23. Også følgende Ordsprog er af vise Mænd. Partiskhed i Retten erilde.24. Mod den, som kender en skyldig fri, er Folkeslags Banden,Folkefærds Vrede;25. men dem, der dømmer med Ret, går det vel, dem kommer LykkensVelsignelse over.26. Et Kys på Læberne giver den, som kommer med ærligt Svar.27. Fuldfør din Gerning udendørs, gør dig færdig ude på Marken ogbyg dig siden et Hus!28. Vidn ikke falsk mod din Næste, vær ikke letsindig med dineLæber;29. sig ikke: "Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeggengælder hver hans Gerning."30. Jeg kom forbi en lad Mands Mark og et uforstandigt MenneskesVingård;31. se, den var overgroet af Tidsler, ganske skjult af Nælder;Stendiget om den lå nedbrudt.32. Jeg skued og skrev mig det bag Øre, jeg så og tog Lære deraf:33. Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:34. Som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som enskjoldvæbnet Mand.
Ordsprogene 25
1. Følglende er også ordsprog af SALOMO, som Kong Ezekias af JudasMænd samlede.2. Guds Ære er det at skjule en Sag, Kongers Ære at granske en Sag.3. Himlens Højde og Jordens Dybde og Kongers Hjerte kan ingengranske.4. Når Slagger fjernes fra Sølv, så bliver det hele lutret;5. når gudløse fjernes fra Koogen, grundfæstes hans Trone vedRetfærd.6. Bryst dig ikke for Kongen og stil dig ikke på de stores Plads;7. det er bedre, du får Bud: "Kom heropl" end man flytter dig nedfor en Stormands Øjne. Hvad end dine Øjne har set,8. skrid ikke til Trætte straks; thi hvad vil du siden gøre, nårdin Næste gør dig til Skamme?9. Før Sagen med din Næste til Ende, men røb ej AndenmandsHemmelighed10. thi ellers vil den, der bører det, smæde dig og dit onde Rygtealdrig dø hen.11. Æbler af Guld i Skåle af Sølv er Ord, som tales i rette Tid.12. En Guldring, et gyldent Smykke er revsende Vismand for lyttendeØre.13. Som kølende Sne en Dag i Høst er pålideligt Bud for dem, dersender ham; han kvæger sin Herres Sjæl.14. Som Skyer og Blæst uden Regn er en Mand, der skryder medskrømtet Gavmildhed.15. Ved Tålmod overtales en Dommer, mild Tunge sønderbryder Ben.16. Finder du Honning, så spis til Behov, at du ikke bliver mæt ogigen spyr den ud.17. Sæt sjældent din Fod i din Næstes Hus, at han ej får for megetaf dig og ledes.18. Som Stridsøkse, Sværd og hvassen Pil er den, der vidner falskmod sin Næste.19. Som ormstukken Tand og vaklende Fod er troløs Mand påTrængselens Dag.20. Som at lægge Frakken, når det er Frost, og hælde surt overNatron, så er det at synge for mismodig Mand.21. Sulter din Fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham atdrikke;22. da sanker du gloende Kul på hans Hoved, og HERREN lønner dig fordet.23. Nordenvind fremkalder Regn, bagtalende Tunge vrede Miner.24. Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med trættekærKvinde.25. Hvad koldt Vand er for en vansmægtet Sjæl, er Glædesbud fra etLand i det fjerne.28. Som grumset Kilde og ødelagt Væld er retfærdig, der vakler igudløses Påsyn.27. Ej godt at spise for megen Honning, spar på hædrende Ord.28. Som åben By uden Mur er en Mand, der ikke kan styre sit Sind.
Ordsprogene 26
1. Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til foren Tåbe.2. Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Bandenmod sagesløs Mand.3. Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg.4. Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive somhan.5. Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.6. Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved enTåbe.7. Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.8. Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer enTåbe.9. Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog iTåbers Mund.10. Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejeren Tåbe og en drukken.11. Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, dergentager Dårskab.12. Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håbend for ham.13. Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"14. Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.15. Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden tilMunden.16. Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.17. Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.18. Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,19. er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."20. Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler,stilles Trætte.21. Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til atoptænde Kiv.22. Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt iLegemets Kamre.23. Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatteLæber.24. Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;25. gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte ersyvfold Gru.26. Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem iFolkets Forsamling.27. I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter,rammes man selv.28. Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.
Ordsprogene 27
1. Ros dig ikke af Dagen i Morgen, du ved jo ikke, hvad Dag kanbringe.2. Lad en anden rose dig, ikke din Mund, en fremmed, ikke dine egneLæber.3. Sten er tung, og Sand vejer til, men tung fremfor begge erDårers Galde.4. Vrede er grum, og Harme skummer, men Skinsyge, hvo kan stå forden?5. Hellere åbenlys Revselse end Kærlighed, der skjules.6. Vennehånds Hug er ærligt mente, Avindsmands Kys er mange.7. Den mætte vrager Honning, alt beskt er sødt for den sultne.8. Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand, der må fly fra sitHjem:9. Olie og Røgelse fryder Sindet, men Sjælen sønderslides afKummer.10. Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gå ej til din Broders Huspå din Ulykkes Dag. Bedre er Nabo ved Hånden end Broder i detfjerne.11. Vær viis, min Søn, og glæd mit Hjerte, at jeg kan svare den, dersmæder mig.12. Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre ogbøder,13. Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedesSkyld!14. Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnetfor Banden.15. Ustandseligt Tagdryp en Regnvejrsdag og trættekær Kvinde lignerhinanden;16. den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans højre griber iOlie.17. Jern skærpes med Jern, det ene Menneske skærper det andet.18. Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogtersin Herre, æres.19. Som i Vandspejlet Ansigt møder Ansigt, slår MenneskehjerteMenneske i Møde.20. Dødsrige og Afgrund kan ikke mættes, ej heller kan MenneskensØjne mættes.21. Digel til Sølv og Ovn til Guld, efter sit Ry bedømmes en Mand.22. 0m du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hansDårskab veg dog ej fra ham.23. Mærk dig, hvorledes dit Småkvæg ser ud, hav Omhu for dineHjorde;24. thi Velstand varer ej evigt, Rigdom ikke fra Slægt til Slægt;25. er Sommergræsset svundet, Grønt spiret frem, og sankes BjergenesUrter,26. da har du Lam til at give dig Klæder og Bukke til at købe enMark,27. Gedemælk til Mad for dig og dit Hus, til Livets Ophold for dinePiger.
Ordsprogene 28
1. Den gudløse flyr, skønt ingen er efter ham; tryg som en Løve erden retfærdige.2. Ved Voldsmands Brøde opstår Strid, den kvæles af Mand medForstand.3. En fattig Tyran, der kuer de ringe, er Regn, der hærger og ejgiver Brød.4. Hvo Loven sviger, roser de gudløse, hvo Loven holder, er påKrigsfod med dem.5. Ildesindede fatter ej Ret; alt fatter de, som søger HERREN.6. Hellere en fattig med lydefri Færd end en, som går Krogveje, erhan end rig.7. Forstandig Søn tager Vare på Loven, men Drankeres Fælle gør sinFader Skam.8. Hvo Velstand øger ved Åger og Opgæld, samler til en, som er mildmod de ringe.9. Den, der vender sit Øre fra Loven, endog hans Bøn er en Gru.10. Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sinGrav; men de lydefri arver Lykke.11. Rigmand tykkes sig viis, forstandig Småmand gennemskuer ham.12. Når retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem,skal man lede efter Folk.13. At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippesden, finder man Nåde.14. Saligt det Menneske, som altid ængstes, men forhærder man sitHjerte, falder man i Ulykke.15. En brølende Løve, en grådig Bjørn er en gudløs, som styrer etringe Folk.16. Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt Liv får den, der haderRov.17. Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav;man hjælpe ham ikke.18. Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som går Krogveje,falder i Graven.19. Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, derjager efter Tomhed.20. Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter Rigdom undgår ej Straf.21. At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en BidBrød.22. Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham,ved han ikke.23. Den, der revser, får Tak til sidst fremfor den, hvis Tunge erslesk.24. Stjæle fra Forældre og nægte, at det, er Synd, er at være Fællemed hærgende Mand.25. Den vindesyge vækker Splid, men den, der stoler på HERREN,kvæges.26. Den, der stoler på sit Vid, er en Tåbe, men den, der vandrer iVisdom, reddes.27. Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes,hvo Øjnene lukker.28. Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul; når de omkommer,bliver de retfærdige mange.
Ordsprogene 29
1. Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat udenLægedom.2. Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse,sukker Folket.3. Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås,bortødsler Gods.4. Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.5. Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.6. I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.7. Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønnerintet.8. Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.9. Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.10. De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig afham.11. En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller denomsider.12. En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.13. Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.14. En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fastevindelig.15. Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin ModerSkam.16. Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Frydderes Fald.17. Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad dersmager.18. Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.19. Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, menadlyder ikke.20. Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er dersnarere Håb end for ham.21. Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.22. Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.23. Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.24. Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.25. Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler påHERREN, er bjærget.26. Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.27. Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløsesGru.
Ordsprogene 30
1. Massaiten Agur, Jakes Søns ord. Manden siger: Træt har jeg slidtmig, Gud, træt har jeg slidt mig, Gud, jeg svandt hen;2. thi jeg er for dum til at regnes for Mand, Mands Vid er ikke imig;3. Visdom lærte jeg ej, den Hellige lærte jeg ikke at kende.4. Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sineNæver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den videJord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo.5. Al Guds Tale er ren, han er Skjold for dem, der lider på ham.6. Læg intet til hans Ord, at han ikke skal stemple dig som Løgner.7. Tvende Ting har jeg bedet dig om, nægt mig dem ej, før jeg dør:8. Hold Svig og Løgneord fra mig: giv mig hverken Armod ellerRigdom, men lad mig nyde mit tilmålte Brød,9. at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: "Hvo erHERREN?" eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds NavnMen.10. Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke forbander dig,så du må bøde.11. Der findes en Slægt, som forbander sin Fader og ikke velsignersin Moder,12. en Slægt, der tykkes sig ren og dog ej har tvættet Snavset afsig,13. en Slægt med de stolteste Øjne, hvis Blikke er fulde af Hovmod.14. en Slægt, hvis Tænder er Sværd hvis Kæber er skarpe Knive, så deæder de arme ud af Landet, de fattige ud af Menneskers Samfund.15. Blodiglen har to Døtre: Givhid, Givhid! Der er tre, som ikke kanmættes, fire, som aldrig får nok:16. Dødsriget og det golde Moderliv, Jorden, som aldrig mættes afVand, og Ilden, som aldrig får nok.17. Den, som håner sin Fader og spotter sin gamle Moder, hans Øjeudhakker Bækkens Ravne, Ørneunger får det til Æde.18. Tre Ting undres jeg over, fire fatter jeg ikke:19. Ørnens Vej på Himlen, Slangens Vej på Klipper, Skibets Vej påHavet, Mandens Vej til den unge Kvinde.20. Så er en Ægteskabsbryderskes Færd: Hun spiser og tørrer sig omMunden og siger: "Jeg har ikke gjort noget ondt!"21. Under tre Ting skælver et Land, fire kan det ikke bære:22. En Træl, når han gøres til Konge, en Nidding, når han spiser sigmæt,23. en bortstødt Hustru, når hun bliver gift, en Trælkvinde, når hunarver sin Frue.24. Fire på Jorden er små, visere dog end Vismænd:25. Myrerne, de er et Folk uden Styrke, samler dog Føde om Somren;26. Klippegrævlinger, et Folk uden Magt, bygger dog Bolig i Klipper;27. Græshopper, de har ej Konge, drager dog ud i Rad og Række;28. Firbenet, det kan man gribe med Hænder, er dog i KongersPaladser.29. Tre skrider stateligt frem, fire har statelig Gang:30. Løven, Kongen blandt Dyrene, som ikke viger for nogen;31. en sadlet Stridshest, en Buk, en Konge midt i sin Hær.32. Har du handlet som Dåre i Overmod, tænker du ondt, da Hånd forMund! Thi Tryk på Mælk giver Ost, Tryk på Næsen Blod og Tryk påVrede Trætte.
Ordsprogene 31
1. Kong Lemuel af Massas Ord; som hans Moder tugtede ham med.2. Hvad, Lemuel, min Søn, min førstefødte, hvad skal jeg sige dig,hvad, mit Moderlivs Søn, hvad, mine Løfters Søn?3. Giv ikke din Kraft til Kvinder, din Kærlighed til dem, derødelægger Konger.4. Det klæder ej Konger, Lemuel, det klæder ej Konger at drikke Vineller Fyrster at kræve stærke Drikke,5. at de ikke skal drikke og glemme Vedtægt og bøje Retten for allearme.6. Giv den segnende stærke Drikke, og giv den mismodige Vin;7. lad ham drikke og glemme sin Fattigdom, ej mer ihukomme sinMøje.8. Luk Munden op for den stumme, for alle lidendes Sag;9. luk Munden op og døm retfærdigt, skaf den arme og fattige Ret!
10. Hvo finder en duelig Hustru? Hendes Værd står langt overPerlers.11. Hendes Husbonds Hjerte stoler på hende, på Vinding skorter detikke.12. Hun gør ham godt og intet ondt alle sine Levedage.13. Hun sørger for Uld og Hør, hun bruger sine Hænder med Lyst.14. Hun er som en Købmands Skibe, sin Føde henter hun langvejs fra.15. Endnu før Dag står hun op og giver Huset Mad, sine Piger derestilmålte Del.16. Hun tænker på en Mark og får den, hun planter en Vingård, forhvad hun har tjent.17. Hun bælter sin Hofte med Kraft, lægger Styrke i sine Arme.18. Hun skønner, hendes Husholdning lykkes, hendes Lampe går ikke udom Natten.19. Hun rækker sine Hænder mod Rokken, Fingrene tager om Tenen.20. Hun rækker sin Hånd til den arme, rækker Armene ud til denfattige.21. Af Sne har hun intet at frygte for sit Hus, thi hele hendes Huser klædt i Skarlagen.22. Tæpper laver hun sig, hun er klædt i Byssus og Purpur.23. Hendes Husbond er kendt i Portene, når han sidder blandt LandetsÆldste.24. Hun væver Linned til Salg og sælger Bælter til Kræmmeren.25. Klædt i Styrke og Hæder går hun Morgendagen i Møde med Smil.26. Hun åbner Munden med Visdom, med mild Vejledning på Tungen.27. Hun våger over Husets Gænge og spiser ej Ladheds Brød.28. Hendes Sønner står frem og giver hende Pris, hendes Husbondsynger hendes Lov:29. "Mange duelige Kvinder findes, men du står over dem alle!"30. Ynde er Svig og Skønhed Skin; en Kvinde, som frygter HERREN,skal roses.31. Lad hende få sine Hænders Frugt, hendes Gerninger synger hendesLov i Portene.
Prædikeren
Prædikeren 1
1. Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.
2. Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!3. Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig underSolen?4. Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid.5. Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted.6. Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atterog vender tilbage til samme Kredsløb.7. Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted,til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.8. Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjetbliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.9. Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, derskete; der er slet intet nyt under Solen.10. Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her er da nogetnyt!"det har dog for længst været til i Tiderne forud for os11. Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skalej heller mindes af dem, som kommer senere hen.
12. Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.13. Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt,hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud hargivet Menneskens Børn at slide med.14. Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammenTomhed og Jag efter Vind.15. Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.16. Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigereVisdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mitHjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde."17. Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab,og hvad der er Dårskab og Tåbelighed; jeg skønnede, at også deter Jag efter Vind.18. Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.
Prædikeren 2
1. Jeg sagde ved mig selv: "Vel,jeg vil prøve med Glæde; så nyd dadet gode!" Men se, også det var Tomhed.2. Om Latteren sagde jeg: "Dårskab!" og om Glæden: "Hvad gavnerden?"3. Jeg kom på den Tanke at kvæge mit Legeme med Vin, medens mitHjerte dog rådede med Visdom, og at slå mig på Dårskab, indtiljeg så, hvad det båder Menneskens Børn at gøre under Himmelen,det Dagetal de lever.4. Jeg fuldbyrdede store Værker, byggede mig Huse, plantede migVingårde,5. anlagde mig Haver og Lunde og plantede alle Hånde Frugttræerderi,6. anlagde mig Damme til at vande en Skov i Opvækst;7. jeg købte Trælle og Trælkvinder, og jeg havde hjemmefødteTrælle; også Kvæg, Hornkvæg og Småkvæg, havde jeg i større Måderend nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem;8. jeg samlede mig også Sølv og Guld, Skatte fra Konger og Lande;jeg tog mig Sangere og Sangerinder og Menneskens Børns Lyst:Hustru og Hustruer.9. Og jeg blev stor, større end nogen af dem, der før mig havdeværet i Jerusalem; desuden blev min Visdom hos mig.10. Intet, som mine Øjne attråede, unddrog jeg dem; jeg nægtede ikkemit Hjerte nogen Glæde thi mit Hjerte havde Glæde af al minFlid, og deri lå Lønnen for al min Flid.11. Men da jeg overskuede alt, hvad mine Hænder havde virket, og denFlid, det havde kostet mig, se, da var det alt sammen Tomhed ogJag efter Vind, og der er ingen Vinding under Solen.
12. Thi hvad gør det Menneske, som kommer efter Kongen? Det samme,som tilforn er gjort? Jeg gav mig da til at sammenligne Visdommed Dårskab og Tåbelighed.13. Jeg så, at Visdom har samme Fortrin for Tåbelighed som Lys forMørke:14. Den vise har Øjne i Hovedet, men Tåben vandrer i Mørke. Men jegskønnede også, at en og samme Skæbne rammer begge.15. Da sagde jeg ved mig selv: "Tåbens Skæbne rammer også mig; hvadhar jeg da for, at jeg er blevet overvættes viis?" Og jeg sagdeved mig selv, at også det er Tomhed;16. thi den vises Minde er lige sålidt evigt som Tåbens, fordi nuengang alt glemmes i kommende Dage; ak! den vise må dø så godtsom Tåben.
17. Da blev jeg led ved Livet, thi ilde tyktes mig det, som skerunder Solen; thi det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.18. Og jeg blev led ved al den Flid, jeg, har gjort mig under Solen,fordi jeg må efterlade mit Værk til den, som kommer efter mig.19. Hvo ved, om det bliver en Vismand eller en Tåbe? Og dog skal hanråde over alt, hvad jeg med Flid og Visdom vandt underSolen. Også det er Tomhed.20. Og jeg var ved at fortvivle over al den Flid, jeg har gjort migunder Solen;21. thi der har et Menneske gjort sig. Flid med Visdom, Kundskab ogDygtighed, og så må han overlade sit Eje til et Menneske, somikke har lagt Flid derpå. Også det er Tomhed og et stort Onde.22. Thi hvad får et Menneske for al sin Flid og sit Hjertes Higen,som han gør sig Flid med under Solen?23. Alle hans Dage er jo Lidelse, og hans Slid er Græmmelse; endikke om Natten finder hans Hjerte Hvile. Også det er Tomhed.
24. Intet er bedre for et Menneske end at spise og drikke og givesin Sjæl gode Dage ved sin Flid. Og det skønnede jeg, at ogsådet kommer fra Guds Hånd.25. Thi hvo kan spise eller drikke uden hans Vilje?26. Thi det Menneske, som er godt i hans Øjne, giver han Visdom,Kundskab og Glæde; men den, som synder, giver han Slid med atsamle og ophobe for så at give det til en, som er god i GudsØjne. Også det er Tomhed og Jag efter Vind.
Prædikeren 3
1. Alt har sin stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid:2. Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid tilat rydde,3. Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tidtil at opbygge,4. Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid tilat danse,5. Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til atfavne og Tid til ikke at favne,6. Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid tilat bortkaste,7. Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til attale,8. Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid tilFred.9. Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder?10. Jeg så det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.11. Alt har han skabt smukt til rette Tid; også Evigheden har hanlagt i deres Hjerte, dog således at Menneskene hverken fatterdet første eller det sidste af, hvad Gud har virket.12. Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet Gode for dem end atglæde sig og have det godt, sålænge de lever.13. Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sinFlid er for hvert Menneske en Guds Gave.14. Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden atnoget kan føjes til eller tages fra; og således har Gud gjortdet, for at man skal frygte for hans Åsyn.15. Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har alleredeværet; Gud leder det svundne op.
16. Fremdeles så jeg under Solen, at Gudløshed var på Rettens Stedog Gudløshed på Retfærds Sted.17. Jeg sagde ved mig selv: "Den retfærdige og den gudløse dømmerGud; thi for hver en Ting og hver en Idræt har han fastsat enTid.18. Jeg sagde ved mig selv: "Det er for Menneskenes Skyld, for atGud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr:"19. Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør denanden, og en og samme Ånd har de alle; Mennesket har intet forudfor Dyrene, thi alt er Tomhed.20. Alle går sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vendertilbage til Mulden.21. Hvo ved, om Menneskenes Ånd stiger opad, og om Dyrenes Ånd farernedad til Jorden?22. Således indså jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glædesig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe hamså vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død?
Prædikeren 4
1. Fremdeles så jeg al den Undertrykkelse, som sker under Solen;jeg så de undertryktes tårer og ingen trøstede dem; de led Voldaf deres Undertrykkeres Hånd, og ingen trøstede dem.2. Da priste jeg de døde, som allerede er døde, lykkeligere end delevende, som endnu er i Live;3. men lykkeligere end begge den, som slet ikke er til, som ikkehar set det onde, der sker under Solen.4. Og jeg så, at al Flid og alt dygtigt Arbejde udspringer af denenes Misundelse mod den anden. Også det er Tomhed og Jag efterVind.
5. Dåren lægger Hænderne i Skødet og æder sig selv op6. Bedre en Håndfuld Hvile end Hænderne fulde af Flid og Jag efterVind.
7. Og mere Tomhed så jeg under Solen.8. Mangen står alene og har ikke nogen ved sin Side, hverken Søneller Broder, og dog er der ingen Ende på al hans Flid og hansØje bliver ikke mæt af Rigdom. Men, for hvis Skyld gør jeg migFlid og nægter mig enhver Nydelse? Også det, er Tomhed og ondtSlid.9. To er bedre faren end een, thi de får god Løn for deres Flid;10. hvis den ene falder, kan den anden rejse sin Fælle op. Men veden ensomme! Thi falder han, er der ingen til at rejse ham op.11. Og når to ligger sammen, bliver de varme; men hvorledes kan denensomme blive varm?12. Og når nogen kan overvælde den ensomme, så kan to stå sig imodham; tretvundet Snor brister ikke i Hast.
13. Bedre faren er en fattig Yngling, som er viis, end en gammelKonge, som er en Tåbe og ikke mere har Forstand til at lade sigråde.14. Thi hin gik ud af Fængselet for at blive Konge, skønt han varfødt i Fattigdom under den andens Regering.15. Jeg så alle, som levede og færdedes under Solen, stille sig vedden Ynglings Side, som skulde træde i Kongens Sted;16. der var ikke Tal på alle de Mennesker, han stod i Spidsen for;men heller ikke over ham glæder de senere Slægter sig; nej, ogsådet er Tomhed og Jag efter Vind.
Prædikeren 5
17. Va'r din fod, når du går til Guds Hus! At komme for at høre er bedre, end at Dårer bringer Slagtoffer, thi de har ikke Forstand til andet end at gøre ondt.
1. Lad ikke din Mund løbe eller dit Hjerte haste med at udtale etOrd for Guds Åsyn; thi Gud er i Himmelen og du på Jorden, derforskal dine Ord være få.2. Thi meget Slid giver Drømme, og mange Ord giver Dåretale.3. Når du giver Gud et Løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi derer ingen Glæde ved Dårer. Hvad du lover, skal du holde.4. Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde.5. Lad ikke din Mund bringe Skyld over dit Legeme og sig ikke tilGuds Sendebud, at det var af Vanvare! Hvorfor skal Gud vredesover din Tale og nedbryde dine Hænders Værk?6. Thi af mange Drømme og Ord kommer mange Skuffelser; nej, frygtGud!
7. Når du ser den fattige undertrykt og Lov og Ret krænket på dinEgn, så undre dig ikke over den Ting; thi på den høje vogter enhøjere, og andre endnu højere vogter på dem begge.8. Dog, en Fordel for et Land er det i alt Fald, at der er en Kongeover dyrket Jord.
9. Den, der elsker Sølv, mættes aldrig af Sølv, og den, der elskerRigdom, mættes aldrig af Vinding. Også det er Tomhed.10. Jo mere Gods, des flere til at fortære det, og hvad Gavn harEjeren da deraf, ud over at hans Øjne ser det?11. Sød er Arbejderens Søvn, hvad enten han har lidt eller meget atspise; men den riges Overflod giver ikke ham Lov til at sove.12. Der er et slemt Onde, som jeg så under Solen: Rigdom gemt hen afsin Ejermand til hans Ulykke;13. går Rigdommen tabt ved et Uheld, og han har avlet en Søn, såbliver der intet til ham.14. Som han udgik af sin Moders Liv, skal han atter gå bort, lige sånøgen som han kom, og ved sin Flid vinder han intet, han kantage med sig.15. Også det er et slemt Onde: ganske som han kom, går han bort, oghvad Vinding har han så af, at han gør sig Flid hen i Vejret?16. Og dertil kommer et helt Liv i Mørke, Sorg og stor Kvide, Sygdomog Kummer.17. Se, hvad der efter mit Skøn er godt og smukt, det er at spise ogdrikke og nyde det gode under al den Flid, man gør sig underSolen, alle de Levedage Gud giver en; thi det er den Del, manhar;18. og hver Gang Gud giver et Menneske Rigdom og Gods og sætter hami Stand til at nyde det, og tage sin Del og glæde sig under sinFlid, da er det en Guds Gave;19. thi da tænker han ikke stort på sine Levedage, idet Gud laderham være optaget af sit Hjertes Glæde.
Prædikeren 6
1. Der er et Onde, jeg så under Solen, og som tynger Menneskenehårdt:2. Når Gud giver en Mand Rigdom og Gods og Ære, så han intet savneraf, hvad han ønsker, og Gud ikke sætter ham i Stand til at nydedet, men en fremmed nyder det, da er dette Tomhed og en slemLidelse.3. Om en Mand avler hundrede Børn og lever mange År, så hansLevetid bliver lang, men hans Sjæl ikke mættes af Goder, såsiger jeg dog, at et utidigt Foster er bedre faren end han;4. thi at det kommer, er Tomhed, og det går bort i Mørke, og iMørke dølges dets Navn;5. og det har hverken set eller kendt Sol; det får end ikke enGrav; det hviler bedre end han.6. Om han så levede to Gange tusind År, men ikke skuede Lykke - monikke alle farer sammesteds hen?
7. Al Menneskets Flid tjener hans Mund, og dog stilles hans Sultaldrig.8. Thi hvad har den vise forud for Tåben, hvad båder det den arme,der ved at vandre for de levendes Øjne?9. Bedre at se med sine Øjne end higende Attrå. Også det er Tomhedog Jag efter Vind.
10. Hvad der bliver til er for længst nævnet ved Navn, og det videsi Forvejen, hvad et Menneske bliver til; det kan ikke gå i Rettemed ham, der er den stærkeste.11. Thi jo flere Ord der bruges, des større bliver Tomheden, og hvadgavner de Mennesket?12. Thi hvo ved, hvad der båder et Menneske i Livet, det Tal aftomme Levedage han henlever som en Skygge? Thi hvo kan sige etMenneske, hvad der skal ske under Solen efter hans Død?
Prædikeren 7
1. Godt Navn er bedre end ypperlig Salve, Dødsdag bedre endFødselsdag;2. bedre at gå til et Sørgehus end at gå til et Gildehus; thi hister alle Menneskers Ende, og de levende bør tage det til Hjerte3. Bedre Græmmelse end Latter, thi er Minerne mørke, har Hjertetdet godt.4. De vises Hjerte er i Sørgehuset. Tåbernes Hjerte i Glædeshuset.5. Bedre at høre på Vismands Skænd end at høre på Tåbers Sang.6. Som Tjørnekvistes Knitren under Gryden er Tåbers Latter; ogsådet er Tomhed.
7. Thi uredelig Vinding gør Vismand til Dåre, og Stikpengeødelægger Hjertet.8. En Sags Udgang er bedre end dens Indgang, Tålmod er bedre endHovmod.9. Vær ikke hastig i dit Sind til at græmmes, thi Græmmelse bor iTåbers Bryst.
10. Spørg ikke: "Hvoraf kommer det, at de gamle Dage var bedre endvore?" Thi således spørger du ikke med Visdom.11. Bedre er Visdom end Arv, en Fordel for dem, som skuer Solen;12. thi Visdom skygger, som Penge skygger, men Kundskabs Fortrin erdette, at Visdom holder sin Mand i Live.13. Se på Guds Værk! Hvo kan rette, hvad han har gjort kroget?14. Vær ved godt Mod på den gode Dag og indse på den onde Dag, atGud skabte denne såvel som hin, for at Mennesket ikke skal findenoget efter sig.
15. Begge Dele så jeg i mine tomme Dage: Der er retfærdige, somomkommer i deres Retfærdighed, og der er gudløse, som leverlænge i deres Ondskab.16. Vær ikke alt for retfærdig og te dig ikke overvættes viis;hvorfor vil du ødelægge dig selv?17. Vær ikke alt for gudløs og vær ingen Dåre; hvorfor vil du dø iUtide?18. Det bedste er, at du fastholder det ene og ikke slipper detandet; thi den, der frygter Gud, vil undgå begge Farer.19. Visdom gør Vismand stærkere end ti Magthavere i Byen.20. Thi intet Menneske er så retfærdigt på Jorden, at han kun gørgode Gerninger og aldrig synder.
21. Giv ikke Agt på alle de Ord, Folk siger, at du ikke skal høredin Træl forbande dig;22. thi du ved med dig selv, at også du mange Gange har forbandetandre.
23. Alt dette ransagede jeg med Visdom; jeg tænkte: "Jeg vil vordeviis." Men Visdom holdt sig langt fra mig;24. Tingenes Grund er langt borte, så dyb, så dyb; hvem kan findeden?25. Jeg tog mig for at vende min Hu til Kundskab og Granskning ogtil at søge efter Visdom og sikker Viden og til at kende, atGudløshed er Tåbelighed, Dårskab Vanvid.26. Og beskere end Døden fandt jeg Kvinden, thi hun er et Fangegarn;hendes Hjerfe er et Net og hendes Arme Lænker. Den, som er Gudkær, undslipper hende, men Synderen bliver hendes Fange.27. Se, det fandt jeg ud, sagde Prædikeren, ved at lægge det ene tildet andet for at drage min Slutning.28. Hvad min Sjæl stadig søgte, men ikke fandt, er dette: Een Mandfandt jeg blandt tusind, men en Kvinde fandt jeg ikke i heleFlokken.29. Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt Menneskene, som de børvære; men de har så mange sære Ting for.
Prædikeren 8
1. Hvo er som den vise, og hvo ved at tyde en Ting? Visdom får etMenneskes Åsyn til at lyse, og Åsynets Hårdhed mildnes.2. Hold en Konges Bud! Men drejer det sig om en Gudsed, så forhastdig ikke.3. Gå bort fra hans Åsyn og bliv ikke stående, når Sagen står slet;thi han kan gøre alt, hvad han vil.4. Thi en Konges Ord er Magtsprog, og hvo kan sige til ham: "Hvadgør du?"5. Den, som holder Budet, skal ikke mærke til noget ondt, ogDommens Tid skal den vises Hjerte kende.
6. Thi enhver Ting har sin Tid og sin Dom, men det er et tyngendeOnde for Mennesket,7. at han ikke ved, hvad der vil ske; thi hvo kan sige hamhvorledes Fremtiden bliver?8. Som intet Menneske er Herre over Vinden, så han kan spærre deninde, er ingen Herre over Dødens Dag; Krig kan man ikke unddragesig, og Gudløshed frier ikke sin Mand.
9. Alt dette så jeg, idet jeg rettede min Tanke på hver en Idræt,som øves under Solen: Der er Tider, da det ene Menneske herskerover det andet til hans Ulykke.10. Ligeledes så jeg gudløse stedes til Hvile, medens de, som gjordedet rette, måtte gå bort fra det hellige Sted og glemtes iByen. Også det er Tomhed.11. Fordi den onde Gerning ikke i Hast rammes af Dommen fårMenneskenes Hjerte Mod til at gøre det onde,12. eftersom Synderen gør det onde fra første Færd og dog leverlænge; men også ved jeg, at det skal gå dem godt, som frygterGud, fordi de frygter for hans Åsyn,13. og at det ikke skal gå de gudløse godt, og at deres Levetid ikkeskal længes som Skyggen, fordi de ikke frygter for Guds Åsyn.14. Der er en Tomhed, som forekommer på Jorden: at der findesretfærdige, hvem det går, som om de havde gjort de gudløsesGerninger, og gudløse, hvem det går som om de havde gjort deretfærdiges Gerninger. Jeg sagde: Også det er Tomhed.15. Og jeg priste Glæden, fordi Mennesket ikke har andet Gode underSolen end at spise og drikke og være glad, og at dette ledsagerham under hans Flid i de Levedage, Gud giver ham under Solen.
16. Hver Gang jeg vendte min Hu til at nemme Visdom og granske detSlid, som går for sig på Jorden - thi hverken Dag eller Nat fårman Søvn i Øjnene -17. da indså jeg, at det er således med alt Guds Værk, at Mennesketikke kan udgrunde det, som sker under Solen; thi trods al denFlid, et Menneske gør sig med at søge, kan han ikke udgrundedet; og selv om den vise mener at kende det, kan han ikkeudgrunde det.
Prædikeren 9
1. Ja, alt dette lagde jeg mig på Sinde, og mit hjerte indså detalt sammen: at de retfærdige og de vise og deres Gerninger er iGuds Hånd. Hverken om Kærlighed eller Had kan Menneskene videnoget; alt, hvad der er dem for Øje, er Tomhed.2. Thi alle får en og samme Skæbne, retfærdig og gudløs, god ogond, ren og uren, den, som ofrer, og den, som ikke ofrer; detgår den gode som Synderen, den sværgende som den, der skyr atsværge.3. Det er det, der er Fejlen ved alt, hvad der sker under Solen, atalle får en og samme Skæbne; derfor er også MenneskebørnenesHjerte fuldt af ondt, og der er Dårskab i deres Hjerte Livetigennem, og tilsidst må de ned til de døde.4. Kun for den, der hører til de levendes Flok, er der Håb; thilevende Hund er bedre faren end død Løve.5. Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde vedingenting, og Løn har de ikke mere i Vente; thi Mindet om demslettes ud.6. Både deres Kærlighed og deres Had og deres Misundelse erforlængst borte, og de får ingen Sinde mere Lod og Del i nogetaf det, som sker under Solen.
7. Så spis da dit Brød med Glæde, drik vel til Mode din Vin; thidin Id har Gud for længst kendt god.8. Dine Klæder være altid hvide, lad Olie ikke savnes på dit Hoved!9. Nyd Livet med den Kvinde, du elsker, alle dine tomme Levedage,som gives dig under Solen; thi det er din Lod og Del af Livet ogaf den Flid, du gør dig under Solen.10. Gør efter Evne alt, hvad din Hånd finder Styrke til; thi der erhverken Virke eller Tanke eller Kundskab eller Visdom iDødsriget, hvor du stævner hen.
11. Og atter så jeg under Solen, at Hurtigløberen ikke er Herre overLøbet eller Heltene over Kampen, ej heller de vise over Brødet,ej heller de kløgtige over Rigdom, ej heller de kloge overYndest, men alle er de bundet af Tid og Tilfælde.12. Thi et Menneske kender lige så lidt sin Tid som Fisk, der fangesi det slemme Garn, eller Fugle, der hildes i Snaren; ligesomdisse fanges Menneskens Børn i Ulykkens Stund, når den bratfalder over dem.
13. Også dette Tilfælde af Visdom så jeg under Solen, og det gjordedybt Indtryk på mig:14. Der var en lille By med få Indbyggere, og mod den kom en storKonge; han omringede den og byggede høje Volde imod den;15. men der fandtes i Byen en fattig Mand, som var viis, og hanfrelste den ved sin Visdom. Men ingen mindedes den fattige Mand.16. Da sagde jeg: "Visdom er bedre end Styrke, men den fattigesVisdom agtes ringe, og hans Ord høres ikke."
17. Vismænds Ord, der høres i Ro, er bedre end en Herskers Råbiblandt Dårer.18. Visdom er bedre end Våben, men en eneste Synder kan ødelæggemeget godt.
Prædikeren 10
1. Døde Fluer gør Salveblanderens Olie stinkende, lidt Dårskabødelægger Visdommens Værd.2. Den vise har sin Forstand tilhøjre, Tåben har sin til venstre,3. Hvor Dåren end færdes, svigter hans Forstand, og han røber foralle, at han er en Dåre.4. Når en Herskers Vrede rejser sig mod dig, forlad ikke derfor dinPlads; thi Sagtmodighed hindrer store Synder.5. Der er et Onde, jeg så under Solen; det ser ud som et Misgreb afham, som har Magten:6. Dårskab sættes i Højsædet, nederst sidder de rige.7. Trælle så jeg højt til Hest og Høvdinger til Fods som Trælle.8. Den, som graver en Grav, falder selv deri; den, som nedbryder enMur, ham bider en Slange;9. den, som bryder Sten, kan såre sig på dem; den, som kløver Træ,er i Fare.10. Når Øksen er sløv og dens Æg ej hvæsses, må Kraft lægges i; menden dygtiges Fortrin er Visdom.11. Bider en Slange, før den besværges, har Besværgeren ingen Gavnaf sin Kunst.12. Ord fra Vismands Mund vinder Yndest, en Dåres Læber bringer hamVåde;13. hans Tale begynder med Dårskab og ender med den værste Galskab.14. Tåben bruger mange Ord. Ej ved Mennesket, hvad der skal ske;hvad der efter hans Død skal ske, hvo siger ham det?15. Dårens Flid gør ham træt, thi end ikke til Bys ved han Vej.16. Ve dig, du Land, hvis Konge er en Dreng og hvis Fyrster holderGilde ved Gry.17. Held dig; du Land, hvis Konge er ædelbåren, hvis Fyrster holderGilde til sømmelig Tid som Mænd og ikke som drankere.18. Ved Ladhed synker Bjælkelaget; når Hænderne slappes, drypper deti Huset.19. Til Morskab holder man Gæstebud, og Vin gør de levende glade;men Penge skaffer alt til Veje.20. End ikke i din Tanke må du bande en Konge, end ikke i ditSovekammer en, som er rig; thi Himlens Fugle kan udsprede Ordet,de vingede røbe, hvad du siger.
Prædikeren 11
1. Kast dit Brød på Vandet, Thi du får det igen, går end lang Tidhen.2. Del dit Gods i syv otte Dele, thi du ved ej, hvad ondt derkanske på Jorden.3. Er Skyerne fulde af Regn, så gyder de den ud over Jorden; ogfalder et Træ mod Syd eller Nord; så bliver det liggende der,hvor det falder.4. Man får aldrig sået, når man kigger efter Vinden, og aldrighøstet, når man ser efter Skyerne.5. Som du ikke kender Vindens Vej eller Fostret i Moders Liv, såkender du ej heller Guds Virke, han, som virker alt.6. Så din Sæd ved Gry og lad Hånden ej hvile ved Kvæld; thi du vedej, om dette eller hint vil lykkes, eller begge Dele er ligegode.7. Lyset er lifligt, at skue Solen er godt for Øjnene;8. ja, lever et Menneske mange År, skal han glæde sig over dem alleog komme Mørkets Dage i Hu, thi af dem er der mange i Vente;alt, hvad der kommer, er Tomhed.
9. Glæd dig, Yngling, i din Ungdom, vær vel til Mode i Livets Vår;gå, hvor dit Hjerte lyster, og nyd, hvad dit Øje skuer; men vid,at for alle disse Ting skal du kræves til Regnskab af Gud.10. Slå Mismod ud af dit Sind, hold Sygdom fjernt fra din Krop; thiUngdom og Livsgry er Tomhed!
Prædikeren 12
1. Tænk På ding Skaber i Ungdommens Dage, førend de onde Dagekommer og Årene nærmer sig, om hvilke du vil sige: "I dem harjeg ikke Behag!"2. før Sol og Lys og Måne og Stjerner hylles i Mørke og der atterkommer Skyer efter Regn,3. Tiden, da Husets Vogtere bæver, de stærke Mænd bliver krumme, daMøllepigerne svigter, fordi de er få, og de bliver mørke, somkigger ved Gluggerne,4. da begge Gadedørene lukkes, mens Møllen går med dæmpet Lyd, daman står op ved Spurvenes Kvidder og alle Sangens Døtre hvisker,5. da man også ængstes for Bakker, og Rædsler lurer på Vejen, daMandeltræet blomstrer; Græshoppen slappes og Kapersbærretsvigter, nu Mennesket går til sin evige Bolig og Sørgetoget gårgennem Gaden,6. førend Sølvsnoren brister og Guldskålen brydes itu, før Krukkenslås i Stykker ved Kilden og det søndrede Hjul falder ned iBrønden7. og Støvet vender tilbage til Jorden som før og Ånden til Gud,som gav den.8. Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, alt er Tomhed.
9. Endnu skal siges, at Prædikeren var viis; han gav også FolketKundskab; han granskede og ransagede og formede mange Ordsprog.10. Prædikeren søgte at finde Fyndord og optegnede sanddru Lære,Sandhedsord.11. Som Pigkæppe er de vises Ord, som inddrevne Søm, der sidder tæt;de er givet af en og samme Hyrde.12. Endnu skal siges: Min Søn, var dig! Der er ingen Ende på, somder skrives Bøger, og megen Gransken trætter Legemet.13. Enden på Sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans Bud!Thi det bør hvert Menneske gøre.14. Thi hver en Gerning bringer Gud for Retten, når han dømmer alt,hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.
Højsangen
Højsangen 1
1. Salomos Højsang2. Kys mig, giv mig Kys af din mund thi din Kærlighed er bedre endVin.3. Lifligt dufter dine Salver, dit Navn er en udgydt Salve, derforhar Kvinder dig kær.4. Drag mig efter dig, kom, lad os løbe; Kongen tog mig ind i sineKamre. Vi vil juble og glæde os i dig, prise din Hærlighedfremfor Vin. Med Rette har de dig kær.
5. Jeg er sort, dog yndig, Jerusalems Døtre, som Kedars Telte, somSalmas Forhæng.6. Se ej på mig, fordi jeg er sortladen, fordi jeg er brændt afSolen. Min Moders Sønner vrededes på mig, til Vingårdsvogterskesatte de mig - min egen Vingård vogted jeg ikke.
7. Sig mig, du, som min Sjæl har kær, hvor du vogter din Hjord, hvor du holder Hvil ved Middag. Thi hvi skal jeg gå som en Landstryger ved dine Fællers Hjorde?
8. Såfremt du ikke ved det, du fagreste blandt Kvinder, følg da kun Hjordens Spor og vogt dine Geder ved Hyrdernes Boliger.
9. Ved Faraos Forspand ligner jeg dig, min Veninde. 10. Dine Kinder er yndige med Snorene din Hals med Kæderne. 11. Vi vil gøre dig Snore af Guld med Stænk af Sølv.
12. Min Nardus spreder sin Duft, mens Kongen er til Bords; 13. min Ven er mig en Myrrapose, der ligger ved mit Bryst, 14. min Ven er mig en Koferklase fra En-Gedis Vingårde.
15. Hvor du er fager, min Veninde, hvor du er fager, dine Øjne erDuer!
16. Hvor du er fager, min Ven, ja dejlig er du, vort Leje er grønt, 17. vor Boligs Bjælker er Cedre, Panelet Cypresser!
Højsangen 2
1. Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje 2. Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.
3. Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.
4. Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.5. Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg afKærlighed.6. Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.7. Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og MarkensHjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønskerdet selv!
8. Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene,i Spring over Højene.9. Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu stårhan alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennemGitteret.10. Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, dufagre, kom!11. Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,12. Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurrenhøres i vort Land;13. Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udsprederDuft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom,14. min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skuedin Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og dinSkikkelse yndig.
15. Fang os de Ræve, de Ræve små,som hærger Vinen, vor blomstrendeVin!
16. Min Ven er min, og jeg er hans,som vogter blandt Liljer;17. til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og værsom Gazellen, som den unge Hjort på duftende Bjerge!
Højsangen 3
1. På mit Leje om Natten søgte Ham, som min Sjæl har kær, jegsøgte, men fandt ham ikke.2. "Så står jeg op og går om i Byen, om På dens Gader og Torve ogsøger ham, som min Sjæl har kær. "Jeg søgte, men fandt ham ikke.3. Vægterne, som færdes i Byen, traf mig: "Så I mon ham, som minSjæl har kær?"4. Knap var jeg kommet forbi dem, så fandt jeg ham, som min Sjælhar kær; jeg greb ham og slap ham ikke, før jeg fik ham ind imin Moders Hus, i hendes Kammer, som fødte mig.5. Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og MarkensHjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønskerdet selv!
6. Hvad er det, som kommer fra Ørkenen i Støtter af Røg, omduftetaf Myrra og Røgelse, alskens Vellugt?7. Se, det er Salomos Bærestol, omgivet af tresindstyve Helte,Israels Helte,8. alle med Sværd i Hånd, oplærte til Krig, hver med sit Sværd vedLænd mod Nattens Rædsler.9. Kong Salomo laved sig en Bærekarm af Træ fra Libanon,10. gjorde dens Støtter af Sølv, dens Arme af Guld; i Midten erIbenholt indlagt, Sædet er Purpur.11. Jerusalems Døtre, gå ud og se på Kong Salomo, på Kronen, hansModer kroned ham med på hans Brudefærds Dag, hans HjertensGlædes Dag!
Højsangen 4
1. Hvor du er fager, min veninde, hvor er du fager! Dine Øjne erDuer bag sløret, dit Hår som en Gedeflok bølgende ned fraGilead,2. dine Tænder som en nyklippet Fåreflok, der kommer fra Bad, somalle har Tvillinger, intet er uden Lam;3. som en Purpursnor er dine Læber, yndig din Mund, din Tinding somet bristet Granatæble bag ved dit Slør;4. din Hals er som Davids Tårn, der er bygget til Udkig, tusindeSkjolde hænger derpå, kun Helteskjolde;5. dit Bryst som to Hjortekalve, Gazelle tvillinger, der græsserblandt Liljer.6. Til Dagen svales og Skyggerne længes, vil jeg vandre tilMyrrabjerget og Vellugtshøjen.7. Du er fuldendt fager, min Veninde og uden Lyde.
8. Kom med mig fra Libanon, Brud, kom med mig fra Libanon, stig nedfra Amanas Tinde, fra Senirs og Hermons Tinde, fra Løvers Huler,fra Panteres Bjerge!
9. Du har fanget mig, min Søster, min Brud, du har fanget mig medet af dine Blikke, med en af din Halses Kæder.10. Hvor herlig er din Kærlighed, min Søster, min Brud, hvor dinKærlighed er god fremfor Vin, dine Salvers Duft fremfor alskensVellugt!11. Dine Læber drypper af Sødme, min Brud, under din Tunge erHonning og Mælk; dine Klæders Duft er som Libanons Duft.
12. Min Søster, min Brud er en lukket Have, en lukket Kilde, et Vældunder Segl.13. Dine Skud er en Lund af Granattræer med kostelige Frugter,Kofer,14. Nardus og Kalmus og Kanel og alle Slags Vellugtstræer, Myrra ogSafran og Aloe og alskens ypperlig Balsam.15. Min Haves Væld er en Brønd med rindende Vand og Strømme fraLibanon.16. Nordenvind, vågn, Søndenvind kom, blæs gennem min Have, så densVellugt spredes! Min Ven komme ind i sin Have og nyde densudsøgte Frugt!
Højsangen 5
1. Jeg kommer i min Have, min Søster, min Brud, jeg plukker minMyrra og Balsam, jeg spiser min Honning og Saft, jeg drikker minVin og Mælk. Venner, spis og drik og berus jer i Kærlighed!2. Jeg sov, men mit hjerte våged; tys, da banked min ven: "Luk opfor mig, o Søster, min Veninde, min Due, min rene, thi mit Hoveder fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Dråber."3. Jeg har taget min Kjortel af, skal jeg atter tage den på? Jeghar tvættet mine Fødder, skal jeg atter snavse dem til?4. Gennem Gluggen rakte min Ven sin Hånd, det brusede stærkt i mitIndre.5. Jeg stod op og åbned for min Ven; mine Hænder drypped af Myrra,mine Fingre af flydende Myrra, da de rørte ved Låsens Håndtag.6. Så lukked jeg op for min Ven, men min Ven var gået sin Vej. Jegvar ude af mig selv ved hans Ord. Jeg søgte, men fandt ham ikke,kaldte, han svared mig ikke.7. Vægterne, som færdes i Byen, traf mig, de slog og såred mig;Murens Vægtere rev Kappen af mig.
8. Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre: Såfremt I finder min Ven,hvad skal I da sige til ham? At jeg er syg af Kærlighed!
9. "Hvad Fortrin har da, din Ven, du fagreste, blandt Kvinder? HvadFortrin har da din Ven, at du besværger os så?"
10. Min Ven er hvid og rød, herlig blandt Titusinder,11. hans Hoved er det fineste Guld, hans Lokker er Ranker, sorte somRavne,12. hans Øjne som Duer ved rindende Bække, badet i Mælk og siddendeved Strømme,13. hans Kinder som Balsambede; Skabe med Vellugt, hans Læber erLiljer, de drypper, af flydende Myrra,14. hans Hænder er Stænger af Guld, fyldt med Rubiner, hans Liv enElfenbensplade, besat med Safirer,15. hans Ben er Søjler af Marmor På Sokler af Guld, hans Skikkelsesom Libanon, herlig som Cedre,16. hans Gane er Sødme, han er idel Ynde. Sådan er min elskede,sådan min Ven, Jerusalems Døtre.
Højsangen 6
1. Hvor er din Ven gået hen, du fagreste blandt Kvinder? Hvor har din ven vendt sig hen? Vi vil søge ham med dig.
2. Min Ven gik ned i sin Have, ti lBalsambedene, for at vogte sinHjord i Haverne og sanke Liljer.3. Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter blandtLiljer.
4. Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem,frygtelig som Hære under Banner.5. Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig så! Dit Hår er som enGedeflok, bølgende ned fra Gilead.6. dine Tænder som en Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle harTvillinger, intet er uden Lam;7. din Tinding er et bristet Granatæble bag ved dit Slør.
8. Dronningernes Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve,på Terner er der ej Tal.9. Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun,sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, afDronninger og Medhustruer Hyldest.
10. Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, fager som Månen,skær som Solen, frygtelig som Hære under Banner?
11. Jeg gik ned i Nøddehaven for at se, hvor det grønnes i Dale forat se, om Vintræet skød, om Granattræet nu stod i Blomst.12. Før jeg vidste af det, satte min Sjæl mig på mit ædle FolksVogne.13. Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig, så vi kan sedig!"Hvad vil I se på Sulamit, mens Sværddansen trædes?"
Højsangen 7
1. Hvor skønne er dine Trin i Skoene, du ædelbårne! Dine HoftersRunding er som Halsbånd, Kunstnerhånds Værk,2. dit Skød som det runde Bæger, ej savne det Vin, dit Liv som enHvededynge, hegnet af Liljer;3. dit Bryst som to Hjortekalve, Gazelletvillinger,4. din Hals som Elfenbenstårnet, dine Øjne som Hesjbons damme vedBat-Rabbims Port, din Næse som Libanons Tårn, der ser modDamaskus,5. Hovedet på dig som Karmel, dit Hoveds Lokker som Purpur; enKonge er fanget i Garnet.6. Hvor er du fager og yndig, du elskede, yndefulde!7. Som Palmen, så er din Vækst, dit Bryst som Klaser.8. Jeg tænker: Jeg vil op i Palmen, gribe fat i dens Stilke; ditBryst skal være som Vinstokkens Klaser, din Næses Ånde somÆbleduft,9. din Gane som ædel Vin, der liflig flyder ind i min Mund, gliderover mine Læber og Tænder.
10. Jeg er min Vens, og til mig står hans Attrå.11. Kom min Ven, vi vil ud på Landet, blive i Landsbyer Natten over;12. Vingårde søger vi årle, vi ser, om Vinstokken skyder, omKnopperne åbnes, Granattræet blomstrer. Der giver jeg dig minKærlighed.13. Kærlighedsæblerne dufter, for vor Dør er al Slags Frugt, ny oggammel tillige; til dig, min Ven, har jeg gemt dem.
Højsangen 8
1. Oh, var du min broder, som died min moders bryst! Jeg kyssed digderude, når vi mødtes, og blev ikke agtet ringe,2. tog dig ind i min Moders hus, i min moders kamre, gav digkrydret vin at drikke, Granatæblers Most.
3. Hans venstre under mit hoved, hans højre tager mig i favn.4. Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre: Gør ikke Kærligheden Uro,væk den ikke før den ønsker det selv!
5. Hvem er hun, der kommer fra Ørkenen, støttet til sin ven? "UnderÆbletræet vækked jeg dig; der nedkom din moder med dig, dernedkom hun, som dig fødte."6. Læg mig som en seglring om dit hjerte, som et Armbånd om dinArm! Thi Kærlighed er stærk som døden, Nidkærhed hård somDødsriget; i dens gløder er Brændende Glød, dens lue er HERRENSLue.7. Mange Vande kan ikke slukke den, Strømme skylle den bort. Gavnogen alt Gods i sit Hus for Kærlighed, Hvem vilde agte hamringe?
8. Vi har en lille Søster, som endnu ej har bryster; hvad gør vimed med vor Søster, den dag hun får en Bejler?9. Er hun en Mur, så bygger vi en krone af sølv derpå, men er hunen Dør, så spærrer vi den med Cederplanke.10. Jeg er en Mur, Mine Bryster Tårne. Da blev jeg i hans Øjne somen, der finder Fred.
11. Salomo havde en Vingård i Ba'al-Hamon, til vogtere gav han denVingård; hver kunne tjene tusind sekel Sølv på dens Frugt.12. Jeg har for mig selv min Vingård; de tusinde, Salomo, er dine,to hundrede deres, som vogter dens Frugt.
13. Du, som bor i Haverne, Vennerne lytter, lad mig høre din røst!
14. Fly, min Ven, og vær som en Gazel, som den unge Hjort på Balsambjerge!
Esajas
Esajas 1
1. Det Syn, Esajas, Amoz's Søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda.
2. Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi HERREN taler: Børn har jegopfødt og fostret, men de forbrød sig imod mig.3. En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israelkender intet, mit Folk kan intet fatte.
4. Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt, Ugerningsmænds Æt,vanartede Børn! De svigtede HERREN, lod hånt om Israels Hellige,vendte ham Ryg.5. Kan I tåle flere Hug, siden I stadig falder fra? Kun Sår erHovedet, sygt hele Hjertet;6. fra Fodsål til isse er intet helt kun Flænger, Strimer og friskeSår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindretmed Olie.7. Eders Land er øde, eders Byer brændt, fremmede æder eders Jordfor eders Øjne så øde som ved Sodomas Undergang.8. Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård, et Vagtskur ien Græskarmark en omringet By.9. Havde ikke Hærskarers HERRE levnet os en Rest, da var vi somSodoma, ligned Gomorra.
10. Lån Øre til HERRENs Ord I Sodomadommere, lyt til vor GudsÅbenbaring, du Gomorrafolk!11. Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger HERREN;jeg er mætaf Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod afOkser og Lam og Bukke.12. Når I kommer at stedes for mit Åsyn, hvo kræver da af jer, atmin Forgård trampes ned?13. Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er demig! Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne jeg afskyr Uret ogfestlig Samling.14. Eders Nymånefester og Højtider hader min, Sjæl de er mig enByrde, jeg er træt af at bære.15. Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget Iså end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod;16. tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne!Hør op med det onde,17. lær det gode, læg Vind på, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaffaderløse Ret, før Enkens Sag!
18. Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger HERREN. Er edersSynder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de endrøde som Purpur, de skal dog blive som Uld.19. Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder;20. står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi HERRENs Mundhar talt.
21. At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, så fuld afRet, Retfærdigheds Hjem, men nu er der Mordere.22. Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand.23. Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker dealle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tagersig ikke af Enkens Sag.24. Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE, Israels Vældige:"Min Gengælds Ve over Avindsmænd, min Hævn over Fjender!25. Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen ogudskiller alt dit Bly.26. Jeg giver dig Dommere som fordum, Rådsherrer som før; så kaldesdu Retfærdigheds By, den trofaste Stad.27. Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved Retfærd.28. Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe; hvo HERREN svigter,forgår.