Saadanhan talte. Saa holdt han op.Alt var saa stille. Der gik en Stund;da var det, som vaagned’ jeg op af et Blund;der gik en Gysen igennem min Krop,jeg blev saa forknyt og bange:Kravene var mig for mange;og alle de Spørgsmaal, som for mig laa,hvor kunde vel dem jeg svare paa! —og skjule mig kunde jeg ikkefor alle de spørgende Blikke.Da faldt jeg paa Knæ for min høje Gæstog talte til ham i min Vaande:Jeg er ingen Helgen, er ikke Præst,et Menneske er jeg, som Folk er flest,kan nok saadan lidt gaa til Haande,hvor Kravene er af de ganske smaa;men op mod de knejsende Tinder gaa —nej, der kan jeg ej drage Aande.Gaa rustet lige til Tænderne,altid med Vabler i Hænderne,altid med Hold over Lænderne,og med alt det til Latter for Vennerne,altid paa Færde trods Regn og Blæst,fra Morgen til Aften i Arbejdsbluse,saa strigle Samaritanens Hestog saa bære Sten til — Gud véd, hvilke Huse! —— Ja, da Du stod her og talte nys,glemte jeg alt for til Ordet at lytte,vilde med ingen i Verden jeg bytte;det var, som jeg fik et Indvielsens Kys,jeg var medde trepaa Forklarelsens Tind,jeg syntes, jeg saa’ i Guds Himmel ind;i din sælsomme Tale var samlet alt,hvad de bedste i hele Verden har talt,og de bedste Kunstnere malte;den ømmeste Røst, hvormed Moder har kaldt,de stærkeste Billeder, Fader har malt,stod frem for min Sjæl, mens Du talte.Men da Du holdt op, og jeg fik tænkt efter,fik maalt dine Krav imod mine Kræfter,da saa’ jeg, jeg er kun en lille Sjæl,og nu er igen jeg bleven mig selv.Jeg beder Dig: Gaa med de store Bud,jeg beder Dig bønlig: slet ud, slet ud!tag fra mig de Billeder rige,tag fra mig den svimlende Stige,tag fra mig Stierne trange,tag fra mig Vejene lange;Du kan baade løse og binde, —løs mig fra det, jeg dog aldrig kan vinde,løs mig fra det, jeg dog aldrig kan naa,bind mig til Stedet, hvor alle de smaakan i Magsvejr gaa,kan Jorden med Lempe pløjeuden Modstand og Møje;jeg har kun to bløde Hænder,er bange for alt, der tænder;de store Bud —slet dem ud, slet ud!gaa fra mig, lang bort, før faar jeg ej Fred;tag alle de syge og saarede med,de gør her i Verden saa megen Fortræd,forstyrrer saa tit de sundes Lykke,forstyrrer saa tit vor Husfred og Hygge;tag alle de store Skikkelser bort,et Menneskeliv er dog altfor korttil at faa noget rigtig storladent skabt,nej, jeg giver tabt,det store volder saa megen Kvide,saa giver jeg hellere tabt i Tide,i Høvdingehal mig at bænkederpaa jeg aldrig tør tænke.
Saadanhan talte. Saa holdt han op.Alt var saa stille. Der gik en Stund;da var det, som vaagned’ jeg op af et Blund;der gik en Gysen igennem min Krop,jeg blev saa forknyt og bange:Kravene var mig for mange;og alle de Spørgsmaal, som for mig laa,hvor kunde vel dem jeg svare paa! —og skjule mig kunde jeg ikkefor alle de spørgende Blikke.Da faldt jeg paa Knæ for min høje Gæstog talte til ham i min Vaande:Jeg er ingen Helgen, er ikke Præst,et Menneske er jeg, som Folk er flest,kan nok saadan lidt gaa til Haande,hvor Kravene er af de ganske smaa;men op mod de knejsende Tinder gaa —nej, der kan jeg ej drage Aande.Gaa rustet lige til Tænderne,altid med Vabler i Hænderne,altid med Hold over Lænderne,og med alt det til Latter for Vennerne,altid paa Færde trods Regn og Blæst,fra Morgen til Aften i Arbejdsbluse,saa strigle Samaritanens Hestog saa bære Sten til — Gud véd, hvilke Huse! —— Ja, da Du stod her og talte nys,glemte jeg alt for til Ordet at lytte,vilde med ingen i Verden jeg bytte;det var, som jeg fik et Indvielsens Kys,jeg var medde trepaa Forklarelsens Tind,jeg syntes, jeg saa’ i Guds Himmel ind;i din sælsomme Tale var samlet alt,hvad de bedste i hele Verden har talt,og de bedste Kunstnere malte;den ømmeste Røst, hvormed Moder har kaldt,de stærkeste Billeder, Fader har malt,stod frem for min Sjæl, mens Du talte.Men da Du holdt op, og jeg fik tænkt efter,fik maalt dine Krav imod mine Kræfter,da saa’ jeg, jeg er kun en lille Sjæl,og nu er igen jeg bleven mig selv.Jeg beder Dig: Gaa med de store Bud,jeg beder Dig bønlig: slet ud, slet ud!tag fra mig de Billeder rige,tag fra mig den svimlende Stige,tag fra mig Stierne trange,tag fra mig Vejene lange;Du kan baade løse og binde, —løs mig fra det, jeg dog aldrig kan vinde,løs mig fra det, jeg dog aldrig kan naa,bind mig til Stedet, hvor alle de smaakan i Magsvejr gaa,kan Jorden med Lempe pløjeuden Modstand og Møje;jeg har kun to bløde Hænder,er bange for alt, der tænder;de store Bud —slet dem ud, slet ud!gaa fra mig, lang bort, før faar jeg ej Fred;tag alle de syge og saarede med,de gør her i Verden saa megen Fortræd,forstyrrer saa tit de sundes Lykke,forstyrrer saa tit vor Husfred og Hygge;tag alle de store Skikkelser bort,et Menneskeliv er dog altfor korttil at faa noget rigtig storladent skabt,nej, jeg giver tabt,det store volder saa megen Kvide,saa giver jeg hellere tabt i Tide,i Høvdingehal mig at bænkederpaa jeg aldrig tør tænke.
Saadanhan talte. Saa holdt han op.Alt var saa stille. Der gik en Stund;da var det, som vaagned’ jeg op af et Blund;der gik en Gysen igennem min Krop,jeg blev saa forknyt og bange:Kravene var mig for mange;og alle de Spørgsmaal, som for mig laa,hvor kunde vel dem jeg svare paa! —og skjule mig kunde jeg ikkefor alle de spørgende Blikke.
Saadanhan talte. Saa holdt han op.
Alt var saa stille. Der gik en Stund;
da var det, som vaagned’ jeg op af et Blund;
der gik en Gysen igennem min Krop,
jeg blev saa forknyt og bange:
Kravene var mig for mange;
og alle de Spørgsmaal, som for mig laa,
hvor kunde vel dem jeg svare paa! —
og skjule mig kunde jeg ikke
for alle de spørgende Blikke.
Da faldt jeg paa Knæ for min høje Gæstog talte til ham i min Vaande:Jeg er ingen Helgen, er ikke Præst,et Menneske er jeg, som Folk er flest,kan nok saadan lidt gaa til Haande,hvor Kravene er af de ganske smaa;men op mod de knejsende Tinder gaa —nej, der kan jeg ej drage Aande.Gaa rustet lige til Tænderne,altid med Vabler i Hænderne,altid med Hold over Lænderne,og med alt det til Latter for Vennerne,altid paa Færde trods Regn og Blæst,fra Morgen til Aften i Arbejdsbluse,saa strigle Samaritanens Hestog saa bære Sten til — Gud véd, hvilke Huse! —— Ja, da Du stod her og talte nys,glemte jeg alt for til Ordet at lytte,vilde med ingen i Verden jeg bytte;det var, som jeg fik et Indvielsens Kys,jeg var medde trepaa Forklarelsens Tind,jeg syntes, jeg saa’ i Guds Himmel ind;i din sælsomme Tale var samlet alt,hvad de bedste i hele Verden har talt,og de bedste Kunstnere malte;den ømmeste Røst, hvormed Moder har kaldt,de stærkeste Billeder, Fader har malt,stod frem for min Sjæl, mens Du talte.
Da faldt jeg paa Knæ for min høje Gæst
og talte til ham i min Vaande:
Jeg er ingen Helgen, er ikke Præst,
et Menneske er jeg, som Folk er flest,
kan nok saadan lidt gaa til Haande,
hvor Kravene er af de ganske smaa;
men op mod de knejsende Tinder gaa —
nej, der kan jeg ej drage Aande.
Gaa rustet lige til Tænderne,
altid med Vabler i Hænderne,
altid med Hold over Lænderne,
og med alt det til Latter for Vennerne,
altid paa Færde trods Regn og Blæst,
fra Morgen til Aften i Arbejdsbluse,
saa strigle Samaritanens Hest
og saa bære Sten til — Gud véd, hvilke Huse! —
— Ja, da Du stod her og talte nys,
glemte jeg alt for til Ordet at lytte,
vilde med ingen i Verden jeg bytte;
det var, som jeg fik et Indvielsens Kys,
jeg var medde trepaa Forklarelsens Tind,
jeg syntes, jeg saa’ i Guds Himmel ind;
i din sælsomme Tale var samlet alt,
hvad de bedste i hele Verden har talt,
og de bedste Kunstnere malte;
den ømmeste Røst, hvormed Moder har kaldt,
de stærkeste Billeder, Fader har malt,
stod frem for min Sjæl, mens Du talte.
Men da Du holdt op, og jeg fik tænkt efter,fik maalt dine Krav imod mine Kræfter,da saa’ jeg, jeg er kun en lille Sjæl,og nu er igen jeg bleven mig selv.Jeg beder Dig: Gaa med de store Bud,jeg beder Dig bønlig: slet ud, slet ud!tag fra mig de Billeder rige,tag fra mig den svimlende Stige,tag fra mig Stierne trange,tag fra mig Vejene lange;Du kan baade løse og binde, —løs mig fra det, jeg dog aldrig kan vinde,løs mig fra det, jeg dog aldrig kan naa,bind mig til Stedet, hvor alle de smaakan i Magsvejr gaa,kan Jorden med Lempe pløjeuden Modstand og Møje;jeg har kun to bløde Hænder,er bange for alt, der tænder;de store Bud —slet dem ud, slet ud!gaa fra mig, lang bort, før faar jeg ej Fred;tag alle de syge og saarede med,de gør her i Verden saa megen Fortræd,forstyrrer saa tit de sundes Lykke,forstyrrer saa tit vor Husfred og Hygge;tag alle de store Skikkelser bort,et Menneskeliv er dog altfor korttil at faa noget rigtig storladent skabt,nej, jeg giver tabt,det store volder saa megen Kvide,saa giver jeg hellere tabt i Tide,i Høvdingehal mig at bænkederpaa jeg aldrig tør tænke.
Men da Du holdt op, og jeg fik tænkt efter,
fik maalt dine Krav imod mine Kræfter,
da saa’ jeg, jeg er kun en lille Sjæl,
og nu er igen jeg bleven mig selv.
Jeg beder Dig: Gaa med de store Bud,
jeg beder Dig bønlig: slet ud, slet ud!
tag fra mig de Billeder rige,
tag fra mig den svimlende Stige,
tag fra mig Stierne trange,
tag fra mig Vejene lange;
Du kan baade løse og binde, —
løs mig fra det, jeg dog aldrig kan vinde,
løs mig fra det, jeg dog aldrig kan naa,
bind mig til Stedet, hvor alle de smaa
kan i Magsvejr gaa,
kan Jorden med Lempe pløje
uden Modstand og Møje;
jeg har kun to bløde Hænder,
er bange for alt, der tænder;
de store Bud —
slet dem ud, slet ud!
gaa fra mig, lang bort, før faar jeg ej Fred;
tag alle de syge og saarede med,
de gør her i Verden saa megen Fortræd,
forstyrrer saa tit de sundes Lykke,
forstyrrer saa tit vor Husfred og Hygge;
tag alle de store Skikkelser bort,
et Menneskeliv er dog altfor kort
til at faa noget rigtig storladent skabt,
nej, jeg giver tabt,
det store volder saa megen Kvide,
saa giver jeg hellere tabt i Tide,
i Høvdingehal mig at bænke
derpaa jeg aldrig tør tænke.