27. De tog så Guden, som Mika havde lavet, tillige med hans Præst ogdrog mod Lajisj, mod et Folk, der levede sorgløst og trygt,huggede dem ned med Sværdet og stak Ild på Byen,28. uden at nogen kunde komme den til Hjælp, thi den lå langt fraZidon, og de havde intet med Aramæerne at gøre. Den ligger i BetRehobs Dal. Så byggede de Byen op igen og bosatte sig der;29. og de gav den Navnet Dan efter deres Stamfader Dan, Israels Søn;men før var Byens Navn Lajisj.30. Derpå stillede Daniterne Gudebilledet op hos sig; og Jonatan, enSøn af Moses's Søn Gersom, og hans Efterkommere var Præster forDaniternes Stamme, indtil Landets Indbyggere førtes iLandflygtighed.31. Og det Gudebillede, Mika havde lavet sig, stillede de op hossig, og det stod der, al den Tid Guds Hus var i Silo.
Dommer 19
1. I de Dage, da der ingen Konge var i Israel, var der en Mand, enLevit, der boede som fremmed i Udkanten af Efraims Bjerge. Hantog sig en Kvinde fra Betlehem i Juda til Medhustu.2. Men Medhustruen blev vred på ham, forlod ham og tog til sinFaders Hus i Betlehem i Juda. Da hun havde været der en fireMåneders Tid,3. drog hendes Mand af Sted efter hende for at overtale hende tilat vende tilbage. Han havde sin Tjener og et Par Æsler med. Dahan kom til hendes Faders Hus, fik den unge Kvindes Fader Øje påham og kom ham glad i Møde;4. og hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, holdt på ham, så athan blev hos ham i tre Dage; og de spiste og drak og overnattededer.5. Tidligt om Morgenen den fjerde Dag gjorde han sig rede til atdrage bort; men den unge Kvindes Fader sagde til sin Svigersøn:"Styrk dig først med en Bid Brød, så kan I siden drage bort!"6. De blev da og spiste og drak begge to sammen, og den ungeKvindes Fader sagde til Manden: "Bestem dig til at blive Nattenover og gør dig til gode!"7. Men Manden gjorde sig rede til at drage bort. Da nødte hansSvigerfader ham, så han atter overnattede der.8. Tidligt om Morgenen den femte Dag vilde han drage bort, men denunge Kvindes Fader sagde til ham: "Styrk dig først!" De ventededa, til Dagen hældede, og spiste og drak begge to.9. Så gjorde Manden sig rede til at drage bort med sin Medhustru ogsin Tjener. Men hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, sagdetil ham: "Se, det lider mod Aften, overnat dog her; se, Dagenhælder, bliv dog her i Nat og gør dig til gode, så kan I iMorgen tidlig begive eder på Vej og du drage til dit Hjem!"10. Men Manden vilde ikke blive Natten over; han begav sig på Vej ogkom ud for Jebus, det er Jerusalem, fulgt af sine to belæssedeÆsler, sin Medhustru og sin Tjener.
11. Da de var i Nærheden af Jebus og Dagen hældede stærkt, sagdeTjeneren til sin Herre: "Kom, lad os tage ind her i JebusiternesBy og blive der Natten over!"12. Men hans Herre svarede: "Vi vil ikke tage ind i en By, der ejesaf fremmede, som ikke hører til Israelitterne, men vi vil dragevidere til Gibea!"13. Og han sagde til sin Tjener: "Kom, lad os tage hen til et af deandre Steder og overnatte i Gibea eller Rama!"14. De drog så videre, og Solen gik ned, som de var ved Gibea iBenjamin.15. Så bøjede de af i den Retning for at nå til Gibea og overnatteder. Da han var kommet derind, Blev han på Byens Torv; men dervar ingen, som bød dem ind i sit Hus for Natten.16. Så kom der om Aftenen en gammel Mand fra sit Arbejde på Marken,og Manden var fra Efraims Bjerge og boede som fremmed i Gibea,medens Stedets Indbyggere var Benjaminiter;17. og da den gamle Mand så op og fik Øje på den vejfarende Mand påByens Torv, spurgte han: "Hvorhen gælder Rejsen, og hvorfrakommer du?"18. Han svarede ham: "Vi er på Rejse fra Betlehem i Juda tilUdkanten af Efraims Bjerge, hvor jeg har hjemme; jeg har været iBetlehem i Juda og er nu på Vejen hjem; men der er ingen, sombyder mig ind i sit Hus,19. skønt jeg har både Strå og Foder til vore Æsler og Brød og Vintil mig selv, din Trælkvinde og din Træls Tjener; vi manglerintet!"20. Da sagde den gamle Mand: "Vær velkommen! Lad kun alt, hvad dutrænger til, være min Sag; men på Torvet må du ikke overnatte!"21. Så førte han ham ind i sit Hus og sørgede for Foder til Æslerne;og da de havde tvættet deres Fødder, spiste de og drak.
22. Men medens de gjorde sig til gode, se, da omringede Mændene iByen, Niddinger som de var, Huset og hamrede på Døren og råbtetil den gamle Mand, Husets Ejer: "Før Manden, som er taget ind idit Hus, herud, så at vi kan stille vor Lyst på ham!"23. Men Manden, der ejede Huset, gik ud til dem og sagde til dem:"Nej, mine Brødre, gør dog ikke noget ondt! Når denne Mand ertaget ind i mit Hus, må I ikke øve sådan en Skændselsdåd!24. Se, her er min Datter, som er Jomfru; hende fører jeg herud, såkan I skænde hende og handle med hende, som I finder for godt!Men mod denne Mand må I ikke øve sådan en Skændselsdåd!"25. Men Mændene vilde ikke høre ham. Så greb Manden sin Medhustru ogførte hende ud på Gaden til dem, og de stillede deres Lyst påhende og mishandlede hende Natten igennem til om Morgenen; førstda Morgenen gryede, slap de hende.26. Ved Morgenens Frembrud kom Kvinden og faldt sammen ved Indgangentil den Mands Hus, hvor hendes Herre var, og lå der, til detblev lyst.27. Og da hendes Herre om Morgenen lukkede Husets Dør op og gjordesig rede til at drage videre, se, da lå Kvinden, hans Medhustru,ved Indgangen til Huset med Hænderne på Tærskelen.28. Han sagde da til hende: "Rejs dig og lad os komme af Sted!" Mender kom intet Svar. Så løftede han hende op på Æselet og rejstetil sit Hjem.29. Men da han kom hjem, greb han en Kniv, tog sin Medhustru, skarhende i tolv Stykker, Ledemod for Ledemod, og sendte Stykkernerundt i hele Israels Land;30. og han gav de Mænd, han udsendte, den Befaling: "Således skal Isige til alle Israels Mænd: Er sligt hidtil hændet, sidenIsraelitterne drog op fra Ægypten? Overvej Sagen, hold Råd ogsig eders Mening!" Og enhver, som så det, sagde: "Sligt er ikkehidtil hændet eller set, siden Israelitterne drog op fraÆgypten!"
Dommer 20
1. Da rykkende alle Israelitterne ud, og Menigheden samledes someen Mand fra Dan til Be'ersjeba for HERREN i Mizpa; også fraGileads Land kom de.2. Alle Folkets Støtter, alle Israels Stammer indfandt sig i GudsFolks Forsamling, 400000 Mand Fodfolk, væbnet med Sværd.3. Benjaminiterne hørte, at Israelitterne var draget op til Mizpa.Og Israelitterne sagde: "Fortæl dog, hvorledes denne Misgerninggik for sig!"4. Da tog Manden, Leviten, den myrdede Kvindes Mand, til Orde ogsagde: "Jeg og min Medhustru kom til Gibea i Benjamin for atovernatte der.5. Så rejste Gibeas Borgere sig imod mig og omringede mig om Natteni Huset; mig vilde de dræbe, og min Medhustru skændede de, så athun døde.6. Da tog jeg min Medhustru, skar hende i Stykker og sendteStykkerne rundt i hele Israels Arvelods Område, fordi de havdebegået grov Utugt og Skændselsdåd i Israel!7. Nu er I her, alle Israelitter, sig nu eders Mening og kom mededers Råd!"8. Da rejste hele Folket sig som een Mand og sagde: "Ingen af osvil vende hjem, ingen af os vil begive sig til sit Hus!9. Men således vil vi handle med Gibea: Vi vil drage op imod detefter Lodkastning,10. og vi vil udtage ti Mænd af hundrede af alle Israels Stammer,hundrede af tusind og tusind af titusind til at hente Fødemidlertil Folket, til dem, som er kommet for fuldt ud at gengældeGibea i Benjamin den Skændselsdåd, de har øvet i Israel!"
11. Derpå samlede alle Israels Mænd sig mod Byen, alle som een.12. Og Israels Stammer sendte Mænd ud i hele Benjamins Stamme og lodsige: "Hvad er det for en Misgerning, der er sket hos eder?13. Udlever nu Mændene i Gibea, de Niddinger, for at vi kan dræbedem og skaffe Misgerningen bort fra Israel!" Men Benjaminiternevilde ikke høre deres Brødre Israelitternes Ord.14. Og Benjaminiterne stævnede sammen fra deres Byer til Gibea forat drage i Kamp mod Israelitterne.15. Da Benjaminiterne fra Byerne mønstredes den bag, udgjorde de25000 våbenføre Mænd, foruden dem af Gibeas Indbyggere, dermønstredes, 700 udsøgte Krigere;16. af alle disse Krigsfolk var 700 udvalgte Krigere kejthåndede; dekunde alle slynge med Sten, så de ramte på et Hår uden at fejle.17. Da Israels Mænd mønstredes, fraregnet Benjamin, udgjorde de400000 våbenføre Mænd, der alle var Krigere.
18. De brød så op og drog til Betel og rådspurgte Gud; ogIsraelitterne sagde: "Hvem af os skal først drage i Kamp modBenjaminiterne?" HERREN svarede: "Det skal Juda!"19. Så brød Israelitterne op om Morgenen og slog Lejr uden forGibea.20. Og Israels Mænd rykkede ud til Kamp imod Benjamin, og IsraelsMænd stillede sig op til Kamp imod dem for at angribe Gibea.21. Men Benjaminiterne gjorde Udfald fra Gibea og fældede den Dag22000 Mand af Israel.23. Da drog Israelitterne op til Betel og græd lige til Aften forHERRENs Åsyn; og de adspurgte HERREN: "Skal jeg atter tageKampen op med min Broder Benjamins Sønner?" Og HERREN svarede:"Drag op imod ham!"22. Folket, Israels Mænd, tog sig da sammen og stillede sig atter optil Kamp på samme Sted som den første Dag;24. og Israelitterne rykkede Benjaminiterne på nært Hold den andenDag.25. Men Benjaminiterne gjorde Udfald fra Gibea for at møde dem denanden Dag, og de fældede yderligere 18000 Mand af Israelitterne,alle sammen våbenføre Mænd.26. Så drog alle Israelitterne, hele Folket, op til Betel; og degræd og sad der for HERRENs Åsyn og fastede den Dag lige tilAften, og de ofrede Brændofre og Takofre for HERRENs Åsyn.27. Derpå rådspurgte Israelitterne HERREN i de Dage var Guds PagtsArk der,28. og Pinehas, en Søn af Arons Søn Eleazar, gjorde i de DageTjeneste ved den - og de sagde: "Skal jeg atter drage i Kamp modmin Broder Benjamins Sønner eller lade være?" HERREN svarede:"Drag i Kamp, thi i Morgen giver jeg ham i din Hånd!"
29. Israelitterne lagde nu Baghold rundt om Gibea.30. Og Israelitterne drog op mod Benjaminiterne på den tredje Dag ogstillede sig op til Angreb på Gibea ligesom de tidligere Gange.31. Da nu Benjaminiterne gjorde Udfald mod Hæren, blev de afskåretfra Byen og lokket ud på Vejene til Betel og Gibeon; til atbegynde med huggede de nogle al Folkene ned på åben Mark ligesomde tidligere Gange, omtrent tredive Mand af Israel,32. og Benjaminiterne tænkte nu: "Vi har slået dem ligesom før!"Men Israelitterne sagde: Lad os flygte og således afskære demfra Byen og lokke dem ud på Vejene!"33. Så brød alle Israels Mænd op fra deres Plads og stillede sig optil Kamp i Ba'al-Tamar, medens Bagholdet brød op fra sin Pladsvesten for Geba.34. Nu rykkede 10000 Mand, udvalgte Folk af hele Israel, frem forGibea, og Kampen blev hård; men de vidste ikke, at Ulykken varved at ramme dem.35. Så slog HERREN Benjamin foran Israel, og Israelitterne fældededen Dag 25100 Mand af Benjamin, alle våbenføre Mænd;36. da indså Benjaminiterne, at de var slagne. Israelitterne traksig tilbage for Benjamin, idet de stolede på Bagholdet, de havdelagt mod Gibea;37. og Bagholdet kastede sig i en Fart over Gibea og drog frem oghuggede hele Byens Befolkning ned med Sværdet.
38. Der var truffet den Aftale mellem Israels Mænd og Bagholdet, atde skulde lade en Røgsøjle stige op fra Byen.39. Da Israels Mænd vendte om i Kampen, huggede Benjamin til atbegynde med henved tredive af Israels Mænd ned, thi de tænkte:"Visselig, vi har slået dem ligesom i den forrige Kamp."40. Da nu Søjlen, Røgstøtten, begyndte at stige op fra Byen, vendteBenjamin sig om, og se, Røgen slog op mod Himmelen fra heleByen,41. og samtidig vendte Israels Mænd om fra Flugten. Da blevBenjamins Mænd forfærdede, thi de indså, at Ulykken havde ramtdem;42. og de gjorde omkring for Israels Mænd og flygtede ad Ørkenentil.Men Kampen fortsattes i Hælene på dem. Og de fra Byernehuggede ned for Fode iblandt dem;43. de omringede Benjaminiterne og forfulgte dem, til de havde Gebaforan sig mod Øst.44. Af Benjamin faldt 18000 Mand, lutter dygtige Krigere.45. De gjorde omkring og flygtede og deres Forfølgere gjorde påVejene en Efterhøst på 5000 Mand: de forfulgte dem skarpt, tilde fik dem tilintetgjort, og huggede 2000 Mand ned af dem.46. De, der faldt af Benjamin den Dag, var således i alt 25000våbenføre Mænd, alle tapre Folk.47. De gjorde omkring og flygtede ud i Ørkenen til Rimmons Klippe,600 Mand stærke, og blev der i fire Måneder.48. Men Israels Mænd vendte tilbage til Benjaminiterne og huggededem ned med Sværdet, både Mennesker og Kvæg, overhovedet alt.hvad der var, og desuden stak de Ild på alle Byerne der.
Dommer 21
1. Men Israels Mænd havde i Mizpa aflagt den Ed: "Ingen af os vilgive en Benjaminit sin Datter til Ægte!"2. Da nu Folket var kommet til Betel, sad de der lige til Aften forGuds Åsyn og opløftede deres Røst, græd heftigt3. og sagde: "Hvorfor, HERRE, Israels Gud, er dog dette hændet iIsrael, så at vi i Dag må savne en Stamme af Israel?"4. Tidligt næste Morgen byggede Folket et Alter der og ofredeBrændofre og Takofre.5. Derpå sagde Israelitterne: "Hvem blandt alle Israels Stammerundlod at drage op med Forsamlingen til HERREN?" Der var nemligsvoret en dyr Ed på, at enhver, der undlod at drage op tilHERREN i Mizpa, skulde dø.6. Men nu gjorde det Israelitterne ondt for deres Broder Benjamin,og de sagde: "I Dag er en Stamme hugget af Israel!7. Hvad skal vi gøre for dem, der er tilbage, for at skaffe demHustruer, eftersom vi har svoret ved HERREN, at vi ikke vil givedem nogen af vore Døtre fil Ægte?"8. Så spurgte de: "Er der måske en af Israels Stammer, der undlodat drage op til HERREN i Mizpa?" Og se, der var ingen kommet tilLejren, til Forsamlingen, fra Jabesj i Gilead.
9. Så blev Folket mønstret, og se, der var ingen af Indbyggerne fraJabesj i Gilead.
10. Da sendte Menigheden 12000 Mand af de tapreste Folk derhen medden Befaling: "Drag hen og hug Indbyggerne i Jabesj i Gilead nedmed Sværdet tillige med deres Kvinder og Børn.11. Således skal I bære eder ad: Alle af Mandkøn og alle Kvinder,der har haft Omgang med Mænd, skal I lægge Band på!"12. De fandt så hos Indbyggerne i Jabesj i Gilead 400 unge Piger,der var Jomfruer og ikke havde haft Omgang med nogen Mand, ogdem førte de til Lejren i Silo i Kana'ans Land.13. Derpå sendte hele Menigheden Sendebud hen for af underhandle medBenjaminiterne, der befandt sig på Rimmons Klippe, og tilbydedem Fred.14. På det Tidspunkt vendte Benjaminiterne så tilbage, og de gav demde Kvinder fra Jabesj i Gilead, som man havde ladet i Live. Mende var ikke nok til dem.
15. Da gjorde det Folket ondt for Benjamin, fordi HERREN havde gjortet Skår i Israels Stammer.16. Og Menighedens Ældste sagde: "Hvad skal vi gøre for dem, der ertilbage, for at skaffe dem Hustruer, eftersom alle Kvinder iBenjamin er udryddet?"17. Og de sagde: "Hvorledes kan der reddes en Rest af Benjamin, såat ikke en Stamme i Israel går til Grunde?18. Vi kan jo ikke give dem nogen af vore Døtre til Ægte!"Israelitterne havde nemlig svoret og sagt: "Forbandet være den,som giver Benjaminiterne en Hustru!"19. Da sagde de: "Se, HERRENs Højtid fejres jo hvert År i Silo!"Det ligger norden for Betel, østen for Vejen, der fører op fraBetel til Sikem, og sønden for Lebona.20. Og de bød Benjaminiterne: "Gå hen og læg eder på Lur iVingårdene!21. Se så nøje til, og når de unge Kvinder fra Silo kommer ud for atopføre deres Danse, skal I komme frem af Vingårdene og røve hversin Hustru af de unge Kvinder fra Silo og så drage hjem tilBenjamins Land!22. Når så deres Fædre eller Brødre kommer for at gå i Rette mededer, skal I sige til dem: Skån os, thi vi fik os ikke alle enHustru i Krigen! Det er jo ikke eder, der har givet os dem; i såFald vilde I have forbrudt eder!"23. Det gjorde Benjaminiterne da, og de tog sig Hustruer af dedansende Kvinder, som de røvede, een til hver; derpå vendte detilbage til deres Arvelod, opbyggede deres Byer og boede i dem.24. Og samtidig drog Israelitterne derfra, hver til sin Stamme ogSlægt, og de gik derfra hver til sin Arvelod,
25. I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han fandt for godt.
Rut
Rut 1
1. I Dommernes Dage blev der engang Hungersnød i Landet. Da drog enMand fra Betlehem i Juda til Moabiternes Land for at bo der somfremmed med sin Hustru og sine to Sønner.2. Manden bed Elimelek, hans Hustru No'omi og hans to Sønner Malonog Hiljon, Efratiter fra Betlehem i Juda, og de kom tilMoabiternes Land og opholdt sig der.3. Så døde Elimelek, No'omis Mand, og hun sad tilbage med sine toSønner.4. De tog sig moabitiske Hustruer; den ene hed Orpa, den andenRut. Men da de havde boet der en halv Snes År,5. døde også de to, Malon og Kiljon, så at Kvinden sad alenetilbage efter sine to Sønner og sin Mand.6. Da brød hun op med sine Sønnekoner for at vende hjem fraMoabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, atHERREN havde set til sit Folk og givet dem Brød.
7. Så drog hun sammen med sine to Sønnekoner bort fra det Sted,hvor hun havde opholdt sig, men på Hjemvejen til Judas Land8. sagde No'omi til sine to Sønnekoner: "Vend nu tilbage hver tilsin Moders Hus! HERREN være barmhjertig imod eder, som I harværet imod de døde og mig;9. HERREN give eder, at I må finde Ro, hver i sin Mands Hus!" Oghun kyssede dem. Men de gav sig til at græde højt10. og sagde til hende: "Nej! vi vil følge dig hjem til dit Folk!"11. Men No'omi sagde: "Vend tilbage, mine Døtre! Hvorfor vil I dragemed mig? Bærer jeg endnu Sønner i mit Skød, som kan blive edersMænd?12. Vend tilbage, mine Døtre, gå nu hjem, thi jeg er for gammel tilat blive en Mands Hustru. Og selv om jeg tænkte, at jeg endnuhavde Håb, selv om jeg endnu i Nat tilhørte en Mand og virkeligfødte Sønner,13. skulde I så derfor vente, til de blev voksne? Skulde I derforstænge eder inde og leve ugifte? Nej, mine Døtre, det gør migsåre ondt for eder, thi mig har HERRENs Hånd ramt!"14. De gav sig da igen til at græde højt, og Orpa kyssede sinSvigermoder, men Rut klyngede sig til hende.15. Da sagde hun: "Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folkog sin Gud; vend du også tilbage og følg din Svigerinde!"16. Men Rut svarede: "Nød mig ikke til at forlade dig og vendetilbage! Nej, hvor du går hen, der vil jeg gå hen, og hvor dutager Bolig, der vil jeg tage Bolig; dit Folk skal være mitFolk, og din Gud skal være min Gud;17. hvor du dør, der vil jeg dø, og der vil jeg jordes. HERREN rammemig både med det ene og det andet: Kun Døden skal skille os ad!"18. Da No'omi så, at det var hendes faste Vilje at drage medhende. holdt hun op at tale til hende derom,19. og de drog da videre sammen, indtil de kom til Betlehem. Men dade kom til Betlehem, blev der Røre i hele Byen, og Kvindernesagde: "Er det No'omi?"20. Men hun sagde til dem: "Kald mig ikke No'omi; kald mig Mara",thi den Almægtige har voldet mig megen bitter Smerte!21. Rig drog jeg herfra, og fattig har HERREN ført mig tilbage.Hvorfor kalder I mig No'omi, når HERREN har vidnet imod mig ogden Almægtige tilskikket mig Ulykke?"
22. Således vendte No'omi tilbage fra Moabiternes Land tillige med sin Sønnekone, Moabiterinden Rut, og de kom til Betlehem først på Byghøsten.
Rut 2
1. No'omi havde en Slægtning på sin Mands Side, en formuende Mandaf Elimeleks Slægt ved Navn Boaz.2. En Dag sagde Moabiterinden Rut til No'omi: "Jeg vil gå ud iMarken og sanke Aks efter den, for hvis Øjne jeg finder Nåde."Hun svarede hende: "Ja, gør det, min Datter!"3. Så gik hun hen og sankede Aks på Marken efter Høstfolkene; ogdet traf sig, at Marken tilhørte Boaz, som var af ElimeleksSlægt.4. Boaz kom just gående fra Betlehem; han sagde da til Høstfolkene:"HERREN være med eder!" Og de svarede: "HERREN velsigne dig!"5. Derpå sagde Boaz til den Karl, som havde Opsyn med Høstfolkene:"Hvor hører denne unge Kvinde hjemme?"6. Karlen, som havde Opsyn med Høstfolkene, svarede: "Det er enmoabitisk Pige; det er hende, som fulgte med No'omi tilbage fraMoab;7. hun sagde: Lad mig få Lov at sanke og samle Aks blandt Negeneefter Høstfolkene! Så kom hun og har holdt ud lige fra i Morgestidlig til nu uden at unde sig et Øjebliks Hvile."8. Da sagde Boaz til Rut: "Hør, min Datter! Du skal ikke gå hen ogsanke Aks på nogen anden Mark! Nej, gå ikke herfra, men hold digtil mine Piger her;9. hold Øje med, hvor de høster på Marken, og gå bag efter. Jeg harpålagt Karlene, at de ikke må fortrædige dig; og bliver dutørstig, kan du gå hen til Karrene og drikke af det, Karleneøser op!"10. Da faldt hun på sit Ansigt, bøjede sig til Jorden og sagde tilham: "Hvorledes har jeg fundet Nåde for dine Øjne, så du visermig Velvilje, skønt jeg er fremmed?"11. Boaz svarede hende: "Man har fortalt mig alt, hvad du har væretfor din Svigermoder efter din Mands Død, hvorledes du forlod dinFader og din Moder og dit Fædreland for at drage til et Folk, duikke tidligere kendte;12. HERREN gengælde dig, hvad du har gjort, og din Løn blive rigeligfra HERREN, Israels Gud, under hvis Vinger du kom og søgte Ly!"13. Hun sagde: "Så har jeg da fundet Nåde for dine Øjne, Herre,siden du har trøstet mig og talt venligt til din Trælkvinde,skønt jeg ikke er så meget som en af dine Trælkvinder!"
14. Ved Spisetid sagde Boaz til hende: "Kom herhen og spis med ogdyp din Bid i Eddiken!" Så satte hun sig hos Høstfolkene, og hanrakte hende så meget ristet Korn, at hun kunde spise sig mæt ogendda levne.15. Da hun rejste sig for at sanke Aks, bød Boaz sine Karle: "Ladhende også sanke mellem Negene og fornærm hende ikke;16. I kan også trække nogle Aks ud af Knipperne til hende og ladedem ligge, så hun kan sanke dem op, og I må ikke skænde påhende!"17. Så sankede hun Aks på Marken lige til Aften; og da hun tærskede,hvad hun havde sanket, var det omtrent en Efa Byg.
18. Derpå tog hun det og gik til Byen, og hendes Svigermoder så,hvad hun havde sanket; og Rut tog og gav hende, hvad hun havdelevnet efter at have spist sig mæt.19. Da sagde hendes Svigermoder til hende: "Hvor har du sanket Aks iDag, hvor har du været? Velsignet være han, der viste digVelvilje!" Så fortalte hun sin Svigermoder, hvem hun havde værethos, og sagde: "Den Mand, jeg var hos i Dag, hedder Boaz!"20. Da sagde No'omi til sin Sønnekone: "HERREN, som ikke harunddraget de levende og døde sin Miskundhed, velsigne ham!" OgNo'omi sagde fremdeles til hende: "Den Mand er en nær Slægtningaf os; han er en af vore Løsere."21. Moabiterinden Rut sagde: "Han sagde også til mig: Hold dig kuntil mine Folk, indtil de er helt færdige med min Høst!"22. Da sagde No'omi til sin Sønnekone: "Du gør ret, min Datter. i atfølge med hans Piger, at man ikke skal volde dig Men på en andenMark!"23. Så holdt hun sig til Boazs Piger og sankede Aks der, indtilByghøsten og Hvedehøsten var til Ende; og hun blev boende hossin Svigermoder.
Rut 3
1. Men hendes Svigermoder No'omi sagde til hende: "Min Datter, skaljeg ikke søge at skaffe dig et Hjem, hvor du kan få det godt?2. Nu vel! Boaz, hvis Piger du var sammen med, er vor Slægtning;se, han kaster i Nat Byg på Tærskepladsen;3. tvæt dig nu og salv dig, tag dine Klæder på og gå ned påTærskepladsen; men lad ikke Manden mærke noget til dig, før haner færdig med at spise og drikke;4. når han da lægger sig, mærk dig så Stedet, hvor han lægger sig,og gå hen og løft Kappen op ved hans Fødder og læg dig der, såskal han nok sige dig, hvad du skal gøre!"5. Hun svarede: "Jeg vil gøre alt. hvad du siger!"
6. Så gik hun ned på Tærskepladsen og gjorde alt, hvad hendesSvigermoder havde pålagt hende.7. Da Boaz havde spist og drukket og var vel tilpas, gik han hen oglagde sig ved Korndyngen; så gik hun sagte hen og løftede Kappenop ved hans Fødder og lagde sig der.8. Ved Midnatstide blev Manden opskræmt og bøjede sig frem, og se,da lå der en Kvinde ved hans Fødder.9. Da sagde han: "Hvem er du?" Og hun svarede: "Jeg er Rut, dinTrælkvinde! Bred Fligen af din Kappe ud over din Trælkvinde; thidu er Løser!"10. Da sagde han: "HERREN velsigne dig, min Datter! Den Godhed, dunu sidst har udvist, overgår den, du før udviste, at du nu ikkeer gået efter de unge Mænd, hverken fattige eller rige!"11. Så frygt nu ikke, min Datter! Alt, hvad du siger, vil jeg gøreimod dig; thi enhver i mit Folks Port ved, at du er en dygtigKvinde.12. Det er rigtigt. at jeg er din Løser, men der er en anden, som ernærmere end jeg.13. Bliv nu her i Nat; og hvis han i Morgen vil løse dig, godt, sålad ham gøre det; men er han uvillig til at løse dig, gør jegdet, så sandt HERREN lever. Bliv kun liggende, til det bliverMorgen!"
14. Så blev hun liggende ved hans Fødder til Morgen; men hun stodop, før det ene Menneske endnu kunde kende det andet, thi hantænkte: "Det må ikke rygtes, at en Kvinde er kommet ud påTærskepladsen!"15. Derpå sagde han: "Tag og hold det Klæde frem, du har over dig!"Og da hun holdt det frem, afmålte han seks Mål Byg og lagde detpå hende. Så gik hun ind i Byen.16. Da hun kom til sin Svigermoder, sagde denne: "Hvorledes gik det,min datter?" Så fortalte hun hende alt, hvad Manden havde gjortimod hende,17. og sagde; "Disse seks Mål Byg gav han mig med de Ord: Du skalikke komme tomhændet til din Svigermoder!"18. Da sagde hun: "Hold dig nu rolig, min Datter, indtil du får atvide, hvilket Udfald Sagen får; thi den Mand under sig ikke Ro,før han får Sagen afgjort endnu i Dag!"
Rut 4
1. Boaz var imidlertid gået op til Byporten og havde sat sig der.Og se, den Løser, Boaz havde talt om, kom netop forbi. Datiltalte han ham og sagde: "Kom og sæt dig her!" Da den andenkom og satte sig,2. fik han fat i ti af Byens Ældste og sagde: "Sæt eder her!" Og desatte sig der.3. Da sagde han til Løseren: "Den Marklod, som tilhørte vorSlægtning Elimelek, vil No'omi, der er kommet tilbage fra Moab,sælge.4. Derfor tænkte jeg, at jeg vilde lade dig det vide og sige: Købden i Overværelse af dem, der sidder her, og mit Folks Ældste!Vil du løse den, så gør det; men vil du ikke, så sig til, at jegkan vide det; thi der er ingen anden til at løse end du ogderefter jeg selv!" Han svarede: "Jeg vil løse den!"5. Da sagde Boaz: "Men samtidig med at du køber Marken af No'omi,køber du også Moabiterinden Rut, den afdødes Enke, for at rejseden afdødes Navn over hans Arvelod!"6. Da svarede Løseren: "Så kan jeg ikke blive Løser, da jeg dervedvilde skade min egen Arvelod. Løs du, hvad jeg skulde løse, thijeg kan ikke!"7. Nu havde man i gamle Dage i Israel den Skik til Stadfæstelse afLøsning og Byttehandel, at man trak sin Sko af og gav den andenPart den; således blev en Sag vidnefast i Israel.8. Idet nu Løseren sagde til Boaz: "Køb du den!" trak han derforsin Sko af.9. Da sagde Boaz til de Ældste og alle dem, der var til Stede: "Ier i Dag Vidner på, at jeg køber alt, hvad der tilhørteElimelek, og alt, hvad der tilhørte Kiljon og Malon, af No'omi;10. og tillige køber jeg mig Moabiterinden Rut, Malons Enke, tilHustru for at rejse den afdødes Navn over hans Arvelod, at denafdødes Navn ikke skal udslettes blandt hans Brødre og fra hansHjemstavns Port; I er Vidner i Dag!"11. Da sagde alle Folkene, som var i Byporten, og de Ældste: "Vi erVidner! HERREN lade den Kvinde, der nu drager ind i dit Hus,blive som Rakel og Lea, de to, der byggede Israels Hus. Blivmægtig i Efrata, og dit Navn vorde priset i Betlehem!12. Måtte dit Hus blive som Perezs Hus, ham, Tamar fødte Juda, vedde Efterkommere, HERREN giver dig af denne unge Kvinde!"
13. Så ægtede Boaz Rut, og hun blev hans Hustru; og da han gik indtil hende, lod HERREN hende blive frugtsommelig, og hun fødte enSøn.14. Da sagde Kvinderne til No'omi: "Lovet være HERREN, som ikke loddig uden Løser i Dag, og hans Navn skal prises i Israel.15. Han blive din Trøster og Forsørger i din Alderdom; thi dinSønnekone, som viste dig Kærlighed, har født ham, hun, som erdig mere værd end syv Sønner!"16. Da tog No'omi Barnet i sin Favn, og hun blev dets Fostermoder.17. Og Naboerskerne gav ham Navn, idet de sagde: "No'omi har fået enSøn!" Og de kaldte ham Obed. Han blev Fader til Davids FaderIsaj.
18. Dette er Perezs Slægtebog: Perez avlede Hezron, 19. Hezron avlede Ram, Ram avlede Amminadab, 20. Amminadab avlede Nahasjon, Nahasjon avlede Salmon, 21. Salmon avlede Boaz, Boaz avlede Obed, 22. Obed avlede Isaj, og Isaj avlede David.
1.Samuel
1.Samuel 1
1. Der var en Mand fra Ramatajim, en Zufit fra Efraims Bjerge vedNavn Elkana, en Søn af Jerobam, en Søn af Elihu, en Søn af Tohu,en Søn af Zuf, en Efraimit.2. Han havde to Hustruer; den ene hed Hanna, den anden Peninna;Peninna havde Børn, men Hanna ikke.3. Denne Mand drog hvert År op fra sin By for at tilbede HærskarersHERRE og ofre til ham i Silo, hvor Elis to Sønner Hofni ogPinehas Var Præster for HERREN.4. En Dag ofrede nu Elkana han plejede at give sin Hustru Peninnaog alle hendes Sønner og Døtre flere Dele,5. men skønt han elskede Hanna, gav han hende kun een Del, fordiHERREN havde tillukket hendes Moderliv;6. hendes Medbejlerske tilføjede hende også grove Krænkelser forden Skam, at HERREN havde tillukket hendes Moderliv.7. Således gik det År efter År: hver Gang de drog op til HERRENsHus, krænkede hun hende således så skete det, at hun græd ogikke vilde spise.
8. Da sagde hendes Mand Elkana til hende: "Hanna, hvorfor græderdu, og hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du mismodig? Er jegdig ikke mere værd end ti Sønner?"9. Men da de havde holdt Måltid i Silo, stod Hanna op og trådte henfor HERRENs Åsyn, medens Præsten Eli sad på sin Stol ved en afDørstolperne i HERRENs Hus;10. og i sin Vånde bad hun under heftig Gråd til HERREN11. og aflagde det Løfte: "Hærskarers HERRE! Hvis du vil se til dinTjenerindes Nød og komme mig i Hu og ikke glemme din Tjenerinde,men give din Tjenerinde en Søn, så vil jeg give ham til HERRENalle hans Levedage, og ingen Ragekniv skal komme på hans Hoved!"12. Således bad hun længe for HERRENs Åsyn, og Eli iagttog hendesMund;13. men da Hanna talte ved sig selv, så kun hendes Læber bevægedesig, og hendes Stemme ikke kunde høres, troede Eli, at hun varberuset,14. og sagde til hende: "Hvor længe vil du gå og være drukken? Se atkomme af med din Rus!"15. Men Hanna svarede: "Nej, Herre! Jeg er en hårdt prøvet Kvinde;Vin og stærk Drik har jeg ikke drukket; jeg udøste kun min Sjælfor HERRENs Åsyn.16. Regn ikke din Trælkvinde for en dårlig Kvinde! Nej, hele Tidenhar jeg talt ud af min dybe Kummer og Kvide!"17. Eli svarede: "Gå bort i Fred! Israels Gud vil give dig, hvad duhar bedt ham om!"18. Da sagde hun: "Måtte din Trælkvinde finde Nåde for dine Øjne!"Så gik Kvinden sin Vej , og hun spiste og så ikke længerforgræmmet ud.
19. Næste Morgen stod de tidligt op og kastede sig ned for HERRENsÅsyn; og så vendte de tilbage og kom hjem til deres Hus i Rama.Og Elkana kendte sin Hustru Hanna, og HERREN kom hende i Hu;20. og hun blev frugtsommelig og fødte en Søn Året efter og gav hamNavnet Samuel; "thi," sagde hun, "jeg har bedt mig ham til hosHERREN!"
21. Da Elkana nu med hele sit Hus drog op for at bringe HERREN detårlige Offer og sit Løfteoffer,22. drog Hanna ikke med; thi hun sagde til sin Mand: "Jeg vil vente,til Drengen er vænnet fra, så vil jeg bringe ham derhen, for athan kan stedes for HERRENs Åsyn og blive der for stedse!"23. Da sagde hendes Mand Elkana til hende : "Gør, som du synes!Bliv her, indtil du har vænnet ham fra! Måtte HERREN kun gøredit Ord til Virkelighed!" Så blev Kvinden hjemme og ammede sinSøn, indtil hun vænnede ham fra.24. Men da hun havde vænnet ham fra, tog hun ham med, desuden entreårs Tyr, en Efa Mel og en Dunk Vin, og hun kom til HERRENsHus i Silo og havde Drengen med.25. Da nu Tyren var slagtet, kom Drengens Moder til Eli26. og sagde: "Hør mig, Herre! Så sandt du lever, Herre, jeg er denKvinde, som stod her ved din Side og bad til HERREN.27. Om denne Dreng bad jeg, og HERREN gav mig, hvad jeg bad ham om.28. Derfor vil jeg også overlade ham til HERREN; hele sit Liv skalhan være overladt til HERREN!" Og hun lod ham blive der forHERRENs Åsyn.
1.Samuel 2
1. Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte jubler over HERREN, mit Horner løftet ved min Gud, min Mund vidt opladt mod mine Fjender,jeg glæder mig over din Frelse.2. Der er ingen Hellig som HERREN, nej, der er ingen uden dig, derer ingen Klippe som vor Gud3. Vær varsomme med eders store Ord, Frækhed undslippe ej edersMund! Thi en vidende Gud er HERREN, og Gerninger vejes af ham.4. Heltes Bue er brudt, men segnende omgjorder sig med Kraft;5. mætte lader sig leje for Brød, men sultnes Slid hører op; denufrugtbare føder syv, men den med de mange vansmægter.6. HERREN døder, gør levende, fører ned i Dødsriget og fører op;7. HERREN gør fattig, gør rig, han nedbøjer8. han rejser ringe af Støvet, af Skarnet løfter han fattige for atbænke og give dem Ærespladsen. Thi HERRENs er Jordens Søjler,Jorderig bygged han på dem9. Han vogter sine frommes Skridt, men gudløse omkommer i Mørket;thi ingen vinder Sejr ved egen kraft.10. HERREN - hans Fjender forfærdes, den Højeste tordner i Himmelen,HERREN dømmer den vide Jord! Han skænker sin Konge Kraft, løftersin Salvedes Horn!11. Så drog hun til Rama, men Drengen gjorde Tjeneste for HERRENunder Præsten Elis Tilsyn.
12. Men Elis Sønner var Niddinger; de ænsede hverken HERREN13. eller Præstens Ret over for Folket. Hver Gang en Mand bragte etSlagtoffer, kom Præstens Tjener, medens Kødet kogte, med entregrenet Gaffel i Hånden14. og stak den ned i Karret, Krukken, Kedelen eller Gryden, og alt,hvad Gaffelen fik med op, tog Præsten for sin Del. Således barde sig ad over for alle de Israelitter, som kom til Silo for atofre der.15. Eller også kom Præstens Tjener, før de bragte Fedtet somRøgoffer, og sagde til Manden, som ofrede: "Giv Præsten Kød tilat stege; han tager ikke mod kogt Kød af dig, kun råt!"16. Sagde Manden nu til ham: "Først må Fedtet bringes som Røgoffer,bagefter kan du tage så meget, du lyster!" svarede han: "Nej,giv mig det nu, ellers tager jeg det med Magt!"17. Og de unge Mænds Synd var såre stor for HERRENs Åsyn, idet deviste Ringeagt for HERRENs Offergaver.
18. Imidlertid gjorde Samuel Tjeneste for HERRENs Åsyn; og Drengenvar iført en linned Efod.19. Hans Moder lavede hvert År en lille Kappe til ham og bragte hamden, når hun drog op med sin Mand for at ofre det årlige Offer.20. Og Eli velsignede Elkana og hans Hustru og sagde: "HERREN givedig Afkom af denne Kvinde til Gengæld for ham, hun overlodHERREN!" Så gik de hjem igen.21. Og HERREN så til Hanna, og hun blev frugtsommelig og fødte treSønner og to Døtre. Men Drengen Samuel voksede op hos HERREN.
22. Eli var meget gammel, og da han hørte, hvorledes hans Sønnerbehandlede hele Israel, og at de lå hos Kvinderne, som gjordeTjeneste ved Indgangen til Åbenbaringsteltet,23. sagde han til dem: "Hvorfor gør I sådanne Ting, som jeg høreralt Folket tale om?24. Bær eder dog ikke således ad, mine Sønner! Thi det er ikke nogetgodt Rygte, jeg hører gå fra Mund til Mund i HERRENs Folk.25. Når en Mand synder mod en anden, dømmer Gud dem imellem; mensynder en Mand mod HERREN, hvem kan da optræde som Dommer tilGunst for ham?" Men de brød sig ikke om deres Faders Advarsel,thi HERREN vilde deres Død.26. Men Drengen Samuel voksede til og gik stadig frem i Yndest bådehos HERREN og Mennesker.
27. Da kom en Guds Mand til Eli og sagde: Så siger HERREN: "Se, jegåbenbarede mig for dit Fædrenehus, dengang de var Trælle forFaraos Hus i Ægypten,28. og jeg udvalgte det af alle Israels Stammer til at gørePræstetjeneste for mig, til at træde op på mit Alter for attænde Offerild og til at bære Efod for mit Åsyn; og jeg tildeltedit Fædrenehus alle Israeliternes Ildofre.29. Hvor kan du da se ondt til mit Slagtoffer og Afgrødeoffer, somjeg har påbudt, og ære dine Sønner fremfor mig, idet l gør edertilgode med det bedste at alle mit Folk Israels Offergaver!30. Derfor lyder det fra HERREN, Israels Gud: Vel har jeg sagt, atdit Hus og dit Fædrenehus for stedse skulde færdes for mit Åsyn;men nu, lyder det fra HERREN, være det langt fra mig! Nej, dem,som ærer mig, vil jeg ære, og de, som ringeagter mig, skalbeskæmmes.31. Se, den Tid skal komme, da jeg, afhugger din og dit Fædrenehus'sArm, så ingen i dit Hus skal blive gammel;32. og du skal se ondt til alt det gode, HERREN gør mod Israel, ogingen Sinde skal nogen i din Slægt blive gammel.33. Kun en eneste af din Slægt vil jeg undlade at bortrydde fra mitAlter for at lade hans Øjne hentæres og hans Sjæl vansmægte: menalle de andre i din Slægt skal dø for Menneskers Sværd.34. Og det Tegn, du får derpå, skal være det, der overgår dine toSønner Hofni og Pinehas: På een Dag skal de begge dø.35. Men jeg vil udvælge mig en trofast Præst; han skal handle eftermit Hjerte og mit Sind, og ham vil jeg bygge et varigt Hus, såhan altid skal færdes for min Salvedes Åsyn.36. Da skal enhver, som er tilbage af din Slægt, komme og kaste sigtil Jorden for ham for at få en Skilling eller en Skive Brød, oghan skal sige: Und mig dog Plads ved et af dine Præsteskaber,for at jeg kan have en Bid Brød at spise!"
1.Samuel 3
1. Den unge Samuel gjorde så Tjeneste for HERREN under ElisTilsyn. HERRENs Ord var sparsomt i de Dage, et Syn var sjældent.2. Ved den Tid - engang da Eli, hvis Øjne var begyndt at blivesvage, så han ikke kunde se, lå på sin vante Plads,3. og Guds Lampe endnu ikke var gået ud, og Samuel lå og sov iHERRENs Helligdom, hvor Guds Ark stod -4. kaldte HERREN: "Samuel, Samuel!" Han svarede: "Her er jeg!"5. Og han løb hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!"Men han sagde: "Jeg kaldte ikke; læg dig kun hen igen!" Og hangik hen og lagde sig.6. Da kaldte HERREN atter: "Samuel, Samuel!" Og han gik hen til Eliog sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Men han sagde: "Jegkaldte ikke, min Søn; læg dig kun hen igen!"7. Samuel havde nemlig endnu ikke lært HERREN at kende, og HERRENsOrd var endnu ikke åbenbaret ham.8. Da kaldte HERREN atter for tredje Gang på Samuel, og han stodop, gik hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Såskønnede Eli, at det var HERREN, der kaldte på Drengen.9. Og Eli sagde til Samuel: "Læg dig hen igen, og hvis han kalderpå dig, så sig: Tal, HERRE, din Tjener hører!" Så gik Samuel henog lagde sig på sin Plads.
10. Da kom HERREN og trådte hen til ham og kaldte ligesom de forrigeGange: "Samuel, Samuel!" Og Samuel svarede: "Tal, din Tjenerhører!"11. Så sagde HERREN til Samuel: "Se, jeg vil lade noget ske iIsrael, som skal få det til at ringe for begge Ører på enhver,som hører derom.12. På den Dag vil jeg lade alt, hvad jeg har talt om Elis Slægt,opfyldes på ham, alt fra først til sidst.13. Du skal kundgøre ham, at jeg har dømt hans Slægt for evigt,fordi han vidste, at hans Sønner ringeagtede Gud, og dog ikketalte dem alvorligt til.14. Derfor har jeg svoret over Elis Hus: Visselig, Elis Hus's Brødeskal aldrig i Evighed sones ved Slagtofre eller Afgrødeofre!"
15. Samuel blev nu liggende til Morgen, og tidligt næste Morgenåbnede han Døren til HERRENs Hus; men Samuel turde ikke omtaleSynet for Eli.16. Da kaldte Eli på Samuel og sagde: "Min Søn Samuel!" Han svarede:"Her er jeg!"17. Da sagde han: "Hvad var det,han sagde til dig? Dølg det ikke formig! Gud ramme dig både med det ene og det andet, hvis du dølgernoget af, hvad han sagde!"18. Så fortalte Samuel ham det hele uden at dølge noget. Da sagdehan: "Han er HERREN; han gøre,hvad ham tykkes bedst!"
19. Samuel voksede nu til og HERREN var med ham og lod ikke eteneste af sine Ord falde til Jorden.20. Og hele Israel fra Dan til Be'ersjeba forstod, at Samuelvirkelig var kaldet til HERRENs Profet.21. Og HERREN vedblev at lade sig til Syne i Silo; thi HERRENåbenbarede sig for Samuel. 4,1 Og Samuels Ord nåede ud til heleIsrael.
1.Samuel 4
1. Og Israel rykkede ud til Kamp imod Filisterne og lejrede sig vedEben-Ezer, medens Filisterne lejrede sig ved Afek.2. Filisterne stillede sig op til Kamp mod Israel, og Kampen blevhed; Israel blev slået af Filisterne, og de dræbte i Slaget pååben Mark omtrent 4OOO Mand.3. Da Folket kom tilbage til Lejren, sagde Israels Ældste: "Hvorforlod HERREN os i Dag bukke under for Filisterne? Lad os hente vorGuds Ark i Silo, for at han kan være i vor Midte og fri os afvore Fjenders Hånd!"4. Så sendte Folket Bud til Silo og hentede Hærskarers HERREs PagtsArk, han, som troner over Keruberne; og Elis to Sønner Hofni ogPinehas fulgte med Guds Pagts Ark.
5. Da nu HERRENs Pagts Ark kom til Lejren, brød hele Israel ud i etvældigt Jubelråb, så Jorden rystede derved.6. Og da Filisterne hørte Jubelråbet, sagde de: "Hvad er det for etvældigt Jubelråb i Hebræernes Lejr?" Og de fik at vide, atHERRENs Ark var kommet til Lejren.7. Da blev Filisterne bange, thi de tænkte: "Gud er kommet iLejren!" Og de sagde: "Ve os! Sligt er ikke hændet før!8. Ve os! Hvem skal fri os af denne vældige Guds Hånd? Det er denGud, som slog Ægypterne med alle Hånde Plager og Pest.9. Tag eder nu sammen og vær Mænd, Filistere, for at I ikke skalkomme til at trælle for Hebræerne, som de har trællet for eder;vær Mænd og kæmp!"10. Så begyndte Filisterne Kampen, og Israel blev slået, og deflygtede hver til sit; Nederlaget blev meget stort; der faldt30000 Mand af det israelitiske Fodfolk,11. Guds Ark blev gjort til Bytte, og Elis to Sønner Hofni ogPinehas faldt.
12. En Benjaminit løb bort fra Slaget og nåede samme Dag til Silomed sønderrevne Klæder og Jord på sit Hoved.13. Da han kom derhen, se, da sad Eli på sin Stol ved Porten ogspejdede hen ad Vejen; thi hans Hjerte var uroligt for Guds Ark.Da Manden så kom ind i Byen og fortalte det, opløftede hele Byenet Skrig,14. og Eli hørte Skriget og sagde: "Hvad er det for en Larm?" OgManden skyndte sig hen og fortalte Eli det.15. Men Eli var otte og halvfemsindstyve År gammel, og hans Øjne varblevet sløve, så han ikke kunde se.16. Og Manden sagde til Eli: "Det er mig, som kommer fra Slaget; jegflygtede fra Slaget i Dag!" Da spurgte han: "Hvorledes er detgået, min Søn?"17. Og Budbringeren svarede: "Israel flygtede for Filisterne, ogFolket led et stort Nederlag; også begge dine Sønner Hofni ogPinehas er faldet, og Guds Ark er taget!"18. Og da han nævnede Guds Ark, faldt Eli baglæns ned af Stolen vedSiden af Porten og brækkede Halsen og døde; thi Manden vargammel og tung. Han havde været Dommer for Israel i fyrretyveÅr.
19. Men da hans Sønnekone, Pinehas's Hustru, der var højtfrugtsommelig, hørte Efterretningen om, at Guds Ark var taget,og at hendes Svigerfader og hendes Mand var døde, sank hun om ogfødte, thi Veerne kom over hende.20. Da hun lå på sit yderste, sagde de omstående Kvinder: "Frygtikke, du har født en Søn!" Men hun svarede ikke og ænsede detikke.21. Og hun kaldte drengen Ikabod, idet hun sagde: "Borte er IsraelsHerlighed!" Dermed hentydede hun til, at Guds Ark var taget, ogtil sin Svigerfader og sin Mand.22. Hun sagde: "Borte er Israels Herlighed, thi Guds Ark er taget!"
1.Samuel 5
1. Filisterne tog da Guds Ark og bragte den fra Eben Ezer tilAsdod.2. Og Filisterne tog Guds Ark og bragte den ind i Dagons Hus ogstillede den ved Siden af Dagon.3. Men tidligt næste Morgen, da Asdoditerne gik ind i Dagons Hus,se, da var Dagon faldet næsegrus til Jorden foran HERRENsArk. De tog da Dagon og stillede ham på Plads igen.4. Men da de kom tidligt næste Morgen, se, da var Dagon faldetnæsegrus til Jorden foran HERRENs Ark; Hovedet og begge Hændervar slået af og lå på Tærskelen; kun Kroppen var tilbage af ham.5. Derfor undgår Dagons Præster og alle, som går ind i dagons Hus,endnu den Dag i Dag at træde på Dagons Tærskel i Asdod.
6. Og HERRENs Hånd lå tungt på Asdoditerne; han bragte Fordærvelseover dem, og med Pestbylder slog han Asdod og Egnen der omkring.7. Da Asdoditerne skønnede, hvorledes det hang sammen, sagde de:"Israels Guds Ark må ikke blive hos os, thi hans Hånd tagerhårdt på os og på Dagon, vor Gud!"8. De sendte da Bud og kaldte alle Filisterfyrsterne sammen hos sigog sagde: "Hvad skal vi gøre med Israels Guds Ark?" De svarede:"Israels Guds Ark skal flyttes til Gat!" Så flyttede de IsraelsGuds Ark;9. men efter at de havde flyttet den derhen, ramte HERRENs HåndByen, så de grebes af stor Rædsel; og han slog Indbyggerne iByen, små og store, så der brød Pestbylder ud på dem.10. De sendte da Guds Ark til Ekron; men da Guds Ark kom til Ekron,råbte Ekroniterne: "De har flyttet Israels Guds Ark over til migfor at bringe Død over mig og mit Folk!"11. Og de sendte Bud og kaldte alle Filisterfyrsterne sammen ogsagde: "Send Israels Guds Ark bort og lad den komme hen igen,hvor den har hjemme, for at den ikke skal bringe Død over mig ogmit folk!"Thi der var kommet Dødsangst over hele Byen, Guds Håndlå såre tungt på den.12. De Mænd, som ikke døde, blev slået med Pestbylder, så atKlageråbet fra Byen nåede op til Himmelen.
1.Samuel 6
1. Efter at HERREN Ark havde været i Filisternes Land syv Måneder,2. lod Filisterne Præsterne og Sandsigerne kalde og sagde: "Hvadskal vi gøre med HERRENs Ark? Lad os få at vide, hvorledes viskal bære os ad, når vi sender den hen, hvor den har hjemme!"3. De svarede: "Når I sender Israels Guds Ark tilbage, må I ikkesende den bort uden Gave; men I skal give den en Sonegave medtilbage; så bliver I raske og skal få at vide, hvorfor hans Håndikke vil vige fra eder!"4. De spurgte da: "Hvilken Sonegave skal vi give den med tilbage?"Og de sagde: "Fem Guldbylder og fem Guldmus svarende til Talletpå Filisterfyrsterne; thi det er en og samme Plage, der har ramteder og eders Fyrster;5. I skal eftergøre eders Bylder og Musene, som hærger eders Land,og således give Israels Gud Æren; måske vil han da tage sin Håndbort fra eder, eders Gud og eders Land.6. Hvorfor vil I forhærde eders Hjerte, som Ægypterne og Faraoforhærdede deres Hjerte? Da han viste dem sin Magt, måtte de daikke lade dem rejse, så de kunde drage af Sted?7. Tag derfor og lav en ny Vogn og tag to diegivende Køer, som ikkehar båret Åg, spænd Køerne for Vognen og tag Kalvene fra dem ogdriv dem hjem;8. tag så HERRENs Ark og sæt den på Vognen, læg de Guldting, Igiver den med i Sonegave, i et Skrin ved Siden af og send den såaf Sted.9. Læg siden Mærke til, om den tager Vejen hjem ad Bet-Sjemesj til,thi så er det ham, som har voldt os denne store Ulykke; i modsatFald ved vi, at det ikke var hans Hånd, som ramte os, men at detvar en Hændelse!"
10. Mændene gjorde da således; de tog to diegivende Køer og spændtedem for Vognen, men Kalvene lukkede de inde i Stalden.11. Derpå satte de HERRENs Ark på Vognen tillige med Skrinet medGuldmusene og Bylderne.12. Men Køerne gik den slagne Vej ad Bet-Sjemesj til; underustandselig Brølen fulgte de stadig den samme Vej uden at bøjeaf til højre eller venstre, og Filisterfyrsterne fulgte med demtil Bet-Sjemesj's Landemærke.13. Da Bet-Sjemesjiterne, der var ved at høste Hvede i Dalen, så opog fik Øje på Arken, løb de den glade i Møde;14. og da Vognen var kommet til Bet-Sjemesjiten Jehosjuas Mark,standsede den. Der lå en stor Sten; de huggede da Træet afVognen i Stykker og ofrede Køerne som Brændoffer til HERREN.15. Og Leviterne løftede HERRENs Ark ned tillige med Skrinet medGuldtingene, der stod ved Siden af, og satte den på den storeSten, og Mændene i Bet-Sjemesj bragte den Dag Brændofre ogofrede Slagtofre til HERREN.16. Da de fem Filisterfyrster havde set det, vendte de ufortøvettilbage til Ekron.
17. Dette er de Guldbylder, Filisterne lod følge med i Sonegave tilHERREN: For Asdod een, for Gaza een, for Askalon een, for Gateen og for Ekron een.18. Guldmusene svarede til Tallet på alle Filisterbyerne, dertilhørte de fem Fyrster, både de befæstede Byer og Landsbyerne.Vidne derom er den Dag i Dag den store Sten på Bet-SjemesjifenJehosjuas Mark, hvorpå de satte HERRENs Ark.19. Men Jekonjas Efterkommere havde ikke taget Del iBet-Sjemesjiternes Glæde over at se HERRENs Ark; derforihjelslog han halvfjerdsindstyve Mænd iblandt dem. Da sørgedeFolket, fordi HERREN havde slået så mange af dem ihjel;20. og Bet-Sjemesjiterne sagde:"Hvem kan bestå for HERRENs, dennehellige Guds, Åsyn? Og hvor vil han drage hen fra os?"21. Og de sendte Bud til Indbyggerne i Kirjat-Jearim og lod sige:"Filisterne har sendt HERRENs Ark tilbage. Kom herned og hentden op til eder!" 7-1. Da kom Mændene fra Kirjat-Jearim oghentede HERRENs Ark op til sig og bragte den til Abinadabs Huspå Højen; og hans Søn El'azar helligede de til at vogte HERRENsArk.
1.Samuel 72. Fra den Dag Arken fik sin Plads i Kirjat Jerim gik der lang Tid;der gik tyve År, og hele Israels Hus sukkede efter HERREN.3. Da sagde Samuel til hele Israels Hus: "Hvis I vil omvende edertil HERREN af hele eders Hjerte, skil eder så af med de fremmedeGuder og Astarterne; vend eders Hu til HERREN og dyrk ham alene,så vil han fri eder af Filisternes Hånd!"4. Derpå skilte Israeliterne sig af, med Ba'alerne og Astarterne ogdyrkede HERREN alene.5. Da sagde Samuel: "Kald hele Israel sammen i Mizpa, så vil jegbede til HERREN for eder!"6. Så samlede de sig i Mizpa og øste Vand og udgød det for HERRENsÅsyn, og de fastede den Dag og sagde der: "Vi har syndet modHERREN!" Derpå dømte Samuel Israeliterne i Mizpa.
7. Da Filisterne hørte, at Israeliterne havde samlet sig i Mizpa,drog Filisterfyrsterne op imod Israel; og da Israeliterne hørtedet, blev de bange for Filisterne.8. Og Israeliterne sagde til Samuel: "Hold ikke op med at råbe tilHERREN vor Gud, at han må frelse os af Filisternes Hånd!"9. Da tog Samuel et diende Lam og bragte HERREN det som Brændoffer,som Heloffer; og Samuel råbte til HERREN for Israel, og HERRENbønhørte ham.10. Medens Samuel var i Færd med at bringe Brændofferet, rykkedeFilisterne frem til Kamp mod Israel,men HERREN sendte den Dag etvældigt Tordenvejr over Filisterne og bragte dem i Uorden, så deblev slået af Israel;11. og Israels Mænd rykkede ud fra Mizpa, satte efter Filisterne oghuggede dem ned lige til neden for Bet-Kar.12. Derpå tog Samuel en Sten og stillede den op mellem Mizpa ogJesjana; og han kaldte den Eben-Ezer, idet han sagde: "Hidtilhar HERREN hjulpet os!"13. Således bukkede filisterne under, og de faldt ikke mere ind iIsraels Land, men HERRENs Hånd lå tungt på Filisterne, så længeSamuel levede.14. De Byer, Filisterne havde taget, fik Israel tilbage, fra Ekrontil Gat; også Landet der omkring frarev Israeliterne Filisterne;og der var Fred mellem Israel og Amoriterne.
15. Samuel var Dommer i Israel, så længe han levede;16. han plejede årlig at drage rundt til Betel, Gilgal og Mizpa ogdømme Israeliterne på alle disse Steder;17. derefter kom han hjem til Rama; thi der havde han sit Hjem, ogder dømte han Israel. Og han byggede HERREN et Alter der.
1.Samuel 8
1. Da Samuel var blevet gammel, satte han sine Sønner til Dommereover Israel;2. hans førstefødte Søn hed Joel og hans anden Søn Abija; de dømtei Be'ersjeba.3. Men hans Sønner vandrede ikke i hans Spor; de lod sig lede afegen Fordel, tog imod Bestikkelse og bøjede Retten.
4. Da kom alle Israels Ældste sammen og begav sig til Samuel i Rama5. og sagde til ham: "Se, du er blevet gammel, og dine Sønnervandrer ikke i dit Spor. Sæt derfor en Konge over os til atdømme os, ligesom alle de andre Folk har det!"6. Men det vakte Samuels Mishag, at de sagde: "Giv os en Konge, somkan dømme os!" Og Samuel bad til HERREN.7. Da sagde HERREN til Samuel: "Ret dig i et og alt efter, hvadFolket siger, thi det er ikke dig, de vrager, men det er mig, devrager som deres Konge.8. Ganske som de har handlet imod mig, lige siden jeg førte dem udaf Ægypten og indtil denne Dag, idet de forlod mig og dyrkedeandre Guder, således handler de også imod dig.9. Men ret dig nu efter dem; dog skal du indtrængende advare dem oglade dem vide, hvad Ret den Konge skal have, som skal herskeover dem!"
10. Så forebragte Samuel Folket, som krævede en Konge af ham, alleHERRENs Ord11. og sagde: "Denne Ret skal den Konge have, som skal herske overeder: Eders Sønner skal han tage og sætte ved sin Vogn og sineHeste, så de må løbe foran hans Vogn,12. og sætte dem til Tusindførere og Halvhundredførere og til atpløje og høste for ham og lave hans Krigsredskaber og Vogntøj.13. Eders Døtre skal han tage til at blande Salver, koge og bage.14. De bedste af eders Marker, Vingårde og Oliventræer skal han tageog give sine Folk.15. Af eders Sæd og Vinhøst skal han tage Tiende og give sineHofmænd og Tjenere.16. De bedste af eders Trælle og Trælkvinder, det bedste af edersHornkvæg og Æsler skal han tage og bruge til sit eget Arbejde.17. Af eders Småkvæg skal han tage Tiende; og I selv skal blive hansTrælle.18. Og når l da til den Tid klager over eders Konge, som I har valgteder, så vil HERREN ikke bønhøre eder!"
19. Folket vilde dog ikke rette sig efter Samuel, men sagde: "Nej,en Konge vil vi have over os,20. vi vil have det som alle de andre Folk; vor Konge skal dømme osog drage ud i Spidsen for os og føre vore Krige!"21. Da Samuel havde hørt alle Folkets Ord. forebragte han HERRENdem;22. og HERREN sagde til Samuel: "Ret dig efter dem og sæt en Kongeover dem!" Da sagde Samuel til Israels Mænd: "Gå hjem, hver tilsin By!"
1.Samuel 9
1. I Benjamin var der en Mand ved Navn Kisj, en Søn af Abiel, enSøn af Zeror, en Søn af Bekorat, en Søn af Afia, en Benjaminit,en formuende Mand.2. Han havde en Søn ved Navn Saul, statelig og smuk, ingen blandtIsraeliterne var smukkere end han; han var et Hoved højere endalt Folket.3. Engang var nogle af Sauls Fader Kisjs Æsler blevet borte, ogKisj sagde da til sin Søn Saul: "Tag en af Karlene med og gå udog søg efter Æslerne!"4. De gik så først gennem Efraims Bjerge og Sjalisja egnen, menfandt dem ikke; derefter gik de gennem Sja'alimegnen, men dervar de heller ikke; derpå gik de gennem Benjamins Land, menfandt dem ikke.5. Da de kom til Zufegnen, sagde Saul til Karlen, som var med ham:"Kom, lad os vende hjem, for at min Fader ikke skal holde op medat tænke på Æslerne og i Stedet blive urolig for os!"6. Men han svarede ham: "Se, i Byen der bor en Guds Mand, en ansetMand; hvad han siger, sker altid. Lad os nu gå derhen, måske kanhan give os Besked angående det, vi går om."7. Da sagde Saul til Karlen: "Ja, lad os gå derhen! Men hvad skalvi give Manden? Thi vi har ikke mere Brød i vore Tasker, ognogen Gave har vi ikke at give den Guds Mand. Hvad har vi?"8. Karlen svarede atter Saul: "Se, jeg har en kvart Sekel Sølv, denkan du give den Guds Mand; så siger han os nok Besked om det, vigår om."9. Fordum sagde man i Israel, når man gik hen for at rådspørge Gud:"Kom, lad os gå til Seeren!" Thi hvad man nu til Dags kalder enProfet, kaldte man fordum en Seer.10. Da sagde Saul til Karlen: "Du har Ret! Kom, lad os gå derhen!"Så gik de hen til Byen, hvor den Guds Mand boede.11. Som de nu gik ad Vejen op til Byen, traf de nogle unge Piger,der gik ud for at øse Vand, og de spurgte dem: "Er Seeren her?"12. De svarede dem: "Ja, han er foran; han kom til Byen lige nu.Folket ofrer nemlig i Dag et Slagtoffer på Offerhøjen.13. Når I blot går ind i Byen, kan I træffe ham, før han går op påOfferhøjen til Måltidet; thi Folket spiser ikke, før han kommer,da han skal velsigne Slagtofferet; så først spiser de indbudne.Gå nu op til Byen, thi netop nu kan I træffe ham!"14. De gik så op til Byen; og som de gik ind igennem Porten, komSamuel gående imod dem på Vej op til Offerhøjen.
15. HERREN havde Dagen før Sauls Komme åbnet Samuels Øre og sagt:16. "I Morgen ved denne Tid sender jeg en Mand til dig fra BenjaminsLand; ham skal du salve til Fyrste over mit Folk Israel; hanskal frelse mit Folk fra Filisternes Hånd; thi jeg har givet Agtpå mit Folks Nød, dets Klageråb har nået mig!"17. Og straks da Samuel fik Øje på Saul, sagde HERREN til ham: "Se,der er den Mand, om hvem jeg sagde til dig: Han skal herske overmit Folk!"
18. Da trådte Saul hen til Samuel midt i Porten og sagde: "Vær sågod at sige mig, hvor Seerens Hus er!"19. Samuel svarede: "Seeren det er mig; gå i Forvejen op påOfferhøjen; du skal spise sammen med mig i Dag; i Morgen skaljeg følge dig på Vej og kundgøre dig alt, hvad der er i ditHjerte;20. for Æslerne, som for tre Dage siden blev borte for dig, skal duikke ængste dig; de et fundet. Men til hvem står alt IsraelsBegær uden til dig og hele dit Fædrenehus?"21. Da svarede Saul: "Er jeg ikke fra Benjamin, Israels mindsteStamme? Og min Slægt er den ringeste af alle Benjamins StammesSlægter. Hvor kan du da tale således til mig?"22. Men Samuel tog Saul og hans Karl, førte dem til Gildesalen oggav dem Plads øverst blandt de indbudne der var omtrent trediveMænd23. og Samuel sagde til Kokken: "Ræk mig det Stykke, jeg gav dig ogsagde, du skulde lægge til Side!"24. Da tog Kokken Køllen og satte den for Saul. Og Samuel sagde:"Se, Kødet står for dig, spis! Thi til den fastsatte Tid har manventet dig, for at du kunde spise sammen med de indbudne." Såspiste Saul sammen med Samuel den Dag.25. Derpå steg de ned fra Offerhøjen fil Byen, og der blev redt tilSaul på Taget.26. Så lagde han sig til Hvile. Tidligt om Morgenen, da Morgenrødenbrød frem, råbte Samuel til Saul oppe på Taget: "Stå op, jeg vilfølge dig på Vej!" Da stod Saul op, og han og Samuel gik udsammen,27. Men da de på Nedvejen var kommet til Udkanten af Byen, sagdeSamuel til Saul: "Sig til Karlen, at han skal gå i Forvejen! Menbliv du stående et Øjeblik, så vil jeg kundgøre dig Guds Ord!"
1.Samuel 10
1. Da tog Samuel Olieflasken og udgød Olien over hans Hoved,kyssede ham og sagde: "Har HERREN ikke salvet dig til Fyrsteover sit Folk Israel? Du skal herske over HERRENs Folk og frelsedet fra dets Fjender. Og dette skal være dig Tegnet på, atHERREN har salvet dig til Fyrste over sin Arv:2. Når du i Dag går fra mig, skal du træffe to Mænd ved Rakels Gravved Benjamins Grænse i Zelza, og de skal sige til dig: Æslerne,du gik ud at lede efter, er fundet; dem har din Fader slået afTanke, men nu er han urolig for eder og siger: Hvad skal jeggøre for min Søn?3. Og når du er gået et Stykke længere frem og kommer tilTaboregen, skal du træffe tre Mænd, som er på Vej op til Gud iBetel; den ene bærer tre Kid, den anden tre Brødkager og dentredje en Dunk Vin;4. de skal hilse på dig og give dig to Brødkager, som du skal tageimod.5. Derefter kommer du til Guds Gibea, hvor Filisternes Foged bor;og når du kommer hen til Byen, vil du støde på en Flok Profeter,som kommer ned fra Offerhøjen i profetisk Henrykkelse tilHarpers, Paukers, Fløjters og Citres Klang;6. så vil HERRENs Ånd overvælde dig, så du falder i profetiskHenrykkelse sammen med dem, og du skal blive til et andetMenneske.7. Når disse Tegn indtræffer for dig, kan du trygt gøre, hvad derfalder for; thi Gud er med dig.8. Og du skal gå i Forvejen ned til Gilgal; så kommer jeg ned tildig for at bringe Brændofre og ofre Takofre. Syv Dage skal duvente, til jeg kommer og kundgør dig, hvad du skal gøre!"
9. Da han derpå vendte sig for at gå bort fra Samuel, gav Gud hamet helt andet Hjerte, og alle disse Tegn indtraf samme Dag.10. Da han kom hen til Gibea, se, da kom en Flok Profeter ham iMøde, og Guds Ånd overvældede ham, og han faldt i profetiskHenrykkelse midt iblandt dem.11. Og da alle, som kendte ham fra tidligere Tid, så ham i profetiskHenrykkelse sammen med Profeterne, sagde de til hverandre: "Hvadgår der af Kisjs Søn? Er også Saul iblandt Profeterne?"12. Så sagde en der fra Stedet: "Hvem er vel deres Fader?" Derforblev det et Mundheld: "Er også Saul iblandt Profeterne?"
13. Da hans profetiske Henrykkelse var ovre, gik han til Gibea.14. Sauls Farbroder spurgte da ham og Karlen: "Hvor har I værethenne?" Han svarede: "Ude at lede efter Æslerne; og da vi ikkefandt dem, gik vi hen til Samuel."15. Da sagde Sauls Farbroder: "Fortæl mig, hvad Samuel sagde tileder!"16. Saul svarede: "Han fortalte os, at Æslerne var fundet!" Men hvadSamuel havde sagt om Kongedømmet, fortalte han ham ikke.