12. Nu var det således, at når en af de unge Pigers Tid til at gåind til Kong Ahasverus kom, efter at hun i tolv Måneder varbehandlet efter Forskriften for Kvinderne sålang Tid tog nemligSkønhedsplejen; seks Måneder blev de behandlet med Myrraolie ogandre seks Måneder med vellugtende Stoffer og de andreSkønhedsmidler, som bruges af Kvinder13. når så den unge Pige gik ind til Kongen, gav man hende alt, hvadhun bad om, med fra Fruerstuen til Kongens Hus.14. Hun gik da derind om Aftenen, og næste Morgen vendte hun tilbageog kom så ind i den anden Fruerstue og blev stillet under Opsynaf Sja'asjgaz, den kongelige Hofmand, som vogtede Medhustruerne;så kom hun ikke mere til Kongen, medmindre Kongen havde syntessærlig godt om hende og hun udtrykkelig blev kaldt til ham.
15. Da nu Tiden kom til, at Ester, en Datter af Abihajil, der varFarbroder til Mordokaj, som havde taget hende til sig i DattersSted, skulde gå ind til Kongen, krævede hun ikke andet, end hvadHegaj, den kongelige Hofmand, som vogtede Kvinderne, rådedetil. Og Ester vandt Yndest hos alle, som så hende.16. Så blev Ester hentet til Kong Ahasverus i hans kongelige Paladsi den tiende Måned, det er Tebet Måned, i hans syvendeRegeringsår.17. Og Kongen fik Ester kærere end alle de andre Kvinder, og hunvandt hans Yndest og Gunst mere end alle de andre Jomfruer. Oghan satte et kongeligt Diadem på hendes Hoved og gjorde hendetil Dronning i Vasjtis Sted.18. Derpå gjorde Kongen et stort Gæstebud for alle sine Fyrster ogFolk til Ære for Ester, og han eftergav Straf i sine Lande oguddelte Gaver, som det sømmede sig en Konge.
19. Da Mordokaj engang sad i Kongens Port -20. Ester havde, som Mordokaj havde pålagt hende, intet røbet om sinSlægt og sit Folk; thi Ester gjorde, hvad Mordokaj sagde, somhun havde gjort, da hun var i Pleje hos ham21. som Mordokaj ved den Tid engang sad i Kongens Port, blev Bigtanog Teresj, to kongelige Hofmænd, der hørte til Dørvogterne,vrede på Kong Ahasverus og søgte Lejlighed til at lægge Hånd påham.22. Det fik Mordokaj at vide og meddelte Dronning Ester det; ogEster sagde det til Kongen fra Mordokaj.23. Sagen blev undersøgt, og da den havde sin Rigtighed, blev debegge hængt i en Galge. Det blev optegnet i Krøniken i KongensPåsyn.
Ester 3
1. Nogen Tid efter gav Kong Ahasverus Agagiten Haman, HammedatasSøn, en høj Stilling og udmærkede ham og gav ham Forsædet blandtalle Fyrsterne, som var hos ham.2. Og alle Kongens Tjenere, som var i Kongens Port, faldt på Knæ ogkastede sig til Jorden for Haman, thi den Ære havde Kongenpåbudt at vise ham. Men Mordokaj faldt ikke på Knæ og kastedesig ikke til Jorden.3. Kongens Tjenere, som var i Kongens Port, sagde da til Mordokaj:"Hvorfor overtræder du Kongens Bud?"4. Og da de havde sagt det til ham flere Dage i Træk, uden at hanænsede det, meldte de Haman det for at se, om Mordokajs Ordvilde blive taget for gyldige; thi han havde gjort gældende overfor dem, at han var Jøde.5. Da nu Haman så, at Mordokaj hverken faldt på Knæ eller kastedesig til Jorden for ham, blev han såre opbragt.6. Og da det blev fortalt ham, hvilket Folk Mordokaj tilhørte, varhan ikke tilfreds med kun at lægge Hånd på Mordokaj, men sattesig til Mål at få alle Jøderne i hele Ahasverus's Rige udryddet,fordi det var Mordokajs Folk.7. I den første Måned, det er Nisan Måned, i Kong Ahasverus'stolvte Regeringsår kastede man i Hamans Påsyn Pur, det er Lod,om hver enkelt Dag og hver enkelt Måned, og Loddet traf dentrettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned.
8. Haman sagde derpå til Kong Ahasverus: Der findes et Folk, sombor spredt og lever for sig selv iblandt Folkene i alle ditRiges Dele; deres Love er anderledes end alle andre Folks, ogKongens Love holder de ikke. Derfor er det ikke Kongen værdigtat lade dem være i Fred.9. Hvis Kongen synes, lad der så udgå skriftlig Befaling til atudrydde dem; jeg vil da kunne tilveje Embedsmændene 10.000Talenter Sølv til at lægge i Kongens Skatkamre.10. Da tog Kongen Seglringen at sin Hånd og gav den til AgagitenHaman, Hammedatas Søn, Jødernes Fjende,11. og Kongen sagde til Haman: "Sølvet skal tilhøre dig, og medFolket kan du gøre, hvad du finder for godt!"
12. Kongens Skrivere blev så tilkaldt den trettende Dag i den førsteMåned; og ganske som Haman bød, affattedes Skrivelser til dekongelige Satraper og Statholdere over hver enkelt Laodsdel ogtil hvert enkelt Folks Fyrster, til hver Landsdel med dens egenSkrift og til hvert Folk på dets eget Sprog. I Kong Ahasverus'sNavn blev de skrevet, og de forsegledes med Kongens Seglring.13. Skrivelser sendtes så ved Ilbud ud i alle Kongens Lande medBefaling til at udrydde, ihjelslå og tilintetgøre alle Jøder,unge og gamle, Børn og Kvinder, på een Dag, den trettende Dag iden tolvte Måned, det er Adar Måned, og at prisgive deresEjendele.14. En Afskrift af Skrivelsen, der skulde udstedes som Forordning ialle Rigets Dele, blev kundgjort for alle Folkene, for at dekunde være rede til den Dag.15. Ilbudene skyndte sig af Sted på Kongens Bud, så snartForordningen var udgået i Borgen Susan. Kongen og Haman sattesig så til at drikke; men Byen Susan var rædselsslagen.
Ester 4
1. Da Mordokaj fik at vide alt, hvad der var sket, sønderrev hansine Klæder, klædte sig i Sæk og Aske og gik ud i Byen ogudstødte høje Veråb;2. og han kom hen på Pladsen foran Kongens Port, men heller ikkelængere, fordi det ikke var tilladt at gå ind i Kongens Port,når man var klædt i Sæk.3. Og i hver eneste Landsdel, overalt, hvor Kongens Bud ogForordning nåede hen, var der blandt Jøderne stor Sorg og Faste,Gråd og Klage, og mange af dem redte sig et Leje af Sæk og Aske.
4. Da nu Esters Piger og Hofmænd kom og fortalte hende det, grebesDronningen af heftig Smerte; og hun sendte Klæder ud tilMordokaj, for at man skulde give ham dem på og tageSørgeklæderne af ham; men han tog ikke imod dem.5. Da lod Ester Hatak, en af Kongens Hofmænd, som han havde stillettil hendes Tjeneste, kalde, og sendte ham til Mordokaj for at fåat vide, hvad det skulde betyde, og hvad Grunden var dertil.6. Da Hatak kom ud til Mordokaj på Byens Torv foran Kongens Port,7. fortalte Mordokaj ham alt, hvad der var hændt ham, og opgav hamnøje, hvor meget Sølv Haman havde lovet at tilveje KongensSkatkamre for at få Lov til at tilintetgøre Jøderne.8. Desuden gav han ham en Afskrift af Skrivelsen med den den iSusan udgåede Forordning om at udrydde dem, for at han skuldevise Ester den og tilkendegive hende det og pålægge hende at gåind til Kongen og bede ham om Nåde og gå i Forbøn hos ham forsit Folk.
9. Halak gik så ind og lod Ester vide, hvad Mordokaj havde sagt.10. Men Ester sendte Halak til Mordokaj med følgende Svar:11. Alle Kongens Tjenere og Folkene i Kongeos Lande ved, at der forenhver, Mand eller Kvinde, som ukaldet går ind til Kongen i deninderste Gård, kun gælder een Lov, den, at han skal lide Døden,medmindre Kongen rækker sit gyldne Septer ud imod ham; i så Faldbeholder han Livet. Men jeg har nu i tredive Dage ikke væretkaldt til Kongen!
12. Da han havde meddelt Mordokaj Esters Ord,13. bød Mordokaj ham svare Ester: "Tro ikke, at du alene af alleJøder skal undslippe, fordi du er i Kongens Hus!14. Nej, dersom du virkelig tier ved denne Lejlighed, så kommer derandetsteds fra Hjælp og Redning til Jøderne; men du og din Slægtskal omkomme. Hvem ved, om det ikke netop er for sligt TilfældesSkyld, at du er kommet til kongelig Værdighed!15. Da sendte Ester Mordokaj det Svar:16. Gå hen og kald alle Susans Jøder sammen og hold Faste for mig,således at I hverken spiser eller drikker Dag eller Nat i treDøgn; på samme Måde vil også jeg og mine Terner faste; ogderefter vil jeg gå ind til Kongen, skønt det er imod Loven;skal jeg omkomme, så lad mig da omkomme!17. Så gik Mordokaj hen og gjorde ganske som Ester havde pålagt ham.
Ester 5
1. Den tredje Dag iførte Ester sig det kongelige Skrud og trådteind i den indre Gård til Kongens Palads, foran Kongens Palads,medens Kongen sad på sin Kongetrone i det kongelige Palads udimod Indgangen.2. Da Kongen så Dronning Ester stå i Gården, fandt hun Nåde forhans Øjne, og Kongen rakte det gyldne Scepter, som han havde iHånden, ud imod Ester. Da trådte Ester hen og rørte ved Spidsenaf Scepteret;3. og Kongen sagde til hende: "Hvad fattes dig, Dronning Ester, oghvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal du fådet!4. Ester svarede: "Hvis Kongen synes, vil jeg bede Kongen og Hamanom i Dag at komme til et Gæstebud, jeg har gjort rede for ham."
5. Da sagde Kongen: Send hurtigt Bud efter Haman, for at EstersØnske kan blive opfyldt!" Så kom Haman og Kongen til detGæstebud, Ester havde gjort rede,6. og da de sad ved Vinen, sagde Kongen til Ester: Hvad er din Bøn?Du skal få den opfyldt. Og hvad er dit Ønske? Om det så erHalvdelen af Riget, skal det tilstås dig!7. Ester svarede: "Min Bøn og mit Ønske er8. hvis jeg har fundet Nåde for Kongens Øjne, og hvis det synesKongen ret at opfylde min Bøn og tilstå mig mit Ønske, så kommeKongen og Haman til et Gæstebud, jeg vil gøre rede for dem. IMorgen vil jeg da gøre, som Kongen siger!"
9. Haman gik glad og vel til Mode derfra den Dag. Men da Haman såMordokaj i Kongens Port, og han hverken rejste sig op ellerrørte sig af Pletten for ham, opfyldtes han af Vrede modMordokaj.10. Dog tvang han sig; men da han var kommet hjem, sendte han Budefter sine Venner og sin Hustru Zeresj;11. og Haman talte til dem om sin overvættes Rigdom og sine mangeSønner og om al den Ære, Kongen havde vist ham, og hvorledes hanhavde udmærket ham frem for Fyrsterne og Kongens Folk.12. Og Haman sagde: Dronning Ester lod heller ikke andre end migkomme med Kongen til det Gæstebud, hun havde gjoet rede; og jeger også indbudt af hende til i Morgen sammen med Kongen.13. Men alt det er mig ikke nok, så længe jeg ser denne JødeMordokaj sidde i Kongens Port."14. Da sagde hans Hustru Zeresj og alle hans Venner til ham: "Lad enGalge rejse, halvtredsindstyve Alen høj, og bed i Morgen tidligKongen om, at Mordokaj må blive hængt i den; så kan du gå gladtil Gæstebudet med Kongen. Det vandt Hamans Bifald, og han lodGalgen rejse.
Ester 6
1. Samme Nat veg Søvnen fra Kongen. Da bød han, at man skulde henteKrøniken, i hvilken mindeværdige Tildragelser var optegnet, ogman læste op for Kongen af den.2. Man fandt da optegnet, hvorledes Mordokaj havde meldt, atBigtana og Teresj, to kongelige Hofmænd, der hørte tilDørvogterne, havde søgt Lejlighed til at lægge Hånd på KongAhasverus.3. Kongen spurgte da: "Hvilken Ære og Udmærkelse er der vistMordokaj til Gengæld?" Kongens Folk, som gik ham til Hånde,svarede: "Der er ingen Ære vist ham."4. Så spurgte Kongen: Hvem er ude i Gården? Haman var netop kommetind i den ydre Gård til Kongens Palads for at bede Kongen om, atMordokaj måtte blive hængt i den Galge, han havde rejst til ham.5. Kongens Folk svarede ham: "Det er Haman, der står ude i Gården."Da sagde Kongen: "Lad ham komme ind!"
6. Da Haman var kommet ind; sagde Kongen til ham: "Hvad gør man vedden Mand, Kongen ønsker at hædre?" Haman tænkte ved sig selv:"Hvem andre end mig skulde Kongen ønske at hædre?"7. Derfor svarede Haman Kongen: "Hvis Kongen ønsker at hædre enMand,8. skal man lade hente en kongelig Klædning, som Kongen selv harbåret, og en Hest, som Kongen selv har redet, og på hvis Hovedder er sat en kongelig Krone,9. og man skal overgive Klædningen og Hesten til en af Kongensypperste Fyrster og give den Mand, Kongen ønsker at hædre,Klædningen på og føre ham på Hesten over Byens Torv og råbeforan ham: Således gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre!10. Da sagde Kongen til Haman: "Skynd dig at hente Klædningen ogHesten, som du sagde, og gør således ved Jøden Mordokaj, somsidder i den kongelige Port! Undlad intet af, hvad du sagde!11. Så hentede Haman Klædningen og Hesten, gav Mordokaj Klædningenpå'og førte ham på Hesten over Byens Torv og råbte foran ham:Således gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre!
12. Derefter gik Morkodaj tilbage til Kongens Port. Men Hamanskyndte sig hjem, nedslået og med tilhyllet Hoved.13. Og Haman fortalte sin Hustru Zeresj og alle sine Venner alt,hvad der var hændet ham. Da sagde hans Venner og hans HustruZeresj til ham: Hvis Mordokaj, over for hvem du nu for førsteGang er kommet til kort, er af jødisk Æt, så kan du intetudrette imod ham, men det bliver dit Fald til sidst!
14. Medens de endnu talte med ham, indtraf de kongelige Hofmænd for hurtigt at hente Haman til det Gæstebud, Ester havde gjort rede.
Ester 7
1. Da Kongen tillige med Haman var kommet til Gæstebudet hosDronning Ester2. spurgte Kongen atter den Dag Ester, medens de sad ved Vinen:"Hvad er din Bøn, Dronning Ester? Du skal få den opfyldt. Oghvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal dettilstås dig!"3. Dronning Ester svarede: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne,Konge, og hvis Kongen synes, giv mig så mit Liv på min Bøn oggiv mig mit Folk på mit Ønske;4. thi jeg og mit Folk er solgt til at udryddes, ihjelslås ogtilintetgøres. Var vi endda solgt som Trælle og Trælkvinder,vilde jeg have tiet, thi så havde Ulykken ikke været stor noktil at ulejlige Kongen med!"5. Da svarede Kong Ahasverus Dronning Ester: "Hvem er han, og hvorer han, som har fået i Sinde at gøre dette?"6. Ester svarede: En fjendsk og ildesindet Mand, den onde Hamander!" Da blev Haman slaget af Rædsel for Kongen og Dronningen.7. Og Kongen rejste sig i Vrede fra Gæstebudet og gik ud iPaladsets Park, men Haman blev tilbage for al bønfalde DronningEster om sit Liv; thi han mærkede, at det var Kongens fasteVilje at styrte ham i Ulykke.8. Da Kongen kom tilbage fra Paladsets Park til Gæstebudsalen,havde Haman netop kastet sig ned over Divanen, som Ester låpå. Så sagde Kongen: "Vil han oven i Købet øve Vold imodDronningen her i Huset i min Nærværelse!" Næppe var det Ordudgået af Kongens Mund, før man tilhyllede Hamans Ansigt;9. og Harbona, en af Hofmændene, der stod i Kongens Tjeneste,sagde: "Ved Hamans Hus står allerede den halvtredsindstyve Alenhøje Galge, som Haman har ladet rejse til Mordokaj, hvis Ord dogvar Kongen til Gavn!" Da sagde Kongen: "Hæng ham i den!"10. Og de hængte Haman i den Galge, han havde rejst til Mordokaj. Sålagde Kongens Vrede sig.
Ester 8
1. Samme Dag gav Kong Ahasverus Dronning Ester Hamans, JødernesFjendes, Hus. Og Mordokaj fik Foretræde hos Kongen, thi Esterhavde fortalt, hvad han havde været for hende.2. Og Kongen tog sin Seglring, som han havde frataget Haman, og gavMordokaj den. Og Ester satte Mordokaj over Hamans Hus.
3. Men Ester henvendte sig atter til Kongen, og hun kastede sig nedfor hans Fødder og græd og bønfaldt ham om at afværge de ondeRåd, Agagiten Haman havde lagt op imod Jøderne.4. Kongen rakte det gyldne Scepter ud imod Ester, og Ester rejstesig op og trådte hen til Kongen5. og sagde: Hvis Kongen synes, og hvis jeg har fundet Nåde forhans Ansigt og Kongen holder det for ret, og han har Behag imig, lad der så blive givet skriftlig Befaling til attilbagekalde de Skrivelser, Agagiten Haman, Hammedatas Søn,udpønsede, og som han lod udgå for at udrydde Jøderne i alleKongens Lande;6. thi hvor kan jeg udholde at se den Ulykke, som rammer mit Folk,og hvor kan jeg udholde at se min Slægts Undergang!"7. Da sagde Kong Ahasverus til Dronning Ester og Jøden Mordokaj:Hamans Hus har jeg givet Ester, og han, selv er blevet hængt iGalgen, fordi han stod Jødeme efter Livet.8. Nu kan I selv i Kongens Navn affatte en Skrivelse om Jøderne,som I finder det for godt, og sætte det kongelige Segl under;thi en Skrivelse, der een Gan: er udgået i Kongens Navn ogforseglet med det kongelige Segl, kan ikke kaldes tilbage.
9. Så blev Kongens Skrivere med det samme tilkaldt på den tre ogtyvende Dag i den tredje Måned, det er Sivan Måned, og der blevskrevet, ganske som Mordokaj bød, til Jøderne og til Satraperneog Statholderne og Fyrsterne i Landene fra Indien til Ætiopien,127 Landsdele, til hver Landsdel med dens egen Skrift og tilhvert Folk på dets eget Sprog, også til Jøderne med deres egenSkrift og på deres eget Sprog.10. Han affattede Skrivelser i Kong Ahasverus's Navn og forseglededem med Kongens Seglring; derefter sendte han dem ud ved ridendeIlbud, der red på Gangere fra de kongelige Stalde, medKundgørelse om,11. at Kongen tilstedte Jøderne i hver enkelt By at slutte sigsammen og værge deres Liv og i hvert Folk og hvert Land atudrydde, ihjelslå og tilintetgøre alle væbnede Skarer, somangreb dem, tillige med Børn og Kvinder, og at plyndre deresEjendele,12. alt på en og samme Dag i alle Kong Ahasverus's Lande, på dentrettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned.13. En Afskrift af Skrivelsen, der skulde udgå som Forordning i alleRigets Dele, blev kundgjort for alle Folkene, for at Jøderne denDag kunde være rede til at tage Hævn over deres Fjender.14. Så snart Forordningen var givet i Borgen Susan, skyndteIlbudene, som red på de kongelige Gangere, sig på Kongens Bud afSted så hurtigt, de kunde.15. Men Mordokaj gik fra Kongen i en Kongelig Klædning af violetPurpur og hvidt Linned, med et stort Gulddiadem og en Kappe affint Linned og rødt Purpur, medens Byen Susan jublede og glædedesig.16. Jøderne havde nu Lykke og Glæde, Fryd og Ære;17. og i hver eneste Landsdel og i hver eneste By, hvor bongens Budog Forordning nåede hen, var der Fryd og Glæde blandt Jødernemed Gæstebud og Fest. Og mange af Hedningerne gik over tilJødedommen, thi Frygt for Jøderne var faldet på dem.
Ester 9
1. På den trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned, deter den Dag, da Kongens Befaling og Forordning skulde udføres,den Dag, da Jødernes Fjender havde håbet at kunne overvælde dem,medens det nu omvendt blev Jøderne, der på den Dag skuldeovervælde deres Avindsmænd,2. sluttede Jøderne sig sammen i deres Byer i alle Kong Ahasverus'sLande for at lægge Hånd på dem, der vilde dem ondt; og ingenholdt Stand imod dem, thi Frygt for dem var faldet på alleFolkene.3. Og alle Landenes Fyrster og Satraperne og Statholderne og dekongelige Embedsmænd hjalp Jøderne, thi Frygt for Mordokaj varfaldet på dem.4. Thi Mordokaj havde meget at sige ved Kongens Hof, og der gik Ryaf ham i alle Lande; thi samme Mordokaj blev mægtigere ogmægtigere.
5. Således slog Jøderne løs på alle deres Fjender med Sværdhug,Drab og Ødelæggelse, og de handlede med deres Avindsmænd, som dehavde Lyst.6. I Borgen Susan dræbte og tilintetgjorde Jøderne 500 Mand;7. og Parsjandata, Dalfon, Aspata,8. Porata, Adalja, Aridata,9. Parmasjta, Arisaj, Aridaj og Vajezata,10. de ti Sønner af Haman, Hammedatas Søn, Jødernes Fjende, dræbtede. Men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud.
11. Samme dag kom Tallet på dem, der var dræbt i Borgen Susan,Kongen for Øre.12. Da sagde Kongen til Dronning Ester: I Borgen Susan har Jødernedræbt og tilintetgjort 500 Mand, også Hamans ti Sønner; hvad måde da ikke have gjort i de andre kongelige Landsdele! Dog, hvader din Bøn? Du skal få den opfyldt. Og hvad er yderligere ditØnske? Det skal tilstås dig!13. Ester svarede: Hvis Kongen synes, lad det så også i Morgentillades Jøderne i Susan at handle som i Dag og lad Hamans tiSønner blive hængt op i Galger!14. Da bød Kongen, at det skulde ske; og der udgik en Forordningderom i Susan, og Hamans ti Sønner blev hængt op i Galger.15. Så sluttede Jøderne i Susan sig også sammen på den fjortende Dagi Adar Måned og dræbte 300 Mand i Susan. Men efter Byttet raktede ikke Hænderne ud.
16. Men også de andre Jøder i Kongens Lande sluttede sig sammen ogværgede deres Liv og tog Hævn over deres Fjender og dræbte blandtderes Avindsmænd 7500017. på den trettende Dag i Adar Måned; men efter Byttet rakte deikke Hænderne ud; og de hvilede på den fjortende og gjorde dentil en Gæstebuds- og Glædesdag.18. Men Jøderne i Susan sluttede sig sammen både den trettende ogfjortende Dag i Måoeden og hvilede på den femtende, og dengjorde de til Gæstebuds- og Glædesdag.19. Derfor fejrer Jøderne på Landet, de, der bor i Landsbyerne, denfjortende Dag i Adar Måned som en Glædes-, Gæstebuds- ogFestdag, på hvilken de sender hverandre Gaver.
20. Og Mordokaj nedskrev disse Tildragelser og udsendte Skrivelsertil alle Jøder i alle Kong Ahasverus's Lande nær og fjern21. for at gøre det til Pligt for dem hvert År at fejre denfjortende og femtende Adar22. de Dage, da Jøderne fik Ro for deres Fjender, og den Måned, daderes Trængsel vendtes til Glæde og deres Sorg til en Festdag -at fejre dem som Gæstebuds- og Glædesdage, på hvilke de skuldesende hverandre af deres Mad og de fattige Gaver.23. Og Jøderne vedtog, at det, som de nu for første Gang havdegjort, og som Mordokaj havde skrevet til dem om, skulde være enfast Skik.24. Fordi Agagiten Haman, Hammedatas Søn, alle Jøders Fjende, havdelagt Råd op imod Jøderne om at tilintetgøre dem og kastet Pur -det er Lod - for at ødelægge og tilintetgøre dem,25. men Kongen havde, da det kom ham for Øre, givet skriftligBefaling til, at det onde Råd, Homan havde lagt op mod Jøderne,skulde falde tilbage på hans eget Hoved, og ladet ham og hansSønner hænge i Galgen,26. derfor kaldte man de bage Purim efter Ordet Pur. Og derfor, påGrund af alt, hvad Brevet indeholdt, og hvad de selv havdeoplevet i så Henseende, og hvad der var tilstødt dem,27. gjorde Jøderne det til en fast Skik og Brug for sig selv, deresEfterkommere og alle, som sluttede sig til dem, at de ubrødeligtÅr efter År skulde fejre de to Dage efter Forskrifterne om demog til den fastsatte Tid,28. og at de Dage skulde ihukommes og fejres i alle Tidsaldre ogSlægter, i hvert Laod og hver By, så at disse Purimsdage aldrigskulde gå af Brug hos Jøderne og deres Ihukommelse aldrig ophøreblandt deres Efterkommere.
29. Derpå lod Dronning Ester, Abihajils Datter, og Jøden Mordokaj eneftertrykkelig Skrivelse udgå for at stadfæste dette Brev omPurim.30. Og han sendte Breve til alle Jøder i de 127 Lande i Ahasverus'sRige med Freds og Sandheds Ord31. om at holde disse Purimsdage i Hævd på den fastsatte Tid,således som Jøden Mordokaj og Dronning Ester havde gjort det tilPligt for dem, og således som de havde bundet sig selv og deresEfterkommere til de foreskrevne Faster og Klageråb.32. Således stadfæstedes disse Purimsforskrifter ved EstersBefaling; og det blev optegnet i en Bog.
Ester 10
1. Kong Ahasverus lagde Skat på Fastlandet og Kystlandene.2. Og alt, hvad han gjorde i sin Magt og Vælde, og en nøjagtigSkildring af den høje Værdighed, Kongen ophøjede Mordokaj til,står optegnet i Mediens og Persiens Kongers Krønike.3. Thi Jøden Mordokaj havde den højeste Værdighed efter KongAhasverus, og han stod i høj Anseelse hos Jøderne og var elsketaf sine mange Landsmænd, fordi han virkede for sit Folks vel ogtalte til Bedste for al sin Slægt.
Job
Job 1
1. Der levede engang i Landet Uz en mand ved Navn Job. Det var enfrom og retsindig Mand, der frygtede Gud og veg fra det onde.2. Syv Sønner og tre Døtre fødtes ham;3. og hans Ejendom udgjorde 7000 Stykker Småkvæg, 3000 Kameler, 500Spand Okser, 500 Aseninder og såre mange Trælle, så han varmægtigere end alle Østens Sønner.4. Hans Sønner havde for Skik at holde Gæstebud på Omgang hoshverandre, og de indbød deres tre Søstre til at spise og drikkesammen med sig.5. Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Budog lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede hanBrændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mineSønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjordeJob hver Gang.
6. Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem forHERREN, og iblandt dem kom også Satan.7. HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svaredeHERREN: "Jeg har gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."8. HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job?Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig enMand, som frygter Gud og viger fra det onde."9. Men Satan svarede HERREN: "Mon det er for intet, Job frygterGud?10. Har du ikke omgærdet ham og hans Hus og alt, hvad han ejer, påalle Kanter? Hans Hænders Idræt har du velsignet, og hans Hjordebreder sig i Landet.11. Men ræk engang din Hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer!Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"12. Da sagde HERREN til Satan: "Se, alt hvad han ejer, er i dinHånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din Hånd!" Så gikSatan bort fra HERRENs Åsyn.
13. Da nu en Dag hans Sønner og Døtre spiste og drak i den ældsteBroders Hus,14. kom et Sendebud til Job og sagde: "Okserne gik for Ploven, ogAseninderne græssede i Nærheden;15. så faldt Sabæerne over dem og tog dem; Karlene huggede de nedmed Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."16. Medens han endnu talte, kom en anden og sagde: "Guds Ild faldtned fra Himmelen og slog ned iblandt Småkvæget og Karlene ogfortærede dem; jeg alene undslap for at melde dig det."17. Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: "Kaldæerne kom itre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlenehuggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde digdet."18. Medens han endnu talte, kom en fjerde og sagde: "Dine Sønner ogDøtre spiste og drak i deres ældste Broders Hus;19. og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog iHusets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, ogde omkom; jeg alene undslap for at melde dig det."20. Da stod Job op, sønderrev sin Kappe, skar sit Hovedhår af ogkastede sig til Jorden, tilbad21. og sagde: Nøgen kom jeg af Moders Skød, og nøgen vender jeg didtilbage. HERREN gav, og HERREN tog, HERRENs Navn være lovet!"22. I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt.
Job 2
1. Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem forHERREN, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham.2. HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svaredeHERREN: "Jeg bar gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."3. HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job?Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig enMand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder hanfast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til atødelægge ham!"4. Men Satan svarede HERREN: "Hud for Hud! En Mand giver alt, hvadhan ejer, for sit Liv!5. Men ræk engang din Hånd ud og rør ved hans Ben og Kød! Sandelig,han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"6. Da sagde HERREN til Satan: "Se, han er i din Hånd; kun skal duskåne hans Liv!"
7. Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn, og han slog Job med ondartetBylder fra Fodsål til Isse,8. Og Job tog sig et Potteskår til at skrabe sig med, medens hansad i Askedyngen.
9. Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast ved dinFromhed? Forband Gud og dø!"10. Men han svarede hende: "Du taler som en Dåre! Skulde vi tageimod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?" I alt dettesyndede Job ikke med sine Læber.
11. Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham,kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildadog Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deresMedfølelse og trøste ham.12. Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham,opløftede de deres Røst og græd, sønderrev alle tre deres Kapperog kastede Støv op over deres Hoveder.13. Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden atnogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelservar såre store.
Job 3
1. Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,2. og Job tog til Orde og sagde:3. Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, enDreng!"4. Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over denstråle ej Lyset frem!5. Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den,Formørkelser skræmme den!6. Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, denkomme ikke i Måneders Tal!7. Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!8. De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidseLivjatan";9. dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skueej Morgenrødens Øjenlåg,10. fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide formit Blik!
11. Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra ModersSkød?12. Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var derBryster at die?13. Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred14. blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,15. blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.16. Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikkefik Lyset at se!17. Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,18. alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;19. små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
20. Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,21. dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efterSkatte,22. som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav23. en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?24. Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer somVand.25. Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommerover mig.26. Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, såkommer Uro!
Job 4
1. Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:2. Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her væretavs?3. Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder, 4dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.5. Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer digselv, er du slaget af Skræk!
6. Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?7. Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindigeunder?8. Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høsterdet selv.9. For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.10. Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;11. Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
12. Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken13. i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;14. Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;15. et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.16. Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; enSkikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:17. "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?18. End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,19. endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deresGrundvold i Støvet!20. De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslåsuden at ænses, for evigt går de til Grunde.21. Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."
Job 5
1. Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige venderdu dig?2. Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død.3. Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;4. hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddededem;5. sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstigedrak deres Mælk.6. Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem afJorden,7. men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.
8. Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,9. som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,10. som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken11. for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,12. han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, dervarer,13. som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd erforhastet;14. i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var detNat.15. Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,16. så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.
17. Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den AlmægtigesTugt!18. Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger.19. Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden omdig;20. han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;21. du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdådkommer;22. du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vildedyr;23. du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;24. du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, ogintet fattes;25. du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dineSpirer;26. Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde.27. Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vidogså du det!
Job 6
1. Så tog Job til Orde og svarede:2. "Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!3. Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!4. Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deresGift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.5. Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sitFoder?6. Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?7. Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.
8. Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber9. vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,10. så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trodsskånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.11. Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skalvære tålmodig?12. Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?13. Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.
14. Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den AlmægtigesFrygt.15. Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandtbort,16. de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,17. men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;18. Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går tilGrunde;19. Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,20. men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!21. Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!22. Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,23. red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"
24. Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!25. Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad erden værd?26. Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dogMundsvejr!27. Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.
28. Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?29. Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jegRet!30. Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der erondt?
Job 7
1. Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hansDage.2. Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venterpå Løn,3. så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del. 4Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kanstå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættesaf Uro, til Dagen gryr.5. Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind ogvæsker.6. Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort udenHåb.7. Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke atskue!8. Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikkemere.9. Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker iDøden, borte,10. han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrigat se igen.
11. Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i ÅndensKvide, sukke i bitter Sjælenød.12. Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt vedmig?13. Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,14. da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,15. så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.16. Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!17. Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,18. hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?19. Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg harsunket mit Spyt?20. Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er MennesketsVogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig tilByrde?21. Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset?Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikkemere!
Job 8
1. Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:2. "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?3. Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?4. Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde iVold,5. så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!6. Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig,genrejse din Retfærds Bolig;7. din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtidblive.
8. Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til FædrenesGranskning!9. Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage påJord.10. Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar afHjertet:11. Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvorder ikke er Vand?12. Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.13. Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slårfejl:14. som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv; 15han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig tildet, ej står det fast.16. I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Havenover,17. i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fastmellem Sten;18. men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg harikke set dig!"19. Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspireren anden!
20. Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved deondes Hånd.21. End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;22. dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findesmer!
Job 9
1. Så tog Job til Orde og svarede:2. "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødeligover for Gud?3. Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et aftusind!4. Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap velderfra?5. Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,6. ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;7. han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætterhan Segl,8. han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,9. han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,10. han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!11. Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærkerham ikke;12. røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham:"Hvad gør du?"
13. Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sigunder ham;14. hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!15. Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer omNåde!16. Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikkemin Røst,17. han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår udenGrund,18. ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.19. Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvostævner ham da!20. Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri,han gør mig dog vrang!
21. Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv forintet!22. Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han tilintet!23. Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfriesHjertekval;24. Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til,hvem ellers, om ikke han?25. Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,26. gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.27. Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt ogvære glad,"28. må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikkefri.
29. Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingenNytte?30. Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,31. du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.32. Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kundegå for Retten sammen;33. vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!34. Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,35. da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er enanden!
Job 10
1. Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klageover ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,2. sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor dutvister med mig!3. Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænderdanned, men smile til gudløses Råd?4. Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,5. er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,6. siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,7. endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er deringen Redning!
8. Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind oggør mig til intet!9. Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du attergøre mig!10. Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,11. iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?12. Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd13. og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, ditØjemed var:14. Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.15. Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skuldedog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges medNød.16. Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligtmed mig;17. nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbødatter en Hær imod mig!18. Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, usetaf alle;19. jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fraModers Skød.
20. Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt, 21før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,22. Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lysetselv er som Mørket."
Job 11
1. Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:2. "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?3. Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke fåSkam?
4. Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"5. Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,6. kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; davilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!7. Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?8. Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget -hvad ved du?9. Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.10. Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?11. Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,12. så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.13. Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,14. hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,16. ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, derflød bort;17. dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyseMorgen.18. Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygttil Hvile,
19. du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.20. Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt,deres Håb er blot at udånde Sjælen!
Job 12
1. Så tog Job til Orde og svarede:2. "Ja, sandelig, I er de rette, med eder dør Visdommen ud!3. Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvokender vel ikke sligt?
4. Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. denretfærdige er til Latter.5. I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fodstår fast, mens Fristen varer.6. I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker GudsVrede, den, der fører Gud i sin Hånd.
7. Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skaloplyse dig,8. se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle digdet!9. Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENs Hånd har skabtdet;10. han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd, alt Menneskekødets Ånd!
11. Prøver ej Øret Ord, og smager ej Ganen Maden?12. Er Alderdom eet med Visdom, Dagenes Række med Indsigt?13. Hos ham er der Visdom og Vælde, hos ham er der Råd og Indsigt.
14. Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde,kommer ej ud;15. han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer, han slipper det løs, ogdet omvælter Jorden.16. Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild,er hans Værk.17. Rådsherrer fører han nøgne bort, og Dommere gør han til Tåber;18. han løser, hvad Konger bandt, og binder dem Reb om Lænd;19. Præster fører han nøgne bort og styrter ældgamle Slægter;20. han røver de dygtige Mælet og tager de gamles Sans;21. han udøser Hån over Fyrster og løser de stærkes Bælte;22. han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet forLyset,23. gør Folkene store og lægger dem øde, udvider Folkeslags Grænserog fører dem atter bort;24. han tager Jordens Høvdingers Vid og lader dem rave i vejløstØde;25. de famler i Mørke uden Lys og raver omkring som drukne.
Job 13
1. Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sigdet;2. hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.3. Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gåi Rette,4. mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.5. Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!6. Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage!7. Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?8. Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?9. Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som mannarrer et Menneske?10. Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog erpartiske.11. Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?12. Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler edersSkjolde.
13. Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!14. Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;15. se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg forham min Færd.16. Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sigikke til ham!17. Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!18. Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!19. Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!20. Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul fordig:21. Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!
22. Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skalsvare!23. Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!24. Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?25. Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,26. at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min UngdomsSkyld,27. lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mineVeje. indkredser mine Fødders Trin!
Job 1428. Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes opaf Møl,
1. Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes afUro;2. han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikkefast.3. Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!4. Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!5. Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og duhar sat ham en uoverskridelig Grænse,6. tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dagsom en Daglejer!
7. Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, detfattes ej nye Skud;8. ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:9. lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantetTræ;10. men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor erhan da?11. Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,12. så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlenforgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
13. Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede erovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!14. Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig alStridens Tid, indtil min Afløsning kom;15. du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine HændersVærk!16. Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,17. forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har dulukket til.
18. Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fraGrunden,19. som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har duudslukt Menneskets Håb.20. For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigtog lader ham fare.21. Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, hanmærker det ikke;22. ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volderSorg.
Job 15
1. Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:2. "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre medØstenvind3. for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?4. Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, somtilkommer Gud.5. Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog. DinMund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!7. Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højenevar?8. Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen tildig?9. Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikkekender?10. Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er flerend din Faders!11. Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede tildig?12. Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?13. Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.14. Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?15. End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hansØjne,16. hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
17. Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg harset,18. hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,19. dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:20. Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmandlever;21. Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren overham;22. han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,23. udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;24. Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham somen Konge, rustet til Strid.25. Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,26. stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.27. Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.28. tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i,bestemt til at ligge i Grus.29. Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sigikke hans Aks;30. han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hansBlomst rives bort af Vinden.31. Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal værehans Løn!32. I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;33. han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sinBlomst.34. Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer BestikkelsensTelte;35. svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrerSvig!
Job 16
1. Så tog Job til Orde og svarede:2. "Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!3. Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?4. Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mineOrd imod jer og ryste på Hovedet ad jer,5. styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!6. Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindringfår jeg?7. Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;8. at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhedvidner imod mig.9. Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imodmig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,10. de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkestil Hobe omkring mig;11. Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted hanmig.12. Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken ogsønderslog mig; han stilled mig op som Skive,13. hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel,udgyder min Galde på Jorden;14. Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.15. Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;16. mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,17. skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!
18. Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!19. Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;20. gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,21. at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket oghans Ven!
Job 1722. Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ejvender hjem fra.
1. Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;2. visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.3. Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?4. Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikkeophøje dem;5. den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjnehentæres.6. Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegnfor dem;7. mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;8. retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmesden skyldfri,9. men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.10. Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandtjer!11. Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;12. Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;13. vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mitLeje,14. Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.15. Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?16. Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke iStøvet?
Job 18
1. Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:2. "Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!3. Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne? 4Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jordenblive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?
5. Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;6. Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;7. hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd;8. thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem,9. Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast;10. Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;11. Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt:12. Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald:13. Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer;14. han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hansSkridt til Rædslernes Konge;15. i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig;16. nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene;17. hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn;18. man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fraJorderig;19. i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingentilbage;20. de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagneaf Rædsel.21. Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kenderGud!
Job 19
1. Så tog Job til Orde og svarede: 2. "Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord? 3. I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam. 4. Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig? 5. Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?
6. Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.7. Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der eringen Ret.8. Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier iMørke;9. han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,10. brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb somTræet;11. hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;12. samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, delejrer sig om mit Telt.13. Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,14. mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mitHus, har glemt mig;15. mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deresØjne;16. ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med minMund;17. ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg enStank;18. selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de modmig;19. Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sigmod mig.20. Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jegbort.21. Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig!22. Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?
23. Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,24. med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt!25. Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarerstå frem.26. Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skueGud,27. hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingenfremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!