17. Derpå stævnede Samuel Folket sammen hos HERREN i Mizpa;18. og han sagde til Israeliterne: "Så siger HERREN, Israels Gud:Jeg førte Israel op fra Ægypten og frelste eder af ÆgypternesHånd og fra alle de Riger, som plagede eder.19. Men nu vrager I eders Gud, som var eders Frelser i alle edersUlykker og Trængsler, og siger: Nej, en Konge skal du sætte overos! Så træd nu frem for HERRENs Åsyn Stamme for Stamme og Slægtfor Slægt!"20. Derpå lod Samuel alle Israels Stammer træde frem, og Loddetramte Benjamins Stamme.21. Så lod han Benjamins Stamme træde frem Slægt for Slægt, ogMatris Slægt ramtes. Så lod han Matris Slægt træde frem Mand forMand, og Saul, Kisjs Søn, ramtes. Men da man ledte efter ham,var han ikke til at finde.22. Da adspurgte de på ny HERREN: "Er Manden her?" Og HERRENsvarede: "Se, han holder sig skjult ved Trosset."23. Så løb de hen og hentede ham der; og da han trådte ind imellemFolket, var han et Hoved højere end alt Folket.24. Da sagde Samuel til hele Folket: "Ser I ham, HERREN har udvalgt?Hans Lige findes ikke i alt Folket!" Og hele Folket brød ud iJubelskrig og råbte: "Kongen leve!"25. Derpå fremsagde Samuel Kongedømmets Ret for Folket og optegnededen i en Bog, som han lagde hen for HERRENs Åsyn. Så lod Samuelhele Folket gå hver til sit:26. også Saul gik til sit Hjem i Gibea, og de tapre Mænd, hvisHjerte Gud rørte, gik med ham.27. Men nogle Niddinger sagde: "Hvor skulde denne kunne hjælpe os?"Og de ringeagtede ham og bragte ham ingen Hyldingsgave. Men hanvar, som han var døv.
1.Samuel 11
1. Siden efter drog Ammoniten Nahasj op og belejrede Jabesj iGilead. Da sagde alle Mændene i Jabesj til Nahasj: "Slut Pagtmed os, så vil vi underkaste os!"2. Men Ammoniten Nahasj svarede: "Ja, på det Vilkår vil jeg sluttePagt med eder, at jeg må stikke det højre Øje ud på enhver afeder til Forsmædelse for hele Israel!"3. Da sagde de Ældste i Jabesj til ham: "Giv os syv Dages Frist, såvi kan sende Bud rundt i hele Israels Land; hvis så ingen kommeros til Hjælp, vil vi overgive os til dig!"
4. Da Sendebudene kom til Sauls Gibea og forebragte Folket Sagen,brast hele Folket i Gråd.5. Og se, Saul kom netop hjem med sine Okser fra Marken, og hanspurgte: "Hvad er der i Vejen med Folket, siden det græder?" Defortalte ham da, hvad Mændene fra Jabesj havde sagt;6. og da Saul hørte det, overvældede Guds Ånd ham, og hans Vredeblussede heftigt op.7. Så tog han et Spand Okser og sønderhuggede dem, sendte Folk udmed Stykkerne i hele Israels Land og lod sige: "Hvis nogen ikkefølger Saul og Samuel, skal der handles således med hans Okser!"Da faldt en HERRENs Rædsel over Folket, så de alle som een drogud.8. Og han mønstrede dem i Bezek, og der var 300000 Israeliter og30000 Judæere.
9. Derpå sagde han til Sendebudene, som var kommet: "Således skal Isige til Mændene i Jabesj i Gilead: I Morgen, når Solen begynderat brænde, skal I få Hjælp!" Da Sendebudene kom og meddelteMændene i Jabesj det, blev de glade.10. Og Mændene i Jabesj sagde: "I Morgen vil vi overgive os tileder, så kan I gøre med os, hvad I finder for godt!"11. Dagen efter delte Saul Hæren i tre Afdelinger, og de trængte indi Lejren ved Morgenvagten og huggede ned blandt Ammoniterne, tildet blev hedt; og de, som undslap, splittedes til alle Sider, såikke to og to blev sammen.
12. Da sagde Folket til Samuel: "Hvem var det, som sagde: Skal Saulvære Konge over os? Bring os de Mænd, at vi kan slå dem ihjel!"13. Men Saul sagde: "I Dag skal ingen slås ihjel; thi i Dag harHERREN givet Israel Sejr!"14. Da sagde Samuel til Folket: "Kom, lad os gå til Gilgal oggentage Kongevalget der!"15. Så gik hele Folket til Gilgal og gjorde Saul til Konge forHERRENs Åsyn der i Gilgal, og de bragte Takofre der for HerrensÅsyn. Og Saul og alle Israels Mænd var højlig glade.
1.Samuel 12
1. Da sagde Samuel til hele Israel: "Se, jeg har føjet eder i alt,hvad I har bedt mig om, og sat en Konge over eder.2. Se, nu færdes Kongen for eders Ansigt; jeg er gammel og grå, ogmine Sønner er nu iblandt eder; men jeg har færdedes for edersAnsigt fra min Ungdom indtil i Dag.3. Se, her står jeg; viden imod mig i HERRENs og hans, SalvedesPåhør! Hvis Okse har jeg taget? Hvis Æsel har jeg taget? Hvemhar jeg, undertrykt? Hvem har jeg gjort Uret? Af hvem har jegtaget Gave og derfor lukket Øjnene? I så Fald vil jeg give ederErstatning!"4. Da sagde de: "Du har ikke undertrykt os eller gjort os Ureteller taget noget fra nogen."5. Derpå sagde han til dem: "Så er HERREN i Dag Vidne over foreder, også hans Salvede er Vidne, at I ikke har fundet noget hosmig." De sagde: "Ja!"
6. Da sagde Samuel til Folket: "HERREN er Vidne, han, som udrustedeMoses og Aron og førte eders Fædre op fra Ægypten.7. Så træd nu frem, at jeg kan gå i Rette med eder for HERRENs Åsynog kundgøre eder alle de Gerninger, HERREN i sin Retfærdigherhar øvet mod eder og eders Fædre.8. Da Jakob og hans Sønner var kommet til Ægypten, og Ægypterneplagede dem, råbte eders Fædre til HERREN, og HERREN sendteMoses og Aron, som førte eders Fædre ud af Ægypten, og han loddem bosætte sig her.9. Men de glemte HERREN deres Gud; derfor prisgav han dem til KongJabin af Hazors Hærfører Sisera, til Filisterne og til MoabsKonge, så de angreb dem.10. Da råbte de til HERREN og sagde: Vi har syndet, thi vi forlodHERREN og dyrkede Ba'alerne og Astarterne; men fri os nu af voreFjenders Hånd, så vil vi dyrke dig!11. Så sendte HERREN Jerubba'al, Barak, Jefta og Samuel; og hanfriede eder af eders Fjenders Hånd rundt om, så I kunde bo iTryghed.12. Men da I så Ammoniterkongen Nahasj rykke frem imod eder, sagde Itil mig: Nej, en Konge skal herske over os uagtet HERREN edersGud var eders Konge!13. Og nu, her står Kongen, som I har valgt og krævet; se, HERRENhar sat en Konge over eder!14. Hvis I frygter HERREN og tjener ham, adlyder hans Røst og ikkeer genstridige mod HERRENs Bud, men følger HERREN eders Gud,både I og Kongen, som har fået Herredømmet over eder, da skaldet gå eder vel.15. Adlyder I derimod ikke HERRENs Røst, men er genstridige modHERRENs Bud, da skal HERRENs Hånd ramme eder og eders Konge ogødelægge eder.16. Træd nu frem og se den vældige Gerning, HERREN vil øve for edersØjne!17. Har vi ikke Hvedehøst nu? Men jeg vil råbe til HERREN, at hanskal sende Torden og Regn, for at I kan kende og se, at det iHERRENs Øjne var en stor Brøde I begik, da I krævede en Konge!"
18. Derpå råbte Samuel til HERREN, og HERREN sendte samme Dag Tordenog Regn. Da frygtede hele folket såre for HERREN og Samuel,19. og hele Folket sagde til Samuel: "Bed for dine Trælle til HERRENdin Gud, at vi ikke skal dø, fordi vi til vore andre Synder harføjet den Brøde at kræve en Konge!"20. Da sagde Samuel til Folket: "Frygt ikke! Vel har I øvet al denSynd; men vend eder nu ikke fra HERREN, tjen ham af hele edersHjerte21. og vend eder ikke til dem, som er Tomhed og hverken kan hjælpeeller frelse, fordi de er Tomhed.22. Thi for sit store Navns Skyld vil HERREN ikke forstøde sit Folk,da det jo har behaget HERREN at gøre eder til sit Folk.23. Det være også langt fra mig at synde mod HERREN og høre op medat bede for eder; jeg vil også vise eder den gode og rette Vej;24. men frygt HERREN og tjen ham oprigtigt af hele eders Hjerte; thise, hvor store Ting han gjorde imod eder!25. Men hvis I handler ilde, skal både I og eders Konge gå tilGrunde!"
1.Samuel 13
1. Saul var….År ved sin Tronbestigelse, og han herskede i….År over Israel.
2. Saul udvalgte sig 3000 Mand af Israel; af dem var 2000 hos Sauli Mikmas og i Bjergene ved Betel, 1000 hos Jonatan i Gibea iBenjamin; Resten af Krigerne lod han gå hver til sit.3. Da fældede Jonatan Filisternes Foged i Geba. Det kom nuFilisterne for Øre, at Hebræerne havde revet sig løs. Men Saulhavde ladet støde i Hornet hele Landet over,4. og hele Israel hørte, at Saul havde fældet Filisternes Foged, ogat Israel havde vakt Filisternes Vrede. Og Folket stævnedessammen i Gilgal til at følge Saul,5. men Filisterne havde samlet sig til Kamp mod Israel, 3000Stridsvogne, 6000 Ryttere og Fodfolk så talrigt som Sandet vedHavets Bred, og de drog op og lejrede sig i Mikmas lige over forBet-Aven.6. Da Israels Mænd skønnede, hvilken Fare de var i thi Folket blevtrængt, skjulte Folket sig i Huler, Jordhuller, Klipperevner,Gruber og Cisterner7. eller gik over Jordans Vadesteder til Gads og Gileads Land. MenSaul var endnu i Gilgal, og hele Folket fulgte ham med Frygt iSind.8. Han ventede syv Dage til den Tid, Samuel havde fastsat; menSamuel kom ikke til Gilgal. Da Folket så spredte sig og forlodSaul,9. sagde han: "Bring Brændofferet og Takofrene hen til mig!" Såofrede han Brændofferet.10. Men lige som han var færdig med at ofre Brændofferet, se, da komSamuel, og Saul gik ham i Møde for at hilse på ham.11. Da sagde Samuel: "Hvad har du gjort!" Saul svarede: "Jeg så, atFolket spredte sig og forlod mig, men du kom ikke til denfastsatte Tid, og Filisterne samlede sig ved Mikmas;12. så tænkte jeg: Nu drager Filisterne ned til Gilgal imod mig, ogjeg har endnu ikke vundet HERRENs Gunst; da tog jeg Mod til migog bragte Brændofferet!"13. Samuel sagde til Saul: "Tåbeligt har du handlet. Hvis du havdeholdt den Befaling, HERREN din Gud gav dig, vilde HERREN nu havegrundfæstet dit Kongedømme over Israel til evig Tid;14. men nu skal dit Kongedømme ikke bestå. HERREN har udsøgt sig enMand efter sit Hjerte, og ham har HERREN kaldet til Fyrste oversit Folk, fordi du ikke holdt, hvad HERREN bød dig!"15. Derpå brød Samuel op og gik bort fra Gilgal; men dentilbageblevne Del af Folket drog op i Følge med Saul for atstøde til Krigerne, og de kom fra Gilgal til Gibea iBenjamin. Da mønstrede Saul de Folk, han havde hos sig, omtrent600 Mand;16. og Saul og hans Søn Jonatan og de Folk, de havde hos sig, lå iGeba i Benjamin, medens Filisterne lå lejret i Mikmas.17. Fra Filisternes Lejr drog så en Skare ud i tre Afdelinger for atplyndre; den ene Afdeling drog i Retning af Ofra til Sjualegnen,18. den anden i Retning af Bet Horon og den tredje i Retning af denHøj, som rager op over Zeboimdalen, ad Ørkenen til.19. Men der fandtes ingen Smede i hele Israels Land; thi Filisternehavde tænkt, at Hebræerne ellers kunde lave sig Sværd og Spyd;20. derfor måtte hele Israel drage ned til Filisterne for at fåhvæsset deres Plovjern, Hakker, Økser eller Pigkæppe;21. det kostede en Pim at få slebet Plovjem og Hakker og enTredjedel Sekel for Økser og for at indsætte Pig.22. Således fandtes der, den Dag Slaget stod ved Mikmas, hverkenSværd eller Spyd hos nogen af Krigerne, som var hos Saul ogJonatan; kun Saul og hans Søn Jonatan havde Våben.
1.Samuel 1423. Filisternes Forpost rykkede frem til Mikmaspasset. 14-1. Dahændte det en Dag, at Sauls Søn Jonatan sagde til sinVåbendrager: "Kom, lad os gå over til Filisternes Forpost herlige overfor!" Men til sin Fader sagde han intet derom.2. Saul sad just ved Udkanten af Geba under Granatæbletræet vedTærskepladsen, og folkene, som var hos ham, var omtrent 600Mand.3. Og Ahija, en Søn af Ahitub, der var Broder til Ikabod, en Søn afPinehas, en Søn af Eli, HERRENs Præst i Silo, bar Efoden. MenFolkene vidste intet om, at Jonatan var gået.4. I Passet, som Jonatan søgte at komme over for at angribeFilisternes Forpost, springer en Klippespids frem på hver Side;den ene hedder Bozez, den anden Sene.5. Den ene Spids rager i Vejret på Nordsiden ud for Mikmas, denanden på Sydsiden ud for Geba.6. Jonatan sagde da til Våbendrageren: "Kom, lad os gå over tildisse uomskårnes Forpost; måske vil HERREN stå os bi, thi intethindrer HERREN i at give Sejr, enten der er mange eller få!"7. Våbendrageren svarede: "Gør, hvad du har i Sinde! Jeg går med;som du vil, vil også jeg!"8. Da sagde Jonatan: "Vi søger nu at komme over til de Mænd ogsørger for, at de får os at se.9. Hvis de så siger til os: Stå stille, vi kommer hen til eder! såbliver vi stående, hvor vi står, og går ikke op til dem.10. Men siger de: Kom op til os! går vi derop; thi så har HERRENgivet dem i vor Hånd; det skal være vort Tegn!"11. Da nu Filisternes Forpost fik Øje på dem, sagde Filisterne: "Se,der kommer nogle Hebræere krybende ud af de Jordhuller, de harskjult sig i!"12. Og Mændene, der stod på Forpost, råbte til Jonatan og hansVåbendrager: "Kom op til os, så skal vi lære jer!" Da sagdeJonatan til Våbendrageren: "Følg med derop, thi HERREN har givetdem i Israels Hånd!"13. Så klatrede Jonatan op på Hænder og Fødder, og Våbendragerenbagefter. Da flygtede de for Jonatan; og han huggede dem ned, ogVåbendrageren fulgte efter og gav dem Dødsstødet;14. og i første Omgang fældede Jonatan og hans Våbendrager henvedtyve Mand på en Strækning af omtrent en halv Dags Pløjeland.15. Da opstod der Rædsel både i og uden for Lejren. og alleKrigerne, både Forposten og Strejfskaren, sloges med Rædsel;tilmed kom der et Jordskælv, og det fremkaldte en Guds Rædsel.
16. Men da Sauls Udkigsmænd i Geba i Benjamin så derhen, opdagedede, at det bølgede hid og did i Lejren.17. Da sagde Saul til sine Folk: "Hold Mønstring og se efter, hvemaf vore der er gået bort!" Og ved Mønstringen viste det sig, atJonatan og hans Våbendrager manglede.18. Da sagde Saul til Ahija: "Bring Efoden hid!" Han bar nemligdengang Efoden foran Israel.19. Men medens Saul talte med Præsten, blev Forvirringen iFilisternes Lejr større og større. Saul sagde da til Præsten:"Lad det kun være!"20. Og alle Sauls Krigere samlede sig om ham, og da de kom tilKamppladsen, se, da var den enes Sværd løftet mod den andens, ogalt var i stor Forvirring.21. Og de Hebræere, som tidligere havde stået under Filisterne oghavde gjort dem Hærfølge, faldt fra og sluttede sig til Israel,som fulgte Saul og Jonatan.22. Og da de israelitiske Mænd, som havde skjult sig i EfraimsBjerge, hørte, at Filisterne var på Flugt, satte også de efterdem for at bekæmpe dem.
23. Således gav HERREN Israel Sejr den Dag. Da Kampen havde straktsig hen forbi Bet Horon -24. alle Krigerne var med Saul, omtrent 10000 Mand, og Kampen bredtesig over Efraims Bjerge begik Saul den Dag en stor Dårskab, idethan tog Folket i Ed og sagde: "Forbandet være hver den, somnyder noget før Aften, før jeg får taget Hævn over mineFjender!" Og alt Folket afholdt sig fra at spise.25. Der fandtes nogle Bikager på Marken,26. og da Folket kom til Bikagerne, var Bierne borte; men ingenførte Hånden til Munden; thi Folket frygtede Eden.27. Jonatan havde dog ikke hørt, at hans Fader tog Folket i Ed, oghan rakte Spidsen af den Stav, han havde i Hånden, ud, dyppededen i en Bikage og førte Hånden til Munden; derved fik hans Øjneatter Glans.28. Da tog en af Krigerne til Orde og sagde: "Din Fader tog Folket iEd og sagde: Forbandet være hver den, som nyder noget i Dag! Ogdog var Folket udmattet."29. Men Jonatan sagde: "Min Fader styrter Landet i Ulykke! Se, hvormine Øjne fik Glans, fordi jeg nød den Smule Honning!30. Nej, havde Folket blot i bag spist dygtigt af Byttet, det togfra Fjenden! Thi nu blev Filisternes Nederlag ikke stort."
31. De slog da den Dag Filisterne fra Mikmas til Ajjalon, og Folketvar meget udmattet.32. Derfor kastede Folket sig over Byttet, tog Småkvæg, Hornkvæg ogKalve og slagtede dem på Jorden og spiste Kødet med Blodet i.33. Da meldte man det til Saul og sagde: "Se, Folket synder modHERREN ved at spise Kødet med Blodet i!" Og han sagde: "Iforbryder eder! Vælt mig en stor Sten herhen!"34. Derpå sagde Saul: "Gå rundt iblandt Folket og sig til dem:Enhver skal bringe sin Okse eller sit Får hen til mig og slagtedet her! Så kan I spise; men synd ikke mod HERREN ved at spiseKødet med Blodet i!" Da bragte hver og en af Folket, hvad hanhavde, og slagtede det der.35. Og Saul byggede HERREN et Alter; det var det første Alter, hanbyggede HERREN.
36. Derpå sagde Saul: "Lad os drage ned efter Filisterne i Nat ogudplyndre dem, før Dagen gryr, og ikke lade nogen af dem blivetilbage!" De svarede: "Gør, hvad du under for godt!" Men Præstensagde: "Lad os her træde frem for Gud!"37. Så rådspurgte Saul Gud:"Skal jeg drage ned efter Filisterne?Vil du give dem i Israels Hånd?" Men han svarede ham ikke denDag.38. Da sagde Saul: "Kom hid, alle Folkets Øverster, og se efter,hvad det er for en Synd, der er begået i Dag;39. thi så sandt HERREN lever, han, som har givet Israel Sejr: Omdet så er min Søn Jonatan, der har begået den, skal han dø!" Meningen af Folket svarede.40. Da sagde han til hele Israel: "I skal være den ene Part, jeg ogmin Søn Jonatan den anden!" Folket svarede Saul: "Gør, hvad dufinder for godt!"41. Derpå sagde Saul til HERREN: "Israels Gud! Hvorfor svarer duikke din Tjener i Dag? Hvis Skylden ligger hos mig eller min SønJonatan, HERRE, Israels Gud, så lad Urim komme frem; men liggerden hos dit Folk Israel, så lad Tummim komme frem!" Da ramtesJonatan og Saul af Loddet, men Folket gik fri.42. Saul sagde da: "Kast Lod mellem mig og min Søn Jonatan!" Såramtes Jonatan.43. Da sagde Saul til Jonatan: "Sig mig, hvad du har gjort!" Jonatansvarede: "Jeg nød lidt Honning på Spidsen af Staven, jeg havde iHånden. Se, jeg er rede til at dø!"44. Da sagde Saul: "Gud ramme mig både med det ene og det andet! Duskal visselig dø, Jonatan!"45. Men Folket sagde til Saul: "Skal Jonatan dø, han, som har vundetIsrael denne store Sejr? Det være langt fra! Så sandt HERRENlever, ikke et Hår skal krummes på hans Hoved; thi med GudsHjælp vandt han Sejr i Dag!" Da udløste Folket Jonatan, og hanblev friet fra Døden.46. Men Saul holdt op med at forfølge Filisterne og drog hjem,medens Filisterne trak sig tilbage til deres Land.
47. Da Saul havde vundet Kongedømmet over Israel, førte han Krig medalle sine Fjender rundt om, Moab, Ammoniterne, Edom, Kongen afZoba og Filisterne, og Sejren fulgte ham overalt, hvor hanvendte sig hen.48. Han udførte Heltegerninger, slog Amalek og befriede Israel fradem, som hærgede det.
49. Sauls Sønner var Jonatan, Jisjvi og Malkisjua; af hans to Døtrehed den førstefødte Merab og den yngste Mikal.50. Sauls Hustru hed Ahinoam, en Datter af Ahimåz; hans Hærfører hedAbiner, en Søn af Sauls Farbroder Ner;51. Sauls Fader Kisj og Abners Fader Ner var Sønner af Abiel.
52. Men Krigen med Filisterne var hård, lige så længe Saul levede; og hver Gang Saul traf en heltemodig og tapper Mand, knyttede han ham til sig.
1.Samuel 15
1. Samuel sagde til Saul: "Det var mig, HERREN sendte for at salvedig til konge over hans Folk Israel; lyd nu HERRENs Røst.2. Så siger Hærskarers HERRE: Jeg vil straffe Amalek for, hvad degjorde mod Israel, da de stillede sig i Vejen for det påVandringen op fra Ægypten.3. Drag derfor hen og slå Amalek og læg Band på dem og på alt, hvadder tilhører dem; skån dem ikke, men dræb både Mænd og Kvinder,Børn og diende, Okser og Får, Kameler og Æsler!"4. Så stævnede Saul Folket sammen og mønstrede dem i Telaim, 200000Mand Fodfolk og 10000 Mand af Juda.
5. Derpå drog Saul mod Amaleks By og lagde Baghold i Dalen.6. Men Saul sagde til Keniterne: "Skil eder fra Amalekiterne og gåeders Vej, for at jeg ikke skal udrydde eder sammen med dem; Iviste jo Venlighed mod alle Israeliterne, dengang de drog op fraÆgypten!" Så trak Keniterne sig tilbage fra Amalek.7. Og Saul slog Amalek fra Havila til Sjur, som ligger østen forÆgypten,8. og tog Kong Agag af Amalek levende til Fange. På alt Folketlagde han Band og huggede dem ned med Sværdet;9. men Saul og Folket skånede Agag og det bedste af Småkvæget ogHornkvæget, de fede og velnærede Dyr, alt det bedste; de vildeikke lægge Band på dem,men på alt det dårlige og værdiløse Kvæglagde de Band.
10. Da kom HERRENs Ord til Samuel således:11. "Jeg angrer, at jeg gjorde Saul til Konge; thi han har vendt sigfra mig og ikke holdt mine Befalinger!" Da vrededes Samuel ogråbte til HERREN hele Natten.12. Næste Morgen tidlig, da Samuel vilde gå Saul i Møde, blev dermeldt ham: "Saul kom til Karmel og rejste sig et Mindesmærkeder; så vendte han om og drog videre ned til Gilgal!"13. Samuel begav sig da til Saul. Saul sagde til ham: "HERRENvelsigne dig! Jeg har holdt HERRENs Befaling!"14. Men Samuel sagde: "Hvad er det for en Brægen af Småkvæg, som nårmit Øre, og Brølen af Hornkvæg, jeg hører?"15. Saul svarede: "De tog dem med fra Amalekiterne; thi Folketskånede det bedste af Småkvæget og Hornkvæget for at ofre dettil HERREN din Gud; på det andet derimod lagde vi Band!"16. Da sagde Samuel til Saul: "bet er nok! Jeg vil kundgøre dig,hvad HERREN i Nat har sagt mig!" Han svarede: "Tal!"
17. Da sagde Samuel: "Om du end ikke regner dig selv for noget, erdu så ikke Høvding for Israels Stammer, og salvede HERREN digikke til Konge over Israel?18. Og HERREN sendte dig af Sted med den Befaling: Gå hen og lægBand på Amalekiterne, de Syndere, og før Krig imod dem, indtildu har udryddet dem!19. Hvorfor adlød du da ikke HERRENs Røst, men styrtede dig overByttet og gjorde, hvad der er ondt i HERRENs Øjne?"20. Saul svarede Samuel: "Jeg adlød HERRENs Røst og gik, hvor HERRENsendte mig hen; jeg har bragt Kong Agag af Amalek med og lagtBand på Amalek;21. men Folket tog Småkvæg og Hornkvæg af Byttet, det bedste af detbandlyste, for at ofre det til HERREN din Gud i Gilgal."22. Men Samuel sagde: "Mon HERREN har lige så meget Behag iBrændofre og Slagtofre som i Lydighed mod HERRENs Høst? Nej, atadlyde er mere værd end Slagtoffer, og at være lydhør er mereværd end Væderfedt;23. thi Genstridighed er Trolddomssynd, og Egenrådighed erAfgudsbrøde. Fordi du har forkastet HERRENs Ord, har hanforkastet dig, så du ikke mere skal være Konge!"24. Da sagde Saul til Samuel: "Jeg har syndet, thi jeg har overtrådtHERRENs Befaling og dine Ord, men jeg frygtede Folket og føjededem:25. tilgiv mig dog nu min Synd og vend tilbage med mig, for at jegkan tilbede HERREN!"26. Men Samuel sagde til Saul: "Jeg vender ikke tilbage med dig;fordi du har forkastet HERRENs Ord, har HERREN forkastet dig, sådu ikke mer skal være Konge over Israel!"27. Derpå vendte Samuel sig for at gå, men Saul greb fat i hansKappeflig, så den reves af.28. Da sagde Samuel til ham: "HERREN har i Dag revet Kongedømmetover Israel fra dig og givet det til en anden, som er bedre enddu!29. Visselig, han, som er Israels Herlighed, lyver ikke, ej hellerangrer han; thi han er ikke et Menneske, at han skulde angre!"30. Saul sagde: "Jeg har syndet; men vis mig dog Ære for mit FolksÆldste og Israel og vend tilbage med mig, for at jeg kan tilbedeHERREN din Gud!"31. Da vendte Samuel tilbage med Saul, og Saul tilbad HERREN.
32. Derpå sagde Samuel: "Bring Kong Agag af Amalek hid til mig!" OgAgag gik frejdigt hen til ham og sagde: "Visselig, nu er DødensBitterhed svundet!"33. Da sagde Samuel: "Som dit Sværd har gjort Kvinder barnløse, skaldin Moder blive barnløs fremfor andre Kvinder!" Derpåsønderhuggede Samuel Agag for HERRENs Åsyn i Gilgal.34. Samuel begav sig så til Rama, mens Saul drog op til sit Hjem iSauls Gibea.35. Og Samuel så ikke mere Saul indtil sin Dødedag; thi Samuelsørgede over Saul.
1.Samuel 16HERREN angrede, at han havde gjort Saul til Konge over Israel;16-1. og HERREN sagde til Samuel: "Hvor længe vil du gå og sørgeover Saul? Jeg har jo dog forkastet ham, så han ikke mere skalvære Konge over Israel. Fyld dit Horn med Olie og drag af Sted!Jeg sender dig til Betlehemiten Isaj, thi jeg har udset mig enKonge blandt hans Sønner."2. Samuel svarede: "Hvorledes kan jeg det? Får Saul det at høre,dræber han mig!" Men HERREN sagde: "Tag en Kvie med og sig: Jegkommer for at ofre HERREN et Offer!3. Og indbyd Isaj til Ofringen; så vil jeg lade dig vide, hvad duskal gøre; du skal salve mig den, jeg siger dig!"4. Samuel gjorde da, som HERREN sagde. Da han kom til Betlehem, gikByens Ældste ham forfærdede i Møde og sagde: "Kommer du for detgode?"5. Han svarede: "Ja! Jeg kommer for at ofre til HERREN. Helligereder og kom med til Ofringen!" Og han lod Isaj og hans Sønnerhellige sig og indbød dem til Ofringen:
6. Da de kom, og han så Eliab, tænkte han: "Visselig står nuHERRENs Salvede for ham!"7. Men HERREN sagde til Samuel: "Se ikke på hans Ydre eller højeVækst; thi jeg har vraget ham; Gud ser jo ikke, som Menneskerser, thi Mennesker ser på det, som er for Øjnene, men HERREN serpå Hjertet."8. Da kaldte Isaj på Abinadab og førte ham hen for Samuel; men hansagde: "Heller ikke ham har HERREN udvalgt!"9. Isaj førte da Sjamma frem; men han sagde: "Heller ikke ham harHERREN udvalgt!"10. Så førte Isaj de andre af sine syv Sønner frem for Samuel; menSamuel sagde til Isaj: "HERREN har ikke udvalgt nogen af dem!"11. Samuel spurgte da Isaj: "Er det alle de unge Mænd?" Han svarede:"Endnu er den yngste tilbage; men han vogter Småkvæget!" Dasagde Samuel til Isaj: "Send Bud efter ham! thi vi sætter osikke til Bords, før han kommer!"12. Så sendte han Bud efter ham. Han var rødmosset, en Yngling medsmukke Øjne og skøn at se til. Da sagde HERREN: "Stå op, salvham, thi ham er det!"13. Samuel tog da Oliehornet og salvede ham, medens hans Brødre stodrundt om: Og HERRENs Ånd kom over David fra den Dag af.Derefter brød Samuel op og gik til Rama.
14. Efter at HERRENs Ånd var veget fra Saul, plagedes han af en ondÅnd fra HERREN.15. Sauls Folk sagde da til ham: "Se, en ond Ånd fra Gud plager dig;16. sig kun et Ord, Herre, dine Trælle står rede til at søge efteren Mand, der kan lege på Strenge; når en ond Ånd fra Gud kommerover dig, skal han røre Strengene; så får du det godt!"17. Da sagde Saul til sine Folk: "Find mig en Mand, der er dygtigtil Strengeleg, og bring ham til mig!"18. En af Tjenerne tog til Orde og sagde: "Jeg har set en Søn afBetlehemiten Isaj, han kan lege på Strenge og er en dygtigKriger, en øvet Krigsmand; han ved at føje sine Ord og er ensmuk Mand, og HERREN er med ham!"19. Saul sendte da Bud til Isaj og lod sige: "Send mig din SønDavid, som er ved Fårene!"20. Da tog Isaj ti Brød, en Lædersæk Vin og et Gedekid og sendte sinSøn David til Saul dermed.21. Således kom David til Saul og trådte i hans Tjeneste; Saul fikham såre kær, og han blev hans Våbendrager.22. Og Saul sendte Bud til Isaj og lod sige: "Lad David blive i minTjeneste, thi jeg har fattet Godhed for ham!"23. Når nu Ånden fra Gud kom over Saul, tog David sin Citer og rørteStrengene; så følte Saul Lindring og fik det godt, og den ondeÅnd veg fra ham.
1.Samuel 17Filisterne samlede deres Hær til Kamp. De samlede sig ved Soko iJuda og slog Lejr mellem Soko og Azeka i Efes-Dammim.2. Ligeledes samlede Saul og Israels Mænd sig og slog Lejr iTerebintedalen og gjorde sig rede til at angribe Filisterne.3. Filisterne stod ved Bjerget på den ene Side, Israeliterne vedBjerget på den anden, med Dalen imellem sig.4. Da trådte en Tvekæmper ved Navn Goliat fra Gat ud af FilisternesRækker, seks Alen og et Spand høj.5. Han havde en Kobberhjelm på Hovedet, var iført en Skælbrynje,hvis Kobber vejede 5000 Sekel,6. og havde Kobberskinner på Benene og et Kobberspyd overSkulderen.7. Hans Spydstage var som en Væverbom, og hans Spydsod var af Jernog vejede 600 Sekel; hans Skjolddrager gik foran ham.8. Han stod frem og råbte over til Israels Slagrækker: "Hvorfordrager I ud til Angreb? Er jeg ikke en Filister og I SaulsTrælle? Vælg jer en Mand og lad ham komme herned til mig!9. Hvis han kan tage Kampen op med mig og dræber mig, vil vi væreeders Trælle, men får jeg Bugt med ham og dræber ham, skal Ivære vore Trælle og trælle for os!"10. Yderligere sagde Filisteren: "I Dag har jeg hånet IsraelsSlagrækker; kom med en Mand, så vi kan kæmpe sammen!"11. Da Saul og hele Israel hørte disse Filisterens Ord, blev deforfærdede og grebes af Rædsel.12. David var Søn af en Efratit i Betlehem i Juda ved Navn Isaj, somhavde otte Sønner. Denne Mand var på Sauls Tid gammel og tilÅrs.13. Isajs tre ældste Sønner havde fulgt Saul i Krigen, og Navnene påhans tre ældste Sønner, som var draget i Krigen, var Eliab, denførstefødte, Abinadab, den næstældste, og Sjamma, den tredje;14. David var den yngste. De tre ældste havde fulgt Saul;15. og David gik af og til hjem fra Saul for at vogte sin FadersSmåkvæg i Betlehem.16. Men Filisteren trådte frem og tilbød Kamp hver Morgen og Aften ifyrretyve Dage.17. Nu sagde Isaj engang til sin Søn David: "Tag en Efa af detristede Korn her og disse ti Brød til dine Brødre og løb hen tildem i Lejren med det18. og bring disse ti Skiver Flødeost til Tusindføreren; og se så,hvorledes det går dine Brødre, og få et Pant af dem;19. Saul ligger med dem og alle Israels Mænd i Terebintedalen ogkæmper med Filisterne!"
20. Næste Morgen tidlig overlod David Småkvæget til en Vogter, togSagerne og gav sig på Vej,som Isaj havde pålagt ham; og han komtil Vognborgen, netop som Hæren rykkede ud til Slag og opløftedeKampråbet.21. Både Israel og Filisterne stod rede til Kamp, Slagorden modSlagorden.22. David lagde sine Sager fra sig og overlod dem til Vagten vedTrosset, løb ind mellem Slagrækkerne og gik hen og hilste påsine Brødre.23. Medens han talte med dem, se, da kom Tvekæmperen - FilisterenGoliat hed han og var fra Gat - frem fra Filisternes Slagrækkerog talte, som han plejede, medens David hørte på det.24. Da Israels Mænd så Manden, flygtede de alle rædselsslagne forham.25. Og Israels Mænd sagde: "Ser I den Mand, som kommer der? Det erfor at håne Israel, han kommer; den, som dræber ham, vil Kongengive stor Rigdom; sin Datter vil han give ham, og hansFædrenehus vil han fritage for Skat i Israel!"26. David spurgte da de Mænd,som stod om ham: "Hvilken Løn får den,som dræber denne Filister og tager Skammen fra Israel? Thi hvemer vel denne uomskårne Filister, at han vover at håne denlevende Guds Slagrækker?"27. Og Folkene gentog for ham: "Det og det får den, som dræber ham!"28. Men da hans ældste Broder Eliab hørte ham tale med Mændene, blevhan vred på David og sagde: "Hvad vil du her? Og hvem har duoverladt de stakkels Får i Ørkenen? Jeg kender dit Overmod ogdit Hjertes Ondskab; du kom jo herned for at se på Kampen!"29. Da sagde David: "Hvad har jeg nu gjort? Det var jo da kun etSpørgsmål!"30. Og han vendte sig fra ham til en anden og sagde det samme, ogFolkene svarede ham som før.
31. Imidlertid rygtedes det, hvad David havde sagt; det kom ogsåSaul for Øre, og han lod ham hente.32. Da sagde David til Saul: "Min Herre må ikke tabe Modet! Din Trælvil gå hen og kæmpe med den Filister!"33. Saul svarede David: "Du kan ikke gå hen og kæmpe med denFilister; thi du er en ung Mand, og han har været Kriger fra sinUngdom!"34. Men David sagde til Saul: "Din Træl har vogtet sin Faders Småkvæg; og kom der en Løve eller en Bjørn og slæbte et Dyr bortfra Hjorden,35. løb jeg efter den og slog den og rev det ud af Gabet på den;kastede den sig så over mig, greb jeg den i Skægget og slog denihjel.36. Både Løve og Bjørn har din Træl dræbt, og det skal gå denneuomskårne Filister som en at dem; thi han har hånet den levendeGuds Slagrækker!"37. Fremdeles sagde David: "HERREN, som har reddet mig fra Løvers ogBjørnes Vold, vil også redde mig fra denne Filisters Hånd!"Dasagde Saul til David: "Gå! HERREN være med dig!"
38. Saul iførte nu David sin Våbenkjortel, satte en Kobberhjelm påhans Hoved, iførte ham en Brynje39. og spændte sit Sværd om ham over Våbenkjortelen; men det varforgæves, han søgte at gå dermed, thi han havde aldrig prøvetdet før. Da sagde David til Saul: "Jeg kan ikke gå dermed, thijeg har aldrig prøvet det før!" Og David tog det af.40. Derpå tog han sin Stav i Hånden og udsøgte sig fem af deglatteste Sten i Flodlejet, lagde dem i sin Hyrdetaske, dertjente ham som Slyngestenstaske, tog sin Slynge i Hånden og gikmod Filisteren.41. Imidlertid kom Filisteren David nærmere og nærmere medSkjolddrageren foran sig;42. og da Filisteren så til og fik Øje på David, ringeagtede hanham, fordi han var en ung Mand, rødmosset og smuk at se til.43. Og Filisteren sagde til David:"Er jeg en Hund, siden du kommerimod mig med en Stav?" Og Filisteren forbandede David ved sinGud.44. Derpå sagde Filisteren til David: "Kom herhen, så skal jeg giveHimmelens Fugle og Markens vilde Dyr dit Kød!"45. David svarede Filisteren: "Du kommer imod mig med Sværd og Spydog kastevåben, men jeg kommer imod dig i Hærskarers HERREs,Israels Slagrækkers Guds, Navn, ham, du har hånet.46. I Dag giver HERREN dig i min Hånd; jeg skal slå dig ned og huggeHovedet af dig og i Dag give Himmelens Fugle og Jordens vildeDyr din og Filisterhærens døde Kroppe, for at hele Jorden kankende, at der er en Gud i Israel,47. og for at hele denne Forsamling kan kende, at HERREN ikke giverSejr ved Sværd eller Spyd; thi HERREN råder for Kampen, og hanvil give eder i vor Hånd!"
48. Da Filisteren nu satte sig i Bevægelse og gik nærmere hen imodDavid, løb David hurtigt hen imod Slagrækken for at mødeFilisteren.49. Og David greb ned i Tasken, tog en Sten af den, slyngede den udog ramte Filisteren i Panden, så Stenen trængte ind i hansPande, og han styrtede næsegrus til Jorden.50. Således fik David Bugt med Filisteren med Slynge og Sten, og hanslog Filisteren ihjel, skønt han ikke havde Sværd i Hånden.51. Så løb David hen ved Siden af Filisteren, greb hans Sværd, drogdet af Skeden og gav ham Dødsstødet og huggede Hovedet af hamdermed. Da Filisterne så, at deres Helt var død, flygtede de;52. men Israels og Judas Mænd satte sig i Bevægelse, opløftedeKampråbet og forfulgte Filisterne lige til Gat og Ekrons Porte,og de faldne Filistere lå på Vejen fra Sja'arajim lige til Gatog Ekron.53. Derpå vendte Israeliterne tilbage fra Forfølgelsen af Filisterneog plyndrede deres Lejr.54. Og David tog Filisterens Hoved og bragte det til Jerusalem, menhans Våben lagde han i sit Telt.
55. Da Saul så David gå imod Filisteren, sagde han til HærførerenAbner: "Hvis Søn er denne unge Mand, Abner?" Abner svarede: "Såsandt du lever, Konge, jeg ved det ikke!"56. Da sagde Kongen: "Forhør dig om, hvis Søn denne Yngling er!"57. Da så David vendte tilbage efter at have dræbt Filisteren, togAbner ham og førte ham frem for Saul, og han havde FilisterensHoved i Hånden.58. Saul sagde til ham: "Hvis Søn er du, unge Mand?" David svarede:"Jeg er Søn af din Træl, Betlehemiten Isaj!"
1.Samuel 18
1. Efter Davids Samtale med Saul blev Jonatans Sjæl bundet tilDavids Sjæl, og han elskede ham som sin egen Sjæl;2. og Saul tog ham samme dag til sig og tillod ham ikke at vendetilbage til sin Faders Hus.3. Og Jonatan sluttede Pagt med David, fordi han elskede ham somsin egen Sjæl.4. Og Jonatan afførte sig sin Kappe og gav David den tillige medsin Våbenkjortel, ja endog sit Sværd, sin Bue og sit Bælte.
5. Og David drog ud; hvor som helst Saul sendte ham hen, havde hanLykken med sig; derfor satte Saul ham over Krigerne, og hanvandt Yndest hos alt Folket, endog hos Sauls Folk.6. Men da de kom hjem, da David vendte tilbage efter at have fældetFilisteren, gik Kvinderne fra alle Israels Byer Saul i Møde medSang og Dans, med Håndpauker, Jubel og Cymbler,7. og de dansende Kvinder sang: "Saul slog sine Tusinder, men Davidsine Titusinder!"
8. Da blev Saul meget vred; disse Ord mishagede ham, og han sagde:"David giver de Titusinder, og mig giver de Tusinder; nu manglerhan kun Kongemagten!"9. Og fra den Dag af så Saul skævt til David.10. Næste Dag overvældede en ond Ånd fra Gud Saul, så han rasede iHuset, medens David som sædvanligt legede på Strenge; Saul havdesit Spyd i Hånden11. og kastede det i den Tanke: "Jeg vil spidde David til Væggen!"Men David undveg ham to Gange.
12. Da kom Saul til at frygte David, fordi HERREN var med ham,medens han var veget fra Saul.13. Derfor fjernede Saul ham fra sig og gjorde ham til Tusindfører;og han drog ud til Kamp og hjem igen i Spidsen for Krigerne;14. og Lykken fulgte David i alt, hvad han foretog sig; thi HERRENvar med ham.15. Da Saul så, i hvor høj Grad Lykken fulgte ham, gruede han forham;16. men hele Israel og Juda elskede David, fordi han drog ud tilKamp og hjem i Spidsen for dem.17. Da sagde Saul til David: "Se, her er min ældste Datter Merab;hende vil jeg give dig til Hustru, dersom du viser dig som entapper Mand i min Tjeneste og fører HERRENs Krige!" Saul tænktenemlig: "Han skal ikke falde for min, men for Filisternes Hånd!"18. David sagde til Saul: "Hvem er jeg, og hvad er min Familie, minFaders Slægt i Israel, at jeg skulde blive Kongens Svigersøn?"19. Men da Tiden kom, at Sauls Datter Merab skulde gives David tilÆgte, blev hun givet til Adriel fra Mehol
20. Sauls Datter Mikal fattede Kærlighed til David. Det kom Saul forØre, og han syntes godt derom;21. Saul tænkte nemlig: "Jeg vil give hende til ham, for at hun kanblive ham en Snare, så han falder for Filisternes Hånd!" Dasagde Saul til David: "I Dag skal du for anden Gang blive minSvigersøn!"22. Og Saul gav sine Folk Befaling til underhånden at sige tilDavid: "Kongen synes godt om dig, og alle hans Folk elsker dig;så bliv nu Kongens Svigersøn!"23. Men da Sauls Folk sagde det til David, svarede han: "Synes deteder en ringe Ting at blive Kongens Svigersøn? Jeg er jo enfattig og ringe Mand!"24. Og Sauls Folk meddelte ham det og sagde: "Det og det sagdeDavid."25. Da sagde Saul: "Således skal I sige til David: Kongen ønskerikke andet i Brudekøb end 100 Filisterforhuder, så at han kan fåHævn over sine Fjender!" Saul gjorde nemlig Regning på at fåDavid fældet ved Filisternes Hånd.26. Da hans Folk fortalte David dette, samtykkede han i at bliveKongens Svigersøn.27. Derpå brød David op og drog ud med sine Mænd og dræbte 2OOFilistere, og David kom med deres Forhuder og leverede Kongendem fuldtallige for at blive hans Svigersøn. Så gav Saul ham sinDatter Mikal til Ægte.28. Men da Saul så og skønnede, at HERREN var med David, og at heleIsrael elskede ham,29. frygtede han David endnu mere, og Saul blev for stedse Davidfjendsk.30. Filisternes Høvdinger rykkede i Marken; og hver Gang de rykkedeud, havde David mere Held med sig end alle Sauls Folk, og hanvandt stort Ry.
1.Samuel 19
1. Saul talte nu med sin Søn Jonatan og alle sine Folk om at slåDavid ihjel. Men Sauls Søn Jonatan holdt meget af David.2. Derfor fortalte Jonatan David det og sagde: "Min Fader Saul stårdig efter Livet; tag dig derfor i Vare i Morgen, gem dig og holddig skjult!3. Men jeg vil gå ud og stille mig hen hos min Fader på Marken der,hvor du er; så vil jeg tale til ham om dig, og hvis jeg mærkernoget, vil jeg lade dig det vide."4. Så talte Jonatan Davids Sag hos sin Fader Saul og sagde til ham:"Kongen forsynde sig ikke mod sin Træl David; thi han har ikkeforsyndet sig mod dig, og hvad han har udrettet, har gavnet digmeget;5. han vovede Livet for at dræbe Filisteren, og HERREN gav heleIsrael en stor Sejr. Du så det selv og glædede dig derover;hvorfor vil du da forsynde dig ved uskyldigt Blod og dræbe Daviduden Grund?"6. Og Saul lyttede til Jonatans Ord, og Saul svor: "Så sandt HERRENlever, han skal ikke blive dræbt!"7. Derpå lod Jonatan David hente og fortalte ham det hele; ogJonatan førte David til Saul, og han var om ham som før.
8. Men Krigen fortsattes, og David drog i Kamp mod Filisterne ogtilføjede dem et stort Nederlag, så de flygtede for ham.9. Da kom der en ond Ånd fra HERREN over Saul, og engang han sad isit Hus med sit Spyd i Hånden, medens David legede på Strengene,10. søgte Saul at spidde David til Væggen med Spydet; men han vegtil Side for Saul, så han jog Spydet i Væggen, medens Davidflygtede og undslap.11. Om Natten sendte Saul Folk til Davids Hus for at passe på ham ogdræbe ham om Morgenen. Men Davids Hustru Mikal røbede ham det ogsagde: "Hvis du ikke redder dit Liv i Nat, er du dødsens iMorgen!"12. Så hejste Mikal David ned igennem Vinduet, og han flygtede bortog undslap.13. Derpå tog Mikal Husguden, lagde den i Sengen, bredte etGedehårsnet over Hovedet på den og dækkede den til med et Tæppe.14. Da nu Saul sendte Folk hen for at hente David, sagde hun: "Haner syg."15. Men Saul sendte Sendebudene hen for at se David, idet han sagde:"Bring ham på Sengen op til mig, for at jeg kan dræbe ham!"16. Da Sendebudene kom derhen, opdagede de, at det var Husguden, derlå i Sengen med Gedehårsnettet over Hovedet.17. Da sagde Saul til Mikal: "Hvorfor førte du mig således bag Lysetog hjalp min fjende bort, så han undslap?" Mikal svaredeSaul:"Han sagde til mig: Hjælp mig bort, ellers slår jeg digihjel!"
18. Men David var flygtet og havde bragt sig i Sikkerhed. Derpå gikhan til Samuel i Rama og fortalte ham alt, hvad Saul havde gjortimod ham; og han og Samuel gik hen og tog Ophold i Najot.19. Da nu Saul fik at vide, at David var i Najot i Rama,20. sendte han Folk ud for at hente David; men da de så Profetskareni profetisk Henrykkelse og Samuel stående hos dem, kom Guds Åndover Sauls Sendebud, så at også de faldt i profetiskHenrykkelse.21. Da Saul hørte det, sendte han andre Folk af Sted; men også defaldt i Henrykkelse. Så sendte Saul på ny, tredje Gang, Folk afSted; men også de faldt i Henrykkelse.22. Da begav han sig selv til Rama, og da han kom til Cisternen påTærskepladsen, som ligger på den nøgne Høj, spurgte han: "Hvorer Samuel og David?" Man svarede: "I Najot i Rama!"23. Men da han gik derfra til Najot i Rama, kom Guds Ånd også overham, og han gik i Henrykkelse hele Vejen, lige til han nåedeNajot i Rama.24. Da rev også han sine Klæder af sig, og han var i Henrykkelseforan Samuel og faldt nøgen om og blev liggende således hele denDag og den følgende Nat. Derfor hedder det: "Er også Sauliblandt Profeterne?"
1.Samuel 20
1. Men David flygtede fra Najot i Rama og kom til Jonatan og sagde:"Hvad har jeg gjort? Hvad er min Brøde? Og hvad er min Synd moddin Fader, siden han står mig efter Livet?"2. Han svarede: "Det være langt fra! Du skal ikke dø! Min Faderforetager sig jo intet, hverken stort eller småt, uden at lademig det vide; hvorfor skulde min Fader så dølge dette for mig?Der er intet om det!"3. Men David svarede: "Din Fader ved sikkert, at du har fattetGodhed for mig, og tænker så: Det må Jonatan ikke få at vide, atdet ikke skal gøre ham ondt; nej, så sandt HERREN lever, og såsandt du lever, der er kun et Skridt imellem mig og Døden!"4. Da sagde Jonatan til David: "Alt, hvad du ønsker, vil jeg gørefor dig!"5. David sagde til Jonatan: "I Morgen er det jo Nymånedag, og jegskulde sidde til Bords med Kongen; men lad mig gå bort og skjulemig på Marken indtil Aften.6. Hvis din Fader savner mig, så sig: David har bedt mig om Lov tilat skynde sig til Betlehem, sin Fødeby, da hele hans Slægt harsit årlige Slagtoffer der.7. Hvis han så siger: Godt! er der ingen Fare for din Træl; menbliver han vred, så vid, at han vil min Ulykke.8. Vis din Træl den Godhed, siden du er gået i Pagt med din Trælfor HERRENs Åsyn. Men har jeg forbrudt mig, så slå du mig ihjel;thi hvorfor skulde du bringe mig til din Fader?"9. Jonatan svarede: "Det være langt fra! Hvis jeg virkelig kommerunder Vejr med, at min Fader vil din Ulykke, skulde jeg så ikkelade dig det vide?"10. Da sagde David til Jonatan: "Men hvem skal lade mig det vide, omdin Fader giver dig et hårdt Svar?"11. Jonatan svarede David: "Kom, lad os gå ud på Marken!" Og de gikbegge ud på Marken.
12. Da sagde Jonatan til David: "HERREN, Israels Gud, er Vidne: Jegvil i Morgen ved denne Tid udforske min Faders Sindelag, og hvisder ingen Fare er for David, skulde jeg da ikke sende dig Bud oglade dig det vide?13. HERREN ramme Jonatan både med det ene og det andet: Hvis det ermin Faders bestemte Vilje at bringe Ulykke over dig, vil jeglade dig det vide og hjælpe dig bort, så du kan fare i Fred.HERREN være med dig, som han har været med min Fader.14. Og måtte du så, hvis jeg endnu er i Live, måtte du så viseHERRENs Godhed imod mig. Men skulde jeg være død,15. så unddrag ingen Sinde min Slægt din Godhed. Og når HERRENudrydder hver eneste af Davids Fjender af Jorden,16. måtte da Jonatans Navn ikke blive udryddet, men bestå sammen medDavids Hus, og måtte HERREN kræve det af Davids Fjenders Hånd!"17. Da svor Jonatan på ny David en Ed, fordi han elskede ham; thihan elskede ham af hele sin Sjæl.
18. Da sagde Jonatan til ham: "I Morgen er det Nymånedag; da vil dublive savnet, når din Plads står tom;19. men i Overmorgen vil du blive savnet endnu mere; gå så hen tildet Sted, hvor du holdt dig skjult, den Dag Skændselsdådenskulde have fundet Sted, og sæt dig ved Jorddyngen der;20. i Overmorgen vil jeg så skyde med Pile der, som om jeg skød tilMåls.21. Jeg sender så Drengen hen for at lede efter Pilen, og hvis jegda siger til ham: Pilen ligger her på denne Side af dig, hentden! så kan du komme; thi da står alt vel til for dig, og der eringen Fare, så sandt HERREN lever.22. Men siger jeg til den unge Mand: Pilen ligger på den anden Sideaf dig, bedre frem! så fly,thi da vil HERREN have dig bort.23. Men om det, vi to har aftalt sammen, gælder, at HERREN stårmellem mig og dig for evigt!"
24. David skjulte sig så ude på Marken. Da Nymånedagen kom,satteKongen sig til Bords for at spise;25. Kongen sad på sin vante Plads, på Pladsen ved Væggen, medensJonatan sad lige overfor og Abner ved Siden af Saul, men DavidsPlads stod tom.26. Saul sagde intet den Dag, thi han tænkte: "Der er vel hændet hamnoget, så han ikke er ren, fordi han endnu ikke har renset sig."27. Men da Davids Plads også stod tom næste Dag, Dagen efterNymånedagen, sagde Saul til sin Søn Jonatan: "Hvorfor kom IsajsSøn hverken til Måltidet i Går eller i Dag?"28. Jonatan svarede Saul: "David bad mig om Lov til at gå tilBetlehem;29. han sagde: Lad mig gå, thi vor Slægt har Offerfest der i Byen,og mine Brødre har pålagt mig at komme; hvis du har Godhed formig, lad mig så få fri, for at jeg kan besøge mine Slægtninge!Det er Grunden til, at han ikke er kommet til Kongens Bord!"30. Da blussede Sauls Vrede op imod Jonatan, og han sagde til ham;"Du Søn af en vanartet Kvinde! Ved jeg ikke, at du er Ven medIsajs Søn til Skam for dig selv og for din Moders Blusel?31. Thi så længe Isajs Søn er i Live på Jorden, er hverken du ellerdit Kongedømme i Sikkerhed. Send derfor Bud og hent ham til mig,thi han er dødsens!"32. Jonatan svarede sin Fader Saul: "Hvorfor skal han dræbes? Hvadhar han gjort?"33. Da kastede Saul Spydet efter ham for at ramme ham. Så skønnedeJonatan, at det var hans Faders bestemte Vilje at dræbe David.34. Og Jonatan rejste sig fra Bordet i heftig Vrede og spiste intetden anden Nymånedag, thi det gjorde ham ondt for David, at hansFader havde smædet ham.
35. Næste Morgen gik Jonatan fulgt af en dreng ud i Marken, til denTid han havde aftalt med David.36. Derpå sagde han til Drengen, han havde med: "Løb hen og ledefter den Pil, jeg skyder af!" Medens Drengen løb, skød hanPilen af over hans Hoved,37. og da Drengen nåede Stedet, hvor Pilen, som Jonatan havdeafskudt, lå, råbte Jonatan til ham: "Pilen ligger jo på denanden Side af dig, bedre frem!"38. Derpå råbte Jonatan til Drengen: "Skynd dig alt, hvad du kan, ogbliv ikke stående!" Så tog Jonatans dreng Pilen og bragte sinHerre den.39. Og Drengen vidste ikke noget, thi kun Jonatan og David kendteSammenhængen.40. Jonatan gav derpå sin Dreng Våbnene og sagde til ham: "Tag demmed til Byen!"41. Da Drengen var gået, rejste David sig fra sit Skjul vedJorddyngen og faldt til Jorden på sit Ansigt og bøjede sig nedtre Gange. Og de kyssede hinanden og græd bitterlig sammen.42. Derpå sagde Jonatan til David: "Far i Fred! Om det, vi to hartilsvoret hinanden i HERRENs Navn, gælder, at HERREN står mellemmig og dig, mellem mine og dine Efterkommere for evigt!"43. Så brød David op og drog bort, medens Jonatan gik ind i Byen.
1.Samuel 21
1. David kom derpå til Præsten Ahimelek i Nob. Ahimelek komængstelig David i Møde og sagde til ham: "Hvorfor er du alene oghar ingen med dig?"2. David svarede Præsten Ahimelek: "Kongen overdrog mig et Ærindeog sagde til mig: Ingen må vide noget om det Ærinde, jeg senderdig ud i og overdrager dig! Derfor har jeg sat Folkene Stævne pået aftalt Sted.3. Men hvis du har fem Brød ved Hånden, så giv mig dem, eller hvaddu har!"4. Præsten svarede David: "Jeg har intet almindeligt Brød vedHånden, kun helligt Brød; Folkene har da vel holdt sig fraKvinder?"5. David svarede Præsten: "Ja visselig, vi har været afskåret fraOmgang med Kvinder i flere Dage. Da jeg drog ud, var FolkenesLegemer rene, skønt det var en dagligdags Rejse; hvor meget meremå de da i Dag være rene på Legemet!"6. Præsten gav ham da det hellige Brød; thi der var ikke andet Brødder end Skuebrødene, som tages bort fra deres Plads for HERRENsÅsyn, samtidig med at der lægges frisk Brød i Stedet.7. Men den Dag var en Mand af Sauls Folk lukket inde der forHERRENs Åsyn, en Edomit ved Navn Doeg, den øverste af SaulsHyrder.8. David spurgte derpå Ahimelek: "Har du ikke et Spyd eller etSværd ved Hånden her? Thi hverken mit Sværd eller mine andreVåben fik jeg med, da Kongens Ærinde havde Hast."9. Præsten svarede: "Det Sværd, som tilhørte Filisteren Goliat,ham, som du dræbte i Terebintedalen, er her, hyllet i en Kappebag Efoden. Vil du have det, så tag det! Thi her er intetandet!" Da sagde David: "Dets Lige findes ikke; giv mig det!"
10. Derpå brød David op og flygtede samme Dag for Saul, og han komtil Kong Akisj af Gat.11. Men Akisj's Folk sagde til ham: "Er det ikke David, LandetsKonge, er det ikke ham, om hvem man sang under Dans: Saul slogsine Tusinder, men David sine Titusinder!"12. Disse Ord gav David Agt på,og han grebes af stor Frygt for KongAkisj af Gat;13. derfor lod han afsindig overfor dem og rasede imellem Hændernepå dem, idet han trommede på Portfløjene og lod sit Spyt flydened i Skægget.14. Da sagde Akisj til sine Folk: "I kan da se, at Manden er gal;hvorfor bringer I ham til mig?15. Har jeg ikke gale Mennesker nok, siden I bringer mig ham til atplage mig med sin Galskab? Skal han komme i mit Hus?"
1.Samuel 22
1. Derpå drog David bort derfra og Redde sig ind i Adullams Hule.Da hans Brødre og hele hans Faders Hus fik det at vide, kom dederned til ham.2. Og alle Slags Mennesker, som var i Nød, flokkede sig om ham,forgældede Mennesker og Folk, som var bitre i Hu, og han blevderes Høvding. Henved 4OO Mand sluttede sig til ham.3. Derfra drog David til Mizpe i Moab og sagde til MoabiternesKonge: "Lad min Fader og min Moder bo hos eder, indtil jeg fårat vide, hvad Gud har for med mig!"4. Han lod dem da tage Ophold hos Moabiternes Konge, og de boedehos ham, al den Tid David var i Klippeborgen.5. Men Profeten Gad sagde til David: "Du skal ikke blive iKlippeborgen; bryd op og drag til Judas Land!" Så drog David tilJa'ar-Heret.
6. Nu kom dette Saul for Øre, thi David og de Mænd, han havde hossig, havde vakt Opmærksomhed. Saul sad engang i Gibea underTamarisken på Højen med sit Spyd i Hånden, omgivet af alle sineFolk.7. Da sagde Saul til sine folk, som stod hos ham: "Hør dog, IBenjaminiter! Vil Isajs Søn give eder alle sammen Marker ogVingårde eller gøre eder alle til Tusind- og Hundredførere,8. siden I alle har sammensvoret eder imod mig, og ingen lod migdet vide, da min Søn sluttede Pagt med Isajs Søn? Ingen af ederhavde Medfølelse med mig og lod mig vide, at min Søn havde fåetmin Træl til at optræde som min Fjende, som han nu gør."9. Da tog Edomiten Doeg, der stod blandt Sauls Folk, Ordet ogsagde: "Jeg så, at Isajs Søn kom til Ahimelek, Ahitubs Søn, iNob,10. og han rådspurgte HERREN for ham og gav ham Rejsetæring ogFilisteren Goliats Sværd!"
11. Da sendte Kongen Bud og lod Præsten Ahimelek, Ahitubs Søn, hentetillige med hele hans Fædrenehus, Præsterne i Nob; og da de allevar kommet til Kongen,12. sagde Saul: "Hør nu, Ahitubs Søn!" Han svarede: "Ja, Herre!"13. Da sagde Saul til ham: "Hvorfor sammensvor du og Isajs Søn ederimod mig? Du gav ham jo Brød og Sværd og rådspurgte Gud for ham,så at han kunde optræde som min Fjende, som han nu gør!"14. Ahimelek svarede Kongen:"Hvem blandt alle dine Folk er såbetroet som David? Han er jo Kongens Svigersøn, Øverste for dinLivvagt og højt æret i dit Hus?15. Er det første Gang, jeg har rådspurgt Gud for ham? Det værelangt fra! Kongen må ikke lægge sin Træl eller hele mitFædrenehus noget til Last, thi din Træl kendte ikke det mindstetil noget af dette!"16. Men Kongen sagde: "Du skal dø, Ahimelek, du og hele ditFædrenehus!"17. Og Kongen sagde til Vagten, som stod hos ham: "Træd frem og dræbHERRENs Præster; thi de står også i Ledtog med David, og skøntde vidste, at han var på Flugt, gav de mig ikke Underretningderom!" Men Kongens Folk vilde ikke lægge Hånd på HERRENsPræster.18. Da sagde Kongen til Doeg: "Træd du så frem og stød Præsternened!" Da trådte Edomiten Doeg frem og stødte Præsterne ned; handræbte den Dag femogfirsindstyve Mænd, som bar Efod.19. Og Nob, Præsternes By, lod Kongen hugge ned med Sværdet. Mænd ogKvinder, Børn og diende, Hornkvæg, Æsler og Får.
20. Kun een af Ahimeleks, Ahitubs Søns, Sønner ved Navn Ebjatarundslap og flygtede til David.21. Og Ebjatar fortalte David, at Saul havde dræbt HERRENs Præster.22. Da sagde David til Ebjatar: "Jeg vidste dengang, at når EdomitenDoeg var der, vilde han give Saul Underretning derom! Jeg bærerSkylden for hele dit Fædrenehus's Død.23. Bliv hos mig, frygt ikke! Den, som står dig efter Livet, stårmig efter Livet, thi du står under min Varetægt."
1.Samuel 23
1. Da fik David at vide, at Filisterne belejrede Ke'ila ogplyndrede Tærskepladserne.2. Og David rådspurgte HERREN: "Skal jeg drage hen og slåFilisterne der?" HERREN svarede David; "Drag hen og slåFilisterne og befri Ke'ila!"3. Men Davids Mænd sagde til ham: "Se, vi lever i stadig Frygt heri Juda; kan der så være Tale om, at vi skal drage til Ke'ila modFilisternes Slagrækker?"4. Da rådspurgte David på ny HERREN, og HERREN svarede ham: "Dragned til Ke'ila, thi jeg giver Filisterne i din Hånd!"5. David og hans Mænd drog da til Ke'ila, angreb Filisterne,bortførte deres Kvæg og tilføjede dem et stort Nederlag. Såledesbefriede David Ke'ilas Indbyggere.6. Dengang Ebjatar, Ahimeleks Søn, flygtede til David - han drogmed David ned til Ke'ila - havde han Efoden med.
7. Da Saul fik at vide, at David var kommet til Ke'ila, sagde han:"Gud har givet ham i min Hånd! Thi han lukkede sig selv inde, dahan gik ind i en By med Porte og Slåer."8. Derfor stævnede Saul hele Folket sammen for at drage ned tilKe'ila og omringe David og hans Mænd.9. Da David hørte, at Saul pønsede på ondt imod ham, sagde han tilPræsten Ebjatar: "Bring Efoden hid!"10. Derpå sagde David: "HERRE, Israels Gud! Din Tjener har hørt, atSaul har i Sinde at gå mod Ke'ila og ødelægge Byen for minSkyld.11. Vil Folkene i Ke'ila overgive mig i Sauls Hånd? Vil Saul drageherned, som din Tjener har hørt? HERRE, Israels Gud, kundgør dinTjener det!" HERREN svarede: "Ja, han vil!"12. Så spurgte David: "Vil Folkene i Ke'ila overgive mig og mineMænd til Saul?" HERREN svarede: "Ja, de vil!"13. Da brød David op med sine Mænd, henved 600 i Tal, og de drogbort fra Ke'ila og flakkede om fra Sted til Sted. Men da Saulfik at vide, at David var sluppet bort fra Ke'ila, opgav han sitTogt.
14. Nu opholdt David sig i Ørkenen på Klippehøjderne og i Bjergene iZifs Ørken. Og Saul efterstræbte ham hele tiden, men Gud gav hamikke i hans Hånd.15. Og David så, at Saul var draget ud for at stå ham efter Livet.Medens David var i Horesj i Zifs Ørken,16. begav Sauls Søn Jonatan sig til David i Horesj og styrkede hansKraft i Gud,17. idet han sagde til ham: "Frygt ikke! Min Fader Sauls Arm skalikke nå dig. Du bliver Konge over Israel og jeg den næste efterdig; det ved min Fader Saul også!"18. Derpå indgik de to en Pagt for HERRENs Åsyn, og David blev iHoresj, medens Jonatan drog hjem.
19. Men nogle Zifiter gik op til Saul i Gibea og sagde: "Davidholder sig skjult hos os på Klippehøjderne ved Horesj iGibeat-Hakila sønden for Jesjimon.20. Så kom nu herned, Konge, som du længe har ønsket; det skal davære vor Sag at overgive ham til Kongen!"21. Saul svarede: "HERREN velsigne eder, fordi l har Medfølelse medmig!22. Gå nu hen og pas fremdeles på og opspor, hvor han kommer hen påsin ilsomme Færd; thi man har sagt mig, at han er meget snu.23. Opspor alle de Skjulesteder, hvor han gemmer sig, og vendtilbage til mig med pålidelig Underretning; så vil jeg følge mededer, og hvis han er i Landet, skal jeg opsøge ham iblandt alleJudas Tusinder!"24. Da brød de op og drog forud for Saul til Zif. Men David vardengang med sine Mænd i Maons Ørken i Lavningen sønden forJesjimon.
25. Så drog Saul og hans Mænd ud for at opsøge ham, og da David komunder Vejr dermed, drog han ned til den Klippe, som ligger iMaons Ørken; men da det kom Saul for Øre, fulgte han efter Davidi Maons Ørken.26. Saul gik med sine Mænd på den ene Side af Bjerget, medens Davidmed sine Mænd var på den anden, og David fik travlt med atslippe bort fra Saul. Men som Saul og hans Mænd var ved atomringe og gribe David og hans Mænd,27. kom der et Sendebud og sagde til Saul: "Skynd dig og kom!Filisterne har gjort Indfald i Landet!"28. Saul opgav da at forfølge David og drog mod Filisterne. Derforkalder man det Sted Malekots Klippe.
1.Samuel 24
1. Derpå drog David op til Klippehøjderne ved En-Gedi og opholdtsig der.2. Da Saul kom tilbage fra Forfølgelsen af Filisterne, blev detmeldt ham, at David var i En-Gedis Ørken.3. Så tog Saul 3000 Krigere, udsøgte af hele Israel, og drog ud forat søge efter David og hans Mænd østen for Stenbukke klipperne.4. Og han kom til Fårefoldene ved Vejen. Der var en Hule, og Saulgik derind for at tildække sine Fødder. Men David og hans Mændlå inderst i Hulen.5. Da sagde Davids Mænd til ham: "Se, nu er den Dag kommet, HERRENhavde for Øje, da han sagde til dig: Se, jeg giver din Fjende idin Hånd, så du kan gøre med ham, hvad du finder for godt!"6. Men han svarede sine Mænd: "HERREN lade det være langt fra mig!Slig en Gerning gør jeg ikke mod min Herre, jeg lægger ikke Håndpå HERRENs Salvede; thi HERRENs Salvede er han!" Og David sattesine Mænd strengt i Rette og tillod dem ikke at overfalde Saul.7. Da stod David op og skar ubemærket Fligen af Sauls Kappe. Menbagefter slog Samvittigheden David, fordi han havde skåret Saulskappeflig af.
8. Da nu Saul rejste sig og forlod Hulen for at drage videre,9. stod David op bagefter, gik ud af Hulen og råbte efter Saul:"Herre Konge!" Og da Saul så sig tilbage, kastede David sig nedmed Ansigtet mod Jorden og bøjede sig for ham.10. Og David sagde til Saul: "Hvorfor lytter du til, hvad folksiger: Se, David har ondt i Sinde imod dig?11. I Dag har du dog med egne Øjne set, at HERREN gav dig i min Håndinde i Hulen; og dog vilde jeg ikke dræbe dig, men skånede digog sagde: Jeg vil ikke lægge Hånd på min Herre, thi han erHERRENs Salvede!12. Og se, Fader, se, her har jeg Fligen af din kappe i min Hånd!Når jeg skar din Kappeflig af og ikke dræbte dig, så indse dog,at jeg ikke har haft noget ondt eller nogen Forbrydelse i Sindeeller har forsyndet mig imod dig, skønt du lurer på mig for attage mit Liv.13. HERREN skal dømme mig og dig imellem, og HERREN skal give migHævn over dig; men min Hånd skal ikke være imod dig!14. Som det gamle Ord siger: Fra de gudløse kommer Gudløshed! Menmin Hånd skal ikke være imod dig.15. Hvem er det, Israels Konge er draget ud efter, hvem er det, duforfølger? En død Hund, en Loppe!16. Men HERREN skal være Dommer og dømme mig og dig imellem; hanskal se til og føre min Sag og skaffe mig Ret over for dig!"
17. Da David havde talt disse Ord til Saul, sagde Saul: "Er det dinRøst, min Søn David?" Og Saul brast i Gråd18. og sagde til David: "Du er retfærdigere end jeg; thi du hargjort mig godt, medens jeg har gjort dig ondt,19. og du har i Dag vist mig stor Godhed, siden du ikke dræbte mig,da HERREN gav mig i din Hånd.20. Hvem træffer vel sin Fjende og lader ham gå i Fred? HERRENgengælde dig det gode, du har øvet imod mig i Dag!21. Se, jeg ved, at du bliver Konge, og at Kongedømmet over Israelskal blive i din Hånd;22. så tilsværg mig nu ved HERREN, at du ikke vil udrydde mineEfterkommere efter mig eller udslette mit Navn af mitFædrenehus!"23. Det tilsvor David Saul, hvorefter Saul drog hjem, medens Davidog hans Mænd gik op i Klippeborgen.