Men Ulrik Frederik troede hende ganske. Det var jo den fuldeste Bekræftelse af hans egne Tanker, og han trøstede hende med gode Ord og Kjærtegn, skjøndt han følte en hemmelig Rædsel for hende som den, der var et stakkels vanvittigt Redskab i arge Gejsters usalige Vold. Og han overvandt ikke denne Rædsel, uagtet Marie Dag for Dag opbød al en klog Kvindes Kløgt for at vinde hans Tillid. For havde hun hin første Morgen svoret i sit Hjærte, at Ulrik Frederik skulde faa Lov til at udfolde al sin Elskværdighedog bruge alt sit Taalmod for at vinde hende igjen, saa svor hendes Opførsel nu lige det Modsatte; hvert Blik var en Bøn, hvert Ord et ydmygt Løfte, og i tusinde Smaating, i Dragt og Lader, i snilde Overraskelser og sarte Hensyn tilstod hun ham, hver Time paa Dagen, sin inderlige, længselsfulde Kjærlighed, og havde hun kun havt Mindet om hin Formiddags Optrin at overvinde, da var Sejren ogsaa bleven hende vis.
Men større Fjender stod hendes Sag imod.
Ulrik Frederik var draget bort som fattig Prinds fra et Land, hvor den mægtige Adel ingenlunde betragtede en Konges uægte Børn som mere end sin Lige. Enevælden var endnu saa ung, og den Betragtning, at Kongen var en Mand, der kjøbte sin Magt ved at give sin Magt, saa saare gammel. Det Halvgudsskjær, der i senere Tider omstraalede den absolute Arveherre, om det end alt var tændt, det var dog endnu kun spagt og spædt og blændede Ingen, der ikke stod altfor nær.
Fra dette Land drog Ulrik Frederik til Phillip den Fjerdes Hær og Hof, og her blev han overvældet med Gaver og Æresbevisninger, udnævntes til Grand d'Espagne og behandledes paa lige Fod med Don Juan d'Austria, thi de Spanskes Konge lod sig det være magtpaaliggende, i hans Person at hylde Frederik den Tredie og ved overvættes Gavmildhed og Naade at udtrykke sin Tilfredshed med Regjeringsforandringen i Danmarkog sin Anerkjendelse af Kong Frederiks sejerkronede Bestræbelser for at indtræde i de absolute Herskeres Række.
Løftet og beruset af al denne Hæder, som ganske forandrede hans Opfattelse af hans egen Betydning, saae Ulrik Frederik snart, at han havde handlet utilgivelig letsindigt i at gjøre en menig Adelsmands Datter til sin Gemalinde, og Tanker om at lade sin egen Ubesindighed gaa ud over hende, Tanker om at lade hende ophøje og om at lade sig skille fra hende, krydsede i broget Forvirring hinanden under hans Rejse hjem, og da nu den overtroiske Frygt for, at hans Liv var truet af hende, kom til, tog han den Beslutning, indtil han kunde skjønne, hvad der videre var at foretage, at behandle hende koldt og ceremonielt, og at afvise ethvert Forsøg paa at vække det gamle,idyliskeForhold tillive igjen.
Frederik den Tredie, der ingenlunde var nogen ufin Iagttager, opdagede snart, at Ulrik Frederik ikke var vel fornøjet med sit Ægteskab og forstod ogsaa helt vel Grunden, og han benyttede derfor enhver Lejlighed til at fremdrage og udmærke Marie Grubbe, og overvældede hende med Tegn paa Gunst og Naade, og troede paa denne Vis at kunne hæve hende i Ulrik Frederiks Øjne og Yndest, men det hjalp ikke, det bidrog kun til at skabe en Hær af aarvaagne og misundelige Fjender rundt om den Udkaarne.
Den Sommer, som saa ofte ellers, boede Kongefamilien paa Frederiksborg.
Ulrik Frederik og Marie tog ogsaa derud, thi de skulde hjælpe med til at udfinde og optænke alle mulige Festligheder og Optog, som i September og Oktober skulde gaa for sig, naar Churfyrsten af Sachsen kom for at trolove sig med Prindsesse Anna Sofie.
Foreløbig var Hofkredsen derude ganske lille, først i Slutningen af Avgust skulde den udvides, thi da skulde Prøverne paa Balletter og anden Lystbarhed begynde. Der var derfor meget stille, og de sled Tiden som de bedst kunde. Ulrik Frederik var næsten hver Dag paa lange Jagt- og Fisketoure, Kongen havde travlt med sit Drejelad og sit Laboratorium, som han havde ladet indrette i et af de smaa Taarne, og Dronningen og Prindsesserne baldyrede til den forestaaende Fest.
I den Allee, som fra Skoven fører op mod Laagen til lille Dyrehave, plejede Marie Grubbe at gaa sin Morgengang.
Hun var der ogsaa idag.
Højt oppe i Alleen lyste hendes kraprøde Robe skarpt mod den muldsorte Gang og det grønne Løv.
Langsomt kom hun nærmere.
Den sirlige, sorte Filthat, uden andet Smykke end en smal Perlelidse og en blinkende, sølvindfattet Solitaire paa den opkrammede Sideskygge,sad let paa det i tunge Lokker opsatte Haar. Robelivet sad stramt og glat, Ærmerne var snevre til ned imod Albuen, der blev de dybt opslidsede, hængende, agrafferede over Slidsen med Perlemoder og forede med ansigtsfarvet Silke. En tætvævet Kniplingsbredde skjulte de nøgne Arme. Robeskjørtet, der bagtil slæbte en Smule, var paa Siderne højt ophæftet og faldt i rundede Folder kortelig af foran, og lod et sort og hvidt skraastribet Silkeskjørt tilsyne, saa langt, at Foden med de sortsviklede Strømper og perlespændte Sko netop kunde sees. I Haanden havde hun en Vifte af Svanefjer og Fjer af Ravne.
Tæt ved Laagen standsede hun, aandede i sin hule Haand og holdt den først for det ene, saa for det andet Øje, saa rev hun en Kvist af og lagde de kjølige Blade paa de hede Øjelaag, men detkundealligevel sees, at hun havde grædt. Saa gik hun ind ad Laagen, op mod Slottet, vendte tilbage igjen og slog ind paa en Sidegang.
Neppe var hun forsvunden mellem de mørkegrønne Buksbomhække, før der oppe i Alleen viste sig et sælsomt, skrøbeligt Par: et Mandfolk, der gik langsomt og vaklende som En, der nys var kommen op af en haard Sygdom, støttede sig til et Fruentimmer i en gammeldags Stoffes Kaabe og med en stor, grøn Skjærm for Øjnene. Manden vilde gaa hurtigere til, end han ret vel kunde aarke, og Fruentimmeret holdt igjen og trippede smaaskjændende med.
«Naa, naa!» sagde hun, «bi at tage dine Ben med, du flyver jo til som et vindt Hjul i en skjæv Vej, kranke Lemmer skal krankelig bæres. Gaa nu stille! sagde hun ikke det, den kloge Kone i Lynge. Er det at stolpre afsted paa Ben, som der intet er mere Støtte og Stivelse i, end som i gammel Sime!»
«Herregud, da ogsaa for Ben det er!» klynkede den Syge og standsede, da Knæene rystede under ham, «nu er hun helt af Syne,» og han saae langeligt op imod Laagen, «helt af Syne! og der bliver ingen Lystfart i Dag, har Foureren sagt, og der er saa længe til imorgen!»
«Ja, ja, den Tid gaar nok, lille Daniel, og saa kan du hvile idag, saa er du saameget des stærkere imorgen, saa følger vi hende hele Skoven igjennem, fluks ned til Laagen, ja vi gjør, og nu gaar vi hjem, og saa skal du ligge paa den bløde Løjbænk og have et godt Krus Øl, og saa spiller vi Verkehring og saa kommer Reinholdt Vinskjænk, naar det høje Herskab har spiset af, og saa spørger du Nyt og vi faar os en god, trofast Lanter til Sol gaar i Bjerge, ja, vi gjør, lille Daniel, ja, vi gjør!»
«Ja, vi gjør, ja, vi gjør!» vrængede Daniel, «du med din Lanter og Spil og Verkehring! naar det brænder i min Hjærne som Løbebly og min Forstand er i vilden Vaade og — hjælp mig hen til Vejkanten, at jeg kan sætte mig lidt — saa, saa ... er jeg klog, Magnille? er jeg? — jeg ergalen som en Flue i en Flaske, hvad? Hille Kors og Sakrament! det er klog Mands Fart for en vanbaaren Vanbyrdig, ussel, ussel, rygbraaden Stakkarl, at æde sig op af højgalen Elskov til en Prindses Hustru, det er klogt, Magnille, at længes Øjnene ud af Hovedet efter hende, at gispe som en landsmidt Fisk efter at se kuns et Glimt af hendes Gestalt, at minde med sin Mund det Støv, hun har traadt, det er klogt, siger jeg! — aa, var der intet de Drømme, Magnille, hvor hun bøjer sig over mig og lægger sin hvide Haand paa mit pinefulde Bryst eller ligger saa stille og aander saa sagte og er saa kold og forladt og har Ingen til at værge sig, uden som mig ... eller hvirvler forbi i et stakket Glimt, hvid, hvid som en nøgen Lilie! — men det er nichtige Drømmer, Røg og Tant kuns og fattige Luftblaser.»
De gik igjen.
Ved Laagen standsede de.
Daniel støttede sig med Armene paa den og stirrede op imellem Hækkene.
«Derinde!» sagde han.
Stille og lys laa Dyrehaven med Sol i Luft og Sol i Løv. Kisel og Smaaskaar nede i Gangen kasted Lyset tilbage i dirrende Straalebundter, flyvende Edderkoppespind blinked gjennem Luften og tørre Knopblade dalede vrikkende ned fra Bøgenes Grene, mens højt oppe mod den blaa Himmel Slottets hvide Duer tumlede sig med Solguld over de hurtige Vinger.
Fra en fjern Luth klang en lystig Dandsemelodi dæmpet derned.
«Saadan en Nar!» mumlede Daniel. «Skulde En tro det, Magnille, at En, der har Indialands dyrbareste Demantsperle, vilde agte den ringe og løbe efter Skjærver af malet Glas! Marie Grubbe og — Karen Fiol! erhanklog? og nu tænker de, han jagter, tænker de, fordi han lader Vildtskytten skyde til sig og kommer hjem med Horsgummer og Tredækkere i Bundter og Par, og imens saa stimer og fjaser han nede i Lynge med en Kjøbemø, en Carnaille — tvi, tvi, i Helvedes Hav for skidden Commerce! — og han er saa iversyg paa den Majmaanedskilling, at han knap tør vende sine Øjne fra hende en Dag tilende, mens ...»
Det rasled i Løvet, og Marie Grubbe stod lige foran ham indenfor Laagen.
Dengang hun drejede af ned i Haven, var hun nemlig gaaet ned til Indhegningen, hvor Elsdyrene og de Esrom-Kameler nu holdtes, og var derfra søgt hen til et Lysthus, lige tæt op mod Laagen. Her havde hun hørt Daniels Ord til Magnille og nu:
«Hvem er I?» spurgte hun, «og var de sande, de Ord, I sagde?»
Daniel havde ondt ved at holde sig opret ved Laagen, saadan rystede han.
«Daniel Knopf, velbaarne Madame, den galne Daniel,» svarede han, «bryd Jer intet om hansSnak, det løber ham saadan af Tungen, Redt og Uredt mellem hinanden, Hjærneavner og Tungetærsken, Tungetærsken og intet Andet.»
«I lyver, Daniel.»
«Ja, ja, Herregud! vist lyver jeg saa, det er troligt nok, for her, velbaarne Madame,» og han pegede paa sin Pande, «her er det som en Jerusalems Forstyrrelse — nej dig, Magnille, nej dig høvisk og sig den velbaarne Madame Gyldenleu, hvor galen jeg er bleven, — vær intet undseendes! Herregud, vi har jo alle vores smaa Bræk og Skrøbeligheder! sig det kuns, Magnille, vi er jo ligegodt dog kuns saa galne, som Vorherre han gjør os.»
«Er han virkelig ret galen?» spurgte Marie Magnille.
Magnille dyppede sig forvirret, greb efter Maries Kjoleflig ind mellem Laagens Tremmer og kyssede paa den og saae ganske forskrækket ud: «Aa nej, nej, er han intet, Gud have Lov.»
«Hun er ogsaa ...» og Daniel slog med Haanden en Kreds i Luften, «vi passer paa hinanden, vi to Galne, saa vel vi kan, det er intet for det Bedste, men Herregud, Galne se, Galne gaa, ved fælles Hjælp de Graven naa, men der bliver intet ringet over dem, det maa intet være. Ellers Tak for god Efterspørgsel, mange Tak, mange Tak og Gud i Vold.»
«Bliv,» sagde Marie Grubbe, «I er intet mere galen, end I gjør Jer selv. I skal tale,Daniel; vil I, jeg skal tro saa laveligt om Jer, at I er Mellemmand mellem hende, I nævnte, og min Hr. Gemal? vil I det?»
«En stakkels, galen Mand,» klynkede Daniel og slog undskyldende ud med Haanden.
«Gud forlade Eder, Daniel, det er skjændigt Spil, I driver; jeg havde troet Eder saa meget, meget bedre!»
«Er det sandt, er det sandfærdigen sandt,» raabte han ivrig og hans Øjne lyste af Glæde, «saa er jeg klog igjen, spørg mig kuns, bare spørg!»
«Var de sande, de Ord ...»
«Som Evangelium, men ...»
«Er I vis derpaa? I fejler intet?»
Daniel smilte.
«Er ... han der idag?»
«Er han paa Jagt?»
«Ja.»
«Saa ja.»
«Hvad er —,» begyndte Marie igjen efter en lille Pavse, «hvad er hun for Slags Person, om I veed det?»
«Lille, velbaarne Madame, ret lille, rød og rund som et Løgæble, gesvadsig og munter, med leendes Mund og væver Tunge.»
«Men af hvad Folk er hun kommen?»
«For to Aar siden, eller halvtredie, var hun gift med en fransøskValet de chambre, som forløb Landet og lod hende blive siddendes, men hunsad intet ret længe, førend som hun, i Ledtog med en forgjældet Harpenist, satte ud for Paris ogderog til Bryssel har hun været, til hun kom her tillands igjen iaar ved Pindsedagstide. Hun har ellers et naturligt oplyst Hoved og angenemme Manerer, undtagen naar som er, at hun er drukken; det er nu al den Videnskab, jeg haver.»
«Daniel,» sagde hun og standsede uvis.
«Daniel,» svarede denne med et fint Smil, «er Eder nu og evindelig saa tro som Eders højre Haand.»
«Vil I da være mig til Hjælp? — Kan I komme over ... over en Vogn og en Agesvend, der er til at lide paa, saa fluks jeg giver Jer Varsel?»
«Ja, jeg kan, det kan jeg, en maadelig Time efter skal der holde en Vogn i Herman Blytækkers Vænge, op imod det gamle Fjælleskur. Lid I kuns paa det, velbaarne Madame.»
Marie stod et Øjeblik, som om hun betænkte sig. «Vi tales ved igjen,» sagde hun saa, nikkede venligt til Magnille og gik.
«Er hun nu intet al Dejligheds Tresor, Magnille!» udbrød Daniel og stirrede henrykt opad Gangen, ad hvilken hun var forsvunden. «Og saa ædelig stolt,» tilføjede han triumferende, «aa, hun vilde sparke mig bort, ret foragtendes sætte sin Hæl paa min Nakke og træde mig sagtelig ned i det ringeste Støv, om hun vidste, hvor djærveligDaniel drømmer om hendes Person. — Saa brændendes skjøn og herlig! det sved mig i Hjærtet for hende, hun maatte fortro sig til mig, til mig! nedbøje sin Stoltheds majestætiske Palme ... men der er Fryd i den Sentiment, Magnille, Himmerigs Fryd, Magnilleke!»
Saa stavrede de af med hinanden.
At Daniel og hans Søster var komne til Frederiksborg, var gaaet saaledes til: den arme Livsens Korthed havde efter Scenen i Statafkroen fattet en afsindig Kjærlighed til Marie Grubbe. En fattig, fantastisk Kjærlighed, der Intet haabede, fordrede eller ventede andet end golde Drømme. Ikke mere. Og den Smule Virkelighed, der krævedes til at farve Drømmene med et svagt Skjær af Liv, fandt han i rigt Maal ved nu og da at se hende saadan som Lejligheden faldt, glimtvis nærved eller dragende forbi i det Fjerne. Men da nu Gyldenløve rejste bort og Marie aldrig tog ud, da voksede hans Længsel og steg og steg, til den var ved at gjøre ham vanvittig, og kastede ham omsider paa Sygelejet.
Da han svækket og ødelagt rejste sig igjen, var Gyldenløve kommen hjem, og af en af Maries Piger, som han havde i sin Sold, erfarede han, at Forholdet mellem Marie og hendes Gemal ikke var det Bedste, og denne Efterretning gav hans umulige Lidenskab ny Næring og ny Vækst, Fantasteriets overnaturlig frodige Vækst. Inden hanendnu havde forvundet sin Sygdom saameget, at han ret kunde staa og støtte, rejste Marie til Frederiksborg. Han maatte følge efter, bie kunde han ikke. Han sagde, han vilde tage til den kloge Kone i Lynge for at blive fuldstændig helbredet, og hans Søster Magnille skulde følge ham, saa kunde hun med det Samme faa Raad for sine daarlige Øjne. Det fandt Venner og Bekjendte rimeligt og afsted kjørte de Daniel og Magnille til Lynge. Her opdagede han Gyldenløves Forhold til Karen Fiol, og her fortroede han sig fuldstændig til Magnille, sagde hende sin besynderlige Elskov, sagde hende, at der for ham kun var Lys og Livsens Aande, hvor Marie Grubbe var, og besvor hende at følge ham til Frederiksborgby, for at han kunde være den nær, der saa ganske fyldte hans Hu.
Magnille føjede ham, de lejede sig ind i Frederiksborg og havde nu alt i mange Dage fra det Fjerne fulgt Marie Grubbe paa hendes ensomme Morgengange.
Og saa var det, de mødtes.
Et Par Dage efter ud paa Formiddagen var Ulrik Frederik i Lynge.
Han laa paa alle Fire ude i den lille Have foran Huset, hvor Karen Fiol boede, med en Krands af Roser i den ene Haand, medens han med den anden søgte, snart at lokke, snart at trække en lille, hvid Fruerhund frem under Hasselbuskene i Hjørnet.
«Boncoeur! petit petit Boncoeur! Boncoeur, kom saa da, din lille Skalk, aa, saa kom da, din Narrifas — aa, dit Bæst, Boncoeur, lille Hund! — forbandede, stædige Tingest ...»
Karen stod i Vinduet og lo.
Hunden kom ikke, og Ulrik Frederik lokkede og bandede.
"Amy des morceaux delicats,"
"Amy des morceaux delicats,"
"Amy des morceaux delicats,"
sang Karen og vinkede med en fyldt Vinpokal.
"Et de la debauche polieViens noyer dans nos Vins MuscatsTa soif et ta melancolie!"
"Et de la debauche polieViens noyer dans nos Vins MuscatsTa soif et ta melancolie!"
"Et de la debauche polieViens noyer dans nos Vins MuscatsTa soif et ta melancolie!"
Hun var meget oprømt, meget hed, og somme af Sangens Toner gik højere, end de egenlig skulde.
Endelig fangede Ulrik Frederik Hunden.
Triumferende bar han den hen for Vinduet, trykkede den Rosenkrandsen ned over Ørerne og rakte den knælende op mod Karen.
«Adorable Venus, reine des coeurs, je vous prie accepter detonhumble esclave cet petit agneau innocente, couronné des fleurs ...»
I det Samme aabnede Marie Grubbe Havelaagen. Hun blev bleg, da hun saae Ulrik Frederik paa Knæ række en Rosenkrands, eller hvad det var, op mod det røde, leende Kvindfolk, og hun bukkede sig ned, tog en Sten og kastede den af al Magt efter hende, men den ramte paa Kanten af det aabne Vindu, saa Ruderne klirrende regnede ned paa Jorden.
Karen styrtede skrigende bort. Ulrik Frederik saa ængsteligt ind efter hende, tabte i Overraskelsen Hunden, men beholdt Krandsen, og stod nu forbavset, vred og forlegen og drejede den rundt mellem sine Hænder.
«Bi kuns, bi kuns,» raabte Marie, «jeg traf dig intet, men jeg skal nok, jeg skal nok,» og hun trak en lang, svær Staalnaal med rubinforsiret Hoved ud af sit Haar, den holdt hun saa op for sig som en Dolk og ilede i et underligt smaatrinet, næsten hoppende Løb op imod Huset; det var ligesom hun ikke kunde se, for hun løb ikke ligepaa, men i sælsomme, usikre Bugter op efter Husets Dør.
Der standsede Ulrik Frederik hende.
«Gaa tilside,» sagde hun næsten klynkende, «du med din Krands.»
«Saadan En,» vedblev hun, medens hun vendte sig fra den ene Side til den anden for at smutte ind, og stadigt holdt Øjnene fæstede paa Døraabningen, «saadan En binder du Krandse til,Rosenkrandse, ja—a, her er du den kjælne Hyrde; har du intet en Skalmeje ogsaa? har du ingen Skalmeje?» gjentog hun og snappede i det Samme Krandsen ud af hans Hænder, kastede den paa Jorden og trampede paa den, «og en Hyrdestav, Amaryllis? med en Silkesløjfe?»
«Lad mig komme frem, siger jeg,» truede hun og løftede Naaledolken mod ham.
Han greb hende om begge Haandled og holde hende fast; «vil du stinge igjen?» sagde han skarpt.
Marie saae op paa ham.
«Ulrik Frederik,» sagde hun ganske sagte, «jeger din Hustru for Gud og Mennesker. Hvorfor elsker du mig intet mere? Følg med, lad hende derinde være den, hun er og følg med. Følg med, Ulrik Frederik, du veed intet, hvad brændendes Elsk jeg bær' til dig, hvor bitterligt jeg længes og sørger. Følg med, hører du, følg med!»
Ulrik Frederik svarede ikke, han bød hende Armen og fulgte hende ud af Haven, hen til hendes Vogn, der holdt ikke langt derfra. Han hjalp hende op, gik forom Hestene og saae paa Seletøjet, spændte et Spænde om og kaldte Kusken ned, som for at lade ham rette ved Koblerne, og hviskede saa til ham, da de stod der foran:
«Saasnart du er i Sædet saa kjør til, alt hvad Øgene strække kan, og stop aldrig et Minut, før I er hjemme, det siger jeg, og du kjender mig vel!»
Kusken var oppe, Ulrik Frederik tog i Siden af Vognen, som for at stige op ogsaa, Pidsken susede ned over Hestene, han sprang tilbage og Vognen foer afsted.
Et Øjeblik tænkte Marie paa at faa Kusken til at standse, paa at gribe Tøjlerne, paa at springe ud, men der kom en Afmagts Ro over hende med Et, og en uendelig dyb, navnløs Væmmelse, en kvalmende Lede, og hun blev siddende rolig og stille, stirrende ud for sig, uden at lægge Mærke til Vognens rasende Fart.
Og Ulrik Frederik var atter hos Karen Fiol.
Om Aftenen, da Ulrik Frederik vendte hjem, var han egenlig en lille Smule beklemt, ikke just ængstelig varhan, men betaget af den Spænding, som lister sig over Folk, naar de har den bestemte Overbevisning, at de gaar en hel Række af Fortrædelighederog Ubehageligheder imøde, og som ikke kan undgaaes, som man skal igjennem.
Marie havde naturligvis klaget til Kongen, og denne vilde nu gjøre ham kjedsommelige Bebrejdelser, som maatte høres til Ende; Marie vilde hylle sig i den krænkede Dydefuldheds majestætiske Tavshed, hvad han saa skulde gjøre sig den Ubelejlighed at ignorere. Stemningen deroppe vilde være yderst trykkende, Dronningen vilde se træt og lidende ud, fornemt lidende, og Hofdamerne, der Ingenting vidste, men Alting anede, vilde sidde tavse, nu og da sagte sukkende løfte deres Hoveder og se mildt bebrejdende paa ham med store, tilgivende Øjne, aa, han kjendte det Hele lige til den Glorie af højhjertet Trofasthed og heroisk Selvopoffrelse, hvormed Dronningens stakkels Kammerjunker vilde søge at omgive sit smalle Hoved, ved med komisk Modighed at stille sig ved hans, Ulrik Frederiks, Side, overvældende ham med Høflighed og ærbødigt trøstende Dumheder, medens hans smaa, vandblaa Øjne og hele hans spinkle Skikkelse, tydeligt som klare Ord, talte og sagde: se, alle vende ham Ryggen, men jeg ikke, med Fare for kongelig Vrede, for Dronningens Mishag, trøster jeg den Forladte! Jeg sætter mit trofaste Bryst mod ... aa, hvor han kjendte det godt, Altsammen, Alting, det Hele.
Han tog fejl.
Kongen modtog ham med et latinskSprichwort, hvad der var et ubedrageligt Kjendetegnpaa, at han var glad stemt, og Marie rejste sig og gav ham Haanden som sædvanlig, lidt koldere maaske, lidt mere afmaalt, men ialtfald helt anderledes, end han havde ventet det.
Heller ikke da de blev alene, hentydede hun saameget som med et Ord til deres Møde i Lynge, og Ulrik Frederik undrede sig mistroisk derover; han vidste ikke ret, hvad Tanke han skulde gjøre sig om denne besynderlige Tavshed.
Han vilde næsten hellere, hun havde talt!
Skulde han lokke hende til at tale, takke hende, fordi hun havde tiet, give sig Anger og Bod i Vold og lege den Leg, at de bleve forsonede igjen?
Han turde ikke ret prøve derpaa, for han havde lagt Mærke til, at hun nu og da saae hen paa ham i Smug, med saadan et sælsomt Udtryk i sine Øjne, et roligt, maalende, gjennemtrængende Blik, fuldt af stille Undren og af kjølig, næsten haanende Nysgjerrighed. Ikke et Glimt af Hævn eller Had, ikke en Skygge af Sorg eller Klage, ikke et sittrende Blink af tilbagetrængt Vemod! Intet saadant, slet intet!
Derfor turde han ikke, og der blev Ingenting sagt.
Engang imellem i de paafølgende Dage, kunde hans Tanker dvæle uroligt derved, og en feberagtig Lyst til at faa det klaret, opstaa hos ham.
Men det skete ikke, og han kunde ikke ladevære med at tænke sig, at hine uudtalte Bebrejdelser, de laa nu som Lindorme ligger i deres mørke Hule, rugende over skumle Skatte, der voksede alt som Øglerne vokste, blodrød Karfunkel løftende sig frem paa guldrød Stilk og bleg Opal langsomt bredende sig i Løg ved Løg, svulmende og ynglende, medens Ormenes Kroppe stille, men ustandset voksende, gled ud i Bugt paa Bugt, løfted sig i Ring paa Ring over Skattens frodige Mylder.
Ja, hun maatte hade ham, maatte gaa og gjemme paa Hævntanker, thi en saadan Forhaanelse som den, han havde tilføjet hende, kunde ikke glemmes, og han satte denne formodede Hævnlyst i Forbindelse med det sælsomme Optrin, da hun løftede sin Haand mod ham, og med Burrhis varslende Ord, og han undgik hende endnu mere end før, og ønskede endnu ivrigere, at deres Veje maatte blive skilte.
Men Marie tænkte ikke paa Hævn, hun havde glemt baade ham og Karen Fiol; thi i hint Minut af navnløs Lede var hendes Kjærlighed bleven udslettet, sporløst udslettet, som en straalende Boble, der brister i Støv og ikke er mere. Og dens Glands er heller ikke mere, og de flyvende Farver, den laante hvert lille Billed, den afspejlede i sig, ikke heller de er mere. De er det ikke, og Blikket, som den fængslede ved sin Pragt og urolige Skjønhed, er nu frit, skuer frit omkringog ser vidt udover Verden, den Verden, som i farvede Billeder spejledes i Boblens Glar.
Paa Slottet var Dag for Dag Antallet af de Fremmede vokset. Balletprøverne vare allerede i fuld Gang og Dandsemestere og Akteurer, Pilloy og Kobbereau, var beordrede herud, dels for at instruere, dels for at overtage de vanskeligste eller utaknemmeligste Roller.
Ogsaa Marie Grubbe skulde optræde i Balletten og tog med Iver Del i Øvelserne. Hun var siden Dagen i Lynge bleven langt mere virksom og selskabelig, saa at sige mere vaagen.
Før var hendes Samliv med hendes Omgivelser temmelig udvortes; naar der ikke just var Noget, der ligesom kaldte paa hende, vakte hendes Opmærksomhed eller Interesse, saa smuttede hun straks ned i sin egen lille Verden og saae derfra ligegyldigt ud paa de Udenforstaaende.
Nuderimod levede hun med; og havde hendes Omgangskreds ikke været saa optaget af alle hine Dages mangfoldige Nyheder og Afvekslinger, vilde de med Forbavselse have seet, hvor forandret hendes Væsen var blevet. Der var kommen en rolig Sikkerhed over hendes Bevægelser, en næsten fjendtlig Finhed i hendes Tale og en klog Agtpaagivenhed i hendes Miner.
Men det var der Ingen, der mærkede, kun Ulrik Frederik greb sig enkelte Gange i at beundrehende som en fremmed, ham ubekjendt Person.
Blandt de Fremmede, Augustmaaned bragte, var der ogsaa en af Maries Slægtninge, Sti Høg, hendes Søsters Mand.
Ud paa Eftermiddagen, et Par Dage efter hans Ankomst, stod de med hinanden paa en Bakke i Skoven, hvorfra man saae ud over Byen og det flade, solsvedne Land bagved den.
Store, langsomt glidende Regnskyer samlede sig oppe paa Himlen, og fra Jorden steg der en bitter, vissen Duft, som var det de matte, halvtudgaaede Urters Suk efter Livsens Væde.
Den svage Luftning, der næppe var stærk nok til at holde Møllen dernede ved Korsvejen i Gang, susede mismodigt i Trætoppene, saa det lød, som klagede Skoven forknyt over Soleglød og Sommerbrynde, — og som Tiggeren, der blotter sit medynksvækkende Saar, saaledes syntes de gule, fortørrede Græsmarker at lægge deres golde Jammer aaben for Himlens Blikke.
Tættere og tættere samlede Skyerne sig, og enkelte store Regndraaber, ganske enkelte, faldt med et Slag paa Blade eller Straa, som saa et Øjeblik svingede til Siden, rystede og pludselig blev stille igjen. Svalerne strøg lavt langs med Jorden, og den blaalige Nadverrøg slog slørende ned over de sorte Straatage i den nære By.
En Vogn skumpede besværligt henad Vejen, og nede fra Gange og Stier rundt om HøjensFod hørtes dæmpet Latter og munter Tale, Raslen af Vifter og Silke, Bjæffen af smaa Skjødehunde og Lyden af tørre Grene, der knagede og knækkedes.
Det var Hoffet paa dets Eftermiddagspromenade.
Marie og Sti Høg havde skilt sig fra de Andre og var gaaet op ad Bakken, nu stod de tavse og saae ud, stakaandede af saa hurtigt at have besteget den bratte Skraaning.
Sti Høg var den Gang et Par Aar over de Tredive, han var en høj Mand, høj og mager, rødhaaret og med et langt, smalt Ansigt. Han var bleg og fregnet, og hans tynde, hvidgule Øjenbryn buede højt op over hans blanke, lysgraa Øjne, der fik et træt, lyssky Udtryk ved at Øjelaagene var ganske rosenrøde, og derved at han, naar han blinkede, blinkede langsommere, eller bedre: lod Øjet længere være lukket end andre Mennesker. Hans Pande var høj og over Tindingen var den stærkt rundet og blank. Næsen, smal og langsomt krummet, var lidt for lang og Hagen baade for lang og spids, medens Munden var fuldkommen smuk, Læbernes Farve saa frisk, deres Linier saa rene og Tænderne smaa og hvide. Men det var dog ikke det, der gjorde denne Mund saa ejendommelig, det var det, at han havde dette underlig sørgmodige, grusomme Smil, som undertiden findes hos store Vellystninge, dette Smil, der er higende Begjær og foragtende Træthed paaeen Gang, paa een Gang ømt og længselssygt som søde Toner og grumt og blodlystent som den dæmpede Tilfredsstillelsens Knurren, der trænger sig ud af Rovdyrets Strube, naar dets Tænder slide i det bævrende Bytte.
Saadan saae Sti Høg ud.
Dengang.
«Madame,» sagde han, «har I ingentid ønsket Jer, I sad vel og godt forvaret inden et Klosters Porte, saadan som de har dem i Italien og de Steder der?»
«Ih nej, Gud frels mig vel! hvor skulde jeg komme paa slige katoliske Tanker?»
«I er da meget lykkelig, min dyrebare Frænke? Livsens Drik er for Eder da skær og frisk, den smager sødt paa Eders Tunge, gjør den, varmer Eders Blod op og rasker Eders Tanker? Er det Sanden! aldrig bærmebedsk, doven og forfulet? aldrig blakket som af Edderdyr og Orme, der mimrer og kravler omkring ...? Saa har jeg taget Fejl af Eders Øjesyn da?»
«Ja, kunde I faa mig til at skrifte paa den Vis!» sagde Marie og lo ham lige op i Øjnene.
Sti Høg smilte, førte hende hen til en lille Græsbrink deroppe, og de satte sig ned.
Han saae forskende op paa hende.
«Veed I intet,» sagde han langsomt, tilsyneladende forlegen og uvis paa, om han skulde tie eller tale, «veed I intet, Madame, at der her i Verden er en gehejm Societet, som En kundekalde for de Melankoliskes Kompagnie? Det er Folk, som fra Fødselen af er givne en anden Natur og Beskaffelse, end som Andre, de har et større Hjærte og fortere Blod, de higer og attraar mere, begjærer stærkere, og deres Forlængsel er vildere og mere brændendes, end den er hos den gemene Adelhob. De er fluks som Søndagsbørn, deres Øjne er mere aabne, alle deres Sandser er subtilere i deres Fornemmelser. Livsens Glædskab og Lyst, den drikker de med deres Hjærterødder, imens de Andre de kuns griber dem med deres grove Hænder.»
Han standsede lidt, tog sin Hat i Haanden og lod Fingrene legende glide hen over den fyldige Fjerbusk.
«Men,» vedblev han med mere dæmpet Stemme og ligesom for sig selv, «Vellyst i Dejlighed, Vellyst i Pragt, i alle de Dele, som nævnes kan, Vellyst i Gemyttets inderste Rørelser, Vellyst i de lønlige Drifter og Tanker, Mennesken selv aldrig ret kan begribe, alt Dette, som for Andre tjener dem, naar de er ørkesløse, til stakket Kortvil eller fult Slemmeri, det er for deres Sjæle som Lægedom og kostelig Balsam. Det er Livsens eneste honningdraabendes Blomster, hvoraf de dier deres daglige Føde, og derfor søge de ogsaa paa Livsens Træ Blomster op, hvor hine aldrig vilde tro de fandtes, under mørke Blade og paa tørre Grene, men de, de Andre, kjender de til Vellyst i Sorg eller i Fortvivlelse?»
Han smilte haanligt og tav.
«Men hvorfor», spurgte Marie og saae ligegyldigt bort fra ham, «hvorfor kalder I dem Melankoliske, medens det jo kun er Verdens Glædskab og Lyst, de har i Tanker, og hverken hvad tungt er eller travrigt heller?»
Sti Høg trak paa Skuldrene og gjorde Mine til at rejse sig, som om han var træt af at dvæle længer ved dette Emne og vilde afbryde Samtalen.
«Men hvorfor da?» gjentog Marie.
«Hvorfor?» udbrød han utaalmodig og med en foragtelig Betoning, «fordi al Jorderigs Fryd er saa stakket og forkrænkelig, saa falsk og ufuldkommen, fordi hver Vellyst den Stund den blusser op som rigen Rose, løves af som Træ i Høst, fordi hver Livsens prægtig Lyst straalendes i Dejlighed og i sin Velmagts frugtbareste Flor, fluks som den favner dig med sunde Arme, eddres af Dødens Kræft, saa du just som den minder din Mund, mærker den rystes af Forkrænkelighedens Kramper. Er det vel frydefuldt? maa intet den Tanke æde sig ind som røden Rust paa hver en lykkeglimrendes Time, ja ligesom skadelig Rim fryse død hver frodig Sjælens Sentiment, ned til dens dybeste Rod?»
Han sprang op fra Brinken og talte med hæftige Gebærder ned imod hende.
«Saa I spørger, hvorfor de nævnes de Melankoliske, naar al Vellyst, som den gribes, skyderHam og vorder Lede, naar al Jubel kun er Glædskabens sidste vaandefulde Aandedrag, naar al Dejlighed er Dejlighed, der svinder, og al Lykke er Lykke, der brister!»
Han gav sig til at gaa frem og tilbage foran hende.
«Det er da det, der bringerEderpaa Klostertanker?» sagde Marie og saae smilende ned.
«Det er saa, Madame; mangen en Stund er den, da jeg stiller mig fore, at jeg her stænget inde paa et enligt Klosterkammer eller holdes fangen i et højt Taarn, hvor jeg ensom sidder ved min Rude og vogter, hvor Lyset rinder hen og Mørket vælder ud, mens Ensomheden, tavs og stilt, men stærk og frodigen, ranker sig op om min Sjæl og gyder sine Dvaledruers Safter i mit Blod. — Aa, men jeg veed hel vel, at det er Digt og Bedrag; aldrig vilde Ensomheden faa Magt over mig, jeg vilde længes som Brand og røden Lue, længes ud af Vid og Samling efter Livet igjen og hvad Livets er ... men I forstaar intet Alt det, jeg her præker. Lad os gaa,ma chere! det vil snarligen regne, nu Vinden saa helt har lagt sig.»
«Men det letter jo! se, hvor lyst det er den hele Himmelsrand rundt!»
«Ja vel, det letter og tætter.»
«Jeg mener: nej,» sagde Marie og rejste sig.
«Jeg bander: jo, med Eders gunstige Forlov.»
Marie løb nedad Bakken.
«Mands Villie er Mands Himmerig!» raabte hun tilbage, «kom I nu ned i Eders!»
Da de vare nede, drejede Marie af, bort fra Slottet, og Sti Høg fulgte med ved hendes Side.
Han lod tankefuld og gjorde ikke Mine til at optage den afbrudte Samtale.
«Hør nu!» sagde saa Marie, «I har saa egenlig gode Tanker om mig, Sti Høg, Vejr har jeg ingen Forstand paa, og hvad Folk taler til mig, forstaar jeg ikke heller.»
«Aa jo!»
«Men intet, hvad I talte til mig.»
«Nej.»
«Nu bander jeg: jo.»
«Bande bider intet Øje ud, veed I, uden Næve følger efter.»
«Nu da, tro det, om I vil, men jeg kjender grant nok, veed Vorherre, den svære, stille Bedrøvelse, der kommer over En, uden En veed hvorfor. Hr. Jens han sagde immer, det var Hjemsygen efter Himmerigs Rige, hvor hver Kristensjæls rette Hjemland er, men jeg tror det knap. En længes og trænges og veed ikke levendes Haab at trøste sig med; nej, nej, for den stride Graad, det har kostet mig tidt! Det kommer saa urandsagelig tungt og tærendes paa, saa En sygner i sit Hjærte og kjender sig saa træt af sine Tanker og ønsker, En aldrig var fød. Men det har ingentid været Lykkens eller Verdens Forkrænkelighed,der har ligget mig tungt i Tanker, at det var det, jeg sørgede for, nej, aldrig! Det var helt en anden Vej, det var ... ja, det er nu saa plat umuligen at give den Sorrig Navn, men det kommer mig for, at det stundom var mest lig en Sorg for en fordækket Brøst ved Ens Natur, en indvendig Skade paa Ens Sjæl, som gjorde En hel anderledes end andre Folk; ringere i alle Maader ... nej, det er nu saa overhaands svært, at faa det fundet i Ord, just i den rette Mening! Se, Livet, Verden, den syntes mig saa usigelig prægtig og skjøn, det maatte være saa stolt og lystelig over al Maade, at være med deri; om i Sorg eller Lykke, det skjællede Intet, blot jeg led eller glædtes ret rigtigen, ikke paa Skrømt som i en Mummenskands eller Fastnachtsspil. Jeg vilde, at Livet skulde tage mig saa stærkt at jeg nedbøjedes eller opløftedes, saa der intet var Tankerum i mit Sind for Andet end som det, der løftede mig op, eller det, som der bøjed' mig ned; jeg vilde smelte ud i min Kummer eller brænde sammen med min Glæde. Ak, I fatter det aldrig! — om jeg blev som en af det romerske Landeriges Feltherrer, der førtes i Triumfvogn gjennem Gaderne, da vilde jeg være det saadan, at Sejren og Jubileringen det var mig, og Stoltheden og Folkets Frydeskrig og Basunernes Lyd, Magten og Æren, Altsammen i een skingrendes Klang, saadan vilde jeg være det, men intet som den, der i usselig Æresyge og koldt Hovmod,medens Vognen ruller frem, tænker i sit Hjærte paa, hvor stolt han straaler i Hobens avindsyge Øjne, og hvor afmægtigt Misundelsens Bølger slikker efter hans Fødder, mens han med Velbehag føler Purpuret blødt om sin Skulder og Krandsen kjølig om sin Pande. — Forstaar I, Sti Høg,dettror jeg er at leve til, det er det Liv, jeg tørstede efter, men jeg vidste med mig selv, at saadan kunde det aldrig blive for mig, og det bares mig for, at jeg var selv Skyld deri paa en eller anden ubegribelig Vis, at jeg havde forsyndet mig mod mig selv eller ledet mig selv vild; jeg veed intet, men det syntes mig, som vældede derudaf min bitre Kummer, at jeg havde rørt ved en Stræng, der intet maatte tone, og ved dens Klingen var der Noget revet sønder i mig, der ingentid vilde læges, saa jeg aldrig vilde fange den Førlighed igjen, at jeg kunde tvinge Livets Dør aaben, men maatte staa derudenfor og lytte til Festens Toner, ubuden og usøgt, som en vanfør Terne.»
«I!» udbrød Sti Høg som forbavset, saa forandredes hans Miner pludseligt og han sagde med et helt andet Stemmelag, «nej, nej, nu ser jeg, hvad det er,» og han rystede paa Hovedet ad hende, «Herre du Godeste, hvad et Menneske har nemt ved at bedrage sig selv i de Materier. Det er saa sjeldent, vore Tanker er den Vej vendte, at vi kjender der hverken Stente eller Sti, men vi løber saa bus til, gladelig hen, blot vi øjnerden Ting, der kan lignes ved et Spor, og er rede til at sværge det er Adelkongevej. Eller har jeg Uret,ma chere? Er vi intet begge to, en for sig og hver for en, der vi søgte en Aarsage til vor Melankolie, gaaet hen og har kejset den gjenneste den bedste Tanke, vi traf at træffe paa, til den eneste sandfærdige Forklaring. Skulde En intet efter det, vi hver har sagt, tænke, at jeg gik omkring, svarlig betynget af Tanken om Verdens Forkrænkelighed og om de Ting, der er i Verden, deres Ustadighed og Forgængelighed, og at I, min hjærte Frænke, var helt igjennem overbeviset om, at I var en Sølle-Sidse, for hvem Døren er lukt og Lyset slukt, og som knap har Mod til Haab? — Men det har Alt kuns lidet paa sig, for naar vi komme paa det Kapitel at tale, saa drikkes vi saa lettelig drukne af vore egne Ord og vi rider saa haardelig til paa hver Tanke, vi kuns kan faa Grime paa!»
Nede i Gangen kom det øvrige Selskab, og de fulgtes med dem ad Slottet til.
Klokken var halvgaaen otte om Aftenen den seksogtyvende September, da Knaldet af Kanoner og en festlig Marsches skingrende Trompettoner gav tilkjende, at begge Majestæterne, ledsagede af hans kurfyrstelige Højhed Prinds Johan Georg af Sachsen og hans fyrstelige Fru Moder, i Spidsenfor Landets fornemste Mænd og Kvinder, fra Slottet begav sig ned igjennem Haven for at overvære den Ballet, der nu der skulde tage sin Begyndelse.
En Række af Begblus kastede et brandrødt Skjær over Havefacadens røde Mure, lod Taks og Buksbom rødme med en Glands af Bronze og alle Kinder lue med kraftig Sundheds dunkelstærke Lød.
Se, skarlagenrøde Drabanter i dobbelt Række holde blomsteromvundne Kjærter op i den mørke Luft, Lyskroner og Ildpotter, Fyrboller og kunstige Lampetter, lavt med Jorden og højt mellem Træernes gulnende Blade, tvinge Mørket tilside og holde en straalende Sti aaben for det prægtige Tog.
Og Lyset gnistrer i Guld og gyldne Traade, spejler sig blankt i Sølv og Staal og glider i glandsfulde Strimer nedad Silkeslag og Silkeslæb. Saa blødt som rødlig Dug er det aandet hen over det dunkle Fløjel, og sprudende hvidt sætter det sig som Stjerner paa Rubiner og Diamanter, og røde Farver bryste sig med Gule, det klare Himmelblaa lukker for det Brune, blandt Hvidt og Violblaat skjærer Søgrønt sig lysende frem, Koralrødt synker mellem Sort og Lilla, og Gulbrunt og Rosa, Staalgraat og Purpur hvirvles imellem hinanden, lyst og dunkelt, Lød paa Lød i broget Bølgen.
Forbi — nede i Gangen nikke endnu de buskede Fjer hvidt, hvidt i den dæmrende Luft ...
Den Ballet eller Masqverada, der nu ageres, hedder «Die Waldlust».
Scenen er en Skov.
Kronprinds Christian som Jæger tolker sin Glæde over det frejdige Jægerliv under de løvrige Kroner, spadserende Damer nynne om Violernes Duft, Børn lege Skjul mellem Stammerne og plukke Bær i nydelige, smaa Kurve, og muntre Borgermænd jubilere over den rene Luft og den klare Drue, mens to naragtige, gamle Kjærlinger med forelskede Fagter forfølge en smuk Bondeknøs.
Saa svæver Skovgudinden frem, den jomfruelige Diana, hendes kongelige Højhed Prindsesse Anne Sofie.
Henrykt rejser Kurprindsen sig og tilkaster hende Fingerkys med begge Hænder, mens hele Hoffet jubler.
Og Skovgudinden deklamerer, og hendes fyrstelige Bejler fører i overstrømmende glad Taknemmelighed de høje Forældres Hænder til sine Læber.
Næppe er Gudinden forsvunden, før Bondemand og Bondekone træde frem og synge en Duet om Kjærligheds Lykke.
Nu følge lystige Scener Slag i Slag, tre unge Herrer pynte og glæde sig i det Grønne, fire Officerer er glade, to Bondekarle komme veltilmode fra Marked, en Gartnerdreng synger og en Poet synger og endelig seks Personer, der paa allehaandekaade Instrumenter opføre en meget overgiven Musik.
Nu Slutningsscenen.
Det er elleve Schæferinder, nemlig deres kongelige Højheder Prindsesserne Anne Sofie, Friderica Amalie og Vilhelmina Ernestina, Madame Gyldenløve og syv skjønne, adelige Jomfruer.
De dandse nu med stor Kunstfærdighed en landlig Dands, hvori det forestilles, at Madame Gyldenløve af de Andre drilles og gjækkes, fordi hun er hensunken i Elskovstanker og ikke vil deltage i deres lystige Menuette, og de spotte hende, fordi hun har givet Afkald paa sin Frihed og bøjet sin Nakke under Elskovens Aag; men da triner hun frem og i en sirlig Pas de deux, som hun dandser med Prindsesse Anne Sofie, udtrykker hun for denne Kjærligheds rige Henrykkelse og Salighed, og saa dandse de Alle glade frem, slyngende sig imellem hverandre i vanskelige Toure, medens et usynligt Chor bagved Scenen, ledsaget af en skjønne Strygemusik, synger til deres Pris: