"TilPrendergast og Eastover,Adr. Gregson, Hongkong.Kom til Tientsin næste Damper. Opsæt ikke et Øjeblik. Naar De kommer, gaa til Williams.Nikola."
"TilPrendergast og Eastover,Adr. Gregson, Hongkong.
Kom til Tientsin næste Damper. Opsæt ikke et Øjeblik. Naar De kommer, gaa til Williams.
Nikola."
Jeg redder en ung Dame.
Da jeg havde forladt det Værelse, i hvilket Nikola havde indrettet sig, traf jeg den samme Dørvogter, som havde lukket os ind, og som nu igen viste mig ud paa Gaden. Jeg opdagede nu, at Vejret havde forandret sig. Da vi forlod Williams' Bolig, var det klart Stjernelys, men nu var Himlen dækket af sorte Skyer, og medens jeg gik ned ad Gaden i Retning af den engelske Koloni, hørte jeg et svært Tordenbrag. Klokken var næsten elleve, og det forekom mig, som om der var mærkelig roligt i Kineserbyen. Der var et underligt Præg af undertrykt Ophidselse hos de Kinesere, jeg mødte, og da jeg senere traf Grupper af dem paa Gadehjørnerne, kunde jeg ikke andet end tænke, at de Samtalestumper, jeg var i Stand til at høre, varslede om, at der var noget i Gære. Jeg havde imidlertid ikke Tid til at lægge Mærke dertil. Jeg skulde finde Williams' Hus, give ham Brevet og komme hurtigst muligt tilbage til Nikola.
Endelig naaede jeg det engelske Kvarter, passerede Konsulens Hus og ankom endelig til den Villa, jeg søgte.
Et klart Lys skinnede ud gennem et af Vinduerne, og jeg gik henimod dette. Da jeg naaede det, opdagede jeg, at Husets Ejer sad ved et stort Bord og skrev. Jeg bankede sagte paa Ruden, hvorpaa han rejste sig og kom hen til mig. At han ikke genkendte mig var klart af den Modtagelse, jeg fik.
"Hvad ønsker De?" spurgte han paa Kinesisk, idet han aabnede Vinduet.
"Jeg vilde gerne gøre Deres Velbaarenhed et simpelt Spørgsmaal."
"Det er ikke Tid nu at gøre Spørgsmaal, selv om De er simple," svarede han. "De maa se herind i Morgen."
"Men i Morgen er det for sent," svarede jeg alvorligt. "Jeg siger Dem ved Deres Forfædres Aand, at det, jeg har at meddele, maa siges i Aften."
"Naa, saa kom da i Himlens Navn ind og sig det," svarede han lidt gnavent og gav mig Tegn til at komme ind.
Jeg gjorde, som han sagde, og satte mig paa Stolen foran ham, idet jeg paa ortodoks Vis stak Hænderne ind i mine store Ærmer. Saa huskede jeg paa Kinesernes Tilbøjelighed til Vidtløftighed og begyndte at væve i min Tale, indtil jeg saá, at hans Taalmodighed næsten var udtømt; men han genkendte mig endnu ikke. Jeg bøjede mig saa fremad og sagde:
"Véd Deres Ekscellence, at Deres Hus er blevet bevogtet siden Solnedgang?"
"Af hvem og af hvilken Grund?" spurgte han, idet han saá lidt urolig ud.
"Af tre Mænd, og Grunden dertil er to Fremmede, som kom med Posten i Eftermiddag."
"Hvilke Fremmede?" spurgte han, som om der ingen Ting var i Vejen, men jeg lagde Mærke til, at han saá opmærksommere paa mig end før.
"Den Mand, som vi kalder Manden med Djævlens Øjne, men som De kalder Nikola, og hans Ledsager."
Jeg udtalte Nikolas Navn, som en Kineser vilde udtale det, og ventede paa, hvad han vilde sige. Det var klart nok, at han var urolig, men det var lige saa tydeligt, at han ikke vilde kompromittere sig. Han søgte at vinde Tid, men da det ikke var efter min Smag, røbede jeg, hvem jeg var, idet jeg med min naturlige Stemme sagde paa Engelsk:
"Det lader til, at min Forklædning er meget god, Hr. Williams."
"De er da ikke Hr. Bruce?" udbrød han.
"Jo," svarede jeg, "og jeg har et vigtigt Ærinde til Dem. Jeg har et Brev fra Nikola, som De maa læse og straks handle i Overensstemmelse med."
Jeg tog det Brev frem, som Nikola havde givet mig, og rakte ham det. Han satte sig ned ved Bordet og læste det omhyggeligt. Han læste det tre Gange, og da han saa kunde det udenad, gik han hen til et Pengeskab i Krogen og gemte det omhyggeligt i en Skuffe. Saa kom han tilbage og satte sig igen. Jeg kunde se paa hans Pande, at han var fordybet i Tanker, og der var et pinligt eller tvivlende Udtryk om hans Mund. Til sidst talte han:
"Jeg véd, at De er i Nikolas Tjeneste, Hr. Bruce," sagde han. "Men kender De Indholdet af dette Brev?"
"Angaar det den Mand, som ventes til Peking for at indtage den tredie Plads i det hemmelige Selskab?"
"Ja," svarede han langsomt, idet han prikkede i Klatpapiret med sin Pennespids, "det angaar i høj Grad ham."
"Og nu, antager jeg, overvejer De, om Nikolas Ønske om at bortføre ham er raadeligt."
"Ja, akkurat! Tror De, at Nikola véd, at den omtalte Mand har været Ypperstepræst i et af de største Templer i Hankow?"
"Ja, det tvivler jeg ikke om; men De siger, hanhar været. Har Manden da opsagt sin Stilling for at følge dette nye Kald?"
"Ja, han har."
"I saa Tilfælde synes det mig, at Vanskeligheden bliver betydelig formindsket."
"Ja, maaske i én Henseende, men den bliver forøget i en anden. Hvis han endnu er Præst, og vi bortfører ham, saa slaas vi med Regeringen og Præstestanden. Og hvis han ikke længer er Præst, og der kommer den allermindste Mistanke ud om, hvad vi er i Færd med at gøre, saa kommer vi til at slaas med et Samfund, som er ti Gange mægtigere end nogen Regering eller noget Præsteskab i Verden."
"Jeg antager, at De har Nikolas Instruktioner."
"Ja, og jeg tilstaar, at jeg hellere vilde slaas med Kinas Regering og dette Selskabs Millioner af Mennesker end være ulydig mod ham i en eneste Enkelthed. Men jeg vil dog sige Dem, Hr. Bruce, at hvis Nikola er stivsindet nok til at vedblive med sine Efterforskninger, naar han staar lige over for denne frygtelige Uvished, saa vil jeg ikke give en Penny hverken for hans Liv eller for Deres. Overvej et Øjeblik, hvad jeg mener. Dette Samfund, hvis Hemmeligheder han endelig vil trænge ind i — og han alene véd, hvor meget klogere han bliver, naar han har gjort det — er utvivlsomt det mægtigste i hele Verden. Hvis man kan tro Rygtet, saa har det mere end tyve Millioner Medlemmer. Det har Repræsentanter i næsten hver By og Landsby i hele dette store Land, for ikke at tale om det malayiske Arkipel, Australien og Amerika. Dets Love er meget strenge, og naar De et Øjeblik tænker paa, at vor Ven vil udgive sig for at være én af de tre Førere af denne kæmpemæssige Stridsmagt, medens han er udsat for at blive opdaget hvert Øjeblik, saa vil De indse, hvad det er for et dumdristigt Foretagende."
"Jeg maa indrømme, at jeg er enig med Dem, men det er jo Nikola."
"Ja, dermed er alting sagt.Det er Nikola."
"Hvad Svar skal jeg saa have med tilbage til ham?"
"At jeg straks gør, hvad han har sagt. Vent lidt, jeg vil skrive det op, saa der ikke kan være Tale om nogen Fejltagelse."
Han skrev et Øjeblik og rakte mig saa Brevet.
Jeg rejste mig for at gaa.
"Og saa var der disse Telegrammer," sagde jeg.
"Dem skal jeg besørge, saa snart Kontoret bliver aabnet," svarede han. "Det har jeg ogsaa skrevet til Nikola."
"Vi rejser til Peking ved Daggry i Morgen, saa jeg maa sige Dem Farvel nu."
"Ja, De tænker vel ikke paa at trække Dem tilbage?"
"Nej, ikke Spor."
"Naa, De er en modig Mand. — Ja, ja, Farvel og god Lykke!"
Jeg trykkede ham i Haanden i Gadedøren og gik saa ad Kineserbyen til igen. Da jeg forlod den Gade, i hvilken Villaen laa, slog Klokken tolv. De tunge Skyer var nu drevne bort, og Stjernerne skinnede atter klart.
Da jeg kom ind i Kineserbyen, var mit første Indtryk i Overensstemmelse med den Følelse, jeg før havde haft om, at der var noget ualmindeligt paa Færde. Og jeg tog ikke fejl. Jeg havde neppe gaaet et Par Hundrede Skridt, før jeg hørte en Lyd af forbitrede Stemmer. Larmen tog til, og straks efter strømmede en ophidset Hob ind i Gaden. Hvis det havde været muligt, var jeg drejet ind i en Sidegade for at slippe bort fra dem; men det lod sig ikke gøre. Jeg var omgiven paa alle Kanter, og enten jeg ønskede det eller ikke, blev jeg nødt til at følge med dem.
Saaledes blev jeg drevet af Sted omtrent en halv Fjerdingvej, hvorefter de pludselig drejede til højre og standsede foran et Hus paa Hjørnet. Jeg spekulerede paa, hvad det skulde sige, og spurgte en ung Mand ved Siden af mig om det. Hans Svar var kort, men træffende.
"Kueidzu!" (Djævel), raabte han, tog en Sten og slyngede den igennem det nærmeste Vindue.
Jeg opdagede snart, at Huset tilhørte en Missionær, der heldigvis lod til at være fraværende. Da jeg kunde se, at Hoben var opsat paa at ødelægge hans Bolig, gik jeg videre. Men jeg var ikke færdig med mit Eventyr endnu.
Da jeg kom ind i en Sidegade, hørte jeg et skingrende Skrig om Hjælp. Jeg standsede straks og lyttede for at opdage, hvorfra det skrev sig, og jeg behøvede ikke at vente længe, for i samme Øjeblik lød det igen; denne Gang kom det utvivlsomt fra et Stræde til højre. Uden at overveje et Øjeblik styrtede jeg af Sted i den Retning. Først kunde jeg ikke se noget, saa opdagede jeg tre Skikkelser i nogen Afstand og skyndte mig hen imod dem. Da jeg naaede dem, saa jeg, at den ene var en ung Pige, den anden en gammel Mand, som laa udstrakt paa Jorden. Det var Englændere, men den Mand, som overfaldt dem, var en behændig ung Kuli. Han stod ved den liggende Mand og truede ad Pigen med en Kniv. Mine Sandaler gjorde ingen Støj, og da jeg tilmed kom paa den mørke Side af Strædet, lagde ingen af de tre Mærke til mig, før jeg var lige ved dem.
Men hvor hurtig jeg end var, var jeg ikke hurtig nok, for lige i det Øjeblik jeg kom, styrtede Pigen sig henimod Manden, der i samme Øjeblik hævede Armen og stødte sin Kniv i hendes Skulder.Den kunde imidlertid ikke trænge ret langt ind, for jeg slog ham i samme Øjeblik i Ansigtet. Han trillede om som en Kegle og laa et Øjeblik paa Gaden uden at bevæge sig, men han blev ikke liggende meget længe. Han kom til sig selv igen, sprang op og fo'r ned ad Gaden, idet han hylede; "Kueidzu! Kueidzu!" saa højt, han kunde, i Haab om at faa Pøblen til Hjælp.
Før han var af Syne, knælede jeg ned ved Siden af den unge Pige. Hun var bevidstløs. Hendes Ansigt var ligblegt. Jeg saa, at den venstre Skulder var fuld af Blod. Saa undersøgte jeg den gamle Mand. Det var en smuk, ret velklædt gammel Herre, og han havde et ærværdigt graat Skæg. Han laa udstrakt i sin fulde Længde, og et Blik paa hans Ansigt var nok til at sige mig hans Skæbne. Hvorledes det var gaaet til, kunde jeg kun tænke mig, men der var ingen Tvivl om den Kendsgerning, at han var død. Da jeg havde overbevist mig om dette, vendte jeg tilbage til Pigen. Hendes Øjne var nu aabne, og da jeg knælede ned ved Sidenafhende, spurgte hun paa Engelsk, hvad der var sket.
"De er blot saaret," svarede jeg.
"Og min Fader?"
Der var ikke noget at vinde ved at bedrage hende, og jeg sagde ganske simpelt:
"Ja, det er en sørgelig Tidende, jeg har at meddele Dem. Jeg er bange for, at han er død."
Da hun hørte dette, udstødte hun et lille Skrig, og et Øjeblik syntes hun at have mistet Bevidstheden igen. Jeg ventede imidlertid ikke, men gik straks hen til det Sted, hvor hendes Fader laa, og bar Liget over i en mørk Krog paa den anden Side af Gaden. Saa vendte jeg tilbage til den unge Pige, tog hende paa Skulderen og styrtede ned ad Gaden i samme Retning, jeg var kommet. I nogen Afstand kunde jeg høre Pøbelhoben, der endnu var optaget af at ødelægge den myrdede Mands Bolig.
Da jeg kom til det Sted, hvor jeg havde hørt hendes Skrig om Hjælp, gik jeg videre i den Retning, jeg havde haft i Sinde at slaa ind paa, og i lidt mindre end ti Minutter havde jeg naaet Huset. Jeg bankede paa, saaledes som Laohwan havde banket, og Døren blev straks aabnet. Jeg gav Løsenet og fik Adgang med min Byrde. Hvis Dørvogteren tænkte noget, saa sagde han det i hvert Fald ikke; han lod mig rolig gaa til den anden Dør.
Jeg bankede atter, og Døren blev aabnet. Men denne Gang kom jeg ikke ind uden Indvendinger. Skønt jeg havde givet detrigtige Løsen, befalede Dørvogteren mig at vente, medens han undersøgte den Byrde, jeg havde paa Armen.
"Hvad har De der?" spurgte han.
"Har du Ret til at spørge?" svarede jeg, idet jeg antog en hovmodig Mine. "Hans Excellence har sendt Bud efter denne fremmede Djævel for at forhøre hende. Hun er besvimet af Skræk. Gaa nu af Vejen, eller du kommer til at undgælde, fordi du har standset mig."
Han saá lidt forvirret ud, men gav mig efter et Øjebliks Tøven Tegn til at passere, og jeg gik saa ind i det Værelse, hvor jeg havde været sammen med Nikola. Denne ventede utaalmodigt paa mig, jeg kunde se det af den Glæde, hvormed han modtog mig.
"De kommer sent," udbrød han, idet han gik rask hen imod mig. "Jeg har ventet Dem i den sidste Time. Men hvad i al Verden er det?"
"Det er en ung Pige," svarede jeg, "jeg tror Datteren af en Missionær. Hun er blevet saaret og er bevidstløs for Øjeblikket. Hvis jeg ikke havde opdaget hende, var hun blevet dræbt af den Mand, som myrdede hendes Fader."
"Men hvorfor i al Verden har De taget hende med herhen?"
"Hvad skulde jeg ellers gøre? Hendes Fader er død, og jeg tror, at Pøblen har ødelagt deres Hus."
"Læg hende ned, og lad mig se paa hende," sagde Nikola.
Jeg gjorde, som han befalede, og han gav sig til at undersøge hendes Saar. Med en enestaaende Behændighed og en kærlig Omhu, som man neppe havde troet ham i Stand til, vaskede han Saaret i noget Vand, som jeg hentede fra et Værelse ved Siden af. Saa smurte han det ind med en Vædske, som han tog fra en lille Medicinkasse, han altid førte med sig, og forbandt det med et Stykke kinesisk Tøj. Da han var færdig, sagde han:
"Løft hende lidt op, medens jeg prøver paa, hvorledes dette virker paa hende."
Han tog en lille sleben Glasflaske, og efter at have aabnet hendes Mund, dryppede han et Par Draaber af dens Indhold paa Tungen. Hun aabnede næsten straks Øjnene og saá sig om, og da hun opdagede, at to Kinesere bøjede sig ned over hende, fo'r hun tilbage med et Udtryk af den største Rædsel. Men Nikola, som endnu knælede ved Siden af hende, beroligede hende og sagde paa Engelsk:
"De behøver ikke at være bange, De er i Sikkerhed, vi skal beskytte Dem, hvad der saa end sker."
Hans Ord syntes at bringe hende til at tænke paa den skrækkelige Begivenhed, der var hændet hende.
"Ak, min stakkels Fader!" udbrød hun, "hvad har De gjort med ham?"
"For at frelse Deres Liv var jeg nødt til at lade hans Lig ligge paa Gaden dèr, hvor jeg fandt det," svarede jeg.
"Men jeg maa ud og faa det," sagde hun, og medens hun talte, prøvede hun paa at rejse sig; Nikola holdt hende tilbage.
"De maa ikke røre Dem," sagde han roligt. "Overlad det hele til mig, jeg skal sørge for, at Deres Faders Lig bliver fundet og bragt i Sikkerhed."
"Men jeg maa hjem."
"Stakkels Pige," sagde Nikola kærligt, "De véd ikke det hele: De har intet Hjem mere, Pøblen har ødelagt Deres Hus i Aftes."
"Aa Gud! Aa Gud! Hvad skal der blive af mig? Man har dræbt min Fader og ødelagt vort Hus, og vi havde saadan en Tillid til dem."
Uden at drøfte dette Punkt rejste Nikola sig og forlod Værelset. Han vendte straks efter tilbage og nærmede sig igen den unge Pige.
"Jeg har sendt Folk ud for at finde Deres Faders Lig," sagde han, "det bliver bragt til et sikkert Sted, og inden en halv Time er den engelske Konsul paa Spor efter Morderne. Sig mig nu, hvorledes det hele gik til."
"Jeg skal fortælle Dem, hvad jeg véd," svarede hun; "men det er saa lidt, at man ikke skulde tro, det kunde have medført saa frygteligt et Resultat. Min Fader og jeg forlod vort Hjem i Aften Klokken halv otte for at holde Gudstjeneste i den lille Kirke, som vore faa omvendte har bygget til os. Under Gudstjenesten slog det mig gentagne Gange, at der var noget galt i Gære, og da vi kom ud ogsaáden Hob, der havde samlet sig ved Døren, blev dette Indtryk bestyrket. Jeg kan ikke sige, om de havde i Sinde at angribe os eller ikke, men i det Øjeblik vi traadte ud, lød der et Brøl, og straks efter styrtede Hoben af Sted, jeg antager i Retning af vort Hus; det kan jeg indse nu, skønt jeg ikke havde nogen Anelse om det den Gang. Da vi var bange for at følge efter dem, gik vi ned ad en Sidegade for at komme hjem ad en anden Vej, men da vi forlod Hovedgaden og kom ind i det mørke Stræde, hvor De fandt os, styrtede en Mand løs paa min Fader og slog ham til Jorden med en tyk Stok eller Jernstang. Jeg prøvede paa at beskytte ham og henlede Mandens Opmærksomhed paa mig selv, og saa trak han en Kniv frem og stak mig i Skuldren. I det Øjeblik kom De og jagede ham paa Flugt."
Medens hun sagde dette, lagde hun sin Haand paa min Arm.
"Jeg kan ikke sige Dem, hvor taknemlig jeg er Dem," sagde hun.
"Aa, det var saa lidt," svarede jeg og blev ganske forvirret. "Jeg vilde kun ønske, at jeg var kommet tidligere."
"Men hvad skal jeg dog gøre?"
"Har De ingen Venner i Tientsin?" spurgte Nikola. "Er der slet ingen, som De kan søge Tilflugt hos?"
"Nej, vi kender slet ingen," svarede den unge Pige; "men jeg har en Søster i Peking; hun er gift med en Missionær dèr. Kan De hjælpe mig med at komme dertil?"
"Jeg kan ikke selv følge Dem dertil," sagde Nikola; "men jeg skal nok sørge for, at De kommer af Sted. De maa ikke blive her i Huset, men De skal ikke være urolig, jeg skal sørge for, at der ingen Ting er i Vejen."
Han forlod atter Værelset, og medens han var ude, saa jeg nøjere paa den unge Pige, som jeg havde frelst. Hun var mellem tyve og fire og tyve Aar, hendes Ansigt havde en meget regelmæssig Form, og hendes Hud var noget af det fineste, jeg nogensinde havde set; hendes Mund var lille, og hendes Øjne og Haar smukke og brune, men det søde Udtryk i hendes Ansigt var dets største Skønhed.
Jeg tror ikke, man kan kalde mig en Dameven. Jeg har tilfældigvis aldrig været meget i kvindeligt Selskab; men jeg maa tilstaa, at da jeg saá den unge Piges søde Ansigt, fo'r der en Følelse gennem mig, som jeg aldrig havde haft før.
"Hvorledes kan jeg nogensinde takke Dem for Deres Godhed?" spurgte hun simpelt.
"Ved at bære Deres Ulykke tappert," svarede jeg. "Men undskyld; anser De mig for næsvis, naar jeg spørger Dem om Deres Navn?"
"Nej, hvorfor skulde jeg det? Jeg hedder Medwin — Gladys Medwin — og hvad er Deres Navn?"
"I denne Paaklædning burde det være Mah Poo, ikke sandt? I Virkeligheden er det Wilfred Bruce."
"Men naar De er Englænder, hvorfor er De saa forklædt paa den Maade?"
"Det gør mig ondt, at jeg ikke kan meddele Dem det," svarede jeg. "Jeg skal sige Dem noget, Frøken Medwin, det er muligt, at De er den sidste Englænderinde, jeg nogensinde taler med her i Verden."
"Hvad mener De?" spurgte hun.
"Jeg maa atter svare, at det kan jeg ikke sige Dem. Men saameget kan jeg sige, at jeg tager bort herfra om et Par Timer for at indlade mig paa noget, som højst sandsynligt vil koste mig Livet. Jeg véd ikke, hvorfor jeg fortæller Dem det; men i saadant et Øjeblik som dette kan man ikke overveje alt prosaisk. Og desuden, skønt vort Bekendtskab kun er en Times Tid gammelt, saa er jeg til Mode, som om jeg havde kendt Dem i flere Aar. De siger, at jeg har gjort Dem en Tjeneste; vil De gøre mig én?"
"Ja, hvilken Tjeneste kan jeg gøre Dem?" spurgte hun og lagde igen sin lille Haand paa min Arm.
"Denne Ring har jeg faaet af min afdøde Moder," sagde jeg og trak en glat Guldring af min Finger. "Jeg tør ikke tage den med mig. Er det for meget at bede Dem om at gemme den for mig? Hvis jeg ikke vender tilbage, vil De saa love mig at gaa med den til Erindring om den Tjeneste, De siger, at jeg har gjort Dem i Aften? Jeg vilde saa gerne tænke, at jeg har en Veninde i Verden."
Jeg greb den Haand, der laa paa min Arm og satte Ringen paa hendes Finger.
"Jeg skal med Fornøjelse gemme den for Dem," sagde hun. "Men sig mig: Er det Foretagende, som De er ved at indlade Dem paa, virkelig saa farligt?"
"Farligere end De kan tænke Dem," svarede jeg. "Men De kan være sikker paa, Frøken Medwin, hvis jeg slipper levende fra det, saa skal jeg nok finde Dem og forlange Ringen tilbage."
Nikola traadte ind i Værelset.
"Min kære unge Dame," sagde han hurtigt, "jeg har truffet Anstalter til, at De kan blive bragt hen til en god Ven af mig, som vil gøre alt, hvad han kan, for Dem, medens De er i Tientsin. Saa snart De kan rejse herfra, vil han sørge for, at De kommer til Deres Søster i Peking. Men nu er det bedst, at De gaar; der holder en Bærestol ved Døren, og min Ven venter Dem, Hr. Bruce, vil De følge Frøken Medwin ud?"
"De er meget god imod mig."
"Nej, slet ikke, De kan rigeligt gengælde mig det, hvis De vil gøre mig en Tjeneste."
"Med Fornøjelse! Hvori bestaar den?"
"De maa aldrig omtale, at De har truffet os. Naar jeg siger Dem, at vort Liv maaske afhænger af Deres Tavshed, er jeg sikker paa, at De vil opfylde min Bøn."
"Der skal aldrig komme et Ord over mine Læber."
Nikola bukkede og vendte sig saa næsten brat om og gik sin Vej. Da jeg saá, at det var et Slags Tegn til, at hun maatte gaa,gik jeg ned paa Gaden med hende, hvor der holdt en Bærestol. Da jeg havde faaet hende anbragt i den, hviskede jeg Farvel til hende.
"Farvel!" sagde jeg. "Hvis jeg nogensinde kommer levende tilbage, forhører jeg mig om Dem i det Hus, De nu tager hen til."
"Farvel og Gud beskytte Dem!"
Hun greb min Haand, og i næste Øjeblik følte jeg, at hun trykkede en lille Tingest mod dens Flade. Saa hævede Kulierne Bærestolen op, og straks efter gik de ned ad Gaden med den.
Jeg ventede, til den var ude af Syne, og gik saa ind i Huset, hvor jeg saá Nikola gaa frem og tilbage med Hænderne paa Ryggen og Hovedet tankefuldt bøjet. Han saá op, og uden at hentyde til, hvad der var sket, sagde han hurtigt:
"Om en Timestid er Ponyerne for Døren. Hvis De ønsker nogen Hvile, gør De bedst i at tage den nu. Jeg skal have en Samtale med den gamle Mand, vi saá i Aftes. Jeg vil prøve paa, om jeg kan faa noget mere ud af ham. Forlad ikke dette Værelse, før jeg vender tilbage, og husk frem for alt paa i Fremtiden, naar De taler med mig, at jeg er Ypperstepræst og som saadan berettiget til den dybeste Ærbødighed. Husk altid paa, at en lille Fejltagelse kan ødelægge alle vore Planer og bevirke, at vore Hoveder bliver sat paa Stager ved den nærmeste Bypost."
"Jeg skal huske det," sagde jeg, og saa forlod han Værelset.
Da han var borte, stak jeg Haanden i Lommen og trak den lille Mindegave frem, som Frøken Medwin havde givet mig. Det var en Medaillon, men til min Sorg indeholdt den ikke noget Billede af hende. Hun havde øjensynlig baaret den om Halsen, for der hang et Stykke falmet Baand ved den. Jeg saá et Øjeblik paa den og bandt den saa fast om min egen Hals, for kun saaledes kunde jeg haabe at hindre, at den blev stjaalet fra mig. Saa lagde jeg mig paa en Maatte i en Krog, og i mindre Tid, end det tager at sige det, faldt jeg i en dyb Søvn. Da jeg vaagnede, stod Nikola og ruskede i mig.
"Nu er det paa Tide," sagde han, "Ponyerne holder for Døren, og vi maa af Sted."
Jeg var neppe rigtig kommet til mig selv, før den gamle Mand, som jeg havde set den foregaaende Aften, traadte ind i Værelset med et Maaltid, der mest bestod af Ris og nogle smaa simple Majskager. Vi satte os til at spise og skyllede dem ned med en fortræffelig Te.
Da vort Maaltid var til Ende, gik Nikola til Side med den Gamle og sagde noget til ham i en dæmpet Tone, idet han med højtidelige Fagter gav sine Bemærkninger Eftertryk. Saa gik vimed alle Husets Beboere i Hælene ned i Gaarden, hvor Laohwan ventede med fem Ponyer. To af dem var belæssede med Bagagen, og paa én af de andre satte Nikola sig; saa steg jeg til Hest og derpaa Laohwan. Under Husbeboernes ærbødige Hilsen blev Porten aabnet, og vi red ud paa Gaden. Nu skulde anden Del af vort Eventyr begynde.
Paa Vej til Peking.
Da det sidste Hus i Tientsins Kineserby laa bag ved os, var Solen i Færd med at staa op. Hvad de andre kan have følt, kan jeg ikke sige, men jeg véd, at der i alt Fald var én Person i Selskabet, som var inderlig glad ved at have sagt Farvel til Byen. Skønt vi kun havde været der en kort Tid, havde vi gennemgaaet en saadan Mængde spændende Begivenheder, at det endog kunde have gjort en saa begærlig Eventyrer som Don Quixote ked af dette Liv.
De første to, tre Mil kom vi over en tør Slette, paa hvilken Støvet, der især syntes sammensat af Smaasten og Kamelgødning, hvirvlede om Ørerne paa os som Hagl. Vi red af Sted i Tavshed. Nikola var i Kraft af den Rang, han foregav at have, nogle Alen forud, saa fulgte jeg, bag mig kom Laohwan, og saa fulgte Bagagen og de indfødte Rideknægte. Jeg véd ikke, hvad Nikola tænkte paa, men jeg skammer mig ikke ved at tilstaa, at mine Tanker stadig vendte tilbage til den unge Pige, som det var blevet forundt mig at redde den foregaaende Aften. Hendes blege, søde Ansigt forlod mig slet ikke, men optog mine Tanker, saa alt andet var udelukket. Jeg prøvede atter og atter paa at tænke paa det Foretagende, som vi havde for, men til ingen Nytte, jeg kom stadig igen tilbage til et Par mørke Øjne og et tykt, kastaniebrunt Haar. Det syntes højst urimeligt, at jeg nogensinde skulde træffe Frøken Medwin igen; at jeg ønskede det, vil jeg ikke nægte. Og medens jeg nu omtaler det, vil jeg endog gaa saa vidt at tilstaa, at jeg ikke én, men mange Gange greb mig i netop af den Grund at ønske, at jeg havde betænkt mig to Gange, før jeg havde modtaget Nikolas Tilbud. Et Øjebliks Overvejelse var imidlertid tilstrækkelig til at vise mig, at hvis jeg ikke havde truffet Nikola, saa vilde jeg efter al Sandsynlighed ikke blot aldrig have kendt hende, men jeg vilde rimeligvis tilmed have været i en Stilling, i hvilken det ikke blot havde været taabeligt at tænke paa at forelske sig, men ligefrem ganske umuligt.
Da vi var naaede omtrent fem engelske Mil frem, vendte Nikola sig i Sadlen og gav mig Tegn til at komme nærmere.
"Nu maa Prendergast og Eastover havde modtaget det Telegram, jeg bad Williams om at sende dem. De spilder ikke et Øjeblik, men begiver sig straks paa Vej, og midt i næste Uge bør de have Præsten i Hankow i deres Magt. Det tager tre Dage for dem at underrette os om Kendsgerningen, det vil sige, at vi maa vente mindst ti Dage i Peking, før vi viser os i Lamaklostret. Derfor vil vi tage ind i et Hus, som er blevet mig anbefalet i Tartarbyen. Dèr lader jeg dem vide, at jeg gerne vil underkaste mig en Uges Bøn og Faste for at gøre mig skikket til det Ansvar, jeg skal paatage mig, og at jeg i den Tid ikke kan tage imod nogen. Efter den tiende Dags Forløb har jeg hørt fra Prendergast og véd nok til at trænge ind til Munkene, og derefter skulde det saa gaa lige ud ad Landevejen med det altsammen."
"Men tror De, Deres Mænd er i Stand til at bortføre denne velbekendte Præst uden at udsætte sig for nogen Mistanke?"
"Det bliver de nødt til," svarede Nikola. "Hvis de ikke gør det, kommer vi til at bøde for det. Men De behøver ikke at være bange. Jeg har den allerstørste Tillid til de Folk; de er blevet godt prøvede, og jeg er sikker paa, at hvis jeg bad nogen af dem om at gøre et eller andet, hvor farligt det end var, saa vilde de ikke betænke sig et Øjeblik, men straks adlyde mig. Men à propos, Bruce, jeg synes slet ikke, De ser rask ud i Dag."
"Jeg føler mig heller ikke rigtig vel," svarede jeg, "jeg har frygtelig ondt i Hovedet, men det gaar nok over snart."
"Det vil jeg haabe. Lad os saa skynde os af Sted; vi maa naa det Hus, hvor vi skal hvile os, inden Aften, og før vi gør det, maa vi ride en fyrretyve Mil endnu."
Det er en velbekendt Ting, at skønt kinesiske Ponyer ikke ser meget godt ud, findes der dog kun faa Dyr, som kan kappes med dem i Udholdenhed og Styrke. Hele vor Kavalkade, deri indbefattet Seletøj og Sadler, kunde man have købt for tyve Pund Sterling, men jeg tvivler om, at de kostbare Heste, som man ser i Hydepark en Eftermiddag i Sæsonen, kunde have baaret os halvt saa godt som disse smaa laadne Dyr. Skønt vi kamperede et Par Timer midt paa Dagen, var vi før Solnedgang ved vort Bedested og havde nu gjort Halvdelen af Rejsen til Peking. Det var et elendigt Hul, en rigtig kinesisk Kro med smaa tomme Værelser, ganske umøblerede og omgivet af en Del lige saa ugæstfri Stalde.
Saa snart vi var der, steg vi af og gik ind i Bygningen, paahvis Tærskel den bondske, kinesiske Vært modtog os. Hans Person svarede ganske til Huset; men da han mærkede, at vi var ansete Fremmede, nedlod han sig til at afvige saa meget fra sin sædvanlige Skik, at han i alt Fald viste os de ydre Tegn paa Høflighed. Saa valgte vi vore Værelser og befalede, at der straks skulde anrettes et Maaltid. Vore Tæpper blev pakkede ud og lagt paa Gulvet i Sovekamrene, og næsten lige saa snart som dette var færdigt, blev vi kaldt til Bords.
Maaltidet bestod af en halv Snes næsten raa Æg, to sejge Høns og en mærkelig Ret kogt Svinekød. Sidstnævnte Ret er, som enhver, der har haft noget at gøre med det himmelske Rige, véd, en af de faste Retter hos alle Kinesere undtagen de muhamedanske. Sværme af Tiggere, der var i højeste Grad modbydelige, plagede os med deres Tiggeri og Hyleri. De kravlede omkring i Gaarden og paa Verandaerne og blev tilsidst saa kække over deres Held, at de vovede at trænge ind i vore Værelser.
Dette var for meget af det gode, og jeg saá, at Nikola mente det samme.
Da en Tigger, som var mere næsvis end de andre, atter viste sig hos os efter at være blevet advaret gentagne Gange, kaldte Nikola paa Laohwan og befalede ham at tage Fyren udenfor og ved Hjælp af to Kulier lade ham smage Bambusstokken. Den, der har set denne ejendommelige Straf, vil aldrig glemme den, og tilsidst blev Mandens Skrig og Bønner om Barmhjertighed saa indtrængende, at jeg gik ud i Gaarden og bad dem om at lade ham gaa.
Da jeg var vendt tilbage til mit Værelse, som laa ved Siden af Nikolas, sad vi og talte sammen næsten en Times Tid, og saa gik vi til Hvile.
Men skønt jeg aftog mine kinesiske Klæder og strakte mig ud paa Tæpperne, kunde jeg ikke falde i Søvn. Muligvis havde jeg lidt Feber; under alle Omstændigheder begyndte jeg at forestille mig alle mulige rædsomme Ting. Der samlede sig sælsomme Tanker i min Hjerne, og de mærkeligste Lyde hørtes i Nattens Tavshed. Svage Lyde fra det fjerne hobede sig sammen og blev stærkere og stærkere, indtil de syntes helt at fylde mit Værelse. Et Fodtrin paa Vejen kunde give Ekko mod Muren med en hemmelighedsfuld Tydelighed, og en Hunds Gøen i en nærliggende Gaard blev efterhaanden saa stærk, at man skulde tro, der var en halv Snes Stykker. Saa fuldstændig overvældede denne Nervøsitet mig, at jeg snart saá en Fare i det allermindste, selv deri, at Bræderne i et Værelse ved Sidenafknagede, og at et Insektsummede oppe under Loftet. Hvor længe jeg var i denne Tilstand, kan jeg ikke sige, men tilsidst kunde jeg ikke udholde den længer. Jeg rejste mig derfor op fra mit Leje og vilde lige til at gaa op og ned i Værelset i Haab om, at jeg skulde blive saa træt, at jeg kunde falde i Søvn, da jeg hørte Lyden af hemmelige Fodtrin ude i Korridoren. Jeg stod som rodfæstet og prøvede paa at lytte, medens Blodet hamrede i mine Tindinger. Jeg hørte det samme igen, men denne Gang var det nærmere ved min Dør; der var imidlertid en tydelig Forskel, det lød ikke mere som Trin, saaledes som vi plejer at høre dem, men det var en underlig ensformig og tungt slæbende Lyd, der i Øjeblikket forvirrede mig. Men min Uvished varede neppe et Øjeblik. Jeg havde hørt den samme Lyd én Gang før paa Manila, og det var en Nat, da en Mand i mit Hotel blev myrdet. Et Øjebliks Eftertanke sagde mig, at der var én, der krøb paa Hænder og Knæ. Men hvorfor gjorde han det? Saa huskede jeg, at Væggen paa den anden Side af Korridoren kun var én Fod høj eller to. Manden, der trængte ind, hvem det nu end kunde være, ønskede øjensynlig ikke at blive set af dem, der beboede Værelserne paa den anden Side af det firkantede Rum. Jeg trak mig tilbage til en Krog, tog en lang Jagtkniv, som jeg altid bar hos mig, og afventede Begivenhedernes Udfald. Jeg hørte stadig Lyden, men nu var den kommet forbi min Dør, og saa snart jeg indsaa dette, listede jeg mig hen til Gangen og saá ud.
Jeg havde Overblik over den snevre Korridor, men den var tom, og jeg følte instinktmæssigt, at Manden var gaaet ind i det Værelse, der laa ved Siden af mit. Han kunde nemlig ikke have haft Tid til at komme videre. Værelset ved Siden af var Nikolas, og man kunde vædde ti mod én om, at denne sov efter Dagens Møjsommeligheder. Der hørte ikke megen Forstand til at fatte, at Fyren havde ondt i Sinde. Man kryber ikke omkring i ensomme Gange paa Hænder og Fødder, medens andre Folk sover, naar man ikke har ondt i Sinde. Hvis jeg derfor vilde redde Nikolas Liv, maatte jeg være hurtig paa Færde.
Et Sekund efter havde jeg forladt mit Værelse og skyndte mig ud i Gangen efter ham. Da jeg naaede Døren, stod jeg ubestemt og prøvede paa at opdage, hvor omtrent i Værelset Manden kunde være. Det varede ikke længe, før jeg hørte en gryntende Lyd fulgt af et halvhøjt Udbrud. Saa styrtede jeg ind i Værelset og hen til det Sted, hvor jeg vidste, at Nikola havde anbragt sin Seng. Da jeg gjorde det, kom jeg i Berøring med et nøgent Legeme, og i næste Øjeblik laa Manden og jeg og rullede omkring paa Gulvet.
Det var en højst mærkelig Kamp i Mørket. Vi klyngede os til hinanden, idet vi trillede omkring og gjorde alle mulige Anstrengelser for at overmande hinanden. Saa hørte jeg Nikola springe op og løbe hen imod Døren. Han raabte, og der opstod straks Larm i Bygningen, men før de kom med Lys, havde jeg faaet Krammet paa min Fjende og holdt ham nede.
Laohwan var den første, der viste sig, og han bragte en Fakkel; Nikola tog den fra ham og kom hen til os. Han gav mig et Tegn til at slippe Manden, som jeg holdt nede, bukkede sig ned og saá paa ham.
"Aha," sagde han roligt, "det eraltsaaikke Indbrudstyveri, men Hævn, her er Tale om. Saa din Slubbert vilde hævne dig for de Prygl, du fik i Aftes, hvad? Det lader til, at jeg er undsluppen med Nød og neppe."
Det var ganske rigtigt; den Mand, som jeg havde grebet, var ingen anden end den Tigger, hvis Plagerier havde bevirket, at han fik Prygl.
"Hvad behager Deres Ekscellence at gøre med ham?" spurgte Laohwan.
Nikola benyttede Lejligheden til at vise sin Magt. Han sagde til Manden, at han skulde rejse sig. Saa saá han ham lige ind i Øjnene maaske et Minut og sagde roligt:
"Luk din Mund op."
Manden gjorde det.
"Det er umuligt for dig at lukke den igen," sagde Nikola. "Prøv ad!"
Den stakkels Usling prøvede og prøvede forgæves. Hans Kæber var saa stive, som om de var fastgjorte med Skruer. Han arbejdede paa at klemme dem sammen, men forgæves; der var intet at gøre. I sin Rædsel fo'r han omkring i Værelset, medens Sveden strømmede ned ad hans Ansigt, og han udstødte højst besynderlige Skrig.
"Kom her hen!" sagde Nikola. "Staa der foran mig! Naa, luk saa Munden."
Manden lukkede straks sin Mund.
"Luk dine Øjne."
Manden gjorde, hvad han fik Befaling til.
"Du er blind og stum, du kan hverken aabne dine Øjne eller din Mund."
Manden prøvede ad, men med samme Resultat som før. Hans Mund og Øjne var og blev lukkede. Denne Gang var hans Rædsel større, end Ord kan udsige, og han styrtede sig for Nikolas Fødder og bønfaldt ham om Skaansel med uartikuleredeLyde.Hoben, der havde samlet sig ved Døren, stod gabende og iagttog denne mærkelige Scene.
"Staa op," sagde Nikola til den ulykkelige, "luk Munden og Øjnene op! Du vilde have myrdet mig, men jeg har skaanet dig. Prøv igen paa, hvad du prøvede i Aften, og du vil lige straks miste baade Syn og Mæle og aldrig faa det igen. Gaa saa!"
Manden lod sig ikke opfordre to Gange, men flygtede, som om det gjaldt hans Liv. Han skilte Skaren ved Døren ad i to, som en Dampers Bov kløver Vandet.
Da Laohwan var den eneste, som var tilbage, kaldte Nikola ham hen til sig.
"Véd De," sagde han, "at jeg vilde have været død nu, hvis ikke min Ven havde været aarvaagen? De sover for Enden af Korridoren, og det var Deres Pligt at sørge for, at ingen kom forbi Dem, men De har ikke udført det Arbejde, der paahviler Dem. Hvad Straf skal De have for det?"
Som Svar knælede Manden ydmygt for sin Herres Fødder.
"Besvar mit Spørgsmaal! Hvad Straf skal De have?" gentog den samme ubønhørlige Stemme. "Kan jeg aldrig mere have Tillid til Dem?"
"Jeg sværger ved mine Forfædres Grave, at jeg ikke vidste, at den Mand var kommet forbi mig."
"Det er intet Svar," sagde Nikola. "De har ikke gjort Deres Pligt, og De véd, at det er noget, jeg aldrig tilgiver. Men da De ellers har været trofast, vil jeg ikke være for haard imod Dem. Om en Time sadler De Deres Hest og tager tilbage til Tientsin, hvor De opsøger Hr. Williams og siger ham, at De ikke er tilstrækkelig pligtopfyldende, og at jeg har sendt Dem tilbage. De bliver saa hos ham, indtil jeg sætter mig i Forbindelse med Dem igen. Hvis De ikke gaar til ham eller siger ham, hvad jeg har sagt, saa er De død om to Dage. Forstaar De mig?"
Manden bukkede atter dybt.
"Gaa saa!"
Uden et Ord rejste han sig op og gik henimod Døren. Det gjorde mig ondt for ham, og da han var gaaet, sagde jeg det til Nikola og spurgte paa samme Tid, om han ansaa det for klogt at gøre en Mand, der holdt éns Liv i sin Haand, til sin Fjende.
"Min Ven," svarede han, "der er et indisk Ordsprog, der siger: 'En Tjener, som man ikke kan stole paa, er som en knækket Laas paa Porten af dit Hus.' De behøver ikke at være bange for, at jeg ikke bærer mig tilstrækkelig klogt ad. Jeg har haft meget at gøre med Laohwan, og han kender mig. Han vilde hellerelade sig piske ihjel end forraade mig. Men medens jeg dadler ham, glemmer jeg jo ganske at yde Dem Retfærdighed. En Ting er ganske sikker: hvis De ikke var kommet, saa havde vi ikke talt sammen nu. Jeg skylder Dem mit Liv. Jeg kan kun bede Dem om at tro, at De ikke skal finde mig utaknemlig, hvis der nogensinde indtræffer en Lejlighed, ved hvilken jeg kan vise Gengæld."
"Det var heldigt, at jeg hørte ham gaa igennem Korridoren," sagde jeg, "ellers kunde vi begge være kommet galt af Sted."
"Det var mærkeligt, at De var vaagen efter alle Dagens Anstrengelser. Jeg sov som en Sten. Men lad mig se paa Dem. Store Gud, Menneske! Jeg sagde Dem i Morges, at De ikke saá rask ud! Lad mig føle Deres Puls."
Han følte min Puls og stirrede mig ængstelig ind i Ansigtet. Saa tog han en lille Flaske i sin Medicinkasse, hældte et Par Draaber af den i et Glas, kom noget Vand i det og sagde, jeg skulde drikke det. Da jeg havde gjort det, gik jeg i Seng, og fem Minutter efter sov jeg en drømmeløs Søvn.
Da jeg vaagnede, var det højlys Dag, og Klokken var næsten seks. Jeg følte mig betydelig bedre, end jeg havde gjort den foregaaende Aften, men jeg var paa ingen Maade vel endnu, men hvad der var i Vejen med mig, kunde jeg ikke sige.
Klokken syv fik vi noget, der skulde agere Frokost; Klokken halvotte var Ponyerne sadlede, og vi begav os paa Rejsen igen. Da vi forlod Kroen, saá jeg mig om for at se, om jeg kunde opdage noget Spor af den stakkels Laohwan, men da han ikke var der, kunde jeg kun antage, at han havde udført Nikolas Ordre og var taget tilbage til Tientsin.
Som sædvanlig red Nikola i Spidsen, og det var ikke vanskeligt at se, at Historien om, hvordan han havde behandlet den Mand, som havde forsøgt at myrde ham, var kommet ud. Den Rædsel, med hvilken han blev betragtet af Folk, som han kom i Berøring med, var meget morsom at være Vidne til. Og han spillede den Rolle, han havde overtaget, udmærket.
Efter at have gjort Holdt ved Middagstid som sædvanlig drog vi videre indtil Klokken fire, og saa havde vi den Glæde at se den store By Pekings Mure hæve sig foran os paa den ensformige Slette. Murene syntes at strække sig saa langt bort, som Øjet kunde naa. Da vi nærmede os til dem, blev de mer og mer imponerende, og snart saá vi et uhyre stort Taarn, der var bygget paa den sædvanlige kinesiske Maade og var gennemboret af utallige Skydehuller. Først da vi var et Par Hundrede Fod fra det, opdagedevi, at disse Skydehuller var forlorne, og at hele Taarnet faktisk kun var lidet andet end Gøgl.
Vi kom ind i Byen gennem en Port, der vilde være blevet anset for ubetydelig i enhver tredie Rangs By andre Steder i Verden, og da vi havde betalt den Told, der forlangtes af os, spekulerede vi paa, i hvad Retning vi skulde gaa for at finde den Bolig, som vore Venner i Tientsin havde henvist os til.
Vi fik fat i en ung Mand, der saa fiks ud, og som vi benyttede som Fører, og kom da gennem en Række labyrintiske Stræder til et Hus i et simpelt Kvarter af Byen. Da vi naaede det, var det ganske mørkt, og det var kun efter megen Venten og gentagen Banken paa Døren, at det lykkedes os at faa Beboerne til at opdage, at vi var der. Endelig blev imidlertid Døren aabnet, og en umaadelig svær Kineser stod foran os.
"Hvad ønsker De?" spurgte han Nikola, som var den nærmeste.
"Det, som kun Freden kan give," sagde Nikola.
Manden bukkede dybt.
"Deres Excellence har længe været ventet," sagde han. "Hvis De vil være saa god at træde indenfor, saa staar alt, hvad mit Hus indeholder, til Deres Raadighed."
Vi fulgte ham gennem Huset ind i et Bagværelse. Nikola bad ham kalde paa den første Rideknægt, og da han viste sig, afgjorde han sin Regning med ham og lod ham gaa.
"Vi er nu i Peking," sagde Nikola til mig, saa snart vi var alene, "og vi maa spille vore Kort med den yderste Forsigtighed. Husk paa, som jeg saa ofte har sagt Dem, at jeg er en meget hellig Mand, og at jeg indretter mit Liv og mine Handlinger i Overensstemmelse dermed. Der er, som De ser, et Værelse ved Siden af dette. I det vil jeg bo, og De kan bo her. De maa sørge for, at ingen ser mig, og De maa lade Dem forstaa med, at jeg næsten udelukkende tilbringer min Tid med Studeringer og Andagtsøvelser. Hver Aften, naar Mørket falder paa, gaar jeg ud og søger at indhente de Oplysninger, vi trænger til. De skal staa i Spidsen for vor Økonomi og vort Husvæsen."
En halv Time senere blev vort Maaltid sat frem, og da vi havde spist og var trætte, gik vi lige i Seng. Jeg skulde ikke blive til megen Nytte for min Ven, for da jeg vaagnede næste Morgen, var min gamle Svaghedstilstand vendt tilbage; min Hud var tør og spruken, og jeg havde en forfærdelig Hovedpine. Jeg kunde ikke spise nogen Frokost, og jeg kunde se, at Nikola blev mere og mere bekymret for min Tilstand.
Efter Frokost gik jeg en Tur, men jeg kunde ikke frigøre migfor den Tunghed, der havde bemægtiget sig mig, og jeg vendte tilbage til Huset mere død end levende. Om Eftermiddagen lagde jeg mig paa min Seng, og efter et Par Minutters Forløb havde jeg helt mistet Bevidstheden.
En alvorlig Tid.
Det var højlys Dag, da jeg kom til Bevidsthed igen. Solskinnet strømmede ind i mit Værelse, og Fuglene kvidrede i Træerne udenfor. Endskønt jeg sad op og saá mig om, kunde jeg ikke forstaa det mindste af min Stilling; der var øjensynligt noget galt ved den. Da jeg var faldet i Søvn, syntes jeg, at min Seng havde været redt paa Gulvet og bestaaet af kinesiske Tæpper og lignende. Nu laa jeg i en almindelig engelsk Seng og havde Fjedermadras, Lagener og Tæpper. Desuden var Værelset selv helt anderledes. Der var et Tæppe paa Gulvet, og der hang adskillige smukke Billeder paa Væggen. Jeg var overbevist om, at de ikke havde været der, da jeg kom ind i Værelset. Jeg var imidlertid for svag til at undersøge disse mærkelige Forhold længe og lagde mig ned paa Puden igen og lukkede Øjnene. Et Par Minutter efter sov jeg igen, og vaagnede ikke før om Aftenen.
Da jeg gjorde det, opdagede jeg, at der sad én ved Vinduet og læste. Først saá jeg ikke med megen Interesse paa hende — for det var en Kvinde — hun syntes mig at være en Del af en Drøm, som jeg straks efter skulde vaagne op af i det kinesiske Hus, hvor jeg var sammen med Nikola; men det viste sig snart at være en Vildfarelse.
Den unge Dame lagde sin Bog fra sig, rejste sig og kom hen og saá paa mig. Saa opdagede jeg en meget forbavsende Ting: Den unge Pige var Frøken Medwin, den Dame, jeg havde frelst i Tientsin! Hun rørte ved min Haand med sine bløde Fingre for at se, om jeg havde Feber, antager jeg, og saa kom hun noget Medicin i et Glas, som stod paa et Bord ved Siden af mig, og førte det til mine Læber. Jeg drak uden Indsigelse og saá op paa hende.
"De maa ikke gaa, Frøken Medwin," sagde jeg. Jeg var vaagen og ventede halvvejs, at hun efterhaanden skulde forsvinde.
"Jeg gaar ikke," svarede hun. "Det glæder mig at se, at De genkender mig."
"Hvad er der i Vejen med mig? Hvor er jeg?" spurgte jeg.
"De har været meget syg," svarede hun; "men De har det meget bedre nu. De er i min Svogers Hus i Peking."
Jeg blev meget forbavset.
"I Deres Svogers Hus?" gentog jeg. "Men hvorledes i al Verden er jeg kommen der? Hvor længe har jeg været her, og hvor er Nikola?"
"I Morgen har De været her i tolv Dage," svarede hun. "De blev syg i Kineserbyen, og da De trængte til omhyggelige Pleje, bragte Deres Ven, Dr. Nikola Dem herhen. Hvor han er nu, kan jeg ikke sige Dem; jeg har kun set ham en Gang. Jeg for mit Vedkommende tror, at han er taget ud paa Landet, men jeg har ingen Idé om i hvilken Retning, og naar han kommer tilbage. Men nu har De talt nok, nu maa De prøve paa at falde i Søvn igen."
Jeg var alt for svag til at være ulydig, derfor lukkede jeg Øjnene, og et Par Minutter efter var jeg i Drømmenes Land igen.
Den næste Dag var jeg saa meget stærkere, at jeg kunde sidde oppe, spise noget mere nærende Føde, og, hvad jeg syntes langt bedre om, jeg kunde faa en længere Samtale med min Sygeplejerske. Det gjorde mig mere godt end nogen Læges Medicin, og efter en halv Times Forløb var jeg en helt anden Mand. Den stakkels Pige sørgede endnu over sin Fader, og jeg lagde Mærke til, at den mindste Hentydning til Tientsin kaldte Taarer frem i hendes Øjne. Efter hvad jeg senere har faaet at vide, var Konsulen optraadt hurtigt og energisk med det Resultat, at Pøbelhobens Anførere var blevne straffede, og den Mand, som havde myrdet den ulykkelige Missionær, havde maattet bøde med Livet for sin Forbrydelse.
Frøken Medwin talte i varme Udtryk om den Rolle, jeg havde spillet i den sørgelige Historie, og det var let at se, at hun ogsaa var Nikola meget taknemlig for den Maade, han havde opført sig paa over for hende. Williams havde efter Nikolas Ordre optaget hende i sit Hus og straks sat sig i Forbindelse med Konsulen. Da saa Hr. Medwin var blevet begravet paa den engelske Kirkegaard og de juridiske Formaliteter, der stod i Forbindelse med Mordet, var opfyldte, havde han skaffet hende paalidelige Tjenestefolk og sendt hende til Peking.
Den næste Morgen bragte hun mig noget Bouillon, og medens jeg drak den, satte hun sig ved Sengen.
"Jeg tror nok, De kan komme lidt op i Eftermiddag, Hr. Bruce," sagde hun, "De har det meget bedre."
"Det vil jeg haabe," svarede jeg. "Jeg maa gøre alt, hvad jeg kan, for at faa Kræfter; det var ganske overordentlig uheldigt,at jeg blev syg, og jeg antager, at Nikola er meget utaalmodig over det."
Jeg syntes, hun saá lidt stødt ud, og et Øjeblik efter indsaa jeg, at jeg havde sagt en Dumhed.
"De maa ikke anse mig for utaknemlig," skyndte jeg mig at bemærke; "men jeg skal sige Dem, jeg saá det fra et bestemt Standpunkt. Jeg føler mere Taknemlighed mod Dem, end jeg kan sige. Naar jeg sagde, at det var meget uheldigt, at jeg var syg, saa mente jeg, at det passede saa daarligt sammen med den kritiske Periode, vore Sager nu befinder sig i, at jeg ikke skulde kunne arbejde. De kan da nok tænke, at jeg er meget glad over al den Godhed, De viser mig."
Jeg greb hendes Haand. Hun rødmede lidt og slog Øjnene ned.
"Det glædede mig meget, at vi kunde optage Dem her i Huset; jeg forsikrer Dem, min Svoger og min Søster var meget ivrige for at gøre det, da de hørte, hvilken Tjeneste De har gjort mig. Men jeg maa sige Dem noget, Hr. Bruce. De taler om den kritiske Stilling, De er i. De sagde til mig i Tientsin, at hvis De fortsatte det Arbejde, som De indlod Dem paa, slap De maaske aldrig levende fra det. Er det ganske sikkert, at De maa fortsætte det, at De maa vove Livet paa den Maade?"
"Ja, det gør mig ondt at maatte indrømme det; men jeg har givet mit Ord og kan ikke trække mig tilbage. Hvis De blot vidste, hvor vanskeligt det er for mig at sige dette, vilde De ikke prøve paa at friste mig til at tale om Sagen."
"Men jeg synes, at det ikke er rigtigt at kaste sit Liv bort paa den Maade."
"Jeg har altid kastet mit Liv bort," svarede jeg temmelig bittert. "De véd ikke, hvilken Stakkel jeg er, Frøken Medwin. Den Gang, da jeg indlod mig paa den Sag, som jeg nu giver mig af med, var jeg i den største Forlegenhed og det især paa Grund af min egen Taabelighed. Synes De mindre godt om mig for det? Jeg er bange for, at jeg ikke duer til meget andet end til at komme i Forlegenheder og arbejde mig ud af dem igen."
"De er vist ikke retfærdig imod Dem selv," svarede hun. "Jeg kan ikke tro, at De er saa uheldig, som De siger."
Det bankede paa Døren, og en høj, smuk Mand traadte ind i Værelset. Man kunde se paa ham, at han var Missionær, og at han var mellem tredive og fyrretyve Aar.
"Naa, Hr. Bruce," sagde han muntert, medens han kom hen til Sengen og bød mig Haanden, "det glæder mig at høre af min Svigerinde, at det gaar saa godt fremad med Dem. Jeg burdehave besøgt Dem flere Gange, men jeg har været hjemme fra. De har haft et heftigt Anfald af Feber, og jeg maa rigtignok sige, at jeg tror, det er et stort Held, De er sluppet saa godt fra det."
"Jeg er Dem meget taknemlig," sagde jeg, "fordi De har optaget mig i Deres Hus; jeg véd ikke, hvad der ellers skulde være blevet af mig."
"Naa, tal ikke om det," svarede Hr. Benfleet, for det hed han, "vi er jo kun saa faa Englændere i Peking, og det vilde virkeligt være sørgeligt, hvis vi ikke i Nødsfald hjalp hinanden."
Medens han sagde dette, tog jeg med Haanden op til Hovedet og gjorde straks en mærkelig Opdagelse. Da jeg var blevet syg, var jeg klædt som Kineser, gik med Pisk, og min Hud var farvet lysebrun. Hvad monstro mine Venner, havde ment om min Forklædning?
Det var først senere, jeg opdagede, at jeg var kommet til deres Hus i fuldstændig europæisk Paaklædning. Det samme havde været Tilfældet med Nikola, da han gik til Hr. og Fru Benfleet for at bede dem om at optage mig i deres Hus.
"Gladys siger mig, at De skal op i Eftermiddag," sagde Hr. Benfleet; "jeg antager, at De vil have godt af det. Hvis jeg kan hjælpe Dem med en eller anden Ting ved Deres Paaklædning, saa beder jeg Dem blot om at sige det."
Jeg takkede ham. Saa undskyldte han sig med, at han skulde hen i Missionshuset, sagde Farvel og gik.
Jeg vilde give mig til at tale med Frøken Medwin igen, men hun standsede mig.
"De maa ikke tale mere," sagde hun med en køn, bydende Mine. "Jeg skal læse for Dem en halv Times Tid, og saa overlader jeg Dem til Dem selv indtil Frokost. Saa skal jeg lægge Deres Sager i Orden for Dem, saa De kan staa op."
Hun tog en Bog, satte sig ved Vinduet, aabnede den og begyndte at læse. Hendes Stemme var blød og musikalsk, og hun tolkede Forfatterens Mening med stor Dygtighed. Jeg er imidlertid bange for, at jeg kun havde lidt Interesse for Historien, jeg var alt for stærkt optaget af at iagttage de forskellige Udtryk i hendes Ansigt, at lægge Mærke til hendes hvide Hænders fine Form og de nydelige smaa Fødder og Ankler, som kigede frem under Kjolen. Hun har vist haft Mistanke om noget af den Slags; for hun saá pludselig op midt i en Periode, der ellers vilde have optaget hele hendes Opmærksomhed. Hendes Ansigtsfarve og den hurtige Maade, som Fødderne gled ind under Kjolen paa, bestyrkede mig i denne Forestilling. Hun vedblev ganske vist atlæse, men der var ikke den samme Ro i Tonen som før, og et Par Gange lagde jeg Mærke til, at hun gik hen over Ordene, som om hun prøvede paa at tænke paa to Ting paa samme Tid. Straks efter lukkede hun Bogen og rejste sig.
"Nu maa jeg vist ud og se, om jeg kan hjælpe min Søster lidt," sagde hun hurtigt.
"Mange Tak, fordi De har læst for mig," svarede jeg, "det var dejligt."
Da Frokosten var forbi, tog jeg det Tøj paa, som var blevet lagt frem til mig, og saa snart mit Toilette var fuldendt, tog jeg Hr. Benfleets Arm og gik med ham til en Terrasse i Haven bag Huset. Her blev der sat Stole frem til os, og vi satte os ned. Jeg saá mig om, idet jeg halvvejs ventede, at Frøken Medwin skulde være der, men hun viste sig ikke i temmelig lang Tid. Da hun kom, udtrykte hun sin Glæde ved at se mig oppe igen, og saa gik hun hen til en lille kinesisk Hund, der laa i Solskinnet ved Foden af en stor Stenfigur. Om hun altid var lige saa kærlig mod den lille Hund, kan jeg ikke sige; men den Maade, paa hvilken hun kælede for den ved denne specielle Lejlighed, kunde have gjort de fleste Mænd vanvittige af Skinsyge. Jeg véd ikke af, at jeg paa nogen Maade er uvenlig mod Dyr; men jeg er bange for, at hvis jeg havde været alene og denne Hund i Nærheden af mig, saa vilde jeg have været fristet til at tage en Stok og give den en Dragt Prygl.
Straks efter saá hun op, og da hun opdagede, at jeg iagttog hende, kom hun hen til os og gjorde nogle Bemærkninger, som mest var henvendte til hendes Svoger, undskyldte sig derpaa og gik tilbage til Huset igen. Hvis jeg vilde sige, at jeg var skuffet, saa vilde jeg neppe sige Sandheden, det vilde være rigtigere at sige, at jeg blev meget bedrøvet. Havde jeg fornærmet hende, eller plejer Kvinder at bære sig ad paa den Maade? Jeg havde læst i Romaner, at naar de mente, de havde været lidt for ødsle med deres Gunst, medens en Mand var i Forlegenhed, saa plejede de at blive kølige imod ham, naar der ikke mere var noget i Vejen. Hvis det var rigtigt, saa var hendes Optræden ved denne Lejlighed ganske naturlig, og saa maatte jeg opfatte den saaledes. Men jeg opdagede snart, at det vilde være lettere at naa Nordpolen end at prøve paa at være logisk eller klarhovedet i saadan en Tilstand, som jeg var i. Jeg vilde prøve paa at nægte, at jeg var forelsket; det var første Gang, jeg havde gjort Bekendtskab med denne fatale Lidenskab, der ligesom Mæslinger er meget værre, naar man er ældre, end naar man er Barn. Saaman kan jo nok tænke sig, at jeg ikke følte mig meget vel og rolig til Mode.
Om Hr. Benfleet i det hele taget tænkte noget i den Anledning, kan jeg ikke sige, men han sagde ingenting. Hvis mit Væsen, efter at Frk. Medwin var gaaet, ikke slog ham som højst ejendommeligt, saa kunde han imidlertid ikke have været den klart tænkende Verdensmand, som hans Venner i Peking troede, han var. Alt, hvad jeg véd, er, at da jeg vendte tilbage til Huset, var jeg i allerhøjeste Grad irriteret.
Men før en Time var gaaet, skulde jeg opleve et Eksempel til paa de underlige Modsigelser i Kvindens Karakter. Jeg var aldrig saa snart kommet ind i Huset, før alt var forandret. Man haabede, at jeg ikke havde forkølet mig igen, den mageligste Stol var sat til Side til Brug for mig, og en ganske unødvendig Skammel blev stillet under mine Fødder. I det hele taget viste man mig lige saa megen Opmærksomhed og Sympati, som man havde vist mig Kølighed før. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde tænke om det, men jeg tøede imidlertid op i mindre end en halv Time og glemte fuldstændig mit daarlige Humør.
Næste Dag var jeg saa meget stærkere, at jeg kunde tilbringe den største Del af Tiden i Haven. Da Hr. og Fru Benfleet var optagne paa anden Maade, var Frøken Medwin saa venlig at hellige mig en stor Del af sin Tid, og jeg benyttede mig deraf og havde den største Glæde af at passiare med hende om forskellige Ting.
Ved Frokosten, til hvilken jeg var oppe for første Gang, blev det foreslaaet, at vi om Eftermiddagen skulde prøve paa at naa ud til den store kinesiske Mur, som laa en halv Fjerdingvej derfra. Saa snart Maaltidet var forbi, begav vi os altsaa paa Vandring. De snevre Gader var overfyldte af Kulier, Arbejdsvogne, Bærestole, Ponyer, der kun var lidt større end St. Bernhardshunde, og Kameler, af hvilke nogle var belæssede med Kul, og andre skulde bringe Teladninger mod Nord. Tiggere, som alle var modbydelige hver paa sin Maade og havde Ar af næsten alle kendte Sygdomme paa deres Legemer, og som i ni Tilfælde af ti ikke blot kunde, men ogsaa i høj Grad ønskede at smitte os med deres Sygdomme, sværmede rundt omkring og stødte og puffede til os, medens vi gik. Dertil kom, at vi mindst én Gang hvert tredie eller fjerde Skridt blev angrebne med hadefulde Skrig og Udtryk, som vilde bringe den gemeneste Kulsjover til at rødme, ledsagede af Fagter, som fik mine Fingre til at klø efter at lange ud efter dem, der generede os paa denne Maade. Naar man saa hertil føjer alt det, man ser og lugteri den hæsligste Stad i Østasien, som man kan tænke sig, og Bevidstheden om, at man er foragtet og hadet af den foragteligste Race under Solen, og naar man udfylder enhver Plads, der er tilbage, med det Støv, som paa en rolig Dag ligger seks Tommer højt paa Gaden og i Blæst, og det har man mindst tre Gange om Ugen, bedækker én fra Top til Taa med det ubehageligste Smuds, saa vil man faa et lille Indtryk af, hvad det vil sige at gaa en Tur i Pekings Gader. Det kan synes lidt overdrevent for et Menneske, der aldrig har rejst i Kina; men jeg beklager, at jeg ikke anser mine Udtryk for stærke nok.
Ikke én, men hundrede Gange fandt jeg god Grund til at angre, at jeg havde faaet Frøken Medwin med ud, men vi naaede da Gudskelov endelig Muren.
Vi satte os paa en Bastion og saá ned over Byen. Det var en mærkelig Udsigt, vi havde. Fra Muren kunde vi se Chi-en-Men eller "den store Port", mod Nord laa Tartarbyen. Lige neden for os var et forholdsvis lille Tempel, omkring hvilket der samlede sig en Mængde Fodgængere, Købmænd, Kulier, Vogne, Kameler, Ponyer, Borgere, Tiggere og Bissekræmmere. Oven over vort Hoved knejsede de to store Taarne, som danner en Del af Muren selv, medens vi til højre og venstre, saa langt Øjet kunde naa, saá en endeløs Forvirring af Byens Tage, der næsten alle var bedækket med en Slags vissent, brunt Græs, ja, i mange Tilfælde voksede der endogsaa smaa Træer og Buske ud af Mellemrummene mellem Stene. I det Fjerne kunde vi se de røde Mure, der omgav "den forbudne Stad", med andre Ord det kejserlige Palads. Til den anden Side laa det store Klokketaarn med det store Trommetaarn i Nærheden og længere borte endnu Lamaklostrets Tage. Det sidste havde jo en særlig Tiltrækningskraft for mig, og jeg kunde neppe vende Øjnene fra det.
Da vi havde taget dette Overblik og begyndte at tænke paa at gaa hjem igen, henvendte jeg mig til min Ledsagerinde og udtalte de Tanker, der opfyldte mig.
"Ja, nu er jeg jo rask igen og kommer vel snart til at forlade Dem," sagde jeg; "det kan vist ikke vare længe, før jeg hører fra Nikola."
Hun var tavs et Øjeblik. Saa svarede hun:
"De maa ikke være vred paa mig, Hr. Bruce, naar jeg siger Dem, at jeg ikke kan lide Deres Ven. Han gør mig bange."
"Men hvorfor dog?" spurgte jeg, som om det var saa forbavsende, at Nikola gjorde det. Jeg havde Lyst til at fortælle hende,at næsten alle de Mennesker, der kendte ham, var af samme Mening som hun.
"Jeg véd ikke, hvorfor jeg er bange for ham; det skulde da være, fordi han er saa forskellig fra andre Folk. Le ikke af mig, naar jeg siger Dem, at jeg altid synes, hans Øjne ligner en Slanges; de er saa kolde og lidenskabsløse og synes dog at se helt igennem én og atfortrylleén, indtil han holder op med at se paa én; jeg har aldrig nogensinde set saadan nogle Øjne, og jeg haaber, at jeg heller aldrig skal gøre det mere."
"Men han har jo dog været meget venlig imod Dem."
"Ja, det kan jeg ikke glemme," svarede hun; "og jeg forekommer mig selv saa utaknemlig; men man kan jo ikke gøre for sine Sympatier og Antipatier, vel?"
Jeg rykkede lidt nærmere hen til hende.
"Jeg haaber ikke, at De har nogen stærk Antipati mod mig, Frøken Medwin," sagde jeg.
Hun begyndte at stikke i den Jord, der fandtes mellem de store Sten, paa hvilke vi sad.
"Nej, det tror jeg ikke," svarede hun blidt og syntes med Interesse at iagttage en lille Bille, som var kommet ud af et Hul og nu krøb henimod os.
"Det glæder mig," svarede jeg, "jeg vilde saa gerne, at Deres Tanker om mig skulde være venlige."
"Det kan De være vis paa, de er," svarede hun. "Husk paa, hvor meget jeg skylder Dem. Aa, den skrækkelige Aften! Jeg vil aldrig kunne glemme den Rædsel! Har De glemt den?"
Jeg indsaá, at vi havde en lille Duel sammen, og at hun prøvede paa at lede Samtalen i en anden Retning; men det vilde jeg ikke finde mig i. Jeg saá hende ind i Ansigtet, men hun vendte sig bort og stirrede paa en mørk Sky, som rejste sig paa Sletten bag ved os.
"Frøken Medwin," sagde jeg; "tidligere eller senere tror jeg, at der i en Mands Liv optræder en Kvinde, som er hele Verden for ham. Gladys, kan De gætte, hvad jeg vil sige?"
Hun svarede ikke, men den ulykkelige Bille, som, uden at hun havde lagt Mærke til det, var naaet hen til hendes Fødder, blev knust. Og dog var hun det venligste og blideste Væsen, der var til i Verden. Denne lille ubetydelige Handling viste mig mere, end Ord kunde have gjort, hvor forvirret hun var.
"Jeg vil sige," vedblev jeg, "at en Kvinde, den eneste Kvinde af alle, endelig er traadt ind i mit Liv. Er De glad ved at høre det?"
"Hvor kan jeg være det, naar jeg ikke kender hende?" udbrød hun dæmpet.
"Hvis De ikke kender hende," svarede jeg, "saa er der ingen anden, der gør det. Gladys, det er Dem, der er den Kvinde! Jeg véd, at jeg ikke har Ret til at sige Dem det, naar jeg ser hen til min nuværende Stilling, men Gud skal vide, at jeg ikke kan gøre for det. De er mig kærere end alt andet i Verden, jeg har elsket Dem fra det første Øjeblik jeg saá Dem. Kan De elske mig lidt til Gengæld? Tal aabent og sig mig, hvad der bor i Deres Hjerte, og ske hvad der vil, jeg vil finde mig i Deres Afgørelse."
Hun skjalv heftigt, men der kom ikke et Ord over hendes Læber. Hendes Ansigt var meget blegt, og hun syntes at have Vanskelighed ved at trække Vejret, men jeg vilde nu fremtvinge et Svar. Jeg greb hendes Haand.
"Hvad har De at sige mig, Gladys?"
"Hvad kan jeg sige?"
"Sig, at De elsker mig," svarede jeg.
"Jeg elsker Dem," svarede hun saa blidt, at jeg neppe kunde høre Ordene.
Og saa kyssede jeg hende for hele Pekings Øjne.
Der kommer en Gang i de fleste Mænds Liv, — af den Grund tror jeg ogsaa, at der i de fleste Kvinders Liv kommer nogle Minutter, i hvilke de nøjagtig forstaar, hvad ublandet Lykke vil sige — et Par Minutter i deres korte Tilværelse, da Luften synes at genlyde af Glædesklokker, da Tiden staar stille, og da der ikke er noget, som hedder Sorger. Saaledes følte jeg mig til Mode i det Øjeblik. Jeg elskede og blev genelsket. Men næsten før jeg havde Tid til at indse, hvor lykkelig jeg var, kom der en Bevidsthed om min virkelige Stilling, og jeg blev kastet ned i Dybet igen. Hvad Ret havde jeg, sagde jeg til mig selv, til at sige en ung Pige, at jeg elskede hende, naar det næsten var umuligt, at jeg nogensinde kunde gøre hende til min Hustru? Ingen som helst Ret! Jeg havde gjort noget skrækkeligt, og nu maatte jeg gaa fremad, gaa i Dødens Gab og forlade alt, hvad der kunde gøre Livet værd at leve, og vide, at jeg havde voldet én Smerte, én, som jeg fremfor alt ønskede at skaane for Smerte. Ja, hvis jeg bad Nikola om at give mig fri, saa tvivlede jeg ikke om, at han gjorde det. Men var det rigtigt, naar jeg havde givet ham mit Ord paa, at jeg vilde drage med ham?
Nej, der var ikke andet for mig at gøre end at holde mit Løfte og stole paa, at Skæbnen vilde bringe mig tilbage til den Kvinde, jeg elskede.
Eftermiddagen gled hurtigt hen, og det var paa Tide for os at tænke paa at komme hjem. Jeg vilde gerne skynde mig, for jeg havde ikke Lyst til at gaa med en Dame gennem Pekings Gader i Tusmørket. Gaderne var slemme nok om Dagen, om Aftenen var de ti Gange værre. Vi steg altsaa ned af Muren, og ti Minutter efter havde vi igen naaet Benfleets Villa.
Da vi traadte ind i Huset, havde jeg fattet en Beslutning. Som hæderlig Mand havde jeg kun to Udveje; den ene var at meddele Hr. Benfleet, hvorledes det stod til med mine Følelser, den anden, at lade Gladys forstaa, at jeg ikke vilde anse hende for bunden til mig paa nogen som helst Maade, før jeg vendte tilbage, hvis jeg nogensinde vendte tilbage fra det Arbejde, jeg havde paataget mig. Saa snart Aftensmaaltidet derfor var forbi, bad jeg Missionæren om at tilstaa mig en fem Minutters Samtale i Enrum. Han sagde straks venligt Ja, men jeg syntes der var en lille Sky paa hans Pande. Vi gik ind i hans Studerekammer, som laa i den anden Ende af Bygningen, og da vi kom derind, bad han mig om at tage Plads, idet han sagde:
"Naa, Hr. Bruce, hvad er det saa, De vil sige mig?"
Nu tror jeg ikke, at jeg er noget særlig nervøst Menneske, men jeg maa tilstaa, at jeg ikke følte mig ganske vel til Mode i dette Tilfælde. Jeg spekulerede og spekulerede paa, hvorledes jeg skulde begynde min Forklaring; men det var umuligt for mig at finde de rigtige Ord.
"Hr. Benfleet," sagde jeg tilsidst fortvivlet. "De vil sandsynligvis være enig med mig, naar jeg siger, at De kun kender meget lidt til mig."
"Ja, det kan vi vist være enige om," svarede han med et Smil. "Hvis jeg skal være ærlig, saa vil jeg indrømme, at jeg kendermegetlidt til Dem."
"Jeg vilde ønske, at De kendte mig bedre."
"Hvorfor?"
"Jo, ærligt talt, det er af meget vigtige Grunde, hvad De vil forstaa, naar jeg siger Dem, at jeg i Eftermiddag har friet til Deres Svigerinde, Frøken Medwin."
"Jeg maa tilstaa, at jeg har tænkt mig det," svarede han. "Der har været Tegn og underlige Gerninger i Landet, og skønt min Kone og jeg bor i Peking, kan vi dog endnu tænke os, hvad det vil føre til, naar en Mand er opmærksom mod en ung Pige, som De i den senere Tid har været imod min Svigerinde."
"Jeg haaber, at De ikke har noget imod det."