(Den ny Tjener.)
En Times Tid efter kørte Grev Campnell i Droske af Sted til Majendies Hjem. Tjeneren Neave lukkede op.
»Er Herren hjemme?«
»Herren er gaaet i Seng.«
»I Seng! Paa denne Tid af Dagen —?«
Detektiven fandt ganske rigtigt Majendie liggende i sin Seng med Tæpperne op om Ørene — og tudbrølende.
Detektiven fik ham rusket op og klædt paa i en Fart, saa ned ad Trapperne og i Drosken med ham, altsammen før det stod ham egentlig klart, hvad der skete.
»Hvad skal jeg gøre, Greve? Jeg tror, Folk paa Gaden peger Fingre af mig,« var det første, han mælede. »Maaske har de fundet min Kone et eller andet obskurt Sted ...«
»Ja, De skulde have været mere elskværdig mod hende, kære Herre!«
»Nej, nej, De tager fejl, men ... men Greve? Hvor ... hvor kører vi hen? Jeg synes vi holder udenfor Parker!«
Detektiven sprang ud i en Fart.
»Bliv, hvor De er! Jeg skal tale et Sekund med Hr. Parker!«
Idet Greven naaede op mod Trappen, kom Parker farende ned, synlig indigneret.
»Naa ... ja, det var saamæn paa Tide, de indfandt Dem. Herregud, Menneske, det er jo en Sag af den yderste Vigtighed.«
Detektiven smilte: »Saa ud med Sproget. Nu har De mig jo!«
Med de Ord tog Greven den lille Mand venskabeligt under Armen, og før han fik Tid at gøre Modstand, var han puttet ind i Drosken.
»Kør Kusk, alt hvad De kan, De ved jo hvorhen!«
Atter af Sted. Hvem af de to Fremmede, der var mestforbavset, er vanskeligt at sige. Parker talte først.
»Hr. Greve! Hm! Maa jeg spørge ... hvor tør De ... putte mig ind i denne modbydelige Kasse sammen med saadan en ... en Abekat.«
Majendie rømmede sig advarende.
Parker forsøgte at rejse sig, men Greven tvang ham tilbage.
»Sid nu roligt et Øjeblik, lille Ven!«
Majendie skelede til Parker:
»Min Kone er myrdet, at De ved det!«
»Myrdet?« Parker stirrede. »Myrdet? Hun er vel bare forsvunden? Hm, maaske burde man misunde Dem.MinKone forsvinder ikke saa let ... men more sig kan hun med en mørkhaaret Æventyrer ...«
»Ja, hende var det, der ødelagde min.«
»Naa det tror De, gamle Fyr! Nej,Deresmodbydelige Kvinde af en Kone....«
Detektiven tyssede paa de ivrige Herrer. Kort efter standsede Vognen i en snæver Gyde udfor et lille Hus med en Bagerbutik og andre Smaahandlende.
»Værsgod, mine Herrer, kom saa!«
Nølende krøb de to Fjender ud af Vognen. Spørgende saa de paa hinanden.
Døren til Huset stod aaben. Detektiven drev dem op ad snævre Trapper. Der var kun én Sal og én Indgang.
Ingen Navneplade paa Døren.
Detektiven betænkte sig lidt.
Døren var gammel og skrøbelig. Med et kraftig Tag rev han Laasen op.
Værelset, de kom ind i, var alt andet end indbydende.
Parker gjorde atter Spektakel. »Hvad i al Verden er det for et hæsligt Rum. Er De gal, maa jeg spørge?«
Detektiven tvang dem til at forholde sig rolige. Saadan gik en halv Times Tid.
Pludselig for Detektiven op.
»Stille! Der kommer nogen!«
Lyden af Fodtrin hørtes paa Trapperne.
Parker aabnede nysgerrigt Døren paa Klem.
Men næppe havde han gjort det, før han gispende for tilbage. »Død og Pine, det er jo min Kone, klædt ud som ordinær Blomsterpige! Gaa ind i den anden Stue, aa gør det ...«
Majendie løb til Døren og kiggede nysgerrigt.
»Hvad Pokker — min nye Tjener! Nej, føj, Deres Kone har en modbydelig Smag! Manden er jo snavset og brun som en Neger.«
Parret kom ind.
Parker for dem i Møde.
»Ja saa lille Frue,derfandt jeg Dig!«
Majendie saa maalløs paa sin Tjener:
»I Sandhed! Jeg beundrer din Beskedenhed, Perkins! Det maa jeg sige, løbe bort med en Guldfugl!«
Detektiven kom til.
»Maa jeg saa have den Ære, Hr. Parker, at forestille Dem for Fru Majendie!«
Han gik hen mod den snavsede Tjener.
»Kan De ikke kende Deres egen Hustru, Majendie?«
Der blev ganske stille.
Saa en Lyd — halvt et Suk, halvt en Latter: Perkins, »den nye Tjener«, rev Parykken af, og der viste sig et Brus af gyldne Krøller.
»Aa Cyril, at baade Du og Parker virkelig har mistænkt mig for noget slemt med en Tjener! Det er jo bare den velsignede Valnøddesaft paa Kinderne.«
Majendie saa forvirret ud: »Jamen ... hvad siger Du ... jamen det er dog virkelig et meget ondartet Puds!«
»Kæreste Cyril, jeg har jo gjort det for din Skyld alene. Ja netop! Da Du sagde, Du vilde være ruineret, hvis Du ikke kunde skaffe de 5000 Kr.,maattejeg jo finde paa noget. Saa løb jeg over Gaden til Fru Parker. »Marie«, sagde jeg. »Skal vi vædde?«
Det vilde hun.
»Vi vædder om, at jeg skal kunne gaa som Tjener i mit eget Hus en Uge, uden at Cyril skal kende mig.«
»Er Du gal«, sagde hun.
»Hvor meget vædder vi?«
»En ordentlig Masse — 5000 Kr., Du har jo Penge nok.«
Her afbrød Fru Parker:
»Ja, jeg vidste jo, Majendie havde særlig god Brug for de Penge, men jeg vidste ogsaa — Hr. Majendie! — at Deres Kone er parat til at gørealtfor Dem, for jeg kender hende ud og ind!«
Pludselig vendte hun sig lidt vredt mod Grev Campnell:
»Hvem er De, med Forlov? Hvordan har en Fremmed kunnet opdage vore Intriger, der var godt nok fundet paa?«
Greven bukkede: »Det var de, Frue. De har virkelig skjult Dem paa et lidet iøjnefaldende og tarveligt Sted. Men De ved, for en Detektiv maa den Slags Ting nu til Dags være Bagateller — og er det da ogsaa, heldigvis.
Den rigtige nye Tjener, Hr. Perkins, var jeg saa heldig at træffe. Han turde ingenting sige af Frygt for derved at tabe en udsat Belønning. Jeg nænnede ikke heller at lede ham i Fristelsen. Foreløbig forstod jeg, der maatte være Kvinder med i Spillet. Kvinderne bruger de fleste Bestikkelser, men kommer jo ogsaa lettest til Pengene. Jeg lod ham løbe, altsaa. Først vilde jeg prøve Adressen paa det Papir, hvori Deres Smykker laa gemte.«
»Det Papir —?«
»Ja.« Han tog det gamle Indpakningspapir op af Lommen. »Et af Smykkerne laa jo indsvøbt i Papirmed Konditorens Firmamærke, der bor her i Huset. Har de allerede glemt det, lille Frue?«
Ja, det havde hun. Men nu huskede hun godt, de to Veninder havde købt Kager dernede....
»— Og sparsommeligt anvendt Papiret!«
»Men alt det andet Papir omkring de andre Pakker?« lød det ærgeligt fra Fru Majendie.
»— Var ikke fra Konditoren, Frue, men kunde maaske have givet Oplysninger, i Fald det gamle Ordmod Sædvanehavde vist sig bedragerisk: »Hvor søde Sager er, holder Kvinderne til!««
Saa bukkede han høfligt for Selskabet og overlod dem til Idyllen.
(Hvem er det?)
Grev Campnell var lige kommet sig efter et Influenzatilfælde, da hans Tjener en Dag meddelte, at den unge Grev Georg Carman meget gerne vilde tale med ham.
Det slog straks Detektiven, at Grev C. saa endnu mere nervøs ud end sædvanlig.
»Forbandet Historie sidste Nat, Hr. Campnell! Indbrudstyveri, Pokker til Affære!«
»Er det alt, hvad De har at fortælle?«
»Ja naturligvis — er det maaske ikke tilstrækkeligt?« Han satte sig. »Ser De, Indbrudet gælder Villa »Azalea«, hvor min Veninde, Frk. Tonny Darling bor.«
Detektiven kendte baade Hus og Dame.
Greven fortsatte: »Juvelerne er stjaalne, dem, jeg har givet hende! — Jeg har givet en syndigHavn Penge for dem i sin Tid, for hunmaattejo have dem ... Naa, det er ikke det værste!«
»Hvad da?«
»Jeg kan min Sandten ikke gaa til det bornerte Politi i denne Affære. Kan jeg stole paa Dem?«
»Selvfølgelig. Gaa nu bare til Sagen!«
»Godt.« Greven rokkede lidt paa Stolen. »Jeg har i sin Tid givet hende et skriftligt Ægteskabsløfte, som hun gemte paa Bunden af sit Juvelskrin. Skrinet er borte! Hvad skal jeg gøre? Netop nu, da min Familie endelig har fundet et passende Parti til mig ...«
Detektiven saa i Tankerne Faderen, Greven til Hammersmith's Ansigt — denne gamle, korrekte Adelsmand.
»Ja, vel er det ubehageligt for Dem ...«
»Mellem os sagt, Hr. Detektiv!« Greven rykkede sin Stol nærmere og hviskede: »Har hun og jeg været lidt uenige i den senere Tid. Det skulde slet ikke forbavse mig, om hun selv er Tyven! Altsaa blot har foregivet Indbrudstyveriet og givet en af sine Venner mit fatale Ægteskabsløfte som Vaaben imod mig.«
»Har De noget at holde Dem til i den Opfattelse?«
»Ikke Spor; men jeg kunde tænke mig det.«
»Hvem bor i Huset foruden Frk. Darling?«
»Hun bor der alene med sin Tjenestepige.«
»Hvad savnes foruden Dokumentet og Smykkerne?«
»Det aner jeg ikke. Jeg ved kun, hvad hun har fortalt mig. Jeg kommer lige derfra. Aa, hun er vist frygtelig snedig.«
Detektiven rejste sig.
»Ja ja — jeg skal komme ud paa Villaen, saa snart jeg faar Tid. Maaske vil De møde mig derude.«
»Ja — jo, det skal jeg. Tak, skal De have!«
Og saa gik han.
Tjeneren havde næppe lukket den forvirrede unge Greve ud, da han meldte Detektiven nyt Besøg. Det var en Herre, som nægtede at opgive Tjeneren sit Navn.
»Spørg, hvad han vil mig?«
En hæs Stemme afbrød Konferencen mellem Campnell og Tjeneren.
»Det skal jeg nok selv fortælle Hr. Greven!«
Svaret kom fra en Fyr, der uden videre havde listet sig ind.
Detektiven maalte ham — og genkendte en bekendt Bandit, Hiles. Tillige var Fyren ophidset og kanonfuld.
»Gaa blot!«
Tjeneren gik.
»Hvad vil De? Men hurtigt!«
Fyren var en lille undersætsig Proletar paa de 24. I den ene Haand bar han en almindelig sort Haandtaske. Han saa ud til at være indædt rasende, i Øjeblikket næppe ved sin Forstands fulde Brug.
»Ja, dér gaar han!« Fyren kiggede ned paa Gaden. »Pas paa, han ikke bilder Dem for meget ind. »Grev Georg Carman« kalder han sig — jo, han er en dejlig Kavaler!«
Detektiven begyndte at more sig.
»KenderDeham?«
»Ja vist gør jeg saa. Hans Fader ejer Millioner, og saa gaar Sønnen rundt og tager Brødet af Munden paa ærlige Folk.«
»Saa—aa? Hvad har han da gjort?«
»Gjort! Han har spillet mig et Puds saa gement, som jeg ikke havde nænnet det overfor en blind Hankat. Jeg ved godt, han har været her, jeg har passet paa ham nede paa Gaden. Han kom for at fortælle, at der havde været Indbrud paa den Rønne, han kalder Villa »Azalea«. — Nu skal jegfortælle Dem, hvem der har gjort det, skønt jeg ikke vilde sige ham det.Jeghar gjort det!«
Detektivens Munterhed voksede.
»De er en aaben Karakter, maa jeg sige! De gjorde altsaa sidste Nat Indbrud paa Villaen?«
»Ja naturligvis! Jeg har hørt, De kalder Dem Detektiv!« Han lo haanligt: »Hvem tror De er bange for Dem? De ligner en gemen Politibetjent.«
»Ja, mon De ikke havde Brug for saadan en, kære Mand?«
»For min Skyld gerne! Jeg kommer i Hullet alligevel. Jeg længes snart efter det! Jeg skal nok svare til, hvad jeg har sagt.«
Manden betænkte sig lidt, saa fortsatte han:
»Jeg har gjort Forstudier derude paa Villaen en Maanedstid, for naar jeg gør en Ting, saa gør jeg den grundig.
Det er Pokkers solidt bygget, det Skur. Naa, sidste Nat stod Slaget! Da jeg havde taget, hvad jeg vilde, besluttede jeg at gaa gennem Vinduet i et lille Værelse med hvide Vægge, men paa et Bord derinde opdagede jeg Flaske og Glas. Selvfølgelig vilde jeg have en Slurk og satte min Taske fra mig. — —
Og saa kan De tænke Dem, Herre: Da jeg stod dér i Mørket og vilde til at vederkvæge mig, blevVærelset pludselig oplyst af et væmmeligt Skær, og jeg saa Grev Carman selv staa og stirre paa mig.
Det hele varede kun et Øjeblik — baade Synet og Lyset. Men jeg havde set nok. Jeg ønskede ikke at blive længere og maaske tvinges til at give en Forklaring og sprang saa ud gennem Vinduet.« Dermed saa han udfordrende paa Campnell.
»Vil De virkelig bilde mig ind, at Carman saa Dem, men intet Forsøg gjorde paa at nappe Dem?«
»Det var han vist kommen skidt fra. Men han har gjort det, der er meget værre! — Da jeg kom hjem og vilde aabne min Taske for at glæde mig ved mine huggede Skatte, var jeg lige ved at faa et Tilfælde. Jeg havde fyldt Tasken med dejlige Diamantsmykker og andre Juveler — og nu skal De se, hvad jeg fandt i den!«
Han satte Tasken paa Bordet og aabnede den.
Det var unægteligt et besynderligt Indhold for en Indbrudstyv.
»Har De maaske nogensinde set Mage?« vedblev Tyven. »Gammelt Brød og Flæskestumper og afgnavede Kødben og Osteskorper ... som om jeg havde været en forsulten Fyr, der trængte til et usselt Maaltid.«
»Maa jeg spørge: mener De, man paa Villaen har taget Smykkerne ud af Deres Taske og lagt dette i Stedet?«
»Jeg mener ganske simpelt, at min egen Taske er bleven snappet. Denne Taskelignerkun min! Jeg saa det først, da det var for sent. Det er naturligvis denne modbydelige Greve, der har gjort Ulykken! At han kunde nænne det ...«
(Damen.)
Villa »Azalea« laa i en Skov og var omgivet af de høje Træer.
Frk. Darling var en meget smuk Dame, og hendes Klædedragt var altid stilfuld og luksuriøs. Hun kunde til Tider være kold som Is, og netop i Dag, da Detektiven kom, var Damen i en af sine mest tilfrosne Stemninger.
Hun laa paa en Sofa i sin elegante Dagligstue. Da Tjenestepigen lukkede ham ind, betragtede hun ham ligegyldig.
»Hvad skylder jeg Æren ...«
»Et Indbrudstyveri, der skal være foregaaet her sidste Nat.«
»Ja saa,« lød det ligegyldigt. »Carman har nok sendt Bud efter Dem. Han kunde saamæn have sparet sig Ulejligheden, for jeg kender det Hele.«
»Gør De det, Frøken? Er der da opdaget noget nyt?«
»Næ —. Derernemlig ikke noget at opdage. Tror De maaske, Carman kan narre mig? Indbrudstyveri!« Hun lo paa sin kolde, spottende Maade. »Han er selv Indbrudstyven.«
»Saa—aa?«
»Ja, havde han været i Pengetrang, havde jeg tilgivet, hvis han tog mine Juveler. Men dette! At stjæle sit eget Ægteskabsløfte til mig —.«
Detektiven satte sig til Ro.
»Maa jeg spørge, Frk., har De en Fortegnelse over de Juveler, der er forsvundne?«
»Ja, det har jeg da rigtignok. Det skal han nok faa at føle, hvis han pantsætter dem.«
»Blev De vækket sidste Nat?«
»Nej, jeg maa tilstaa, han var lydløs i Vendingen. Skønt, det er jo meget muligt, han har haft en Medhjælper.«
Der blev ringet paa Entréklokken.
»Det er vist Carman.« Campnell vendte sig mod Frøkenen. »Det vil jeg sige Dem: han er uskyldig!«
Frøkenens Kulde syntes pludselig at forsvinde. Nervøst fo'r hun op fra Sofaen.
»Hvad mener De med det?« Øjnene gnistrede.
»Hvad jeg siger.«
»Aa, I Mandfolk!« Hun stampede i Gulvet. »I gaar med hinanden gennem tykt og tyndt og tror, Ikan narre os Kvinder. Men engang imellem tager I ligegodt fejl. Sig De blot til ham, at giver han ikke Dokumentet tilbage senest i Aften, gaar jeg til hans Fader, saa skal vi se!«
Frøkenen gik majestætisk hen mod Døren. Da hun naaede den, viste Carman sig. Han stirrede paa hende.
»Er der noget i Vejen?«
»Aa, lad vær' at skab' Dig,« svarede Frk. Darling og forsvandt ud af Stuen.
Carman gik hen til Detektiven og hviskede: »Tror De, hun har gjort det?«
»Hun siger, det er Dem selv!«
»Mig? — Jeg har ikke været her i Nærheden hele Natten.«
»Er De sikker paadet?«
Manden slog Øjnene ned for Detektivens skarpe Blik.
»Ja selvfølgelig er jeg sikker —«
»Vis mig lidt omkring, hvad?«
»Ja gerne. Der er for Resten ikke noget at se.«
Undersøgelsen var da ogsaa hurtig tilendebragt.
»Det skal være her, Fyren brød ind,« berettede Carman, da de stod i det hvide Værelse.
Detektiven undersøgte det: Værelset var lille med et Bord i Midten, hvor Drikkevarerne sandsynligvishavde staaet, da Fyren satte Tasken fra sig.
Detektiven bemærkede sig, at Vinduet vendte ud mod Haven. I Vindueskarmen laa et Laterna magica-Apparat.
»Har Manden efterladt noget Tegn paa sin Nærværelse?«
»Det tror jeg ikke.« Carman saa ned i Gulvet.
»Det er for Resten grinagtigt at male et Værelse med saadan kridhvide Vægge, hvad?« Detektiven betragtede ham forskende.
»Hun vilde have det. Det gav saadan Kølighed. — Er De saa snart færdig med deres Undersøgelser?«
»Ligestraks, kære, tag det med Ro! Blot jeg endnu maa se Værelset, hvor Skrinet med Ægteskabsløftet og Juvelerne staar.«
»Ja—a? Det er hendes Soveværelse! Jeg tror, hun er derinde, det plejer hun i hvert Fald at være, naar hun er i ondt Lune.«
»Naa, hun gaar vel nok ind paa at lade mig se Værelset under disse Omstændigheder.«
Carman tvivlede og fik Ret. To Gange maatte de banke paa Døren, inden hun svarede.
»Jeg ved virkelig ikke, Carman, hvorfor Du gør Dig saa megen Ulejlighed med det Ægteskabsløfte, eftersom det ligger i din egen Lomme,« vedblev hun.
»Tonny, jeg sværger ...«
»Aa, lad være. Det har Du gjort saa ofte.Kvindejæger,Duer!«
»Men Tonny, hvor kan Du sige det!« Ordene syntes virkelig at gaa ham til Hjærte, bemærkede Detektiven ... »Jeg, der elsker Dig saa inderligt ...«
Grev Campnell gik videre frem i Soveværelset.
Der var meget elegant. Den dominerende Farve var lyserød Silke. Paa Bordet stod et dejligt Ruslæders Skrin.
»Er det Deres Smykkeskrin, Frøken?«
»Ja, luk De det bare op! Indbrudstyven —« et Blik paa Carman, »har allerede brækket Laasen i Stykker.«
Detektiven aabnede det.
»Han har da efterladt sig en Del, den gode Indbrudstyv.«
Damen fo'r derhen: »Har han ladetnogetligge?« Hun stampede i Gulvet og vendte sig mod Carman. »Det har Du gjort! Du har gjort detbagefter! Du vidste godt, jeg havde en Fortegnelse, og saa blev Du bange.«
Carman stirrede maalløs paa Skrinet. Ja, virkelig! Der var propfuldt af Juveler igen!
»Jeg tror slet ikke, de har været borte,« kom det tørt.
»Maaske mit Ægteskabsløfte ogsaa ligger der, hvad?« lød Frøkenens spydige Svar.
Frk. Darling trykkede paa en Fjeder til et hemmeligt Rum, men dette var og blev tomt.
»Du har selv gemt Ægteskabsløftet. Vist har Du saa!« paastod Carman.
Detektiven gik hen mod Døren.
Lidt efter kom Pigen ind.
»Ringede De, Frøken?«
Detektiven svarede:
»Det var mig, der ringede. Undskyld, Frøken, jeg tog mig den Frihed!«
Saa vendte han sig prøvende mod Pigen: »Det var en stor Fejl af Dem, at lægge Juvelerne tilbage igen. De havde gjort bedre i at tillade Hr. Hiles at tage dem med sig.«
Pigen saa ud, som hun ikke forstod et levende Ord.
Detektiven vendte sig alligevel mod Frk. Darling: »Det er hende her, Frøken, der har lagt Juvelerne tilbage. Dokumentet har hun endnu i sin Varetægt.«
Pigen var usædvanlig smuk. Nu trak hun sig tilbage.
»Det er Deres Rival, Frk. Darling!«
»Men hvorfor tror De dog det?« Frøkenen stirrede ganske uforstaaende.
Detektiven trak paa Skulderen.
»Hvorfor? Selvfølgelig, fordi hun er en Besvimelse nær alene ved min fingerede Mistanke. Alle Juvelerne er jo i Skrinet — der mangler kun Ægteskabsløftet.«
»Nej, nej ...« Frøkenens Ære var truet. »Saadaner Carman ikke ... en Tjenestepige!«
»Kvindejæger, sagde De før, Frøken! Det kom mig unægtelig ogsaa lidt overraskende.«
Detektiven betænkte sig et Øjeblik. Men da han saa, Pigen ikke benægtede, men stod saa underlig flov og forvirret, fortsatte han stadig prøvende:
»Hun har i længere Tid haft gode Øjne til det Ægteskabsløfte, som De — Haanden paa Hjærtet, Frøken! — har været lidt indiskret med. Planen, hun har udtænkt for at faa det fat og dog forhindre, at Mistanken faldt paa hende, har været ganske snild. Hendes Fejl er blot, at hun har været for hurtig til at dække sig.«
Frk. Darling stirrede stift paa Pigen, der var blussende rød.
Detektiven fortsatte med stigende Sikkerhed:
»En Fyr, der hedder Hiles, Indbrudstyv af Profession, har i længere Tid haft i Sinde at gøre Indbrud paa Villa »Azalea«. Erfaringen har lært ham, at det første Redskab er en Tjenestepige, der lader sig udspørge. Men hun har selv af visseGrunde villet til Fadet og har da udpumpet og benyttet ham. Hun har glat væk ladet ham stjæle, men har under Dække afhansBedrift selv stjaalet Ægteskabsdokumentet.«
»Det er Løgn!« fnysede den stakkels Pige indigneret over Beskyldningen.
»Ja saa.« vedblev Detektiven roligt. »Sidste Nat brød Fyren ind. Skønt han ikke vidste det, ventede Pigen ham. Hun lod ham roligt tage Juvelerne, men da han vilde ud gennem Vinduet til Værelset med de hvide Vægge, saa han en Flaske med Spiritus, som Pigen havde sat der, eftersom hun tilfulde vidste, at Fyren er en tørstig Sjæl.
Hiles gik naturligvis i Fælden. Han satte Tasken med det kostbare Indhold fra sig, og fyldte Glasset, mens han slukkede sin Tyvelygte.
I samme Øjeblik byttede Pigen, som hele Tiden havde holdt sig skjult, hans Taske med en anden, hun havde parat, og samtidig tog hun Hætten af den Laterna magica, jeg før saa staa i Værelset og som — det undersøgte jeg — i et Nu kan gengive et stort Billede af Grev Carman (til slig Morskab er jo Væggene hvide)!
Den bestyrtede Indbrudstyv, som ikke anede sligt, blev naturligvis bange og skyndte sig bort. Pigen beholdt altsaa Tasken med Smykkerne og mangledenaturligvis Mod tilikkeat lægge dem tilbage. Men Ægteskabsløftet har hun endnu.«
»Nej, jeg har ikke!«
»Vist saa! De har det jo hos Dem i dette Øjeblik!«
Pigen rystede over hele Legemet.
»Kom med det, ellers sker der en Ulykke!«
Mekanisk knappede Pigen sit Kjoleliv op.
Detektiven snappede et Stykke Papir fra hende.
I samme Øjeblik gav hun et Skrig fra sig og faldt om paa Gulvet i hysterisk Graad.
Men Detektiven rakte Papiret til Frk. Darling.
Det var virkelig Ægteskabsløftet.
(I Udenrigsministeriet.)
Den Agtelse, Grev Campnell nød selv i de højeste Kredse, skyldtes fra først af Sagen angaaende den stjaalne Traktat.
Da han naaede Udenrigsministeriet, knapt 5 Minutter efter at være bleven allarmeret ved Ilbud, blev han straks vist ind til Kontorchefen, Kammerherre Horsam.
»Tak, fordi De kommer saa hurtigt! Det drejer sig om en meget vigtig Traktat med den meksikanske Regering, som er bleven stjaalet herfra Kontoret, omtrent lige for Næsen af mig.«
»Har Kammerherren Mistanke til nogen bestemt?«
»Ja—a? Her er netop det prekære Punkt. Vi har ikke alene Mistanke, vi har noget, der nærmer sig stærkt til Sikkerhed.« Han lænede sig over Bordet hen mod Detektiven og sænkede Stemmen: »Vi haraltfor megen Grund til at tro, at Tyven er Panamas Regeringsbefuldmægtigede«.
Detektiven begyndte at forstaa Kammerherrens Bekymring.
»IdetTilfælde forstaar jeg altsaa, at De ikke saa meget ønsker Tyvens Anholdelse som Traktatens Tilvejebringelse.«
»Fuldkommen rigtig! Vi kan dog ikke godt arrestere en saadan Mand —. Først og fremmest maa vi undgaa Skandale. Han er anbefalet Regeringen som Don Joaquim de Coronads. En anden Sag er, at vi tvivler lidt om, detaltidhar været hans Navn.«
Han saa paa Detektiven med et meget sigende Blik: »Jeg tror egentlig ikke, han har stjaalet Traktaten for sin egen Skyld, men derimod i den Hensigt at sælge den, eller paa anden Maade at stille den til Disposition for den Regeringsbefuldmægtigede fra Caracas. De aner ikke, Grev Campnell, hvad det er for mystiske Repræsentanter, vi til Tider har med at gøre, naar det gælder Sydamerika.«
Kammerherren fortsatte: »Den høje Herre fra Caracas er Don Martinez Sutieraez. Jeg skal endnu blot bemærke, at mens han taler spansk og engelsk med en tysk-amerikansk Accent, taler hansKollega de Coronads kun engelsk, og det med stærk irsk Dialekt.
Den stjaalne Traktat indeholder en Klausul, der har en speciel personlig Henvendelse til Caracas Manden Sutieraez og til Sager, hvori han er stærkt interesseret. Han har uden Tvivl haft Mistanke om, at denne Klausul eksisterede, og da han vidste, det var af Vigtighed for ham at faa hurtig og nøjagtig Kundskab om dens Indhold, har han faaet de Coronads, som er hans personlige Ven, til at skaffe ham den.«
Dermed tav Kammerherren.
»Ja ja — det fremgaar jo næsten direkte af Deres Ord, at Coronads er Tyven.«
»Ja desværre! Traktaten var bleven sendt tilbage af Dronningen. De Regeringsbefuldmægtigede fra Panama og Caracas ankom pludselig sammen og forlangte paa en noget paatrængende Maade straks at komme i Audients.
De blev vist ind til mig. Ministeren selv er jo borte for Tiden. Audientsen var alt andet end behagelig. Hen mod Slutningen trak Caracas Manden mig hen i en Vinduesfordybning under Paaskud af, at han havde noget at sige mig i Fortrolighed. Mens jeg stod der med ham, husker jeg godt, at den anden fingererede ved Papirerne paa mit Bord. Først da devar gaaet, opdagede jeg imidlertid, at det var den meksikanske Traktat, Fyren havde stjaalet. Det er unægteligt det frækkeste Tyveri, jeg nogensinde har oplevet.«
»Hvornaar fandt det Sted?«
»Det er ikke en Time siden!«
»Saa er der altsaa Mulighed for, at Traktatens Indhold ikke er kendt af Caracas Repræsentanten endnu.«
»Maaske, men jeg tror det næppe. Han trænger vist til hurtig Meddelelse.«
»Hvordan ser den Caracas Herre ud? Hvordan er han personlig?«
»Aa — en Mand omkring de 40 med sort Haar, Whiskers og et arrogant Ydre. Høj og kraftig som De selv; han ser ud, som han havde herkuliske Kræfter.«
»Og den anden?«
»Omtrent paa samme Alder, men spinkel, nervøs ... lidt feminin maaske. Ærlig talt, Grev Campnell, jeg tror, de begge er indfødte Evropæere, som i mange Aar har boet i de forenede Stater og dér har opnaaet deres Stillinger ved de hyppige politiske Konflikter.«
»Hvor bor Panama Fyren?«
»I en meget beskeden Bolig i Notting-Hill. Den anden bor finere paa Westbourne-Terrace. Jeg tror,ingen af dem er velhavende, men Æventyrere, som er komne til England i det Haab at kunne forbedre deres egne Finanser paa Bekostning af deres respektive Regeringers. Der er kommen mange Diplomater fra Sydafrika i den Hensigt. Hvis Regeringen i Meksiko faar at vide, Caracas Agenten har skaffet sig Kundskab om Traktatens Indhold, vilvifaa store Ubehageligheder.«
Detektiven rejste sig for at gaa.
»Naa, Hr. Greve — hvad vil De saa gøre?«
»Skaffe Dem Traktaten tilbage, naturligvis.«
»Ja, men husk paa: Kun, hvis De faar denstraks, hjælper De os. Den er skrevet paa Spansk, og Panama-Manden kender vistnok uhyre lidt til det Sprog. Vi har kun Udbytte af Sagen, hvis vi faar Traktaten tilbage, inden den anden har haft Fingre i den.«
»Selvfølgelig.«
Detektiven sagde Farvel og gik hen mod Døren, men blev pludselig staaende.
»Kammerherre! Gives der her i Ministeriet Tilfælde, hvor Hensigten helliger Midlet?«
»Hm —?« Kammerherren forstod ham. »Udenrigsministeriet paatager sig selvfølgelig intet Ansvar for Deres Undersøgelser. Det kan vi ikke.«
»Aa nej — saamæn.«
Detektiven gik med et Buk.
Da han var forsvunden, mumlede Kammerherren smilende: »Han vover saamæn det værste —!«
Og han fik Ret.
(Hos Panama-Repræsentanten.)
Som Kammerherren havde oplyst, boede Panama Diplomaten i en yderst beskeden Bolig i Notting Hill. Man skulde ikke have troet, det var en Gesandtskabsbolig: Daglig- og Spisestue i et, og et Soveværelse ovenpaa. Det var det Hele.
Panama Diplomaten havde netop endt sit beskedne Middagsmaaltid og sad nu alene ved Vinduet i triste Betragtninger:
Panama Staten stod paa svage Fødder. Fik han ikke snart de Penge sendende, begyndte det at blive svært ubehageligt. Nu havde han allerede Salær for 4 Maaneder til Gode, men telegraferede han atter, fik han ganske simpelt hen intet Svar. Han kendte sit Land.
Manden tændte sig en Cigar og fik Whisky frem:
»Nej, jeg skulde have gjort som Gustav! Han har lejet sig en dejlig Villa og lever paa Gæld. Han skylder saamæn mange tusinde bort.«
Han lagde sig tilbage i Lænestolen: »Men godt nu alligevel, jeg fik Fingre i den Traktat! Flot gjort Du, ikke saa tosset! Han stjal den i Ministeriet, men jeg stjal den fra ham. Og han aner det ikke! Jeg sagde jo til ham, jeg ikke havde den. Min Sandten skal han betale rundeligt for at faa Lov at kigge deri med sine tyske Tyve-Øjne. Skade blot, jeg ikke først kan læse den selv. Men Spansk kan jeg jo ikke! Ja—a forsøge kunde man jo ...«
Manden var ifærd med at rejse sig, da et Reb blev kastet over Hovedet paa ham bagfra og med mærkværdig Behændighed slynget et Par Gange rundt, saa han var bundet fast til Stolen, inden han fik sig rejst.
Foran ham stod en høj Mand, iført lang, mørk Ulster, smøget op om Ørene, en stor blød Hat paa Hovedet og sort Maske, saa Ansigtet var fuldstændig skjult. Han holdt en Revolver tæt ind mod hans Pande.
Da Panama Diplomaten var kommen sig af sin første Forbavselse, begyndte han:
»Det er en nydelig Opførsel, Gustav. Hvorfor kommer Du ind ad Vinduet og gebærder Dig saaledes?«
Den mystiske Herre svarede medkarakteristisktysk-amerikansk Accent:
»Synes Du, Slyngel af en Diplomat?«
Joachim — Panamagesandten — saa sig forvirret om.
»Ti stille dog! Hvorfor skriger Du saa højt; de kan høre det ned paa Gaden.«
Caracas Manden lo blot.
»Og hvad skal det betyde at krybe indad Vinduet og liste Dig bag mig? Har Du maaske taget dine Fødder op, siden jeg ingenting har hørt? Hva'? Svar dog! Hvad skal det Pjankeri sige, at binde mig til en Stol?«
»Du er dejlig, saa uskyldig — ikke?«
»Er det Traktaten, Du mener? — Jeg skal være ærlig overfor Dig, Gustav. Jeg løj før, da jeg sagde, jeg ikke havde den. Jeg puttede den i en Fart i Lommen; Du skulde selvfølgelig have den i Morgen igen.«
»Eller nu med det samme, hvad?«
»Ja ogsaa det, saa inderlig gerne —«
Joachim saa spørgende paa den anden, der stod fornummet og tavs.
»— Men Du glemmer da ikke, kære, at give din Ven en Ubetydelighed i Gratiale for al hans Ulejlighed?«
»Staar der noget i Traktaten om mig?« spurgte Gæsten i en truende Tone.
»Ja, blot jeg vidste det. Jeg kan jo ikke læse det forbandede Sprog.«
»Hvor er den da?«
»Næ, lille Gustav, saadan gaar den nu ikke ...«
»Hvor er den, siger jeg?«
»Du er saa rask paa det, Gustav. Og der er ... ja, noget sært i Din Stemme, jeg ikke rigtig kender. Hvor meget giver Du for den?«
»Spøg til Side nu! Hvis Du ikke inden 6 Sekunder siger, hvor den er, faar Du 6 Pistolkugler i Hovedet. Det er Alvor!« Den anden truede atter med Revolveren.
»Naa, hvad, vi er vel ikke i Caracas ...«
Gæsten tog atter Revolveren bort og begyndte at pille omkring ved de forskellige Sager i Værelset.
»Lad være at rode i mine Sager! Rører Du nogetsomhelst, raaber jeg om Hjælp; saa er Du færdig«.
Den anden undersøgte uforstyrret.
Don Joachim skulde lige til at brøle om Hjælp, da den anden greb ham i Struben med den ene Haand, mens han med den anden svingede noget over Fyrens Næse og Mund til Trods for hans Modstand.
Og virkelig: Joachims Øjne lukkede sig. Lemmerne faldt viljeløst sammen, men Rebene holdt ham fast til Stolen. Endnu nogle krampagtige Trækninger, saa blev han helt stille ...
Chloroformen havde virket.
(»Diplomaten.«)
Det var lidt senere paa Aftenen. Udsendingen fra Caracas kom for at besøge sin Kollega fra Panama.
»Har Du travlt?«
Panama Diplomaten svarede ikke.
Den anden kom nærmere, men stirrede nu forbavset paa, hvad han saa.
»Men hvad i al Verden ... er Du fuld Joachim?«
En nærmere Undersøgelse fik ham dog til at tvivle ogsaa paa det. Men død da? Død i Stolen? Nej, han rører sig heldigvis!
Caracas-Herren rystede ham let: »Jim, er Du vaagen? Lad mig tage det Reb bort! Hvad betyder alt dette her?« Han skar Rebet over. Men næppe havde han gjort det, før Vennen fik Overballance og næsegrus styrtede ned mod Gulvet.
Den anden stirrede forvirret.
Men Faldet havde nok virket og atter sat Blodeti Cirkulation. Lidt efter slog Panama Diplomaten i hvert Fald Øjnene op og saa sig forvirret omkring.
»Er Du daarlig, lille Jim?«
»Er Du her endnu, dit Afskum!«
»Ja, naturligvis er jeg her.«
»Og Du griner af mig?« Han forsøgte at rejse sig.
Langt om længe lykkedes det. Vennen vilde stadig hjælpe, men Jim skubbede ham fra sig og truede med knyttede Hænder:
»Bliv, hvor Du er!« Med usikre Skridt famlede han hen mod Døren, drejede Nøglen i Laas og stak den i Lommen.
»Hvorfor lukker Du Døren?«
Den anden forstod stadig ikke en Tøddel af hele den besynderlige Opførsel.
»For at forhindre Dig i at komme ud — denne Gang kan Du vel ikke benytte Vinduet.«
»Vinduet, nej Vorherre bevares«, lo Vennen, da Joachim lukkede det med et voldsomt Brag.
Saa stampede han i Gulvet:
»Frem med Sproget! Har Du taget den?«
»Hvad for en?«
»Aa, skab Dig nu ikke, uappetitlige Tyveknægt. Har Du taget Traktaten?«
Ved Lyden af Ordet »Traktat« foregik der en pludselig Forandring i den andens Udseende.
Han blev uhyre ivrig med et:
»Ja vel! Nej det var Dig, der huggede den før. Du har den! Nu kommer Du med den!«
Diplomaten fra Panama begyndte at lede paa Hylder og Borde efter sin Traktat, mens han skældte den anden al Hæder og Ære fra.
Til sidst greb han en Revolver og truede løs.
Caracas Diplomaten afbrød:
»Hør kære, det ser virkelig ud, som der var en Misforstaaelse mellem os!
Hør nu! jeg sagde: der er en Traktat, jeg gerne vilde se.Dusvarede: jeg skal skaffe den! — Jeg skulde saa efter Aftalen tale med Kammerherren, og Du skulde imidlertid stjæle den.«
»Jamen Du stjal den jo bagefter fra mig! Før, da Du kom ind ad Vinduet!«
»Vinduet? Hvad vil det sige? Jeg er ikke kommen ind ad noget Vindue.«
»Ja vel! Du vil bilde mig ind, den er bleven borte, for at Du kan forlange en større Pris for den. Ja ja, da! Hvad vil Du have?«
»Jamen, Du har den jo selv i din Lomme!«
»Nej, ved Du nu hvad —!«
Den ene beskyldte den anden, det blev saaledes ustandseligt ved, indtil de sloges som Rasende.
»Lad vær', lad vær' ... sig mig da med et Ord, hvad Tid skete alt dette her med Vinduet og Rebet og Flasken? Jeg kan jo bevise, at jeg først er gaaet hjemme fra, et Kvarter før jeg kom.«
»Nej, ved Du nu hvad! Lyve kan Du, men jeg —«
Og atter druknede de to Diplomaters Forhandlinger i det kraftigste Slagsmaal, hvor Revolverne knaldede.