2.Samuel 12
1. Og HERREN sendte Natan til David. Da han kom ind til ham, sagdehan: "Der boede to Mænd i samme By, en rig og en fattig.2. Den rige havde Småkvæg og Hornkvæg i Mængde,3. medens den fattige ikke ejede andet end et eneste lille Lam, somhan havde købt og opdrættet, og som var vokset op hos ham sammenmed hans Børn; det åd af hans Brød, drak af hans Bæger og lå ihans Skød og var ham som en Datter.4. Men da den rige Mand engang fik Besøg, ømmede han sig ved attage noget af sit eget Småkvæg eller Hornkvæg og tillave det tilden vejfarende Mand, som var kommet til ham, men tog den fattigeMands Lam og tillavede det til sin Gæst!"
5. Da blussede Davids Vrede heftigt op mod den Mand, og han sagdetil Natan: "Så sandt HERREN lever: Den Mand, som gjorde det, erdødsens,6. og Lammet skal han erstatte trefold, fordi han handlede såhjerteløst!"7. Men Natan sagde til David: "Du er Manden! Så siger HERREN,Israels Gud: Jeg salvede dig til Konge over Israel, og jegfriede dig af Sauls Hånd;8. jeg gav dig din Herres Hus, lagde din Herres Hustruer i din Favnog gav dig Israels og Judas Hus; og var det for lidet, vilde jeghave givet dig endnu mere, både det ene og det andet.9. Hvorfor har du da ringeagtet HERRENs Ord og gjort, hvad der erondt i hans Øjne? Hetiten Urias har du dræbt med Sværdet; hansHustru har du taget til Ægte, og ham har du slået ihjel medAmmoniternes Sværd.10. Så skal nu Sværdet aldrig vige fra dit Hus, fordi du ringeagtedemig og tog Hetiten Urias's Hustru til Ægte.11. Så siger HERREN: Se, jeg lader Ulykke komme over dig fra diteget Hus, og jeg tager dine Hustruer bort for Øjnene af dig oggiver dem til en anden, som skal ligge hos dine Hustruer vedhøjlys Dag.12. Thi du handlede i det skjulte, men jeg vil opfylde dette Ord ihele Israels Påsyn og ved højlys Dag!"13. Da sagde David til Natan: "Jeg har syndet mod HERREN!" Og Natansagde til David: "Så har HERREN også tilgivet dig din Synd; duskal ikke dø.14. Men fordi du ved denne Gerning har vist Foragt for HERREN, skalSønnen, som er født dig, visselig dø!"
15. Derpå gik Natan til sit Hus. Og HERREN ramte det Barn, Urias'sHustru havde født David, med Sygdom.14. Da søgte David Gud for Barnet, holdt Faste og gik hen og lagdesig om Natten på Jorden i Sæk.17. De ældste i hans Hus kom til ham for at få ham til at rejse sig,men han vilde ikke, og han holdt ikke Måltid sammen med dem.18. Syvendedagen døde Barnet; men Davids Folk turde ikke lade hamvide, at Barnet var død, thi de tænkte: "Da Barnet levede, vildehan ikke låne os Øre, når vi talte til ham; hvor kan vi da nusige til ham, at Barnet er død? Han kunde gøre en Ulykke!"19. Men da David så, at hans Folk hviskede sammen, skønnede han, atBarnet var død. Så spurgte David sine Folk: "Er Barnet død?" Ogde svarede: "Ja, han er død!"20. Da rejste David sig fra Jorden, tvættede og salvede sig, togandre Klæder på og gik ind i HERRENs Hus og bad; så gik hanhjem, forlangte at få Mad sat frem og spiste.21. Da sagde hans Folk til ham: "Hvorledes er det dog, du bærer digad? Medens Barnet endnu levede, fastede du og græd; og nu daBarnet er død, rejser du dig og spiser!"22. Han svarede: "Så længe Barnet levede, fastede jeg og græd; thijeg tænkte: Måske er HERREN mig nådig, så Barnet bliver i Live.23. Men hvorfor skulde jeg faste, nu han er død? Kan jeg bringe hamtilbage igen? Jeg går til ham, men han kommer ikke tilbage tilmig!"
24. Derpå trøstede David sin Hustru Batseba, og efter at han vargået ind til hende og havde ligget hos hende, fødte hun en Søn,som han kaldte Salomo, og ham elskede HERREN.25. Han overgav ham til Profeten Natan, og på HERRENs Ord kaldtedenne ham Jedidja.
26. Joab angreb imidlertid Rabba i Ammon og indtog Vandbyen.27. Derpå sendte Joab Bud til David og lod sige: "Jeg har angrebetRabba og indtaget Vandbyen;28. kald nu Resten af Hæren sammen, så du kan belejre Byen ogindtage den, for at det ikke skal blive mig, der indtager den ogfår mit Navn udråbt over den!"29. Da samlede David hele Hæren og drog til Rabba, angreb og indtogdet.30. Og han tog Kronen af Milkoms Hoved; den var af Guld og vejede enTalent; der var en Ædelsten på den, og den blev sat på DavidsHoved. Et vældigt Bytte fra Byen førte han med sig,31. og Indbyggerne slæbte han bort, satte dem til Savene,Jernhakkerne - og Jernøkserne og lod dem trælle ved Teglovnene.Således gjorde han ved alle Ammoniternes Byer. Derpå vendteDavid og hele Hæren tilbage til Jerusalem.
2.Samuel 13
1. Nogen Tid efter tildrog følgende sig. Davids Søn Absalon havdeen smuk Søster, som hed Tamar, og Davids Søn Amnon fattedeKærlighed til hende.2. Amnon blev syg af Attrå efter sin Søster Tamar; thi hun varJomfru, og Amnon øjnede ingen Mulighed for at få sin Vilje medhende.3. Men Amnon havde en Ven ved Navn Jonadab, en Søn af Davids BroderSjim'a, og denne Jonadab var en såre klog Mand;4. han sagde til ham: "Hvorfor er du så elendig hver Morgen,Kongesøn? Vil du ikke sige mig det?" Amnon svarede: "Jeg elskermin Broder Absalons Søster Tamar!"5. Da sagde Jonadab til ham: "Læg dig til Sengs og lad, som du ersyg! Når så din Fader kommer for at se til dig, skal du sige:Lad min Søster Tamar komme og give mig noget at spise! Når hunlaver Maden i mit Påsyn, så at jeg kan se det, og hun selv givermig den, kan jeg spise."6. Så gik Amnon til Sengs og lod. som han var syg; og da Kongen komfor at se til ham, sagde Amnon til Kongen: "Lad min Søster Tamarkomme og lave et Par Kager i mit Påsyn og selv give mig dem: såkan jeg spise."7. David sendte da Bud ind i Huset til Tamar og lod sige: "Gå overtil din Broder Amnons Hus og lav Mad til ham!"8. Og Tamar gik over til sin Broder Amnons Hus, hvor han lå tilSengs, tog Dejen, æltede den og lavede Kagerne i hans Påsyn ogbagte dem;9. derpå tog hun Panden og hældte dem ud i hans Påsyn; Amnon vildedog ikke spise, men sagde: "Lad alle gå udenfor!" Og da de allevar gået udenfor,10. sagde Amnon til Tamar: "Bær Maden ind i Inderværelset og lad migfå den af din egen Hånd!" Da tog Tamar Kagerne, som hun havdelavet, og bar dem ind i Inderværelset til sin Broder Amnon.11. Men da hun bar dem hen til ham, for at han skulde spise, grebhan fat i hende og sagde: "Kom og lig hos mig, Søster!"12. Men hun sagde: "Nej, Broder! Krænk mig ikke! Således gør manikke i Israel! Øv dog ikke denne Skændselsdåd!13. Hvor skulde jeg gå hen med min Skam? Og du vilde blive regnetblandt Dårer i Israel! Tal hellere med Kongen; han nægter digikke at få mig!"14. Han, vilde dog ikke høre hende, men tog hende med Vold, krænkedehende og lå hos hende.
15. Men bagefter hadede Amnon hende med et såre stort Had; ja detHad, han følte mod hende, var større end den Kærlighed, hanhavde båret til hende. Og Amnon sagde til hende: "Stå op og gådin Vej!"16. Da sagde hun til ham: "Nej, Broder! Den Udåd, at du nu jager migbort, er endnu større end den anden, du øvede imod mig!" Hanvilde dog ikke høre hende,17. men kaldte på den unge Mand, der var hans Tjener, og sagde: "Fåmig hende der ud af Huset og stæng Døren efter hende!"18. Hun bar en fodsid Kjortel med Ærmer; thi således klædteJomfruerne blandt Kongedøtrene sig fordum. Tjeneren førte hendeda ud af Huset og stængede Døren efter hende.19. Men Tamar strøede Aske på sit Hoved og sønderrev den fodsideKjortel, hun havde på, og tog sig til Hovedet og skregustandseligt, medens hun gik bort.20. Da sagde hendes Broder Absalon til hende: "Har din Broder Amnonværet hos dig? Ti nu stille, Søster! Han er jo din Broder; tagdig ikke den Sag nær!" Tamar sad da ensom hen i sin BroderAbsalons Hus.21. Da Kong David hørte alt dette, blev han meget vred; men hanbebrejdede ikke sin Søn Amnon noget, thi han elskede ham, fordihan var hans førstefødte.22. Og Absalon talte ikke til Amnon, hverken ondt eller godt; thiAbsalon hadede Amnon, fordi han havde krænket hans Søster Tamar.
23. Men et Par År efter holdt Absalon Fåreklipning i Ba'al-Hazor,som ligger ved Efraim, og dertil indbød Absalon alleKongesønnerne.24. Absalon kom til Kongen og sagde: "Se, din Træl holderFåreklipning; vil ikke Kongen og hans Folk tage med din Trælderhen?"25. Men Kongen sagde til Absalon: "Nej, min Søn! Vi vil ikke alle gåmed, for at vi ikke skal falde dig til Byrde!" Og skønt hannødte ham, vilde han ikke gå med, men tog Afsked med ham.24. Da sagde Absalon: "Så lad i alt Fald min Broder Amnon gå med!"Men Kongen sagde til ham: "Hvorfor skal han med?"27. Da Absalon nødte ham, lod han dog Amnon og de andre Kongesønnergå med. Og Absalon gjorde et kongeligt Gæstebud.28. Men Absalon gav sine Folk den Befaling: "Pas på, når Vinen ergået Amnon til Hovedet; når jeg så siger til eder: Hug Amnonned! dræb ham så! Frygt ikke; det er mig, som befaler jerdet. Tag Mod til jer og vis jer som kække Mænd!"29. Absalons Folk gjorde ved Amnon, som Absalon havde befalet. Dabrød alle Kongesønnerne op, besteg deres Muldyr og flyede.30. Medens de endnu var undervejs, nåede det Rygte David: "Absalonhar hugget alle Kongesønnerne ned, ikke en eneste er tilbage afdem!"31. Da stod Kongen op, sønderrev sine Klæder og lagde sig på Jorden;også alle hans Folk, som stod hos, sønderrev deres Klæder.32. Men Jonadab Davids Broder Sjim'as Søn, tog til Orde og sagde:"Min Herre må ikke tro, at de har dræbt alle de ungeKongesønner; kun Amnon er død, thi der har været noget vedAbsalons Mund, som ikke varslede godt, lige siden den Dag Amnonkrænkede hans Søster Tamar.33. Derfor må min Herre Kongen ikke, tage sig det nær og tro, atalle Kongesønnerne er døde. Kun Amnon er død!"34. Da den unge Mand, som holdt Udkig, så ud, fik han Øje på enMængde Mennesker, som kom ned ad Skråningen på Vejen tilHoronajim, og han gik ind og meldte Kongen: "Jeg kan se, derkommer Mennesker ned ad Bjergsiden på Vejen til Horonajim."35. Da sagde Jonadab til Kongen: "Der kommer Kongesønnerne; det er,som din Træl sagde!"36. Og som han havde sagt det, kom Kongesønnerne, og de brast iGråd; også Kongen og alle hans folk brast i heftig Gråd.37. Men Absalon flygtede og begav sig til Kong Talmaj, Ammihuds Søn,i Gesjur. Og Kongen sørgede over sin Søn i al den Tid.38. Da Absalon flygtede, begav han sig til Gesjur, og der blev hantre År.
2.Samuel 1439. Men Kongen begyndte at længes inderligt efter Absalon, thi hanhavde trøstet sig over Amnons Død. 14-1 Da nu Joab, ZerujasSøn, mærkede, at Kongens Hjerte hang ved Absalon,2. sendte han Bud til Tekoa efter en klog Kvinde og sagde tilhende: "Lad, som om du har Sorg, ifør dig Sørgeklæder, lad væreat salve dig med Olie, men bær dig ad som en Kvinde, der alt ilang Tid har sørget over en afdød;3. gå så til Kongen og sig således til ham" - og Joab lagde hendeOrdene i Munden.4. Kvinden fra Tekoa gik så til Kongen, faldt til Jorden på sitAnsigt, bøjede sig og sagde: "Hjælp Konge!"5. Kongen spurgte hende: "Hvad fattes dig?" Og hun sagde: "Jo, jeger Enke, min Mand er død.6. Din Trælkvinde havde to Sønner; de kom i Klammeri ude på Marken,og der var ingen til at bilægge deres Tvist; så slog den ene denanden ihjel.7. Men nu træder hele Slægten op imod din Trælkvinde og siger:Udlever Brodermorderen, for at vi kan slå ham ihjel og hævneBroderen, som han dræbte! Således siger de for at få Arvingenryddet af Vejen og slukke den sidste Glød, jeg har tilbage, såat min Mand ikke får Eftermæle eller Efterkommere på Jorden!"8. Da sagde Kongen til Kvinden: "Gå kun hjem, jeg skal jævne Sagenfor dig!"9. Men kvinden fra Tekoa sagde til Kongen: "Lad Skylden komme overmig og mit Fædrenehus, Herre Konge, men Kongen og hans Troneskal være skyldfri!"10. Kongen sagde da: "Enhver, som vil dig noget, skal du bringe tilmig, så skal han ikke mere volde dig Men!"11. Men Kvinden sagde: "Vilde dog Kongen nævne HERREN din Guds Navn,for at Blodhævneren ikke skal volde endnu mere Ulykke og min Sønblive ryddet af Vejen!" Da sagde han: "Så sandt HERREN lever,der skal ikke krummes et Hår på din Søns Hoved!"
12. Da sagde Kvinden: "Må din Trælkvinde sige min Herre Kongen etOrd?" Han svarede: "Tal!"13. Og Kvinden sagde: "Hvor kan du da tænke på at gøre det samme vedGuds Folk - når Kongen taler således, dømmer han jo sig selv -og det gør Kongen, når han ikke vil lade sin forstødte Søn vendetilbage.14. Thi vi skal visselig alle dø, vi er som Vandet, der ikke kansamles op igen, når det hældes ud på Jorden; men Gud vil ikketage det Menneskes Liv, der omgås med den Tanke, at en forstødtikke skal være forstødt for stedse.15. Når jeg nu er kommet for at tale om denne Sag til min HerreKongen, så er det, fordi de Folk har gjort mig bange; dinTrælkvinde tænkte: Jeg vil tale til Kongen, måske opfylderKongen sin Trælkvindes Bøn;16. thi Kongen vil bønhøre mig og fri sin Trælkvinde af den MandsHånd, som tragter efter at udrydde mig tillige med min Søn afGuds Arvelod.17. Og din Trælkvinde tænkte: Min Herre Kongens Ord vil være mig enLindring; thi min Herre Kongen er som en Guds Engel til atskønne over godt og ondt! HER- REN din Gud være med dig!"
18. Da sagde Kongen til Kvinden: "Svar mig på det Spørgsmål, jeg nustiller dig, dølg ikke noget!"Kvinden sagde: "Min Herre Kongentale!"19. Da sagde Kongen: "Har Joab en Finger med i alt dette?" OgKvinden svarede: "Så sandt du lever, Herre Konge, det er umuligtat slippe uden om, hvad min Herre Kongen siger. Ja, det var dinTræl Joab, som pålagde mig dette og lagde din Trælkvinde alledisse Ord i Munden.20. For at give Sagen et andet Udseende har din Træl Joab gjortsåledes. Men min Herre er viis som en Guds Engel, så han vedalle Ting på Jorden!"
21. Derpå sagde Kongen til Joab: "Vel, jeg vil gøre det! Gå hen ogbring den unge Mand, Absalon, tilbage!"22. Da faldt Joab på sit Ansigt til Jorden og bøjede sig ogvelsignede Kongen og sagde: "Nu ved din Træl, at jeg har fundetNåde for dine Øjne, Herre Konge, siden Kongen har opfyldt sinTræls Bøn!"23. Derpå begav Joab sig til Gesjur og hentede Absalon tilbage tilJerusalem.24. Men Kongen sagde: "Lad ham gå hjem til sit Hus; for mit Åsynbliver han ikke stedet!" Da gik Absalon hjem til sit Hus, og forKongens Åsyn blev han ikke stedet.
25. Men ingen Mand i hele Israel blev beundret så højt for sinSkønhed som Absalon; fra Fodsål til Isse var der ikke en Lydeved ham.26. Og når han lod sit Hår klippe - han lod det klippe, hver Gangder var gået et År, fordi det blev ham for tungt, derfor måttehan lade det klippe - vejede det 2OO Sekel efter kongelig Vægt.27. Der fødtes Absalon tre Sønner og een Datter ved Navn Tamar; hunvar en smuk Kvinde.
28. Absalon boede nu to År i Jerusalem uden at blive stedet forKongen.29. Da sendte Absalon Bud efter Joab for at få ham til at gå tilKongen; men han vilde ikke komme. Han sendte Bud een Gang til,men han vilde ikke komme. 30 Da sagde han til sine Folk "Se denBygmark, Joab har der ved Siden af min! Gå hen og stik Ild påden!" Og Absalons Folk stak Ild på Marken.31. Da begav Joab sig ind til Absalon og sagde til ham: "Hvorfor hardine Folk stukket Ild på min Mark?"32. Absalon svarede Joab: "Se, jeg sendte Bud efter dig og bad digkomme herhen, for at jeg kunde sende dig til Kongen og sige:Hvorfor kom jeg tilbage fra Gesjur? Det havde været bedre formig, om jeg var blevet der! Men nu vil jeg stedes for Kongen; erder Skyld hos mig så lad ham dræbe mig!"33. Joab gik da til Kongen og overbragte ham disse Ord. Så lod hanAbsalon kalde, og han kom ind til Kongen; og han bøjede sig forham og faldt på sit Ansigt til Jorden for Kongen. Så kyssedeKongen Absalon.
2.Samuel 15
1. Men nogen tid efter skaffede Absalon sige Vogn og Heste oghalvtredsindstyve Forløbere;2. og om Morgenen stillede han sig ved Portvejen, og når nogen giktil Kongen for af få en Retssag afgjort, kaldte Absalon ham tilsig og spurgte ham: "Hvilken By er du fra?" Når han da svarede:"Din Træl er fra den eller den af Israels Stammer!"3. så sagde Absalon til ham: "Ja, din Sag er god og retfærdig; menhos Kongen finder du ikke Øre!"4. Og Absalon tilføjede: "Vilde man blot sætte mig til Dommer iLandet! Da måtte enhver, der har en Retssag eller Retstrætte,komme til mig, og jeg vilde hjælpe ham til hans Ret."5. Og når nogen nærmede sig for at kaste sig ned for ham, rakte hanHånden ud og holdt ham fast og kyssede ham.6. Således gjorde Absalon over for alle Israeliterne, som kom tilKongen for at få deres Sager afgjort, og Absalon stjal IsraelsMænds Hjerte.
7. Da der var gået fire År, sagde Absalon til Kongen: "Lad mig fåLov at gå til Hebron og indfri et Løfte, jeg har aflagt HERREN;8. thi medens din Træl boede i Gesjur i Aram, aflagde jeg detLøfte: Hvis HERREN lader mig komme tilbage til Jerusalem, viljeg ære HERREN i Hebron!"9. Kongen svarede ham: "Gå med Fred!" Og han begav sig til Hebron.10. Men Absalon havde i al Hemmelighed sendt Bud ud i alle IsraelsStammer og ladet sige: "Når I hører, der stødes i Horn, så skalI råbe: Absalon er blevet Konge i Hebron!"11. Og med Absalon fulgte fra Jerusalem 200 Mænd, som han havdeindbudt, og som drog med i god Tro uden at vide af noget.12. Og da Absalon ofrede, Slagtofre, lod han Giloniten Akitofel,Davids Rådgiver, hente i hans By Gilo. Og Sammensværgelsen vandti Styrke, idet flere og flere af Folket gik over til Absalon.
13. Da kom en og meldte David det og sagde: "Israels Hu har vendtsig til Absalon!"14. Og David sagde til alle sine folk, som var hos ham i Jerusalem:"Kom, lad os flygte; ellers kan vi ikke undslippe Absalon; skyndjer af Sted, at han ikke skal skynde sig og nå os, bringe ulykkeover os og nedhugge Byens Indbyggere med Sværdet!"15. Kongens Folk svarede: "Dine Trælle er rede til at gøre alt, hvaddu finder rigtigt, Herre Konge!"16. Så drog Kongen ud, fulgt af hele sit Hus; dog lod Kongen tiMedhustruer blive tilbage for at se efter Huset.17. Så drog Kongen ud, fulgt af alle sine Folk. Ved det sidste Husgjorde de Holdt,18. og alle Krigerne gik forbi ham, ligeledes alle Kreterne ogPleterne; også alle Gatiten Ittajs Mænd, 600 Mand, som havdefulgt ham fra Gat, gik forbi Kongen.19. Da sagde Kongen til Gatiten Ittaj: "Hvorfor går også du med?Vend om og bliv hos Kongen; thi du er Udlænding og er vandret udfra din Hjemstavn;20. i Går kom du, og i Dag skulde jeg tage dig med på vor Omflakken,jeg, som går uden at vide hvorhen! Vend tilbage og tag dineLandsmænd med; HERREN vise dig Miskundhed og Trofasthed!"21. Men Ittaj svarede Kongen: "Så sandt HERREN lever, og så sandtdu, Herre Konge, lever: Hvor du, Herre Konge, er, der vil dinTræl være, hvad enten det bliver Liv eller Død!"22. Da sagde David til Ittaj: "Vel, så drag forbi!" Så drog GatitenIttaj forbi med alle sine Mænd og hele sit Følge af Kvinder ogBørn.23. Hele Landet græd højt, medens alle Krigerne gik forbi; og Kongenstod i Kedrons Dal, medens alle Krigerne gik forbi ham ad Vejentil Oliventræet i Ørkenen.
24. Også Zadok og Ebjatar, som bar Guds Pagts Ark, kom til Stede; desatte Guds Ark ned og lod den stå, indtil alle Krigerne fra Byenvar gået forbi.25. Da sagde Kongen til Zadok: "Bring Guds Ark tilbage til Byen!Hvis jeg finder Nåde for HERRENs Øjne, fører han mig tilbage oglader mig stedes for ham og hans Bolig;26. siger han derimod: Jeg har ikke Behag i dig! se, da er jeg rede;han gøre med mig, hvad ham tykkes godt!"27. Og Kongen sagde til Præsten Zadok: "Se, du og Ebjatar skal medFred vende tilbage til Byen tillige med eders to Sønner, din SønAhima'az og Ebjatars Søn Jonatan!28. Se, jeg bier ved Vadestederne på Jordansletten, indtil jeg fårBud fra eder med Efterretning."29. Zadok og Ebjatar bragte da Guds Ark tilbage til Jerusalem, og deblev der. 30 Men David gik grædende op ad Oliebjerget medtilhyllet Hoved og bare Fødder, og alle Krigerne, som fulgteham, havde tilhyllet deres Hoveder og gik grædende opefter.31. Da David fik at vide, at Akitofel var iblandt de sammensvorne,som holdt med Absalon, sagde han: "Gør Akitofels Råd til Skamme,HERRE!"
32. Da David var kommet til Bjergets Top, hvor man plejede attilbede Gud, kom Arkiten Husjaj, Davids Ven, ham i Møde medsønderrevet Kjortel og Jord på Hovedet.33. Da sagde David til ham: "Hvis du drager med, bliver du mig tilByrde;34. men vender du tilbage til Byen og siger til Absalon: Jeg vilvære din Træl, Konge; din Faders Træl var jeg fordum, men nu viljeg være din Træl! så kan du gøre mig Akitofels Råd til Skamme.35. Der har du jo Præsterne Zadokog Ebjatar; alt, hvad du hører fraKongens Palads, må du give Præsterne Zadok og Ebjatar Nys om.36. Se, de har der deres to Sønner hos sig, Zadoks Søn Ahima'az ogEbjatars Søn Jonatan; send mig gennem dem Bud om alt, hvad Ihører."37. Så kom Husjaj, Davids Ven, til Byen, og samtidig kom Absalon tilJerusalem.
2.Samuel 16
1. Da David var kommet lidt på den anden Side af Bjergets Top, KomMefibosjets Tjener Ziba ham i Møde med et Par opsadlede Æsler,som bar 200 Brød, 100 Rosinkager, 100 Frugter og en Dunk Vin.2. Da sagde Kongen til Ziba: "Hvad vil du med det?" Og Zibasvarede: "Æslerne er bestemt til Ridedyr for Kongens Hus,Brødene og Frugterne til Spise for Folkene og Vinen til Drikkefor dem, der bliver trætte i Ørkenen!"3. Så sagde Kongen: '"Hvor er din Herres Søn?" Ziba svarede Kongen:"Han blev i Jerusalem; thi han tænkte: Nu vil Israels Hus givemig min Faders Kongedømme tilbage!"4. Da sagde Kongen til Ziba: "Dig skal hele Mefibosjets Ejendomtilhøre!" Og Ziba sagde: "Jeg bøjer mig dybt! Måtte jeg findeNåde for min Herre Kongens Øjne!"5. Men da Kong David kom til Bahurim, se, da kom en Mand ved NavnSimei, Geras Søn, af samme Slægt som Sauls Hus, gående ud afByen, alt imedens han udstødte Forbandelser,6. og han kastede Sten efter David og alle Kong Davids Folk, skøntalle Krigerne og alle Kærnetropperne gik på begge Sider af ham.7. Og Simei forbandede ham med de Ord: "Bort, bort med dig, dinBlodhund, din Usling!8. HERREN har nu bragt alt Sauls Hus's Blod over dig, han, i hvisSted du blev Konge, og HERREN har nu givet din Søn AbsalonKongedømmet; nu har Ulykken ramt dig. for,i du er en Blodhund!"9. Da sagde Abisjaj, Zerujas Søn, til Kongen: "Hvorfor skal dendøde Hund have Lov at forbande min Herre Kongen? Lad mig gå henog hugge Hovedet af ham!"10. Men Kongen svarede: "Hvad har jeg med eder at gøre,Zerujasønner! Når han forbander, og når HERREN har budt ham atforbande David, hvem tør da sige: Hvorfor gør du det?"11. Og David sagde til Abisjaj og alle sine Folk: "Når min egen Søn,som er udgået af min Lænd, står mig efter Livet, hvad kan man daikke vente af denne Benjaminit! Lad ham kun forbande, når HERRENhar budt ham det!12. Måske vil HERREN se til mig i min Nød og gøre mig godt tilGengæld for hans Forbandelse i Dag!"13. Derpå gik David med sine Mænd hen ad Vejen, medens Simei fulgteham oppe på Bjergskråningen og stadig udstødte Forbandelser,slog med Sten og kastede Støv efter ham.14. Således kom Kongen og alle Krigerne, som fulgte ham, udmattedetil Jordan og hvilede ud der.
15. Imidlertid var Absalon draget ind i Jerusalem med alle IsraelsMænd, og Akitofel var hos ham.16. Da nu Arkiten Husjaj, Davids Ven, kom til Absalon, sagde han tilham: "Kongen leve, Kongen leve!"17. Absalon sagde til Husjaj: "Er det sådan, du viser din VenGodhed? Hvorfor fulgte du ikke din Ven?"18. Husjaj svarede Absalon: "Nej, den, som HERREN og dette Folk ogalle Israels Mænd har valgt, i hans Tjeneste vil jeg træde, oghos ham vil jeg blive!19. Og desuden: Hvem er det, jeg tjener? Mon ikke hans Søn? Som jeghar tjent din Fader, vil jeg tjene dig!"
20. Absalon sagde så til Akitofel: "Kom med eders Råd! Hvad skal vigøre?"21. Akitofel svarede Absalon: "Gå ind til din Faders Medhustruer,som han har ladet blive tilbage for at se efter Huset; så kanhele Israel skønne, at du har lagt dig for Had hos din Fader, ogalle de, der har sluttet sig til dig, vil få nyt Mod!"22. Absalons Telt blev så rejst på Taget, og Absalon gik ind til sinFaders Medhustruer i hele Israels Påsyn.23. Det Råd, Akitofel gav i de Tider, gjaldt nemlig lige så meget,som når man adspurgte Gud; så meget gjaldt ethvert Råd afAkitofel både hos David og Absalon.
2.Samuel 17
1. Derpå sagde Akitofel til Absalon; " Lad mig udvælge 12000 Mandog bryde op i Nat og sætte efter David.2. Når jeg overfalder ham, medens han er udmattet og modfalden, kanjeg indjage ham Skræk, og alle hans Folk vil flygte, så at jegkan fælde Kongen uden at røre nogen anden;3. så bringer jeg hele Folket tilbage til dig, som en Brud vendertilbage til sin Mand. Du attrår jo dog kun en enkelt Mands Liv,og hele Folket vil da være uskadt!"4. Det Forslag tiltalte Absalon og alle Israels Ældste.5. Men Absalon sagde: "Kald dog også Arkiten Husjaj hid, for at viogså kan høre, hvad han råder til!"6. Da Husjaj kom ind, sagde Absalon til ham: "Det og det harAkitofel sagt; skal vi følge hans Råd? Hvis ikke, så sig du dinMening!"7. Husjaj svarede Absalon: "Denne Gang er Akitofels Råd ikke godt!"8. Og Husjaj sagde fremdeles: "Du ved, at din Fader og hans Mænd erHelte, og bitre i Hu er de som en Bjørn på Marken, hvem Ungerneer taget fra; desuden er din Fader en rigtig Kriger, som ikkelægger sig til Hvile om Natten med Folkene.9. For Øjeblikket holder han sig sikkert skjult i en Kløft eller etandet Sted; falder der nu straks i Begyndelsen nogle af Folkene,vil det rygtes, og man vil sige, at Absalons Tilhængere har lidtNederlag;10. og da bliver selv den tapre, hvis Mod er som Løvens, forsagt;thi hele Israel ved, at din Fader er en Helt og hans Ledsageretapre Mænd.11. Mit Råd er derfor: Lad hele Israel fra Dan til Be'ersjeba samlesom dig, talrigt som Sandet ved Havet, og drag selv med i deresMidte.12. Støder vi så på ham et eller andet Sted, hvor han nu befindersig, kan vi falde over ham som Dug over Jorden, og der skal ikkeblive en eneste tilbage, hverken han eller nogen af alle hansMænd;13. men kaster han sig ind i en By, skal hele Israel lægge Reb omden, og vi vil slæbe den ned i Dalen, så der ikke bliver Sten påSten tilbage af den!" Da sagde Absalon og alle Israels Mænd:"Arkiten Husjajs Råd er bedre end Akitofels!"14. HERREN havde nemlig sat sig for at gøre Akitofels gode Råd tilSkamme, for at HERREN kunde bringe Ulykke over Absalon.
15. Derpå sagde Husjaj til Præsterne Zadok og Ebjatar: "Det og detRåd har Akitofel givet Absalon og Israels Ældste, og det og detRåd har jeg givet.16. Skynd eder nu at sende Bud til David og bring ham det Bud: Blivikke Natten over ved vadestederne på Jordansletten, men søg overpå den anden Side, for at ikke Kongen og alle hans Folk skal gåtil Grunde!"17. Jonatan og Ahima'az stod ved Rogelkilden, hvorhen enTjenestepige til Stadighed kom og bragte dem Melding, hvorefterde gik hen og bragte Kong David Melding; thi de turde ikke visesig i Byen.18. Men en ung Mand opdagede dem og meldte det til Absalon; såskyndte de sig begge bort og kom ind hos en Mand i Bahurim. Hanhavde en Brønd i Gården, og i den steg de ned;19. Konen tog et Tæppe, bredte det ud over Brønden og hældte Kornderpå, så at man intet kunde opdage.20. Nu kom Absalons Folk imod i Huset til Konen og spurgte: "Hvor erAhima'az og Jonatan?" Konen svarede: "De gik over Vandbækken!"Så søgte de efter dem, men da de ikke fandt dem, vendte detilbage til Jerusalem.21. Så snart de var gået bort, steg de to op af Brønden og gik henog bragte Kong David Melding; og de sagde til David: "Bryd op ogskynd eder over på den anden Side af Vandet; thi det og det Rådkom Akitofel med angående eder!"22. Da brød David op med alle sine Folk og satte over Jordan; og vedDaggry manglede ikke en eneste, alle var de kommet over Jordan.
23. Men da Akitofel så, at hans Råd ikke blev fulgt, sadlede han sitÆsel og drog hjem til sin By; og efter at have beskikket sit Hushængte han sig og døde. Han blev jordet i sin Faders Grav.
24. David havde nået Mahanajim, da Absalon tillige med alle IsraelsMænd gik over Jordan.25. Absalon havde i Joabs Sted sat Amasa over Hæren; Amasa var Sønaf en Ismaelit ved Navn Jitra, som var gået ind til Abigajil, enDatter af Isaj og Søster til Joabs Moder Zeruja.26. Og Israel og Absalon slog Lejr i Gilead.27. Men da David kom til Mahaoajim, bragte Sjobi, Nahasj's Søn fraRabba i Ammon, Makir, Ammiels Søn fra Lodebar, og GileaditenBarzillaj fra Rogelim28. Senge, Tæpper, Skåle og Lerkar; og Hvede, Byg, Mel, ristet Korn,Bønner, Linser,29. Honning, Surmælk, Småkvæg og Komælksost bragte de David og hansFolk til Føde; thi de tænkte: "Folkene er sultne, udmattede ogtørstige i Ørkenen."
2.Samuel 18
1. Derpå holdt David Mønstring over sit Mandskab og satteTusindførere og Hundredførere over dem;2. og David delte Mandskabet i tre Dele; den ene Tredjedel stilledehan under Joab, den anden under Abisjaj, Zerujas Søn og JoabsBroder, og den sidste Tredjedel under Gatiten Ittaj. Kongensagde så til Folkene: "Jeg vil selv drage med i Kampen!"3. Men de svarede: "Du må ikke drage med; thi om vi flygter, ænserman ikke os; ja, selv om Halvdelen af os falder, ænser man ikkeos, men du gælder lige så meget som ti Tusinde af os; derfor erdet bedst, at du holder dig rede til at ile os til Hjælp fraByen."4. Kongen svarede: "Jeg gør, hvad I finder bedst!" Derpå stilledeKongen sig ved Porten, medens hele Mandskabet drog ud,hundredvis og tusindvis.5. Men Kongen gav Joab, Abisjajog Ittaj den Befaling: "Far nulempeligt med den unge Absalon!" Og hele Mandskabet hørte,hvorledes Kongen gav alle Øversterne Befaling om Absalon.
6. Derpå rykkede Krigerne i Marken mod Israel, og Slaget kom til atstå i Efraims Skov.7. Der blev Israels Hær slået af Davids Folk, og der fandt et stortMandefald Sted den Dag; der faldt 200000 Mand.8. Kampen bredte sig over hele Egnen, og Skoven fortærede den Dagflere Folk end Sværdet.
9. Absalon selv stødte på nogle af Davids Folk; Absalon red på sitMuldyr, og da Muldyret kom ind under en stor Terebintes tætteGrene, blev hans Hoved hængende i Terebinten, så han hang mellemHimmel og Jord, medens Muldyret, han sad på, løb bort.10. En Mand, der så det meldte det til Joab og sagde: "Jeg såAbsalon hænge i en Terebinte."11. Da sagde Joab til Manden, der havde meldt ham det: "Når du sådet, hvorfor slog du ham da ikke til Jorden med det samme? Såhavde jeg givet dig ti Sekel Sølv og et Bælte!"12. Men Manden svarede Joab: "Om jeg så havde fået tilvejet tusindSekel, havde jeg ikke lagt Hånd på Kongens Søn; thi vi hørte joselv, hvorledes Kongen bød dig, Abisjaj og Ittaj: Vogt vel påden unge Absalon!13. Dersom jeg havde handlet svigefuldt imod ham -intet bliver joskjult for Kongen - vilde du have ladet mig i Stikken!"14. Da sagde Joab: "Så gør jeg det for dig!" Dermed greb han treSpyd og stødte dem i Brystet på Absalon, som endnu levede oghang mellem Terebintens Grene.15. Derpå trådte ti unge Mænd, der var Joabs Våbendragere, til oggav Absalon Dødsstødet.16. Joab lod nu støde i Hornet, og Hæren opgav at forfølge Israel,thi Joab bød Folkene standse.17. Derpå tog de og kastede Absalon i en stor Grube i Skoven ogophobede en mægtig Stendynge over ham. Og hele Israel flygtedehver til sit.18. Men medens Absalon endnu levede, havde han taget og rejst sigden Stenstøtte, som står i Kongedalen; thi han sagde: "Jeg haringen Søn til at bevare Mindet om mit Navn." Han havde opkaldtStenstøtten efter sig selv, og endnu den Dag i Dag kaldes den"Absalons Minde".
19. Da sagde Ahima'az, Zadoks Søn: "Lad mig løbe hen og bringeKongen den gode Tidende, at HERREN har skaffet ham Ret over forhans Fjender!"20. Men Joab svarede ham: "Du skal ikke være den, der bringer Bud iDag; en anden Gang kan du bringe Bud, men i bag skal du ikkegøre det, da Kongens Søn er død!"21. Og Joab sagde til Etiopieren: "Gå du hen og meld Kongen, hvad duhar set!" Da kastede Etiopieren sig til Jorden for Joab og iledeaf Sted.22. Men Ahima'az, Zadoks Søn, sagde atter til Joab: "Ske, hvad dervil! Lad også mig løbe bag efter Etiopieren!" Da sagde Joab:"Hvorfor vil du det, min Søn? For dig er der ingen Budløn athente!"23. Men han blev ved: "Ske, hvad der vil! Jeg løber!" Så sagde han:"Løb da!" Og Ahima'az løb ad Vejen gennem Jordanegnen og nåedefrem før Etiopieren.
24. David sad just mellem de to Porte, og Vægteren steg op påPorttaget ved Muren; da han så ud, se, da kom en Mand løbendealene.25. Vægteren råbte og meldte det til Kongen, og Kongen sagde: "Erhan alene, har han Bud at bringe!" Men medens Manden fortsattesit Løb og kom nærmere,26. så Vægteren en anden Mand komme løbende og råbte ned i Porten:"Der kommer een Mand til løbende alene!" Kongen sagde: "Også hanhar Bud at bringe!"27. Da råbte Vægteren: "Den forreste løber således, at det ser udtil at være Ahima'az, Zadoks Søn!" Kongen sagde: "Det er en godMand, han kommer med godt Bud!"28. Imidlertid var Ahima'az kommet nærmere og råbte til Kongen: "Hildig!" Så kastede han sig ned på Jorden for Kongen og sagde:"Lovet være HERREN din Gud, som gav dem, der løftede Hånd modmin Herre Kongen, i din Hånd!"29. Kongen spurgte: "Er den unge Absalon uskadt?" Ahima'az svarede:"Jeg så, at der var stor Tummel, da Kongens Træl Joab sendte dinTræl af Sted, men jeg ved ikke, hvad det var."30. Kongen sagde da: "Træd til Side og stil dig der!" Og han trådtetil Side og blev stående.31. I det samme kom Etiopieren; og Etiopieren sagde: "Der er Bud tilmin Herre Kongen: HERREN har i Dag skaffet dig Ret over for alledine Modstandere!"32. Kongen spurgte Etiopieren: "Er den unge Absalon uskadt?" Og hansvarede: "Det gå min Herre Kongens Fjender og alle dineModstandere som den unge Mand!"
33. Da blev Kongen dybt rystet, og han gik op i Stuen på Taget overPorten og græd; og han gik frem og tilbage og klagede: Min SønAbsalon, min Søn, min Søn Absalon! Var jeg blot død i dit Sted!Absalon, min Søn, min Søn!"
2.Samuel 19
1. Joab fik nu Efterretning om, at Kongen græd og sørgede overAbsalon,2. og Sejren blev den Dag til Sorg for alt Folket, fordi det hørte,at Kongen sørgede dybt over sin Søn.3. Og Folket stjal sig den Dag ind i Byen, som man stjæler sig bortaf Skam, når man har taget Flugten i Kampen.4. Kongen havde tilhyllet sit Ansigt og klagede højt: "Min SønAbsalon, min Søn, Absalon, min Søn!"5. Da gik Joab ind til Kongen og sagde: "Du beskæmmer i Dag alledine Folk, der dog i bag har reddet dit Liv og dine Sønners ogDøtres, Hustruers og Medhustruers Liv,6. siden du elsker dem, som hader dig, og hader dem, som elskerdig; thi i dag viser du, at Øverster og Folk er intet for dig.Ja, nu forstår jeg, at du vilde have været tilfreds, hvisAbsalon i Dag var i Live og alle vi andre døde.7. Stå nu op og gå ud og tal godt for dine Folk; thi jeg sværgerved HERREN, at hvis du ikke gør det, bliver ikke en eneste Mandhos dig Natten over, og dette vil volde dig større Ulykke endalt, hvad der har ramt dig fra din Ungdom af og til nu!"
8. Så stod Kongen op og satte sig i Porten; og da man fik at vide,at Kongen sad i Porten, kom alt Folket hen og stillede sig foranKongen. Men efter at Israeliterne var flygtet hver til sit,9. begyndte alt Folket i alle Israels Stammer at gå i Rette medhverandre, idet de sagde: "Kongen frelste os fra vore FjendersHånd; det var ham, som reddede os af Filisternes Hånd; og nu harhan måttet rømme Landet for Absalon.10. Men Absalon, som vi havde salvet til Konge over os, er faldet iKampen. Hvorfor tøver l da med at føre Kongen tilbage?"11. Men da alle Israeliternes Ord kom Kong David for Øre, sendte hanBud til Præsterne Zadok og Ebjatar og lod sige: "Tal til JudasÆldste og sig: Hvorfor vil I være de sidste til at føre Kongentilbage til hans Hus?12. I er jo mine Brødre, I er mit Kød og Blod. Hvorfor vil I være desidste til at føre Kongen tilbage?13. Og til Amasa skal l sige: Er du ikke mit Kød og Blod? Gud rammemig både med det ene og det andet, om du ikke for stedse skalvære min Hærfører i Joabs Sted!"14. Så vendte alle Judas Mænds Hjerter sig til ham, alle som een, ogde sendte Bud til Kongen: "Vend tilbage med alle dine Folk!"15. Og da Kongen på Hjemvejen kom til Jordan, var Judæerne kommettil Gilgal for at gå Kongen i Møde og føre ham over Jordan.
16. Da skyndte Benjaminiten Simei, Geras Søn, fra Bahurim sig sammenmed Judas Mænd ned for at gå Kong David i Møde,17. fulgt af tusind Mænd fra Benjamin. Også Ziba, som var Tjener iSauls Hus, var med sine femten Sønner og tyve Trælle ilet tilJordan forud for Kongen,18. og de var sat over Vadestedet for at sætte Kongens Hus over ogvære ham til Tjeneste. Men da Kongen skulde til at gå overFloden kastede Simei, Geras Søn, sig ned for ham19. og sagde: "Min Herre tilregne mig ikke min Brøde og tænke ikkemere på, hvad din Træl forbrød, den Dag min Herre Kongen drogbort fra Jerusalem ' Kongen agte ikke derpå;20. thi din Træl ved, at han har syndet, men se, jeg er i Dag denførste af hele Josefs Hus, der er kommet herned for at gå minHerre Kongen i Møde!"21. Da tog Abisjaj, Zerujas Søn, Ordet og sagde: "Skal Simei ikkelide Døden til Straf for, at han forbandede HERRENs Salvede?"22. Men David svarede: "Hvad er der mig og eder imellem, IZerujasønner, at I vil være mine Modstandere i Dag? Skulde nogeni Israel lide Døden i Dag? Ved jeg da ikke, at jeg nu er Kongeover Israel?"23. Derpå sagde Kongen til Simei: "Du skal ikke dø!" Og Kongentilsvor ham det.
24. Også Mefibosjet, Sauls Sønnesøn, var draget ned for at gå Kongeni Møde. Han havde ikke plejet sine Fødder eller sit Skæg ellertvættet sine Klæder, fra den Dag Kongen gik bort, til den Daghan kom uskadt tilbage.25. Da han nu kom fra Jerusalem for at gå Kongen i Møde, sagdeKongen til ham: "Hvorfor fulgte du mig ikke, Mefibosjet?"24. Han svarede: "Herre Konge, min Træl bedrog mig; thi din Træl bødham sadle mit Æsel, for at jeg kunde sidde op og følge Kongen;din Træl er jo lam;27. men i Stedet bagtalte han din Træl hos min Herre Kongen. Dog,min Herre Kongen er jo som en Guds Engel. Gør, hvad du finderfor godt!28. Thi skønt hele mit Fædrenehus kun havde Døden at vente af minHerre Kongen, gav du din Træl Plads imellem dine Bordfæller;hvad Ret har jeg da endnu til at kræve noget eller anråbeKongen?"29. Da sagde Kongen til ham: "Hvorfor bliver du ved med at tale?Her er mit Ord: Du og Ziba skal dele Jordegodset!"30. Mefibosjet svarede Kongen: "Han må gerne få det hele, nu minHerre Kongen er kommet uskadt hjem!"
31. Også Gileaditen Barzillaj drog ned fra Rogelim og fulgte medKongen for at ledsage ham til Jordan.32. Barzillaj var en Olding på firsindstyve År; det var ham, somhavde sørget for Kongens Underhold, medens han var i Mahanajim,thi han var en meget velstående Mand.33. Kongen sagde nu til Barzillaj: "Følg med mig, jeg vil sørge for,at du i din Alderdom får dit Underhold hos mig i Jerusalem!"34. Men Barzillaj svarede Kongen: "Hvor lang Tid har jeg endnutilbage, at jeg skulde følge med Kongen op til Jerusalem?35. Jeg er nu firsindstyve År gammel; mon jeg kan skelne mellem godtog ondt, eller mon din Træl har nogen Smag for, hvad jeg spisereller drikker, mon jeg endnu har Øre for Sangeres ogSangerinders Røst? Hvorfor skulde din Træl da i Fremtiden faldemin Herre Kongen til Byrde?36. Kun det lille Stykke Vej til Jordan vilde din Træl ledsageKongen; hvorfor vil Kongen give mig så meget til Gengæld?37. Lad din Træl vende tilbage, at jeg kan dø i min egen By ved mineForældres Grav! Men her er din Træl Kimham; lad ham følge medmin Herre Kongen, og gør med ham, hvad dig tykkes bedst!"38. Da sagde Kongen: "Kimham skal følge med mig, og jeg vil gøre medham, hvad dig tykkes bedst; alt, hvad du ønsker, vil jeg gørefor dig!"39. Derpå gik alle Krigerne over Jordan, medens Kongen blev stående;og Kongen kyssede Barzillaj og velsignede ham, hvorefterBarzillaj vendte tilbage til sit Hjem.40. Så drog Kongen over til Gilgal, og Kimham drog med ham. HeleJudas Folk fulgte med Kongen og desuden Halvdelen af IsraelsFolk.
41. Men nu kom alle Israeliterne til Kongen og sagde: "Hvorfor harvore Brødre, Judas Mænd, bortført dig og bragt Kongen og hansHus over Jordan tillige med alle Davids Mænd?"42. Da svarede alle Judas Mænd Israels Mænd: "Kongen står jo osnærmest; hvorfor er I vrede over det? Har vi levet af Kongeneller taget noget fra ham?"43. Israels Mænd svarede Judas Mænd: "Vi har ti Gange Part i kongen,og tilmed har vi Førstefødselsretten fremfor eder; hvorfor har Ida tilsidesat os? Og var det ikke os, der først talte om at førevor Konge tilbage?" Men Judas Mænds Svar var endnu hårdere endIsraels Mænds.
2.Samuel 20
1. Nu var der tilfældigvis en slet Person ved navn Sjeba, BikrisSøn, en Benjaminit. Han stødte i Hornet og sagde: "Vi har ingenDel i David, ingen Lod i Isajs Søn! Hver Mand til sine Telte,Israel!"2. Da faldt alle Israels Mænd fra David og gik over til Sjeba,Bikris Søn, medens Judas Mænd trofast fulgle deres Konge fraJordan til Jerusalem.3. Da David kom til sit Hus i Jerusalem, tog Kongen sine tiMedhustruer, som han havde ladet tilbage for at se efter Huset,og lod dem bringe til et bevogtet Hus, hvor han sørgede forderes Underhold; men han gik ikke mere ind til dem, og såledeslevede de indespærret til deres Dødedag som Kvinder, der erEnker, skønt deres Mænd endnu lever.4. Derpå sagde Kongen til Amasa: "Stævn Judas Mænd sammen i Løbetaf tre Dage og indfind dig da her!"5. Amasa gik så bort for at stævne Judas Mænd sammen. Men da hantøvede ud over den fastsatte Frist,6. sagde David til Abisjaj: "Nu bliver Sjeba, Bikris Søn, osfarligere end Absalon! Tag derfor din Herres Folk og sæt efterham, for at han ikke skal kaste sig ind i befæstede Byer ogslippe fra os!"7. Med Abisjaj drog Joab, Kreterne og Pleterne og alleKærnetropperne ud fra Jerusalem for at sætte efter Sjeba, BikrisSøn.
8. Men da de var ved den store Sten i Gibeon, kom Amasa dem iMøde. Joab var iført sin Våbenkjortel, og over den havde hanspændt et Sværd, hvis Skede var bundet til hans Lænd; og detgled ud og faldt til Jorden.9. Joab sagde da til Amasa: "Går det dig vel, Broder?" Og Joab grebmed højre Hånd om Amasas Skæg for at kysse ham.10. Men Amasa tog sig ikke i Vare for det Sværd, Joab havde i sinvenstre Hånd; Joab stødte det i Underlivet på ham, så hansIndvolde væltede ud på Jorden, og han døde ved det ene Stød.Derpå satte Joab og hans Broder Abisjaj efter Sjeba, Bikris Søn,11. medens en af Joabs Folk blev stående ved Amasa og råbte:"Enhver, der bryder sig om Joab og holder med David, følge efterJoab!"12. Men Amasa lå midt på Vejen, svømmende i sit Blod, og da Mandenså, at alt Folket stod stille der, væltede han Amasa fra Vejenind på Marken og kastede en Kappe over ham; thi han så, at alle,der kom forbi, stod stille.13. Så snart han var fjernet fra Vejen, fulgte alle efter Joab forat sætte efter Sjeba, Bikris Søn.
14. Denne drog imidlertid gennem alle Israels Stammer indtilAbel-Bet-Ma'aka, og alle Bikriterne samlede sig og fulgte ham.15. Da kom de og belejrede ham i Abel-Bet-Ma'aka, idet de opkastedeen Vold om Byen. Men medens alt Krigsfolket, der var med Joab,arbejdede på at bringe Muren til Fald,16. trådte en klog Kvinde fra Byen hen på Formuren og råbte: "Hør,hør! Sig til Joab, at han skal komme herhen; jeg vil tale medham!"17. Da han kom hen til hende, spurgte Kvinden: "Er du Joab?" Og dahan svarede ja, sagde hun: "Hør din Trælkvindes Ord!" Hansvarede: "Jeg hører!"18. Så sagde hun: "I gamle Dage sagde man: Man spørge dog i Abel ogDan, om det er gået af Brug, hvad gode Folk i Israel vedtog!19. Og nu søger du at bringe Død over en By, som er en Moder iIsrael! Hvorfor vil du ødelægge HERRENs Arvelod?"20. Joab svarede: "Det være langt fra mig, det være langt fra mig atødelægge eller volde Fordærv!21. Således er det ingenlunde ment! Men en Mand fra Efraims Bjergeved Navn Sjeba, Bikris Søn, har løftet sin Hånd mod Kong David;hvis I blot vil udlevere ham, bryder jeg op fra Byen!" Da sagdeKvinden til Joab: "Hans Hoved skal blive kastet ned til diggennem Muren!"22. Kvinden fik så ved sin Klogskab hele Byen overtalt til at huggeHovedet af Sjeba, Bikris Søn, og de kastede det ned til Joab. Dastødte han; i Hornet, og de brød op fra Byen og spredte sig hvertil sit, medens Joab selv vendte tilbage til Kongen i Jerusalem.
23. Joab stod over hele Israels Hær; Benaja, Jojadas Søn, overKreterne og Pleterne;24. Adoniram havde Tilsynet med Hoveriarbejdet; Josjafat, AhiludsSøn, var Kansler;25. Sjeja var Statsskriver, Zadok og Ebjatar Præster;26. også Ja'iriten Ira var Præst hos David.
2.Samuel 21
1. Under Davids Regering blev der Hungersnød tre År i Træk. Dasøgte David HERRENs Åsyn; og HERREN sagde: "Der hviler Blodskyldpå Saul og hans Hus, fordi han dræbte Gibeoniterne!"2. Kongen lod derfor Gibeoniterne kalde og sagde til dem -Gibeoniterne hørte ikke til Israeliterne, men til Levningerne afAmoriterne; og skønt Israeliterne havde givet dem endeligtTilsagn, havde Saul i sin Iver for Israeliterne og Juda søgt atudrydde dem -3. David sagde til Gibeoniterne: "Hvad kan jeg gøre for eder, oghvorledes skal jeg skaffe Soning, så at I kan velsigne HERRENsArvelod?"4. Gibeoniterne svarede: "Det er ikke Sølv eller Guld, der er os ogSaul og hans Hus imellem, og vi har ikke Lov at dræbe nogen Mandi Israel!" Han sagde da: "Hvad I forlanger, vil jeg gøre foreder!"5. Så sagde de til Kongen: "Den Mand, som bragte Ødelæggelse overos og tænkte på at udrydde os, så vi ikke skulde kunne værenogetsteds inden for Israels Landemærke.6. lad syv Mænd af hans Efterkommere blive udleveret os, for at vikan hænge dem op for HERREN i Gibeon på HERRENs Bjerg!" Kongensagde: "Jeg vil udlevere dem!"7. Men Kongen skånede Mefibosjet, en Søn af Sauls Søn Jonatan, afHensyn til den Ed ved HERREN, som var imellem David og Sauls SønJonatan.8. Derimod tog Kongen de to Sønnner, som Rizpa, Ajjas Datter, havdefødt Saul, Armoni og Mefibosjet, og de fem Sønner, som Merab,Sauls Datter, havde født Adriel, en Søn af Barzillaj fra Mehola,9. og udleverede dem til Gibeoniterne, som hængte dem op på Bjergetfor HERRENs Åsyn. Således omkom alle syv på een Gang, og de blevdræbt først på Høsten, i Byghøstens Begyndelse.
10. Men Rizpa, Ajjas Datter, tog sit Sørgeklæde, bredte det ud påKlippen og sad der fra Høstens Begyndelse, indtil der atterstrømmede Vand fra Himmelen ned over dem; og hun tillod ikkeHimmelens Fugle at kaste sig over dem om Da- gen eller MarkensDyr om Natten.11. Da David fik at vide, hvad Rizpa, Ajjas Datter, Sauls Medhustru,havde gjort,12. drog han hen og hentede Sauls og hans Søn Jonatans Ben hosBorgerne i Jabesj i Gilead, som havde stjålet dem på Torvet iBet-Sjan, hvor Filisterne havde hængt dem op, dengang de slogSaul på Gilboa.13. Og da han havde hentet Sauls og hans Søn Jonatans Ben der,samlede man Benene af de hængte14. og jordede dem sammen med Sauls og hans Søn Jonatans Ben i Zelai Benjamins Land i hans Fader Kisj's Grav. Alt, hvad Kongenhavde påbudt, blev gjort; derefter forbarmede Gud sig overLandet.
15. Da det atter kom til Kamp mellem Filisterne og Israel, drogDavid med sine Folk ned og kastede sig ind i Gob og kæmpede medFilisterne.16. Da fremstod Dod, som var af Rafaslægten, og hvis Spyd vejede 300Sekel Kobber; han var iført en ny Rustning, og han havde i Sindeat slå David ihjel.17. Men Abisjaj, Zerujas Søn, kom ham til Hjælp og huggedeFilisteren ned. Da besvor Davids Mænd ham og sagde: "Du må ikkemere drage i Kamp med os, for at du ikke skal slukke IsraelsLampe!"
18. Siden hen kom det atter til Kamp med Filisterne i Gob.Husjatiten Sibbekaj nedhuggede da Saf, som var af Rafaslægten.
19. Atter kom det til Kamp med Filisterne i Gob, BeflehemitenElhanan, Ja'irs Søn, nedhuggede da Gatiten Goliat, hvisSpydstage var som en Væverbom.
20. Atter kom det til Kamp i Gat. Da var der en kæmpestor Mand medseks Fingre på hver Hånd og seks Tæer på hver Fod, i alt fire ogtyve; han var også af Rafaslægten.21. Han hånede Israel, og derfor huggede Jonatan, en Søn af DavidsBroder Sjim'a, ham ned.
22. Disse fire var af Rafaslægten i Gat; de faldt for Davids og hansMænds Hånd.
2.Samuel 22
1. David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham afalle hans Fjenders og af Sauls Hånd.2. Han sang: "HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,3. min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mitFrelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelsermig fra Vold!4. Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
5. Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømmeforfærdede mig,6. Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;7. i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørtemin Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!8. Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted,thi hans Vrede blussede op.9. Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Glødergnistrede fra ham.10. Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;11. båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;12. han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser,vandfyldte Skyer.13. Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.14. HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;15. han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle ogskræmmede dem.16. Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes vedHERRENs Trusel, for hans Vredes Pust.
17. Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af devældige Vande,18. frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; devar mig for stærke.19. På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig etVærn.20. Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havdeBehag i mig.
21. HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mineHænders Uskyld;22. thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke minGud;23. hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.24. Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.25. HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, somvar ham for Øje!26. Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,27. du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.28. De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!29. Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.30. Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springerjeg over Volde.31. Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjoldfor alle, der sætter deres Lid til ham.
32. Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,33. den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,34. gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne,35. oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen?36. Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;37. du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.38. Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de vargjort til intet,39. slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under minFod.40. Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang dui Knæ for mig;41. du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg afVejen.42. De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.43. Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg pådem.
44. Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til FolkeslagsHøvding; nu tjener mig ukendte Folk;45. Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder demig:44. Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deresSkjul.47. HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,48. den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod49. og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mineModstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.50. HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger ditNavn,51. du, som kraftig hjælper din Konge og viser din SalvedeMiskundhed. David og hans Æt evindelig.
2.Samuel 23
1. Dette er Davids sidste Ord; Så siger David, Isajs Søn, så sigerManden, Højt ophøjet, Jakobs Guds salvede, Helten i IsraelsSange:2. Ved mig talede HERRENs Ånd, hans Ord var på min Tunge.3. Jakobs Gud talede til mig, Israels Klippe sagde: "En retfærdigHersker blandt Mennesker, en, der hersker i Gudsfrygt,4. han stråler som Morgenrøden, som den skyfri Morgensol, derfremlokker Urter af Jorden efter Regn."5. Således har jo mit Hus det med Gud. Han gav mig en evig Pagt,fuldgod og vel forvaret. Ja, al min Frelse og al min Lyst,skulde han ikke lade den spire frem?6. Men Niddinger er alle som Torne i Ørk, der tages ikke på dem medHænder;7. ingen rører ved dem uden med Jern og Spydstage, i Ilden brændesde op.
8. Navnene på Davids Helte var følgende: Hakmoniten Isjbosjet,Anføreren for de tre; det var ham, der engang svang sit Spydover 800 faldne på een Gang.9. Blandt de tre Helte kom efter ham Ahohiten El'azar, Dodis Søn;han var med David ved Pas-Dammim, dengang Filisterne samlede sigder til Kamp. Da Israels Mænd trak sig tilbage,10. holdt han Stand og huggede ned blandt Filisterne, til hans Håndblev træt og klæbede fast ved Sværdet; HERREN gav dem den bag enstor Sejr. Så vendte Folket tilbage og fulgte ham, kun for atplyndre.11. Efter ham kom Harariten Sjamma, Ages Søn. Engang havdeFilisterne samlet sig i Lehi, hvor der var en Mark fuld afLinser, og Folket flygtede for Filisterne;12. men han stillede sig op midt på Marken og holdt den og huggedeFilisterne ned; og HERREN gav dem en stor Sejr.
13. Engang drog tre af de tredive ned og kom til David på KlippensTop, til Adullams Hule, medens Filisterskaren var lejret iRefaimdalen.14. David var dengang i Klippeborgen, medens Filisternes Besætninglå i Betlehem.15. Så vågnede Lysten hos David, og han sagde: "Hvem skaffer mig enDrik Vand fra Cisternen ved Betlehems Port?"16. Da banede de tre Helte sig Vej gennem Filisternes Lejr, østeVand af Cisternen ved Betlehems Port og bragte David det. Hanvilde dog ikke drikke det, men udgød det for HERREN17. med de Ord: "HERREN vogte mig for at gøre det! Skulde jeg drikkede Mænds Blod, som har vovet deres Liv!" Og han vilde ikkedrikke det. Den Dåd udførte de tre Helte.
18. Abisjaj, Joabs Broder, Zerujas Søn, var Anfører for detredive. Han svang sit Spyd over 300 faldne, og han varnavnkundig iblandt de tredive;19. iblandt de tredive var han højtæret, og han var deres Anfører;men de tre nåede han ikke.
20. Benaja, Jojadas Søn, var en tapper Mand fra Kabze'el, der havdeudført store Heltegerninger; han fældede de to Arielsønner fraMoah; og han steg ned og fældede en Løve i en Cisterne, en Dagder var faldet Sne.21. Ligeledes fældede han Ægypteren, en kæmpestor Mand. Ægypterenhavde et Spyd i Hånden, men han gik ned imod ham meden Stok,vristede Spydet ud af Hånden på ham og dræbte ham med hans egetSpyd.22. Disse Heltegerninger udførte Benaja, Jojadas Søn, og han varnavnkundig iblandt de tredive Helte;23. iblandt de tredive var han højt æret, men de tre nåede hanikke. David satte ham over sin Livvagt.
24. Til de tredive hørte Asa'el' Joabs Broder; Elbanan, Dodos Sønfra Betlehem;25. Haroditen Sjamma; Haroditen Elika;26. Paltiten Helez; Ira, Ikkesj's Søn fra Tekoa;27. Abiezer fra Anatot; Husjatiten Sibbekaj;28. Ahohiten Zalmon; Maharaj fra Netofa;29. Heled, Ba'anas Søn, fra Nefofa; Ittaj, Ribajs Søn, fra detbenjaminitiske Gibea;30. Benaja fra Pir'aton; Hiddaj fra Nahale-Ga'asj;31. Abiba'al fra Araba; Azmavet fra Bahurim;32. Sja'alboniten Eljaba; Guniten Jasjen;33. Harariten Jonatan, Sjammas Søn; Harariten Ahi'am, Sjarars Søn;34. Elifelet, Ahazbajs Søn, fra Bet-Ma'aka; Eliam, Akitofels Søn,fra Gilo;35. Hezro fra Karmel; Pa'araj fra Arab;36. Jig'al, Natans Søn, fra Zoba; Gaditen Bani;37. Ammoniten Zelek; Naharaj fra Be'erot, der var Joabs, ZerujasSøns, Våbendrager;38. Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir;39. Hetiten Urias. I alt syv og tredive.
2.Samuel 24
1. Men HERRENS vrede blussede atter op mod Israel, så at han æggedeDavid mod dem og sagde: "Gå hen og hold Mandtal over Israel ogJuda!"2. Kongen sagde da til Joab og Hærførerne, der var hos ham: "Dragrundt i alle Israels Stammer fra Dan til Be'ersjeba og holdMønstring over Folket, for at jeg kan få Tallet på det at vide!"3. Men Joab svarede Kongen: "Måtte HERREN din Gud forøge Folkethundredfold, og måtte min Herre Kongen selv opleve det - menhvorfor har min Herre Kongen sat sig sligt for?"
4. Men Joab og Hærførerne måtte bøje sig for Kongens Ord. Joab ogHærførerne forlod derfor Kongen for at holde Mønstring overIsraels Folk.5. De gik over Jordan og begyndte ved Aroer og Byen, der liggermidt i Dalen; drog ad Gad til og i Retning af Ja'zer;6. så kom de til Gilead og til Hetiternes Land hen imod Kadesj,derpå til Dan, og fra Dan vendte de sig hen mod Zidon;7. så kom de til Fæstningen Tyrus og alle Hivviternes ogKana'anæernes Byer, hvorfra de gik til Be'ersjeba i det judæiskeSydland.8. Efter at de var draget hele Landet rundt i ni Måneder og tyveDage, kom de tilbage til Jerusalem.9. Joab opgav derpå Kongen Tallet, der var fundet vedFolktællingen, og Israel talte 800000 kraftige, våbenføre Mænd,Juda 500000 Mænd.
10. Men efter at David havde holdt Mandtal over Folket. slogSamvittigheden ham, og han sagde til HERREN: "Jeg har syndetsvarlig i, hvad jeg har gjort! Men tilgiv nu, HERRE, din TjenersBrøde, thi jeg har handlet som en stor Dåre!"11. Da David stod op om Morgenen kom HERRENs Ord til Profeten Gad,Davids Seer, således:12. "Gå hen og sig til David: Så siger HERREN; Jeg forelægger digtre Ting; vælg selv, hvilken jeg skal lade times dig!"13. Gad kom da til David og kundgjorde ham det og sagde: "Skal derkomme tre Hungersnødsår over dig i dit Land, eller vil du i treMåneder jages på Flugt, forfulgt af din Fjende, eller skal derkomme tre Dages Pest i dit Land? Overvej nu, hvad jeg skal svareham, der har sendt mig!"14. David svarede Gad: "Jeg er i såre stor Vånde - lad os så falde iHERRENs Hånd, thi hans Barmhjertighed er stor; i Menneskehåndvil jeg ikke falde!"15. Så valgte David da Pesten. Ved Hvedehøstens Tid begyndte Sotenat ramme Folket; og der døde 70000 Mand af Folket fra Dan tilBe'ersjeba.16. Da Engelen udrakte sin Hånd mod Jerusalem for at ødelægge det,angrede HERREN det onde, og han sagde til Engelen, som ødelagdeFolket "Nu er det nok, drag din Hånd tilbage!" HERRENs Engel varda ved Jebusiten Aravnas Tærskeplads.17. Men da David så Engelen, som slog Folket, sagde han til HERREN:"Det er mig, der har syndet, mig, der har begået Brøden; menFårene der, hvad har de gjort? Lad din Hånd dog ramme mig og mitFædrenehus!"
18. Samme Dag kom Gad til David og sagde: "Gå op og rejs HERREN etAlter på Jebusiten Aravnas Tærskeplads!"19. Og David gik derop efter Gads Ord, således som HERREN havdepåbudt.20. Da Aravna, der var ved at tærske Hvede, så ned og fik Øje påKongen og hans Folk, som kom hen imod ham, gik han ud og kastedesig på sit Ansigt til Jorden for ham;21. og Aravna sagde: "Hvorfor kommer min Herre Kongen til sin Træl?"David svarede: "For at købe Tærskepladsen af dig og bygge HERRENet Alter, at Folket må blive friet fra Plagen!"22. Da sagde Aravna til David: "Min Herre Kongen tage den og ofre,hvad ham tykkes ret! Her er Okserne til Brændoffer ogTærskeslæderne og Oksernes Stavtøj til Brændsel!23. Min Herre Kongens Træl giver Kongen det hele!" Og Aravna sagdetil Kongen: "Måtte HERREN din Gud have Behag i dig!"24. Men Kongen svarede Aravna: "Nej, jeg vil købe det af dig fordets fulde Værdi; jeg vil ikke bringe HERREN min Gud Brændofre,som intet koster mig!" Så købte David Tærskepladsen og Oksernefor halvtredsindstyve Sølvsekel;25. og David byggede HERREN et Alter der og ofrede Brændofre ogTakofre. Da forbarmede HERREN sig over Landet, og Israel blevfriet fra Plagen.