28. Når I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil viudfinde hos ham!"29. så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at Iskal kende, der kommer en Dom!
Job 20
1. Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde2. "Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;3. til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr tilSvar!
4. Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes påJorden,5. at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?6. Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,7. som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvorer han?"8. Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jageshan bort;9. Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at seigen.10. Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hansGods tilbage.11. Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham iStøvet.12. Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sinTunge,13. sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,14. så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;15. Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hansBug,16. han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel;17. han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;18. han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde aftilbyttet Gods.19. Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ejhavde bygget.20. Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddeshan ikke;21. ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;22. midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer overham.23. For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, ladersin Harme regne på ham.24. Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;25. en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde;over ham falder Rædsler,26. idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærerham, æder Levningen i hans Telt.27. Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig modham.28. Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag.29. Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hansBrøde!
Job 21
1. Så tog Job til Orde og svarede:2. "Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!3. Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne!4. Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?5. Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!6. Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven:7. De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?8. Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;9. deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;10. ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;11. de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sigret;12. de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;13. de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,14. skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikkevor Lyst!15. Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at bankepå hos ham?"16. Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?17. Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Nårdeler han Loddet ud i sin Vrede,18. så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?19. Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han,så han mærker det,20. lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede atdrikke!21. Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Taler udrundet?22. Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?23. En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger:24. hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;25. med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;26. de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!27. Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imodmig,28. når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor degudløse bor?"29. Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:30. Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag.31. Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?32. Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;33. i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flokuden Tal gik forud for ham.34. Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig ertilbage!
Job 22
1. Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2. "Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv.3. Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandeler ret?4. Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med digderfor?5. Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende?
6. Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne,7. gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød.8. Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der.9. Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme.10. Derfor var der Snaret omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat.11. Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går overdig!
12. Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt destår!13. Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky?14. Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!"15. Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte,16. de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som enStrøm,17. som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?"18. Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råder ham fjernt.19. De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:20. For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.
21. Bliv Ven med ham og hold Fred. derved vil der times dig Lykke;22. tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde!23. Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fradit Telt,24. kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten,25. så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv,26. ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyntil Gud.27. Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du harlovet;28. hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje;29. thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slårØjnene ned;30. han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed!
Job 23
1. Så tog Job til Orde og svarede:2. "Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd påmit Suk!3. Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone!4. Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser,5. vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig!6. Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han påmig;7. da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt minRet.8. Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ejtil ham;9. jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner hamej.10. Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem afhans Prøve.11. Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt,veg ikke derfra,12. fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt imit Bryst.13. Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hansSjæl attrår.14. Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han megetfor.15. Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham.16. Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;17. thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm.
Job 24
1. Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, somkender ham, ikke hans Dage at se?2. De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs.3. faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:4. de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.
5. Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgendeefter Næring; Steppen er Brød for Børnene.6. De høster på Marken om Natten, i Rigmandens Vingård sanker deefter.7. Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Hulden.8. De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly tilKlippen.9. - Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn somBorgen.10. Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;11. mellem Murene presser de Olie. de træder Persen og tørster.12. De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud,han ænser ej vrangt.
13. Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje ogholder sig ej på hans Stier:14. Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; omNatten sniger Tyven sig om;15. Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan semig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.16. I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thiingen af dem vil vide af Lys.17. For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler.
18. Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes,han færdes ikke på Vejen til Vingården.19. Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der harsyndet.20. Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej meri Hu, Uretten knækkes som Træet.21. Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde hanikke vel;22. dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og erikke tryg på sit Liv,23. han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød.24. Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumperind som Melde og skæres af som Aksenes Top.25. Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord tilintet?
Job 25
1. Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:2. "Hos ham er der Vælde og Rædsel, han skaber Fred i sin højeBolig.3. Er der mon Tal på hans Skarer? Mod hvem står ikke hans Bagholdop?4. Hvor kan en Mand have Ret imod Gud, hvor kan en kvindefødt væreren?5. Selv Månen er ikke klar i hans Øjne og Stjernerne ikke rene6. endsige en Mand, det Kryb, et Menneskebarn, den Orm!
Job 26
1. Så tog Job til Orde og svarede:2. "Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet denkraftløse Arm!3. Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en Fylde afVisdom!4. Hvem hjalp dig med at få Ordene frem, hvis Ånd mon der talte afdig?5. Skyggerne skælver af Angst, de, som bor under Vandene;6. blottet er Dødsriget for ham, Afgrunden uden Dække.7. Han udspænder Norden over det tomme, ophænger Jorden på intet;8. Vandet binder han i sine Skyer, og Skylaget brister ikkederunder;9. han fæstner sin Trones Hjørner og breder sit Skylag derover;10. han drog en Kreds over Vandene, der, hvor Lys og Mørke skilles.11. Himlens Støtter vakler, de gribes af Angst ved hans Trusel;12. med Vælde bragte han Havet til Ro og knuste Rahab med Kløgt;13. ved hans Ånde klarede Himlen op hans Hånd gennembored denflygtende Slange.14. Se, det er kun Omridset af hans Vej, hvad hører vi andet endHvisken? Hans Vældes Torden, hvo fatter vel den?
Job 27
1. Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:2. "Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige,som gjorde mig mod i Hu:3. Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,4. skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!5. Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiverjeg ikke min Uskyld.6. Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dagepiner mit Sind.
7. Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som denlovløse!8. Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræverhans Sjæl?9. Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?10. Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når hanpåkalder ham?11. Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jegikke;12. se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?13. Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fraden Almægtige:14. Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikkemed Brød;15. de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holdeKlage over dem.16. Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler17. han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arverden skyldfri;18. han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gørsig;19. han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, oger det ej mer;20. Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;21. løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hansSted.22. Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;23. man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
Job 28
1. Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit sted2. Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til Kobber.3. På Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste KrogeMørkets og Mulmets Sten;4. man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste,hænger de svævende fjernt fra Mennesker.5. Af Jorden fremvokser Brød, imedens dens Indre omvæltes som afIld;6. i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den.7. Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje udspejder denikke;8. den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den.9. På Flinten lægger man Hånd og omvælter Bjerge fra Roden;10. i Klipperne hugger man Gange, alskens Klenodier skuer Øjet;11. man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer det skjulte forLyset.
12. Men Visdommen - hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted?13. Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendesLand;14. Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!"15. Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikkekøbes,16. den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir;17. Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte forgyldne Kar,18. Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje Visdom er mere endPerler,19. Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med detrene Guld.
20. Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor er IndsigtensSted?21. Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle;22. Afgrund og Død må sige: "Vi hørte kun tale derom."23. Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted;24. thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen ser han.25. Dengang han fastsatte Vindens Vægt og målte Vandet med Mål,26. da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej,27. da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransagedden.
28. Men til Mennesket sagde han: "Se, HERRENs Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt."
Job 29
1. Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2. Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,3. da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandtfrem i Mørke,4. som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,5. da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,6. da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,7. da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.8. Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op ogstod,9. Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,10. Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;11. Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.12. Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, dersavned en Hjælper;13. den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;14. jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe ogHovedbind.15. Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;16. jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;17. den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.18. Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe somFøniksfuglen;19. min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;20. min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"21. Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;22. ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende pådem;23. de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.24. Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til atsvinde.25. Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Kongeblandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
Job 30
1. Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædrejeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.2. Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskrafthar de mistet,3. tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark4. og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.5. Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.6. De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og KlippernesHuler.7. De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,8. en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.9. Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;10. de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte admig.11. Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted deTøjlerne af.12. Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, byggersig Ulykkesveje imod mig13. min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingenhindrer dem i det;14. de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem underRuiner,15. Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som afStorm, min Lykke svandt som en Sky.16. Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:17. Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.18. Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som vardet min Kjortel.19. Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.20. Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænsermig ikke;21. grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.22. Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusengennemryster mig;23. thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor altlevende samles.24. Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp,når han går under?25. Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikkemin Sjæl for den fattiges Skyld?26. Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørkekom;27. ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;28. trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig ogråber;29. Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.30. Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;31. min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
Job 31
1. Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;2. hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, denAlmægtige gav fra det høje?3. Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?4. Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?5. Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig6. på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld7. er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mineØjne, hang noget ved mine Hænder,8. da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted,oprykkes med Rode!9. Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret vedNæstens Dør,10. så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig overhende!11. Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,12. ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!13. Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når detrættede med mig,14. hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare,når han så efter?15. Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ejdannet os begge i Moders Liv?16. Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,17. var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spistderaf18. nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hendefra min Moders Skød.19. Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne etTæppe20. visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig iUld af mine Lam.21. Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis påMedhold i Retten,22. så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!23. Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig,magted jeg intet!24. Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld minFortrøstning,25. var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fiksanket så meget,26. så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridendeMåne,27. og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys påmin Hånd28. også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jegGud hist oppe.29. Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes afVanheld30. nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende krævedhans Sjæl.31. Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød frahans Bord"32. nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør forVandringsmænd.33. Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte minBrøde i Brystet34. af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt,så jeg blev inden Døre i Stilhed!35. Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - ladden Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!36. Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermedsom en Krone,37. svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.38. Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,39. har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,40. så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her enderJobs Ord.
Job 32
1. Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han varretfærdig i sine egne Øjne,2. blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af RamsSlægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigereend Gud,3. og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dogdømte Job skyldig.4. Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de varældre end han;5. men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussedehans Vrede op;
6. og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung afDage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage,angst for at meddele eder min Viden;7. jeg tænkte: "Lad Alderen tale og Årenes Mængde kundgøre Visdom!"8. Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver demIndsigt;9. de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Reter;10. derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med minViden!11. Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord,at I skulde finde de rette Ord;12. jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gavSvar på hans Ord.13. Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke etMenneske!"14. Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jegikke svare ham.15. De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.18. Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord?17. Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden!18. Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på;19. som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved atsprænges;20. tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare.21. Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;22. thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellersbort!
Job 33
1. Men hør nu Job, på min Tale og lyt til alle mine Ord!2. Se, jeg har åbnet min Mund, min Tunge taler i Ganen;3. mine Ord er talt af oprigtigt Hjerte, mine Læber fører lutretTale.4. Guds Ånd har skabt mig, den Almægtiges Ånde har givet mig Liv.5. Svar mig, i Fald du kan, rust dig imod mig, mød frem!6. Se, jeg er din Lige for Gud, også jeg er taget af Ler;7. Rædsel for mig skal ikke skræmme dig, min Hånd skal ej liggetyngende på dig.
8. Dog, det har du sagt i mit Påhør, jeg hørte så lydende Ord:9. "Jeg er ren og uden Brøde, lydeløs, uden Skyld;10. men han søger Påskud imod mig, regner mig for sin Fjende;11. han lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje."
12. Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større endMennesket.13. Hvorfor tvistes du med ham, fordi han ej svarer på dine Ord?14. Thi på een Måde taler Gud, ja på to, men man ænser det ikke:15. I Drømme, i natligt Syn, når Dvale falder på Mennesker, når deslumrende hviler på Lejet;16. da åbner han Menneskers Øre, gør dem angst med Skræmmebilleder17. for at få Mennessket bort fra Uret og udrydde Hovmod af Manden,18. holde hans Sjæl fra Graven, hans Liv fra Våbendød.
19. Eller han revses med Smerter på Lejet, uafbrudt sfår der Hamp ihans Ben;20. Livet i ham væmmes ved Brød og hans Sjæl ved lækker Mad21. hans Kød svinder hen, så det ikke ses, hans Knogler, som førikke sås, bliver blottet;22. hans Sjæl kommer Graven nær, hans Liv de dræbende Magter.
23. Hvis da en Engel er på hans Side, een blandt de tusind Talsmænd,som varsler Mennesket Tugt,24. og den viser ham Nåde og siger: "Fri ham fra at synke i Graven,Løsepenge har jeg fået!"25. da svulmer hans Legem af Friskhed, han oplever atter sin Ungdom.26. Han beder til Gud, og han er ham nådig, han skuer med Jubel hansÅsyn, fortæller Mennesker om sin Frelse.27. Han synger det ud for Folk: "Jeg synded og krænkede Retten ogfik dog ej Løn som forskyldt!28. Han har friet min Sjæl fra at fare i Grav, mit Liv ser Lyset medLyst!"29. Se, alle disse Ting gør Gud to Gange, ja tre med Mennesket30. for at redde hans Sjæl fra Graven, så han skuer Livets Lys!
31. Lyt til og hør mig, Job, ti stille, så jeg kan tale!32. Har du noget at sige, så svar mig, tal, thi gerne gav jeg digRet;33. hvis ikke, så høre du på mig, ti stille, at jeg kan lære digVisdom!
Job 34
1. Og Elihu tog til Orde og sagde: "Hør mine Ord, I vise, Iforstandige Mænd, lån mig Øre!3. Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager på Mad;4. lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad derer godt!
5. Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side;6. min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jegsåret til Døden!"
7. Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand,8. søger Selskab med Udådsmænd og Omgang med gudløse Folk!9. Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab medGud!"
10. Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fraden Almægtige at gøre ondt;11. nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efterhans Færd;12. Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten!13. Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden?14. Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen,15. da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!
16. Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord!17. Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, denRetfærdige, Vældige?18. Han, som kan sige til Kongen: "Din Usling!" og "Nidding, som duer!" til Stormænd,19. som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej hellerforetrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk.20. Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, ogborte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd.21. Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt;22. der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i.23. Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten forGud;24. han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet.25. Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetidestyrter han dem;26. for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter handem,27. fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste,28. så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armesSkrig.
29. Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvovil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog,30. for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er FolketsSnarer.31. Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer,32. jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ejmer!"33. skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvendernoget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad duved!
34. Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig:35. "Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte!36. Gid Job uden Ophør må prøves, fordi han svarer som slette Folk!37. Thi han dynger Synd på Synd, han optræder hovent iblandt os ogfremfører mange Ord imod Gud!"
Job 35
1. Og Elihu tog til Orde og sagde:2. "Holder du det for Ret, og kalder du det din Ret for Gud,3. at du siger: "Hvad båder det mig, hvad hjælper det mig, at jegikke synder?"
4. Jeg vil give dig Svar og tillige med dig dine Venner:5. Løft dit Blik imod Himlen og se, læg Mærke til Skyerne, hvorhøjt de, er over dig!6. Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde svar, hvad gørdet da ham?7. Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad mon han får af dinHånd?8. Du Menneske, dig vedkommer din Gudløshed, dig, et Menneskebarn,din Retfærd!
9. Man skriger over den megen Vold, råber om Hjælp mod de mægtigesArm,10. men siger ej: "Hvor er Gud, vor Skaber, som giver Lovsang omNatten,11. lærer os mer end Jordens Dyr, gør os vise fremfor HimlensFugle?"12. Der råber man, uden at han giver Svar, over de ondes Hovmod;13. til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke,14. endsige din Påstand om ikke at se ham! Vær stille for hans Åsynog bi på ham!15. Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sigstort om Synd,16. så oplader Job sin Mund med Tant, uden Indsigt taler han storeOrd.
Job 36
1. Og videre sagde Elihu:2. Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord tilForsvar for Gud.3. Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;4. thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommenIndsigt har du for dig.
5. Se, Gud forkaster det stive Sind,6. den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deresRet,7. fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads forstedse hos Konger på Tronen i Højhed.8. Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd,9. så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodedesig,10. åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra detonde.11. Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, iliflig Fryd deres År.12. Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden iUforstand.13. Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber deikke om Hjælp;14. i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod.15. Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre vedTrængsel.
16. Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab;ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fedeRetter.17. Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Domgreb dig fat.18. Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lededig vild!19. Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder aldin Kraft?20. Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der,hvor de er;21. var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for atlide.
22. Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?23. Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!"24. Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!25. Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kunfra det fjerne.26. Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikkefides.27. Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned somRegn,28. og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk.29. Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?30. Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;31. Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;32. han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet;33. hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.
Job 37
1. Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!2. Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hansMund!3. Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til JordensEnder;4. efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; hansparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.5. Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter detej.6. Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger ogRegnskyl: "Bliv stærke!" For alle Mennesker sætter han Segl, atde dødelige alle må kende hans Gerning.8. De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:9. Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.10. Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.11. Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;12. det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udføreralt, hvad han byder, på hele den vide Jord,13. hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender detfor at velsigne.14. Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!15. Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle fremfra sin Sky?16. Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?17. Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?18. Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?19. Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.20. Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fraSamling?21. Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejrfarer hen og renser Himlen,22. fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,23. og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærdbøjer han ikke Retten;24. derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.
Job 38
1. Så svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde:2. "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Mening?3. Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal læremig!4. Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem, om du har nogenIndsigt! Hvem bestemte dens Mål - du kender det jo - hvemspændte Målesnor ud derover?6. Hvorpå blev dens Støtter sænket, hvem lagde dens Hjørnesten,7. mens Morgenstjernerne jubled til Hobe, og alle Gudssønner råbteaf Glæde?8. Hvem stængte for Havet med Porte, dengang det brusende udgik afModers Skød,9. dengang jeg gav det Skyen til Klædning og Tågemulm til Svøb,10. dengang jeg brød det en Grænse og indsatte Portslå og Døre11. og sagde: "Hertil og ikke længer! Her standse dine stolteVover!"12. Har du nogen Sinde kaldt Morgenen frem, ladet Morgenrøden videsit Sted,13. så den greb om Jordens Flige og gudløse rystedes bort,14. så den dannedes til som Ler under Segl, fik Farve, som var denen Klædning?15. De gudløses Lys toges fra dem, den løftede Arm blev knust.16. Har du mon været ved Havets Kilder, har du mon vandret på DybetsBund?17. Mon Dødens Porte har vist sig for dig, skued du Mulmets Porte?18. Så du ud over Jordens Vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor dener!19. Hvor er Vejen til Lysets Bolig, og hvor har Mørket mon hjemme,20. så du kunde hente det til dets Rige og bringe det hen på Vej tildets Bolig?21. Du ved det, du blev jo født dengang, dine Dages Tal er jo stort!22. Har du været, hvor Sneen gemmes, og skuet, hvor Hagelen vogtes,23. den, jeg gemmer til Trængselens Tid, til Kampens og Krigens Dag?24. Hvor er Vejen did, hvor Lyset deler sig, hvor Østenvindenspreder sig ud over Jorden?25. Hvem åbnede Regnen en Rende og Tordenens Lyn en Vej26. for at væde folketomt Land, Ørkenen, hvor ingen bor,27. for at kvæge Øde og Ødemark og fremkalde Urter i Ørkenen?28. Har Regnen mon en Fader, hvem avlede Duggens Dråber?29. Af hvilket Skød kom Isen vel frem, hvem fødte mon Himlens Rim?30. Vandet størkner som Sten, Dybets Flade trækker sig sammen.31. Knytter du Syvstjernens Bånd, kan du løse Orions Lænker?32. Lader du Aftenstjemen gå op i Tide, leder du Bjørnen med Unger?33. Kender du Himmelens Love, fastsætter du dens Magt over Jorden?34. Kan du løfte Røsten til Sky, så Vandskyl adlyder dig?35. Sender du Lynene ud, så de går, og svarer de dig: "Her er vi!"36. Hvem lagde Visdom i sorte Skyer, hvem gav Luftsynet Kløgt?37. Hvem er så viis, at han tæller Skyerne, hvem hælder HimmelensVandsække om,38. når Jorden ligger i Ælte, og Leret klumper sig sammen?
Job 39
1. Jager du Rov til Løvinden, stiller du Ungløvers hunger,2. når de dukker sig i deres Huler; ligger på Lur i Krat?3. Hvem skaffer Ravnen Æde, når Ungerne skriger til Gud og flakkerom uden Føde?4. Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på HindenesVeer,5. tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, deføder?6. De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,7. Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej tildem igen.8. Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,9. som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?10. Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;11. det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvertGræsstrå op.12. Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved dinKrybbe om Natten?13. Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?14. Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?15. Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?16. Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,17. siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes iSandet,18. tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken trædedem sønder?19. Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er densMøje, det ængster den ikke.20. Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.21. Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.22. Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke23. og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyderRædsel.24. Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;25. den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;26. Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;27. den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke,når Hornet lyder;28. et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i detfjerne, Kampskrig og Førernes Råb.29. Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og bredersin Vinge mod Sønden?30. Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sinhøjtsatte Rede?31. Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;32. den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.33. Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
34. Og HERREN svarede Job og sagde:35. Vil den trættekære tvistes med den Almægtige? Han, som revserGud, han svare herpå!
36. Da svarede Job HERREN og sagde:37. Se, jeg er ringe, hvad skal jeg svare? Jeg lægger min Hånd påmin Mund!38. Een Gang har jeg talt, gentager det ikke, to Gange, men gør detej mer!
Job 40
1. Da svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde:2. "Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skallære mig!3. Mon du vil gøre min Ret til intet, dømme mig, for af du selv kanfå Ret?4. Har du en Arm som Gud, kan du tordne med Brag som han?5. Smyk dig med Højhed og Storhed, klæd dig i Glans og Herlighed!6. Udgyd din Vredes Strømme, slå de stolte ned med et Blik,7. bøj med et Blik de stolte og knus på Stedet de gudløse,8. skjul dem i Støvet til Hobe og lænk deres Åsyn i Skjulet!9. Så vil jeg også love dig for Sejren, din højre har vundet.
10. Se Nilhesten! Den har jeg skabt såvel som dig. Som Oksen æderden Græs.11. Se, hvilken Kraft i Lænderne og hvilken Styrke i Bugens Muskler!12. Halen holder den stiv som en Ceder, Bovens Sener er flettetsammen;13. dens Knogler er Rør af, Kobber, Benene i den som Stænger afJern.14. Den er Guds ypperste Skabning, skabt til at herske over deandre;15. thi Foder til den bærer Bjergene, hvor Markens Vildt harLegeplads.16. Den lægger sig hen under Lotusbuske, i Skjul af Siv og Rør;17. Lotusbuskene giver den Tag og Skygge, Bækkens Pile yder denHegn.18. Den taber ej Modet, når Jordan stiger, er rolig, om Strømmen endsvulmer mod dens Gab.19. Hvem kan gribe den i dens Tænder og trække Reb igennem densSnude?
20. Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge medSnøre?21. Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem densKæber?22. Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord?23. Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl forevigt?24. Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dinePigebørn?25. Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne?26. Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved?27. Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør detej mer.28. Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.
Job 41
1. Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?2. Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?3. Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den erskabt.4. Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbeltePanser?5. Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder erRædsel.6. Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;7. de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;8. de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind ihverandre.9. Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg erdens Øjne.10. Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.11. Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.12. Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab.13. Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den.14. Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;15. fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nedersteMøllesten.16. Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de afSkræk.17. Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd ellerPil.18. Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;19. Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå forden,20. Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.21. På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er somTærskeslædens;22. Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den afFloden;23. bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.24. Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.25. Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolteDyr.
Job 42
1. Så svarede Job HERREN og sagde:2. "Jeg ved, at du magter alt, for dig er intet umuligt!3. "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Indsigt?" Derfor:jeg talte uden Forstand om noget, som var mig for underfuldt, ogsom jeg ej kendte til.4. Hør dog, og jeg vil tale, jeg vil spørge, og du skal lære mig!5. Jeg havde kun hørt et Rygte om dig, men nu har mit Øje set dig;6. jeg tager det derfor tilbage og angrer i Støv og Aske!
7. Men efter at HERREN havde talet disse Ord til Job, sagde han tilTemaniten Elifaz: "Min Vrede er blusset op mod dig og dine toVenner, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!8. Tag eder derfor syv Tyre og syv Vædre og gå til min Tjener Jobog bring et Brændoffer for eder. Og min Tjener Job skal gå iForbøn for eder, thi ham vil jeg bønhøre, så jeg ikke gør enUlykke på eder, fordi I ikke talte rettelig om mig som minTjener Job!"9. Så gik Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofarhen og gjorde, som HERREN havde sagt, og HERREN bønhørte Job.
10. Og HERREN vendte Jobs Skæbne, da han gik i Forbøn for sineVenner; og HERREN gav Job alt, hvad han havde ejet, tvefoldigen.11. Så kom alle hans Brødre og Søstre og alle, der kendte hamtilforn, og holdt Måltid med ham i hans Hus, og de viste hamderes Medfølelse og trøstede ham over al den Ulykke, HERRENhavde bragt over ham, og de gav ham hver en Kesita og enGuldring.12. Og HERREN velsignede Jobs sidste Tid mere end hans første. Hanfk 14000 Stykker Småkvæg, og 1000 Aseninder.13. Og han fik syv Sønner og tre Døtre,14. og han kaldte den ene Jemima, den anden Kezia og den tredjeKeren-Happuk.15. Så smukke Kvinder som Jobs Døtre fandtes ingensteds på Jorden;og deres Fader gav dem Arv imellem deres Brødre:16. Siden levede Job 140 År og så sine Børn og Børnebørn, fireSlægtled.17. Så døde Job gammel og mæt af Dage.
Salmerne
Salme 1
1. Salig den Mand, som ikke går efter gudløses Råd, står påSynderes Vej eller sidder i Spotteres Lag,2. men har Lyst til HERRENs Lov, og som grunder på hans Lov bådeDag og Nat.3. Han er som et Træ, der, plantet ved Bække, bærer sin Frugt tilrette Tid, og Bladene visner ikke: Alt, hvad han gør, får hanLykke til.
4. De gudløse derimod er som Avner, Vinden bortvejrer.5. Derfor består de gudløse ikke i Dommen og Syndere ej iretfærdiges Menighed.6. Thi HERREN kender retfærdiges Vej, men gudløses Vej brydes af.
Salme 2
1. Hvorfor fnyser Hedninger, hvi pønser Folkefærd på hvad fåfængter?2. Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod HERREN ogmod hans Salvede:3. "Lad os sprænge deres Bånd og kaste Rebene af os!"
4. Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem.5. Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme:6. "Jeg har dog indsat min Konge på Zion, mit hellige Bjerg!"7. Jeg kundgør HERRENs Tilsagn. Han sagde til mig: "Du er min Søn,jeg har født dig i Dag!8. Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jordi Eje;9. med Jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som enPottemagers Kar!"
10. Og nu, I Konger, vær kloge, lad eder råde, I Jordens Dommere,11. tjener HERREN i Frygt, fryd jer med Bæven!12. Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blussethans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham!
Salme 3
1. (En Salme af David, da han flygtede for sin søn Absalom.)2. HERRE, hvor er mine Fjender mange! Mange er de, som rejser sigmod mig,3. mange, som siger om min Sjæl: "Der er ingen Frelse for ham hosGud!" - Sela.
4. Men, HERRE, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løftermit Hoved.5. Jeg råber højlydt til HERREN, han svarer mig fra sit helligeBjerg. - Sela.6. Jeg lagde mig og sov ind, jeg vågned, thi HERREN holder migoppe.7. Jeg frygter ikke Titusinder af Folk, som trindt om lejrer sigmod mig.
8. Rejs dig, HERRE, frels mig, min Gud, thi alle mine Fjender slogdu på Kind, du brød de gudløses Tænder!9. Hos HERREN er Frelsen; din Velsignelse over dit Folk! - Sela.
Salme 4
1. (Til sangmesteren. Med strengespil. En salme af David.)2. Svar, når jeg råber, min Retfærds Gud! I Trængsel skaffede dumig Rum. Vær nådig og hør min Bøn!
3. Hvor længe, I Mænd, skal min Ære skændes? Hvor længe vil I elskeTomhed, søge Løgn? - Sela.4. Vid dog, at HERREN er mig underfuldt god; når jeg påkalderHERREN, hører han mig.5. Vredes kun, men forsynd eder ikke, tænk efter på eders Leje ogti! - Sela.6. Bring rette Ofre og stol på HERREN!
7. Mange siger: "Hvo bringer os Lykke?" Opløft på os dit Åsyns Lys!8. HERRE, du skænked mit Hjerte en Glæde, større end deres, da Kornog Most flød over.9. I Fred går jeg til Hvile og slumrer straks, thi, HERRE, du ladermig bo alene i Tryghed.
Salme 5
1. (Til sangmesteren. El-hannehilot. En salme af David.)2. HERRE, lytt til mit Ord og agt på mit suk,3. lån Øre til mit Nødråb, min Konge og Gud, thi jeg beder til dig!4. Årle hører du, HERRE, min Røst, årle bringer jeg dig min Sag ogspejder.
5. Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikkegæste dig,6. for dig skal Dårer ej træde frem, du hader hver Udådsmand,7. tilintetgør dem, der farer med Løgn; en blodstænkt, svigefuldMand er HERREN en Afsky.8. Men jeg kan gå ind i dit Hus af din store Nåde og vendt mod dithellige Tempel bøje mig i din Frygt.
9. Så led mig for mine Fjenders Skyld i din Retfærd, HERRE, jævndin Vej for mit Ansigt!10. Thi blottet for Sandhed er deres Mund, deres Hjerte en Afgrund,Struben en åben Grav, deres Tunge er glat.11. Døm dem, o Gud, lad dem falde for egne Rænker, bortstød dem forderes Synders Mængde, de trodser jo dig.12. Lad alle glædes, som lider på dig, evindelig frydes, skærm dem,som elsker dit Navn, lad dem juble i dig!13. Thi du velsigner den retfærdige, HERRE, du dækker ham med Nådesom Skjold.
Salme 6
1. (Til sangmesteren. Med strengespil. Efter den ottende. Ensalme af David.)2. HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme,3. vær mig nådig Herre, jeg sygner hen, mine Ledmod skælver, lægmig, Herre!4. Såre skælver min Sjæl; o HERRE, hvor længe endnu?5. Vend tilbage, HERRE, og frels min Sjæl, hjælp mig dog for dinMiskundheds Skyld!6. Thi i Døden kommes du ikke i Hu, i Dødsriget hvo vil takke digder?7. Jeg er så træt af at sukke; jeg væder hver Nat mit Leje, badermed Tårer min Seng;8. mit Øje hentæres af Sorg, sløves for alle mine Fjenders Skyld.
9. Vig fra mig, alle I Udådsmænd, thi HERREN har hørt min Gråd,10. HERREN har hørt min Tryglen, min Bøn tager HERREN imod.11. Beskæmmes skal alle mine Fjender og såre forfærdes, brat skal devige med Skam.
Salme 7
1. (En Sjiggajon af David, som han sang for HERREN i anledning afbenjaminitten Kusj' ord.)2. HERRE min Gud, jeg lider på dig, frels mig og fri mig fra hvermin Forfølger,3. at han ej som en Løve skal rive mig sønder, bortrive, uden atnogen befrier.4. HERRE min Gud, har jeg handlet så, er der Uret i mine Hænder,5. har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Årsaggjort mine Fjender Men,6. så forfølge og indhente Fjenden min Sjæl, han træde mit Liv tilJorden og kaste min Ære i Støvet. - Sela.
7. HERRE, stå op i din Vrede, rejs dig imod mine Fjenders Fnysen,vågn op, min Gud, du sætte Retten!8. Lad Folkeflokken samles om dig, tag Sæde over den hist i dethøje!9. HERREN dømmer Folkeslag. Mig dømme du, HERRE, efter min Retfærdog Uskyld!10. På gudløses Ondskab gøre du Ende, støt den retfærdige, du, somprøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud.11. Mit Skjold er hos Gud, han frelser de oprigtige af Hjertet;12. retfærdig som Dommer er Gud, en Gud, der hver Dag vredes.
13. Visselig hvæsser han atter sit Sværd, han spænder sin Bue ogsigter;14. men mod sig selv har han rettet de dræbende Våben, gjort sinePile til brændende Pile.15. Se, hanundfanger Tomhed, svanger med Ulykke føder han Blændværk;16. han grov en Grube, han huled den ud, men faldt i den Grav, hangjorde.17. Ulykken falder ned på hans Hoved, hans Uret rammer hans egenIsse.18. Jeg vil takke HERREN for hans Retfærd, lovsynge HERREN denHøjestes Navn.
Salme 8
1. (Til sangmesteren. Al-haggittit. En salme af David.)2. HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du,som bredte din Højhed ud over Himlen!3. Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dineModstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.
4. Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Månen og Stjernerne,som du skabte,5. hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn,at du tager dig af ham?6. Du gjorde ham lidet ringere end Gud. med Ære og Herlighed kroneddu ham;7. du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hansFødder,8. Småkvæg og Okser til Hobe, ja, Markens vilde Dyr,9. Himlens Fugle og Havets Fisk, alt, hvad der farer ad HavenesStier.10. HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord!
Salme 9
1. (Til sangmesteren. Al-mut-labben. En Salme af David.)2. Jeg vil takke HERREN af hele mit Hjerte, kundgøre alle dineUndere,3. glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste,4. fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit Åsyn.5. Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad på Tronen som RetfærdsDommer.6. Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har duslettet for evigt.7. Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, demindes ej mer.
8. Men HERREN troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom,9. skal dømme Verden med Retfærd, fælde Dom over Folkefærd med Ret.10. HERREN blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt iTrængselstider;11. og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ejdem, der søgte dig, HERRE.12. Lovsyng HERREN, der bor på Zion, kundgør blandt Folkene, hvadhan har gjort!13. Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke dearmes Råb:14. "HERRE, vær nådig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, somløfter mig op fra Dødens Porte,15. at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over din Frelse i ZionsDatters Porte!"16. Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet,de satte.17. HERREN blev åbenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sineHænders Gerning. - Higgajon Sela.18. Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gudi Hu.19. Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindeligydmyges Håb.
20. Rejs dig, HERRE, lad ikke Mennesker få Magten, lad Folkenedømmes for dit Åsyn;21. HERRE, slå dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de erMennesker! - Sela.
Salme 10
1. Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig iTrængselstider?2. Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, hanspinder;3. thi den gudløse praler af sin Sjæls Attrå, den gridskeforbander, ringeagter HERREN.4. Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingenGud"; det er alle hans Tanker.5. Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; hanblæser ad alle sine Fjender.6. Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægttil Slægt."7. Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret erunder hans Tunge;8. han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri,efter Staklen spejder hans Øjne;9. han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurerhan, han fanger den arme ind i sit Garn;10. han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hansKløer.11. Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han serdet aldrig."
12. Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!13. Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøgerikke?14. Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager det i din Hånd;Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.15. Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så denej findes!
16. HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort afhans Land;17. du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte,vender Øret til18. for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige merøve Vold.
Salme 11
1. (Til sangmesteren. Af David.)Jeg tager min Tilflugt til HERREN! Hvor kan I sige til min Sjæl:"Fly som en Fugl til Bjergene!2. Thi se, de gudløse spænder Buen, lægger Pilen til Rette påStrengen for i Mørke at ramme de oprigtige af Hjertet.3. Når selv Grundpillerne styrter, hvad gør den retfærdige da?"
4. HERREN er i sin hellige Hal, i Himlen er HERRENs Trone; påJorderig skuer hans Øjne ned, hans Blik ransager MenneskensBørn;5. retfærdige og gudløse ransager HERREN; dem, der elsker Uret,hader hans Sjæl;6. over gudløse sender han Regn af Gløder og Svovl, et Stormvejr erderes tilmålte Bæger.7. Thi retfærdig er HERREN, han elsker at øve Retfærd, de oprigtigeskuer hans Åsyn!
Salme 12
1. (Til sangmesteren. Efter den ottende. En salme af David.)2. HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandtMenneskens Børn;3. de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber ogtvedelt Hjerte.4. Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler storeOrd,5. dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os,hvo er vor Herre?"
6. "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger HERREN,"jeg frelser den, som man blæser ad."
7. HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.8. HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.9. De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandtMenneskens Børn.
Salme 13
1. (Til sangmesteren. En salme af David.)2. Hvor længe vil du evigt glemme mig, Herre, hvor længe skjule ditÅsyn for mig?3. Hvor længe skal jeg huse Sorg i min Sjæl, Kvide i Hjertet Dag ogNat? Hvor længe skal Fjenden ophøje sig over mig?
4. Se til og svar mig, HERRE min Gud, klar mine Øjne, så jeg ejsover ind i Døden5. og min Fjende skal sige: "Jeg overvandt ham!" mine Uvennerjuble, fordi jeg vakler!6. Dog stoler jeg fast på din Miskundhed, lad mit Hjerte juble overdin Frelse! Jeg vil synge for HERREN, thi han var mig god!