The Project Gutenberg eBook ofEn NihilistThis ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this ebook or online atwww.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.Title: En NihilistAuthor: S. StepniakTranslator: E. DrachmanRelease date: January 28, 2008 [eBook #24447]Language: DanishCredits: Produced by Louise Hope, David Starner and the OnlineDistributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK EN NIHILIST ***
This ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this ebook or online atwww.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.
Title: En NihilistAuthor: S. StepniakTranslator: E. DrachmanRelease date: January 28, 2008 [eBook #24447]Language: DanishCredits: Produced by Louise Hope, David Starner and the OnlineDistributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
Title: En Nihilist
Author: S. StepniakTranslator: E. Drachman
Author: S. Stepniak
Translator: E. Drachman
Release date: January 28, 2008 [eBook #24447]
Language: Danish
Credits: Produced by Louise Hope, David Starner and the OnlineDistributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK EN NIHILIST ***
Denne tekst bruger utf-8 (unicode) tekstkodning. Hvis apostroffer, anførselstegn, æ, ø, eller å vises mærkeligt, du kan have en ukompatibel browser eller fonte der til er tilgængelig. Start med at sikre at browserens “character set” eller “file encoding” er sat til Unicode (UTF-8). Det kan også være nødvendig at ændre standard fonten for browseren.Nogle få typografiske fejl er blevet rettet. De er blevet ændret i teksten medmouse-hover popups.
Denne tekst bruger utf-8 (unicode) tekstkodning. Hvis apostroffer, anførselstegn, æ, ø, eller å vises mærkeligt, du kan have en ukompatibel browser eller fonte der til er tilgængelig. Start med at sikre at browserens “character set” eller “file encoding” er sat til Unicode (UTF-8). Det kan også være nødvendig at ændre standard fonten for browseren.
Nogle få typografiske fejl er blevet rettet. De er blevet ændret i teksten medmouse-hover popups.
Martin
I det lille Værtshus i Genf, hvor Russerne plejede at have deres Tilhold, nød Helene hurtigt sit beskedne Aftensmaaltid uden som sædvanlig at drikke en Kop Kaffe dertil — en Luksus, hun ikke havde nægtet sig lige siden den Dag, hun havde faaet sine Elever i Russisk. Men i Aften maatte hun skynde sig; et længe ventet Brev fra Rusland laa gemt i hendes Lomme. Hun havde for et Øjeblik siden faaet det af den gamle, hvidhaarede Urmager, til hvem hele hendes udenlandske Korrespondance blev adresseret, og hun brændte af Utaalmodighed efter at erfare de Nyheder, som det i al Almindelighed maatte indeholde, og efter at faa det overbragt til sin Ven Andrey, hvem det dog fornemmelig angik.
Hun vekslede nogle Ord med en anden landflygtig, krydsede imellem de mange Rækker smaa Borde, ved hvilke der overalt sad Mænd i Arbejdsbluser, og naaede ud paa Gaden. Klokken var kun halvsyv, hun var sikker paa at træffe Andrey hjemme. Han boede i Nærheden, og efter fem Minutters Forløb befandt Helene sig uden for hans Dør. Hendes smukke, noget stillestaaende Ansigt havde faaet en let Farve af den hurtige Gang.
Andrey var alene, i Færd med at gøre Uddrag af en Statistik, som han benyttede til Grundlag for den Artikel, han hver Uge skrev til et russisk Provinsblad. Han vendte Hovedet og rejste sig med udstrakt Haand for at byde sin Gæst velkommen.
„Her er et Brev til dig!“ sagde Helene, idet hun gav ham Haanden.
„Naa, endelig!“ udbrød han.
Andrey var en Mand paa seks-syv og tyve Aar med et alvorligt,godmodigt Ansigt, lidt skarpt og regelmæssigt i Trækkene. Over hans Pande laa Spor af tidlige Sorger, og hans Øjne var ualmindelig dybe og tankefulde, men dette forringede ikke det Indtryk af Ro og Bestemthed, man fik af hele hans kraftige, velformede Skikkelse.
Der gled en let Rødme over hans Pande, idet hans slanke, muskelstærke Fingre med nervøs Hast rev Konvolutten op og fremdrog et stort Ark Papir, bedækket med Linier i vid Afstand fra hinanden, skrevne med en uregelmæssig, sammentrængt Haandskrift.
Helene, der ikke syntes at være mindre utaalmodig end han, gik hen til ham og lagde Haanden paa hans Skulder for ogsaa at kunne læse i Brevet.
„Det er bedre, at vi sætter os ned, Helene!“ sagde den unge Mand. „Du skygger for Lyset med dine Krøller!“
Det mere end tarvelige Værelse var kun sparsomt oplyst af en eneste Lampe, dækket af en grøn Papirskærm, saaledes at kun en Del af Brædegulvet, Benene paa nogle simple Stole og den nederste Del af en Mahogni Kommode — Værelsets fornemste Prydelse — var helt oplyst. Væggene, som var betrukne med gult Tapetpapir og prydede med et billigt Litografi af den schweiziske General Dufour, et Landskab, et Fotografi af Værtindens afdøde Ægteherre og hendes Eksamensbevis fra Skoletiden, indfattet i Glas og Ramme, var hyllede i et diskret Tusmørke, meget klædeligt for disse Kunstværker, men umuligt at læse i.
Andrey stillede endnu en Stol hen til det runde Spisebord, som var dækket med Bøger og Papirer, og drejede Lampeskærmen saaledes, at det Hjørne, han plejede at bruge som Skrivebord, var helt oplyst. Helene satte sig ved Siden af ham og saa nær, at hendes Haar undertiden berørte hans; men ingen af dem ænsede det, saa optagne var de af deres Tanker.
Helene var den første, der talte; med en Kvindes hurtige Blik var hendes Øjne lynsnart gledne hen over Papiret.
„Der staar intet i det Brev!“ udbrød hun. „Bare Snak! Det er ikke Umagen værd at spilde sin Tid med at læse det!“
Hendes Udtalelse syntes, hvor besynderlig den end kunde lyde, ikke at anfægte hendes Kammerat; thi han svarede roligt:
„Vent bare! Jeg kender Georgs Haand, og han plejer i Almindelighed at have noget særligt at bemærke. Det vil i hvert Fald ikke tage lang Tid at læse det.“
... „Min kære Andrey Anempoditstovitsch, jeg vil i al Skyndsomhed fortælle dig — — hm! hm! — — grundet paa den ualmindeligestrenge Frost — — hm! hm! — — Faarene og Ungkvæget — — hm!“ mumlede Andrey, idet han hurtigt gled hen over Linierne.
„Naa, her kommer noget om Familien — — — Lad os se, hvad han skriver!“
„Med Hensyn til min Familie — —“ Andrey læste med monoton, refererende Stemme — — „kan jeg fortælle dig — — min Søster Kate har giftet sig — — — hvem hun lærte at kende i Efteraaret — — han viste sig at være en Mand uden Principper eller Æresbegreber, som — — — og værre endnu — — — bundulykkelig — — Jeg vilde aldrig have troet om hende — — Fader er meget nedbøjet og — graahaaret. Vort eneste Haab er den alt lægende Tid, alle ulykkeliges barmhjertige Trøster — — —“
Den patetiske Sætning blev afbrudt af et lystigt Latterudbrud af Helene eller Lene, som hendes Ven kaldte hende.
„Det er let at se, at det er skrevet af en Digter!“ sagde hun.
Uden at lade sig anfægte af hendes malplacerede Lystighed fortsatte Andrey i noget hurtigere Tempo og mumlede Slutningen af Brevet mellem Tænderne.
„Nej, du har Ret! Det er ikke værd at læse,“ sagde han, uden dog at vise noget Tegn paa synderlig Skuffelse, men saa sig om i Værelset, som om han søgte efter noget.
„Der er den!“ udbrød han og greb en lille, sort Flaske, der stod paa Kamingesimsen ved Siden af den lille Spirituslampe, hvorpaa han kogte sin Te om Morgenen.
Helene rakte ham en Glasbørste, medens han omhyggeligt glattede Brevet ud. Derpaa dyppede han Børsten ned i Flasken og lod den et Par Gange glide hen over Papiret foran sig.
De sorte Linier, skrevne med almindeligt Blæk, forsvandt, som fortærede af den ætsende Saft. Et Øjeblik vedblev Papiret at være tomt, men saa blev pludseligt alt Liv og Bevægelse. Som draget frem af en usynlig Haand myldrede det frem overalt — her, der og alle Vegne! Bogstaver, Ord, Sætninger formede sig og stillede sig i Rækker som et Kompagni Soldater, der, naar Alarmsignalet lyder, styrter ud af deres Telte for at indtage deres Plads i Geledderne.
Saa ophørte Bevægelsen; Bogstaverne stod stille. Hist og her ude i Randen kæmpede endnu et enkelt forsinket Ord eller Bogstav for at bryde sin Vej igennem det tynde Dække, hvorunder det laa skjult, og smuttede ubemærket paa sin Plads ved Siden af sine mere rapfodede Kammerater; men den øverste Del af Arket var i fuldstændig Orden. I Stedet for de tidligere intetsigendeOrd stod der nu tætsluttende Rækker, skrevne med en fast, sikker Haand, parate til at aabenbare det Budskab, de saa trofast havde bragt det unge Par, der nu med blussende Kinder og tindrende Øjne stod lænede over Bordet.
„Lad mig læse det for dig!“ udbrød Helene, og førend Andrey kunde faa sagt et Ord eller paa anden Maade forsvare sin Ejendomsret, havde hun grebet Brevet og begyndt at læse:
„Kære Broder! Vore Venner har overdraget mig at besvare dit Brev og sige dig, hvor fuldstændig vi alle billiger dit Ønske om at vende tilbage til Rusland. Jeg kan forsikre dig om, at Længslen efter at se dig iblandt os har været stærkere, end du formoder. Men vi har tøvet med at kalde dig tilbage, fordi vi kun alt for vel kendte de Farer, som du i Særdeleshed er udsat for her. Vi vilde vente til det yderste med at sende Bud efter dig. Nu er dette Øjeblik imidlertid kommet.
„Selvfølgelig kender du gennem Aviserne vore sidste Sejre, men du ved rimeligvis ikke, hvor dyrt de er købte! Vor Liga har haft svære Tab; nogle af vore bedste Folk er omkomne. Politiet tror, at de fuldstændig har knust os; men selvfølgelig skal vi nok arbejde os op igen. Der er mange rede til at slutte sig til os; men de er endnu uprøvede. Vi kan ikke længer undvære din Hjælp, derfor kom! Vi venter alle med Længsel paa dig, de gamle Venner, som ingen Sinde har glemt dig, og de nye, som er lige saa utaalmodige som vi efter at byde dig velkommen iblandt os. Kom altsaa saa hurtig, som du kan!“
Helene standsede. Hun glædede sig paa Andreys Vegne; thi hun var ham en god Ven, og idet hun saa op paa ham, ligesom indesluttede hun ham i et Blik fuldt af Forstaaelse og Godhed.
Men hun saa kun hans tætklippede, sorte Haar, stift som en Hestemanke. Han havde trukket sin Stol lidt væk fra Bordet og lænede sig over dens Ryg med Hagen støttet i Haanden, tilsyneladende hensunken i Beskuelsen af nogle Render i de Fyrretræs Gulvbræder. Hun fortsatte sin Læsning.
Brevet omhandlede temmelig bredt flere mere abstrakte Sager, paaviste derpaa de betydelige forandringer, der i den senere Tid var foregaaede i den praktiske Politik, og nævnede de foreløbige Forholdsregler, Partiet i den Anledning agtede at tage.
„Alt dette,“ sluttede den skrivende, „vil vistnok forbavse dig — ja maaske endog i Begyndelsen krænke dig; men jeg tvivler ikke om, at du som en praktisk Arbejder i Sagen i Løbet af kort Tid vil indse det rigtige deri — —“
Her maatte Helene vende Bladet og blev brat afbrudt i sinLæsning ved det første fingerede Brevs meningsløse Indhold. Hun havde glemt, at denne Side endnu ikke var vasket bort, og det virkelige Indhold saaledes endnu ikke kommet til Syne. De første Ord, som hun saaledes uvilkaarlig læste, virkede paa hende som en kaad Farce midt i et Sørgespil.
Hun greb Børste og Flaske og vædede de tiloversblevne Sider. I Løbet af nogle faa Minutter var de undergaaede samme Forandring som den første; dog havde de et noget andet Udseende. Den sædvanlige flydende Haandskrift blev her afbrudt af lange Rækker Cifre, som øjensynlig indeholdt ganske særlig vigtige Meddelelser. Cifferskriften benyttedes som yderligere Forsigtighedsregel over for Politiet, for det Tilfældes Skyld, at det skulde fatte Mistanke til Brevet og ikke nøjes med at gennemlæse det, men benytte kemiske Præparater for at se, on det muligvis skulde indeholde skjulte Meddelelser. Cifferskriften var i Begyndelsen anvendt lejlighedsvis, idet enkelte Grupper af store, tætskrevne Figurer ragede op over den almindelige Haandskrifts regelrette Linier som Buske og Træer paa en Græsmark; men efterhaanden blev Cifrene talrigere, indtil de midt paa tredje Side dannede en hel tæt Skov, som en Logaritme-Tabel, uden nogen som helst Interpunktion eller Afbrydelse.
„Se dog Andrey! Det er en hel Svir for dig!“ udbrød Helene og pegede paa Cifrene. „Jeg er vis paa, at Georg har anvendt dem saa rigelig bare for at glæde dig!“
„En smuk Vennetjeneste!“ svarede Andrey. Han hadede at tyde Cifferskrift og plejede at sige, at dette Arbejde for ham var en Slags korporlig Revselse.
„Ved du hvad!“ vedblev han, „dette Stykke Arbejde vil tage os mindst seks Timer!“
„Aa nej, ikke slet saa længe, du dovne Fyr! Vi to tilsammen skal nok klare det paa langt mindre Tid.“
„Men jeg er kommen noget ud af Øvelsen. Du maa skrive Nøglen op for mig!“
Helene gjorde straks, hvad han bad om; hvorpaa de — hver især bevæbnede med et Ark Papir — satte sig til Arbejdet. Det var langt fra let gjort. Georg plejede at bruge Partiets dobbelte Cifre; de oprindelige Figurer i Brevet skulde ved Hjælp af en Nøgle omdannes til andre Figurer, og disse igen ved en anden Nøgle tydes i Ord. Denne Forvandlingsproces fordrede en uendelig Mængde Tegn for hvert enkelt Bogstav i Alfabetet, men havde den Fordel at gøre Cifrene absolut sikre mod Opdagelse, selv over for Politiets allersnildeste Forsøg. Men hvis der i denneSkrivemaade var indløbet blot den ringeste Fejl, blev den ofte til et Mysterium ogsaa for den, for hvem den var bestemt.
Som det sømmer sig for en Digter, var Georg langtfra noget særligt Mønster paa Agtpaagivenhed og Paapasselighed, og hans Venner blev ofte drevne til Fortvivlelse over hans Breve. Enkelte af hans Cifre nægtede med sand Haardnakkethed at blive til andet end stønnende, pustende, hvæsende Stavelser, af hvilke det syntes rent utænkeligt at forme et kristent Ord. Og som for rigtig at drille forekom disse Hieroglyffer altid paa Steder, hvor hvert Ord var eller syntes at være af allerstørste Vigtighed og Interesse.
Uden Helenes Hjælp vilde Andrey ofte have fortvivlet; men den unge Pige var en øvet Ciffer-Læser og havde et eget Talent til at gætte, hvad der manglede. Naar han ganske modløs foreslog hende at opgive denne eller hin Sætning som haabløs, tog hun begge Ark Papir i sin Haand og gættede ved en Slags Inspiration, hvor det var, at Georg havde gjort Fejl.
I mindre end to Timer havde de tydet de spredte Cifre i Brevet. De gav Oplysning on de nærmere Enkeltheder ved Andreys Rejse, idet de nævnede Navne og Adresser paa de Folk, som han skulde henvende sig til ved Ankomsten til St. Petersborg og ved den russiske Grænse. Andrey afskrev omhyggeligt alle Adresserne paa et lille Stykke Papir, som han gemte i sin Portemonnæ, for at lære dem udenad, inden han rejste.
Nu havde de den samlede Mængde Cifre tilbage at tyde. De forstod, at det nu drejede sig om et andet Tema, sandsynligvis af en særlig farlig og kompromitterende Natur, siden den skrivende havde gjort sig den Ulejlighed at omskrive hvert eneste Ord i Cifre.
Hvilke blodige Hemmeligheder kunde ikke denne Skov skjule? Andrey stirrede paa den, opsat paa at gætte. Men Skoven bevarede trofast sin Hemmelighed og saa trods sin lunefulde Forskelligartethed irriterende monoton og stum ud.
Efter nogle faa Øjeblikkes Hvile, gav de sig med fornyet Iver i Lag med deres Arbejde og tydede — Stump for Stump — den skjulte Mening.
Som det endelige Resultat af Decifreringen nedskrev Andrey møjsommeligt Bogstav paa Bogstav. Naar han havde Ord nok til en Sætning, læste han den højt for sin Hjælperske. Men allerede de første Ord berørte ham saa smerteligt, at han ikke var i Stand til at afvente Slutningen af Sætningen.
„Jeg er vis paa, at der er noget galt fat med Boris!“ udbrød han. „Se engang!“
Helene saa hurtigt ned paa Papiret, som han rakte hende, og derpaa paa sit eget. Det var uden for al Tvivl — det drejede sig om Boris — en af Partiets dygtigste og mest indflydelsesrige Mænd —, og Begyndelsen af Sætningen klang uhyggeligt nok — værre endnu, end Andrey formodede; thi hun gættede straks, hvilke to Bogstaver der vilde følge; men hun tav klogelig stille og vedblev at diktere.
„Fem — tre —.“
„Syv — ni,“ svarede Andrey og saa i Nøglen efter Bogstavet.
„Skynd dig!“ raabte Helene utaalmodigt. „Ser du ikke, at det er eta?“
Det ildespaaendeablev nedskrevet af Andrey.
Det følgende Bogstav var etr, hvilket var endnu værre.
Det tredje, det fjerde og det femte Bogstav blev skrevet, og deres sidste Tvivl — hvis de i det hele taget havde haft nogen — forsvandt. Uden at veksle et eneste Ord mere vedblev de med feberagtig Iver at tyde Skriften, og efter nogle Minutters Forløb læste de begge, — sort paa hvidt:
„Boris er for nylig bleven arresteret i Dubravnik.“
I stum Forfærdelse saa de paa hinanden.
„I Dubravnik! Hvad Pokker havde han at gøre i det fordømte Dubravnik?“
„Lad os gaa videre,“ svarede Helene, „maaske faar vi det at vide. Der maa sikkert nok være nærmere Oplysninger om hans Arrestation!“
Atter optog de deres irriterende langsomme Arbejde, og i Løbet af en ti Minutters Tid, som forekom dem at være en Time, havde de igen tydet et Par Linier. Deraf fik de at vide, at Boris tillige med to andre Venner, efter en haard Kamp med Politiet, var bleven tagen til Fange. Det var ikke meget; men tilstrækkeligt til at sige dem, at Sagen var fortvivlet. Hvorledes Boris’ Andel end havde været i Kampen, saa var han en dødsdømt Mand. I Følge en ny Lov, som var traadt i Kraft, blev enhver, der havde taget Del i disse Fægtninger med Politiet, straffet med Døden; og Boris var ikke den Mand, der nøjedes med at være Tilskuer, mens de andre sloges.
„Stakkels Zina!“ sukkede de begge; Zina var Boris’ Hustru.
Efter en kort Pavse nedskrev Helene atter en Række Figurer, som i Løbet af nogle Minutter viste sig at være Navnet paa den Kvinde, hvis Lod de netop havde beklaget — Zina.
„Zina! — — Kan det være muligt?“ udbrød Andrey. Hans første Tanke var, at ogsaa hun var arresteret. Men efter andrefem Minutters ængstelig Spænding saa han, at han havde taget fejl.
„Zina“ — stod der — „er rejst til Dubravnik for at undersøge Terrainet og se, hvad der kan gøres for at frelse Boris.“
„Gudskelov, at de tænker paa det! Det er godt og en Grund mere for mig til at skynde mig hjem,“ sagde Andrey.
Efter Meddelelserne om Boris fulgte en Liste over andre Ofre, som i den senere Tid var faldne i Politiets Hænder. Derefter omtaltes de forestaaende Forhør og de ubarmhjertige Domme, som man ad hemmelig Vej igennem Kontorerne allerede havde faaet at vide. De sørgelige Nyheder om de fængslede Venner blev kortelig opramsede i samme forretningsmæssige Tone som Rapporterne over de døde og saarede efter et Slag.
Det var Bagsiden af den underjordiske Kamp, der som en, mudret Strøm, Draabe for Draabe, sivede frem; det var ikke muligt at svælge denne bitre Drik paa én Gang. Ved enkelte særlig sørgelige Nyheder kunde de to Venner ikke undlade at veksle et Par Ord; men forøvrigt fortsatte de i Tavshed deres Arbejde og beholdt deres Følelser for sig selv.
Det gik nu langt raskere fra Haanden end før. Georgs Cifre blev mere tydelige, og Decifreringen foregik næsten uden Standsning.
Efter de sørgelige Beretninger om Tab og Lidelser kom man til et lysere Tema. Georg omtalte kortelig, men med den glødende Tro og Overbevisning, der var ham egen, de hurtige Fremskridt, Partiet i al Almindelighed havde gjort, og fremhævede den stærke aandelige Gæring, som sporedes overalt.
„Ja, det vil ikke vare længe, førend der sker noget stort!“ udbrød Helene begejstret og rejste sig for at rette de stivnede Lemmer ved at gaa frem og tilbage i Værelset. Pludselig greb hun Brevet, tørrede det omhyggeligt over Lampen og strøg en Svovlstik for at antænde det.
„Aa nej, lad være!“ sagde Andrey hurtigt.
„Hvorfor? Har du ikke skrevet alle Adresserne op?“
„Jo; men jeg kunde have Lyst til at beholde Brevet lidt endnu.“
„Hvorfor? For at det skulde falde i uvedkommendes Hænder?“ spurgte Helene skarpt.
Andrey svarede, at i Schweiz var disse strenge Forholdsregler overflødige; men det var ikke let at overbevise den unge Pige; thi som alle Kvinder, der er indviklede i en Sammensværgelse, overholdt hun strengt de vedtagne Forskrifter.
„Maaske er du tilgængelig for et Kompromis?“ spurgte hun tøvende.
Hun rev den første Halvdel af Brevet af, den, som indeholdt de rent personlige Meddelelser, og udkradsede omhyggeligt de enkelte Cifre.
„Det er formodentlig dette, du vil læse?“ spurgte hun.
„Naa ja, jeg gaar ind paa dit Kompromis! Unægtelig synes jeg bedst om denne Del og fratræder min Fordring paa Resten,“ svarede Andrey, medens den unge Pige knælede ned foran Kaminen og omhyggeligt brændte Levningerne af Brevet tilligemed de to Ark, hvorpaa de havde løst Cifrene.
Da Helene havde bragt sin Samvittighed til Ro, indtog hun atter sin Plads.
„Altsaa, du skal rejse fra os, Andrey,“ sagde hun drømmende.
Der var en større Varme end ellers i hendes Stemme og i det Blik, hvormed hendes ærlige, klare, blaa Øjne saa paa Andrey. For dem, som bliver tilbage, er det altid vemodigt at se en Mand i Færd med at forlade sit sikre Eksil for paa ny at risikere Livet i Czarens Riger.
„Tager du snart af Sted?“ spurgte hun.
„Ja,“ svarede Andrey. „Pengene og Passet vil kunne være her om tre, fire Dage, haaber jeg, og det er tilstrækkelig Tid til mine Rejseforberedelser.“
Efter en næppe mærkelig Pavse tilføjede han:
„Jeg vilde ønske, at jeg vidste, om de allerede er komne under Vejr med hans Navn?“
„Om hvem taler du?“ spurgte den unge Pige og saa op.
„Om Boris naturligvis!“
„Jeg kan ikke tænke mig, at de saa snart skulde have udfundet det,“ svarede Helene. „Boris har aldrig før været i Dubravnik. Desuden vilde Georg have omtalt en saa vigtig Kendsgerning.“
„Gid du havde Ret,“ svarede Vennen. „Det vilde være saa langt lettere at hjælpe ham! Men lige meget — det vil ikke vare længe, førend jeg ved Besked om alt.“
De fortsatte Samtalen rent forretningsmæssigt. Den unge Pige havde øjensynlig en Del personlig Erfaring i at smugle eksilerede Landsmænd ind i Rusland, og omendskønt hun var adskillige Aar yngre end Andrey, gav hun ham dog mange værdifulde Raad.
„Naar du nu atter er inde i Malstrømmen, saa lov mig ikke helt at glemme os her,“ sagde Helene med et Suk. „Skriv af ogtil til Vasily eller mig. Ogsaa jeg vilde gerne tilbage til Rusland. Se, om du ikke kan ordne det for mig!“
„Jeg skal gøre mit bedste! Men hvor er Vasily? Hvorfor kom han ikke med?“
„Han var ikke i Kaféen i Aften. Jeg sendte Bud til ham, at jeg gik herop. Han maa være ude — rimeligvis i Operaen. De spiller „Robert“. Ellers vilde han have været her for længe siden.“
Hun stak Haanden i Lommen og trak et stort, gammeldags Guldur frem. Det var et Familiestykke, som hun satte særlig Pris paa, fordi hun havde faaet det efter sin Fader, der var General paa Kejser Nikolaus’ Tid. Hun havde haft Uret med sig i Sibirien, og det var ligeledes fulgt med hende i Eksilet. Lejlighedsvis tjente det vel som Tidsmaaler; men for det meste laa det fredeligt i en eller anden Pantelaaners Skuffe — til Fordel for hende selv eller en af hendes Venner. Disse Menneskers Tilværelse var saa nøje knyttet sammen, at den personlige Ejendomsret omtrent helt udelukkedes, og det Faktum, at Uret nu befandt sig i dets retmæssige Besidders Eje, var et talende Bevis for, at den lille Kreds af sammensvorne, som befandt sig her, for Tiden var nogenlunde økonomisk betrygget.
„Nej, hvor det er blevet sent!“ udbrød Helene. „Den er over tolv. Jeg maa skynde mig hjem, for ikke at sove over mig til Timerne i Morgen. Du kunde for Resten sørge for,“ vedblev hun, „at en anden fik dit Arbejde, naar du rejste.“
„Ja, det skal jeg. Det vilde egne sig for Vasily. For ham med hans faa Fornødenheder vilde firsindstyve Francs om Maaneden være tilstrækkeligt til alle Udgifter. Og der kunde endda blive saa meget tilovers, at han engang imellem kunde tage dig med i Teatret eller paa en Koncert.“
Helene rødmede, endskønt hun var forberedt paa en eller anden Hentydning af den Art; Andrey drillede hende altid med hendes Beundrer.
„Vasily er en Mand med strenge Grundsætninger, ikke saadan en Sybarit som du,“ sagde hun smilende. „Men jeg vil ikke sinke mig med at skændes med dig — Farvel, Andrey!“
Han greb Lampen for at lyse hende ned ad Trapperne og slap hende ikke af Syne, før hun sikkert var naaet inden for sin Gadedør; Huset, hvori hun boede, laa lige over Gaden. Saa gik han langsomt tilbage til sit enlige Værelse.
Det afrevne Stykke af Brevet laa fristende paa Bordet. Helene havde gættet Sandheden, han havde ønsket at beholde Brevetfor, naar han var alene, at fryde sig over disse venlige Ord fra fjerne Venner. Men han kunde ikke gøre det nu, Helene havde ved at gætte hans Tanker ødelagt Glæden for ham. Han stak Brevet i Lommen for at gemme det til næste Dag. Saa gav han sig til at ordne sin Seng; men han var alt for ophidset til at kunne sove.
Tre lange, lange Aar var forløbne, siden Andrey Kojukhov, mistænkeliggjort saa vel gennem sine første Forsøg paa at gøre Propaganda blandt Bønderne som ved senere Delagtighed i den underjordiske Kamp, var bleven overtalt af sine Venner til foreløbig at „fordufte“. Han havde i Mellemtiden gennemstrejfet forskellige Lande, forgæves søgende at finde en passende Beskæftigelse for sin hvileløse Aand. Førend det første Aar af hans ufrivillige Eksil var omme, var han saa plaget af Hjemve, at han spurgte Vennerne, der holdt Valpladsen i St. Petersborg, om han ikke maatte vende tilbage for atter at indtage sin Plads i Rækkerne. Men dette blev paa det bestemteste nægtet ham. Der var en foreløbig Pavse i Kampen, idet Politiet ikke havde noget særligt at holde sig til; men da hans Navn var vel erindret, vilde han ved sin Tilbagekomst sætte hele Banden i Bevægelse. Uden at være i Stand til at udrette noget, vilde han kun blive en Byrde for Vennerne. Han burde have forstaaet dette af sig selv; naar man trængte til ham engang, vilde man sende Bud efter ham. I Mellemtiden maatte han holde sig i Ro og søge at finde Beskæftigelse i Udlandet, enten ved literært Arbejde i Revolutionens Tjeneste eller i den sociale Bevægelse i fremmede Lande.
Andrey forsøgte begge Dele; men med mere Iver end Held. Han skrev for flere russiske Blade, som blev udgivne i Udlandet; men han havde oprindelig intet literært Talent. I hans Indre brændte en begejstret Sjæl, og han havde stærke Følelser over for Skønhed og Poesi, men manglede Evne til at give dem Udtryk. Det var ham ikke muligt paa samme Tid at tjene to Herrer. Han levede og aandede kun for Rusland og var ganske optaget af sine Minder, sin Længsel og af alt, hvad der angik Fædrelandet. Han følte sig som en flygtig Gæst ved de udenlandske Socialisters Sammenkomster og blev mere og mere overfalden af Hjemve. Han var lige paa Nippet til atter at skrive til sine Venner, da han modtog en levende Hilsen fra dem igennem Helene Zubova, den unge Pige, der havde hjulpet ham med at tyde Brevet.
Netop hjemvendt fra Sibirien havde hun straks meldt sig til Tjeneste paa ny i Ligaen i St. Petersborg, men var bleven raadet til øjeblikkelig at drage over Grænsen og for en Tid at opholde sigi Udlandet. Tillige med en Bunke Hilsener fra Vennerne havde hun bragt Andrey det bestemte Paabud om at være fornuftig og holde sig i Ro. Foreløbig var der ikke Brug for nogen af dem. Helenes Afrejse til Udlandet var et tydeligt Bevis derfor.
Andrey blev altsaa nødt til at gøre en Dyd af Nødvendigheden. Tiden havde taget Brodden af hans første Skuffelse, og han havde lidt efter lidt vænnet sig til at tænke sig sit Liv henlevet i Landflygtighed med alle de deraf følgende pinlige Ærgrelser og Besværligheder, men ogsaa med den udelte Tilfredsstillelse, der en i uhindret at kunne fordybe sig i sine Tankers Lønkamre. På denne Maade havde han nu tilbragt tre rolige, ensformige Aar kun oplivet ved den feberagtige Spænding, som Forventningen om Nyheder fra Rusland hensatte ham i.
Han ventede ikke forgæves. Efter en kort Stilstand brød den ulmende Revolution atter ud med fordoblet Kraft, og Andrey greb med Begærlighed denne Anledning. Han sendte en ny Forespørgsel, affattet i veltalende, overbevisende Ord, noget, som uheldigvis aldrig fandtes i hans mere gennemarbejdede literære Frembringelser. Der var ingen Grund mere til Udsættelse, og efter nogle faa Ugers ængstelig Spænding modtog han Georgs Brev som Svar.
„Endelig engang!“ gentog han for sig selv, da han langsomt gik frem og tilbage i sit Værelse, optaget af at tænke paa Rejsen.
Landflygtighedens tomme Oplevelser eksisterede ikke længer for ham, han var pludselig igen i St. Petersborg med dens velkendte Omgivelser og følte det, som om han først den foregaaende Dag var rejst derfra.
Hans Hjerne arbejdede mere og mere intenst, og han travede hurtigere og hurtigere frem og tilbage i Værelset.
En lydelig Banken afbrød ham pludselig i hans Drømmerier og kaldte ham tilbage til Virkeligheden. Det var den logerende nedenunder, der, irriteret over hans generende Gaaen frem og tilbage, dunkede i loftet med en Stok for at give sit Mishag til Kende.
„Det er nok Monsieur Cornichon, der ønsker Ro til at sove,“ udbrød Andrey. „Den gode Mand bryder sig Pokker om, enten den russiske Revolution gaar ad Helvede til eller ej.“
Han standsede imidlertid brat og var stille, indtil Bankningen var ophørt, for paa denne Maade at tilkendegive, at han bad om Undskyldning. Da han imidlertid stadig ikke følte Lyst til at gaa i Seng og ikke vilde kunne holde sig i Ro, naar han var oppe, besluttedehan at spadsere ud i den smukke Foraarsnat. Han slukkede Lampen, laasede Døren efter sig og listede stille ned ad den mørke Trappe.
Samuel Susser, almindelig kaldet „Røde Sam“, Formand for Smuglerne og Værtshusholder i Ishky, en Landsby paa den lithauiske Grænse, betjente sine Gæster med sædvanlig Paapasselighed. Hans aarvaagne Øje bemærkede øjeblikkelig, naar en af dem følte Tørst, og hans øvede Haand skænkede aldrig nogen Sinde en Draabe Øl mere, end der akkurat udkrævedes, for at Glasset skulde synes fuldt, medens der i Virkeligheden manglede saa meget som vel muligt. Hans livlige Aand var for Øjeblikket beskæftiget andet Steds, idet han fulgte Iltoget, som fra St. Petersborg Mil for Mil nærmede sig Grænsen.
Han havde om Morgenen faaet Telegram fra David Stirn, en Student af jødisk Afstamning, som stod i Forbund med „Goiserne“ (kristne Oprørere) imod Autoriteterne og nu bevogtede Grænsen for dem. I et forud aftalt Sprog havde David meldt, at han kom med Aftentoget og havde tre Kammerater med, som skulde „bringes over“.
Tre Personer à ti Rubler pr. Hoved er ingen ilde Dagsindtægt; men alligevel gjorde „Røde Sam“ Regning paa at faa lidt mere for sin Ulejlighed. Det var netop i Udskrivningstiden, og der blev ved Grænsen taget særlige Forholdsregler for, at de unge Jøder ikke skulde løbe væk fra Militærtjenesten. En ærlig Smugler havde under saadanne Forhold Ret til at vente en ekstra Ducør; men det gjaldt om at være forsigtig over for saadan en Gnier som David. Og dog var han ingen daarlig Kunde denne samme David. Et skarpt Hoved, ægte Jødeblod, som overalt i Verden vilde gøre sin Race Ære. Han var efter al Sandsynlighed Fører for „Goiserne“, en rask Knøs, som nok vidste, hvor han var hjemme. Uden Tvivl havde han en Fremtid for sig, og en ærlig Smugler behøvede intet at frygte ved at staa i Forbindelse med ham. Han forstod at holde Mund og var Mand for at staa ved sit Ord; men han kunde prutte og tinge om en Øre, ligesom en Zigeuner paa Hestemarkedet.
„Røde Sam“ havde tilstrækkelig Anledning til at studere sin besynderlige Klient. Hver tredje eller fjerde Maaned viste den unge Mand sig ved Grænsen med et Hold Goiser, som enten ønskede at komme ind i Landet eller ud af det. Saa var der ogsaa Bøger, der skulde smugles ind udefra, og dette var en meget indbringende Gren af Forretningen, thi der blev betalt mere for Bøger end for Tobak og Silke. David havde mange Forbindelsen langs Grænsen, men Samuel var stolt af at turde regne sig for hans Yndlingsagent.
Hvad alt dette betød — hvem de underlige Folk var, som David stod i Ledtog med, og hvad de egentlig vilde — kunde Samuel ikke rigtig blive klog paa. Dreven af sin jødiske Nysgerrighed havde han vel forsøgt at læse nogle af de revolutionære Pamfletter, som han skulde smugle ind; men da hans Kundskaber i Russisk kun var yderst mangelfulde, fik han ikke meget ud af det og opgav klogelig at spekulere videre over Tingene. Naar en saa klog Mand som David var Part i Sagen, maatte der sikkert være noget at tjene; hvorledes skulde David ellers kunne betale saa punktlig og saa rigelig, som han gjorde.
Lokomotivets Fløjten i det fjerne sagde ham, at Petersborgtoget nu var ved at løbe ind paa Stationen.
„Der er de!“ tænkte „Røde Sam“, idet han med Alvorsmine serverede en Snaps for en Politiembedsmand.
Samuels Værtshus laa noget borte fra Stationen, og de fleste rejsende tog deres Forfriskninger i nærmere og bedre Lokaler; men der var dog altid en eller anden, der fandt Vej hen til ham. Han gjorde derfor sine Forberedelser til Modtagelsen, tørrede Bordene af, inspicerede Snapsbeholdningen, som stod i en lang Række Flasker langs Væggene, og placerede sig derpaa selv bag Disken. Værtshuset begyndte at fyldes. Flere Bønder fra Landsbyen kom ind, ivrig debatterende Begivenhederne paa Markedet hvorfra de netop vendte hjem. To Gendarmer kom ind for at drikke en Snaps og satte sig paa Hæderspladsen. Flere andre Kunder indfandt sig; men David var ikke til at se. Omtrent en Time forløb efter Togets Ankomst, og han kom stadig ikke. Værten var netop fordybet i sine Betragtninger over, hvorledes han bedst skulde genoprette det Tab, som Davids Mangel paa Punktlighed vilde paaføre ham, da han ved at se til højre opdagede selve Manden i egen Person siddende ganske stilfærdigt ved samme Bord som de to Gendarmer, hvem han syntes at skænke lige saa liden Opmærksomhed som de ham. Den unge, fattigklædte Jøde var sandelig ogsaa den, man mindst skulde betragtemed mistroiske Øjne. Som han sad der, med Blikket tomt rettet ud i Rummet, gjorde han ganske Indtryk af at være en yderst beskeden Kunde, som ikke var særlig forhippet paa at forlade et Sted, hvor man sad saa godt og i saa behageligt Selskab.
David var en lille, bredskuldret Mand paa omkring de femogtyve med et tiltalende, regelmæssigt Ansigt af udpræget jødisk Type, store, mørkebrune Øjne med et mildt, noget sørgmodigt Udtryk.
Samuel betjente ham, da hans Tur kom, og stillede et Ølkrus hen foran ham uden ellers at tage nogen Notits af ham. Den unge Jøde betalte for Øllet, og da han i Ro og Mag havde tømt sit Krus, forlod han Lokalet lige saa stille, som han var kommen.
Ude paa Gaden drejede David om Hjørnet af Huset og gik ad en Bagdør ind i Køkkenet, hvorfra han atter kom ud i en mørk Gang. Han strøg en Svovlstik og gik op ad en Trappe, der førte til et snævert og temmelig smudsigt Bagværelse, hvor Røde Sam i Almindelighed afgjorde sine Forretninger.
Værten var der allerede. Da han saa David forsvinde, havde han ogsaa skyndt sig bort, efter først at have faaet sin Kone til at indtage hans Plads bag Disken.
„Naa, hvordan gaar det, Sam?“ spurgte David. „De ventede mig vel ikke saa snart?“
„Jeg ventede Dem slet ikke, Hr. David — eller rettere ikke i Dag. Jeg tænkte, at De først kom i Morgen.“
„Jeg havde noget at tage Vare paa,“ svarede den unge Mand og satte sig i en Lænestol af tvivlsom Kulør og skrækkeligt Udseende, som stod op imod Væggen.
Samuel balancerede paa en høj Træstol, som manglede et Ben.
„Er Deres Venner saa med Dem?“
„Ja! — alle tre! To Mænd og en Dame. Jeg forlod dem hos Foma. Vi ønsker at være paa den anden Side i Morgen tidlig. De har vel ordnet alt fornødent?“
„Ja, alt er klart. Klokken otte i Morgen er de derovre uden mindste Vrøvl. Men — —.“ Sam brød af og gned sin Næse, medens han saa spørgende paa David.
„Hvad skal det sige?“ David saa op.
„Ja, ser De, kære Herre, Tiderne er vanskelige, og Soldaterne meget begærlige. Jeg har haft uhyre — ganske frygtelig meget Mas med at faa dem paa ret Køl,“ sagde Samuel og saa alvorsfuldt op i Loftet. „Og jeg blev nødt til at betale dem mere end — —.“
„Det har De gjort galt i, min gode Sam, det var en stor Dumhed!“ afbrød David ham i en ligegyldig Tone.
„Saa? Er der noget dumt i at betjene Dem paalideligt?“
„Nej, det er der ikke! Men De maa holde faste Priser. Jo mere man giver, des mere forlanges der. Husk vel paa det, gamle Ven!“
„Det er nemt nok sagt for Dem, Hr. Stirn,“ svarede Smugleren i en krænket Tone. „Men tror De, atjegtør fastslaa Reglerne? Det er Soldaterne, der er Herrer, og ikke mig.“
„En klog Mand maa vide at klare sig,“ svarede David med uforstyrrelig Ro. „Sæt nu,“ tilføjede han med et Glimt af Lune i Øjet, „at De en Dag kom og forlangte højere Betaling end den, vi var bleven enige om. Jeg siger ikke, at De vil gøre det; men lad os nu antage, at De gjorde det. Nuvel, hvad tror De, at jeg vilde svare Dem? Min gode Sam, Fisken gaar, hvor Vandet er dybest, og Køberen, hvor Varen er billigst. Grænselinien er lang, og der er mange Soldater. Hvis den ene ikke vil, saa vil den anden. Eller har jeg maaske ikke Ret?“
David smilede godmodigt og begyndte at stoppe sin lille Snadde. Han havde selvfølgelig straks forstaaet, hvor Samuel vilde hen, og var fast bestemt paa ikke at give efter; men han holdt ikke af at optræde barskt, saa længe han kunde undgaa det. Han vedblev derfor, som om intet var forefaldet:
„Naa, hvorledes har saa Familien det? Det har jeg jo glemt at spørge om.“
„Jo Tak, godt!“ svarede Sam mut; det var ikke hans Agt saa hurtig at opgive Ævret.
„Er der ellers passeret noget nyt i Landsbyen?“ spurgte David uforstyrret videre.
„Aa jo, der er vel det,“ svarede Smugleren i samme gnavne Tone og fortalte saa en Del Nyheder, der skulde vise, hvor alvorlig Situationen ved Grænsen var.
„Har De hørt, at Isak er kommen tilbage?“ spurgte David og udsendte en stor Røgsky.
Sams Mod faldt. Isak var en dreven Smugler og højt anset iblandt Fællerne. David havde af og til benyttet ham, og Sam var altid angst for, at Isak skulde stikke ham ud.
„Er han det?“ sagde Sam klejnmodigt. „Det vidste jeg ikke af.“ Han saa forskende hen paa sin Gæst, men Davids Ansigt var ubevægeligt.
„Jeg hørte det nede hos Foma!“
„Saa er der intet Haab mere,“ tænkte Samuel; „med den Mand kommer du ingen Vegne.“
„Har Deres Folk megen Bagage?“ spurgte han derpaa højt i fuldstændig Forretningstone, som om intet var forefaldet.
„Nej, kun en Bagatel! Deres Dreng kan bære det hele.“
„Saa sender jeg ham i Morgen ned til Foma. Pengene udbetales altsaa paa den anden Side?“
„Ja! Men husk paa ikke at tage imod noget som helst af dem — kun en Lap Papir, som De bringer mig, og hvoraf jeg faar at vide, at de er komne sikkert over.“
Sam nikkede tavst. Det var atter en af Davids Særheder, som han gennemførte med ubøjelig Strenghed.
Den krænkede Smugler strøg Haaret fra Panden og gav sig til at spørge om Vejret i St. Petersborg, for at komme ind paa et andet Samtaleemne. Men hans daarlige Humør forsvandt med ét Slag, da hans Gæst spurgte ham, om han kunde holde skarpt Udkig paa sin Post i Løbet af den følgende Maaned.
„Jeg skal over Grænsen,“ forklarede den unge Jøde, „og har en Mængde Ting, som jeg skal have ind i Landet.“
Sam smækkede med Læberne, dette vilde blive fuld Oprejsning for hans skuffede Forhaabninger nu. Forøvrigt gjorde han ingen Spørgsmaal; thi han vidste, at David ikke holdt af det og kun fortalte, hvad han vilde.
De samtalede endnu en Stund om de forskellige Forholdsregler, der skulde tages, og skiltes som fine Venner.
David begav sig tilbage til Fomas Hus, hvor hans Ledsagere havde indrettet sig for Natten. Husets Herre lukkede ham selv ind og fortalte paa hans Spørgsmaal, at alt var i Orden, man havde spist til Aften, og Selskabet var gaaet til Ro. De to Mænd sov i Værelset ud til Gaden og Damen ovenpaa i hans Datters Kammer. David takkede ham og gik ind til sine Venner. Han plejede altid ved Lejligheder som denne at bo hos Foma, omendskønt Sengelejet, som bødes ham der, kun bestod af en Træbænk. Men Foma var Stedetssotsky— en Slags landlig Politimand, og hans Stue havde den Fordel at være et sikkert Opholdssted.
Da David var kommet ind i Værelset, undersøgte han alt med samme Nøjagtighed som en vagthavende Officer. Vinduesskodderne var lukkede for at skjule de rejsende for nysgerrige Blikke, og al Bagagen, hans egen Lærredssæk indbefattet, var sammenstablet i et Hjørne af Værelset. Hans Kammerater laa, trætte af den lange Rejse, i tryg Søvn paa Bænkene langs Væggene. Alting var i Orden.