Gennem et Gittervindue faldt der en svag Lysstribe ind i Kælderen, thi uden for brød Dagen frem, og jeg saa nu, at jeg befandt mig i en anden Vinkælder, opfyldt af kæmpemæssige Tønder. Men det forekom mig, at dette i hvert Fald var et sikrere Skjulested end den ydre Kælder, og efter at have fundet mit Lys var jeg netop i Færd med at barrikadere Døren, da jeg pludselig saa noget, der fyldte mig med Forbavselse og, hvorfor ikke tilstaa det, med et ganske lille Stænk af Frygt.
Jeg har fortalt, at i den fjerneste Ende af Kælderen faldt der en graa Lysstribe ned fra et lille Gittervindue. Naa, som jeg stirrede ind i Halvmørket, saa jeg en stor, høj Skikkelse glide ud i Lysstriben og atter ind i Mørket. Det gav paa Ære et saadant Sæt i mig, at min Chako næsten sprængte Hageremmen. Det Hele foregik i et Nu, men alligevel havde jeg opdaget, at Fyren havde en lodden Kosakhue paa Hovedet, og at det var en stor, langbenet Røver med en Sabel ved Siden. Min Tro, selv Etienne Gerard blev lidt betænkelig ved at være alene i Mørket med en saadan Karl.
Men kun for et Øjeblik. "Mod!" tænkte jeg. "Er jeg ikke den bekendte Grenader, en og tredive Aar gammel og Kejserens udvalgte Sendebud? Naar det kommer til Stykket, har den Fyr mere Grund til at være bange for mig, end jegfor ham." Og i det samme gik det op for mig, at han virkelig var bange — dødsens angst. Jeg kunde se det af hans ilsomme Skridt og hans sammenkrøbne Holdning, da han løb rundt mellem Tønderne som en Rotte, der søger efter sit Hul. Det maa naturligvis have været ham, der havde holdt igen paa Døren, og ikke en Pakkasse eller et Vinfad, hvad jeg havde antaget. Det var ham, der var den Forfulgte, og mig, der var Forfølgeren. Nu skulde han erfare, at det ikke var nogen Kylling, han havde at gøre med, denne Røver fra Norden. I skulde have set mig i det Øjeblik!
Jeg indsaa snart, at jo dristigere jeg optraadte, des bedre. Altsaa tændte jeg Praasen og gik lige løs paa ham med draget Sværd. "Kom frem, din Slyngel!" skreg jeg, "du er dødsens, og skal gøre dine Kammerater Følgeskab!"
Jeg holdt Lyset i Vejret og fik nu Mandens Hovede at se, som det stak op af en Tønde. Han havde en gylden Kokarde paa sin sorte Hue, og Udtrykket i hans Ansigt fortalte mig straks, at han var Officer og en dannet Mand.
"Min Herre!" raabte han paa udmærket Fransk, "jeg overgiver mig til Deres Beskyttelse. Men giver De mig ikke Deres Løfte, vil jeg sælge mit Liv saa dyrt jeg kan!"
"Min Herre!" svarede jeg, "en Franskmand ved, hvorledes han skal behandle en ulykkelig Fjende. Deres Liv er sikkert!"
Han langede mig derefter sit Sværd op fra Tønden.
"Hvem har jeg den Ære at tage til Fange?" spurgte jeg.
"Jeg er Grev Boutkine af de donske Kosakker," sagde han. "Med min Afdeling kom jeg hertil for at rekognisere Senlis, og da vi ingen Fjende fandt, besluttede vi at tilbringe Natten her."
"Det er maaske indiskret at spørge om, hvorledes De er kommen herned i Kælderen?" spurgte jeg.
"Aldeles ikke!" svarede han. "Vi havde i Sinde at drage af Sted ved Morgengry. Da jeg imidlertid frøs, gik jeg herned i Kælderen for at tage mig en Slurk Vin. Medens jeg rumsterede rundt hernede, blev Huset stormet af Deres Folk, og da jeg kom op ad Trapperne, var det Hele allerede forbi. Jeg havde da ikke andet at gøre end at forsøge at frelse mit eget Liv, hvorfor jeg løb tilbage og skjulte mig i denne Kælder, hvor De nu har fundet mig."
Jeg tænkte paa, hvorledes gamle Bouvet havde handlet under lignende Omstændigheder. Imidlertid fremgik det af Grevens Fortælling, at han havde opholdt sig i den bageste Kælder, medens vi befandt os i den forreste, og at han derfor ikke havde hørt Spektaklet, da hans egne Allierede tilbageerobrede Huset. Men opdagede han dette, vilde Bladet vende sig, og jeg vilde blive hans Fange i Stedet for han min. Hvorledes skulde jeg nu handle? Jeg var ved at køre fast, da jeg pludselig fik saa glimrende en Indskydelse, at jegikke kunde lade være at beundre min egen Opfindsomhed.
"Grev Boutkine," sagde jeg, "jeg befinder mig i en meget vanskelig Stilling!"
"Og hvorfor?" spurgte han.
"Fordi jeg har lovet at beskytte Deres Liv."
Han begyndte at hænge med Næbet.
"De vil da ikke tage Deres Løfte tilbage?" sagde han.
"I værste Fald vil jeg ofre mit Liv for at beskytte Dem," svarede jeg. "Men Vanskelighederne er store."
"Forklar Dem nærmere," udbrød han.
"Jeg vil være ærlig overfor Dem," fortsatte jeg, "De ved sikkert, at vore Soldater, og særlig Polakkerne, er saa rasende paa Kosakkerne, at blot Synet af en Uniform gør dem rasende. De kaster sig øjeblikkelig over Bæreren og hugger ham i Stykker, Lem for Lem. Ikke en Gang Deres Officerer kan holde dem tilbage." Russeren blev ganske bleg ved disse Ord og Maaden, hvorpaa jeg sagde dem.
"Men det er jo frygteligt!" sagde han.
"Mere end frygteligt," svarede jeg; "saafremt vi i dette Øjeblik gik ovenpaa sammen, vilde det være ganske umuligt at beskytte Dem!"
"Jeg lægger min Velfærd i Deres Hænder," sagde han. "Hvad foreslaar De, at vi skal gøre? Vilde det ikke være det bedste, om jeg blev tilbage her?"
"Det værste af alt!"
"Og hvorfor?"
"Fordi vore Soldater om et Øjeblik vil undersøge Huset, og saa bliver De hugget i Stykker. Faar de Øje paa Deres forhadte Uniform, ved jeg nøjagtigt, hvorledes det vil gaa."
"Skulde jeg da ikke tage Uniformen af?"
"Udmærket!" raabte jeg; "nu har jeg det! De maa tage Deres Uniform af og trække i min. Den vil gøre Dem hellig for enhver fransk Soldat."
"Det er ikke Franskmændene, jeg frygter, men Polakkerne!"
"Ogsaa mod dem vil min Uniform beskytte Dem."
"Hvorledes kan jeg takke Dem?" svarede han. "Men De selv — hvad vil De tage paa?"
"Jeg vil trække i Deres Uniform!"
"Og maaske falde som Offer for Deres Ædelmodighed?"
"Det er min Pligt at løbe Risikoen," svarede jeg; "men jeg frygter ikke. Jeg vil gaa ovenpaa i Deres Uniform. Hundrede Sværd vil blive vendt imod mig. Saa vil jeg raabe: "Holdt! Jeg er Brigader Gerard!" De vil se mit Ansigt, de vil genkende mig, og derefter vil jeg fortælle dem om Dem, og De vil være frelst."
Han skælvede af Iver efter at faa Klæderne af. Hans Støvler og Benklæder var omtrent som mine egne, saa der var ingen Grund til at skifte dem, men jeg gav ham min Husartrøje, min Dolman,min Chako og mit Sabelhæng med Taske, medens jeg til Gengæld fik hans høje Faareskindshue med den gyldne Kokarde, hans skindbræmmede Frakke og hans krumbøjede Sabel. Men selvfølgelig glemte jeg ikke at lægge mit dyrebare Brev om i Lommen paa min ny Frakke.
"Med Deres Tilladelse," sagde jeg, "vil jeg nu binde Dem til Tønden."
Han gjorde en rædsom Masse Ophævelser, men i mit Soldaterliv havde jeg lært at være paa min Post, og hvem ved, om han ikke, naar jeg havde vendt ham Ryggen, vilde forstaa det Hele og krydse mine Planer? Han stod netop og lænede sig op ad en Tønde, saa jeg behøvede kun at løbe seks Gange rundt om den med et Reb og slaa en tyk Knude bag paa for at gøre ham uskadelig. Dersom han nu fik i Sinde at gaa ovenpaa, maatte han i det mindste bære et Tusind Liter god fransk Vin som Tornyster. Jeg laasede derefter Døren til den bagerste Kælder efter mig, saa at han ikke kunde høre, hvad der gik for sig, kastede Lyset bort og steg op ad Køkkentrappen.
Der var kun tyve Trin, men alligevel fik jeg Tid til at tænke paa mangt og meget, medens jeg steg op ad dem. Jeg havde ganske den samme Følelse som den Gang ved Eylau, da jeg laa med mit brækkede Ben og saa Feltartilleriet galoppere lige imod mig. Jeg var klar over, at dersom jeg blev opdaget, vilde jeg øjeblikkelig blive skudt som forklædt Spion. Men alligevel var dette en hæderfuld Død i Kejserens personlige Tjeneste — og jeg beregnede, at der ikke kunde komme mindre end fem Linjer, maaske syv, om mig iMonitøren. Palaret fik otte Linjer, og jeg er sikker paa, at han ikke havde saa fin en Karriere som jeg.
Da jeg traadte ind i Hallen med al den Ligegyldighed, jeg raadede over, var det første, jeg fik Øje paa, Bouvets Lig med Benene trukket op under sig og et knækket Sværd i Haanden. Jeg havde den største Lyst til at hilse, da jeg gik forbi ham, thi han var en tapper Mand, men saa blev jeg bange for, at de skulde lægge Mærke dertil, og opgav det.
Hallen var fyldt med prøjsiske Infanterister, som var i Færd med at hugge Skydehuller i Muren, som om de frygtede, at der vilde følge endnu et Angreb. Deres Officer, en lille Mand, løb omkring og uddelte Ordre. De var altfor optagne til at lægge Mærke til mig, men en anden Officer, der stod ved Døren med en lang Pibe i Munden, kom hen til mig og klappede mig paa Skulderen, idet han pegede paa vore stakkels Husarers Lig. Han sagde samtidig noget, der vist skulde være morsomt, thi hans lange Skæg aabnede sig, og nogle skinnende Hugtænder kom til Syne. Jeg lo af hans Vittighed og sagde de eneste russiske Ord, jeg kendte. Jeg havde lært dem af den lille Sophie i Vilna, og de betød: "Dersom Natten er smuk, mødes vi under Egetræet, men dersom det regner, ses vi i Kostalden." Imidlertid var det jo ligegyldigt, hvad jeg sagde til denne Tysker, men han maa aabenbart have ment, at jeg havde sagt noget meget morsomt, thi han lo hjerteligt og klappede mig igen paa Skulderen. Jeg nikkede til ham og marscherede ud af Døren saa koldblodig, som om jeg var Afdelingens Kommandant.
Et hundrede Heste stod bundne i Gaarden, og de fleste af dem tilhørte Polakkerne og Husarerne. Min kære lille Violette ventede mig i Klyngen, og hun hvinede af Henrykkelse, da hun saa mig komme ned imod sig. Men hende vilde jeg ikke op paa. Nej, jeg var mere dreven end som saa. Jeg valgte tværtimod en lille lodden Kosakhest og løste den med saa stor en Overlegenhed, som om den havde tilhørt min Fader før mig. Den havde paa Ryggen en stor Sæk med Plyndringsgods. Denne Sæk lagde jeg over paa Violette, som jeg derefter førte med mig i Tømmen. De har aldrig set et bedre Billede af en Kosak, der vender tilbage fra et Plyndringstog.
Byen var paa dette Tidspunkt fuld af Prøjsere. De stod langs Gaderne og pegede mig ud for hverandre, saa vidt jeg kunde skønne med Bemærkninger som denne: "Det er en af disse Helvedes Kosakker, ingen kan hamle op med, naar det gælder at røve og plyndre."
En eller to Officerer tiltalte mig med en vigtig Mine. Som Svar rystede jeg blot smilende paa Hovedet og sagde: "Dersom Natten er smuk, mødes vi under Egtræet, men dersom det regner, sesvi i Kostalden," hvorefter de trak paa Skuldrene og opgav al videre Samtale. Jeg naaede saaledes uhindret ud af Byen. Et Stykke henne ad Landevejen kunde jeg se to Vedetter med deres sorte og hvide Smaaflag, og jeg vidste, at kom jeg blot uhindret forbi dem, vilde jeg være fri. Jeg lod min Pony trave til, medens Violette hele Tiden gned sin Mule op ad mit Knæ og saa op paa mig, som vilde hun spørge mig, om hun havde fortjent at blive skubbet ud af den laadne Dørmaatte, jeg red paa. Jeg kan vel have været en halvandet hundrede Alen fra Uhlanerne, da jeg pludselig saa en ægte Kosak komme galopperende hen imod mig. I vil forstaa mine Følelser ved Synet af ham. Jeg vil aabent tilstaa, at dette Syn næsten bragte mig til Fortvivlelse, og at jeg nu ansaa Spillet for tabt. Men kun for et Øjeblik. Derefter aabnede jeg to Knapper i min Frakke, saa at jeg hurtig kunde faa fat i Kejserens Brev, thi det var min faste Beslutning, naar alt Haab var ude, at sluge det og derefter dø med Sværdet i Haand. Jeg løsnede min lille krumme Sabel i Skeden og travede hen til det Sted, hvor de to Vedetter holdt. De gjorde Mine til at standse mig, men jeg pegede blot paa Kosakken, der nu var et hundrede Alen borte, og da de forstod, at jeg havde i Sinde at tale med ham, lod de mig passere med en Hilsen.
Jeg huggede Sporerne i Siden paa min Pony, thi kom jeg blot tilstrækkelig langt bort fra Vedetterne, haabede jeg uden større Vanskelighed at kunne klare mig mod Kosakken. Han var Officer, en stor, skægget Mand og i samme Uniform som jeg. Da jeg red frem, kom han mig uvilkaarligt til Hjælp ved at holde sin Hest an, saa at Afstanden mellem Vedetterne og mig yderligere øgedes. Eftersom jeg nærmede mig ham, kunde jeg se Forbavselse blive til Mistanke i hans brune Øjne, medens han nøje betragtede mig og min Pony. Jeg ved ikke, hvad der var galt, men han maa have faaet Øje paa noget, der ikke var, som det skulde være. Han tilraabte mig et Spørgsmaal, og da jeg ikke svarede, trak han sit Sværd. Jeg var glad ved at se ham gøre dette, thi jeg har aldrig holdt af at slaa en intetanende Fjende ned. Nu for jeg ind paa ham, afparerede hans Hug og anbragte mit Stød lige under den fjerde Knap paa hans Frakke. Han styrtede ned af Hesten, og Vægten af hans Legeme trak mig næsten med, før jeg kunde frigøre Sablen. Der var ikke Tid til at undersøge, om han var levende eller død. Jeg sprang af Ponyen og op paa Violette og vinkede med Haanden til de to Uhlaner. Raabende sprængte de af Sted efter mig i Galop, men Violette havde nu udhvilet og var lige saa frisk, som da vi begyndte Turen. Jeg drejede om ad den første Sidevej mod Vest og fulgte derefter Vejen mod Syd, hvad der hurtig vilde bringe mig bort fra det af Fjenden besatte Land. Fremad, bestandig fremad gik det, og hvert Skridt bragte mig længere bort fra mine Fjender og nærmere mine Venner. Da jeg endelig saa migtilbage, kunde jeg ikke øjne mine Forfølgere, og jeg forstod, at mine Trængsler var forbi. Hvor var jeg lykkelig over at have fulgt den Ordre, Kejseren saaledes havde givet mig. Hvad vilde han sige, naar han saa mig? Han havde befalet mig at ride igennem Sermoise, Soissons og Senlis uden at ane, at disse Byer var besatte af Fjenden. Og jeg havde bragt hans Brev gennem de fjendtlige Rækker, Husarer, Dragoner, Landsenerer og Infanteri — havde kæmpet med Magt og sejret ved List og var endda sluppet ganske uskadt.
Da jeg var naaet til Damartin, fik jeg Øje paa vore egne Forposter. Jeg galopperede ned imod dem for at høre, om Egnen var sikker lige til Paris, og medens jeg hastig red fremad, følte jeg mig saa stolt over at være kommen uskadt tilbage til mine Venner, at jeg ikke kunde dy mig for at svinge mit Sværd i Luften.
Ved dette galopperede en ung Officer frem fra Dragonerne, ogsaa svingende sin Sabel, og det varmede mit Hjerte at tænke, at han red mig i Møde med saa megen Varme og Begejstring for at byde mig Velkommen. Jeg lod Violette danse, og da vi nærmede os hinanden, svang jeg mit Sværd endnu elegantere end tidligere, men I kan forestille Jer min Bestyrtelse, da han rettede et kraftigt Hug efter mit Hoved, der sikkert vilde have rullet hen ad Vejen, havde jeg ikke kastet mig fremad med Næsen ned i Violettes Manke. Sværdet for hvinende over mit Hoved som en Østenvind. Selvfølgelig kom dette af den fordømte Kosakuniform, som jeg i min Begejstring ganske havde glemt. Den unge Løjtnant havde troet, at jeg var en eller anden forvoven russisk Kamphane, der vilde udfordre det franske Kavalleri. Stor var hans Bestyrtelse, da det gik op for ham, hvor nær han havde været ved at dræbe den berømte Brigader Gerard.
Imidlertid var Vejen klar til Paris, og omtrent Klokken tre om Eftermiddagen var jeg i St. Denis, men det tog mig hele to Timer at naa herfra til Paris, thi Passagen var næsten helt spærret af Forplejningsvogne og Artillerireservens Kanoner, der gik nordpaa til Marmont og Mortier. I vil forstaa den Opsigt, min Dragt vakte, og da jeg naaede Rue de Rivoli, tror jeg, at jeg havde et Følge paa en Fjerdingvej efter mig. De to Dragoner, der var fulgt med mig fra St. Denis, blev bestormede med Spørgsmaal, og snart kendte alle mine Eventyr, og hvorledes jeg havde faaet min Kosakuniform. Det blev et helt Triumftog. Mændene raabte Hurra, og Kvinderne kyssede paa Fingrene til mig fra Vinduerne, og jeg følte mig meget bevæget over al den Hyldest. Ja, selv min Hoppe rystede Manken og behandlede sine Sider med Halen, som om den vilde sige: "Vi har denne Gang gjort det godt. Det bliver i Fremtiden os, man bør betro saadanne Sendelser!" Da jeg kyssede hende paa Mulen efter at være steget ned af hende ved Tuilleriernes Port, lød der lige saa høje Jubelraab, som naar en Bulletin læstes op for Storarméen.
Jeg var næppe i Paaklædning til at besøge en Konge, men turde ikke spilde min Tid. Jeg blev straks vist ind til Joseph, som jeg godt kendte fra Spanien. Han syntes at være lige saa tyk, rolig og elskværdig som den Gang. Talleyrand stod ved Siden af ham, eller maaske skal jeg kalde ham Hertugen af Benevento, men jeg foretrækker nu en Gang de gamle Navne. Han læste mit Brev, som Joseph Bonaparte havde rakt ham, og derefter saa han paa mig med et besynderligt Udtryk i sine pudsige smaa Øjne.
"Var De det eneste Sendebud?" spurgte han.
"Nej, der var et til!" svarede jeg. "Major Charpentier af Hest-Grenadererne."
"Han er endnu ikke ankommen," sagde Kongen af Spanien.
"Dersom De havde set hans Hests Ben, Deres Majestæt, vilde dette ikke forbavse Dem!" bemærkede jeg.
"Der kan jo ogsaa tænkes andre Grunde!" kom det fra Talleyrand med et besynderligt Smil.
Godt, de sagde mig et Par Artigheder og kunde endda have sagt adskilligt flere uden at sige mig for mange. Jeg bukkede og var glad for at komme bort, for jeg hader Hoffet lige saa grundigt, som jeg elsker Lejren. Saa tog jeg hen til min gamle Ven Chaubert, i Rue Miromesnil og laante hans Husaruniform, som passede mig meget godt. Han, Lisette og jeg spiste til Middag i hans Lejlighed, og alle mine udstaaede Farer var glemte. Næste Morgen befandt jeg mig paa Hjemvejen med Violette, thi jeg længtes naturligvis efter Kejserens Ros og Belønning.
Jeg behøver ikke at bemærke, at jeg denne Gang valgte en sikrere Vej. Jeg havde foreløbig faaet nok af Kosakker og Uhlaner. Jeg red igennem Meaux og Château Thierry og naaede samme Aften til Rheims, hvor Napoleon stadig laa. Baade Ligene af vore stakkels Kammerater og Russerne var nu bleven begravede, og Slagmarken frembød altsaa ikke det samme Syn, som da jeg passerede den paa Vejen ud. Ogsaa Soldaterne syntes at se bedre ud, Kavalleristerne var igen bleven forsynede med Heste, og alt var i udmærket Orden.
Det er vidunderligt, hvad en god Hærfører kan udrette i Løbet af et Par Dage.
Straks, da jeg ankom til Hovedkvarteret, blev jeg vist ind i Kejserens Arbejdsværelse. Han sad med en Kaffekop foran sig ved Skrivebordet og studerede et stort Kort. Berthier og Macdonald lænede sig i Øjeblikket over Skuldrene paa ham, og han talte saa hurtigt, at jeg ikke tror, de forstod uden Halvdelen af, hvad han sagde. Men da han fik Øje paa mig, slængede han sin Pen hen over Kortet og sprang op med et Udtryk i sit blege Ansigt, som fik det til at løbe mig koldt ned ad Ryggen.
"Hvad i Djævelens Skind og Ben bestiller De her?" skreg han.
"Jeg har den Ære at melde, Sire," svarede jeg, "at jeg har leveret Dokumentet til Kongen af Spanien."
"Hvorledes!" hylede han, og hans to Øjne spiddede mig som Bajonetter. Aa, disse frygtelige Øjne, der skiftede fra Graat til Blaat ligesom Staal i Solskin. Jeg kan endnu se dem for mig i mine onde Drømme.
"Hvad er der bleven af Charpentier?" spurgte han.
"Han er tagen til Fange!" sagde Macdonald.
"Af hvem?"
"Russerne."
"Kosakkerne?"
"Ja, en enkelt Kosak!"
"Overgav han sig?"
"Uden Modstand!"
"Han er en intelligent Officer. Sørg for, at han faar Æres-Medaljen."
Jeg gned mine Øjne, for at forvisse mig om, at jeg var vaagen.
"Hvad Dem angaar," raabte Kejseren og traadte et Skridt hen imod mig, som om han vilde slaa mig, "De Faarehoved, hvorfor tror De, at jeg har sendt Dem ud i dette Ærinde? Antager De da virkelig, at jeg vilde sende en virkelig betydningsfuld Skrivelse ud ved saadant et Sendebud som Dem og gennem alle de Byer, Fjenden har besat? Hvorledes det er lykkedes Dem at slippe igennem, gaar over min Forstand, men saafremt Deres Kammerat ikke havde haft mere Omløb i Hovedet end De, vilde hele min Felttogsplan være røget i Lyset. Kan De da ikke se, Klodrian, at dette Brev indeholdt falske Efterretninger, og at det var beregnet paa at føre Fjenden bag Lyset, idet jeg bragte en hel anden Plan til Udførelse?"
Da jeg hørte disse grusomme Ord og saa det fortrukne hvide Ansigt lige foran mit, maatte jeg støtte mig til en Stol, thi enhver fornuftig Tanke forlod mig, og mine Knæ kunde næppe bære mig. Men jeg samlede alt mit Mod, og Harmen skød op i mig ved Tanken om, at hele mit Liv havde været viet denne Mand og mit elskede Fædreland, og at dette var Lønnen.
"Sire!" sagde jeg, og Taarerne trillede ned ad mine Kinder, medens jeg talte, "naar De vil benytte en Mand som jeg, vil De gøre rettest i at spille aabent Spil. Havde jeg vidst, at det var Deres Ønske, at Brevet skulde falde i Fjendens Hænder, vilde jeg have sørget for, at det var sket. Men da jeg gik ud fra, at jeg skulde værge det, risikerede jeg mit Liv for det. Jeg tror ikke, Sire, at noget Menneske i Verden har gennemgaaet saa mange Farer og Hindringer, som jeg har gjort under Udførelsen af, hvad jeg troede var Deres Vilje!"
Jeg viskede Taarerne af Øjnene, medens jeg talte, og gav ham med saa megen Varme og Liv, som jeg kunde lægge ind i mine Ord, en Skildring af det hele, af mit Togt gennem Soissons, mit Sammenstød med Dragonerne, mit Eventyr i Senlis, mit Møde med Grev Boutkine i Kælderen, min Forklædning, min Kamp med Kosakofficeren, min Flugt og hvorledes jeg tilsidst nær var bleven hugget ned af en af vore egne Dragoner. Kejseren, Berthier og Macdonald hørte til med stigende Forbavselse. Da jeg havde endt min Beretning, traadte Napoleon hen til mig og kneb mig i Øret.
"Saa! Saa!" sagde han, "glem nu alt, hvad jeg har sagt! Jeg havde handlet rigtigere ved at stole paa Dem. Gaa nu kun!"
Jeg vendte mig om mod Døren, og min Haand hvilede allerede paa Haandtaget, da Kejseren kaldte mig tilbage.
"De vil sørge for," sagde han til Hertugen af Tarentum, "at Brigader Gerard faar Æres-Medaljen, for jeg tror, at hvis han har det tykkeste Hoved, har han ogsaa det modigste Hjerte i min Hær."
Endskønt jeg var Brigadechef, da vore Krige var endte, og stod for Tur til at blive Divisionsgeneral, er det dog altid til mine unge Dage, jeg vender tilbage, naar jeg mindes mit Soldaterlivs Glæder og Farer. I vil forstaa, at naar en Officer har mange Mænd og Heste under sig, har han altid fuldt op at gøre med Rekrutter og Indkvartering, Foder og Seletøj, saa selv om han ikke staar Ansigt til Ansigt med Fjenden, kan Livet være surt nok endda. Men er han kun Løjtnant eller Kaptajn, er der intet, der trykker ham, uden Epauletterne paa hans Skuldre, og saa kan han klirre med Sporene og svinge sin Dolman, tømme sit Glas og kysse sin Pige, som han vil, uden at tænke paa andet end Tilværelsens Glæder. Det er i den Tid, han oplever sine Eventyr, og det er til den Tid, jeg vil søge tilbage, naar jeg fortæller om mine Tildragelser. Jeg vil i Aften fortælle Jer om mit Besøg i Mørkets Slot, om Underløjtnant Durocs sælsomme Mission og den frygtelige Historie om den Mand, der en Gang var kendt under Navnet Jean Carabin og sidenhen som Baron Straubenthal.
I maa vide, at i Februar 1807, straks efter Danzigs Indtagelse, blev det overdraget Major Legendre og mig at føre firehundrede Remonter fra Prøjsen til Polen. Det haarde Vejr og særlig det frygtelige Slag ved Eulau havde dræbt en Mængde Heste, saa det saa næsten ud, som om vort prægtige tiende Husarregiment skulde blive forvandlet til en ny Afdeling Let-Infanteri. Baade Majoren og jeg vidste derfor, at vi vilde være velkomne i Fronten. Imidlertid gik Transporterne ikke særlig hurtigt fremad, thi Sneen laa favnehøjt, Vejene var frygtelige, og vi havde kun tyve Invalider til at hjælpe os.
Vi kom over Vistula lige overfor Marienwerder og var naaet saa langt som til Risenberg, da Major Legendre traadte ind i mit Værelse paa Posthuset med et aabent Brev i Haanden.
"De skal forlade mig!" sagde han mismodig.
Egentlig gjorde det mig ikke ondt. Jeg hilste i Tavshed.
"Dette er en Ordre fra General Lasalle," fortsatte han. "De skal øjeblikkelig tage til Rossel og melde Dem i Regimentets Hovedkvarter."
Intet Budskab kunde have fornøjet mig mere end dette. Jeg var vel anskreven hos mine Overordnede, og det stod mig klart, at Lasalle ved at afgive denne Ordre, vilde give til Kende, hvor ukomplet min Eskadron var uden mig. Paa den anden Side kom Ordren imidlertid i et ubelejligt Øjeblik, thi Postmesteren havde en Datter, — et af disse elfenbenshvide, sorthaarede polske Pigebørn, — som jeg godt kunde lide at stifte nærmere Bekendtskab med. Imidlertid er det ikke tilladt Bonden at tænke, naar Skakspillerens Fingre flytter ham frem paa Brædtet. Jeg gik derfor øjeblikkelig ned og sadlede min store Hest, Rataplan, hvorefter jeg begyndte min ensomme Rejse.
Det var en blandet Fornøjelse at ride gennem det fattigste og styggeste Land i Evropa, men jeg havde foroven en skyfri Himmel med en straalende Sol, der kastede sit Lys hen over endeløse Snemarker. Min Aande fortættede sig i den kolde Luft, og Rataplan udsendte to Dampstraaler fra sine Næsebor, medens en lille Istap nu og da faldt til Jorden fra dens Bidsel. Jeg lod den trave lystigt af Sted, for at den kunde holde Varmen. For miteget Vedkommende havde jeg for meget at tænke paa til at lægge Mærke til Kulden.
Imod Nord og Syd strakte sig de store Sletter, hvor der nu og da saas enlige Klynger af Fyrre- og Lærketræer. Hist og her laa der nogle Smaa-hytter, men det var kun tre Maaneder siden, at Storarméen var kommen denne Vej, og I ved, hvad det betyder for et Land. Det er sandt, at Polakkerne var vore Venner, men af Hærens hundrede tusind Mand havde kun Garden Vogne, mens Resten maate klare sig, som de bedst kunde. Det forbavsede mig derfor ikke, at jeg ikke fik Øje paa Liv noget Sted, ej heller, at der ingen Røg steg op fra Skorstenene paa de tavse Hytter. Landet, hvorigennem den store Hær var draget, var mærket, og det blev almindelig sagt, at selv Rotterne døde af Sult, hvor Kejseren havde ført sine Mænd.
Ved Middagstid var jeg naaet til Landsbyen Saalfeldt, men da jeg befandt mig paa Hovedvejen til Osterode, hvor Kejseren overvintrede, og hvor syv Divisioner laa i Lejr, var Vejen overfyldt med Vogne og Kærrer, Artilleritransporter og Kurerer og af den bestandige Strøm af Rekrutter og Marodører, saa at jeg blev opholdt i Uendelighed. Det var derfor med oprigtig Glæde, at jeg fandt en lille Sti, der førte igennem en Granskov. Ved Korsvejen laa der et lille Herberge og en Patrulje af Conflans' Husarer — det samme Regiment, for hvilket jeg senere blev Oberst — var i Færd medat stige til Hest. Paa Trappen stod dens Officer, en bleg ung Mand, der mere lignede en grøn Teolog end Chefen for de Fanden-i-Voldske Karle omkring ham.
"God Dag, min Herre!" sagde han, da jeg standsede min Hest.
"God Dag!" svarede jeg. "Jeg er Løjtnant Gerard af tiende Regiment."
Jeg kunde læse i hans Ansigt, at han havde hørt mit Navn tidligere. Gud og hver Mand kendte mig efter min Duel med de seks Fægtemestre.
"Jeg er Underløjtnant Duroc af tredje Regiment," præsenterede han.
"Nylig udnævnt?" spurgte jeg.
"Sidste Uge!"
Jeg havde nok tænkt mig det, at dømme efter hans blege Ansigt og den Maade, hvorpaa han tillod sine Folk at føre sig. Imidlertid var det ikke saa længe siden, jeg selv havde lært, hvad det vil sige, naar en Skoledreng skal kommandere hærdede Veteraner, der har deltaget i lige saa mange Slag som han selv tæller Aar. Jeg bebrejdede derfor ikke Knøsen det mindste, da jeg saa, at hans Folk tog den med stor Ro, men sendte dem blot et Blik, der fik dem til at rette sig i Sadlen.
"Maa jeg spørge, om De skal ad Vejen mod Nord?" spurgte jeg.
"Min Ordre lyder paa, at jeg skal patruljere saa langt som til Ahrensdorf," svarede han.
"Saa vil jeg med Deres Tilladelse gøre DemFølgeskab saa langt," bemærkede jeg, "thi den længste Vej bliver i dette Tilfælde den hurtigste."
Og dette viste sig ogsaa at være Tilfældet, thi denne Vej førte bort fra Hæren ind i et Land, der var besat af Kosakkerne, og den var lige saa øde, som den anden var befærdet. Duroc og jeg red i Spidsen med vore seks Husarer klaprende efter os. Han var en skikkelig Fyr, denne Duroc, med Hovedet fuldt af alt det Sludder, man lærer paa Militærskolen i St. Cyr. Han vidste bedre Besked om Alexander og Pompeji end om at blande en Hests Foder eller pleje dens Ben. Men en prægtig Dreng var han som sagt, og det morede mig at høre ham snakke løs om sin Søster Marie og sin gamle Moder i Amiens. Kort efter befandt vi os i Landsbyen Hayenau. Duroc red op foran Posthuset og spurgte efter Postmesteren.
"Kan De sige mig," sagde han, "om der her i Nabolaget bor en Mand, der kalder sig Baron Straubenthal?"
Postmesteren rystede benægtende paa Hovedet, og vi fortsatte vor Vej. Da min Kammerat imidlertid i den næste Landsby gentog det samme Spørgsmaal med det samme Resultat, kunde jeg ikke lade være at spørge ham om, hvem denne Baron Straubenthal var.
"Han er en Mand," sagde Duroc, medens en pludselig Rødme fløj over hans ungdommelige Ansigt, "med hvem jeg har et vigtigt Mellemværende at ordne."
Denne Oplysning var ikke meget fyldestgørende, men der var noget i min Kammerats Maade at tale paa, der fortalte mig, at ethvert yderligere Spørgsmaal vilde være ham ubehageligt. Altsaa tav jeg, medens Duroc fremdeles udspurgte dem, som vi mødte, om Baron Straubenthal. Ethvert Skridt førte os længere bort fra Lejren. Imod Syd viste nogle graa Røgsøjler vore Forposters Stilling, imod Nord var der intet mellem os og det russiske Hovedkvarter.
Solen var ved at gaa ned, da vi red over en Bakke og saa en lille Landsby til højre for os og til venstre et højt, skummelt Slot, der ragede op midt i en lille Fyrretræsskov.
"Hvad er det for en Landsby?" spurgte Duroc en Bonde, der kom forbi.
"Det er Arensdorf," svarede denne i sin barbariske tyske Dialekt.
"Her bliver jeg i Nat," sagde min unge Ledsager. Og idet han vendte sig om mod Bonden, gentog han sit stadige Spørgsmaal:
"Kan De sige mig, hvor Baron Straubenthal bor?"
"Det kan jeg rigtignok! Det er ham, der ejer "Mørkets Slot"!" sagde Bonden og pegede hen paa de mørke Mure i den nære Fyrretræsskov.
Duroc gav et Raab fra sig som en Jæger, der ser Vildtet springe op lige foran sig. Fyren syntes ganske at have mistet Besindelsen. Hans Øjne lynede, og hans Ansigt blev dødblegt og fik saahaardt et Træk om Munden, at Bonden forskrækket veg tilbage. Jeg kan se ham endnu, som han bøjede sig over sin brune Hest og stirrede vildt paa de store, sorte Taarne.
"Hvorfor kalder De det "Mørkets Slot"?" spurgte jeg.
"Det er nu en Gang det Navn, det har faaet her paa Egnen," sagde Bonden, "der skal være begaaet slemme Mørkets Gerninger der oppe paa Slottet. Ikke for intet har den mest ryggesløse Person i hele Polen levet der de sidste fjorten Aar!"
"En polsk Adelsmand?" spurgte jeg.
"Næ, der fødes ingen af den Slags Folk her i Polen," svarede han.
"Er det da en Franskmand?" spurgte Duroc.
"Ja, der fortælles, at han er kommen hertil fra Frankrig."
"Har han rødt Haar?"
"Han er saa rød som en Ræv."
"Godt, godt! Det erminMand," raabte min Kammerat, skælvende af Ophidselse. "Det er Forsynet, der har ført mig hertil. Hvem tør paastaa, at der ikke findes en gengældende Retfærdighed i denne Verden! Kom Hr. Gerard, jeg maa sørge for at faa mine Folk indkvarterede, før jeg kan tage mig af dine private Affære!"
Han sporede sin Hest, og ti Minutter efter var vi ved Kroen i Arensdorf, hvor hans Folk fik anvist Nattekvarter.
Nu vedkom denne Sag selvfølgelig ikke mig, og jeg havde intet Begreb om, hvad det Hele betød. Rossel var endnu langt borte, men jeg bestemte mig til endnu et Par Timers Tid at ride videre og derefter søge Husly i en eller anden Kro ved Vejen. Efter at have drukket et Glas Vin, steg jeg derfor til Hest, da den unge Duroc kom løbende ud til mig og lagde sin Haand paa mit Knæ.
"Hr. Gerard," stammede han, "jeg beder Dem om ikke at forlade mig paa denne Maade!"
"Min gode Mand," svarede jeg, "hvis De vil fortælle mig, hvad der er i Vejen, og hvad De ønsker af mig, vilde jeg bedre være i Stand til at bedømme, om jeg kan være Dem til nogen Nytte."
"De kan være mig til den allerstørste Nytte," raabte han. "Efter alt, hvad jeg har hørt fortælle om Dem, Løjtnant Gerard, er De mest af alt den Mand, som jeg kunde ønske at have ved min Side i Nat!"
"De glemmer ganske, at jeg har Ordre til uopholdelig at slutte mig til mit Regiment!"
"Det er jo alligevel umuligt for Dem at naa det i Aften. De vil vise mig en stor Tjeneste ved at blive hos mig og staa mig bi i en Sag, der vedkommer mig og min Families Ære. Imidlertid maa jeg betro Dem, at der muligvis vil være nogen Fare forbunden med vort Forehavende."
Det var meget forslagent af ham at bemærke dette, thi det bestemte mig. Jeg sprang af Hestenog beordrede Staldkarlen til at lede den ind i Stalden.
"Kom ind i Kroen," sagde jeg, "og fortæl mig nøje, hvad det er, De ønsker af mig."
Han førte mig ind og laasede Døren efter sig, for at vi ikke skulde blive forstyrrede. Han var en velvoksen Knøs, og som han stod der i Lampelyset med det matte Skær over sit alvorlige Ansigt og sin sølvgraa Uniform, følte jeg hans Hjerte banke mit i Møde. Uden at gaa saa vidt som til at sige, at han førte sig, som jeg vilde have gjort i hans Alder, var der dog Lighedspunkter nok imellem os, til at jeg følte, at jeg nærede stor Sympati for ham.
"Jeg kan forklare det hele med faa Ord," sagde han. "Grunden til, at jeg ikke allerede har tilfredsstillet Deres meget naturlige Nysgerrighed, er udelukkende den, at det er meget pinligt for mig at berette denne Historie. Men selvfølgelig kan jeg ikke bede om Deres Hjælp uden at sætte Dem helt ind i Forholdene."
De maa altsaa vide, at min Fader var en velstaaende Bankier, Christopher Duroc, som blev myrdet af Folket under September-Blodbadet. Som De sagtens erindrer, stormede Pøbelen Fængslerne og valgte tre saakaldte Dommere til at dømme de ulykkelige Aristokrater, der bogstavelig talt blev revne i Stykker, naar de blev udleverede til Hoben udenfor. Min Fader havde hele sit Liv været de Fattiges Velgører, og der var mange, der talte hans Sag. Han var desuden syg og blev halvdød baaretind paa en Madras. To af Dommerne stemte for at løslade ham, den tredje, en ung Jakobiner, der ved sin Kæmpeskikkelse og sin Brutalitet var bleven Fører for disse Banditter, løftede ham op fra Bærestolen, sparkede ham Gang efter Gang med sine tunge Støvler og kastede ham derefter udenfor Døren, hvor han et Øjeblik efter blev revet itu Lem for Lem under Omstændigheder, som det er frygteligt for mig at berette om. Som De vil se, var dette et Mord, endog efter deres egne, hjemmehørende Love, thi to af Dommerne havde voteret i min Faders Favør.
Da ordnede Forhold atter vendte tilbage, begyndte min ældste Broder at anstille Eftersøgninger efter denne Mand. Jeg var kun et Barn den Gang, men det var en Familiesag, og den blev mange Gange omtalt i min Nærværelse. Fyrens Navn var Carabin. Han var en af Santerres Garde og en bekendt Duellant. Senere tvang han en nederlandsk Dame ved Navn Baronesse Straubenthal, som han havde faaet trukket for Tribunalet, til at gifte sig med ham og skænke ham sine Godser, mod at han skaffede hende Friheden. Han giftede sig med hende, antog hendes Navn og Titel og slap ud af Frankrig i Tiden omkring Robespierres Fald. Hvad der senere blev af ham, kunde vi ikke den Gang faa oplyst.
De vil maaske mene, at det vilde være meget let for os at finde ham, siden vi havde baade hans Navn og hans Titel. Men samtidig maa De erindre, at vi ved Revolutionen mistede alt, hvad vi ejede, og uden Penge lader saadanne Efterforskninger sig vanskeligt anstille. Saa kom Kejserdømmet, og Forholdet blev endnu vanskeligere, thi som De ved, bestemte Kejseren, at den 18de Brumaire skulde danne Grænsen mellem Fortid og Fremtid. Ikke destomindre havde vi vore egne Familieplaner.
"Min Broder fulgte Armeen og drog med den gennem hele Sydevropa, hvor han overalt søgte Efterretninger om Baron Straubenthal. Han faldt ved Jena i Oktober, og nu hører Hævnen mig til. Jeg havde det Held, at høre, at Slynglen befandt sig her i Polen; jeg spurgte mig for, og nu staar jeg ved Maalet. Og for at gøre Sagen endnu bedre, har jeg samtidig faaet en Ledsager, hvis Navn man aldrig nævner indenfor Armeen uden at sætte det i Forbindelse med en eller anden modig eller ædel Daad."
Dette var jo altsammen meget godt, og jeg havde lyttet til hans Ord med den største Interesse. Men jeg var ikke bleven Spor af klogere paa, hvad den unge Duroc ønskede af mig.
"Hvorledes kan jeg saa tjene Dem?" spurgte jeg.
"Ved at tage med mig."
"Til Slottet?"
"Netop."
"Hvornaar?"
"Med det samme!"
"Men hvad har De i Sinde at foretage Dem?"
"Jeg ved, hvad jeg vil gøre. Men alligevel vil jeg gerne have, at De tager med mig!"
Nu har det aldrig ligget for mig at sige Nej til et Eventyr, og ved Siden af havde jeg den største Sympati for den unge Mands Følelser. Det er meget godt, dette at tilgive sine Fjender, men man skulde dog ogsaa gerne give dem noget at tilgive. Jeg rakte ham derfor Haanden og slog til.
"I Morgen tidlig maa jeg af Sted til Rossel, men i Nat er jeg Deres!" sagde jeg.
Vi efterlod vore Soldater i deres lune Kvarterer, og da der kun var en Fjerdingvej til Slottet, lod vi ogsaa vore Heste hvile ud. Det plejer ikke at være noget underdejligt Syn at se en Kavallerist til Fods, men Duroc og jeg var i den rigtige Alder, og jeg gad se den Kvinde, der ikke vilde have syntes om de to unge Husarer, den ene blaa, den anden graa, som den Nat spadserede ud fra Posthuset i Arensdorf. Vi havde begge vore Sabler paa, og desuden havde jeg stukket en Pistol i min Vams, thi jeg havde en Anelse om, at det var et desperat Eventyr, vi indlod os paa.
Stien, som førte op til Slottet, snoede sig gennem en bælgmørk Fyrreskov, hvor vi ikke kunde se andet end Stjernerne over vore Hoveder. Men pludselig aabnede Skoven sig, og der laa Slottet foran os i omtrent et Bøsseskuds Afstand. Det var en gammel, meget forfalden Bygning med Taarne i alle Hjørner og en Udbygning i den Side, dervendte imod os. Kun et enligt Lys skinnede frem fra den uhyre Facade, og ikke en Lyd hørtes fra det. Det forekom mig, at denne Kolos over sig havde noget gaadefuldt, der passede godt til dens Navn.
Da vi naaede Porten, fandt vi ingen Klokke eller Dørhammer paa den store, jernbeslaaede Dør, og det var først, da vi bankede løs med vore Sabelhæfter, at vi tiltrak os Opmærksomheden. En lille Mand med Høgenæse og Skæg op til Tindingerne aabnede langt om længe Porten. Han havde en Lygte i den ene Haand, i den anden holdt han i en Kæde en stor, sort Hund. Hans Opførsel var til en Begyndelse truende, men da han saa vor Uniform og vore Ansigter, slog den over i Fortrædelighed.
"Baron Straubenthal modtager ikke Gæster paa denne Tid af Døgnet," sagde han paa udmærket Fransk.
"Vær saa venlig at meddele Deres Herre, at jeg har rejst firehundrede Mil for at hilse paa ham, og at jeg ikke gaar min Vej, før dette er sket!" udbrød min Ledsager. Jeg selv kunde ikke have sagt dette bedre.
Fyren skottede undersøgende til os og tyggede raadvildt paa sit sorte Skæg.
"For at sige Sandheden, mine Herrer!" sagde han, "er Baronen ikke helt ædru iaften, og De vil finde ham i langt bedre Humør, dersom De vil komme igen i Morgen."
Han aabnede Døren lidt mere, medens han talte, og jeg kunde ved Skinnet af Lampen i Hallen se endnu tre andre raa Kammerater, hvoraf den ene holdt endnu en af de frygtelige Blodhunde. Duroc maa have set det samme, men det forandrede ikke hans Beslutning.
"Det er det samme!" svarede han; "det er Deres Herre, jeg vil tale med!"
Fyrene inde i Hallen gjorde Plads for ham, da han gik ind imellem dem, saa stor er den ene Mands Magt, der ved, hvad han vil, over de mange, der ikke kan beslutte sig. Min Ledsager klappede en af dem paa Skuldrene med samme Overlegenhed, som om denne havde været hans Tjener.
"Før mig til Baronen!" sagde han.
Manden trak paa Skuldrene og sagde noget paa Polsk. Den skæggede Fyr, der nu havde laaset og stængt Porten, syntes altsaa at være den eneste, der kunde Fransk.
"Godt, De skal faa Deres Vilje!" sagde han med et ubehageligt Smil. "Jeg skal føre Dem til Baronen. Men før Enden vil De maaske ønske, at De havde fulgt mit Raad!"
Vi fulgte ham over den flisebelagte Hal, der var tilrøget og meget smudsig. Derefter aabnede han en Dør og viste os ind.
Det var et lille, sparsomt møbleret Værelse med de samme Tegn paa Forsømmelse og Forfald, der havde mødt os overalt. Væggene var behængte med falmede Tapeter, og henne i det ene Hjørne varde gaaede løs, saa at den nøgne Mur kom til Syne. Lige overfor var der endnu en Dør, behængt med et Tæppe. Midt i Værelset stod et stort, firkantet Bord med nogle smudsige Tallerkener og de sparsomme Rester af et Maaltid. Rundt omkring flød det med tomme Flasker. Ved Bordenden sad en kæmpestor Mand med et Løvehoved og en stor Manke af rødgult Haar. Hans Skæg var af den samme rødgule Farve og ganske uplejet. Jeg har set mange mærkelige Ansigter i min Tid, men intet mere brutalt og vildt end dette med de smaa stikkende Øjne, de fremstaaende Kæber og den tykke, hængende Underlæbe, der stak frem i det vildt voksende Skæg. Hans Hoved dinglede, og han saa paa os med en Drukkens usikre, sløvede Blik. Imidlertid var han ikke mere beruset, end at vore Uniformer gjorde et vist Indtryk paa ham.
"Naa, mine tapre Fyre!" brummede han, "fortæl mig saa de sidste Nyheder fra Paris. Jeg hører, at I er komne for at genrejse Polen og er i Mellemtiden selv blevne Slaver — Slaver af en lille Aristokrat med graa Overfrakke og trekantet Hat. Og ikke mere frie "Borgere", men "Herr" og "Frue". Der maa Fanden tage mig rulle nogle flere Hoveder i Kurven, før det atter bliver — — "
Duroc nærmede sig i Stilhed og stod nu ved Siden af Skurken.
"Jean Carabin!" sagde han.
Baronen studsede, og Drukkenskabens Slør syntes at glide fra hans Øjne.
"Jean Carabin!" gentog Duroc.
Han sprang op og greb om Stolens Arm.
"Hvad er Deres Hensigt med at gentage det Navn, min unge Mand?" spurgte han.
"Jean Carabin, De er en Mand, som jeg længe har ønsket at møde!"
"Selv om jeg maaske en Gang har baaret det Navn, hvad vedkommer det saa Dem! De maa have været et Barn, da jeg bar det!"
"Mit Navn er Duroc!"
"Vel dog ikke en Søn af —?"
"En Søn af den Mand, De myrdede!"
Baronen prøvede paa at le, men der var Rædsel i hans Blik.
"Gjort Gerning staar ikke til at ændre, unge Mand!" raabte han. "Det gjaldt deres Liv eller vore i de Dage: Aristokraternes eller Folkets. Den Gang var det ham, der faldt, senere faldt de fleste af mine Kammerater. Det er Krigens Gang. Men lad os glemme Fortiden og lære hinanden bedre at kende, De og jeg."
Han strakte en rød, rystende Haand ud, imedens han talte.
"Det er nok!" sagde Duroc. "Dersom jeg jog min Sabel igennem Dem, som De sidder i den Stol, gjorde jeg Dem Deres Ret. Jeg vanærer min Klinge ved at krydse den med Deres. Men De er dog Franskmand! Rejs Dem op og forsvar Dem!"
"Naa, naa I er saa hidsige, I unge Fyre!" raabte Baronen.
Men Durocs Taalmodighed var nu forbi. Han slyngede sin aabne Haand ind i det store, rødgule Skæg. Jeg saa en Læbe, tilsølet med Blod, og to lynende blaa Øjne.
"De skal dø for det Slag!"
"Det var rart, at De endelig kunde bestemme Dem," svarede Duroc.
"Min Sabel!" skreg den anden. "Jeg lover Dem, at De ikke skal komme til at vente paa mig," fortsatte han og styrtede ud af Værelset.
Som jeg har fortalt, havde Værelset en Dør i Baggrunden, dækket af et Tæppe. Næppe var Baronen styrtet bort, før der kom en Kvinde til Syne, ung og smuk. Saa hurtig og lydløst bevægede hun sig, at hun stod imellem os paa et Øjeblik, og det var kun den svage Rysten i Portieren, der fortalte os, hvor hun var kommen fra.
"Jeg har set det hele," hviskede hun. "Hvor De har baaret Dem udmærket ad, min Herre!"
Hun greb min Ledsagers Haand og kyssede den atter og atter, før han kunde frigøre den.
"Men, Frue, hvilken Grund har De dog til at kysse min Haand?"
"Fordi det var den Haand, der slog ham paa hans løgnagtige Mund. Fordi det maa være den Haand, der vil hævne min Moder. Jeg er hans Steddatter. Han plagede min Moder til Døde. Jeg hader ham! Gud, nu kommer han!" Saa forsvandt hun lige saa hurtigt, som hun var kommen. EtØjeblik efter traadte Baronen ind med et Sværd i Haanden og med den skæggede Portner i Hælene.
"Dette er min Sekretær," sagde han, "han skal være min Sekundant. Vi maa imidlertid have lidt mere Albuerum end vi kan faa her. Vil De være saa god at følge mig til et mere rummeligt Værelse."
Det var i Virkeligheden urimeligt at slaas i et Værelse, der var spærret af et stort Bord. Vi fulgte ham derfor gennem den daarligt oplyste Hal, i hvis modsatte Ende et Lys skinnede ud fra en aaben Dør.
"Her findes al den Plads, som vi behøver," sagde den skæggede. Duroc trak sin Sabel og sprang derind. Baronen anmodede mig bukkende om at gaa først. Men næppe var jeg kommen over Dørtærskelen, før den tunge Dør faldt i med et Brag, og Nøglen blev drejet om. Vi var gaaet i en Fælde. I første Øjeblik stod det os ikke klart. En saadan Nederdrægtighed laa ganske udenfor vore Erfaringer. Men da vi endelig forstod, hvor dumt vi havde baaret os ad ved at stole paa en Mand med en saadan Fortid, blev vi grebne af Raseri over hans Skurkagtighed — og vor egen Dumhed. Vi kastede os mod Døren, bearbejdede den med vore tunge Støvler. Men Døren var grumme solid, lavet af solide Træplanker og beslaaet med Jern, som man finder dem i Slotte fra Middelalderen. Den var lige saa vanskelig at bryde igennem som en Eskadron af den gamle Garde. De Forbandelser vi udstødte mod Skurken, havde samme Virkning som vor Banken. De bragte os intet andet Svar end det haanende Ekko fra det store Rum. Men naar man er Soldat, lærer man snart at finde sig i, hvad der ikke kan være anderledes. Jeg genvandt først min Koldblodighed og anmodede Duroc om at bistaa mig med at undersøge det Værelse, der var blevet vort Fængsel.
Det havde kun et Vindue, uden Glas, og saa snævert, at man ikke en Gang kunde stikke Hovedet igennem det. Det sad saa højt oppe, at Duroc maatte staa op paa en Tønde for at kunne se ud af det.
"Hvad ser De?" spurgte jeg.
"Grantræer og en Sti, der snor sig mellem dem!" svarede han. "Og nu —!" Han kom med et Udraab af Forbavselse.
Jeg sprang op paa Tønden ved Siden af ham. Da saa jeg paa Stien en Mand der, piskende paa Hesten, galopperede af Sted som en Forrykt. Medens vi iagttog ham, blev han mindre og mindre, indtil han ganske opslugtes af Skovens sorte Skygge.
"Hvad mon det betyder?" spurgte Duroc.
"Ikke noget godt for os!" svarede jeg, "han er maaske ude efter nogle Røvere, som skal kværke os. Vi maa se at slippe ud af denne Musefælde, før Katten indfinder sig."
Det var et Held, at Værelset var oplyst af enLampe, der næsten var fuld af Olie, saa at den kunde holde ud til den lyse Morgen. I Mørke vilde vor Stilling have været ulige vanskeligere. Vi begyndte nu at undersøge de Pakkasser og Tønder, der var stillede op imod Væggen. Vi befandt os aabenbart i Slottets Forraadskammer, for der laa Masser af Ost, Grøntsager af forskellig Slags, Kasser, fyldte med tørret Frugt, og en Række Vintønder. I en af disse sad Tappen i, og da jeg kun havde faaet lidt at spise i Løbet af Dagen, var jeg glad ved at kunde tage mig en Slurk Rødvin og lidt Føde. Men Duroc vilde intet have. Han gik op og ned i Værelset i Vrede og Spænding. "Jeg vil have fat i ham," skreg han, "han skal ikke saa let slippe fra mig!"
Det var jo meget godt, men det forekom mig, medens jeg sad paa en stor Ost og spiste min Aftensmad, at min unge Ven tænkte for meget paa sine egne Familieanliggender og for lidt paa den Klemme, han havde bragt mig i. Hans Fader havde nu været død i fjorten Aar, og i Gaar anede jeg end ikke, at han havde eksisteret, men her løb Etienne Gerard, den mest lovende Løjtnant i hele Storarméen, Fare for at blive et Hoved kortere. Hvor jeg bandede den Letsindighed, der havde faaet mig til at tage Del i denne Pokkers risikable Ekspedition, som ikke i mindste Maade berørte Frankrig eller Kejseren. Jeg kunde ikke lade være at tænke paa, hvilken Tosse, jeg havde været,ved at blande mig i et privat Slagsmaal, naar jeg havde en udmærket Krig omkring mig og i Forvejen en kvart Million Russere at kæmpe imod.
Da Duroc stadig blev ved med sine Trusler, sagde jeg endelig:
"Det er altsammen meget godt. For mig maa De gøre ved ham, hvad De lyster, naarDefaar Overtaget. Men i Øjeblikket er Spørgsmaalet desværre det, hvadhanvil gøre vedos."
"Lad ham gøre det værste!" raabte han, "jeg har en Forpligtelse til at ofre Livet for min Fader, om det gøres nødvendigt."
"Det er det rene Vrøvl!" sagde jeg, "saafremt De skylder Deres Fader noget, skylder jeg min Moder lige saa meget, og det er at slippe uskadt fra denne Historie."
Min Bemærkning bragte ham til Fornuft.
"Jeg har tænkt for meget paa mig selv!" udbrød han, "tilgiv mig, Hr. Gerard! Hvad vil De raade mig til at gøre?"
"Godt," sagde jeg, "det er sikkert ikke for vor Sundheds Skyld, at de har lukket os inde bag Ostene. Hensigten er vel at komme os til Livs, om de kan. De stoler sagtens paa, at ingen vil faa Nys om, at vi kom hertil, og at ingen vil finde vort Spor, saafremt vi skulde forsvinde. Ved Deres Husarer, hvor De tog hen i Aften?"
"Nej, jeg har ikke fortalt det til nogen!"
"Hm! Det er sikkert, at vi ikke dør af Sult her. Hvis de vil dræbe os, maa de ulejlige sig herind forat besørge det. Bag en Barrikade af Tønder kan vi nok staa os imod de fem Skurke, som vi har set. Det er vel derfor, at der er sendt Stafet efter Hjælp."
"Vi maa altsaa se at komme bort, før Hjælpen kommer?"
"Netop! Hvis vi i det hele taget kan slippe bort!"
"Kunde vi ikke sætte Ild paa den Dør?" spurgte han.
"Intet vilde være lettere," svarede jeg, "der staar flere Tønder Petroleum i Krogen. Jeg har kun den Indvendig mod Arrangementet, at vi i saa Fald selv bliver nydeligt ristede ligesom to Østerspostejer."
"Kan De ikke finde paa noget?" spurgte han fortvivlet. "Men se, hvad er det?"
Vi havde hørt en svag Lyd henne ved Vinduet, og en Skygge gled mellem os og Stjernerne. En lille, hvid Haand kom til Syne i Lampelyset, og der var noget, der glimtede imellem Fingrene.
"Hurtig! Hurtig!" raabte en Kvindestemme.
Vi fo'r begge op paa Tønden.
"De har sendt Bud efter Kosakkerne! Eders Liv hænger i en Traad. Aa, — jeg ulykkelige! Han kommer!"
Saa fulgte Lyden af hastige Skridt. En hæs Ed, et Slag, og derefter skinnede Stjernerne atter ind ad vort Vindue. Vi blev tavs staaende, hvor vi var, medens vort Blod kogte i afmægtigt Raseri.Et halvt Minut senere hørte vi et dæmpet Skrig og Braget af en Dør, der blev smækket i.
"Den Bandit har grebet hende. Han slaar hende sagtens ihjel!" raabte jeg.
Duroc spang ned paa Gulvet med en uartikuleret Lyd som et Menneske, der har mistet sin Forstand. Han bearbejdede med sine Næver Døren saa rasende en Kraft, at der kom blodige Mærker paa den for hvert Slag.
"Her er en Nøgle!" raabte jeg og samlede den op paa Gulvet. "Hun maa have kastet den ind til os i samme Øjeblik, som hun blev slæbt bort."
Min Kammerat snappede den fra mig med et Glædesskrig. Et Øjeblik efter slængte han den hen ad Gulvet, thi den var alt for lille til det kolossale Nøglehul. Duroc sank ned paa en Kasse med Hovedet imellem sine Hænder. Han stønnede i Fortvivlelse. Jeg kunde næsten selv have stønnet, naar jeg tænkte paa Kvinden og paa, at vi var ganske ude af Stand til at komme hende til Hjælp.
Men jeg fattede mig hurtigt. Denne Nøgle maatte være bragt os i en eller anden Hensigt, og den maatte passe til en Dør — hvorfor skulde hun ellers have bragt os den med Fare for sit eget Liv? Det vilde staa daarligt til med vor Kløgt, om vi ikke kunde finde ud af, hvor den hørte til.
Jeg gav mig straks i Lag med at flytte alle Kasserne ud fra Muren, og Duroc, som mit Mod gav ny Kraft, hjalp mig efter bedste Evne. Det var ikke noget let Arbejde, thi mange af Fustagerne varstore og tunge. Men vi arbejdede som gale og rullede Tønder, Oste og Kasser imellem hverandre ud paa Gulvet. Bagved fandt vi saa endelig en Dør, der var laaset af, og til den passede Nøglen.
Vi traadte ind i Slottets Krudtkammer. I den modsatte Ende af dette var der en Dør, men den var ogsaa laaset.
"Vi er ikke bedre farne end før!" sagde Duroc, "thi vi har ingen Nøgle her."
"Aa, vi har et helt Dusin!" svarede jeg.
"Hvor?"
Jeg pegede paa Krudttønderne.
"De vil sprænge denne Dør?"
"Netop!"
"Men samtidig sprænger De jo hele Hytten i Luften!"
"Nej, jeg sprænger kun Døren til Forraadskamret!"
Jeg løb tilbage og hentede en stor, tom Blikdaase, der kunde rumme flere Pund Krudt. Duroc fyldte den, medens jeg skar en Stump Lys til. Jeg tror ikke, at en Ingeniør kunde have lavet en bedre Murbrækker. Saa lagde jeg Oste ovenpaa hinanden og stillede Minen paa dem, lige tæt op til Nøglehullet. Derefter tændte vi Lyset og søgte Ly i Krudtmagasinet, hvis Dør vi lukkede efter os.
Det var egentlig ikke nogen særlig lystelig Følelse at være mellem alle disse Krudttønder, mine Venner, og at vide, at saafremt Flammerne slog igennem den tynde Dør, vilde vore forkullede Ligflyve højere til Vejrs end selve Slottet naaede. Hvem kunde tænke sig, at et Lys paa en halv Tomme kunde være saa længe om at brænde ned. Jeg lyttede og lyttede for at opfange Lyden af Kosakkerne, der skulde komme for at gøre en Ende paa os. Jeg var næsten kommet til det Resultat, at Lyset maatte være gaaet ud, da der lød et Brag — Bomben var sprungen. Vor Dør fløj i Stumper og Stykker, og halve Oste og en Regn af Gulerødder dalede ned over os. Da vi styrtede frem, maatte vi gennem Brudstykker af Blikdaaser og Flaskeskaar, men der var et stort Hul, hvor der tidligere havde været en Dør. Minen havde gjort sin Virkning.
Men Minen havde gjort mere for os, end vi havde turdet haabe. Det var gaaet ud over Fangevogterne saavel som over Fængslet. Det første, vi saa, da vi kom ud i Hallen, var en Mand med en stor Slagterøkse i Haanden. Han laa paa Ryggen med et gabende Saar over Panden. Dernæst fik vi Øje paa en af de store Blodhunde, der vred sig ved Siden af ham med brækkede Forben. Da den forsøgte at rejse sig, saa jeg, hvorledes Benpiberne stak ud gennem Huden.
I det samme hørte jeg et Skrig. Det var Duroc, der blev kastet over imod Muren med den anden Blodhunds Tænder i sin Strube. Han stødte den fra sig med den venstre Haand, medens han Gang paa Gang jog sin Sabel gennem dens Krop, men det var først efter, at jeg havde pustet dens Hjerne udmed min Pistol, at dens Jernkæber slappedes og dens frygtelige, blodskudte Øjne slukkedes i Døden.
Der var ingen Tid at spilde. En Kvindes Skrig forude — et Skrig i dødelig Angst — sagde os, at selv om vi skyndte os, kunde vi endda komme for sent. Der var endnu to Mænd i Hallen, men de flygtede ved Synet af vore dragne Sværd og ophidsede Ansigter.
Blodet strømmede ned fra Durocs Hals og farvede den graa Skindbesætning paa hans Pels. Saa rasende var han imidlertid, at han stormede foran mig ind i det næste Værelse, det samme, hvor vi første Gang havde truffet Herren til "Mørkets Slot", og det var over hans Skuldre, at jeg opfattede den Scene, der nu paafulgte.
Baronen stod midt i Værelset med sin uplejede Manke strittende som en vred Løves. Som jeg tidligere har fortalt, var det en kæmpemæssig Skikkelse med vældige Skuldre, og som han stod der, med Ansigtet fortrukket i Raseri og sit Sværd hævet, kunde jeg, trods hans Skurkagtighed, ikke lade være at tænke paa, hvilken prægtig Grenader der kunde være bleven ud af ham. Den unge Dame laa hensunken i en Stol bag ham. Et blaat Mærke tværs over hendes hvide Arme og en Hundepisk, slængt hen ad Gulvet, fortalte os, at vi ikke var kommen tidsnok til at beskytte hende mod hans Brutalitet.
Han gav et Hyl fra sig som en Ulv, da vi brødind, og var øjeblikkelig inde paa Livet af os, huggende og stødende under en Strøm af Eder.
Jeg har allerede tidligere nævnt, at der var daarlig Plads i Værelset til at fægte. Min Kammerat var foran mig i den snævre Passage mellem Bordet og Væggen, saa at jeg kun kunde se til og ikke var i Stand til at hjælpe ham. Fyren vidste, hvorledes han skulde haandtere sine Vaaben og var ilter og paagaaende som en Vildkat, men paa den snævre Plads gav Baronens Størrelse og Kræfter denne en betydelig Fordel. Ved Siden af var han en glimrende Fægter. Hans Parader og Riposter var hurtige som Lynet. To Gange saarede han Duroc i Skulderen, og da min Ven gled under et Angreb, hævede han sit Sværd for at give ham det dræbende Stød. Jeg var imidlertid hurtigere end han og optog Hugget i min Parerplade.
"Undskyld!" sagde jeg, "men De har endnu Etienne Gerard tilbage!"
Han trak sig tilbage, lænede sig imod Væggen og snappede efter Vejret i korte, hæse Gisp. Hans tøjlesløse Levned hævnede sig i dette Øjeblik.
"Pust bare ud!" sagde jeg; "jeg skal vente til det passer Dem."
"De har ingen Grund til at slaas med mig," sagde han.
"Jo, jeg skylder Dem en lille Opmærksomhed," svarede jeg, "fordi De lukkede mig inde i Deres Oplagsrum. Men selv om denne Grund ikke havde været til Stede, kan jeg læse en anden paa denne Dames Arm."
"Saa skal De faa Deres Vilje!" svarede han og gik løs paa mig som en Rasende. I et Minut saa jeg kun de skinnende smaa Øjne og de røde Lyn fra hans blodige Klinge, som dansede op og ned, til højre og venstre, snart for min Strube og snart for mit Bryst. Jeg havde aldrig tænkt mig, at der kunde findes saa dygtig en Fægter i Paris i Revolutionens Dage. Og jeg tror ikke, at jeg i det hele taget har truffet seks Mænd i min Tid, som havde et bedre Kendskab til at haandtere deres Vaaben. Men han vidste, at jeg var hans Overmand. Han læste sin Dødsdom i mine Øjne, og jeg kunde se, at han forstod, hvad han læste. Rødmen døde bort i hans Ansigt, og hans Aandedræt blev mere og mere stakaandet. Men alligevel slog han fra sig, selv efter at det dræbende Hug havde ramt ham. Endelig segnede han baglænds over imod Bordet, døende med en Forbandelse paa Læberne og Blodet væltende ud over det rødgule Skæg.
Jeg, der fortæller dette, har deltaget i saa mange Slag, at min stakkels Hukommelse daarligt nok kan huske Navnene paa dem alle, men af alle de rædselsfulde Billeder, som mine Øjne har opfanget, er der intet, jeg nødigere tænker paa end det rødgule Skæg om den blodrøde Mund, ud af hvilken jeg havde draget min Klinge.
Men det var først siden efter, at jeg fik Tid til at tænke paa alt dette. Hans kæmpemæssige Legeme var næppe falden om paa Gulvet med et Brag, før Kvinden i Stolen sprang op og klappedei Hænderne med et Glædesskrig. Jeg følte mig ilde berørt over den unge Dames Henrykkelse ved den blodige Daad og glemte i Øjeblikket helt at tænke paa den frygtelige Uret, der maatte være overgaaet hende, før hun saa ganske kunde glemme sit Køns Ærefrygt for Døden. Jeg skulde netop til i en skarp Tone at bede hende forholde sig rolig, da en gennemtrængende Røg trængte ind i Værelset og et gult Skær oplyste Figurerne paa Gardinet.
"Duroc! Duroc!" skreg jeg og greb ham i Skulderen. "Slottet brænder!"
Knøsen laa besvimet paa Gulvet, udmattet af sine Saar. Jeg fo'r ud i Hallen for at se, hvorfra Faren kom. Det var vor Eksplosion, der havde tændt Ild i Dørens Karm. Inde i Oplagsrummet brændte allerede flere af Kasserne. Jeg saa derind, og Blodet stivnede i mine Aarer ved Synet af Krudttønderne og det spildte Krudt, der var strøet over Gulvet. Maaske om nogle Sekunder, men højst om et Minut vilde Flammerne have naaet det. Disse Øjne vil lukke sig i Døden, mine Venner, før de ophører at se for sig de snigende Flammer og de mørke Krudttønder bagved.
Jeg erindrer kun dunkelt, hvad der mere skete. Jeg kan dog erindre, at jeg stormede ind i Dødens Værelse, hvor jeg greb Duroc i den ene Arm, medens Kvinden greb ham i den anden, og sammen slæbte vi ham gennem Hallen. Vi styrtede ud gennem Hovedporten og ned ad den snedækkede Sti, indtil vi naaede Udkanten af Skoven. I samme Øjeblik hørte vi et vældigt Brag bag os, og da jeg vendte mig om, saa jeg en stor Ildsøjle skyde op imod Vinterhimlen. Der kom endnu et Knald, meget højere end det første. Jeg saa Fyrretræerne og Stjernerne hvirvle rundt for mine Øjne, og bevidstløs faldt jeg tværsover min Kammerats Legeme.
Først efter flere Ugers Forløb kom jeg til mig selv i Posthuset i Arensdorf, og endnu længere gik hen, før jeg fik at vide alt hvad der var forefaldet. Det var Duroc, som atter havde optaget sin Soldatertjeneste, der sad ved Siden af min Seng og afgav Beretning. Han fortalte, at et Stykke Tømmer havde ramt mig i Hovedet og strakt mig til Jorden, mere død end levende. Den polske Kvinde var derefter løbet til Arensdorf og havde hentet vore Husarer. De var netop kommen tidsnok til at frelse os fra Kosakkernes Lanser. Om den tapre Kvinde, der havde frelst os begge, fortalte Duroc ikke den Gang mere, men da jeg tilfældigvis traf ham to Aar senere efter Slaget ved Wagram, blev jeg ikke særlig overrasket ved at finde, at jeg ikke behøvede at forestilles for hans Brud. Saaledes var han, ved Lykkens underlige Spil, nu berettiget til, om han havde villet, at antage Baron Straubenthals Navn og Titel. Og samtidig var han bleven Ejer af de sorte Ruiner af "Mørkets Slot".