-Ja, En sidder og venter, sagde Elsebeth.
-Først lever En og saa tænker En tilbage og saa tilsidst sidder En bare og venter.
-Gamle Folk bliver kloge, sagde Moderen.
-Ja.
-Men det nytter dem ikke, Madam, og heller ikke de andre. For Blodet er Blodet, og det vil syde, til det bliver mat eller koldt.
Elsebeth saá paa den ældste Dreng—hun havde saa klare Øjne, men de sad dybt—:
-Han vil ogsaa en Gang faa Blod nok, sagde hun:
-Blod nok og Taarer nok faar man paa samme Tid.
-Hvad siger hun? spurgte Drengen.
Men Moderen svarede ikke.
Elsebeth tav en Stund, mens Katten havde aabnet sine Øjne.
-Saa er det Modersorgens Tid, men ogsaa det gaar over.
-Hvad siger hun? spurgte Drengen.
-Der er Mødre, som dør, mens deres Børn er smaa, sagde Moderen.
-De har det bedst, sagde Elsebeth.
Der var stille i Stuen. Ogsaa Uhret var gaaet i Staa. Elsebeth trak det ikke mere op. Naboens Kone kom til sin Tid—efter Solen—og bragte Elsebeth op og bragte Elsebeth til Hvile.
-Men tilsidst saa tænker man kun, hvad vel det Hele skal til.
-Hvad mener Elsebeth?
-Jo, Madam, for Gud er for stor og han kan heller ikke ha'e no'et med os at gøre.
-Vi véd det ikke, Elsebeth, sagde Moderen.
-Jo, Madam, for vi er for smaa, og han kan ikke ha'e Tid at ha'e noget med os at gøre.
Elsebeth tav og Moderen stod op med sine Børn.
-Farvel, Elsebeth, sagde Moderen, her stiller jeg Hyldebærsaften.
-Farvel, sagde Elsebeth.
Men ude paa Vejen var Moderen tavs.
-Hvad var det alt, hun sagde? spurgte Drengen.
-Hun talte om Dig, sagde Moderen.
Og hun tav igen.
Men naar den ældste Dreng var ene ude, gik han, naar han kom til Elsebeths Hus, altid over paa den anden Side af Vejen. For det var, ligesom han var bange.
… Naaede man videre hen ad Vejen til Degnens, kom man til MadamJespersen.
Hendes Hus laa paa et Gærde, og man maatte klatre derop ad en Trappe, der kun havde ét Rækværk. For-Stuen var strøet med Sand, og der lugtede af Jomfruelighed og Lavendler.
Madam Jespersen sad paa en Forhøjning og strikkede Stykker. Dér havde hun siddet saa længe Stærene var kommet til Byen. "Stykkerne", som hun strikkede, laa hvidtskinnende paa hvert Møbel og paa hver Stol.
Havde Børnene sat sig og skulde de rejse sig igen, gik de med hver sitStykke klistret til en lidet omtalt Legemsdel.
-Dreng, Dreng, sagde Moderen til den ældste og fik Stykket tilbage paasin Plads. Alle Stolesæder var broderede med Kanevas af Frøken Helene.Frøken Helene broderede altid Stjerner i mange Farver paa forskelligBund.
Madam Jespersen talte Holstensk—for dér var hun fra—og havde en Gang været Kammerjomfru hos de Rantzauer. Ingen vidste, hvordan hun var slaaet derhen, just i denne Krog.
Hun var altid i Moiré, og fyldte en hel Mahognistol med brede Arme. Paa Hovedet havde hun en tronende Kappe, som Børnene troede hun sov med. Om Haand-leddene bar hun Armbaand af Rav.
Hun stod kun ned af Forhøjningen, naar hun gik i Kirke. Saa var hun iMoiré-Mantille og derover et strikket Sjal.
Frøken Helene maatte, naar Kaffen skulde paa Bordet, altid rydde mangeMønstre til Side. Det var Mønstre af graat Indpakningspapir til hendesaldrig fuldkommengjorte Garderobe. Hun var to Gange om Aaret iFlensborg og vendte tilbage med Hovedet fyldt af Modeller tilKjoleliv, som beskæftigede hende i det følgende Halvaar.
I Tøjer elskede hun de skotske Mønstre.
Hvad hun omsyede, var kun Livene. Nederdelene forblev saa nogenlunde de samme. Kun til Tider forsynedes de med Garneringer.
Kagerne til Kaffen kom frem af en Kasse, der stod under MadamJespersens Seng. Madam Jespersens Seng var høj som et Bjerg.
-Ach ja, man maa være taalmotich, sagde Madam Jespersen og lodHænderne synke. Hun havde en Gang prynset sig med mangeKammerjomfruringe, som nu var forsvundne i de korte Fingres Fedme.
Jomfru Helene vimsede og snakkede.
Jomfru Stine stak kun et knoklet Ansigt ind ad en Dør til Goddag. Hun maatte blive i sin Syskole.
-De kan da blive et Minut, sagde Moderen, lad dog de Unger sy.
Men Jomfru Stine var ude igen i en Stue bag Gangen, hvor syv Pigebørn med Musehaler syede Linnedsyning med sammenknebne Munde.
Jomfru Stine var lang som et Mandfolk og senet som et Øg.
Hun havde Stave-Hold om Formiddagen og Sy-Hold om Eftermiddagen. Hun fik en Mark om Maaneden af Sy-Holdet pr. Hoved.
-Ach, ja, sagde Madam Jespersen, den Stine la'er sig aldrig Ro.
-Men man maa være taalmotich.
Jomfru Helene lagde Kagerne paa et lille Porcellæns-fad med seksten smaa Haandbevægelser for hver Kage.
Hun løb til og fra Køkkenet for at passe Kaffen, mens hun ustanseligt snakkede. Jomfru Helene snakkede uden Ophold hele Aaret uden at nogen Moders Sjæl den en og tredivte December vidste, hvad hun havde sagt.
-Ja, die kleine schwärmt, sagde Madam Jespersen.
Var Kaffen paa Bordet, kom Jomfru Stine ind i et Nu og satte sig vedDøren paa en af de tre Mahognistole med rigtige Sæder—de andreGenstande til at sidde paa var mere skrøbelige, med Fletrygge—for hunsatte sig haardt og maatte have noget under sig.
Hun slugte Kaffen og var ude igen.
Fra Kagefadet var der altid forsvundet nogle Kranse. Hun uddelte dem som Belønning i Syskolen. Det laa ellers ikke til Frøken Stine at stjæle, men af Kagerne stjal hun i ubevogtede Øjeblikke. Kunde hun ikke det, købte hun Sukkerkringler i Kroen.
Det gik til Musehalerne. Der var jo altid én, der var færdig med etStykke Linned.
Naar Moderen kom ud i Gangen for at gaa, stak Jomfru Stine sit Hoved ud af Skolestuen—det slog lidt lummert ud af det lille hvidkalkede Hul—hun skulde altid kysse Moderen, før hun gik. Det var det eneste voksne Menneske, hun kyssede.
Den ældste Dreng løb paa alle de fjorten Træsko i Forstuen.
-Hvor den Dreng er kejtet, sagde Moderen:
-Han lærer aldrig at føre sig.
Jomfru Stine blev staaende i Husdøren og nikkede, men Jomfru Helene bøjede Blomsterne i Stuevinduet til Side med en sirlig Haand og smilede bare.
-Moder, sagde den ældste Dreng, naar de kom ned paa Vejen, JomfruStine har Øjenbryn ligesom Lars Forkarl.
Jomfru Stine havde Mandfolkeøjenbryn over et Par Ungpigeøjne.
Moderen elskede at lade sin ældste Pode snakke. Han snakkede ganske som hun selv, i de samme Sætninger, med samme Ordstilling, med en gammelklog Vigtighed, der virkede som Visdom. Og altid stak hans Hoved, der var for stort til Kroppen, frem ved Siden af Moderens Skørt.
Naar de kom hjem fra Børneselskab, vilde Moderen altid have Beretning om Gildet.
Hun satte sig midt paa Dagligstuegulvet i sin Yndlingsstol, som satte hun sig foran et godt Bord.
-Saa, sagde hun, lad mig saa høre.
Alle Børnene talte i Munden paa hinanden.
-Drengen først.
-Drengen først, sagde Moderen.
Og Drengen sprang op i Fløjelsblusen, og abede alle efter, Piger ogDrenge, i Stemme og Lader, og Moderen vred sig af Latter i sin Stol.
-Og hvad saa? Og hvad saa?
Drengen blev ved. Han kunde det hele Selskab udenad. Han abede efter og han sprang som en Kakkelak. Tilsidst sagde Moderen:
-Hvad fik I?
Og Børnene skreg Maden i Munden paa hinanden.
Af Maden i Selskaber lo Moderen mest:
-De lærer aldrig at spise her tillands, sagde hun: Herre Jesus, hvad er det, de sætter paa Bordet.
Til Børneselskaber satte de jo nu en Gang for alle kun Smørrebrød ogMandelbudding paa Dugene.
Faderen aabnede tilsidst Døren til sin Stue:
-Stella, du ødelægger ganske den Dreng, sagde han. Børn skal dog ikke kritisere, fra de ligger i Vuggen.
-Fritz, jeg kan da ikke hindre Drengen i at se.
Og Faderens Dør lukkede sig igen.
Faderens Dør var næsten altid lukket og Børnene vidste næsten ikke, hvordan der saa ud bag den Dør. For de kom der saa sjældent og derinde var mørkt.
Stuen vendte mod Nord, og der kom aldrig Sol. Møblerne var af dybtMahogni.
Faderen vandrede mest—op og ned ad sit Gulv.
-Hvem er det? sagde han, naar nogen kom ind, og ligesom fór sammen.
-Det er mig, svarede et af Børnene, der kom for at hente en Bog.
Og Faderen vandrede videre henover sit Gulv, mellem de samme fireVægge.
Han elskede at have det hedt, og havde dog altid hvide Hænder afKulde.
Ved Middagsbordet, naar et af Børnene talte, kunde han pludselig rive sig ud af sine Tanker—han sad altid bag en Flaske fin Rødvin med rødt Lak—:
-Gud véd, hvordan de Børn bliver opdraget, sagde han.
-Kære Fritz, svarede Moderen, hvordan skal man opdrage Børn paaLandet.
-Som Børn, sagde Faderen og faldt igen i Tanker.
Han var altid hvid i sit Ansigt, og hans Skæg var begyndt at blive graat.
Men Moderen sagde til Tine fra Skolen:
-Kære Ven, Børn er Børn, hvad de ikke hører her, det hører de iBorgestuen.
Det var særdeles sandt. Børnenes gladeste Timer var i Borgestuen. Der var saa koghedt, saa de blev glorøde i Hovederne, mens de sad i Krogene og hørte til. Der var bestandig stor Forsamling fra hele Landsbyen, fordi aldrig nogen tænkte paa, hvormeget øl der blev fyldt i Krusene.
Udepigen løb bare til og fra, paa sine sorte Sokker, og skænkede.
Det var som paa en Kro.
Lars Forkarl sad for Bordenden og førte Forsædet. Husmændene garneredeVæggene. Maren Udepige stod ved Døren og grinede.
Der var ikke den Sladder fra Landsbyen, som ikke gik gennemBorgestuen.
Moderen lukkede undertiden Døren op:
-Naa, Børn, hvad Nyt?
Og hun satte sig selv ved Kakkelovnen. Saa førte kun Lars ForkarlOrdet, mens Husmændene sad og skævede til deres Krus.
Lars Forkarl havde været der saa længe, nogen kunde huske. Alle Tjenestefolkene blev i Huset de uendelige Aar. Moderen klagede bestandig til Faderen over deres Opførsel. Faderen sagde:
-Men saa lad dem gaa.
Moderen vendte hjælpeløst Øjnene mod Loftet:
-Men de vil jo ikke, sagde hun.
Og de blev.
Stuepigen havde det med Hovedpine. Hun bandt sit Hoved ind iHaandklæder, saa hun lignede en Haardt-saaret, og gik ud og ind adDøren, mens hun jamrede. Midlet mod hendes Onde var en ustanseligKaffestrøm og hun foretog sig intetsomhelst.
-Jeg finder Hannes Koste allevegne, sagde Moderen.
Kostene var forladte.
Hanne selv sank sammen i Dagligstuen ved Bogskabet og jamrede:
-Jeg har sagt til Marie, hun sætter Kaffen paa, sagde hun.
-Det var jo godt, svarede Moderen.
-Vil Fruen ikke ha'e en Kop med? jamrede Hanne.
-Aa, Tak, naar den er der, sagde Moderen.
Husjomfruen sad ved Vinduet og broderede. Det var en meget lang og apatisk Person, der brugte bestandig at være fornærmet som Paaskud til intet at udrette.
Moderen saá sig rasende paa hende og spurgte hende hver Ugedag, om hun ikke vilde tage til Sønderborg med Vognen.
-Gud, sagde hun, saa er jeg af med hende saa længe.
Hun slog Hænderne sammen i sit Skød.
-Alle mine Husjomfruer bliver saa fine, at de kun kan brodere.
Til det yngste Barn havde der været Amme. Samme Amme lød Navnet Rose, og det viste sig, hun var berygtet paa hele Øen. Da hun ikke ammede mere, gik hun over til en ubestemmelig Stilling, for der var i Huset allerede Barnepige.
Faderen gjorde mange Forestillinger for at faa hende ud og væk.
-Kære Ven, sagde Moderen: vil du sige mig, hvordan jeg skal faa hende afsted.
-Hun sidder jo ogsaa kun i Gæstekamret og syr. Der gør hun jo ingenSkade.
Rose sad videre.
Naar der overhovedet var Tale om Tjenestefolkene, sagde Moderen:
-Ja, Fritz, naar du overhovedet vilde tage dig af det, skulde du nok selv se.
Faderen var meget for træt til at tage sig af det.
Undtagen én Gang.
Den ældste Dreng kom gennem en Stue og sagde til Hanne Stuepige: LukDøren.
Han vidste ikke, at der stod aabent ind til Faderen, som straks viste sig, kridhvid, i sin Dør:
-Vil De være saa venlig, Hanne, at hente de andre, sagde han.
Det indre Tyende kom sammen, mens Drengen skjalv og Faderen ventede. Da alle var samlede, gav Faderen sit ældste Afkom en Ørefigen uden nogensomhelst Ceremoni.
-Vil Du saa maaske, sagde han, bede Hanne om Forladelse og sige til hende:
-Hanne, vil De være saa god at lukke Døren.
Drengen gjorde det med en graadkvalt Røst, hvorpaa Tyendet blev bortsendt.
En vis Høflighed mod Underordnede blev efter den Dag—for der var ingen af dem, der kunde mindes, at Faderen havde revset nogen af Børnene—noget, der gik dem over i Blodet.
-Det er iforvejen haardt nok at være tjenende, sagde Faderen.
Maaske gjorde Børnene sig i Anledning af det "haarde", i Stilhed adskillige kritiske Tanker: for i Hjemmet var der ingen, som regerede uden dem, der tjente.
Tine fra Skolen, der var den sunde Fornuft, sagde, naar Moderen klagede:
-Gud, skift ikke, sagde Tine: det er dog bedre at være i Lommerne paa de gamle.
-Kom, sagde Moderen til hende, lad os gaa lidt ud.
De tog et Par Sjaler paa og gik ned om Laagen ind i Haven til den islagte Dam. Langs Bredderne laa Sneen mellem det halvvisnede Græs.
Ude bag Poplerne bredte sig de store Enge.
Pludselig blev Moderen sørgmodig, og hendes skønne Stemme lød som enKlage.
-Hvor her var smukt i Sommer, sagde hun.
Langt og bedrøvet saá hun ud over Engenes Is og Sne, hun, der elskede den lune Vind og Solen.
Hun stirrede paa Lysthuset med de hvide Søjler. Paa hendes Fødselsdag i Juni var de Søjler altid omvundne med Kranse.
-Jeg oplever ikke mange Somre, sagde hun.
-Vist saa, sagde Tine.
Men Moderen blev ved at stirre paa sit Lysthus over mod de islagteEnge:
-Nej, sagde hun, og hun begyndte at græde, hun, som elskede det lyseLiv.
* * * * *Moder, du som bøjede dit Hoved,da Sorgen kom,og lukkede dit Øjeda Skumringen brød indfor dig og for os alle—Moder, du,der slynges endnu Roser,Blomster, Roserom de hvide Søjler—Roser, Blomster,Moder—for de andre.
Men du kunde ikke leve i Vinter; ikke naar Jorden og ikke naar Hjertet var dødt. Du gik.
Og dog og dog blomstrer der glødende Roser— Roser, Roser blomstrer dog for de andre.
* * * * *
Naar man fra Jespersens kom et bitte Stykke længer, da bøjede Gaden om paa Kirkepladsen.
Dér laa Kroen og var hvid som Kirken, dens Genbo. Kun var Krodøren grøn, mens Kirkens Port var sort.
Til venstre var Smedjen. Den var saa mærkelig firkantet, ligesom med en sort Kalot paa til Tag. Men inde i Smedjen var der Nat og Flammer.
Den ældste Dreng listede tit over til Smedjen om Søndagen. Saa var der saa stille og lunt fredeligt, og Væggene var Vægge som alle andre og Døren var bare en Dør og Stenene Sten, mens Smeden selv kun var blevet en hvid og rigtig Mand, som, glad og stor, sad udenfor Krolængen.
Han sad og saá paa dem, der gik i Kirke.
Men kom Mandagen, saa var Smedjen atter fuld af den sorte Nat og den røde Ild. Og aldrig vilde Drengen have turdet gaa derind, hvor de sagde, Smeden gik, som en stor sort Skygge mellem Bælgenes sorte Spøgelser.
Til højre kom man til Skolen. Den ligesom støttede sig saa venligt op til Kirken, lænede sig til den og hvad dens var.
Trappen til Skolen var strøet med Sand. Døren til Huset var saa lind paa sine Hængsler. Straks i Gangen skinnede alting. Væggene, Gulvet, Loftet skinnede. Der var ingen, som saadan fik Grønsæbe til at skinne under sine Hænder som Degnens Tine.
Tilhøjre laa Skolen. Den var fuld af en evindelig Summen. Børnene sad i Rader over Abc og Katekismus, hver paa sin Side, som Mandfolk og Kvindfolk i Kirken. De svedte og de duftede over al den Kundskab. Gamle Degn røg Pibe til med stærk Tobak, og svedte med. Han svedte altid, og altid holdt han Kakkelovnen gloende.
Naar Moderen kom ind i Degnegangen, løftede hun paa Skoleklinken:
-Godaften Degn, sagde hun:
-De har det lunt.
-Goddag, Goddag, svarede Degnen.
Men Børnene fløj op paa de røde og sorte Hoser.
-Ja, det lumrer, sagde Degnen, med de mange Smaarumper.
Moderen lukkede Døren. Paa den anden Side Gangen havde Tine allerede hørt hende og faaet Stuedøren op:
-Nej, men kom dog ind, raabte hun, vi har da Varme.
Der var altid Varme i Skolen.
-Vor Herre bevare os, hvor det lumrer i Skolen, sagde Moderen, der faldt ned i en Stol. Ingen Stole var saa lette at falde ned i, som de hos Degnens. De var saa brede med udsvajede Arme, som stod de bare og længtes der efter Godtfolk.
-Det er Børnene, sagde Tine.
Hjemme paastod Moderen, at Gamle Degn lumsk lumrede med.
Men inde i Stuerne duftede der af Røgelse og gamle Rosenblade ogRenlighed.
Degnemadammen kom frem i Køkkendøren:
-Nej, at De kom, sagde hun og nejede.
-Vor Herre bevare os, vi kommer her de seksten Gange om Ugen.
Moderen var allerede ude i Køkkenet. Hun maatte se det. Degnens Køkken var hendes Fryd og hendes Forbavselse. Saa mange Kobberkar og saa de kunde skinne—Pander og Gryder og Potter op langs Væggene.
Kaffekanden havde Mave og var altid paa.
-Den kommer aldrig af Tørvene, sagde Moderen.
-Aa nej, sagde Madammen, her kommer jo saa mange—Gud ske Lov … man er da kendt.
Hele Egnen kom i Skolen. Alle gjorde Holdt for Døren og "stod" indenfor.
-Man maa derop, sagde Moderen, det er som man altid var ventet.
-Og Degnens véd Nyt—men de sladrer ikke.
Børnene var komne af Tøjet og løb allerede Tagfat i Storstuen. Intet Gulv var saa godt til Tagfat. For det var saa rummeligt som en Sals, og alle Stolene stod saa tæt til Væggene og spærrede ikke.
-Kære Børn, sagde Moderen hjemme: jeg véd det ikke, men der er det vedDegnens Møbler, at de er saa venlige.
Tine tog Kopper frem og Tine kommanderede til Legen.
-Op igen, op igen, raabte hun. Den ældste Dreng var falden.
-Saa, nu dumper Drengen, sagde Moderen.
-Op igen, op igen, raabte Tine.
-Tine, hvad gør De ved Deres Dækketøj? sagde Moderen, der var inde iStuen igen og var falden ned i en anden Stol. Det skiftede hun med hosDegnens.
-Jeg faar aldrig mit saa hvidt, sagde Moderen og rystede fortvivlet paa sit Hoved.
Hendes eget var ganske ligesaa hvidt, men Degnens forekom hende altid hvidere. Alting forekom hende hvidest og dejligst hos Skolelærerens—undtagen Sengene. De var de højeste i Byen.
-At de kan ligge i de Bjerge, sagde hun, naar hun kom hjem.
SengenevarBjerge, Dyne over Dyne, med røde Vaar og hjemmevævedeLagener.
-Jeg vilde kvæles, sagde Moderen.
Sengene var Degnemadammens Stolthed. Sine Brudelagener viste hun altid frem. Dem havde hun begyndt at væve, da hun var Pige, og Tines Daabsvugge havde været bredt med dem.
-Det er saadan, sagde Madammen, og hun stod og kærtegnede Lagenerne, med ens egne Hænders Arbejde.
Nu var hun ved Vaffeljernet. Moderen fornam allerede Duften.
-Skal vi ha'e Vafler? sagde hun og skuttede sig. Moderen havde altid saadan et Træk med Skulderen—et lille hastigt og spædt—naar hun glædede sig til Mad.
-Aa, det er dejligt, sagde hun.
De første Vafler kom ind og Kaffen dampede. Moderen satte sig i denHestehaarssofa, med et Plump, lige under Billedet af Kong Frederik denSyvende. Han hang der mellem sine to lovmæssige Gemalinder.
Børnene blev placerede paa Stolene rundtom. Paa Kaffen brændte de sig og tog ikke Øjnene fra Vaflerne.
-Pas paa din Kop, raabte Moderen til den ældste Dreng.
-Jøsses, lad ham sidde, sagde Tine.
Men Moderen rystede paa Hovedet.
-Han ta'er lige akavet paa alle Livets Ting. Det bliver hans Ulykke.
Men Tine lo, mens hun strøg hans Haar:
-Han har det maaske ikke efter Fremmede, sagde hun.
-Naa, Tine, sagde Degnemadammen.
Men Moderen lo og løftede de dejlige Hænder med de fulde Aarer:
-Nej, sandt er det, Hænderne er dejlige. Men de sidder forkert iLeddene.
Degnekonen tog dem og klappede dem:
-De er da heller ikke gjorte til det jevne, sagde hun.
Men pludselig var Moderen blevet alvorlig:
-Nej, sagde hun, og næsten med en helt anden Stemme: men med saadanneHænder kan man heller ikke værge sig.
Hun slog over i Stemningen igen.
-Nej, Tine har Hænder, sagde hun og saá beundrende over paa Tines travle Haand, der atter delte Vafler ud til Børnene. Den var saa kraftig og ikke stor alligevel.
Saa begyndte de at tale om Grevinde Danner:
-Vor Herre bevar'es til Fruentimmer, sagde Tine.
Grevinde Danner var Egnens stadige Stof. Gottorp Slot var jo nær, og fra Gottorp kom Kongen og Grevinden saa til Sønderborg. Grevinden haabede stadig at naa til en Krog, hvor hun kunde blive rettelig hyldet.
Naar Grevinden kom til Sønderborg, blev alle Øens Embedsmænd kommanderede til Taffels med deres Fruer. Embedsmændene kom og Fruerne sendte Afbud.
Moderen var der saa godt som alene.
-Jeg vil se hende, sagde hun:
-Kære Venner, hun er dog virkelig mærkværdig.
Faderen og Moderen var der og blev ret unaadig modtagne. Grevinden kendte deres Familjeskab med den Sjællands Bisp, hvem hun vel huskede fra sin Vielse. Sagnet gik, de havde maattet holde ham halvt i Fangenskab paa Frederiksborg, før de tvang ham til at vie sig.
-Dygtig er hun, sagde Moderen, da hun kom hjem, om Grevinden:
-Men Herre du min Skaber, hvor er hun nedringet … og hvad er det saa, hun viser? … saadanne Køddynger viser man ikke en Gang frem for sit Spejl….
Ovre i Skolen begyndte de at synge. Gamle Degn sang for og Børnene svarede ham ihærdigt i mange Tonarter. Det var en Begravelsessalme.
Herinde blev de ved at tale om Grevinde Danner.
Som Markens Blomst henvisner fage alt, hvad af jordisk Rod oprandt, og talte snart er Stevets Dage, selv hvor med And det Gud forbandt; kun hvad der kom fra oven ned, kan blomstre i al Evighed—
sang de derinde, Degnens Bas og Flokkens Diskanter.
Moderen kunde saa mange Historier om Grevinden. Hun fik dem fra sin Svigerfader, den gamle Excellence, der hadede "den Person" af en oprigtig Sjæl.
Moderen fortalte en Historie fra Frederiksborgs Kanaler. Kongen og hans Frue var ude at ro. Saa blev hans Majestæt Frihedskongen pludselig rasende.
-Smid hende i Søen, raabte han:
-Smid den Kælling i Vandet, skreg han.
Folkene tøvede.
-Saa for Satan—smid den Mær i Søen, kommanderede Majestæten.
Og Majestætens Frue "maatte i Søen" og vade til Bredden.
Moderen lo som besat.
Derovre blev de ved at synge. Det lød saa bedrøveligt:
Men vel Enhver, som Haabet grunder, paa, hvad kun Engles Øjne saa, hver Sjæl, som til det Heje stunder og Verdens Glimmer tør forsmaa! Til dem kom det fra oven ned, som blomstrer i al Evighed.
-Ja, sagde Degnens Madam midt i Grevinde-Snakken—hun tænkte paaGravsalmerne—:
-De maa jo synge dem—for Kordrengenes Skyld.
Men Moderen vidste meget mere om Grevinden og Hans Majestæt.
Hun blev ved at fortælle.
Hun fortalte, hvordan Kongen i et Statsraad havde kastetStatsraadsprotokollen lige i Ansigtet paa Konseilspræsidenten og denvar fløjet lukt forbi Øret af Justitsministeren. Men værst er det medGrevinden.
-Svigerfa'er si'er, hun lurer ved Døren under Statsraadsmøderne.
-Og bag efter gi'er hun Berling Rapport.
Det blev stadig til Krøniker om Grevinden.
Degnemadammen sad og hørte til og Tine lo. Ovre i Skolen begyndte de paa Fædrelandssangene. Gamle Degn satte altid højere i, naar han naaede til "Fædrelandet".
-Men dygtig er hun, sagde Moderen, der sluttede med Grevinden.
Der var intet i Verden, der havde imponeret Moderen som LouiseRasmussens Dygtighed:
-Med den Grimhed, sagde hun: kære Børn—
Ovre i Skolen var det som Børnene var vaagnede. Klingert lød det medBassen forrest:
Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang; hvormed skal jeg det ligne og prise det i Sang? en højbaaren jomfru, en ædel Kongebrud, og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud— og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud.
-Syng med, Børn, sagde Moderen og satte selv i. Den gamle hørte det derovre og stærkere kom Melodien. Moderens klare Røst lød over alle de andre:
Hun lægger os paa Læben hvert godt og kraftigt Ord til Elskovs sagte Bønner, til Sejrens stolte Kor; er Hjertet trangt af Sorgen og svulmer det af Lyst, hun skænker os Tonen, som lette kan vort Bryst.
-Hvor er 'et kønt, sagde Degnekonen: det er som hele Huset synger.
-Det er det, sagde Moderen og hun lo og løb ind i Storstuen:
-Nej, nej, bliv dér, raabte hun: jeg synger her. Saa er der Sang i hele Boden.
Og om i Øst og Vest vi har sværmet og søgt de svundne Tiders Visdom, de fjerne Landes Kløgt, hun lokker og hun drager, vi følge hendes Bud; for hun er saa ung og saa yndig ser hun ud.
Der blev helt stille ovre hos Smedens. Nu kunde de høre i Smedjen, at"Fruen lod Skolen synge".
Smeden gik ud af Smedjen over den hvide Kirkeplads. Han stod underDegnens Vinduer og lyttede.
-Men nu vil vi blive her, raabte Moderen og alle løb de ind iStorstuen.
-Ja, sagde Tine, saa spiller Drengen Komedie.
Drengen var den ældste. Hans Stemme var klinger som en Spilledaase.Men Vers kunde han. Alt, hvad Moderen læste, blev siddende i hans Øre.Han slog ud, og han sprang om.
-Se Drengen, raabte Tine, se Drengen.
Drengen var Hakon og Drengen var Chevalieren i "Ninon". Han blandedeVersene, han skreg og han hviskede. Kakkelovnen var den Medspillende.Degnens ældgamle Ovn stod bredmavet og alvorlig. Drengen fløj omkringden, besvor den og tiltordnede den sine Vers.
-Se Drengen, se Drengen, raabte Moderen, der vred sig af Latter paa sin Stol.
Ude klaprede Børnenes Træsko paa Trappen. Skoledagen var endt. Moderen løb til Vinduet for at se. Nede paa den hvide Sne summede Ungerne og sloges:
-Satan til Unger, sagde Degnen, der var kommet ind, og han slog paaPanden med Spidsen af sin Pibe, der var lidt skæv.
-Aa, sagde Moderen: de ligner Lopper paa et Lagen.
Lopper var et Yndlingsdyr i hendes Lignelser—var i det hele hendes Yndlingsdyr. Ikke saameget som skuttede et af Børnene sig, før hun øjeblikkelig sagde og med en hellig Iver: Du har en Loppe. Og hun klædte ham helt af, undersøgte hele hans Krop og hvert Klædningsstykke, hver Fold. Loppen var der ikke.
Men det var Jagten, der morede hende.
-Klæd Dig paa, det ækle Dyr er sprunget, sagde hun.
Men var der virkelig et lille sort Kreatur og hun havde fanget det med sine skønne Negle, saa saá hun gerne paa det længe og sagde:
-Lad det springe videre.
… Degnen satte sig hen i sin store Stol ved Vinduet. Mutter sad ligeover for ham, mens det begyndte at skumre.
-Syng lidt, sagde den Gamle. Det var hans Fryd, naar "Fruen" sang.
-Syng den om Kærligheden, sagde Tine.
-Tine er forlibt, lo Moderen.
"Den om Kærligheden" var en irsk Melodi. Ordene er fjerne og glemte.Kun Moderen sang dem. Maaske havde hun digtet dem selv. Hun sang:
Skønt er Solens Lys, og fagert kan Maanens være, naar det en stille Nat gyder sig langt over en rindende Flod. Skønt er Solens Lys.
Skønnest er dog det Elskovens Skær, der gaar over den Elskendes Ansigt naar han, uden at vente det, hastigt, den Elskede sér.
Men som Sol gaar ned og lader al Jorden i Mørke Saa slukkes og Elskovens Lys —og det er Nat
Ak, men Gud Faders Sol, den er barmhjertig, den rinder paany. Elskovens Lys, der blev slukt, det sluktes for alle Tid.
Der er ikke Tanker om, at Mennesker sviger; der er ikke Tanker om, at Mennesker, de blev forladt. Det er kun Elskovens Lys, der pludselig sluktes— og det er Nat.
Skønt er Solens Lys og Sol rinder alle Dage: alle kan Solen se. Menden, der aldrig saá Elskovens Lys tændes og slukkes brat,hankender ikke til Dag og han véd ikke af Nat.
Sangen døde hen.
-Hvor den Vise er køn, sagde Tine.
-Den er vist sand, sagde Moderen.
Men den gamle Degn sagde henne fra sin Stol i Mørket:
-Ja, Kærligheden, det er no'et, man ikke tænker over. Den kommer.
-Og gaar, sagde Moderen.
-Ja gør 'en, sagde Madammen saa stille fra sin Krog.
Der var saa tyst lidt. Men saa sagde den Gamle:
-Ja, lille Frue—sé, det er vist ret. Den kommer og den gaar. Men der er maaske ogsaa dem, for hvem den lukker Døren, fordi de, naar den ikke er hjemme, ikke giver Stunder og venter … til den kommer igen….
Moderen svarede ikke.
Men lidt efter sang hun igen—og da var hendes Ansigt vendt opad og blegt i Mørket; der kunde over det Ansigt komme noget, saa hun lignede den Korsfæstede—:
Ak, men Guds Faders Sol, den er barmhjertig, den rinder paany. Elskovens Lys, der blev slukt, sluktes for alle Tid.
-Tine, sagde hun, og hendes Stemme lød pludselig muntert: nu vil vi gaa ind paa Kirkegaarden.
Det gjorde hun ofte i Skumringen eller lige ved Aften, men altid medTine og med Børnene i sine Hæle.
De fik Tøjet paa, og de gik gennem det skinnende Køkken ud i Haven.
-Godnat, sagde de Gamle. De stod i Køkkendøren.
-Godnat.
Haven laa snedækt. Der var Rim over Træerne. I Kulden glimtede dens smaa Stjerner.
-Pas paa deres Roser, sagde Moderen til Tine.
-De er dækket til, svarede Tine.
De aabnede Laagen, og de kom ind paa Kirkegaarden.
Alt var ganske tyst. Sorte Kors og hvide Kors ragede stille frem over den hvide Sne. Deres Navne var forsvundne i Mørket.
-Her hviler man trygt, sagde Moderen.
Stier var banet gennem Sneen. Hvor Gravene var, viste Korsene. Midt iSneen stod Kirken, hvid og stor.
De blev ved at gaa, Kirkegaarden rundt.
Moderen og Tine gik forrest, Børnene traskede bag efter i Sneen.
Lys var der kun af Stjernerne over dem.
Tine og Moderen talte om dem, der var døde det sidste Aar og nu laa iGraven. De talte om Sognefogdens Søn.
-Ja, han havde gjort mange fra 'et, sagde Tine.
-Det siger man.
-Og Gud véd, hvad de saá ved ham?
-Saá og saá?
Det var Moderen, der talte:
-Bierne, Tine, fornemmer, i hvad for Blomster der er Honning.
-Ja, maaske.
-Der var vel Elskovsstof i ham, sagde Moderen, og hun tav lidt, før hun sagde og saá hen for sig: Og ikke andet.
De blev ved at gaa: Kommer I Børn, sagde Moderen.
Men til Tine, sagde hun, og hendes Ansigt var vendt opad mod hendesStjerner, som hun gav de mange Navne:
-Tine, der er i Livet kun to Ting—Kærligheden og Døden.
De naaede den store Port. Tine tog Slaaen fra.
-Men nu maa vi hjem, sagde Moderen.
De gik hjem, Børnene ved hendes Side. Der var saa ganske tyst og alleHuse var lukkede. Mennesker mødte de ikke, og Hundene kendte dem.
Det var en af Moderens tunge Dage.
Ogsaa da de kom hjem, blev der ikke tændt Lys, og Moderen talte ikke. Hun satte sig kun ved det gamle Klaver, hvis Taster lyste hvidt gennem det meget Mørke, og hun sang:
Der kommer de Aar, da vi bitterlig véd, hvad Livet er værd. Der kommer de Aar, da vi miste maa, hver Ting vi har kær.
Faderen aabnede sin Dør, og Børnene saá hans høje Skygge i den.
Der kommer de Aar, da Tankernes Hær er et Ligtog kun. Der kommer de Aar, hvor og Længserne træt gaar til Blund.
Faderen rørte sig ikke. Det var, som om han i det sorte Mørke stod som en sort Støtte.
Der kommer de Aar, da Minderne selv bli'r en Spot. Der kommer de Aar, hvor vi lever ej mer— døde vi blot—
Faderen lukkede Døren.
Moderen fór sammen ved Lyden:
-Hvem er det, spurgte hun.
-Det var Fader, svarede den ældste Dreng fra Krogen:
-Mo'er syng den, vi ikke forstaar.
Men Moderen lukkede Klaveret.
Længe blev det ikke aabnet mer.
* * * * *
Men da kunde de Tider komme, hvor Moderen læste.
Bogskabets Dør stod ikke længer stille for de skiftende Bind, hun tog frem. Kusken kørte til Sønderborg, og Kusken bragte Bøger.
Hun sad altid paa samme Sted, ved Vinduet, "i sin egen Stol", ubevægelig. Bogen laa paa hendes Syskrin, Hovedet holdt hun i sine Hænder. Børnene hørte hun ikke, om Huset skøttede hun sig ikke. Hun skiftede kun Bog efter Bog.
Faderen kom ind:
-Skal Du ikke ud, sagde han.
-Jeg læser.
-Vil Du ikke op i Skolen?
-Du ser jo, jeg læser.
Hun blev ved at læse, og Haanden vendte Bladene. Der gik en Time. Der gik Timer. Børnene listede om.
Men undertiden lagde hun den aabnede Bog ned paa sine Knæ og med tæt sammenfoldede Hænder stirrede hun udfor sig—tavs, før hun læste igen.
Hun tog Bøger fra Faderens Reoler. Hun læste om Naturvidenskab ogDogmatik. Hun læste og læste.
Faderen gik gennem Stuen:
-Skal Du dog ikke ud?
-Imorgen.
-Du siger det hver Dag.
-Ja, men jeg læser.
Hun læste som en Dranker, der beruser sig og beruser sig og forlænger sin Rus og ikke vil vaagne.
Tine kom i Mørkningen.
-Hvad har De bestilt? spurgte hun.
-Jeg har læst.
-Hvad?
-Jeg véd ikke.
Men pludselig kunde hun fortabe sig i Klager, i lange og heftige Bebrejdelser mod de Bøger, hun slugte og som ikke tilfredsstillede hendes Tørst:
-Hvorom skriver de? sagde hun og knyttede i Ildens Lys, hvor de sad, de hvide Hænder, der blev glødende i Skæret, om sine Knæ: de skriver skønne og dumme Ord om det, vi alle véd, og alle har vænnet os til at tænke … om andet skriver de ikke.
-Alle Bøger skriver jo om Kærlighed, sagde Tine.
Moderen lo.
-Det er netop det, som de ikke gør.
-Jo, dog.
-Nej, det er netop der, de forvansker os Livet, og de berøver os Modet til at se Sandheden i Øjnene.
-Hvad for en Sandhed?
-Sandheden.
Hun tav et Øjeblik. Den ældste Dreng laa ved hendes Fødder og saa' op i hendes dejlige Ansigt:
-Jeg kender den, sagde hun, men de—de Digtere—(og hun udtalte Ordet med en stolt Haan) skulde have Mod til at sige den….
-Jeg søger om En, der har turdet sige den.
-De skriver Krøniker, som vi kan lave selv, de sætter Vers sammen, som vi kunde dreje dem selv og synge ved et Klaver … Men Sandheden siger de ikke … Hm, Bogbinderne er de eneste, som kender dem. De haandterede dem jo ogsaa fra Arilds Tid og har lært at forgylde Ryggene paa deres Løgne….
-Aa jo, blev hun ved, og hun smilede halvt: Boghandlerne kender dem maaske ogsaa—de smiler altid saa forbindtligt, naar man køber en Bog, som om de vilde sige: At du ikke er klogere … men vær saa god—køb kun en ny Løgn….
Hun blev ved at sidde med sammenknyttede Hænder, og pludseligt talte hun helt roligt:
-Hvad der undrer mig, det er at de alle er saa dumme; at ikke en af dem alle er klog nok til at ville lade sig stene, fordi han havde sagt Sandheden….
-Ja, men hvilken Sandhed? sagde Tine, der under Moderens "Læseraptus" var helt fortvivlet.
Moderen sad lidt:
-Aa, sagde hun, Sognefogdens Søn kendte den. Men han kunde ikke stave og han var vel ogsaa for doven til at blive Digter.
Tine, der ingenting forstod, sagde afledende:
-Ja, doven var han til alting undtagen til at bringe Folk i Ulykke….
-Han bragte dem ikke i Ulykke, sagde Moderen: han elskede, og han hørte op med at elske—naar det var forbi….
-Naar det var forbi?
-Ja—#Begæret#….
-For det er Hemmeligheden: der er ikke andet end Driften, og den alene er Herren og Mesteren,—Driften brøler mod den tomme Himmel—den alene.
-Men, og Moderen gjorde en Bevægelse med Haanden: lad os ikke tale mere om det … hvorfor skulde jeg sige Sandheden?
-Tror De, vi faar Sne, spurgte hun.
Hendes Ansigt var belyst af den røde Ild….
Saa rejste hun sig. Hendes Skridt over Gulvet hørtes næppe.
Længe klang det sagte Forspil, før hun sang:
Lad de Døde hvile, lad de Døde hvile—Minder, Minder, væk det ikke, lad mit døde Hjærte hvile. Kun i Døden er der Fred og Lise: lad det hvile, lad mit døde Hjærte hvile.
Der var Foraarsmorg'ner, mens Syrener dufted' hvor, i Solen, duslog Døren op mod Dagen, mens, af Jubel straalende, du hvisked:"End en Dag—endnu en Dag at leve".
Der var stille, fredopfyldte Aftner, hvor vi, underForstadstræets tynde Krone taust gled hen i samme ømme Glæde.Fælles om at drømme, fælles om at Græde—
Lad det hvile, lad det hvile, væk det ej, mit døde Hjærte. Kun iDøden er der Fred og Lise. Minder, Minder. væk det ikke, væk detej, mit døde Hjærte.
* * * * *
Dagene længedes, og der stod Vintergække i Moderens Glas paa Sybordet. Tine var saa flink til at finde dem under Sneen. Hun kendte Pletterne, hvor de voksede, og hun rodede og rodede, til hun fandt dem.
Gækkene stod tæt ind under Muren. Tine laa ned paa Knæ og gravede med sine rappe Hænder, som blev røde.
-Se, se, raabte hun, naar hun fandt det spæde Grønne.
Ja, hvor det er kønt, sagde Moderen, som stod i Vinduet.
-Men hvor det er koldt endnu, lagde hun til og lukkede sit Vindu.
Hele Huset blev fuldt af Gække. Selv Pigerne havde et Glas fuldt staaende i deres Vindu (det var et Vindu med Gitter: Pigerne boede ligesom i Fængsel, men Karlene, de slap nok ind gennem Døren) og en Dag løb Moderen ud og satte en Buket i Røgterens gamle Hat.
Han kom listende om Længen. Han listede altid, ligesom han ikke vilde forstyrre Kreturets Fordøjelse. Moderen sad ved sit Vindu. Saa sprang hun op.
-Jens Røgter skal ha'e Gække i Hatten, sagde hun, og hun løb ud.
Over Gaarden, hen til Længen.
Jens Røgter blev helt forfærdet. Men Moderen rev Hatten af ham og stakGækkene ned bag Baandet.
Røgteren blev staaende med Hatten i sin Haand. Saa gav han sig til at grine, hikkende og længe, ud i Luften.
Men Moderen, der løb ind igen, sagde til Tine:
-Uh, hvor var hans Hat fæl at røre ved.
Foraaret meldte sig. Svalerne kom og Anemonerne skød frem i Lunden bagFruens Lysthus.
Da var det Moderens Lyst at vade i Engene.
Isen laa der endnu, brudt som smaa flydende Øer.
Med opløftede Skørter stod Moderen midt paa Flagerne.
-Tine, Tine, den brister….
Tine stod midt i Sølet, opskørtet til Knæerne, beredt paa det værste.
Moderen fløj fra Flage til Flage.
Bums—der laa den ældste Dreng, pladaus i den vaade Eng.
-Saa, der ligger Drengen.
Moderen overskuede Situationen et Minut. Kun Drengens tætklippedeHoved stak op af Vandet:
-Herre Jesus, han ligner en Sælhund.
Moderen lo, saa baade hun og Flagerne rystede.
-Tine, Tine, faa ham op, saa Fritz ikke ser noget.
Tine tog et Tag i Drengen, saa han vrælede ved det.
Moderen fløj fra Flage til Flage, mens hun slog med Armene som enFugl, der sætter i at flyve.
Karlene og Røgteren kom ud at se paa. Jens grinede, saa han tabtePiben af Munden.
Men Lars Forkarl sagde, at Fruen, hun springer s'gu li'esaa godt som dem, der springer gennem Ballon.
Lars havde tidt været i Flensborg, og han havde set Cirkusdamerne.
-Ja, gu' gør hun saa, sagde Lars og spilede Næverne ud iBukselommerne.
Men Jens Røgter, han havde nu mere sin Formening, og det var den, atFruens Ben var nu nærmere saa spinkle som Gedens, hvad det angik.
Moderen sprang paa Flagerne, lige til det blev Mørkning.
Saa satte hun og Tine sig paa en Bænk ved Vejkanten. Der var Popler hinsides Vejen.
-Hvor luende Solen gaar ned, sagde Moderen.
-Ja, det bli'er til Storm, sagde Tine.
Moderen saa længe paa de svagt vajende Popler; de stod saa strunkt modHimlen.
Saa sagde hun sagtere:
-Mon Pinjer ser meget anderledes ud?
De rejste sig begge. Paa Gaardstrappen mødte de Faderen.
-Hvor Du er rødmusset, sagde han, for Moderen var ganske rødkindet endnu.
-Aa, ja, sagde hun og pustede, jeg har ogsaa løbet lige fra Smedens.
Det var mørkt i alle Stuer, hvor alle Døre stod aabne.
-Sæt Dem her, Tine, sagde Moderen, og Tine satte sig, med Hovedet modKlaverstolen, ved hendes Fødder.
Moderens Fingre løb hen over Tangenterne:
-Det er underligt, men det er, som jeg ikke kan taale at være glad mere end en Time ad Gangen.
Løbene blev til et Forspil, og Moderen sang:
Hvert et Barn, der fødtes, det fødtes kun til Nød. Og spirer der et Blad, det spirede kun til Død.
Hver Elskovsrus, der fanged os,bar Smerten i sit Skød.Hvert Elskovsord, der naar os,har mistet alt sin Lød.
Hvert Lykkespind, vi spandt, det brast, imens vi spandt. Da det første Kys han gav, hans Tanker en anden gjaldt.
-Hvor den Sang er sørgelig, sagde Tine.
Moderen sad lidt, saa sagde hun:
-Men, véd De, hvad jeg vilde ønske, Tine?
-At jeg kunde skrive en Sang saa sørgelig som Livet.
Hun tav igen, mens de hvide Hænder lyste over Tangenterne:
-Men det er vel betænkt, at Lykke, det har ikke noget Flertal.
-Ja, det er sært.
Moderen hvilede Hovedet i sin Haand:
-Nej, sagde hun, for der er kun én.
Faderen gik gennem Stuen, gennem Mørkningen som en Skygge.
-Skal I ikke ha'e Lys? sagde han.
-Nu tænder vi, svarede Moderen.
Og Tine tændte Lamperne.
-Saa lægger vi Kabale, sagde Moderen, og hun begravede sig i Kortene timevis.
-I Kortene møder man altid "Lykkens Bonde", sagde hun.
Tine saá til, indtil hendes Øjne blev tunge af Søvn.
Inde i Stuen ved Siden af hørte man uophørligt Faderens Skridt, frem og tilbage, frem og tilbage.
* * * * *
Foraaret kom.
Paa kolde og klare Aftner flakkede Moderen om med Tine, hen over Markerne med deres spæde Grønne, op paa Bakker, op paa Højder, hvor hun saá vidt.
Der elskede hun at staa.
Luften var endnu kold og bed i hendes Kinder, mens Solen gik ned i et blegnende Rødt. Hun stod, med den løftede Haand over Øjet, rank mod Himlen, som spejdede hun efter Vaaren, der kom.
Men Dagene blev mildere og i Stuerne hjemme stod alle Skaale fulde afVioler, der duftede. Og i Køkkenhaven kom der fine Blade paaStikkelsbærbuskenes lange Rækker.
Markernes Jord blev glinsende sort, al Muld laa givtig og fugtig og blank—Moderen kunde om Aftenen, naar hun vandrede over Stierne, stanse Tine og Børnene.
-Se, sagde hun, se, hvor Jorden aander.
Vaarsæden piplede frem i et grønnende Mylder, mens Rugen stod, strunk og rank, og fyldte Aftenen med det unge Grønnes stærke Duft.
Ogsaa Træerne fik Blade, og alle Knopper brast, mens Luften laa mæt og tungere; og den første Damp steg op af den levende Jord, mod et Himlens Blaat, der farvedes dunkelt og mørkere.
Moderen havde Vandresyge.
Hun gik og gik.
Pludselig kunde hun stanse:
-Tine, sagde hun, det er, som Jorden stønner.
I Haven sprang Liljerne frem. Høje og ranke krydrede de den skumrendeNat med deres sødlige Aande. Fra Dammen steg Emmen op, mættet medMuldens Duft, som den hede Strøm af Jordens Aandedrag.
Om det hvide Lysthus snoede Rosenrankerne sig glinsende, og Bladene foldede sig ud, mens de spredte deres sanse-ramme Vellugt.
Og over alt, paa alle Tage, fløj de hvide Duer sammen, mens i Popler og Buske Fuglene kaldte paa hinanden.
-Lad os gaa længere, sagde Moderen.
Hun gik med Tine bag om Kirken gennem Lunden—Paradis kaldtes den—op paa Højen.
Moderen plukkede, tavs, en Buket af duggede Blomster.
Alt var blevet grønt og fra Marker og Lunde og alle Kærene steg en dirrende Dis op mod den mørknende Himmel.
Huse og Gaarde saá de ved deres Fod og de hvide Kirkers Linjer, der var ligesom vidskede ud i den svangre Fugtighed af Jordens Em.
Moderen saá op mod den hvælvede Himmel og hun sagde:
-Stjernerne, Tine, vil ikke se det.
De gik tilbage gennem Lunden:
-Hvor Luften er tung, sagde Moderen.
-Det er Hylden, sagde Tine.
-Lad os gaa ad Kirkegaarden, sagde Moderen.
De aabnede Laagen og de traadte ind.
Alle Buske bugnede af Løv, mens Buksbommen i Hækkene lyste.Blomsternes Duft laa som mere tæt bag de hvide Mure. Rundt om stodKorsene tavse.
Moderen stansede ved Kors efter Kors. Og ud i den mættede Luft læste hun sagte Korsenes Navne og Indskrifternes Ord:
"Mig ske efter dit Ord."
Og hun gik videre:
"Kærlighed er Lovens Fylde."
Hun gik frem langs Gangen, og hun bøjede Liljerne bort, som taalte hun ikke deres Duft:
-Nu har Sognefogedens højnet Graven, sagde Tine.
-Ja, sagde Moderen.
Hun bøjede sig ned, og varsomt lagde hun Buketten, som hun bar, paa den friske Høj:
-Det er fra dem, hvem han bragte Lykken, og som maatte græde.
-Er det en Tak? spurgte Tine.
Moderen svarede ikke.
Stift stirrende blev hun staaende, tavs, foran den højnede Grav.
En Flagermus fløj forbi, og Moderen foer sammen.
-Kom, sagde hun. Og da de kom ud, tog hun sig igen til Hovedet:
-Aa, Tine—lever de Døde? sagde hun og hun forsøgte at le.
Nede langs Skrænten bag Muren hviskedes der og var der uroligt.
-Aa, sagde Tine og lo: det er jo kun Karlene med deres Piger.
Moderen kom hjem, ind over Gaarden og op i sin Stue.
Det var halvlyst og alle Døre stod aabne.
-Maren, Maren, raabte hun gennem Huset.
Men ingen svarede.
Kun Mariehønsene sang fra Bryggerset og ved Ovnen.
Moderen aabnede Bryggersets Dør.
-Maren, Maren, raabte hun ud over Gaarden.
Hun saá kun et Par Skygger, der flygtede ned imod Dammen.
Hun lukkede Døren og hun gik langsomt ind.
Faldt der fra Ruderne Lys paa hendes Ansigt, saas det blegt.
Hun satte sig i sin Stol, og, med Hænderne foldede, stirrede hun ud i det tomme Rum.
Faderen aabnede sin Dør:
-Er her ingen, sagde han.
I Halvmørket svarede hun sagte:
-Jo, jeg.
Og Faderen sagde:
-Jeg saa Dig ikke.
Han begyndte at vandre over Gulvet, og sagde:
-Jeg kaldte før, men her er ingen.
-Nej, sagde Moderen.
-Ja, hvor er de—hvad tager de sig til alle sammen?
Med en Stemme, der skiftede ganske let, sagde Moderen:
-Det er Foraar, Fritz.
Faderen gik lidt:
-Du maa holde dem hjemme, sagde han:
-Det hele Hus staar tomt om Aftenen. Det gaar ikke an.
Moderen rørte sig ikke, men, støttende sin Nakke mod Væggen, sagde hun ud i Luften, og ikke til ham:
-Det er Jorden, der er blevet Læremester for sine Børn.
Faderen stansede i en Krog, og han satte sig.
Længe sad han tavs.
Saa sagde han:
-Hvor langt Du er kommet bort—
Moderen svarede ikke. Men efter en Stund sagde hun:
-Fritz, Naturen er stærkest, og det er selve Jorden, der driver dem.
-Ja, Fritz; og hun talte hæftigere:
-Jo mere jeg tænker, jo sikrere ser jeg det, der er kun én Lov, den eneste, at Livet vil fortsættes.
Hun tav igen et Nu og sagde saa langsommere:
-Det tror jeg.
-Fortsættes frem mod hvilket Maal?
-Maalet? Maalet er, at der skal avles.
-Og hvorfor?
Moderen saa ud i den tomme Luft:
-Jeg véd det ikke, sagde hun:
-Er der ikke Billioner af Stjerner? De fuldbyrder vel Maalet.
Hun tav lidt.
Saa sagde hun:
-Horfor, Fritz, er Menneskene saa forfængelige? Er vi mon ikke det ringeste Tyende i et stort Hus, for hvis Herskabs Ansigt vi aldrig bliver stedt?
-Lad os skjule vore Taarer.
-Vi lider og—bereder Lidelser.
-Mere véd vi ikke….
Faderen rejste sig, i Oprør:
-Og hele dit eget Liv modsiger, hvad Du siger; tror Du da ikke jeg véd, at hele Dit Liv er en eneste og eneste Opofrelse?
Moderen svarede ikke straks, saa sagde hun uendelig mildt:
-Fritz, naar man er blevet klar over Livets Tomhed, maa man fylde den med noget … ligegyldigt.
-Er da ogsaa Opofrelsen ligegyldig?
-Ja—fuldstændig.
Faderen gav intet Svar.