"Ihr Nümphen hochberühmt, ihr sterblichen Göttinnen,Durch deren Treff'ligkeit sich lassen HeldensinnenJa auch die Götter selbst bezwingen für und für,Last nun durch diesen Tantz erblicken eure ZierDer Glieder Hurtigkeit, die euchdarumgegebenSo schön und prächtig sind, und zu den End erhebenWas an euch göttlich ist, auff dass je mehr und mehrMan preisen mög an euch des Schöpfers Macht und Ehr."
"Ihr Nümphen hochberühmt, ihr sterblichen Göttinnen,Durch deren Treff'ligkeit sich lassen HeldensinnenJa auch die Götter selbst bezwingen für und für,Last nun durch diesen Tantz erblicken eure ZierDer Glieder Hurtigkeit, die euchdarumgegebenSo schön und prächtig sind, und zu den End erhebenWas an euch göttlich ist, auff dass je mehr und mehrMan preisen mög an euch des Schöpfers Macht und Ehr."
"Ihr Nümphen hochberühmt, ihr sterblichen Göttinnen,Durch deren Treff'ligkeit sich lassen HeldensinnenJa auch die Götter selbst bezwingen für und für,Last nun durch diesen Tantz erblicken eure ZierDer Glieder Hurtigkeit, die euchdarumgegebenSo schön und prächtig sind, und zu den End erhebenWas an euch göttlich ist, auff dass je mehr und mehrMan preisen mög an euch des Schöpfers Macht und Ehr."
Dermed var saa Balletten forbi, og man spredtesig i Haven og lystvandrede mellem de oplyste Bosquetter, eller hvilte sig i skjønt indrettede Grotter, medens Ædelknaberne, udstafferede som italieniske eller spaniolske Frugtsælgere, bøde Vin og Bagværk og Konfiturer omkring i flettede Kurve, som de bar paa deres Hoveder.
De Agerende blande sig nu ogsaa i Selskabet og modtage Komplimenteringer for deres store Kunstfærdighed og Adræthed, men Alle er enige om, at næst Kronprindsen og Prindsesse Anne Sofie havde Ingen ageret sin Part saa vel som Madame Gyldenløve, og baade Majestæterne saa vel som Kurfyrstinden gave hende stort Lov, og Kongen sagde, at selv Mademoiselle La Barre havde intet kunne føre den Rolle ud med større Gratie eller med livagtigere Gebærder.
Til langt ud paa Natten blev nu Festen ved i de oplyste Gange og i de mod Haven vendende Sale, hvor Fioler og Fløjter lokkede til Dands og bugnende Borde til Drik og Pokulats. Selv ud paa Søen strakte Festen sig, og munter Latter klang ind over Haven fra lampebehængte Gondoler derude.
Overalt var der Folk; flest hvor Lyset straalte og Tonerne legte, færre hvor Lyset var fjernt, men selv hvor Mørket herskede alene og Tonerne halvt gik under i Løvets Hvisken, vandrede der lystige Rækker og stumme Par. Ja, om det saa var den fjerne Grotte længst mod Øst, havde her en enlig Gjæst skikket sig til Sæde. Men han var travrigtilmode; den lille Lampet oppe i Grottens Løvhang kastede sit flimrende Lys paa bedrøvede Miner og mismodige Bryn.
Hvidgule Bryn.
Det var Sti Høg.
"......È di personaAnzi grande, che no; di vista allegra,Di bionda chioma, e colorita alquanto."
"......È di personaAnzi grande, che no; di vista allegra,Di bionda chioma, e colorita alquanto."
"......È di personaAnzi grande, che no; di vista allegra,Di bionda chioma, e colorita alquanto."
hviskede han for sig selv.
Han havde ikke ustraffet i de sidste fire, fem Uger stadig været sammen med Marie Grubbe. Hun havde aldeles bedaaret ham. Han længtes kun hende, drømte kun hende, hun var hans Haab og hans Fortvivlelse. Han havde elsket før, men aldrig saaledes, aldrig saa vegt og blødt og modløst. Det var ikke det, at hun var Ulrik Frederiks Gemalinde, ikke heller det, at han var gift med hendes Søster, der betog ham Haabet. Men det var nu denne hans Kjærligheds Væsen at være modløs, hans Pogekjærlighed, som han bittert kaldte den. Den havde i sig saa liden Begjær, saa megen Frygt og Beundring, og dog paa en anden Vis saa megen Begjær. En feberbrændende, vemodig Længsel ind imod hende, en sygelig Smægten efter at leve med hende i hendes Minder, drømme med i hendes Drømme, lide hendes Sorger og dele hendes modige Tanker, ikke mere, ikke mindre. Hun havde været saa smuk i Dansene, men endnu mere fremmed, endnu mere fjern;de runde, blændende Skuldre, den rige Barm og de slanke Lemmer, det gjorde ham rentud bange; al denne Legemspragt, som gjorde hende endnu rigere og fuldkomnere, han frygtede for den, den bragte ham til at skjælve og betyngede ham hans Aandedræt, han vovede ikke at lade sig betage deraf, han frygtede for sin Lidenskab, for den svælgende, himmelbrændende Brand, der ulmed derinde; thi denne Arm om hans Nakke, disse Læber trykkede mod hans, det var Vanvid, taabelige Vanvidsdrømme; denne Mund ...
"Paragon di dolcezza!.................bocca beata,...bocca gentil, che può ben dirsiConca d'Indo odorataDi perle orientali e pellegrine;E la porte, che chiudeEd apre il bel tesoro,Con dolcissimo mel porpora mista."
"Paragon di dolcezza!.................bocca beata,...bocca gentil, che può ben dirsiConca d'Indo odorataDi perle orientali e pellegrine;E la porte, che chiudeEd apre il bel tesoro,Con dolcissimo mel porpora mista."
"Paragon di dolcezza!.................bocca beata,...bocca gentil, che può ben dirsiConca d'Indo odorataDi perle orientali e pellegrine;E la porte, che chiudeEd apre il bel tesoro,Con dolcissimo mel porpora mista."
Han løftede sig et Øjeblik fra Bænken som i Smerte; nej, nej! og han klyngede sig igjen til sin ydmyge Kjærlighedslængsel, han slængte sig i Tanken i Støvet for hendes Fødder, hagede sig fast til sin Kjærligheds Haabløshed, holdt Billedet af hendes Ligegyldighed op for sine Øjne, da — stod Marie Grubbe for ham i Grottens hvælvede Aabning, lys imod Mørket derude.
Hun havde den hele Aften været i en sælsom lyksalig Stemning; hun følte sig saa tryg og sundog mægtig; Festens Pragt og Toner, Mændenes Hyldest og Beundring, hun skred hen derover som var det et Skarlagenstæppe, bredt ud for hendes Fod at træde paa. Thi hun var saa helt betaget, helt beruset af sin egen Skjønhed. Det var, som skød sig Blodet i rige, funklende Straaler ud fra hendes Hjærte og blev til Skjønhedssmil paa hendes Læber, til Straaleglands i hendes Øje og Vellydsklang i hendes Stemme. Der var en jubelmættet Ro i hendes Sind, en skyløs Klarhed over hendes Tanker, en frodig Folden-ud i hendes Sjæl, en salig Følelse af Magt og Harmoni.
Aldrig havde hun været saa dejlig som nu, med Lykkens overmodige Smil paa sine Læber, og i Blik og Miner en Dronnings stolte Ro, og saadan stod hun nu i Grottens hvælvede Aabning, lys imod Mørket derude. Hun saae ned paa Sti Høg og mødte hans haabløst beundrende Blik, og hun bøjede sig ned imod ham, lagde medlidsfuldt sin hvide Haand paa hans Haar og kyssede ham. Ikke i Elskov, nej, nej! Som en Konge, der skjænker en trofast Vasal en kostelig Ring til Tegn paa sin kongelige Yndest og Naade, saaledes gav hun ham sit Kys i rolig Gavmildhed.
Men saa! saa veg et Øjeblik Sikkerheden fra hende, hun rødmede og slog Øjnene ned.
Havde nu Sti Høg grebet til, havde han taget det Kys som mer end en fyrstelig Gave,han havde mistet hende for bestandig. Men han knælede tavs ned for hende, trykkede taknemmelig hendes Haand til sine Læber, veg saa ærbødigt til Side og hilste hende dybt og ærefrygtsfuldt med blottet Hoved og bøjet Nakke. Og hun skred stolt forbi, bort fra Grotten, bort i Mørket.
I Januar seksten hundrede og fire og treds udnævntes Ulrik Frederik til Statholder i Norge, og i de første Dage af April samme Aar rejste han derop.
Marie Grubbe fulgte ham.
Forholdet mellem dem havde senere ikke forbedret sig synderligt, blot at deres Mangel paa indbyrdes Forstaaelse og indbyrdes Kjærlighed ligesom var bleven anerkjendt af begge Parter som en uforanderlig Kjendsgjerning og havde fundet sit Udtryk i den yderst ceremonielle Maade, paa hvilken de omgikkes med hinanden.
Det første Aarstid, eller halvandet, efter at de havde taget Bolig paa Aggershus, levede de saaledes, og Marie ønskede heri for sit Vedkommende ingen Forandring. Men med Ulrik Frederik forholdt det sig anderledes: han var nemlig igjen bleven forelsket i sin Gemalinde.
Og nu var det en Vintereftermiddag, henimod Skumringen, at Marie Grubbe sad alene i den lille Stue, der fra gammel Tid førte Navn af: Daasen.
Det var raat og blæsende Vejr, graat og mørkt. De tunge Tøsneflokke klinede sig op i Hjørnet af de smaa Ruder og dækkede fast det halve af det grønlige Glas. Regnkolde Vindpust, som hvirvledes ned mellem de høje Mure, ligesom tabte Besindelsen og kastede sig blindt frem og dundred paa Porte og Døre og foer saa pludselig lige op i Luften med en hæs og hundeagtig Tuden. Mægtige Vindpust kom hujende ned over Taget derovre og kasted sig plat imod Ruder og Mur med et Slag som en Bølges, og blev borte med det Samme. Og der var andre Vindpust, der brølede ned i Kaminen, saa Flammen dukkede sig af Angst og den hvidlige Brænderøg forskrækket krummede sig som en Bølgekam henimod Kaminaabningen, parat til at kaste sig ud i Stuen, men saa i næste Nu hvirvled den tynd og let og blaa op igjennem Skorstenen, og Flammerne raabte efter den, hopped og sprang og sendte den spragende Gnister i Haandfuldvis lige i Hælene. Og saa begyndte Ilden først rigtig at brænde, lagde sig med brummende Velbehag bredt over Gløder og Aske og Emmer, kogte og syded af Fryd i det hvide Birkeveds inderste Marv, snurred og spandt som en brandrød Kat og strøg saa med Luer og Flammer polidsk og fornøjet om Næsen paa sortladne Knuder og hedhovede Favnestykker.
Rød og lun og lysende strømmede den lystige Ilds Aande ud i den lille Stue. I en flimrende Lysvifte spilled den hen over det tavlede Gulv ogjog det fredsommelige Skumringsmørke foran sig, saa det bange gjemte sig som zittrende Skygger tilhøjre og tilvenstre bag de snirklede Stoleben, eller trykked sig ind i Krogene, gjorde sig langt og tyndt i Skjul bag fremspringende Lister eller lagde sig plat ned under den store Dragkiste.
Saa med Eet ligesom sugede Kaminen Lyset og Varmen buldrende til sig igjen, og Mørket bredte sig frejdigt over hele Gulvet, paa hver en Tavle og hvert et Brædt, helt henimod Ilden, men saa kom Ildskjæret jagende henover Gulvet igjen, saa Skumringsmulmet fløj til alle Sider, og Skjæret efter det, opad Vægge og opad Døre, helt op over den blanke Messingklinke, — ingensteds var det sikkert; ja, der sad Mørket og klemte sig ind til Mur og Loft som en Kat i et Træ, og Skjæret sprang omkring dernede, hen og frem, hoppende og jagende som Hunden ved Træets Rod. Ikke engang mellem Glas og Pokaler højt oppe paa Dragkistens Tag kunde Mørket være i Fred, for de røde Rubinglas, de blaa Pokaler og grønne Rømere, alle saa tændte de brogede Fyr og hjalp Skjæret at finde det frem.
Og Blæsten blev ved derude og Mørket tog til, men derinde, der luede der Ild og der dandsed der Lys, og Marie Grubbe hun sang. Snart sang hun Ordene lige som hun kunde huske dem, snart nynnede hun blot Melodien; hun havde sin Luth i Haanden, men hun spillede ikke, hun blot nu ogda greb i Strængene og fremlokkede et Par klare, længe klingende Toner.
Det var en af disse hyggelige, smaa, vemodige Sange, som gjør Ens Hynde blødere og Ens Stue lunere, en af disse sagteligt bølgende Melodier, der ligesom synger sig selv i deres magelige Sørgmodighed og med det Samme lader Ens Stemme lyde saa fornøjeligt fyldig, saa svulmende og saa rund. Marie sad lige i Skjæret fra Kaminen, omspillet af det rødlige Lys, og hun sang saa tankeløst velbehageligt, ligesom kjærtegnende sig selv med sin egen Røst.
Da aabnedes den lave Dør, og Ulrik Frederiks høje Skikkelse dukkede ind ad den.
Marie holdt straks op med at synge.
«Ah, Madame!» udbrød Ulrik Frederik i en mildt bebrejdende Tone, idet han med bønfaldende Gebærde traadte hen imod hende, «havde jeg vidst, I vilde lade Eder incommodere af min Nærværelse ...!»
«Aa nej, jeg sang ikkun for at holde mine Drømme vaagne.»
«Aimable Drømme?» spurgte han og bøjede sig ned over Varmebukken foran Kaminen og varmede sine Hænder paa dens blanke, røde Kobberkugler.
«Ungdomsdrømme,» svarede Marie og løb med Haanden over Luthens Strenge.
«Ja, immer er Alderdommen sig selv lig!» og han saae smilende paa hende.
Marie tav lidt, saa sagde hun pludseligt:
«En kan være ret ung og have gamle Drømme endda.»
«Hvad her er for en skjønne Desmerlugt herinde! — men er ellers min Ringhed med idegamle Drømme, Madame? — om En tør spørge.»
«Ak nej!»
«Der var dog en Tid ...»
«Blandt alle andre Tider.»
«Ja, Madame, blandt alle andre Tider var der en Gang en underskjønne Tid, hvor jeg var Eder saare, saare kjær. Kan I kuns mindes en Mørkningstime, Ottesdagen efter vort Bilager eller ved det Lav? Det var en Blæst og Sne ...»
«Ret som nu.»
«I sad foran Kaminen ...»
«Ret som nu.»
«Ja, og jeg laa ved Eders Fødder, og Eders kjære Hænder legte I mit Haar.»
«Ja, den Gang elskede I mig!»
«O, ret som nu! — og I — I bøjede Eder ned over mig, I græd, saa Taarerne randt Jer ned ad Kinderne, og I kyssede mig og saae saa ømt og bevæget paa mig, som om I bad en Bøn for mig i Eders Hjærte, og saa paa een Gang, — kan I mindes? — saa bed i mig i Halsen.»
«Ja, Gud du Godeste, hvor jeg dog elskede Jer, min Hr. Gemal! Naar jeg hørte Eders Sporer klingre paa Trappen, saa ringede mit Blod for mine Øren, jeg zittrede fra Hoved og til Fodog mine Hænder blev saa kolde som en Is. Og naar I saa kom ind og trykkede mig i Eders Arme ...»
«De grace, Madame!»
«Aa, det er jo kuns døde Minder om en Amour, som længst er slukket ud.»
«Ak, slukket ud, Madame! den ulmer dog hedere end før.»
«Nej, den er dækket til med altfor mange Dages kolde Aske.»
«Men den rejser sig af Asken som den Fugl Fønix, skjønnere og fyrigere end før — sig, gjør den intet?»
«Nej, Elskov er som enfinBlomst; om en frostig Nats Kulde forvisner dens Hjærte, saa gaar den ud fra Top til Rod.»
«Nej, Elskov er som den Urt, der kaldes for Jerichos Rose; om Tørken kommer, saa tørres den bort og krymper sig sammen, men bliver det saa en mild og liflig Nat med frodig Dug, saa slaar den alle sine Blade ud igjen og er saa grøn og frisk som ingen Tid før.»
«Kan hænde! der er vel mange Slags Elskov til.»
«Det er der, — ja, og vor var just saadan Elskov.»
«At Eders var det, det siger I mig nu, men min, aldrig var den det, aldrig.»
«Saa har I aldrig elsket.»
«Elsket ikke! nu skal jeg fortælle Jer, hvor jeg har elsket — Det var paa Frederiksborg ...»
«O, Madame, I er uden Skaansel!»
«Nej, nej, det er slet intet det. — Det var paa Frederiksborg. Ak, I veed kuns lidet, hvad jeg der led. Jeg saae, at Eders Kjærlighed til mig var intet nær som før. Ak, som en Moder vaager over sit kranke Barn og giver Agt paa hvert et lille Tegn, saaledes fulgte jeg med Angst og Bævelse Eders Kjærlighed. Og da jeg saae i Eders kolde Blikke, hvor bleg den blev, og følte i Eders Kys, hvor svagt dens Pulse slog, da var det som skulde jeg forgaas i Kval og i Pine. Jeg græd for denne Kjærlighed i lange Nætter, jeg bad for den som for et Hjærtens dyrebart Barn, der dør og dør, Time for Time. Og jeg spejdede efter Hjælp og efter Raad i min Kvide, efter Lægedom for Eders kranke Kjærlighed og hvad gehejme Midler, som kom mig for Øre, af Elskovsdrikke at være, dem blandede jeg med tvivlendes Haab i Eders Morgendrikke og Aftenvin. Jeg lagde Eders Brystdug ud for trende voksende Maaner og læste Bryllupspsalmen derover, og paa Eders Sengefjæl, der malte jeg forinden med mit eget Blod tretten Hjærter i Kors, men uden Gavn, min Hr. Gemal, for Eders Kjærlighed var krank til Døden. — Se, saadan var I elsket!»
«O nej, Marie, min Kjærlighed er ikke død, den er opstanden. Hør mig, Hjærte! hør mig, for jeg har været slagen med Blindhed, med daarligVanvittighedssot, men nu, Marie, knæler jeg ned for Eders Fødder, og se, jeg bejler igjen, med Tryglen og med Bøn. Ak, min Elskov har været som et vægelsindet Barn, men nu er den vokset op til Mand, o, giv Jer trygt hen i dens Arme og jeg sværger Jer ved Korsens Træ og Mands Honneur, at de skal ingensinde slippe Jer igjen.»
«Ti, ti, hvad kan det hjælpe!»
«O, tro mig dog, Marie!»
«Ved Gud den Levendes! jeg tror Jer, der er ikke Trevl eller Traad af Tvivl i mit Sind, jeg tror Jer fuldt, jeg tror, at Eders Kjærlighed er stor og stærk, menmin! den har I kvalt med egne Hænder, den er et Lig, og hvor højt saa Eders Hjærte raaber, saa vil det aldrig vække den op igjen.»
«O jo, Marie! I af Eders Kjøn ... jeg veed, at der er dem iblandt Jer, som naar de elsker en Mand, saa om han støder dem bort med sin Fod, de kommer dog igjen, evindelig igjen, for deres Kjærlighed er fast mod alle Saar.»
«Ja, det er ret, min Hr. Gemal, og jeg — jeg er et saadant Kvindfolk, skal I vide, men I — er intet af de rette Mænd.»
«Gud holde sin beskjærmendes Haand over dig, min hjærtens allerkjæreste Søster, og væredig en god og rund Givere af hvad som ønskværdig er, baade til Liv og Sjæl, det ønsker jeg dig af Hjærte.Hjærtens allerkjæreste Søster, som er min eneste velmenendes Ven fra Børnetid, vil jeg nu beskrive, hvad skjønne Frugter jeg har af min Ophøjelsesstand, som skal være forbandet fra den Dag, den begyndte; thi den har, som Gud veed, ikkuns ført mig Fortræd og Tribulats i fulde Skaale.Ja, var det mig intet en rette Ophøjelse paa bagvendt Vis, som allerkjæreste Søster nu skal høre, og som vel hende allerede i mange Stykker er bevidst; thi det kan intet fejle, at Søster jo af hendes kjære Mand har fornummet at det, allerede mens vi var paa Sjælland at bo, stod ganske koldsindigt til imellem mig og min fine Hr. Gemal; og her til Aggershus var det paa nogen Tid ikke anderledes, thi han har ført sig saaledes op imod mig som mestendels er utroligen at fortælle, men som nok stod til ventendes af slig en smukke Junkere. Men jeg bryder mig kuns fejl om hans skidne Galanterier, thi de gaa mig i Ingenting an, saasom jeg bær' til ham for længe siden saa ringe Kjærlighed, at det jo intet skulde være nok til at holde en kranker Ælling ved Live, og kan han for mig løbe Runsk efter Rakkerens Kvind, om det skulde være hans Ønske, kuns han i Ingenting kommer mig for nær at fægte, som han justnetop gjør, og i saa Manering, at man skulde undres paa, om han er optændt af Galenskab heller Djævelen har besættet ham, og det har deraf sin Begyndelse, at han kom til mig en Dag med fine Ord og strunke Løfter og vilde, Alting skulde være godt igjen os imellem, mens han er af mig saa afskyet og foragt', hvad jeg ham og fortalte i de Ord, at jeg holdt mig ham altfor god at være; men da var det, det ret gik an, thiwenn's de Düwel friert, plejer man sige,macht er sein Hölle glühn, og tændte han mig fluks en Helvedes Badstue op, i saa Maade, at han kjørte herind paa Slottet i Hobevis af løse Kvindfolk og Skarns Skjøger, og beværtede paa dem med Mad og Drikke i store Stykker, ja med dyrebar Snemos og bekostlige Schauessen, som til nogen fyrstelig Banquete, og der skulde mine kunstig vævede Damaskes Duge, som jeg har i Arv efter vor sal. Moder, være lagt frem, og mine Silkeshynder med Fryndserne om ligedan, men blev der Intet af, som jeg slog det bag Laas tilhobe, saa han maatte laane i Staden baade til Borde og Bænke at brede.Min hjærtens allerkjæreste Søster, jeg vil nu intet trætte hende længer med saadan garstig Kompagnie, men er det intet forsmædeligt, at saadant Skjøgepak, som, om dem skete deres Ret, skulde have deres Hud strøgen brav af ved Stadens Kag, skal sidde paa Stadsebænk i kongelig Majestæts Statholderes Stue; jeg mener,det er saa uerhørt og bespotteligen, at om det kom kongelig Majestæt til Gehør, som jeg ønsker af ganske Hjærte, Liv og Sjæl, da vilde han tale min guten Ulrik Friederich saadan til, som han kuns lidet skulde forlystes at høre paa. Den artigste af hans Streger imod mig har jeg endnu intet fortalt; den er og hel ny, som den skete forgangen Dag, der jeg lod sende efter en Kræmmere, at han skulde komme op med nogle brabandtiske Silkes-Agramaner, som jeg vilde have forneden en Trøje; men han lod svare, om jeg vilde skikke Pengene ned, skulde Varerne vel komme, men Statholderen havde forbøden ham at sælge mig Noget paa Borg, og ligedan Bud kom der fra Hattestaffereren, som der var sendt efter, saa jeg formener, han har gjort mig ubetroet over det ganske Sted, mens jeg har ført i hans Bo for mange tusinde Rigsdaler og tusinder til. Nu intet mere for denne Gang. Gud være alting befalet, og han sende mig altid gode Bud fra dig.af Aggershus Slot, 12 Decembris 1665.Din fuldtro Søster altidMarie Grubbe.Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Styge Høeghs, Landsdommere paa Laaland, min hjærte kjære Søster huldeligen tilhaande.»
«Gud holde sin beskjærmendes Haand over dig, min hjærtens allerkjæreste Søster, og væredig en god og rund Givere af hvad som ønskværdig er, baade til Liv og Sjæl, det ønsker jeg dig af Hjærte.
Hjærtens allerkjæreste Søster, som er min eneste velmenendes Ven fra Børnetid, vil jeg nu beskrive, hvad skjønne Frugter jeg har af min Ophøjelsesstand, som skal være forbandet fra den Dag, den begyndte; thi den har, som Gud veed, ikkuns ført mig Fortræd og Tribulats i fulde Skaale.
Ja, var det mig intet en rette Ophøjelse paa bagvendt Vis, som allerkjæreste Søster nu skal høre, og som vel hende allerede i mange Stykker er bevidst; thi det kan intet fejle, at Søster jo af hendes kjære Mand har fornummet at det, allerede mens vi var paa Sjælland at bo, stod ganske koldsindigt til imellem mig og min fine Hr. Gemal; og her til Aggershus var det paa nogen Tid ikke anderledes, thi han har ført sig saaledes op imod mig som mestendels er utroligen at fortælle, men som nok stod til ventendes af slig en smukke Junkere. Men jeg bryder mig kuns fejl om hans skidne Galanterier, thi de gaa mig i Ingenting an, saasom jeg bær' til ham for længe siden saa ringe Kjærlighed, at det jo intet skulde være nok til at holde en kranker Ælling ved Live, og kan han for mig løbe Runsk efter Rakkerens Kvind, om det skulde være hans Ønske, kuns han i Ingenting kommer mig for nær at fægte, som han justnetop gjør, og i saa Manering, at man skulde undres paa, om han er optændt af Galenskab heller Djævelen har besættet ham, og det har deraf sin Begyndelse, at han kom til mig en Dag med fine Ord og strunke Løfter og vilde, Alting skulde være godt igjen os imellem, mens han er af mig saa afskyet og foragt', hvad jeg ham og fortalte i de Ord, at jeg holdt mig ham altfor god at være; men da var det, det ret gik an, thiwenn's de Düwel friert, plejer man sige,macht er sein Hölle glühn, og tændte han mig fluks en Helvedes Badstue op, i saa Maade, at han kjørte herind paa Slottet i Hobevis af løse Kvindfolk og Skarns Skjøger, og beværtede paa dem med Mad og Drikke i store Stykker, ja med dyrebar Snemos og bekostlige Schauessen, som til nogen fyrstelig Banquete, og der skulde mine kunstig vævede Damaskes Duge, som jeg har i Arv efter vor sal. Moder, være lagt frem, og mine Silkeshynder med Fryndserne om ligedan, men blev der Intet af, som jeg slog det bag Laas tilhobe, saa han maatte laane i Staden baade til Borde og Bænke at brede.
Min hjærtens allerkjæreste Søster, jeg vil nu intet trætte hende længer med saadan garstig Kompagnie, men er det intet forsmædeligt, at saadant Skjøgepak, som, om dem skete deres Ret, skulde have deres Hud strøgen brav af ved Stadens Kag, skal sidde paa Stadsebænk i kongelig Majestæts Statholderes Stue; jeg mener,det er saa uerhørt og bespotteligen, at om det kom kongelig Majestæt til Gehør, som jeg ønsker af ganske Hjærte, Liv og Sjæl, da vilde han tale min guten Ulrik Friederich saadan til, som han kuns lidet skulde forlystes at høre paa. Den artigste af hans Streger imod mig har jeg endnu intet fortalt; den er og hel ny, som den skete forgangen Dag, der jeg lod sende efter en Kræmmere, at han skulde komme op med nogle brabandtiske Silkes-Agramaner, som jeg vilde have forneden en Trøje; men han lod svare, om jeg vilde skikke Pengene ned, skulde Varerne vel komme, men Statholderen havde forbøden ham at sælge mig Noget paa Borg, og ligedan Bud kom der fra Hattestaffereren, som der var sendt efter, saa jeg formener, han har gjort mig ubetroet over det ganske Sted, mens jeg har ført i hans Bo for mange tusinde Rigsdaler og tusinder til. Nu intet mere for denne Gang. Gud være alting befalet, og han sende mig altid gode Bud fra dig.
af Aggershus Slot, 12 Decembris 1665.
Din fuldtro Søster altidMarie Grubbe.
Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Styge Høeghs, Landsdommere paa Laaland, min hjærte kjære Søster huldeligen tilhaande.»
«GUD have hende i sin Forvaring, min allerkjæreste Søster, nu og altid, det vil jeg ønske hende af et oprigtig Hjærte, og vil jeg bede for hende den Bøn, at hun maa fatte et oprejset Sind og intet lade sig plat nedtrykke, thi hver har sin Jammerslod tildelet, og vi svømme og bade i idel Elendighed.Hendes Skrivelse M. A. K. S. er kommen mig tilhaande, uskadt og ubrudt i alle Maader, og fornemmer jeg deraf med synkendes Hjærte den Spot og Beskæmmelse, hendes Gemal fører hende paa, som er en store Uret af kongelig Majestæts Statholdere at gjøre, som han gjør. Men vær dog ikke for hastig, min Høne, thi hun har Aarsage til Taalmod, som hende er saa høj en Plads anviset, som ikke var god at gaa Forlis af, og som vel er det værd med Uro at bevare, thi om hendes Gemal sværmer hen og spilder meget Gods, saa er det af hans eget, han forøder, mens min Slemmere til Mand har sat Veje for baade hans og mit, som er en Ynk, at en Mand, der skulde holde sammen paa, hvad af GUD os er fortroet, i den Sted splitter og øder det aldeles. Vilde kuns GUD skille mig vel ved ham, om det blev saa heller saa, da var der derudi stor Almisse mod mig arme Kvinde, og som ikke nok var at takke for, og kunde det ligesaavel ske, som vi det sidste Aar aldeles ikke have været tilsammens, som GUD have Lov og Tak for, om det maattevare ved, saa M. A. K. S. kan skjønne, at ikke heller min Seng er aldeles med Silke bredt, men M. A. K. S. maa tænke, at hendes Gemal stiller sig nok og kommer til Fornuft igjen, at han ikke sætter alting paa ublu Skjøger og Skarns-Folk, og som hans Embed giver ham stor Indtægt, skal hun ikke lade sit kjære Hjærte foruroes af hans bespottelige Ødselhed eller af hans Uhuldhed heller. GUD vil det bedre, det tror jeg forvist. Gjør nu vel, min Høne, og have hun mange tusind gode Nætter fra mig,hendes tro Søster, mens jeg lever,Ane Marie Grubbe.af Vang, 6 Februari 1666.A MadameMadame Gyldenleu, min gode Ven og Søster, venligen tilskreven.»
«GUD have hende i sin Forvaring, min allerkjæreste Søster, nu og altid, det vil jeg ønske hende af et oprigtig Hjærte, og vil jeg bede for hende den Bøn, at hun maa fatte et oprejset Sind og intet lade sig plat nedtrykke, thi hver har sin Jammerslod tildelet, og vi svømme og bade i idel Elendighed.
Hendes Skrivelse M. A. K. S. er kommen mig tilhaande, uskadt og ubrudt i alle Maader, og fornemmer jeg deraf med synkendes Hjærte den Spot og Beskæmmelse, hendes Gemal fører hende paa, som er en store Uret af kongelig Majestæts Statholdere at gjøre, som han gjør. Men vær dog ikke for hastig, min Høne, thi hun har Aarsage til Taalmod, som hende er saa høj en Plads anviset, som ikke var god at gaa Forlis af, og som vel er det værd med Uro at bevare, thi om hendes Gemal sværmer hen og spilder meget Gods, saa er det af hans eget, han forøder, mens min Slemmere til Mand har sat Veje for baade hans og mit, som er en Ynk, at en Mand, der skulde holde sammen paa, hvad af GUD os er fortroet, i den Sted splitter og øder det aldeles. Vilde kuns GUD skille mig vel ved ham, om det blev saa heller saa, da var der derudi stor Almisse mod mig arme Kvinde, og som ikke nok var at takke for, og kunde det ligesaavel ske, som vi det sidste Aar aldeles ikke have været tilsammens, som GUD have Lov og Tak for, om det maattevare ved, saa M. A. K. S. kan skjønne, at ikke heller min Seng er aldeles med Silke bredt, men M. A. K. S. maa tænke, at hendes Gemal stiller sig nok og kommer til Fornuft igjen, at han ikke sætter alting paa ublu Skjøger og Skarns-Folk, og som hans Embed giver ham stor Indtægt, skal hun ikke lade sit kjære Hjærte foruroes af hans bespottelige Ødselhed eller af hans Uhuldhed heller. GUD vil det bedre, det tror jeg forvist. Gjør nu vel, min Høne, og have hun mange tusind gode Nætter fra mig,
hendes tro Søster, mens jeg lever,Ane Marie Grubbe.
af Vang, 6 Februari 1666.
A MadameMadame Gyldenleu, min gode Ven og Søster, venligen tilskreven.»
«Gud holde sin beskjærmendes Haand over dig, min hjærtens allerkjæreste Søster, og være dig en god og rund Givere af hvad som ønskværdigt er i alle Maader til Liv og Sjæl, det ønsker jeg dig af ganske Hjærte.Hjærtens allerkjæreste Søster, man siger vel af Gammelt, at Ingen er saa rasendes galen, den jo helmer et Blink mellem St. Hans ogPaulinus[7], men det vil her ingen Skik have, thi min galne Hr. Gemal er intet kommen til sin Vittighed endnu, ja, han er ti, ja tusindfold galnere end tilforn, thi hvad som før jeg skrev om, det er kuns for Børneværk at regne mod det, som nu gaar an, som er over al Maade; at vide, allerkjæreste Søster, han har været til Kjøbenhavn og, o, utænkelig Spot og Beskæmmelse, havde med sig hertilen afhans gamle Karnaillekvinder, navnlig Karen, som han fluks lod tage bestandig Lossemente her paa Slottet og som er over alle Ting og regjerer i alle Maader, mens jeg er sat bag Døren at staa; men, hjærte kjære Søster, hun maa nu gjøre mig den Villighed, at hun forhører sig om vor kjære Fader vilde tage sig min Sag an, om jeg rømmede herfra, som han jo nok vil, thi Ingen kan uden stor Medlidenhed min ulykkelige Stilling anse, og det som byltes mig paa, er saa ulideligen, at jeg tænker, jeg kan kuns gjøre Ret, om jeg kaster det af. Det er intet længer end som nu, dyre vor Frue Dag[8], jeg var gangen ned i vores Abildhave, og den Tid, jeg kom ind igjen, da var Slaaen for mit Sengekammer skudt for indvendig fra, og der jeg spurgte, hvad den Streg skulde læses for, svartes mig, at den Kammer og den næstved, dem vilde hun, Karen,have, og var min Seng flyttet op i den vestre Stue, som er saa kold som en Kirke, naar Blæsten staar paa, og fuld af Trækvinde, og Gulvet aldeles frønnet og her og der med ganske store Huller. Men skulde jeg tilfulde beskrive al den Haanhed, mig her overgaar, da blev det saa lang som nogen Fasteprædiken, og om det paa den Vis farer fort, da tror jeg knap, mit Hoved skal holde. Gud være alting befalet og han sende mig altid gode Bud fra dig,din fuldtro Søster altidMarie Grubbe.af Aggershus Slot, 2 Septembris 1666.Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Sti Høeghs, Landsdommere paa Laaland, min hjærte kjære Søster huldeligen tilhaande.»
«Gud holde sin beskjærmendes Haand over dig, min hjærtens allerkjæreste Søster, og være dig en god og rund Givere af hvad som ønskværdigt er i alle Maader til Liv og Sjæl, det ønsker jeg dig af ganske Hjærte.
Hjærtens allerkjæreste Søster, man siger vel af Gammelt, at Ingen er saa rasendes galen, den jo helmer et Blink mellem St. Hans ogPaulinus[7], men det vil her ingen Skik have, thi min galne Hr. Gemal er intet kommen til sin Vittighed endnu, ja, han er ti, ja tusindfold galnere end tilforn, thi hvad som før jeg skrev om, det er kuns for Børneværk at regne mod det, som nu gaar an, som er over al Maade; at vide, allerkjæreste Søster, han har været til Kjøbenhavn og, o, utænkelig Spot og Beskæmmelse, havde med sig hertilen afhans gamle Karnaillekvinder, navnlig Karen, som han fluks lod tage bestandig Lossemente her paa Slottet og som er over alle Ting og regjerer i alle Maader, mens jeg er sat bag Døren at staa; men, hjærte kjære Søster, hun maa nu gjøre mig den Villighed, at hun forhører sig om vor kjære Fader vilde tage sig min Sag an, om jeg rømmede herfra, som han jo nok vil, thi Ingen kan uden stor Medlidenhed min ulykkelige Stilling anse, og det som byltes mig paa, er saa ulideligen, at jeg tænker, jeg kan kuns gjøre Ret, om jeg kaster det af. Det er intet længer end som nu, dyre vor Frue Dag[8], jeg var gangen ned i vores Abildhave, og den Tid, jeg kom ind igjen, da var Slaaen for mit Sengekammer skudt for indvendig fra, og der jeg spurgte, hvad den Streg skulde læses for, svartes mig, at den Kammer og den næstved, dem vilde hun, Karen,have, og var min Seng flyttet op i den vestre Stue, som er saa kold som en Kirke, naar Blæsten staar paa, og fuld af Trækvinde, og Gulvet aldeles frønnet og her og der med ganske store Huller. Men skulde jeg tilfulde beskrive al den Haanhed, mig her overgaar, da blev det saa lang som nogen Fasteprædiken, og om det paa den Vis farer fort, da tror jeg knap, mit Hoved skal holde. Gud være alting befalet og han sende mig altid gode Bud fra dig,
din fuldtro Søster altidMarie Grubbe.
af Aggershus Slot, 2 Septembris 1666.
Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Sti Høeghs, Landsdommere paa Laaland, min hjærte kjære Søster huldeligen tilhaande.»
Ulrik Frederik var egenlig ligesaa kjed af Tilstanden paa Slottet, som Marie Grubbe var det.
Han var bedre vant i Retning af Udsvævelser. Det var kun tarvelige Svirebrødre, disse fattige, simple Officerer der i Norge, og deres Soldaterskjøger var heller ikke til at holde det ud med ret længe. Karen Fiol var den eneste, der ikke var idel Raahed og Plumphed, men selv hende sagde han hellere Farvel idag end imorgen.
Det var i Ærgrelse over Marie Grubbes Afslag, at han havde gjort disse Folk til sit Selskab;saa havde det en Stund moret ham, men ikke længe, og da det Hele nu begyndte at blive ham mat og næsten ubehageligt, og der ligesom var kommen en svag Fornemmelse af Anger over ham, saa trængte han til at bilde sig selv ind, at det havde været nødvendigt, og kom virkelig ogsaa til at tro, at det var det, og at han havde havt en Plan med det altsammen, den nemlig, at bringe Marie Grubbe til at fortryde sin Opførsel og føre hende angrende tilbage. Men da det nu ikke syntes, at Fortrydelsen vilde komme, saa tog han haardere fat, i det Haab, at han ved at gjøre hende Livet saa ubehageligt som muligt, nok skulde overvinde hendes Stædighed; for at hun ikke elskede ham mere, det troede han ikke paa, han følte sig overbevist om, at hun i sit Hjærte længtes efter at kaste sig i hans Arme, men at hun, da hun mærkede, at hans Kjærlighed var kaldt til Live igjen, saae, at hun kunde faa Hævn over ham for hans Frafald ... og han undte hende denne Hævn, han kunde godt lide, hun vilde hævne sig, men hun trak det for længe ud, det blev ham altfor langvarigt her i dette barbariske Norge.
Alligevel, han var dog ikke rigtig sikker paa, om han ikke havde gjort bedst i at lade Karen Fiol blive i Kjøbenhavn, men paa den ene Side kunde han ikke holde det ud mere med de Andre, og paa den anden var Skinsyge en mægtig Allieret,og Marie Grubbehavdeværet skinsyg paa Karen, det vidste han.
Marie Grubbe kom nu imidlertid stadig ikke, og han begyndte at tvivle paa, at hun nogensinde vilde komme, og hans Kjærlighed voksede med hans Tvivl.
Der kom nu noget af et Spils eller en Jagts Spænding over Forholdet.
Det var med ængsteligt Sind, med beregnende Frygt, at han voldte Marie Grubbe den ene Tort efter den anden og han ventede spændt paa et Tegn, blot et lille Tegn paa, at han drev sit Vildt paa den rette Vej, men der skete intet.
Jo endelig.
Endelig skete der Noget, og han var vis paa, at det var Tegnet, just det Tegn, han ventede. Marie Grubbe tog nemlig en Dag, Karen havde tilføjet hende en usædvanlig nærgaaende Fornærmelse, en god, stærk Lædertømme i sin Haand, gik gjennem Huset hen til det Kammer, hvor Karen just sov sin Middagssøvn, lukkede Dørene til indenfra og gav den forfærdede Skjøge et godt Livfuld Hug af den tunge Tømme og gik saa roligt tilbage til det vestre Kammer, midt imellem alle de maalløse Tjenestefolk, som Karens Skrigen havde kaldt til.
Ulrik Frederik var nede i Byen, da det skete; Karen sendte ham straks Bud, men han forhastede sig ikke med at komme, først langt ud paa Eftermiddagenhørte den ventende Karen hans Hest i Gaarden.
Hun løb ned imod ham, men han skød hende lempeligt, men bestemt til Side, og gik lige op til Marie Grubbe.
Døren stod paa Klem — saa var hun vel ikke derinde.
Han stak Hovedet ind, vis paa at finde Stuen tom, men hun var der, hun sad ved Vinduet og sov. Saa traadte han forsigtigt ind, saa forsigtigt, han kunde, for han var ikke aldeles ædru.
I en gul og gylden Strøm stod Lyset fra den synkende Septembersol ind i Kammeret og hæved de fattige Farver derinde til Glands og Herlighed; de kalkede Vægge fik Svaners Hvidhed, det brunede Træloft Malmens Glød, og det falmende Sengeomhæng blev vinrøde Folder og purpurne Læg. Der var blændende lyst; selv det, der var i Skygge, det lysned endda, det var som skimted det frem af en Taage af løvgult Lys. Om Marie Grubbes Hoved spandt det en Glories Guld og kyssed hendes hvide Pande; men at Øjne og Mund var dybt i Skygge, det voldte et gulnende Æbletræ, der holdt sine abbildrødmende Grene fristende op for Ruden.
Men hun sov, sad paa en Stol og sov, med Hænderne foldede i Skjødet.
Paa Taaspidsen listede Ulrik Frederik sig hentil Marie, og Glorien svandt, da han stillede sig mellem Vinduet og hende.
Han betragtede hende nøje.
Hun var blegere end før. Hun saae saa god og blid ud som hun sad der, med Hovedet bøjet tilbage, med letadskilte Læber og med den hvide Strube bar og blottet; han kunde se, hvor Pulsen banked paa Siden af Halsen, lige under det brune, lille Modermærke. Han fulgte Skulderens faste Runding under den stramme Silke og den slanke Arm, til den hvide, hvilende Haand. — Og den var hans. — Han saae, hvordan den knyttede de trinde Fingre om den brune Tømme, og hvordan Armen i dens hvide, aareløbne Former blev fast og blank, blev slap med mattet Glands i Slaget, som den slog paa Karens arme Krop. Han saae, hvordan hendes skinsyge Blik det tindrede tilfreds, og hvordan hendes vrede Læber smilte grusomt ved Tanken om at hun slettede Kys paa Kys med Tømmesvøben. — Og hun var hans. — Han havde været ond og stræng og grusom, han havde ladet disse kjære Hænder vride sig i Kvide og disse røde Læber aabne sig i Klage.
Hans Øjne fik en fugtig Glands imens han tænkte saa, og han følte sig gjennemtrængt af hele en drukken Mands letvakte, bløde Medlidenhed, og han blev ved at staa og stirre i dorsk og drukken Følsomhed, til Solens rige Lysstrøm var tæret ind til en tynd, lille, blinkende Traad, højt mellem Loftets mørke Bjælker.
Da vaagnede Marie Grubbe.
«Jer!» næsten skreg hun, idet hun foer op og kasted sig tilbage, saa Stolen tumlede henad Gulvet.
«Marie!» sagde Ulrik Frederik saa ømt, som han formaaede, og strakte bønfaldende Hænderne ud imod hende.
«Hvad vil I? — I vil vel klage for de Hug, Eders Skjøge bekom?»
«Nej, nej, Marie, lad os være Venner, gode Venner!»
«I er drukken,» sagde hun koldt og vendte sig fra ham.
«Ja, Marie, af Kjærlighed til dig er jeg drukken, jeg er svimlendes drukken af din Dejlighed, min Hjærtens Dukke.»
«Ja, saa drukken, at Eders Syn har slaaet Jer fejl, og I har taget Andre for mig.»
«Marie, Marie, vær nu intet iversyg!»
Hun gjorde en haanlig afvisende Bevægelse.
«Jo, Marie! du varst iversyg; du har forraad dig selv, nu du tog den Ridetømme, du veed ... men lad nu hele det skidne Slæng være glemt og dødt og Djævelen i Vare; kom, kom! leg nu intet mere den Uhulde med mig, som jeg har leget den troløse Gast med dig, med al denne Slemmen og Bolen paa Skrømt. Vi gjør jo kuns hinanden en Helvedes Kule deraf, for det kunde være en Himmerigs Sal. — Du skal faa din Villie i hvad du vil; vil du svæve i Silke, saa tykt som Camelot,vil du have Perler i Strænge, saa lange som dit Haar, du skal faa det, og Ringe og Gyldenstyksstoffer i hele Væve, og Fjer og Stene, hvad du kuns vil, der er Ingenting for dyr'bart til at slides af dig.»
Han vilde lægge sin Arm om hendes Liv, men hun greb ham om Haandleddet og holdt ham ud fra sig.
«Ulrik Frederik,» sagde hun, «skal jeg sige dig en Ting? — Om du kunde svøbe din Kjærlighed i Sindal og Maar, om du kunde klæde den i Zobel og krone den med Guld, ja give den Sko af den skære Demant, jeg vilde kaste den fra mig som Skarn og Dræk, for jeg agter den ringer' end den Jord, som jeg træder med min Fod. Der er intet en Dryp af mit Blod, der er dig god, intet en Trævl af mit Kjød, den jo støder dig væk, — hører du! der er intet en Vraa i min Sjæl, du jo kaldes med Navne. — Forstaa mig kuns ret! om jeg kunde løse din Krop af en Helsots Pine eller din Sjæl af Helvedes Nød ved at blive som Din, jeg gjorde det intet.»
«Jo, du gjorde det, Kvind, og saa sig ikke saa!»
«Nej og nej og mer' end nej!»
«Saa ud, ud! bort fra mit Øjesyn i Helvedes forbandede Navn.»
Han var hvid som en Væg og rystede paa alle Lemmer. Mælet var hæst og ukjendeligt og han fægtede med Armene i Luften som en vanvittig Mand.
«Tag din Fod af min Vej! tag din — tag din — tag din Fod af min Vej, eller jeg flækker din Stjærn, der er Dræbningsblod oppe og rødt for mit Syn. — Ud, ud af Norges Land og Rige og Helvedes Brand til Gefährt[9]! Ud ...»
Marie saae en Stund forfærdet paa ham, saa løb hun, hvad hun kunde, ud af Stuen, bort fra Slottet.
Som hun slog Døren til, greb Ulrik Frederik Stolen, hun havde siddet i, da han kom, og rendte den ud af Vinduet, flængede det møre Omhæng af Sengestedet og rev det i Pjalter og Taver, mens han flakkede frem og tilbage i Værelset; saa sank han ned paa Gulvet og krøb omkring paa sine Knæ, hvæsende som et vildt Dyr og hamrende sine Knoer tilblods. Omsider trættedes han, krøb hen til Sengen og kastede sig i den med Ansigtet ned i Puderne, og raabte paa Marie med ømme Navne og græd og hulkede og forbandede hende, og talte saa igjen, som kjælede han for hende, med blid og sagte Røst.
Samme Nat fik Marie Grubbe en Skipper til for gode Ord og stor Betaling at sejle sig til Danmark.
Næste Dag jog Ulrik Frederik Karen Fiol bort af Slottet, og faa Dage efter rejste han til Kjøbenhavn.
En skjønne Dag overraskedes Erik Grubbe ved at se Madame Gyldenløve kjøre ind paa Tjele.
Han skjønnede straks, at der var noget Galt paafærde, som hun saadan kom agende uden Tjenerskab og nogen Ting, og da han fik at vide, hvordan det egenlig forholdt sig, var det ikke noget varmt Velkommen, han bød hende, for han blev saa vred, at han gik sin Vej, smeldende Døren i efter sig og viste sig ikke mere den Dag.
Men da han fik sovet paa det, blev han mere omgængelig, ja han behandlede endog sin Datter med en næsten respektfuld Kjærlighed, og der kom noget af en gammel Hofmands stive Pyntelighed i hans Tale. Han var nemlig kommen i Tanker om, at endnu var der jo egenlig ingen Ulykke skeet; der havde vel været en lille Uenighed mellem de unge Ægtefolk, men Marie var endnu Madame Gyldenløve, og Sagen maatte uden stor Vanskelighed kunne bringes i den gamle Skure igjen.
Rigtignok raabte Marie paa Skilsmisse og vilde ikke høre et Ord om Forsoning, men det vilde næsten være urimeligt at vente andet, lige iden første Hedes friske Forbittrelse, nu mens alle Minder vare ømme Vunder og gabende Saar, saa det lagde han ingen Vægt paa; der vilde Tiden hjælpe, det var han overbevist om.
Der var desuden en Omstændighed af hvilken han lovede sig en ikke ringe Bistand. Marie var jo kommen næsten nøgen fra Aggershus uden Klæder og Klenodier, og hun vilde snart savne den Pragt, hun havde lært at anse for dagligdags, og selv den jævne Kost paa Tjele, den ringe Betjening og hele det daglige Livs Tarvelighed vilde faa hende til at længes efter det, hun havde forladt. Paa den anden Side kunde Ulrik Frederik, han være nu saa vred han vilde, vanskelig tænke paa Skilsmisse. Hans Pengesager var ikke i den Orden, at han kunde skilles ved Maries Medgift, thi tolv tusind Daler var mange rede Penge, og Guld og Jordegods og anden Herlighed var ogsaa haardt at komme af med, naar man nu endelig en Gang havde faaet det.
Et Halvaarstid gik Alting godt paa Tjele. Marie befandt sig vel paa den stille Gaard. Den dybe Fred, der herskede der, Dagenes Ensformighed og deres fuldstændige Mangel paa Begivenheder var noget Nyt for hende, og hun nød det med et drømmende, passivt Velbehag.
Naar hun tænkte paa Fortiden, kom den hende for som en trættende Kæmpen og Bryden, en rastløs Trængen sig frem uden Maal, lysnet af et skærende, stikkende Lys og gjennemlarmet af enutaalelig, bedøvende Tummel, og der kom en frydelig Fornemmelse over hende af Tryghed og Ro, af uforstyrret Hvile i velgjørende Skygge, i sød og venlig Tavshed; og hun yndede at forhøje sit Tilflugtssteds Fred ved at tænke sig, at i Verden derude der larmede og stredes og trængtes de endnu, mens hun havde listet sig bort ligesom bagom Livet og truffet en tryg lille Plet, hvor Ingen kunde finde hende og bringe Uro i hendes yndigt dunkle Ensomhed.
Men alt som Tiden led, blev Stilheden tung og Freden død og Skyggen mørk, og hun begyndte nu ligesom at lytte efter en levende Lyd fra Livet derude. Det var hende derfor ikke uvelkomment, at Erik Grubbe foreslog en Forandring. Han vilde nemlig have, at hun skulde tage hen og bo paa sin Gemals Slot, Kalø, og han udviklede for hende, at da hendes Gemal havde hele hendes Medgift i Besiddelse og dog Intet sendte til hendes Underhold, saa var det rimeligt, hun lod sig underholde af Kalø Gods, og der kunde hun saa leve som Blommen i et Æg, holde stort Tjenerskab og føre sig op med Pragt og Bekostning, langt anderledes end her paa Tjele, som var altfor tarveligt til hende, der var saa meget bedre vant. Desuden var der i Kongens Morgengavebrev til hende, hvori der tilsikredes hende tusinde Tønder Hartkorn, ifald Ulrik Frederik skulde dø fra hende, aabenbarlig tænkt paa Kalø Gods, som netop var de tusinde Tønder og som tilskjødedesUlrik Frederik et Halvaarstid efter Bryllupet. Dersom nu de ikke skulde blive forligte igjen, saa var det ikke usandsynligt, at Ulrik Frederik kom til at afstaa hende det hende som Enkesæde tiltænkte Gods, og det var derfor tjenligt, baade at hun lærte det at kjende og at Ulrik Frederik vænnede sig til at vide det i hendes Besiddelse, desto lettere vilde han maaske afstaa det.
Erik Grubbes Mening med denne Ordning var den, at blive fri for de Bekostninger, han sattes i ved Maries Ophold paa Tjele, og saa i Folks Øjne at gjøre Bruddet mellem Ulrik Frederik og hans Gemalinde mindre end det var; desuden var det jo altid en Tilnærmelse, og man vidste aldrig, hvad den kunde føre til.
Marie rejste da til Kalø, men kom ikke til at leve der som hun havde tænkt sig det, for Ulrik Frederik havde givet sin Ridefoged Johan Utrecht Ordre til, vel at modtage og underholde Madame Gyldenløve, men ikke at lade hende faa Hvid eller Skilling i rede Penge. Paa Kalø var der nu desuden, om muligt, endnu kjedsommeligere end paa Tjele, saa Marie var neppe blevet der længe, hvis hun ikke havde faaet en Gjæst, der snart skulde blive hende mere end en Gjæst.
Hans Navn var Sti Høg.
Siden Festen i Frederiksborg Slotshave havde Marie Grubbe ofte tænkt paa denne sin Svoger og altid med en Følelse af inderlig Taknemmelighed, og mangen den Gang, naar hun paa Aggershusvar bleven krænket eller saaret særlig føleligt, havde det været hende en Trøst at mindes Stis ærbødige, tavs tilbedende Hyldest. Og hans Væsen var det samme nu, hun var forglemt og forladt, som i hine hendes Herligheds Dage; der var den samme smigrende Haabløshed i hans Miner, den samme ydmyge Beundring i hans Blik.
Mere end to—tre Dage ad Gangen blev han aldrig paa Kalø, saa tog han en otte Dages Tid paa Besøg i Omegnen, og Marie lærte at længes efter, at han skulde komme, og at sukke, naar han drog bort, thi han var saa godt som hendes eneste Omgang, og de blev derfor meget fortrolige, og det var kun lidet, de skjulte for hinanden.
«Madame!» spurgte Sti Høg en Dag, «er det Eders Agt at vende tilbage til Hans Exellence, om han gjør Eder fuld og rundelig Afbigt?»
«Om han saa kom krybendes hertil paa sine Knæ,» svarede hun, «vilde jeg støde ham bort. Jeg har for ham kuns Afsky og Foragt i Hjærte, for der er intet een trofast Sentiment i hans Sind, intet een ærlig, varm Blodsdraabe i hans Legem'; han er en Skjøge, ret en forfulet, forbandet Skjøge, og intet en Mand; han har en Skjøges tomme, troløse Øjne og en Skjøges sjælløse, klamme Begjær. Aldrigen har en ærlig, blodsvarm Passion reven ham hen, aldrigen har et hjærtebaaret Ord raabet fra hans Læber. Jeg hader ham, Sti, for jeg føler mig som besudlet af hans listende Hænder og hans skjøgeagtige Ord.»
«I vil da andrage paa Separation, Madame?»
Marie svarede, hun vilde det, og om det ellers havde været hendes Fader med, vilde den Sag sikkert alt være vidt fremmet, men han forhastede sig ikke, saasom han havde den Tro, at Alt endnu vilde gaa i Lave, men det vilde det aldrig.
De talte saa om, hvad hun kunde vente at faa til sit Underhold efter Skilsmissen, og Marie mente, at Erik Grubbe paa hendes Vegne navnlig vilde gjøre Fordring paa Kalø.
Det syntes Sti Høg var ilde betænkt. Han havde i sine Tanker viist hende et andet Liv ud end det at sidde Enke i en afsides Krog af Jylland og saa maaske tilsidst blive gift med en menig Adelsmand, thi højere vilde hun ikke naa her; ved Hoffet var hendes Rolle udspillet, for der var Ulrik Frederik for vel anskreven til at han ikke skulde kunne holde hende borte fra det og det fra hende. Nej, han havde nu den Mening, at hun skulde faa sin Medgift udbetalt i rede Penge og saa forrejse Landet og aldrig sætte sine Fødder der mere; thi med hendes Skjønhed og Anstand kunde hun i Frankrig vinde en anderledes fager Skjæbne end her i dette usselige Land med dets bondeagtige Adel og fattige Kontrafej af et Hof.
Det sagde han, og det tarvelige Liv i Kaløs Ensomhed var saa god en Baggrund for de bedaarende Billeder, han udkastede af Ludvig den Fjortendes rige og prægtige Hof, at Marie fuldstændigfængsledes deraf og i den nærmest følgende Tid gjorde Frankrig til Skuepladsen for alle sine Drømme.
Sti Høg var endnu lige saa betagen af Kjærlighed til Marie Grubbe som før, og han talte ofte til hende om denne sin Lidenskab, ikke bedende eller bønfaldende, nej, ikke engang i Haab eller i Klage, tvertimod, fuldstændig haabløst, altid forudsættende Umuligheden af, at hun kunde gjengjælde den eller komme til at gjengjælde den. I Begyndelsen hørte Marie disse Yttringer med en ængstelig Forbavselse, men efterhaanden begyndte det at interessere hende at lytte til disse haabløse Reflektioner over en Kjærlighed, hvis Kilde hun selv var, og det var ikke uden en vis berusende Magtfølelse, at hun hørte sig gjort til Livs og Døds Herre over en saa forunderlig Natur som Sti Høgs. Alligevel varede det ikke længe, inden det Modløse i Stis Ord vakte en Følelse af Irritation hos hende, og hans Opgivelse af Kamp, fordi Kampens Maal syntes uopnaaeligt, hans tamme Slaaen sig til Ro ved at for højt var for højt, bragte hende til at tvivle, just ikke om, at der virkelig var Lidenskab bag Stis forunderlige Ord eller Sorg bag hans tungsindige Miner, men om han ikke talte stærkere end han følte, thi denne haabløse Lidenskab, som ikke trodsigt lukkede Øjnene i for, at der intet Haab var, og blindt stormede frem, den forstod hun ikke, den kunde hun ikke tro paa, og hun dannede sig et Billedeaf Sti Høg som en overspændt Natur, der, ved ligesom evindeligen at gaa og overbeføle sig selv, var kommen til at tro sig rigere og større og meget betydeligere, end han var, og som nu, da ingen Virkelighed bekræftede denne Forestilling, gik og løj sig ind i store Stemninger og stærke Lidenskaber, der kun var fødte i fantastisk Svangerskab af hans sygeligt travle Hjærne. Og de sidste Ord, hun nu for længere Tid hørte af hans Mund, hun tog nemlig paa sin Faders Opfordring tilbage til Tjele, hvor Sti ikke turde komme, tjente kun til at befæste hende i den Tro, at Billedet var ham i Alting ligt.
Det var nemlig, da han havde budet hende Farvel og stod med Haanden paa Klinken, at han vendte sig om mod hende og sagde: «det er en sort Side af min Levnetsbog, der nu vendes op, Madame, nu eders Kalødage er forbi, og jeg vil længes i Kval og i Pine og sørge som En, der har tabt det, der var al hans Jorderigs Lykke, al hans Haab og Forlængsel, og dog, Madame, om det en Gang skulde times, at der var skjællig Aarsag til at tro, at I havde mig kjær og jeg troede derpaa, da veed kuns Gud allene, hvad det vilde gjøre mig til. Kan hænde det vækked op i mig de Krafter, jeg aldrig endnu fik til at bruge deres Vældigheds Vinger, saa den Part af mit Sind, der er tørstig for Daad og brændendes af Haab, vilde vinde Overhaand og gjøre mit Navn berømmeligt og herligt. Men det er lige let at tænke, at sligunævnelig Lykke vilde spænde af hver højspændt Stræng, tage Mælet fra hvert raabendes Krav og døve hvert lyttendes Haab, saa min Lykkes Land blev mine Krafter og Evner et slapvorent Capua ...»
Det var rimeligt, Marie tænkte, som hun tænkte, og hun indsaae, at det var bedst saaledes, men dog sukkede hun derved.
Nu var det, hun tog til Tjele. Erik Grubbe ønskede denne Venden tilbage, fordi han var bange for, at Sti Høg skulde faa hende til at tage Forholdsregler, der ikke stemmede med hans Planer, og desuden vilde han prøve, om det ikke nu var muligt, ved Overtalelser at gjøre hende villig til at gaa ind paa en Ordning af Sagen, hvorved Ægteskabet blev staaende ved Magt.
Dette viste sig imidlertid at være frugtesløst, men ikke desto mindre vedblev Erik Grubbe ved Breve at opfordre Ulrik Frederik til at tage Marie til sig igjen. Ulrik Frederik svarede aldrig, han ønskede at holde det hen i det Uvisse, saalænge det var muligt, thi enhver af Skilsmissen nødvendig følgende Formuesafstaaelse var ham særdeles ubelejlig, og paa Svigerfaderens Forsikkringer om Maries Forsonlighed troede han ikke. Hr. Erik Grubbes Usandfærdighed var altfor vel bekjendt.
Tonen i Erik Grubbes Breve blev imidlertid mere og mere truende, og der begyndte at blive Tale om en personlig Henvendelse til Kongen. Ulrik Frederik indsaae, at det ikke kunde blive saaledes ved længe, og han skrev nu fra Kjøbenhavn til sinRidefoged paa Kalø, Johan Utrecht et Brev, hvori han paabød ham i al Hemmelighed at forvisse sig om, hvorvidt Madame Gyldenløve vilde mødes med ham paa Kalø Slot, uden at Erik Grubbe fik Noget at vide derom. Dette Brev blev skrevet i Marts, Niogtreds.
Ulrik Frederik haabede ved den heri foreslaaede Sammenkomst at erfare Marie Grubbes sande Sindelag, og ifald han fandt hende forsonlig, vilde han straks tage hende med sig tilAggershus, men hvis ikke, da ventede han ved Løftet om at virke for en øjeblikkelig Separation, at skaffe sig saa blide Skilsmissekaar som muligt.
Men Marie Grubbe afviste Mødet, og Ulrik Frederik rejste med uforrettet Sag til Norge.
Erik Grubbe fortsatte endnu en Tid sit unyttige Skriveri, men saa var det, i Februar, Halvfjerds, at Budskabet kom om Frederik den Tredies Død, og nu mente Erik Grubbe, det var Tid til at handle; thi Kong Frederik havde altid sat sin Søn Ulrik Frederik saa højt og havt en saa blind Kjærlighed til ham, at han i en Sag som denne vilde fundet al Skyld hos Modparten, men med Kong Christian var det at vente, at det vilde være anderledes, thi vel var han og Ulrik Frederik Hjærtensvenner og meget sammenlevede Selskabsbrødre, men det var dog muligt der var en lille Skygge af Misundelse hos Kongen, thi han var i Faderens Tid saa ofte bleven sat i Skygge af den mere begavede og langt anseeligere Halvbroder,desuden holdt unge Fyrster af at vise deres Upartiskhed og var da ikke sjælden i deres iltre Retfærdighedsfølelse uretfærdige imod dem, Almenheden kunde tro, de netop vilde tage under deres Beskjærmelse. Det blev da nu derfor bestemt, at de, saasnart Foraaret kom, begge to skulde tage til Kjøbenhavn, og Marie skulde se ad i Mellemtiden at faa tohundrede Rigsdaler af Johan Utrecht til at kjøbe Sørgeklæder for, at hun kunde vise sig med Anstand for den nye Konge; men Ridefogeden turde ingen Penge levere fra sig uden Ulrik Frederiks Ordre, og Marie kom til at rejse uden Sørgeklæder, thi hendes Fader vilde ingen betale og mente desuden, at denne Mangel saameget bedre viste hendes Elendighed.
Sidst i Maj kom de til Kjøbenhavn, og da et Møde mellem Fader og Svigersøn intet Resultat bragte, skrev Erik Grubbe til Kongen, at han ikke noksom i al Underdanighed kunde beskrive, med hvad Spot, Beskæmmelse og Vanære hans Exellence Gyldenleu for nogle Aar siden havde udskikket sin Hustru, Marie Grubbe af Aggershus og givet hende til Pris for Vejr og Vind og Kapere, som den Gang heftig grasserede i Søen, eftersom der da var en brændendes Fejde mellem Holland og England. Gud havde imidlertid naadig bevaret hende for ovenskrevne Livsfare, og hun var kommen til hans Hus med Liv og Helbred. Men det var en uhørt Beskæmmelse, der var overgaaet hende, og han havde nu mangeGange med Skrivelser, Bøn og grædendes Taarer besøgt sin høje, højtærede Søn, velbaarne hans Exellence, om, at han dog i den Sag vilde sig betænke og enten bevise Marie hendes Sag paa hende, hvorfor Ægteskabet maatte skilles ad, eller ogsaa tage hende til sig igjen, hvilket imidlertid Altsammen Intet havde frugtet. Marie havde ført i hans Bo mange tusinde Rigsdaler, men ikke desto mindre havde hun ikke kunnet faa saa meget som to hundrede Daler til at kjøbe Sørgeklæder for; in summa: hendes Elendighed var altfor vidtløftig at beskrive, og derfor indflyede de til hans kongelige Majestæt, deres allernaadigste Arveherre og Konges medfødte Naade og Mildhed med deres allerunderdanigste Bøn og Supplicering om, at hans Majestæt for Guds Skyld vilde forbarme sig over ham, Erik Grubbe, for hans høje Alders Skyld, som var syvogtredsindstyve Aar, og over hende for hendes store Elendigheds og Beskæmmelses Skyld og naadigst lade sig behage at befale hans Exellence Gyldenleu, at han enten beviste Marie hendes Sag paa hende, hvorfor Kristus siger, at Ægtefolk maa skilles ad, hvad han aldrig skulde kunne gjøre, eller ogsaa tog hende til sig igjen, hvorved fremmedes Guds Ære, idet Ægteskab holdtes udi den Agt, som Gud det selver udi har sat, stor Forargelse forhindredes, store Synder bortjagedes, og en Sjæl befriedes fra Fordømmelse.
Marie vilde først aldeles ikke sætte sit Navnunder denne Supplike, da hun paa ingen Maade vilde leve sammen med Ulrik Frederik, hvordan det saa end skulde gaa.Men Faderen forsikkrede hende, at det var kun Formaliteter med det Forlangende, at Ulrik Frederik skulde tage hende til sig igjen, thi hanvildenu have Skilsmisse for enhver Pris, og den Maade, Bønskriftet var affattet paa, tvang ham til at begjære det, og det vilde sætte hendes Sag i et bedre Lys og skaffe hende bedre Vilkaar. Saa gav Marie da efter, ja hun føjede endog paaFaderensOpfordring og efter hans Udkast følgende Efterskrift til Suppliken: