Næste Morgen, da Solen tittede ind gennem Sprækkerne i Skodderne, var David første Mand paa Benene. Han klædte sig hurtig paa, og aabnede Vinduesskodderne; de to andre vækkedes af hans muntre Stemme og var ligeledes snart i Tøjet.
Ostrogorsky, den ældste af dem, var en midaldrende Mand, mager og med bøjet Ryg og et sygeligt, hentæret Udseende. Han var for flere Aar siden for en eller anden ubetydelig Forseelse bleven forvist til en afsides liggende By ved Volga, og var nu flygtet fra sit paatvungne Opholdssted for at bosætte sig i Udlandet.
Den anden, en ung, kraftig Mand paa treogtyve Aar, ved Navn Sazepin, var en af Davids Med-Sammensvorne; han havde beklædt en underordnet Stilling i et Linieregiment, men var efterhaanden bleven saa mistænkeliggjort, at Ligaen mente det var bedst, at han „forsvandt“ en Tid.
„Skynd jer lidt, Kammerater!“ sagde David. „I skal have meget udrettet i Dag og har ingen Tid at spilde. Nu skal jeg sørge for Frokosten.“
Udenfor traf han den tredje af Selskabet, Annie Vulitch, en Pige paa nitten Aar, indviklet som Medvider i nogle Uroligheder af ikke politisk Art.
Da Politiet havde nægtet hende et Pas til Udlandet, havde David beredvilligt lovet hende at skaffe hende over Grænsen, saa snart der gaves Lejlighed dertil.
Frokostmaaltidet var saa rigeligt, som Fomas Spisekammer paa nogen Maade tillod. Dette var en af Davids Egenheder. Fuldstændig ligegyldig over for sine egne Fornødenheder, drog han en — til Tider — næsten latterlig Omsorg for dem, der var betroet til hans Førelse. Teen lavede han altid selv; han førte bestandig et Forraad med sig i Rejsetasken, fordi den Te, man købte undervejs, baade var ham for dyr og for daarlig. Maaltidet forløb livligt. Alle var i denne egne, ophidsede Stemning, som stærk Spænding og Følelsen af forestaaende Fare fremkalder. De kunde ikke faa ud af deres Hoved, at det at komme over Grænsen fra Czarens Rige ikke var en overmaade farlig Historie, endskønt David forsikrede dem, at det var den letteste Sag af Verden. Der var i Hundredevis af rejsende, der passerede Grænsen hemmeligt, simpelthen for at spare Udgifterne ved et Rejsepas; og politisk mistænkte kunde komme lige saa nemt derfra som alle andre, naar der da ikke var noget ganske særligt paafaldende ved deres Ydre.
„Det er meget muligt,“ bemærkede Annie Vulitch med en letRødmen; „men der er dog mange, der er blevne arresterede ved Grænsen.“
Hun var lidt beklemt til Mode; thi hun havde aldrig før været i en lignende Situation.
„Det har De Ret i!“ svarede David med Indignation i Stemmen. „Men hvis har Skylden været? Ene og alene deres egen! En Tosse kan drukne i en Spand Vand ved at holde Hovedet ned i den.“
Deres Samtale blev afbrudt ved, at Røde Sam traadte ind.
„Alt er i Orden, Herre. Vi kan straks drage af Sted, hvis det passer Dem. Her er to Pas for Herrerne, og Damen faar min Datters — hun møder os paa Vejen til Færgen.“
David oversatte Samuels Ord paa Russisk og rakte Vennerne de to Pas. Det var ikke almindelige Rejsepas, men et Slags Certificat, som udfærdiges for Folk, der bor ved Grænsen og i Forretningsanliggender er nødsagede til ofte at rejse frem og tilbage. Enhver af dem skyndte sig med at aabne sit Pas for at lære det Navn at kende, under hvilket han skulde bringes over paa den anden Side. Det gav et Sæt i Sazepin, og han raabte vredt hen imod Smugleren:
„Hvad er det for noget Kludder? Det er jo et Pas for en Dame!“
„Det er sandt nok,“ svarede Samuel roligt, „men hvad gør det?“
Ostrogonsky og David tittede nu ogsaa i Passet. Jo, ganske rigtigt! I Passet stod der skrevet med store Bogstaver: „Sara Halper, Enke efter Købmand Salomon Halper, fyrretyve Aar.“
De brast alle i Latter, Sazepin med. Han havde under sin revolutionære Løbebane benyttet mange forskellige Pas og spillet mange forskellige Roller; men det var første Gang, at han skulde optræde som en Enke paa fyrre, og han gjorde Indsigelse imod denne Forvandling.
„Det maa De lave om,“ sagde han til Sam, „jeg kan umuligt gaa for en Enke.“
Samuel løftede højtidelig sine Hænder som en Kerub sine Vinger, og sagde med et Blink i Øjet:
„Hvorfor ikke? Med Guds Hjælp kan De det!“
Sazepin, som ikke havde en saa blind Tro til Forsynet, protesterede; men David, der morede sig over sin Vens Ivrighed, blandede sig nu i Sagen.
„Bryd dig bare ikke om Enken,“ sagde han. „Du skal se, det gaar nok.“
Sazepin trak paa Skuldren; hvorledes man vilde lade ham passere for en fyrretyveaarig Matrone, gik over hans Forstand; men da David syntes at være indviet i Hemmeligheden, antog han, at Sagen var klar nok, og man gjorde sig nu færdig til Opbrud.
I Døren mødte de et af Samuels Børn, der leverede Søsterens Pas til Annie Vulitch.
„Se saa, nu er alt i Orden!“ bemærkede David. Man trykkede hinanden hjerteligt i Haanden og skiltes. Sazepin og Smugleren gik først, derpaa kom de to andre i nogen Afstand, for ikke at tiltrække sig Opmærksomhed. Efter tyve Minutters Vandring var de ved en usselig, smudsig lille Bæk, ikke dybere, „end at en Høne i Tørkevejr kunde klare den“, som man siger i Rusland.Paa begge Sider strakte der sig en flad, ensformig Slette, hvor det gule Jordsmon tittede frem mellem det sparsomme, grønne Græs. Paa begge Bredder var der Klynger af Mænd og Kvinder. En fladbundet Pram, der lignede en gammel Kæmpetøffel, flød paa Vandet. En graahaaret, højtidelig udseende Politibetjent med meget rødt Ansigt og Sabel ved Siden stod posteret ved Bredden som Lovens Haandhæver.
Saa snart som Prammen var naaet til Bredden og tømt for sine Passagerer, sprang vore rejsende paa et Tegn af Sam ned i den, efterfulgt af en halv Snes Mænd og Kvinder, der var ved at skubbe hverandre over Bord i deres Iver for at komme med.
„Stop!“ raabte Politimanden og skubbede Mængden tilbage.Idet han vendte sig imod dem i Baaden, sagde han i bydende Tone: „Deres Pas!“
Thi her var Grænsen, den venstre Bred af den lille, smudsige Strøm var Rusland, den højre Tyskland.
Passene kom frem i en Fart og blev i en Bunke rakt den frygtindgydende Cerberus. Med Fingren i Luften talte han Hovederne i Baaden og derpaa Passene; Tallene stemmede. Saa rakte han den nærmeste Passager Bunken og raabte: „Alt i Orden!“ hvorpaa Færgemanden, som hverken havde Ror eller Aare, gav Rusland et velrettet Spark for i næste Øjeblik at lande i Tyskland. Passagererne sprang i Land. Alt var overstaaet; man var i Europa, uden for Czarens Rige.
„Det gik jo nemt nok,“ sagde Annie med et Smil. De følte sig alle befriede fra en Byrde, og under højrøstet Samtale gik de videre til den Landsby, hvor de skulde vente paa David. Havde de været noget mindre optagne af sig selv, vilde de have bemærket en ung, tarvelig klædt Mand med mørke Øjne og blegt Ansigt, som idet han kom gaaende ned ad Gaden, uvilkaarlig fo’r sammen vedat høre det russiske Sprog. Det var Andrey, som allerede for fulde fem Dage siden var kommet hertil efter Ordren i Georgs Brev. Time efter Time havde han ventet paa David — hvem han skulde træffe her —, og han var ved at forgaa af Kedsomhed.
Han gættede øjeblikkeligt, at disse tre maatte være Nihilister i Davids Følge, og følte sig stærkt fristet til at tiltale dem, men betvang sig. Det kunde jo muligvis være fremmede, og Forsigtighed skader ikke. Hvis det virkelig var Venner af David, vilde David ikke heller lade vente længe paa sig.
Da Andrey var kommen tilbage til Værtshuset, hvor han boede, gav han Besked om, at han, i Tilfælde af, at der skulde komme nogen og spørge efter ham, var hjemme hele Dagen.
Vinduet i hans Værelse vendte ud til en stor, grøn Plads, hvor en Mængde Gader udmundede. Her sad han og iagttog de forbigaaende, og Klokken henad elleve opdagede hans skarpe Blik Davids undersætsige Figur, der i fuld Fart kom om et Hjørne. Han var iført den samme svære Kavaj, som han plejede at bære Aaret rundt, og svingede stærkt med Armene.
Andrey fo’r ned ad Trapperne; de to Venner mødtes i Forstuen og omfavnede hinanden efter ægte russisk Skik.
„Du har vel været gnaven, fordi jeg har ladet vente paa mig, hvad, gamle Dreng?“ spurgte David, idet han klappede Andrey paa Skuldren.
„Aa ja, en lille Smule! Men for Resten var jeg bange for, at der var hændet dig noget galt.“
„Snak! Hvad galt skulde der kunne hænde mig? Nej, jeg skulde bare se at faa samlet en lille Trup til at bringe med over. To Fluer med ét Smæk, forstaar du, det er billigere og nemmere.“
„Jeg er vis paa, at jeg saa dine Folk ved Færgen for lidt siden.“
„Ja, det er rimeligt nok. Sazepin, som du jo nok kender af Omtale, er iblandt dem. Du maa endelig lære ham at kende.“
De var imidlertid kommet til Andreys Værelse; David tog sin Overfrakke af, smed den paa den Hestehaars Sofa og satte sig.
„Fortæl mig nu om alt det nye, du véd,“ sagde Andrey, der stod op foran ham. „Hvorledes lever Georg og alle de andre? Og er der noget nyt om Boris? Har I hørt fra Zina?“
„Ja, vi har faaet et Brev fra Zina. Udsigterne synes ikke at være synderlig lyse, efter hvad vi kan forstaa af de faa Oplysninger, hun giver i sit Brev. Men det varer ikke længe, førend hun atter er i St. Petersborg, og saa faar vi fuld Besked.“
„Følges vi ikke ad til St. Petersborg?“
„Nej,“ svarede David. „Jeg skal videre til Schweiz, og maa blive der i nogen Tid.“
„Véd Vennerne, at du kommer? Har du skrevet til dem?“
„Nej, det gør jeg aldrig, det er bedre at komme uventet. Hvorledes lever de?“
„Der er intet at fortælle! Den ene Dag gaar som den anden, bestandig den samme uendelig triste Tilværelse!“ svarede Andrey.
David slog sig utaalmodigt paa Knæet.
„Det er en uderlig Race, disse Nihilister!“ udbrød han. „At leve i et frit Land under en stor social Bevægelse og saa dog føle sig som en Fisk uden Vand; det er ufatteligt! Er da for jer hele Verden begrænset til Rusland?“
Det var et Spørgsmaal, som David med sin jødiske Kosmopolitisme ofte drøftede med sine russiske Venner.
„Ja, du har Ret til at bebrejde os dette,“ svarede Andrey med den Beredvillighed til Selvkritik, som hyppigt skjuler dyb Tilfredshed med den begaaede Fejl. „Vi er den mindst kosmopolitiske af alle Nationer, omendskønt mange mener det modsatte. Du er egentlig den eneste Mand, jeg kender, der fortjener at kaldes en Verdensborger!“
„Det er smigrende, men ikke meget behageligt,“ svarede David.
Andrey forfulgte ikke denne Samtale videre, men spurgte om, hvad Petersborg-Vennerne egentlig mente om Boris’ Stilling. Sagen gik ham nær til Hjerte; Boris var hans kæreste Ven og den Mand paa hele Jorden, han foruden Georg stod nærmest.
„Det er ikke muligt at dømme derom, før Zina er kommen tilbage,“ svarede David. „Men jeg er bange for, at vi i Øjeblikket ikke kan gøre noget for ham.“
„Af hvad Grund?“ spurgte Andrey.
„Fordi vi ikke har de fornødne Midler!“ sagde David med etSuk. „Vi er for Tiden meget vanskeligt stillede. Det vil du snart kunne overbevise dig om.“
Han gik nu over til at give Vennen en nøjagtig Skildring af Ligaens Tab og dens finansielle Vanskeligheder. Andrey gik frem og tilbage i Værelset og lyttede til hans Ord. Det var værre, end han havde tænkt sig; men Tanken om at maatte opgive Haabet fik ham til at dirre af Harme.
Han var vant til at tænke paa sin egen eventuelle Paagribelse med en vis Ro; naar man var i Krig, maatte man være forberedt paa, at Lykken kunde vende sig. Men at finde sig i, at disse Slyngler (som han kaldte hele Statsstyrelsen) nedslagtede en af Vennerne, uden at man saa meget som ofrede et Skud paa at redde ham, det var en Ydmygelse, han ikke kunde være med til.
„Hvad er det for noget Snak!“ udbrød han og standsede brat foran David. „Vi skulde ikke være stærke nok? Vor Styrke ligger jo rundt omkring os. Dersom vi ikke faar tilstrækkelig Tilgang, saa er det kun et Bevis for, at vi ikke er meget værd.“
„Man kan ikke hoppe højere, end man selv er,“ bemærkede David. „Vi kunde vel nok undvære et Par Mænd til at ordne den Affære; men hvad kan de udrette uden Penge?“
„Penge er ikke Hovedsagen,“ svarede Andrey. „Der er intet, der lettere fylder Pengekassen og hurtigere faar Modet op igen end det, at man mærker, at der for Alvor kommer Liv i Bevægelsen igen.“
„Du kan til Dels have Ret!“ svarede David. „Tal med Zina og de øvrige derom. Vi vil alle gerne have noget udrettet.“
Han rejste sig for at tage Afsked.
„Jeg maa hen til mine tre rejsende,“ sagde han.
„Hvorledes skal vi for Resten bære os ad med Sazepin? Vil du gaa med og hilse paa ham, eller skal han komme til dig?“
Andrey erkyndigede sig først om, hvem de to andre var, og foreslog saa at gaa med straks, det kunde ogsaa more ham at snakke lidt med de to fremmede.
Da David traadte ind i Værelset, hvor hans lille Selskab var samlet, blev han modtaget med stormende Jubel.
Andrey blev indført under et falsk Navn, det første, der faldt den behændige David paa Tungen. Da Ostrogorsky og Annie var fremmede for Ligaen, mente han ikke, det var raadeligt at trække dem med ind i Hemmeligheden, og hvad Sazepin angik, saa gættede han let, hvem den nyankomne var.
Selskabet delte sig i to Grupper. Andrey og Sazepin blevsiddende ved Bordet, medens David trak de to andre med sig hen i en Vinduesfordybning i den anden Ende af Værelset; baade Ostrogorsky og Annie var endnu opfyldte af Forundring over, hvor uhyre simpel deres Flugt over Grænsen havde været.
„Man ønsker næsten altid, at det skal være lidt mere spændende,“ sagde den unge Pige, og Ostrogorsky bemærkede, at han unægtelig ogsaa havde tænkt sig Sagen mere vanskelig. Fra paalidelig Kilde var der blevet ham fortalt, at man, skjult i en Sæk, blev baaren paa en Mands Ryg over Grænsen, og at man ofte maatte tilbringe flere Dage i smaa hemmelige Rum, Pulterkamre og lignende, indtil Smugleren kunde finde en passende Lejlighed til at hjælpe en over. David lo og sagde, at han aldrig havde hørt Tale on Sækkene; men det andet kunde være sandt nok. I gamle Dage, da Smuglerne gjorde, som de vilde, spillede de ofte saadan en Komedie for at dupere deres Klienter og vise dem, at de uhyre Summer, de forlangte, var surt fortjente.
Imidlertid samtalede Andrey i dæmpet Tone med Sazepin, hvem han udspurgte om alt, hvad han vidste om Forholdene. Med den Liberalitet, som almindelig hersker ved Nihilisternes Møder, tog ingen Forargelse af, at de to holdt sig for sig selv. Det var David, der først afbrød dem.
„Kære Venner!“ sagde han, „det er Tid at tænke paa vore legemlige Fornødenheder! Skal vi ikke have nogen Middagsmad? Der er ikke engang to Timer til, at jeres Tog gaar.“
Alle var enige on, at man burde spise, og David gik nedenunder for at ordne Sagen med Værten, medens Ostrogorsky gik ud i Byen for at faa en russisk Pengeseddel byttet. Andrey gav sig nu i Snak med den unge Pige, som hele Tiden havde holdt sig beskedent tilbage, og hvem han knapt havde lagt Mærke til. Han saa nu, at hun havde et nydeligt, ungt Ansigt med et alvorligt, intelligent Udtryk, klare, nøddebrune Øjne og en lille slank, men energisk Figur. Hun var iført en tarvelig sort Kjole, saaledes som Nihilistinderne i Almindelighed plejer at bære. Hun fortalte paa hans Spørgsmaal, at hun var Medlem af en hemmelig Forening af studerende, hvis Formaal er Selvuddannelse, og han gættede let, at hun var Foreningens ledende Aand. Det var hendes Agt nu at fuldende sine Studier et eller andet Steds i Schweiz. Andrey raadede hende til at vælge Genf, hvor hun var sikker paa at finde, hvad hun ønskede, og gav hende et Par anbefalende Ord med til Helene.
Toget kørte Klokken fire. David gav de rejsende alle mulige Oplysninger og var dem paa enhver Maade behjælpelig; menhans moderlige Omhu var forsvunden. De var nu ikke længer under hans Omsorg, og al hans Opmærksomhed drejede sig om Andrey. De gik sammen tilbage til det lille Hotel, hvor Andrey boede, da de var blevne enige om at bo der begge to. De havde hele Morgendagen for dem; thi David maatte først have sendt Bud til Røde Sam, saa at han kunde være parat til at føre dem over Søndag Morgen.
„Kan det ikke blive før?“ spurgte Andrey.
„Nej! Det vil da sige, hvis jeg skal have fat i Sam først,“ — forklarede David. „Men her er for Resten en anden Mand ovre paa denne Side, som jeg jo kan opsøge, hvis du synes.“
Det syntes Andrey ubetinget, og David vendte snart efter tilbage med gode Efterretninger. En vis Hr. Schmidt — en Smugler af tysk Herkomst — var villig til at bringe dem over Grænsen allerede samme Nat. Andrey var straks parat; thi han længtes efter at komme til St. Petersborg, og da David ligeledes gerne vilde skynde sig, sendte man straks Bud til Hr. Schmidt, som da ogsaa indtraf punktlig paa den aftalte Tid.
Det var en høj, svær Mand, klædt som Landmand og med et godmodigt, troskyldigt tysk Ansigt. Han hilste høfligt paa Andrey, gjorde et Par Bemærkninger om Vejret og gik saa lige løs paa Sagen, idet han sagde, at alt var i Orden.
En kort, men hurtig Diskussion paa Tysk førtes derefter mellem Hr. Schmidt og David. Andrey var ikke i Stand til at følge med; men forstod dog, at den endte til gensidig Tilfredshed. Tyskeren tog Andreys Vadsæk paa Ryggen, og man begav sig af Sted til Smuglerens Hus. Det var et lille toetages Hus med en sirlig Blomsterhave foran. Schmidts Hustru, en statelig, midaldrende Kone, blev præsenteret og bød dem Forfriskninger.
„Hvor er Hans?“ spurgte Husets Herre.
Hans var lige kommen hjem fra Eftermiddagsskolen og i Færd med at skifte Dragt. Han viste sig imidlertid snart — en æblekindet, lyshaaret Knøs paa tolv Aar i vide Benklæder og en stram, kort Trøje, som var ved at sprænges i Sømmene for at give Rum til de kraftige, unge Lemmer, den dækkede.
„Tag din Hat, Hans!“ sagde Faderen, „og før disse Herrer hen til den graa Sten bag ved Birkehøjene derovre. Du forstaar mig nok?“
„Ja, Far!“
„Men skynd dig!“ tilføjede Hr. Schmidt.
„Ja, Far!“
Smugleren ønskede sine Gæster lykkelig Rejse og fulgte dem høfligt til Haveporten, hvor han gentog sin Ordre til Sønnen.
Det var for Resten overflødigt. Hans var en forstandig Knøs, der nok skulde vide at klare sig og sikkert vilde gøre Professionen Ære — den hans Far og Forfædre i en lang Aarrække havde drevet. Uden unyttig Tale overtog han rolig og med en vis værdig, selvfølende Mine sin Post som Fører. De to Venner fulgte i nogen Afstand. Man gik ud af Byen og et Stykke langs med den lille Bæk, som Davids Rejsefæller var komne over samme Morgen. Saa drejede Strømmen af til højre, og Vejen gik over et aabentliggende Stykke Moseland, uden Spor af Sti eller Mærker. Men Drengen betænkte sig ikke et eneste Øjeblik; med sikre Skridt vedblev han at gaa, fægtede ganske lidt med Armene med de smaa, tykke Hænder og vendte sig ikke saa meget som en eneste Gang.
Solen var gaaet ned, og den purpurfarvede Aftenhimmel bredte en vis Skønhed selv over dette ensformige Landskab. En endeløs Slette strakte sig til alle Sider omkring dem; men Andrey kunde allerede i det fjerne skimte de fattige Straatage og de usselige Hytter, som er Særkendet for en russisk Landsby og danner en saa stærk Modsætning til de rummelige, vel vedligeholdte Huse i de tyske Landsbyer med deres røde Teglstenstage og pyntelige Udseende. Han var ikke længer i Tvivl; paa hin Side af Buskene laa Rusland, det stakkels Land, som fyldte hans Hjerte med Angst og Smerte, og for hvis Skyld han til enhver Tid var rede til at ofre sit Liv. Om nogle faa Minutter skulde han betræde denne dyrebare, taarevædede Jord.
„Det gør mig oprigtig ondt, kære David!“ sagde han til Vennen ved sin Side, „at vi kun kan være saa kort Tid sammen, der er en Mængde Ting, som jeg gerne vilde tale med dig om.“
„Om en Maanedstid eller saa omtrent er jeg atter i St. Petersborg. Du er vel ikke allerede rejst til den Tid?“
„Næppe! Jeg maa jo først sætte mig ind i Forholdene. Meget har sikkert forandret sig. Sig mig, er der mange, der ser paa Tingene med Sazepins Øjne?“
„Nej, han er én af de faa Særlinge, der ikke vil have med Socialismen at gøre. De andre har deres Synspunkt, og Georg er deres Profet. Du har vel læst hans Ting?“
„Ja!“
„Og synes du om dem?“
„Jo, hvorfor skulde jeg ikke det?“
„Nej, jeg tænkte det nok! Jeg for min Del vilde hælde til Sazepins Anskuelser, hvis jeg skulde vælge.“
„Du vilde ikke komme meget langt sammen med ham,“ sagde Andrey.
„Aa jo! Sandt nok, han ser ikke ud over Dagens Gerning; men han er Dagens Mand, og det er hans Arbejde, vi alle gør. I véd paa en Prik, hvor I har ham. Men I Russere har nu en Gang Afsky for at regne med positive Kendsgerninger, Ting, som I kan tage og føle paa. I maa altid have et eller andet Fantasteri til at omtaage jeres Hoveder med. Det ligger jer i Blodet, tror jeg.“
„Vær ikke saa streng imod os,“ sagde Andrey med et Smil. „Selv om Georg i sin Tro til Rusland og vore Bønders udmærkede Egenskaber skulde gaa lidt for vidt, hvad Skade kan det gøre? Gaar det ikke dig selv akkurat ligedan over for dine højt priste tyske Arbejdere — i Særdeleshed dine kære Berlinere?“
„Det er en anden Sag,“ sagde David. „Min er ingen Tro, men en Fremtids Vision, baseret paa et solidt Fundament af faktiske Kendsgerninger.“
„Den samme Sauce, min kære Ven, kun i en lidt nyere opspædt Form,“ svarede Andrey. „Heller ikke du kan lade være med at idealisere, hvad du holder af; kun gaar dine Interesser i en anden Retning. Vi er stærkt knyttede til vort Folk, det er du ikke.“
David tav en Stund, Andreys Ord havde berørt en øm Streng i hans Hjerte.
„Nej, jeg er ikke knyttet til jert Folk,“ sagde han endelig i en dæmpet, sørgmodig Tone. „Hvorfor skulde jeg ogsaa være det? Vi Jøder elsker vor Race, det er alt, hvad vi ejer her paa Jorden. Jeg elsker mit Folk dybt og inderligt. Hvorfor skulde jeg elske eders Bønder, der hader og forfølger mine Trosfæller med blindt Barbari, og som maaske i Morgen plyndrer min Faders, en ærlig Haandværkers, Hus og mishandler ham brutalt og grusomt, som de har gjort med tusinde andre stakkels, ærligt arbejdende Jøder? Jeg kan føle Medlidenhed med eders Bønder paa samme Maade, som jeg føler Medlidenhed med en abyssinsk eller malayisk Slave eller et hvilket som helst andet uretfærdigt behandlet menneskeligt Væsen. Men mit Hjerte slaar ikke for dem, og jeg kan ikke dele eders ideelle Syn og latterlige Beundring for dem. Og med Hensyn til det saakaldte gode Selskab i de højere Klasser, naa ja, kan man vel føle andet end Foragt for saadan nogle elendige Krystere? Nej, der er intet i jeres Rusland, der er værd at holde af. Men jeres Nihilister kender jeg, og jeg er kommen tilat holde af jer, endogsaa mere end af min egen Race. Jeg har sluttet mig til jer og betragter eder som mine Brødre; men dette er ogsaa det eneste Baand, der binder mig til Rusland. Saa snart som vi har faaet Bugt med Czarens Despotisme, udvandrer jeg for bestandigt og bosætter mig et Steds i Tyskland.“
„Men tror du ogsaa, at du vil finde noget bedre der?“ spurgte Andrey tøvende. „Har du glemt den tyske Pøbels Brutalitet? Og var det kun Pøblen alene?“
„Nej!“ svarede David med et Udtryk af dyb Sorg i sine store, smukke Øjne. „Men vi Jøder er nu en Gang tilovers iblandt alle Nationer. Alligevel er den tyske Arbejder den mest civiliserede og paa Vej til at nære bedre Følelser, og Tyskland er det eneste Land, hvor vi ikke føler os absolut fremmede.“
Han bøjede sit fine, ædelt formede Hoved og tav.
Andrey var dybt bevæget over Vennens Sorg. Han gik nærmere hen til ham og lagde sin Haand blidt paa hans Skulder. Han vilde saa gerne sige ham nogle gode Ord, fortælle ham, at de russiske Bønders Raahed kun skyldes Uvidenhed, og at de, hvis de kun havde halv saa god en Opdragelse som Tyskerne, aldeles ikke vilde være hildede i disse middelalderlige, falske Forestillinger. Men Andrey kom ikke til at sige noget af alt dette; thi i dette Øjeblik traadte deres lille æblekindede Fører hen foran dem og sagde:
„Godnat, mine Herrer!“
„Naa, Hans,“ sagde David. „Vil du allerede forlade os?“
„Ja, Mor bliver ellers urolig for mig. Jeg maa skynde mig at komme hjem.“
David tog nogle Skillinger op af Vestelommen, rakte Drengen dem, klappede ham paa hans buttede Kind og sagde et Par venlige Ord til Afsked.
„Men Grænsen?“ spurgte Andrey. „Skal vi da klare den alene?“
„Grænsen? Den har vi passeret!“
„Hvornaar?“
„For en halv Time siden!“
„Det var mærkeligt! Jeg har ikke set mindste Spor af noget, der kunde ligne en Gendarm.“
„Nej, for han har rimeligvis opholdt sig bag den Høj der eller et eller andet Sted, hvorfra han ikke kunde se os og vi ikke ham.“
„Det er uhyre elskværdigt gjort af ham,“ bemærkede Andrey med et Smil.
„Det er et meget almindeligt Fif,“ svarede David. „Ingen kan bebrejde ham, at han i et givet Øjeblik opholder sig paa et givet Punkt af den Strækning, han har at bevogte. For nogle faa Skillinger — forudsat at han kender en — vil han med den største Fornøjelse opholde sig netop det Sted, hvor man ønsker.“
„Men hvis man nu blev forsinket, og han kom frem netop tidsnok til at faa Øje paa en, hvad saa?“ spurgte Andrey.
„Saa vilde han hurtig gøre højre om og løbe tilbage til sit Skjulested — det er meget simpelt. Men vi maa skynde os! Lad os gaa lige ind til Byen, førend nogen Patrouille faar Øje paa os; thi det vilde næppe blive til vort Held. Husk, at vi nu er paa Czarens Grund!“
Hos Foma, hvor hen de straks begav sig, forefandt Andrey sin Vadsæk, som den paalidelige Tysker allerede havde besørget dertil. De kom til Banegaarden fem Minutter før det pustende og dampende Iltog løb ind paa Perronen. Det var et saakaldet Harmonikatog og ydede derved Andrey endnu større Sikkerhed; thi velstillede Folk betragtes nu en Gang ikke med samme mistroiske Øjne som den store Mængde. Andrey fandt en Kupé, hvori der kun sad en ung Mand sovende i det ene Hjørne, med et stort Tørklæde viklet om Hovedet. En Gendarm, der gik frem og tilbage paa Perronen, hjalp ham høfligt til Rette med hans Vadsæk; endnu et sidste venligt Nik fra David, og Toget dampede videre. Andrey følte sig nu for fuldt Alvor atter i sit kære Rusland.
Da Iltoget kørte ind under det uhyre Glastag paa Stationen i St. Petersborg, stod Andrey lænet ud af Vinduet for at spejde efter Georg, som han ventede vilde modtage ham her. Perronen var fyldt indtil Trængsel af Folk af begge Køn og i alle Aldre, der skulde afhente Slægtninge eller Venner, og imellem dem puffede Dragerne sig frem med deres Hjulbøre, medens de uundgaaelige Gendarmer med ophøjet Ro bevægede sig frem og tilbage. Andrey kunde ikke faa Øje paa Georg og tænkte, at han maaske ventede ved Udgangsdøren.
Med sin Vadsæk i Haanden banede han sig Vej igennem Trængslen, da pludselig en Haand lagde sig paa hans Skulder, og Lyden af en velkendt Stemme fik ham til at vende sig om. Det var Georg; han havde ikke kunnet kende ham iblandt Menneskemængden. I de tre Aar, han havde været borte, var Georg fra Yngling bleven til Mand, et smukt, bølgende Skæg dækkede hans Hage og Kinder. Desuden var han klædt med en Elegance, som stod i skarp Modsætning til hans tidligere nihilistiske Ligegyldighed for Udseendet.
„Sikken en Laps du er bleven!“ sagde Andrey smilende efter at have omfavnet og kysset sin Ven. „Jeg kunde jo slet ikke kende dig igen.“
„Ja, det andet duer ikke! Vi er alvorlige Mænd nu og maa sørge for at holde Anseelsen vedlige. Har du nogen Bagage?“
„Nej, kun denne,“ svarede Andrey og pegede paa Vadsækken, som han holdt i Haanden.
De gik i Tavshed ud af Stationsbygningen og tog en Droske for at køre til Georgs Bolig.
„Naa, fortæl mig saa, hvordan det gaar jer her? Er alle vel?“
„Ja, alle vore Folk har det godt!“ svarede Georg. Hermed mente han selvfølgelig, at ingen af Vennerne for nylig var bleven arresteret; et almindeligt Spørgsmaal om Helbredet betragtes iblandt de sammensvorne som overflødigt.
„Saa kommer jeg jo i en god Tid,“ bemærkede Andrey.
„Naa, ikke ubetinget,“ svarede Georg og gjorde en betegnende Bevægelse hen imod Kusken. „Men herom senere.“ En Droske i St. Petersborg er just ikke Stedet til at tale om Politik. Andrey nikkede forstaaende og gav sig til at betragte de velkendte Gader, som de kørte igennem.
„Hvor det dog er velsignet atter at skumple af Sted i disse græsselige Køretøjer!“ sagde han fornøjet. Han havde allerede glemt Rejsen og dens Farer og følte sig atter helt paa sin Plads, som et Led af det uhyre underjordiske Legeme, der lige for Næsen af Czaren underminerer hans Magt og ofte morer sig med at lege Skjul umiddelbart under hans Gendarmers og Politimænds Frakkeskøder. Her stod de overalt, disse Czarens imponerende Vogtere, med Sværd og Revolver i Bæltet og højtidelige Miner. Men Andrey vidste, at de lige saa godt kunde falde paa at arrestere Halvdelen af Byens Indvaanere som at antage disse to glade og nydelige unge Herrer, der kørte forbi i Drosken, for mistænkelige Individer,og det fornøjelige ved Sagen fik ham ganske til at glemme den virkelige Fare, som altid laa paa Lur efter dem.
Georg beboede et Par Værelser i Jagarinskaja Gaden med tilstrækkelig Plads for to Personer, og de bestemte, at Andrey skulde tage Ophold her, indtil han havde fundet en passende Bolig. Det er forøvrigt en Regel blandt Nihilisterne, at der aldrig maa bo flere sammen, undtagen naar det er absolut nødvendigt for „Forretningen“, for at ikke den enes Arrestation skal drage den andens med sig.
Da Andrey havde gjort Toilette efter Rejsen, fulgtes de ad til „Hovedkvarteret“, hvor man altid kunde være sikker paa at træffe nogle af Kammeraterne; derpaa aflagde de et Par korte Besøg hos dem, der boede nærmest, men udsatte forøvrigt al videre Forhandling til den næste Dag. De ønskede at have Eftermiddagen og Aftenen for dem selv; der var saa meget, de gerne vilde tale om. Andrey havde nok af Spørgsmaal at gøre og Georg tilstrækkeligt at fortælle om alle de nye Medlemmer og nye Ordninger. Det blev en lang og ivrig Samtale, i hvilken Andrey fornemmelig spillede Tilhørerens Rolle.
„Nu kan det være nok med Politik for i Dag,“ sagde Andrey, efter at de i fem fulde Timer havde debatteret op og ned. „Fortæl mig noget om dig selv, Georg!“
„Ja, hvor skal jeg begynde?“
„Ved Begyndelsen! Jeg véd i Virkeligheden ikke meget om dig — kender dig kun igennem den Smule, du har ladet trykke!“
„Saa kender du alligevel det meste af mig, endskønt det vistnok er meget lidt.“
„Har du da ikke skrevet mere end det?“
„Næppe noget af Betydning! Jeg har arbejdet meget i de unges Klub,“ svarede Georg og gav en kort Beskrivelse af enkelte af Medlemmerne.
„Der er for Resten en ung Pige, som jeg længes efter at forestille for dig,“ sagde han og satte sig ned paa Sofaen ved Siden af Andrey. „Hun hedder Tatiana Grigorievna Repina og er Datter af den bekendte Advokat. Hun er en ualmindelig interessant ung Pige!“
„Du har en sjælden Evne til at opdage interessante og ualmindelige Personligheder, især blandt de unge Piger,“ sagde Andrey smilende.
„Der er Egenskaber, der er saa haandgribelige, at man ikke kan være i Tvivl om dem, og det er netop Tilfældet med TaniaRepina. Hun er virkelig en af de interessanteste Karakterer, jeg har truffet.“
„Og ung og smuk, kan jeg tænke,“ sagde Andrey drillende.
„Hun er nitten Aar,“ svarede Georg med en let Rynken af Panden.
„Bliv ikke vred! Jeg mente intet ondt dermed,“ sagde Andrey formildende, og Georg, hvis Vrede aldrig varede længe, begyndte nu en længere, begejstret Beskrivelse af Tanias mange legemlige og aandelige Fortrin. Andrey hørte efter med et noget tvivlende, men meget sympatisk Smil; han var vis paa, at de ni Tiendedele kun eksisterede i Georgs Fantasi. Georg havde et blødt Hjerte, men en mærkelig Mangel paa Mellemtoner i de menneskelige Følelsers Skala, og gik over for sine Kammerater enten til den ene Yderlighed eller til den anden, enten til den allerhøjeste Beundring eller fuldstændig Ligegyldighed. Han blev derved ofte vildledt af sine Sympatier, og man kunde ikke stole paa hans Dom, omendskønt han selv troede, at han var en stor Menneskekender. Men Andrey, som selv var en sikker Iagttager, elskede netop dette Træk hos Vennen og var glad ved at se, hvor uforandret han var.
„Ja!“ udbrød han leende, „Du maa endelig føre mig sammen med din unge Veninde! Hvis blot Halvdelen af det, du har fortalt, er sandt, maa hun jo være sit Køns Vidunderblomst! Hvor kommer du sammen med hende?“
„I Regelen i Klubben — men ogsaa hos hendes Far, — jeg kommer der med Zina. Han er ikke bange for at modtage „Ulovlige“ i sit Hus. Jeg tror, at du helst skal lære hende at kende i hendes Hjem.“
Andrey var af samme Mening; han var desuden nysgerrig efter at lære Repin at kende og udtalte sin Glæde over, at saadan en gammel Bureaukrat var paa deres Side.
„Det er jeg nu ikke helt vis paa, han er,“ svarede Georg. „Jeg kan ikke rigtig gøre mig hans Standpunkt klart. Men Zina kender ham bedre, og hun sætter ham meget højt. Sagen er, at han i forskellige vanskelige Situationer har vist sig meget rundhaandet over for os.“
Han fortalte et Par Eksempler, som tydelig viste, at Repins Sympati for Ligaen maatte være mere end almindelig Interesse.
„Han maa være en rig Mand,“ bemærkede Andrey.
„Ja, det er han,“ svarede Georg. „Men for Resten er jeg ikke sikker paa, at alle disse Penge altid udelukkende kommer fra ham selv. Tania er ogsaa rig og vil faa en stor Formue, naar hunbliver myndig — en mødrene Arv, saa vidt jeg ved. Zina har fortalt mig noget derom, men jeg husker ikke hvad. Hun selv vil være en langt værdigere Akkvisition for vor Sag end alle hendes Penge,“ sluttede han i en blød, drømmende Tone.
Andrey saa hen paa ham, men fangede ikke Vennens Blik; det stirrede aandsfraværende ud i Rummet.
„Hm!“ mumlede Andrey for sig selv og besluttede at gribe den første den bedste Lejlighed til at lære denne mærkelige unge Pige at kende.
Med den Frihed, der i Rusland hersker i Forholdet mellem unge Mennesker af begge Køn, behøver en ung Mands Beundring eller Hengivenhed for en ung Pige ikke altid at betyde noget særligt: de vedbliver at være Venner og ikke mere. Og for et saa ekstravagant Hoved som Georgs kan Venskabets Grænser sættes meget vidt; men alligevel var der noget i hans Blik og Stemme, der syntes at tyde paa en hel Del mere og gjorde Andrey bekymret for Vennen. Thi selv om Andrey ikke hørte til de Nihilister, der principielt proklamerer, at en Revolutionist aldrig bør elske nogen Kvinde, var han dog af den Overbevisning, at jo længer man kan holde sig borte fra den Slags Dumheder, des bedre, og han mente ikke, at der var nogen Anledning til at lykønske Georg, fordi han netop paa dette Tidspunkt var falden for denne Fristelse, tilmed da hans udvalgte, efter alt hvad han forstod, tilhørte en hel anden Klasse Mennesker end den, de færdedes iblandt.
***
Der var hengaaet tre Uger, og endnu havde Andrey ikke haft Lejlighed til at besøge Repin. Zina var i Mellemtiden kommen hjem fra Dubravnik og havde bragt saa daarlige Efterretninger med sig, at alle — hun selv og Andrey indbefattet, — var nødte til at indrømme, at ethvert Forsøg paa at befri Boris for Øjeblikket vilde være haabløst. Zina ønskede at tale med Repin om Sagen og opfordrede Andrey til at følge hende derhen. Andrey beboede nu sine egne Værelser i Pesky, ikke langt fra Zina, saa at de meget nemt kunde mødes. Det kom Georg meget tilpas, at den unge Kone vilde ledsage Vennen til Advokatens Hus; thi han selv kunde saa gaa lidt tidligere end de andre. Klokken seks præcis, da han vidste, at Familien var færdig med at drikke Eftermiddagskaffen, stod han uden for den elegante Lejlighed, som Repins beboede i Konushennaia-Gaden. Han trykkede paa denelektriske Klokke og havde næppe faaet spurgt, om Familien var hjemme, førend han hørte hurtige Trin, og Tania stod foran ham, smilende og med udstrakt Haand. Det var en Brunette med store, mørke Øjne under sorte, kraftige Øjenbryn og en fint formet, noget stor Mund. Hun havde et livligt, ualmindeligt Ansigt, ikke absolut smukt, men overordentlig indtagende, især naar hun smilede.
„Er det kun Dem?“ sagde hun i en Tone, der fingerede Skuffelse.
„Ja, kun mig, Tatiana Grigorievna! Men De behøver ikke at fortvivle, de andre kommer straks efter.“
Hun førte ham ind i Spisestuen, hvor hendes Fader — en høj og graaskægget Herre oppe i Fyrrerne — befandt sig tilligemed en yngre Mand i Fløjls Frakke og med langt, nøddebrunt Haar; han lignede en Kunstner. Det var Nicolas Petrovich Krivoluzky, Lærer ved en af Petersborgs lærde Skoler og intim Ven af Repin.
Efter at de sædvanlige Hilsener var udvekslede, optog de to Herrer igen deres afbrudte Samtale, og Tania bad Georg fortælle hende, hvilke Spørgsmaal der var blevne debatterede ved Klubbens sidste Møde, som hun desværre havde været forhindret fra at overvære. Georg gav en kort Beretning derom og spurgte saa paa sin Side, om hun allerede havde gjort sine Uddrag af den Bog, som hun ved næste Møde skulde forklare for dem.
„Ja, jeg har! Men jeg finder det selv saa slet gjort, at jeg aldeles ikke tror, jeg kan læse det op. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har valgt et lettere Tema.“
„Enhver Begyndelse er vanskelig,“ sagde Georg. „Men det er nok bedre, end De selv tror. Vil De lade mig se det?“
„Ja, gerne! Men jeg er vis paa, at De ikke finder det en Smule bedre, end jeg selv gør.“
Hun førte ham ind i sit Værelse, hvor der paa et nydeligt lille Skrivebord laa et sirligt skrevet, omhyggeligt sammenhæftet Manuskript med bred Margen. Hun rakte ham det.
Georg tog en Blyant op af Lommen og satte sig straks til at læse uden at sige et Ord, som en Mand, der er vant til at læse Korrektur.
Tania satte sig lige over for ham paa en Stol, stum som en Fisk, og iagttog i ængstelig Spænding hans Ansigt. Hun var bange for, at han skulde finde hende frygtelig dum, naar han læste hendes første Forsøg i literær Retning.
De havde kun kendt hinanden nogle faa Maaneder; men tilstrækkelig længe til at blive gode Venner, og den unge Piges Tilværelsehavde aldrig været saa rig og mangesidet som nu, efter at hun havde truffet Georg. For flere Aar tilbage, da Zina var kommen ud af Fængslet, havde hun fuldstændig vendt op og ned paa Tanias Tanker, idet hun aabenbarede en hel ny Verden for hende; men Tania havde den Gang kun været et Barn, og den nye Verden forfærdede hende lige saa meget, som den interesserede hende. Nu begyndte hun at se mere klart og var kommen til at holde af Zinas Venner, som hun efterhaanden havde lært at kende. Ved et af Møderne havde hun truffet Georg, og det varede ikke længe, førend han spillede Hovedrollen i hendes aandelige Liv.
Naar den unge Pige lyttede til hans Ord, følte hun sig til Mode, som om nye Kræfter rørte sig i hende. Georg smigrede hende ikke, ja, sagde hende ikke en Gang en almindelig Kompliment, men talte med hende som med en god Ven, idet han alvorligt drøftede Klubbens Anliggender med hende. Tania var glad og taknemmelig over, at en Mand, der stod saa langt over det almindelige Niveau, vilde give sig saa alvorligt af med hende, og Georg var i hendes Øjne Ridderen uden Frygt og Dadel, der kæmpede for en ædel Sag og satte Livet ind paa den. At der kunde være noget andet end Venskab i Georgs Følelser, faldt hende ikke ind. Smuk og rig, som hun var, havde hun Tilbedere nok; men Georg var i sin Maade at være paa over for hende saa ulig disse som vel muligt, og ikke mindst af den Grund var hans Selskab hende saa behageligt.
Hun følte sig ganske let om Hjertet, da Georg, efter at have gennemlæst, hvad hun havde skrevet, erklærede, at det langt fra var daarlig gjort, og derpaa med sin Blyant foreslog forskellige Omskrivninger og Forkortelser, som yderligere vilde forbedre det.
De var midt i dette Arbejde, da Zina og Andrey traadte ind.
Ved Synet af den unge Kone glemte Tania baade Manuskriptet og Georg i en Følelse af overstrømmende Medlidenhed med sin ulykkelige Veninde. Hun vidste, hvor inderligt Zina elskede Boris, og det var første Gang, hun saa hende efter Hjemkomsten fra Dubravnik. Med et ængsteligt spørgende Blik i de store, udtryksfulde Øjne fo’r hun hen til Veninden og omfavnede og kyssede hende med ægte ungpigeagtig Overdrivelse. Men den unge Kones billedskønne Ansigt var fuldstændig roligt og behersket, og den, der i dette Øjeblik saa de to Kvinder, vilde tro, at Tania var den ulykkelige og den anden den, der i medfølende Deltagelse bøjede sig over hende for at yde hende Trøst. Zinas dybe,graa Øjne mødte klart og roligt Venindens ængstelig bedrøvede Blik, og ingen Sky var synlig paa den fint formede Pande, indrammet af en bølgende Linie smaa nydelige Krøller. Hendes lyse Smil viste, hvor glad hun var ved Venindens Modtagelse.
Tania var beroliget; det var ikke særlig vanskeligt at opnaa det; thi Sorgen passer nu en Gang ikke for Ungdommen.
„Og hvorledes gaar det Grigory Alexandrovitsch?“ spurgte Zina. „Han er vel hjemme?“
„Ja, Far er inde i Stuen med Krivoluzky. Vi flygtede herind for ikke at forstyrre dem med vor Passiar,“ svarede Tania. „Men nu, da vi er i Majoritet, kan vi vel nok vove at bryde ind til dem.“
Georg forestillede Andrey.
„Det er min Ven, og jeg beder Dem om at holde af ham, Tatiana Grigorievna!“ sagde han.
„Jeg lover Dem at forsøge derpaa,“ svarede den unge Pige og rakte Andrey Haanden med paafaldende Ynde.
De fandt Advokaten og hans Gæst inde i Arbejdsværelset, indhyllede i en Sky af Tobaksrøg.
Andrey blev forestillet under Navn af Petroff, omendskønt Repin saa vel som Krivoluzky — der udelukkende var kommen for at se ham — meget godt vidste, hvem han var.
Den gamle Advokat tog hjerteligt imod Andrey. Iblandt de ældre Emigranter i Schweiz var der flere af hans Ungdomsvenner, som han længtes efter at faa lidt Oplysning om, og Andrey var i de fleste Tilfælde i Stand til at tilfredsstille hans Nysgerrighed, da han enten personlig kendte dem eller i hvert Fald havde hørt dem omtale.
Samtalen blev snart almindelig. Repin havde været i Schweiz samtidig med Herzen og fortalte sine Oplevelser fra den Tid.
„Hvilken pinlig Overgang maa det dog være for Dem,“ sagde han, henvendt til Andrey, „efter saa lang Tids fuldstændig Frihed at komme tilbage til dette ulykkelige Land, hvor man ikke kan aabne Munden uden at risikere at blive taget i Nakken af en Gendarm.“
„Ja, De har Ret, Overgangen er stor; men jeg føler det dog ikke som noget pinligt — tvært imod, jeg befinder mig bedre her end der,“ svarede Andrey.
Repin rystede tvivlende paa Hovedet. Synet af denne unge, blomstrende Mand, der var rejst saa langt for at komme til denne By — som var fuld af Spioner og Politi — for rimeligvis her at ofre Livet for et Drømmebilleds Skyld, fyldte hans Hjerte medMedlidenhed og tillige med en Slags Selvbebrejdelse. Han saa paa ham og hans to Venner og rystede atter paa Hovedet.
„Nej, sig ikke det! Altid at leve i Angst, aldrig at føle sig sikker et Øjeblik paa Dagen — og at vækkes om Natten ved den mindste Larm med den Tanke, at ens sidste Time er kommen — aa, det maa være forfærdeligt!“ sagde han.
Den brave Mand talte med saa megen Alvor og var selv saa greben af det Billede, han udmalede for dem, at de af hans Tilhørere, hvem det mest berørte, brast i Latter.
„Jeg beder om Forladelse!“ sagde Andrey undskyldende. „Men De maler med meget for stærke Farver.“
Repin følte sig ikke i mindste Maade fornærmet, men derimod, som en Iagttager af den menneskelige Natur, stærkt interesseret; thi dette uvilkaarlige, hjertelige Latterudbrud var for ham mere overbevisende end mange Argumenter.
„De vil vel ikke bilde mig ind, at De slet ikke ænser de Farer, der truer Dem?“ spurgte han og saa sig forbavset om i Kredsen.
Zina, som sad nærmest ved ham, og paa hvem hans Øjne særlig hvilede, som om Spørgsmaalet fornemmelig gjaldt hende, svarede, idet en let Sky et Øjeblik formørkede hendes Pande:
„Faren møder os for ofte, Grigory Alexandrovitsch, man vænner sig til sidst til alt og sløves efterhaanden — desværre!“
Det var som Følge af en utilgivelig Ligegyldighed, at hele Dubravnik-Tragedien — som Boris var indviklet i — havde fundet Sted.
Uagtet den unge Kone hvert Øjeblik paa Dagen følte sin store Sorg i dens videste Udstrækning, var det dog ikke muligt at tage hendes ydre Ro for kun at være en Maske. Enhver Tone i hendes Stemme, enhver Linie i dette smukke, lyse Ansigt udtrykte en saadan Sanddruhed, at selv hendes Stoicisme maatte være naturlig og ikke paataget. I den Verden, hvori Zina levede, vil der iblandt tre Personer i det mindste altid være én, hvis Hjerte sønderrives af en lignende Sorg som hendes. Livet vilde for disse Mennesker være en ren Umulighed, og deres Gerning vilde fuldstændig gaa i Staa, hvis de ikke tillod sig et Øjebliks Sorgløshed og drog Omsorg for at holde deres Nerver i Orden.
Forøvrigt var Zina ikke meget talende denne Aften, men tog dog paa en naturlig, ligefrem Maade Del i Samtalen og hjalp Andrey i hans Bestræbelser for at bibringe Repin et mere naturtro Billede af en „Ulovligs“ Tilværelse. Hun lo, da Georg søgte atbevise, at „de Ulovlige“ i Rusland er de eneste, som, i hvert Fald til Tider nyder fuld Beskyttelse af Loven.
„Tag for Eksempel Dem selv!“ sagde han til Advokaten. „Er De vis paa, at Politiet ikke endnu i denne Nat bryder ind hos Dem? De har afskediget en af Deres Fuldmægtige for Bedrageri; hvem véd, om han ikke hævner sig ved at angive Dem som en, der huser Terrorister? Eller De har sagt et eller andet imod Regeringen, og beredvillige Sjæle indberetter det til Tredje Afdeling.De har maaske for flere Aar tilbage skrevet nogle lignende Udtalelser til en Ven, som først nu bliver arresteret, og Deres Brev findes hos ham. Eller har De maaske i Virkeligheden ikke gjort noget af alt dette?“
Repin maatte tilstaa, at han var skyldig i sligt.
„Saa er det jo en utilladelig Sorgløshed fra Deres Side at sove roligt,“ vedblev Georg. „Hvem véd, De bliver maaske arresteret i Nat og befinder Dem i Morgen paa Vejen til Archangel eller til et andet endnu fjernere og mere ubehageligt Sted.“
Den gamle Jurist svarede smilende, at han ikke haabede, noget saadant vilde ske, men at han selvfølgelig ikke kunde være sikker derpaa.
„Men det kan vi!“ udbrød Georg. „Alle vore Synder bliver vaskede af os, naar vi kaster vore Pas i Ovnen og anskaffer os et nyt — forudsat, at det er et godt, og at vi holder Øjnene aabne.Vi har det saamænd rigtig godt. Jeg fejrer nu snart den fjerde Aarsdag for min „ulovlige“ Eksistens.“
„Saa lever du den ene Halvdel paa en andens Bekostning!“ sagde Andrey. „Thi man har beregnet, at de „Ulovlige“ gennemsnitlig kun lever to Aar.“
„Ja, men de kunde i det mindste forlænge denne Frist til tre Aar, hvis de bare vilde være lidt raskere til at skifte Pas,“ svarede Georg.
I dette Øjeblik blev der meldt, at Teen var serveret, og alle rejste sig for at gaa ind i Spisestuen.
„Zanaida Petrovna!“ sagde Repin, „vær saa venlig at skænke mig et Øjeblik. Der er noget, jeg gerne vil tale med Dem om.Tania!“ tilføjede han henvendt til Datteren, „send os vor Te herind!“
Han vilde have at vide af Zina, hvorledes det i Grunden forholdt sig med hendes Mand, for hvem han nærede stor Interesse — og spørge hende, om han ikke paa en eller anden Maade kunde være hende behjælpelig.
Zina gættede straks, hvad han vilde; der var desværre ikkemeget at fortælle om hendes egne Affærer, som der for Øjeblikket ikke kunde gøres noget ved; men hun ønskede hans Hjælp i andre Sager. Der var de to Søstre Polivanov, som Politiet ikke var utilbøjeligt til at slippe fri imod Kaution, da man under deres to Aars Fangenskab ikke havde kunnet finde noget graverende Vidnesbyrd imod dem. Man havde overdraget Zina at ordne denne Sag, og da begge Søstrenes Helbred var stærkt nedbrudt, gjaldt det saa hurtigt som muligt at finde gode Kautionister. Repin maatte tage én af Søstrene paa sin Kappe; men han maatte ogsaa sørge for at skaffe en Kautionist til den anden.
Der var for Resten endnu en anden Sag, som Zina ønskede at tale med Repin om; han maatte, hvis det var ham muligt, igennem Statsmyndighederne skaffe hende at vide, hvad der var blevet af de dømte fra det sidste politiske Forhør — de, som hemmelig bliver bragt bort, uden at nogen faar at vide hvorhen.
***
Inde fra Spisestuen lød Latter og muntre Stemmer. Georg skændtes med Krivoluzky om dennes Yndlingspaastand, at der ikke var noget Haab for Arbejder-Bevægelsen i Rusland, førend de russiske Bønder ved en fuldstændig Omvæltning var blevne forvandlede til ejendomsløse Proletarer under Kapitalisternes Aag.
Georg var en glimrende Modstander i en Debat; hans utrolige Hukommelse gjorde, at han huskede hvert Ord, som Opponenten havde ytret, hvor lang hans Tale end maatte have været. Tania og Andrey var Tilhørere; i Begyndelsen havde Andrey vel af og til med et Par Ord givet sin Mening til Kende; men hans Interesse slappedes hurtigt; han havde meget lidt eller slet intet af den brændende Lyst til Debatter, som er saa almindelig hos Russerne, og han var glad, da Zina og Værten viste sig i Døren.
„Naa, hvor langt er I saa?“ spurgte Advokaten de to stridende. „Er Ruslands Skæbne afgjort, eller er der endnu nogle Punkter svævende?“
Man lo, og Passiaren blev nu almindelig.
Lidt efter brød Zina op. Tania forsøgte at holde hende tilbage og bad Andrey hjælpe sig dermed.
„Vil De virkelig af Sted, Zina? Det er jo tidligt endnu!“ sagde han.
„Jeg maa gaa. Jeg har et Ærinde at besørge.“
„Det kan du gøre i Morgen — bliv nu lidt her hos os!“ sagdeTania og smøg sig kælent som en lille Kattekilling op ad hende. Zina lo med denne korte, klare Latter, som klædte hende saa fortryllende.
Venindens Opfordring forekom hende saa urimelig, thi det Ærinde, hun havde, var at møde Klokken halv elleve præcis i Bascow Alleen for at tage imod Brevene fra de politiske Fanger i Ravelinerne. Det var Fæstningens Fangefoged, der bragte hende dem.
„Nej, min søde Pige,“ sagde hun og kyssede Tania. „Mit Ærinde kan ikke opsættes til i Morgen — hvis det kunde det, var jeg bleven uden Opfordring.“
Endnu i Døren vendte hun sig med et Smil, og det var, som om alt i Stuen blev mere dagligdags, da hun var forsvunden. Stor Ulykke, baaren med Værdighed og Mod, har en egen Evne til at indvirke forædlende paa Omgivelserne.
„Har De kendt Zinaida Petrovna længe?“ spurgte Andrey den unge Pige.
„Jeg traf hende straks, efter at hun var kommen ud af Fængslet; men det er først, efter at hun har bosat sig her i St. Petersborg, at jeg rigtig har lært hende at kende og ved, hvilken sjælden Kvinde hun er,“ svarede Tania begejstret.
„Jeg vil rimeligvis ikke faa Lejlighed til at træffe Dem saa ofte, Tatiana Grigorievna, men alligevel kom jeg her i Aften med det Haab, at det maatte lykkes mig at blive Deres Ven!“ sagde Andrey. „Jeg haaber ikke, at De føler Dem krænket derved.“
„Aa nej, tvært imod!“ svarede den unge Pige alvorligt.
„Tak,“ sagde Andrey. „De er nemlig langtfra fremmed for mig — jeg synes, jeg har kendt Dem længe, førend jeg har set Dem. Georg har talt saa meget og saa begejstret om Dem!“
Tania rødmede og ærgrede sig over sig selv.
„Vil De tillade mig at tale med Dem, som om vi var gamle Venner?“ vedblev han.
„Ja,“ svarede hun, „ogsaa jeg har hørt meget om Dem, men fra mange forskellige Sider, saa mit Indtryk af Dem har den Fordel ikke at være ensidigt.“
Andrey begyndte nu at spørge hende om, hvad hun især beskæftigede sig med, om hendes politiske Anskuelser og Interesser. Hans Spørgsmaal forvirrede hende undertiden, men var hende dog ikke imod, og efter et Kvarters Forløb følte hun det, som sad hun over for en gammel Ven.
Georg kom hen til dem, men trak sig snart igen tilbage. Han vilde saa gerne have, at de to skulde blive Venner, og vilde derforgive dem Lejlighed til en lang, uforstyrret Samtale; selv nøjedes han med i Frastand at betragte den unge Pige, medens han dog hurtig saa bort, naar han mødte Andreys let drillende Blik.
Da Klokken manglede et Kvarter i tolv — henad den Tid, hvor man er mest „usikker“ — brød Andrey og Georg op og forlod Advokatens Hus.
Tania trak sig tilbage til sit Værelse med en behagelig Følelse af at have tilbragt en god Aften. Hun afførte sig sin elegante Kjole — alt for elegant for en Pige med hendes Anskuelser. Georg havde ofte ivrig bebrejdet hende hendes Sans for kostbare Toiletter. Hun blev længe siddende foran sit Spejl, i Færd med at ordne det svære, sorte Haar for Natten. Hun var opfyldt af Tankerne paa sin nye Ven; det smigrede hendes Forfængelighed, at en Mand som Kojukhov havde vist hende saa megen Interesse.
Repins Gadedør havde næppe lukket sig bag de to Venner, førend Georg greb Andreys Arm og spurgte, hvad han saa syntes om Tania. Vennen svarede temmelig reserveret, at han syntes godt om hende; hans rolige Svar irriterede den begejstrede Georg, som dybt krænket fortsatte sin Vej i Tavshed. Det varede imidlertid ikke længe, førend han igen begyndte en af sine glødende Lovtaler over den unge Pige, og Andrey spillede atter mere eller mindre Tilhørerens Rolle, indtil hans Opmærksomhed pludselig blev optagen af noget helt andet.
Han havde længe hørt Fodtrin bag dem, som forekom ham mistænkelige. Snart lød Trinene støjende, snart igen listende, men altid i samme Afstand; de blev efter al Sandsynlighed forfulgt af en Spion. Andrey sagde først intet til Georg, da han frygtede, at Vennen i sin Ophidselse uvilkaarlig vilde vende Hovedet for at se efter Manden, og dette vilde faa Spionen til at tro, at de vidste Besked.
Han greb derfor sin Ven under Armen og fremskyndede sine Skridt, som om han i Talens Hede uvilkaarlig gik hurtigere til. Trinene bagved fulgte i samme Tempo. Andrey fortsatte Eksperimentet ved atter at sagtne sin Gang — samme Resultat. Nu vidste han bestemt, at det var en Spion, men han vidste ogsaa, at de ikke var blevne forfulgte førend længe efter, at de var kommen ud fra Repins, det var altsaa ganske tilfældigt — rimeligvis et Par Ord af mistænkelig Karakter, som Manden havde opsnappet, idet de gik forbi ham. Sagen var saaledes ikke særlig farlig; men de maatte dog se at blive fri for ham, især da de nu nærmede sig til Georgs Bolig.