Jeremias 44
1. Det ord, som kom til Jeremias om alle de Judærere, der boede iÆgypten, i Migdol, Takpankes, Nof og Patros:2. Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: I så selv al den Ulykke,jeg bragte over Jerusalem og alle Judas Byer; se, de ligger nuøde hen, og ingen bor i dem;3. det er Straf for det onde, de gjorde, idet det krænkede mig vedat gå hen og tænde Offerild for og dyrke andre Guder, somhverken de eller deres Fædre før kendte til.4. Jeg sendte årle og silde alle mine Tjenere Profeterne til dem,for at de skulde sige: "Gør dog ikke disse vederstyggelige Ting,som jeg hader!"5. Men de hørte ikke og bøjede ikke deres Øre dertil, så deomvendte sig fra deres Ondskab og hørte op med at tænde Offerildfor andre Guder.6. Derfor udgød min Vrede og Harme sig og luede op i Judas Byer ogJerusalems Gader, så de blev til Ødemark og Ørk, som de er denDag i Dag.7. Og nu, så siger HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud: Hvorfornedkalder I stor Ulykke over eder selv og udrydder Mænd ogKvinder, Børn og diende af Juda, så I ikke levner eder nogenRest,8. idet I krænker mig med eders Hænders Værker og tænder Offerildfor andre Guder i Ægypten, hvor I kom hen for at bo somfremmede? Følgen bliver, at I udrydder eder selv og bliver etForbandelsens og Spottens Tegn blandt alle Jordens Folk.9. Har I glemt de onde Gerninger, eders Fædre og Judas Konger ogFyrster og eders Kvinder gjorde i Judas Land og på JerusalemsGader?10. Hidtil har de ikke ydmyget sig; de frygter ikke og vandrer ikkeefter min Lov og mine Bud, som jeg forelagde eder og edersFædre.11. Derfor, så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, jeg har ondti Sinde imod eder; jeg vil udrydde hele Juda.12. Og jeg tager Judas Rest, dem, som fik i Sinde at drage tilÆgypten og bo der som fremmede; de skal alle omkomme i Ægypten;de skal falde for Sværd og Hunger og omkomme, store og små; forSværd og Hunger skal de dø og blive et Edens, Rædselens,Forbandelsens og Spottens Tegn.13. Og jeg hjemsøger dem, der bor i Ægypten, som jeg bjemsøgteJerusalem, med Sværd, Hunger og Pest.14. Og af Judas Rest, dem, der kom til Ægypten for at bo der somfremmede, skal ingen reddes eller undslippe, så han kan vendehjem til Judas Land, hvor de længes efter at bo igen; nej, ingenskal vende hjem undtagen enkelte, som reddes.
15. Men alle Mændene, der vel vidste, at deres Kvinder tændteOfferild for andre Guder, og alle Kvinderne, som stod der i enstor Klynge, og alt Folket, som boede i Ægypten, i Patros,svarede Jeremias:16. "Det Ord, du har talt til os i HERRENs Navn, vil vi ikke høre;17. nej, vi vil opfylde hvert Løfte; som er udgået af vor Mund, ogtænde Offerild for Himmelens Dronning og udgyde Drikofre forhende, som vi og vore Fædre, vore konger og Fyrster gjorde det iJudas Byer og på Jerusalems, Gader. Dengang havde vi Brød nok ogvar lykkelige og kendte ikke til Ulykke;18. men fra den Stund vi hørte op med at tænde Offerild forHimmelens Dronning og udgyde Drikofre for hende, led vi Mangelpå alt og omkom ved Sværd og Hunger.19. Og når vi tænder Offerild for Himmelens Dronning og udgyderDrikofre for hende, mon det så er uden vore Mænds Vidende, at vibager hende Offerkager, som afbilder hende, og udgyder Drikofrefor hende?"
20. Jeremias sagde til alt Folket, Mændene, Kvinderne og alt Folket,som havde svaret ham således:21. "Mon ikke den offerild, som I, eders Fædre, eders Konger ogFyrster og Landets Befolkning tændte i Judas Byer og påJerusalems Gader, randt HERREN i Hu og kom ham i Tanke?22. HERREN kunde ikke mere holde det ud for eders onde Gerninger ogde vederstyggelige Ting, I gjorde; derfor blev eders Land tilØrk, til et Rædselens og Forbandelsens Tegn, som det er den Dagi Dag.23. Fordi I tændte Offerild og syndede mod HERREN og ikke adlødHERRENs Røst eller fulgte hans Lov, Vedtægter og Vidnesbyrd,derfor ramtes I af denne Ulykke, som varer ved den Dag i Dag."24. Og Jeremias sagde til alt Folket og alle kvinderne: "Hør HERRENsOrd, hele Juda i Ægypten!25. Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: I og eders Kvinder lovermed eders Mund og opfylder det med eders Hænder! I siger: Vi vilopfylde de Løfter, vi har aflagt, og tænde Offerild forHimmelens Dronning og udgyde Drikofre for hende. Så hold daeders Løfter og indfri dem!26. Men hør da også HERRENs Ord, alle I Judæere, som bor i Ægypten:Se, jeg sværger ved mit store Navn, siger HERREN: Ikke skal merenogensteds i Ægypten mit Navn nævnes i nogen judæisk Mands Mund,så han siger: Så sandt den Herre HERREN lever!27. Se, jeg er årvågen over dem til Ulykke og ikke til Lykke, oghver judæisk Mand i Ægypten skal omkomme ved Sværd og Hunger,indtil de er udryddet.28. Kun de, der undslipper Sværdet, skal vende hjem fra Ægypten tilJudas Land, et ringe Tal; og hele Judas Rest, der er kommet tilÆgypten for at bo der som fremmede, skal kende, hvis Ord derstår fast, mit eller deres.29. Og dette, lyder det fra HERREN, skal være eder et Tegn på, atjeg hjemsøger eder på dette Sted, for at I skal kende, at mineOrd opfyldes på eder til eders Ulykke:30. Så siger HERREN: Se, jeg giver Ægypterkongen Farao Hofra i hansFjenders Hånd og i deres Hånd, som står ham efter Livet, ligesomjeg gav Kong Zedekias af Juda i hans Fjende, Kong Nebukadrezaraf Babels Hånd, som stod ham efter livet.
Jeremias 45
1. Det ord som profeten Jeremias talte til Baruk, Nerijas søn, dahan optegnede alle disse ord i en Bog efter Jeremiass Mund iJosiass Søns, Kong Jojakim af Judas, fjerde Regeringsår:2. Så siger HERREN, Israels Gud, om dig, Baruk:3. Fordi Baruk siger: Ve mig, thi Kummer har HERREN føjet til minSmerte, jeg er træt af at sukke og finder ej Hvile!4. skal du sige til ham: Så siger HERREN: Se, hvad jeg har bygget,nedbryder jeg; hvad jeg har plantet, rykker jeg op; det gælderal Jorden5. og du søger store Ting for dig selv! Gør det ikke! Thi se, jegsender Ulykke over alt Kød, lyder det fra HERREN. Men dig giverjeg dit Liv som Bytte, alle Vegne hvor du kommer.
Jeremias 46
1. HERRENs Ord, som kom til Profeten Jeremias om folkene.2. Til Ægypten, om Ægypterkongen Farao Nekos Hær, som stod vedFloden Eufrat i Karkemisj, og som Kong Nebukadrezar af Babelslog i Josiass Søns, Kong Jojakim af Judas, fjerde Regeringsår.3. Gør Skjold og Værge rede, kom hid til Strid!4. Spænd Hestene for, sid op på Gangeme, stil eder op med Hjelmenepå, gør Spydene blanke, tag Brynjeme på!5. Hvorfor er de rædselsslagne, veget tilbage deres Helte knust, påvild Flugt uden at vende sig? Trindt om er Rædsel, lyder det fraHERREN:6. De rapfodede undflyr ikke, og Helten redder sig ikke. Mod Nordved Eufrats Flod falder de og styrter.7. Hvem stiger der som Nilen, hvis Vande svulmer som Strømme?8. Det er Ægypten, der stiger som Nilen, og Vandene svulmer somStrømme. Det tænkte: "Jeg vil stige op og oversvømme Jorden,ødelægge dem, som bor derpå."
9. Stejl, I Heste, tag vanvittig Fart, I Vogne, lad Heltene rykkefrem, Kusj, Put, som bærer Skjold, og Luderne, som spænder Bue.10. Dette er Herrens, Hærskarers HERREs Dag, en Hævnens Dag til Hævnover hans Fjender. Sværdet æder sig mæt og svælger i deres Blod;thi Herren Hærskarers HERRE har Offerslagtning i Nordens Landved Eufrats Flod.11. Drag op til Gilead og hent Balsam, du Jomfru, Ægyptens Datter!Forgæves bruger du Lægemidler i Mængde; der er ingen Lægedom fordig.12. Folkene hører dit Råb, dit Skrig opfylder Jorden; thi Heltsnubler over Helt, sammen styrter de begge,
13. Det Ord, HERREN talede til Profeten Jeremias, om at KongNebukadrezar af Babel skulle komme og slå Ægypten.14. Forkynd det i Ægypten, kundgør det i Migdol, kundgør det i Nofog Takpankes! Sig: Stil dig op og gør dig rede, thi Sværdetfortærer trindt om dig.
15. Hvorfor flyede Apis, din Tyr? Den holdt ikke Stand, fordi HERRENjog den bort.16. Din brogede Folkesværm falder og styrter; de siger tilhverandre: "Kom, lad os vende hjem til vort Folk og vortFædreland for det hærgende Sværd!"17. Kald Farao, Ægyptens konge: Bulderet, som lader den belejligeTid gå forbi.18. Så sandt jeg lever, siger Kongen, hvis Navn er Hærskarers HERRE:Som Tabor mellem Bjergene, som Karmel ved Havet kommer han.19. Skaf dig Rejsetøj, du, som bor der, Ægyptens Datter! Thi Nofskal ødelægges og afbrændes, så ingen bor der.20. En smuk kvie er Ægypten, men en Bremse fra Nord falder over det.21. Selv dets Lejesvende, der er som Fedekalve, vender sig alle tilFlugt; de holder ikke Stand, thi deres Ulykkes Dag er kommetover dem, deres Hjemsøgelses Tid.22. Dets Røst er som den hvislende Slanges; thi med Hærmagt farer defrem, og med Økser kommer de over det som Brændehuggere. 23, Defælder dets Skov, lyder det fra HERREN, fordi den ikke er til attrænge igennem. Thi de er talrigere end Græshopper, ikke til attælle.24. Til Skamme bliver Ægyptens Datter; hun gives i Nordfolkets Hånd.25. Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, jeg hjemsøger Amon iNo og Farao og Ægypten med dets Guder og Konger, Farao og dem,der stoler på ham;26. og jeg giver dem i deres Hånd, som står dem efter Livet, i kongNebukadrezar af Babels og hans Tjeneres Hånd; men siden skalLandet bebos som i fordums Tid lyder det fra HERREN.
27. Frygt derfor ikke, min Tjener Jakob, vær ikke bange, Israel; thise, jeg frelser dig fra det fjerne og dit Afkom fra deresFangenskabs Land; og Jakob skal vende hjem og bo roligt ogtrygt, og ingen skal skræmme ham.28. Frygt ikke, min Tjener Jakob, lyder det fra HERREN, thi jeg ermed dig; thi jeg vil tilintetgøre alle de Folk, blandt hvilkejeg har adsplittet dig; kun dig vil jeg ikke tilintetgøre; jegvil tugte dig med Måde, ikke lade dig helt ustraffet.
Jeremias 47
1. HERRENs Ord, som kom til profeten Jeremias om filistrene, førFarao slog Gaza.2. Så siger HERREN: Se, Vande stiger fra Nord, de bliver en Strøm,der svømmer over, de oversvømmer Landet og dets Fylde, Byerne ogdem, som bor der. Menneskene skriger og jamrer, alle, som bor iLandet.3. For Lyden af hans Hingstes Hovslag, hans Vognes Drøn, hansraslende Hjul får Fædre ej set efter Bøm, thi Hænderne erslappe,4. nu Dagen er kommet at ødelægge alle Filistre, at udrydde hverHjælper, som levnes Tyrus og Zidon; thi HERREN ødelæggerFilisterne, Resten af Kaftors Ø.5. Skaldet er Gaza blevet, Askalon tilintetgjort. Du Rest afAnakiter, hvor længe vil du såre dig?6. Ve, HERRENs Sværd, hvornår vil du falde til Ro? Far i din Skede,hvil og vær stille!7. Hvorledes får det Ro, når HERREN opbød det mod Askalon og HavetsStrand og stævned det did?
Jeremias 48
1. Om Moab. Så siger Hærskares Herre, Israels Gud. Ve over Nebo,thi det er lagt øde, blevet til Skamme; indtaget er Kirjatajim,med Skam er Borgen brudt ned.2. Der er ingen Lægedom mer for Moab, intet Fryderåb i Hesjbon; deoplægger onde Råd imod det: "Kom, lad os udrydde det af FolkenesTal!" Også du, Madmen, skal omkomme, Sværdet skal forfølge dig.3. Hør Skriget fra Horonajim, frygteligt Brag og Sammenbrud!4. Moab er brudt sammen; lad Skriget lyde til Zoar.5. Ak, grædende stiger de op ad Luhits Skråning; ak, på Vejen tilHoronajim hører de Jammerskrig.6. Fly, red eders Liv, og I skal blive som en Enebærbusk i Ørkenen.7. Ja, fordi du stolede på dine Borge og Skatte, skal også dufanges. Kemosj skal vandre i Landflygtighed, hans, Præster ogFyrster til Hobe.8. Hærværksmænd skal komme over hver By, ingen By skal reddes;Dalen skal ødelægges og Højsletten hærges, som HERREN har sagt.9. Giv Moab Vinger, at det kan flyve bort; dets Byer skal blive enØrken, så ingen bor der.10. Forbandet være den, der er lad til at gøre HERRENs Værk,forbandet den, som holder sit Sværd fra Blod.11. Moab var tryg fra sin Ungdom, lå roligt på sin Bærme; dethældtes ikke fra Fad til Fad og vandrede ikke i Landflygtighed;derfor holdt det sin Smag, og dets Duft tabte sig ikke.12. Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da jeg senderVintappere, som skal tappe det og tømme dets Fade og knuse detsDunke.13. Da skal Moab få Skam af Kemosj, som Israels Hus havde Skam afBetel, som de stolede på.14. Hvor kan I sige: "Helte er vi og djærve Folk til Krig?"15. Moab skal hærges med sine Byer og dets ypperste Ynglinge stigened til at slagtes, lyder det fra Kongen, hvis Navn erHærskarers HERRE.16. Moabs Undergang er nær, dets Ulykke kommer såre hastigt.17. Ynk det, alle dets Naboer og alle, som kender dets Navn; sig:Hvor knækkedes dog den stærke Stav, det herlige Spir!18. Stig ned fra Æressædet, sæt dig i Skarnet, du, som bor der,Dibons Datter! Thi han, der hærger Moab, drager op imod dig,nedbryder dine Fæstninger.19. Stå hen på Vejen og se dig om, du, som bor i Aroer, spørgFlygtningene og de undslupne Kvinder, sig: "Hvad er der sket?"20. Moab er blevet til Skamme, ja knust. Jamrer og skrig, meld vedArnon, at Moab er hærget,21. at Dommen er kommet over Højslettelandet, over Holon, Jaza,Mefaat,22. Dibon, Nebo, Bet-Diblatajim,23. Kirjatajim, Bet-Gamul, Bet Meon,24. Kerijot, Bozra og alle Byer i Moabs Land fjernt og nær.25. Afhugget er Moabs Horn, og dets Arm er brudt, lyder det fraHERREN.26. Gør det drukkent! Thi det hovmodede sig mod HERREN; og Moab skalfalde omkuld i sit eget Spy, også det skal blive til Latter.27. Var ikke Israel til Latter for dig? Blev det måske grebet blandtTyve, siden du bliver så ivrig, hver Gang du taler derom?28. Kom fra Byerne og fæst Bo på Klippen, Moabs Indbyggere, vær somDuen, der bygger Rede hist ved Afgrundens Rand.29. Vi har hørt om Moabs Hovmod, det såre store, detsStolthed. Overmod og Hovmod, dets opblæste Hjerte.30. Jeg kender, lyder det fra HERREN, dets Frækhed, dets tomme Snak,dets tomme Gerninger.31. Derfor må jeg jamre over Moab, skrige over hele Moab, overMændene i Kir-Heres må jeg sukke.32. Jazers Gråd græder jeg over dig, Sibmas Vinstok; dine Skudoverskred Havet, nåede til Jazer; på din Frugt og din Høst slogHærværksmanden ned.33. Glæde og Jubel er svundet fra Frugthaven og Moabs Land. Jeglader Vinen svinde fra Persekarrene, ingen træder Vin.34. Hesjbon og Elale skriger, det høres til Jahaz; Horonajim ogEglat-Sjelisjija skriger; ak, Nimrims Vande bliver Ødemarker.35. Jeg udrydder af Moab den, der stiger op på Offerhøjen og tænderOfferild for dets Guder, lyder det fra HERREN.36. Derfor klager mit Hjerte som Fløjter over Moab, og mit Hjerteklager som Fløjter over Kir-Heres's Mænd. Godset, de vandt, gårderfor til Spilde.37. Thi hvert Hoved er skaldet, hvert Skæg revet af; i alle Hænderer der Rifter, over alle Lænder Sæk.38. Alt er Klage på alle Moabs Tage og Torve; thi jeg sønderbryderMoab som et usselt Kar, lyder det fra HERREN.39. Hvor er Moab forfærdet! Hvor vender det Ryg med Skam! Ja, Moaber blevet til Latter og Rædsel for alle sine Naboer.40. Thi så siger HERREN: Se, som en Ørn med udbredte Vinger svæverhan over Moab.41. Kerijot er taget og Borgene faldet. Moabs Heltes Hjerte bliverpå hin Dag som en nødstedt Kvindes Hjerte.42. Moab er ødelagt og ikke mer et Folk, fordi det hovmodede sig modHERREN.43. Gru og Grav og Garn kommer over dig, du, som bor i Moab, lyderdet fra HERREN;44. den, der flygter for Gru, falder i Grav, den, der når op afGrav, fanges i Garn. Thi jeg bringer over Moab deresHjemsøgelses År, lyder det fra HERREN.45. I Ly af Hesjbon står Flygtninge uden Kraft. Thi Ild farer ud fraHesjbon, Ildsluefra Sihons Stad; den fortærer Moabs Tinding ogde larmende Mænds isse.
46. Ve dig, Moab, det er ude med dig, Kemosjs Folk. Thi dine Sønnerslæbes i Fangenskab, dine Døtre ligeså.47. Menjeg vender Moabs Skæbne i de sidste Dage, lyder det fraHERREN. Så vidt Moabs Dom.
Jeremias 49
1. Om Ammonitterne. Så siger Herren, har Israel ingen sønner ellerhar det ingen arvinger? Hvorfor har Milkom taget Gad i Eje oghans Folk bosat sig i dets Byer?2. Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da jeg laderKrigsskrig lyde mod Rabba i Ammon, og det skal blive enGrusdynge, og dets Døtre skal gå op i Luer. Da arver Israel sineArvinger, siger HERREN.3. Klag, Hesjbon, thi Aj er ødelagt; skrig, I Rabbas Døtre klæd jeri Sæk og klag, gå rundt i Foldene! Thi Milkom vandrer iLandflygtighed, hans Præster og Fyrster til Hobe.4. Hvorfor gør du dig til af dine Dale, du frafaldne Datter, somstoler på dine Skatte og siger: "Hvem kan komme til mig,?"5. Se, jeg lader Rædsel komme over dig fra alle Kanter, lyder detfra Hærskarers HERRE. I skal drives bort i hver sin Retning, ogingen samler de flygtende.6. Men siden vender jeg Ammoniternes Skæbne, lyder det fra HERREN.
7. Om Edom. Så siger Hærskarers HERRE: Er der ikke mer Visdom iTeman, svigter de kloges Råd, er deres Visdom rådden?8. Fly, søg Ly i det dybe, I, som bor i Dedan! Thi Esaus Ulykkesender jeg over ham, Straffens Tid.9. Gæstes du af Vinhøstmænd, levner de ej Efterslæt, af Tyve omNatten, ødelægger de, hvad de lyster.10. Thi selv blotter jeg Esau, hans Skjulesteder røber jeg; at gemmesig evner han ikke. Han er ødelagt ved Brødres og Naboers Arm,han er borte.11. Lad mig om dine faderløse, jeg holder dem i Live, dine Enker kanstole på mig.12. Thi så siger HERREN: Se, de, hvem det ikke tilkom at tømmeBægeret, må tømme det, og du skulde gå fri? Du går ikke fri, menkommer til at tømme det.
13. Thi jeg sværger ved mig selv. lyder det fra HERREN: til Rædselog Spot, til Ørk og til et Forbandelsens Tegn skal Bozra blive,og alle dets Byer skal blive til evige Tomter.14. Fra HERREN har jeg hørt en Tidende: Et Bud skal sendes ud blandtFolkene: Samler eder! Drag ud imod det og rejs jer til Strid!15. Se, ringe har jeg gjort dig iblandt Folkene, foragtet blandtMennesker.16. Rædsel over dig! Dit Hjertes Overmod bedrog dig. Du, som bor iKlippekløft og klynger dig til Fjeldtop: Bygger du Rede højt somØrnen, jeg styrter dig ned, så lyder det fra HERREN.17. Edom skal blive til Rædsel; alle, der kommer forbi, skal slås afRædsel og spotte over alle dets Sår.18. Som det gik, da Sodoma og Gomorra og Nabobyerne omstyrtedes,siger HERREN, skal intet Menneske bo der, intet Menneskebarndvæle der.19. Som en Løve, der fra Jordans Stolthed skrider op til denstedsegrønne Græsgang, således vil jeg i et Nu drive dem bortderfra. Thi hvem er den udvalgte, jeg vil sætte over dem? Thihvem er min Lige, og hvem kræver mig til Regnskab? Hvem er denHyrde, der står sig mod mig?20. Hør derfor det Råd, HERREN har for mod Edom, og de Tanker, hanhar mod Temans Indbyggere: Visselig skal Hjordens ringesteslæbes bort, visselig skal deres Græsgang forfærdes over dem.21. Ved Braget af deres Fald skal Jorden skælve; Skriget kan hørestil det røde Hav.22. Se, som en Ørn med udbredte Vinger svæver han over Bozra; ogEdoms Heltes Hjerte bliver på hin Dag som en nødstedt KvindesHjerte.
23. Om Damaskus. Til Skamme er Hamat og Arpad, thi de hører ondTidende; de er ude af sig selv, i Uro som Havet, der ikke kanfalde til Ro.24. Damaskus er modfaldent, vender sig til Flugt, Angst falder overdet, Vånde og Veer griber det som en fødende Kvinde.25. Ve det! Forladt er den lovpriste By, Glædens Stad.26. Derfor falder dets Ynglinge på dets Torve, alle Krigsfolkeneomkommer på hin Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE.27. Jeg sætter Ild på Damaskuss Mur, og den skal fortære BenhadadsBorge.
28. Om Kedar og Hazors Riger, som Kong Nebukadrezar af Babelslog. Så siger HERREN: Kom og drag op mod Kedar, ødelæg ØstensSønner!29. Man skal tage deres Telte og Hjorde, deres Telttæpper, allederes Kar, bortføre Kamelerne fra dem og råbe til dem: "Trindtom er Rædsel!"30. Fly i Hast, søg Ly i det dybe, Hazors Borgere, lyder det fraHERREN. Thi kong Nebukadrezar af Babel har oplagt et Råd imodeder og undfanget en Tanke imod eder.31. Kom, drag op mod et roligt Folk, der bor i Tryghed, lyder detfra HERRREN, uden Porte og Slåer; de bor for sig selv.32. Deres Kameler gøres til Bytte, deres mange Hjorde til Rov. Jegspreder dem, der har rundklippet Hår, for alle Vinde, og fraalle kanter bringer jeg Undergang over dem, lyder det fraHERREN.33. Hazor bliver Sjakalers Bo, en Ørken til evig Tid; der skal ej boet Menneske, ej dvæle et Menneskebarn.
34. HERRENs Ord, som kom til Profeten Jeremias om Elam i KongZedekias af Judas første Regeringstid:35. Så siger Hærskarers HERRE: Jeg knækker Elams Bue, det yppersteaf deres Kraft;36. og jeg bringer over Elam de fire Vinde fra de fireVerdenshjørner og spreder dem for alle disse Vinde; der skalikke være et Folk, som de bortdrevne Elamiter ikke kommer hentil.37. Jeg knuser dem foran deres Fjender og dem, der står dem efterLivet, og jeg sender Ulykke over dem, min glødende Vrede, lyderdet fra HERREN. Jeg sender Sværdet efter dem, til jeg får demudslettet.38. Jeg rejser min Trone i Elam og tilintetgør der både Konge ogFyrster, lyder det fra HERREN.39. Men i de sidste Dage vender jeg Elams Skæbne, lyder det fraHERREN.
Jeremias 50
1. Det ord Herren talte mod Babel, mod kaldærenes land, vedprofeten Jeremias.2. Forrkynd det blandt Folkene, kundgør det, rejs et Banner,kundgør det, dølg det ikke, sig: Babel er indtaget, Bel gjorttil Skamme, Merodak knust, til Skamme er dets Afguder blevet,knust dets Afgudsbilleder.3. Thi et Folk fra Nord drager op imod det og gør dets Land til enØrken, så ingen bor der; både Mennesker og Dyr er flygtet.
4. I hine Dage og til hin Tid, lyder det fra HERREN, skalisraeliterne, sammen med Judæerne, komme: de skal vandre underGråd og søge HERREN deres Gud;5. de skal spørge om Vej til Zion, did er deres Ansigtervendt; deskal komme og klynge sig til HERREN i en evig Pagt, der aldrigglemmes.6. En Flok bortkomne Får var mit Folk, deres Hyrder havde ført demvild, på Afveje i Bjergene; de flakkede fra Bjerg til Høj,glemte deres Hvilested.7. Enhver, som traf på dem, fortærede dem; deres Fjender sagde: "Vier sagesløse!" Det skete, fordi de syndede mod HERREN, Retfærdsgræsgangen og deres fædres Håb, HERREN.
8. Fly ud af Babel, drag bort fra kaldæernes Land, bliv som Bukkeforan en Hjord!9. Thi se, jeg vækker fra Nordens Land en Sværm af vældige Folk ogfører dem frem mod Babel, og de skal ruste sig imod det; fra denKant skal det indtages; dens Pile er som den sejrsæle Helts, derikke vender tomhændet hjem.10. Kaldæa gøres til Bytte; alle, som gør det til Bytte, mættes,lyder det fra HERREN.11. Glæd eder kun og jubl, I, som plyndrede min Arvelod, spring somKalve i Engen, vrinsk som Hingste12. eders Moder skal dybt beskæmmes; hun, som bar eder, skal blivetil Skamme. Se, det ringeste af Folkene, en Ørken, tørt Land ogØdemark!13. For HERRENs Vredes Skyld skal det ligge ubeboet hen og overaltvære en Ørken; alle, som kommer forbi Babel, skal slås af Rædselog spotte over alle dets Sår.14. Rust eder mod Babel på alle Kanter, alle, som spænder Bue; skydpå det, spar ikke på Pile, thi mod HERREN har det syndet.15. Jubl over det fra alle kanter: "Det har udrakt sin Hånd, detsStøttemure er faldet, dets Volde nedbrudt." Thi det er HERRENsHævn. Hævn eder på det, gør med det, som det selv har gjort!16. Udryd af Babel den, der sår, og den, der svinger Le i HøstensTid! For det hærgende Sværd vender enhver hjem til sit Folk,enhver flyr til sit Land.
17. En adsplittet Hjord er Israel, Løver har spredt det. Førstfortærede Assyrerkongen det, og nu sidst har Kong Nebukadrezaraf Babel gnavet dets Knogler.18. Derfor, så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, jeghjemsøger Babels Konge og hans Land, som jeg hjemsøgteAssyrerkongen;19. og jeg fører Israel tilbage til dets Græsgang; det skal græssepå Karmel og Basan og mættes i Efraims Bjerge og Gilead.20. I hine Dage og til hin Tid, lyder det fra HERREN, skal man søgeefter Israels Brøde, og den er der ikke, efter Judas Synder, ogde findes ikke; thi jeg tilgiver dem, jeg lader blive til Rest,21. Drag op mod Meratajims Land, drag op imod det og mod dem, sombor i Pekod, læg øde, læg Band på dem, så lyder det fra HERREN,gør nøje, som jeg har budt dig!22. Krigslarm lyder i Landet, alt bryder sammen.23. Hvor er dog al Jordens Hammer knækket og brudt, hvor er dogBabel blevet til Rædsel blandt Folkene!24. Jeg lagde dig Snarer, du fangedes, Babel, og mærked det ej; dugrebes, og fast blev du holdt, thi du kæmped mod HERREN.25. HERREN lukked op for sit Forråd og fremtog sin VredesVærktøj. Thi et Værk har Herren, Hærskarers HERRE, for iKaldæernes Land.26. Træng derind fra Ende til anden, luk op for dets Lader, dyng detop som Neg og læg Band derpå, lad intet levnes.27. ødelæg alle dets Okser, før dem ned til Slagtning! Ve dem, deresDag er kommet, Hjemsøgelsens Tid.28. Hør, hvor de flyr og redder sig fra Babels Land for at melde iZion om Hævnen fra HERREN vor Gud, Hævn for hans Helligdom.29. Kald Skytterne sammen mod Babel, enhver, som spænder Bue, slåRing omkring det, lad ingen få Lov at slippe; gengæld det efterdets Gerning; efter alt, hvad det gjorde, skal I gøre imod det;thi Frækhed viste det mod HERREN, Israels Hellige.30. Derfor falder dets Ynglinge på dets Torve, alle Krigsfolkeneomkommer på hin Dag, lyder det fra HERREN.31. Se, jeg kommer over dig, "Frækhed", lyder det fra Herren,Hærskarers HERRE, thi din Dag er kommet, Hjemsøgelsens Tid.32. Da falder "Frækhed" og styrter, og ingen rejser det. Jeg sætterIld på dets Byer, og den fortærer alt deromkring.33. Så siger Hærskarers HERRE: Både med Israeliterne og Judæerne erder handlet ilde; alle de, der bortførte dem, holder fast pådem, vægrer sig ved at give dem fri.34. Deres Genløser er stærk, Hærskarers HERRE er hans Navn; han vilføre deres Strid og give Jorden Ro og Babels Indbyggere Uro.
35. Sværd over Kaldæerne, lyder det fra HERREN, og over BabelsIndbyggere, over dets Fyrster og Vismænd!36. Sværd over Sandsigerne, så de bliver Tåber! Sværd over detsBelte, så de taber Modet!37. Sværd over dets Heste og Vogne og over alt det blandede Slæng idets Midte, så de bliver til Kvinder! Sværd over dets Skatte, såde plyndres!38. Tørke over dets Vande, så de tørres ud! Thi det er et Land forGudebilleder, og de gør sig til af dem, de frygter.39. Derfor skal Ørkendyr bo der sammen med Sjakaler, også Strudseskal bo der; aldrig mer skal det bebos, men være ubeboet fraSlægt til Slægt.40. Som det gik, da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra og Nabobyerne,lyder det fra HERREN, skal intet Menneske bo der, intetMenneskebarn dvæle der.41. Se, der kommer et Folk fra Nord, et vældigt Folk og mange Kongerbryder op fra det yderste af Jorden.42. De fører Bue og Spyd, er grumme uden Barmhjertighed, deres Røster som Havets Brusen, de rider på Heste, rustet som en Mand tilStrid mod dig, Babels Datter!43. Babels Konge hørte Rygtet derom, og hans Hænder blev slappe,Rædsel greb ham, Skælven som den fødende Kvindes.44. Som en Løve, der fra Jordans Stolthed skrider op til denstedsegrønne Græsgang, således vil jeg i et Nu drive dem bortderfra. Thi hvem er den udvalgte, jeg vil sætte over dem? Thihvem er min Lige, og hvem kræver mig til Regnskab? Hvem er denHyrde, der står sig mod mig?45. Hør derfor det Råd, HERREN har for mod Babel, og de Tanker, hanhar tænkt mod Kaldæernes Land: Visselig skal Hjordens ringesteslæbes bort, visselig skal deres Græsgang forfærdes over dem.46. Ved Råbet: "Babel er indtaget!" skal Jorden skælve, og deresSkrig skal høres blandt Folkene.
Jeremias 51
1. Så siger HERREN: Jeg opvækker en ødelæggelsens ånd mod Babel ogdem, som bor i "mine Modstanderes Hjerte".2. Og jeg sender til Babel Kastere, de skal kaste det og tømme detsLand, thi fra alle Hanter er de over det på Ulykkens Dag.3. Ingen skal spænde sin Bue eller rejse sig i Brynje. Spar ikkedets Ynglinge, læg Band på hele dets Hær!4. Dræbte Mænd skal falde i Kaldæernes Land og gennemborede iGaderne;5. thi Israel og Juda er ikke forladt af deres Gud, HærskarersHERRE, men deres Land var fuldt af Skyld mod Israels Hellige.6. Fly ud af Babel, enhver redde sit Liv, at I ikke skal omkommefor dets Brøde! Thi det er Hævnens Tid for HERREN, han øverGengæld imod det.7. Et gyldent Bæger var Babel i HERRENs Hånd, det gjorde al Jordendrukken; Folkene drak af Vinen, derfor blev Folkene galne.8. Babel faldt i et Nu, det knustes; jamrer over det! Hent Balsamhid til dets Sår, om det muligt kan læges!
9. Vi vilde læge Babel, men det lod sig ikke læge. Gå fra det oglad os drage hver til sit Land, thi dets Straffedom når tilHimmelen, løfter sig til Skyerne.10. HERREN har bragt vor Ret for Lyset; kom, lad os kundgøre HERRENvor Guds Værk i Zion!
11. Hvæs Pilene, gør Skjoldene blanke! HERREN har vakt MederkongensÅnd, thi hans Hu står til at ødelægge Babel; thi det er HERRENsHævn, Hævn for hans Tempel.12. Løft Banner mod Babels Mure, forstærk Vagten, sæt Vagtposter ud,læg Baghold! Thi HERREN har et Råd for og gør, hvad han hartalet mod Babels Indbyggere.13. Du, som bor ved de mange Vande, rig på Skatte, din Ende erkommet, den Alen, hvor man skære dig af.14. Hærskarers Herre har svoret ved sig selv: Jeg vil fylde dig medMennesker som Græshopper, og de skal istemme Vinperserråbet overdig.
15. Han skabte Jorden i sin Vælde, grundfæstede Jorderig i sinVisdom, og i sin indsigt udspændte han Himmelen.16. Når han løfter sin Røst, bruser Vandene i Himmelen, og han laderSkyer stige op fra Jordens Ende; han får Lynene til at give Regnog sender Stormen ud af sine Forrådskamre.17. Dumt er hvert Menneske, uden Indsigt, hver Guldsmed får Skam afsit Billede; thi Løgn er hans Støbning, der er ingen Ånd i dem;18. Tomhed er de, et dårende Værk; når deres Hjemsøgelses Tidkommer, er det ude med dem.19. Jakobs Arvelod er ikke som de; thi han, der har skabt alt, erdets Arvelod; Hærskarers HERRE er hans Navn.
20. Du var mig en Stridshammer, et Våben; med dig knuste jeg Folk,med dig ødelagde jeg Riger;21. med dig knuste jeg Hest og Rytter, med dig knuste jeg Vogn ogVognstyrer,22. med dig knuste jeg Mand og Kvinde med dig knuste jeg gammel ogung, med dig knuste jeg Yngling og Jomfru,23. med dig knuste jeg Hyrde og Hjord, med dig knuste jeg Agerdyrkerog Oksespand, med dig knuste jeg Statholder og Landshøvding.24. Men jeg vil gengælde Babel og alle Kaldæas Indbyggere alt detonde, de gjorde mod Zion for eders Øjne, lyder det fra HERREN.25. Se, jeg kommer over dig, du ødelæggende Bjerg, lyder det fraHERREN, du, som ødelægger hele Jorden; jeg udrækker Hånden imoddig og vælter dig ned fra Klipperne og gør dig til et afsvedetBjerg;26. man skal ikke fra dig hente Sten til Tinder eller Grundvolde,thi du skal blive en evig Ørken, lyder det fra HERREN.
27. Løft Banner på Jorden, stød i Horn blandt Folkene, vi Folkenetil Kamp imod det, opbyd Ararats, Minnis og Asjkenazs Riger imoddet, indsæt en Tipsar, lad Hestene fare frem som lodneGræshopper;28. vi Folkene til Strid imod det, Mederkongen, hans Statholdere ogalle hans Landshøvdinger og hele det Land, han råder over!29. Jorden skal skælve og vride sig, thi HERRENs Tanker mod Babelfuldbyrdes, at gøre Babels Land til en Ørken, hvor ingen bor.30. Babels Helte opgiver Kampen, de sidder stille i Borgene, dereskraft ebber ud, de er blevet til Kvinder; dets Boligerafbrændes, dets Portstænger knækkes.31. Løber iler Løber i Møde, og Bud iler Bud i Møde for at meldeBabels Konge, at hans By er indtaget fra Ende til anden,32. Overgangsstederne taget, Borgene brændt og Krigsfolkenerædselslagne.33. Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Babels Datter er somen Tærskeplads, når den stampes endnu en liden Stund, så kommerHøstens Tid for den.34. Kong Nebukadrezar af Babel har fortæret mig, oprevet mig, satmig til Side som et tomt kar. Som en Drage har han slugt mig,fyldt sin Vom med mine Lækkerbidskener og drevet mig bort.35. Den Vold, jeg led, og min Overlast komme over Babel, siger de,som bor i Zion, mit Blod over Kaldæas Indbyggere, sigerJerusalem.36. Derfor, så siger HERREN: Se, jeg fører din Sag og giver digHævn,jeg lægger dets Hav tørt og udtørrer dets Kilde.
37. Babel skal blive en Grushob, Sjakalers Bolig, til Rædsel ogSpot, så ingen bor der.38. De brøler alle som Løver, knurrer som Løveunger i deresVildskab.39. Jeg holder et Drikkelag for dem og gør dem drukne, så de døvesog falder i evig Søvn uden at vågne, lyder det fra HERREN.40. Jeg fører dem ned til af slagtes som Får, som Vædre sammen medBukke.41. Hvor Sjesjak blev fanget og grebet, al Jordens Stolthed, hvorBabel dog blev til Rædsel imellem Folkene!42. Havet steg over Babel, af dets Bølgers Brus blev det skjult.43. Dets Byer er blevet en Ørken, øde Land og Ødemark; intetMenneske bor i dem, intet Menneskebarn færdes i dem.44. Jeg hjemsøger Bel i Babel, river ud af hans Mund, hvad hanslugte, til ham skal ej Folkeslag strømme mer. Også Babels Murer faldet.45. Drag ud deraf, mit Folk, enhver redde sit Liv for HERRENsglødende Harme.46. Lad ikke eders Hjerter blive modfaldne og frygt ikke ved deTidender, der høres på Jorden, når der i det ene År kommer eenTidende og i det næste en anden, når der er Voldsfærd på Jordenog Hersker følger på Hersker.47. Se, derfor skal Dage komme, da jeg hjemsøger BabelsGudebilleder, og alt dets Land bliver til Skamme, og alle deriskal falde på Valen.48. Jubl over Babel, Himmel og Jord med alt, hvad i dem er, thi fraNord kommer Hærværksmænd over det, lyder det fra HERREN.
49. Også Babel skal falde for de dræbte af Israels Skyld, ligesomdræbte på hele Jorden faldt for Babel.50. I, som undslap Sværdet, drag bort, stands ikke, kom HERREN i Hui det fjerne, lad Jerusalem komme frem i eders Tanker!51. Vi blev til Skamme, thi Smædeord måtte vi høre; Blusel lagde sigover vore Ansigter, thi fremmede overfaldt HERRENs HussHelligdomme.52. Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da jeghjemsøger dets Gudebilleder, og sårede skal stønne i hele detsLand.53. Selv om Babel stiger op til Himmelen, og selv om det gør sinBorg utilgængelig i det høje, fra mig skal der kommeHærværksmænd over det, lyder det fra HERREN.54. Der lyder Skrig fra Babel, et vældigt Sammenbrud fra KaldæernesLand.55. Thi HERREN hærger Babel og gør Ende på den vældige Larm der;deres Bølger bruser som mange Vande, deres Brag lyder højt.56. Thi en Hærværksmand kommer over Babel, og dets Helte skalfanges, deres Buer knækkes; thi en Gengældelsens Gud er HERREN,han giver fuld Løn.57. Jeg gør dets Fyrster og Vismænd, dets Statholdere,Landshøvdinger og Helte drukne, og de skal falde i evig Søvnuden at vågne, lyder det fra kongen, hvis Navn er HærskarersHERRE.58. Så siger Hærskarers HERRE: Babels brede Mur skal nedbrydes tilGrunden og dets høje Porte opbrændes. Folkeslagenes Møje erspildt, og Folkefærdene slider sig trætte for Ilden.
59. Det Ord, som Profefen Jeremias sendte med Seraja, en Søn atMasejas Søn Nerija, da han rejste, til Babel med Kong Zedekiasaf Juda i hans fjerde Regeringsår; Seraja sørgede for Nattelytil Kongen, når han var på Rejse.60. Jeremias optegnede al den Ulykke, som skulde komme over Babel, ien og samme Bog, alle disse Ord, der er skrevet mod Babel;61. og Jeremias sagde til Seraja: "Når du kommer til Babel og serLejlighed dertil, skal du oplæse alle disse Ord62. og sige: HERRE, du truede selv dette Sted med Udryddelse, så derikke bliver nogen, som bor der, - hverken Folk eller Fæ, men detskal blive en evig Ørken.63. Og når du er til Ende med at oplæse denne Bog, skal du binde enSten til den, kaste den i Eufrat64. og sige: Således skal Babel gå til Bunds og ikke mere komme opfor al den Ulykke, jeg sender over det!" Til Ordene "slider sigtrætte for Ilden går Jeremiass Ord.
Jeremias 52
1. Zedekias var enogtyve år gammel da han blev konge, og han herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hamital og var en Datter af Jirmeja fra Libna.
2. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske somJojakim.3. Thi for HERRENs Vredes Skyld kom dette over Jerusalem og Juda,og til sidst stødte han dem bort fra sit Åsyn. Og Zedekias faldtfra Babels konge.4. I hans niende Regeringsår på den tiende Dag i den tiende Måneddrog Kong Nebukadrezar af Babel da med hele sin Hær modJerusalem, og de belejrede det og byggede Belejringstårne imoddet rundt omkring;5. og Belejringen varede til Kong Zedekiass ellevte Regeringsår.6. På den niende Dag i den fjerde Måned blev Hungersnøden hård iByen, og Folket fra Landet havde ikke Brød. Da blev Byens Murgennembrudt.7. Alle krigsfolkene flygtede om Natten ud af Byen gennem Portenmellem de to Mure ved Kongens Have, medens Kaldæerne holdt Byenomringet, og de tog Vejen ad Arabalavningen til.8. Men Kaldæernes Hær satte efter Kongen og indhentede ham påJerikosletten, efter at hele hans Hær var blevet splittet tilalle Sider.9. Så greb de Kongen og bragte ham op til Ribla i Hamats Land tilBabels Konge, der fældede Dommen over ham.10. Hans Sønner lod han henrette i hans Påsyn, ligeledes lod hanalle Judas Øverster henrette i Ribla;11. og på Zedekias selv lod Babels Konge Øjnene stikke ud; derpå lodhan ham lægge i Kobberlænker, og således førte han ham tilBabel; og han lod ham kaste i Fængsel, hvor han blev til sinDødedag.
12. På den tiende Dag i den femte Måned, det var Babels KongeNebukadrezars nittende Regeringsår, kom Nebuzaradan, Øverstenfor Livvagten, Babels konges Tjener, til Jerusalem.13. Han satte Ild på HERRENs Hus og Kongens Palads og alle Husene iJerusalem; på alle Stormændenes Huse satte han Ild;14. og Murene om Jerusalem nedbrød hele kaldæernes Hær, som Øverstenfor Livvagten havde med sig.15. De sidste Folk, som var tilbage i Byen, og Overløberne, der vargået over til Babels Konge, og de sidste Håndværkere førteNebuzaradan, Øversten for Livvagten, bort.16. Men nogle af de fattigste af Folket fra Landet lod Nebuzaradan,Øversten for Livvagten, blive tilbage som Vingårdsmænd ogAgerdyrkere,17. Kobbersøjlerne i HERRENs Hus, Stellene og Kobberhavet i HERRENsHus slog Kaldæerne i Stykker og førte Kobberet til Babel.18. Karrene, Skovlene, knivene og Kanderne og alle Kobbersagerne,som brugtes ved Tjenesten, røvede de;19. også Fadene, Panderne, Skålene, Karrene, Lysestagerne, Kanderneog Offerskålene, der helt var af Guld eller Sølv, røvedeØversten for Livvagten.
20. De to Søjler, Havet med de tolv Kobberokser under og Stellene,som Salomo havde ladet lave til HERRENs Hus Kobberet i alledisse Ting var ikke til at veje.21. Atten Alen høj var hver Søjle, og en Snor på tolv Alen kunde nåom den, og den var hul, og Kobberet var fire Fingre tykt.22. Og der var et Søjlehoved af Kobber oven på den, fem Alen højt,og rundt om Søjlehovedet var der Fletværk og Granatæbler, alt afKobber; og på samme Måde var det med den anden Søjle.23. Og der var seks og halvfemsindstyve Granatæbler, som hang frit;der var i alt hundrede Granatæbler rundt om Fletværket.24. Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja, Anden præstenZefanja og de tre Dørvogtere;25. og fra Byen tog han en Hofmand, der havde Opsyn med krigsfolket,og syv Mænd, der hørte til Kongens nærmeste Omgivelser, og somendnu fandtes i Byen, desuden Hærførerens Skriver, der udskrevFolket fra Landet til Krigstjeneste, og dertil tresindstyve Mændat Folket fra Landet, der fandtes i Byen26. dem tog Øversten for Livvagten Nebuzaradan og førte til BabelsKonge i Ribla27. og Babels Konge lod dem dræbe i Ribla i Hamats Land. Så førtesJuda i Landflygtighed fra sit Land.
28. Følgende er Tallet på de Folk, Nebukadrezar bortførte iFangenskab: I hans syvende År 3023 Judæere,29. i Nebukadrezars attende År 832 fra Jerusalem;30. i Nebukadrezars tre og tyvende År bortførte Nebuzaradan,Øversten for Livvagten, 745 af Judæerne; tilsammen 4600.
31. I det syv og tredivte År efter Kong Jojakin af Judas Bortførelsepå den fem og tyvende Dag i den tolvte Måned tog Babels KongeEvil-Merodak, der i det År kom på Tronen, Kong Jojakin af Judatil Nåde og førte ham ud af Fængselet.32. Han talte ham venligt til og gav ham Sæde oven for de Konger,som var hos ham i Babel.33. Jojakin aflagde sin Fangedragt og spiste daglig hos ham, sålænge han levede.34. Han fik sit daglige Underhold af Babels Konge, hver Dag hvad hanbehøvede for den Dag, indtil sin Dødedag, så længe han levede.
Klagesangene
Klagesangene 1
1. Hvor sidder hun ene, den by så folkerig før - mægtig blandtFolkene før, men nu som en Enke! Fyrstinden blandt Lande er nusat til at trælle.2. Hun græder og græder om Natten med Tårer på Kind; ingen af allehendes Elskere bringer hende Trøst, alle Vennerne sveg og blevhendes Fjender.3. Af Trang og tyngende Trældom udvandred Juda; blandt Folkenesidder hun nu og finder ej Ro, alle Forfølgerne nåede hende midti Trængslerne.4. Vejene til Zion sørger, uden Højtidsgæster, alle hendes Porte erøde, Præsterne sukker, hendes Jomfruer knuges af Kvide, hun selver i Vånde.5. Hendes Avindsmænd er Herrer, hendes Fjender trygge, thi Kvidefik hun af HERREN for Mængden af Synder, hendes Børn drog bortsom Fanger for Fjendens Åsyn.6. Og bort fra Zions Datter drog al hendes Pragt; som Hjorte, derej finder Græsning, blev hendes Fyrster, de vandrede kraftløsebort for Forfølgernes Åsyn.
7. Jerusalem mindes den Tid, hun blev arm og husvild, (alle sinekostelige Ting fra fordums Dage), i Fjendehånd faldt hendesFolk, og ingen hjalp, Fjender så til og lo, fordi hun gik under.8. Jerusalem syndede svart, blev derfor til Afsky; hun foragtes afalle sine Beundrere, de så hendes Blusel, derfor sukker hun dybtog vender sig bort.9. Hendes Urenhed pletter hendes Slæb, hun betænkte ej Enden; hunsank forfærdende dybt, og ingen trøster. Se min Elendighed,HERRE, thi Fjenden hoverer.10. Avindsmænd bredte deres Hånd over alle hendes Skatte, ja, ind isin Helligdom så hun Hedninger komme, hvem du havde nægtetAdgang til din Forsamling.11. Alt hendes Folk måtte sukke, søgende Brød; de gav deres Skattefor Mad for at friste Livet. HERRE, se til og giv Agt på,hvorledes jeg hånes!12. Alle, som vandrer forbi, giv Agt og se, om det gives en Smertesom den, der er tilføjet mig, hvem HERREN voldte Harm på singlødende Vredes Dag.13. Fra det høje sendte han Ild, der for ned i mine Ben; han spændteet Net for min Fod, han drev mig tilbage, han gjorde mig øde,syg både Dag og Nat.14. Der vogtedes på mine Synder, i hans Hånd blev de flettet, de komsom et Åg om min Hals, han brød min Kraft; Herren gav mig dem iVold, som, er mig for stærke.15. Herren forkasted de vældige udi min Midte, han indbød til Festpå mig for at knuse mine unge, trådte Persen til Dom overJomfruen, Judas Datter.16. Derover græder mit Øje, det strømmer med Tårer, thi langt harjeg til en Trøster, som kvæger min Sjæl; mine Børn er fortabt,thi Fjenden er blevet for stærk.
17. Zion udrækker Hænderne, ingen trøster; mod Jakob opbød HERRENhans Fjender omkring ham; imellem dem er Jerusalem blevet tilAfsky.18. HERREN, han er retfærdig, jeg modstod hans Mund. Hør dog, alle IFolkeslag, se min Smerte! Mine Jomfruer og unge Mænd drog bortsom Fanger.19. Mine Elskere kaldte jeg ad de svigtede mig; mine Præster ogÆldste opgav Ånden i Byen, thi Føde søgte de efter, men intetfandt de.20. Se, HERRE, hvor jeg er i Vånde, mit Indre i Glød, mit Hjerte erknust i mit Bryst, thi jeg var genstridig; ude mejede Sværdet oginde Døden.21. Hør, hvor jeg sukker, ingen bringer mig Trøst. De hørte minUlykke, glæded sig, da du greb ind. Lad komme den Dag, du loved,dem gå det som mig!22. Læg al deres Ondskab for dig og gør med dem, som du gjorde medmig til Straf for al min Synd! Thi mange er mine Suk, mit Hjerteer sygt.
Klagesangene 2
1. Hvor har dog Herren i Vrede lagt mulm over Zion, slængt Israelsherlighed ned fra Himmel til Jord og glemt sine Fødders Skammelpå sin Vredes Dag.2. Herren har skånselsløst opslugt hver Bolig i Jakob, han nedbrødi Vrede Judas Datters Borge, slog dem til Jorden, skændede Rigeog Fyrster,3. afhugged i glødende Vrede hvert Horn i Israel; sin højre droghan tilbage for Fjendens Åsyn og brændte i Jakob som en Lue, deråd overalt.4. På Fjendevis spændte han Buen, stod som en Uven; han dræbte alØjnenes Lyst i Zions Datters Telt, udgød sin Vrede som Ild.5. Herren har vist sig som Fjende, opslugt Israel, opslugt allePaladser, lagt Borgene øde, ophobet Jammer på Jammer i JudasDatter.6. Han nedrev sin Hytte, lagde sit Feststed øde, HERREN lod Fest ogSabbat gå ad Glemme i Zion, bortstødte i heftig Vrede Konge ogPræst.7. Herren forkasted sit Alter, brød med sin Helligdom, hengav iFjendens Hånd dets Paladsers Mure; man skreg i HERRENs Hus sompå Festens Dag.8. HERREN fik i Sinde at ødelægge Zions Datters Mur, han udspændteSnoren, holdt ikke sin Hånd fra Fordærv, lod Vold og Mur fåSorg, de vansmægted sammen.9. I Jorden sank hendes Porte, Slåerne brød han. Blandt Folkene boruden Lov hendes Konge og Fyrster, og ikke fanger Profeterne Synfra HERREN.10. Zions datters Ældste sidder på Jorden i Tavshed; på Hovedetkaster de Støv, de er klædt i Sæk; Jerusalems Jomfruer sænkermod Jord deres Hoved.
11. Mine Øjne hensvinder i Gråd, mit Indre gløder, mit Hjerte erknust, fordi mit Folk er brudt sammen; thi Børn og spædeforsmægter på Byens Torve;12. hver spørger sin Moder: "Hvor er der Korn og Vin?" forsmægter påByens Torve som en, der er såret, idet de udånder Sjælen vedModerens Bryst.13. Med hvad skal jeg stille dig lige, Jerusalems Datter, hvormedskal jeg ligne og trøste dig, Zions Jomfru? Thi dit Sammenbruder stort som Havet, hvo læger dig vel?14. Profeternes Syner om dig var Tomhed og Løgn, de afsløred ikkedin Skyld for at vende din Skæbne, Synerne gav dig kun tomme,vildende Udsagn.15. Over dig slog de Hænderne sammen, de, hvis Vej faldt forbi, dehån fløjted, rysted på Hoved ad Jerusalems Datter: "Er det daByen, man kaldte den fuldendt skønne, al Jordens Glæde?"16. De opspærred Munden imod dig, alle dine Fjender, hånfløjted,skar Tænder og sagde: "Vi opslugte hende; ja, det er Dagen, vivented, vi fik den at se."
17. HERREN har gjort, som han tænkte, fuldbyrdet det Ord, han sendtei fordums Dage, brudt ned uden Skånsel, ladet Fjender glæde sigover dig, rejst Uvenners Horn.
18. Råb højt til Herren, du Jomfru, Zions Datter, lad Tårernestrømme som Bække ved Dag og ved Nat, und dig ej Ro, lad ikkedit Øje få Hvile!19. Stå op og klag dig om Natten, når Vagterne skifter, udøs ditHjerte som Vand for Herrens Åsyn, løft dine Hænder til ham forBørnenes Liv, som forsmægter af Hunger ved alle GadernesHjørner.20. HERRE se til og agt på, mod hvem du har gjort det. Skal Kvinderda æde den Livsfrugt, de kælede for, myrdes i Herrens HelligdomPræst og Profet?21. I Gaderne ligger på Jorden unge og gamle, mine Jomfruer og mineYnglinge faldt for Sværdet; på din Vredesdag slog du ihjel,hugged ned uden Skånsel.22. Du bød mine Rædsler til Fest fra alle Sider. På HERRENs VredesDag undslap og frelstes ingen; min Fjende tilintetgjorde dem,jeg plejed og fostred.
Klagesangene 3
1. Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris, 2. mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm, 3. ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang. 4. Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben, 5. han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje, 6. lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde. 7. Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker. 8. Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude. 9. Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge. 10. Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold; 11. han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde; 12. han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen. 13. Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig; 14. hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang, 15. med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke. 16. Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet; 17. han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken 18. og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude." 19. At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde; 20. min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget. 21. Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe: 22. HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op, 23. hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor. 24. Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham. 25. Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger; 26. det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse, 27. godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom. 28. Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham; 29. han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb. 30. Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån. 31. Thi Herren bortstøder ikke for evigt, 32. har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde; 33. ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn. 34. Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod, 35. når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes, 36. når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det? 37. Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder? 38. Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund? 39. Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
40. Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN, 41. løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen; 42. vi syndede og stod imod, du tilgav ikke, 43. men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel, 44. hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem; 45. til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene. 46. De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender. 47. Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde; 48. Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen. 49. Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro, 50. før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til. 51. Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
52. Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst, 53. de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig; 54. Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!" 55. Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb; 56. du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!" 57. Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!" 58. Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv; 59. HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret! 60. Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker, 61. du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig, 62. mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig. 63. Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg. 64. Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning, 65. gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem! 66. forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
Klagesangene 4
1. Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de helligeStene slængt hen på Gadernes Hjørner!2. Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar,Pottemagerhænders Værk3. Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mitFolks Datter blev grum som Ørkenens Strudse.4. Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged omBrød, og ingen gav dem.5. Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret påPurpur, favnede Skarnet.6. Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som bratblev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.
7. Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deresLegeme rødere end Koral, som Safir deres Årer;8. mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Hudenhænger ved Knoglerne, tør som Træ.9. Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen,dødsramte, af Mangel på Markens Grøde.10. Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brødsammen, blev de dem til Føde.
11. HERREN køled sin Vrede, udøste sin Harmglød,. han tændte i Zionen Ild, dets Grundvolde åd den.12. Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjendeskulde stå i Jerusalems Porte.13. Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i detsMidte udgød retfærdiges Blod.14. De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte medKlæderne Ting, som ikke må røres.15. "Var jer! En uren!" råbte man; "Var jer dog for dem!" Når deflyr og vanker, råber man: "Bliv ikke her!"16. HERREN spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned manej eller ynked Profeter.17. End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, påVarden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper.18. De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden varnær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet.19. Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene sattede efter os, lured i Ørkenen,20. vor Livsånde, HERRENs Salvede, blev fanget i deres Grave, han, ihvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.
21. Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeretnå, du skal blotte dig drukken.22. Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger,Edom, din Skyld, afslører dine Synder.
Klagesangene 5
1. HERRE, kom vor skæbne i Hu, sku ned og se vor skændsel!2. Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse.3. Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre.4. Vort Drikkevand må vi købe, betale må vi vort Brænde.5. Åget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile.6. Ægypten rakte vi Hånd, Assur, for at mættes med Brød.7. Vore Fædre, som synded, er borte, og vi må bære deres Skyld.8. Over os råder Trælle, ingen frier os fra dem.9. Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd.10. Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue.11. De skændede kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer.12. Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle.13. Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge.14. De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg.15. Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg.16. Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!
17. Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt:18. For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der.19. Du, HERRE, troner for evigt, fra Slægt til Slægt står din trone.20. Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle dage?21. Omvend os, HERRE, til dig, så vender vi om, giv os nye Dage, somfordum!22. Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?
Ezekiel
Ezekiel 1
1. I det tredivte År på den femte dag i den fjerde Måned da jeg varbandt de landflygtige ved Floden Kebar, skete det, at Himmelenåbnede sig, og jeg skuede Syner fra Gud.2. Den femte Dag i Måneden - det var det femte År efter at KongJojakin var bortført -3. kom HERRENs Ord til Præsten Ezekiel, Buzis Søn, i KaldæernesLand ved Floden Kebar, og HERRENs Hånd kom over ham der.
4. Jeg skuede og se, et Stormvejr kom fra Nord, og en vældig Skyfulgte med, omgivet af Stråleglans og hvirvlende Ild, i hvisMidte det glimtede som funklende Malm.5. Midt i Ilden var der noget ligesom fire levende Væsener, og deså således ud: De havde et Menneskes Skikkelse;6. men de havde hver fire Ansigter og fire Vinger;7. deres Ben var lige og deres Fodsåler som en Kalvs; de skinnedesom funklende Kobber, og deres Vingeslag var hurtigt;8. der var Menneskehænder under Vingerne på alle fire Sider.9. De fire levende Væseners Ansigter vendte sig ikke, når de gik,men de gik alle lige ud".10. Ansigterne så således ud: De havde alle fire et Menneskeansigtfortil, et Løveansigt til højre, et Okseansigt til venstre og etØrneansigt bagtil;11. Vingerne var på dem alle fire udbredt opad, således at to og torørte hinanden, og to skjulte deres Legemer.12. De gik alle lige ud; hvor Ånden vilde have dem hen gik de; devendte sig ikke, når de gik.13. Midt imellem de levende Væsener var der noget som glødende Kulat se til, som Blus, der for hid og did imellem dem, og Ildenudsendte Stråleglans, og Lyn for ud derfra.14. Og Væsenerne løb frem og tilbage, som Lynglimt at se til
15. Videre skuede jeg, og se, der var et Hjul på Jorden ved Siden afhvert af de fire levende Væsener;16. og Hjulene var at se til som funklende Krysolit; de så alle fireens ud, og de var lavet således, at der i hvert Hjul var etandet Hjul;17. de kunde derfor gå til alle fire Sider; de vendte sig ikke, nårde gik.18. Videre skuede jeg, og se, der var Fælge på dem, og Fælgene varpå dem alle fire rundt om fulde af Øjne.19. Og når de levende Væsener gik, gik også Hjulene ved Siden af, ognår Væsenerne løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig;20. hvor Ånden vilde have dem hen, gik Hjulene, og de løftede sigsamtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene;21. når Væsenerne gik, gik også de; når de standsede, standsede ogsåde, og når de løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sigsamtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene.
22. Oven over Væsenernes Hoveder var der noget ligesom enHimmelhvælving, funklende som Krystal, udspændt oven over deresHoveder;23. og under Hvælvingen var deres Vinger udspændt, den ene mod denanden; hvert af dem havde desuden to, som skjulte deres Legemer.24. Og når de gik, lød Vingesuset for mig som mange Vandes Brus, somden Almægtiges Røst; det buldrede som en Hær.25. Det drønede oven over Hvælvingen over deres Hoveder; men når destod, sænkede de Vingerne.26. Men oven over Hvælvingen over deres Hoveder var der noget somSafir at se til, noget ligesom en Trone, og på den, ovenover,var der noget ligesom et Menneske at se til.27. Og jeg skuede noget som funklende Malm fra det, der så ud somhans Hofter, og opefter; og fra det, der så ud som hans Hofter,og nedefter skuede jeg noget som Ild at se til; og Stråleglansomgav ham.28. Som Regnbuen, der viser sig i Skyen på en Regnvejrsdag, varStråleglansen om ham at se til. Således så HERRENsHerlighedsåbenbarelse ud. Da jeg skuede det, faldt jeg på mitAnsigt. Og jeg hørte en Røst, som talede.
Ezekiel 2
1. Han sagde til mig: "Menneskesøn stå op på dine fødder så jeg kantale med dig!"2. Og som han talede til mig, kom Ånden i mig og rejste mig på mineFødder, og jeg hørte ham tale til mig.3. Han sagde: "Menneskesøn! Jeg sender dig til Israeliterne, degenstridige, der har sat sig op imod mig; de og deres Fædre harforbrudt sig imod mig til den Dag i Dag.4. Og Sønnerne har stive Ansigter og hårde Hjerter; jeg sender digtil dem, og du skal sige: Så siger den Herre HERREN!5. Hvad enten de hører eller ej - thi de er en genstridig Slægt -skal de kende, at en Profet er kommet iblandt dem.6. Men du, Menneskesøn frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deresOrd, når du færdes mellem Nælder og Tidsler og bor blandtSkorpioner; frygt ikke for deres Ord og vær ikke ræd for deresAnsigter, thi de er en genstridig Slægt.7. Du skal tale mine Ord til dem, hvad enten de hører eller ej, thide er en genstridig Slægt..8. Og du, Menneskesøn, hør, hvad jeg taler til dig! Vær ikkegenstridig som den genstridige Slægt, men luk din Mund op ogslug, hvad jeg her giver dig! "
9. Og jeg skuede, og se, en Hånd var udrakt imod mig, og i den låen Bogrulle;10. og han rullede den op for mig, - og der var skrevet på den bådefor og bag; og hvad der stod skrevet, var Klage, Suk og Ve.
Ezekiel 3
1. Så sagde han til mig: "Menneskesøn, slug hvad du her har fordig, slug denne Bogrulle og gå så hen og tal til Israels Hus!"2. Så åbnede jeg Munden, og han lod mig sluge Bogrullen3. og sagde til mig: "Menneskesøn! Lad din Bug fortære denBogrulle, jeg her giver dig, og fyld dine Indvolde dermed!" Ogjeg slugte den, og den var sød som Honning i min Mund.
4. Så sagde han til mig: "Menneskesøn, gå til Israels Hus og talmine Ord til dem!5. Thi du sendes til Israels Folk, ikke til et Folk med dybt Mål ogtungt Mæle,6. ikke til mange Hånde Folkeslag med dybt Mål og tungt Mæle, hvisTale du ikke fatter, hvis jeg sendte dig til dem, vilde de høredig.7. Men Israels Hus vil ikke høre dig, thi de vil ikke høre mig; thihele Israels Hus har hårde Pander og stive Hjerter.8. Se, jeg gør dit Ansigt hårdt som deres Ansigter og din Pandehård som deres Pander;9. som Diamant, hårdere end Flint gør jeg din Pande. Frygt ikke fordem og vær ikke ræd for deres Ansigter, thi de er en genstridigSlægt!"10. Videre sagde han til mig: "Menneskesøn, alle mine Ord, som jegtaler til dig, skal du optage i dit Hjerte og høre med dineØrer;11. og gå så hen til dine landflygtige Landsmænd og tal til dem ogsig: Så siger den Herre HERREN! - hvad enten de så hører ellerej!"