1.Samuel 25
1. Da Samuel var død, samledes hele Israel og holdt Klage over ham; og man jordede ham i hans Hjem i Rama. Derpå brød David op og drog ned til Maons Ørken.
2. I Maon boede en Mand, som havde sin Bedrift i Karmel; denne Mandvar hovedrig, han havde 3000 får og 1000 Geder; og han var netopi Karmel til Fåreklipning.3. Manden hed Nabal, hans Hustru Abigajil; hun var en klog og smukKvinde, medens Manden var hård og ond. Han var Kalebit.4. Da David ude i Ørkenen hørte, at Nabal havde Fåreklipning,5. sendte han ti af sine Folk af Sted og sagde til dem: "Gå op tilKarmel, og når l kommer til Nabal, så hils ham fra mig6. og sig til min Broder: Fred være med dig, Fred være med dit Hus,og Fred være med alt, hvad dit er!7. Jeg har hørt, at du har Fåreklipning. Nu har dine Hyrder opholdtsig hos os; vi har ikke fornærmet dem, og de har intet mistet, ial den Tid de har været i Karmel;8. spørg kun dine Folk, så skal de fortælle dig det. Fat Godhed forFolkene! Vi kommer jo til en Festdag; giv dine Trælle og din SønDavid, hvad du vil unde os!"
9. Davids Folk kom hen og sagde alt dette til Nabal fra David ogbiede så på Svar.10. Men Nabal svarede Davids Folk: "Hvem er David, hvem er IsajsSøn? Nu til Dags er der så mange Trælle, der løber fra deresHerre.11. Skulde jeg tage mit Brød, min Vin og mit Slagtekvæg, som jeg harslagtet til mine Fåreklippere, og give det til Mænd, jeg ikkeved, hvor er fra?"12. Så begav Davids Folk sig på Hjemvejen, og da de kom tilbage,fortalte de ham det hele:13. Da sagde David til sine Folk:"Spænd alle eders Sværd ved Lænd!"Da spændte de alle deres Sværd om, også David. Og henved 400Mand fulgte David, medens 200 blev ved Trosset.
14. Men en af Folkene fortalte Nabals Hustru Abigajil det og sagde:"David sendte Bud fra Ørkenen for at hilse på vor Herre; men hanoverfusede dem,15. skønt de Mænd har været meget gode mod os og ikke fornærmet os,og vi har intet mistet, i al den Tid vi færdedes sammen med dem,da vi var ude i Marken.16. De var en Mur om os både Nat og Dag, i al den Tid vi vogtedeSmåkvæget i Nærheden af dem.17. Se nu til, hvad du vil gøre, thi Ulykken hænger over Hovedet påvor Herre og hele hans Hus; han selv er jo en Usling, man ikkekan tale med!"
18. Så gik Abigajil straks hen og tog 200 Brød, to Dunke Vin, femtillavede Får, fem Sea ristet Korn, 100 Rosinkager og 200Figenkager, lagde det på Æslerne19. og sagde til sine Karle: "Gå i Forvejen, jeg kommer bagefter!"Men sin Mand Nabal sagde hun intet derom.20. Som hun nu på sit Æsel red ned ad Vejen i Skjul af Bjerget, komDavid og hans Mænd ned imod hende, så hun mødte dem.21. Men David havde sagt: "Det er slet ingen Nytte til, at jeg iØrkenen har værnet om alt, hvad den Mand ejede, så intet derafgik tabt; han har gengældt mig godt med ondt.22. Gud ramme David både med det ene og det andet, om jeg levnernoget mandligt Væsen af alt, hvad hans er, til MorgenensFrembrud!"
23. Da Abigajil fik Øje på David, sprang hun straks af Æselet ogkastede sig ned for David på sit Ansigt, bøjede sig til Jorden,24. faldt ned for hans Fødder og sagde: "Skylden er min, Herre! Laddin Trælkvinde tale til dig og hør din Trælkvindes Ord!25. Min Herre må ikke regne med den Usling fil Nabal! Han svarer tilsit Navn; Nabal hedder han, og fuld af Dårskab er han; men jeg,din Trælkvinde, så ikke min Herres Folk, som du sendte hid.26. Men nu, min Herre, så sandt HERREN lever, og så sandt du lever,du, hvem HERREN har holdt fra at pådrage dig Blodskyld og tagedig selv til Rette: Måtte det gå dine Fjender og dem, som pønserpå ondt mod min Herre, som Nabal!27. Lad nu Folkene, som følger min Herre, få denne Gave, som dinTrælkvinde bringer min Herre.28. Tilgiv dog din Trælkvinde hendes Brøde; thi HERREN vil visseligbygge min Herre et Hus, som skal stå, eftersom min Herre førerHERRENs Krige, og der ikke har været noget ondt at finde hosdig, så længe du har levet.29. Og skulde nogen rejse sig for at forfølge dig og stå dig efterLivet, måtte da min Herres Liv være bundet i de levendes Knippehos HERREN din Gud; men dine Fjenders Liv slynge han bort medSlyngeskålen!30. Når HERREN så for min Herre opfylder alt det gode, han lovededig, og sætter dig til Fyrste over Israel,31. da får du ikke dette at bebrejde dig selv, og min Herre får ikkeSamvittighedsnag af, at han uden Grund udgød Blod, og at minHerre tog sig selv til Rette. Og når HERREN gør vel imod minHerre, kom da din Trælkvinde i Hu!"
32. Da sagde David til Abigajil: "Priset være HERREN, Israels Gud,som i Dag sendte mig dig i Møde,33. priset være din Klogskab, og priset være du selv, som i bagholdt mig fra at pådrage mig Blodskyld og tage mig selv tilRette!34. Men så sandt HERREN, Israels Gud, lever, som holdt mig fra atgøre dig Men: Hvis du ikke var ilet mig i Møde, var ikke etmandligt Væsen levnet Nabal til i Morgen!"35. Og David modtog af hende, hvad hun havde bragt ham, og sagde tilhende: "Gå op til dit Hus i Fred! Jeg har lånt dig Øre ogopfyldt dit Ønske."
36. Da Abigajil kom hjem til Nabal, holdt han netop i sit Hus etGæstebud som en Konges; og da han var glad og stærkt beruset,sagde hun ham ikke det mindste, før det dagedes.37. Men om Morgenen, da Nabals Rus var ovre, fortalte hans Hustruham Sagen. Da lammedes Hjertet i hans Bryst, og han blev somSten;38. og en halv Snes Dage efter slog HERREN Nabal, så han døde.39. Da David fik at vide, at Nabal var død, sagde han: "Lovet væreHERREN, som har hævnet den Krænkelse, Nabal tilføjede mig, ogholdt sin Tjener fra at gøre ondt; HERREN har ladet NabalsOndskab falde tilbage på hans eget Hoved!" Derpå sendte DavidBud og bejlede til Abigajil.40. Og da Davids Trælle kom til Abigajil i Karmel, talte de såledestil hende: "David har sendt os til dig for at bejle til dig!"41. Da rejste hun sig, bøjede sig med Ansigtet mod Jorden og sagde:"Din Tjenerinde er rede til at blive min Herres Trælkvinde ogtvætte hans Trælles Fødder!"42. Så stod Abigajil hastigt op og satte sig på sit Æsel, og hendesfem Piger ledsagede hende; og hun fulgte med Davids Sendebud ogblev hans Hustru.
43. Desuden havde David ægtet Ahinoam fra Jizre'el. Således blev debegge to hans Hustruer.44. Men Saul gav sin Datter Mikal, Davids Hustru, til Palti,Lajisj's Søn, fra Gallim.
1.Samuel 26
1. Zifiterne kom til Saul i Gibea og sagde: "Mon ikke David holdersig skjult i Gibeat-Hakila over for Jesjimon!"2. Da brød Saul op og drog ned til Zifs Ørken med 3000 udsøgte Mændaf Israel for at søge efter David i Zifs Ørken;3. og han slog Lejr i Gibeat-Hakila østen for Jesjimon ved Vejen,medens David opholdt sig i Ørkenen. Da David erfarede, at Saulvar draget ind i Ørkenen for at forfølge ham,4. udsendte han Spejdere og fik at vide, at Saul var kommet tilNakon.5. Da stod David op og begav sig til det Sted, hvor Saul havdelejret sig, og David fik Øje på det Sted, hvor Saul og hansHærfører Abner, Ners Søn, lå; det var i Vognborgen, Saul lå, oghans Folk var lejret rundt om ham.6. Og David tog til Orde og sagde til Hetiten Ahimelek og til JoabsBroder Abisjaj, Zerujas Søn: "Hvem vil følge mig ned til Saul iLejren?" Abisjaj svarede: "Det vil jeg!"7. Så kom David og Abisjaj om Natten til Hæren, og se, Saul lå ogsov i Vognborgen med sit Spyd stukket i Jorden ved sitHovedgærde, medens Abner og Krigerne lå rundt om ham.8. Da sagde Abisjaj til David: "Gud har i Dag givet din Fjende idin Hånd! Lad mig nagle ham til Jorden med hans Spyd, så jegikke skal behøve at gøre det om!"9. Men David svarede Abisjaj: "Gør ham ikke noget ondt! Thi hvemlægger ustraffet Hånd på HERRENs Salvede?"10. Og David sagde endvidere: "Nej, så sandt HERREN lever, HERRENselv vil ramme ham; hans Time kommer, eller han vil blive revetbort, når han drager i Krigen.11. HERREN lade det være langt fra mig at lægge Hånd på HERRENsSalvede! Men tag nu Spydet ved hans Hovedgærde og Vandkrukken,og lad os så gå vor Vej!"12. Så tog David Spydet og Vandkrukken fra Sauls Hovedgærde, og degik deres Vej, uden at nogen så eller mærkede det eller vågnede;thi de sov alle, eftersom en tung Søvn fra HERREN var faldetover dem.
13. Derpå gik David over på den anden Side og stillede sig langtborte på Toppen af Bjerget, så at der var langt imellem dem.14. Så råbte han til Krigerne og Abner, Ners Søn: "Svarer du ikke,Abner?" Abner svarede: "Hvem er det, som kalder på Kongen?"15. David sagde til Abner: "Er du ikke en Mand? Og hvem er din Ligei Israel? Hvorfor vogtede du da ikke din Herre Kongen? Thi en afKrigerne kom for at gøre din Herre Kongen Men.16. Der har du ikke båret dig vel ad! Så sandt HERREN lever: I erdødsens, I, som ikke vogtede eders Herre, HERRENs Salvede! Se nuefter: Hvor er Kongens Spyd og Vandkrukken, som stod ved hansHovedgærde?"17. Da kendte Saul Davids Røst, og han sagde: "Er det din Røst, minSøn David?" David svarede: "Ja, Herre Konge!"18. Og han føjede til: "Hvorfor forfølger min Herre dog sin Træl?Hvad har jeg gjort, og hvad ondt har jeg øvet?19. Måtte min Herre Kongen nu høre sin Træls Ord! Hvis det erHERREN, der har ægget dig imod mig, så lad ham få Duften af enOffergave. Men er det Mennesker,da være de forbandet for HERRENsÅsyn, fordi de nu har drevet mig bort, så at jeg er udelokketfra HERRENs Arvelod, og fordi de har sagt til mig: Gå bort ogdyrk fremmede Guder!20. Nu beder jeg: Lad ikke mit Blod væde Jorden fjernt fra HERRENsÅsyn! Israels Konge er jo draget ud for at stå mig efter Livet,som når Ørnen jager en Agerhøne på Bjergene!"21. Da sagde Saul: "Jeg har syndet; kom tilbage, min Søn David! Thijeg vil ikke mer gøre dig noget ondt, eftersom mit Liv i Dag vardyrebart i dine Øjne. Se, jeg har handlet som en Dåre og gjortmig skyldig i en såre stor Vildfarelse!22. David svarede: "Se, her er Kongens Spyd; lad en af Folkene kommeherover og hente det.23. Men HERREN vil gengælde enhver hans Retfærdighed og Troskab;HERREN gav dig i Dag i min Hånd, men jeg vilde ikke lægge Håndpå HERRENs Salvede!24. Men som dit Liv i Dag var agtet højt i mine Øjne, måtte såledesmit Liv være agtet højt i HERRENs Øjne, så at han frier mig fraal Nød!"25. Da sagde Saul til David: "Velsignet være du, min Søn David! Fordig lykkes alt, hvad du tager dig for!" Derpå gik David sin Vej,og Saul vendte tilbage til sit Hjem.
1.Samuel 27
1. Men David sagde til sig selv: "Jeg falder dog en skønne Dag forSauls Hånd. Jeg har ingen anden udvej end at søge Tilflugt iFilisternes Land; så opgiver Saul at søge efter mig nogetsteds iIsraels Land, og jeg er uden for hans Rækkevidde!"2. David brød da op og drog med sine 600 Mænd over til Maoks Søn,Kong Akisj af Gat;3. og David boede hos Akisj i Gat tillige med sine Mænd, som havdederes Familier med, ligesom David havde sine to Hustruer med,Ahinoam fra Jizre'el og Abigajil, Karmeliten Nabals Hustru.4. Da Saul fik at vide, at David var flygtet til Gaf, holdt han opat søge efter ham.5. Men David sagde til Akisj: "Hvis jeg har fundet Nåde for dineØjne, lad mig så få et Sted at bo i en af Byerne ude i Landet,thi hvorfor skal din Træl bo hos dig i Hovedstaden?"6. Akisj lod ham da med det samme få Ziklag; og derfor tilhørerZiklag endnu den Dag i Dag Judas Konger.7. Den Tid, David boede i Filisternes Land, udgjorde et År og fireMåneder.
8. Og David og hans Mænd drog op og plyndrede hos Gesjuriterne,Gizriterne og Amalekiterne; thi de boede i Landet fra Telam henimod Sjur og hen til Ægypten;9. og når David plyndrede Landet, lod han hverken Mænd ellerKvinder blive i Live, men Småkvæg, Hornkvæg, Æsler, Kameler ogKlæder tog han med; når han så vendte tilbage og kom til Akisj,10. og han spurgte: "Hvor hærgede I denne Gang?" svarede David:"Idet judæiske Sydland!" eller: "I det jerame'elitiske Sydland!"eller: "I det kenitiske Sydland!"11. David lod ingen Mand eller Kvinde blive i Live for ikke at måttetage dem med til Gat; thi han tænkte: "De kunde røbe os og sige:Det og det har David gjort!" Således bar han sig ad, al den Tidhan opholdt sig i Filisternes Land.12. Derfor fik Akisj Tillid til David, idet han tænkte: "Han hargjort sig grundig forhadt hos sit Folk Israel; han vil tjene migfor stedse!"
1.Samuel 28
1. På den Tid samlede Filisterne deres Hær til Kamp for at angribeIsrael. Da sagde Akisj til David: "Det må du vide, at du og dineMænd skal følge med mig i Hæren!"2. David svarede Akisj: "Godt, så skal du også få at se, hvad dinTræl kan udrette!" Da sagde Akisj til David: "Godt, så sætterjeg dig til hele Tiden at vogte mit Liv!"
3. Samuel var død, og hele Israel havde holdt Klage over ham, oghan var blevet jordet i Rama, hans By. Og Saul havde udryddetDødemanerne og Besværgerne af Landet.
4. Imidlertid samlede Filisterne sig og kom og slog Lejr i Sjunem,og Saul samlede hele Israel, og de slog Lejr på Gilboa.5. Da Saul så Filisternes Hær, grebes han af Frygt og blev såreforfærdet.6. Da rådspurgte Saul HERREN; men HERREN svarede ham ikke, hverkenved Drømme eller ved Urim eller ved Profeterne.7. Saul sagde derfor til sine Folk: "Opsøg mig en Kvinde, som kanmane; så vil jeg gå til hende , og rådspørge hende!" Hans Folksvarede ham: "I En-Dor er der en Kvinde, som kan mane!"
8. Da gjorde Saul sig ukendelig og tog andre Klæder på og gav sigpå Vej, fulgt af to Mænd. Da de om Natten kom til Kvinden, sagdehan: "Spå mig ved en Genfærdsånd og man mig den, jeg siger dig,frem!"9. Kvinden svarede ham: "Du ved jo, hvad Saul har gjort, hvorledeshan har udryddet Dødemanerne og Besværgerne af Landet. Hvorforvil du da lægge Snare for mit Liv og volde min Død?"10. Da tilsvor Saul hende ved HERREN: "Så sandt HERREN lever, skalintet lægges dig til Last i denne Sag!"11. Så sagde Kvinden: "Hvem skal jeg da mane dig frem?" Han svarede:"Man mig Samuel frem!"12. Kvinden så da Samuel og udstødte et højt Skrig; og Kvinden sagdetil Saul: "Hvorfor har du ført mig bag Lyset? Du er jo Saul!"13. Da sagde Kongen til hende: "Frygt ikke! Men hvad ser du?"Kvinden svarede Saul: "Jeg ser en Ånd stige op af Jorden!"14. Han sagde atter til hende: "Hvorledes ser han ud?" Hun svarede:"En gammel Mand stiger op, hyllet i en Kappe!" Da skønnede Saul,at det var Samuel, og han kastede sig med Ansigtet til Jorden ogbøjede sig.
15. Men Samuel sagde til Saul: "Hvorfor har du forstyrret min Ro ogkaldt mig frem?" Saul svarede: "Jeg er i stor Vånde; Filisterneangriber mig, og Gud har forladt mig og svarer mig ikke mere,hverken ved Profeterne eller ved Drømme. Derfor lod jeg digkalde, for at du skal sige mig, hvad jeg skal gribe til."16. Da sagde Samuel: "Hvorfor spørger du mig, når HERREN har forladtdig og er blevet din Fjende?17. HERREN har handlet imod dig, som han kundgjorde ved mig, ogHERREN har revet Kongedømmet ud af din Hånd og givet dinMedbejler David det.18. Eftersom du ikke adlød HERREN og ikke lod hans glødende Vrederamme Amalek, så har HERREN nu voldet dig dette;19. HERREN vil også give Israel i Filisternes Hånd sammen med dig!I Morgen skal både du og dine Sønner falde; også Israels Hær vilHERREN give i Filisternes Hånd!"20. Da faldt Saul bestyrtet til Jorden, så lang han var,rædselsslagen over Samuels Ord; han var også ganske afkræftet,da han Døgnet igennem intet havde spist.
21. Kvinden kom nu hen til Saul, og da hun så, at han var ude af sigselv af Skræk, sagde hun til ham: "Se, din Trælkvinde adlød dig;jeg satte mit Liv på Spil og adlød de Ord, du talte til mig.22. Så adlyd du nu også din Trælkvinde; lad mig sætte et Stykke Brødfrem for dig; spis det, for at du kan være ved Kræfter, når dugår bort!"23. Men han værgede sig og sagde: "Jeg kan ikke spise!" Men da bådehans Mænd og Kvinden nødte ham, gav han efter for dem, rejstesig fra Jorden og satte sig på Lejet.24. Kvinden havde en Fedekalv i Huset, den skyndte hun sig atslagte; derpå tog hun Mel, æltede det og bagte usyret Brødderaf.25. Så satte hun det frem for Saul og hans Mænd; og da de havdespist, stod de op og gik bort samme Nat.
1.Samuel 29
1. Filisterne samlede hele deres Hær i Afek, medens Israel havdeslået lejr om Kilden ved Jizre'el.2. Og Filisternes Fyrster rykkede frem med deres Hundreder ogTusinder, og sidst kom David og hans Mænd sammen med Akisj.3. Da sagde Filisternes Høvdinger: "Hvad skal de Hebræere her?"Akisj svarede: "Det er jo David, Kong Saul af Israels Tjener,som nu allerede har været hos mig et Par År, og jeg har ikkeopdaget noget mistænkeligt hos ham, siden han gik over til mig."4. Men Filisternes Høvdinger blev vrede på ham og sagde: "Send denMand tilbage til det Sted, du har anvist ham. Han må ikke dragei Kamp med os, for at han ikke skal vende sig imod os underSlaget; thi hvorledes kan denne Mand bedre vinde sin HerresGunst end med disse Mænds Hoveder?5. Det var jo David, om hvem man sang under Dans: Saul slog sineTusinder, men David sine Titusinder!"6. Da lod Akisj David kalde og sagde til ham: "Så sandt HERRENlever: Du er redelig, og jeg er vel tilfreds med, at du går udog ind hos mig i Lejren, thi jeg har ikke opdaget nogetmistænkeligt hos dig, siden du kom til mig; men Fyrsterne erikke glade for dig.7. Vend nu derfor tilbage og gå bort i Fred, for at du ikke skalgøre noget, som mishager Filisternes Fyrster!"8. Da sagde David til Akisj: "Hvad har jeg gjort, og hvad har duopdaget hos din Træl, fra den Dag jeg trådte i din Tjeneste,siden jeg ikke må drage hen og kæmpe mod min Herre KongensFjender?"9. Akisj svarede David: "Du ved, at du er mig kær som en GudsEngel, men Filisternes Høvdinger siger: Han må ikke drage med osi Kampen!10. Gør dig derfor rede i Morgen tidlig tillige med din Herres Folk,som har fulgt dig, og gå til det Sted, jeg har anvist eder; tænkikke ilde om mig, thi du er mig kær; gør eder rede i Morgentidlig og drag af Sted, så snart det bliver lyst!"11. David og hans Mænd begav sig da tidligt næste Morgen påHjemvejen til Filisternes Land, medens Filisterne drog op tilJizre'el.
1.Samuel 30
1. Da David og hans Mænd Tredjedagen efter kom til Ziklag, varAmalekiterne faldet ind i Sydlandet og Ziklag, og de havdeindtaget Ziklag og stukket det i Brand;2. Kvinderne og alle, som var der, små og store, havde de taget tilFange; de havde ingen dræbt, men ført dem med sig, da de drogbort.3. Da David og hans Mænd kom til Byen, se, da var den nedbrændt ogderes Hustruer, Sønner og Døtre taget til Fange.4. Da brast David og hans Krigere i lydelig Gråd, og de græd, tilde ikke kunde mere.5. Også Davids to Hustruer Ahinoam fra Jizre'el og Abigajil,Karmeliten Nabals Hustru, var taget til Fange.6. Og David kom i stor Vånde, thi Folkene tænkte på at stene ham,da de alle græmmede sig over deres Sønner eller Døtre. Men Davidsøgte Styrke hos HERREN sin Gud;7. og David sagde til Præsten Ebjatar, Ahimeleks Søn: "Bring migEfoden hid!" Og Ebjatar bragte David den.8. Da rådspurgte David HERREN: "Skal jeg sætte efter denneRøverskare? Kan jeg indhente den?" Han svarede: "Sæt efter den;thi du skal indhente den og bringe Redning!"
9. Så drog David af Sted med de 600 Mand, som var hos ham, og dekom til Besorbækken, hvor de, som skulde lades tilbage, blevstående;10. men David begyndte Forfølgelsen med 400 Mand, medens 200 Mand,som var for udmattede til at gå over Besorbækken, blev tilbage.11. Og de fandt en Ægypter liggende på Marken; ham tog de med tilDavid og gav ham Brød at spise og Vand at drikke;12. desuden gav de ham en Figenkage og to Rosinkager. Da han havdespist, kom han til Kræfter; - thi han havde hverken spist ellerdrukket i hele tre Døgn.13. David spurgte ham da: "Hvem tilhører du, og hvor er du fra?"Han svarede: "Jeg er en ung Ægypter, Træl hos en Amalekit; minHerre efterlod mig her, da jeg for tre Dage siden blev syg.14. Vi gjorde Indfald i det kretiske Sydland, i Judas Område og iKalebs Sydland, og Ziklag stak vi i Brand."15. Da sagde David til ham: "Vil du vise mig Vej til denneRøverskare?" Han svarede: "Tilsværg mig ved Gud, at du hverkenvil dræbe mig eller udlevere mig til min Herre, så vil jeg visedig Vej til den!"16. Så viste han dem Vej, og de traf dem spredte rundt om i heleEgnen i Færd med at spise og drikke og holde Fest på hele detstore Bytte, de havde taget fra Filisterlandet og Judas Land.17. David huggede dem da ned fra Dæmring til Aften; og ingen af demundslap undtagen 400 unge Mænd, som svang sig på Kamelerne ogflygtede.18. Og David reddede alt, hvad Amalekiterne havde røvet, også sineto Hustruer.19. Og der savnedes intet, hverken småt eller stort, hverken Bytteteller Sønnerne og Døtrene eller noget af, hvad de havde tagetmed; det hele bragte David tilbage.20. Da tog de alt Småkvæget og Hornkvæget og drev det hen for Davidog sagde: "Her er Davids Bytte!"
21. Da David kom til de 200 Mand, som havde været for udmattede tilat følge ham, og som han havde ladet blive ved Besorbækken, gikde David og hans Folk i Møde, og David gik hen til Folkene oghilste på dem.22. Men alle ildesindede Niddinger blandt dem, som havde fulgtDavid, tog til Orde og sagde: "De fulgte os ikke, derfor vil viintet give dem af Byttet, vi har reddet; kun deres Hustruer ogBørn må de tage med hjem!"23. David sagde: "Således må I ikke gøre, nu da HERREN har væretgavmild imod os og skærmet os og givet Røverskaren, somoverfaldt os, i vor Hånd.24. Hvem er der vel, som vil følge eder i det? Nej, den, der drog iKampen, og den, der blev ved Trosset, skal have lige Del, deskal dele med hinanden!"25. Og derved blev det både den Dag og siden; han gjorde det til Lovog Ret i Israel, som det er den Dag i bag.
26. Da David kom til Ziklag, sendte han noget af Byttet til deÆldste i Juda, som var hans Venner, med det Bud: "Her er en Gavetil eder af Byttet, der er taget fra HERRENs Fjender!"27. Det var til dem i Betel, i Ramot i Sydlandet, i Jattir,28. dem i Ar'ara, i Sifmot, i Esjtemoa,29. i Karmel, i Jerame'eliternes Byer, i Keniternes Byer,30. i Horma, i Bor-Asjan, i Atak,31. i Hebron, og ligeledes til alle de andre Steder, hvor Davidhavde færdedes med sine Mænd.
1.Samuel 31
1. Imidlertid angreb Filisterne Israel; og Israels Mænd flygtedefor Filisterne, og de faldne lå rundt om på Gilboas Bjerg.2. Og Filisterne forfulgte Saul og hans Sønner og dræbte SaulsSønner, Jonatan, Abinadab og Malkisjua.3. Kampen rasede om Saul, og han blev opdaget af Bueskytterne oggrebes af stor Angst for dem.4. Da sagde Saul til sin Våbendrager: "Drag dit Sværd og gennembormig, for at ikke disse uomskårne skal komme og gennembore mig ogmishandle mig!" Men Våbendrageren vilde ikke, thi han gøstilbage derfor. Da tog Saul Sværdet og styrtede sig i det;5. og da Våbendrageren så, at Saul var død, styrtede også han sig isit Sværd og fulgte ham i Døden.6. Således fulgtes denne Dag Saul, hans tre Sønner, hansVåbendrager og alle hans Mænd i Døden.7. Men da Israels Mænd i Byerne i Dalen og ved Jordan så, atIsraels Mænd var flygtet, og at Saul og hans Sønner var faldet,forlod de Byerne og flygtede, hvorpå Filisterne kom og besattedem.
8. Da Filisterne Dagen efter kom for at plyndre de faldne, fandt deSaul og hans tre Sønner liggende på Gilboas Bjerg;9. de huggede da Hovedet at ham, afførte ham hans Våben og sendteBud rundt i Filisternes Land for at bringe deres Afguder ogFolket Glædesbudet.10. Våbnene lagde de i Astartes Tempel, men Kroppen hængte de op påBet-Sjans Mur.11. Men da Indbyggerne i Jabesj i Gilead hørte, hvad Filisternehavde gjort ved Saul,12. brød alle våbenføre Mænd op, og efter at have gået hele Nattenigennem tog de Sauls og hans Sønners Kroppe ned fra Bet-SjansMur, bragte dem med til Jabesj og brændte dem der.13. Så tog de deres Ben og jordede dem under Tamarisken i Jabesj ogfastede syv Dage.
2.Samuel
2.Samuel 1
1. Da David efter Sauls Død var vendt tilbage fra Sejeren overAmalek og havde opholdt sig to Dage i Ziklag,2. kom der Tredjedagen en Mand fra Hæren, fra Saul, med sønderrevneKlæder og Jord på Hovedet, og da han kom hen til David, kastedehan sig til Jorden og bøjede sig.3. David spurgte ham: "Hvor kommer du fra?" Han svarede: "Jeg slapbort fra Israels Hær!"4. David sagde da til ham: "Hvorledes gik det? Fortæl mig det!"Han svarede: "Folket flygtede fra Kampen, og mange af Folketfaldt og døde; også Saul og hans Søn Jonatan er døde."5. Da sagde David til den unge Mand, som bragte ham Budet: "Hvorafved du, at Saul og hans Søn Jonatan er døde?"6. Den unge Mand, der bragte ham Budet, svarede: "Det traf sig, atjeg var på Gilboas Bjerg, og se, Saul stod lænet til sit Spyd,medens Vognene og Rytterne trængte ham;7. og da han vendte sig om, fik han Øje på mig og kaldte på mig; ogjeg sagde: Her er jeg!8. Da spurgte han mig: Hvem er du? Og jeg svarede: Jeg er enAmalekit!9. Så sagde han til mig: Kom herhen og giv mig Dødsstødet! ThiKrampen har grebet mig, men jeg lever endnu!10. Og jeg trådte hen til ham og gav ham Dødsstødet, thi jeg så, athan ikke kunde leve, når han faldt om. Så tog jeg Diademet, hanhavde på Hovedet, og et Armbånd, han bar på Armen, og dem harjeg med hid til min Herre."11. Da tog David fat i sine Klæder og sønderrev dem, og ligesågjorde alle hans Mænd;12. og de holdt Klage, græd og fastede til Aften over Saul og hansSøn Jonatan og HERRENs Folk og Israels Hus, fordi de var faldetfor Sværdet.
13. Derpå sagde David til den unge Mand, som havde bragt ham Budet:"Hvor er du fra?" Han svarede: "Jeg er Søn af en Amalekit, derbor her som fremmed."14. Da sagde David: "Frygtede du dog ikke for at lægge Hånd påHERRENs Salvede og dræbe ham!"15. David kaldte så på en af sine Folk og sagde: "Kom herhen og stødham ned!" Og han slog ham ihjel.16. Men David sagde til ham: "Dit Blod komme over dit eget Hoved!Thi din egen Mund vidnede imod dig, da du sagde: Jeg gav HERRENsSalvede Dødsstødet!"
17. Da sang David denne Klagesang over Saul og hans Søn Jonatan.18. Den skal læres af Judas Sønner; den står optegnet i deOprigtiges Bog.19. Din Pryd, Israel, ligger dræbt på dine Høje. Ak, at dog Heltenefaldt!20. Forkynd det ikke i Gat, ej lyde der Glædesbud på Askalons Gader,at ikke Filisternes Døtre skal fryde sig, de uomskårnes Døtrejuble!21. Gilboas Bjerge! Ej falde Dug og Regn på eder, I Dødens Vange!Thi Heltenes Skjolde vanæredes der; Sauls Skjold er ej salvetmed Olie.22. Uden faldnes Blod, uden Heltes Fedt kom Jonatans Bue ikketilbage, Sauls Sværd ikke sejrløst hjem.23. Saul og Jonatan, de elskelige, hulde, skiltes ikke i Liv ellerDød; hurtigere var de end Ørne, stærkere var de end Løver!24. O, Israels Døtre, græd over Saul, som klædte eder yndigt iPurpur, satte Guldsmykker på eders Klæder!25. Ak, at dog Heltene faldt i Slagets Tummel - dræbt ligger Jonatanpå dine Høje!26. Jeg sørger over dig, Jonatan, Broder, du var mig såre kær;underfuld var mig din Kærlighed, mere end Kvinders Kærlighed.27. Ak, at dog Heltene faldt, Stridsvåbnene lagdes øde!
2.Samuel 2
1. Derefter rådspurgte David HERREN: "Skal jeg drage op til en afJudas Byer?" HERREN svarede:"Gør det!" Og David spurgte: "Hvorskal jeg drage hen?" Da svarede han: "Til Hebron!"2. Så drog David derop tillige med sine to Hustruer Ahinoam fraJizre'el og Abigajil, Karmeliten Nabals Hustru;3. og han tog sine Mænd med derop tillige med deres Familier, og debosatte sig i Byerne omkring Hebron.
4. Da kom Judas Mænd derhen og salvede David til Konge over JudasHus. Da David fik at vide, at Mændene i Jabesj i Gilead havdejordet Saul,5. sendte han Sendebud til Mændene i Jabesj i Gilead og lod sige:"HERREN velsigne eder, fordi I således viste Godhed mod edersHerre Saul og jordede ham.6. Måtte nu HERREN vise eder Godhed og Trofasthed! Men også jeg vilgøre godt imod eder, fordi I gjorde dette.7. Tag eder derfor sammen og vis eder som stærke Mænd; thi edersHerre Saul er død, og Judas Hus har allerede salvet mig tilKonge!"
8. Men Abner, Ners Søn, Sauls Hærfører, tog Sauls Søn Isjbosjet ogbragte ham over til Mahanajim9. og udråbte ham til Konge over Gilead, Aseriterne, Jizre'el,Efraim og Benjamin, over hele Israel.10. Isjbosjet, Sauls Søn, var fyrretyve År, da han blev Konge overIsrael, og han herskede to År. Kun Judas Hus sluttede sig tilDavid.11. Den Tid David herskede i Hebron over Judas Hus, var syv År ogseks Måneder.
12. Abner, Ne'rs Søn, drog med Isjbosjets, Sauls Søns, Folk fraMahanajim til Gibeon;13. ligeledes drog Joab, Zerujas Søn ud med Davids folk, og destødte sammen med dem ved Dammen i Gibeon; og de slog sig nedhver på sin Side af Dammen.14. Da sagde Abner til Joab: "Lad de unge Mænd stå op og udføreVåben lege for os!" Og Joab sagde: "Ja, lad dem stå op!"15. Så stod de op og gik frem lige mange fra hver Side, tolvBenjaminiter for Isjbosjet, Sauls Søn, og tolv af Davids Folk;16. men de greb hverandre om Hovedet og stødte Sværdet i Siden påhverandre, så de faldt alle til Hobe. Derfor kalder man detteSted Helkat-Hazzurim; det ligger ved Gibeon.17. Samme Dag kom det til en meget hård Kamp, i hvilken Abner ogIsraels Mænd blev drevet på Flugt af Davids Folk.
18. Ved den Lejlighed var Zerujastre Sønner med, Joab, Abisjaj ogAsa'el; og Asa'el, der var rapfodet som Markens Gazeller,19. forfulgte Abner uden at bøje af til højre eller venstre.20. Abner vendte sig om og spurgte: "Er det dig, Asa'el?" Hansvarede: "Ja, det er!"21. Da sagde Abner: "Bøj af til en af Siderne, grib en af de ungeMænd og tag dig hans Rustning!" Men Asa'el vilde ikke opgive atforfølge ham.22. Da sagde Abner videre til Asa'el: "Stands med at forfølge mig!Hvorfor skal jeg slå dig til Jorden? Og hvorledes skal jeg såkunne se din Broder Joab i Øjnene?"23. Men han vægrede sig ved at standse, og Abner stødte da baglænsSpydet gennem Underlivet på ham, så det kom ud af Ryggen, og hanfaldt død om på Stedet. Og alle, som kom til Stedet, hvor Asa'ellå og var død, stod stille.
24. Men Joab og Abisjaj forfulgte Abner, og da Solen gik ned, havdede nået Gibeat-Amma, som ligger østen for Gia ved Vejen tilGibeons Ørken.25. Da samlede Benjaminiterne sig om Abne'r og stillede sig i Klyngepå Toppen af Gibeat-Amma.26. Men Abner råbte til Joab: "Skal da Sværdet altid blive ved atfortære? Ved du ikke, at Eftersmagen er besk? Hvor længe skaldet vare, inden du byder Folket standse med at forfølge deresBrødre?"27. Joab svarede: "Så sandt HERREN lever: Havde du ikke talt, vildeFolkene først i Morgen have standset med at forfølge deresBrødre!"28. Derpå stødte Joab i Hornet, og hele Folket standsede; deforfulgte ikke mere Israel og fortsatte ikke Kampen.
29. Abner og hans Mænd vandrede så i Løbet af Natten igennemArabalavningen, satte over Jordan, gik hele Kløften igennem ogkom til Mahanajim.30. Da Joab vendte tilbage fra Forfølgelsen af Abner og samlede alleKrigerne, savnedes foruden Asa'el nitten Mand af Davids Folk,31. medens Davids Folk havde slået 360 Mand ihjel af Benjaminiterne,Abners Folk.32. Derpå bar de Asa'el bort og jordede ham i hans Faders Grav iBetlehem, og Joab og hans Mænd vandrede hele Natten igennem; daSolen stod op, nåede de Hebron. 3-1. Krigen imellem Sauls ogDavids Huse trak i Langdrag; men David blev stærkere ogstærkere, Sauls Hus svagere og svagere.
2.Samuel 32. I Hebron fødtes der David Sønner; hans førstefødte var Amnon,Søn af Ahinoam fra Jizre'el,3. den næstældste Kil'ab, Søn af Abigajil, Harmeliten NabalsHustru, den tredje Absalon, en Søn af Kong Talmaj af GesjursDatter Ma'aka,4. den fjerde Adonija, en Søn af Haggit, den femte Sjefatja, en Sønaf Abital,5. og den sjette Jitream, Søn af Davids Hustru Egla. Disse fødtesDavid i Hebron.
6. Under Krigen mellem Sauls og Davids Huse ydede Abner Sauls Huskraftig Støtte.7. Nu havde Saul haft en Medhustru ved Navn Rizpa, Ajjas Datter.Og Isjbosjet sagde til Abner: "Hvorfor gik du ind til min FadersMedhustru?"8. Abner blev opbragt over Isjbosjets Ord og sagde: "Er jeg nublevet et Hundehoved fra Juda? Nu har jeg Gang på Gang vistGodhed mod din Fader Sauls Hus, hans Brødre og Venner og ikkeladet dig falde i Davids Hånd, og så går du nu i Rette med migfor en Kvindes Skyld!9. Gud ramme Abner både med det ene og det andet: Hvad HERRENtilsvor David, skal jeg nu sørge for bliver opfyldt på ham;10. jeg skal sørge for, at Sauls Hus mister Kongedømmet og DavidsTrone bliver rejst over Israel og Juda fra Dan til Be'ersjeba!"11. Og af Frygt for Abner kunde Isjbosjet ikke svare et Ord.
12. Så sendte Abner Sendebud til David i Hebron og lod sige: "SlutPagt med mig! Se, jeg vil hjælpe dig og bringe hele Israel overpå din Side!"13. Han svarede: "Vel, jeg vil slutte Pagt med dig; men een Tingkræver jeg af dig: Du bliver ikke stedet for mit Åsyn, medmindre du har Sauls Datter Mikal med, når du kommer!"14. David sendte derpå Bud til Isjbosjet, Sauls Søn, og lodsige:"Giv mig min Hustru Mikal, som jeg blev trolovet med for100 Filisterforhuder!"15. Da sendte Isjbosjet Bud og lod hende hente hos hendes MandPaltiel, Lajisj's Søn.16. Hendes Mand fulgte hende grædende lige til Bahurim; her sagdeAbner til ham: "Gå nu hjem!" Så vendte han hjem.
17. Men Abner havde forhandlet med Israels Ældste og sagt: "Alleredetidligere ønskede I David til Konge;18. så gør nu Alvor af det! Thi HERREN har sagt om David: Ved minTjener Davids Hånd vil jeg frelse mit Folk Israel fraFilisternes og alle dets fjenders Hånd!"19. Abner talte også til Benjamin derom. Endelig gik Abner også tilHebron for at meddele David alt, hvad Israel og hele BenjaminsHus havde vedtaget.20. Da Abner, fulgt af tyve Mænd, kom til David i Hebron, gjordeDavid Gæstebud for Abner og Mændene, som var med ham.21. Derpå sagde Abner til David: "Lad mig bryde op og drage hen ogsamle hele Israel om min Herre Kongen, for at de kan slutte Pagtmed dig, at du kan blive Konge over alt, hvad din Hu står til!"Da lod David Abner rejse, og han drog bort i Fred.
22. Just da kom Davids Folk og Joab hjem fra et Strejftog ogmedførte et rigt Bytte; Abner var da ikke mere hos David iHebron, thi David havde ladet ham rejse, og han var draget borti Fred.23. Da nu Joab var vendt hjem med hele sin Hær, fik han at vide atAbner, Ners Søn, havde været hos Kongen, og at denne havde ladetham rejse, så han var draget bort i Fred.24. Da gik Joab til Kongen og sagde: "Hvad har du gjort? Abner harjo været hos dig! Hvorfor lod du ham rejse, så han frit kundedrage bort?25. Indser du ikke, at Abner, Ners Søn, kun kom for at bedragedig. udspejde din Færd og få at vide, hvad du har for!"26. Så gik Joab bort fra David og sendte uden Davids VidendeSendebud efter Abner og de hentede ham tilbage fra Bor-Sira.27. Og da Abner kom tilbage til Hebron, tog Joab ham til Side midt iPorten for at tale uhindret med ham; og der dræbte han ham vedet Stik i Underlivet for at hævne sin Broder Asa'els Blod.
28. Da det siden kom David for Øre, sagde han: "Jeg og mit Rige ertil evig Tid uden Skyld for HERREN i Abners, Ners Søns, Blod!29. Det komme over Joabs Hoved og over hele hans Fædrenehus; ogJoabs Hus være aldrig frit for Folk, som lider af Flåd ellerSpedalsk hed, går med Krykke eller falder for Sværdet ellermangler Brød!"30. Men Joab og hans Broder Abisjaj havde slået Abner ihjel, fordihan havde fældet deres Broder Asa'el i Kampen ved Gibeon.31. Derpå sagde David til Joab og alle Folkene, som fulgte ham:"Sønderriv eders Klæder, tag Sæk om eder og hold Klage overAbner!" Og Kong David gik selv bag efter Båren.32. Og da man jordede Abner i Hebron, græd Kongen højt ved AbnersGrav, og alt Folket græd med,33. Da sang Kongen denne Klagesang over Abner: Skulde Abner dø enDåres Død? 34 Dine Hænder var ikke bundne, dine Fødder ikke lagti Lænker, du faldt, som man falder for Misdædere! Da græd heleFolket end mere over ham,35. og da hele Folket kom for at få David til af spise, medens detendnu var Dag, svor David: "Gud ramme mig både med det ene ogdet andet, om jeg smager Brød eller noget andet, før Sol gårned!"36. Hele Folket lagde Mærke dertil, og det gjorde et godt Indtryk pådem; alt, hvad Kongen foretog sig, gjorde et godt Indtryk på altFolket;37. og hele Folket og hele Israel skønnede den Dag, at Kongen ikkevar Ophavsmand til Drabet på Abner, Ners Søn.38. Og Kongen sagde til sine Folk: "Ved I ikke, af der i Dag erfaldet en Øverste og Stormand i Israel?39. Men jeg er endnu for svag, skønt jeg er salvet til Konge, ogdisse Mænd, Zerujasønnerne, er mig for stærke. HERREN gengældeUdådsmanden hans Skændsels- dåd!"
2.Samuel 4
1. Da Isjbosjet, Sauls Søn, hørte, at Abner var død i Hebron, tabtehan Modet, og hele Israel grebes af Skræk.2. Nu havde Isjbosjet, Sauls Søn, to Mænd, der var Førere forStrejfskarer, den ene hed Ba'ana, den anden Rekab, Sønner afBenjaminiten Rimmon fra Be'erot; thi også Be'erot regnes tilBenjamin;3. dog var Be'erotiterne flygtet til Gittajim, hvor de bor somfremmede den Dag i Dag.4. Sauls Søn Jonatan havde en Søn, der var lam i Fødderne; han varfem År gammel, da Efterretningen om Saul og Jonatan kom fraJizre'el, og hans Fostermoder tog ham og flygtede; men underhendes skyndsomme Flugt faldt han fra hende og blev lam; hansNavn var Mefibosjet.5. Be'erotiten Rimmons Sønner Rekab og Ba'ana gav sig på Vej og komved Middagstide til Isjbosjets Hus, medens han sov til Middag;6. og da Dørvogtersken, som var ved at rense Hvede, var faldet iSøvn, slap Rekab og hans Broder Ba'ana forbi7. og trængte ind i Huset, hvor Isjbosjet lå på sit Leje iSoveværelset; og de slog ham ihjel og huggede Hovedet af ham;derpå tog de Hovedet og vandrede i Løbet at Natten gennemArabalavningen8. og bragte Isjbosjets Hoved til David i Hebron, idet de sagde tilKongen: "Her er Hovedet af Isjbosjet, din Fjende Sauls Søn, han,som stod dig efter Livet; i Dag har HERREN givet min HerreKongen Hævn over Saul og hans Afkom!"
9. Da svarede David Be'erotiten Rimmons Sønner Rekab og hans BroderBa'ana: "Så sandt HERREN lever, som har udfriet mig af alTrængsel:10. Den, som bragte mig Efterretning om Sauls Død, i den Tro at hanbragte et Glædesbud, ham greb jeg og lod dræbe i Ziklag for atgive ham Løn for hans Glædesbud;11. hvor meget mere skulde jeg da ikke nu, når gudløse Mænd harmyrdet en retfærdig Mand på hans Leje i hans eget Hus, krævehans Blod af eder og udrydde eder af Jorden!"12. Derpå bød David sine Folk dræbe dem, og de huggede Hænder ogFødder af dem og hængte dem op ved Dammen i Hebron; menIsjbosjets Hoved tog de og jordede i Abners Grav i Hebron.
2.Samuel 5
1. Derpå kom alle Israels Stammer til David i Hebron og sagde: "Vier jo dit Kød og Blod!2. Allerede før i Tiden, da Saul var Konge over os, var det dig,somførte Israel ud i Kamp og hjem igen; og HERREN sagde til dig: Duskal vogte mit Folk Israel og være Hersker over Israel!"3. Og alle Israels Ældste kom til Kongen i Hebron, og Kong Davidsluttede i Hebron Pagt med dem for HERRENs Åsyn, og de salvedeDavid til Konge over Israel.4. David var tredive År, da han blev Konge, og han herskedefyrretyve År.5. I Hebron herskede han over Juda syv År og seks Måneder, og iJerusalem herskede han tre og tredive År over hele Israel ogJuda.
6. Derpå drog Kongen med sine Mænd til Jerusalem mod Jebusiterne,som boede deri Landet. Man sagde til Kongen: "Her kan du ikketrænge ind, thi blinde og lamme vil slå dig tilbage!" Dermedvilde de sige: "David kommer ikke herind!"7. Men David indtog Klippeborgen Zion, det er Davidsbyen.8. På den Dag sagde David: "Enhver, som trænger frem tilVandledningen og slår en Jebusit, de halte og blinde, som DavidsSjæl hader, skal være Øverste og Hærfører". Derfor siger man:"En blind og en lam kommer ikke ind i Huset!"9. Så tog David Bolig i Klippeborgen og kaldte den Davidsbyen; oghan befæstede Byen rundt om fra Millo og indefter.10. Og David blev mægtigere og mægtigere; HERREN, Hærskarers Gud,var med ham.
11. Kong Hiram af Tyrus sendte Sendebud til David med Cedertræer ogtillige Tømmermænd og Stenhuggere, som byggede ham et Hus.12. Da skønnede David, at HERREN havde sikret hans Kongemagt overIsrael og højnet hans Kongedømme for sit Folk Israels Skyld.
13. David tog i Jerusalem endnu flere Medhustruer og Hustruer, efterat han var kommet dertil fra Hebron, og der fødtes ham flereSønner og Døtre.14. Navnene på dem, som fødtes ham i Jerusalem, er følgende:Sjammua, Sjobab, Natan, Salomo,15. Jibhar, Elisjua, Nefeg, Jafia,16. Elisjama, Ba'aljada og Elifelet.
17. Men da Filisterne hørte, at David var salvet til Konge overIsrael, rykkede de alle ud for at søge efter ham. VedEfterretningen herom drog David ned til Klippeborgen,18. medens Filisterne kom og bredte sig i Refaimdalen.19. David rådspurgte da HERREN: "Skal jeg drage op mod Filisterne?Vil du give dem i min Hånd?" Og HERREN svarede David: "Drag op,thi jeg vil give Filisterne i din Hånd!"20. Så drog David til Ba'al-Perazim, og der slog han dem. Da sagdehan: "HERREN har brudt igennem mine Fjender foran mig, som Vandbryder igennem!" Derfor kalder man Stedet Ba'al-Perazim.21. Og de lod deres Guder i Stikken der, og David og hans Mænd togdem.
22. Men Filisterne bredte sig på ny i Refaimdalen.23. Da David rådspurgte HERREN, svarede han: "Drag ikke imod dem,men omgå dem og fald dem i Ryggen ud for Bakabuskene.24. Når du da hører Lyden af Skridt i Bakabuskenes Toppe, skal duskynde dig, thi så er HERREN draget ud foran dig for at slåFilisternes Hær!"25. David gjorde, som HERREN bød,og slog Filisterne fra Gibeon tilhen imod Gezer.
2.Samuel 6
1. David samlede alt udsøgt Mandskab i Israel, 30000 Mand.2. Derpå brød David op med alle sine Krigere og drog til Ba'al iJuda for der at hente Guds Ark, over hvilken Hærskarers HERREsNavn er nævnet, han, som troner over Keruberne.3. De satte da Guds Ark på en ny Vogn og førte den bort fraAbinadabs Hus på Højen, og Abinadabs Sønner Uzza og Ajo kørteVognen,4. således at Uzza gik ved Siden af og Ajo foran Guds Ark.5. David og hele Israel legede af alle Kræfter for HERRENs Åsyn tilSang og til Citre, Harper, Pauker, Bjælder og Cymbler.6. Men da de kom til Nakons Tærskeplads, rakte Uzza Hånden ud oggreb fat i Guds Ark, fordi Okserne snublede.7. Da blussede HERRENS Vrede op mod Uzza, og Gud slog ham der,fordi han rakte Hånden ud mod Arken, og han døde på Stedet vedSiden af Guds Ark.8. Men David græmmede sig over, at HERREN havde tilføjet Uzza etBrud. Derfor kaldte man Stedet Perez-Uzza, som det hedder denDag i Dag.9. Og David grebes den Dag af Frygt for HERREN og sagde: "Hvor kanda HERRENs Ark komme hen hos mig!"10. Og David vilde ikke flytte HERRENs Ark hen hos sig i Davidsbyen,men lod den sætte ind i Gatiten Obed-Edoms Hus.11. HERRENs Ark blev så i Gatiten Obed-Edoms Hus tre Måneder, ogHERREN velsignede Obed-Edom og hele hans Hus.
12. Da nu Kong David fik Underretning om, at HERREN for Guds ArksSkyld havde velsignet Obed-Edoms Hus og alt, hvad hans var, gikhan hen og lod under Festglæde Guds Ark bringe op fra Obed-EdomsHus til Davidsbyen.13. Og da de, som bar HERRENs Ark, havde gået seks Skridt, ofredehan en Okse og en Fedekalv.14. Og David dansede af alle Kræfter for HERRENs Åsyn, iført enlinned Efod.15. Således bragte David og hele Israel HERRENs Ark op underFestjubel og Hornblæsning.16. Men da HERRENs Ark kom til Davidsbyen, så Sauls Datter Mikal udaf Vinduet; og da hun så Kong David springe og danse for HERRENsÅsyn, ringeagtede hun ham i sit Hjerte.17. De førte så HERRENs Ark ind og stillede den på Plads midt i detTelt, David havde rejst den, og David ofrede Brændofre ogTakofre for HERRENs Åsyn.18. Og da David var færdig med Brændofrene og Takofrene, velsignedehan Folket i Hærskarers HERREs Navn19. og uddelte til alt Folket, til hver enkelt af hele IsraelsMængde, både Mand og Kvinde, et Brød, et Stykke Kød og enRosinkage; derpå gik alt Folket hver til sit.
20. Men da David vendte hjem for at velsigne sit Hus, gik SaulsDatter Mikal ham i Møde og sagde: "Hvor ærbart Israels Kongeopførte sig i Dag, da han blottede sig for sine UndersåttersTrælkvinders Øjne, som letfærdige Mennesker plejer at gøre!"21. David svarede Mikal: "For HERRENs Åsyn vil jeg lege, så sandtHERREN lever, som udvalgte mig fremfor din Fader og hele hansHus, så han satte mig til Fyrste over HERRENs Folk Israel; jegvil lege for HERRENs Åsyn,22. selv om jeg derved nedværdiges og synker endnu dybere i dineØjne; men hos Trælkvinderne, du talte om, skal jeg vinde Ære!"23. Og Sauls Datter Mikal fik til sin Dødedag intet Barn.
2.Samuel 7
1. Engang Kongen sad i sit Hus, efter at HERREN havde skaffet hamRo for alle hans Fjender rundt om,2. sagde han til Profeten Natan: "Se, jeg har et Cedertræshus at boi, men Guds Ark har Plads i et Telt!"3. Natan svarede Kongen: "Gør alt, hvad din Hu står til, thi HERRENer med dig!"4. Men samme Nat kom HERRENs Ord til Natan således:5. "Gå hen og sig til min Tjener David: Så siger HERREN: Skulde dubygge mig et Hus at bo i?6. Jeg har jo ikke haft noget Hus at bo i, siden den Dag jeg førteIsraeliterne op fra Ægypten, men vandrede med, boende i et Telt.7. Har jeg, i al den Tid jeg vandrede om blandt alle Israeliterne,sagt til nogen af Israels Dommere, som jeg satte til at vogtemit Folk Israel: Hvorfor bygger I mig ikke et Cedertræshus?8. Sig derfor til min Tjener David: Så siger Hærskarers HERRE: Jegtog dig fra Græsgangen, fra din Plads bag Småkvæget til at væreFyrste over mit folk Israel,9. og jeg var med dig, overalt hvor du færdedes, og udryddede alledine Fjender foran dig; jeg vil skabe dig et Navn som destørstes på Jorden10. og skaffe mit Folk Israel en Hjemstavn og plante det, så det kanblive boende på sit Sted uden mere at skulle forstyrres i sinRo, og uden at Voldsmænd mere skal plage det som tidligere,11. dengang jeg satte Dommere over mit Folk Israel; og jeg vil givedet Ro for alle dets Fjender. Så kundgør HERREN dig nu: Et Husvil HERREN bygge dig!12. Når dine Dage er omme, og du hviler hos dine Fædre, vil jegefter dig oprejse din Sæd, som udgår af dit Liv, og grundfæstehans Kongedømme.13. Han skal bygge mit Navn et Hus, og jeg vil grundfæste hansKongetrone evindelig.14. Jeg vil være din Sæd en Fader, og den skal være mig en Søn! Nården synder, vil jeg tugte den med Menneskestok og MenneskersSlag,15. men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra den, som jeg tog denfra din Forgænger.16. Dit Hus og dit Kongedømme skal stå fast for mit Åsyn til evigTid, din Trone skal stå til evig Tid!"17. Alle disse Ord og hele denne Åbenbaring meddelte Natan David.
18. Da gik Kong David ind og dvælede for HERRENs Åsyn og sagde:"Hvem er jeg, Herre, HERRE, og hvad er mit Hus, at du har bragtmig så vidt?19. Men end ikke det var dig nok Herre, HERRE, du gav også dinTjeners Hus Forjættelser for fjerne Tider og lod mig skuekommende Slægter, Herre, HERRE!20. Hvad mere har David at sige dig Du kender jo dog din Tjener,Herre, HERRE.21. For din Tjeners Skyld, og fordi din Hu stod dertil, gjorde dudette og kundgjorde din Tjener alt dette store,22. Herre, HERRE; thi ingen er som du, og der er ingen Gud uden digefter alt hvad vi har hørt med vore Ører.23. Og hvor på Jorden findes et Folk som dit Folk Israel, et Folk.som Gud kom og udfriede og gjorde til sit Folk for at vinde siget Navn og udføre store og frygtelige Gerninger for dem ved atdrive andre Folkeslag med deres Guder bort foran sit Folk, det,du udfriede fra Ægypten?24. Du har grundfæstet dit Folk Israel som dit Folk til evig Tid, ogdu, HERRE, er blevet deres Gud.25. Så opfyld da, HERRE, Gud, til evig Tid den Forjættelse, duudtalte om din Tjener og hans Hus og gør, som du sagde!26. Da skal dit Navn blive stort til evig Tid, så man siger:Hærskarers HERRE, Gud over Israel! Og din Tjener Davids Hus skalstå fast for dit Åsyn.27. Thi du, Hærskarers HERRE, Israels Gud, har åbenbaret for dinTjener: Jeg vil bygge dig et Hus! Derfor har din Tjener fundetsit Hjerte til af bede denne Bøn til dig.28. Derfor, Herre, HERRE, du er Gud, og dine Ord er Sandhed! Du hargivet din Tjener denne Forjættelse,29. så lad det behage dig at velsigne din Tjeners Hus, at det tilevig Tid må stå fast for dit Åsyn. Thi du, Herre, HERRE, hartalt, og med din Velsignelse skal din Tjeners Hus velsignesevindelig!"
2.Samuel 8
1. Nogen Tid efter slog David Filisterne og undertvang dem, ogDavid fratog Filisterne Meteg-Ha'amma.2. Fremdeles slog han Moabiterne, og han målte dem med en Snor,idet han lod dem lægge sig ned på Jorden og afmålte toSnorlængder, der skulde dræbes, og een, der skulde blive i Live.Således blev Moabiterne Davids skatskyldige Undersåtter.3. Ligeledes slog David Rehobs Søn, Kong Hadad'ezer af Zoba, da hanvar draget ud for at genoprette sit Herredømme ved Floden.4. David fratog ham 1700 Ryttere og 20000 Mand Fodfolk og lod alleStridshestene lamme på hundrede nær, som han skånede.5. Og da Aramæerne fra Damaskus kom Hadad'ezer af Zoba til Hjælp,slog David 22000 Mand af Aramæerne.6. Derpå indsatte David Fogeder i det damaskenske Aram, ogAramæerne blev Davids skatskyldige Undersåtter. Således, gavHERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem.7. Og David tog de Guldskjolde, Hadad'ezers Folk havde båret, ogbragte dem til Jerusalem;8. og fra Hadad'ezers Byer Teba og Berotaj bortførte Kong DavidKobber i store Mængder.
9. Men da Kong To'i af Hamat hørte, at David havde slået heleHadad'ezers Stridsmagt,10. sendte han sin Søn Hadoram til Kong David for at hilse på ham oglykønske ham til, at han havde kæmpet med Hadad'ezer og slåetham - Hadad'ezer havde nemlig ligget i Krig med To'i - og hanmedbragte Sølv-, Guld- og Kobber-sager.11. Også dem helligede Kong David HERREN tillige med det Sølv ogGuld, han havde helliget af Byttet fra alle de undertvungneFolk,12. Edom, Moab Ammoniterne, Filisterne, Amalek, og af det Bytte, hanhavde taget fra Rehobs Søn, Kong Hadad'ezer af Zoba.
13. Og David vandt sig et Navn. Da han vendte tilbage fra Sejrenover Aram, slog han Edom i Saltdalen, 18000 Mand;14. derpå indsatte han Fogeder i Edom; i hele Edom indsatte hanFogeder, og alle Edomiterne blev Davids Undersåtter, Således gavHERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem.15. Og David var Konge over hele Israel, og han øvede Ret ogRetfærdighed mod hele sit Folk.
16. Joab, Zerujas Søn, var sat over Hæren; Josjafat, Ahiluds Søn,var Kansler;17. Zadok, Abitubs Søn, og Ebjatar, Ahimeleks Søn, var Præster;Seraja var Statsskriver;18. Benaja, Jojadas Søn, var sat over Kreterne og Pleterne, ogDavids Sønner var Præster.
2.Samuel 9
1. David sagde: "Er der endnu nogen tilbage af Sauls Hus? Så viljeg vise Godhed imod ham for Jonatans Skyld!"2. Nu var der i Sauls Hus en Træl ved Navn Ziba; han blev kaldt optil David, og Kongen sagde til ham:"Er du Ziba?" Han svarede:"Ja, det er din Træl!"3. Da sagde Kongen: "Er der ingen tilbage af Sauls Hus? Så vil jegvise Guds Godhed imod ham." Ziba svarede Kongen: "Der leverendnu en Søn af Jonatan; han er lam i Fødderne."4. Da spurgte Kongen: "Hvor er han?" Og Ziba svarede Kongen: "Haner i Makirs, Ammiels Søns, Hus i Lodebar."5. Så lod Kong David ham hente i Makirs, Ammiels Søns, Hus iLodebar.6. Da Mefibosjet, Sauls Søn Jonatans Søn, kom ind til David, faldthan på sit Ansigt og bøjede sig. David sagde: "Mefibosjet!" Hansvarede: "Ja, her er din Træl!"7. David sagde til ham: "Frygt ikke! Jeg vil vise dig Godhed fordin Fader Jonatans Skyld og give dig hele din Fader SaulsJordegods tilbage; og du skal altid spise ved mit Bord."8. Da bøjede han sig og sagde: "Hvad er din Træl, siden du tagerHensyn til en død Hund som mig?"
9. Derpå lod Kongen Sauls Tjener Ziba kalde og sagde til ham: "Alt,hvad der tilhørte Saul og hele hans Hus, har jeg givet dinHerres Søn;10. men du tillige med dine Sønner og Trælle skal dyrke Jorden ogindhøste Afgrøden, for at din Herres Hus kan have sit Underholdderaf; men din Herres Søn Mefibosjet skal altid spise ved mitBord." Ziba havde femten Sønner og tyve Trælle.11. Da sagde Ziba til Kongen: "Din Træl vil gøre, ganske som minHerre Kongen byder!" Mefibosjet spiste så ved Davids Bord, somvar han en af Kongens Sønner.12. Mefibosjet havde en lille Søn ved Navn Mika. Hele Zibas Husstandvar Mefibosjets Trælle.13. Og Mefibosjet boede i Jerusalem, thi han spiste altid vedKongens Bord. Og han var lam i begge Fødder.
2.Samuel 10
1. Nogen Tid efter døde Ammomiternes Konge, og hans Søn Hanun blevKonge i hans Sted.2. Da tænkte David: "Jeg vil vise Hanun, Nahasj's Søn, Venlighed,ligesom hans Fader viste mig Venlighed." Og David sendte Folkfor at vise ham Deltagelse i Anledning af hans Faders Død. Menda Davids Mænd kom til Ammoniternes Land.3. sagde Ammoniternes Høvdinger til deres Herre Hanun: "Tror duvirkelig, det er for at hædre din Fader, at David sender Bud ogviser dig Deltagelse? Mon ikke det er for at udforske ogudspejde Byen og ødelægge den, at David sender sine Folk tildig?"4. Da tog Hanun Davids Folk og lod det halve af deres Skæg afrageog Halvdelen af deres Klæder skære af til Sædet, og derpå lodhan dem gå.5. Da David fik Efterretning herom, sendte han dem et Bud i Møde,thi Mændene var blevet grovelig forhånet; og Kongen lod sige:"Bliv i Jeriko, til eders Skæg er vokset ud!"
6. Men da Ammoniterne så, at de havde lagt sig for Had hos David,sendte de Bud og lejede Aramæerne fra Bef-Rehob og Zoba, 20000Mand Fodfolk, Kongen af Ma'aka med 1000 Mand og Folkene fra Tob,12000 Mand.7. Da David hørte det, sendte han Joab af Sted med hele Hæren ogKærnetropperne.8. Ammoniterne rykkede så ud og stillede sig op til Kamp lige udenfor Porten, medens Aramæerne fra Zoba og Rehob og Mændene fraTob og Ma'aka stod for sig selv på åben Mark.9. Da Joa så, at Angreb truede ham både forfra og bagfra, gjordehan et Udvalg blandt alt Israels udsøgte Mandskab og togStilling over for Aramæerne,10. medens han overlod Resten af Mandskabet til sin Broder Abisjaj,som tog Stilling over for Ammoniterne.11. Og han sagde: "Hvis Aramæerne bliver mig for stærke, skal du ilemig til Hjælp; men bliver Ammoniterne dig for stærke, skal jegkomme og hjælpe dig.12. Tag Mod til dig og lad os tappert værge vort Folk og vor GudsByer - så får HERREN gøre, hvad ham tykkes godt!"13. Derpå rykkede Joab frem med sine Folk til Kamp mod Aramæerne, ogde flygtede for ham.14. Og da Ammoniterne så, at Aramæerne tog Flugten, flygtede de forAbisjaj og trak sig ind i Byen. Derpå vendte Joab tilbage fraKampen med Ammoniterne og kom til Jerusalem.
15. Men da Aramæerne så, at de var slået af Israel, samlede de sig,16. og Hadad'ezer sendte Bud og lod Aramæerne hinsides Floden rykkeud, og de kom til Helam med Sjobak, Hadad'ezers Hærfører, iSpidsen.17. Da David fik Efterretning herom, samlede han hele Israel, satteover Jordan og kom til Helam, hvor Aramæerne stillede sig op tilKamp mod David og angreb ham.18. Men Aramæerne flygtede for Israel, og David nedhuggede 700Stridsheste og 40000 Mand af Aram; også deres Hærfører Sjobakslog han ihjel der.19. Da alle Hadad'ezers Lydkonger så, at de var slået af Israel,sluttede de Fred med Israel og underkastede sig. Og Aramæernevovede ikke at hjælpe Ammoniterne mere.
2.Samuel 11
1. Næste År, ved den Tid Kongerne drager i Krig, sendte David Joabud med sine folk og hele Israel, og de hærgede Ammoniternes Landog belejrede Rabba. David blev derimod selv i Jerusalem.2. Så skete det en Aftenstund, da David havde rejst sig fra sitLeje og vandrede på Kongepaladsets Tag, at han fik Øje på enKvinde, der var i Færd med at bade sig; og Kvinden, var megetsmuk.3. David sendte da Bud for at forhøre sig om hende, og der blevsagt: "Det er vist Batseba, Eliams Datter, Hetiten Urias'sHustru!"4. Så lod David hende hente, og da hun kom til ham, lå han hoshende; hun havde lige renset sig efter sin Urenhed. Dereftervendte hun hjem igen.
5. Men da Kvinden blev frugtsommelig, sendte hun Bud til David oglod sige: "Jeg er frugtsommelig!"6. Da sendte David det Bud til Joab: "Send Hetiten Urias til mig!"Og Joab sendte Urias til David.7. Da Urias kom, spurgte David, hvorledes det stod til med Joab ogHæren, og hvorledes det gik med Krigen.8. Derpå sagde David til Urias: "Gå nu ned til dit Hus og tvæt dineFødder!" Urias gik da ud af Kongens Palads, og en Gave fraKongen blev sendt efter ham;9. men Urias lagde sig ved Indgangen til Kongens Palads hos sinHerres Folk og, gik ikke ned til sit Hus.10. Da David fik at vide, at Urias ikke var gået ned til sit Hus,sagde han til ham: "Kommer du ikke lige fra Rejsen? Hvorfor gårdu så ikke ned til dit Hus?"11. Urias svarede David: "Arken og Israel og Juda bor i Hytter, ogmin Herre Joab og min Herres Trælle ligger lejret på åben Mark;skulde jeg da gå til mit Hus for at spise og drikke og søge minHustrus Leje? Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeggør det ikke!"12. Da sagde David til Urias: "Så bliv her i Dag; i Morgen vil jeglade dig rejse!" Urias blev da i Jerusalem den Dag.13. Næste Dag indbød David ham til at spise og drikke hos sig og fikham beruset. Men om Aftenen gik han ud og lagde sig på sit Lejehos sin Herres Folk; til sit Hus gik han ikke ned.
14. Næste Morgen skrev David et Brev til Joab og sendte det medUrias.15. I Brevet skrev han: "Sæt Urias der, hvor Kampen er hårdest, oglad ham i Stikken, så han kan blive dræbt!"16. Joab, der var ved at belejre Byen, satte da Urias på en Plads,hvor han vidste, der stod tapre Mænd over for ham:17. og da Mændene i Byen gjorde Udfald og angreb Joab, faldt nogleaf Folket, af Davids Mænd; også Hetiten Urias faldt.18. Da sendte Joab David Melding om hele Slagets Gang,19. og han gav Sendebudet den Befaling: "Når du har givet KongenBeretning om hele Slagets Gang,20. kan det være, at Kongen bruser op i Vrede og siger til dig:Hvorfor kom I Byen så nær i Slaget? I måtte jo vide, at dervilde blive skudt oppe fra Muren!.21. Hvem var det, der dræbte Abimelek, Jerubba'als Søn? Var det ikkeen Kvinde, som kastede en Møllesten ned på ham fra Muren, så hanfandt sin Død i Tebez? Hvorfor kom I Muren så nær? Så skal dusige: Også din Træl Hetiten Urias faldt!"22. Så drog Budet af Sted og kom og meldte David alt, hvad Joabhavde pålagt ham, hele Slagets Gang. Da blussede Davids Vrede opmod Joab, og han sagde til Budet:"Hvorfor kom I Byen så nær iSlaget? I måtte jo vide, at der vilde blive skudt oppe fraMuren! Hvem var det, der dræbte Abimelek, Jerubba'als Søn? Vardet ikke en Kvinde, som kastede en Møllesten ned på ham fraMuren, så han fandt sin Død i Tebez? Hvorfor kom I Muren sånær?"23. Budet sagde til David: "Mændene var os overlegne og rykkede udimod os på åben Mark, men vi trængte dem tilbage til PortensIndgang;24. så skød Bueskytterne oppe fra Muren på dine Trælle, og nogle afKongens Trælle faldt; også din Træl Hetiten Urias faldt!"25. Da sagde David til Budet: "Sig til Joab: Du skal ikke græmme digover den Ting; thi Sværdet fortærer snart den ene, snart denanden; fortsæt med Kraft Kampen mod Byen og riv den ned! Med deOrd skal du sætte Mod i ham!"
26. Da Urias's Hustru hørte, at hendes Mand var faldet, holdt hunDødeklage over sin Ægtefælle.27. Men da Sørgetiden var omme, lod David hende hente til sit Hus,og hun blev hans Hustru og fødte ham en Søn. Men det, Davidhavde gjort, var ondt i HERRENs Øjne.