19. Da opfyldtes Nebukadnezar af Harme, og hans Ansigtsudtrykændredes over for Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego; han tog til Ordeog sagde, at Ovnen skulde gøres syv Gange hedere end ellers,20. og bød nogle håndfaste Mænd i sin Hær binde Sjadrak, Mesjak ogAbed-Nego og kaste dem i den gloende Ovn.21. Så blev Mændene bundet i de deres Kapper, Underklæder, Huer ogandre Klædningsstykker og kastet i den gloende Ovn.22. Og eftersom Kongens Bud var skarpt og Ovnen ophedet til Overmål,brændte Luen de Mænd ihjel, som bragte Sjadrak, Mesjak ogAbed-Nego op på Ovnen,23. medens de tre Mænd, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, bundne faldtned i den gloende Ovn.24. Da sloges Kong Nebukadnezar af Rædsel og stod hastigt op; og hantog til Orde og spurgte sine Rådsherrer: "Var det ikke tre Mænd,vi kastede bundne i Ilden?" De svarede Kongen: "Jo, det var,Konge!"25. Han sagde da videre: "Men jeg ser fire Mænd gå frit om i Ilden,og de har ingen Skade taget; og den fjerde ser ud som enGudesøn."
26. Derpå trådte Nebukadnezar hen til den gloende Ovns Dør og råbte:"Sjadrak, Mesjak og Abed Nego, I, den højeste Guds Tjenere, komud!" Da gik Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego ud af Ilden.27. Og Satraperne, Landshøvdingerne, Statholderne og KongensRådsherrer samlede sig og så, af Ilden ikke havde haft nogenMagt over hine Mænds Legemer, at deres Hovedhår ikke var svedet,at deres Kapper var uskadte, og at der ikke var Brandlugt veddem.
28. Så sagde Nebukadnezar: "Lovet være Sjadraks, Mesjaks ogAbed-Negos Gud, der sendte sin Engel og rede sine Tjenere, som iTillid til ham overtrådte Kongens Bud og hengav deres Legemerfor at undgå at dyrke eller tilbede nogen anden Gud end deresegen!29. Hermed påbyder jeg, at den, der i noget Folk, nogen Stamme ognoget Tungemål siger noget ondt om Sjadraks, Mesjaks og AbedNegos Gud, skal hugges sønder og sammen, og hans Hus skal gørestil en Skarndynge; thi der gives ingen anden Gud, som såledeskan frelse."30. Og Kongen gengav Sjadrak,Mesjak og Abed-Nego deres Stillinger iLandsdelen Babel.
Daniel 4
1. Kong Nebukadnezar til alle Folk: der bor på hele Jorden: Fredvære med eder i rigt Mål!2. De Tegn og Undere, den højeste Gud har øvet imod mig, finder jegfor godt at kundgøre.3. Hvor store er dog hans Tegn, hvor vældige dog hans Undere! HansRige er et evigt Rige, hans Herredømme fra Slægt til Slægt.
4. Jeg, Nebukadnezar, levede tryg i mit Slot og livsglad i mitPalads. Men da skuede jeg et Drømmesyn, og det slog mig medRædsel, og Tankebilleder på mit Leje og mit Hoveds Synerforfærdede mig.6. Derfor påbød jeg, at alle Babels Vismænd skulde føres frem formig, for at de skulde tyde mig Drømmen.7. Så kom Drømmetyderne, Manerne, Kaldæerne og Stjernetyderne ind,og jeg sagde dem Drømmen, men de kunde ikke tyde mig den.8. Men til sidst trådte Daniel, som har fået Navnet Beltsazzarefter min Guds Navn, og i hvem hellige Guders Ånd er, frem formig, og jeg sagde ham Drømmen:
9. Beltsazzar, du Øverste for Drømmetyderne, i hvem jeg ved, athellige Guders Ånd er, og hvem ingen Hemmelighed er for svar!Hør, hvad jeg så i Drømme, og tyd mig det!10. Dette var mit Hoveds Syner på mit Leje: Jeg skuede, og se, etTræ stod midt på Jorden, og det var såre højt.11. Træet voksede og blev vældigt, dets Top nåede Himmelen, og detsås til Jordens Ende;12. dets Løv var fagert, dets Frugter mange, så der var Føde tilalle derpå; under det fandt Markens Dyr Skygge, i dets Greneboede Himmelens Fugle, og alt Kød fik Næring deraf.13. Og videre skuede jeg i mit Hoveds Syner på mit Leje, og se, enVægter, en Hellig, kom ned fra Himmelen.14. Han råbte med høj Røst: "Fæld Træet, hug Grenene af, afriv Løvetog spred Frugterne; Dyrene skal fly fra deres Bo derunder ogFuglene fra dets Grene!15. Dog skal I lade Stubben med Rødderne blive i Jorden, men bundetmed en Kæde af Jern og kobber i Markens Græs; af Himmelens Dugskal han vædes, og som Dyrene skal han æde Markens Urter;16. hans Menneskehjerte skal fratages ham og et Dyrehjerte givesham, og syv Tider skal gå hen over ham.17. Således er det fastsat ved Vægternes Råd, og ved de Helliges Buder Sagen afgjort, for at de levende må sande, at den Højeste erHerre over Menneskenes Rige og kan give det, til hvem han vil,og ophøje den ringeste blandt Menneskene til Hersker over det!"18. Det var dette Drømmesyn, som jeg, Kong Nebukadnezar, skuede, ogdu, Beltsazzar, tyd mig det! Thi ingen af mit Riges Vismænd kantyde mig det; du derimod evner det, thi i dig bor hellige GudersÅnd.
19. Så stod Daniel, som havde fået Navnet Beltsazzar, en Stundrædselslagen, og hans Tanker forfærdede ham. Men Kongen tog tilOrde og sagde: Beltsazzar, lad ikke Drømmen og dens Udtydningforfærde dig!" Men Beltsazzar svarede: "Herre, måtte drømmengælde dine Fjender og dens Udtydning dine Avindsmænd!20. Det Træ, du så, og som voksede og blev vældigt, så Toppen nåedeHimmelen og det sås over hele Jorden,21. hvis Løv var fagert, og hvis Frugter var mange, det, som allefik Næring af, under hvilket Markens Dyr fandt Bo, og i hvisGrene Himmelens Fugle byggede Rede,22. det er dig selv, o Konge, som er blevet stor og mægtig, hvisStorhed er vokset, så den når Himmelen, og hvis Herredømmerækker til Jordens Ende.23. Og når Kongen så, at en Vægter, en Hellig, steg ned fra Himmelenog bød: Fæld Træet og ødelæg det! Dog skal I lade Stubben medRødderne blive i Jorden, men bundet med en Kæde af Jern ogkobber i Markens Græs; af Himmelens Dug skal han vædes, og medMarkens Dyr skal han dele Lod, indtil syv Tider er gået hen overham24. så betyder det, o Konge, og det er den Højestes Råd, som erudgået over min Herre Kongen:25. Du skal udstødes af Menneskenes Samfund og bo hlandt MarkensDyr; Urter skal du have til Føde som Kvæget, og af Himmelens Dugskal du vædes; og syv Tider skal gå hen over dig, til duskønner, at den Højeste er Herre over Menneskenes Rige og kangive det, til hvem han vil.26. Men når der blev givet Påbud om at levne Træets Stub medRødderne, så betyder det, at dit Rige atter skal blive dit, såsnart du skønner, at Himmelen har Magten.27. Derfor, o Konge, lad mit Råd være dig til Behag. Gør Ende pådine Synder med Retfærd og på dine Misgerninger medBarmhjertighed mod de fattige, om din Lykke måske kunde vare!"
28. Alt dette ramte nu Kong Nebukadnezar.29. Tolv Måneder senere, da Kongen vandrede på Taget af detkongelige Palads i Babel,30. udbrød han: "Er dette ikke det store Babel, som jeg byggede tilKongesæde ved min vældige Magt, min Herlighed til Ære?"31. Men før Kongen endnu havde talt ud, lød en Røst fra Himmelen:"Det gives dig til Kende, Kong Nebukadnezar, at dit Kongedømmeer taget fra dig!32. Af Menneskenes Samfund skal du udstødes og bo blandt MarkensDyr; Urter skal du have til Føde som Kvæget; og syv Tider skalgå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre overMenneskenes Rige og kan give det, til hvem han vil!"33. I samme Stund fuldbyrdedes Ordet på Nebukadnezar; han blevudstødt af Menneskenes Samfund og åd Græs som Kvæget, og hansLegeme vædedes af Himmelens Dug, til hans Hår blev langt somØrnefjer og hans Negle som Fuglekløer.
34. Men da Tiden var omme, løftede jeg, Nebukadnezar, mine Øjne tilHimmelen og fik min forstand igen, og jeg priste den Højeste oglovede og ærede ham, som lever evindelig, hvis Herredømme erevigt, og hvis Rige står fra Slægt til Slægt.35. Alle, som bor på Jorden, er for intet at regne; han handlerefter sit Tykke med Himmelens Hær og med dem, som bor på Jorden,og ingen kan holde hans Hånd tilbage og sige til ham: "Hvad gørdu?"36. I samme Stund fik jeg min Forstand igen; jeg fik også minHerlighed og Glans igen, mit Rige til Ære; mine Rådsherrer ogStormænd søgte mig, jeg blev genindsat i mit Rige, og endnustørre Magt blev mig givet.37. Nu lover, ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge:Alle hans Gerninger er Sandhed, hans Veje Retfærd, og han kanydmyge dem, som vandrer i Hovmod.
Daniel 5
1. Kong Belsazzar gjorde et stort gæstebud for sine tusindeStormænd og drak Vin med dem.2. Og påvirket af Vinen lod han de Guldkar og Sølvkar hente, somhans Fader Nebukadnezar havde ført bort fra Helligdommen iJerusalem, for at Kongen og hans Stormænd, hans Hustruer ogMedhustruer kunde drikke af dem.3. Man hentede da Guld og Sølvkarrene, som var ført bort fraHelligdommen, Guds Hus i Jerusalem, og Kongen og hans Stormænd,hans Hustruer og Medhustruer drak af dem;4. og medens de drak Vin, priste de deres Guder af Guld, Sølv,Kobber, Jern, Træ og Sten.
5. Men i samme Stund viste der sig Fingre af en Menneskehånd, somskrev på Væggens Kalk i Kongens Palads over for Lysestagen, ogKongen så Hånden, som skrev.6. Da skiftede Kongen Farve, hans Tanker forfærdede ham, hansHofters Ledemod slappedes, og hans Knæ slog imod hinanden.7. Og kongen råbte med høj Røst, at man skulde føre Manerne,Kaldæerne og Stjernetyderne ind; og Kongen tog til Orde og sagdetil Babels Vismænd: "Enhver, som kan læse denne Skrift og tydemig den, skal klædes i Purpur, Guldkæden skal hænges om hansHals, og han skal være den tredje mægtigste i Riget."8. Så kom alle Babels Vismænd til Stede, men de evnede hverken atlæse Skriften eller tyde den for Kongen.
9. Da blev Kong Belsazzar højlig forfærdet, og han skiftede Farve:også hans Stormænd stod rædselslagne.10. Ved Kongens og hans Stormænds Råb kom Dronningen ind iGildesalen, og hun tog til Orde og sagde: "Kongen leveevindelig! Lad ikke dine Tanker forfærde dig og skift ikkeFarve!11. I dit Rige findes en Mand, i hvem hellige Guders Ånd er, og somi din Faders Dage fandtes at sidde inde med Viden, Indsigt og enVisdom som selve Guderne, så din Fader Nebukadnezar satte hamtil Øverste for Drømmetyderne, Manerne, Kaldæerne ogStjernetyderne,12. eftersom en ypperlig Ånd, Kundskab og Indsigt til at udtydeDrømme, råde Gåder og løse Knuder fandtes hos denne Daniel, hvemkongen gav Navnet Beltsazzar. Lad derfor Daniel kalde, at hankan tyde det!"
13. Så førtes Daniel ind for Kongen. Og Kongen tog til Orde og sagdetil ham: "Er du Daniel, en af de fangne Judæere, som min FaderKongen bortførte fra Juda?14. Jeg har hørt om dig, at Guders Ånd er i dig, og at du er fundetat sidde inde med Viden, Kløgt og ypperlig Visdom.15. Nu har Vismændene og Manerne været ført ind for mig for at læsedenne Skrift og tyde mig den; men de evner ikke at tyde mig dette.16. Men jeg har hørt om dig, at du kan tyde Drømme og løseKnuder. Nu vel! Hvis du kan læse Skriften og tyde mig den, skaldu klædes i Purpur, Guldkæden skal hænges om din Hals, og duskal være den tredje mægtigste i Riget."
17. Så svarede Daniel Kongen: "Spar dine Gaver og giv en anden dineForæringer! Men Skriften vil jeg læse og tyde for Kongen.18. Den højeste Gud, o Konge, gav din Fader Nebukadnezar Kongedømme,Magt, Herlighed og Ære;19. og for den Storheds Skyld, som han havde givet ham, frygtede ogbævede alle Folk, Stammer og Tungemål for ham; han dræbte, hvemhan vilde, og lod leve, hvem han vilde; han ophøjede, hvem hanvilde, og nedbøjede, hvem han vilde.20. Men da hans Hjerte blev hovmodigt og hans Ånd stolt ogovermodig, stødtes han fra Kongetronen, og hans Herlighedfratoges ham.21. Af Menneskenes Samfund blev han udstødt, og hans Hjerte blev somet Dyrs; han boede hos Vildæslerne, han måtte æde Græs somKvæget, og af Himmelens Dug vædedes hans Legeme, til hanskønnede, at den højeste Gud er Herre over Menneskenes Rige ogkan ophøje, hvem han vil, til Hersker derover.22. Men du, Belsazzar, hans Søn, har ikke ydmyget dit Hjerte, skøntdu vidste alt dette;23. du har hovmodet dig mod Himmelens Herre! Hans Huses Kar har manhentet til dig, og du og dine Stormænd, dine Hustruer ogMedhustruer drak Vin af dem; og du priste dine Guder af Sølv,Guld, Kobber, Jern, Træ og Sten, som hverken kan se eller høreeller fatte; men den Gud, som holder din Livsånde i sin Hånd ogråder over alle dine Veje, ham ærede du ikke.24. Derfor er denne Hånd udsendt fra ham og Skriften der optegnet.25. Og således lyder Skriften: Mené, mené, tekél ufarsin!26. Og Ordene skal tydes således: Mené betyder: Gud har talt ditRiges Dage og gjort Ende derpå.27. Tekél betyder: Du er vejet på Vægten og fundet for let.28. Perés betyder: Dit Rige er delt og givet til Medien og Persien."
29. Så blev Daniel på Belsazzars Bud klædt i Purpur, Guldkædenhængtes om hans Hals, og man udråbte, at han skulde være dentredje mægtigste i Riget.30. Men samme Nat blev Belsazzar, Kaldæernes Konge, dræbt,
1. og Mederen Darius overtog Riget i en Alder af to og tresindstyveÅr.
Daniel 6
2. Darius fandt for godt at lægge riget under 120 satraper, fordeltover hele Riget;3. og over dem satte han tre Rigsråder, af hvilke Daniel var denene, for at Satraperne skulde aflægge Regnskab for dem, såKongen intet Tab led.4. Da nu Daniel udmærkede sig fremfor de andre Rigsråder ogSatraperne, eftersom der var en ypperlig Ånd i ham, og Kongenderfor tænkte på at sætte ham over hele Riget,5. søgte Rigsråderne og Satraperne at finde en eller anden Brøde ihans Embedsførelse; men de kunde ikke finde nogen Brøde ellerBrist, da han var tro og der ingen Efterladenhed eller Brist varat finde hos ham.6. Så sagde disse Mænd: "Vi finder ingen Sag mod denne Daniel,medmindre vi kan finde noget i hans Gudsdyrkelse."7. Derfor stormede disse Rigsråder og Satraper til Kongen og taltesåledes til ham: "Kong Darius leve evindelig!8. Alle Rigsråderne, Landshøvdingerne, Satraperne, Rådsherrerne ogStatholderne er enedes om, at et Kongebud bør udstedes og etForbud udgå om, at enhver, som i tredive Dage beder en Bøn tilnogen anden end dig, o konge, det være sig til en Gud eller etMenneske, skal kastes i Løvekulen.9. Derfor skal du, o Konge, udstede Forbudet og lade en Skrivelseudgå, som efter Medernes og Persernes ubryddelige Lov ikke kantages tilbage."10. Derfor lod kong Darius en Skrivelse udgå med dette Forbud.
11. Men så snart Daniel fik at vide, at Skrivelsen var udgået, gikhan ind i sit Hus; i dets Stue på Taget havde han åbne Vinduer iRetning mod Jerusalem, og han faldt på Knæ tre Gange om Dagen ogbad og priste sin Gud, ganske som han tilforn havde gjort.12. Da stormede hine Mænd ind og fandt Daniel i Færd med at bede ogbønfalde sin Gud.13. Så gik de til kongen og bragte det kongelige Forbud på Tale,idet de spurgte: "Har du ikke udstedt et Forbud om, at enhver,som i tredive Dage beder til nogen anden end dig, o Konge, detvære sig til en Gud eller et Menneske, skalkastes i Løvekulen?"Kongen svarede: "Sagen står fast efter Medernes og Persernesubryddelige Lov."14. Så svarede de Kongen: "Daniel, en af de bortførte Judæere, ænserhverken dig, o Konge, eller Forbudet, du udstedte, men beder sinBøn tre Gange om Dagen!"
15. Da Kongen hørte dette, blev han såre nedslået og overvejede,hvorledes han kunde redde Daniel, og lige til Solens Nedgangsøgte han at finde en Udvej til at hjælpe ham.16. Men så stormede hine Mænd til Kongen og sagde: "Vid, o Konge, atdet er medisk og persisk Ret, at intet Forbud og ingen Lov, somKongen udsteder, kan tages tilbage!"17. Da blev Daniel på Kongens Bud hentet og kastet i Løvekulen; menKongen sagde til Daniel: "Din Gud, som du vedblivende dyrker,redde dig!"18. Så blev der hentet en Sten og lagt over Kulens Åbning; og Kongenforseglede den med sin egen og sine Stormænds Seglring, at deringen Ændring skulde ske i Daniels Sag.
19. Derpå gik Kongen til sit Palads, hvor han fastede heleNatten. Han lod ingen Kvinder komme ind til sig, og Søvnen vegfra ham.20. Ved Daggry, da det lysnede, stod han op og skyndte sig hen tilLøvekulen.21. Og da han nærmede sig den, råbte han klagende til Daniel. Kongentog til Orde og sagde til Daniel: "Daniel, du den levende GudsTjener! Mon din Gud, som du vedblivende dyrker, kunde redde digfra Løverne?"22. Da svarede Daniel Kongen: "Kongen leve evindelig!23. Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Gab, så de ikke hargjort mig nogen Men, fordi jeg er fundet skyldfri for hans Åsynog heller ikke har forbrudt mig imod dig, o Konge!"24. Og Kongen blev såre glad og lod Daniel drage op af Kulen; og dadet var sket, viste det sig, at han ikke havde lidt nogen somhelst Men, eftersom han havde troet på sin Gud.25. Men hine Mænd, som havde bagtalt Daniel, blev på Kongens Budhentet og kastet i Løvekulen tillige med deres Børn og Hustruer,og næppe havde de nået Kulens Bund, før Løverne kastede sig overdem og knuste alle Ben i dem.
26. Derpå skrev Kong Darius til alle Folk, Stammer og Tungemål påhele Jorden: "Fred være med eder i rigt Mål!27. Hermed byder jeg, at man, så vidt mit Rige strækker sig, skalfrygte og bæve for Daniels Gud. Thi han er den levende Gud ogbliver i Evighed: hans Rige kan ikke forgå, og hans Herredømmeer uden Ende.28. Det er ham, der redder og udfrier, og han gør Tegn og, Undere iHimmelen og på Jorden, han, som reddede Daniel af LøvernesVold!"29. Og Daniel vedblev at have Lykken med sig under Dariuss ogPerseren Kyroses Regering.
Daniel 7
1. I Kong Belsazzar af Babels første regeringsår havde Daniel etdrømmesyn, og Syner gik igennem hans Hoved på hans Leje; ogsiden nedskrev han Drømmen og gengav Hovedindholdet.2. Daniel tog til Orde og sagde: Jeg skuede i mit Syn om Natten, ogse, Himmelens fire Vinde oprørte det store Hav,3. og fire store Dyr steg op af Havet, det ene forskelligt fra detandet.4. Det første så ud som en Løve og havde Ørnevinger; og jeg skuede,indtil Vingerne reves af, og det rejstes op fra Jorden ogstilledes på to Ben som et Menneske og fik et Menneskehjerte.5. Og se, et andet Dyr, det næste i Rækken, så ud som en Bjørn; detrejstes op på den ene Side og havde tre Ribben i Gabet mellemTænderne, og der blev sagt til det: "Kom, æd meget Kød!"6. Så skuede jeg videre, og se, endnu et Dyr; det så ud som enPanter og havde fire Fuglevinger på Ryggen og fire Hoveder, ogMagt blev det givet.7. Og videre skuede jeg i Nattesynerne, og se, der var et fjerdeDyr, frygteligt, skrækkeligt og umådelig stærkt; det havde storeJerntænder, åd og knuste, og hvad der levnedes, trampede det nedmed Fødderne. Det var forskelligt fra alle de tidligere Dyr oghavde ti Horn.8. Jeg lagde nøje Mærke til Hornene, og se, et andet Horn, som varlille, skød frem imellem dem, og tre af de tidligere Hornoprykkedes for at skaffe det Plads; og se, dette Horn havde Øjnesom et Menneske og en Mund, der talte store Ord.
9. Jeg skuede videre: Med eet blev Troner sat frem, en gammel afDage tog Sæde; hans Klædningvarhvid som Sne, hans Hovedhår rentsom Uld; hans Trone var luende Ild, dens Hjul var flammende Ild.10. En Strøm af Ild flød ud og strømmede frem derfra. TusindeTusinder tjente ham, og titusind Titusinder stod ham tilRede. Derpå sattes Retten, og Bøgerne lukkedes op.
11. Jeg skuede, og ved Lyden af de store Ord, som Hornet talte. Jegskuede, indtil Dyret blev dræbt og dets Krop tilintetgjort, ogdet blev kastet i Ilden og brændt.12. Også de andre dyr fratog man deres Magt, og deres Levetidfastsattes til Tid og Stund.13. Jeg skuede videre i Nattesynerne: Og se, med Himlens Skyer komen, der så ud som en Menneskesøn. Han kom hen til den gamle atDage og førtes frem for ham;14. og Magt og Ære og Herredom gaves ham, og alle Folk, Stammer ogTungemål skal tjene ham; hans Magt er en eviig Magt, aldrig gården til Grunde, hans Rige kan ikke forgå.
15. Jeg, Daniel, blev såre urolig til Sinds ved alt dette, og mitHoveds Syner forfærdede mig.16. Så trådte jeg hen til en af de omstående og bad ham om sikkerOplysning om alt dette, og han svarede og tydede mig det:17. "Disse tre store dyr betyder, at fire Konger skal fremstå afJorden;18. men siden skal den Højestes hellige modtage Riget og have det iEje i Evigheders Evighed."19. Så bad jeg om sikker Oplysning om det fjerde Dyr, som varforskelligt fra alle de andre, overmåde frygteligt, medJerntænder og Kobberkløer, og som åd ogknuste og med sine Føddernedtrampede, hvad der levnedes,20. og om de ti Horn på dets Hoved og det andet, som skød frem, forhvilket de tre faldt af, det Horn, som havde Øjne og en Mund,der talte store Ord, og som var større at se til end de andre.21. Jeg havde skuet, hvorledes dette Horn førte Krig mod de helligeog overvandt dem,22. indtil den gamle af dage kom og Retten blev givet den Højesteshellige og Tiden kom, da de hellige tog Riget i Eje.
23. Hans Svar lød: "Det fjerde Dyr betyder, at et fjerde Rige skalfremstå på Jorden, som skaj være forskelligt fra alle de andreRiger; det skal opsluge hele Jorden og søndertræde og knuse den.24. Og de ti Horn betyder, at der af dette Rige skal fremstå tiKonger, og efter dem skal der komme en anden, som skal væreforskellig fra de tidligere; og han skal fælde tre Konger25. og tale mod den Højeste og mishandle den Højestes hellige; hanskal sætte sig for at ændre Tider og Lov, og de skal gives ihans Hånd en Tid og to Tider og en halv Tid.26. Men så sættes Retten, og hans Herredømme fratages ham ogtilintetgøres og ødelægges for evigt.27. Men Riget og Herredømmet og Storheden, som tilhørte alle Rigerneunder Himmelen, skal gives den Højestes helliges Folk; dets Rigeer et evigt Rige, og alle Magter skal tjene og lyde det."
28. Her ender Fremstillingen. Jeg, Daniel, blev såre forfærdet over mine Tanker, og mit Ansigt skiftede Farve; men jeg gemte Sagen i mit Hjerte.
Daniel 8
1. I Kong Belsazzars tredje regeringsår viste der sig et syn formig, Daniel; det kom efter det, som tidligere havde vist sig formig.2. Jeg skuede i Synet, og det var mig, som om jeg var i BorgenSusan i Landskabet Elam; og jeg så mig i Synet stående vedFloden Ulaj.3. Da løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, en Væder stod vedFloden; den havde to store Horn, det ene større end det andet,og det største skød op sidst.4. Jeg så Væderen stange mod Vest, Nord og Syd; intet Dyr kundemodstå den, ingen kunde redde af dens Vold, og den gjorde, hvadden vilde, og blev mægtig.
5. Videre så jeg nøje til, og se, en Gedebuk kom fra Vest farende hen over hele Jorden, men uden at røre den; og Bukken havde et anseligt Horn i Panden.
6. Den kom hen til den tvehornede Væder, som jeg havde set stå ved Floden, og løb imod den med ubændig Kraft; og jeg så, hvorledes den, da den nåede Væderen, rasende stormede imod den, stødte til den og sønderbrød begge dens Horn; og Væderen havde ikke kraft til at modstå den, men Bukken kastede den til Jorden og trampede på den, og ingen reddede Væderen af dens Vold.
8. Derpå blev Gedebukken såre mægtig; men som den varallermægtigst, brødes det store Horn af, og i Stedet voksedefire andre frem mod alle fire Verdenshjørner.9. Men fra det ene af dem skød et andet og lille Horn op, og detvoksede umådeligt mod Syd og Øst og mod det herlige Land;10. og det voksede helt op til Himmelens Hær, styrtede nogle afHæren og af Stjernerne til Jorden og trampede på dem.11. Og det hovmodede sig mod Hærens Øverste; hans daglige Offer blevophævet, og hans Helligdoms Sted kastedes til Jorden.12. Og på Alteret for det daglige Offer lagdes en Misgerning;Sandheden kastedes til Jorden, og Hornet havde Lykke med, hvaddet gjorde.
13. Da hørte jeg en hellig tale, og en anden hellig spurgte dentalende: "Hvor lang Tid gælder Synet om, at det daglige Offerophæves, Ødelæggelsens Misgerning opstilles, og Helligdommen ogHæren nedtrampes?"14. Han svarede: "2300 Aftener og Morgener; så skal Helligdommenkomme til sin Ret igen!"
15. Medens jeg, Daniel, nu så Synet og søgte at forstå det, se, dastod der for mig en som en Mand at se til,16. og jeg hørte en menneskelig Røst råbe over Ulaj: "Gabriel, udlægham Synet!"17. Så kom han hen, hvor jeg stod, og ved hans Komme blev jegovervældet af Rædsel og faldt på mit Ansigt. Og han sagde tilmig: "Se nøje til, Menneskesøn, thi Synet gælder Endens Tid!"18. Medens han taledemed mig, lå jeg bedøvet med Ansigtet modJorden; men han rørte ved mig og fik mig på Benene19. og sagde: "Se, jeg vil kundgøre dig, hvad der skal ske i Vredenssidste Tid; thi Synet gælder Endens bestemte Tid.20. Den tvehornede Væder, du så, er Kongerne af Medien og Persien,21. den lådne Buk er Kongen af Grækenland, og det store Horn i densPande er den første Konge.22. At det brødes af, og at fire andre voksede frem i Stedet,betyder, at fire Riger skal fremstå af hans Folk, dog uden hansKraft.23. Men i deres Herredømmes sidste Tid, når Overtrædelserne hargjort Målet fuldt, skal en fræk og rænkefuld konge fremstå.24. Hans Magt skal blive stor, dog ikke som hins; han skal taleutrolige Ting og have Lykke med, hvad han gør, og gennemføresine Råd og ødelægge mægtige Mænd.25. Mod de hellige skal hans Tanke rettes; hans svigefulde Råd skallykkes ham, og han skal sætte sig store Ting for og styrte mangei Ulykke i deres Tryghed. Mod Fyrsternes Fyrste skal han rejsesig, men så skal han knuses, dog ikke ved Menneskehånd.26. Synet om Affenerne og Morgenerne, hvorom der var Tale, erSandhed. Men du skal lukke for Synet; thi det gælder en fjernFremtid."
27. Men jeg, Daniel, lå syg en Tid lang; så stod jeg op og udførte min Gerning i kongens Tjeneste. Jeg var rædselslagen over Synet og forstod det ikke.
Daniel 9
1. I Darius, Ahasveruses søns første regeringsår, han som var afmedisk Byrd og var blevet Konge over kaldæernes Rige,2. i hans første Regeringsår lagde jeg, Daniel, i Skrifterne Mærketil det Åremål, i hvilket Jerusalem efter HERRENs Ord tilProfeten Jeremias skulde ligge i Grus, halvfjerdsindstyve År.3. Jeg vendte mit Ansigt til Gud Herren for at fremføre Bøn ogBegæring under Faste i Sæk og Aske.
4. Og jeg bad til HERREN min Gud, bekendte og sagde: "Ak, Herre, dustore, forfærdelige Gud, som holder fast ved Pagten ogMiskundheden mod dem, der elsker dig og holder dine Bud!5. Vi har syndet og handlet ilde, været gudløse og genstridige; viveg fra dine Bud og Vedtægter6. og hørte ikke på dine Tjenere Profeterne, som talte i dit Navntil vore Konger, Fyrster og Fædre og til alt Folket i Landet.7. Du står med Retten, Herre, vi med vort Ansigts Blusel, som detnu viser sig, vi Judas Mænd, Jerusalems Borgere, ja alt Israelfjernt og nær i alle Lande, hvor du drev dem hen for deresTroløshed imod dig.8. Herre, vi står med vort Ansigts Blusel, vore Konger, Fyrster ogFædre, fordi vi syndede imod dig.9. Men hos Herren vor Gud er Barmhjertighed og Tilgivelse, thi vistod ham imod10. og adlød ikke HERREN vor Guds Røst, så vi fulgte hans Love, somhan forelagde os ved sine Tjenere Profeterne.11. Nej, hele Israel overtrådte din Lov og faldt fra, ulydige moddin Røst; så udøste den svorne Forbandelse, som står skrevet iGuds Tjener Mosess Lov, sig over os, thi vi syndede imod ham;12. og han fuldbyrdede de Ord, han havde talet imod os og deHerskere, som herskede over os, så han bragte en Ulykke over osså stor, at der ingensteds under Himmelen er sket Mage til denUlykke, som ramte Jerusalem.13. Som skrevet står i Mose Lov, kom hele denne Ulykke over os; ogvi stemte ikke HERREN vor Gud til Mildhed ved at vende om fravore Misgerninger og vinde Indsigt i din Sandhed.14. Derfor var HERREN årvågen over Ulykken og bragte den over os;thi HERREN vor Gud er retfærdig mod alle Skabninger, som han harskabt, og vi adlød ikke hans Røst.
15. Og nu, Herre vor Gud, du, som med stærk Hånd førte dit Folk udaf Ægypten og vandt dig et Navn, som er det samme den Dag i Dag:Vi syndede og var gudløse!16. Herre, lad dog efter alle dine Retfærdshandlinger din Vrede ogHarme vende sig fra din By Jerusalem, dit hellige Bjerg; thi vedvore Synder og vore Fædres Misgerninger er Jerusalem og dit Folkblevet til Spot for alle vore Naboer.17. Så lyt da nu, vor Gud, til din Tjeners Bøn og Begæring og laddit Ansigt lyse over din ødelagte Helligdom for din egen Skyld,o Herre!18. Bøj dit Øre, min Gud, og hør, oplad dine Øjne og seØdelæggelsen, som er overgået os, og Byen, dit Navn er nævnetover; thi ikke i Tillid til vore Retfærdshandlinger fremfører vivor Begæring for dit Åsyn, men i Tillid til din storeBarmhjertighed.19. Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lån Øre og grib uden Tøven indfor din egen Skyld, min Gud; thi dit Navn er nævnet over din Byog dit Folk!"
20. Medens jeg endnu talte således, bad og bekendte min og mit FolkIsraels Synd og for HERREN min Guds Åsyn fremførte min Forbønfor min Guds hellige Bjerg,21. medens jeg endnu bad, kom Manden Gabriel, som jeg tidligerehavde set i Synet, hastigt flyvende nær hen til mig vedAftenofferets Tid;22. og da han var kommet, talede han således til mig: "Daniel, jeger nu kommet for at give dig Indsigt.23. Straks du begyndte at bede, udgik et Ord, og jeg er kommet forat kundgøre dig det; thi du er højt elsket; så mærk dig Ordet ogagt på Åbenbaringen!
24. Halvfjerdsindstyve Uger er fastsat over dit Folk og din helligeBy, indtil Overtrædelsen er fuldendt, Syndens Målfuldt,Misgerningen sonet, evig Retfærdighed hidført, Syn og Profetbeseglet og en højhellig Helligdom salvet.25. Og du skal vide og forstå: Fra den Tid Ordet om JerusalemsGenrejsning og Opbyggelse udgik, indtil en Salvet, en Fyrste,kommer, er der syv Uger; og i to og tresindstyve Uger skal detgenrejses og opbygges med Torve og Gader under TidernesTrængsel.26. Men efter de to og tresindstyve Uger skal en Salvet bortryddesuden Dom, og Byen og Helligdommen skal ødelægges tillige med enFyrste. Og Enden kommer med Oversvømmelse, og indtil Enden skalder være Krig, den fastsatte Ødelæggelse.27. Og pagten skal ophæves for de mange i een Uge, og i Ugens sidsteHalvdel skal Slagtoffer og Afgrødeoffer ophøre, og ØdelæggelsensVederstyggelighed skal sættes på det hellige Sted, indtil denfastsatte Undergang udøser sig over Ødelæggeren.
Daniel 10
1. I Perserkongen Kyros tredje regeringsår modtog Daniel, som havde fået Navnet Beltsazzar, en Åbenbaring; og Ordet er Sandhed og varsler om stor Trængsel. Og han mærkede sig Ordet og agtede på Synet.
2. På den Tid holdt jeg, Daniel. Sorg i hele tre Uger.3. Lækre Spiser nød jeg ikke, Kød og Vin kom ikke i min Mund, ogjeg salvede mig ikke, før hele tre Uger var gået.4. Men på den fire og tyvende Dag i den første Måned var jeg vedBredden af den store Flod, det er Hiddekel.5. Og jeg løftede Øjnene og skuede, og se, der var en Mand, som variført linnede Klæder og havde et Bælte af fint Ofirguld omHofterne.6. Hans Legeme var som Krysolit, hans Ansigt strålede som Lynet,hans Øjne var som Ildsluer, hans Arme og Ben som blankt Kobberog hans Røst som en larmende Hob.7. Jeg, Daniel, var den eneste, der så Synet; de Mænd, som var hosmig, så det ikke; men stor Rædsel faldt over dem, og de flygtedeog gemte sig,8. så jeg blev ene tilbage. Da jeg så dette vældige Syn, blev derikke Kraft tilbage i mig, og mit Ansigt skiftede Farve og blevligblegt, og jeg havde ingen Kræfter mere.9. Da hørte jeg ham tale, og som jeg hørte det, faldt jeg, bedøvetom med Ansigtet imod Jorden.
10. Og se, en Hånd rørte ved mig og fik mig skælvende op på mine Knæog Hænder.11. Og han sagde til mig: "Daniel, du højt elskede Mand, mærk dig deOrd, jeg taler til dig, og rejs dig op, thi nu er jeg sendt tildig,!" Og da han talede således til mig, rejste jeg migskælvende.12. Så sagde han til mig: "Frygt ikke, Daniel, thi straks den førsteDag du gav dit Hjerte hen til at søge indsigt og ydmyge dig fordin Guds Åsyn, blev dine Ord hørt, og jeg er kommet for dineOrds Skyld.13. Perserrigets Fyrste stod mig imod i een og tyve Dage, men se, dakom Mikael, en af de ypperste Fyrster, mig til Hjælp; ham lodjeg blive der hos Perserkongernes Fyrste;14. og nu er jeg kommet for at lade dig vide, hvad der skal timesdit Folk i de sidste Dage; thi atter er der en Åbenbaring om deDage."
15. Medens han talede således til mig, bøjede jeg målløs Ansigtetmod Jorden.16. Og se, noget, der så ud som en Menneskehånd, rørte ved mineLæber, og jeg åbnede min Mund og talte således til ham, som stodfor mig: "Herre, ved Synet overvældedes jeg af Smerter og harikke flere kræfter.17. Og hvor kan jeg, min Herres ringe Træl, tale til dig, højeHerre? Af Rædsel har jeg mistet min Kraft, og der er ikke Vejrtilbage i mig!"18. Så rørte atter en som et Menneske at se til ved mig og styrkedemig;19. og han sagde: "Frygt ikke, du højt elskede Mand! Fred være meddig, vær trøstig og ved godt Mod!" Og som han talede med mig,følte jeg mig styrket og sagde: "Tal, Herre, thi du har styrketmig!"20. Da sagde han: "Ved du, hvorfor jeg kom til dig? Jeg må nu straksvende tilbage for at kæmpe med Persiens Fyrste, og så snart jeger færdig dermed, se, da kommer Grækenlands Fyrste.21. Og ikke een hjælper mig imod dem undtagen Mikael, eders Fyrste,
1. der står som Hjælp og Støtte for mig. Dog vil jeg nukundgøre dig, hvad der står skrevet i Sandhedens Bog;2,a. ja, nu vil jeg kundgøre dig, hvad sandt er.
Daniel 11
2,b. Se, endnu skal der fremstå tre konger i Persien, og den fjerdeskal komme til større Rigdom end nogen af de andre; og når han erblevet mægtig ved sin Rigdom, skal han opbyde alt imod det græskeRige.3. Men da fremstår en Heltekonge, og han skal råde med Vælde oggøre, hvad han vil.4. Men bedst som han står, skal hans Rige sprænges og deles efterde fire Verdenshjørner, og det skal ikke tilfalde hansEfterkommere eller blive så mægtigt, som da han rådede, men hansRige skal ødelægges og gå over til andre end Efterkommerne.
5. Siden bliver Sydens konge mægtig, men en af hans Fyrster bliverstærkere end han og får Magten; og hans Magt skal blive stor.6. Men nogle År senere slutter de Forbund, og Sydens Konges Datterdrager ind til Nordens Konge for at tilvejebringe Fred; menArmens Kraft holder ikke Stand, hans Arm holder ikke ud, men hungives i Døden tillige med sit Følge, sin Søn og sin Ægtemand.7. I de Tider skyder der i hans Sted et Skud frem af hendes Rødder;og han drager mod Nordens konges Hær og trænger ind i hansFæstning, fuldbyrder sin Vilje på dem og bliver mægtig,8. endog deres Guder med deres støbte Billeder og deres kostbareKar, Sølv og Guld, fører han med som Bytte til Ægypten; sidenskal han en Tid lang lade Nordens Konge i Ro.9. Men denne falder ind i Sydens Konges Rige; dog må han vende hjemtil sit Land.
10. Men hans Søn ruster sig og samler store Hære i Mængde, dragerfrem imod ham og oversvømmer og overskyller Landet. Og hankommer igen og trænger frem til hans Fæstning.11. Men Sydens konge bliver rasende og rykker ud til Kamp imodNordens Konge; han stiller en stor Hær på Benene, men den givesi Sydens Konges Hånd.12. Når Hæren er oprevet, bliver hans Hjerte stolt; han strækkerTitusinder til Jorden, men hævder ikke sin Magt.13. Nordens Konge stiller på ny en Hær på Benene, større end denforrige, og nogle År senere drager han imod ham med en stor Hærog et vældigt Tros.14. Og i de Tiderer der mange, som gør Oprør imod Sydens Konge. ogVoldsmændene i dit Folk rejser sig, for at Åbenbaringen kan gå iOpfyldelse, men selv falder de.15. Nordens Konge rykker frem, opkaster Volde og indtager enFæstning; og Sydens Arme skal ikke holde ud; hans Hær flygter oghar ikke Modstands kraft.
16. Den, som rykker imod ham, gør, hvad han vil, og ingen står sigimod ham; han sætter sig fast i det herlige Land og bringerØdelæggelse med sig.17. Han oplægger Råd om at komme med hele sit Riges Styrke, menslutter Fred med ham og giver ham sin Datter til Ægte tilLandets Ulykke; men det bliver ikke til noget og lykkes ikke forham.18. Så vender han sig mod Kystlandene og indtager mange, men enHærfører gør Ende på hans Hån; syv Fold gengælder han ham hansHån.19. Derpå vender han sig mod sit eget Lands Fæstninger, men hansnubler, falder og forsvinder.20. I hans Sted træder en, som sender en Skatteopkræver gennemRigets Herlighed, men på nogle Dage knuses han, dog uden Harm,ej heller i Strid.
21. I hans Sted træder en Usling. Kongedømmets Herlighed overdragesham ikke, men han kommer, før nogen aner Uråd, og tilriver sigKongedømmet ved Rænker.22. Hære bortskylles helt foran ham, også en Pagtsfyrste knuses.23. Så snart man har sluttet Forbund med ham, øver han Svig; handrager frem og bliver stærk ved en Håndfuld Folk.24. Uventet falder han ind i de frugtbareste Egne og gør, hvad hansFædre eller Fædres Fædre ikke gjorde; Ran, Bytte og Gods strørhan ud til sine Folk, og mod Fæstninger oplægger han Råd, dogkun til en Tid.25. Han opbyder sin kraft og sit Mod mod Sydens Konge og drager udmed en stor Hær; og Sydens Konge rykker ud til Strid med enovermåde stor og stærk Hær, men kan ikke stå sig, da der smedesRænker imod ham;26. hans Bordfæller bryder hans Magt, hans Hær skylles bort, ogmange dræbes og falder.27. Begge Konger har ondt i Sinde og sidder til Bords sammen oglyver; men det lykkes ikke, thi Enden tøver endnu til denfastsatte Tid.28. Da han er på Hjemvejen til sit Land med store Forråd, oplæggerhans Hjerte Håd mod den hellige Pagt, og han fuldfører det ogvender hjem til sit Land.
29. Til den fastsatte Tid drager han atter mod Syd, men det går ikkeanden Gang som første;30. kittæiske Skibe drager imod ham, og han lader sig skræmme ogvender om; hans Vrede blusser op mod den hellige Pagt, og hangiver den frit Løb. Så vender han hjem og mærker sig dem, somfalder fra den hellige Pagt.31. Og hans Hære skal stå der og vanhellige Helligdommen, den fasteBorg, afskaffe det daglige Offer og rejse ØdelæggelsensVederstyggelighed.32. Dem, der overtræder Pagten, lokker han ved Smiger til Frafald;men de Folk, som kender deres Gud, står fast og viser det iGerning.33. De kloge i Folket skal bringe mange til Indsigt, men en Tid langbukker de under for Ild og Sværd, Fangenskab og Plyndring.34. Medens de bukker under, får de en ringe Hjælp, og mange sluttersig til dem på Skrømt.35. Af de kloge må nogle bukke under, for at der kan renses udiblandt dem, så de sigtes og renses til Endens Tid; thi endnutøver den til den bestemte Tid.
36. Og Kongen gør, hvad han vil, ophøjer og hovmoder sig mod enhverGud; mod Gudernes Gud taler han utrolige Ting, og han har Lykkenmed sig, indtil Vreden er omme; thi hvad der er besluttet, detsker.37. Sine Fædres Guder ænser han ikke; ej heller ænser han KvindernesYndlingsgud eller nogen anden Gud, men hovmoder sig mod demalle.38. I Stedet ærer han Fæstningernes Gud; en Gud, hans Fædre ikkekendte, ærer han med Guld, Sølv, Ædelsten og Klenodier.39. I de faste Borge lægger han den fremmede Guds Folk; dem, dervedkender sig ham, overøser han med Ære og giver dem Magt overmange, og han uddeler Land til Løn.
40. Men ved Endens Tid skal Sydens Konge prøve Kræfter med ham, ogNordens Konge stormer imod ham med Vogne, Ryttere og Skibe iMængde og falder ind i Landene, oversvømmer og overskyller dem.41. Han falder ind i det herlige Land, og Titusinder falder; menfølgende skal reddes af hans Bånd: Edom, Moab og en LevningAmmoniter.42. Han udrækker sin Hånd mod Landene, og Ægypten undslipper ikke.43. Han bliver Herre over Guld og Sølvskattene og alle ÆgyptensKlenodier; der er Libyere og Ætiopere i hans Følge.44. Men Rygter fra Øst og Nord forfærder ham, og han drager bort istor Harme for at tilintetgøre mange og lægge Band på dem.45. Han opslår sine Paladstelte mellem Havet og det hellige, herligeBjerg. Men han går sin Bane i Møde, og ingen kommer ham tilHjælp.
Daniel 12
1. Til den Tid skal Mikal stå frem, den store fyrste, som værnerdit Folks Sønner, og en Trængselstid kommer, som hidtil ikke harhaft sin Mage, så længe der var Folkeslag til. Men på den Tidskal dit Folk frelses, alle, der er optegnet i Bogen.2. Og mange af dem, der sover under Mulde, skal vågne, nogle tilevigt Liv, andre til Skam, til evig Afsky.3. De forstandige skal stråle som Himmelhvælvingens Glans, og de,der førte de mange til Retfærdighed, skal lyse som Stjernerevigt og altid.
4. Men du, Daniel, sæt Lukke for Ordene og Segl for Bogen tilEndens Tid! Mange skal granske i den, og Kundskaben skal blivestor."
5. Og jeg, Daniel, skuede, og se, der stod to andre hver på sinSide af Floden.6. Og den ene spurgte Manden, som bar de linnede Klæder og svævedeover Flodens Vande: "Hvor længe varer det, før disse sælsommeTing er til Ende?"7. Så hørte jeg Manden i de linnede Klæder, ham, som svævede overFlodens Vande, sværge ved ham, som lever evindelig, idet hanløftede begge Hænder mod Himmelen: "Een Tid, to Tider og en halvTid! Når hans Magt, som knuser det hellige Folk, er til Ende,,skal alle disse Ting fuldbyrdes."8. Og jeg hørte det, men fattede det ikke; så spurgte jeg: "Herrehvad er det sidste af disse Ting?"9. Og han svarede: "Gå bort, Daniel, thi for Ordene er der satLukke og Segl til Endens Tid.10. Mange skal sigtes, renses og lutres, men de gudløse handlergudløst, og ingen af de gudløse skal forstå, men det skal deforstandige.11. Fra den Tid det daglige Offer ophæves og ØdelæggelsensVederstyggelighed rejses, skal der gå 1290 Dage.12. Salig er den, der holder ud og oplever 1335 Dage.13. Men gå du, Enden i Møde, læg dig til Hvile og stå op til dinLod, ved Dagenes Ende!
Hoseas
Hoseas 1
1. Herrens ord kom til Hoseas, Be'eris søn, i de dage da Uzzija,Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda, og Jeroboam, JoassSøn, var Konge i Israel.2. Dengang HERREN først talede ved Hoseas, sagde han til ham: "Gåhen og tag dig en Horkvinde og Horebørn; thi utro mod HERRENbedriver Landet Hor."3. Så gik han hen og ægtede Gomer, Diblajims Datter, og hun blevfrugtsommelig og fødte ham en Søn.4. Og HERREN sagde til ham: "Kald ham Jizreel; thi om en, lidenStund hjemsøger jeg Jizreels Blodskyld på Jehus Hus og gør Endepå Israels Huses Rige.5. På hin Dag sønderbryder jeg Israels Bue i Jizreels Dal."6. Atter blev hun frugtsommelig og fødte en Datter. Og HERREN sagdetil ham: "Kald hende Nådeløs; thi jeg vil ikke længer væreIsraels Hus nådig og tilgive dem.7. Men Judas Hus vil jeg være nådig og frelse ved HERREN deres Gud;dog frelser jeg dem ikke ved Bue, Sværd eller Stridsvåben, vedHeste eller Ryttere."8. Så vænnede hun Nådeløs fra og blev atter frugtsommelig og fødteen Søn.9. Og HERREN sagde: "Kald ham Ikke-mit-Folk; thi I er ikke mitFolk, og jeg er ikke eders Gud."
10. Men Israeliternes Tal skal blive som Sandet ved Havet, der ikkekan måles eller tælles. Og i Stedet for "I er ikke mit Folk"skal de kaldes "den levende Guds Børn".11. Judæerne og Israeliterne skal slå sig sammen og sætte en ogsamme Høvding over sig og drage op af Landet; thi stor erJizreels Dag.
1. Kald eders Broder Mit-Folk og eders Søster nåderig.
Hoseas 2
2. Gå i rette med eders Moder, gå i rette, thi hun er ikke minHustru, og jeg er ej hendes Mand. For Hormærket fri hun sitAnsigt, for Bolemærket sit Bryst.3. Jeg klæder hende ellers nøgen, stiller hende frem, som hunfødtes; jeg reder hende til som en Ørk, som et Tørkeland gør jeghende, lader hende tørste ihjel.4. Jeg ynkes ej over hendes Børn, fordi de er Horebørn;5. thi Horkvinde var deres Moder, skamløs var hun, som bar dem. Thihun sagde: "Mine Elskere holder jeg mig til, som giver mig mitBrød og mit Vand, min Uld og min Hør, min Olie og Vin."6. Se, derfor spærrer jeg med Tjørn hendes Vej, foran hende murerjeg en Mur, så hun ikke kan finde sine Stier.7. Efter Elskerne kan hun så løbe, hun når dem alligevel ikke; hunsøger dem uden at finde, og da skal hun sige: "Jeg går på ny tilmin første Mand; da, havde jeg det bedre end nu."8. Ja hun, hun skønner ikke, at det var mig, som gav hende Korn ogMost og Olie, gav hende rigeligt Sølv. og Guld, som de gjordetil Baaler.9. Derfor tager jeg atter mit Korn, når Tiden er til det, min Most,når Timen er inde, borttager min Uld og min Hør, som hun skjulersin Nøgenhed med.10. Jeg blotter nu hendes Skam lige for Elskernes Øjne, af min Håndfrier ingen hende ud.11. Jeg, gør Ende på al hendes. Glæde, Fester, Nymåner, Sabbater,hver en Højtid, hun har.12. Jeg ødelægger hendes Vinstok og Figentræ, om hvilke hun sagde:"Her er min Skøgeløn, den, mine Elskere gav mig." Jeg skaber demom til Krat, af Markens Dyr skal de ædes.13. Jeg hjemsøger hende for Baalernes Fester, på hvilke hun bragtedem Ofre, smykket med Ring og Kæde. Sine Elskere holdt hun sigtil, mig glemte hun, lyder det fra HERREN.
14. Se, derfor vil jeg lokke og føre hende ud i Ørkenen og talehende kærligt til.15. Så giver jeg hende hendes Vingårde der og Akors Dal til enHåbets Dør. Der skal hun synge som i Ungdommens Dage, som da hundrog op fra Ægyptens Land.16. På hin Dag, lyder det fra HERREN, skal hun påkalde sin Ægtemand,og ikke mere Baalerne.17. Baalsnavnene fjerner jeg fra hendes Mund, ej mer skal Navnenehuskes.18. På hin Dag slutter jeg en Pagt for dem med Markens Dyr ogHimmelens Fugle og Jordens Kryb; Bue, Sværd og Stridsvåbensønderbryder jeg i Landet, og jeg lader dem bo trygt.19. Jeg trolover mig med dig for evigt, jeg trolover mig med dig medRetfærd og Ret, med Miskundhed og Barmhjertighed;20. jeg trolover mig med dig i Troskab, og du skal kende HERREN.21. Da skal det ske på hin Dag, at jeg bønhører, lyder det fraHERREN, ja, at jeg bønhører Himlen, at den så bønhører Jorden,22. og Jorden bønhører Hornet, Mosten og Olien, og de bønhørerJizreel.23. Jeg sår hende ud i Landet, mod Nådeløs er jeg nådig og siger tilIkke-mit-Folk: "Mit Folk er du!" og han skal sige: "Min Gud!"
Hoseas 3
1. Og HERREN sagde til mig: "Gå atter hen og elsk en kvinde, somhar Elskere - og boler, ligesom HERREN elsker Israeliterne,endskønt de vender sig til fremmede Guder og elsker Rosinkager."2. Så købte jeg mig hende for femten Sekel Sølv og en Homer og enLetek Byg.3. Og jeg sagde til hende: "I lang Tid skal du vente på mig; du måikke bedrive Hor eller tilhøre nogen Mand; heller ikke jeg vilkomme til dig."4. Thi i lang Tid skal Israeliterne vente uden Konge og Fyrste,uden Slagtoffer og, Stenstøtte, uden Efod og Husgud.5. Siden skal Israeliterne omvende sig og søge HERREN deres Gud ogDavid, deres Konge, og bævende komme til HERREN og hansVelsignelse i de sidste Dage.
Hoseas 4
1. Hør Isralitter, Herrens ord, thi Herren går i rette med LandetsFolk. Thi ej er der Troskab, ej Godhed, ej kender man Gud iLandet.2. Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør Indbrud, ogBlodskyld følger på Blodskyld.3. Derfor sørger Landet, og alt, hvad der bor der, sygner, MarkensDyr og Himlens Fugle; selv Havets Fisk svinder bort.4. Dog skænde man ej, dog revse man ej, når mit Folk kun er somdets Præster. Du skal styrte ved Dag, og med dig Profeten vedNat.6. Mit Folk skal gå til Grunde, fordi det er uden Kundskab. Da duhar vraget Kundskab, vrager jeg dig som Præst; du glemte dinGuds Åbenbaring, så glemmer og jeg dine Sønner.7. Jo fler, des mere de synded, ombytted deres Ære med Skændsel;8. mit Folks Synd lever de af, dets Brøde hungrer de efter.9. Men Præst skal det gå som Folk: jeg hjemsøger ham for hans Færd,hans Id gengælder jeg ham.10. De skal spise, men ikke mættes bole, men ej blive fler; thi dehar sveget HERREN og holder fast ved Hor.
11. Vin og Most tager Forstanden.12. Mit Folk rådspørger sit Træ, og Svaret giver dets Stok; thiHoreånd ledte dem vild, de boler sig bort fra deres Gud.13. De ofrer på Bjergenes Tinder, på Højene brænder de Ofre under enEg, en Poppel, en Terebinte, thi Skyggen er god. Så horer jo ogeders Døtre, så boler jo og eders Kvinder;14. jeg straffer ej Døtrenes Hor, ej Kvinderne for deres Bolen; thiselv går de bort med Horer ofrer sammen med Skøger; og det uviseFolk drages ned.15. Men selv om du, Israel, horer, må Juda ej gøre sig skyldigt. Gåikke over til Gilgal, drag ikke op til Bet-Aven, sværg ikke: "Såsandt HERREN lever!"
16. Thi som en uvan Ko er Israel uvan, skal HERREN så lade demgræsse i Frihed som Lam?17. Efraim er bundet til Afgudsbilleder; lad ham fare!18. Deres Drikken er skejet ud. Hor har de bedrevet; højt har deresSkjolde elsket Skændsel.19. Et Vejr har omspændt dem med sine Vinger, og de skal blive tilSkamme for deres Ofre.
Hoseas 5
1. Hører dette, I Præster, lyt til du Israels hus, lån Øre, duKongehus, thi eder gælder Dommen. Thi I blev en Snare for Mizpa,et Garn bredt ud over Tabor,2. en dyb Faldgrube i Sjittim; men jeg er en Lænke for alle.3. Efraim kender jeg, ej skjult er Israel for mig; thi du harbolet, Efraim, uren er Israel blevet.4. Deres Gerninger tillader ikke, at de vender sig til deres Gud;thi Horeånd har de i sig, HERREN kender de ej.5. Mod Israel vidner dets Hovmod; Efraim styrter for sin Brøde, meddem skal og Juda styrte.6. Da går de med Småkvæg og Hornkvæg hen for at søge HERREN; menham skal de ikke finde, thi bort fra dem vil han vige.7. Troløse var de mod HERREN, thi uægte Børn har de født; nu vilhan opsluge dem, Plovmand sammen med Mark.
8. Lad Hornet gjalde i Gibea, Trompeten i Rama, opløft Råb iBet-Aven, Benjamin, var dig!9. Til Ørk skal Efraim blive på Straffens Dag. Jeg kundgør omIsraels Stammer, hvad sikkert skal ske.10. Som Folk, der flytter Skel, blev Judas Fyrster, over dem vil jegøse min Harme som Vand.
11. Efraim er undertrykt, Retten knust; frivilligt løb han efterFjenden.
12. Jeg er som Møl for Efraim, Edder for Judas Hus.13. Da Efraim mærked sin Sygdom og Juda mærked sin Byld, gik Efraimhen til Assur, Storkongen sendte han Bud. Men han kan ej givejer Helse, han læger ej eders Byld.14. Thi jeg er som en Løve for Efraim, en Løveunge for Judas Hus;jeg, jeg river sønder og går, slæber bort, og ingen redder.
Hoseas 6
15. Jeg går til mit sted igen, indtil de bøder for skylden og søgerfrem for mit Åsyn, søger mig i deres Trængsel.1. "Kom, vi vil tilbage til HERREN! Han sønderrev, han vil og læge,han slog os, vil også forbinde.2. Om to Dage gør han os levende, rejser os op den tredje; da levervi for hans Åsyn.3. Så lad os da kende, jage efter at kende HERREN! Som Morgenrødener hans Opgang vis. Da kommer han til os som Regn, som Vårregn,der væder Jorden."4. Hvor kan jeg hjælpe dig, Efraim, hvor kan jeg hjælpe dig, Juda?Eders Kærlighed er Morgentåge, Dug, som årle svinder!5. Thi hugged jeg løs ved Profeter, dræbte med Ord af min Mund, minRet stråler frem som Lys:6. Ej Slagtoffer Kærlighed vil jeg, ej Brændofre Kendskab til Gud!
7. De bryder Pagten i Adam er mig utro der;8. Gilead er Udådsmænds By, den er sølet i Blod.9. Som en Stimandsflok er Præsternes Flok, de myrder på Vejen tilSikem gør Niddingsværk.10. Grufulde Ting har jeg set i Israels Hus, der har Efraim bolet,Israel blev uren.11. Juda, også for dig er der fastsat en Høst, når jeg vender mitFolks Skæbne, når jeg læger Israel.
Hoseas 7
1. Afsløret er Efraims Brøde, Samarias ondskab, thi Svig er, hvadde har for, og Tyve gør Indbrud, Ransmænd røver på Gaden.2. De tænker ej på, at jeg husker al deres Ondskab. Nu står deresGerninger om dem, de er for mit Åsyn.
3. Med ondt i Sinde glæder de Kongen, under sleske Lader Fyrster.4. Horkarle er de alle. De ligner en gloende Ovn, som en Bagerstandser med at ilde, fra Æltning til Dejgen er syret.5. De gør på Kongens Dag Fyrsterne syge af Rus. Spottere giver hanHånden,6. thi lumskelig nærmed de sig. Hjertet er som en Ovn; deres Vredesover om Natten, men brænder i Lue ved Gry.7. Som Ovnen gløder de alle, deres Herskere æder de op; alle deresKonger falder, ej en af dem påkalder mig.
8. Efraim er iblandt Folkene, aflægs er han; Efraim er som en Kage,der ikke er vendt.9. Fremmede tæred hans Kraft, han mærker det ej; hans Hår er ogsågrånet, han mærker det ej.10. Mod Israel vidner dets Hovmod; de vendte ej om til HERREN deresGud og søgte ham ikke trods alt.11. Efraim er som en Due, tankeløs, dum; de kalder Ægypten til Hjælpog vandrer til Assur.12. Men medens de vandrer, kaster jeg Nettet over dem, bringer demned som Himlens Fugle og revser dem for deres Ondskab.
13. Ve dem, fordi de veg fra mig, Død over dem for deres Frafald! Ogjeg skulde genløse dem, endskønt de lyver imod mig!14. De råber ej til mig af Hjertet, når de jamrer på Lejet, sårersig for Korn og Most og er genstridige mod mig.15. Jeg gav deres Arme Styrke, men ondt har de for imod mig.16. De vender sig, dog ej opad, de er som en slappet Bue. DeresFyrster skal falde for Sværd ved deres Tunges Frækhed. Detspottes de for i Ægypten.
Hoseas 8
1. Sæt hornet for din mund, som en ørn over Herrens Hus! fordi debrød min Pagt og overtrådte min Lov.2. De råber til mig: "Min Gud! Vi, Israel, kender dig."3. Israel vragede Lykken, lad så Fjenden forfølge dem.4. De kårer sig Drot uden mig, uden mit Vidende Fyrster. Af deresSølv og Guld lavede de sig Gudebilleder til egen Undergang.5. Modbydelig er din kalv, Samaria; min Vrede luer imod dem hvorlænge? De kan ikke slippe for Straf.6. Thi den er et Værk af Israel, en Håndværker lavede den; den erikke Gud. Nej, til Splinter skal Samarias Kalv blive.
7. Thi Vind har de sået, og Storm skal de høste, Sæd uden Spire,der ej giver Mel; og gav den, slugte fremmede Melet.8. Israel er opslugt, blandt Folkene regnes det nu for et Kar udenVærd.9. Thi de er draget til Assur som et enligt strejfendeVildæsel. Efraim tinged med Elskovsgaver.10. Selv om de tinger blandt Folkene, samler jeg dem nu; snartsalver de ikke mere konge og Fyrster.
11. Thi så mange Altre Efraim har bygget, de er blevet ham Altre tilSynd;12. jeg skriver ham mange Love, han regner dem ikke.13. Slagtofre elsker de slagter, elsker Kød og æder; HERREN behagerde ej. Han mindes nu deres Skyld og straffer deres Synder. Deskal tilbage til Ægypten.14. Israel glemte sin Skaber og byggede Helligdomme, og Juda byggedemange faste Stæder; derfor sender jeg Ild imod hans Byer, og denskal fortære hans Borge.
Hoseas 9
1. Israel, glæd dig ikke med Folkets jubel, ved Hor veg du bort fradin Gud, på hver en Tærskeplads elsker du Skøgens Løn.2. Tærskeplads og Perse skal ej kendes ved dem, og Mosten slår fejlfor dem.3. Ej skal de blive i HERRENs Land; til Ægypten skal Efraimtilbage, spise uren Føde i Assur.4. Ej skal de udgyde Vin for HERREN, ej heller gøre Slagtofferrede. Som Sørgebrød er deres Brød, det gør hver, som spiser deturen: thi Hungeren kræver alt Brødet, i HERRENs Hus kommerintet.5. Hvad gør I på Højtidsdagen, på HERRENs Festdag?6. Slipper de bort fra Vold, skal Ægypten sanke dem op og Memfisjorde dem; deres kostbare Sølvtøj skal Tidsler arve, Nælder skalbo i deres Telte.
7. Hjemsøgelsens Dage kommer, Gengældelsens Dage, det skal Israelmærke. "Afsindig er Profeten, forrykt den af Ånden grebne"fordi din Brøde er stor og Fjendskabet stort!8. I sin Guds Hus lurer Efraim på Profeten; der er Snarer på allehans Veje, man gør Faldgruben dyb.9. Det er som i Gibeas Dage, han mindes deres Skyld og strafferderes Synder.
10. Som Druer i Ørkenen fandt jeg Israel, som tidligmodne Figner påTræet så jeg eders Fædre. De kom til Baal-Peor, til Skændselenviede de sig, som Efraims Elskere blev de en væmmelig Hob.11. Deres Herlighed flyver som Fugle, Fødsel, Svangerskab,Undfangelse forbi!12. Ja, selv om de opfostrer Sønner, jeg lader dem dø ud udenBørn. Ja, ve også dem, når jeg viger fra dem!13. Efraim så jeg som en Mand, der gør Jagt på sine Børn; thi Efraimselv fører Sønnerne ud til Bøddelen.14. Giv dem, HERRE ja hvad skal du give? Du give dem barnløst Skødog golde Bryster!15. I Gilgal er al deres Ondskab, der fik jeg Had til dem; for deresonde Gerninger driver jeg dem ud af mit Hus; jeg elsker dem ikkemer, genstridige er alle deres Fyrster.16. Efraim er ramt, dets Rod er vissen, de bærer slet ingen Frugt;og får de end Børn, jeg dræber den dyre Livsfrugt.17. Deres Gud vil forkaste dem, fordi de ej adlød ham; hjemløsebliver de blandt Folkene.
Hoseas 10
1. En frodig vinstok var Israel, som bar sin frugt, jo flerefrugter, des flere Altre; som Landet gik frem, des skønnereStøtter.2. Deres Hjerte var glat, så lad dem da bøde! Han skal slå Altrenened, lægge Støtterne øde.3. De siger jo nu: "Vi har ingen Konge; thi HERREN frygter vi ej;en Konge, hvad gavner han os?"4. Med Ord slår de om sig, gør Mened og indgår Forbund, så Retbliver Gifturt, der gror langs Markens Furer.
5. For Bet-Avens Kalv skal Samarias Borgere ængstes, ja, over denskal dens Folk og dens Præster sørge, jamre over deres Skat, thiden bortføres fra dem;
6. som Gave til Storkongen føres og den til Assur. Efraim høsterkun Skændsel, Israel Skam af sin Afgud.7. Samarias Konge slettes som Skum på Vandets Flade.8. Øde er Afgudshøjene, Israels Synd, og på deres Altre skal Tornog Tidsel gro. De siger til Bjergene: "Skjul os!" til Højene:"Fald ned over os!"
9. Du syndede, Israel, helt fra Gibeas Dage. Der i Gibea sagde man:"Krig skal ej nå os!" Men jeg kom over de Niddinger, revsededem;10. Stammerne samled sig mod dem til Tugt for tvefold Brøde.
11. En tilvænnet Kvie var Efraim, tærskede villigt, Åget lagde jegselv på dens skønne Hals; for Ploven spændte jeg Efraim, Judafor Harven.12. Så eders Sæd i Retfærd, høst i Fromhed; bryd eder kundskabsNyjord og søg så HERREN, til Retfærds Frugt bliver eder til Del.
13. I pløjede Gudløshed, høstede Uret, fortærede LøgnensFrugt. Fordi du slår Lid til dine Vogne og mange Helte,14. skal Kampgny stå i dine Byer og alle dine Borge. De skalødelægges, som da Sjalman ødelagde Bet-Arbel på StridensDag. Moder skal knuses hos Børn.15. Det voldte Betel eder. For din Ondskabs Skyld skal IsraelsKonge, ved Morgengry gøres til intet.
Hoseas 11
1. Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min søn2. Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig; de ofrertil Baalerne, tænder for Billederne Offerild,3. Jeg lærte dog Efraim at gå og tog ham på Armen; de vidste ej,det var mig, der lægte dem.4. Jeg drog dem med Menneskesnore, med Kærligheds Reb; jeg var demsom den, der løfter et Åg over Kæben, jeg bøjed mig ned til hamog rakte ham Føde.5. Han skal til Ægypten igen, have Assur til Konge, thi omvende sigvil de ikke.6. Sværdet skal rase i hans Byer, fortære hans Slåer og hærge ihans Fæstninger.7. Mit Folk, det hælder til Frafald fra mig, og råber man til det:"Op, op!" står ingen op.