Her i mit Knaphul kan I se mit Ordensbaand, men Medaljen gemmer jeg hjemme i mit Læderetui og bærer den aldrig, undtagen naar en af de nymodens Fredsgeneraler eller en eller anden bekendt Fremmed, som passerer gennem vor lille By, benytter Lejligheden til at bevidne den bekendte Brigadeofficer Etienne Gerard sin Respekt. Saa anbringer jeg den paa mit Bryst og giver mit Overskæg det rette Marengosving, som bringer Glans i Øjnene. Og alligevel frygter jeg for, at hverken I, mine Venner, eller nogen anden rigtig vil forstaa, hvilken Mand jeg den Gang var. I kender mig kun som Civilist — med Mine og Holdning, forstaar sig! — men dog kun som Civilist. Men havde I set mig, som jeg stod der i Krodøren i Alamo den 1ste Juli 1810, vilde I have forstaaet, hvor højt en Husar kan naa.
Jeg havde maattet opholde mig i den forbandede Landsby en hel Maaned, blot som Følge af en Lansespids i min ene Ankel, hvad der gjorde det umuligt for mig at sætte Foden til Jorden. I Begyndelsen var der tre foruden mig: Gamle Bouvet af Berchenys Husarer, Jacques Regnier af Kyrassererne og en morsom lille vims Kaptajn, hvis Navn jeg har glemt, men de var alle bleven raske og havde skyndt sig til Fronten, medens jeg sadog bed mig i Neglene og rev mig i Haaret og — jeg tilstaar det — nu og da fældede en Taare ved Tanken om Conflans' Husarer og den beklagelige Stilling, de maatte befinde dem i, nu, de var berøvede deres Oberst. I forstaar, at jeg endnu ikke var bleven Brigadechef, men jeg var den yngste Oberst i hele Hæren, og jeg omfattede mit Regiment med en Interesse, som var det min egen Familie. Jeg var bedrøvet over, at det skulde undvære mig. Ganske sandt, Villaret, den ældste Major, var en udmærket Soldat, men selv mellem de bedste er der forskellige Grader paa Dygtighed.
Hvilken lykkelig Julidag var det ikke, da jeg første Gang hinkede hen til Døren og stod i det gyldne spanske Solskin! Aftenen før havde jeg hørt fra Regimentet, der befandt sig i Pastores paa den anden Side Bjergene, Ansigt til Ansigt med Englænderne og ikke ti Mil fra mig. Men hvorledes skulde jeg komme derhen? Den samme Lansespids, som havde saaret min Ankel, havde dræbt min Hest. Jeg spurgte baade Gomez, Værten og en gammel Præst, der samme Nat havde overnattet i Kroen, men begge forsikrede mig, at der ikke var saa meget som et Føl tilbage i hele Egnen.
Værten vilde ikke høre Tale om min Plan at drage over Bjergene uden Eskorte, og fortalte mig, at El Cuchille, den spanske Guerillas Chef, var ude samme Dag med sin Bande, og at det var ensbetydende med Døden under Tortur at falde i hans Hænder. Den gamle Præst mente derimod, at en fransk Husar ikke lod sig skræmme heraf, og denne Bemærkning gjorde det ganske af med mine Betænkeligheder.
Men hvor skulde jeg faa en Hest fra? Jeg stod netop i Døren og spekulerede herpaa, da jeg hørte Hestetrampen, og da jeg saa op, saa jeg en graaskægget Mand med en blaa Kappe kastet over sig paa militær Vis. Han red paa en stor sort Hest med en hvid Sok paa venstre Forben.
"Hallo, Kammerat!" sagde jeg, da han naaede hen til mig.
"Hallo!" svarede han.
"Jeg er Oberst Gerard af Husarerne," sagde jeg. "Som Saaret har jeg maattet opholde mig her i en Maaned, men er nu parat til at støde til mit Regiment i Pastores."
"Mit Navn er Vidal ved Forplejningskorpset," svarede han, "og jeg er netop paa Vej til Pastores. Jeg vilde være glad ved at faa Deres Følgeskab, Oberst, thi efter hvad jeg har hørt, er Bjærgene langtfra sikre."
"Aa!" sagde jeg, "jeg har ingen Hest. Men saafremt De vil sælge mig Deres, lover jeg Dem, at en Eskorte skal blive sendt hertil og hente Dem."
Det vilde han ikke høre noget om. Det var forgæves, at Værten fortalte ham de frygteligsteHistorier om El Cuchillos Bedrifter, og at jeg fortalte ham, hvad han skyldte Hæren og Frankrig. Han vilde ikke en Gang drøfte Sagen med os, men forlangte blot et Bæger Vin. Jeg anmodede ham indstændigt om at stige af og drikke et Glas med mig, men mit Ansigt maa have forraadt min Hensigt, thi han rystede paa Hovedet, og da jeg nærmede mig ham for at trække ham ned af Hesten, jog han sine Sporer i dens Sider og forsvandt i en Støvsky.
Min Tro, det var næsten at gøre en Mand gal at se ham ride saa muntert bort til sine Kødgryder og Brændevinsankre og saa at tænke paa mine femhundrede prægtige Husarer, der var uden Fører. Jeg stod og stirrede bittert efter ham, men hvem andre rørte da ved min Albue end den lille Præst, jeg tidligere har omtalt.
"Jeg tror, at jeg kan hjælpe Dem," sagde han, "thi jeg skal netop Syd paa!"
Jeg slog Armene om ham af Henrykkelse, men da min Ankel svigtede mig i samme Øjeblik, var vi begge nærved at trille om paa Gulvet.
"Hjælp mig til Pastores!" raabte jeg, "og De skal faa en Rosenkrans af Guldperler!" Jeg havde taget en saadan fra Klostret i Spiritu Santo, hvilket viser, at det er nødvendigt at tage, hvad man kan faa, naar man er i Felten, thi man ved ikke, naar de utroligste Ting kan komme En til Nytte.
"Jeg tager Dem med," svarede han paa godtFransk, "ikke for Beløningens Skyld, men fordi jeg altid hjælper mine Medmennesker, hvor jeg kan. Derfor er jeg saa afholdt, hvor jeg kommer."
Han førte mig derefter gennem Landsbyen hen til en gammel Kostald, i hvilken vi fandt en forfalden Rumlekasse af en Dilligence, af den Slags, der i gammel Tid plejede at køre mellem de fjerntliggende af vore Landsbyer. Desuden fandtes der tre gamle Muldyr, af hvilke intet var stærkt nok til at bære en Mand, men sammen kunde de nok trække Vognen. Synet af deres magre Ribben og spatlamme Ben frydede mig mere end Kejserens to hundrede og tyve arabiske Heste, som jeg havde set i Stalden ved Fontainebleau. Efter ti Minutters Forløb havde Ejeren spændt dem for Vognen, om end ikke med særlig Begejstring, thi han var i dødelig Angst for denne skrækkelige Cuchillo. Det var først efter at jeg havde lovet ham Rigdom i denne Verden, og Præsten havde truet ham med evig Fortabelse i den anden, at vi endelig fik ham op paa Bukken med Tømmen i Haanden. Men saa fik han et saadant Hastværk med at komme af Sted, af Frygt for at det skulde blive mørkt, før vi kom igennem Bjergpasserne, at han næsten ikke gav mig Tid til at tage Afsked med Værtens Datter. Jeg erindrer ikke i Øjeblikket hendes Navn, men vi græd begge, da vi tog Afsked med hinanden, og jeg kan huske, at hun var en meget smuk Kvinde. I vil forstaa, mine Herrer, at naar en Mand som jeg, der har fægtetmed Mændene og kysset Kvinderne i fjorten forskellige Kongeriger, berømmer den ene eller den anden, saa betyder det noget.
Den lille Præst var bleven lidt alvorlig, da vi kyssedes til Afsked, men i Vognen viste han sig snart som den behageligste Rejsefælle. Han morede mig med Fortællinger fra sit Sogn oppe i Bjergene, og til Gengæld fortalte jeg ham Historier fra Livet i Felten, men jeg maatte min Tro holde lidt igen, thi fortalte jeg altfor flot, flyttede han sig uroligt i Sædet, og hans Ansigt udtrykte da den Smerte, jeg havde forvoldt ham. Naturligvis falder det ikke en Gentleman ind at opføre sig upassende overfor en Gejstlig, men selv om man tager sig i Agt, kan Ens Tunge dog let komme til at løbe løbsk.
Han kom fra Nord-Spanien, fortalte han, og var taget af Sted for at hilse paa sin Moder i en Landsby i Estremadura, og da han talte om hendes lille hyggelige Hjem og hendes Glæde ved igen at faa ham at se, traadte min egen Moders Billede saa levende frem i mine Tanker, at Taarerne kom mig i Øjnene. I sin Enfoldighed viste han mig de smaa Gaver, han havde med til hende, og hele hans Væsen var saa hjerteligt, at jeg godt forstod, det var sandt, naar han sagde, at han var afholdt, hvor han kom. Han undersøgte min Uniform med et Barns Nysgerrighed, beundrede Fjerbusken i min Chako og lod sine Fingre glide langs Zobelkanten, med hvilken min Dolman var prydet. Hantrak min Sabel frem, og da jeg derefter fortalte ham, hvor mange Mænd jeg havde dræbt med den, og satte min Finger paa det Skaar i Klingen, som Skulderbenet af den russiske Kejsers Adjutant havde frembragt i den, gyste han og lagde Vaabnet under Vognhynden, idet han erklærede, at han blev syg af at betragte det.
Naa, vi rumlede af Sted hen ad Vejen, medens Passiaren gik livligt, og da vi naaede Foden af Bjergene, kunde vi høre Kanontorden til højre for os. Det var Massena, som jeg vidste belejrede Ciudad Rodrigo. Jeg vilde intet hellere end straks at have begivet mig til ham, for dersom han havde jødisk Blod i sine Aarer, hvad der blev paastaaet, saa var han i hvert Fald den bedste Jøde, jeg havde hørt om siden Josvas Dage. Imidlertid er en Belejring altid en kedelig Ting, og der var bedre Udsigter for mine Husarer lige overfor Englænderne. For hver Mil, vi kom frem, blev mit Hjerte lettere, indtil jeg greb mig i at synge som en ung Fændrik, der lige er sluppen ud fra St. Cyr, ved Tanken om, at jeg skulde gense mine smukke Heste og flotte Husarer.
Da vi trængte ind gennem Bjergene blev Vejen daarligere og Omgivelserne mere storslaaede. I Begyndelsen havde vi mødt enkelte Muldrivere, men nu syntes hele Egnen at være som uddød, hvad der ikke kan overraske, naar I betænker, at Franskmændene, Englænderne og Guerillaerne skiftevis havde været Herrer der. Hvor her varmørkt og vildt. Den ene store, kantede Klippe afløste den anden, og Vejen blev snævrere og snævrere. Jeg opgav at se ud og sad i Tavshed og lod Tankerne flakke viden om til Kvinder, jeg havde elsket, til Heste, jeg havde redet. Jeg blev imidlertid reven ud af mine Drømme ved at se de Vanskeligheder, min Ledsager øjensynligt havde ved med en Sylespids at bore et Hul i Læderremmen paa sin Vandflaske. Da han arbejdede med rystende Fingre, undslap Remmen hans Greb, og Trepægleflasken faldt ned for hans Fødder. Jeg bøjede mig ned for at tage den op, og da jeg gjorde dette, kastede Præsten sig over mig og stak Sylen ind i mit ene Øje.
Som I ved, mine Venner, er jeg en Mand, der er vant til at se Faren lige i Øjnene. Naar man har gjort Tjeneste lige siden Affæren i Zürich, indtil den sidste skæbnesvangre Dag ved Waterloo og har faaet den sjældne Medalje, som jeg gemmer hjemme i Læderetuiet, saa kan man godt være bekendt at tilstaa, naar man en enkelt Gang er bleven bange. Men foruden Skrækken ved dette frygtelige Angreb og den vanvittige Smerte fra mit Saar, havde jeg en Følelse af Modbydelighed, som naar et eller andet væmmeligt Kryb angriber En.
Jeg klemte Slyngelen med begge mine Hænder, og idet jeg slyngede ham ned i Bunden paa Vognen, trampede jeg paa ham med mine tunge Støvler. Han havde trukket en Pistol frem fra sinPræstekjole, men jeg rev den ud af hans Haand og faldt atter over ham med mine Knæ paa hans Bryst. Da jeg, halvt blindet, søgte efter mit Sværd, som han saa listigt havde skjult, gav han sig for første Gang til at skrige frygteligt op. Min Haand havde netop rørt ved det, og jeg var i Færd med at tørre Blodet af mit Ansigt for at se, hvor han laa, da Vognen væltede over i den ene Side, og Vaabnet blev slynget ud af min Haand ved det stærke Stød.
Før jeg kunde fatte mig, blev Vogndøren revet op, og jeg blev ved Fødderne trukken ud paa Vejen. Men netop da jeg blev trukken ud paa denne og opdagede, at tredive Banditter stod rundt omkring mig, svulmede mit Hjerte af Glæde, thi min Dolman var i Kampen gledet over mit Hoved og dækkede for det ene af mine Øjne, men det var med det saarede Øje, at jeg saa denne Røverbande. I vil se af dette Ar, hvorledes den tynde Spids er trængt ind mellem Øjehulen og Øjestenen, men det var først i det Øjeblik, jeg blev trukken frem fra Vognen, at jeg forstod, at jeg ikke havde mistet mit Syn for bestandig. Det havde uden Tvivl været Udyrets Hensigt at støde Sylen ind i min Hjerne, og han havde i Virkeligheden løsnet nogle Smaaben inden i mit Hoved, saa at jeg har haft flere Smerter af det ene Saar end af de andre sytten, jeg har faaet.
De slæbte mig ud, disse Hundetampe, under en Regn af Eder og Forbandelser, slog mig medderes Næver og sparkede mig, medens jeg laa paa Jorden. Jeg har ofte lagt Mærke til, at Bjergbeboeren bruger at svøbe Tøj om Benene, men jeg havde aldrig tænkt mig, at jeg skulde faa saa megen Grund til at være taknemlig derfor. Da de saa mit blodige Hoved, og at jeg laa ganske rolig, troede de, at jeg var bevidstløs, medens jeg var optaget af at indprente mig hvert eneste af disse grimme Fjæs i min Hukommelse for at jeg kunde faa dem hængt, saafremt de senere kom indenfor min Rækkevidde. Fyrene var brune med gule Tørklæder om Hovedet og store røde Bælter, spækkede med Vaaben. De havde rullet Klippestykker ned over Stien, hvor denne svingede, og dette havde bevirket, at det ene Hjul var gaaet af Vognen, saa at den væltede. Det Kryb, der saa udmærket havde ageret Præst og saa rørende havde fortalt mig om sit Sogn og sin Moder, havde selvfølgelig vidst, hvor Bagholdet laa, og havde forsøgt at gøre mig uskikket til Modstand i samme Øjeblik, som vi naaede det.
Jeg kan ikke beskrive Jer deres Raseri, da de trak ham ud af Vognen og saa den Tilstand, han befandt sig i. Havde han end ikke faaet alt, hvad han fortjente, saa havde han i hvert Fald faaet en saadan Erindring om sit Møde med Etienne Gerard, thi hans Overkrop rystede krampagtigt af Raseri og Smerte, og Benene svigtede ham, da de forsøgte at rejse ham op. Men hele Tiden straalede hans smaa, mørke Øjne, der havde straaletsaa venligt og uskyldigt i Vognen, paa mig som en saaret Kats, medens han uafladelig spyttede efter mig. Da Skurkene derefter rejste mig op og trak mig op ad en Bjergsti, forstod jeg, at den Time var inde, hvor jeg vilde faa Brug for hele mit Mod og al min Aandsnærværelse. To Mænd bar min Fjende paa Skuldrene bag ved mig, og jeg kunde høre hans Hvæsen og Skælden snart i det ene, snart i det andet Øre, medens jeg blev trukken op ad den bugtede Sti.
Jeg antager, at vi steg opad i en Timestid, og min daarlige Ankel, mit smertende Øje og Frygten for, at dette Saar skulde ødelægge mit Ydre, bevirkede, at jeg aldrig havde foretaget nogen Rejse med mindre Fornøjelse end denne. Jeg roser mig ikke af at være nogen særlig god Bjergbestiger, men det er forbavsende, hvad man kan udrette, selv med en stiv Ankel, naar man har en kobberfarvet Røver under hver Arm og en ni Tommers Kniv for Brystet.
Vi kom endelig til et Sted, hvor Stien gik over Bjergryggen, og steg saa ned paa den anden Side gennem en tæt Granskov ind i en Dal, der vendte imod Syd.
Jeg var ikke i Tvivl om, at Banditterne i Fredstid var Smuglere, og at dette var en af de hemmelige Stier, som førte over den portugisiske Grænse. Der var mange Spor af Muldyr, og en Gang blev jeg overrasket ved at se Sporene af en stor Hest paa et Sted, hvor Vejen var opblødt ved enlille Bæk. Dette fik jeg snart en Forklaring paa, thi kort efter, ved en Lysning i Granskoven, saa jeg Dyret staa bundet til et Træ. Jeg havde næppe faaet Øje paa den, før jeg genkendte dens store, sorte Krop og dens hvide, venstre Forben. Det var den samme Hest, som jeg uden Held havde ønsket mig om Morgenen. Men hvad mon der var bleven af Vidal? Var det muligt, at endnu en Franskmand befandt sig i en lige saa farlig Stilling som jeg? Tanken var næppe falden mig ind, før mine Venner standsede og en af dem udstødte et besynderligt Skrig. Det blev besvaret inde fra Brombærbuskene, som voksede ved Foden af Klippen, og et Øjeblik efter kom der en halv Snes andre Banditter kravlende ud fra Buskadset, hvorefter Røverne gensidigt hilste paa hinanden. De nyankomne omringede Ridderen af Sylen og brød ud i harmfulde Sympatitilkendegivelser, hvorefter de vendte sig om imod mig, svang deres Knive og hylede som den Bande af Mordere, de var. Deres Optræden var saa truende, at jeg var overbevist om, at min sidste Time var kommen, og jeg bestemte mig netop til at møde min Skæbne paa en Maade, der skulde blive min tidligere Løbebane værdig, da en af dem gav en Ordre, hvorefter jeg blev puffet hen til den Aabning i Brombærkrattet, som den nye Bande var kommen ud af. Herfra førte en smal Fodsti atter til en dyb Klippehule. Solen var allerede ved at gaa ned udenfor, og Hulen vilde have været fuldstændig mørk, om ikke to brændendeFakler havde været anbragte paa Stager derinde. Mellem dem sad ved et tarveligt Bord en meget mærkelig Person, som jeg straks, efter den Ærbødighed, der blev ham vist af de andre Røvere, indsaa ikke kunde være nogen anden end deres Høvding, som paa Grund af sin Grusomhed havde faaet Øgenavnet El Cuchillo[1].
[1]Paa Dansk: Kniven.
[1]Paa Dansk: Kniven.
Manden, jeg havde slaaet fordærvet, var bleven baaret ind og anbragt ovenpaa en Tønde. Hans hjælpeløse Ben hang dinglende ned, og hans Katteøjne sendte mig stadig hadefulde Lyn. Det gik hurtigt op for mig gennem de Brudstykker, som jeg kunde forstaa af den mellem hans Chef og ham førte Samtale, at han var Løjtnant i Banden, og at hans Opgave var, ved sin smidige Tunge og sit fredelige Ydre at lokke forbifarende i Fælden. Naar jeg tænker paa, hvor mangen tapper Officer, der sikkert var falden i Baghold og havde fundet Døden ved denne skinhellige Skurks Hjælp, følte jeg mig helt tilfreds ved Tanken om, at jeg i alt Fald foreløbig havde gjort en Ende paa hans Meriter, skønt jeg frygtede for, at det var gjort paa Bekostning af et Liv, som hverken Kejseren eller Hæren godt kunde undvære.
Medens den forslaaede Mand, der stadig sad paa Tønden, understøttet af to Kammerater, paa Spansk fortalte alt, hvad der var hændet ham, blev jeg af nogle af Røverne ført frem foran Bordet, ved hvilket Anføreren sad, og havde derfor en udmærket Lejlighed til at tage ham nøjere i Øjesyn. Jeg har sjælden set en Mand, der mindre svarede til den Ide, jeg havde dannet mig om en Bandit, og navnlig om en Bandit med et Rygte, der endog i dette Grusomhedens Land havde skaffet ham saa frygteligt et Tilnavn. Hans Ansigt var stort, tykt og mildt med røde Kinder og smaa gemytlige Bakkenbarter, hvad der gav ham et Udseende som en velnæret Spækhøker i Rue St. Antoine. Han havde intet af disse spraglede Bælter eller skinnende Vaaben, der udmærkede hans Underordnede, tværtimod bar han en adstadig Frakke ligesom en hæderlig Familiefader, og naar undtages hans brune Gamascher, var der intet, der røbede Bjergbeboeren. Hans Omgivelser faldt ganske i Traad hermed, og ved Siden af hans Snustobaksdaase, der laa paa Bordet, stod der en stor, brun Bog, der mindede om en Regnskabsbog. Paa et Brædt mellem to Krudttønder stod der flere andre Bøger, og desuden laa der en Bunke Papirer, af hvilke nogle indeholdt Vers. Dette bemærkede jeg, medens han magelig lænede sig tilbage i sin Stol og lyttede til sin Løjtnants Beretning. Da denne var afgiven, beordrede han den lemlæstede baaret ud, og jeg blev staaende med tre Vogtere, ventende paa at høre min Skæbne. Han greb sin Pen og bankede sig med dens Skaft paa Panden. Saa skød han Læberne frem og skævede op mod Hulens Loft.
"Jeg gaar ud fra," kom det endelig paa megetgodt Fransk, "at De kan nævne mig et Rim paa Ordet Covilha."
Jeg svarede ham, at mit Kendskab til det spanske Sprog var saa ufuldkomment, at jeg ikke var i Stand til at tjene ham.
"Det er et rigt Sprog," fortsatte han, "men vanskeligere at forme til Vers end Tysk og Engelsk. Derfor er vore bedste Værker skrevne paa urimede Vers, en Form for Digtning, der kan naa en høj Rang. Men jeg er bange for, at dette Emne overstiger en Husars Fatteevne."
Jeg skulde netop til at svare ham, at hvad en Bandit kunde forstaa, ikke var for meget for det lette Kavalleri, da han kastede Pennen fra sig med et Udtryk af Tilfredshed og fremsagde nogle Linjer, der fremkaldte Beundringsudbrud fra de tre Fyre, som holdt mig. Hans brede Ansigt straalede som en ung Piges, der har modtaget sit første Kærlighedsbrev.
"Kritiken synes at være mig gunstig," bemærkede han, "De forstaar, at vi i de lange Aftener morer os med at synge vore egne Sange. Jeg har lidt Talent i den Retning. En Dag med det første haaber jeg at se mine Forsøg paa Tryk og med "Madrid" paa Titelbladet. Men vi maa tilbage til vore Forretninger. Tør jeg spørge om Deres Navn?"
"Etienne Gerard."
"Rang?"
"Oberst."
"Korps?"
"Det tredie af Conflans Husarer."
"De er en ung Oberst."
"Jeg har gjort en glimrende Karriere."
"Saa meget desto værre," sagde han med sit venlige Smil.
Jeg svarede ham ikke, men ved min Optræden søgte jeg at vise ham, at jeg var forberedt paa alt.
"Det forekommer mig for Resten, at vi tidligere har haft Besøg af et Medlem af Deres Regiment," sagde han og bladede i sin Regnskabsbog. "Vi bestræber os altid for at holde Orden i Regnskabet. Her staar der under den fireogtyvende Juni en Officer ved Navn Soubiron, en høj, slank, ung Mand med lyst Haar. Har De kendt ham?"
"Ja vist!"
"Jeg kan se, at vi begravede ham under samme Dato!"
"Stakkels Fyr!" udbrød jeg, "og hvorledes døde han?"
"Vi begravede ham!"
"Men før De begravede ham?"
"De misforstaar mig aldeles, Oberst! Han var ikke død, da vi begravede ham!"
"De begravede ham levende!"
Jeg var i samme Øjeblik altfor forfærdet til at handle. Men lidt efter kastede jeg mig over Manden, som han sad der med det veltilfredse Smil paasine Læber, og jeg havde drejet Halsen om paa ham, hvis ikke de tre Slyngler havde trukket mig bort fra ham. Men atter og atter fo'r jeg ind paa ham, idet jeg rystede snart den ene, snart den anden af mine Bevogtere af mig bandende og skældende, men dog aldrig helt fri. Tilsidst, da mit Tøj næsten var flaaet af Kroppen paa mig og Blodet dryppede fra mine Haandled, blev jeg kastet omkuld, medens et Reb blev surret om mine Ankler og mine Arme.
"De usle Hund!" skreg jeg, "saafremt jeg nogensinde faar Dem foran min Sværdspids, skal jeg lære Dem at mishandle en af mine unge Officerer. De vil snart erfare, De blodtørstige Rovdyr, at Kejserens Arm rækker langt, og selv om De gemmer Dem her som en Rotte i sit Hul, vil den Tid komme, da han skal jage Dem ud af det og tilintetgøre Dem sammen med alt Deres Kryb."
Jeg havde min Tro en skarp Tunge, og der var ikke et Skældsord, som jeg havde lært i mine fjorten Felttog, som jeg ikke lod strømme ud over ham. Men han sad ganske rolig og bankede sig med sit Penneskaft paa Panden og skævede op i Loftet, som om han havde faaet Ideen til en ny Strofe. Dette fortalte mig, hvorledes jeg lettest kunde saare ham.
"De, Idiot!" sagde jeg, "De mener, at her er der sikkert, men Deres Liv vil blive lige saa kortvarigt som Deres meningsløse Vers, og Gud skal vide, at kortere kan det umuligt blive."
I skulde have set ham fare op fra sin Stol ved disse Ord. Dette nedrige Uhyre, som handlede med Liv og Tortur, som en Købmand handler med Figner, havde et ømt Punkt, hvor jeg kunde ramme ham efter Behag. Han blev ligbleg, og de smaa bevægelige Bakkenbarter rystede lidenskabeligt.
"Meget vel, Oberst! De har sagt tilstrækkeligt!" sagde han med dirrende Stemme, "De har fortalt, at De har gjort en enestaaende Karriere. Jeg lover Dem en enestaaende Død. Oberst Etienne Gerard af tredje Husarregiment skal faa en Død som ingen anden!"
"Jeg beder Dem blot om," fortsatte jeg drillende, "at De ikke sætter den paa Vers!" Jeg havde endnu et Par spydige Bemærkninger paa Tungen, men han afbrød mig med en rasende Haandbevægelse, der fik mine tre Bevogtere til at trække mig ud af Hulen.
Denne Samtale, som jeg har fortalt saa nøjagtigt, som jeg kan huske den, maa have varet nogen Tid, thi det var helt mørkt, da vi kom udenfor, og det var dejligt Maaneskin. Røverne havde antændt et stort Baal, ikke for Varmens Skyld, da Natten var kvælende hed, men til at koge deres Aftensmad ved. En stor Kobberkedel hang over Ilden, og Banditterne laa rundt omkring i det gullige Skær, saa at Scenen lignede et af de Malerier, som Junot bragte med hjem fra Madrid. Der er Soldater, der intet Begreb har om Kunsten, men jeghar altid følt mig tiltrukket af den, hvilket viser min gode Smag og Opdragelse. For Eksempel erindrer jeg, at da Lefebvre solgte Plyndringsgods efter Danzigs Fald, købte jeg et meget fint Maleri, kaldet "Nymfer, der bliver overrasket i Skoven", og gennem to Felttog førte jeg det med mig, indtil min Hest ved et Ulykkestilfælde stak sin Hov gennem det. Jeg nævner i Forbigaaende dette, for at vise, at jeg ikke udelukkende var Soldat som Rapp eller Ney. Men medens jeg laa i Røverlejren, havde jeg hverken Tid eller Lyst til at tænke paa saadanne Emner.
De havde kastet mig hen under et Træ, og de tre Skurke drev omkring og røg deres Cigaretter lige tæt ved mig. Hvad jeg skulde gribe til, vidste jeg ikke. Hele mit Soldaterliv igennem har jeg ikke ti Gange været i saa fortvivlet en Situation. "Fat Mod!" tænkte jeg, "Mod, min tapre Dreng! Du blev ikke Oberst ved Husarerne i otte og tyve Aars Alderen, fordi du kunde danse en Cotillon. Du er en fiffig Mand, Etienne, en Mand, der er sluppen levende gennem to hundrede Affærer, og denne bliver sikkert ikke den sidste!" Jeg begyndte at spejde ivrigt om efter en Lejlighed til Flugt, og saa da noget, som fyldte mig med den største Forbavselse.
Jeg har allerede fortalt Jer, at der brændte et stort Baal midt paa Pladsen. Ved dets Skær og ved Maanelyset traadte alt ganske tydeligt frem. Paa den anden Side af Pladsen var der et enkelthøjt Fyrretræ, som tiltrak sig min Opmærksomhed, fordi dets Bark og nedhængende Grene var forkullede, som om der havde været tændt en stor Ild under det. Der voksede nogle Buske foran det, som skjulte dets nederste Del. Men da jeg kiggede gennem dem, blev jeg overrasket ved at se et Par Ridestøvler stikke frem mellem dem. De var aabenbart fastgjorte til Træet med Skafterne nedad. Min første Tanke var, at de var bundne fast til Træet, men ved at se nærmere til, opdagede jeg, at de var sømmede til Træet. Saa blev jeg pludselig slagen af Rædsel, da jeg forstod, at Støvlerne ikke var tomme, og da det lykkedes mig at flytte mit Hoved lidt til højre, opdagede jeg, hvem det var, der var bleven naglet til Træet, og hvorfor der var bleven tændt Ild under det. Det er ikke morsomt at tale om eller tænke paa Rædsler, mine Venner, og jeg ønsker ikke at skaffe Jer onde Drømme i Nat — men jeg kan ikke fortælle Jer om de spanske Guerillaer uden samtidig at vise Jer, hvad Slags Mennesker, de var, og hvilken Krigsførelse de benyttede. Jeg vil kun sige, at jeg forstod, hvorfor Hr. Vidals Hest ventede herreløs i Buskadset, og at jeg haabede, at han var gaaet sin grufulde Skæbne i Møde med Frejdighed og Mod, som det sømmede sig en god Franskmand.
Det var ikke noget opløftende Syn for mig, kan I forstaa. Da jeg var sammen med deres Anfører i Hulen, havde jeg været saa rasende overunge Soubirons grufulde Død, at jeg slet ikke havde tænkt paa min egen Skæbne. Maaske havde det været klogere, om jeg havde talt høfligt til Skurken. Men nu var det i hvert Fald for sent. Proppen var trukken op, og jeg maatte drikke Vinen. Men hvad Haab havde der alligevel været for mig, der havde skamferet deres Løjtnant, naar det var gaaet den godmodige Intendant saaledes? Nej, jeg havde alligevel været fortabt, og nu havde jeg dog faaet Lejlighed til at sige min Mening rent ud. Dette Dyr skulde komme til at sande, at Etienne Gerard var død, som han havde levet, og at i det mindste én Fange ikke havde bøjet sig for ham. Jeg laa og tænkte paa de forskellige Kvinder, som vilde sørge over mig, paa min kære, gamle Moder og paa det beklagelige Tab, som min altfor tidlige Bortgang vilde blive for mit Regiment og for Kejseren, og jeg tilstaar, at jeg fik Taarer i Øjnene derved.
Men under alt dette havde jeg min Opmærksomhed henvendt paa enhver Bagatel, der kunde hjælpe mig til Flugt. Jeg er ikke en Mand, der ligger som en syg Hest og venter paa Slagterøksen. Først søgte jeg at løsne Rebet om mine Ankler og derefter dem, der var bundet om mine Haandled. En Ting var imidlertid klart. En Husar er kun halvt sig selv uden Hest, og jeg saa min anden Halvdel græsse et halvt hundrede Alen fra mig. Derefter blev jeg opmærksom paa noget andet. Stien, ad hvilken vi var komne over Bjergene, var saa stejl, at en Hest kun med stort Besvær kunde føres op ad den, men til den anden Side syntes Vejen mere fremkommelig og førte jævnt skraanende ned i en Dal. Havde jeg blot mine Fødder i Stigbøjlen og mit Sværd i Haanden, skulde et eneste dristigt Hug nok bringe mig udenfor dette Paks Rækkevidde.
Jeg tænkte herpaa, medens jeg laa og vrikkede med mine Haandled og Ankler, da Anføreren kom ud af Hulen, og efter at have vekslet nogle Ord med sin Løjtnant, der stønnende laa henne ved Ilden, nikkede de begge og saa hen paa mig. Herefter gav han Banden en Ordre, ved hvilken de klappede i Hænderne og skoggerlo. Stillingen var ingenlunde lystelig, men jeg var glad ved at føle, at mine Hænder for saa vidt var fri, som jeg kunde trække dem ud gennem Løkken, naar jeg vilde. Men med mine Ankler frygtede jeg, at der intet var at stille op, thi naar jeg strakte Foden, havde jeg saadanne Smerter i mit Lansesaar, at jeg maatte bide i mit Overskæg for ikke at skrige af Smerte. Jeg kunde blot ligge ganske stille, halvt fri og halvt bunden, og se, hvad Tiden vilde bringe.
Straks kunde jeg ikke regne ud, hvad de havde for. En af Skurkene klatrede op i et velvoksent Fyrretræ paa den ene Side af Pladsen og bandt et Reb fast om Toppen paa det. Derefter fastgjorde han paa lignende Maade et andet Reb i et Træ paa den anden Side. De to løse Ender af Rebene blev derefter kastet ned, og jeg ventede nu med nogen Nysgerrighed og en Smule Frygt paa, hvad der videre skulde ske. Hele Banden greb nu fat i det ene Reb, bøjede Træet ned i en Bue og fastgjorde det til en Træstub. Da de havde bøjet det andet Træ ned paa lignende Maade, var de to Trætoppe kun nogle Fod fra hinanden, men I forstaar, at de hver for sig vilde fare tilbage i deres naturlige Stilling i samme Øjeblik, som Rebene blev løsnede. Nu forstod jeg den djævelske Plan, som disse Uslinger havde udklækket.
"Jeg formoder, at De er en stærk Mand, Oberst," sagde Anføreren smilende, da han kom hen til mig.
"Dersom De vil være saa venlig at løsne disse Reb," svarede jeg, "skal jeg vise Dem, hvor stærk jeg er."
"Vi er interesserede i at se, om De er lige saa stærk som disse unge Træer," fortsatte han. "De vil let indse, at det er vor Hensigt at binde den ene Ende af Rebene om hver af Deres Ankler og saa lade Træerne svippe tilbage. Dersom De er stærkere end disse Træer, vil De forstaa, at der ingen Skade sker, er Træerne derimod stærkere end Dem, Oberst, vil vi faa en Erindring om Dem, hængende paa hver Side af vor lille Plads."
Han lo, medens han talte, og ved Synet heraf lo hele Banden. Jeg ser endnu for mig, naar jeg er i mit daarlige Lune, eller naar jeg har et Anfald af min gamle lithauiske Koldfeber, Kresen af deres vilde, mørke Ansigter og Baalet lysende paa deres stærke, hvide Tænder.
Det er forbavsende — og jeg har hørt mange gøre den samme Bemærkning — hvor skærpede ens Sanser bliver i en saadan Situation. Jeg er overbevist om, at de ikke noget Øjeblik er saa klare, som naar man trues med en voldsom Død. Jeg kunde lugte Træernes Harpiks. Jeg kunde se enhver Kvist paa Jorden og kunde høre den svageste Raslen i Grenene saa tydeligt, som jeg aldrig senere har lugtet, set eller hørt, undtagen netop i lignende frygtelige Øjeblikke. Saaledes gik det til, at jeg, længe forinden, ja, endog før Anføreren havde tiltalt mig, hørte en lav, ensformig Lyd, endnu langt borte, men dog stadig kommende nærmere. I Begyndelsen lød den kun som en Rumlen, men lidt efter, da Anføreren havde endt sin Tale, og medens Banditterne var ved at frigøre mine Ankler for at føre mig til Retterstedet, hørte jeg den saa tydeligt som jeg nogensinde i mit Liv har hørt noget, Klapren af Hestehove, Raslen af Bidsler og Klirren af Sabler imod Stigbøjlen. Det var umuligt, at jeg, der havde levet med det lette Kavalleri, lige fra det første Haar skyggede over mine Læber, skulde kunne tage fejl af denne Lyd fra fremrykkende Rytteri.
"Til Hjælp, Kammerater, til Hjælp!" skreg jeg, og skønt de slog mig paa Munden og søgte at trække mig hen til Træerne, blev jeg ved med at raabe: "Til Hjælp, mine tapre Gutter, man myrder Eders Oberst!"
I det Øjeblik havde mine Saar og mine Trængsler bragt mig fra Sans og Samling, og jeg saa foran mig fem Hundrede Husarer. Kedeltrommerne og hele Tilbehøret viser sig ved Indgangen til den aabne Plads. Men det, der kom til Syne, var meget forskellig fra, hvad jeg havde ventet. En smuk ung Mand paa en flot Hest galopperede ind paa Pladsen. Han saa glad og fornøjet ud, den muntreste Mine af Verden og førte sig paa den eleganteste Maade. Han bar en besynderlig Frakke, der en Gang havde været rød, men som nu var falmet og havde antaget en Farve som vissent Egeløv. Men hans Epauletter straalede, og han havde en skinnende Metalhjælm med en koket, hvid Fjerbusk paa Hovedet. Bagefter ham kom fire Ryttere i den samme Dragt, glatragede, med runde, venlige Ansigter og i mine Øjne mere lignede Munke end Dragoner. Ved en kort, bestemt Ordre standsede de under Vaabenklirren, og deres Fører galopperede fremad, medens Baalet lyste paa hans muntre Ansigt og hans Hests smukke Hoved. Af deres mærkelige Uniformer kunde jeg se, at det var Englændere. Det var første Gang, jeg var truffen sammen med saadanne, men at dømme efter deres stolte Holdning og den udmærkede Maade, de førte sig paa, forstod jeg, at Rygtet talte sandt, naar det sagde, at det var ypperlige Folk at kæmpe imod.
"Nuvel!" raabte den unge Officer paa elendigt Fransk, "hvad for Løjer har I for her? Hvem var det, der raabte om Hjælp, og hvad har I i Sinde at gøre ved ham?"
I det Øjeblik velsignede jeg de Maaneder, som O'Brian, Descendenten efter Irlands Konger, havde anvendt paa at lære mig Engelsk. Mine Ankler var fri, saa jeg havde kun at trække mine Hænder ud af Løkken, med et eneste Spring fare op, snappe min Sabel, der laa ved Lejrilden, og kaste mig op paa Ryggen af den stakkels Vidals Hest. Paa Grund af min saarede Ankel kunde jeg ikke sætte Foden i Stigbøjlen, men sprang lige op paa Ryggen af Dyret, løste det fra Træet, og før Banditterne kunde affyre en Pistol, var jeg ved Siden af den engelske Officer.
"Jeg overgiver mig til Dem, Sir!" raabte jeg, men jeg maa indrømme, at mit Engelske ikke var bedre end hans Franske, "dersom De vil kaste et Blik paa Træet derhenne, vil De se, hvorledes disse Skurke behandler de hæderlige Soldater, der falder i deres Klør."
Ilden flammede i samme Øjeblik op og præsenterede stakkels Vidal for dem, et saa rædselsfuldt Syn, som nogensinde er set under et natligt Mareridt. "Godam!" skreg Officeren, og "Godam!" skreg hver af de fire Soldater, hvilket betyder det samme som naar vi siger "Mon Dieu!" Ud røg fire Sabler, og Soldaterne rykkede frem. En af dem, en Sergent, lo og klappede mig paa Skulderen.
"Kæmp for Deres Liv, min Ven," sagde han.
Hvor var det dejligt atter at have en Hest under sig og et Vaaben i Haanden. Jeg svingede detover mit Hoved og brød ud i Begejstringsraab. Anføreren kom hen imod os med sit forhadte, smilende Fjæs.
"Deres Ekscellence vil lægge Mærke til, at denne Franskmand er min Fange!" sagde han.
"De er en nedrig Røver!" svarede Englænderen og svingede sin Sabel mod ham, "det er vanærende for os at have saadanne Allierede. Dersom Lord Wellington var af min Mening, skulde vi, min Tro, klynge Dem op i det nærmeste Træ."
"Men min Fange?" spurgte Røveren med sin sledske Stemme.
"Han følger med os til den britiske Lejr!"
"Tillad mig at hviske Dem et Ord i Øret, før end at De trækker af med ham."
Han nærmede sig den unge Officer, men vendte sig derefter hurtig som Lynet om mod mig og fyrede sin Pistol af mod mit Ansigt. Kuglen fo'r gennem mit Haar og lavede et Hul i min Chako. Da han saa, at han havde fejlet, hævede han endnu en Pistol og skulde atter til at fyre paa mig, da den engelske Sergent ved et eneste Hug næsten skilte hans Hoved fra Kroppen. Hans Legeme havde næppe berørt Jorden, før hele Banden faldt over os, men med en halv Snes Spring og lige saa mange Hug var vi hurtigt ude af Pladsen og galopperede ned ad den bugtede Sti, som førte ned i Dalen.
Det var først, da vi havde passeret Hulvejen, og var ude paa de aabne Marker, at vi vovede atstandse og undersøge, hvad Skade vi havde taget. Skønt jeg var baade træt og saaret, slog mit Hjerte dog af Stolthed og mit Bryst var ved at sprænge Uniformen ved Tanken om, at disse Røvere sikkert sent vilde glemme mig. De vilde, min Tro, nok betænke dem to Gange, før de atter lagde Haand paa en Husar af tredje Regiment. Jeg var saa opfyldt heraf, at jeg holdt en lille Tale til disse brave Englændere, og fortalte dem, hvem det var, de havde befriet. Jeg vilde ogsaa have talt om Ære og om tapre Mænds Sympati, men Officeren afbrød mig kort:
"Det er meget godt!" sagde han, "er der noget i Vejen, Sergent?"
"Dragonen Jones' Hest er ramt af en Pistolkugle tæt ved Hoven!"
"Dragonen Jones kan ride med os. Sergent Hallyday har sammen med Dragonerne Harvey og Smith at holde til højre, indtil de naar de tyske Husarers Forposter."
Saa raslede de tre af Sted, medens Officeren og jeg red lige i Retning af den engelske Lejr, fulgt i nogen Afstand af Dragonen, hvis Hest var saaret. Vi aabnede snart vore Hjerter for hinanden, thi vi følte lige fra Begyndelsen gensidig Sympati. Han var Adelsmand, en prægtig Fyr og var sendt ud af Lord Wellington for at udspejde, om der var Tegn paa vor Fremrykning gennem Bjergene. Et omflakkende Liv som mit har den Fordel, at man efterhaanden lærer at tilegne sig smaa Finesser,der kendetegner den sande Verdensmand. Jeg har f. Eks. næppe mødt en Franskmand, der betjente sig rigtigt af engelske Titler. Dersom jeg ikke havde gjort mine Erfaringer, havde jeg ikke været i Stand til med Sikkerhed at sige, at den unge Mand skulde betitles Milor the Hon. Sir Russell, Bart, særlig det sidste Ord er en meget fornem Titel, omtrent lige saa fornem som det spanske "Don", hvorfor jeg sædvanligvis betjente mig af dette Ord, naar jeg henvendte mig til ham.
Medens vi saaledes red Side om Side i den dejlige, maanelyse spanske Nat, talte vi saa fortroligt sammen, som om vi havde været Brødre. Vi var begge i samme Alder, begge ved det lette Kavalleri — han hørte til det sekstende lette Dragonregiment — og havde begge de samme Forhaabninger og den samme Ærgerrighed. Jeg har aldrig lært en Mand saa hurtigt at kende som Bart. Han opgav mig Navnet paa en Pige, som han havde lært at kende i en Have, der hedder Vauxhall, og jeg for min Del fortalte ham om lille Coralie ved Operaen. Han tog en Haarlok frem fra Brystet, og jeg et Strømpebaand. Saa kom vi næsten op at skændes om Husarer og Dragoner, thi han var latterlig stolt af sit Regiment, og I skulde have set ham kruse sine Læber og slaa paa sit Sværdhæfte, da jeg sagde, at jeg haabede, at han aldrig med sine Ryttere skulde være saa uheldig at komme i Vejen for tredje Husarregiment. Tilsidst begyndte han at tale om, hvad Englænderne kalderSport, og han fortalte mig Historier om, hvor mange Penge han havde tabt i Væddemaal om, hvilken af to Haner, der kunde dræbe den anden, eller hvilken af to Mænd, der slog den bedste Næve, saa jeg blev ganske opfyldt af Forbavselse. Han var øjeblikkelig parat til at vædde om de mærkeligste Ting. Saa jeg et Stjerneskud, vilde han straks vædde om, at han saa flere end jeg. Det skulde gælde femogtyve Francs pr. Stjerne, og det var først, da jeg fortalte ham, at min Pung desværre var falden i Røvernes Hænder, at han opgav den Ide.
Naa, vi snakkede videre paa samme venskabelige Maade, indtil Dagen brød frem, og vi pludselig hørte en heftig Musketild et Sted forude. Det var i et klippefuldt og ujævnt Terræn, og jeg tænkte straks, at der var begyndt en større Træfning. Bart smilede ved denne Tanke og fortalte mig, at Lyden kom fra den engelske Lejr, hvor hver Mand om Morgenen tømte sin Bøsse for altid at være sikker paa at have tørt Krudt i den.
"Endnu en Fjerdingvej, og vi er ved Forposterne!" sagde han.
Jeg saa mig omkring og opdagede, at vi under alt dette var kommen saa langt forud for Dragonen paa den halte Hest, at denne ikke var til at øjne. Jeg saa mig om til alle Sider, men i den klippefulde Dal var der ingen andre at se end os to — begge bevæbnede og paa gode Heste. Jeg begyndte at spørge mig selv, om det nu ogsaa varnødvendigt at tilbagelægge den Fjerdingvej, der skulde bringe mig til de britiske Forposter.
Jeg ønsker paa dette Punkt at tale aabent til Jer, mine Venner, thi jeg vil ikke have, at I skal tænke, jeg handlede uhæderligt mod den Mand, der havde frelst mig fra Røvernes Kløer. I maa erindre, at af alle Forpligtelser er den den første, en kommanderende Officer har over for sine egne Folk. I maa ogsaa huske paa, at Krig er et Spil, der spilles efter ganske bestemte Regler, og naar disse Regler brydes, maa man bøde for Overtrædelsen. Hvis jeg havde givet Bart mit Æresord, vilde jeg have været en infam Skurk, om jeg havde tænkt paa at undfly. Men mit Æresord var ikke blevet mig afkrævet. Uheldet med den lamme Hest, der befandt sig et Sted bagude, havde bragt os paa lige Fod. Havde det været mig, der havde taget ham til Fange, vilde jeg have behandlet ham lige saa ridderligt, men paa samme Tid vilde jeg have affordret ham hans Sværd og i det mindste haft en Mand ved min Side. Jeg holdt min Hest an og spurgte ham, om han saa noget Brud paa disse Love, saafremt jeg forlod ham.
"Man kan jo være to i den Leg, min kære Bart," sagde jeg.
"Saa vil vi se, hvem der leger bedst!" raabte han og greb sit Sværd.
Jeg havde ogsaa trukket mit, men jeg var fast bestemt paa ikke at saare den brilliante unge Mand, der havde været min Velgører.
Han betænkte sig lidt og gentog saa flere Gange det engelske Ord for "Mon Dieu".
"De vil altsaa rømme, vil De!" sagde han.
"Ja, hvis De ikke har noget at indvende derimod?"
"Den eneste Undskyldning, jeg kunde tænke mig," sagde Bart, "skulde være den, at jeg gør Dem et Hoved kortere, saafremt De forsøger derpaa."
"Hør mig," sagde jeg, "De paastaar, at jeg er Deres Fange. Jeg kan med lige saa stor Ret paastaa, at De er min. Vi er alene her, og selv om jeg slet ikke tvivler om, at De er en udmærket Fægter, kan De dog næppe haabe at staa Dem mod den bedste Klinge i hele sjette lette Kavalleri-Brigade."
Hans Svar var et Hug efter mit Hoved. Jeg afparerede det og huggede det halve af hans Fjerbusk af. Han stødte efter mit Bryst, men jeg slog hans Sværd til Side og huggede ogsaa den anden Halvdel af Fjerbusken af.
"Hvad er det for Abekattestreger?" raabte han, da jeg vendte min Hest.
"Hvorfor hugger De efter mig? De ser jo, at jeg ikke gør Gengæld."
"Det er altsammen meget godt," bemærkede han, "men De skal alligevel følge mig til Lejren."
"Jeg faar aldrig Lejren at se!" paastod jeg.
"Jeg holder ni mod en paa, at De faar den atse!" raabte han, medens han red efter mig med Sværdet i Haanden.
Ved disse Ord fik jeg en Ide. Kunde vi ikke afgøre Sagen paa anden Maade end ved at slaas? Bart kunde let bringe Sagen saa vidt, at jeg blev nødt til at saare ham, for at undgaa, at han saarede mig. Jeg undgik hans Stød, men hans Sabelspids var kun en Tomme fra min Hals.
"Jeg vil gøre Dem et Forslag!" raabte jeg, "lad os kaste Terninger om, hvem der skal være den andens Fange."
Han smilede ved disse Ord. De tiltalte hans Sportssans.
"Hvor har De Terningerne?" kom det.
"Jeg har ingen!"
"Jeg heller ikke, men jeg har Kort!"
"Lad det saa bare være Kort!" sagde jeg.
"Og Spillet?"
"Jeg overlader det til Dem."
"Lad det være Ecarté — den, der vinder tre Partier."
Jeg kunde ikke lade være at smile, thi jeg tror ikke, der er tre Mænd i Frankrig, der er mine Overmænd i det Spil. Jeg fortalte Bart det, da vi steg af Hesten, men han smilede kun, da han hørte det.
"Jeg gik for at være den bedste Spiller hos Watiers," svarede han, "da Chancerne altsaa er ens, fortjener De at være fri, saafremt De vinder."
Vi tøjlede vore Heste og satte os ned paa hver sin Side af en stor, flad Klippeblok. Bart tog et Spil Kort frem, og jeg behøvede blot at se ham blande for at forstaa, at han ikke var Begynder i Spillet. Saa begyndte Spillet. Det var min Tro nok værd at spille om den Indsats. Han ønskede at føje hundrede Guldstykker til, men hvad havde Penge at betyde, naar Oberst Etienne Gerards Skæbne afhang af Spillet? Det forekom mig, som om alle, der havde Grund til at være interesserede i dette Spil — min Moder, mine Husarer, det tresindstyvende Armékorps, Ney, Massena, ja selv Kejseren — sluttede Kres omkring os i denne ensomme Dal. Himmel, hvilket Slag for dem alle, saafremt Spillet gik mig imod! Men jeg var ved godt Mod, thi med Undtagelse af gamle Bouvet af Berchenys Husarer, der vandt seks og halvfjerds af et hundrede og halvtreds Spil i en Tournering med mig, har jeg altid været den, der har vundet de fleste Partier.
Det første Spil vandt jeg let nok, men jeg maa indrømme, at Kortene var mig gunstige, og at min Modstander ikke kunde spille anderledes end han gjorde. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har spillet bedre end i det andet Spil og reddede et Stik ved en Finesse, men Bart overvandt mig, markerede Kongen og gik ud i anden Omgang. Vi var nu saa ophidsede, at han lagde sin Hjelm fra sig og jeg min Chako.
"Jeg sætter min rødskimlede Hoppe imod Deres sorte Hest!" sagde han.
"Vedtaget!" sagde jeg.
"Saddel, Tømme og Stigbøjler!"
"Vedtaget!" sagde jeg.
Jeg var bleven smittet af hans Sportsiver. Jeg vilde have sat mine Husarer mod hans Dragoner, saafremt vi havde kunnet spille om dem.
Og saa fortsatte vi dette storartede Spil. Hvor han spillede, denne Englænder, spillede paa en Maade, der var Indsatsen værdig. Men jeg, mine Venner, jeg var storartet! Af de fem, jeg skulde vinde, naaede jeg de tre i første Omgang. Bart tyggede paa sit Overskæg og trommede med Fingrene, medens jeg allerede følte mig i Spidsen for mine smaa Hallunker. I anden Omgang vendte jeg Kongen op, men mistede to Stik — jeg havde nu fire mod hans to. Da jeg sidste Gang saa paa mine Kort, kunde jeg ikke tilbageholde et Fryderaab. "Dersom jeg ikke vinder min Frihed nu," tænkte jeg, "fortjener jeg evig at blive i Lænker!"
Men min smukke Hest blev overvunden af hans ringere. Jeg kunde have kastet mig ned paa Jorden, da jeg tænkte derpaa.
"De maa have spillet godt Ecarté hos Watiers i Aar '10 — det er Brigader Gerards Mening!" sagde jeg.
Det beroede nu paa sidste Omgang. Han lagde sit Bælte fra sig og jeg min Sabelrem. Han varmeget koldblodig, denne Englænder, og jeg prøvede paa at synes lige saa rolig, men Sveden løb mig ned i Øjnene. Det blev hans Tur at give, og jeg maa tilstaa, at mine Hænder rystede, saa at jeg næppe kunde tage om Kortene. Men da jeg fik fat paa dem, hvad tror I saa, der var det første Kort, jeg saa? Det var Kongen, Kongen, den mægtige Trumf Konge! Jeg skulde netop til at melde, da Ordet døde hen paa mine Læber ved Synet af min Kammerat.
Han holdt sine Kort i Haanden, men hans Træk var slappede og han stirrede hen mod mine Skuldre med det forfærdeligste Udtryk af Bestyrtelse og Overraskelse. Jeg vendte mig om, og blev selv forbavset over, hvad jeg saa.
Tre Mænd stod lige ved Siden af os, højst en halv Snes Alen borte. Den midterste var velvoksen, men dog ikke for høj — omtrent af samme Højde som jeg selv. Han var klædt i en mørk Uniform med en lille trekantet Hat med hvid Fjerbusk. Men det var ikke hans Dragt, der interesserede mig. Det var hans Ansigt, hans magre Kinder, hans Ørnenæse, hans haarde, blaa Øjne og hans tynde, fastsluttede Læber, der bibragte mig Følelsen af, at dette ikke var noget almindeligt Dusinmenneske. Han havde rynket Brynene og han kastede et saadant Blik paa stakkels Bart, at Kortene et for et gled ud af hans lammede Fingre. Midt bag ved de tre Mænd holdt der ligesaa mange Heste, og længst tilbage en Eskorte af Dragoner.
"Hallo, Crauford, hvad Pokker tager De Dem for?" spurgte den spinkle Mand.
"Hører De ikke, Sir!" raabte den ene af hans Ledsagere, "Lord Wellington ønsker at vide, hvad dette skal betyde!"
Min stakkels Bart fremstammede en Beretning om, hvad der var passeret, men dette Klippe-Ansigt formildedes ikke et Øjeblik.
"Meget vel, Crauford!" udbrød han, "men Hærens Disciplin maa opretholdes. Vær saa god at melde Dem ved Hovedkvarteret som Fange."
Det var frygteligt for mig at se Bart stige op paa sin Hest og ride nedslaaet bort. Jeg kunde ikke udholde det, men kastede mig foran den engelske General. Jeg talte hans Sag og fortalte ham, hvorledes jeg, Oberst Gerard kunde bevidne, hvilken uforfærdet ung Mand han var. Min Veltalenhed vilde have smeltet det haardeste Hjerte. Jeg fik Taarer i mine Øjne, men ikke i hans. Saa svigtede min Stemme mig, og jeg kunde ikke sige mere.
"Med hvilken Vægt belæsser De Muldyrene i den franske Armé, Sir," spurgte han. Det var alt, hvad denne flegmatiske Englænder havde at svare paa mine glødende Ord. Saaledes lød hans Svar, hvor en Franskmand vilde have kastet sig om Halsen paa mig.
"Hvor stor en Vægt paa et Muldyr?" gentog den ene af hans Ledsagere.
"Tohundrede og ti Pund!" svarede jeg.
"Saa belæsser man dem Pokkers slet!" sagde Lord Wellington, "før Fangen hen til min Eskorte."
Hans Dragoner omringede mig, og jeg — jeg var næsten ved at blive gal, da jeg tænkte paa, at jeg havde haft et oplagt Spil i mine Hænder, og at jeg i dette Øjeblik kunde have været en fri Mand. Jeg holdt Kortene op for Generalen.
"Se, Mylord!" næsten skreg jeg, "jeg spillede for min Frihed og jeg vandt. Thi som De ser, holder jeg paa Kongen!"
For første Gang fo'r der et let Smil over hans magre Ansigt.
"Tværtimod!" sagde han, "det er mig, der vandt, thi som De ser, holder min Konge paa Dem."
Jeg fortalte Jer sidst, mine Venner, hvorledes Englænderne beholdt mig, efter at jeg havde spillet med Bart om min Frihed og vundet. Jeg skal i Aften fortsætte min Beretning.
Jeg skal love for, at de passede godt paa migi Oporto, for ikke at give saa vigtig en Fange Lejlighed til at slippe bort. Den tiende Avgust blev jeg bragt om Bord paa det Skib, der skulde føre os til England, hvor alle vi Fanger blev indsat i et stort Fængsel, der var bygget til os i Dartmoor. Vi plejede at kalde det "L'hotel Français, et Pension", thi I forstaar, at vi var raske Gutter, der ikke tabte Humøret for lidt Modgang.
Det var kun de Officerer, der nægtede at afgive Deres Æresord, der blev indkvarteret i Dartmoor, og Størstedelen af Fangerne var Menige fra Hær og Flaade. I spørger mig maaske, hvorfor jeg ikke vilde give mit Æresord, og derved komme til at nyde de samme Goder som mine Officerskammerater. Naa, jeg havde to Grunde, der hver for sig var afgørende nok.
For det første havde jeg saa stor Tillid til mig selv, at jeg følte mig overbevist om, at det nok skulde lykkes mig at undslippe. For det andet har min Familie, skønt gammel og anset, aldrig været velhavende, og jeg kunde ikke bringe det over mit Hjerte at beskære min Moders smaa Indtægter. Det at repræsentere i de engelske Familier, kostede Penge. Af disse Grunde foretrak jeg den levende Begravelse i det frygtelige Fængsel i Dartmoor.
Jeg skal nu fortælle Jer om mit Ophold i England, og hvorledes Lord Wellingtons Ord passede, da han sagde, at Kongen holdt paa mig.
Vi Officerer beboede en særlig Fløj af dennefæstningslignende Bygning, og det var en meget broget Flok, der her var bragt sammen. De havde ladet os beholde vore Uniformer, saa at der neppe var et Korps, der havde gjort Tjeneste under Victor, Massena eller Ney, som ikke var repræsenteret her, og som ikke havde været det fra det Øjeblik, Junot blev slaaet ved Vimiera. Der var Jægere i grønne Trøjer, Husarer som jeg selv, blaa Dragoner, hvidbrystede Lansenerer, Ingeniører, Grenaderer, Artillerister og Intendanter. Men Størsteparten var dog Søofficerer, thi England havde Overtaget til Søs.
Ikke saa snart var jeg kommen til Dartmoor, før jeg begyndte at lægge Planer om, hvorledes jeg skulde komme ud igen, og I kan sagtens tænke Jer, at det ikke varede længe, før jeg mente at have fundet en Udvej. Vi Officerer var blevne anbragte to og to i Cellen, og min Kammerat var en lang, tavs Fyr ved Navn Beaumont af det lette Artilleri; han var bleven taget til Fange af Englænderne ved Astorga.
Det er sjældent, jeg har mødt en Mand, som jeg ikke kunde gøre til min Ven, for mine Tilbøjeligheder og Optræden er — som I kender dem. Men denne Fyr havde aldrig et Smil tilovers for en Spøg eller Øre for mine Sorger. Han sad blot og saa hen for sig med sløve Øjne, saa at jeg tilsidst kom til det Resultat, at de to Aars Fangenskab havde gjort ham forrykt. Hvor jeg dog ønskede, at gamle Bouvet eller en af mine Kammerater blandt Husarerne var her i Stedet for denne Mumie. Men nu var han der en Gang, og jeg maatte se at drage ham til Nytte saa meget som muligt; thi mine Planer om Flugt kunde kun blive til Virkelighed, naar vi gjorde fælles Sag. Hvad kunde jeg vel udrette, uden at han opdagede det?
Jeg hentydede derfor først til mit Forehavende, senere talte jeg mere aabent, og jeg fik det Indtryk, at han var tilbøjelig til at tage Del i Flugtforsøget.
Jeg undersøgte Murene, jeg undersøgte Gulv og Loft, jeg bankede og huggede. Men alt syntes tykt og solidt. Døren var af Jern, lukket af en Springlaas, og den havde en lille Laage, hvorigennem Vagten kastede et undersøgende Blik to Gange hver Nat. I Cellen var der to Senge, to Stole, to Servanter, ellers intet. Men jeg ønskede mig ikke større Komfort. Hvornaar havde jeg i mit tolv Aars Feltliv haft saa megen? Men hvorledes skulde jeg slippe ud? Nat efter Nat laa jeg og tænkte paa mine femhundrede Husarer, og jeg havde frygtelige Mareridt, der afmalede mig mit Regiment i det sørgeligste Forfald. En Gang blev det stikkende i en Mose, ved en anden Lejlighed blev det pryglet af i Kejserens Nærværelse. Saa kunde jeg vaagne op, badet i Sved, og give mig til at banke paa Væggene.
Der var kun et eneste Vindue i Cellen, og selvdette var for lille til, at et Barn kunde slippe igennem det. Desuden var det beskyttet ved en tyk Jernstang i Midten. Som I vil se, var der ikke stor Mulighed for Flugt, men det gik mere og mere op for mig, at vore Anstrengelser maatte rettes imod det. For at gøre Sagen værre, førte det ud i Fængselsgaarden, som var omgivet af to høje Mure. Men, som jeg sagde til min mutte Kammerat, det er tidsnok at tale om Vistula, naar man er over Rhinen. Jeg brækkede et Stykke Jern af mit Sengested og gav mig derefter i Lag med at løsne Cementen, der holdt Jernstangen fast. Jeg arbejdede tre Timer ad Gangen og løb derefter hen til Sengen, naar jeg hørte Vagtens Skridt udenfor. Saa igen tre Timers Arbejde og ofte endnu tre, thi jeg syntes, Beaumont var saa sløv og klodset, at jeg ligesaa godt kunde gøre Arbejdet selv.
Jeg udmalede mig, at tredje Husarregiment ventede paa mig udenfor Vinduerne med Trommer og Standarter, Leopard-Skaberakker og hele Pibetøjet. Saa kunde jeg arbejde som en besat, indtil min Jernstump blev vaad af Blod. Nat efter Nat brækkede jeg den stenhaarde Cement løs og skjulte Stumperne under min Madras, indtil det Øjeblik endelig var inde, hvor jeg med et kraftigt Tag rykkede Jernstangen ud. Jeg var naaet det første Skridt hen imod min Frihed.
Derefter tog jeg fat i Muren, der omgav Vinduet. Efter tre Ugers Forløb havde jeg faaet løsnet saa mange Sten, at jeg kunde klemme mig ud igennem Aabningen. Alt var saaledes rede til vor Flugt. I vil forstaa, at jeg altid om Dagen satte Jernstangen og Stenene tilbage paa deres Plads, og Vagten opdagede heldigvis Intet. Tre Dage efter vilde det være Nymaane, og det forekom mig at være et gunstigt Øjeblik til at vove Flugtforsøget.
Da endelig den sidste Dag var gaaet, var jeg i saa nervøs Ophidselse, at jeg næsten ikke kunde beherske mig. Hvert Øjeblik faldt den Tanke mig ind, at Vagten havde opdaget, hvad vi havde for. Hvad min Kammerat angaar, da sad han paa sin Seng og bed Negle og skulede efter mig paa sin sædvanlige sløve Maner.
"Mod, min Ven!" hviskede jeg og bankede ham paa Skulderen, "De vil snart faa Deres Kammerater at se!"
"Det kan være meget godt," svarede han; "men hvorhen vil De flygte, naar De er sluppen ud?"
"Til Kysten!" svarede jeg. "Alt vil nok føje sig for en tapper Mand, og jeg skal hurtigt naa tilbage til mit Regiment."
"Det er nok rimeligere, at De kommer ned i et af de underjordiske Huller eller til en af Portsmouths Galejer," sagde han.
"En Soldat løber sin Risiko," bemærkede jeg; "det er kun en Kujon, der altid frygter det værste."
Jeg saa Rødmen stige op i hans gustne Kinder ved denne Bemærkning og var meget tilfreds hermed, thi det var det eneste Livstegn, som jeg nogen Sinde havde iagttaget hos ham. Et Øjeblik efter greb han efter sin Vandkande, som jeg formodentlig skulde have haft i Hovedet, men han nøjedes med at trække paa Skulderen og gav sig straks i Lag med sin Yndlingsbeskæftigelse: at bide Negle.
Da jeg hen paa Aftenen saa ud af mit Vindue, var Himlen kulsort. Regnen strømmede ned, og det blæste en hel Orkan. Af Vagten udenfor var der intet at se. Han havde uden Tvivl søgt Ly for Uvejret i en eller anden Krog. Jeg tog Jernstangen fra Vinduet, trak Stenene ud og gav min Kammerat Tegn til at krybe igennem Hullet.
"Jeg følger efter, Oberst!" sagde han.
"Vil De gaa først?" spurgte jeg.
"Jeg ser hellere, at De viser mig Vej."
"Kom saa lige bag efter mig, men kom stille, saafremt De har Deres Liv kært."
Jeg kunde i Mørket høre Fyrens Tænder klapre, og jeg tror ikke, at et Menneske nogensinde har haft en daarligere Hjælper til saa fortvivlet et Foretagende. Jeg greb imidlertid Jernstangen, stod op paa min Stol og pressede mit Hovede og mine Skuldre ud igennem Aabningen. Jeg var kommen omtrent halvvejs igennem, da min Kammerat pludselig greb mig i Benene og hylede, saa højt han kunde:
"Hjælp! Hjælp! En Fange er ved at undslippe!"
I kan tænke Jer mine Følelser i det Øjeblik. Jeg begreb straks, hvilket gement Spil denne modbydelige Fyr spillede. Hvorfor skulde han risikere sit Skind ved at klatre omkring paa Muren, naar han var sikker paa at blive frigivet, fordi han havde forhindret saa vigtig en Fanges Flugt. Jeg havde straks set, at han var en Kujon og en Ræv, men havde dog alligevel ikke tiltroet ham en saadan Nederdrægtighed. Jeg sprang tilbage i det mørke Kammer, greb ham i Struben og gav ham et Par Slag med Jernstangen. Ved det første Slag hylede han som en lille Køter, naar man træder den over Poterne. Ved det andet faldt han om paa Gulvet med en Grynten. Saa satte jeg mig hen paa Bænken og ventede resigneret paa, hvad dette vilde føre til.
Men der gik et Minut og endnu et, uden at jeg hørte anden Lyd end det tunge, næsten snorkende Aandedræt fra det sanseløse Vrag paa Gulvet. Skulde det være muligt, at hans advarende Skrig upaaagtede var døde hen i Stormens Brølen? Først var det kun et svagt Haab, et Minut senere var det sandsynligt, og efter endnu et Minuts Forløb var det sikkert. Der hørtes ingen Lyd fra Gangen udenfor og heller ingen fra Fængselsgaarden. Jeg tørrede den kolde Sved af min Pande og spurgte derefter mig selv, hvad jeg nu skulde gøre.
En Ting var sikkert. Manden paa Gulvet maatte dø. Hvis jeg lod ham blive tilbage, var det umuligt at vide, hvornaar han kom til sig selv og gjorde Anskrig. Jeg turde ikke tænde Lys, saa jeg følte mig frem i Mørket, indtil jeg rørte ved noget vaadt, som jeg vidste var hans Hovede. Jeg hævede min Jernstang, men der var noget, mine Venner, der forhindrede mig i at fuldføre mit Forsæt. I Kampens Hede har jeg gjort det af med mange Mennesker, hæderlige Mænd, der aldrig har fornærmet mig. Og her laa dette Vrag, et Dyr, der ikke fortjente at leve, som havde prøvet paa at styrte mig i Ulykke, og dog kunde jeg ikke faa mig selv til at knuse hans Pandeskal. Saadan en Gerning kunde være meget god for en spansk Bandit, men ikke for en Soldat og Gentleman som jeg. Jeg nøjedes derfor med at kneble ham og bandt ham derefter med Strimler af Sengetæppet. I den svækkede Tilstand, han befandt sig i, var der god Grund til at antage, at han i hvert Fald ikke kunde komme fri før Vagtens næste Inspektion. Af Beaumonts og mine egne Lagener lavede jeg derefter Reb og bandt dette til Midten af min Jernstang, der var lidt over en Fod lang. Saa krøb jeg ud i Gaarden, hvor Regnen styrtede ned og Blæsten hylede endnu stærkere end før. Jeg holdtmig i Skyggen af Fængselsmuren, hvor der var saa ravende mørkt, at jeg ikke kunde se en Haand for mig. Derefter kastede jeg min Stang over Muren og halede i den, indtil den blev siddende fast i to af de Spiger, hvormed Murens Kant var besat. Jeg klatrede derefter op af Rebet, trak det op efter mig og sprang ned paa den anden Side. Paa lignende Maade kom jeg op paa den anden Mur og sad netop og skrævede imellem Spigerne, da jeg saa noget blinke i Mørket nedenunder. Det var Skildvagtens Bajonet, og da den anden Mur var betydeligt lavere end den første, var jeg nu saa tæt inde paa ham, at jeg næsten kunde naa ham. Da rejste han sig pludselig og slentrede af Sted i Plaskregnen. Jeg gled hurtigt ned ad Rebet, lod det blive hængende og styrtede af Sted i vildt Løb.
Himmel, hvor jeg løb! Stormen slog mig i Ansigtet, Regnen prikkede i min Hud. Jeg stak Foden i Huller, snublede over Rødder og faldt imellem Buske. Jeg var forreven, aandeløs og blødende. Min Tunge var som Læder, mine Fødder som Bly, og mit Hjerte bankede som en Kedeltromme. Men jeg løb, løb, løb!
Men Hovedet tabte jeg ikke, mine Venner! Der var Plan i, hvad jeg foretog mig. Vore Flygtninge søgte altid til Kysten. Jeg vilde søge ind i Landet, saa meget desto mere, som jeg havde fortalt Beaumont det modsatte. Jeg vilde flygte imodNord, medens de vilde søge mig imod Syd. Maaske vil I spørge mig, hvorledes jeg kunde holde rede paa Verdenshjørnerne i saadan en Nat. Jeg svarer, at jeg havde lagt Mærke til, at Vinden kom fra Nord, og at jeg altsaa løb i den rigtige Retning, naar jeg havde Vinden imod mig.
Jeg styrtede altsaa af Sted paa denne Maade, da jeg saa to gule Lys skinne frem af Mørket lige foran mig. Jeg standsede et Øjeblik og overvejede, hvad jeg skulde gøre. Jeg var stadig i min Husaruniform, og jeg maatte nødvendigvis skaffe mig nogle Klæder, der ikke røbede mig. Dersom disse Lys kom fra en Bondegaard, var det sandsynligt, at jeg der kunde finde, hvad jeg søgte. Jeg nærmede mig derfor, ked af, at jeg havde maattet efterlade min Jernstump, thi jeg var fast besluttet paa, at Folk ikke skulde fange mig levende!
Men jeg opdagede snart, at det ikke var nogen Bondegaard. Lysene var to Lygter, der hang paa hver sin Side af en Vogn, og ved deres Skær saa jeg, at en bred Landevej laa foran mig. Skjult mellem Buskene iagttog jeg, at der var to Heste for Ekvipagen, at en ungdommelig Kusk stod ved Hovederne af dem, og at Vognens ene Hjul laa paa Vejen ved Siden af ham. Saa blev Vinduet slaaet ned, og et kønt lille Ansigt under en Kappe tittede ud.
"Hvad skal vi dog stille op?" udbrød Damen;"Sir Charles maa være faret vild, og jeg maa tilbringe Natten her paa Landevejen."
"Maaske jeg kan være Dem til nogen Nytte, Frue!" sagde jeg og kravlede fra Buskadset ud i Lygteskæret. En Kvinde i Nød er hellig for mig, og denne var endda ung og smuk. I maa erindre, at skønt jeg var Oberst, var jeg den Gang kun otte og tyve.
Du gode Gud, hvor hun skreg op, og hvor Kusken gloede! I vil forstaa, at efter mit Løb i Mørket var min Chako bulet, mit Ansigt tilsølet og min Uniform iturevet og snavset, saa jeg var just ikke den Slags Person, man helst vil møde om Natten paa en øde Vej.
"Jeg beklager meget at have forskrækket Dem, Frue!" sagde jeg, "jeg hørte tilfældigvis Deres Bemærkning til Kusken og kunde ikke afholde mig fra at tilbyde Dem min Tjeneste." Jeg sluttede med et Buk. I kender mit Buk og kan forstaa, hvilket Indtryk det gjorde paa Kvinden.
"Jeg er Dem meget forbunden, Sir!" sagde hun, "vi har haft en frygtelig Rejse, siden vi forlod Tavistock. Til Slut er et Hjul gaaet af vor Vogn, og her ligger vi midt paa Heden. Min Mand, Sir Charles, er gaaet efter Hjælp, men jeg frygter for, at han er faret vild."
Jeg skulde til at udtale nogle deltagende Ord, da jeg ved Siden af Damen fik Øje paa en sort Rejsekappe, besat med Astrakan, som hendes Ledsager maatte have efterladt. Det var netop, hvad jeg behøvede for at skjule min Uniform. Ganske sandt, jeg følte mig omtrent som en Landevejsrøver, men hvad skulde jeg gøre? Nød bryder alle Love, og jeg var i Fjendens Land.
"Jeg antager, Frue, at det er Deres Mands Kappe," bemærkede jeg, "De vil sikkert tilgive mig, at jeg bliver nødt til —". Jeg halede den ud gennem Vinduet, medens jeg talte.
Jeg kunde se, at der over hendes Ansigt gled et Udtryk af Forbavselse, Frygt og Afsky.
"Hvor har jeg dog taget Fejl af Dem!" udbrød hun. "De kommer for at plyndre og ikke for at hjælpe mig. De har en dannet Mands Væsen, og dog stjæler De min Mands Kappe."
"Frue!" sagde jeg, "jeg beder Dem om ikke at dømme mig, før De ved alt. Det er ganske nødvendigt for mig at komme i Besiddelse af Kappen. Men saafremt De vil have den Godhed at sige mig, hvem det er, der har den Lykke, at være Deres Mand, skal jeg sørge for, at Kappen bliver sendt tilbage."
Hendes Ansigt blev mildere, skønt hun stadig anstrængte sig for at se fortørnet ud.
"Min Mand," sagde hun, "er Sir Charles Meredith, og han er paa Vej til Dartmoor Fængsel med vigtige Statspapirer. Jeg beder Dem, Sir, om at forlade os og ikke tage noget med, som tilhører ham."
"Der er kun en Ting, der tilhører ham, som jeg begærer!" svarede jeg.
"Og den har De allerede fjernet fra Vognen!"
"Nej!" sagde jeg, "den er der endnu!"
Hun lo paa sin frejdige, engelske Maade.
"Dersom De i Stedet for at sige mig Komplimenter blot vilde lægge min Mands Kappe — — ", begyndte hun.
"Frue!" svarede jeg, "hvad De beder mig om, er ganske umuligt. Dersom De vil tillade mig at stige ind i Vognen, skal jeg forklare Dem, hvor nødvendig Kappen er for mig."
Himlen maa vide, hvilke Daarskaber jeg kunde have indladt mig paa, saafremt jeg ikke i dette Øjeblik havde hørt et svagt "Hallo!" i det Fjerne, hvad der blev besvaret af den lille Kusk. Gennem Regn og Mørke saa jeg en Lygte, der hurtigt kom nærmere.
"Jeg beklager meget, Frue, at jeg ser mig nødsaget til at forlade Dem," sagde jeg. "Bed Deres Mand være forsikret om, at jeg nok skal passe paa hans Kappe." Skønt jeg havde Hastværk, fik jeg dog Tid til at kysse Damens Haand, men hun snappede den hurtigt til sig gennem Vinduet og lod til at være fornærmet over min Dristighed. Da Lygten ikke var langt borte, og den ungdommelige Kusk nu gjorde Mine til at ville hindre min Flugt, forsvandt jeg imidlertid skyndsomst i Mørket. Jeg var ung og stærk, med Muskler af Staal og havdeet Legeme, der var hærdet gennem tolv Aars Liv i Felten. Jeg fortsatte min vilde Flugt i omtrent tre Timer, stadig imod Nord, med Ansigtet imod Vinden. Paa dette Tidspunkt antog jeg, at jeg var mindst fem Mil fjernet fra Fængslet. Dagen var ved at bryde frem. Jeg lagde mig derfor ned mellem nogle Buske, som voksede paa Toppen af en lille Høj midt i Heden, for at holde mig skjult indtil Aften. Det var ikke noget helt fremmed for mig at sove i Storm og Regn, og efter at jeg havde svøbt mig ind i den tykke, varme Kappe faldt jeg snart i Søvn.