«Jeg vilde gjerne talt med Eders kongelige Majestæt,menjeg Elendige har ikke de Klæder, jeg kan komme iblandt Folk med. Forbarm Eder over mig, allernaadigste Arveherre og Konge, og hjælp mig Elendige til Rette. Gud vil det belønne.Marie Grubbe.»
«Jeg vilde gjerne talt med Eders kongelige Majestæt,menjeg Elendige har ikke de Klæder, jeg kan komme iblandt Folk med. Forbarm Eder over mig, allernaadigste Arveherre og Konge, og hjælp mig Elendige til Rette. Gud vil det belønne.
Marie Grubbe.»
Men da hun ikke stolede altfor vel paa Erik Grubbes Ord, fikhun, ved en af sine gamle Hofvenners Mellemkomst, Kongen en ganske privat Skrivelse i Hænde, i hvilken hun uforblommet udtalte, hvor stærkt hun afskyede Ulrik Frederik, hvor ivrigt hun længtes efter Skilsmisse og hvor nødigt hun vilde, at hun ved Ordningen af Formuespørgsmaalet skulde komme til at have selv den fjerneste Forbindelse med ham.
Erik Grubbe havde nu imidlertid denne ene Gang sagt Sandhed. Ulrik Frederikvildeskilles.Hans Stilling ved Hoffet var en anden som Kongens Halvbroder end som Kongens Yndlingssøn. Det var nu ikke nok at stole paa faderlig Godhed, han maatte ligefrem kappes med andre Hoffets Mænd om Ære og Løn. At have en Sag som den foreliggende verserende bidrog kun lidet til at styrke hans Anseelse, det vilde være langt tjenligere at faa den endt saa hurtigt som muligt og i et nyt og bedre betænkt Ægteskab at søge Erstatning for det, Skilsmissen kunde koste baade af Ry og Gods. Han anvendte derfor den Indflydelse, han havde, til at naa dette Maal.
Kongen lod straks Sagen forelægge Konsistorium, at det derover kunde afgive sin Betænkning, og denne var saaledes, at Ægteskabet ved Højesteretsdom af fjortende Oktober seksten hundrede og halvfjerds erklæredes for ophævet, saaledes at begge Parter havde Lov til at gifte sig igjen. Marie Grubbe fik de tolv tusind Rigsdaler og al den øvrige Medgift af Klenodier og Jordegods tilbage, og saasnart hun havde faaet Pengene udbetalt, beredte hun sig trods Faderens Forestillinger til at rejse ud af Landet. Hvad Ulrik Frederik angaar, tilskrev han straks sin Halvsøster, Kurfyrste Johan Georg af Sachsens Gemalinde, om sit Ægteskabs Opløsning og spurgte hende, om hun vilde vise ham saamegen søsterlig Kjærlighed, at han turde hengive sig til det smigrende Haab at modtage en Gemalinde af hendes fyrstelige Hænder.
Marie Grubbe havde aldrig før havt Penge at raade over, og derfor syntes det hende, nu hun havde faaet saa stor en Sum i Hænde, at hendes Magt og Evne var uden Grændser. Ja, det var hende, som om selve Vidunderlighedens Ønskekvist var lagt i hendes Haand, og hun længtes som et Barn efter at svinge den Sving i Sving og kalde alle Jordens Herligheder hen for sine Fødder.
Hendes nærmeste Ønske var at være langt borte fra Kjøbenhavns Taarne og Tjeles Enge, fra Erik Grubbe og Faster Rigitze, og saa svang hun da Kvisten første Gang, og paa Hjul og Kjøl over Vand og Vej førtes hun bort fra Sjælland, ned gjennem Jylland og Slesvig til Lübecks By. Hendes hele Følge var Kammerpigen Lucie, som hun havde faaet sin Faster til at overlade sig, og saa en Kjøbmandskusk fra Aarhus, thi først i Lübeck skulde de egenlige Rejseforberedelser træffes.
Det var Sti Høg, der havde bragt hende paa den Tanke at rejse, og den Gang havde han sagt, at han ogsaa vilde forlade Landet og søgesin Lykke ude og havde tilbudt sig at være hendes Rejsemarskalk. Han kom nu ogsaa, hidkaldt ved et Brev fra Kjøbenhavn, til Lübeck en fjorten Dages Tid efter Maries Ankomst dertil og begyndte straks paa at gjøre sig nyttig ved at træffe de Foranstaltninger, en saa lang Rejse gjorde nødvendig.
I sit stille Sind havde Marie egenlig tænkt at være en Velgjører for den stakkels Sti Høg, ved med sine rige Midler at lette ham Bekostningerne ved Rejsen og ved Opholdet i Frankrig, indtil det skulde vise sig, om en anden Kilde vilde vælde for ham. Hun blev derfor, da den stakkels Sti Høg kom, forbavset ved at finde ham klædt med megen Pragt, udmærket bereden og ledsaget af tvende statelige Ridesvende, i det Hele med alle mulige Tegn paa, at hans Pung ingenlunde trængte til at fylde sig rund med hendes Guld. Men endnu mere forbavsedes hun ved det Omslag, der syntes at være foregaaet i hans Sind, han var livlig og næsten munter, og mens han før saae ud, som om han med statelige Fjed fulgte sig selv til Jorden, saa traadte han nu i Gulvet som en Mand, der ejed den halve Verden og havde den anden Halvdel i Vente. Der havde været Noget af en plukket Fugl ved ham før, nu ligned han mest en Ørn med brusende Fjer og skarpe Øjne, der talte om endnu skarpere Klør.
Marie tænkte først, at det var Glæden over at kunne kaste alle Fortidens Bekymringer bagvedsig og Haabet om at vinde en Fremtid, der var værd at vare, som havde bevirket denne Forandring; men da han havde været der i nogle Dage uden at aabne sin Mund for hine elskovssyge, modløse Ord, hun kjendte saa godt, begyndte hun at tro, han havde faaet Bugt med sin Lidenskab og nu, i Følelsen af sejersstolt at kunne sætte sin Hæl paa Elskovsdragens Hoved, kjendte sig fri og stærk og sin Skjæbnes Herre, og hun blev ganske nysgjærrig efter at faa at vide, om hun havde gjættet ret, og hun tænkte ved sig selv, lidt fortrydelig med det Samme, at jo mere hun saae til Sti Høg, jo mindre kjendte hun ham.
En Samtale, hun havde med Lucie, kunde ikke Andet end bestyrke hende i denne hendes Formodning.
Det var en Formiddag, de begge to gik frem og tilbage i det store Portrum, der fandtes i alle Lübeckerhuse og som baade var Gang og Dagligstue, Tumleplads for Børnene og Scenen for de fleste Haandgjerningsarbejder, undertiden ogsaa Spisestue og Grøntkammer. Det Rum, de gik i, blev imidlertid nærmest kun brugt i de mildere Aarstider, derfor var der nu blot et langt, hvidtskuret Bord, nogle tunge Træstole og et gammelt Skab derinde, bagerst var der slaaet lange Fjælhylder op, hvor Hvidkaal laa i grønne Rader over røde Dynger af Gulerødder og strittende Peberrodsbundter.
Porten stod paa vidt Gab ud til den vædeblankeGade, hvor Regnen plaskede ned i blinkende Strømme.
Baade Marie Grubbe og Lucie var klædte paa til at gaa ud, den Ene i en skindbræmmet Klædeskaabe, den Anden i et Slag af brungraat Hvergarn; de gik og ventede paa, at Regnen skulde holde op og skrede hurtigt frem og tilbage over det røde Murstensgulv, med smaa trampende Trin, som om de havde ondt ved at holde Fødderne varme.
«Skulde det nu ogsaa være en rigtig sikker Ledsagere, I tror?» spurgte Lucie.
«Sti Høg? — ja, ja er han da saa, skulde jeg tænke. Hvad mener du med det?»
«Aa, kuns om han intet bliver siddendes i det paa Veien.»
«Hvad!»
«Jo, de tydske Jomfruer eller da de hollandske med ... I veed, han har det Ord paa sig, at hans Hjærte er gjort af saa glødendes Materie, at det slaar i lysendes Brand, saasnart der kuns er et Skjørt, der vifter til.»
«Hvem har holdt Tossemarked for dig med de Parabler?»
«Men Herregud, har I da aldrig hørtdetfør? Jeres egen Svoger! — Hvem kunde tvivle paa[10], at det var Nyt; jeg kunde da ligesaa godtvære falden paa at fortælle Jer, at der er syv Dage i en Uge.»
«Hvad mon der har seet dig idag, du primer som havde du faaet spansk Vin til Morgenkost?»
«Ja, een af os, lader det til. — Sig mig: Ermegaard Lynow, har I aldrig hørt det Navn før?»
«Nej!»
«Saa spørg Sti Høg, om han skulde hændes at kjende det, og nævn saa med det Samme Jydte Krag og Christence Rud og Edele Hansdatter, og Lene Poppings om I vil, det var jo tænkeligen, han kunde træffe til at vide nogle Parabler, som I kalder det, om dem alle tilhobe.»
Marie standsede i sin Gang ved den aabne Port og saae længe vist ud paa Regnvejret. «Veed du kanhænde», sagde hun saa og begyndte at gaa igjen, «veed du kanhænde ogsaa om nogle af de Parabler at sige?»
«Det skulde En næsten vente sig.»
«Om Ermegaard Lynow?»
«Jo besynderlig om hende.»
«Hvad da?»
«Aa det var med en af de Høger, Sti tror jeg han hed, en høj, rødhaaret, bleg ....»
«Tak, det veed jeg nu just saa lige.»
«Veed I ogsaa det med Forgiften?»
«Nej, nej!»
«Eller Brevet da?»
«Naa, fortæl!»
«Hu, det er saa en grimme Fortælling den.»
«Naa!»
«Jo, den Høg han var nok gode Venner, det var da førend som han blev gift, ja han var de allerbedste Venner med Ermegaard Lynow; hun havde det længste Haar nogen Jomfru kunde have, for hun kunde fast træde i det, og hun var saa hvid og rød, ret en Dejligheds Dukkebarn var hun, men han var saa haard og bøs mod hende, sagde de, som var hun en opsætsig Myndehund og intet den blide Skabning hun var, men jo slemmer' han var, jo mer holdt hun af ham, han kunde have slaaet hende blaa og grøn, om han intet gjorde det, hun vilde have kysset ham for det, huha, det er ligeud grim at tænke paa, som en Mennesk' kan være, naar den ret har sat sit Sind til en Anden. Men saa blev han kjed af hende og saae aldrig den Vej hun var, for det han havde faaet en Anden i Tanker, og Jomfru Ermegaard hun græmmed' sig og sørged' og var ved at gaa til af ene Jammer og Elendighed, men hun leved' endda, det Liv det var. Saa kunde hun intet holde det længer ud, Jomfruen; de siger, hun havde seet Sti Høg ride Gaarden forbi og var rendt ud efter ham og havde løbet en Mil Side om Side med hans Hest, uden at han skulde saameget som standse et Trin eller skulde ville høre paa hendes Bønner og Begrædelser, men bare red haardt til og bort fra hende. Det kunde hun intet bære og saa tog hun dræbendes Forgift ind og skrev saa til StiHøg, at det havde hun gjort for hans Skyld, nu skulde hun aldrig være ham til Hinder mere, blot hun maatte se ham engang inden hun døde.»
«Og saa?»
«Ja Gud veed om det ogsaa er som Folk siger, for saa er han da den ledeste Krop og Sjæl som nogen Helvedes Pine kan vente paa; — saa skrev han tilbages — ja, saadan var det, han skrev tilbages, at den Modgift, som bedst kunde gjøre hende frisk igjen, det var hans Kjærlighed, men den stod det intet i hans Magt at give hende, men han havde hørt at Melk og Hvidløg skulde ogsaa være godt, og det vilde han raade hende til at tage ind. Se, det svared' han; hvad tænker I? kan der nu være Noget mer skammeligt til end som det?»
«Og Jomfru Ermegaard?»
«Jomfru Ermegaard?»
«Ja vist.»
«Ja, det var intet hans Skyld, men hun havde intet taget Forgift nok til at dø af, men hun blev saa krank og ilde, at hun nær aldrig var kommen til Helsen igjen.»
«Det bitte Lam,» sagde Marie og lo.
Næsten hver Dag i den nu paafølgende Tid hidførte en eller anden lille Forandring i Marie Grubbes Opfattelse af Sti Høg og derved ogsaa i den Maade paa hvilken de omgikkes med hinanden.
Det var saa let at se, at Sti ikke var nogen Drømmer, af den Omsigt og Raadsnarhed hvormed han fjernede alle de utallige Hindringer og Vanskeligheder, Rejsen frembød, og det var ligeledes let at blive klog paa, at han baade i Manerer og Begavelse stod langt over selv de ypperste af de Adelsmænd, de traf sammen med. Altid var hans Tale ny og interessant og ulig alle Andres, det var som havde han en egen, kun af ham kjendt Vej, til Forstaaelse af Mennesker og Ting, og det var med en frejdig Haan, syntes Marie, at han bekjendte sin Tro paa, hvor stærkt Dyret i Mennesket var, eller hvor lidt Guld, der skjulte sig i dets Naturs Slakker, og den kolde, lidenskabelige Veltalenhed hvormed han beviste hende, hvor ringe Sammenhæng der var i Menneskets Væsen, hvor uforstaaet og uforstandig, hvor leddeløs og famlende og ganske i Tilfældets Vold det, der var ædelt og det, der var lavt, brødes i Ens Sjæl, den Veltalenhed, hvormed han søgte at gjøre hende dette klart, syntes hende stor og betagende, og hun begyndte at tro at sjældnere Gaver og mægtigere Kræfter vare blevne ham til Del end der ellers faldt i Dødeliges Lod, og hun bøjede sig i Beundring, ja næsten i Tilbedelse for den Vældigheds Magt hun anede; men dog var der med alt dette i hendes Sjæl en stille, lurende, stadigt hviskende Tvivl, der aldrig fik Mæle i udtænkte Tanker, men kun i dunkel, instinktmæssig Følelse rørtes af Frygt for at Magten var en Magt, der trued ogrased, der ønsked og higed, men aldrig slog ned, aldrig greb til.
I Lohendorf en tre Mil fra Vechta laa der, lige ved Landevejen, et gammelt Krosted, og her var Marie og hendes Følge, et Par Timer efter at Solen var gaaet ned, taget ind.
Ud paa Aftenen, da Kusk og Ridesvende var gaaet til Hvile i Udhusene, sad Sti Høg, Marie og et Par bondeagtigt udseende, oldenborgske Adelsmænd i en ret fortrolig Samtale, ved et lille rødmalet Bord foran den store Bilæggerovn i Kroens Skjænkestue.
Ved det lange Bord henne under Vinduerne, med Ryggen støttet mod Bordpladens Kant, sad Lucie paa Enden af en Bænk og strikkede og saae til.
Paa Herskabsbordet stod der et Tællelys i en gul Leerstage og spredte sit søvnige Skjær over Ansigterne derhenne og spejlede sig fidtet i den Række Tintallerkener, som fandtes over Ovnen. Marie havde en lille Tinkande med varm Vin foran sig, Sti Høg en større, medens de to Oldenborgere vare fælles om en mægtig Træstob med Øl, der stadig tømtes og ligesaa stadig fyldtes af en pjudskhaaret Karl, som laa og drev paa en Gaasebænk inderst i Stuen.
Baade Marie og Sti Høg havde helst trukketsig tilbage til deres Kamre, thi de to Landadelsmænd var ikke noget muntert Selskab; og de havde ogsaa gjort det, havde Kamrene ikke været saa isnende kolde og Ulemperne ved at opvarme dem endnu værre end Kulden, hvad de havde erfaret da Verten bragte dem Kakkelovnspotter derind; Tørvene var nemlig der paa Egnen saa svovlede, at kun Folk, der var vante til dem, kunde faa deres Vejr, hvor de var i Glød.
Oldenborgerne var ikke muntre, for de skjønnede nok de var i fint Selskab og gjorde sig derfor Umag for at udtrykke sig saa belevent som det stod i deres Magt, men efterhaanden som Øllet fik mere og mere Magt over dem, blev ogsaa det Baand, de havde lagt paa sig selv, slappere og slappere, ja, ganske løst. Deres Sprog fik et endnu mere lokalt Anstrøg end før, deres Skjæmt blev massivere og deres Spørgsmaal nok saa nærgaaende.
Som nu Spøgen voksede i Plumphed og Uhøviskhed, begyndte Marie at blive urolig i Sædet, og Sti Høgs Øjne spurgte over Bordet om de skulde gaa bort. Da kom just den lyseste af de Fremmede med en vel grov Hentydning, som fik Sti til at rynke Brynene og se truende paa ham, men dette æggede ham kun, og han gjentog sin skidne Skjæmt i endnu kraftigere Udtryk, hvad der fik Sti til at love ham, han skulde finde Tinkruset i sin Pande hvis han voved et Ord mer af samme Slags.
Netop i det Øjeblik nærmede Lucie sig Bordet med sit Strikketøj for at se at finde en Maske, hun havde tabt, og heraf benyttede den anden Oldenborger sig; han tog hende om Livet, tvang hende ned paa sit Skjød og trykkede et forsvarligt Smækkys paa hendes Læber.
Denne Frejdighed opildnede den Lyse, og han slog sin Arm om Marie Grubbes Hals.
I samme Nu sad Stis Krus ham i Panden saa kraftigt og sikkert, at han sank over mod Bilæggeren med et dybt Grynt.
I næste Sekund var Sti og den Mørke ude midt paa Gulvet, og Marie og hendes Pige flygtet hen i et Hjørne.
Karlen paa Gaasebænken sprang op, gav et Brøl fra sig ud ad Stuens ene Dør, løb selv hen til den anden og gav sig til at stænge den med en alenlang Jernbom, samtidig hørtes en Slaa smække for Husets Bagdør. Det var nemlig Skik der i Kroen, saasnart der var Slagsmaal, at stænge saadan, at Ingen, der var udenfor, kunde komme til at tage Del i Striden og saaledes give den større Udstrækning end nødvendigt, men det var ogsaa deres eneste Indblanden, og naar Stængselen var besørget, listede de straks til deres Senge; for den, der Ingenting saae, kunde heller Ingenting forklare.
Der var ingen af de Kæmpende, der havde Vaaben hos sig, saa de havde kun Næverne at jævne Sagen med. Og der stod de, Sti og denMørke og bandte og brødes. De trak hinanden fra Plet til Plet, drejed sig i sejge, modstridende Vendinger og tørned hinanden opad Døre og Vægge; de fanged hinandens Arme, fried sig af hinandens Tag, bøjed og vred sig, frem og tilbage med Hagerne trykket i hinandens Skuldre. Endelig tumled de om paa Gulvet; Sti var øverst og havde lige et Par Gange hugget sin Modstanders Hoved tungt mod det kolde Lergulv, da han følte to kraftige Hænder i Greb om sin Hals. Det var den Lyse, der var kommen til sig selv igjen.
Sti var ved at kvæles, Luften ralled i hans Strube, det sortned for hans Øjne, og hans Lemmer lammedes. Den Mørke slog sine Ben om ham og trak ham i Skulderen nedefter, den Lyse havde Hænderne om hans Hals og Knæene i hans Sider.
Marie skreg og vilde ile til Hjælp, men Lucie havde slynget sine Arme om hende i et næsten krampagtigt Tag, saa hun ikke kunde flytte sig.
Da, just som Sti var ved at miste sin Samling, huggede han sig med en sidste Kraftanstrængelse forover, saa den Mørkes Baghoved hamrede ned mod Jorden og den Lyse glippede lidt i sit Greb og aabned Vej for en Kjende Luft. I et smidigt, kraftigt Kast rev Sti sig bort til Siden, kasted sig ind paa den Lyse, saa han vælted til Jorden, bøjed sig dernæst rasende frem over den Faldne, men ramtes af et Spark i Hjærtekulen, saa han næsten segned; men saa greb han med den ene Haand om Anklen den Fod, derhavde ramt ham, og med den anden Haand fik han Hold i Støvleskaftet lige neden til Knæet, løftede saaledes Benet i Vejret og hug det ned mod sit fremspændte Laar, saa Knoglerne brødes i Støvlen og den Lyse besvimet sank hen. Den Mørke, som laa og stirred, fortumlet af Slaget i Hovedet, udstødte, da han saae dette, et saa vaandefuldt Vræl, som havde det været ham selv, det gik udover, og kravled i Skjul under Bænken oppe ved Vinduet, og dermed var det Slagsmaal da forbi.
Men den Vildskab, Sti Høg ved denne Lejlighed havde viist at der boede i hans Sind, havde en mægtig, forunderlig Indflydelse paa Marie; thi da hun den Nat lagde sit Hoved paa sin Pude, sagde hun til sig selv, at hun elskede ham, og da Sti Høg i de paafølgende Dage havde lagt Mærke til, at der var Noget i hendes Blik og Adfærd, der tydede paa, at der var skeet en stor Forandring til Gunst for ham i hendes Sind og han opmuntret heraf, bad om hendes Kjærlighed, fik han det Svar, han ønskede.
Nu i Paris.
Der er gaaet saa meget som et Halvtaarstid, og den Kjærlighedspagt, der saa brat blev sluttet, var løsnet og braadnet en Stund forinden, og Marie Grubbe og Sti Høg er langsomt gledne fra hinanden.
De veed det beggeto, men det er ikke blevet til Ord imellem dem; der er saamegen Bitterhed og Smerte, saa megen Nedværdigelse og Selvforagt gjemt i den Tilstaaelse, der truer, at der er Lindring i at tøve.
I det er deres Sind ens.
Men i deres Maade at bære deres Kummer paa er de yderst forskjellige. Thi mens Sti Høg i haabløs Kvide, sløvet af selve Smerten mod Smertens hvasseste Braad, sørger og sørger i magtløs Betagenhed, ligesom et fanget Rovdyr gaar frem og tilbage, frem og tilbage i sit snevre Bur, saa er Marie nærmere at ligne ved et Dyr, der har revet sig løs og flygter i ustandset Flugt, aldrig hvilemildnet Flugt, dreven fremad og fremad, ivanvittig Frygt, af Lænken, der klirrende slæber i dens Spor.
Hun vilde glemme.
Men Glemsel er som Lyngen, den gror kun af sig selv, og Alverdens Fredning og Omhu og Røgt lægger ikke en Tomme til dens Vækst.
Hun øste ud af sit Guld med fulde Hænder og kjøbte sig Pragt; hun greb hver Nydelses Bæger, som Guld kunde kjøbe, som Aand og Skjønhed og Rang kunde kjøbe, men det var Alt forgjæves.
Der var ingen Ende paa hendes Elendighed, og Intet, Intet kunde fri hende fra den. Havde det at skilles fra Sti Høg kunnet frembringe, ikke en Lettelse, men blot en Forandring i hendes Pine, det havde været gjort for længe siden, men det var ligegyldigt, ganske det Samme, om det skete eller ej, der var ikke en Gnist af Haab om Lindring i det, ligesaa godt følges ad som skilles, deri var der ingen Redning.
Men de skiltes alligevel, og det var Sti Høg, der foreslog det.
De havde ikke seet hinanden et Par Dage, da Sti traadte ind i det forreste af de pragtfulde Værelser, de havde lejet af Isabel Gilles, Værtinden ila croix de fer.
Marie var der, og hun sad og græd.
Sti rysted mismodigt paa Hovedet og tog Plads i den anden Ende af Stuen.
Det var saa tungt at se hende græde og vide, at hvert trøstende Ord fra Ens Læber, hvert medlidende Suk og deltagende Blik kun vilde gjøre Sorgen mere bitter og Graaden stærkere.
Han gik hen imod hende.
«Marie,» sagde han sagte og tonløst, «lad os endnu en Gang ret rigtigen tales ved og saa skilles.»
«Ja, hvad kan det nytte?»
«Sig intet det, Marie, der venter paa dig endnu glade Dage i tykke Skarer.»
«Ja Grædedage og Taarenætter i en hel og ubrydelig Kjæde.»
«Marie, Marie, tag Vare paa de Ord, du siger, for jeg forstaar dem, som du aldrig vilde tro, jeg kunde forstaa dem, og saa saarer de saa smerteligen haardt.»
«De Saar, der stinges med Ord til Od, dem agter jeg kuns ringe og har aldrig havt i Tanke at skaane dig for dem.»
«Saa stød da til, hav intet Medlidenhed saameget som et Blink mere; sig mig, du kjender dig fornedret ved din Kjærlighed til mig, laveligt fornedret! Sig mig, du vilde give Aar af dit Liv for at vriste hvert eneste Minde om mig ud af din Sjæl! Og gjør mig saa til Hund og giv mig Hundenavne, kald mig det Forsmædeligste, du veed af at sige, og jeg skal lyde alle dine Navne og sige du har Ret, fordi duharRet,harRet, saa pinendes, som det er at sige. For hør, Marie,hør, og tro det om du kan: endog jeg veed, du ræddes, ved dig selv, for du har været min, og sygner i din Sjæl hver Gang du tænker derpaa og rynker din Pande i Afsky og Vaade, saa elsker jeg dig dog — jo, jo, af al min Magt og Formue elsker jeg dig, Marie.»
«Nej, fy for Skam Sti Høg, aa, skam dig dog, skam dig dog, du veed ej hvad du taler. Og dog, aa Gud forlad mig, dog er det sandt, saa ræddeligt det lyder. Aa, Sti, Sti! hvorfor er du den Bondesjæl du er, den krybendes Maddikeorm, som trædes og stinger dog intet? Om du vidste, hvor jeg troed' dig stor! stolt og stor og stærk, du som er saa svag. Men det voldte dine klingrendes Ord, som løj om en Magt, du aldrig ejed', som raabte om en Sjæl, der var Alt, hvad din aldrig var eller vilde blive. Sti, Sti, var det Ret, jeg fandt Klejnhed for Styrke, ussel Tvivl for frejdigt Haab, og Stolthed, Sti! hvor blev din Stolthed af?»
«Ret og Retfærdighed er kuns ringe Naade, men jeg fortjener intet mere, thi jeg har været lidet bedre end en Falsknere imod dig. — Marie, jeg har aldrig troet paa din Kjærlighed til mig, nej, aldrig, end ikke hin Stund, da du svor mig den til, var der Tro i min Sjæl. Ak, som jeg gjerne vilde tro, men kunde intet. Jeg kunde intet tvinge Tvivlens mørke Hoved ned mod Jorden, den stirred' paa mig med de kolde Øjne og alle mine Drømmes rige, ranke Haab, dem blæste denbort med sin bedskelig smilendes Mund. Jeg kunde ikke tro du elskede mig, Marie, og dog greb jeg din Kjærligheds Skat med baade Hænder og al min Sjæl, og jeg fryded' mig ved den i Angst og bange Lykke, som en Røver kan fryde sig ved sit gyldent blinkende Rov, naar han veed den rette Ejersmand vil komme om en stakket Stund og rive ham det ud af hans kjært belastede Hænder. Fordenvil komme en Gang, Marie, som er din Kjærlighed værd eller som du tror den værd, og han vil intet tvivle, intet trygle eller skjælve, han vil bøje dig som lødigt Guld i sin Haand og sætte sin Fod paa din Villie, og du vil være ham følgagtig i Ydmyghed og Glæde; men det er intet fordi han elsker dig mere end som jeg, for det kan intet være, men for han mer har Tro til sig selv og mindre Øje for dit uskaterlige Værd, Marie.»
«Ak det er jo ret en Spaamandslektie, I der ramser op, Sti Høg, men det er som I plejer, immer vil Jer Tanke paa Langvejsfart. I er just som Børn, der faar et Spilleværk til Givendes; istedenfor at lege med det og fornøjes ved det, har de ingen Ro, før de faar seet hvad der er inden til og revet det ud af Led og Lave. I fik aldrig Tid til at holde og vare for at fange og gribe; I hugger al Livsens Tømmer op i Tankespaaner tilhobe.»
«Farvel, Marie.»
«Far vel, Sti Høg, det Bedste I kan.»
«Tak — Tak — det maa saa være — men jeg beder om en Ting.»
«Nu.»
«Naar I rejser herfra, lad saa Ingen vide den Vej I vil, at jeg intet skal faa det at høre, for ... for jeg svarer intet for, at jeg da fik Magt til at holde mig fra at følge Jer efter.»
Marie trak utaalmodigt paa Skuldrene.
«Vorherre velsigne Jer, Marie, nu og evindelig.»
Saa gik han.
En lys Novemberskumring, hvor Solens bronzebrune Lys tøvende trækker sig bort fra høje Gavles ensomt blinkende Ruder, dvæler paa Kirkens Tvillingtaarnes slanke Spir, funkler paa Kors og gyldne Krandse deroppe, løses i lysende Luft og svinder, mens Maanen alt har løftet sin runde, blanke Skive op over de fjerne, brune Højes langeligt rundede Liniers Drag.
I gule, blaanende og violette Flager spejles Himlens svindende Farver i Flodens blanke, lydløst rindende Vande, og Blad fra Pil og Løn og Hyld og Rose løsner sig ud af det gule Løvhang, flagrer imod Vandet i dirrende Flugt, fanges af den blanke Flade og glider med langs ludende Mure og vaade Stentrapper, ind i Mørket under tunge, lave Broer, rundt om fugtsorte Træpæle, fanger et Glimt fra de glødende Kul i den rødtoplysteSmedie, hvirvles omkring af den rustrøde Strøm fra Sliberens Gaard, og svinder saa imellem Siv og lække Baade, imellem sænkede Kar og dyndede Risgjærders druknende Fletværk.
En blaalig Dæmring breder sit gjennemsigtige Mørke over Torve og aabne Pladser, hvor Vandet sløret blinker, mens det strømmer fra vaade Slangesnuder og drypskjæggede Dragemunde i Vandspringenes fantastisk brudte Buer og mellem takliniede, slanke Fialer; det mumler blidt og risler koldt, det bobler dæmpet og drypper skarpt og danner hurtigt voksende Ringe paa det rigeligt overflydende Kummebassins mørke Spejl. Et sagte Vindpust suser over Pladsen, og rundt omkring fra dunkle Porte, fra sorte Ruder og fra skumle Gyder, stirrer et andet Mørke ud i Mørket.
Saa kommer Maanen frem og kaster Sølvskjær over Tag og Tinder og deler Lys og Skygge af i skarpe Felter. Hvert Bjælkehoved, hvert et snørklet Skilt, hver kort Balustre i Svalernes lave Gelænder, bliver tegnet af paa Mur og Væg. Alt skjæres ud i skarpe, sorte Former, de kunstigt brudte Stenmønstre over Kirkernes Dørgab, St. Georg med hans Landse hist paa Husets Hjørne og Blomsten med dens Blade her i Vinduet. Og som den lyser i den brede Gade og som den spejler sig i Flodens Vand! Og der er ingen Skyer paa Himlen, en hvidlig Kreds, en Glorie om Maanen, og ellers Intet uden tusind Stjerner.
En saadan Aften var det nu i Nürnberg, ogi den stejle Gade op til Borgen og i den Gaard som kaldtes for v. Karndorfs, der var der Gilde denne samme Aften.
De sad ved Bordet, og de var Alle mætte, lystige og drukne. Paa En nær var de alle ældre Folk, og denne Ene var kun atten Aar. Han havde ingen Paryk, han bar sit eget Haar, og det var stort nok til det, gyldent, langt og lokket. Hans Ansigt var saa dejligt som en Piges, hvidt og rødt, og Øjnene var store, blaa og stille.
Den gyldne Remigius kaldte de Andre ham, og gylden ikke blot for hans Haars Skyld, men for hans store Rigdom, thi trods hans unge Aar var han den rigeste Adelsmand i hele bayrisch Wald, — for bayrisch Wald der var han fra.
De talte om Kvindeskjønhed, de lystige Herrer ved det gode Bord, og alle var de enige om, at den Gang de var unge, da vrimled Verden af Skjønheder med hvilke de, der nu bar Skjønheds Navn, slet ingen Sammenligning kunde taale.
«Men hvem har seet Perlen for dem Alle tilhobe?» sagde en rødmusset Tyksak med smaa, bitte, funklende Øjne, «hvem har seet Dorothea v. Falkenstein af de Falkensteiner fra Harzen, hun var rød som en Rose og hvid som et Lam, hun kunde spænde med sine Hænder om sit Liv og en Tomme til, og hun kunde træde paa Lærkeæg uden de gik istykker, saa let var hendes Gang paa Jorden, men hun var ingen af Jeres Hejreben for det, hun var fyldig som en Svanefugl, dersejler paa en Dam og fast som nogen Raa, der springer i en Skov.»
Saa drak de paa det.
«Gud velsigne Jer allesammen saa graa som I er!» raabte en lang, gammel Knark for Enden af Bordet, «men Verden bliver grimmere Dag for Dag. Vi kan se det paa os selv,» og han saae rundt paa dem, «hvad for Karle vi dog var! men saa Fanden med det endda. Men hvor i al Verdens den drikkendes Navn, kan Nogen fortælle mig det? hvad? — kan der? — hvem kan? — kan Nogen fortælle mig det: hvor de trinde Værtinder med deres leendes Munde og spillendes Øjne og nette Fødder, og saa Krokonens Datter med det gule, gule Haar og med Øjne saa blaa, hvor er de bleven af? Hvad? Eller er det Løgn, kunde En komme i et Herberg, i en Landevejskro eller Gjæstgivergaard, hvad, kunde En komme der, uden de var der ogsaa? Aa, Jammerens Jammer og Elendighed, hvad er det for skrutryggede Døttre med Griseøjne og brede Hofter, de Værtshusfolk lægger sig til nu til Dags, hvad er det for tandløse, skalhovede Hekser, der nu faar Brev og Bevilling paa at skræmme Livet af sultne og tørstige Folk med deres rindendes Øjne og runkne Hænder? Uh, føj, jeg er saa bange for et Krosted som for klare Fanden, for jeg veed jo, det Ølskjænkerasen derinde er gift med Døden fra Lübeck i egen lede Gestalt, og naar som En først er bleven saa gammelsom jeg, saa er der Noget i memento mori, En heller vil glemme end huskes paa.»
Der sad en Mand midt for Bordet, kraftig bygget og ret fyldig i Ansigtet, der var gult som Voks, han havde graa og buskede Bryn og klare spejdende Øjne, han saae just ikke svagelig ud, men som om han havde lidt meget, lidt store legemlige Smerter, og der var et Træk ved hans Mund naar han smilte, som om han sank noget Bedskt med det Samme. Han sagde med en blød og dæmpet Stemme, lidt hæs var den: «den brune Euphemia af de Burtenbachers Stok, hun var stateligere end nogen Dronning, jeg har seet for mine Øjne. Hun kunde bære den stiveste Gyldenstykspragt, som var det den bekvemmeligste Husdragt, der var til, og Kjæder og Klenodier om Hals og Midie, paa Bryst og paa Haar, det hang og det sad, som var det de Krandse af vilde Bær, som Børn hænger paa sig, naar de leger i Skoven. Der var ingen, der var som hun; naar de andre unge Jomfruer de prunked i deres Stads som prægtige Relikviehuse med Snørkler af Guld, og med Lænker af Guld, med Roser af dyr'bare Stene, saa var hun at se til, saa festlig og fager og frisk og let som et Banner, der flyver for Vinden. Der var Ingen hendes Lige, hverken var eller er.»
«Jo, jo, og hendes Overmand med!» raabte den unge Remigius og sprang op. Han bøjede sig ivrig frem over Bordet, støttet paa den ene Haand, medens han i den anden svingede en blank Pokalhvis gyldne Drue skvulpede over Randen og vædede hans Finger og hans Haandled, og dryppede i klare Draaber fra hans hvide, brusende Kniplingsmansket. Hans Kinder blussede af Vin, hans Øjne funkled, og han talte med usikker Stemme.
«Dejlighed!»sagde han, «er I blinde allesammen, eller har der ingen af Jer seet den danske Frue, ikke saameget som seet Fru Marie? Hendes Haar er som naar Solen den skinner paa en Eng og Græsset staar i Aks, hendes Øje er mere blaat end som en Klinge, og hendes Læber er saa røde som en blødendes Drue. Hun gaar som en Stjerne, der gaar over Himlen, hun er rank som et Scepter og statelig som en Trone, aa, alle, alle Legemsdyder og Dejligheders Flok er i Blomster hos hende, som Rose ved Rose i florerendes Pragt. Men der er det ved hendes Dejlighed, som gjør, at naar En seer hende, bliver En tilsinds, som naar En om Højtidsmorgen hører dem blæse fra Domkirkens Taarne; En bliver saa stille, for hun er ligesom den hellige Smertens Moder paa den skjønne Billedtavle, der er saadan en Højhedens Sorg i hendes klare Øjne, og det samme haabløse Taalmodssmil om hendes Mund.»
Han var helt bevæget og havde Taarer i Øjnene, han vilde tale, men kunde ikke, og blev staaende oprejst, kæmpende med sin Stemme, for at faa Ordene frem. Men saa slog en af hans Naboer ham venligt paa Skuldren, og fik ham til at sidde ned, og drak saa med ham Bæger paaBæger, og saa blev Alting godt igjen, de Gamles Lystighed gik højt som før, og Alt blev Jubel, Sang og Latter.
Marie Grubbe var da i Nürnberg.
Siden hun skiltes fra Sti Høg havde hun flakket om i det meste af et Aar, og havde nu endelig slaaet sig til Ro her.
Hun havde forandret sig meget siden den Aften, hun tog Del i Balletten i Frederiksborg Slotshave. Ikke blot gik hun nu i sit tredivte Aar, men den ulykkelige Forbindelse med Sti havde gjort et mærkværdigt stærkt Indtryk paa hende. Hun havde skilt sig fra Ulrik Frederik, ledet og fremskyndet af tilfældige Omstændigheder, men fremfor Alt, i Kraft og Medfør af, at hun havde bevaret hine sin første Ungdoms Drømme om, at den, en Kvinde skulde følge, han skulde være hende som en Gud paa Jorden, at hun med Kjærlighed og ydmygt kunde tage af hans Hænder Godt og Ondt, alt som hans Villie var, og nu havde hun i et Øjebliks Forblindelse taget Sti for denne Gud, han, som ikke en Gang var en Mand. Det var hendes Tanker. Hver Svaghed, hver umandig Tvivl hos Sti, følte hun som en uafviskelig Skamplet paa sig selv. Hun væmmedes ved sig selv, for hin stakkede Kjærlighed, og gav den lave Skjændselsnavne. Disse Læber, som havde kysset ham, gid de maatte visne, disse Øjne, som havde smilt til ham, gid de maatte dummes, detteHjærte, som havde elsket ham, gid det maatte briste. Hver Evne i hendes Sjæl, hun havde besudlet den ved denne Kjærlighed, hver Følelse, hun havde vanhelliget den. Hun havde mistet al Tillid til sig selv, al Tro paa sit eget Værd, og i Fremtiden — der lyste intet Haab for hende i Fremtiden.
Hendes Liv var afsluttet, hendes Levnets Løb fuldendt; en rolig Krog, hvor hun kunde lægge sit trætte Hoved til Hvile, for aldrig at løfte det mere, det var alle hendes Ønskers Maal.
Saadan var hendes Sind, da hun kom til Nürnberg. Et Tilfælde førte hende sammen med den gyldne Remigius, og hans inderlige, men tilbageholdne Tilbedelse, den friske Ungdoms afgudiske Tilbedelse, hans jublende Tro paa hende, og hans Lykke ved hans Tro paa hende, har været som kjølig Dug for den nedtraadte Blomst, den rejser sig vel ikke, men den visner ikke heller, den folder endnu de fine, farverige Blade ud for Lyset, og dufter og straaler i tøvende Livskraft. Og saadan hun. For der var Lise i at se sig ren og skær og ubesmittet i en Andens Tanker, og der var halvt som Frelse i at vide, at En var den, der vakte i en Andens Sjæl en frejdig Tillid, Skjønhedshaab og ædle Længsler, som gjorde den, hos hvem de vaktes, rig. Og det var ogsaa blidt og dulmende, i vage Billeder og dunkle Ord at klage sine Sorgers Klage for en Sjæl, der selv uprøvet og fri for Kummer, med stille Vellyst ledhver Lidelse af hendes, og var taknemmelig, fordi at den fik Lov at dele de Sorger, som den anede, men ikke forstod, og dog ligefuldt delte. Jo, det var blidt at klage, naar En saae Ens Sorger vakte Ærefrygt og ikke Medlidenhed, saa de blev som et mørkt og majestætisk Pragtgevandt om Ens Skuldre, et taarefunklende Diadem om Ens Pande.
Saaledes begyndte Marie lidt efter lidt at forsones med sig selv, men saa hændte det en Dag, Remigius var redet ud, at hans Hest blev sky, kastede ham af Sadlen, og slæbte ham tildøde i Stigbøjlerne.
Da Marie hørte dette, sank hun hen i en tung, sløv og taareløs Sorg. Hun sad i hele Timer og stirrede hen for sig med et træt, tankeløst Blik, tavs som En, hvem Mælet var røvet, og var ikke til at bevæge til at tage sig Nogetsomhelst for, ja hun vilde end ikke at der taltes til hende; gjorde Nogen det, afviste hun dem med en mat Bevægelse med Haanden og en stille Rysten paa Hovedet, ligesom om det voldte hende Smerte.
Dette varede nu længe, men imidlertid var næsten alle hendes Penge opbrugte, og der var næppe saa mange tilbage, at de kunde rejse hjem for dem. Lucie blev ikke træt af at foreholde Marie dette, men det var først langt om længe at det fandt Gehør.
Endelig rejste de da.
Undervejs blev Marie syg, saa Rejsen blevmeget forlænget, og Lucie maatte sælge den ene rige Dragt efter den anden, det ene kostbare Smykke efter det andet, for at de kunde komme Vejen frem.
Da de naaede Aarhus, ejede Marie næppe mere end de Klæder, hun havde paa sig.
Her skiltes de; Lucie tog tilbage til Fru Rigitze, Marie tog til Tjele.
Det var i Foraaret Treoghalvfjerds.
Efter at Fru Marie Grubbe var kommen til Tjele blev hun ved at bo der, sammen med sin Fader, indtil hun seksten hundrede og ni og halvfjerds lod sig vie til kongelig Majestæts Justitsraad Palle Dyre, og med ham levede hun saa i et, indtil seksten hundrede og ni og firs, aldeles begivenhedsløst Ægteskab.
Det er et Tidsrum, der begynder med hendes tredivte Aar og ender med hendes seks ogfyrretyvende, fulde seksten lange Aar.
Fulde seksten lange Aar, levet i dagligdags Bekymringer, i smaalige Pligter og i sløvende Ensformighed, og intet Tillids- eller Fortrolighedsforhold til at give det Varme, ingen forsonende Hygge til at gjøre det lyst. Evindelige Trætter om Ingenting, larmende Skjænderi for ubetydelige Forglemmelser, knarvurne Udsættelser her og plumpe Spotterier hist, det var Alt hvad hendes Øren hørte. Og saa hver sollys Levnetsdag møntet ud i Daler, Ort og Hvid, hvert Suk, der lød, et Suk for Tab, hvert Ønske, der hørtes, et Ønske om Vinding, hvert Haab et Haab om Mere. Ogluvslidt Karrighed paa alle Kanter, hyggefjendsk Travlhed i hver en Vraa, og Gjerrigheds altid spejdende Øje stirrende vaagent ud af hver en Time. Det var det Liv, hvori Marie Grubbe leved.
I den første Tid hændtes det ofte, at hun midt i Travlheden og Larmen glemte Alt omkring sig, betagen af vaagne Skjønhedsdrømme, skiftende som Skyer, rige som Lyset.
Men der var een især.
Det var Drømmen om det slumrende Slot, som Roserne skjulte.
Den stille Have, Slottets stille Have! Hvile i Luft og i Løv, og som en Nat uden Mørke, Tavsheden drømmende over det Hele. Der blunded Duften i Blomstens Klokker og Duggen paa det spæde Græsblads bøjelige Klinge. Der sov Violen med halvvejsaaben Mund under Bregnens krummede Spire, mens tusinde bristende Knopper var dysset i Søvn midt i Foraarets frodigste Tid paa de mosgrønne Træers Kviste. — Hun kom til Borgens Gaard: Rosernes tornede Ranker væltede lydløst den mægtige grønne Løvbølge ned over Mure og Tag og skummed tyst og blomsterblegt i Rosenmylder og Rosenstænk. Fra Marmorløvens aabne Grab stod den springende Vandstraale som et spindelvævsgrenet Krystaltræ, og blanke Heste spejled deres aandeløse Muler og lukkede Øjne i Porfyrkummens slumrende Vand, mens Pagen sovende gned Søvnen af sit Øje.
Hun mættede sit Blik ved denne Skjønhedshvile i den tavse Gaard, hvor faldne Rosenblade laa i høje Driver op mod Mur og Dør og skjulte med deres rødmende Sne den brede Marmortrappes brede Trin.
— At kunne hvile! — I salig Fred at lade Dagene dale ned over sig, Time efter Time, mens alle Minder, Haab og Tanker i vage, bløde Bølger randt bort af Ens Sjæl ..... det var den skjønneste Drøm, hun kjendte.
Det var den første Tid; men Fantasien trættedes af evigt frugtesløst at flyve mod det samme Maal, som en indelukket Bi, der summer imod Ruden, og alle Evner trættedes med den.
Som en skjøn og ædel Bygning i Barbarers Hænder forsømmes og fordærves, idet de dristige Spir trykkes ned til plumpe Kuppelhatte, de kniplingsfine Ornamenter brydes Led efter Led, og den rige Billedpragt dækkes Lag paa Lag med dødende Kalk, saaledes forsømtes og fordærvedes Marie Grubbe i disse seksten Aar.
Faderen, Erik Grubbe, var bleven gammel og affældig, og det syntes at Alderen, ligesom den havde gjort hans Ansigt skarpere og mere frastødende, saaledes havde den ogsaa skærpet og fremhævet alle hans slette Egenskaber. Han var gnaven og umedgjørlig, paastaaelig indtil Barnagtighed, hidsig, i allerhøjeste Grad mistroisk, listig, uærlig og gjerrig. Han førte nu paa sine gamle Dage altid Gud i Munden, især naar dervar Kreaturer syge eller Høsten var vanskelig, og han havde da en Hærskare af krybende, sledske Tilnavne af egen Opfindelse til Vorherre. Det var umuligt at Marie enten kunde elske eller ære ham, og hun bar nu oven i Kjøbet Nag til ham, fordi han ved aldrig opfyldte Løfter, ved Trudsler om at gjøre hende arveløs og om at jage hende fra Tjele og berøve hende al Understøttelse, havde formaaet hende til at gifte sig med Palle Dyre; skjøndt det, der mest havde tilskyndet hende til dette Skridt, var Haabet om at blive uafhængig af den faderlige Myndighed, hvilket Haab imidlertid ikke var blevet opfyldt, paa Grund af, at Palle Dyre og Erik Grubbe vare komne overens om at drive Tjele og Nørbækgaard, der betingelsesvis var given Marie i Medgift, i Fællesskab, og da Tjele var den største af Gaardene, og Erik Grubbe ikke kunde aarke at føre Tilsynet, medførte dette at de Nygifte tiere opholdt sig under Faderens Tag end under deres eget.
Palle Dyre, Manden, en Søn af Oberst Clavs Dyre til Sandvig og Krogsdal, senere til Vinge, og hans Hustru Edele Pallesdatter Rodtsteen, var en førladen, korthalset, lille Mand med ret livlige Bevægelser og et determineret Ansigt, der imidlertid vansiredes noget af et Lungeslag, som bredte sig over hele den højre Kind.
Marie foragtede ham.
Han var ligesaa gjerrig og nøjeregnende som Erik Grubbe, men egenlig var han en dygtigMand, klog, rask og modig, kun manglede han fuldstændigt Æresfølelse; han snød og bedrog, naar han kunde komme afsted med det, og skammede sig aldrig, naar det blev opdaget; han lod sig skjælde ud som en Hund, hvis det kunde bringe ham en Skillings Fortjeneste ikke at tage til Gjenmæle, og dersom en Bekjendt eller Slægtning overdrog ham at besørge et Kjøb eller Salg eller et andet Tillidshverv, tog han aldrig i Betænkning at bruge denne Tillid saaledes, at den bragte ham selv Fordel. Uagtet hans Ægteskab i Hovedsagen havde været ham en Forretning, var han dog stolt af at være gift med Statholderens fraskilte Kone, hvad der imidlertid ikke forhindrede ham fra at tiltale og behandle hende paa en Maade, der syntes uforenelig med hin anden Følelse; ikke at han paa nogen Vis var usædvanlig grov eller voldsom, ingenlunde, men han hørte til det Slags Mennesker, der i en stolt og selvtilfreds Bevidsthed om deres egen Ulastelighed, som i alle Maader korrekte og normale Hverdagsmennesker, ikke kunne afholde sig fra at lade Andre, i den Henseende mindre heldigt stillede, føle deres Overlegenhed, og med en ubehagelig Naivitet opstille sig selv som Mønstre til Efterfølgelse — og Marie var jo nu ikke blandt de heldigt Stillede; baade hendes Skilsmisse fra Ulrik Frederik og Forødelsen af hendes Mødrenearv var kun altfor iøjnefaldende Uregelmæssigheder.
Saadan var nu altsaa den Mand, der blev den Tredie i Livet paa Tjele, og der var ingen afhans Egenskaber, der kunde give Haab om, at han skulde evne at gjøre det lysere eller blidere, hvad han da heller ikke gjorde. Evindelig Strid og Uenighed, gjensidig Tværhed og indbyrdes Pukken paa hinanden, det var det, den ene Dag førte med sig efter den anden.
Marie sløvedes derved, og Alt det blomsterfine, duftende og fagre, der hidtil i frodige, vistnok ustyrlige og tidt barokke Arabesker havde slynget sig gjennem hendes Liv, det visned bort og døde Døden. Raahed i Tanker som i Tale, en plump og trællesindet Tvivl om det Ædle og Store, og en fræk Foragt for sig selv, det havde disse seksten Tjeleaar bragt hende.
Og Eet endnu.
Der var kommet en tykblodet Sandselighed over hende, en higende Attraa efter Livets gode Ting, et kraftigt Velbehag ved Mad og Drikke, ved bløde Sæder og ved bløde Lejer, en vellystig Fryd ved bedøvende, krydrede Dufte og et hverken smagbehersket eller skjønhedsadlet Hang til Pragt. Altsammen Lyster, som hun kun tarveligen fik stillet — men, det gjorde jo ikke hendes Attraa mindre stærk.
Hun var bleven fyldig og bleg og der var en dvælende Ladhed over alle hendes Bevægelser. Hendes Blik var for det Meste forunderlig tomt og udtryksløst, men stundom sælsomt skinnende og hun var kommen i Vane med at stille sine Læber til et uforanderligt og intetsigende Smil.
Saa skrives der seksten hundrede og ni og firs. — Det er Nat, og Tjele Hestelade brænder.
De flakkende Flammer flagrede frem gjennem den tykke, brandbrune Røg og lyste over hele den græssede Gaardsplads, hen paa de lave Udhuslænger, paa Hovedbygningens hvide Mure, lige til Havens sorte Trækroner, der løftede sig op over Taget. Karle og tilløbne Folk løb frem og tilbage mellem Brønden og Brandstedet med ildblankt blinkende Vand i Saaer og Spande. Palle Dyre foer et Steds fra og et andet Steds hen med Haaret flyvende om Ørerne og med en rødmalet Rive i Haanden, mens Erik Grubbe laa bedende over en gammel udbjerget Skjærekiste og fulgte med stigende Angst Ildens Fremskridt fra Spænde til Spænde og vaandede sig lydeligt hver Gang en Flamme fik Luft og triumferende svinged sin gnistomflagrede Hvirvel højt over Huset.
Marie var ogsaa dernede, men hendes Blik havde andet Maal end Branden.
Hun saae paa den nye Kudsk, som ledte de forskrækkede, ildsky Heste ud af den røgopfyldte Stald. Dørkarmen var stødt ud og Dørgabet udvidet over sin dobbelte Bredde, idet den svage Raastensmur var reven ned til begge Sider, og ud ad denne Aabning førte han Hestene, en ved hver Haand. De kraftige Dyr, som var helt forstyrrede af Røgen, stejlede og kastede sig voldsomt efter Siden, saasnart det skjærende, usikreLys fra Flammerne mødte deres Øjne, og det saae ud som Kudsken skulde rives i Stykker eller trampes ned imellem dem, men han hverken slap eller faldt, han tvang dem Mulerne ned mod Jorden og jog med dem, halvt løbende eller springende, halvt slæbende, tværs over Gaarden og slap dem saa løs indad Haveporten.
Der var mange Heste paa Tjele, og Marie Grubbe havde rig Lejlighed til at beundre den skjønne, kæmpemæssige Skikkelse, alt som den i vekslende Stillinger brødes med de vælige Dyr, nu næsten hængende i oprakt Arm, løftet i Vejret af en stejlende Hingst, nu kastende sig voldsomt tilbage paa jordstemte Fødder, nu atter hidsende dem frem i Spring og Sæt, og Alt med disse bløde, sejge, fjedrende Bevægelser, som er ejendommelige for alle overhaands stærke Folk.
De korte Lærredsbenklæder og den graalige Blaargarnsskjorte, som Branden gav et gulligt Skjær og tegnede med skyggestærke Folder, fremhævede ypperligt de prægtige Former og stemmede skjønt og simpelt med det kraftigt farvede Ansigt, de fine blonde Dun om Mund og Hage og det store, lyse, brusende Haar.
Søren Ladefoged kaldtes denne toogtyveaarige Kæmpe, egenlig hed han Søren Sørensen Møller, men havde faaet Tilnavnet efter sin Fader, der havde været Ladefoged paa en Hovedgaard i Hvornum.
Hestene blev da bjergede, Laden brændte ned,Ilden i Grunden blev slukket, og Folkene gik hen at tage sig et lille Morgenblund ovenpaa den gjennemvaagede Nat.
Marie Grubbe søgte ogsaa sin Seng, men hun sov ikke, hun laa og tænkte, og imellem rødmede hun over sine Tanker, imellem kastede hun sig uroligt, ligesom om hun blev bange for dem.
Endelig stod hun op.
Hun smilte haanligt medlidende ad sig selv, mens hun klædte sig paa. I Almindelighed plejede hun om Hverdagen at gaa skjødesløst, urenligt, næsten lurvet klædt, for saa ved Lejlighed at pynte sig saa meget desto stærkere paa en mere iøjnefaldende end smagfuld Maade; men i Dag var det anderledes; hun tog en gammel, men ren, mørkeblaa Hvergarnskjole paa, bandt et lille, højrødt Silketørklæde om sin Hals og tog en net, lille, simpel Hue frem; men saa betænkte hun sig og valgte en anden, der med sin ombøjede, gult- og bruntblomstrede Kant og sit Nakkeskjæg af uægte Sølvbrokade slet ikke passede til det Øvrige. Palle Dyre tænkte, hun vilde i Byen og snakke om Branden, men sagde til sig selv, at der blev ingen Heste til hende at kjøre med. Hun blev imidlertid hjemme, men Arbejdet vilde ikke rigtig gaa, der var saadan en Uro over hende, hun slap det Ene for det Andet, for at slippe det igjen. Omsider gik hun ud i Haven; hun sagde, det var for at rette ved det, Hestene havde lagt øde om Natten; men hun gjorde ikke megen Gavnderude, for hun sad det Meste af Tiden i Lysthuset med Hænderne i Skjødet og stirrede tankefuldt ud for sig.
Den Uro, som var kommen over hende, fortog sig ikke, den blev snarere stærkere Dag for Dag, og hun havde faaet en pludselig Lyst til ensomme Vandringer over ad Fastruplund til eller i den nederste Del af Yderhaven. Baade hendes Mand og hendes Fader skjændte paa hende derfor; men hun var ligesom hun var døv og ikke saa meget som blot svarede dem, og saa tænkte de, det var bedst at lade hende raade sig selv en stakket Tid, saalænge Travlheden ikke var større. —
En Ugestid efter Branden gik hun en Eftermiddag sin vante Gang over ad Fastrup til, og fulgte just Randen af et langstrakt, brysthøjt Krat af Egepurre og vilde Hybenroser, da hun pludselig saae Søren Ladefoged liggende, ligesaalang han var, i Kratbrynet, med lukkede Øjne ligesom om han sov. Der laa en Høle lidt fra ham, og Græsset var slaaet hvor hun stod og et langt Stykke opefter.
Hun blev længe staaende, stirrende paa hans store, regelmæssige Træk, paa hans brede, kraftigt aandende Bryst og hans mørke, storaarede Hænder, som han havde foldet over sit Hoved; men Søren mere hvilte sig end sov, og slog pludseligt Øjnene op og saae lysvaagent op paa hende. Det gav et Sæt i ham af Forskrækkelse over at Herskabet havde truffet ham sovende i Stedet for i Færd med at meje;men han var bleven saa forbavset over Udtrykket i Maries Blik, at det var først da hun rødmende sagde Noget om Varmen og vendte sig for at gaa, først da var det, at han kom til Besindelse og sprang op, greb sin Le og sin Strygestikke og gav sig til at stryge Staalet saa det klingrede hen igjennem den varme, sitrende Luft.
Og saa begyndte han at slaa, som det var Livet om at gjøre.
Endelig da han saae Marie gaa over Stenten til Lunden, holdt han op og stod en Stund stirrende efter hende, med Armene støttede paa Leen. Saa kylede han med Et Leen langt fra sig og satte sig ned med skrævende Ben, med aaben Mund og med Hænderne fladt stemmede ned i Græsset ud til Siden, og saadan sad han i stille Forundring over sig selv og sine egne forunderlige Tanker.
Han lignede ganske en Mand, der lige var faldet ned fra et Træ.
Han syntes hans Hoved var saa fuldt, ligesom om han drømte. — Om der nu ikke var Nogen, der havde gjort nogetTrolddomved ham? for saadan havde han aldrig været, det myldred paa og myldred paa inden i hans Hoved, det var just som om han kunde tænke paa syv Ting ad Gangen, og han havde slet ingen Styr paa det, det kom af sig selv og tog sig selv væk igjen, ligesom om han slet ikke havde med det at gjøre. — Det var da mærkeligt, som hun havde seet paaham, og hun havde Ingenting sagt om, at han laa og sov der midt paa Dagen. — Lige ud af sine klare Øjne havde hun seet saa mildt og saa ... ligesom Jens Pedersens Trine, havde hun seet paa ham. Den naadige Frue. Den naadige Frue. Der var en Fortælling om en Frue paa Nørbækgaard, som var løbet bort med sin Skytte; om han nu ogsaa var bleven seet saadan paa, mens han laa og sov? — Den naadige Frue! mon han kunde blive gode Venner med den naadige Frue, ligesom den Skytte blev det? Han forstod det ikke, mon han var syg? det brændte i en Plet paa hver af hans Kinder, hans Hjærte banked og var saa beklemt, og det var ilde nok han kunde faa sit Vejr ... Han gav sig til at rykke i en Egepurre; men kunde ikke faa den op, som han sad; saa rejste han sig og sled den løs, kastede den, greb sin Le og gav sig til at slaa saa Græsset røg af Skaaret.
I de nærmeste Dage derefter traf det sig tidt, at Marie kom tæt om ved Søren Ladefoged, fordi han i den Tid mest havde Gaardarbejde, og han stirrede da altid paa hende med et ulykkeligt, forvirret og spørgende Blik, som om han vilde bede hende om Løsningen paa den forunderlige Gaade, hun havde kastet paa hans Vej; men Marie saae blot stjaalent hen paa ham og vendte Hovedet bort.
Søren var ganske skamfuld over sig selv, og gik i en stadig Angst for, at hans Medtjenereskulde mærke, at det ikke var rigtig fat med ham. Han havde aldrig i sine Dage været betaget af nogen Følelse eller Længsel, der blot var det mindste fantastisk, før nu, og derfor gjorde det ham urolig og bange. Det kunde jo være, han var ved at blive sær eller forrykt. En vidste jo aldrigen, hvordan sligt kom Folk paa, og han lovede sig selv, han vilde aldrig tænke paa det mere; men et Øjeblik efter var hans Tanker der, hvor han vilde stænge dem fra at komme. Netop det, at han ikke kunde slippe for disse Tanker, hvad han saa gjorde, forknyttede ham mest, for han sammenlignede det med, hvad han havde hørt om Cyprianus, med at En kunde brænde den og drukne den, og den kom dog ligegodt igjen, og dog nærede han inderst inde et Ønske om, at Tankerne ikke maatte fortage sig, fordi det vilde blive saa tomt og trist derefter; men det vilde han ikke tilstaa for sig selv, thi han skammede sig, saa hans Kinder bleve røde, hvergang han roligt overvejede, hvad det var for Galskab, han gik og havde i Tanker. —
En Ugestid efter at hun havde fundet Søren sovende, sad Marie Grubbe under den store Bøg, paa Lyngbakken midt inde i Fastruplund. Hun sad med Ryggen lænet op mod Stammen og havde en opslaaet Bog paa Skjødet, men hun læste ikke, hun stirrede alvorligt ud for sig, op efter en stor, mørk Rovfugl, der i langsomt glidende, spejdende Flugt svævede hen over de løvtunge Kronersuendelige, bølgede Flade. Den lysopfyldte, solede Luft, gjennemsitredes af Myriader af usynlige Insekters enstonede, søvndyssende Summen, og søde, altfor søde Dufte af den gulblomstrede Gyvel, og den bitre Duft af det solvarmede Birkeløv ved Højens Fod blandede sig med den muldede Skovbundsduft og den mandelsøde Duft af den hvide Mjødurt borte i Lavningen.
Marie sukkede.