"Skal jeg sige, hvad jeg mener?"
"Ja, det maa De endelig. Jeg ønsker, at De er fuldstændig aaben."
"Saa er jeg bange for, jeg maa sige, at jeg har noget imod det."
"Og dertil har De naturligvis en fornuftig Grund?"
"Jeg vil ikke nægte, at det er en Grund, som Tiden og bedre Bekendtskab muligvis kan fjerne. Men lad os nu først se, i hvilket Lys De staar for os. Indtil for en fjorten Dages Tid siden vidste hverken min Kone, Frøken Medwin eller jeg, at De var til i Verden. Men De var syg, og vi optog Dem her i Huset uden at vide det mindste om Deres tidligere Liv, det véd De jo nok. Jeg tror, at De vil være enig med mig om, at en Englænder, som optræder i kinesisk Dragt uden at give nogen Grund for det, og som drager omkring i Kina med en Mand, der er almindelig frygtet, ikke er et Menneske, som man saadan uden videre vil anerkende som sin Svigerindes Forlovede. Men jeg er ikke bornert, og jeg véd, at det meget ofte gaar saaledes, at naar en Mand har slaaet lidt til Skaglerne, saa kan en god Kvinde gøre ham mere Gavn end Erkebiskoppen af Canterbury og hele hans Kleresi. Hvis De elsker hende, vil De foresætte Dem at vinde hende, og i dette Tilfælde er det, for at bruge et Sportsudtryk, et Væddeløb, der maa vindes ved at vente. Hvis De mener, at Gladys fortjener, at man arbejder for hende og venter paa hende, saa gør De det, og da jeg synes godt om det, jeg har set af Dem hidtil, vil jeg give Dem alle de Lejligheder, jeg kan, til at naa Deres Maal. Men hvis De ikke ønsker at arbejde for at vinde hende eller at vente, saa tager De sandsynligvis bort herfra efter denne Samtale, og saa er vi fri for Dem. En Ting synes jeg imidlertid vilde være klogt, og det er, at De forlader mit Hus i Morgen tidlig."
"Det vilde jeg selv foreslaa."
"De forstaar naturligvis, hvad jeg siger, og hvorfor jeg siger det?"
"Ja, fuldstændig."
"Meget vel. Hvad vi altsaa er blevne enige om, er dette: Som min Svigerindes Formynder vil jeg ikke absolut forbyde Deres Forlovelse, men jeg samtykker foreløbig ikke i noget, foreløbig, det vil sige: ikke før jeg kender Dem bedre. Naar De er i en saadan Stilling, at De kan underholde en Hustru paa en passende Maade, og De kan komme til os uden noget Hemmelighedskræmmeri eller nogen Frygt, saa vil jeg drøfte Sagen videre med Dem; i Mellemtiden vil vi ikke tale om det. Jeg er vis paa, at min afdøde Svigerfader vilde have sagt det samme."
"De har behandlet mig meget ærligt og godt, og jeg takker Dem for det."
"Det glæder mig, at De er enig med mig. Men lad os saa tale et Par Ord om det Arbejde, De har for. Jeg kender ikke dets Beskaffenhed, men det vilde glæde mig, hvis De vilde forsikre mig, at der ikke er noget i det, som De behøver at skamme Dem for."
"Jeg tror ikke, at der er noget i det, som jeg behøver at bebrejde mig," sagde jeg. "Det er nærmest en Slags videnskabelig Undersøgelse. Jeg faar en stor Sum for at sætte mit Liv paa Spil, medens jeg søger at opdage visse Ting. Mere kan jeg ikke sige Dem."
"Jeg antager, at De har forpligtet Dem til at holde det hemmeligt."
"Ja, det har jeg."
"Saa vil jeg ikke overtale Dem til at sige mere. Skal vi saa gaa ind til Damerne."
Da jeg traadte ind i Dagligstuen, saá min Elskede paa mig med spændt Mine. Jeg smilede for at berolige hende, og da Hr. og Fru Benfleet lidt senere var venlige nok til at forlade Værelset, fortalte jeg hende alt, hvad vi havde aftalt.
Hun var ganske enig med mig om, at hendes Svogers Forslag var det fornuftigste. I al den Tid jeg var borte med Nikola, kunde vi ikke staa i Forbindelse med hinanden, og paa den Maade vilde vi kunne overbevise os om, at vore Følelser virkelig var ægte, og om vor Tilbøjelighed vilde vedvare.
"Ak ja; men hvor jeg vilde ønske, at jeg vidste, hvad De har for," udbrød Gladys.
"Jeg kan desværre ikke sige Dem det," svarede jeg. "Jeg er hindret af Løfter paa alle Sider. De maa stole paa mig, Gladys."
"Det er slet ikke, fordi jeg ikke stoler paa Dem," sagde hun med et Suk, "jeg tænker paa de Farer, De skal udsætte Dem for, og paa den lange Tid, der vil hengaa, inden jeg hører fra Dem eller ser Dem igen."
"Ja, det er der ikke noget at gøre ved," sagde jeg. "Hvis jeg havde truffet Dem, før jeg indlod mig paa dette Foretagende, kunde Sagen maaske være blevet arrangeret anderledes, men som man reder, saa ligger man."
"Aa, jeg er saa bange for denne Nikola."
"Det behøver De ikke at være! Han og jeg er meget gode Venner, og saa længe jeg er ærlig overfor ham, kan jeg kun vente ærligt Spil fra hans Side. Hvis vi var Fjender, kunde De skælvefor min Sikkerhed, men saa længe vi er Venner, forsikrer jeg Dem, at De ikke behøver at nære nogen Frygt."
"Forlader De os i Morgen tidlig?"
"Ja, kæreste Gladys, jeg maa af Sted; men saadan som vor Stilling til hinanden er, er vi mere end Venner og dog i Verdens Øjne mindre end Elskende, og saa kunde det neppe gaa an, at jeg blev her. Desuden venter jeg, at Nikola trænger til min Hjælp. Men nu, før jeg glemmer det, beder jeg Dem om at give mig den Ring, jeg gav Dem i Tientsin."
Hun forlod Værelset og vendte et Øjeblik efter tilbage med den. Jeg tog den fra hende, hævede hendes Haand op og satte den paa hendes Finger, idet jeg kyssede hende.
"Jeg vil altid gaa med den," sagde hun.
Medens hun talte, traadte Fru Benfleet ind. Et Øjeblik efter hørte jeg faste, kraftige Fodtrin i Korridoren, Fodtrin, der lød saa ubehagelig bekendte for mig. Saa traadte Nikola ind.
Hvorledes det gik Prendergast.
Hvis jeg sagde at jeg blev overrasket, da Nikola pludselig traadte ind i Benfleets Dagligstue, saa vilde det være et alt for svagt Udtryk. Hvordan det nu var eller ikke, saa lod det altid til, at Nikola skulde overraske mig, naar han kom, og mærkelig nok var jeg ikke alene om denne Følelse, thi mere end ét Menneske af mit Bekendtskab har siden tilstaaet, at han har haft akkurat den samme Fornemmelse. Hvad det var hos Manden, der voldte det, vilde være vanskeligt at sige. Under alle Omstændigheder, saa meget er sikkert, at det vilde være umuligt for Nikola at sige eller gøre en hverdagsagtig Ting. Naar han tiltalte én, følte man instinktmæssigt, at man maatte svare ham tydeligt og ligefrem eller slet ikke. Det svarede slet ikke til Mandens Personlighed at modtage et undvigende Svar. Man syntes ganske ubevidst, at han var berettiget til at fordre, at man skulde gøre alt, hvad man kunde, for hans Skyld, og det gjorde man ogsaa, enten han fortjente det eller ikke. Jeg har set Nikola tage en af de skrappeste og mest stædige Mænd i Haanden og bede ham om en Tjeneste, som det vilde have været Galskab at vente, at han skulde gøre ham, tale med ham paa sin egen rolige, men bydende Maade og i mindre end ti Minutter faa Sagen afgjort og Anmodningen opfyldt.
Der var en anden Ting, som slog mig som mærkelig ved denne ejendommelige Personligheds Karakter, og det var, at han altid, før man svarede, eller før man talte, syntes at vide ganske bestemt, hvad man vilde svare paa hans Spørgsmaal. Selv begyndte jeg snart at føle, at jeg godt kunde spare mig den Ulejlighed at svare i det hele taget.
Da han var traadt ind i Værelset, gik han hen til Gladys, bukkede, tog hendes Haand og sagde Godaften, saa henvendte han sig til mig og sagde med sit ubeskrivelige Smil:
"Kære Bruce, det glæder mig at se Dem saa vel; jeg havde ventet at se et Skelet, og til min Glæde ser jeg en Mand for mig. Hvornaar tror De, at De kan rejse igen?"
"Jeg er parat, saa snart De er det," svarede jeg, men ikke uden lidt Modløshed, da jeg saá, over paa Gladys og opdagede, at det Øjeblik, da jeg skulde skilles fra hende, virkelig var kommet.
"Det glæder mig at høre," svarede han; "for Tiden iler. Tror De, De kan følge med mig om et Par Minutter. Kan De? Naa, det er godt. Hvis De ikke har noget imod det, vil jeg gerne tale med Hr. Benfleet, og saa maa vi af Sted."
Han forlod Værelset ledsaget af vor Værtinde, og Gladys og jeg var alene i en halv Snes Minutter.
Jeg vil ikke beskrive, hvad der skete under denne korte Samtale; det behøves ikke; det er nok at sige, at da den var forbi, gik jeg ud til Nikola paa Verandaen, og vi forlod Huset sammen. Da Gadedøren blev lukket, syntes jeg, at al min Livslykke gled bort fra mig. Jeg gik i næsten fem Minutter i Tavshed ved min Ledsagers Side og tænkte paa, om jeg nogensinde igen skulde se dem, jeg lige havde sagt Farvel til. Nikola maa have haft en Forestilling om, hvad der gik for sig i min Sjæl, for han henvendte sig til mig og sagde fortroligt:
"Frisk Mod, Bruce, vi er her tilbage igen, før De véd, hvor De er, og husk paa, at De saa er en forholdsvis rig Mand. Frøken Medwin er en Pige, det er Umagen værd at vente paa. Hvis De ikke har noget imod det, vil jeg ønske Dem til Lykke."
"Hvor véd De noget om det?" spurgte jeg overrasket.
"Jeg har jo lige talt med Hr. Benfleet," svarede han.
"Men han sagde Dem da ikke noget?"
"Jeg vilde netop tale med ham om den Sag," sagde Nikola. "De er min Ven, jeg skylder Dem en Tjeneste, og derfor vilde jeg jævne og glatte Sagen for Dem, saa godt jeg kunde. Sandt at sige er jeg glad ved, at dette er sket, det vil gøre Dem saa meget forsigtigere. Jeg tror ikke paa almindelige Regler medHensyn til Kærlighed; men der er ingen Ting, der i den Grad som Kærlighed faar en Mand til at passe paa sine Handlinger."
"Det er meget smukt af Dem, at De gør Dem saa megen Ulejlighed for min Skyld," sagde jeg varmt.
"Aldeles ikke," svarede han. "Man kan ikke tale om Ulejlighed i en Situation som vor. Men lad os nu komme saa hurtigt af Sted som vi kan. Jeg har en Masse Ting at tale med Dem om, og vi har mange Forberedelser at træffe før i Morgen tidlig."
"Men hvor skal vi hen? Dette er jo ikke Vejen tilbage til det Hus, hvor jeg blev syg."
"Nej, naturligvis," sagde Nikola; "vi skal et andet Sted hen; vi skal hen til en Englænder, som jeg kender; dèr skal vi have vore kinesiske Dragter paa igen."
"Saa er dette sandsynligvis vor sidste Tur i europæisk Dragt?"
"Ja, under alle Omstændigheder i mange Maaneder."
Saa gik vi igen nogen Tid uden at tale. Nikola, tror jeg, overvejede sine uendelige Intriger, og jeg tænkte paa den unge Pige jeg havde forladt. Tilsidst naaede vi imidlertid det Hus, vi skulde til, og da vi bankede paa Døren, blev den straks lukket op. Det var et lille Hus, der laa i en Sidegade. Ejeren var en Englænder, hvis Forretninger ofte nødte ham til at gøre lange Rejser i det Indre. Han var Ungkarl og, efter hvad jeg fik ud af, hvad Nikola sagde, paa ingen Maade kræsen med Hensyn til sine Omgangsfæller; jeg tror heller ikke, han havde noget godt Navn paa sig i Peking. Før vi havde været fem Minutter i hans Selskab, havde jeg et nøjagtigt Indtryk af Manden, og jeg kunde ikke paa nogen Maade forstaa, hvorfor Nikola havde valgt ham. At han var bange for Nikola var indlysende, og det var lige saa sikkert, at Nikola vilde have, han skulde være det. Han hed Edgehill, og for at skjule sin Nervøsitet affekterede han en gemytlig Fortrolighed, som snarere forøgede end skjulte det, han vilde skjule.
"De ser ikke rigtig vel ud, Hr. Bruce," sagde han, da jeg blev præsenteret for ham. Saa efterlignede han en Mand, der trækker en Flaske op og sagde med et Grin:
"De er nok ikke gaaet af Vejen for et Glas, hvad?"
"Jeg har ligget syg af Feber," svarede jeg.
"Ja saa, De har faaet for meget pekingsk Luft," sagde han. "Dette forbandede Land kunde gøre det af med en ægyptisk Mumie. Naa, det er jo lige meget, hold bare Modet oppe, saa klarer De Dem nok."
Jeg takkede ham for denne Forsikring og vendte mig saa ommod Nikola, der sad i en lang Rørstol og stirrede stift paa ham, medens han klemte Fingerspidserne sammen. Der syntes at være noget, der gjorde ham urolig. Da han saa talte, var det tydeligt og meget bestemt, som om han ønskede, at hvert enkelt Ord skulde høres i sin fulde Klarhed af den Mand, det var henvendt til.
"Naa, Hr. Edgehill, De har til Trods for mine gentagne Advarsler underrettet Deres kinesiske Venner om, at De har en Gæst."
Manden traadte tilbage, som om han havde faaet et Slag. Han blev ildrød i Hovedet og straks efter ligbleg. Han strakte Haanden ud imod Væggen bag ved sig, som om han søgte Støtte, og han trak Vejret meget dybt.
"Deres to kinesiske Venner," sagde Nikola langsomt og tydeligt, "maa have lagt særlig Vægt paa den Underretning, som De kunde give dem, siden de var i Stand til at betale saa høj en Pris for det."
Manden prøvede paa at tale, men uden Held. Al hans Raskhed var forsvunden. Nu var han kun en sølle skælvende Kryster, som ikke kunde tage sine Øjne bort fra det rolige, men grusomme Ansigt, der syntes at se lige ind i hans Hjerte.
Saa forandredes Nikolas Væsen, og han sprang op med pludselig Kraft.
"Hund!" raabte han, og hans Stemme skar som en Kniv. "Ynkelige Hund! Saa De troede, De kunde forraade mig! Hvor lidt kender De ikke Dr. Nikola! Hør nu, og husk hvert Ord, jeg siger Dem; jeg taler kun én Gang: I Aften skriver De efter min Diktat et Brev til Deres kinesiske Venner, og i Morgen tidlig Klokken seks sadler De Deres Hest og tager til Tientsin. Naar De er ankommen der, gaar De til Hr. Williams, hvis Adresse De kender, og siger til ham, at jeg har sendt Dem. De siger, at De skal blive som Fange i hans Hus i en Maaned. Hvis De vover at sætte Dem i Forbindelse med en eneste Person i Anledning af mig eller mine Sager paa noget som helst Tidspunkt, saa lader jeg Halsen skære over paa Dem en halv Time efter, at De har gjort det. Kan Det være muligt, at De regner mig for saa ringe, at De tror, De kan maale Dem med mig, De Taabe? Naar De gaar herfra, saa fald paa Knæ og tak Forsynet, fordi jeg ikke dræbte Dem straks paa Grund af Deres Frækhed. Husker De Hanotat? Gør De? Naa, saa pas paa, min Ven, at jeg ikke behandler Dem, som jeg behandlede ham. Ligesom De ansaa han sig for begavet, men da det kom til Stykket, foretrak han at skyde sig en Kugle for Panden for at vedblive at slaas med mig. Husk saapaa, at De er blevet advaret. Gaa, lav Dem i Stand til Rejsen! Jeg skal selv sætte mig i Forbindelse med Williams. Hvis De ikke er i hans Hus ved Frokosttid paa Torsdag Morgen, saa sparer De en Udgift, for De faar aldrig Appetit til noget Maaltid igen."
Manden svarede ikke et Ord, men forlod straks Værelset; han saa ud som et Genfærd.
Da han var gaaet, henvendte jeg mig til Nikola, for min Forbavselse gik over alle Grænser, og sagde:
"Hvor i al Verden vidste De, at han havde sladret?"
Som Svar bøjede Nikola sig ned og tog to smaa Tingester op fra Gulvet. Det viste sig at være Rester af to kinesiske Cigaretter. Han gik hen til en lille Hylde i den modsatte Ende af Værelset og tog en Cognacsflaske. Tre Glas, der allesammen var brugte, stod ved Siden af Flasken, der var ganske tom. Efter at have vist mig disse Ting, gik han tilbage til sin Stol og satte sig.
"Edgehill," forklarede han, "drikker aldrig Cognac, undtagen naar han har Selskab, og selv da drikker han meget lidt. Før jeg forlod Huset i Aften for at hente Dem, var jeg saa forsigtig at undersøge den Hylde dèr. Den Gang var Flasken omtrent fuld, og jeg er ganske sikker paa, at der ikke laa Stumper af kinesiske Cigaretter paa Gulvet, for jeg saá mig om. Inden den Tid havde jeg lagt Mærke til, at to Mænd iagttog Huset fra den anden Side af Gaden. Da jeg gik min Vej, tog jeg en Cigaretstump op, som en af dem havde røget. Dèr er den, De kan jo selv sammenligne dem, hvis De vil. Da vi kom, var Mandens Væsen saadan, at det ogsaa bestyrkede mig i min Tanke, og da jeg gjorde ham det første Spørgsmaal, meldte hans Ansigt mig Resten. Naturligvis var det alt sammen Gætteri; men det er ikke for ingen Ting, jeg har lært at læse i Folks Ansigter. Under alle Omstændigheder saá De selv, hvor berettiget min Anklage var."
"Men hvad tror De, han kan have fortalt dem?" spurgte jeg, "og hvem kan De Folk være, som har udspurgt ham?"
"Han kan ikke have fortalt dem meget," svarede Nikola, "fordi der ikke var meget at fortælle, og hvem de Mænd er, har jeg ikke den fjerneste Anelse om. Jeg har af Princip Mistillid til ham!"
"Men hvorfor sender De ham til Williams?"
"For at hindre ham i at gøre flere Ulykker, inden vi har faaet et godt Forspring, og fordi jeg ønsker at give ham en Lære. Jeg kan maaske have Brug for ham en Gang senere, og han har ingen Skade af lidt Disciplin. Men lad os nu ikke tale mere om det; jeg har noget andet, jeg vil snakke med Dem om.Se nu først, om der ikke er nogen, der lurer ved Døren, og flyt saa Deres Stol nærmere hen til min."
Jeg listede mig hen til Døren, ventede et Øjeblik og aabnede den derpaa pludseligt. Der var ingen udenfor, og jeg gik saa tilbage og flyttede min Stol nærmere hen til Nikola. Han havde taget et Brev op af Lommen og lavede sig øjensynligt til at læse det for mig. Men før han gjorde det, sagde han med dæmpet Stemme:
"Denne Meddelelse er fra Prendergast, jeg modtog den i Dag ved Middagstid. Hør nu efter, saa skal jeg læse den op for Dem. Den er dateret fra Tientsin og lyder som følger:
"Hr. Dr. Nikola,Peking."Herved tillader jeg mig at meddele Dem, at jeg i Torsdags otte Dage modtog et Brev fra Hr. Williams her, der gav mig Ordre til at komme til ham straks for at forhandle om en vigtig Forretning. Jeg havde neppe modtaget Deres Telegram, før Hr. Eastover mødte hos mig for at sige, at han havde modtaget et lignende. Da vi saá, at der ikke var nogen Tid at spilde, var vi to Timer efter at have modtaget Telegrammerne om Bord paa DamperenJames Monaghanpaa Vejen til Tientsin."Vi naaede denne By i tilbørlig Tid og meldte straks vor Ankomst til Deres Agent, Hr. Williams, af hvem vi erfarede, hvad Slags Opgave det var, vi skulde paatage os. Den Fare, der var forbunden dermed, var ganske indlysende for os, og jeg maa tilstaa, at jeg i Begyndelsen syntes, at Vanskelighederne var uovervindelige. Ypperstepræsten i Hankows Tempel er en velkendt og meget populær Personlighed. Hans private Liv véd man saa godt som intet om, og han gaar aldrig ud uden at være ledsaget af en Flok Tjenere. At forsøge paa at faa fat i ham i hans egen By vilde være det samme som at faa en Flok hylende Djævle paa Halsen og ødelægge hele Foretagendet. Jeg satte mig straks i Forbindelse med Chung-Yein, som heldigvis var i Hankow paa den Tid, og det var ved hans Hjælp, at vi opdagede, at Præsten, der, som De véd, har opgivet sin Tjeneste i Templet, var i Færd med at foretage en lang Rejse. Saa snart jeg erfarede dette, gav jeg Chung-Yein Ordre til at prøve paa at faa hans Rute at vide. Han gjorde det og underrettede mig om, at han havde i Sinde at rejse over Hang-Chu og Fon-Ching til Tsan-Chu, derfra op ad den store Kanal over Tsing-Hai til Tientsin, hvorfra man sagde, at han vilde drage til Peking. Jeg undersøgte meget omhyggeligt et Kort over Landet og konfererede med de Herrer Williamsog Eastover, som begge var enige med mig om, at enhver Plan kun kunde udføres i Tsan-Chu, der, som De véd, ligger lidt nedenfor det Sted, hvor den Kanal, der fører til Nan-Shing, forener sig med Yun-Liang-Ho Floden."Da dette var fastslaaet, var den næste Ting, vi havde at gøre, at finde ud af, hvorledes vi skulde bortføre Præsten. Vi indsaa, at det maatte ordnes saaledes, at det ikke paa nogen Maade kunde vække Opsigt. Han maatte bortføres saaledes, at hans Følge vilde tro, han forlod dem frivilligt. Men det var overordentlig vanskeligt at løse denne Opgave. Manden er gammel og meget mistænksom. Man siger, at han ikke har Tillid til nogen som helst, det fremgaar altid af hans Handlinger."Hvis vi derfor ikke kunde udfinde noget virkelig fornuftigt og rimeligt, vilde det næsten være umuligt at faa fat i ham. Jeg raadførte mig igen med Chung-Yein og sagde til ham, at han under alle Omstændigheder maatte se at komme i Præstens Tjeneste, og naar dette var lykkedes ham, indsmigre sig hos sin Herre saa godt han kunde. Tiden var saa kort, at vi ikke kunde vente og søge en Lejlighed, men maatte stole paa Tilfældet. Det lykkedes med stor Vanskelighed Chung-Yein at blive optaget i Præstens Følge. Da dette var sket, sørgede denne begavede Mand straks for, at hans Herre lagde Mærke til ham, og da han havde opnaaet det, var Resten let."Inden tre Dage efter hans Ankomst blev Husstanden opløst, og Præsten tog af Sted med et talrigt Følge. Da de havde rejst omtrent hundrede engelske Mil, stod Chung-Yein paa en meget fortrolig Fod med ham. Han fandt paa mange Ting, som glædede Præsten, og var saa ihærdig i sin Opmærksomhed, at han fik mer og mer Tillid til ham."Da de naaede Fon-Ching, var han blevet hans Sekretær, og saa var den Plan jeg havde lagt, parat til Udførelse."Lidt efter lidt meddelte Chung-Yein sin Herre, at han med meget ringe Risiko kunde faa fat i en hel Formue. Den begærlige, gamle Mand slugte kun altfor villigt Maddingen, og da han havde fordøjet de Breve, som den snedige Chung læste for ham fra Tid til anden, og som sagdes at være skrevne af hans Fætter Quong-Ta fra Tsan-Chu, var han saa godt som fanget."Efter otte Dages Rejse ankom Selskabet til Kanalens Munding. Eastover og jeg havde forladt Tientsin paa samme Tid og var rejst dem hastigt i Møde. Da de var anbragte i den første Kro, kom Chung-Yein til mig. Han havde ordnet alt omhyggeligt, lod det til, saa at han endogsaa havde ladet udsprede blandt sine Medtjenere, at Ypperstepræsten havde i Sinde at give Afkaldpaa deres Tjeneste og tage videre alene, naar han forlod Tsan-Chu. Nu stod der kun tilbage for os at faa et Møde med ham i Stand og at have Midler rede, saa vi kunde ekspedere ham gennem Landet de fyrretyve Mil, som skilte Tsan-Chu fra Chi-Kau-Ho, hvor en Dschunk allerede ventede paa ham. Medens Eastover paatog sig Ordningen af dette Arbejde, udkastede jeg Planen til at faa Præstens Person i vor Magt."Chung-Yein skulde bilde ham ind, at han var saa uheldig at have en Fætter, der var en bekendt Røver. Denne havde samlet store Rigdomme, men da han nu var bange for, at han skulde falde i Lovens Kløer, vilde han gerne købe en Ven, der kunde hjælpe ham, hvis der skulde ske noget ondt."Den graadige, gamle Præst, der havde i Sinde at forlange en stor Godtgørelse for en saadan Tjeneste, gik ind paa at tage den unge Mand under sine Vinger, og da man lod ham forstaa, at hans Andel i Forretningen vilde blive omtrent seks Tusind Taels[4], blev hans Ivrighed for at komme i Besiddelse af Pengene stærkere og stærkere. Han drøftede Sagen med Chung-Yein den ene Gang efter den anden, og tilsidst blev det afgjort, at de samme Nat skulde gaa til et bestemt Hus i Landsbyen, hvor han skulde tale med Slubberten og faa sin Andel i hans Vinding."Saa snart jeg blev underrettet om Arrangementet, fremmede jeg mine Planer, fik en af mine Mænd til at forestille Fætteren, og da Tusmørket var faldet paa, var alt rede. Der var anbragt Forspand af Ponyer med Mellemrum langs Vejen til Kysten, og Dschunkens Fører ventede kun paa at faa sin Passager om Bord for at lette og sejle."Næsten præcis Klokken otte viste Præsten sig forklædt i Døren ledsaget af Chung Yein."Den falske Fætter lukkede dem ind og førte dem straks ud i et Bagværelse. Her begyndte Forhandlingerne, og Præsten spildte ingen Tid, men bebrejdede den unge Mand strengt det onde Liv, han hidtil havde ført. For at han saa meget des bedre kunde forstaa, hvilken skændig Løbebane det havde været, forlangte han at faa et Glimt af den Formue at se, som han havde tjent. Man viste ham en Pose Dollars, et smukt Udvalg af Bladguld, en Del engelske Penge og en lille Pose med Ædelstene, hvilket vi alt havde skaffet til Veje med betydelig Bekostning."Hans gamle Øjne funklede graadigt, da de faldt paa disse Herligheder, og hans Begejstring steg for hver Pose, der blev aabnet. Da endelig Ædelstenene blev udbredt foran ham, glemtehan sin præstelige Værdighed fuldstændigt og bøjede sig ned for at undersøge dem. Medens han gjorde dette, sprang Chung-Yein frem og kastede en Løkke over hans Hoved; en Svamp, der var gennemtrukket med Kloroform, blev holdt for hans Næse, og den falske Fætter spændte Ben for ham og kastede ham om paa Gulvet."Kloroformen virkede godt, og kort Tid efter var den gamle Mand i vor Magt. En halv Time senere var han sikkert og vel bundet fast i en Bærestol og blev i en Fart baaret til Chi-Kau-Ho."Imidlertid var Chung-Yein vendt tilbage til Kroen, hvor han betalte Tjenerne og underrettede dem om, at deres Herre pludselig havde faaet Bud og var rejst alene op ad Kanalen til Tientsin. Saa besteg Eastover og jeg selv vore Ponyer og fulgte den værdige Præst ad Havet til."Chi-Kau-Ho, der, som De véd, er en elendig og fattig Landsby og kun besøgt af Dschunker, der bringer Hirse fra Tientsin mod at faa Fisk til Gengæld, egnede sig udmærket til vore Planer. Heldigvis var det Højvande, og derfor kunde vi faa vor Byrde om Bord uden store Vanskeligheder. Til andre Tider er det umuligt for en Baad, der stikker lidt dybt, at komme i Nærheden af Landsbyen. Der er en Revle, som De vel véd, der gør dette umuligt."Saa snart vi havde afleveret Manden til Skipperen, gik vi i Land. En Time senere satte Skibet Sejl, og naar De modtager dette Brev, er Ypperstepræsten fra Hankow efter al Sandsynlighed et eller andet Sted blandt Sørøverne i Alongbugten. Da Folkene om Bord paa Dschunken ikke havde nogen Ærbødighed for hans Tro, og da han ingen Penge havde hos sig, som han kunde bestikke dem med for at blive sat i Land igen, tror jeg, han vil finde det vanskeligt at komme tilbage til Fastlandet igen; men for at forhindre, at noget som helst af den Art sker, har jeg sagt til Dschunkens Ejer, at hvis han om seks Maaneder, den enogtyvende August, bringer ham til Michel Dugenne, som paa den Tid er i Formosa, skal han faa hundrede Pund Sterling imod at udlevere ham. Jeg antager at dette stemmer overens med Deres Planer."Vore egne Bevægelser er følgende:"Da vi forlod Chi-Kau-Ho, fragtede vi en Dschunk og sejlede op ad Kysten til Pea-Tang-Ho og red derfra tilbage til Tientsin, hvor vi ankom for to Dage siden. Chung-Yein havde jeg belønnet med to Tusind Dollars, og han er nu paa Vejen til Hongkong, saa hurtigt som han kan rejse. Jeg tror, han har i Sinde at tage til Singapore, hvor han vil blive, indtil der ikke mere er Tale om,at han kan komme i Forlegenhed. Jeg har noteret hans Adresse for det Tilfældes Skyld, at vi skulde trænge til hans Tjeneste igen. Hvis De ønsker at se Eastover eller mig, skal vi blive i Tientsin endnu i fjorten Dage. Derefter har Eastover i Sinde at sejle over til Japan, medens jeg vender tilbage til Hongkong, hvor jeg altid vil være at finde under min gamle Adresse."Idet jeg stoler paa, at den Maade, paa hvilken vi har udført dette farlige Hverv, vil tilfredsstille Dem, har jeg den Ære at undertegne migDeres ærbødigeWilliam Prendergast."
"Hr. Dr. Nikola,Peking.
"Herved tillader jeg mig at meddele Dem, at jeg i Torsdags otte Dage modtog et Brev fra Hr. Williams her, der gav mig Ordre til at komme til ham straks for at forhandle om en vigtig Forretning. Jeg havde neppe modtaget Deres Telegram, før Hr. Eastover mødte hos mig for at sige, at han havde modtaget et lignende. Da vi saá, at der ikke var nogen Tid at spilde, var vi to Timer efter at have modtaget Telegrammerne om Bord paa DamperenJames Monaghanpaa Vejen til Tientsin.
"Vi naaede denne By i tilbørlig Tid og meldte straks vor Ankomst til Deres Agent, Hr. Williams, af hvem vi erfarede, hvad Slags Opgave det var, vi skulde paatage os. Den Fare, der var forbunden dermed, var ganske indlysende for os, og jeg maa tilstaa, at jeg i Begyndelsen syntes, at Vanskelighederne var uovervindelige. Ypperstepræsten i Hankows Tempel er en velkendt og meget populær Personlighed. Hans private Liv véd man saa godt som intet om, og han gaar aldrig ud uden at være ledsaget af en Flok Tjenere. At forsøge paa at faa fat i ham i hans egen By vilde være det samme som at faa en Flok hylende Djævle paa Halsen og ødelægge hele Foretagendet. Jeg satte mig straks i Forbindelse med Chung-Yein, som heldigvis var i Hankow paa den Tid, og det var ved hans Hjælp, at vi opdagede, at Præsten, der, som De véd, har opgivet sin Tjeneste i Templet, var i Færd med at foretage en lang Rejse. Saa snart jeg erfarede dette, gav jeg Chung-Yein Ordre til at prøve paa at faa hans Rute at vide. Han gjorde det og underrettede mig om, at han havde i Sinde at rejse over Hang-Chu og Fon-Ching til Tsan-Chu, derfra op ad den store Kanal over Tsing-Hai til Tientsin, hvorfra man sagde, at han vilde drage til Peking. Jeg undersøgte meget omhyggeligt et Kort over Landet og konfererede med de Herrer Williamsog Eastover, som begge var enige med mig om, at enhver Plan kun kunde udføres i Tsan-Chu, der, som De véd, ligger lidt nedenfor det Sted, hvor den Kanal, der fører til Nan-Shing, forener sig med Yun-Liang-Ho Floden.
"Da dette var fastslaaet, var den næste Ting, vi havde at gøre, at finde ud af, hvorledes vi skulde bortføre Præsten. Vi indsaa, at det maatte ordnes saaledes, at det ikke paa nogen Maade kunde vække Opsigt. Han maatte bortføres saaledes, at hans Følge vilde tro, han forlod dem frivilligt. Men det var overordentlig vanskeligt at løse denne Opgave. Manden er gammel og meget mistænksom. Man siger, at han ikke har Tillid til nogen som helst, det fremgaar altid af hans Handlinger.
"Hvis vi derfor ikke kunde udfinde noget virkelig fornuftigt og rimeligt, vilde det næsten være umuligt at faa fat i ham. Jeg raadførte mig igen med Chung-Yein og sagde til ham, at han under alle Omstændigheder maatte se at komme i Præstens Tjeneste, og naar dette var lykkedes ham, indsmigre sig hos sin Herre saa godt han kunde. Tiden var saa kort, at vi ikke kunde vente og søge en Lejlighed, men maatte stole paa Tilfældet. Det lykkedes med stor Vanskelighed Chung-Yein at blive optaget i Præstens Følge. Da dette var sket, sørgede denne begavede Mand straks for, at hans Herre lagde Mærke til ham, og da han havde opnaaet det, var Resten let.
"Inden tre Dage efter hans Ankomst blev Husstanden opløst, og Præsten tog af Sted med et talrigt Følge. Da de havde rejst omtrent hundrede engelske Mil, stod Chung-Yein paa en meget fortrolig Fod med ham. Han fandt paa mange Ting, som glædede Præsten, og var saa ihærdig i sin Opmærksomhed, at han fik mer og mer Tillid til ham.
"Da de naaede Fon-Ching, var han blevet hans Sekretær, og saa var den Plan jeg havde lagt, parat til Udførelse.
"Lidt efter lidt meddelte Chung-Yein sin Herre, at han med meget ringe Risiko kunde faa fat i en hel Formue. Den begærlige, gamle Mand slugte kun altfor villigt Maddingen, og da han havde fordøjet de Breve, som den snedige Chung læste for ham fra Tid til anden, og som sagdes at være skrevne af hans Fætter Quong-Ta fra Tsan-Chu, var han saa godt som fanget.
"Efter otte Dages Rejse ankom Selskabet til Kanalens Munding. Eastover og jeg havde forladt Tientsin paa samme Tid og var rejst dem hastigt i Møde. Da de var anbragte i den første Kro, kom Chung-Yein til mig. Han havde ordnet alt omhyggeligt, lod det til, saa at han endogsaa havde ladet udsprede blandt sine Medtjenere, at Ypperstepræsten havde i Sinde at give Afkaldpaa deres Tjeneste og tage videre alene, naar han forlod Tsan-Chu. Nu stod der kun tilbage for os at faa et Møde med ham i Stand og at have Midler rede, saa vi kunde ekspedere ham gennem Landet de fyrretyve Mil, som skilte Tsan-Chu fra Chi-Kau-Ho, hvor en Dschunk allerede ventede paa ham. Medens Eastover paatog sig Ordningen af dette Arbejde, udkastede jeg Planen til at faa Præstens Person i vor Magt.
"Chung-Yein skulde bilde ham ind, at han var saa uheldig at have en Fætter, der var en bekendt Røver. Denne havde samlet store Rigdomme, men da han nu var bange for, at han skulde falde i Lovens Kløer, vilde han gerne købe en Ven, der kunde hjælpe ham, hvis der skulde ske noget ondt.
"Den graadige, gamle Præst, der havde i Sinde at forlange en stor Godtgørelse for en saadan Tjeneste, gik ind paa at tage den unge Mand under sine Vinger, og da man lod ham forstaa, at hans Andel i Forretningen vilde blive omtrent seks Tusind Taels[4], blev hans Ivrighed for at komme i Besiddelse af Pengene stærkere og stærkere. Han drøftede Sagen med Chung-Yein den ene Gang efter den anden, og tilsidst blev det afgjort, at de samme Nat skulde gaa til et bestemt Hus i Landsbyen, hvor han skulde tale med Slubberten og faa sin Andel i hans Vinding.
"Saa snart jeg blev underrettet om Arrangementet, fremmede jeg mine Planer, fik en af mine Mænd til at forestille Fætteren, og da Tusmørket var faldet paa, var alt rede. Der var anbragt Forspand af Ponyer med Mellemrum langs Vejen til Kysten, og Dschunkens Fører ventede kun paa at faa sin Passager om Bord for at lette og sejle.
"Næsten præcis Klokken otte viste Præsten sig forklædt i Døren ledsaget af Chung Yein.
"Den falske Fætter lukkede dem ind og førte dem straks ud i et Bagværelse. Her begyndte Forhandlingerne, og Præsten spildte ingen Tid, men bebrejdede den unge Mand strengt det onde Liv, han hidtil havde ført. For at han saa meget des bedre kunde forstaa, hvilken skændig Løbebane det havde været, forlangte han at faa et Glimt af den Formue at se, som han havde tjent. Man viste ham en Pose Dollars, et smukt Udvalg af Bladguld, en Del engelske Penge og en lille Pose med Ædelstene, hvilket vi alt havde skaffet til Veje med betydelig Bekostning.
"Hans gamle Øjne funklede graadigt, da de faldt paa disse Herligheder, og hans Begejstring steg for hver Pose, der blev aabnet. Da endelig Ædelstenene blev udbredt foran ham, glemtehan sin præstelige Værdighed fuldstændigt og bøjede sig ned for at undersøge dem. Medens han gjorde dette, sprang Chung-Yein frem og kastede en Løkke over hans Hoved; en Svamp, der var gennemtrukket med Kloroform, blev holdt for hans Næse, og den falske Fætter spændte Ben for ham og kastede ham om paa Gulvet.
"Kloroformen virkede godt, og kort Tid efter var den gamle Mand i vor Magt. En halv Time senere var han sikkert og vel bundet fast i en Bærestol og blev i en Fart baaret til Chi-Kau-Ho.
"Imidlertid var Chung-Yein vendt tilbage til Kroen, hvor han betalte Tjenerne og underrettede dem om, at deres Herre pludselig havde faaet Bud og var rejst alene op ad Kanalen til Tientsin. Saa besteg Eastover og jeg selv vore Ponyer og fulgte den værdige Præst ad Havet til.
"Chi-Kau-Ho, der, som De véd, er en elendig og fattig Landsby og kun besøgt af Dschunker, der bringer Hirse fra Tientsin mod at faa Fisk til Gengæld, egnede sig udmærket til vore Planer. Heldigvis var det Højvande, og derfor kunde vi faa vor Byrde om Bord uden store Vanskeligheder. Til andre Tider er det umuligt for en Baad, der stikker lidt dybt, at komme i Nærheden af Landsbyen. Der er en Revle, som De vel véd, der gør dette umuligt.
"Saa snart vi havde afleveret Manden til Skipperen, gik vi i Land. En Time senere satte Skibet Sejl, og naar De modtager dette Brev, er Ypperstepræsten fra Hankow efter al Sandsynlighed et eller andet Sted blandt Sørøverne i Alongbugten. Da Folkene om Bord paa Dschunken ikke havde nogen Ærbødighed for hans Tro, og da han ingen Penge havde hos sig, som han kunde bestikke dem med for at blive sat i Land igen, tror jeg, han vil finde det vanskeligt at komme tilbage til Fastlandet igen; men for at forhindre, at noget som helst af den Art sker, har jeg sagt til Dschunkens Ejer, at hvis han om seks Maaneder, den enogtyvende August, bringer ham til Michel Dugenne, som paa den Tid er i Formosa, skal han faa hundrede Pund Sterling imod at udlevere ham. Jeg antager at dette stemmer overens med Deres Planer.
"Vore egne Bevægelser er følgende:
"Da vi forlod Chi-Kau-Ho, fragtede vi en Dschunk og sejlede op ad Kysten til Pea-Tang-Ho og red derfra tilbage til Tientsin, hvor vi ankom for to Dage siden. Chung-Yein havde jeg belønnet med to Tusind Dollars, og han er nu paa Vejen til Hongkong, saa hurtigt som han kan rejse. Jeg tror, han har i Sinde at tage til Singapore, hvor han vil blive, indtil der ikke mere er Tale om,at han kan komme i Forlegenhed. Jeg har noteret hans Adresse for det Tilfældes Skyld, at vi skulde trænge til hans Tjeneste igen. Hvis De ønsker at se Eastover eller mig, skal vi blive i Tientsin endnu i fjorten Dage. Derefter har Eastover i Sinde at sejle over til Japan, medens jeg vender tilbage til Hongkong, hvor jeg altid vil være at finde under min gamle Adresse.
"Idet jeg stoler paa, at den Maade, paa hvilken vi har udført dette farlige Hverv, vil tilfredsstille Dem, har jeg den Ære at undertegne mig
Deres ærbødigeWilliam Prendergast."
"Naa," sagde Nikola, medens han lagde dette kostbare Dokument sammen, "saa har vi frit Spil, og i Fremtiden agter jeg at være Ypperstepræsten fra Hankow. I den Tid, De har været syg, har jeg anstillet en Mængde vigtige Undersøgelser, og jeg tror, at jeg nu temmelig godt kender den Kurs, vi skal styre. I Morgen tidlig drager vi ind i Lamaklostret, og dèr maa vi have Øjne og Øren godt med os. Det vil ogsaa være nødvendigt, at vi forandrer lidt paa vor Dragt, i alt Fald maajeggøre det. Præsten er en gammel Mand, og jeg maa ligne ham saa meget som muligt."
"Det bliver en vanskelig Rolle at spille saa længe. Tror De, De kan gøre det?"
Han saá paa mig med et af sine ejendommelige Smil.
"Der var en Tid," sagde han, "da jeg plejede at være lidt usikker med Hensyn til mine Evner, men siden da har jeg lært mig selv at tro, at naar en Mand bliver enig med sig selv og fatter en Beslutning, saa er der intet i Verden, som han ikke kan gøre. Jo, jeg tror, jeg kan spille den Rolle. De behøver ikke at være bange i den Henseende."
"Jeg er ikke bange," svarede jeg tillidsfuldt, "jeg har den mest ubetingede Tro paa Dem."
"Det glæder mig at høre," sagde Nikola, "og De kommer til at have Brug for den. Men lad os nu gaa til Hvile. Klokken fem maa vi begynde at klæde os paa, og Klokken seks skal jeg undersøge, om Edgehill er rejst til Tientsin."
Saa lagde vi vore Tæpper til rette og strakte os ud paa Gulvet. Mindre end fem Minutter efter sov jeg og drømte, at jeg hjalp Præsten fra Hankow med at bortføre Nikola fra Lamaklostret, til hvilket han havde begivet sig for at anbringe den Stok, Wetherell havde givet ham.
Da jeg vaagnede, hørte jeg Hestehove klapre i Gaarden. Det var højlys Dag, og da jeg saá mig om, opdagede jeg, at Nikola ikke var til Stede; men han kom straks efter.
"Edgehill er taget af Sted," sagde han med et underligt Udtryk i Ansigtet. "Jeg har lige fulgt ham, og jeg tror nok, det vil vare længe, før han prøver at narre Dr. Nikola igen."
Lamaklostret.
"Naa," sagde Nikola, da Lyden af Hestehovene var døet hen, "der er ingen Tid at spilde, lad os klæde os paa."
Jeg fulgte ham ind i Værelset ved Siden af, som, skønt det var noget større end det andet, var endnu tarveligere udstyret. Her laa nogle Dragter, og Nikola valgte to af dem.
"Det første, der maa overvejes," sagde han, medens han satte sig paa en Stol og saá paa mig, "er, at vi maa forandre Formen af vore Forklædninger i næsten hver Enkelthed, Jeg har tænkt meget omhyggeligt paa dette, og, som jeg sagde før, vi maa være ganske forskellige Mænd. Jeg skal være Præsten fra Hankow og De hans Sekretær. Her er Deres Sager; jeg raader Dem til at klæde Dem paa saa hurtigt som muligt."
Jeg tog de Klæder, han viste mig, og gik ind med dem i det andet Værelse. Efter et Kvarters Forløb var jeg ikke Englænder mere. Min Dragt var af den kostbareste Silke og blomstret og broderet paa alle tænkelige Maader; over mine Skuldre laa en graa Kappe af det fineste Væv, min Pisk var meget lang og tyk, medens mine Sandaler og min Hat var efter sidste Mode. Hvis min Rang skulde være blevet bedømt efter mine Klæders Pragtfuldhed og Stoffets Værdi, vilde man have antaget mig for Taotai[5]over en lille Provins eller for Skræder hos en fornem Embedsmand i Hovedstaden. Da jeg var færdig, satte jeg mig ned og ventede paa Nikola.
Kort efter traadte der en høj, mager Kineser ind. Han var vel omtrent halvtredsindstyve Aar gammel. Hans Ansigt var vejrbidt, og han havde et tyndt, daarligt plejet Skæg. Han var ledsaget af en mindre Mand, hvem Alderdommen havde bøjet. Jeg vilde ikke lade mig narre denne Gang, og derfor sagde jeg paa Kinesisk til den Mand, som først traadte ind, og hvis Højde nærmest svarede til Nikolas:
"De har ikke været længe om at gøre Dem i Stand."
"Det vilde være taabeligt at være langsom," svarede han;"vi har meget at gøre," og saa viste han uden flere Ord Vej ned ad Gangen ud til Bagsiden af Huset. Da vi kom ud i Gaarden, fandt vi en fuldstændig Kavalkade rede. Der var adskillige Ponyer, en fem seks beredne Mænd og det dobbelte Antal Tilskuere.
"Et Ord!" sagde jeg til den Mand, jeg antog for Nikola. "Hvilken Rolle skal jeg spille i dette Optog?"
"De tager vist fejl," sagde Manden. "Hvem antager De mig for?"
"For min Herre," svarede jeg.
"Saa er jeg bange for, De har valgt galt," sagde han. "Hvis De vil tale med Dr. Nikola, saa er det ham, der stiger op paa Ponyen dér henne."
Jeg kunde neppe tro mine egne Øjne. Den anden Mand lignede aldeles ikke Nikola. Han var gammel, mager og helt kroget, hans Ansigt havde hundrede Rynker, og hans Øjne laa meget dybt, medens hans Kinder var indfaldne. Hvis det var Nikola, saa kunde han drage hele Kina igennem paa Kryds og tværs uden Frygt for, at man nogensinde skulde tvivle om hans Identitet med en gammel Kineser. Jeg gik lige hen til ham og tiltalte ham som følger, skønt jeg neppe troede, det var muligt, at det var ham:
"Hvis De er Dr. Nikola," sagde jeg, "hvad jeg neppe kan tro, saa beder jeg Dem om at give mig mine Instruktioner."
"Naa, saa De kender mig ikke?" hviskede han. "Det glæder mig; jeg vilde gerne prøve Dem. Jeg tænkte, at hvis De ikke kunde kende mig, saa var det neppe rimeligt, at nogen anden kunde. Deres egen Forklædning er fortræffelig; jeg lykønsker Dem til den. Med Hensyn til Deres Stilling, saa skal det antages, at De er min Sekretær. Men jeg vil give Dem nogle Vink paa Vejen; lad os komme af Sted!"
"Men sig mig først, hvem er den Mand, som jeg antog for Dem?"
"Det er en Mand, som jeg har sendt Bud efter til Tientsin, medens De var syg. Jeg har gjort mig en Del Ulejlighed for at overbevise mig om hans Troskab, saa De behøver ikke at være bange for, at han skal forraade os. Han ledsager os kun til Lamaklostret, og naar han saa har ageret første Mand i mit Følge, forlader han os og vender tilbage til Kysten. Stig saa op paa Deres Hest og lad os komme af Sted!"
Jeg gik hen til min Pony, og da jeg var i Sadlen, red vi langsomt en efter en ud af Porten, ned ad den overfyldte Gade og hen imod Yung-Ho-Kung eller det store Lamatempel. Denneuhyre store Bygning, der har Ord for at være et af de Steder i Kina, der er mest utilgængeligt for Europæere, ligger i Byens Udkant næsten fem engelske Mil fra det Kvarter, i hvilket Edgehills Hus laa.
I Betragtning af det ilde Ry, det har, kan man vel tænke sig min Fornemmelse, da vi kom ridende til den første, store Port. Jeg kunde ikke lade være at grunde paa, hvorledes Skæbnen vilde handle med os, naar vi kom indenfor. Det var jo rimeligt, at jeg aldrig mere skulde se Verden udenfor dets Mure. Det var ikke nogen opmuntrende Tanke, og jeg søgte at jage den paa Flugt ved at se mig omkring.
Underligt nok var de to første Porte paa ingen Maade vanskelige at komme igennem. Med den tredie forholdt det sig anderledes.
Den blev lukket lige for Næsen af os. Vi vidste altsaa, at man havde iagttaget os derinde, men der var ikke Tegn paa, at der var nogen levende Sjæl. Der herskede en uhyggelig Tavshed i den store Bygning, og i nogen Tid hamrede vore Tjenere forgæves paa Døren. Saa viste der sig et ragetHovedved et lille Gitter, og vispurgtesom, hvad vi ønskede.
Om Svaret var tilfredsstillende, kan jeg ikke sige, men da Nikola saá, at Porten ikke blev aabnet, red han frem, bøjede sig forover og hviskede noget. Virkningen var magisk, Porten fløj straks op. Saa kom der en Mand frem og hjalp Nikola med at stige af Hesten. Han gav mig Tegn til at gøre det samme, og jeg steg altsaa af og fulgte ham. Saa nærmede en Tjener sig ham, hilste ham med den største Ærbødighed uden at se paa ham og sagde noget, jeg ikke kunde høre. Nikola vendte sig om mod mig og bad mig om at betale Folkene. Jeg gjorde det, og de vendte straks tilbage til Byen, ad samme Vej, de var komne. Saa henvendte Nikola sig til Munken, som stod og ventede, og sagde, idet han pegede paa mig:
"Dette er min Sekretær. Jeg maa have ham med, saa jeg beder om, at han maa faa Lov til at træde ind med mig." Munken nikkede, og vi gik saa gennem Porten. Da vi var kommet indenfor, gik vi op ad en lang Stentrappe og kom til en Gaard, der var omgivet af en Mængde smaa Stenværelser, der lignede Celler. I Midten stod en uhyre stor Træstatue af Buddha, som straks tiltrak sig éns Opmærksomhed. Den var mindst halvtredsindstyve Fod høj og bedækket med en Mængde Ornamenter. I hver Haand holdt den en stor Blomst, der lignede en Lotusblomst. Paa Hovedet havde den en Guldkrone, og i hvert Bladaf denne kunde man skelne et mindre Billede, der fremstillede det store i alle Enkeltheder.
Oven over de Celler, jeg lige har beskrevet, var der en Række Gallerier, til hvilke man kom ad en Trappe fra Gaarden, og oven over dem hævede der sig Tag efter Tag og Taarn efter Taarn. Fra denne Terrasse, hvis man kan kalde den saaledes, gik vi videre til en anden, som blev bevogtet af to prægtige Bronceløver. Vi kom gennem mange Templer, der alle var dekorerede med kinesiske Tæpper, for ikke at tale om Prydelser af Guld, Sølv, Elfenben, Bronce og Emaille, og til sidst kom vi til et, hvor vi blev anmodet om at vente, medens vor Fører, der øjensynlig havde en høj Rang, gik sin Vej for at søge Ypperstepræsten.
Vi var næsten alene i tyve Minutter. Der var ganske overordentlig uhyggeligt. Vinden, som kom ind af Vinduerne paa begge Sider, fik de lange Silkegardiner til at rasle. Der var en utaalelig Duft af Røgelsepinde. Og saa havde vi jo oven i Købet Bevidstheden om, at vi var Bedragere, og at vort Liv afhang af vor Kløgt og Aandsnærværelse. Hvis Templets Beboere kun fattede mindste Gnist af Mistanke, kunde vi anse os for Dødsens. I en saadan uhyre stor Bygning, der ikke blev besøgt af Udlændinge og neppe en Gang var afhængig af Kejseren af Kina, hvis det kunde nytte os noget, vilde Efterretningen om vor Død ikke vække megen Interesse. Vi vilde være lige saa fuldstændig fortabte som Sæbebobler, der stiger majestætisk frem af et Barns Kridtpibe for at briste og blive til ingen Ting, naar de kommer op i Luften.
Da de tyve Minutter var gaaet, hørte jeg Lyden af sandal-beklædte Fødders Trin paa Stentrappen i den fjerneste Del af Hallen. Et Øjeblik efter viste der sig tre Skikkelser, af hvilke de to førte en tredie mellem sig. De to var Mænd i deres bedste Alder, den tredie maatte være mindst firsindstyve Aar gammel. Et Blik var tilstrækkeligt til at vise mig, at han ikke var ren Mongoler, men sandsynligvis havde tibetansk Blod i sine Aarer. Baade han og hans Munke var iførte de buddhistiske Præsters sædvanlige grove Dragter, og deres Hoveder var lige saa fri for Haar som en Billardkugle.
Da de unge Mænd havde ført den Gamle ned ad Trappen, lod de ham staa der og trak sig tilbage. Saa gjorde vi den Opdagelse, at Ypperstepræsten i Lamaklostret foruden at være gammel og svag næsten var blind. Han stod ganske stille et Øjeblik efter, at han var kommen ind. Det var en underlig rystendeSkikkelse, klædt i en skidengul Dragt. Endelig kom han med udstrakte Hænder henimod det Sted, hvor vi stod.
"Sig mig, hvem I er," sagde han, "og hvorfor I saaledes anmoder om vor Gæstfrihed."
Han talte med høj, bævende Stemme. Det lød mere, som om det var en Kvinde end en Mand, der talte.
"Jeg er Præst ved Templet i Hankow," sagde Nikola alvorligt; "og jeg er her af Grunde, der er bedst kendte af dem, som kaldte mig."
"Hvis det er rigtigt, hvad du siger, hvorledes skal jeg saa kende dig?"
"Véd Maanen ikke mere, at der er smaa Stjerner til?" spurgte Nikola, idet han talte med en saa fuldendt Akcent, at ingen levende Kineser kunde have overtruffet ham.
"Jo, men Dagningen gør alt lige," svarede den gamle Mand. "Hvis du er den, vi har ventet i de sidste tre Uger, saa er der andre Midler, ved hvilke du kan overbevise os om Sandheden af det, du siger."
Nikola lod Haanden glide ind under sin Kjortel og trak den lille Stok, han havde fravristet Wetherell, op af Lommen og rakte den til den gamle Mand. Denne havde aldrig saa snart modtaget den og ladet Fingrene løbe hen over de kinesiske Tegn, der var graverede paa den, før hans hele Adfærd ganske forandredes. Han faldt paa Knæ og kyssede Sømmen paa Nikolas Kjortel.
"Det er tilstrækkeligt! Jeg er overbevist om, at min høje Herre er én af dem, der er Herre over Liv og Død. Hvis min høje Herre vil følge sin Tjener, skal der blive sørget for hans Bekvemmelighed."
Medens han talte, famlede han sig frem henimod Trappen, ad hvilken han var kommet ind i Hallen. Nikola gav mig Tegn til at følge, og vi gik saa op til et Værelse oven over. Paa Vejen kunde jeg ikke lade være med at lægge Mærke til Bygningens Soliditet; den kunde med største Lethed have trodset en Belejring; for Murene var mange Steder to Fod tykke, ja, undertiden næsten tre Fod.
Trappen førte os til en lang Gang, og paa begge Sider af denne var der smaa Værelser eller Celler. Saa kom vi til en anden Trappe, som førte til Bygningens højeste Etage. For Enden af en lang Korridor var der en lille Forstue behængt med mørktfarvet Silketøj paa samme Maade, som jeg havde set i den store Hal nedenunder. Derfra kom vi ind i et Værelse, der var næsten dobbelt saa stort, med tre snævre Vinduer. Fradet ene af disse opdagede jeg senere, at der var en smuk Udsigt over Byen Peking.
Da vi var komne indenfor, forsikrede Ypperstepræsten os med sin bævende Stemme, at alt, hvad vi fandt i hans ydmyge Bolig, stod til vor Raadighed, og at vi skulde betragte hans Værelser som vort Hjem, medens vi opholdt os i Klostret. Saa udtrykte han endnu en Gang sin dybe Ærbødighed og forlod os, sandsynligvis for at sørge for, at der blev tilberedt et Maaltid til os. Saa snart Lyden af hans Fodtrin døde hen, sprang Nikola op.
"For saa vidt er det godt," udbrød han. "De ser, han har ikke Mistanke til os; vi har spillet vore Roller fuldkomment. Hvis jeg blot i Morgen kan bringe ham i en passende Stemning, saa faar jeg i en Haandevending Resten af de Oplysninger, jeg ønsker."
Største Del af den Dag morede vi os med at vandre omkring i Bygningen; vi gik langsomt og med nedslagne Øjne, naar vi mødte nogen af Munkene, og hilste de forskellige Altre med den dybeste Ærbødighed; i det hele søgte vi, saa vidt det stod i vor Magt, at gøre Indtryk af, at vi ingen Ligemænd havde, naar det kom an paa at bekende Troen. Klokken fem tog vi Del i den sædvanlige Aftengudstjeneste, der holdtes i den store Hal, og saá for første Gang Munkene samlede. Jeg kan uden Overdrivelse sige, at jeg aldrig nogensinde har set en elendigere Forsamling. Det var Folk af alle Aldre og af alle Klasser, men, saa vidt jeg kunde se, var der ikke et eneste Ansigt, som ikke tydede paa, at dets Ejer vadede i et Morads af Sanselighed og Forbrydelse. Jeg tror i det hele taget ikke, at man kunde finde noget mere skurkagtigt Rak i hele Asien. Jeg kunde heller ikke lade være at tænke paa, hvordan det vilde gaa os, hvis vor Hemmelighed blev opdaget, og vi blev nødt til at løbe Spidsrod mellem disse Mennesker. Gudstjenesten var ikke lang, og lidt efter en halv Time var vi tilbage i vore Værelser igen. Saa blev Nikola kaldt til et Møde hos Ypperstepræsten, og medens han var borte, gik jeg ned og drev omkring i Gaardene.
Det var Nadvertid, og de Munke, der allerede havde spist, drev omkring og røg og snakkede om Dagens Begivenheder. Hvad de mente om min Nærværelse, kunde jeg ikke faa at vide, men af en eller to Bemærkninger, som jeg hørte, slog det mig, at man ikke betragtede mig med stor Velvilje.
I en af Gaardene — det var den, hvor vi havde lagt Mærke til den store Buddhastatue — var der en Brønd, og paa dens Kant sad der en halv Snes Mænd. Med deres brogede Klæder, de ragedeHoveder og mærkeligt formede Piber dannede de i den nedgaaende Sols Skær en meget malerisk Gruppe. Jeg gik hen imod dem, hilste paa dem og satte mig paa en Plads, der lige var blevet ledig.
En af de tilstedeværende var en udmærket Fortæller, og han var midt i en vidtløftig Historie, der var rig paa Guder, Djævle, dydige Mænd og ærværdige Forfædre, da jeg satte mig ned for at høre efter. Da han havde endt, gav jeg kraftigt mit Bifald til Kende, og da jeg ønskede at indsmigre mig hos Selskabet, begyndte jeg selv at fortælle en Historie. Den blev heldigvis modtaget med megen Velvilje, men jeg kunde ikke undgaa at lægge Mærke til, at den foregaaende Fortæller slet ikke syntes om den Lykke, jeg gjorde. Han havde iagttaget mig lige fra det Øjeblik, jeg sluttede mig til Kredsen, og medens jeg fortalte, slog det mig, at hans Interesse for mig blev større og større. Saa fo'r det igennem mig som et Lyn: jeg havde set ham før! Da dette gik op for mig, følte jeg Angstens Sved paa Panden, min Stemme kom til at ryste af Sindsbevægelse, og medens jeg begyndte at tænke paa, hvad jeg skulde gøre, tabte jeg Traaden i min Fortælling. Jeg saá, at mine Tilhørere betragtede mig overrasket, og der kom et ondskabsfuldt tilfredst Udtryk i min Medbejlers Ansigt. Jeg søgte at fatte mig saa godt som muligt og at blive ved, som om der ikke var noget usædvanligt paa Færde, men det var for sent; jeg havde vakt Mistanke, og af en eller anden Grund var Mændene komne til den Slutning, at alt ikke var, som det burde være. Jeg behøver ikke at sige, hvor bittert jeg angrede, at jeg havde sluttet mig til denne Kreds. Men det var jo ikke til nogen Nytte, saa et Øjeblik efter undskyldte jeg mig og vendte tilbage til de Værelser, som Dr. Nikola og jeg havde faaet anvist. Heldigvis var han alene, men da jeg ikke kunde vide, om der ikke var nogen i Nærheden, talte jeg ikke straks til ham, men satte mig ned ved Døren og ventede paa, at han skulde sige noget. Det gjorde han ogsaa meget snart.
"Jeg har savnet Dem," sagde han lidt skarpt. "Hvad har De gjort i den Time, der nu er forløben?"
"Jeg har vandret omkring i Bygningen," svarede jeg, "og samtidig opdaget noget, der er alt andet end behageligt."
"Hvad mener De?" spurgte han, og hans Øjne funklede som en Slanges.
"Jeg mener, at der er en Mand i dette Kloster, som jeg har truffet før," sagde jeg, "og det under meget ubehagelige Omstændigheder."
"Tror De da, han har genkendt Dem?"
"Jeg haaber det ikke," svarede jeg, "men jeg er bange for det."
"Hvor har De truffet ham, og hvad var det for ubehagelige Omstændigheder?"
"Det var i Kanton," svarede jeg; "dette Menneske prøvede paa at gøre Indbrud i mit Hus, men jeg greb ham i rette Tid, og under den paafølgende Kamp stak han mig i Haandledet. Jeg bærer Mærket af det den Dag i Dag. Se selv! Han vilde være blevet henrettet, hvis ikke den Dommer, som skulde afgøre Sagen, havde næret personligt Nag til mig og ladet ham slippe."
"Lad mig se Arret," sagde Nikola.
Jeg rakte ham min venstre Haand og smøgede Ærmet op, for at han kunde se bedre; lidt ovenfor Haandledet var der et langt Ar. Nikola stirrede opmærksomt paa det.
"Det er en alvorlig Sag," sagde han. "De maa være meget forsigtig, ellers meddeler denne Mand Ypperstepræsten sin Opdagelse, og saa er vi i en nydelig Fælde. De maa i Fremtiden vænne Dem til at gaa med Hænderne foldede under Ærmet, og passe paa, hvem det er, De har ved Siden af Dem."
"Jeg skal huske det," svarede jeg. I samme Øjeblik drønede de store Gongonger, der kaldte Munkene til Dagens sidste Gudstjeneste. Da vi var bestemte paa at vise al mulig religiøs Iver, gik vi ned i den store Hal, der var fuld af Munke. Nikola tog i Kraft af sin fremragende Stilling Plads ved Siden af Ypperstepræsten. Jeg var i Nærheden af den vestlige Mur og omgivet af en Flok af de allermodbydeligste og nederdrægtigste Skurke, som man kunde tænke sig. Først lagde jeg ikke videre Mærke til dem, men da en Munk kom til og banede sig Vej hen til mig, blev min Mistanke vakt. Det varede ikke længe, før den blev bestyrket. Manden ved Siden af mig var den Fyr, som havde set paa mig paa saadan en underlig Maade nede ved Brønden. Men selv om han genkendte mig, viste han ikke mindste Tegn til det. Under Gudstjenesten var han fuldstændig optaget af sine Andagtsøvelser, vendte ikke Ansigtet hverken til højre eller venstre, det var ikke, før vi var ved at rejse os op, at han viste sig i sit sande Lys. Thi i samme Øjeblik jeg rejste mig op fra min knælende Stilling, tumlede han om imod mig med en saadan Kraft, at jeg styrtede om paa Gulvet. Saa sprang han frem med Lynets Fart, greb mig i Armen, rev mit Ærme tilbage og saá paa Arret paa mit Haandled. Medens han gjorde dette, udstødte han et lille triumferende Skrig. Jeg laa et Øjeblik ganske stille, alt for optaget og rædselsslagen over, hvad der var sket, til at sige eller gøre noget, og dog vidste jeg, at vi var ødelagte, hvis jeg ikke handlede rask.
Hallen var næsten halvt tom nu. Jeg kunde se Nikola staa paa den anden Side og tale alvorligt med Ypperstepræsten. At afbryde ham vilde være Helligbrøde, saa efter at jeg havde rejst mig, og Manden havde forladt mig og var ilet ud efter de andre, stod jeg lidt i Afstand og ventede paa, at han skulde lægge Mærke til mig. Saa snart han saá hen i den Retning, hvor jeg var, lagde jeg tre Fingre paa Panden, et Tegn, som vi var blevne enige om at bruge, naar nogen Fare truede os, og det var nødvendigt at handle hurtigt. Han saá, hvad jeg mente, og et Øjeblik efter gjorde han en Undskyldning, sagde Godnat til Ypperstepræsten, gav mig Tegn til at følge sig og trak sig tilbage til sit Sovekammer.
Saa snart vi havde naaet det, vendte han sig hurtigt om imod mig, medens hans Øjne flammede af Sindsbevægelse.
"Hvad nyt har De at fortælle mig?" spurgte han.
"Kun det, at jeg er opdaget," svarede jeg. "Medens vi var ved Gudstjenesten dernede, trængte den Mand, som jeg havde Mistanke til, sig frem ved Siden af mig. Jeg var forsigtig nok til at holde mine Hænder under Ærmerne, for at han ikke skulde se Arret, jeg kunde jo ikke gaa min Vej, og da Gudstjenesten var forbi, smigrede jeg mig med, at jeg havde narret ham, men han var lige saa klog som jeg, og i det Øjeblik, da jeg rejste mig, stødte han til mig og rev mig om paa Gulvet. Jeg strakte naturligvis uvilkaarligt Hænderne ud, men saa greb han mig om Haandledet."
I nogle Minutter talte Nikola ikke; han gik op og ned i Værelset som en Tiger i sit Bur.
"Det vil bringe os i en slem Forlegenhed," sagde han tilsidst, "og en eneste Fejltagelse vil ødelægge det hele. Han gaar nu lige til Ypperstepræsten for at meddele ham sin Opdagelse, og saa kommer denne til mig, og jeg bliver nødt til at sende Bud efter Dem. Man opdager, at De er en forklædt Englænder, og saa snart det er opdaget, vil vi se deres Knive glimte. Dette er sket paa en højst uheldig Tid; hvis alt var gaaet godt, saa vilde jeg i Morgen tidlig have faaet de Meddelelser, som jeg ønskede; han vilde have sagt mig det Ord, der kan skaffe os Adgang til Klostret i Bjergene, og vi kunde have forladt dette Sted i Fred og Ro. Men det kan ikke nytte at spilde Tiden med at tale om, hvad der kunde have fundet Sted. Jeg maa finde paa en Plan til at frelse os, og det straks. Det er bedst, De gaar ind i det indre Værelse og lader mig være alene."
Medens han talte, hørte jeg Lyden af Fodtrin paa Trappen. Jeg skyndte mig ind i det indre Værelse og trak det tunge Tæppefor Døren. Et Øjeblik senere traadte Ypperstepræsten ind i Værelset, ledsaget af to eller tre af de øverste Munke og den Mand, som havde opdaget mig. Jeg kigede gennem et Hul i Forhænget og saá, at Nikola var faldet paa Knæ og syntes optaget af sin Andagt. Da Ypperstepræsten og hans Folk saá dette stod de stille. Nikola skyndte sig ikke, men lod dem vente i mindst ti Minutter, saa rejste han sig og vendte sig hen imod dem.
"Hvad betyder dette?" spurgte han strengt, "og hvad skal denne Pøbel her inde i mit Værelse? Gaa jer Vej!"
Han gjorde en Bevægelse med Haanden, og de gik, men ikke meget villigt.
"Naa, min Fader," sagde han til Ypperstepræsten, som havde set paa hans Adfærd med temmelig stor Overraskelse, "hvad er det, du kræver af mig?"
"Min høje Herre," svarede Manden; "du maa ikke være vred paa din Tjener. Det er utvivlsomt en Fejltagelse, men den vil snart blive oplyst. Jeg kommer til dig, fordi en ung Præst har forsikret mig, at den Mand, som du kalder din Sekretær, ikke er nogen Kineser, men en vis barbarisk Englænder, der bærer det hedenske Navn Bruce. Jeg kan ikke tro, at det er Tilfældet. Hvor længe har min høje Herre kendt den Mand?"
"Det er urimeligt, at jeg skal udspørges paa denne Maade," begyndte Nikola vredt. "Hvis Manden var det, du siger, hvad kom det saa dig eller nogen anden ved? Og dog, jeg vil svare, for at der ikke skal opstaa nogen Misforstaaelse. Hvad din Tjener siger, er Usandhed. Manden er lige saa sikkert en Landsmand af dig som Kejseren selv. Der er Ondskab i denne Anklage, og den skal undersøges og gendrives. Lad os afgøre Sagen saaledes: Hvis det er, som du siger, saa vil jeg i Morgen tidlig have den Hund jaget ud, og han skal bøde med sit barbariske Liv for sin Falskhed. Hvis ikke, saa vil jeg rive Tungen ud paa denne Løgner, din Præst. I Aften har jeg min Andagt at forrette, og jeg er træt, saa lad det blive afgjort imellem os i den store Hal i Morgen tidlig."
"Det skal være, som du siger," sagde den gamle; "lad der ikke være haarde Ord imellem os, min høje Herre. Hav ingen Frygt; hvis Manden er det, du siger, da skal min Tjener bøde for det."
Efter at have sagt dette bukkede han for Nikola og forlod Værelset. Saa snart Lyden af hans Fodtrin var døet hen paa Stentrinene, kom Nikola ind til mig.
"De er borte," sagde han; "nu er det, vi skal finde ud af denne Vanskelighed."
"Det er umuligt," svarede jeg.
"Intet er umuligt," sagde Nikola. "Jeg hader det Ord. Vi har mindst seks Timer foran os, i hvilke vi kan udrette noget, og hvis vi vil frelse vort Liv, gør vi bedst i at spekulere og blive enige med os selv om, hvad dette noget skal være."
En spændende Nat i Lamatemplet.
"Der er to Ting, vi stadig maa erindre," sagde Nikola; "den første, at De ikke er Kineser, og den anden, at hvis De træder frem for Ypperstepræsten i Morgen tidlig og agerer Kineser, saa vil han sikkert opdage Dem, og saa bliver vi ødelagte fuldstændigt. Hvis De løber bort, er det bedst, at jeg ogsaa løber; for hvad kan det nytte, at jeg saa bliver? Men det vil jeg dog ikke gøre. Det har kostet mig mange Aars Anstrengelser for ikke at tale om adskillige Tusind engelske Guldstykker at naa saa vidt, som jeg nu er kommen, og ske hvad der vil, jeg vender ikke tilbage."
"Men paa hvilken Maade skal vi komme ud af denne Vanskelighed?" spurgte jeg nedslaaet. "Hvis jeg ikke kan træde frem for dem og trodse Sagen igennem og heller ikke kan blive borte af Frygt for at bestyrke, hvad de allerede har Mistanke om, og jeg ikke kan forlade Klostret uden at gøre Dem mistænkt, saa maa jeg tilstaa, at jeg ikke indser, hvad der er at gøre. Jeg antager, at der ikke kan være Tale om at bestikke Manden til at tage sin Anklage tilbage?"
"Nej, det er der ikke Tale om," sagde Nikola med Overbevisning, "saa vilde vort Liv simpelthen afhænge af hans Fortolkning af Tro og Love. De burde dog vide, hvor megen Tillid vi kan have til ham."
"Men kan vi ikke tvinge ham til at løbe sin Vej, saa de tror, at det er en falsk Beskyldning, han har rejst imod mig, og at han ikke har turdet tage Følgerne?"
"Det er heller ikke muligt!" sagde Nikola. "Saa vilde han handle med os, og naar vi ikke vilde opfylde alle hans Fordringer, vilde han hævne sig paa os og forraade os, og saa kom det jo bare an paa, hvem der kunde holde længst ud. Nej, overlad det hellere til mig at spekulere paa, hvad der er at gøre."
Det gjorde jeg saa, og jeg kunde i en halv Time høre hamspadsere op og ned i sit Værelse. Jeg afbrød og forstyrrede ham ikke i den Tid. Endelig kom han da ind til mig igen.
"Nu tror jeg, at jeg ser en Udvej," sagde han. "Men naar det kommer til Stykket, saa er den næsten lige saa desperat som de andre Udveje, vi har tænkt paa. Det er Dem, der skal handle, og hvis det gaar galt — naa, saa Gud naade os begge to. De har frelst mit Liv en Gang før, og jeg vil nu betro det til Dem, men husk, at hvis De ikke udfører min Plan nøjagtigt, som jeg siger, saa vil De aldrig se mig levende igen. Pas nu godt paa, hvad jeg siger, og prøv paa at huske alt, hvad jeg meddeler Dem. Det er snart Midnat, Gongongen til den første Morgengudstjeneste vil lyde Klokken halv seks, men det er Daggry en Time før. Jeg maa, hvordan det saa end gaar, have Dem bort herfra inden et Kvarter, og selv om De skal stjæle en Hest, maa De være i Peking før halv to. Naar De er dér, saa maa De finde Yoo Laoyehs Hus; han bor i den bageste Del af Legationsgaden i Nærheden af Tartarbyens Hovedport."
"Men hvordan i al Verden skal jeg komme ind i Byen?" spurgte jeg forbavset over, at han kunde have glemt det, som jeg syntes var en meget haabløs Skranke, nemlig Muren. "Portene bliver lukkede ved Solnedgang og aabnes ikke før Solopgang."
"De maa klatre over Muren," svarede han.
"Men det véd De godt er ganske umuligt," sagde jeg.
"Aldeles ikke," svarede han. "Jeg skal sige Dem et Sted, hvor det godt kan lade sig gøre. Kan De huske den Bastion, hvor De friede til Frøken Medwin?"
"Ja, det kan jeg rigtignok," svarede jeg med et Smil. "Men hvor véd De det?"
"Kære Ven, jeg var kun et Par Hundrede Fod fra Dem hele Tiden. Nej, De behøver ikke at se saadan paa mig, det var ikke for at udspionere Dem. Efter den store Napoleons Vis holder jeg af at være forberedt paa ethvert Nødstilfælde, og da jeg tænkte, at jeg en Dag kunde ønske at komme ind i Byen, naar Portene var lukkede, benyttede jeg min ledige Tid til at undersøge Muren lidt. De ser, hvor nyttigt dette tilfældige Besøg viser sig at være. Naa, to Bastioner fra det Sted, hvor De sad, er Stenene større og mere ujævne end noget andet Sted paa hele den Side af Byen. Jeg har faaet at vide, at tre Mænd plejer at klatre op over denne Del af Fæstningsvoldene og har gjort det i de sidste tre Aar mellem Midnat og Solopgang; de smugler Varer ind i Byen for at undgaa at betale den Indførselstold, der, som De véd, hæves om Dagen. Naar De er kommet over Muren, ser De en Skildvagtstaa paa den anden Side. Ham kan De give tre Taels og sig saa til ham, at De har i Sinde at vende tilbage om en Time og at De vil give ham det samme Beløb for at faa Lov til at slippe ud igen. Naar De er kommet forbi Skildvagten, gaar De ind i Byen, finder Yoo Laoyeh og lader ham vide den Forlegenhed, vi er i. De kan love ham hundrede Pund kontant, hvis han gaar ind paa Deres Forslag, og De maa bringe ham med tilbage, enten han vil eller ikke, saa hurtig De kan. Jeg skal møde Dem ved den sydlige Port. Bank fire Gange og host saa; det skal være Signalet, og saa snart jeg hører det, aabner jeg Porten. Alt, hvad der maa besørges indenfor Klostret, skal jeg gøre, men De maa gøre det, der skal foretages udenfor. Lad os saa komme af Sted og se, hvordan jeg kan faa Dem ud."
Vi forlod Værelset sammen, gik ned ad Trappen, kom gennem Forstuen og traadte ud i en stor Hal. Vinden, der, som jeg allerede har sagt, kom ind ad de snevre Vinduer paa begge Sider, fik de lange Forhæng til at rasle, saa man skulde tro, Hallen var befolket med tusind silkeklædte Spøgelser. Nikola gik hurtigt gennem den og ud af den sydlige Dør. Jeg fulgte tæt i Hælene paa ham, og vi kom ubemærkede gennem den store Gaard, idet vi holdt os i Bygningens Skygge, indtil vi naaede den første Port. Heldigvis for os var denne ogsaa ubevogtet, men vi kunde høre, at Munken, som burde have holdt Vagt, laa og snorkede fredeligt i Værelset ved Siden af. Vi skød den vældige Slaa til Side, aabnede roligt Porten, slap igennem, gik over en Græsplet og skyndte os til den ydre Mur. Men lige da vi var ved at dreje om det Hjørne, der skilte os fra den, fik en pludselig Lyd af Stemmer os til at tøve.
"Denne Vej!" hviskede Nikola, idet han greb mig om Haandledet og trak mig til venstre. "Jeg kan finde en anden Udgang; jeg lagde i Gaar Mærke til, at der voksede et stort Træ ved Muren."
Vi forlod Midterporten og drejede til venstre, som jeg har sagt, og saa gik vi langs med den Mur, som vi skulde over, til vi naaede et stort Træ, hvis højeste Grene hvælvede sig langt ud over Muren.
"Det er et godt Sted," sagde Nikola og standsede. "De maa op i Træet og krybe langs med Grenene, til De kommer hen til Muren; saa maa De fire Dem ned paa den anden Side og skynde Dem til Byen saa hurtigt De kan. Farvel og god Lykke!"
Jeg trykkede ham i Haanden, fik fat i en Gren og klatrede op. Hidtil havde det syntes mig, som om jeg optraadte i en vidunderlig, levende Drøm. Men Træets ujævne Bark bragte mig snart tilBevidsthed om Virkeligheden. Jeg klatrede, til jeg kom i lige Linie med Muren; saa valgte jeg en tyk Gren og krøb langs med den, til jeg stod paa det solide Murværk. Da jeg var dér, manglede der kun et Spring paa omtrent seks Alen, for at jeg kunde være fri. Jeg hviskede Farvel til Nikola, som stod og iagttog mig, lænede mig ud over Muren, saa langt jeg kunde, greb saa fat i Murkanten med begge Hænder og lod mig falde.
Da jeg stod paa Jorden, løb jeg over et aabent Rum hen imod en Gruppe Smaahuse. Der var en Indhegning ved et af dem; jeg kunde dunkelt skimte, at der var nogle løse Ponyer derinde, jeg vidste, at hvis jeg kunde sikre mig en af dem og finde Sadel og Bidsel i dens Ejermands Bolig, saa kunde jeg være i Peking i mindre end en Time, og jeg besluttede at gøre Forsøget.
Jeg krøb saa hen til det nærmeste af Husene og gik hen til Døren; jeg kunde høre Beboernes Snorken derinde. Der brændte en Røgelsepind foran et Gudebillede i Nærheden, og skønt den næsten var udbrændt, da jeg tog den, gav den mig dog tilstrækkeligt Lys til at se mig om. Et Øjeblik senere havde jeg en Sadel og et Bidsel, som hang paa en Krog, og var ude blandt Ponyerne igen.
Jeg sikrede mig et af Dyrene, sadlede det, og saa snart jeg havde gjort det, steg jeg til Hest og fo'r hen imod Peking. Natten var mørk, men Vejen var ligefrem. Det lille Dyr var mere end villigt, og da jeg ikke skaanede det, var jeg paa mindre end tre Kvarter fra den Tid, jeg havde sagt Farvel til Nikola, ved Byens store Mur og steg af.
Jeg fandt et passende Sted og bandt min Pony fast til et Træ, og da jeg saa havde sikret mig, at den kunde være der, naar jeg kom tilbage, ilede jeg langs med Muren, til jeg kom til det Sted, Nikola havde omtalt.
Da jeg naaede det, blæste der en let Vind hen over Sletten og sendte Støvskyer hen imod mig; det var den eneste Lyd, der afbrød Nattens Stilhed. Jeg overbeviste mig om, at jeg ikke blev iagttaget, og at jeg havde valgt det rette Sted, og begyndte saa at klatre. Det var ingen let Opgave. Stenene var store og ujævne, undertiden fik jeg godt fat, men i mange Tilfælde maatte jeg bogstavelig talt klynge mig fast med Neglene; det var næsten for meget for mine Kræfter, og da jeg havde klatret fem Minutter og der var endnu lige meget af Muren tilbage oven over mig, begyndte jeg at mistvivle om, at jeg nogensinde kunde naa Toppen. Men jeg havde ikke Lov til at opgive det. Jeg huskede paa, hvor meget der afhang af, at jeg kom ind til Byen, og jeg krøb fremad med Besvær og naaede da tilsidst Toppen. Da jeg kom derop,kunde jeg se Byen ligge paa den anden Side. Lidt til venstre for det Sted, hvor jeg stod, var den Plet, der for stedse var hellig i mine Øjne, det Sted, hvor jeg havde friet til og faaet Ja af min elskede, og til højre var det Kvarter af Byen, hvor hun efter al Sandsynlighed i dette Øjeblik laa og sov og forhaabentlig drømte om mig. Saa snart jeg fik mit Vejr igen, gik jeg over Muren og steg ned ad Trinene paa den anden Side.
Jeg var neppe kommet ned, før en Mand traadte frem af en mørk Krog og standsede mig; i Halvmørket kunde jeg se, at det var en kinesisk Soldat, der var bevæbnet med et langt Spyd.
Som Svar paa hans Spørgsmaal sagde jeg hviskende, at jeg var en Ven, og trykkede de Penge, Nikola havde givet mig, i hans ikke uvillige Hænder, og da han forbavset over min Gavmildhed trak sig tilbage, ilede jeg forbi ham og fo'r ned ad den nærmeste Gade.
Fra det Sted, hvor jeg havde passeret Skildvagten, til den Gade, hvor Laoyeh boede, var der omtrent en halv engelsk Mil, og for at naa den hurtigt, maatte jeg passere Benfleets Bolig. Man kan tænke sig, hvilke Tanker der optog min Hjerne, medens jeg stod i den stille Gade og betragtede Huset. Under dets Tag sov den Kvinde, som var alt i Verden for mig. Jeg vilde have givet alt, hvad jeg ejede, for fem Minutters Samtale med hende, men da det var umuligt, vendte jeg mig om og gik gennem et Stræde ind i den Gade, jeg skulde finde. Huset var ikke stort, og ved første Øjekast gjorde det ikke noget meget heldigt Indtryk. Men det var jo lige meget, hvordan Huset saá ud, naar jeg blot fandt den Mand, jeg vilde træffe. Jeg bankede paa Døren, som var stænget, men fik intet Svar i flere Minutter. Jeg begyndte at spekulere paa, hvorledes jeg skulde tiltrække mig Beboernes Opmærksomhed, da jeg endelig hørte Trin af bare Fødder i Stenkorridoren; efter megen Famlen blev Døren aabnet, og en Mand viste sig. Et Blik sagde mig, at det ikke var den Person, jeg søgte. Jeg spurgte, om Laoyeh var hjemme, men af det Svar, jeg fik, opfattede jeg, at han var gaaet ud tidligere paa Aftenen, og at han sandsynligvis var i et Hus i Nærheden og spillede Hasard.
Jeg spurgte Manden, om han ikke kunde føre mig hen til ham og tilbød ham gode Drikkepenge for at gøre det. Saa førte han mig straks ud paa Gaden, ned ad et Stræde, op ad et andet, indtil vi standsede ved et af de største Huse i dette Kvarter. Min Fører var øjensynlig godt kendt, og da Døren blev aabnet, prøvede Dørvogteren ikke paa at hindre os i at gaa ind, men lod os roligt gaa ind i et ret stort Værelse, der vendte ud tilGaarden. Her var ikke mindre end tredive Kinesere travlt optagne af deres Yndlingstidsfordriv, at spille Hasard, men skønt vi undersøgte hvert enkelt Ansigt, kunde vi ikke se den Mand, vi søgte, iblandt dem. Saa snart jeg var overbevist om denne Kendsgerning, forlod vi Værelset og gik ind i et andet, hvor man ogsaa spillede. Men vi blev atter skuffede; Laoyeh var heller ikke dér.
Min Fører, der var meget begærlig efter at tjene nogle flere Drikkeskillinger, udspurgte en af de spillende, som huskede, at han havde set vor Mand for omtrent en Time siden; han troede, at han den Gang var gaaet ind i det Værelse, vi først havde besøgt. Vi vendte tilbage og spurgte os for dér, men fik kun at vide, at man havde set ham forlade Huset omtrent en halv Time, før vi kom.
"Vær ikke bange, jeg skal nok finde ham," sagde min Ledsager, og vi gik saa ned ad Korridoren igen, passerede Dørvogteren og kom ud paa Gaden. Saa gav vi os til at lede igen, først i et Hus og saa i et andet, og til sidst endte vi i en Opiumshule lidt bag ved den engelske Legation. Det yderste Værelse, det, der var nærmest ved Gaden, var fuldt af Kunder, men vor Mand var ikke imellem dem. Det inderste Værelse var ikke saa overfyldt, og her opdagede vi da endelig den Mand, vi søgte. Men der var det ubehagelige ved det, at han havde røget sit sædvanlige Antal Piber og nu laa i en dyb Søvn.
Klokken var næsten to, og jeg turde ikke blive længere i Byen end en Time endnu. Samtidig maatte det være meget taabeligt, ja farligt, at prøve paa at tage af Sted med en Mand, der var i den Tilstand. Hvis han ikke gjorde noget værre, vilde han sandsynligvis falde ned fra Muren og knække Halsen, og saa maatte jeg enten lade ham ligge der eller blive og udsætte mig for ubehagelige Spørgsmaal. Men hvad der nu end skete, jeg vidste, at jeg maatte skaffe ham ud af dette Hus saa hurtigt som muligt og faa ham hen til et Sted, hvor jeg kunde prøve paa at vække ham. Jeg sagde dette til den Mand, som havde fundet ham for mig, og ved fælles Anstrengelser fik vi ham paa Benene, tog ham hver under sin Arm og førte ham til hans Hjem. Da vi naaede det, var han nogenlunde kommet sig efter Opiumsrusens Virkning. Saa brugte vi alle Midler, vi kendte, for at faa ham fuldstændig vækket, og Klokken halv tre var vi komne saa vidt, at jeg tænkte, jeg kunde begive mig paa Tilbagevejen med ham.
"Men hvad forlanger Deres Excellence af mig?" spurgteLaoyeh, som endnu var lidt bedøvet, skønt han heldigvis ikke var saa meget fra sine Sanser, at han ikke genkendte mig.
"Du skal komme med mig," svarede jeg, idet jeg, før jeg talte, passede paa, at den anden Mand var et godt Stykke udenfor Hørevidde. "Nikola er i Lamatemplet og venter dig. Du kan tjene hundrede Pund Sterling — hvorledes, skal jeg sige dig paa Vejen."
Saa snart han hørte Nikolas Navn og Belønningens Beløb, syntes han at blive sig selv igen. Vi forlod altsaa Huset og begav os af Sted til den Del af Muren, hvor jeg var steget ned i Byen. Den samme Soldat var endnu paa Vagt, og da jeg havde lagt de Penge, jeg havde lovet ham, i hans Haand, lod han os straks passere. Tyve Minutter efter at vi havde forladt Laoyehs Hus, var vi rede til at stige ned paa den anden Side af Muren.
Hvis det havde været vanskeligt at komme op, saa opdagede jeg, at det var dobbelt saa vanskeligt at stige ned. Natten var meget mørk, og det var omtrent umuligt at se en Fod for sig. De Revner og Ujevnheder, som skulde agere Hvilesteder for vore Fødder, syntes det næsten umuligt at finde, og jeg var henrykt, da dette Arbejde var overstaaet og vi var komne sikkert ned paa den faste Jord.
For saa vidt var mit Besøg i Byen overordentlig heldigt. Men Tiden ilede, og vi havde endnu den lange Vej ud til Klostret. Jeg gik hen til det Sted, hvor Ponyen stod bunden til et Træ, akkurat som jeg havde forladt den, og lod min Ledsager sætte sig op paa den. Han var næsten, om ikke ganske, sig selv igen, og jeg drev det lille Dyr frem i rask Trav, medens jeg løb ved Siden af. Paa denne Maade kom vi, han ridende og jeg løbende, til det store Klosters sydlige Port. Jeg havde udførtminDel af Arbejdet, og naar jeg først havde faaet Laoyeh indenfor, var det Nikola, der skulde gøre Resten.
Saa slap jeg Ponyen løs, nærmede mig og bankede paa Porten, idet jeg hostede sagte. Den blev aabnet med stor Forsigtighed, og Nikola stod paa Tærskelen. Han gav os Tegn til at træde ind, og uden at spilde et Øjeblik gjorde vi, som han sagde. Det var næsten Daggry, og vi mærkede Morgenens Raakulde i Luften. Det var ganske sikkert, at jeg ikke var vendt et Øjeblik for snart tilbage.