Saabærer jeg, Herre, til DigTak for alt, hvad jeg har,prise jeg, Herre, vil Digfor hvad Du til Verden bar,Du har mig givet et Barnenavn,et Navn, jeg aldrig kan miste,Du har mig lagt i en Faderfavn,som holder fast til det sidste,Du har hele min Verden satunder Guds Faderøje,saa jeg kan leve ved Dag og Nati Lys fra de evige Høje,saa jeg kan finde, hvor Vejen gaarblandt Vejes vildsomme Vrimmel,finde, i Pagt med mit Fadervor,den lige Vej til din Himmel;Du har mig givet de evige Ord,de bedste, som Verden ejer,i hvert af dem kan jeg følge dit Spor,i hvert af dem er der Sejer,i hvert af dem er et Livsfrø lagt,et Lys, en levende Kilde,i hvert af dem er en Vidundermagt,der bryder sig Vej i det stille;Du har velsignet min Mund og dens Røst,og Du har mig salvet mit Øre,mange skal komme fra Vest og Østog lytte til det, jeg kan høre;Du har aabnet mig Synernes Spor,den Gang Du salved’ mit Øje,mange skal komme fra Syd og Nordog for de Syner sig bøje;Du har lagt mine Fjender i Baand,ham og, der vil slukke min Fakkel,og Du har taget saa varlig ved Haandmig lille, fattige Stakkel,revet Lammet af Ulvens Klo,saa selv Du blev saaret til Døde,dine velsignede Hænder tomig bar til det lifligste Møde —Møde med Ham, min Skaber stor,til hvem det var svært at bede,mens over den faldne, trodsige Jordlaa tungt hans fortærende Vrede, —varsomt Du bar mig til Møde med Hampaa Naadens velsignede Strande,Han sænked’ sin Vrede, min Synd og Skami Daabens hellige Vande;Du aabned’ mig Nadverens Under— ja, hvordan gik det dog til,at alt, hvorefter jeg stunder,alt, hvad jeg kan og vil,alt, hvad jeg er og ejer,det mødte hos Dig jeg dér,og dér har Du lovet mig Sejerfor alt, hvad der evigt har Værd;Du elsker jo Livets det mindste Frø,saa til skyggende Træ det kan blive,og alt, hvad der er for godt til at dø,det holder Du evigt i Live;saa danser af Glæde den, der er halt,af Glæde de gamle blev unge,og den, der til nu for maalløs gjaldt,af Glæde han rører sin Tunge,og derfor Sange sig flokkerom Dig, Du højbaarne Gæst,og derfor kimer de Klokker,og derfor jeg reder til Fest.
Saabærer jeg, Herre, til DigTak for alt, hvad jeg har,prise jeg, Herre, vil Digfor hvad Du til Verden bar,Du har mig givet et Barnenavn,et Navn, jeg aldrig kan miste,Du har mig lagt i en Faderfavn,som holder fast til det sidste,Du har hele min Verden satunder Guds Faderøje,saa jeg kan leve ved Dag og Nati Lys fra de evige Høje,saa jeg kan finde, hvor Vejen gaarblandt Vejes vildsomme Vrimmel,finde, i Pagt med mit Fadervor,den lige Vej til din Himmel;Du har mig givet de evige Ord,de bedste, som Verden ejer,i hvert af dem kan jeg følge dit Spor,i hvert af dem er der Sejer,i hvert af dem er et Livsfrø lagt,et Lys, en levende Kilde,i hvert af dem er en Vidundermagt,der bryder sig Vej i det stille;Du har velsignet min Mund og dens Røst,og Du har mig salvet mit Øre,mange skal komme fra Vest og Østog lytte til det, jeg kan høre;Du har aabnet mig Synernes Spor,den Gang Du salved’ mit Øje,mange skal komme fra Syd og Nordog for de Syner sig bøje;Du har lagt mine Fjender i Baand,ham og, der vil slukke min Fakkel,og Du har taget saa varlig ved Haandmig lille, fattige Stakkel,revet Lammet af Ulvens Klo,saa selv Du blev saaret til Døde,dine velsignede Hænder tomig bar til det lifligste Møde —Møde med Ham, min Skaber stor,til hvem det var svært at bede,mens over den faldne, trodsige Jordlaa tungt hans fortærende Vrede, —varsomt Du bar mig til Møde med Hampaa Naadens velsignede Strande,Han sænked’ sin Vrede, min Synd og Skami Daabens hellige Vande;Du aabned’ mig Nadverens Under— ja, hvordan gik det dog til,at alt, hvorefter jeg stunder,alt, hvad jeg kan og vil,alt, hvad jeg er og ejer,det mødte hos Dig jeg dér,og dér har Du lovet mig Sejerfor alt, hvad der evigt har Værd;Du elsker jo Livets det mindste Frø,saa til skyggende Træ det kan blive,og alt, hvad der er for godt til at dø,det holder Du evigt i Live;saa danser af Glæde den, der er halt,af Glæde de gamle blev unge,og den, der til nu for maalløs gjaldt,af Glæde han rører sin Tunge,og derfor Sange sig flokkerom Dig, Du højbaarne Gæst,og derfor kimer de Klokker,og derfor jeg reder til Fest.
Saabærer jeg, Herre, til DigTak for alt, hvad jeg har,prise jeg, Herre, vil Digfor hvad Du til Verden bar,Du har mig givet et Barnenavn,et Navn, jeg aldrig kan miste,Du har mig lagt i en Faderfavn,som holder fast til det sidste,Du har hele min Verden satunder Guds Faderøje,saa jeg kan leve ved Dag og Nati Lys fra de evige Høje,saa jeg kan finde, hvor Vejen gaarblandt Vejes vildsomme Vrimmel,finde, i Pagt med mit Fadervor,den lige Vej til din Himmel;Du har mig givet de evige Ord,de bedste, som Verden ejer,i hvert af dem kan jeg følge dit Spor,i hvert af dem er der Sejer,i hvert af dem er et Livsfrø lagt,et Lys, en levende Kilde,i hvert af dem er en Vidundermagt,der bryder sig Vej i det stille;Du har velsignet min Mund og dens Røst,og Du har mig salvet mit Øre,mange skal komme fra Vest og Østog lytte til det, jeg kan høre;Du har aabnet mig Synernes Spor,den Gang Du salved’ mit Øje,mange skal komme fra Syd og Nordog for de Syner sig bøje;Du har lagt mine Fjender i Baand,ham og, der vil slukke min Fakkel,og Du har taget saa varlig ved Haandmig lille, fattige Stakkel,revet Lammet af Ulvens Klo,saa selv Du blev saaret til Døde,dine velsignede Hænder tomig bar til det lifligste Møde —Møde med Ham, min Skaber stor,til hvem det var svært at bede,mens over den faldne, trodsige Jordlaa tungt hans fortærende Vrede, —varsomt Du bar mig til Møde med Hampaa Naadens velsignede Strande,Han sænked’ sin Vrede, min Synd og Skami Daabens hellige Vande;Du aabned’ mig Nadverens Under— ja, hvordan gik det dog til,at alt, hvorefter jeg stunder,alt, hvad jeg kan og vil,alt, hvad jeg er og ejer,det mødte hos Dig jeg dér,og dér har Du lovet mig Sejerfor alt, hvad der evigt har Værd;Du elsker jo Livets det mindste Frø,saa til skyggende Træ det kan blive,og alt, hvad der er for godt til at dø,det holder Du evigt i Live;saa danser af Glæde den, der er halt,af Glæde de gamle blev unge,og den, der til nu for maalløs gjaldt,af Glæde han rører sin Tunge,og derfor Sange sig flokkerom Dig, Du højbaarne Gæst,og derfor kimer de Klokker,og derfor jeg reder til Fest.
Saabærer jeg, Herre, til Dig
Tak for alt, hvad jeg har,
prise jeg, Herre, vil Dig
for hvad Du til Verden bar,
Du har mig givet et Barnenavn,
et Navn, jeg aldrig kan miste,
Du har mig lagt i en Faderfavn,
som holder fast til det sidste,
Du har hele min Verden sat
under Guds Faderøje,
saa jeg kan leve ved Dag og Nat
i Lys fra de evige Høje,
saa jeg kan finde, hvor Vejen gaar
blandt Vejes vildsomme Vrimmel,
finde, i Pagt med mit Fadervor,
den lige Vej til din Himmel;
Du har mig givet de evige Ord,
de bedste, som Verden ejer,
i hvert af dem kan jeg følge dit Spor,
i hvert af dem er der Sejer,
i hvert af dem er et Livsfrø lagt,
et Lys, en levende Kilde,
i hvert af dem er en Vidundermagt,
der bryder sig Vej i det stille;
Du har velsignet min Mund og dens Røst,
og Du har mig salvet mit Øre,
mange skal komme fra Vest og Øst
og lytte til det, jeg kan høre;
Du har aabnet mig Synernes Spor,
den Gang Du salved’ mit Øje,
mange skal komme fra Syd og Nord
og for de Syner sig bøje;
Du har lagt mine Fjender i Baand,
ham og, der vil slukke min Fakkel,
og Du har taget saa varlig ved Haand
mig lille, fattige Stakkel,
revet Lammet af Ulvens Klo,
saa selv Du blev saaret til Døde,
dine velsignede Hænder to
mig bar til det lifligste Møde —
Møde med Ham, min Skaber stor,
til hvem det var svært at bede,
mens over den faldne, trodsige Jord
laa tungt hans fortærende Vrede, —
varsomt Du bar mig til Møde med Ham
paa Naadens velsignede Strande,
Han sænked’ sin Vrede, min Synd og Skam
i Daabens hellige Vande;
Du aabned’ mig Nadverens Under
— ja, hvordan gik det dog til,
at alt, hvorefter jeg stunder,
alt, hvad jeg kan og vil,
alt, hvad jeg er og ejer,
det mødte hos Dig jeg dér,
og dér har Du lovet mig Sejer
for alt, hvad der evigt har Værd;
Du elsker jo Livets det mindste Frø,
saa til skyggende Træ det kan blive,
og alt, hvad der er for godt til at dø,
det holder Du evigt i Live;
saa danser af Glæde den, der er halt,
af Glæde de gamle blev unge,
og den, der til nu for maalløs gjaldt,
af Glæde han rører sin Tunge,
og derfor Sange sig flokker
om Dig, Du højbaarne Gæst,
og derfor kimer de Klokker,
og derfor jeg reder til Fest.