel.8. Ofre til Gud hørte op, med Bygbrødet fik det en Ende. Så man velSkjold eller Spyd hos Israels fyrretyve Tusind?
9. For Israels Førere slår mit Hjerte, for de villige af Folket!Lover HERREN!10. I, som rider på rødgrå Æsler, I, som sidder på Tæpper, I, somfærdes på Vejene, syng!11. Hør, hvor de spiller mellem Vandtrugene! Der lovsynger deHERRENs Frelsesværk, hans Værk som Israels Fører. Da drogHERRENs Folk ned til Portene.
12. Op, op, Debora, op, op, istem din Sang! Barak, stå op! Fang digFanger, du Abinoams Søn!13. Da drog Israel ned som Helte, som vældige Krigere drog HERRENsFolk frem.14. Fra Efraim steg de ned i Dalen, din broder Benjamin var blandtdine Skarer. Fra Makir drog Høvedsmænd ned, fra Zebulon de, derbar Herskerstav;15. Issakars Førere fulgte Debora, Naftali Baraks Spor, de fulgteham ned i Dalen. Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store.16. Hvorfor blev du mellem Foldene for at lytte til HyrdernesFløjter? Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store!17. Gilead blev på hin Side Jordan, og Dan, hvi søgte han fremmedHyre? Aser sad stille ved Havets Strand; han blev ved sine Vige.18. Zebulon var et Folk, der vovede Livet, Naftali med på MarkensHøje.
19. Kongerne kom, de kæmped; da kæmped Kana'ans Konger ved Ta'anak,ved Megiddos Vande de fanged ej Sølv som Bytte!20. Fra Himmelen kæmped Stjernerne, fra deres Baner stred de modSisera!21. Kisjon Bæk rev dem bort, Kisjons Bæk, den ældgamle Bæk. Trædfrem, min Sjæl, med Styrke!22. Da stampede Hestenes Hove under Heltenes jagende Fart.23. "Forband", sagde HERRENs Engel "forband Meroz og dem, der borderi! fordi de ikke kom HERREN til Hjælp kom HERREN til Hjælpsom Helte!"24. Velsignet blandt Kvinder være Jael, Keniten Hebers Hustru,velsignet blandt Kvinder i Telte!25. Han bad om Vand, hun gav ham Mælk, frembar Surmælk i kostbarSkål.26. Med Hånden griber hun Pælen, med sin højre Arbejdshammeren,fælder Sisera, kløver hans Hoved, knuser, gennemborer hansTinding.27. For hendes Fødder han segned og faldt; der, hvor han segned, derlå han fældet!28. Gennem Vinduet spejded Siseras Moder, gennem Gitteret stirredhun ud: "Hvi tøver hans Vogn med at komme? Hvi nøler hansForspands Hovslag?"29. Da svarer den klogeste af hendes Fruer, og selv hun giver sigsamme Svar: "Sikkert de deler det vundne Bytte, en Pige eller totil Mands,30. Bytte af spraglede Tøj er til Sisera, et broget Klæde eller totil hans Hals!"31. Således skal alle dine Fjender forgå, HERRE, men de, der elskerdig, skal være, som når Sol går op i sin Vælde! Derpå havdeLandet Ro i fyrretyve År.
Dommer 6
1. Men da Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne,gav han dem syv År i Midjans Hånd.2. Og Midjan fik Overtaget over Israel. For at værge sig mod Midjanindrettede Israelitterne sig de Smuthuller, som findes iBjergene, Hulerne og Klippeborgene.3. Hver Gang Israelitterne havde sået, kom Midjaniterne,Amalekiterne og Østens Stammer og drog op imod dem4. og lejrede sig imod dem, ødelagde Jordens Afgrøde lige til Egnenom Gaza og levnede intet at leve af i Israel, ej heller Småkvæg,Hornkvæg eller Æsler;5. thi de drog op med deres Hjorde og Telte og kom talrige somGræshopper, så hverken de selv eller deres Kameler kunde tælles,og de trængte ind i Landet for at hærge det.6. Således blev Israel rent forarmet ved Midjaniternes indfald, ogIsraelitterne råbte til HERREN.7. Men da Israelitterne råbte til HERREN over Midjaniterne,8. sendte han en Profet til dem, og denne sagde til dem: "Så sigerHERREN, Israels Gud: Jeg førte eder op fra Ægypten, jeg førteeder ud af Trællehuset,9. jeg friede eder af Ægyptens Hånd og af deres Hånd, der trængteeder, og jeg drev dem bort foran eder og gav eder deres Land.10. Og jeg sagde til eder: Jeg er HERREN eders Gud; frygt ikkeAmoriternes Guder, i hvis Land I bor! Men I adlød ikke minRøst!"
11. Da kom HERRENs Engel og satte sig under Egen i Ofra, somtilhørte Abiezriten Joasj, medens hans Søn Gideon var ved attærske Hvede i Vinpersen for at have den i Sikkerhed forMidjaniterne.12. HERRENs Engel viste sig for ham og sagde til ham: "HERREN er meddig, stærke Kriger!"13. Men Gideon svarede ham: "Ak, Herre! Hvis HERREN er med os,hvorledes er da alt dette kommet over os? Og hvad er der blevetaf alle hans Undergerninger, som vore Fædre fortalte os om, idetde sagde: Førte HERREN os ikke ud af Ægypten? Nu har HERRENforstødt os og givet os i Midjans Hånd!"14. Da vendte HERREN sig til ham og sagde: "Drag hen i denne dinKraft, så skal du frelse Israel af Midjans Hånd; sandelig, jegsender dig!"15. Men han svarede ham: "Ak, Herre! Hvorledes skal jeg kunne frelseIsrael? Se, min Slægt er den ringeste i Manasse og jeg denyngste i mit Fædrenehus!"16. Han svarede ham: "HERREN vil være med dig, og du skal huggeMidjaniterne ned alle som een!"17. Da sagde han til ham: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne,så lad mig få et Tegn på, at det er dig, som taler med mig;18. gå ikke herfra, før jeg kommer tilbage til dig og bringer digmin Gave og stiller den frem for dig!" Han svarede: "Jeg skalblive, til du kommer tilbage!"
19. Gideon gik da ind og tillavede et Gedekid og usyrede Brød af enEfa Mel; Kødet lagde han i en Kurv, og Suppen hældte han i enKrukke og bar det ud til ham under Egen. Da han kom hen til hammed det,20. sagde Guds Engel til ham: "Tag Kødet og det usyrede Brød. Lægdet på Klippen der og hæld Suppen ud derover!" Og han gjordedet.21. Da udrakte HERRENs Engel Spidsen af den Stav, han havde iHånden, og rørte ved Kødet og Brødet. Og Ild slog op af Klippenog fortærede Kødet og Brødet; og HERRENs Engel forsvandt forhans Blik.22. Gideon skønnede nu, at det havde været HERRENs Engel; og hansagde: "Ve, Herre, HERRE, jeg har jo set HERRENs Engel Ansigttil Ansigt!"23. Men HERREN sagde til ham: "Fred være med dig! Frygt ikke, duskal ikke dø!"24. Da byggede Gideon HERREN et Alter der og kaldte det "HERREN erFred"; det står endnu den Dag i Dag i Abiezriternes Ofra.
25. Samme Nat sagde HERREN til ham: "Tag ti af dine Trælle og ensyvårs Tyr; nedbryd din Faders Ba'alsalter og hug Asjerastøttenom, som står derved;26. byg så af Stensætningen HERREN din Gud et Alter på Toppen afKlippen her og tag Tyren og brænd den som Brændoffer med Træetaf den omhuggede Asjerastøtte!"27. Gideon tog da ti af sine Trælle og gjorde, som HERREN bød ham;men han gjorde det om Natten, thi af Frygt for sin Familie ogsine Bysbørn turde han ikke gøre det om Dagen.28. Da Byens Folk næste Morgen tidlig så Ba'alsalteret nedbrudt,Asjerastøtten ved Siden af hugget om og Tyren ofret på detnybyggede Alter,29. sagde de til hverandre: "Hvem mon der har gjort det?" Og da despurgte sig for og foretog en Undersøgelse, blev der sagt, atdet var Gideon, Joasjs Søn.30. Og Byens Folk sagde til Joasj: "Udlever din Søn, for at han kanlide Døden, thi han har nedbrudt Ba'alsalteret og omhuggetAsjerastøtten ved Siden af!"31. Men Joasj svarede alle dem, der stod omkring ham: "Vil Ivirkelig stride for Ba'al eller hjælpe ham? Den, der strider forham, skal dø inden i Morgen! Er han Gud, så lad ham stride forsig selv, siden hans Alter er nedbrudt!"32. Ved den Lejlighed fik Gideon Navnet Jerubba'al, idet man sagde:"Lad Ba'al stride med ham, siden han har nedbrudt hans Alter!"
33. Alle Midjaniterne, Amalekiterne og Østens Stammer sluttede sigsammen, satte over Jordan og slog Lejr på Jizre'elsletten.34. Da iklædte HERRENs Ånd sig Gideon, og han stødte i Hornet; ogAbiezriterne fylkede sig om ham.35. Og da han sendte Bud ud i hele Manasse, fylkede de sig også omham; og han sendte Bud ud i Aser, Zebulon og Naftali, og de drogop før at møde Fjenderne.36. Da sagde Gideon til Gud: "Hvis du vil frelse Israel ved minHånd, som du har lovet,37. så lægger jeg nu dette Fåreskind på Tærskepladsen, og falder derså Dug alene på Skindet, medens Jorden ellers bliver ved at væretør, da ved jeg, at du vil frelse Israel ved min Hånd, som duhar lovet."38. Og det skete således. Da han næste Morgen vred Skindet, pressedehan Dug af det, en hel Skålfuld Vand.39. Men Gideon sagde til Gud: "Vredes ikke på mig, når jeg endnudenne ene Gang taler til dig, lad mig blot denne Gang endnuprøve med Skindet: Lad Skindet alene være tørt, medens derfalder Dug på Jorden rundt om!"40. Da gjorde Gud således om Natten: Skindet alene var ført, men derfaldt Dug på Jorden rundt om.
Dommer 7
1. Næste Morgen tidlig brød Jerubba'al, det er Gideon, op med allesine Folk og lejrede sig ved Harodkilden, medens MidjaniternesLejr var nedenfor på Sletten, norden for Morehøjen.2. Da sagde HERREN til Gideon: "Du har for mange Folk hos dig, tilat jeg kan give Midjaniterne i deres Hånd; gjorde jeg det, vildeIsrael gøre sig stor over for mig og sige: Min egen Kraftskaffede mig Sejr!3. Lad derfor udråbe for Folket: Enhver, som er ræd og angst, skalvende hjem!" Gideon sigtede dem da, og 22000 Mand af Folketvendte hjem, medens 10000 blev tilbage.4. Men HERREN sagde til Gideon: "Endnu er der for mange Folk; førdem ned til Vandet, der vil jeg sigte dem for dig. Den, jegsiger skal gå med dig, han skal gå med; men enhver, om hvem jegsiger til dig: denne skal ikke gå med dig, han skal ikke gå!"5. Da han havde ført Folket ned til Vandet, sagde HERREN tilGideon: "Alle dem, der laber Vandet med Tungen som Hunde, skaldu stille for sig; ligeså alle dem, der lægger sig på Knæ for atdrikke,!"6. Og Tallet på dem, der labede, var 300; derimod lagde Resten afFolket sig på Knæ for at drikke af Vandet, idet de førte det tilMunden med Hånden.7. Da sagde HERREN til Gideon: "Med de 300 Mand, som labede, viljeg frelse eder og give Midjaniterne i din Hånd; men Resten afFolket skal drage hver til sit!"8. Derpå tog han Folkets Krukker og deres Horn fra dem; og alleIsraelitterne lod han drage hjem, hver til sit, men de 300 Mandbeholdt han hos sig. Og Midjaniternes Lejr var nede på Sletten.
9. Samme Nat sagde HERREN til ham: "Stå op og drag ned imod Lejren,thi jeg har givet den i din Hånd!10. Men er du bange for at drage derned, så begiv dig med din TjenerPura ned til Lejren11. og hør, hvad de siger der; så vil du få Mod til at drage nedimod Lejren!" Han gik da med sin Tjener Pura ned til LejrensForposter.12. Midjaniterne, Amalekiterne og alle Østens Stammer havde lejretsig på Sletten mangfoldige som Græshopper, og deres Kameler varutallige, mangfoldige som Sandet ved Havets Bred.13. Just som Gideon kom, var en Mand i Færd med at fortælle en andennoget, han havde drømt, idet han sagde: "Jeg har haft en Drøm!Se, et Bygbrød kom rullende ned mod Midjaniternes Lejr, og dadet kom til Teltet, stødte det til det og væltede det over Ende,så at Teltet faldt."14. Da sagde den anden: "Det kan ikke betyde andet end IsraelittenGideons, Joasjs Søns, Sværd; Gud har givet Midjan og hele Lejreni hans Hånd!"15. Da Gideon hørte Beretningen om Drømmen og dens Tydning, tilbadhan og vendte derefter tilbage til Israels Lejr, hvor han sagde:"Stå op, thi HERREN har givet Midjaniternes Lejr i eders Hånd!"
16. Derpå delte han de 300 Mand i tre Afdelinger og gav dem alleHorn og tomme Krukker med Fakler i;17. og han sagde til dem: "Giv Agt på mig og gør som jeg! Når jegkommer til Udkanten af Lejren. skal I gøre som jeg;18. når jeg og alle de, der er hos mig, støder i Hornet, skal I ogsåstøde i Hornene rundt om hele Lejren og råbe: For HERREN og forGideon!"19. Da nu Gideon og de 100 Mand. der var hos ham, kom hen tilUdkanten af Lejren ved Begyndelsen af den midterste Nattevagt,lige som man havde stillet Vagtposterne ud, stødte de i Horneneog slog deres Krukker itu.20. Så blæste de tre Afdelinger i Hornene og slog Krukkerne itu; mende holdt Faklerne i deres venstre Hånd og i deres højre HåndHornene for at blæse i dem, og de råbte: "HERRENs Sværd ogGideons!"21. Og de blev stående, hvor de stod, rundt om Lejren, hver på sinPlads. Da vågnede hele Lejren. og de skreg op og flygtede.22. Og da de blæste i de 300 Horn, satte HERREN den enes Sværd modden andens i hele Lejren, og de flygtede til Bet Sjitta hen imodZerera, til Bredden ved Abel Mehola over for Tabbat.
23. Derpå stævnedes Israelitterne sammen fra Naftali, Aser og heleManasse, og de satte efter Midjaniterne;24. og Gideon sendte Bud ud i hele Efraims Bjergland og lodkundgøre: "Drag Midjaniterne i Møde og afskær dem Adgangen tilVandet lige til Bet-Bara ved Jordan!" Da stævnedes alleEfraimiterne sammen, og de afskar dem Adgangen til Vandet ligetil Bet-Bara ved Jordan25. og tog Midjaniternes to Høvdinger Oreb og Ze'eb til Fange; Orebdræbte de på Orebs Klippe, Ze'eb i Ze'ebs Perse; og de forfulgteMidjaniterne og bragte Orebs og Ze'ebs Hoveder til Gideonhinsides Jordan.
Dommer 8
1. Men Efraimiterne sagde til ham: "Hvorfor handler du således overfor os, at du ikke kaldte os til, da du drog i Kamp modMidjaniterne?" Og de gik stærkt i Rette med ham.2. Men han svarede dem: "Hvad er min Dåd i Sammenligning med eders?Er ikke Efraims Efterhøst bedre end Abiezers Vinhøst?3. I eders Hånd gav Gud Midjaniternes Høvdinger Oreb og Ze'eb, hvadhar jeg formået i Sammenligning med eder?" Og da han taltesåledes, lagde deres Vrede sig mod ham.
4. Da Gideon nåede Jordan, gik han og de 300 Mand, der var med ham,over, udmattede og sultne.5. Han sagde da til Folkene i Sukkot: "Giv Folkene, der følger mig,nogle Brød, thi de er udmattede, og jeg er i Færd med atforfølge Midjaniterkongerne Zeba og Zalmunna!"6. Men Høvedsmændene i Sukkot svarede: "Har du allerede fået fat iZeba og Zalmunna, siden vi skal give dine Folk Brød?"7. Da sagde Gideon: "Til Gengæld skal jeg tærske eders Kroppe medØrkentorne og Tidsler, når HERREN bar givet Zeba og Zalmunna imin Hånd!"8. Så drog han derfra til Penuel og sagde det samme til dem; og daFolkene i Penuel gav ham samme Svar som Folkene i Sukkot,9. tiltalte han dem på lignende Måde og sagde: "Når jeg kommeruskadt tilbage, vil jeg nedbryde Borgen her!"
10. Zeba og Zalmunna befandt sig imidlertid med deres Hær i Karkor,henved 15000 Mand; det var alle dem, der var tilbage af ØstensStammers, Hær; de faldne udgjorde 120000 våbenføre Mænd.11. Og Gideon drog op ad Teltboernes Vej østen for Noba og Jogbehaog slog Hæren, der ikke anede Uråd.12. Zeba og Zalmunna flygtede, men han satte efter dem og fangede deto Midjaniterkonger Zeba og Zalmunna og slog hele Hæren medRædsel.
13. Da Gideon, Joasjs Søn, vendte tilbage fra Kampen, fraHerespasset,14. fik han fat i en ung Mand fra Sukkot og spurgte ham ud, og denunge Mand skrev Navnene på Høvedsmændene og de Ældste i Sukkotop til ham, syv og halvfjerdsindstyve Mænd.15. Så drog han til Folkene i Sukkot og sagde: "Se, her er Zeba ogZalmunna, som I hånede mig med, da I sagde: Har du allerede fåetfat i Zeba og Zalmunna, siden vi skal give dine udmattede MændBrød?"16. Derpå greb han Byens Ældste, tog Ørkentorne og Tidsler ogtærskede Folkene i Sukkot med dem;17. og Borgen i Penuel brød han ned og dræbte Folkene i Byen.18. Men til Zeba og Zalmunna sagde han: "Hvorledes var de Mænd, Iihjelslog ved Tabor?" De svarede: "De lignede dig, de så beggeud som Kongesønner!"19. Da sagde han: "Mine Brødre, min Moders Sønner var det! Så sandtHERREN lever; havde I skånet deres Liv, havde jeg ikke slåeteder ihjel!"20. Derpå sagde han til sin førstefødte Søn Jeter: "Stå op og dræbdem!" Men den unge Mand drog ikke sit Sværd; han havde ikke Moddertil, fordi han endnu var ung.21. Da sagde Zeba og Zalmunna: "Stå selv op og giv os Dødsstødet,thi som Manden således hans Styrke!" Så stod Gideon op og dræbteZeba og Zalmunna. Og han tog de Halvmåner, deres Kameler havdeom Halsen.
22. Derefter sagde Israelitterne til Gideon: "Vær vor Hersker, duselv og siden din Søn og din Sønnesøn, da du nu har frelst os afMidjaniternes Hånd!"23. Men Gideon svarede dem: "Hverken jeg eller min Søn vil herskeover eder; HERREN skal herske over eder!"24. Derpå sagde Gideon til dem: "Jeg har noget at bede eder om:Enhver af eder skal give mig de Ringe, der findes mellem hansBytte!" Hine havde nemlig Guldringe, thi de var Ismaeliter.25. De svarede: "Ja, vi vil gerne give dig dem!" Så bredte han sinKappe ud, og enhver af dem lagde de Ringe, der fandtes mellemhans Bytte, derpå.26. Vægten af Guldringene, som han havde bedt om, udgjorde 1700Sekel Guld bortset fra Halvmånerne, Ørenringene ogPurpurklæderne, som Midjaniterkongerne bar, og Kæderne påKamelernes Halse.27. Gideon lavede deraf en Efod, som han gav Plads i sin FødebyOfra; og alle Israelitterne bolede med den, og den blev Gideonog hans Hus en Snare.
28. Således bukkede Midjaniterne under for Israelitterne, og derejste sig ikke mere; og Landet havde Ro i fyrretyve År, sålænge Gideon levede.
29. Og Jerubba'al, Joasjs Søn, begav sig til sit Hjem og opholdt sigder.30. Gideon havde halvfjerdsindstyve Sønner, der var avlede af ham,thi han havde mange Hustruer.31. Han havde en Medhustru i Sikem; hun fødte ham en Søn, som hangav Navnet Abimelek.32. Gideon, Joasjs Søn, døde i en høj Alder og blev jordet i sinFader Abiezriten Joasjs Grav i Ofra.33. Men da Gideon var død, gav Israelitterne sig atter til at bolemed Ba'alerne og gjorde Ba'al-Berit til deres Gud;34. og Israelitterne kom ikke HERREN deres Gud i Hu, ham, somfrelste dem fra alle deres Fjender, der omgav dem på alleKanter.35. Og de handlede ikke vel mod Jerubba'als, Gideons, Hus, trods altdet gode, han havde gjort Israel.
Dommer 9
1. Jerubba'als Søn Abrimelek begav sig til sine Morbrødere i Sikemog talte til dem og til hele sin Moders Fædrenehus's Slægt ogsagde:2. "Sig til alle Sikems Borgere: Hvad båder eder vel bedst, athalvfjerdsindstyve Mænd, alle Jerubba'als Sønner, eller at enenkelt Mand hersker over eder? Kom i Hu, at jeg er eders Bød ogBlod!"3. Hans Morbrødre talte da alle disse Ord til alle Sikems Borgeretil Gunst til ham; og deres Hu vendte sig til Abimelek, idet desagde: "Han er vor Broder."4. De gav ham derpå halvfjerdsindstyve Sekel Sølv fra Ba'al BeritsHus, og for dem lejede Abimelek nogle dårlige og frække Folk,som sluttede sig til ham.5. Derpå drog han til sin Faders Hus i Ofra og slog sine Brødre,Jerubba'als halvfjerdsindstyve Sønner, ihjel på een Sten. KunJotam, Jerubba'als yngste Søn, blev tilbage, thi han havdeskjult sig.6. Derefter samledes alle Sikems Borgere og hele Millos Hus og gikhen og gjorde Abimelek til Konge ved Egen med Stenstøtten iSikem.
7. Da Jotam fik Efterretning herom, gik han hen og stillede sig påToppen af Garizims Bjerg og råbte med høj Røst til dem: "Hørmig, Sikems Borgere, så skal Gud høre eder!8. Engang tog Træerne sig for at salve sig en Konge. De sagde datil Olietræet: Vær du vor Konge!9. Men Olietræet svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Fedme,for hvilken Guder og Mennesker priser mig, for at give mig tilat svæve over Træerne?10. Så sagde Træerne til Figentræet: Kom du og vær vor Konge!11. Men Figentræet svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Sødmeog min liflige Frugt for at give mig til at svæve over Træerne?12. Så sagde Træerne til Vinstokken: Kom du og vær vor Konge!13. Men Vinstokken svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Most,som glæder Guder og Mennesker, for at give mig til at svæve overTræerne?14. Da sagde alle Træerne til Tornebusken: Kom du og vær vor Konge!15. Og Tornebusken svarede Træerne: Hvis I mener det ærligt med atsalve mig til eders Konge, kom så og søg ind under min Skygge;men hvis ikke, så vil Flammer slå op af Tornebusken og fortæreLibanons Cedre!16. Hvis I nu er gået ærligt og redeligt til Værks, da I gjordeAbimelek til Konge, og hvis I har handlet vel mod Jerubba'al oghans Hus og gengældt ham, hvad han gjorde -17. min Fader kæmpede jo for eder og vovede sit Liv for at frelseeder af Midjaniternes Hånd,18. men I har i bag rejst eder mod min Faders Hus, dræbt hansSønner, halvfjerdsindstyve Mænd, på een Sten og sat hansTrælkvindes Søn Abimelek til Konge over Sikems Borgere, fordihan er eders Broder19. ja, hvis I i Dag er gået ærligt og redeligt til Værks modJerubba'al og hans Hus, så gid I må få Glæde af Abimelek, og gidhan må få Glæde af eder;20. men hvis ikke, så slå Flammer op fra Abimelek og fortære SikemsBorgere og Millos Hus, og Flammer slå op fra Sikems Borgere ogMillos Hus og fortære Abimelek!"21. Derpå tog Jotam Flugten og flygtede til Be'er; og der tog hanOphold for at være i Sikkerhed for sin Broder Abimelek.
22. Da Abimelek havde haft Magten over Israel i tre År,23. sendte Gud en ond Ånd mellem Abimelek og Sikems Borgere. ogSikems Borgere faldt fra Abimelek,24. for at Voldsgerningen mod Jerubba'als halvfjerdsindstyve Sønnerkunde blive hævnet og deres Blod komme over deres BroderAbimelek, som havde dræbt dem, og over Sikems Borgere, som havdesat ham i Stand til at dræbe sine Brødre.25. Sikems Borgere lagde da Baghold på Bjergtoppene, og deudplyndrede alle vejfarende, der kom forbi dem. Dette meldtesAbimelek.
26. Nu kom Ga'al, Ebeds Søn, med sine Brødre og flyttede ind iSikem; og Sikems Borgere fattede Tillid til ham.27. De begav sig ud i Marken, plukkede Druer og pressede dem ogfejrede deres Vinhøstfest. Og de gik ind i deres Guds Hus, hvorde spiste og drak og udstødte Forbandelser over Abimelek.28. Da sagde Ga'al, Ebeds Søn: "Hvem er Abimelek, og hvad er Sikem,at vi skal være hans Trælle! Var ikke Jerubba'als Søn og hansFoged Zebul Trælle for Hamors, Sikems Faders, Mænd hvorfor skalvi da være hans Trælle?29. Havde jeg blot Magten over Folket her, skulde jeg nok skaffeAbimelek af Vejen!"30. Da Zebul, Byens Høvedsmand, hørte Ga'als, Ebeds Søns, Urd,blussede hans Vrede op,31. og han sendte Bud til Abimelek i Aruma og lod sige: "Se, Ga'al,Ebeds Søn, og hans Brødre er kommet til Sikem, og se, deophidser Byen imod dig; forstærk derfor din Hær og ryk ud!32. Og nu, bryd op ved Nattetide med dine Folk og læg dig i Bagholdpå Marken;33. og kast dig så over Byen tidligt om Morgenen, når Solen står op!Når da han og hans Folk rykker ud imod dig, kan du gøre med dem,hvad der falder for!"34. Abimelek brød da op ved Nattetide med alle sine Folk, og delagde sig i Baghold imod Sikem i fire Afdelinger.
35. Da gik Ga'al, Ebeds Søn, ned og stillede sig op ved Byporten.Og Abimelek og hans Folk rejste sig fra deres Baghold.36. Da Ga'al fik Øje på Folkene, sagde han til Zebul: "Se, derstiger Folk ned fra Bjergtoppene!" Men Zebul sagde til ham: "Deter Bjergenes.Skygge, du tager for Mænd!"37. Men Ga'al sagde atter: "Der stiger Folk ned fra Landets Navle,og en anden Skare kommer i Retning af Sandsigernes Træ!"38. Da sagde Zebul til ham: "Hvor er nu dine store Ord fra før: Hvemer Abimelek, at vi skal være hans Trælle? Der er de Folk, du lodhånt om - ryk nu ud og kæmp med dem!"39. Ga'al rykkede da ud i Spidsen for Sikems Borgere for at kæmpemod Abimelek.40. Men Abimelek slog ham på Flugt, og mange faldt og lå dræbte helthen til Byporten.41. Abimelek tog så Ophold i Aruma; og Zebul jog Ga'al og hansBrødre bort fra Sikem.
42. Næste Dag begav Folket sig ud på Marken, og det meldtesAbimelek.43. Han tog da sine Folk og delte dem i tre dele og lagde Baghold påMarken; og da han så Folket drage ud, overfaldt han dem og slogdem.44. Og Abimelek og den Afdeling, han havde hos sig, brød frem og togStilling ved Indgangen til Byen, medens de to andre Afdelingerkastede sig over alle dem, der var ude på Marken; og huggede demned;45. og efter at Abimelek hele Dagen igennem havde angrebet Byen,indtog han den, dræbte Folkene deri, nedbrød Byen og strøedeSalt på den.
46. Da hele Besætningen i Sikems Tårn hørte det, begav de sig bentil Kælderrummet i El Berits Hus.47. Og da Abimelek fik Melding om, at hele Besætningen i Sikems Tårnvar samlet,48. gik han med alle sine Folk op på Zalmonbjerget. Her greb han enØkse, afhuggede et Knippe Grene, løftede det op og tog det påSkulderen; og han sagde til sine Folk: "Skynd eder at gøre detsamme, som I så, jeg gjorde!"49. Alle Folkene afhuggede da også hver sit Knippe og fulgte efterAbimelek og lagde det oven på Kælderrummet og stak Ild påKælderrummet oven over dem. Således omkom også hele Besætningeni Sikems Tårn, henved 1000 Mænd og Kvinder.
50. Derefter drog Abimelek mod Tebez, og han belejrede Byen ogindtog den.51. Inde i Byen var der et stærkt befæstet Tårn; derhen flygtedealle Mænd og Kvinder, alle Byens Indbyggere, idet de stængedeefter sig og tyede op på Tårnets Tag;52. Abimelek rykkede da frem til Tårnet og angreb det; men da hannærmede sig Tårnets Indgang for at stikke Ild derpå,53. kastede en Kvinde en Møllesten ned på Abimeleks Hoved og knustehans Hjerneskal.54. Da råbte han i Hast til sin Våbendrager: "Drag dit Sværd og dræbmig, for at det ikke skal siges, at en Kvinde har slået migihjel!" Og Våbendrageren gennemborede ham, så han døde.55. Men da Israelitterne så, at Abimelek var død, begav de sig hvertil sit.
56. Således gengældte Gud det onde, Abimelek havde øvet mod sinFader ved at dræbe sine halvfjerdsindstyve Brødre;57. og al Sikemiternes Ondskab lod Gud komme over deres egneHoveder. På den Måde kom Jotams, Jerubba'als Søns, Forbandelseover dem.
Dommer 10
1. Efter Abimelek fremstod som Israels Befrier Tola, en Søn afDodos Søn Pua, en Mand af Issakar, som boede i Sjamir i EfraimsBjerge.2. Han var Dommer i Israel i tre og tyve År. Da han døde, blev hanjordet i Sjamir.
3. Efter ham fremstod Gileaditen Jair; han var Dommer i Israel i toog tyve År.4. Han havde tredive Sønner, som red på tredive Æsler, og de havdetredive Byer, som endnu den Dag i Dag kaldes Jairs Teltbyer; deligger i Gilead.5. Da Jair døde, blev han jordet i Kamon.
6. Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENsØjne, idet de dyrkede Ba'alerne og Astarterne og Aramæernes,Zidons, Moabs, Ammoniternes og Filisternes Guder og faldt fraHERREN og undlod at dyrke ham.7. Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han gav dem til Prisfor Filisterne og Ammoniterne,8. som kuede og mishandlede Israelitterne i det År; i atten Årkuede de alle Israelitterne hinsides Jordan i Amoritemes Land iGilead.9. Og Ammoniterne satte over Jordan for også at angribe Juda,Benjamin og Efraims Slægt, så at Israelitterne kom i stor Nød.10. Da råbte Israelitterne til HERREN og sagde: "Vi har syndet imoddig, thi vi har forladt HERREN vor Gud og dyrket Ba'alerne!"11. Men HERREN svarede Israelitterne: "Har ikke Ægypterne,Amoriterne, Ammoniterne, Filisterne,12. Zidonierne, Amalekiterne og Midjaniterne mishandlet eder? Og daI råbte til mig, frelste jeg eder af deres Hånd.13. Men I forlod mig og dyrkede andre Guder! Derfor vil jeg ikkemere frelse eder!14. Gå nu hen og råb til de Guder, I udvalgte eder, og lad demfrelse eder i eders Nød:"15. Da sagde Israelitterne til HERREN: "Vi har syndet! Gør med os,hvad dig tykkes godt, men frels os blot nu!"16. Og de skilte sig af med de fremmede Guder og dyrkede HERREN; dakunde han ikke længer holde ud at se Israels Nød.
17. Ammoniterne stævnedes sammen, og de slog Lejr i Gilead; ogsåIsraelitterne samlede sig, og de slog Lejr i Mizpa.18. Da sagde Folket, Gileads Høvdinger, til hverandre: "Hvis derfindes en Mand, som vil tage Kampen op med Ammoniterne, skal hanvære Høvding over alle Gileads Indbyggere!"
Dommer 11
1. Gileaditen Jefta var en dygtig Kriger. Han var Søn af en Skøge.Gilead avlede Jefta.2. Men Gileads Hustru fødte ham Sønner, og da de voksede op, jog deJefta bort med de Ord: "Du skal ikke have Arv og Lod i vorFaders Hus, thi du er en fremmed Kvindes Søn!"3. Jefta flygtede da for sine Brødre og bosatte sig i Landet Tob,hvor nogle dårlige Folk samlede sig om ham og deltog i hansStrejftog.
4. Efter nogen Tids Forløb angreb Ammoniterne Israel.5. Og da Ammoniterne angreb Israel, drog Gileads Ældste hen for athente Jefta hjem fra Landet Tob.6. De sagde til Jefta: "Kom og vær vor Fører, at vi kan tage Kampenop med Ammoniterne!"7. Jefta svarede Gileads Ældste: "Har I ikke hadet mig og jaget migbort fra min Faders Hus? Hvorfor kommer I da til mig, nu I er iNød?"8. Men Gileads Ældste sagde til Jefta: "Derfor kommer vi jo nutilbage til dig! Vil du drage med os og kæmpe med Ammoniterne,skal du være Høvding over os, over alle Gileads Indbyggere!"9. Jefta svarede Gileads Ældste: "Dersom I fører mig tilbage, forat jeg skal kæmpe med Ammoniterne, og HERREN giver dem i minMagt, så vil jeg være eders Høvding!"10. Da sagde Gileads Ældste til Jefta: "HERREN hører Overenskomstenmellem os; visselig vil vi gøre, som du siger!"11. Da drog Jefta med Gileads Ældste; og Folket gjorde ham til deresHøvding og Fører. Og alle sine Ord udtalte Jefta for HERRENsÅsyn i Mizpa.
12. Derpå sendte Jefta Sendebud til Ammoniternes Konge og lod sige:"Hvad er der dig og mig imellem, siden du er draget imod mig forat angribe mit Land?"13. Ammoniternes Konge svarede Jeftas Sendebud: "Jo, Israel tog mitLand, da de drog op fra Ægypten, lige fra Arnon til Jabbok ogJordan; giv det derfor tilbage med det gode!"14. Men Jefta sendte atter Sendebud til Ammoniternes Konge15. og lod sige: "Således siger Jefta: Israel har ikke taget Moabseller Ammoniternes Land!16. Men da de drog op fra Ægypten, vandrede Israel igennem Ørkenentil det røde Hav og kom derpå til Kadesj.17. Da sendte Israel Sendebud til Edomiternes Konge og lod sige: Ladmig drage igennem dit Land! Men Edomiternes Konge ænsede detikke. Ligeledes sendte de Bud til Moabiternes Konge, men han varheller ikke villig dertil. Israel blev da boende i Kadesj.18. Derpå drog de igennem Ørkenen og gik uden om Edomiternes ogMoabiternes, Land, og da de nåede Egnen østen for Moab, slog deLejr hinsides Arnon; men de betrådte ikke Moabs Enemærker, thiArnon er Moabs Grænse.19. Israel sendte derpå Sendebud til Kongen af Hesjbon,Amoriterkongen Sihon, og lod sige: Lad os drage igennem dit Landfor at nå hen, hvor vi skal!20. Men Sihon nægtede Israelitterne Tilladelse til at drage gennemhans Land; og Sihon samlede hele sin Hær, og de slog Lejr i Jazaog angreb Israel.21. Da gav HERREN, Israels Gud, Sihon og hele hans Hær i IsraelsHånd, så at de slog dem. Og Israel underlagde sig hele det Land,Amoriterne boede i;22. de underlagde sig hele Amoriternes Område fra Arnon til Jabbokog fra Ørkenen til Jordan.23. Således drev HERREN, Israels Gud, Amoriterne bort foran sit FolkIsrael; og nu vil du underlægge dig deres Land!24. Ikke sandt, når din Gud Kemosj driver nogen bort, så tager duhans Land? Og hver Gang HERREN vor Gud driver nogen bort foranos, tager vi hans Land.25. Er du vel bedre end Zippors Søn, Kong Balak af Moab? Stredes hanmed Israel, eller indlod han sig i Kamp med dem,26. da Israelitterne bosatte sig i Hesjbon med Småbyer, i Aroer medSmåbyer og i alle Byerne langs Arnon nu har de boet der i 300År? Hvorfor tilrev I eder dem ikke dengang?27. Det er ikke mig, der har forbrudt mig mod dig, men dig, derhandler ilde mod mig ved at angribe mig. HERREN, Dommeren, vil iDag dømme Israelitterne og Ammoniterne imellem!"28. Men Ammoniternes Konge ænsede ikke Jeftas Ord, som hans Sendebudoverbragte.
29. Da kom HERRENs Ånd over Jefta; og han drog igennem Gilead ogManasse; derpå drog han til Mizpe i Gilead, og fra Mizpe iGilead drog han mod Ammoniterne.30. Og Jefta aflagde HERREN et Løfte og sagde: "Dersom du giverAmmoniterne i min Hånd,31. så skal den, som først kommer mig i Møde fra min Husdør når jegvender uskadt, tilbage fra Ammoniterne, tilfalde HERREN, og jegvil ofre ham som Brændoffer!"32. Så drog Jefta i Kamp mod Ammoniterne, og HERREN gav dem i hansHånd,33. så at han tilføjede dem et stort Nederlag fra Aroer til Egnenved Minnit, tyve Byer, og til Abel Keramim. Således bukkedeAmmoniterne under for Israelitterne.
34. Men da Jefta kom til sit Hjem i Mizpa, se, da kom hans Datterham i Møde med Håndpauker og Dans. Hun var hans eneste Barnforuden hende havde han hverken Søn eller Datter.35. Da han fik Øje på hende, sønderrev han sine Klæder og råbte:"Ak, min Datter, du har bøjet mig dybt, og det er dig, derstyrter mig i Ulykke! Thi jeg har åbnet min Mund for HERREN ogkan ikke tage mit Ord tilbage!"36. Da svarede hun ham: "Fader, har du åbnet din Mund for HERREN, sågør med mig, som dit Ord lød, nu da HERREN har skaffet dig Hævnover dine Fjender, Ammoniterne!"37. Men hun sagde til sin Fader: "En Ting må du unde mig: Giv mig toMåneders Frist, så jeg kan gå omkring i Bjergene for at begrædemin Jomfrustand sammen med mine Veninder!"38. Han sagde: "Gå!" og lod hende drage bort i to Måneder; og hungik bort med sine Veninder for at begræde sin Jomfrustand iBjergene.39. Da de to Måneder var omme, vendte hun tilbage til sin Fader, oghan fuldbyrdede det Løfte, han havde aflagt, på hende; og hunhavde ikke kendt Mand. Og det blev Skik i Israel,40. at Israels Døtre hvert År går hen for at klage over GileaditenJeftas Datter fire Dage om Året.
Dommer 12
1. Derpå stævnedes Efraimierne sammen, og de drog nordpå; og desagde til Jefta: "Hvorfor drog du i Kamp mod Ammoniterne uden atopfordre os til at gå med? Nu brænder vi Huset af over Hovedetpå dig!"2. Men Jeffa svarede dem: "Jeg og mit Folk var i Krig, ogAmmoniterne trængte os hårdt; da sendte jeg Bud efter eder, menI hjalp mig ikke imod dem;3. og da jeg så, at ingen kom mig til Hjælp, vovede jeg Livet ogdrog mod Ammoniterne, og HERREN gav dem i min Hånd. Hvorfordrager I da nu i Kamp imod mig?"4. Derpå samlede Jefta alle Gileads Mænd og angreb Efraimiterne; ogGileads Mænd slog Efraimiterne.5. Og Gileaditerne afskar Efraimiterne fra Jordans Vadesteder.Hver Gang så en af de efraimitiske Flygtninge sagde: "Lad migkomme over!" spurgte Gileads Mænd: "Er du Efraimit?" Og når hansvarede: "Nej!"6. sagde de til ham: "Sig Sjibbolet!" Og når han da sagde Sibbolet,fordi han ikke kunde udtale Ordet rigtigt, greb de ham oghuggede ham ned ved Jordans Vadesteder. Ved den Lejlighed faldt42000 Efraimiter.
7. Jefta var Dommer i Israel i seks År. Så døde Gileaditen Jefta ogblev jordet i sin By i Gilead.8. Efter ham var Ibzan fra Betlehem Dommer i Israel.9. Han havde tredive Sønner; tredive Døtre giftede han bort, ogtredive Svigerdøtre hjemførte han til sine Sønner.10. Han var Dommer i Israel i syv År. Så døde Ibzan og blev jordet iBetlehem.
11. Efter ham var Zebuloniten Elon Dommer i Israel. Han var Dommer iIsrael i ti År.12. Så døde Zebuloniten Elon og blev jordet i Ajjalon i ZebulonsLand.
13. Efter ham var Abdon, Hillels Søn, fra Piraton Dommer i Israel.14. Han havde fyrretyve Sønner og tredive Sønnesønner, som red påhalvfjerdsindstyve Æsler. Han var Dommer i Israel i otte År.15. Så døde Abdon, Hillels Søn, fra Piraton og blev jordet i Piratoni Efraims Land på Amalekiterbjerget.
Dommer 13
1. Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENSØjne, og HERREN gav dem i Filisternes Hånd i fyrretyve År.
2. Der levede i Zora en Mand af Daniternes Slægt ved Navn Manoa;hans Hustru var ufrugtbar og havde ingen Børn født.3. Nu viste HERRENs Engel sig for Kvinden og sagde til hende: "Se,du er ufrugtbar og har ingen Børn født; men du skal blivefrugtsommelig og føde en Søn.4. Vogt dig vel for at drikke Vin eller stærk Drik og for at spisenoget som helst urent!5. Thi se, du skal blive frugtsommelig og føde en Søn. Der må ikkekomme Ragekniv på hans Hoved, thi Drengen skal være en GudsNasiræer fra Moders Liv af; og han skal gøre de første Skridttil at frelse Israel af Filisternes Hånd!"
6. Kvinden gik nu hen og sagde til sin Mand: "Der kom en Guds Mandtil mig, og han så ud som en Guds Engel; såre frygtindgydende;jeg spurgte ham ikke, hvor han var fra, og sit Navn gav han migikke til Kende.7. Han sagde til mig: Se, du skal blive frugtsommelig og føde enSøn; drik nu ikke Vin eller stærk Drik og spis intet som helsturent, thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv aftil sin Dødedag!"
8. Da bad Manoa til HERREN og sagde: "Ak, HERRE, lad den Guds Mand,du sendte, atter komme til os for at lære os, hvorledes vi skalbære os ad med den Dreng, der skal fødes!"9. Og Gud bønhørte Manoa; og Guds Engel kom atter til Kvinden,medens hun sad ude på Marken, men Manoa, hendes Mand, var ikkehos hende.10. Da skyndte Kvinden sig hen til sin Mand, fortalte ham det ogsagde til ham: "Se, den Mand, som kom til mig forleden, har vistsig for mig!"11. Manoa stod da op og gik med sin Hustru, og da han kom hen tilManden, sagde han til ham: "Er du den Mand, som talte tilKvinden?" Og han sagde: "Ja!"12. Så sagde Manoa: "Når nu dit Ord går i Opfyldelse, hvorledes skalvi da forholde os og bære os ad med Drengen?"13. HERRENs Engel svarede Manoa: "Alt det, jeg talte om til Kvinden,skal hun vogte sig for;14. intet af, hvad der vokser på Vinstokken, må hun spise; Vin ogstærk Drik må hun ikke drikke, og intet urent må hun spise; alt,hvad jeg bød hende, skal hun overholde!"15. Da sagde Manoa til HERRENs Engel: "Vi vilde gerne holde digtilbage og tillave dig et Gedekid!"16. Men HERRENs Engel svarede Manoa: "Selv om du holder mig tilbage,spiser jeg ikke af din Mad; men vil du ofre et Brændoffer, såbring HERREN det!" Thi Manoa vidste ikke, at det var HERRENsEngel.17. Og Manoa sagde til HERRENs Engel: "Hvad er dit Navn? Når dit Ordgår i Opfyldelse, vil vi ære dig!"18. Men HERRENs Engel svarede: "Hvorfor spørger du om mit Navn? Duskal vide, det er underfuldt."19. Da tog Manoa Gedekiddet og Afgrødeofferet og ofrede det påKlippen til HERREN, ham, som handler underfuldt, og Manoa oghans Hustru så til.20. Og da Flammen slog op imod Himmelen fra Alteret, steg HERRENsEngel op i Alterflammen, medens Manoa og hans Hustru så til; ogde faldt til Jorden på deres Ansigt.21. Og HERRENs Engel viste sig ikke mere for Manoa og hans Hustru.Så forstod Manoa, at det var HERRENs Engel.22. Og Manoa sagde til sin Hustru: "Vi er dødsens, thi vi har setGud!"23. Men hans Hustru sagde til ham: "Havde HERREN i Sinde at dræbeos, havde han ikke modtaget Brændoffer og Afgrødeoffer af vorHånd; heller ikke havde han ladet os se alt det og nu kundgjortos sådanne Ting!"
24. Og Kvinden fødte en Søn, som hun gav Navnet Samson. Drengenvoksede op, og HERREN velsignede ham;25. og HERRENs Ånd begyndte at drive på ham i Dans Lejr mellem Zoraog Esjtaol.
Dommer 14
1. Engang Samson kom ned til Timna, så han en af Filisternes Døtreder.2. Og da han kom tilbage derfra, fortalte han sin Fader og Moderdet og sagde: "Jeg har set en Kvinde i Timna, en af FilisternesDøtre; nu må I hjælpe mig at få hende til Hustru!"3. Hans Fader og Moder svarede ham: "Findes der da ingen Kvindeblandt dine Landsmænds Døtre eller i hele dit Folk, siden du vilgå hen og tage dig en Hustru hos de uomskårne Filistere?" MenSamson svarede sin Fader: "Nej, hende må du hjælpe mig til, thidet er hende, jeg synes om!"4. Hans Fader og Moder forstod ikke, at det kom fra HERREN, somsøgte en Anledning til Strid over for Filisterne. På den Tidhavde Filisterne nemlig Magten over Israel.
5. Samson tog nu med sin Fader og Moder ned til Timna. Da de nåedeVingårdene uden for Timna, se, da kom en ung Løve brølende imodham.6. Så kom HERRENs Ånd over ham, og han sønderrev den med sine bareNæver, som var det et Gedekid; men sin Fader og Moder fortaltehan ikke, hvad han havde gjort.7. Derpå drog han ned og bejlede til Kvinden; thi Samson syntes omhende.8. Da han efter nogen Tids Forløb vendte tilbage for at ægte hende,gik han hen for at se til Løvens Ådsel, og se, da var der enBisværm og Honning i Løvens Krop.9. Han tog da Honningen i sine Hænder og spiste deraf, medens hangik videre; og da han kom til sin Fader og Moder, gav han demnoget deraf, og de spiste; men han sagde dem ikke, at han havdetaget Honningen fra Løvens Krop.
10. Så drog Samson ned til Kvinden; og de holdt Gilde, som de ungehavde for Skik.11. Da de så ham, udvalgte de tredive Brudesvende til at ledsageham.12. Og Samson sagde til dem: "Jeg vil give eder en Gåde at gætte;hvis I i Løbet af de syv Gildedage kan sige mig Løsningen, viljeg give eder tredive Linnedkjortler og tredive Sæt klæder;13. men kan I ikke sige mig den, skal I give mig trediveLinnedkjortler og tredive Sæt klæder!" De svarede: "Sig din Gådefrem og lad os høre den!"14. Da sagde han til dem: "Fra Æderen kom Æde, fra den stærkeSødme!" Men da de tre Dage var omme, havde de ikke kunnet gætteGåden,15. og den fjerde Dag sagde de til Samsons Hustru: "Lok din Mand tilat sige os Løsningen, ellers brænder vi dig og din Faders Husinde! Har I budt os herhen for at tage alting fra os?"16. Da hang Samsons Hustru over ham med Gråd og sagde: "Du hader migjo og elsker mig ikke! Du har givet mine Landsmænd en Gåde atgætte, og mig har du ikke sagt Løsningen!" Han svarede hende:"Jeg har ikke sagt min Fader eller Moder den, og så skulde jegsige dig den!"17. Men hun hang over ham med Gråd, de syv Dage Gildet varede; ogden syvende Dag sagde han hende Løsningen, fordi hun plagedeham. Så sagde hun sine Landsmænd Gådens Løsning;18. og den syvende Dag, før han gik ind i Kammeret, sagde Byens Mændtil ham: "Hvad er sødere end Honning, og hvad er stærkere end enLøve?" Men han svarede dem: "Havde I ikke pløjet med min Kalv,havde I ikke gættet min Gåde!"
19. Da kom HERRENs Ånd over ham, og han drog ned til Askalon, slogtredive Mænd ihjel der, trak deres Tøj af dem og gav Klædernetil dem, der havde sagt Løsningen på Gåden. Og hans Vredeblussede op, og han drog tilbage til sin Faders Hus.20. Men Samsons Hustru blev givet til den Brudesvend, som havdeværet hans Brudefører.
Dommer 15
1. Efter nogen Tids Forløb, i Hvedehøstens Tid, besøgte Samson sinHustru og havde et Gedekid med, og han sagde: "Lad mig gå ind iKammeret til min Hustru!" Men hendes Fader tillod ham det ikke,2. men sagde: "Jeg tænkte for vist, at du havde fået Uvilje modhende, derfor gav jeg hende til ham, der var din Brudesvend; menhendes yngre Søster er smukkere end hun, lad hende blive dinHustru i Søsterens Sted!"3. Da sagde Samson til dem: "Denne Gang er jeg sagesløs over forFilisterne, når jeg gør dem Fortræd!"4. Så gik Samson hen og fangede 300 Ræve; derpå tog han Fakler,bandt Halerne sammen to og to og fastgjorde en Fakkel midtimellem;5. så tændte han Faklerne, slap Rævene løs i Filisternes Korn ogstak Ild både på Negene og Kornet på Roden, også på Vingårde ogOliventræer.6. Da Filisterne spurgte, hvem der havde gjort det, blev der sagt:"Det bar Samson, Timnitens Svigersøn, fordi han tog hans Hustruog gav hende til hans Brudesvend." Da gik Filisterne op ogbrændte hende og hendes Faders Hus inde.7. Men Samson sagde til dem: "Når I bærer eder således ad, underjeg mig ikke Ro, før jeg får hævnet mig på eder!"8. Så slog han dem sønder og sammen med vældige Slag, og derpå steghan ned i Fjeldkløften ved Etam og tog Ophold der.
9. Filisterne drog nu op og slog Lejr i Juda og spredte sig vedLehi.10. Da sagde Judas Mænd: "Hvorfor er I draget op imod os?" Og desvarede: "Vi er draget herop for at binde Samson og handle modham,som han har handlet mod os!"11. Så steg 3000 Mand fra Juda ned til Fjeldkløften ved Etam ogsagde til Samson: "Ved du ikke, at Filisterne har Magten overos? Hvad er det dog, du har voldt os?." Han svarede dem: "Somde har handlet mod mig, har jeg handlet mod dem!"12. Men de sagde til ham: "Vi er kommet ned for at binde dig ogovergive dig til Filisterne!" Da sagde Samson til dem: "Sværgmig til, at I ikke vil slå mig ihjel!"13. De svarede ham: "Nej, vi vil Kun binde dig og overgive dig tildem; slå dig ihjel vil vi ikke!" Så bandt de ham med to nye Rebog førte ham op af Fjeldkløften.14. Men da han kom til Lehi, og Filisterne hilste hans Komme medJubelråb, kom HERRENs Ånd over ham, og Rebene om hans Arme blevsom svedne Sytråde, og hans Bånd faldt skørnet af hans Hænder.15. Og da han fik Øje på en frisk Æselkæbe, rakte han sin Hånd ud,greb den og huggede 1000 Mand ned med den.16. Da sagde Samson: "Med en Æselkæbe har jeg flået dem sønder ogsammen, med en Æselkæbe har jeg fældet 1000 Mand!"17. Med disse Ord kastede han Kæbebenet fra sig, og derfor kaldteman Stedet Ramat Lehi.18. Og da han var meget tørstig, råbte han til HERREN og sagde: "Veddin Tjeners Hånd har du skaffet os denne vældige Sejr, skal jegda nu dø af Tørst og falde i de uomskårnes Hånd?"19. Da åbnede Gud Lavningen i Lehi, og der vældede Vand frem deraf;og da han havde drukket, fik han sin Livskraft igen. Derforkaldte man denne Kilde En Hakkore; den findes i Lehi endnu denDag i Dag.
20. Han var Dommer i Israel i Filistertiden i tyve År.
Dommer 16
1. Samson drog så til Gaza. Der så han en Skøge og gik ind tilhende.2. Da det spurgtes blandt Folkene i Gaza, at Samson var kommetderhen, gik de hen og lagde sig på Lur efter ham ved Byporten;men de holdt sig rolige Natten over, idet de sagde: "Vi vilvente, til det bliver lyst; så slår vi ham ihjel!"3. Samson blev liggende den halve Nat, men ved Midnatstide stod hanop, greb fat i Byportens to Fløje og begge Portstolper, rykkededem op tillige med Portslåen, tog dem på Skuldrene og bar dem oppå Toppen af Bjerget over for Hebron.
4. Siden fik han Kærlighed til en Kvinde ved Navn Dalila iSorekdalen.5. Da kom Filisternes Fyrster til hende og sagde til hende: "Se atlokke ud af ham, hvad det er, der giver ham hans vældigeKræfter, og hvorledes vi kan få Bugt med ham, så vi kan binde ogkue ham, så vil vi hver give dig 1100 Sekel Sølv!"6. Dalila sagde da til Samson: "Sig mig dog, hvad det er, der giverdig dine vældige Kræfter, og hvorledes man kan binde og kuedig!"7. Samson svarede hende: "Hvis man binder mig med syv friskeStrenge, som ikke er blevet tørre, bliver jeg svag som ethvertandet Menneske."8. Filisternes Fyrster bragte hende da syv friske Strenge, der ikkevar blevet tørre, og med dem bandt hun ham;9. samtidig havde hun Folk liggende på Lur i Kammeret. Da sagde huntil ham: "Filisterne er over dig, Samson!" Men han rev Strengeneover, og de brast som Blårgarn, der kommer Ild for nær; oghvorledes det hang sammen med hans Kræfter, kom ikke for Dagen.10. Da sagde Dalila til Samson: "Se, du har narret mig og løjet formig; sig mig dog, hvorledes man kan binde dig!"11. Han svarede hende: "Hvis man binder mig med nye Reb, som aldrighar været brug til noget, bliver jeg svag som ethvert andetMenneske!"12. Da tog Dalila nye Reb og bandt ham. Så sagde hun til ham:"Filisterne er over dig, Samson!" Samtidig lå der Folk på Lur iKammeret. Men han flåede Rebene af sine Arme, som var det Tråde.13. Da sagde Dalila til Samson: "Hidtil har du narret mig og løjetfor mig; sig mig dog, hvorledes man kan binde dig!" Han svaredehende: "Hvis du væver mine syv Hovedlokker ind i Rendegarnet ogslår dem fast med Slagelen, bliver jeg svag som ethvert andetMenneske."14. Så dyssede hun ham i Søvn og vævede hans syv Hovedlokker ind iRendegarnet og slog dem fast med Slagelen. Og hun sagde til ham:"Filisterne er over dig, Samson!" Så vågnede han og rykkedeVæven op sammen med Rendegarnet.15. Da sagde hun til ham: "Hvor kan du sige, du elsker mig, når duingen Fortrolighed har til mig? Tre Gange har du nu narret migog ikke sagt mig, hvad det er, der giver dig dine vældigeKræfter!"16. Da hun således stadig pinte og plagede ham med sine Ord, blevhans Sjæl træt til Døden,17. og han talte rent ud og sagde til hende: "Ingen Ragekniv erkommet på mit Hoved, thi jeg har fra Moders Liv af været en GudsNasiræer; hvis mit Hår rages af, mister jeg mine Kræfter ogbliver svag som alle andre Mennesker."
18. Da nu Dalila skønnede, at han havde talt rent ud til hende,sendte hun Bud efter Filisternes Fyrster og lod sige: "Kom nuherop, thi han har talt rent ud til mig!" Og Filisternes Fyrsterkom op til hende og bragte Pengene med.19. Så dyssede hun ham i Søvn imellem sine Knæ og kaldte på en Mand,som ragede hans syv Hovedlokker af. Da blev han svagere ogsvagere, og Kræfterne veg fra ham.20. Derpå sagde hun: Filisterne er over dig, Samson!" Da vågnede hanog tænkte: "Jeg skal nok slippe fra det ligesom de andre Gangeog ryste det af mig!" Men han vidste ikke, at HERREN var vegetfra ham.21. Da greb Filisterne ham og stak Øjnene ud på ham; derpå bragte deham ned til Gaza og lagde ham i Kobberlænker; og han måtte drejeKværnen i Fangehuset.22. Men hans Hovedhår begyndte at vokse igen, efter at det var ragetaf.
23. Filisternes Fyrster samledes nu for at holde en stor Offerfesttil Ære for deres Gud Dagon og for at fornøje sig; og de sagde:"Vor Gud gav os i Hænde Samson, vor Fjende!"25. Da de nu var kommet i godt Lune, sagde de: "Hent Samson, at vikan more os over ham!" De lod da Samson hente fra Fangehuset, ogde morede sig over ham. De stillede ham op ved Søjlerne;24. Og da Folket så ham, priste de deres Gud og råbte: "Vor Gud gavos i Hænde Samson, vor Fjende, ham, som vort Land monne skænde,på manges Liv gjorde Ende!"26. Da sagde Samson til den unge Mand, som holdt ham i Hånden: "Slipmig og lad mig røre ved Søjlerne, som bærer Hallen, så jeg kanlæne mig til dem!".27. Hallen var fuld af Mænd og Kvinder; der var alle FilisternesFyrster, og på Taget var der henved 3000 Mænd og Kvinder, som såtil, medens de morede sig over Samson.28. Da råbte Samson til HERREN og sagde: "Herre, HERRE, kom mig i Huog giv mig Kraft, o Gud, kun denne ene Gang, så jeg kan hævnemig på Filisterne for begge mine Øjne på een Gang!"29. Så greb Samson om de to Midtersøjler, som bar Hallen, ogstemmede sig imod den ene med højre og imod den anden medvenstre Hånd.30. Og Samson sagde: "Lad mig dø sammen med Filisterne!" Derpåbøjede han sig med sådan Kraft, at Hallen styrtede sammen overFyrsterne og alle Folkene derinde. Således dræbte han ved sinDød flere, end han havde dræbt i levende Live.31. Men hans Brødre og hele hans Faders Hus drog ned og tog ham,bragte ham op og lagde ham i hans Fader Manoas Grav mellem Zoraog Esjtaol. Han var Dommer i Israel i tyve År.
Dommer 17
1. I Efraims Bjerge levede en Mand, som hed Mika.2. Han sagde til sin Moder: "De 1100 Sekel Sølv, du har mistet, ogfor hvis Skyld du udtalte en Forbandelse, som jeg selv hørte,se, de Penge er hos mig; jeg har taget dem, men nu vil jeg givedig dem tilbage." Da sagde hans Moder: "HERREN velsigne dig,min Søn!"3. Så gav han sin Moder de 1100 Sekel Sølv tilbage; og Moderensagde: "Disse Penge helliger jeg HERREN og giver min Søn, for athan kan lave et udskåret og støbt Billede."4. Så gav han sin Moder Pengene tilbage; og Moderen tog 200 SekelSølv deraf og gav dem til Guldsmeden, som lavede et udskåret ogstøbt Billede deraf, og det fik sin Plads i Mikas Hus.5. Manden Mika havde et Gudshus, og han lavede sig en Efod og enHusgud og indsatte en af sine Sønner til sin Præst.6. I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad hanfandt for godt.
7. Nu var der i Betlehem i Juda en ung Mand af Judas Slægt; han varLevit og boede der som fremmed.8. Denne Mand forlod sin By Betlehem i Juda for at slå sig ned somfremmed, hvor det kunde træffe sig, og på sin Vandring kom hantil Mikas Hus i Efraims Bjerge.9. Da spurgte Mika ham: "Hvorfra kommer du?" Han svarede: "Jeg erLevit og har hjemme i Betlehem i Juda, og jeg er på Vandring forat slå mig ned som fremmed, hvor det kan træffe sig."10. Da sagde Mika til ham: "Tag Ophold hos mig og bliv min Fader ogPræst; jeg vil give dig ti Sekel Sølv om Året og holde dig medKlæder og give dig Kosten!"11. Så gik Leviten ind på at tage Ophold hos Manden, og den ungeMand var ham som en af hans egne Sønner.12. Mika indsatte så Leviten, og den unge Mand blev Præst hos ham ogtog Ophold i Mikas Hus.13. Da sagde Mika: "Nu ved jeg, at HERREN vil gøre vel imod mig,siden jeg har fået en Levit til Præst!"
Dommer 18
1. I de Dage var der ingen Konge i Israel, og i de Dage varDaniternes Stamme i Færd med at søge sig en Arvelod, hvor dekunde bo, thi hidindtil var der ikke tilfaldet dem nogen Arvelodblandt Israels Stammer.2. Daniterne udtog da af deres Slægt fem stærke Mænd fra Zora ogEsjtaol og udsendte dem for at udspejde og undersøge Landet, ogde sagde til dem: "Drag hen og undersøg Landet!" De kom da tilMikas Hus i Efraims Bjerge og overnattede der.3. Da de kom i Nærheden af Mikas Hus og kendte den unge LevitsStemme, tog de derind og spurgte ham: "Hvem har ført dig herhen,hvad tager du dig for på dette Sted, og hvorfor er du her?"4. Han svarede dem: "Det og det har Mika gjort for mig; han harlejet mig til Præst."5. Da sagde de til ham: "Adspørg da Gud, at vi kan få at vide, omvor Færd skal lykkes!"6. Præsten sagde da til dem: "Far med Fred, HERREN våger over edersFærd!"7. Så drog de fem Mænd videre og kom til Lajisj; og de så, at Byenlevede trygt på Zidoniernes Vis, at Folket der levede sorgløstog trygt og ikke manglede nogen Verdens Ting, men var rigt, ogat de boede langt fra Zidonierne og intet havde med Aramæerne atgøre.8. Da de kom tilbage til deres Brødre i Zora og Esjtaol, spurgtedisse dem: "Hvad har I at melde?"9. De svarede: "Kom, lad os drage op til Lajisj, thi vi har setLandet, og se, det er såre godt! Hvorfor holder I ederuvirksomme? Nøl ikke med at drage hen og underlægge eder Landet!10. Thi Gud bar givet det i eders Hånd et Sted, hvor der ikke erMangel på nogen Verdens Ting! Når l kommer derhen, kommer I tilet Folk, der lever i Tryghed, og det er et vidtstrakt Land!"
11. Så brød 600 væbnede Mænd af Daniternes Slægt op fra Zora ogEsjtaol,12. og de drog op og slog Lejr i Kirjat Jearim i Juda; derfor kalderman endnu den Dag i Dag dette Sted hans Lejr; det ligger vestenfor Kirjat Jearim.13. Derfra drog de over til Efraims Bjerge; og da de kom til MikasHus,14. tog de fem Mænd, der havde været henne at udspejde Landet, tilOrde og sagde til deres Brødre: "Ved I, at der i Husene herfindes en Efod, en Husgud og et udskåret og støbt Billede? Såindser I vel, hvad I har at gøre!"15. De begav sig derhen og kom til den unge Levits Hus, Mikas Hus,og hilste på ham,16. medens de 600 væbnede danitiske Mænd stod ved Porten.17. Og de fem Mænd, der havde været henne at udspejde Landet, gik opog tog det udskårne og støbte Billede, Efoden og Husguden,medens Præsten og de 600 væbnede Mænd stod ved Porten.18. Hine gik ind i Mikas Hus og tog det udskårne og støbte Billede,Efoden og Husguden. Præsten sagde til dem: "Hvad er det, I gør?"19. Og de svarede ham: "Stille, læg Fingeren på Munden og følg medos og bliv vor Fader og Præst! Hvad båder dig vel bedst, at værePræst for een Mands Hus eller for en Stamme og Slægt i Israel?"20. Da blev Præsten glad, tog Efoden, Husguden og Gudebilledet ogsluttede sig til Krigsfolkene.21. Derpå vendte de om og drog bort, idet de stillede Kvinderne ogBørnene, Kvæget og Trosset forrest i Toget.
22. Da de var kommet et Stykke fra Mikas Hus, stævnedes Mændene i deHuse, der lå ved Mikas Hus, sammen, og de indhentede Daniterne.23. Da de råbte efter Daniterne, vendte disse sig om og sagde tilMika: "Hvad er der i Vejen, siden du har kaldt Folk til Hjælp?"24. Han svarede: "I har taget min Gud, som jeg havde lavet mig,tillige med Præsten og er rejst eders Vej! Hvad har jeg nutilbage? Hvor kan I spørge mig, hvad der er i Vejen?"25. Men Daniterne svarede ham: "Lad os ikke høre et Ord mere fradig, ellers kunde det hænde, at nogle Mænd, som er bitre i Hu,faldt over eder, og at du satte både dit eget og dine HusfolksLiv på Spil!"26. Dermed drog Daniterne deres Vej, og da Mika så, at de var hamfor stærke, vendte han om og begav sig tilbage til sit Hus.