Han løb Manegen rundt og satte fra igen og sprang. Han berørte HestensRyg og faldt.
-Nej—han skreg—nej, fø'r Hesten ud! Og stønnende kastede han sig næsegrus ned paa Jorden, saa lang han var.
Han laa og hulkede sagte midt i det store Rum. Batty stod op og gik ind til ham. Han ventede lidt og saá ned paa hans Skikkelse.
Saa bøjede han sig ned. Det er mig, Giovanni, sagde han, kom nu.
Han lagde stille sin Haand paa Giovannis Nakke og lod den sagte glide op og ned, langs de fine Haar. Han syntes, Graaden stilnede ved det.
-Saa, Giovanni, saa—min Ven.
Giovanni løftede Hovedet og lænede sig lidt mod hans Skulder. Et Øjeblik blev Graaden saa voldsom igen.
-Ja—ja—ja, ja—ja vist—Giovanni. Batty holdt sin Haand paa hansNakke—ja vist….
Giovanni tog hans Haand.
-Lad mig saa gaa, sagde han, tak—Du. Han rejste sig, og med etHaandtryk skiltes de, og de gik hver sin Vej.
Da de om Aftenen brød op og var kommen hen ad Gaden, sagde Batty lavmælt og saa ikke paa ham:
-Giovanni, kunde vi ikke rejse?
Men Giovanni lod som han ikke hørte, og Batty turde ikke spørge ham igen.
De gik noget. Godnat, sagde saa Giovanni, paa et Hjørne.
-Hvor skal Du hen, sagde Batty. De skiltes ellers aldrig dér.Ud—Giovanni saá bort: Godnat.
Batty stod længe og stirrede efter ham.
Giovanni ventede udenfor Alidas Hus og slap ikke ind før om Morgenen.
Et Par Aftener efter maatte Giovanni gaa fra Manegen, uden at hansSpring var lykkedes.
Han gjorde om og om. Alle Aarer svulmede i hans Ansigt af Anstrengelse og Skam.
Publikum blev utaalmodigt. De hyssede. Han forsøgte endnu en Gang.
-Finissez, Finissez, raabte Direktøren gennem Hysningen.
Og blodrød og med sammenbidte Tænder maatte Giovanni gaa bort fraManegen.
Miss Alida stod paa Trappen. Hun vilde sige noget, men han gik af Vejen.Han havde bare set hende lige ind i hendes Ansigt.
Han kom ind i sit Værelse og satte sig foran sit Spejl. Armene hang slapt ned langs hans Sider. Han var bedøvet af Fortvivlelse og Skam.
Det bankede paa Døren, og Batty kom sagte ind. Giovanni gjorde en Bevægelse som for at holde ham fra sig. Men Batty saá det ikke, han gik op og ned i Rummet.
Han tog et uldent Tæppe i Krogen og lagde Giovanni det om Skuldrene: Tag det om Dig, sagde han, Du kan ikke sidde saadan.
Giovanni lod Tæppet glide ned om sig og sad som før.
-Tag det om Dig, sagde Batty haardt, skal Du nu ogsaa blive forkølet!
Giovanni adlød, og Batty gik igen frem og tilbage.
Han standsede bag Vennens Stol: Giovanni, Du maa rejse. Dette gaar ikke.
Giovanni rørte sig ikke.
-Hører Du, Giovanni, det nytter ikke: vi maa rejse. Det var ligesom Giovanni vaagnede, han forstod uden at have hørt. Han tog med Haanden ned over Øjnene og sagde:
-Ja—ja … Ja Du sørger vel for det.
Han lagde Hovedet ned mod Bordpladen, og Batty gik.
Batty talte med Direktøren den næste Formiddag: de kunde rejse om enUge. Det blev saa bestemt.
Men samme Aften—Giovanni red som en gal, saa vildt—styrtede han af;Hesten blev sky, snublede og faldt ovenpaa ham. Der blev Forvirring ogSkrig, og de bar Giovanni ud kvæstet. Hvad Brystet havde lidt, kunde manikke sige, det højre Ben var knækket over Laaret.
En Feber slog sig til, og fjorten Dage svævede Giovanni mellem Liv ogDød.
Et Par Uger laa Giovanni hen uden Bevidsthed. Han var ustyrlig, saa de bandt ham i Sengen. Siden mattedes han, og Krisen kom med en fortærende Feber. Han laa med hede Øjne uden at røre sig, uden Mæle.
Dag efter Dag sad Batty ubevægelig paa Stolen ved Sengen og betragtede hans Ansigt ufravendt.
Da Krisen var ovre, vaagnede Giovanni og saá Batty. Han vilde tale, men han havde ikke Kraft. Han smilte, og han forsøgte at løfte Haanden, men han kunde ikke. Han følte sig tung som Bly.
Batty saá Genkendelsen i hans Øjne og fo'r med Haanden op til Brystet, saadan Hjertebanken fik han af Glæden. Giovanni faldt i Søvn igen.
Batty rejste sig og aabnede sagte Døren og gik ud af Stuen. Nede hos den vagthavende Læge bankede han paa.
-Monsieur, sagde han straks inden for Døren og kunde knap faa Ordene frem for Bevægelse, Monsieur han har kendt mig.
Og den store, høje, blege Mand stod ret op og ned og hulkede. Det begyndte at gaa fremad med Giovanni. Brystet havde intet lidt; Benet var i Skinne. Han følte et træt Behag ligesom et Halvblund Dag og Nat.
Batty sad ved Sengen og Giovanni tog hans Haand, som hvilede paa Knæetog lagde den paa sit Tæppe, mens han klappede den svagt. Saa lukkede hanØjnene og faldt i Blund igen, og varsomt løsnede Batty sin Haand fraGiovannis, der var blev et saa fin og gennemsigtig.
Naar Giovanni vaagnede, laa han ofte stille og saá paa Battys Ansigt. Han saá ham i Profil, den lige Næse og den tætlukkede Mund. Batty sukkede nu og da.
Giovanni syntes, han saá saa sørgmodig ud.
-Batty, sagde han sagte, hvorfor er Du saa bedrøvet?
-Er Du vaagnet, sagde han, det vidste jeg ikke. Jeg er ikke bedrøvet.
Men Giovanni saá tit, naar Batty troede han sov, at der gik som en pludselig Kulde gennem Batty, og han hørte ham sukke kort og sagte.
-Batty, sagde han, Du maa ikke sidde herinde hele Dagen.
-Hvorfor?
-Du kan ikke taale det. Jeg vil ikke ha'e det. Du bliver syg.
-Jeg har det bedst her, Giovanni. Jeg vil helst være her.
Og Giovanni laa og tænkte paa, hvad der vel var i Vejen med Batty.
En Dag sagde han pludselig:
-Batty, sig mig, er det Løverne, Du. Er det?
Batty saá ned mod Gulvet.
-Du véd jo, sagde han, de er altid lidt urolige hen mod Foraaret.
Efterhaanden som Giovanni blev bedre, begyndte han at tale meget utaalmodigt og gnavent.
-En Dag sagde Lægen, som syslede med Benet:
-Ja—til Jokey bli'r det jo ikke mer, men hvor der ikke skal springes saa højt—vil De saamæn slet ingen Mén mærke.
Giovanni satte sig haardt op i Sengen.
-Bli'r jeg ikke Jokey? sagde han. Han følte en skarp Smerte i Benet og faldt tilbage mod Hovedpuden.
-Jeg har jo sagt, De maa ikke røre Dem, sagde Lægen. Nej—Jokey—det bli'r vist for voldsomt—men Hr. Batty siger jo, at for Dem er der Specialiteter nok. Lidt Forandring vil bare more Hr. Giovanni.
Da Lægen var gaaet, laa Giovanni hen med lukkede Øjne. Det havde ramt ham som et Slag: Han skulde ikke mere være Jokey.
Han tumlede med den ene Tanke og fandt ikke Rede. Han syntes, det lukkede sig saadan allevegne.
Da Batty kom, nikkede han kun til Goddag og laa ubevægelig. Ingen af dem sagde nogenting.
Tilsidst spurgte han:
-Batty, hvorfor har Du ikke sagt mig det?
-Det kom jo tidsnok, sagde Batty.
Giovanni lagde sig om mod Væggen ganske stille. Men saa skar Tanken igen gennem hans trætte Hjerne, og han vendte sig i Sengen og stønnede.
-Giovanni, sagde Batty. han havde rejst sig og stod ved Hovedgærdet: der er jo altid Udvej. Giovanni svarede ikke.
-Vi kunde jo—det kom tøvende—dele Løverne.
Og da Giovanni ingenting sagde, føjede han stille til:
-Hvis Du vil.
-Dele Løverne?
-Ja—jeg mener, vi kunde arbejde sammen.
Det blev bestemt de næste Dage. Batty og Giovanni skulde sammen arbejde med Løverne. Saa snart Giovanni blev rask, begyndte de paa Prøverne. Batty bedøvede Dyrene og lod Giovanni følge sig ind i Buret. Løverne var dvaske, der var ingen Fare.
Naar en Løve gned sin varme Krop langs Giovannis Ben, løb som en Kulde hen over hans Hud, ellers var han rolig. Tavse arbejdede de mellem de knurrende Dyr.
De prøvede tre Uger. Saa skulde "Fratelli Bedini, Løvetæmmerne", optræde for første Gang.
Giovanni og Batty forlod aldrig mere hinanden. De maatte bestandig være sammen. Det var, som den ene ikke mere turde forlade den anden. De tænkte begge det samme, og det forstod de uden at tale.
Da Giovanni stod paa Trappen og saá det røde Bur inde i Manegens Lys og den mørke Krans af Mennesker rundt om, tog han haardt om Gelænderet. Det var, som om alt Blodet i ham vilde standse sit Løb med ét.
-Giovanni, sagde Batty nede fra. Kommer Du.
Giovanni gik ned, og de ventede ved Siden af hinanden.
Slapt faldt Armen tilbage. Giovanni saá fremme foran sig Buret, hvorLøverne gned sig sammen i Flok.
De begyndte at gaa. Han fulgte Batty. Blikket holdt han ufravendt paa den hvide Trappe. Batty steg op og slog hurtigt Slaaen fra; et Nu betragtede han Giovanni og gik ind.
Da de igen var ude, hørte Giovanni Bifaldet som en drukken Mand BlodetsSus.
De arbejdede hver Aften. Løverne var kælne og logrede som Hundehvalpe. Men undertiden fo'r Giovanni om Natten pludselig op af Søvne: han havde set Løvindens Øjne paa sig i Drømme. Han satte sig op badet i kold Sved, og han saá over til Battys Seng, om han sov.
Timevis sad han i Mørket, med Armene om sine Knæ, i tung Grublen.
I den sidste Tid var ogsaa Batty søvnløs. Naar Giovanni vaagnede, forfulgt af sin evige Drøm, hørte han Batty kaste sig i Sengen og sukke. Men saasnart han mærkede Giovanni var vaagen, laa han ganske stille med dybt Aandedrag, og de laa begge timevis, lyttende efter hinanden, og lod som de sov, og de vaagede begge.
Om Aftenen i Garderoben, naar de sad foran deres Spejle, greb de pludselig hinanden i Haanden med et angst Tryk.
-Giovanni, sagde Batty, hvordan er det gaaet til, at Du hader mig saadan?
Giovanni blev bleg. Det var det, han tænkte paa Nat og Dag.
-Jeg véd det ikke, sagde han sagte, jeg forstaar det ikke.
Og de gav sig igen til at klæde sig paa langsomt og mekanisk.
Det var en Sommeraften, det skete, efter en hed Dag, som havde gjortDyrene rigtig levende.
Batty og Giovanni arbejdede roligt i den gamle Takt. Men den ene Løvinde var ulydig, saa Batty maatte slaa den med Pisken over Snuden. Den blødte. Dyret krummede Kløerne ind og lagde sig knurrende. Giovanni tog ikke sit Blik fra dens gule Øjne.
Det var forbi, og Batty aabnede Døren og lod Giovanni gaa ud. Han fyredePistelen af og vilde lukke Døren til den lille Forstue—da han gled.
Han faldt, saadan—forover—paa det højre Ben—og vilde rejse sig—og greb for sig—og havde Løvinden over sig—og skreg.
Og med sin sidste Kraft, med Dyret i sin Strube, vendte han sig og lagde sin Arm som en Rigle ind i Døren, saa den lukkede.
-Batty.
-Batty. Giovanni sled i Døren.
Tilskuerne, flygtede vildt ned over Bænkene, der knustes. Under Skrig sprang de ned fra Gallerierne.
Man hørte de Besvimedes Hvin og Angstraab fra Børn, der klamrede sig tilLogerne—og man vendte sig ikke, men flyede.
Paa Amfiteatrets Bænke vred Kvinder deres Hænder. Staldmestrene brødes med Giovanni midt paa Jorden.
-Luk—luk Buret! skreg der Tusinde.
—Løverne gik logrende rundt om Battys Lig i den tomme Cirkus, hvor alleBlussene brændte.
Giovanni sad paa en Kasse ude i Gangen. Fraaden faldt fra hans Mund ned paa hans Bryst. To Artister holdt hans Hænder. Da Kammeraterne slap ham, rørte han sig ikke. Armene faldt ned.
Han lyttede til Bruset af Stimmelen og Skrigene, der døde bort—indtil der var stille.
Saa rejste han sig. Hans Ansigt var stift og gult som et Ligs. Han saá Løverne, der listede rundt om Battys Lig, og staaende foran Buret affyrede han to Skud og aabnede Døren.
Løverne gned sig skulende langs med Stængerne, og lempeligt løftedeGiovanni Liget ud. Blodet rislede fra Gulvet i Buret piblende ned paaJorden til en stor Pøl.
Han kaldte paa et Par Staldkarle, og de kom tøvende. De rystede over hele Kroppen.
-Tag ham, sagde Giovanni.
Karlene bøjede sig ned og tog Liget. Men den ene slap Taget. Han besvimede saa lang han var paa Jorden.
Giovanni skubbede den anden væk, og han løftede langsomt det lemlæstede Lig op, og han bar det ud i sine Arme, som et lille Barn. Der blev en lang Vej af Blod til det Sted, hvor han lagde det: paa Løveburets Plads ved Stalden.
Der var ingen. Der var tomt og stille overalt. Han hentede en Baare og lagde Liget paa den og dækkede det med Akrobaternes Tæppe.
Han gik tungt op ad Trappen og aabnede Døren til Garderoben og kastede sig paa Gulvet, plat ned. Han sov, hulkende i Søvne. Der gik Trækninger gennem hans store Legeme.
Da han vaagnede, var det Dag. Han satte sig op, hele hans Krop smertede. Saa saá han Battys Tøj, der hang fra igaar over Stolen. Det gav et Ryk i ham af Smerte. Han saá paa Spejlet. Uhret hang i sin Kæde og var gaaet istaa.
Han blev siddende paa Gulvet og saá længe paa det altsammen. Nu var han alene. Hans Smerte blev i samme Nu til et dumpt Raseri mod dem, Dyrene.
Han rejste sig og gik ned ad Trappen. Han ikke saa meget som tænkte paaLiget. Han gik ind i Manegen. Løverne sov i Buret. De blev vækkede vedStøjen og knurrede. Han tog Skodderne i Stalden, en efter en, og sattedem for.
Saa gik han op igen i Garderoben og klædte sig om. Han skulde ud og købeKød til Løverne, i Byen.
Medens han sad, tog han Battys Uhr og trak det op. Og da det hang der igen, ved Spejlet, dikkende, kom han til at græde og lagde Hovedet ned mod Bordpladen. Han græd længe, sagte fortvivlet. Saa stod han op og gik ud.
Han købte nogle store Oksekøller hos en Slagter, og han fulgte selv med Drengen, der bar dem hjem. Han blev hjemme hele Dagen, og han borede med et gammelt Vridbor lange Gange i Kødet og fyldte dem med Stryknin.
To Politiembedsmænd kom for at faa Forklaring om Ulykken. Giovanni svarede roligt og hørte ikke op med sit Arbejde.
Da det mørknede, gik han ud. En Dreng bar Kødet, pakket ind i et Lagen.
Cirkus laa tom og mørk. Forestillingen var aflyst.
Giovanni tændte to Staldlygter og gik ind i Manegen. Buret stod med sineSkodder paa samme Sted som om Morgenen. Han gav Drengen enDrikkeskilling og lod ham sætte Kødet fra sig; langtsomt tog hanSkodderne fra og stillede dem i Kreds op ad Manegen.
Saa viklede han Lagenet op og kastede Kødet ind, Stykke for Stykke.
Løverne greb det knurrende og sled det itu og slugte det. Giovanni saá paa de hvide Tænder i Kødet.
Han satte sig paa Manegen og ventede.
I Halvmørket gned Dyrene sig som Skygger rundt i Buret.
Ubevægelig stirrede han hen, hvor Løverne flakkede uroligt rundt; de skubbede sig op ad hinanden med korte Brøl. Klagende strakte de deres Kroppe ud paa Sandet, og de spilede Øjnene op og strakte de tørre Tunger langt ud og slikkede de kolde Stænger.
Giovanni rørte sig ikke.
Dyrenes Øjne lyste i Mørket som gule Flammer, der blev lysere og matte og slukkedes. De borede deres Kroppe ind i Krogene under sagte Jamren, og de begyndte at ralle, og pludselig fløj de, rasende, op mod de klirrende Stænger og brølede fortvivlet; de faldt ned, og sky slæbte de sig forbi hinanden og væltede sig om paa Ryggen, og der kom fra deres opspilede Gab afbrudte og kvalte Brøl, som om deres Struber snøredes sammen.
Lysene i Lygterne var ved at brænde ned. Det blev helt mørkt.
Giovanni blev siddende og hørte den sagte Rallen fra Buret, hvor der blev stille—lidt efter lidt.
Han syntes, det hele var saa græsselig elendigt, altsammen.
Han tænkte paa saa mange sørgelige Ting. Han tænkte paa de lystigeBrolæggere, som i et Aar alle havde kastet sig ned paa Gaden og var dødeder paa Stenbroen. Han tænkte paa sin Fader, som havde siddet ved hansSeng og presset ham for Penge.
Han tænkte paa Batty—paa Batty, som var død.
Han lyttede. Det var blevet ganske stille. Saa kom der et dybt Suk og endnu et. En lille sagte Kradsen af en Pote—og ikke mere.
Giovanni tænkte paa, hvad han nu skulde blive. Han var ikke saa ung mer, og han havde ikke længer nogen Specialitet.
Han maatte vel forsøge at blive Klovn, Jokey-Parodist. Hvis han kunde det for sit Ben.
Giovanni stod op og gik frem gennem Mørket. Han syntes, det var, som han slæbte en tung Byrde hen efter sig.
* * * * *
Han var syv Aar, da han første Gang blev stablet op paa en Tribune, i enFløjlsbluse med Kniplinger, ved en Velgørenheds-Koncert i Trokadéro.
Han gjorde Lykke: han kunde knap holde paa Violinen.
Efter Udførelsen af "Kakadu der Schneider" blev han kysset af heleKomitéen.
Hr. Theodor Franz sendte Bud efter ham næste Morgen. Den storeImpresario vilde se ham. Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte selv sinSøn derhen. Hr. Emmanuelo de las Foresas var stærkt bevæget. Han indsaa,Øjeblikket var kommet.
Hr. Theodor Franz sad i sit Privatkontor foran det store Skrivebord i sin Yndlingsstilling, Napoleon efter Leipzig.
Naar han sad saadan, talte man ikke til Hr. Theodor Franz; man ventede.Man vidste, han sad og erobrede Verden, og man forstyrrede ham ikke.Adelina Patti havde siddet her og ventet i ti Minutter for ti Aar siden.
Hr. Emmanuelo de las Foresas ventede uden saa meget som at sno sin Knebelsbart. Lokke-Ungen følte Momentets Alvorlighed og suttede stille paa sine Knoer.
Saa der var ganske tyst i Hr. Theodor Franz' Privatkontor, hvorVerdensberømmelserne i Lystryk stirrede ned fra Væggene.
-Altsaa—hvad hedder han?
Hr. Emmanuelo de las Foresas fo'r sammen.
Naar Hr. Theodor Franz talte, var det rungende, som om han skulde overdøve et Erardsk Flygel. Folk, der hørte ham første Gang, fo'r altid sammen ligesom Hr. Emmanuelo de las Foresas. Hr. Theodor Franz vidste det, men han ansaa det for formaalstjenligt, at Folk fo'r sammen.
-Altsaa—hvad hedder han?
Hr. de las Foresas fik sagt:
-Carlo de las Foresas.
-Hm—og hvorfra? Hr. Theodor Franz antydede ved en meget ubetydeligHaandbevægelse, at Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde sætte sig.
-Tak. Det hjalp paa Hr. de las Foresas at komme til Sæde. Han placeredeLokke-Barnet mellem sine Ben og begyndte at tale.
Hr. Emmanuelo de las Foresas holdt meget af at tale. Han var fra Chile.Det kunde synes besynderligt, at Grander af Spanien slog sig ned iChile. Men Hr. Emmanuelo de las Foresas havde gjort det. Det var etPronunciamento. Dette Pronunciamento var Hemmeligheden i Hr. de lasForesas Historie. Det var foregaaet i Mexiko. Hvad det havde at gøre medSpanien, vidste ingen. Der kom overhovedet, naar Hr. Emmanuelo de lasForesas fortalte sin Historie, et Punkt, hvor det ikke var saa ganskelet at følge ham. Det laa i, at han færdedes meget livligt i toVerdensdele. Man vidste aldrig, paa hvad Side af Oceanet man havde ham.Men pludselig endte han paa de kanariske Øer.
Dér var han, da Hr. Theodor Franz slog ud med Haanden:
-Vel—han er født i Provence.
Hr. Emmanuelo de las Foresas sprat til:
-I Provence!
-Ja—min Herre—i Provence. De er borgerlig, min Herre, og fra Provence.
Hr. Theodor Franz rejste sig.
-Publikum er træt af det exotiske, min Herre—Publikum tror ikke paa Adel paa Tribunerne, min Herre—Publikum er træt af Humbug. Publikum vil det reelle—Publikum vil ikke føres bag Lyset.
Hr. Theodor Franz raabte hver Sætning som en Dagsbefaling. Publikum kom som et Trompetstød.
-Publikum er træt. Publikum vil Værdighed. Publikum bør tages med Ro, min Herre.
Hr. Theodor Franz svedte. Publikums Bonsens ophidsede ham tilBegejstring.
Hr. Emmanuelo de las Foresas nikkede til hver Sætning.
Hr. Theodor Franz saá paa Lokke-Drengen:
-Han er syv Aar.
-Lige fyldt.
-Vi siger seks. Han kan gaa for seks. Hr. Theodor Franz bøjede sig ned:Hvad er det? han pegede paa en Diamantknap til ti Francs, Carlo de lasForesas havde i sin Krave. Tag den af.
-Den er et Arvestykke, sagde Hr. de las Foresas.
-Min Herre—Hr. Theodor Franz kunde kæmpe med et Orkester—Publikum tror ikke paa Arvestykker.
Hr. de las Foresas tog Knappen af.
-Og nu til Sagen—til Kunsten. Hvor stort er hans Repertoire.
-Tre Numre.
-Og Kakadu der Schneider, sagde Lokke-Ungen.
-Vel, min Herre. Jeg skal opsætte Betingelserne. De skal høre fra mig.
Hr. Emmanuelo de las Foresas og Lokke-Ungen gik.
Hr. Theodor Franz satte sig foran sit Skrivebord. Han tyggede Negle. Hr.Theodor Franz tyggede ofte Negle, naar han tænkte dybt.
Det var den sidste Dag, den Familie var fra Chile.
Hr. Theodor Franz havde mistet Tilliden til det tropiske. Publikum havde tabt Smagen for det vidtløftige. Hr. Theodor Franz pousserede det idylliske.
Hans Kunstnere udgik alle fra borgerlige Hjem. Hans største Sukces var med Amerikanerinden, som han havde fundet i en Kirke, og som aldrig optraadte paa Teatret, fordi det stred mod hendes religiøse Overbevisning. Han havde rørt to Verdensdele, naar han om Søndagen var kørt med hende til Kirke.—
Om Aftenen meddelte Hr. Theodor Franz Bladene, at det lilleViolin-Vidunder Charlot Dupont for Øjeblikket tog Timer hos ProfessorDinelli.
-Som bekendt er det lille Vidunder fra Provence af den bekendte orleanistiske Embedsmandsfamilie Dupont.
Hr. Theodor Franz var glad ved Ordene: orleanistisk Embedsmandsfamilie. Det var fortræffeligt. Egentlig var det komplet faldet ham i Pennen. Men det var fortræffeligt: "orleanistisk Embedsmandsfamilie Dupont".
Det var et helt Perspektiv af Hæderlighed og borgerlig Honnethed.
Hr. Theodor Franz var ligefrem snublet over Dørtærskelen til en Sukces.
Den næste Dag gjorde han Visit hos Familien de las Foresas. Han ønskede at se, hvad han kunde byde den. Han maatte op i femte Etage; Overtøjet i Gangen var luvslidt, svær Mængde Børnetøj, købt i Butik for færdigt. Han ventede i en raakold Salon med Madlugt.
Hr. Theodor Franz bød 800 Francs om Maaneden for et halvt Aar. Hr.Emmanuelo de las Foresas tog det halve i Forskud og slog til.
Charlot fik en Lærer, som spillede de tre Numre med ham. Hr. TheodorFranz var tilstede ved Timerne. Han mærkede sig alle Stederne, hvorCharlot spillede falsk. Dér skulde han smile til Publikum.
Tiden nærmde sig for den første Koncert. Den skulde finde Sted iBryssel.
Dagen før de skulde rejse, gjorde Hr. Emmanuelo de las ForesasAfskedsbesøg hos Hr. Theodor Franz. Hr. de las Foresas var en bøjeligNatur, han var helt Orleanist: Lidt militærisk, Guidknapstok og graaKnebelsbart.
-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, hvorfor bærer De ikke Flor?
-Flor?
-Ja—har jeg ikke læst, at Charlot er moderløs, min Herre.
Da Hr. Dupont rejste, havde han Flor om Hatten. Hr. Theodor Franz bragte Charlot en Present. Det var et Tøndebaand med hans Navnetræk. Han havde det med i Kupeen.
Hr. Theodor Franz blev i Paris. Det var et Princip. Han holdt sig altid tilbage.
-En Impresario skræmmer Pressen, min Herre, sagde han til Hr. de lasForesas. De Herrer tror man kommer med Lommerne fulde af Humbug. DeHerrer af Pressen er saa mistænksomme.
Men Morgenen efter den første Koncert kaldte et Telegram ham tilBryssel. Han ventede endnu et Døgn, læste Brysselerbladene og rejste.Det lille Violin-Vidunder Charlot Dupont havde nærmest gjort Fiasco.
Hr. Emmanuelo de las Foresas modtog ham paa Banegaarden. Han var spag og sørgmodig vrøvlet.
-Hvad kan man forlange af et Barn, sagde han. Hvad forlanger man? Han kan vel ikke spille som Sarasate.
-Min Herre—ti stille—Han har spillet som et asen.
Charlot var forknyt. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde pryglet ham, saa han var blaa og gul over Ryggen. Han skævede til Hr. Theodor Franz og ventede mer. Men Hr. Theodor Franz pakkede et helt Lager af Pariserlegetøj ud og spredte det over hele Stuen. Charlot saá, der var ikke Tale om Prygl.
Hr. Theodor Franz søgte en ny Lærer, og de begyndte igen at indstudere de tre Numre. De spillede Time efter Time, til Charlot var segnefærdig. Hr. Theodor Franz udstyrede Spillet med mange Smil og barnlige Gestus.
Charlot stod ganske sløv, spillede, gjorde efter og smilede.
Tilsidst begyndte han at græde, Violinen faldt ham ud af Hænderne, og han gned Taarerne ud over sit Ansigt.
-Naa—en Gang til …
-Jeg er saa træt, han græd, jeg vil ikke.
-Kun én Gang til, saa faar Du Konfekt … Charlot tudede.
-Jeg vil ikke ha'e Konfekt, sagde han.
-Hvad vil Du da ha'e—naar Du er artig og spiller en Gang til …
Charlot saá ud gennem Fingrene.
-Cigaretter, sagde han.
-Naa—spil saa.
-Tre, sagde Charlot.
-Naa—ja—tre.
Charlot tog Hænderne bort fra Ansigtet. Jeg vil se dem, sagde han.
Hr. Theodor Franz lagde tre Cigaretter paa Bordet, og Charlot spillede endnu en Gang, rystende over hele Kroppen, saa træt var han.
Klokken to var Undervisningen forbi. Hr. Theodor Franz spadserede selv med Charlot paa Boulevarden. De havde det kønne Tøndebaand med. Charlot vilde helst sidde paa en Bænk, han var saa søvnig, som havde han Sand i Øjnene. Men Hr. Theodor Franz gav ham smaa Knubs, til han blev vaagen og løb med Tøndebaandet.
Hr. Theodor Franz talte venligt med alle de velklædte Børn, og han gav dem Konfekt og Godter. Han satte ogsaa Lege i Gang. Hvor der var Mødre med, konverserede han og præsenterede Charlot, naar han da kunde finde ham. For han forstak sig oftest og sad krøbet sammen og sov ved Foden af et Træ, med Hovedet ned mod sine Knæ.
Saa blev han knubset op—Hr. Theodor Franz knubsede rigtig fast, med de knyttede Knoer lige ned mod Nøglebenet—til han blev vaagen og fik fat paa Pisk og Top, som laa ved Siden af ham paa Jorden.
-Han er saa livlig, sagde Hr. Theodor Franz, en rigtig Dreng—er han.
En Dag var han bleven rent borte. Han var ikke til at finde paaBoulevarden. Hr. Emmanuelo de las Foresas Og Hr. Theodor Franz søgteomkaps. Tilsidst fandt de Charlot inde i Parken, omme bag en Stensokkel.Han stod omringet af en hel Flok smaa Unger. Han stak dem Cigaretten iMunden og lærte dem, hvordan de skulde "bakke". Ungerne skar fæleAnsigter og hostede af Røgen.
Charlot blev ked af det.
-Idioter, sagde Drengen. Meget stolt pustede han selv store Røgskyer ud i Luften.
Da de kom hjem den Dag, fik Charlot første Gang Prygl af Hr. TheodorFranz.
Da de havde prøvet de tre Numre en Ugestid til, var Violin-VidunderetCharlot Dupont saa elskværdig at ville spille et Par Numre for Elevernei Hr. Rochebrunes Skole, Hr. Rochebrune havde indbudt enkelte afElevernes Mødre og Tanter.
Charlot spillede de to Numre og "Kakadu der Schneider". Der havde aldrig været en saadan Jubel i Hr. Rochebrunes Skole. Mødrene var rørte. Charlot gik rundt til Kyssen. Bagefter stod Damerne i Vinduerne og saá ham lege Tagfat i Skolegaarden.
Der kom Notitser i Bladene. Et Par andre Skoler indbødViolin-Vidunderet.
Hr. Theodor Franz kørte rundt med Charlot til Kritikerne. Charlot var blevet et ualmindelig søvnigt Barn. Knap var han til Sæde i Vognen, før han sov ind i sit Hjørne. Og kom de op til de fremmede Mennesker—Hr. Theodor Franz besøgte Folk i deres Hjem, han holdt af Hjemmene—stod han og maabede ved Siden af Hr. Theodor Franz' Stol og drævede frem et Ja eller et Nej.
Det var paa Besøg hos Hr. Deslandes. Hr. Deslandes var Korrespondent ved Times. Hr. Theodor Franz talte med Sordine—Hr. Theodor Franz talte altid med Sordine med Autoriteterne og de Herrer af Pressen—om sin Ven Hr. Ambroise Thomas.
Inde i Stuen ved Siden af, gjorde Hr. Deslandes' uvorne Unger etHimmelspektakel. Man kunde ikke høre Ørenlyd.
Hr. Deslandes aabnede Døren og skændte. To Sekunder efter begyndte Spektaklet igen. Min Herre—bevar'es lad dem dog lege—Hr. Theodor Franz talte mildt—Børn er Børn.
Han saá paa Charlot, der sad og dinglede i en Stol:
-Charlot—Du maa vist gerne gaa ind og lege med Hr. Deslandes' Børn.
Det maatte han naturligvis gerne.
-Hører Du, Charlot—Du maa gerne gaa ind og lege med Hr. Deslandes'Børn.
Charlot blev siddende og rørte sig ikke. Han nærede en fuldkommenLigegyldighed for Kritikeren Hr. Deslandes' Afkom.
Hr. Theodor Franz bøjede sig ned, og med et Knubs lige mod Nøglebenet sagde han mildt:
-Generer Du Dig, lille Charlot. Hr. Deslandes siger jo, Du maa gerne gaa ind og lege med hans Børn …
Charlot kom hurtigt ned af Stolen og ind til Hr. Deslandes' Børn. De var rødhaarede og morede sig med at stikke den fremmede Dreng med Knappenaale.
Hr. Theodor Franz og Hr. Deslandes stod i Døraabningen og glædede sig over Børnene.
Det var et Par Dage før det lille Violin-Vidunders anden Koncert.Koncerten blev en stor Sukces. Eleverne i Hr. Rochebrunes Skole havdeFribilletter og overrakte Charlot Dupont en Kæmpekrans.
Charlot blev fotograferet staaende i Kransen som Ramme.
Det var en meget stor Sukces. Efter den tredie Koncert—Programmet var efter Opfordring det samme som ved den anden—førte Hr. Theodor Franz personlig Charlot Dupont til Skandinavien. Hr. Theodor Franz satte megen Pris paa Skandinavien. Der fik det lille Vidunder Ilddaaben. Vejen laa aaben gennem Europa. I Løbet af to Aar afsøgtes hele Marken, man trængte frem til Baku.
Charlot Dupont gav Patti-Penge Europa rundt.
Charlot fejrede sin syvaarige Fødselsdag hver Gang, han gavAfskedskoncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas gik stadig med Flor om sinHat.
Hr. de las Foresas var iøvrigt meget tilfreds. Han tjente mange Penge, og han genoptog visse Ungdomspassioner. Han havde altid været følsom overfor Blondiner af en vis Fylde, og han havde en Gang sprængt Baden. Han holdt af en lille Baccarat om Aftenen efter Koncerten, og han fandt ret hyppigt rundt i Europa et blondt Embonpoint at glæde sig ved.
Saadan gik det Par Aar.
Selskabet tilbragte sin meste Tid paa Jernbanen. Der blev jævnt givet Koncerter hver Dag. Om Morgenen tidligt skulde de afsted til Toget. Hr. de las Foresas ruskede Charlot livligt i Lokkehaaret. Drengen sov tungt og strittede imod i Søvne. Hr. de las Foresas hev ham Vand i Ansigtet for at faa ham vaagen. Charlot græd og fik klynkende sine Strømper paa siddende paa Sengekanten. Hans Lemmer var som Bly, saa tunge.
Han blev klædt paa, og søvndrukken ravede han rundt i Halvmørket mellem de aabne Kufferter, der blev pakkede ind hulter til bulter. Han faldt i Søvn igen over den lunkne The, siddende med Koppen i Haanden. De ruskede ham op igen, og frysende og blaa i Ansigtet rumlede Selskabet af i den klamme Omnibus til Jernbanen. Just fredeligt gik det ikke. Hr. Emmanuelo de las Foresas og Hr. Theodor Franz skændtes altid om Morgenen.
Charlot rullede sig sammen som en Bylt i et Hjørne af Kupéen og sov.
Naar Charlot vaagnede, saá han Faderen Og Hr. Theodor Franz: med løsteKlæder flød de henad Sædet. Hr. Theodor Franz snorkede.
Waggonen rystede frem og tilbage, Lokomotivet gyngede af med sin langsommelige Støj. Heden i Kupéen døsede Charlot hen, han var søvnig uden at kunne sove. Han flyttede sig træt baade af at sidde og af at ligge. Han lagde sig op paa Knæ og saá ud. Det var altid lige ét: Træer og Huse og Mark. Det eneste, han brød sig om, var smaa Hunde. Dem vilde han ud paa Perronen og klappe.
Hen paa Eftermiddagen kom de til Koncertstedet, nye Karle rumsterede med deres Kufferter, og Charlot saá livlig ud hen over Perronen med Favnen fuld af Legetøj, og der kom Fart paa, mens de slugte noget Mad, og Charlot blev udstafferet i den Fløjls, og de naaede op til Koncerten. Naar Spændingen saá var ovre, efter det første Nummer, faldt Charlot ofte i Søvn i en Krog i Kunstnerværelset, og de maatte vække ham, naar han skulde ind igen.
De kørte hjem og spiste til Aften, og Hr. Theodor Franz og Hr. Emmanuelo de las Foresas blev højrøstede ved deres Flasker. Charlot blev ogsaa levende ud paa Aftenen. Han fik Cognac og Vand, rødkindet sad han og hørte til.
Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde mange muntre Historier om vel udviklede Blondiner fra de to Verdensdele. Hr. Theodor Franz havde ogsaa sine Minder. Charlot lærte en Del af hvad Livet saadan giver.
De talte ogsaa om Haandværket.
Hr. Theodor Franz strakte Benene fra sig; og han blev oprigtig, medHænderne i Lommen.
-Pressen—min Herre—man skal ikke bespise den—det er det dummeste, man kan gøre at bespise den—jeg bespiser den aldrig, Mad gør Pressen urolig, min Herre. Opsøg dem i deres Hjem, spis tynd Suppe i Familiekredsene, min Herre—vær fordringsløs—skriv mange Smaabreve, min Herre. Det er Sukces'en.
-Ja—det er Vejen, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas.
Det er det billigste, sagde Hr. Theodor Franz.
Hr. de las Foresas nikkede.
-Miss Tisbyrs har ikke kostet mig saa meget som en Flaske Bordeaux … Hun var religiøs, hun drak ikke Spirituosa—vi drak alle Vand, min Herre … hun tjente tilsidst fem tusind Francs pr. Aften … Har De hørt hende?
-Ja.
-Saa behøver jeg ikke tale om hendes Stemme, min Herre.
Hr. Theodor Franz tav lidt.
-Blomster—det er en Dumhed med Blomster … Publikum tror ikke mere paaBlomster … Miss Tisbyrs kostede mig seks og tyve Kristus paa Korset àtre Francs—overrakte hende paa Podium af en Deputation … det gør enEffekt … Kristus paa Korset omvundet med Immorteller, min Herre—MissTisbyrs græd …
De talte om Alverdens Virtuoser og Artister. Hr. de las Foresas sagde mest bare Ja og Amen.
-Publikum er aldrig ekstravagant, Publikum er dydigt—man skal vende sig til Hjertet—Følelsen—appellere til Følelsen. Det er Sagen.—Jeg har reddet ti Sangerinder med "Ave Maria" til Harpe … Jeg vil skabe en Formue ved at stable et ungt Fruentimmer op ved Siden af en Harpe.
Hr. Theodor Franz satte ikke Pris paa de store Sangerinder. De rentud fortørnede ham: Det er en Fornærmelse, sagde han. En Fornærmelse mod den sunde Sans.
-Patti, sagde han, Patti, min Ven. En Humbug, min Herre. Patti har ruineret tyve Impresarier. Jeg er ikke Forgylder, jeg vil gøre Forretninger—tolv tusind Francs for to Arier—jeg kalder det for en Fornærmelse. Skab Stjernerne—skab dem—jeg er Impresario, min Herre, jeg er ikke Elefanttrækker.
Charlot gik frem ligeoverfor Hr. Theodor Franz, han hørte til medArmene op paa Bordet.
Hr. Theodor Franz raslede med Hundrede-Tusinderne, saa det klang.
-At skabe—at skabe—det er Kunsten … Hr. Theodor Franz sank hen, og de to Herrer drak nogen Tid i Stilhed. Charlot saá stadig med store Øjne paa Hr. Theodor Franz, der sad tænksom i Stolen.
Hr. Emmanuelo de las Foresas begyndte at blive søvnig. Hr. Emmanuelo de las Foresas Knebelsbart hang sørgmodigt, naar han var søvnig.
-Men det er snart forbi—det gaar ikke mer … Man vil ha'Fribilletter, man gaar kun paa Fribilletter. Der er altfor mangeVerdensberømmelser, man snubler over Berømmelser … der er for megenHumbug … jeg har sagt det, jeg har sagt det til de Herrer af Pressen:Mine Herrer, har jeg sagt, De kvæler Kunsten, mine Herrer, De skriverfor mange Feuilletoner, mine Herrer, har jeg sagt, De lyver for stærkt,mine Herrer … Men hjælper det—hva' hjælper det … De skriver joFingrene af sig—de holder ikke op med at skrive Fingrene af sig.
De ødelægger os Sagen—de skelner ikke—Det er konkurrencen—den ene skriger højere end den anden—Publikum kan ikke høre Ørenlyd.
Min Herre—de store Formuer er tjent … Om ti Aar gi'er jeg ikke hundrede Mark for en Verdensberømmelse. Hr. Theodor Franz tav. Hænderne faldt slapt ud af Lommerne.
-Ikke hundrede Mark…
Hr. Emmanuelo de las Foresas fo'r sammen ved Stilheden, og med ét blev han omhyggelig fo'r Charlot, som var falden i Søvn med Hovedet paa Bordpladen.
-Charlot—og Du er oppe endnu—Charlot … at vi glemmer Barnet.
Og Hr. Emmanuelo de las Foresas fik ham stoppet i Seng; han halvsov, mens han blev klædt af.
Men pludselig slog Charlot Øjnene op, og hæs af Søvn sagde han:
-Fa'er—har vi mange Penge?
-Penge?
-Ja.
-Jo—o—vi har Penge.
-Naa. Og Charlot sov ind.
Charlot spurgte i den sidste Tid ofte om det: om Pengene.
Undertiden var Hr. Theodor Franz ikke med paa Rejsen. Han var taget iforvejen. Saa spillede Hr. de las Foresas Kort med Charlot i Kupéen.
De spillede om Regnepenge. De forgyldte Mønter flød rundt om dem paaSædet. Hr. de las Foresas fortalte livlige Historier. Han fortalte omBanken i Baden, han havde sprængt.
-Den Gang, der endnu var Bank i Baden. Han fortalte om Spillehulerne iMexiko—der kunde man da vinde, naar man forstod det. Men Hr. Emmanuelode las Foresas turde sige, at han forstod det. Det var da endeligFormuer det, Guld det. Guld at tale om det.
Charlot hørte og vogtede paa Kortene og samlede Mønterne sammen paaSædet.
-Og Janeiro da—Rio Janeiro da—Hr. Emmanuelo de las Foresas lod Kortene synke—hen mod Morgen, naar Guldet slap op—og Diamanterne kom frem paa Bordet—Diamanter i hundredvis flød over Tæppet …
-Eller Peru da. Tak skulde man ha'e, for saadan en Beværtning somMonaco!
-Nej—det var noget at tale om—naar man forstod…
Men Hr. Emmanuelo de las Foresas turde sige, han havde forstaaet en Del i sine unge Dage.
Og han havde endnu rigtig rare Fingre, rigtig gesvindte Fingre.
Det var Kunsten med Knappenaalen, Tæppet og den fine Silketraad, som svippede Kortet væk lige for Næsen af Bankøren. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde gjort Kunsten i Baden, i Baden, mange Gange. Han vilde prøve, om han kunde endnu.
-Ja, prøv Fa'er.
Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde endnu.
-Det er et Talent, sagde han. Et rent Talent. Det sidder i Fingrene. Han gjorde alle Kunsterne om igen, foran Charlot, paa Sædet. Drengen gjorde efter, om og om igen. Hr. Emmanuelo de las Foresas saá til. Han blev glad, han lærte, han rettede.
-Bravo—Bravo. En gang til.
Charlot gjorde Kunsten.
-Rigtig, rigtig, men den Dreng har Talent. Men—Bravo—Bravo. Han var virkelig fingernem.
De spillede videre. Charlot tabte. Han slugte hvert Kort med Øjnene og holdt paa Regnepengene med Hænder, der rystede af Iver.
Han tabte igen.
-Du snyder, Fa'er, sagde han og greb ham om Haanden. Du har dobbelteKort.
Hr. de las Foresas blev vred.
-Man spiller ikke falsk med sine egne Børn, sagde han. Han vilde ikke spille mer.
Men Charlot blev vred, han spillede med Makker, med alle Kort ud overSædet. Regnepengene raslede i hans Hænder.
Naar Hr. Emmanuelo de las Foresas og Charlot var alene, gik Tiden rigtig nemt.
Naar de var ene, kom der ogsaa altid en Dame og spiste til Aften med dem efter Koncerten. Charlot holdt meget af de Damer. De kyssede ham i Ørene og skiftede Cigaret med ham. De klædte ham af, naar han skulde i Seng, og dansede med ham i Natkjolen. De var saa venlige imod ham i alting.
Han hvinte, saadan kildede de ham.
Charlot fik mange Ting foræret. Hr. Emmanuelo de las Foresas tog det altsammen i Forvaring.
En Gang imellem i Jernbanen, midt som de sad, sagde Charlot:
-Fa'er—hvor er egentlig vore Penge?
-I Paris.
-Hm. Er det mange nu?
-Aa—ja. Men Mo'er skal ogsaa leve, der gaar meget med.
Der var Dage, hvor Pengene spøgede uafbrudt hos Charlot. Saa glemte han dem igen lang Tid.
* * * * *
Det tredje Aar gik. Hr. Theodor Franz havde ladet Charlot indstudere etfjerde Nummer. Det var "Radetzky-March". Charlot udførte den paaBarneviolin. Første Gang han spillede den, var i Pest. Charlot var iMagyaruniform, og Studenterne trak ham hjem.
Hr. Theodor Franz havde altid saa lykkelige Idéer. Han rettede en Takskrivelse til Studenterne, hvori han meddelte, at Charlot Dupont vilde spille til Fordel for de Vandlidte.
Hr. Theodor Franz og Hr. Emmanuelo de las Foresas opsatte Skrivelsen sammen.
-Men hvor er de Vandlidte, sagde Hr. de las Foresas.
-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der er altid Vandlidte i Ungarn.
Hr. Theodor Franz forstod at skrive aabne Breve. Det var hans Specialitet. Han havde haft sin allerstørste Sukces med et aabent Brev. Det var med Miss Tisbyrs, da han i et Brev til Publikum frabad sig Applaus ved en Kirkekoncert for at skaane Miss Tisbyrs' Finfølelse. Koncerten havde givet seks og tyve tusind Francs Brutto—(og hvad koster saa disse Kirker, min Herre? intet—ingenting, man har dem jo for intet)—og hele Byen havde raabt "Leve" udenfor Kirken.
Hr. Theodor Franz skrev, at Hr. Emmanuel Dupont, det lille Kunstnerfænomens Fader—han har med Hæder tjent sit Frankrig og er forbleven tro mod Orleanerne, sit Fyrstehus—var uendelig lykkelig over, at hans Søn kunde vise sin Sympati mod et Land, der altid havde bevaret en urokkelig Tro paa hans dyrebare Fædrelands Overlegenhed og Fremtid.
Hr. Emmanuelo de las Foresas havde Taarer i Øjnene.
Ved Koncerten for de Vandlidte var Huset udsolgt, før Billetkontoret blev aabnet. Koncerten sluttede med "Kakadu der Schneider". Da Charlot blev fremkaldt for nittende Gang, gav han "Radetzky-Marchen" som ekstra.
Næste Dag begyndte Turen Ungarn rundt. Hr. Theodor Franz tog tohundredetusind Gylden ind paa den Rejse.—
Charlot skød svært i Vejret. Et langt Stykke tyndt rødt Ben stak op af hans korte Sokker. Hr. Theodor Franz lod en Knipling sætte til ved Knæet.
Om Aftenen, naar hans Blik faldt paa Charlot, der hang langs en Stol med sin evige Cigaret, saá Hr. Theodor Franz bekymret ud.
-Min Herre—Charlot maa være otte, sagde han. Man kan ikke være syvAar, naar man snart kan træde ind i Garden.
Charlot gik nu stærkt i sit ellevte.
* * * * *
De gav Koncerter i Berlin. Naar de var forbi, skulde Charlot hjem tilParis og have en Maaneds Ferie, før Vejen gik til Amerika.
Det var paa en af de første Koncerter, Charlot havde spillet og stod iKunstnerværelset og hørte paa Applaus'en fra Salen. Der var en hel DelMennesker i Kunstnerværelset.
-Ind—ind, sagde Hr. Theodor Franz.
Charlot gik ind. Bifaldet brød løs som en Storm. Ud og ind igen og endnu en Gang ind.
Han stod i Kunstnerværelset varm og ophidset af Bifaldet. De klappede endnu.
-Ind—ind, raabte Hr. Theodor Franz fra Døren.
Ind igen.
Charlot vendte tilbage. Han havde Favnen fuld af Blomster. Træt lod han dem falde ned paa Gulvet og lænede sig til Dørstolpen.
Han følte en Haand gennem sit Haar og saá op. Et mildt, sørgmodigtAnsigt med store Øjne var bøjet ned over ham. Inde i Salen lødApplaus'en endnu.
Han vidste ikke hvorfor, men pludselig slyngede han Armene om den unge fremmede Mands Hals og knugede sig op til ham.
Den unge Mand blev ved at klappe hans Haar.
-Pauvre enfant—mon pauvre enfant.
Det var en Kritiker ved et stort Dagblad. Han kom hver Dag og hentedeCharlot ud at spadsere. De spadserede i Alléerne i Thiergarten. Charlotholdt altid Hugo Becker i Haanden. Han talte om sine Penge og om sineRejser som en gammel Mand.
-Hvor er dine Penge? spurgte Hr. Becker.
-I Paris—hos—Charlot vilde sige sin Moder—i Paris, gentog han saa.Fa'er sender dem til Paris.
-Ja saa—din Fa'er har dem.
Charlot blev ved at fortælle, mens de gik Alléerne op og ned.
Hr. Theodor Franz rejste til Paris. Et Par Dage efter tog ogsaa Hr.Emmanuelo de las Foresas bort.
-Jeg maa jo forberede hans Hjemkomst, sagde Hr. de las Foresas. Jeg skal hjem og slagte den fede Kalv. Hr. Emmanuelo de las Foresas rejste i Stilhed til Potsdam med en Blondine, som vejede 220 Pund.
Charlot blev tilbage hos Hr. Becker.
Det var efter den sidste Koncert. Hr. Becker var kommet for at faaCharlots Kuffert pakket.
-Charlot, sagde han. Jeg har sparet nogen Penge til Dig… Det er noget—forstaar Du, Hr. Theodor Franz og Din Fader véd det ikke—jeg har faaet Lokalerne billigere, ser Du—det er et tusind Mark.
-Tusind Mark—til mig—rigtig til mig… Charlot saa Pengene.—Er de til mig? Alle de til mig… Han fik dem og bredte Sedlerne ud, en for en, paa Sofaen til en Vifte, og glattede paa dem og gik fra, og saá paa dem.
Munden stod ikke paa ham. Hvad han skulde købe, hvad han vilde forære … for alle Pengene.
Han delte Sedlerne af i Partier—det til den og det til den.
-For de Penge faar man da nok en Kjole til Mo'er … af Silke.
Han pludrede længe om Moderen og om dem alle derhjemme, om hvordan de havde det, og hvor de boede.—
-Ja—se—Mo'er—hun græder nu mest … Lige med ét blev han blodrød og tav.
-Ja—for det er bare noget … han var lige ved at vande Høns … det er slet ikke sandt, at Mo'er er død … Det er bare no'et, Hr. Theodor Franz vil ha'e … For Mo'er er derhjemme. Det er jo hende, Fa'er sender alle Pengene at gemme …
De sankede Sedlerne sammen, og de blev syet ind i Charlots Bluse, iForet.
-Nu skulde Du gi'e dem til din Tante, Charlot, at gemme—saa ingen véd noget om det—saa har Du dem, naar Du skal købe for dem—ikke …
-Jo—jeg gi'er dem til Tante—saa kan jeg hente dem henne hos hende—ja …
Charlot gik hen til Hr. Becker og stod op ad ham.
-De er … god ved mig, sagde han.
-Synes Du, Charlot. Hr. Becker lod sin hvide Haand gaa hen gennem hansHaar.
-Har De ingen Børn, spurgte Charlot.
-Nej—jeg har ingen Børn.
-Hm … det skulde De ha'e …
-Det faar jeg ikke, Charlot. Hr. Becker lod sin Arm glide ned paaCharlots Skulder og holdt ham lidt ind til sig …
-Men nu maa vi pakke, min Dreng …
Charlot græd, da han skiltes fra Hr. Becker.
—Hr. Emmanuelo de las Foresas' Familie boede stadig paa sin femte Sal.Fru de las Foresas var blevet hvidhaaret. Det var hele Forandringen.
Hr. Emmanuelo de las Foresas lod sig Klokken to bringe den første Kop Chokolade, paa Sengen. Saa stod han op. Fru de las Foresas klædte ham paa. Hun var meget bange for Hr. de las Foresas under Paaklædningen, for han var en Smule vanskelig om Morgenen. Han brugte Krøllejern. Han satte det lidt fast paa Fru de las Foresas Hals—naar han var misfornøjet.
Hele Huset skælvede, mens Hr. de las Foresas gjorde Toilette.
Naar Hr. de las Foresas var færdig med sin Paaklædning, gik han ud.
Saa vandrede Fru de las Foresas rundt, og bævede for naar han kom hjem.
Og alle de ni Unger skød op og halvsultede i den samme evigeForfjamskelse.
Charlot gled ind i det som før. Han spurgte slet ikke om Pengene.
En Dag var der ikke Spor af Mønt i Huset. Fru de las Foresas græd som enVandhane. Hun havde ingen Diner til Hr. de las Foresas.
Charlot gik hen til Tanten og hentede de tusinde Mark. Fru de lasForesas gemte de ni hundrede mellem Fjerene i en gammel Dyne.
Men inde i sig fik Charlot et stort, sløvt Had til sin Fader, ligesom etDyr, der lider ondt.
Hr. de las Foresas tog ham forresten tit med sig ud. De var i Teatret og i Operaen. Hr. Theodor Franz forærede dem Logerne. De sidste fjorten Dage kørte Charlot i Boulogneskoven med to smaa Ponnyer. Han havde en skotsk Dragt paa. Det var Hr. Theodor Franz, der gav ham det altsammen. Han var saa god.
Fru de las Foresas gik ud og satte sig paa en Bænk ved Vejen og saa paaCharlot, naar han kørte forbi i det lange Vogntog.
Saa efter fire Ugers Forløb rejste de og "gjorde" Amerika.
Egentlig satte Hr. Theodor Franz ikke Pris paa Amerika. Amerika stødte hans kunstneriske Følelse. Han sagde, han var ikke Trommeslager.
Han tjente en Formue.
Charlot gjorde alt, hvad de sagde til ham. Hver Nat var han paa Jernbane, og han spillede ofte i to Koncerter om Dagen. Han fik underlig dorske Øjne og var aldeles ligeglad ved alting. Tale gjorde han sjældent. Hvis han tænkte noget, faldt han ingen til Ulejlighed med sine Tanker.
Han røg Cigaretter og Cigaretter.
Mange Timer i Træk tændte han Cigaret efter Cigaret og stirrede paa den blaa Røg. Han sad tilsidst i en hel Sky.
Men ellers gik han, som sagt, hvor man vilde have ham, og gjorde som de vilde, akkurat. Han var træt som en Vandbærer, altid.
Han fik i Chikago en lille Guldviolin, besat med Diamanter. Den blev overrakt ham ved en Koncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas var forhindret den Aften—de amerikanske Fyldigheder forhindrede oftere Hr. Emmanuelo de las Foresas fra at overvære Koncerterne—og han fik ikke Violinen at se.
Næste Morgen lod Charlot Portieren i Hotellet sælge Violinen og sendePengene til Paris til Moderen.
Ved sin Chokolade læste Hr. de las Foresas Bladene og læste om Violinen.
Han vilde se den.
-Jeg har solgt den, sagde Charlot.
-Hva'? Hr. de las Foresas var lige ved at tabe Koppen.
-Ja.
Charlot saá paa sin Fader.
-Jeg har sendt Pengene hjem, sagde han.
Hr. Emmanuelo de las Foresas sad med Koppen i stiv Arm i Sengen og mælte ikke det Muk.
Charlot havde set saa underlig ud i Ansigtet.
Skyde i Vejret gjorde det lille Violin-Vidunder, saa Hr. Theodor Franz kaldte ham for ti Aar paa Plakaterne. Det var i Kalifornien. De tog Havanna, Mexiko og Brasilien.
-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz til Hr. Emmanuelo de las Foresas.Jeg spytter mig i Øjnene—men Tiderne … min Herre: Vi gaar tilAustralien.
Hr. Emmanuelo de las Foresas fandt, at alle Penge var lige gode. De gik til Australien.
Charlot var føjelig. Forresten var der da ingen, der spurgte ham.
Naar Hr. Theodor Franz om Aftenen ved Glassene kom til at se over paa Charlot, som bleg, med hængende Arme, var døset hen i sin Stol, sagde han undertiden til Hr. Emmanuelo de las Foresas:
-Véd De—Charlot er egentlig en god Dreng.
-Ser De, min Herre, det er Behageligheden—Børn gør ingen Ophævelser. De er ikke Tenorister—de melder sig ikke syge—De holder ud … man véd, hvor man har dem … Jeg siger ærligt, jeg "gør" meget gerne Børn.
Violin-Underet Charlot Dupont lod sig spille som en Lirekasse. MenAnfald af Stædighed havde han.
En Dag, da Charlot pakkede sin Kuffert, tog han et for et alt sit Legetøj og slog det itu. Han brød det sønder over Stolekanterne og trampede det i Mas paa Gulvet. Han trykkede Staaltøndebaandet mod Væggen af al sin Magt, saa det blev skævt—han stønnede af Anstrengelsen.
Hr. Emmanuelo de las Foresas kom ind og saá Ødelæggelsen. Charlot stod, højrød i Kinderne, midt imellem Ruinerne.
-Hvad skal det sige? hvad er det med det Legetøj?—
-Jeg har revet det itu, sagde Charlot.
-Er Drengen bleven gal?—
Charlot knyttede begge Hænderne:
-Jeg ta'r det ikke med. Han saá lige paa Faderen. Slip mig, jeg ta'er det ikke med.
Hr. Emmanuelo de las Foresas slap ham. Han havde sine svage Øjeblikke:Hr. Emmanuelo de las Foresas gav sig til at samle Stumperne op.
Alle Folk vendte sig efter Charlot paa Gaderne. Han saá grinagtig ud i sin Bluse, med de lange dinglende Arme, og de tynde Ben, som var bare fra Knæet. Theodor Franz købte ham altid saa barnlige Straahatte.
Gadedrengene raabte tidt efter ham.
En Dag kom Charlot forbi en stor Flok Drenge, som gik fra Skole.
-Nej—se Blusemand—hej—se en Blusemand raabte en.
Der blev en hel Koncert af Fingerpiben og Grin og Raab:
-Ej—hvor er Ammen.—
-Hvem skal knappe hans Bukser …
-Tror I, han er ved de fem …
Blusefaar—Blusefaar— hva' ska' Du ha'e— Blusefaar—Blusefaar— ska' ha' Dada.
Stemte de i, i Kor.
-La' ham faa Ble.
-Har han en Sutte?
-Gi'e ham tørt paa.
Charlot tog en Sten og kastede efter dem.
Han var ikke mere til at drive ned paa Gaden. Hr. Theodor Franz maatte an med sin Myndighed.
-Jeg gaar ikke. Charlot trykkede sig op til væggen, som om han troede, de vilde slæbe ham ud.
-Jeg gør'et ikke …
Hr, Theodor vilde lige til at knubse, Charlot stod bøjet, med sammenbidte Tænder. Det flammede i hans Øjne.
Hr. Theodor Franz lod Haanden synke.
-Jeg gaar ikke i Bluse, sagde Charlot.
-Ikke i Bluse … Er … Hr. Theodor Franz havde set paa Charlot, tynd og opløben stod han i Blusen. Han stoppede i det.
Hr. Theodor Franz havde set, at Blusen gik ikke mere. Charlot fik Trøje.
Han var snart fjorten Aar.
Charlot-Dupont-Turnéen vendte tilbage til Europa.
—Hr. Theodor Franz vilde danne en Kunstnerbuket. Han vilde samle seks Verdensberømmelser paa én Plakat. Publikum var sløvt, det maatte tages med en Trumf. Hr. Theodor Franz talte om et funklende Fragment af den europæiske Kunsts Mælkevej. Violinvidunderet Charlot Dupont hørte til dette Fragment.
Forresten var Selskabet en Altsangerinde af Hr. Emmanuelo de lasForesas' Yndlingsomfang, en Baryton, en jomfruelig Romancetenor, enVioloncellist og Mme. Simonin, Pianistinden.
De rumlede gennem Europa med to Programmer.
-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, jeg ta'er Røgkupé.
Hr. Emmanuelo de las Foresas tog ogsaa Røgkupé.
De andre kørte sammen.
Kupéen flød af Pelsværk og skidne Sovepuder. Altsangerinden rejste udenKorset i et rødt Bluseliv. Hun begravede sig med Overkroppen i allePuderne, som om hun lige skulde til at staa paa Hovedet. Herrerne vendteAnsigterne ind mod Væggene og snorkede.
Hr. Theodor Franz' kunstneriske Fragment blev saa temmelig Intetkøn paaVejen gennem Europa; man generede sig ikke.
Pianistinden led af Varme. Hun klædte sig halvvejs af og rullede sig sammen som en Kat med de nøgne Arme op om Hovedet.
Charlot vaagnede op og saá sig om. Lange Tider kunde han stirre paaPianistindens runde Arme.
Ingen kunde sove mer. Tomhjernede sad de og stirrede sløve paa hinanden.Pianistinden gjorde Fingergymnastik paa et stumt Klavér.
Turnéen fik fire Vittigheder, som blev sagt nogle Gange i Timen.
Saa sov de igen.
Charlot listede sig frem, og nysgerrigt saá han paa PianistindensBarneansigt med de bløde Øjenlaag. Charlot sov ikke mere saa meget paaJernbanen. Han sad stille, Time efter Time, med Blikket hvilende paaMadame Simonin, som hun laa.
Han gjorde ikke en Bevægelse. Han var bange, nogen skulde vaagne. Det var saa godt at sidde ene her i Krogen og se paa, hvordan hun sov.
Naar hun øvede sig, fik han Lov til at holde det stumme Klaver paa sime knæ.
De kom til et Middagssted. Damerne fik Pudderkvasten et Par Gange rundt i Ansigtet og Kaaber om sig. Charlot var altid først ude. Han stod ved den bedste Plads i Spisestuen og ventede paa Fru Simonin.
De lo meget af den lange Charlot med hans Knæbukser.
Han var den, som gjorde mindst Lykke af Hr. Theodor Franz' kunstneriskeFragment. Han blev saa kejtet, med sine lange Arme, og han stod paaTribunen og sank ned i Knæene, som om han vilde skjule sine egne Ben.