The Project Gutenberg eBook ofExcentriske NovellerThis ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this ebook or online atwww.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.Title: Excentriske NovellerAuthor: Herman BangRelease date: April 1, 2004 [eBook #12117]Most recently updated: December 14, 2020Language: DanishCredits: Produced by E-text prepared by Steen Christensen Heidi Christensen, Tonya Allen and the Project Gutenberg Online Distributed Proofreading Team Europe*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK EXCENTRISKE NOVELLER ***
This ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this ebook or online atwww.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.
Title: Excentriske NovellerAuthor: Herman BangRelease date: April 1, 2004 [eBook #12117]Most recently updated: December 14, 2020Language: DanishCredits: Produced by E-text prepared by Steen Christensen Heidi Christensen, Tonya Allen and the Project Gutenberg Online Distributed Proofreading Team Europe
Title: Excentriske Noveller
Author: Herman Bang
Author: Herman Bang
Release date: April 1, 2004 [eBook #12117]Most recently updated: December 14, 2020
Language: Danish
Credits: Produced by E-text prepared by Steen Christensen Heidi Christensen, Tonya Allen and the Project Gutenberg Online Distributed Proofreading Team Europe
*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK EXCENTRISKE NOVELLER ***
Produced by E-text prepared by Steen Christensen Heidi Christensen,
Tonya Allen and the Project Gutenberg Online Distributed ProofreadingTeam Europe
Italics =/
Herman Bang
Franz Panders Moder vaskede for Folk. Hendes Mand havde været Snedker og havde drukket sig ihjel.
Maaske var denne samme Snedker ikke Franz' Fader.
Madam Pander tog undertiden Franz' Barnehaand imellem sine sprukne Næver, og hun spilede hans mærkelig slanke Fingre ud og beundrede deres buede Negle, som var sart lyserøde. Og hun sagde, Madam Pander, at saadan havde hans Fingre været og hans Negle. Snedkeren var det vel næppe.
Muligvis var Franz en Bastard. Han var en kælen Dreng og kilden, som man siger, Elskovsbørn er. Og han havde Fornemmelser som ingen af de andre Drenge i "Kleine Dammstrasse".
Drengene kaldte ham for "Jomfruen". Navnet blev raabt en Dag, da Friskolen badede i Elben, af Klassens vittige Hoved: saa blankhvid og skær var Franz' Krop—og siden beholdt han Navnet.
Det passede godt. Franz legede aldrig, bandede aldrig og røg ikke. Pokker vide egentlig, hvad han tog sig til. I Kleine Dammstrasse i Gadedørene, hvor de andre Drenge spillede Klink og vendte Mølle og skændtes og kom op at slaas, var han aldrig. Hjemme paa Kvisten ikke heller. Mutter Pander kunde sidde angst og vente timevis om Aftenen, før Hr. Franz kom hjem.
-Hvor har Du dog været, Franz?
-Ingensteder.
-Aldrig bestiller Du noget.
-Gav Konsulinden Dig noget?
-Ja, de havde Selskab igaar. Det er Finmad.
Madam Pander tog Postejen Frem fra Kakkelovnen, hvor den stod mellem toTallerkener. Franz spiste den med smaa Smæk med Tungen som en Gourmand.
Det er Champignoner, sagde han. Han elskede de Levninger, Moderen fik rundt i de "gode" Huse, hvor hun vaskede, og han spurgte hende nøje ud om Navnene, og om hvordan man spiste hver enkelt Ting. Til daglig, naar han maatte tage til Takke med Dammstrasse-Kost, spiste Franz kun lidt, og det lidt, han tog til sig, indsyltede han saadan i Peber, at Madam Pander nyste, blot hun saá paa det—saadan fordærvede han den gode Pølse.
Den hele Eftermiddag drev Franz omkring paa Jungfernstieg. Timevis stod han foran de store Galanterivinduer. Mest holdt han af de skinnende forgyldte Bronceting og af Dekoratørudstillingerne, hvor lang Silketøjer flød. Der stod han og maabede. Men længst kunde han dog gabe foran Boghandlervinduerne. Det var Olietrykkene han elskede. Billeder, hvor Mænd i Fløjl sidder til Bords med Kvinder i Silke og Drapperier af rødt og paa Bordet Pokaler af Guld.
Der hang et Stykke paa Hjørnet af "Neuerwall": en mørk Kvinde, atlaskklædt, i gult, stærkt udskaaren, med to Perlerader i Haaret, rakte en rundfingret, diamantdækket Haand til en Page, i hvidt, som bukkede dybt—foran det Billede stod Franz timelang, til han blev ganske hed ved det og fik røde Kinder. For nu var han fjorten Aar.
Vinteraftnerne læste han; alle de Romaner, hvor en vild Fantasi krammer ud Hertuginder med Brillanter om stolte Halse og Markiser, som smægter i Rosen-Orangerier.
Eller han smurte rundt i det rige Kvartér langs Alsteren og saá efterEtager, hvor de tændte op til Fest. Der vogtede han saa ved Portene, tilEkvipagerne kom, og han fik Hjertebanken ved at være saa nær vedDamerne, naar de svippede ud af Vognene med Silke? slæbene løftede, ogved Herrerne, slankvoksede, med Nakkeskilninger og Duft af Pomade.
Efter hvad der lugtede godt var Franz som gal. Hvad Madam Pander kunde rapse—saadan i Ny og Næ—helt uskyldigt (hva' gør'et at ta'e fra de', som har? sagde hun til Madam Fürst ved Rullen,) paa et og andet Toilettebord af Eau de Lubin eller Es-Bouquet i en lille Flaske, hun omsorgsfuldt (Herre Gud—naar det er for Drengen) havde med i Lommen, det brugte Franz over Maade.
Men saadan gjorde nu ogsaa han—han, hvis Hænder og Negle Franz havde arvet.
Og for Resten hele Figuren. For Franz var skudt op og var paa Veje til at blive en smuk Knægt. Blaa Øjne, man vidste ikke ret, om de var tungsindige eller sløve, en lille Mund—for lille egentlig for en Mand—med røde Læber og denne fornemme Næse, lige, med sine Næsebor, der saa let kom til at sitre.
Slank og smidig Krop.
Saadan saá han ud.
Derfor vilde Moderen ogsaa have ham til Manufakturen. Hr. Schaltz havde tilbudt at tage ham.
-For nutildags maa man købe de glatte Ansigter, sagde Hr. Schaltz, og se dem staffere sig ud som Prinser for Skuffebedrøvelsen. Ellers—Gudnaade, om man ser et Fruentimmer indenfor sine Døre saa lang Dagen er.
Men Franz vilde ikke til Manufakturfaget. Sidste Vinter, da han en Aften drev paa Jungfernstieg, var han standset udenfor et stort Hotel. En Klub holdt Bal. Han havde set Ekvipage efter Ekvipage rulle frem og Damerne stige ud og inde i Forsalen Kellnersværmen i deres sorte Kjoler og hvide Slips. Hvordan de bøjede sig over Damerne, og naar de tog Silkeslagene af deres Skuldre, og talte til dem hviskende og gik foran dem gennem Sale, straalende af Lys.
Det vilde Franz være.
Han skulde lære i en Restaurant i Schaumburgerstrasse. En skummel Krog,hvor et Par Dusin øllede Stamgæster kom for at tømme deres Seidler.Franz led ved Arbejdet: at skylle alle disse fedtede Ølglas i det skidneVand, med sine Hænder; og han led ved Luften med dens Stank af Bock ogStank af Tobak.
Men han vidste, at disse Aar maatte til, og han ventede. Han glædede sig ogsaa, fordi han saá, han Dag for Dag blev smukkere. Om Aftenen, naar han dødtræt kom op paa sit Hummer, kunde han sidde længe med Lysestumpen tændt foran sin Stump Spejl, og han betragtede lykkelig sit Ansigt. Han plejede med Ømhed hver Skønhed hos sig selv, og for hver Drikkeskilling værnede han sine Hænder baade med Lilliemælk og andet.
Værtens Søn kom hjem. Han rejste rundt som Kelner og kom nu fra London bare paa Besøg.
Han var fuld af Historier om Hotelpragt med favnhøje Spejle og Trapper af det pureste Marmor og Portierer af Silke. Og fornemme Navne og Vine, hvis Pris Franz aldrig havde anet, og lange table d'hôte-Rækker langs blomstersmykkede Borde….
Franz slugte hver Beskrivelse.
Og en Formiddag, da Værten og hans Søn drev i en Sofa, mens der var tomt i Knejpen, fortalte den vidtberejste "Historier" derovre fra. Franz vaskede op i sin Krog.
-Man har sine lykkelige Øjeblikke—der i London—Kelneren skød Cigarrøgen ud gennem Næsen Og sagde London med engelsk Akcent: Satan til Aristokrati det engelske—Svup sætter de Øjnene paa En, saadan en guldhaaret Miss, rank i Tøjet—ser de tre—fire Gange paa Ens Skabning, saa det kribler En ned ad Rygraden, og man mærker saadan Elektriciteten, naar man kommer dem nær med Fadet … Na—saa har man jo Rutinen og kender Numret….
Vært og Søn lo fortroligt, og Sønnen fortalte om et Par "Satans heldigeProptrækkere".
-Forstaar sig, han var smuk, John Jennings—flot Karl … Men at Lady Haverland løb skinbarlig bort med ham og tog med sig saa godt som hele Butiken, saa Lorden gerne ku' kigge længe i Vejviseren—det synes jeg s'gu dog—og Førner, han blev nu gift med en Millionærpige—det ku' han takke sine Ben for …
Franz var gaaet frem fra sin Krog. Med opsmøgede Ærmer stod han et ParSkridt fra Disken og stirrede paa den vidtberejste.
—At det altsaa skete.
Farven kom og gik paa hans Ansigt, mens han lyttede. Husets Søn vendte sig pludselig om og saá paa ham:
-Naa—Knægt—Du falder i Staver … sagde han og blev ved at se paa ham.Og halvhøjt lo han til Faderen:
-Der Bub' wird Glück haben.
Noget klirrende faldt Glassene rundt i Franz' Ballie den Formiddag.
Franz var tyve Aar, da han meldte sig i Jungfernstieg-Hotellet.
Direktøren drejede sig paa Stolen og saá paa hans Hænder med de spidseNegle, mens han lod, som om han læste i hans Anbefaling.
-Schön-Eine dritte Stellung im Restaurant vacant. Sie können Morgen anfangen.
Da Franz var ude af Døren—bleg var han blevet—sagde Direktøren ned mod Bogholderen, som afvekslende skrev Regninger og pillede Næse:
-Na, ein netter Zugvogel—nicht?
De første Dage gik Franz i lykkelig Undren. Han sneg sig fra Restauranten ud paa Gallatrappen begærlig efter at føle dens Tæpper under sine Fødder og lade sin Haand glide langs ned ad Gelænderets sorte Marmor. Han stillede sig paa Afsatsen, hvor Damerne gik ham tæt forbi, smilende og med Buketter i Hænderne, og han fulgte med Øjnene deres Skikkelser, i evig Hjertebanken, til de forsvandt ved Drejningen, og saá deres Dragt og fornam Duften af deres Klæder mer end han egentlig tænkte paa dem selv.
Han vendte tilbage til Restauranten og gik ind i den store table d'hôte-Sal. Han følte et mættet Velbehag i denne Sal. Lyset, som dæmpet faldt ind gennem mægtige spraglede Ruder; de høje Buer, baarne af Marmorsøjlerne og Lysekronerne, pragtfulde som i en Kirke.
Han faldt i Staver, til en Kollega vækkede ham:
-Tjener De svært ved at drive her, Kollega?—Vi har Huset fuldt …
Han begyndte igen at servere. At bringe Menuens Retter frem og tilbage til Restaurantbordene, bestille Vinene og trække dem op. Han indaandede Duften af Maden velbehagelig og næsten beruset ligesom en Rekonvalescent, og uden at skelne, uden at skylde det noget enkelt gik han rundt i noget som en Forelskelses Velvære.
Og om Aftenen, naar der endelig blev slukket i Salene, og de andre Kelnere skyndte sig op for straks at falde i Søvn, trætte som Akrobater, blev han endnu tilbage i den mørke Restaurationssal; og han kunde ikke rive sig løs fra Dunkelheden derinde, hvor Springvandet i Bassinet plaskede saa stille midt mellem de store Vækster, der ragede op mod Kuplen i Mørket.
Han drev længe om paa de skumrende Gange og nynnede sagte hen sig for, og kom han endelig op, hvor hans Sovekammerater, hede i Hovederne, sov dybt med aaben Mund, laa han timevis vaagen og følte en Susen i sit Hoved som en Rus af Vin.
Alligevel var han ikke træt om Dagen.
Saaledes gik den første Tid. Saa blev Franz vant til det nye Liv, og der kom en Overgang, hvor han følte sig meget træt og altid søvnig.
Hans Kammerater var heller ikke morsomme. De talte om deres egne Ting, om Pladserne de havde haft og om hvormeget de tjente. De havde en Kæreste blandt Stuepigerne eller i Køkkenet, og forresten sov de den meste Fritid.
Om Gæsterne talte de sjældent.
Og det var det, som interesserede Franz.
Johanne, Stuepigen paa første Sal, en høj og robust Wienerinde, havde længe passet Franz op, hver Gang han om Formiddagen gik for at "nette sig", og holdt af at daske saa smaat til ham og kilde ham paa Halsen og slaas med ham inde i et af Værelserne, hvor hun gjorde rent.
En Dag kastede hun ham paa den uredte Seng, hvor han sad paa Kanten, og slog ham med Støvekosten i Ansigtet.
Med Et bøjede hun sig ned og kyssede ham paa Siden af Halsen, mens hun holdt paa ham.
Franz fo'r op, helt bleg:
-Slip mig, sagde han, jeg vil ikke.
Johanne stødte ham arrig fra sig:
-Hvad tror den dumme Knægt? sagde hun, og haansk føjede hun til:
-Louis, wie du bist, Louis.
Fra den Dag satte Johanne meget ondt for Franz blandt alle Pigerne. I Grunden nærede de mod Franz alle et stille Raseri. Helst vilde de alle i Lag med ham, og han saá dem ikke. Aldrig saa meget som et Blink, det mindste Skub hen mod Væggen i Gangene, et Knib i Armene—ingenting. Aldeles som de slet ikke var Fruentimmer. Saadan var han; det var dog irriterende.
Franz bemærkede dem slet ikke.
Men om Aftenen den Dag, da Johanne havde vendt op og ned paa ham iSengen, var det, det hændte, det med Miss Ellinor fra femten.
"Femten" var en fornem Familie, engelsk, Fader, Moder og Datter.
Familien havde boet der noget. De satte sig altid ved Franz' Bord, skønt der var Træk fra Døren, og Miss Ellinor havde ti Ting at spørge om og ti Ting at lade bringe, og saa faldt et Armbaand og saa Servietten lige ved hendes Fødder.
Franz var betaget. Det var som noget bandt ham til det lille Anretterbord ved Døren. Der saá han hende i Profil. Og der kom over ham en Dvælen i hver Ting, han passede ved det Bord: naar han rakte et Glas, naar han bragte et Fad, naar han talte, naar han bøjede sig frem. Og han maatte kæmpe for at gaa fra hende, og det kriblede i ham blot at røre hende.
Hans Blik var paa hendes Skikkelse uafvendeligt og oftere end han turde, og hver Gang han nærmede sig, stod hans Hjerte stille.
Naar hun ikke var der, var han urolig; han blev ikke paa et Sted, og aandsfraværende tog han alt i Hænder, og han saá ingen og ingenting.
Det gav et Ryk i ham, naar hun kom, der i Døren. Han hilste ikke—alle andre hilste han; hun smilede, og lidt stakaandet bad hun om en Sodavand, en Avis. Og altid fik hun sagt et Par Ord, og han skulde tage et Fnug af hendes Kaabe og hjælpe hende med Parasollen. Den var altid stridig, vilde saa ikke op, saa ikke i.
Det kostede dem at komme fra hinanden.
Franz troede og troede ikke, og han ventede ikke og haabede ingenting.Men han maatte være hende nær.
Naar hun bare sad der, ved hans Bord, den hele Dag og legede saadan, spillende med sine Hænder, langs Balustraden, som hun plejede, mens hun nynnede ganske sagte. Blot hun vilde det.
Men mer og mer urolig blev han. Og han begyndte at nærme sig hende umærkeligt—han maatte det—at strejfe et Sekund den Bordrand, hvor hendes Haand saa ofte laa; at betragte længe—saá hun vidste det—et bestemt blottet Sted af hendes hvide Hals.
Miss Ellinor spidsede sin lille Mund og saá paa ham og lo; hun kælede for sin knoklede Papa og saá paa ham og lo; hun lagde sin Haand lige ved hans paa Bordet og saá paa ham og lo.
Han tænkte bare paa det ene: at komme til at røre ved hende.
Men efterhaanden—for de blev der Dag efter Dag—var det, som det skulde kvæle ham. Hele hans Væsen opsugedes af hende. Bare hende Dag og Nat: hendes Haand, som den havde ligget der; og saa mange Gange havde hun talt til ham—og dér havde hun set paa ham—ja bestemt …
Om Natten sov han ikke, viklede sig ud af Tæpperne og ind i Tæpperne. Gentog det samme evig. Der havde hendes Haand ligget—vilde hun røre ved ham? Der havde hun lét, det havde hun sagt—det laa han altsammen febrilsk og krammede om, saa lang Natten var.
Og lige med et, naar han sad op i Sengen, kom han til at se hen paa Kollegerne, som laa der blegfede og sparkede i Halvmørket under den nedskruede Gas. Han følte dem saa væmmelige, at han kunde have slaaet dem.
Miss Ellinor var altid den samme. Hun spillede i Heden af hans Attraa som en Kattekilling i Skær af Kulflammer.
—Saa var det den Aften. Franz havde Vagt paa første Sal. De var ude til stort Selskab.
Franz flakkede rundt og havde ikke Ro paa sig et Minut. Han gik ud og ind i Anretterværelset og rørte ved alting og bestilte ikke noget. Op ad Trappen og ned ad Trappen maatte han i et væk. Endelig kom de. Han kendte hendes Stemme—hun havde den Vane altid at snakke lidt højt i Gangene—og hans Hjerte stod stille.
Han tog et Lys og gik ud paa Gangen.
-De her, sagde hun.
-Ja—i Aften. Stemmen slog Klik for ham.
Hun saá lidt paa ham, inden hun gik ind ad Døren, han havde aabnet:
-Hvordan det? sagde hun.
-Min Kammerat er syg, sagde han og tændte Kandelabrene på Kaminen.
Den Gamle kom ind og gik ind i Værelset ved Siden af. Døren stod halvaaben.
Miss Ellinor tog sin Riviére af foran Spejlet. Franz skulde til at gaa, men blev staaende med Lyset i Haanden.
Saa mødtes deres Blik i Spejlet. Og i et Sekund havde han grebet hendes Arm og bøjede sig frem og kyssede hendes Skulder. Han kom ud, og han følte kun, at hendes Pulse havde banket under Kysset.
Men saa blev han grebet af en ubændig Glæde. Han styrede sig ikke; han lo og sang. Han fjantede med en søvndrukken Kammerat, snakkede og vidste ikke selv, hvad han sagde.
Paa Gangene drev han rundt og sparkede til Støvlerne, saa de fo'r.
Han gik endelig op; han klædte sig af med en egen Festlighed, og sirligt lagde han hvert enkelt Stykke ved Sengen og gik til Ro. Saa stille laa han og smilede.
Men næste Dag rejste Miss Ellinor.
Ved Morgentheen, da han bøjede sig over hende, saá hun ham pludselig ind i Ansigtet og sagde:
-I Dag skal vi rejse.
-Skal De rejse—hvorfor?
-Troede De, jeg skulde blive her? Og Miss Ellinor lo.
Mer talte de ikke, og de saas ikke mer.
I Dage vidste Franz ikke af sig selv. Han spilede uafladelig de magre Minder ud og gjorde mekanisk sin Dont paa de samme Steder, hvor hun ikke mere var.
En stærk Støj, et nyt Ansigt vakte ham pludselig, og han saá et Øjeblik Salen, Balustraden, de kendte Borde og Menneskene rundt om. Saa faldt han tilbage i sin Døs led ved al Ting og med en Smerte i sit Bryst som et Stik.
Saadan gik en Tid, indtil han en smuk Dag vaagnede, og pludselig syntes han, at det hele var saa langt borte og længe siden og næsten som noget, der slet ikke var hændet ham eller kun var drømt.
Og vilde han fange Minderne igen, var det, som havde han en lang Vej at gaa, og havde han fanget dem ind, stod han og faldt sløv i Staver over sin Skat.
Han gled ud i en Selvdyrkelse igen. Det var forbi. Han gik rundt i sin sløve Dont, slatten og uden en Tanke.
Efterhaanden kom ogsaa Kelnersulten over ham. Han led ved at bringe de krydrede Retter ud og ind. Lugten fristede ham, saa han maatte kæmpe, for ikke pludseligt at gribe ned i Fadene og mætte sig hastigt og forslugent.
Han kunde føle Raseri, naar han med et Drikkeskillings-Smil anbefalede for lækkersultne Gæster de Retter, han ikke selv skulde smage, og henne fra sin Krog fulgte han saa begærligt hver en Bid, som Gæsterne nød.
Men kom han ned i Kælderen: der spiste Kelnerne i Rummet overforVaskekælderen—Luften var tung af Osen af det kogte Tøj, og svedigekastede Kollegerne Kjolerne og sad med opknappede Veste overMaden—lagde han Skeen fra sig med mæt Væmmelse.
Sløve sad Kelnerne overfor hinanden langs Bordet og rørte knap den tungeGrød og det flossede Kød fra Bouillonen.
Men kom Franz op i Salen igen, skreg Hungeren i ham. Og bleg bragte hanRetterne frem og tilbage, mens han smagte dem paa sin tørre Tunge.
Bag Døren, paa Trappeafsatsen stoppede han en Roulette i sin Mund, revBenet af en Kylling og slubrede Sauce i sig af Skaalen, hastigt og sky.
Hver Tirsdag Aften, naar han havde fri, klædte han sig paa, og han opsøgte en Restaurant, hvor han ikke var kendt. Han næsten løb den hele Vej, og han kom derhen hidsig, stakaandet af Sult. Saa tvang han sig til at spise ganske langsomt og smagte sindigt hver Mundfuld, indtil han, næsten som i en Rus, forlangte mer og mer og spiste hastigt og over Maade; for paa en Gang at blive mat og overmæt og sidde med de mange halvtømte Glas foran sig, ludende og halvfuld, i et trægt Velbehag.
Og saa gik han hjem og sov, snorkende, en tung Søvn.
En Tirsdag Aften kom han tidligt hjem, og han satte sig paa en Bænk udenfor Hotellet under Lygterne.
Han var mæt og en Smule ør.
Det havde nylig regnet, og der var rigeligt med Vandpytter paa Fortovet.Damerne trippede af med løftede Skørter, vimse paa Benene, ud og ind omPytterne.
Franz saá paa de mange Fødder, der et Smalben, der en Læg, en fæl Platfod i en Galoske … Nysgerrig saá han fra Fødderne op paa de svajede Figurer. Ansigterne var saa friske under Slørene.
Han søgte at fange et Blik. Saá hun ikke paa ham? Han rejste sig og gik efter.
Urolig fulgte han hende, med Øjnene fæstet paa den slanke Figur ogNakken, som skinnede under det opskrabede Haar … Men hun bøjede op omNeuerwall og vendte sig ikke …
Han gik tilbage, jagtede igen uroligt, forfølgende en smækker Statur, som gled frem, sært vuggende i Hofterne … Hun gik ind i en Port og kom fra ham.
Han strejfede igen.
En Gadejægerske stillede sig op foran ham:
-Hvad vil min lille Ven? sagde hun.
Franz fo'r sammen og saá hende ind i Ansigtet. Saa lagde han sin Arm ind i hendes, og de gik hen ad Fortovet mod Lyset fra Alsterpavillonen.
-Saa "Nussebenet" keder sig, hva'? Pigen blev sødlig.
Men pludselig slap Franz hendes Arm og løb.
-Hva'—gør han Nar—Pigen skingrede—véd man, hvad man vil, Lømmel …Saadan En—engagerer han en Dame—og vil ingenting …
Saa var Franz udenfor Skudvidde.
Han næsten løb hele Vejen hjem. Hjemme gik han straks i Seng. Men heleNatten kastede han sig og sov slet og uroligt.
Han drømte om Ellinor uafladeligt.
Hen mod Morgen stod han op. Han kunde ikke mere blive i sin Seng. Han var urolig, som om noget forestod ham og noget skulde ske. Han gik ned i Gangene, hvor det skumrede; dér drev han op og ned, han standsede foran Dørene, og han tog Dameskoene op med nænsomme Hænder og saá paa dem længe; og han lagde Haanden ned i dem, saa troede han, han kunde fornemme Føddernes lune Varme.
Den Dag skælvede han, blot han nærmede sig en Kvinde. Duften fra en bøjet Nakke slog op imod ham og jog ham Blodet i Strøm til Kinderne. Og det var, som havde han med et tusind Øjne til at se hver Skønhed.
Det var det fine Purr af et Haar langs en Tinding; en letdannet Runding af en Kind, en Hofte og et Liv at lægge sin Arm om; blot et Lys paa et atlaskesstramt Bryst—det var nok til at friste ham.
De Dage kom en svær Blondine til Hotellet. Første Gang, hun kom ind iRestauranten, tog hun sin Guldlorgnet op—Franz saá det—og mønstredeKelnerne.
Saa valgte hun ham.
Franz gik frem og ventede, hun skulde bestille noget. Han havde en egen Maade at staa paa, med Hovedet lidt bøjet og med Hænderne halvt foldede foran sig.
Damens Mand kom til og satte sig.
-Naa—ta'er vi Diner'en, sagde han og vendte sig: Hm—hm—og han lo—det var en sand Ganymed, sagde han. Aa—hva' Kelner—to Diners …
-Vel … Franz gik et Par Skridt. Saa sagde Damen og ikke just sagte:
-Hans Skjortebryst var renest, Du …
Franz tilbragte tre Nætter udenfor den Dames Dør; sky, trykket op iDøraabningen som en Tyv, angst for at møde Skopudserne, som drog igennemKorridorerne med deres Kurve; tænderklaprende af Kulde.
Han sneg sig ud af sin Seng, den brændte under ham; han satte sig i et Anretterværelse, og han slog Vinduet op for at faa Luft og Aande. Han bandede sig selv, og hans Hjerne havde ikke anden Tanke end dette Begær.
Han tog hendes ligegyldige Blikke frem i sine Tanker, og han lagde et Haab i dem, saa dumt, at han lo deraf. Han saá hendes Skikkelse og hørte hendes Stemme og saá hendes Fingre, runde som hvide Snoge. Og han gik tilbage til Døren, og han stod dér, til det dagedes. Han vidste, det var aldeles forrykt, og han blev der.
Og da hun rejste, kom en anden. Der var ikke Standsning mer. Det var knap Kvinderne, han elskede, det var en Mund, en Hals, et Skønhedsmærke, et Legeme.
Han spejdede efter hver Kvinde. Han haabede paa hver eneste ny. Han vidste, han bød sig saa tydeligt frem. Hele sin Skønhed, og hvor maalte han den ikke med andre Mænds, deres Mænd—han bød den til. Men de saá ham slet ikke.
Han stod ved Siden af—som en Ting. Travede af med Fadene ogServietten—en ren Genstand—han saá saa godt sig selv.
Men om Natten kom der hastige Minder om et Blik paa hans Ansigt, en varmHaand, da han fik Drikkepengene. Og han hidsede sig op ved denneNippedrik, der kun æklede hans Tørst …
Ofte stjal Franz sig ud af Restauranten til flakkende Fart gennemGangene. Han lurede ved Dørene. Han kiggede ind ad Nøglehullerne.
Ved table d'hôte, hvor Herrer og Damer sad i Rad, kunde det hænde, at en Mand, der med Smil havde bøjet sig frem mod sin Naboerske, trak sig lidt brusque af Vejen. Han blev saa underlig ved det blege Ansigt over Fadet, naar Franz dukkede frem. Knægten havde ligesom Had i Øjnene.
Efter Bordet, ved Kaffen, kunde en Herre, naar han fik tændt, vende sig til sin Kone, sin Søster:
-Pokkers smuk Karl, sagde han. Franz hørte det.
Og hun løftede Blikket og saá paa ham som paa et Stativ og sagde:
-Aa ja—paa en Buk.
Saadan gik Dag efter Dag.
Han tænkte slet ingenting uden det.
Han stjal som en Tyv flygtige Berøringer; de mærkede det slet ikke. Han næsten fornærmede dem—de følte det slet ikke.
Og naar da en ny Dag havde slæbt sig frem, og det var blevet Aften og tomt i Salen, stod Franz timevis lænet til Balustraden; uden at gøre en Bevægelse, stirrende og bleg under det elektriske Lys.
Der arbejdede i hans Hjerne en tom Fortvivlelse, et afmægtigt Raseri, som søgte om et Svar og intet fandt og ikke vidste, hvorhen det skulde vende sig.
Undertiden gik han hjem. Han syntes, det dulmede.
Madam Pander sad og smaagræd.
-Sidder han ikke der, sagde hun til Rullekonen, og ser ud som Elendigheden i Ansigtet og si'er ikke det Herrens Ord. Men man véd, hvad det er—ja—mæn—man véd hvad det er …
Han vilde ikke ha'e Lys—der var bedst i Mørke. Stille lagde han Tøjet fra sig, og han sad i den gamle Sofa i Hjørnet. Madam Pander tog en Stol og satte sig foran ham.
Hun tog hans Hænder imellem sine og klappede dem sagte. Og han smilede træt og stille til hende og lagde sit Hoved over mod hendes Skulder.
-Hvad er der, min Dreng—lille Dreng—hvad er der med min Dreng?
Han knugede Hænderne fast og svarede ikke. Og Madam Pander følte hans Pande brænde mod sin Skulder og sagde igen med en Stemme, Graaden næsten gjorde uforstaaelig:
-Hvad er der med min Dreng—lille Dreng—gør de ham ondt?
Men naar Franz var gaaet, forbandede Madam Pander til Rullekonen alleFruentimmer.
-For dem er det, det Rak—Herre Gud—og han har det jo ikke fraFremmede.
En Tirsdag Aften gik Franz i Teatret. Ud til Carl Schulze at se enOperette.
Det var en tyrkisk Historie om en Prinsesse.
Der var en tyk Eunuk med udstoppet Mave; han gjorde Elskovsfagter, saa hele Huset hvinede. De kaldte ham frem og frem, og han gjorde sine Fagter om, stadig kaadere, og sang sin Vise igen:
Aber—es hat keinen Werth—Es hat keinen Werth.
Franz sad i Mørket i en Loge. Han lagde Hovedet tilbage mod Væggen og græd.
Da Akten var forbi, gik han.
Han skraaede ned mod Gänsemarkt og ind i en af Gyderne i det Kvarter.Han blev der om Natten.
Men da han vaagnede henimod Morgen og saá hende ved Siden af sig iTusmørket, fo'r han op og løb derfra.
Han følte en Væmmelse, som kunde han udspy sig selv. Han brændte, og hans Hoved smertede. Ækelheden kvalmede ham, saa han stønnede.
Han gik hjem, men i Seng vilde han ikke. Ad Bagtrappen sneg han sig ned i Restauranten.
Det var begyndt at blive lyst, og en graa Dæmring faldt ind gennemGlastaget.
Franz satte sig paa Stentrappen med Hovedet i sine Hænder.
Og mens han sad her stille foran dette Rum, Vidnet til hans Liv, gled alting ud i en dyb og bundløs, en ubeskrivelig Lede.
Han saá langs Balustraden—Stolene var stillet op paa Bordene, de halvskidne Duge laa bredt derover … De kunstige Palmer struttede døde op i deres Majolikapotter.
Franz havde ingen Tanke, følte ingen Smerte. Men i hans Sind kom der op noget som en bedøvet Forbavselse over, at dette var Livet.
Lampeslukkeren havde glemt sin lange Stige igaar, da han slukkede. Paa dens Trin stod Franz, da han klyngede sig op paa Stangen over Døren.
Fejekonerne fandt ham, og der blev en svær Staahej, og Natportier'en kom til. Fæl sad han ud med Tungen ud af Halsen, varm var han endnu.
Direktøren kom ned i Nathabit og bandede, saa det rungede i Salen. EtPar Kolleger slæbte ham op paa tredie Sal i et Bagageværelse.
De ryddede et Bord for Vadsække og Hatæsker og lagde ham der midt mellem Kufferterne. Et Par Kartoffelskrællersker vaskede Liget og dækkede det med et Lagen.
Op paa Formiddagen kom Johanne ind. Hun vilde se ham. Langsomt løftede hun Lagenet, kun Hovedet lod hun dækket. Hun græd ikke men saá stille paa ham.
Han var hvid som Marmor, hun havde aldrig set noget saa skønt.
Og mens hun saá paa dette døde Legeme, der havde været hæget med saa megen forgæves Omhu, rakte Johanne—hun vidste ikke selv hvorfor—Haanden knyttet op imod Himlen.
* * * * *
Han blev vækket ved et Rusk og fløj op i Skræk og gned Øjnene; han troede, at Moderen var død igen. Han saá jo Nat og Dag det lange Lagen over Liget paa Sengen og Mændene, som var kommet ind og havde slæbt Moderen ned ad Trappen, pakket i et Lagen; en tog ved Hovedet og en ved Benene, for at faa hende i Kisten nede i Gadedøren.
Men det var kun Faderen, som gav ham et Rap til:
-Du ska' op, sagde han. Ta' Klæ'erne paa Dig. Vi ska' ud.
Drengen vidste ikke, om det var Nat eller Morgen, men ud af Slagbænken kom han. Faderen var ikke saadan just at spøge med. Han var Møllerkarl, og det kunde hænde, at han i Farten haandterede Drengene ligesaa rask som sine Sække.
Derfor fik Klaus Klæderne paa sig i en Hurtighed, alt mens han skottede til Lampen og tænkte paa, hvad Tid det vel var paa Døgnet.
-Vask Dig, Unge, sagde Faderen, som stod med Lampen. Det var første Gang i Klaus' Liv, Faderen havde brudt sig om enten han var ren eller skiden.
Og større endnu blev Drengens Forbavselse, da Faderen pøsede hans Haar over med Vand og gav sig til at rede ham med den gamle Kamstump.
De to andre Unger var vaagnede i Slagbænken, og søvndrukne og forbavsede saá de til med opspilede Øjne. Det bankede paa Døren, og Nabokonen kom ind:
-Er de færdige, spurgte hun.
-Ja—jeg staar kun og pudser ham til—naa, saa gik vi.
Nabokonen mønstrede Klaus: Jeg staar ved mit, sagde hun, at de ta'r ham.Han har Skabelonen.
Henne i Slagbænken begyndte de to at hyle, de forstod ingenting af det, og saa var de bange, de skulde ligge i Mørke. Klaus stod forbavset over sig selv med sit vandkæmmede Haar, mens Nabokonen bandt ham et Lommetørklæde om Halsen. Han vidste ikke, hvad al den Pynt skulde til.
Faderen saá til dem, der hylede i Bænken.
-Se til, den Hvinen faar Ende, sagde han og slukkede Lampen. Nabokonen og han og Klaus kom hen til Døren. Henne i Bænken klynkede det smaat.
Der var Lys og mange Folk paa Gaden. Klaus sjaskede af ved Siden afFaderen. Nabokonen snakkede.
-Vist maatte vi afsted iaften—der er nok om det Ben maa man tro, der hænger i—tro bare ikke det—og saa var han forsørget …
-Ja, gryntede Mølleren.
-Ja—det maa De nok sige Ja til … Som om det var let for Fattigfolk, naar Konen falder fra og man sidder der skinbarlig med Ungerne—nej—tro bare ikke det, siger jeg.—
De blev ved at gaa. Klavs var helt ør og fortumlet. Faderen gav bareGrynt fra sig og tog lange Skridt; for Konen gik det som Kæp i et Hjul:
-Og fint er det—for jeg ser 'et, naar jeg fejer—i Garderoberne—de ta'er 'et ikke saa nøje, de Folk—om de gør—baade i Silke og Fløjl er de, og han i Loftet har Fingrene saa behængt med Diamanter, saa man ser ikke, hvad de er gjort af … om man gør.
Klaus hørte til og begreb ingenting. Faderen nikkede og gentog en Gang imellem:
-Ja, naar de bare havde ham—
De gik ind af en lille Dør i et stort, graat Hus. Der var en underligLuft paa Trappen.
Faderen blev mere klein og senere paa Benene i Trappen, Konen var geskæftig og spurgte et Par Karle, som havde travlt og løb forbi.
-Ja, de er i Garderoben.
Hun lukkede en Dør op, og de kom ind i et stort Rum, hvor der var mangeLys og stor Staahej, Klaus spærrede Øjnene op, og han fik Fingrene iMunden: saadan noget—nogle løb nøgne omkring og sprang op ad hinanden,og én laa paa Gulvet og sprællede med Benene.
De havde Guld om Livet.
Faderens Arm kom tøvende ned om hans Skulder. De stod fremmed, trykkede ind til hinanden.
Nabomadammen slog ud for en af de nøgne, og tilsidst kom han hen med hende.
Han saá op og ned ad Klaus, talte med Faderen og gav sig til at række og strække i Klaus' Arme. Drengen stod forbløffet, ind til Faderen, og var lige ved at græde.
Den, som sprællede med Benene, havde faaet en Dreng hen, og han hev ham op i Luften med Fødderne ligesom Sækkene i Trisseværket paa Dampmøllen.
Den nøgne spurgte ud og følte Klaus baade paa Brystet og paa Benene.
En Klokke begyndte at ringe, og alle de nøgne fo'r op og strakte Kroppene. Han, der spurgte, løb og sagde: Imorgen—hvor vi bor. Henne foran Spejlet gav en Mand ham noget Mel i Ansigtet.
De begyndte at spille en Musik, og de nøgne løb ud i Gaasegang, den lille, som blev hevet op i Luften, var sidst …
Og saa hørte de en Støj og mange, der raabte og klappede …
-Ja, saa ka' vi gaa, sagde Konen.
De gik hjemad i langsomt Trit, uden at sige meget. Da de havde gaaet længe, sagde Faderen og stod lidt stille:
-Ja, naar kun Drengen beholder hele Lemmer, Madam.
Madammen sagde: Det er en Øvelse.
Paa det sidste Stykke Vej gik Faderen med Klaus i Haanden.
Da Drengen hjemme havde lagt sig ned under Tæppet og kneb sig ned til de to Brødre, som sov tæt ind til hinanden, laa han længe vaagen, og han saá stadig de nøgne, mens de løb ud, og hørte Musiken og Raabene. Og han sov ind, hed og fortumlet.
Den næste Dag hentede Madammen ham—Faderen var paa Møllen—og de gik ud igen. De traf den nøgne fra igaar i Sengen. Hele Stuen var fuld af Kasser og Klæder og meget Stads, som laa rundt om.
Den nøgne vendte sig i Sengen og sagde:
-Naa—er det Dem—klæd ham af, Madam.
Madammen begyndte at klæde Klaus af omme bag en Kuffert. Men Skjorten vilde Drengen ikke have af, og han begyndte at græde og hagede sig til Kufferten.
-Flæber han, saa bring ham ligesaa godt væk straks, sagde den nøgne.
Saa fik Madammen Skjorten af Klaus og skubbede ham frem paa Gulvet.
-Hvor gammel er han?
-Otte Aar, var Madammen der: ikke ældre, ikke det Gran, tro bare ikke det—en dejlig Skabning det ve' Gud; og hun drejede paa Klaus.
-Kom herhen. Klaus gik hen til Sengen, han flæbede og sneg sig sidelænds: Naa, lige Ben—bøj Ryggen.
Den nøgne strakte Haanden ud under Dynen og følte Klaus ned ad Ryggen.
-Hvad hedder Du?
-Klaus, kom det lidt mygt, for han tog haardt.
-Klaus—Satan—Turen kom til Brystkassen—godStatur—Klaus—sacrebleu—for et Navn i Bedini-Truppen—na—ligemeget:paa Plakaten ka' han hedde Giovanni … Han hed Giovanni, som brækkedeRygraden.
-Ja—gi' De ham, hva' Navn De vil, sagde Madammen, der saá til: han beholder nok sit Kristennavn endda.
Den nøgne slap Klaus og lagde sig tilbage i Sengen.
-Vel, vi ka' ta' ham, sagde han, og straks. Imorgen gaar vi tilBreslau—kom saa med ham imorgen tidlig—
Madammen jagede Klæderne paa Klaus og var idel Veltalenhed, til hun fik en Thaler i Duçør.
Udenfor Døren spyttede hun paa Mønten og klaskede den ind i den fladeHaand.
-Handsel, sagde hun. Det var sjældent, hun saá saa store Mønter.
Klaus forstod nu nok det hele. Han skulde ogsaa gøre Kunster og have de hvide Ben paa og Stadsen om Livet. Han bestilte ikke andet hele Dagen end at le og synge.
Han fortalte for Brødrene, som ikke begreb og blev ved at spørge og spørge ham.
Men om Aftenen, da de alle tre laa i Slagbænken og hviskede, lagde den yngste pludselig Armen om Klaus' Hals, og midt under al Glæden græd han. Og da han begyndte, græd de to andre ogsaa, stille, og begge Brødrene klappede Klaus paa Kinderne og knugede sig op til ham.
Længe græd de og snøftede i Tæpperne. Og endnu i Søvne holdt den yngste saa fast om Klaus' Haand, og Graaden gjorde deres Aande tung.
Da Møllerkarlen kom hjem, sent, han havde haft Vagt, fik han Besked afNabomadammen, som snakkede og priste og bare tav om de tre Mark.
Da Faderen kom ind til sig selv, tændte han, og mens han gik rundt og varmede lidt Kaffe og tog Brød frem, skævede han til Slagbænken. Saa med ét slukkede han Lyset, og han sad og fandt Munden i Mørke og krøb saa i Seng. Men han laa og kastede sig, og megen Søvn fik han ikke.
Om Morgenen stod han op, før Drengene vaagnede, og han gik over Gangen ind til Nabomadammen i Køkkenet.
-Ja, saa er'et jo idag, sagde hun.
-Ja, det er jo idag, sagde Mølleren. Der blev en lille Stilhed.
-Han ska' derhen nu til Morgen …
-Ja, han ska' det … De tav igen. Men det er dog en svær Haandtering. Han stod lidt: Jeg tænkte det, sagde han saa, om de gav noget for det …
Konen saá hurtig op:
-Vil Johan sælge sine Børn, sagde hun indigneret. Møllerens Blik gled væk: Jeg tænkte blot, det var en farlig Haandtering, sagde han lavt.
Madammen lagde sig ned og pustede til Ilden:
-Jeg vilde være glad til, sagde hun. Det ved Gud. Johan stod lidt og saa paa hende. Saa gik han.
—Om Aftenen var Klaus med Bedini-Truppen i Breslau. Fra den Dag hed han uden videre Vrøvl Giovanni.
Et Par Dage efter begyndte Giovanni at arbejde.
Han øvede om Morgenen sammen med de fire Elever; helt nøgen skulde han staa paa Hovedet op ad en Kuffert. Papa Bedini laa i Sengen med en Pisk og kommanderede. Undertiden prøvede han uden videre Nødvendighed om Snerten virkelig kunde naa Giovannis Kuffert, og han tog det ikke saa nøje, hvor han ramte.
"Araberen" lærte Giovanni Rygbøjning. Araberen var Parthaver i Truppen og en hidsig Mand med skarpe Tænder. Han bed rask til, naar det ikke gik med Bøjningerne.
Fjorten Dage løb Giovanni rundt med et Uldtørklæde om Halsen. Den bar tidt Mærke af Araberens Tandrække, fordi han var falden paa 100 i en Rygbøjning.
Giovanni fik en Vane med, saasnart nogen talte til ham, at bøje Hovedet og vende Nakken til; og sad han efter Prøven og skrællede Kartofler eller skyllede Salat, slap han ved mindste Støj Salaten, saa det svuppede i Vandet, og holdt Armen op. Han var altid rede til at stikke i Hyl, blot han saá en Haand fare lidt rask ud af en Bukselomme.
Men om Aftenen, naar de klædte sig paa i Garderoben og febrilske og hede strakte Kroppen i Øvelser, og Regissørens Klokke gik, og Bruset af Musik og Bifald steg op fra Salen,—saa blev Giovanni urolig, som maatte han med; han stod i Kulisserne, mens de arbejdede, og han følte det, som var det hans egne Lemmer, der spændtes.
Araberen lod ham prøve om Formiddagen paa Teatret. Akrobaterne sad meddovne Kroppe rundt i Salen ved deres Øl, to og to, timevis uden at tale.De slog med Krusene i Bordet en Gang imellem, naar Araberen fangedeGiovanni paa sine Fødder. Ellers var de dorske og tavse i den halvmørkeSal.
Der kom en hidsig Kappelyst over Giovanni; smidig var han som enKattekilling.
En Dag hørte han Papa Bedini sige i Kulisserne:
-Ja, den Dreng har en blød Krop.
Saa begyndte han at optræde med de andre. En Time, før de skulde ind, arbejdede han med Araberen i Garderoben. Mens hele hans Legeme svedte, klaprede hans Tænder i Munden af Angst.
Naar de kom ind paa Scenen i Lysene, og deres Vals lød, og de havde hilst, med de varme og skælvende Hænder i hinanden, og de havde gjort de første Kunster, sat fra i de første Spring, var det, som de blev taget op i en Hvirvel, og de hverken saá eller hørte mer. De havde ligesom paa én Gang faaet hundrede Sanser spændt og havde mistet hver Tanke.
Paa én Gang blev de alle forvirrede, og de viste ikke de Kunsters Følge, som de havde gjort hundrede Gange; men som forvildede satte de frem i Saltomortaler, alle paa én Gang, mens Publikum jublede.
Naar Tæppet faldt, lænede de sig forpustede til Kulisserne, svimle som Folk, der har danset for længe; Gulvet gyngede under dem, og de kunde næppe staa paa deres egne Ben.
De gik tilbage til Garderoben og pludrede og lo, mens de klædte sig om, til pludselig en Bly-Træthed tog dem, og de sad, endnu tungt aandende og svedige, helt sløve.
Giovanni faldt i Søvn paa sin Stol.
Papa Bedini troede paa onde Øjne. Naar der var onde Øjne i Salen, gikPyramiderne itu, og de snublede i Springene. Saa mærkede Giovanni enGang imellem Araberens rare Tænder gennem sit Trikot.
Og Drengene var raske paa Hænderne for at faa Klæderne paa sig og komme ud af Garderoben, hvor Papa Bedini i Raseri rev sig Haarene af Hovedet, siddende foran sit Spejl.
De rejste rundt fra By til By, uden Forandring. De øvede om Dagene og arbejdede om Aftenen. I Tidens Løb fik de en ny Elev—de købte et kønt Pigebarn etsteds i Böhmen. De boede altid sammen og lejede tre Stuer. Araberen og Papa Bedini havde de to. Drengene og den lille Rosa havde det tredje. Og det forblev saadan, mens de voksede til gennem Aarene.
Det var en Slags Paradisets Have—uden noget Kundskabens træ paa hvad der var godt og hvad der var ondt. De unge Legemer, som var saa vant til at være nær hinanden, vidste ikke af at nægte sig noget, og da Angelo i nogen Tid havde været Kæreste med Rosa, blev Giovanni det, og ingen af dem vidste, at der var noget ondt i det. Det kom jo af sig selv, uden at de havde saa meget som tænkt paa det.
Giovanni var seksten Aar. Slank og rundsvajet, Hovedet rankt.
Angelo kaldte ham for "Ilderen". Og han havde ogsaa nogen Lighed med dette Rovdyr, naar han satte i Spring—Hovedet dukket, med sammenkneben Mund—fra Araberens Skulder.
Papa Bedini gav ham rigeligt med Lommepenge, fordi han var bange for, han skulde gaa fra Truppen.
Giovanni stred meget med sin Krop. Til Tider var den haard og stridig,og han kæmpede med den som med et ubændigt Dyr, som ikke vil føje sig.Hele Formiddagen arbejdede han, og om Aftenen vænnede han i GarderobenLegemet til, timevis, saa det var badet i Sved.
Han følte til sit Legeme en stolt Kærlighed, som en Sportsmand til sit Yndlingsdyr; naar han øvede, talte han opmuntrende eller haansk til sine egne Lemmer.
Paa de ulykkelige Aftener, naar han gled i sine Spring, blev han grebet af et dumpt og hadefuldt Raseri mod sit Legeme. Under Skældsord løb han, vild, Hovedet mod Kulissevognene, eller Angelo og han fo'r sammen, ude af sig selv, og de brødes som Vilde, til de stønnende faldt af Træthed paa Gulvet.
Og de overspændte Lemmer tog deres Ret, saa de sad siden iRestaurationen, dvaske, med sløve Øjne som Dyr, der fordøjer.
Klovnerne og Sangartisterne pludrede op og havde meget med Kortkunster og Øjenforblændelser og Fruentimmerhistorier. Men Akrobaterne sad hen lade og smilende, trætte af at slæbe paa deres egen Styrke.
Kortene kunde vække dem. Hidsige og med skinnende Øjne spillede Giovanni og Araberen til langt ud paa Natten, under den nedskruede Gas i Krogen. Kelneren snorkede med Overkroppen frem over Disken.
Kvinden spillede ingen stor Rolle for Giovanni. Han kunde nok fare over en Kvinde med ubændig Rasen.
Men næste Dag vilde han ikke have kendt hende igen, og der gik lang Tid, inden han søgte til en anden.
—Bedini-Truppen skulde til Renz.
De ventede i Garderoben før den første Prøve. Tavse gjorde de deres Øvelser; Papa Bedini mindede dem om en Tur. De andre nikkede og blev ved.
Angelo spurgte:
-Er den Gamle her?
-De sagde, han kommer.
De blev ved. De kridtede deres Saaler og ventede paa Regissørens treSlag. Nede i Cirkus var der halvmørkt og skummelt. Et Par gamle Fædresad tilknappede og stive i Parkettet med høje Silkehatte ogGuldknapsstokken mellem deres Ben. De hviskede sagte.
Som paa Kommando rejste de sig og hilste en stram Skikkelse, der kom og satte sig i en Loge.
Ham.
Angelo hviskede stakaandet:
-Se, den Gamle.
Giovanni følte, som der ikke var Plads til Hjertet i Brystet paa ham, saadan hamrede det.
Der var saa stille, at han mærkede Vimplen, der slog mod Taget, helt oppe i Rotunden. Saa stille var der.
Bedini-Truppen havde en heldig Dag.
Da de var færdige med at arbejde, kom en Herre hen til Giovanni.
-De arbejder godt, sagde han. Har De aldrig arbejdet paa Hest?
-Nej—kun Parterre.
Herren saá paa ham og snoede Knebelsbarten med en slap, diamantbesatHaand.
-Hvor gammel er De?
-Tyve Aar.
-Hm. De kunde lære endnu.
Herren vendte sig og gik fra ham. Staldkarlene, som fejede, hilste ham.
-Hvem var han? spurgte Giovanni.
-Han? Mr. Cooke.
-Cooke—Jokeyen?
-Ja.
Giovanni mærkede en fin Duft, Jokeyen bredte hen gennem Stalden.
—Giovanni opsøgte sin Fader. For fire—fem Aar siden var Faderen falden gennem en Lem og var blevet halt. Han var Bud hos en Boghandler og humpede af med sine Pakker i alskens Vejr. Aar og Cognac havde illumineret hans Næse.
Han kom haltende om Morgenen og sad ved Klaus' Seng og krammede sinSkindhue og sagde mange mærkelige Ting om Lykkens Stjerne og andre, somhavde "Pech". Han pressede jævnt Markstykker af Klaus og haltede af medTakke-Snøften, naar han havde faaet Mønten.
Om Søndagen gik Giovanni hjem.
Brødrene blev støjende glade, da de saá ham, de faldt ham om Halsen og kyssede ham. Og lidt efter sad de alle tre og saá paa hinanden, og de vidste ikke, hvad de skulde sige—men sad der.
Giovanni gav dem Cigaretter, og de røg alle tre, tavse og sært generte ved hinanden. Der gik en Stund.
-Nu maa jeg vel gaa, sagde Giovanni.
-Skal Du gaa?
-Ja—det er det bedste. Farvel da.
Brødrene fulgte ham ned, og de stod i Gadedøren og saá efter ham, til han var drejet om Hjørnet.
Brødrene bad ogsaa Giovanni om Penge, saa tilsidst blev det knapt for ham. Han havde længe tænkt paa at fordre "Part" af Papa Bedini. Nu gjorde han det—Bedini og Araberen løb Panden mod Væggene og gav ham Parten.
Om Aftenen gjorde Giovanni Staldmestertjeneste, naar Truppen selv havde arbejdet. Artisterne stod segnefærdige af Træthed, med deres parfumerede Hoveder. Og medtagne af den lange Staaen ørkesløst, paa ét Sted, skiftedes de til at læne sig til Logevæggene for at faa Støtte blot ét Minut.
Naar den store Pantomime var begyndt, blev de jaget gennem hastigeOmklædninger, og de fortumledes af Farverne og Støjen og det elektriskeLys. Saa kom Giovanni hjem, slæbende træt, og sov, saa Kanonskud kundeikke vække ham.
To Ting interesserede Giovanni: Jokeyen og Løverne. Han beundrede med Kenderens Øje Jokeyens Spring, han søgte at lære ham Kunsten, Fiffene af. I en af Pantomimerne var Mr. Cooke og Giovanni. Englænderne og sad ved Siden af hinanden.
-Jeg vilde gerne lære et andet Arbejde, sagde Giovanni.
-Det kan De jo.
-Parterre betaler sig ikke.
-Naturligvis. Vilde De arbejde paa Hest?
-Hvis jeg kunde lære det.
Den næste Aften sagde Jokeyen:
-Jeg har tænkt over det. De kan øve paa en af mine Heste. De maa kunne springe Jokeyspringet. Vi vil forsøge.
Et Par Dage efter begyndte Giovanni at øve med Mr. Cooke. De arbejdede timevis om Eftermiddagen, naar Manegen var fri.
En ung bleg Mand kom altid til Prøven. Det var Mr. Batty, Dyrtæmmeren. Han sad stille med sit ubevægelige Ansigt, fra de begyndte, til de holdt op. Han fulgte dem med Øjnene i Arbejdet, og en Gang imellem nikkede han til Giovanni.
Giovanni var hidsig, og slog sig i Raseri paa Benene og bøjede Pisken til en Slynge, saa den fløj langt op i Amfiteatret. Mr. Cooke raabte til Hesten med smaa, afskaarne Hvin.
Giovanni tog Tilløb, bukkede sig sammen, udstødte et Skrig og satte fra.Han fejlede og faldt. Han forsøgte igen, sprang fra og faldt. Ogstaaende midt i Manegen stampede han Jord og Høvlspaaner op under sineHæle.
Efter Prøven bragte den unge blege Mand Giovanni et Uldtæppe.
-Tag det om Dem, sagde han. De forkøler Dem.
-Tak, Mr. Batty. Giovanni tog Tæppet om sig. Hvordan synes De, det gik.
-Aa, det kommer.
-Tror De?
-Ja vist.
-Farvel, Signor Giovanni. Han gav Giovanni Haanden.
-Farvel, Mr. Batty. Vi ses.
Og de skiltes. Det var et mærkeligt, halvt sørgmodigt og tavst Venskab, det mellem Giovanni og Mr. Batty. Det var kommet saadan lidt efter lidt.
De spiste i Cirkusrestauranten ved det samme Bord, de hentede hinanden om Morgenen, og de fulgtes hjem om Aftenen.
De havde aldrig mange Ord, men de holdt af hinanden. Naar om Aftenen det mægtige Løvebur var rullet frem, og Batty med sit hvide Ansigt gik forbi Staldmestrene ind i Manegen, gav Giovanni ham Haanden. Det var kommet saadan en Aften, uden at de havde tænkt over det, og nu skete det hver Gang, naar Batty gik ind. De vekslede et Haandtryk.
Da Giovanni kunde Jokeyspringet, sagde han op hos Bedini og vilde tageEngagement i en mindre Cirkus for Øvelsen.
Han havde optraadt sidste Gang, og Batty og han gik hjem.
De var begge bedrøvede og, tavse som de gik, hørte de deres Fodtrin gennem de stille Gader.
Batty løftede Hovedet, og stille sagde han, mens Lyset fra Lygten faldt paa hans blege Ansigt:
-Ja—om vi ses igen.
Giovanni havde tænkt det samme. Han tog febrilsk om Battys Haand:
-Batty, sagde han.
Batty gik videre, og stille som før og lavt sagde han:
-Man véd jo, det kommer en Dag.
Ingen af dem talte mer; de kom til Battys Dør.
-Nu, lev vel, sagde Batty.
-Lev vel, Du, sagde Giovanni. De saá bedrøvede paa hinanden og fandt ingen Ord.
Saa gik Batty ned ad Gaden.
Giovanni var blevet Jokey. Han drog fra Cirkus til Cirkus og fik et stort Navn. Publikums Yndling var han allevegne.
Det var Ridtets Voldsomhed, som betog. Ingen red saa ustyrligt som han.Han føjede det store Brospring til Jokeyridtet. Han lagde Vovestykke tilVovestykke; ikke var der det Haarsbred mellem Kvæstelsen og ham.
Midt under Ridtet kom som en Rabies over ham. Alt svandt væk, Lys ogLoger og Kvinderne, og han følte kun under sig den gyngende og stønnendeRyg, og han skreg gennem sammenbidte Tænder.
Naar Ridtet var endt, var det sort for hans Øjne, og med sammensnøretHals faldt han om paa Uldtæpperne i Garderoben og laa plat som en Klud.
Om Dagen var han alvorlig, sat og faamælt.
Det havde været en Aften, da han var engageret i Petersborg hosCinicelli. En Trapezkunstner var styrtet ned fra det øverste afRotunden. Han tabte Balancen, de hørte et Skrig, saá Legemet gennemLuften, og kvæstet laa Kammeraten i Manegen. To Timer efter var han død.
Da Kisten paa Begravelsesdagen blev sænket i Jorden, stod alle Artisterne tavse rundt om Graven. En efter en gik de hen, og med ubevægelige Ansigter saá de stumme ned paa Kisten.
Ulykken gjorde et stærkt Indtryk paa Giovanni. Han var ikke bange, han blev snarere endnu mere forvoven i sit Ridt. Men udenfor Arbejdet var han alvorlig, næsten sørgmodig. Han havde set, i hvis Brød han tjente.
Han spillede ofte og højt. Med bankende Pulse—Aarene svulmede i hans Pande—sad han halve Nætter ved Kortene og fortsatte med Pengedynger foran sig Ridtets Spænding.
Saa var det, han i Cirkus Carré traf Miss Alida,Staaltraadskunstnerinden.
Straks, da hun kom ind den første Aften og kastede den røde Atlaskes Kaabe fra sig paa Jorden og stod i sit blege Silketrikot og bøjede sig for Publikum, som brød ud i Bifald blot ved at se hende—skød Blodet op i Giovannis Kinder, og han saá paa hende forbavset, som var hans Øjne opladt, nu, med ét, og han aldrig havde set en Kvinde før.
Han fulgte hver Bevægelse, hans Blik slap ikke hendes Skikkelse. Og da hun steg ned og gik og atter kom ind, smilende og bøjende sig, vidste han ikke, hvor han var, om der var gaaet et Minut eller en Time.
Da hun igen gik ham forbi med Blomster i Hænderne—fulgte han efter uden at vide det. Hun gik op ad Trappen til Garderoben, han stod nedenfor med Blikket op, hun saá ned paa ham og standsede et Nu. Saa gik hun videre, ind.
Giovanni tog, saa lang Aftenen var, ikke Øjnene fra den Loge, hvor MissAlida sad med graat Slør om en rød Hat.
Giovanni blev hurtig helt borte i Forelskelse. Han tænkte og vidste ikke noget andet end Miss Alida.
Hvor saa Miss Alida var, paa Prøven eller om Aftenen, om hun arbejdede eller sad i Logen bag sin Vifte, saa følte hun Giovannis Øjne rettede paa sig. Men ellers holdt han sig stadig fra hende. En Gang paa Prøven havde han staaet og stirret paa hende lange Tider, og saa var han pludselig gaaet et Par Skridt henimod hende, som om han vilde sige noget. Men det blev ikke til mere end, at han drejede kejtet af, lige foran hende, og gik.
Miss Alida, som var en erfaren Dame, vidste slet ikke, hvad det skulde sige. Og da hun i nogen Tid havde ventet paa, at det skulde blive til mere, og det blev bare det samme med Stirren og Øjne og ikke andet, blev hun ked af det og næsten halvvejs fornærmet. Om Aftenen, naar hun efter Arbejdet gik ham forbi, Øjnene havde han paa hende, smilte hun spydigt.
Giovanni forstod det godt, og han led, og holdt sig dog borte. Han var bange for sig selv. Hans Lidenskab forskrækkede ham. Han frygtede dette Fruentimmer som Fordærvelsen. Han maatte stride imod: det maatte ikke gaa ham som Mr. Cookes Broder. Han var blevet ødelagt, saa rent, af saadan En. Han rejste paa Markeder—en Cooke.
Og han følte det, at gav han efter, var det forbi, Modstand og det altsammen og saa—gav han efter.
Det var en Formiddag. Han var kommen for at øve, og hans Hest blev ført frem, og, træt ved alting, opgav han at prøve og lod dem føre Hesten tilbage. Han gik ind i Garderoben, og han satte sig saa underlig mat og lad ved Døren paa Kufferten, med Hovedet i sine Hænder.
Han rejste sig. Nu maatte han til Direktøren for at hæve sin Kontrakt.Han vidste saa godt, han gjorde det ikke, han kom ikke længere end tilRestauranten, for at sætte sig dér, under hendes Billede i Glasskabet.
Da han aabnede Døren, gik Miss Alida forbi i Halvmørket.
Han blev staaende med Haanden paa Døren. Hun saá paa ham med sit Smil.
Men i samme Nu havde Giovanni løftet hende op fra Jorden og sat hende ind ad Døren, som han slog i.
—Saadan noget havde Miss Alida dog endnu ikke været med til.
Giovanni var fra Sind og Sans, det var en Vildskab det hele.
For hans Lidenskab var fra den første Dag mættet med et hadefuldt Raseri mod ham selv og mod hende. Han hadede og begærede hende. I nogen Tid kunde han beherske hende med sin Lidenskab, der havde det nok saa rigeligt med Slag som med Kærtegn. Men saa syntes Miss Alida, at den Historie blev hende dog for voldsom, og hun tog til mild Afveksling en kælen og blond Akrobatdreng, som gav Damen i det grønne Hus.
Giovanni vidste det. Han kom til hendes Dør om Aftenen, og hun lukkede ikke op; og han vidste godt, han var derinde. Han gik paa Gaden og vandrede op og ned; naar en Dør blev lukket eller aabnet, skjulte han sig i en Portfordybning. Hen paa Morgenen saá han Drengen komme ned og gaa forbi sig, bleg, med Hænderne i Kavajlommerne. Han ikke saa meget som slog ham. Saa gik han op igen til Alidas Dør og tiggede og bad om dog at maatte komme ind. Tilsidst lukkede hun ham op, søvnig og doven, med forpjusket Haar. Og skælvende af Attraa og Raseri laa han som en Tigger ved Siden af den sovende Alida, i den varme Seng, hvor Akrobatungen nylig havde ligget.
Det tog paa Giovanni. Han forfejlede tidt i sine Spring nu. Det store Jokeyspring kunde han mange Aftener gøre om baade tre og fire Gange. Han vidste godt, han ikke var sikker mere. Han prøvede om Formiddagen Gang efter Gang og blev ikke sikrere. Han piskede sin Hest til Blods og skreg af Raseri under Prøverne.
En Aften faldt han ned seks Gange. Han trak op i sine Støvler, beroligede Hesten, krummede sig sammen og løb til, og snublede igen.
Direktøren, der stod i Staldaabningen, trak paa Skulderen og vendte sig til den forreste Klovn:
-Cette Alida est bien forte, sagde han,canaille.
Saa kom Giovanni op den syvende Gang.
Batty blev engageret med sine Løver til Cirkus. Han og Giovanni var sammen som før. De spiste sammen, fulgte, hinanden hjem om Aftenen. Miss Alidas Navn blev aldrig nævnet imellem dem.
Batty sad paa Giovannis Prøver ubevægelig og stille.
En Formiddag gik det rent forkert. Giovanni sprang og sprang og tumlede ned og snublede og sprang.