6. Derpå rådførte Kong Rehabeam sig med de gamle, der havde stået ihans Fader Salomos Tjeneste, dengang han levede, og spurgte dem:"Hvad råder I mig til at svare dette Folk?"7. De svarede: "Hvis du i Dag vil være dette Folk til Tjeneste,være dem til Behag, svare dem vel og give dem gode Ord, så vilde blive dine Tjenere for bestandig!"8. Men han fulgte ikke det Råd, de gamle gav ham; derimod rådførtehan sig med de unge, der var vokset op sammen med ham og stod ihans Tjeneste,9. og spurgte dem: "Hvad råder I os til at svare dette Folk, somkræver af mig, at jeg skal lette dem det Åg, min Fader lagde pådem?"10. De unge, der var vokset op sammen med ham, sagde da til ham:"Således skal du svare dette Folk, som sagde til dig: Din Faderlagde et tungt Åg på os, let du det for os! Således skal dusvare dem: Min Lillefinger er tykkere end min Faders Hofter!11. Har derfor min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Ågettungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugteeder med Skorpioner!"
12. Da alt Folket Tredjedagen kom til Rehabeam, som Kongen havdesagt,13. gav han dem et hårdt Svar, og uden at tage Hensyn til de gamlesRåd14. sagde han efter de unges Råd til dem: "Har min Fader lagt ettungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget tungere; har min Fadertugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!"15. Kongen hørte ikke på Folket, thi HERREN føjede det således forat opfylde det Ord, HERREN havde talet ved Ahija fra Silo tilJeroboam, Nebats Søn.16. Men da hele Israel mærkede, at Kongen ikke hørte på dem, gavFolket Kongen det Svar: "Hvad Del har vi i David? Vi har ingenLod i Isajs Søn! Til dine Telte, Israel! Sørg nu, David, for diteget Hus!" Derpå vendte Israel tilbage til sine Telte.17. Men over de Israeliter, der boede i Judas Byer, blev RehabeamKonge.
18. Nu sendte Kong Rehabeam Adoniram, der havde Opsyn medHoveriarbejdet, ud til dem, men hele Israel stenede ham tilDøde. Da steg Kong Rebabeam i største Hast op på sin Stridsvognog flygtede til Jerusalem.19. Således brød Israel med Davids Hus, og det er Stillingen den Dagi Dag.20. Men da hele Israel hørte, at Jeroboam var kommet tilbage, lod deham hente til Forsamlingen og hyldede ham som Konge over heleIsrael. Der var ingen, som holdt fast ved Davids Hus undtagenJudas Stamme.
21. Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas Husog Benjamins Stamme, 180 000 udsøgte Folk, øvede Krigere, til atføre Krig med Israels Hus og vinde Riget tilbage til Rehabeam,Salomos Søn.22. Men da kom Guds Ord til den Guds Mand Sjemaja således:23. "Sig til Judas Konge Rehabeam, Salomos Søn, og til hele Judas ogBenjamins Hus og det øvrige Folk:24. Så siger HERREN: I må ikke drage op og kæmpe med eders BrødreIsraeliterne; vend hjem hver til sit, thi hvad her er sket, harjeg tilskikket!" Da adlød de HERRENs Ord og vendte tilbage.
25. Jeroboam befæstede Sikem i Efraims Bjerge og tog Bolig der;senere drog han derfra og befæstede Penuel.26. Men Jeroboam tænkte ved sig selv: "Som det nu går, vil Rigetatter tilfalde Davids Hus;27. når Folket her drager op for at ofre i HERRENs Hus i Jerusalem,vil dets Hu atter vende sig til dets Herre, Kong Rehabeam afJuda; så slår de mig ihjel og vender tilbage til Kong Rehabeamaf Juda!"28. Og da Kongen havde overvejet Sagen, lod han lave to Guldkalve ogsagde til Folket "Det er for meget for eder med de Rejser tilJerusalem! Se, Israel, her er dine Guder, som førte dig ud afÆgypten!"29. Den ene lod han opstille i Betel, den anden i Dan.30. Det blev Israel til Synd. Og Folket ledsagede i Optog den enetil Dan.31. Tillige indrettede han Offerhuse på Højene og indsatte tilPræster alle Slags Folk, der ikke hørte til Leviterne.32. Og Jeroboam lod fejre en Fest på den femtende Dagi den ottendeMåned i Lighed med den Fest, man havde i Juda; og han steg op påAlteret, han havde ladet lave i Betel, for at ofre til deTyrekalve han havde ladet lave; og han lod de Præster, han havdeindsat på Højene, gøre Tjeneste i Betel.33. Han steg op på Alteret, han havde ladet lave i Betel, på denfemtende Dag i den ottende Måned, den Måned, han egenmægtig hadeudtænkt, og lod Israeliteme fejre en Fest; han steg op påAlteret for at tænde Offerild.
Første Kongebog 13
1. Og se, på HERRENs Bud kom en Guds Mand fra Juda til Betel, netopsom Jeroboam stod på Alteret for at tænde Offerild.2. Og han råbte med HERRENs Ord imod Alteret: "Alter, Alter! Såsiger HERREN: Der skal fødes Davids Hus en Søn ved Navn Josias,og på dig skal han ofre Højenes Præster, som tænder Offerild pådig, og han skal brænde Menneskeknogler på dig!"3. Og samtidig kundgjorde han et Tegn, idet han sagde: "Dette erTegnet på, at HERREN har talet: Se, Alteret skal revne, så Askenderpå vælter ud!"4. Da nu Kongen hørte de Ord, den Guds Mand råbte mod Alteret iBetel, rakte Jeroboam sin Hånd ud fra Alteret og sagde: "Gribham!" Men Hånden, han rakte ud imod ham, visnede, og han kundeikke tage den til sig igen;5. og Alteret revnede, så Asken væltede ud fra Alteret - det Tegn,den Guds Mand havde kundgjort med HERRENs Ord.6. Da tog Kongen til Orde og sagde til den Guds Mand: "Bed dogHERREN din Gud om Nåde og gå i Forbøn for mig, at jeg kan tageHånden til mig igen!" Og den Guds Mand bad HERREN om Nåde, ogKongen kunde tage Hånden til sig igen, og den var som før.7. Derpå sagde Kongen til den Guds Mand: "Følg med mig hjem ogvederkvæg dig, så vil jeg give dig en Gave!"8. Men den Guds Mand svarede Kongen: "Om du så giver mig Halvdelenaf dit Hus, vil jeg ikke følge med dig, og jeg vil hverken spiseeller drikke på dette Sted;9. thi det Bud har jeg fået med HERRENs Ord: Du må hverken spiseeller drikke, og du må ikke vende hjem ad den Vej, du kom!"10. Derpå drog han bort ad en anden Vej og vendte ikke hjem ad denVej, han var kommet til Betel.
11. Nu boede der i Betel en gammel Profet; hans Sønner kom ogfortalte ham om alt, hvad den Guds Mand den Dag havde gjort iBetel, og om de Ord, han havde talt til Kongen. Men da de havdefortalt deres Fader det,12. spurgte han dem: "Hvilken Vej gik han?" Og hans Sønner visteham, hvilken Vej den Guds Mand, der var kommet fra Juda, vargået.13. Da sagde han til sine Sønner: "Læg Sadelen på mit Æsel!" Og dade havde sadlet Æselet, satte han sig op,14. red efter den Guds Mand og traf ham siddende under Egetræet. Hanspurgte ham da: "Er du den Guds Mand, der kom fra Juda?" Hansvarede: "Ja!"15. Så sagde han til ham: "Kom med mig hjem og få noget at spise!"16. Men han svarede: "Jeg kan ikke vende om og følge med dig, og jegkan hverken spise eller drikke sammen med dig på dette Sted,17. thi der er sagt mig med HERRENs Ord: Du må hverken spise ellerdrikke der, og du må ikke vende tilbage ad den Vej, du kom!"18. Da sagde han til ham: "Også jeg er Profet som du, og en Engelhar med HERRENs Ord sagt til mig: Tag ham med dig hjem, for athan kan få noget at spise og drikke!" Men han løj for ham.19. Så vendte han tilbage med ham og spiste og drak i hans Hus.
20. Men medens de sad til Bords, kom HERRENs Ord til Profeten, derhavde fået ham tilbage,21. og han råbte til den Guds Mand, der var kommet fra Juda: "Såsiger HERREN: Fordi du har været genstridig mod HERRENs Ord ogikke holdt det Bud, HERREN din Gud pålagde dig,22. men vendte tilbage og spiste og drak på det Sted, hvor hansagde, du ikke måtte spise og drikke, derfor skal dit Lig ikkekomme i dine Fædres Grav!"23. Efter at han havde spist og drukket, sadlede han Æselet til ham,og han gav sig på Hjemvjen.24. Men en Løve kom imod ham på Vejen og dræbte ham. Og hans Lig låhenslængt på Vejen, og Æselet stod ved Siden af; også Løven stodved Siden af Liget.25. Og se, nogle Mænd kom der forbi og så Liget ligge henslængt påVejen, og Løven stå ved Siden af, og de kom og fortalte det iByen, hvor den gamle Profet boede;26. og da Profeten, der havde fået ham til at vende om, hørte det,sagde han: "Det er den Guds Mand, som var genstridig mod HERRENsOrd; derfor har HERREN givet ham i Løvens Vold, og den harsønderrevet ham og dræbt ham efter det Ord, HERREN talede tilham!"27. Derpå sagde han til sine Sønner: "Læg Sadelen på mit Æsel!" Ogda de havde gjort det,28. red han hen og fandt hans Lig liggende henslængt på vejen ogÆselet og Løven stående ved Siden af, uden at Løven havde ædtLiget eller sønderrevet Æselet.29. Da løftede Profeten den Guds Mands Lig op, lagde ham på Æseletog førte ham tilbage til Byen for at holde Dødeklage og jordeham;30. og da han havde lagt Liget i sin egen Grav, holdt de Dødeklageover ham og sagde: "Ak ve min Broder!"31. Og efter at have jordet ham sagde han til sine Sønner: "Når jegdør, skal I lægge mig i samme Grav, som den Guds Mand ligger i;ved Siden af hans Ben skal I lægge mig, for at mine Ben kanblive skånet sammen md hans;32. thi det Ord skal gå i Opfyldelse, som han med HERRENs Ord råbtemod Alteret i Betel og alle Offerhusene på Højene i SamariasByer!"
33. Heller ikke efter denne Begivenhed opgav Jeroboam sin onde Færd,men gjorde på ny alle Slags Folk til Præster på Højene, idet hanindsatte enhver, der havde Lyst, til Præst på Højene.34. Og det blev Jeroboams Hus til Synd og førte til, at det blevtilintetgjort og udryddet af Jorden.
Første Kongebog 14
1. Ved den Tid blev Jeroboams Søn Abija syg.2. Da sagde Jeroboam til sin Hustru: "Tag og forklæd dig, så manikke kan kende, at du er Jeroboams Hustru, og begiv dig tilSilo, thi der bor Profeten Ahija, som kundgjorde mig, at jegskulde blive Konge over dette Folk;3. tag ti Brød, noget Bagværk og en Krukke Honning med og henvenddig til ham, så vil han sige dig, hvorledes det skal gåDrengen!"4. Jeroboams Hustru gjorde nu således; hun begav sig til Silo oggik ind i Ahijas Hus. Ahija kunde ikke se, da hans Øjne varsløve af Alderdom;5. men HERREN havde sagt til Ahija: "Se, Jeroboams Hustru kommertil dig for at høre sig for hos dig angående sin Søn, da han ersyg; det og det skal du svare hende; men når hun kommer, er hunforklædt."6. Da nu Ahija hørte Lyden af hendes Trin, som hun gik ind adDøren, sagde han: "Kom kun ind, Jeroboams Hustru! Hvorfor er duforklædt? Mig er det pålagt at bringe dig en tung Tidende.7. Gå hen og sig til Jeroboam: Så siger HERREN, Israels Gud: Jegophøjede dig af Folkets Midte og gjorde dig til Fyrste over mitFolk Israel8. og rev Riget fra Davids Hus og gav dig det; dog har du ikkeværet som min Tjener David, der holdt mine Bud og fulgte mig afhele sit Hjerte og kun gjorde, hvad der er ret i mine Øjne,9. men du har handlet værre end alle dine Forgængere; du gik hen ogkrænkede mig og gjorde dig andre Guder og støbte Billeder, menmig kastede du bag din Ryg;10. se, derfor vil jeg bringe Ulykke over Jeroboams Hus og udryddehvert mandligt Væsen, hver og en af Jeroboams Slægt i Israel, ogjeg vil feje Jeroboams Hus bort, som man fejer Skarn bort, tilder ikke er Spor tilbage!11. Den af Jeroboams Slægt, som dør i Byen, skal Hundene æde, ogden, som dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde, thi det erHERREN, der har talet!12. Men gå nu hjem! Når din Fod betræder Byen, skal Barnet dø;13. og hele Israel skal holde Dødeklage over ham og jorde ham, thihan er den eneste af Jeroboams Slægt, der skal komme i en Grav;thi hos ham fandtes dog noget, der vandt HERREN Israels GudsBehag inden for Jeroboams Slægt.14. Men HERREN vil oprejse sig en Konge over Israel, der skaludrydde Jeroboams Hus på den Dag.15. Men også siden vil HERREN slå Israel, så at de svajer hid og didsom Sivet i Vandet, og rykke Israel op fra dette herlige Land,som han gav deres Fædre, og sprede dem hinsides Floden, fordi dehar lavet sig Asjerastøtter og krænket HERREN;16. og han vil give Israel til Pris for de Synders Skyld, Jeroboamhar begået og forledt Israel til."17. Da gav Jeroboams Hustru sig på Vej og kom til Tirza; og da hunbetrådte Husets Tærskel, døde Drengen;18. og man jordede ham, og hele Israel holdt Dødeklage over hamefter det Ord, HERREN havde talet ved sin Tjener, ProfetenAhija.
19. Hvad der ellers er at fortælle om Jeroboam, hvorledes han førteKrig, og hvorledes han herskede står jo optegnet i Israelskongers Krønike.20. Jeroboams Regeringstid udgjorde to og tyve År. Så lagde han sigtil Hvile hos sine Fædre, og hans Søn Nadab blev Konge i hansSted.
21. Rehabeam, Salomos Søn, blev Kongei Juda. Rehabeam var een ogfyrretyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede syttenÅr i Jerusalem, den By, HERREN havde udvalgt af alle IsraelsStammer for der at stedfæste sit Navn. Hans Moder var enammonitisk Kvinde ved Navn Na'ama.22. Og Juda gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og med deSynder, de begik, vakte de hans Nidkærhed, mere end deres Fædrehavde gjort.23. Også de byggede sig Offerhøje, Stenstøtter og Asjerastøtter påalle høje Steder og under alle grønne Træer;24. ja, der var endog Mandsskøger i Landet. De øvede alle deVederstyggeligheder, som var begået af de Folk, HERREN havdedrevet bort foran Israeliterne.
25. Men i Kong Rebabeams femte Regeringsår drog ÆgypterkongenSjisjak op imod Jerusalem26. og tog Skattene i HERRENs Hus og i Kongens Palads; alt tog han,også de Guldskjolde, Salomo havde ladet lave.27. Kong Rehabeam lod da i Stedet lave Kobberskjolde og gav dem iForvaring hos Høvedsmændene for Livvagten, der holdt Vagt vedIndgangen til Kongens Palads;28. og hver Gang Kongen begav sig til HERRENs Hus, bentede Livvagtendem, og bagefter bragte de dem tilbage til Vagtstuen.
29. Hvad der ellers er at fortælle om Rehabeam, alt, hvad hangjorde, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.30. Rehabeam og Jeroboam lå i Krig med hinanden hele Tiden.31. Så lagde Rehabeam sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordethos sine Fædre i Davidsbyen. Hans Moder var en ammonitisk Kvindeved Navn Na'ama. Og hans Søn Abija blev Konge i hans Sted.
Første Kongebog 15
1. I Kong Jeroboams, Nebats Søns, attende Regeringsår blev AbijaKonge over Juda.2. Tre År herskede han i Jerusalem. Hans Moder hed Ma'aka og var endatter af Absalom.3. Han vandrede i alle de Synder, hans Fader havde begået før ham,og hans Hjerte var ikke helt med HERREN hans Gud som hans FaderDavids.4. Men for Davids Skyld lod HERREN hans Gud ham få en Lampe iJerusalem, idet han ophøjede hans Sønner efter ham og lodJerusalem bestå,5. fordi David havde gjort, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ogikke, så længe han levede, var veget fra noget af, hvad hanhavde pålagt ham, undtagen over for Hetiten Urias.6. (Rehabeam lå i Krig med Jeroboam, så længe han levede).
7. Hvad der ellers er at fortælle om Abija, alt, hvad han gjorde,står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. Abija og Jeroboam lå iKrig med hinanden.8. Så lagde Abija sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede hami Davidsbyen; og hans Søn Asa blev Konge i hans Sted.
9. I Kong Jeroboam af Israels tyvende Regeringsår blev Asa Kongeover Juda,10. og han herskede een og fyrretyve År i Jerusalem. Hans Moder hedMa'aka og var en Datter af Absalom.11. Asa gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ligesom hans FaderDavid;12. han jog Mandsskøgerne ud af Landet og fjernede alleAfgudsbillederne, som hans Fædre havde ladet lave.13. Han fratog endog sin Moder Ma'aka Værdigheden som Herskerinde,fordi hun havde ladet lave et Skændselsbillede til Ære forAsjera; Asa lod hendes Skændselsbillede nedbryde og brænde iKedrons Dal.14. Vel forsvandt Offerhøjene ikke, men alligevel var Asas Hjertehelt med HERREN, så længe han levede.15. Og han bragte sin Faders og sine egne Helliggaver ind i HERRENsHus, Sølv, Guld og forskellige Kar.
16. Asa og Kong Basja af Israel lå i Krig med hinanden, så længe delevede.17. Kong Basja af Israel drog op imod Juda og befæstede Rama for athindre, at nogen af Kong Asa af Judas Folk drog ud og ind.18. Da tog Asa alt det Sølv og Guld, der var tilbage i Skatkamrene iHERRENs Hus og i Kongens Palads, overgav det til sine Folk ogsendte dem til Kong Benhadad af Aram, en Søn af Hezjons SønTabrimmon, som boede i Damaskus, idet han lod sige:19. "Der består en Pagt mellem mig og dig, mellem min Fader og dinFader; her sender jeg dig en Gave af Sølv og Guld; bryd derfordin Pagt med Kong Basja af Israel, så at han nødes til at dragebort fra mig!"20. Benhadad gik ind på Kong Asas Forslag og sendte sine Hærføreremod Israels Byer og indtog Ijjon, Dan, Abel-Bet-Ma'aka og heleKinnerot tillige med hele Naftalis Land.21. Da Basja hørte det, opgav han at befæste Rama og vendte tilbagetil Tirza.22. Men Kong Asa stævnede hver eneste Mand i hele Juda sammen, og deførte Stenene og Træværket bort, som Basja havde brugt vedBefæstningen af Rama; dermed befæstede Kong Asa så Geba iBenjamin og Mizpa.
23. Hvad der ellers er at fortælle om Asa, alle hans Heltegerninger,alt, hvad han gjorde, og de Byer, han befæstede, står jooptegnet i Judas Kongers Krønike. I øvrig led han i sin Alderdomaf en Sygdom i Fødderne.24. Så lagde han sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hossine Fædre i sin Fader Davids By; og hans Søn Josafat blev Kongei hans Sted.
25. Nadab, Jeroboams Søn, blev Konge over Israel i Kong Asa af Judasandet Regeringsår, og han herskede to År over Israel.26. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i sinFaders Spor og i de Synder, han havde forledt Israel til.27. Da stiftede Basja, Ahijas Søn af Issakars Hus, enSammensværgelse imod ham, og Basja huggede ham ned ved Gibbeton,der tilhørte Filisterne, medens Nadab og hele Israel belejredeByen.28. Basja dræbte ham i Kong Asa af Judas tredje Regeringsår og blevKonge i hans Sted;29. nu da han var blevet Konge, lod han hele Jeroboams Hus nedhugge,idet han ikke skånede en eneste Sjæl af Jeroboams Slægt, menudryddede dem efter det Ord, HERREN havde talet ved sin TjenerAhija fra Silo,30. for de Synders Skyld, Jeroboam havde begået og forledt Israeltil, for den Krænkelse, han havde tilføjet HERREN, Israels Gud.
31. Hvad der ellers er at fortælle om Nadab, alt, hvad han gjorde,står jo optegnet i Israels Kongers Krønike32. ( Asa og kong Ba'sja af Israel lå i Krig med hinanden, så længede levede.)
33. I Kong Asa af Judas tredje Regeringsår blev Basja, Ahijas Søn,Konge over hele Israel, og han herskede tre og tyve År i Tirza.34. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede iJeroboams Spor og de Synder, han havde forledt Israel til.
Første Kongebog 16
1. Men til Jehu, Hananis Søn, kom HERRENs ord mod Ba'sja således:2. "Jeg ophøjede dig af Støvet og gjorde dig til Fyrste over mitFolk Israel, dog har du vandret i Jeroboams Spor og forledt mitFolk Israel til Synd, så de krænker mig ved deres Synder;3. se, derfor vil jeg nu feje Basja og hans Hus bort og gøre detsamme ved dit Hus, som jeg gjorde ved Jeroboams, Nebats Søns,Hus;4. den af Basjas Slægt, som dør i Byen, skal Hundene æde, og den,som dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde!"
5. Hvad der ellers er at fortælle om Ba'sja, hvad han gjorde, oghans Heltegerninger, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.6. Så lagde Ba'sja sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet iTirza; og hans Søn Ela blev Konge i hans Sted.
7. Desuden kom HERRENs Ord ved Profeten Jehu, Hananis Søn, modBa'sja og hans Hus både på Grund af alt det, han havde gjort,som var ondt i HERRENs Øjne, idet han krænkede ham ved sineHænders Værk og efterlignede Jeroboams Hus, og tillige fordi hanlod dette nedhugge.
8. I Kong Asa af Judas seks og tyvende Regeringsår blev Ela,Ba'sjas Søn, Konge over Israel, og han herskede to År i Tirza.9. Så stiftede en af hans Mænd, Zimri, der var Fører for den eneHalvdel af Stridsvognene, en Sammensværgelse imod ham; ogengang, da han i Tirza var beruset ved et Drikkelag i sinPaladsøverste Arzas Hus,10. trængte Zimri ind og slog ham ihjel - i Kong Asa af Judas syv ogtyvende Regeringsår - og blev Konge i hans Sted.11. Da han var blevet Konge og havde besteget Tronen, lod han heleBasjas Hus dræbe uden at levne et mandligt Væsen og tillige hansnærmeste Slægtninge og Venner;12. således udryddede Zimri hele Ba'sjas Hus efter det Ord, HERRENhavde talet til Basja ved Profeten Jehu,13. for alle de Synders Skyld, som Ba'sja og hans Søn Ela havdebegået og forledt Israel til, så at de krænkede HERREN, IsraelsGud, ved deres Afguder.
14. Hvad der ellers er af fortælle om Ela, alt, hvad han gjorde,står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
15. I Kong Asa af Judas syv og tyvende Regeringsår blev Zimri Konge,og han herskede syv Dage i Tirza. Hæren var på det Tidspunkt vedat belejre Gibbeton, som tilhørte Filisterne;16. og da nu Hæren under Belejringen hørte, at Zimri havde sfifteten Sammensværgelse mod Kongen og endda dræbt ham, udråbte heleIsrael samme Dag i Lejren Omri, Israels Hærfører, til Konge.17. Derpå hrød Omri op med hele Israel fra Gibbeton og begyndte atbelejre Tirza;18. og da Zimri så at Byen var taget, begav han sig ind i KongensPalads og stak det i Brand over sig; således døde han19. for de Synders Skyld, han havde begået, idet han gjorde, hvadder var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i Jeroboams Spor og ide Synder, han havde begået, da han forledte Israel til atsynde.
20. Hvad der ellers er at fortælle om Zimri og den Sammensværgelse,han stiftede, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
21. Ved den Tid delte Israels Folk sig, idet den ene Halvdelslutfede sig fil Tibni, Ginats Søn, og udråbte ham til Konge,medens den anden sluttede sig til Omri.22. Men den Del af Folket, der sluttede sig til Omri, fik Overtagetover dem, der sluttede sig til Tibni, Ginats Søn, og da Tibnidøde ved den Tid, blev Omri Konge.
23. I Kong Asa af Judas een og tredivte Regeringsår blev Omri Kongeover Israel, og han herskede tolv År. Først herskede han seks Åri Tirza;24. men siden købte han Samarias Bjerg af Semer for to Talenter Sølvog byggede på Bjerget en By, som han efter Semer, Bjergets Ejer,kaldte Samaria.25. Omri gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og handlede endnuværre end alle hans Forgængere;26. han vandrede helt i Jeroboams, Nebats Søns, Spor og i de Synder,han havde forledt Israel til, så at de krænkede HERREN, IsraelsGud, ved deres Afguder.
27. Hvad der ellers er at fortælle om Omri, alt, hvad han gjorde, ogde Heltegerninger, han udførte, står jo optegnet i IsraelsKongers Krønike.28. Så lagde Omri sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet iSamaria; og hans Søn Akab blev Konge i hans Sted.
29. Akab, Omris Søn, blev Konge over Israel i Kong Asa af Judas otteog tredivte Regeringsår, og Akab, Omris Søn, herskede to og tyveÅr over Israel i Samaria.30. Akab, Omris Søn, gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ihøjere Grad end alle hans Forgængere.31. Og som om det ikke var nok med, at han vandrede i Jeroboams,Nebats Søns, Synder, ægtede han oven i Købet Jesabel, en Datteraf Zidoniemes Konge Etba'al, og gik hen og dyrkede Ba'al ogtilbad ham.32. Han rejste Ba'al et Alter i Ba'alstemplet, som han lod bygge iSamaria.33. Og Akab lavede Asjerastøtten og gjorde endnu flere Ting, hvorvedhan krænkede HERREN, Israels Gud, værre end de Konger, der havdehersket før ham i Israel. -
34. I hans Dage genopbyggede Beteliten Hiel Jeriko; efter det Ord, HERREN havde taleted Josua, Nuns Søn, kostede det ham hans førstefødte Abiram at lægge Grunden og hans yngste Søn Seguh at sætte dens Portfløje ind.
Første Kongebog 17
1. Tisjbiten Elias fra Tisjbe i Gilead sagde til Akab: "Så sandt HERREN, Israels Gud, lever, han, for hvis Åsyn jeg står, i de kommende År skal der ikke falde dug eller Regn uden på mit udtrykkelige Bud!"
2. Derpå kom HERRENs Ord til ham således:3. "Gå bort herfra og begiv dig østerpå og hold dig skjult vedBækken Krit østen for Jordan;4. du skal drikke af Bækken, og Ravnene har jeg pålagt at sørge forFøde til dig der."5. Da gik han og gjorde efter HERRENs Ord, han gik hen og tog Boligved Bækken Krit østen for Jordan;6. og Ravnene bragte ham Brød om Morgenen og kød om Aftenen, og handrak af Bækken.
7. Men nogen Tid efter tørrede Bækken ud, eftersom der ingen Regnfaldt i Landet.8. Da kom HERRENs Ord til ham således:9. "Begiv dig til Zarepta, som hører til Zidon, og tag Bolig der;se, jeg har pålagt en Enke der at sørge for Føde til dig."10. Så begav han sig til Zarepta, og da han kom til Byens Port, fikhan Øje på en Enke, som var ved at sanke Brænde, og råbte tilhende: "Hent mig lidt Vand i et Kar, for at jeg kan drikke!"11. Og da hun gik bort for at hente det, råbte han efter hende: "Tagogså et Stykke Brød med til mig!"12. Men hun svarede: "Så sandt HERREN din Gud lever, jeg ejer ikkeBrød, men kun en Håndfuld Mel i Krukken og lidt Olie i Dunken;jeg var nettop ved at sanke et Par Stykker Brænde for at gå hjemog tillave det til mig og min Søn; og når vi har spist det, måvi dø!"13. Da sagde Elias til hende: "Frygt ikke! Gå hjem og gør, som dusiger; men lav først et lille Brød deraf til mig og bring migdet; siden kan du lave noget til dig selv og din Søn!14. Thi så siger HERREN, Israels Gud: Melkrukken skal ikke blivetom, og Olien i Dunken skal ikke slippe op, før den Dag HERRENsender Regn over Jorden!"15. Da gik hun og gjorde, som Elias sagde; og både hun og han oghendes Søn havde noget at spise en Tid lang.16. Melkrukken blev ikke tom, og olien i Dunken slap ikke op, efterdet Ord HERREN havde talet ved Elias.
17. Men nogen Tid efter blev Kvindens, Husets Ejerindes, Søn syg, oghans Sygdom tog heftigt til, så der til sidst ikke mere var Livi ham.18. Da sagde hun til Elias: "Hvad har jeg med dig at gøre, du GudsMand! Er du kommet for at bringe min Synd i Erindring og voldemin Søns Død?"19. Men han svarede hende: "Lad mig få din Søn!" Og han tog ham frahendes Skød og bar ham op i Stuen på Taget, hvor han boede, oglagde ham på sin Seng.20. Så råbte han til HERREN: "HERRE min Gud, vil du virkelig handleså ilde mod den Enke; i hvis Hus jeg er Gæst, at du lader hendesSøn dø?"21. Derpå strakfe han sig tre Gange hen over Drengen og råbte tilHERREN: "HERRE min Gud, lad dog Drengens Sjæl vende tilbage!"22. Og HERREN hørte Eliass Røst; Drengens Sjæl vendte tilbage, såhan blev levende.23. Så tog Elias Drengen og bragte ham fra Stuen på Taget ned iHuset og gav hans Moder ham, idet han sagde: "Se, din Sønlever!"24. Da sagde Kvinden til Elias: "Nu ved jeg vist, at du er en GudsMand, og at HERRENs Ord i din Mund er Sandhed."
Første Kongebog 18
1. Lang Tid efter, i det tredie År, kom HERRENs ord således: "Gåhen og træd frem for Akab, så vil jeg sende Regn over Jorden!"2. Da gav Elias sig på Vej for at træde frem for Akab. DaHungersnøden blev trykkende i Samaria,3. kaldte Akab Paladsøversten Obadja til sig. Obadja var en Mand,der alvorligt frygtede HERREN,4. og dengang Jesabel lod HERRENs Profeter udrydde, tog han ogskjulte hundrede Profeter, halvtredsindstyve i een Hule oghalvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand tildem.5. Akab sagde nu til Obadja: "Kom, lad os drage rundt i Landet tilalle Vandkilder og Bække, om vi mulig kan finde så meget Græs,at vi kan holde Liv i Hestene og Muldyrene og slippe for atdræbe noget af Dyrene!"6. Så delte de Landet, som de skulde gennemvandre, mellem sig,således at Akab og Obadja drog hver sin Vej.
7. Medens nu Obadja var undervejs, se, da trådte Elias ham i Møde;Obadja genkendte ham og faldt på sit Ansigt og sagde: "Er detdig, min Herre Elias?"8. Han svarede: "Ja, det er mig! Gå hen og sig til din Herre, atElias er her!"9. Men han sagde: "Hvormed har jeg dog syndet, siden du vil givedin Træl i Akabs Hånd, for at han kan slå mig ihjel?10. Så sandt HERREN din Gud lever, der er ikke et Folk eller Rige,min Herre ikke har sendt Bud til for at lede efter dig; og blevder sagt, at du ikke var der, tog han Riget og Folket i Ed på,at de ikke havde fundet dig.11. Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til min Herre, atElias er her!12. Hvis nu HERRENs Ånd, når jeg har forladt dig, fører dig bort tilet Sted, jeg ikke kender, og jeg kommer og melder det til Akab,og han ikke finder dig, lader han mig dræbe. Og din Træl har dogfrygtet HERREN fra Ungdommen af!13. Er det ikke kommet min Herre for Øre, hvad jeg gjorde, daJesabel lod HERRENs Profeter dræbe, hvorledes jeg skjultehundrede af HERRENs Profeter, halvtredsindstyve i een Hule oghalvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand tildem?14. Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til din Herre, atElias er her - han lader mig dræbe!"15. Da sagde Elias: "Så sandt Hærskarers HERRE lever, han, for hvisÅsyn jeg står, i Dag vil jeg træde frem for ham."
16. Obadja gik da Akab i Møde og meldte ham det, og Akab gik Elias iMøde.17. Da Akab fik Øje på Elias, sagde han til ham: "Er det dig, du,som bringer Ulykke over Israel!"18. Men han svarede: "Det er ikke mig, der har bragt Ulykke overIsrael, men dig og din Faders Hus, fordi I har forladt HERREN ogholder eder til Ba'alerne!19. Men send nu Bud og kald hele Israel sammen til mig på KarmelsBjerg og tillige de 450 Ba'alsprofeter og de 400 Asjeraprofeter,som spiser ved Jesabels Bord!"
20. Da sendte Akab Bud rundt til alle Israeliterne og samledeProfeterne på Karmels Bjerg.21. Elias trådte så frem for alt Folket og sagde: "Hvor længe vil Iblive ved at halte til begge Sider? Er HERREN Gud, så hold edertil ham, og er Ba'al Gud, så hold eder til ham!" Men Folketsvarede ham ikke et Ord.22. Da sagde Elias til Folket: "Jeg er den eneste af HERRENsProfeter, der er tilbage, og Ba'als Profeter er 450 Mand;23. lad os nu få to unge Tyre; så skal de vælge den ene Tyr og huggeden i Stykker og lægge den på Brændet, men Ild må de ikke læggetil; den anden vil jeg lave til og lægge på Brændet, men uden attænde Ild.24. Så skal I påkalde eders Guds Navn, og jeg vil påkalde HERRENsNavn; den Gud, der svarer med Ild, han er Gud!" Alt Folketsagde: "Det Forslag er godt!"25. Derpå sagde Elias til Ba'als Profefer: "Vælg eder den ene Tyr oglav den til først, thi I er de mange, og påkald så eders GudsNavn, men I må ikke tænde Ild!"26. Så tog de Tyren og lavede den til og påkaldte Ba'als Navn fraMorgen til Middag, idet de råbte: "Hør os, Ba'al!" Men ikke enLyd hørtes, der var ingen, som svarede; og de dansede haltendeomkring det Alter, de havde opført.27. Men da det var blevet Middag, hånede Elias dem og sagde: "I måråbe højt, thi han er jo en Gud! Han er vel faldet i Tankereller gået afsides eller rejst bort, eller han er faldet i Søvnog må først vågne!"28. Da råbte de højt, og som de havde for Skik, sårede de deresLegemer med Sværd og Spyd, til Blodet flød ned ad dem.29. Og da det var over Middag, begyndte de at rase, og det varedelige til hen imod Afgrødeofferets Tid, men ikke en Lyd hørtes,ingen svarede, og ingen agtede derpå.
30. Da sagde Elias til alt Folket: "Kom hen til mig!" Og da altFolket var kommet hen til ham, satte han HERRENs nedbrudte Alteri Stand.31. Elias tog tolv Sten, svarende til Tallet på Jakobs SønnersStammer, han, til hvem HERRENs Ord lød: "Israel skal dit Navn!"32. Og af disse Sten byggede han et Alter i HERRENs Navn og gravederundt om Alteret en Rende på omtrent to Sea Land.33. Derpå lagde han Brændet tilrette, huggede Tyren i Stykker oglagde den på Brændet.34. Så sagde han: "Fyld fire Krukker med Vand og hæld det ud overBrændofferet og Brændet!" Og da de havde gjort det, sagde han:"Een Gang til!" Og da de havde gjort det anden Gang, sagde han:"Een Gang til!" Og de gjorde det endnu en Gang.35. Det drev af Vand rundt om Alteret, også Renden fik han fyldt medVand.36. Men ved Afgrødeofferets Tid trådte Profeten Elias frem og sagde:"HERRE, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det kendes i Dag, atdut er Gud i Israel og jeg din Tjener, og at jeg har gjort altdette på dit Ord!37. Hør mig, HERRE, hør mig, for at dette Folk må kende, at du HERREer Gud, og at du atter drager deres Hjerte til dig"38. Da for HERRENs Ild ned og fortærede Brændofferet og Brændet ogStenene og Jorden; endog Vandet i Renden slikkede den bort.39. Da alt Folket så det, faldt de på deres Ansigt og råbte: "HERRENer Gud, HERREN er Gud!"40. Men Elias sagde til dem: "Grib Ba'als Profeter, lad ingen af demslippe bort!" Og de greb dem, og Elias førte dem ned tilKisjonbækken og dræbte dem der.
41. Derpå sagde Elias til Akab: "Gå op og spis og drik, thi derhøres Susen af Regn."42. Da gik Akab op for at spise og drikke; men Elias gik op påKarmels Top og bøjede sig til Jorden med Ansigtet mellem Knæene.43. Så sagde han til sin Tjener: "Gå op og se ud over Havet!" Og hangik op og så ud, men sagde: "Der er intet!" Syv Gange sagde hantil ham: "Gå derop igen!" Og syv Gange vendte Tjeneren tilbage.44. Men syvende Gang sagde han: "Nu stiger der en lille Sky op afHavet, så stor som en Mands Hånd!" Da sagde Elias: "Gå hen ogsig til Akab: Spænd for og kør hjem, at du ikke skal bliveopholdt af Regnen!"45. Et Øjeblik efter var Himmelen sort af Stormskyer, og der faldten voldsom Regn. Akab steg til Vogns og kørte til Jizre'el;46. men HERRENs Hånd kom over Elias, så han omgjordede sine Lænderog løb foran Akab lige til Jizre'el.
Første Kongebog 19
1. Akab fortalte nu Jesabel alt, hvad Elias havde gjort, oghvorledes han havde ihjelslået alle Profeterne med Sværd,2. og Jesabel sendte et Sendebud til Elias og lod sige: "Guderneramme mig både med det ene og det andet, om jeg ikke i Morgenved denne Tid handler med dit Liv, som der er handlet medderes!"3. Da blev han bange, stod op og drog bort for at redde sitLiv. Han kom da til Be'ersjeba i Juda. Der lod han sin Tjenerblive4. og vandrede selv en Dagsrejse ud i Ørkenen og satte sig under enGyvelbusk og ønskede sig Døden, idet han sagde: "Nu er det nok,HERRE; tag mit Liv, thi jeg er ikke bedre end mine Fædre!"5. Så lagde han sig til at sove under en Gyvelbusk. Og se, en Engelrørte ved ham og sagde: "Stå op og spis!"6. Og da han så sig om, se, da lå der, hvor hans Hoved havdehvilet, et ristet Brød, og der stod en Krukke Vand; og hanspiste og drak og lagde sig igen.7. Men HERRENs Engel kom atter og rørte ved ham og sagde: "Stå opog spis, ellers bliver Vejen dig for lang!"8. Da stod han op og spiste og drak; og styrket af dette Måltidvandrede han i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter lige til GudsBjerg Horeb.
9. Der gik han ind i en Hule og overnattede. Da lød HERRENs Ord tilham: "Hvad er du her efter, Elias?"10. Han svarede: "Jeg har været fuld af Nidkærhed for HERREN,Hærskarers Gud, fordi Israeliterne har forladt din Pagt; dineAltre har de nedbrudt, og dine Profeter har de ihjelslået medSværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter Livet!"11. Da sagde han: "Gå ud og stil dig på Bjerget for HERRENs Åsyn!"Og se, HERREN gik forbi, og et stort og stærkt Vejr, dersønderrev Bjerge og sprængte Klipper, gik foran HERREN, menHERREN var ikke i Vejret. Efter Vejret kom der et Jordskælv, menHERREN var ikke i Jordskælvet.12. Efter Jordskælvet kom der Ild, men HERREN var ikke i Ilden. Menefter Ilden kom der en stille, sagte Susen,13. og da Elias hørte den, hyllede han sit Hoved i sin Kappe og gikud og stillede sig ved Indgangen til Hulen; og se, en Røst lødtil ham: "Hvad er du her efter Elias?"14. Han svarede: "Jeg har været fuld af Nidkærhed for HERREN,Hærskarers Gud, fordi Israeliterne har forladt din Pagt; dineAltre har de nedbrudt, og dine Profeter har de ihjelslået medSværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter Livet!"15. Da sagde HERREN til ham: "Vend tilbage ad den Vej, du kom, og gåtil Ørkenen ved Damaskus; gå så hen og salv Hazael til Kongeover Aram,16. salv Jehu, Nimsjis Søn, til Konge over Israel og salv Elisa,Sjafats Søn, fra Abel Mehola til Profet i dit Sted!17. Den, der undslipper Hazaels Sværd, skal Jehu dræbe, og den, derundslipper Jehus Sværd, skal Elisa dræbe.18. Jeg vil lade syv Tusinde blive tilbage i Israel, hvert Knæ, derikke har bøjet sig for Ba'al, og hver Mund, der ikke har kyssetham."
19. Så gik han derfra; og han traf Elisa, Sjafats Søn, i Færd med atpløje; tolv Spand Okser havde han foran sig, og selv var han veddet tolvte. Da nu Elias gik forbi ham, kastede han sin Kappeover ham.20. Så forlod han Okserne og løb efter Elias og sagde: "Lad migførst kysse min Fader og min Moder, så vil jeg følge dig!" Hansvarede: "Gå kun tilbage, thi hvad er det ikke, jeg har gjortved dig!"21. Da forlod han ham og vendte tilbage; så tog han og slagtedeOksespandet, kogte Okserne ved Stavtøjet og gav Folkene dem atspise; derpå brød han op og fulgte Elias og gik ham til Hånde.
Første Kongebog 20
1. Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær, og to og trediveKonger fulgte ham med Heste og Stridsvogne; og han drog op ogindesluttede Samaria og belejrede det.2. Han sendte nu Sendebud ind i Byen til Kong Akab af Israel3. og lod sige til ham: "Således siger Benhadad: Dit Sølv og Gulder mit, men dine Hustruer og børn kan du beholde!"4. Israels Konge lod svare: "Som du byder, Herre Konge! Jeg og alt,hvad mit er, tilhører dig."5. Men Sendebudene vendte tilbage og sagde: "Således siger Benhadad: Jeg sendte Bud til dig og lod sige: Dit Sølv og Guld ogdine Hustruer og Børn skal du give mig!6. Så sender jeg da i Morgen ved denne Tid mine Folk til dig, og deskal gennemsøge dit Hus og dine Folks Huse og tilvende sig ogtage alt, hvad de lyster!"
7. Da lod Israels Konge alle Landets Ældste kalde og sagde: "Derser I, at Manden har ondt i Sinde, thi nu sender han Bud til migom mine Hustruer og Børn, og mit Sølv og Guld havde jeg ikkenægtet ham!"8. Alle de Ældste og alt Folket svarede ham: "Hør ham ikke; du måikke give efter!"9. Da sagde han til Benhadads Sendebud: "Sig til min Herre Kongen:Alt, hvad du første Gang krævede af din Træl, vil jeg gøre, mendette Krav kan jeg ikke opfylde!" Med det Svar vendteSendebudene tilbage.10. Da sendte Benhadad Bud til ham og lod sige: "Guderne ramme migbåde med det ene og det andet, om Støvet i Samaria forslår tilat fylde Hænderne på alle de Krigere, der følger mig!"11. Men Israels Konge lod svare: "Sig således: Den, der spænderBæltet, skal ikke rose sig som den, der løser det!"12. Benhadad modtog Svaret, just som han sad og drak sammen medKongerne i Løvhytterne; da sagde han til sine Folk: "Til Storm!"Og de gjorde sig rede til at storme Byen.
13. Men en Profet trådte hen til Kong Akab af Israel og sagde: "Såsiger HERREN: Ser du hele den vældige Menneskemængde der? Se,jeg giver den i Dag i din Hånd, og du skal kende, at jeg erHERREN!"14. Akab spurgte: "Ved hvem?" Han svarede: "Så siger HERREN: VedFogedernes Folk!" Derpå spurgte han: "Hvem skal åbne Kampen?"Han svarede: "Du!"15. Så mønstrede han Fogedernes Folk, og de var 232; dereftermønstrede han hele Hæren, alle Israeliterne, 7000 Mand.16. Og ved Middagstid gjorde de et Udfald, just som Benhadad og deto og tredive Konger, der fulgte ham, sad og drak i Løvhytterne.17. Først rykkede Fogedernes Folk ud. Man sendte da Bud til Benhadadog meldte: "Der rykker Mænd ud fra Samaria!"18. Da sagde han: "Hvad enten de rykker ud for at få Fred eller forat kæmpe, så grib dem levende!"19. Da Fogedernes Folk og Hæren, som fulgte efter, var rykket ud fraByen,20. huggede de ned for Fode, så at Aramæerne tog Flugten; ogIsraeliterne satte efter dem. Men Kong Benhadad af Aram undslaptil Hest sammen med nogle Ryttere.21. Da rykkede Israels Konge ud og gjorde Hestene og Vognene tilBytte, og han tilføjede Aramæerne et stort Nederlag.
22. Men Profeten trådte hen til Israels Konge og sagde til ham: "Tagdig sammen og se vel til, hvad du vil gøre, thi næste År dragerArams Konge op imod dig igen!"
23. Men Aramæerkongens Folk sagde til ham: "Deres Gud er enBjerggud, derfor blev de os for stærke; men lad os se, om viikke kan blive de stærkeste, når vi angriber dem påSlettelandet!24. Således skal du gøre: Afsæt alle Kongerne, sæt Statholdere ideres Sted25. og stil lige så stor en Hær på Benene som den, du mistede, oglige så mange Heste og Vogne som før! Når vi så kæmper med dempå Slettelandet, sandelig, om vi ikke bliver de stærkeste!" Oghan fulgte deres Råd og handlede derefter.
26. Næste År mønstrede Benha dad Aramæeme og drog op til Atek for atkæmpe med Israel.27. Også Israeliterne blev mønstret og forsynede sig medLevnedsmidler, hvorefter de rykkede dem i Møde og lejrede siglige over for dem som to små Gedehjorde, medens Aramæerneoversvømmede Landet.28. Da trådte en Guds Mand hen til Israels Konge og sagde: "Så sigerHERREN: Fordi Aramæerne siger: HERREN er en Bjerggud og ikke enDalgud! vil jeg give hele den vældige Menneskemængde der i dinHånd, og I skal kende, at jeg er HERREN!"29. De lå nu lejret over for hinanden i syv Dage, men Syvendedagenkom det til Kamp, og Israeliterne huggede Aramæerne ned, 100.000Mand Fodfolk på een Dag.
30. De, der blev tilovers, flygtede til Byen Afek, men Murenstyrtede ned over dem, der var tilbage, 27000 Mand. Benhadadflygtede ind i Byen, hvor han løb fra Kammer til Kammer.31. Da sagde hans Folk til ham: Vi har hørt, at Kongerne overIsraels Hus er nådige Konger; lad os binde Sæk om Lænderne ogReb om Hovederne og gå ud til Israels Konge, måske han da vilskåne dit Liv!"32. Så bandt de Sæk om Lændeme og Reb om Hovederne og kom tilIsraels Konge og sagde: "Din Træl Benhadad siger: Lad mig leve!"Han svarede: "Er han endnu i Live? Han er min Broder!"33. Det tog Mændene for et godt Varsel. og de tog ham straks påOrdet, idet de sagde: "Benhadad er din Broder!" Da sagde han:"Gå hen og hent ham!" Så gik Benhadad ud til ham, og han tog hamop i Vognen til sig.34. Benhadad sagde nu til ham: "De Byer, min Fader fratog din Fader,vil jeg give tilbage, og du må bygge dig Gader i Damaskus, ligesom min Fader gjorde i Samaria! På disse Vilkår give du migfri!" Og han sluttede Pagt med ham og lod ham gå.
35. Men en af Profetsønnerne sagde med HERRENs Ord til sin Fælle:"Slå mig!" Men han vægrede sig derved.36. Da sagde han til ham: "Fordi du ikke har adlydt HERRENsOrd. skal en Løve dræbe dig, når du går bort fra mig!" Og da hangik bort fra ham, traf en Løve på ham og dræbte ham.37. Så traf Profetsønnen en anden og sagde til ham: "Slå mig!" Ogden anden slog ham og sårede ham.38. Så gik Profeten hen og stillede sig på den Vej, Kongen kom, oggjorde sig ukendelig med et Bind for Øjnene.39. Da Kongen kom forbi, råbte han til ham: "Din Træl var draget medi Kampen; da kom en hen til mig med en Mand og sagde: Vogt denMand vel! Slipper han bort, skal du svare for hans Liv med diteget Liv eller bøde en Talent Sølv!40. Men din Træl var optaget snart her, snart der, og borte varhan." Da sagde Israels Konge til ham: "Det er din Dom, du harselv fældet den!"41. Så tog han hurtig Bindet fra Øjnene, og Israels Konge genkendteham som en af Ptofeterne.42. Og han sagde til ham: "Så siger HERREN: Fordi du gav Slip på denMand, der var hjemfaldet til mit Band, skal du svare for hansLiv med dit eget Liv og for hans Folk med dit eget Folk!"43. Da drog Israels Konge hjem, misfornøjet og ilde til Mode, og hankom til Samaria.
Første Kongebog 21
1. Derefter hændte følgende. Jizrae'eliten Nabot havde en Vingård iJizre'el lige ved Kong Akab af Samarias Palads.2. Akab sagde til Nabot: "Overlad mig din Vingård, for at jeg kanfå den til Køkkenhave; den ligger jo lige ved mit Palads; jegvil give dig en bedre Vingård i Bytte eller betale dig, hvad dener værd, i rede Penge, om du foretrækker det."3. Men Nabot svarede Akab: "HERREN bevare mig fra at overlade digmine Fædres Arvelod!"4. Så gik Akab hjem, misfornøjet og ilde til Mode over det Svar,Jizre'eliten Nabot havde givet ham: "Jeg vil ikke overlade digmine Fædres Arvelod!" Og han lagde sig til Sengs, vendte sitAnsigt bort og spiste ikke.5. Da kom hans Hustru Jesabel ind og sagde til ham: "Hvorfor er duså misfornøjet, og hvorfor spiser du ikke?"6. Han svarede hende: "Jo, jeg sagde til Jizreeliten Nabot: Overladmig din Vingård for rede Penge, eller mod at jeg giver dig enanden Vingård i Bytte, om du hellere vil det! Men han svarede:Jeg vil ikke overlade dig min Vingård!"7. Da sagde hans Hustru Jesabel til ham: "Er det dig, der for Tidener Konge i Israel? Stå op, spis og vær ved godt Mod, jeg skalskaffe dig Jizre'eliten Nabots Vingård!"
8. Derpå skrev hun et Brev i Akabs Navn, satte hans Segl under ogsendte det til de Ældste og de fornemme i Nabots By, dem, hanboede imellem.9. I Brevet havde hun skrevet: "Udråb en Fastedag og sæt Nabotøverst blandt Folket10. og lige over for ham to Niddinger, som kan vidne imod ham ogsige: Du har forbandet Gud og Kongen! Og før ham så ud og stenham til Døde!"11. Hans Bysbørn, de Ældste og de fornemme, som boede i hans By,gjorde nu, som Jesabel havde sendt Bud til dem om, således somder stod i Brevet, hun havde sendt dem;12. de udråbte en Fastedag og satte Nabot øverst blandt Folket;13. og de to Niddinger kom og satte sig lige over for ham og vidnedeimod ham i Folkets Påhør og sagde: "Nabot har forbandet Gud ogKongen!" Og derpå førte de ham uden for Byen og stenede ham tilDøde.14. Så sendte de Jesabel det Bud: "Nabot er stenet til Døde!"15. Og da Jesabel hørte, at Nabot var stenet til Døde, sagde hun tilAkab: "Stå op og tag Jizre'eliten Nabots Vingård, som hanvægrede sig ved at sælge dig, i Besiddelse, thi Nabot lever ikkemere, han er død!"16. Så snart Akab hørte, at Nabot var død, rejste han sig og gik nedtil Jizre'eliten Nabots Vingård for at tage den i Besiddelse.
17. Men HERRENs Ord kom til Tisjbiten Elias således:18. "Stå op, gå Akab, Israels Konge i Samaria, i Møde; han er just iNabots Vingård, som han er gået ned at tage i Besiddelse.19. Og tal således til ham: Så siger HERREN: Har du myrdet ogallerede tiltrådt Arven? Sig fremdeles til ham: Så siger HERREN:På samme Sted, Hundene slikkede Nabots Blod, skal de også slikkedit!"20. Da sagde Akab til Elias: "Har du fundet mig, min Fjende?" Og hansvarede: "Ja, jeg har fundet dig! Fordi du har solgt dig selvtil at gøre, hvad der er ondt i HERRENs Øjne,21. se, derfor vil jeg bringe Ulykke over dig og feje dig bort ogudrydde hvert mandligt Væsen, store og små, af Akabs Slægt, iIsrael;22. jeg vil handle med dit Hus som med Jeroboams, Nebats Søns, Husog Basjas, Abijas Søns, Hus for den Krænkelse, du har øvet, ogfordi du har forledt Israel til Synd.23. Men også om Jesabel har HERREN talet og sagt: Hundene skal ædeJesabel på Jizre'els Mark!24. Den af Akabs Slægt, der dør i Byen, skal Hundene æde, og den,der dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde!"
25. Aldrig har der været nogen der som Akab solgte sig selv til atgøre, hvad der er ondt i HERRENs Øjne, fordi hans Hustru Jesabelforledte ham dertil;26. han handlede såre vederstyggeligt, idet han boldt sig tilAfgudsbillederne ganske som Amoriterne, dem, HERREN drev bortforan Israeliterne.
27. Da Akab hørte de Ord, sønderrev han sine Klæder og bandt Sæk omsin bare Krop og fastede, og han sov i Sæk og gik sagtelig om.28. Da kom HERRENs Ord til Tisjbiten Elias således:.29. "Har du set, hvorledes Akab ydmyger sig for mig? Fordi hanydmyger sig for mig, vil jeg ikke lade Ulykken komme i hansDage; i hans Søns Dage vil jeg lade Ulykken komme over hansHus!"
Første Kongebog 22
1. De holdt sig nu rolige i tre År, der var ikke Krig mellem Aramog Israel.2. Og i det tredje År drog Kong Josafat af Juda ned til IsraelsKonge.3. Da sagde Israels Konge til sine Folk: "I ved jo, at Ramot iGilead hører os til, og dog rører vi os ikke for at tage det fraArams Konge!"4. Og han sagde til Josafat: "Vil du drage med i Krig mod Ramot iGilead?" Josafat svarede Israels Konge: "Jeg som du, mit Folksom dit, mine Heste som dine!"
5. Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg dog først om,hvad HERREN siger!"6. Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, henved 400 Mand,og spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, ellerskal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så skal HERRENgive det i Kongens Hånd!"7. Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu een af HERRENs Profeter, vi kan spørge?8. Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kanrådspørge HERREN; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår miggodt, kun ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat sagde:Således må Kongen ikke tale!"9. Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: "Hent hurtigMika, Jimlas Søn!"
10. Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iførtderes Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alleProfeterne spåede foran dem.11. Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: "Såsiger HERREN: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de ertilintetgjort!12. Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: "Drag op mod Ramoti Gilead, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det iKongens Hånd!"
13. Men Budet, der var gået efter Mika, sagde til ham: Se,Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal dunu som de og giv gunstigt Svar!14. Men Mika svarede: "Så sandt HERREN lever: Hvad HERREN siger mig,det vil jeg tale!15. Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage iKrig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svaredehan: "Drag derop, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil givedet i Kongens Hånd!"16. Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besværedig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i HERRENs Navn?"17. Da sagde han: Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en Hjorduden Hyrd: og HERREN sagde: De Folk har ingen Herre, lad demvende tilbage i Fred, hver til sit!18. Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at hanaldrig spår mig godt, kun ondt!
19. Da sagde Mika: "Så hør da HERRENs Ord! Jeg så HERREN sidde påsin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre forham;20. og HERREN sagde: Hvem vil dåre Akab, så han drager op og falderved Ramot i Gilead? En sagde nu eet, en anden et andet;21. men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran HERREN og sagde:Jeg vil dåre ham! HERREN spurgte ham: Hvorledes?22. Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hansProfefers Mund! Da sagde HERREN: Ja, du kan dåre ham; gå hen oggør det!23. Se, således har HERREN lagt en Løgnens Ånd i alle disse dineProfeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!"
24. Da trådte Zidkija, Kena'as Søn, frem og slog Mika på kinden og,sagde: "Ad hvilken Vej skulde HERRENs Ånd have forladt mig forat tale til dig?"25. Men Mika sagde: "Det skal du få at se, den Dag du flygter fraKammer til Kammer for at skjule dig!"26. Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring ham tilbage til Amon,Byens Øverste, og Kongesønnen Joasj27. og sig: Såleds siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sætham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadttilbage!"28. Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så har HERREN ikketalet ved mig!" Og han sagde: "Hør, alle I Folkeslag!"
29. Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot iGilead.30. Og Israels Konge sagde til Josafat: "Jeg vil forklæde mig, førjeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!" Og IsraelsKonge forklædte sig og drog så i Kampen.31. Men Arams Konge havde givet sine to og tredive Vognstyrere denBefaling: "I må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, udenIsraels Konge alene!"32. Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: "Det ersikkert Israels Konge!" Og de rettede deres Angreb mod ham. Dagav Josafat sig til at råbe;33. og da Vognstyrene opdagede, at det ikke var Israels konge, trakde sig bort fra ham.
34. Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramteIsraels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sinVognstyrer: "Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!"35. Men Kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Kongen holdt sigoprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften, skønt Blodetfra Såret flød ned i Bunden at Vognen; men om Aftenen døde han.36. Da Solen gik ned, gik det Råb gennem Lejren: "Enhver drage hjemtil sin By og sit Land,37. thi Kongen er død!" Så kom de til Samaria, og de jordede Kongender.38. Og da man skyllede Vognen ved Samarias Dam, slikkede Hundenehans Blod, og Skøgerne badede sig deri efter det Ord, HERRENhavde talet.
39. Hvad der ellers er at fortælle om Akab, alt, hvad han gjorde,Elfenbenshuset, han lod opføre, og alle de Byer, han befæstede,står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.40. Så lagde Akab sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Ahazjablev Konge i hans Sted.
41. Josafat, Asas Søn, blev Konge over Juda i Kong Akab af Israelsfjerde Regeringsår.42. Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge, og hanherskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Azuba og varen Datter af Sjilhi.43. Han vandrede nøje i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idethan gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne.44. Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket blev ved at ofre ogtænde Offerild på Højene.45. Og Josafat havde Fred med Israels Konge.
46. Hvad der ellers er at fortælle om Josafat, de Heltegerninger,han udførte, og de Krige, han førte, står jo optegnet i JudasKongers Krønike.47. De sidste af Mandsskøgerne, som var tilbage fra hans Fader AsasTid, udryddede han af Landet.48. På den Tid var der ingen Konge i Edom.49. Kong Josafats Statholder byggede et Tarsisskib til Fart på Ofirefter Guld; men der kom intet ud af det, da Skibet gik under vedEzjongeber.50. Da foreslog Ahazja, Akabs Søn, Josafat at lade sine Folk sejlemed hans; men Josafat afslog det.51. Så lagde Josafat sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hossine Fædre i sin Fader Davids By og hans Søn Joram blev Konge ihans Sted.
52. Ahazja, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i KongJosafat af Judas syttende Regeringsår, og han herskede to Årover Israel.53. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i sinFaders og sin Moders Spor og i Jeroboams, Nebats Søns, Spor,han, som forledte Israel til at synde.54. Han dyrkede Ba'al og tilbad ham og krænkede HERREN, Israels Gud,nøjagtigt som hans Fader havde gjort.
Anden Kongebog
Anden Kongebog 1
1. Efter Alkahs Død faldt Moab fra Israel.
2. Og Ahazja faldt ud gennem Vinduesgitteret for sin Stue på Tageti Samaria og blev syg; da sendte han Sendebud af Sted og sagdetil dem: "Gå hen og spørg Ekrons Gud Ba'al-Zebub, om jeg kommermig af min Sygdom!"3. Men HERRENs Engel sagde til Tisjbiten Elias: "Gå Sendebudene fraSamarias Konge i Møde og sig til dem: Mon det er, fordi deringen Gud er i Israel, at I drager hen for at rådspørge EkronsGud Ba'al-Zebub?4. Derfor, så siger HERREN: Det Leje, du steg op på, kommer du ikkened fra, thi du skal dø!" Dermed gik Elias bort.
5. Da Sendebudene kom tilbage til ham, spurgte han dem: "Hvorforkommer I tilbage?"6. De svarede: "En Mand kom os i Møde og sagde til os: Vend tilbagetil Kongen, som har sendt eder, og sig: Så siger HERREN: Mon deter, fordi der ingen Gud er i Israel, at du sender Bud for atrådspørge Ekrons Gud Ba'al-Zebub? Derfor: Det Leje, du steg oppå, kommer du ikke ned fra, thi du skal dø!"7. Han spurgte dem da: "Hvorledes så den Mand ud, som kom eder iMøde og sagde disse Ord til eder?"8. De svarede: "Det var en Mand i en lådden Kappe med et Læderbælteom Lænderne." Da sagde han: "Det er Tisjbiten Elias."
9. Derpå sendte han en Halvhundredfører med hans halvtredsindstyveMand ud efter ham; og da han kom op til ham på Bjergets Top,hvor han sad, sagde han til ham: "Du Guds Mand! Kongen byder:Kom ned!"10. Men Elias svarede Halvhundredføreren: "Er jeg en Guds Mand, såfare Ild ned fra Himmelen og fortære dig og dinehalvtredsindstyve Mand!" Da for Ild ned fra Himmelen ogfortærede ham og hans halvtredsindstyve Mand.11. Atter sendte Kongen en Halvhundredfører med hanshalvtredsindstyve Mand ud efter ham; og da han kom derop, sagdehan til ham: "Du Guds Mand! Således siger Kongen: Kom straksned!"12. Men Elias svarede ham: "Er jeg en Guds Mand, så fare Ild ned fraHimmelen og fortære dig og dine halvtredsindstyve Mand!" Da forGuds Ild ned fra Himmelen og fortærede ham og hanshalvtredsindstyve Mand.13. Atter sendte Kongen en Halvhundredfører ud efter ham: men da dentredje Halvhundredfører kom derop, kastede han sig på Knæ forElias, bønfaldt ham og sagde: "du Guds Mand! Lad dog mit ogdisse dine halvtredsindstyve Trælles Liv være dyrebarl i dineØjne!14. Se, Ild for ned fra Himmelen og fortærede de to førsteHalvhundredførere og deres halvtredsindstyve Mand, men lad numit Liv være dyrebart i dine Øjne!"15. Da sagde HERRENs Engel til Elias: "Gå ned med ham, frygt ikkefor ham!" Så gik han ned med ham og fulgte ham til Kongen.16. Og han sagde til Kongen: "Så siger HERREN: Fordi du har sendtSendebud hen at rådspørge Ekrons Gud Ba'al-Zebub - men det er,fordi der ingen Gud er i Israel, du kunde rådspørge? - derfor:Det Leje, du steg op på, kommer du ikke ned fra, thi du skaldø!"17. Og han døde efter det HERRENs Ord, som Elias havde talt. Og hansBroder Joram blev Konge i hans Sted i Josafats Søns, Kong Joramaf Judas, andet Regeringsår; thi han havde ingen Søn.
18. Hvad der ellers er at fortælle om Ahazja, hvad han udførte, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
Anden Kongebog 2
1. Dengang HERREN ville lade Elias fare op til Himmelen i etStormvejr, gik Elias fra Gilgal.2. Og Elias sagde til Elisa: "Bliv her, thi HERREN vil have mig tilBetel!" Men Elisa svarede: "Så sandt HERREN lever, og så sandtdu lever, jeg går ikke fra dig!" De gik da ned til Betel.3. Så kom Profetsønnerne i Betel ud til Elisa og sagde til ham:"Ved du, at HERREN i dag vil tage din Herre bort fra dig?" Hansvarede: "Ja, jeg ved det, ti kun stille!"4. Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, Elisa, thi HERREN vil havemig til Jeriko!" Men han svarede: "Så sandt HERREN lever, og såsandt du lever, jeg går ikke fra dig!" De kom da til Jeriko.5. Men Profetsønnerne i Jeriko trådte hen til Elisa og sagde tilham: "Ved du, at HERREN i Dag vil tage din Herre bort fra dig?"Han svarede: "Ja, jeg ved det, ti kun stille!"6. Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, thi HERREN vil have migtil Jordan!" Men han svarede: "Så sandt HERREN lever, og såsandt du lever, jeg går ikke fra dig!" Så fulgtes de ad.7. Men halvtredsindstyve af Profetsønnerne gik hen og stillede siget godt Stykke derfra, medens de to stod ved Jordan.
8. Elias tog nu sin Kappe, rullede den sammen og slog Vandet medden; da skiltes det ad, og de gik begge over på tør Bund.9. Og da de var kommet over, sagde Elias til Elisa: "Sig, hvad duønsker, jeg skal gøre for dig, før jeg tages bort fra dig!"Elisa svarede: "Måtte to Dele af din Ånd komme over mig!"10. Da sagde han: "Det er et stort Forlangende, du kommer med!Dersom du ser mig, når jeg tages bort fra dig, skal det blivedig til Del, ellers ikke!"11. Medens de nu gik og talte sammen, se, da kom en lldvogn ogIldheste og skilte dem ad, og Elias for op til Himmelen iStormvejret.12. Og Elisa så det og råbte: "Min Fader, min Fader, du IsraelsVogne og Ryttere!" Og han så ham ikke mere. Så greb han sineKlæder og sønderrev dem.