Ankomst af Admiral Maisons Expedition.
Ved Slutningen af August 1828 ankom til Morea General Maison tilligemed den første Convoi med franske Tropper ombord, henved 9000 Mand, til Grækernes Understøttelse. Det er alt anført, at Admiral Rigny ikke bifaldt Armeecorpsets Udsendelse; da Convoien kom tilsyne, saae man, hvorledes Blodet kom i Bevægelse hos ham; han blev heftig og var næppe til at komme nær. Endog hans Adjutant, Le Ray, lieutenant de vaisseau, lige afholdt af Admiralen og af Alle ombord, gik det ud over; med sin vante Frimodighed tog han flere af Capitainerne i Forsvar: „Toujours l’avocat des mauvaises causes“, var Admiralens Svar — snarere en Roes end en Dadel under forhaandenværende Omstændigheder. Convoien, fandt Admiralen, var ikke tilbørlig samlet, den førte ikke tilstrækkelig Seil. Fartøier bleve satte i Vandet for at roe ombord i de os nærmest liggende Skibe, hvor vore Folk entrede tilveirs, gjorde Seil los og fore saaledes omkringfra det ene Skib til det andet. Hvad der endmere forøgede Admiralens Ærgrelse var, at de convoierende Orlogsmænd laae spredte og havde ladet sig drive for langt ned i Læ, hans Utaalmodighed var i stadig Tiltagende, altsom det viste sig umuligt for Orlogsmændene at komme op: der blev skudt, det regnede med Signaler, og vist er det, at, dersom Fæstningen Koron havde begyndt at skyde paa Convoien, hvilket ikke kunde ansees for nogen Umulighed, da den ikke var i ægyptiske, men i tyrkiske Hænder, vilde de Krigsskibe, der skulde afgive Beskyttelse, ikke have været istand til at yde nogensomhelst Bistand.
Under disse Omstændigheder var det magtpaaliggende for „Conquérant“ at komme saa nær ind under Koron som muligt. Noget søndenfor denne Fæstning ligger en høi Klippe, Venetico, adskilt fra Fastlandet ved et smalt og bugtet Løb; dette Løb dannede en Gjenvei, ad hvilken man kunde naae hen lige ind under Fæstningens Kanoner, og Admiralen spurgte vor ombordværende Lods, om han kunde løbe „Conquérant“ derigjennem. Lodsens Svar var en bestemt Benegtelse. „Da veed jeg dog, at svære Skibe tidligere ere løbne indom Klippen“, yttrede Admiralen. „Vel muligt“, svarede Lodsen, „men næppe Skibe af „Conquérant“’s Dybgaaende, og jeg kan ikke paatage mig Lodsningen igjennem Løbet.“ Et Par Gange spadserede Admiralen op og ned ad Hytten, og med eet blev Ordre givet til at sætte Coursen indenfor den omhandlede Klippe. Officerer bleve sendte tilveirs og ud paa Klyverbommen for at holde Øie med hvidt Vand, om saadant skulde vise sig; fra Veiret blev der varskoet, snart Styrbord og snart Bagbord, „Conquérant“lystrede Roret som en Jolle, og vi kom virkelig igjennem: det er noget nær den dristigste Seilads, jeg har været Vidne til.
Under alt dette var Messens Spisetid indtruffen. Efter Bordet samlede den civile Deel af Messemedlemmerne sig paa Dækket, og i al Ro gave de sig til at ryge deres vante Cigar agtenfor Varerundholterne. En paafaldende Modsætning dannede de til al den Bevægelse, der herskede ombord, de vare som uberørte af Alt, hvad der foregik omkring dem. Pludselig hørtes Admiralens Stemme: „Naar Alle ere i fuldt Arbeide, er det mig imod at see Enkelte paa Dækket, som Intet tage sig for; hvem er de Herrer, som ryge paa Kobryggen? — — — jeg ønsker, at De Herrer ville gaae ned paa Batteriet — — jeg vil ikke, at man skal ryge paa Dækket.“ En uheldig Ombrasning bragte ved samme Tid Admiralens Sind end yderligere i Bevægelse; en Underlæge, der ikke havde fattet Admiralens Ord, vedblev rolig at staae med sin Cigar i Munden, Ansigtet vendt imod Hytten, hvorfra den heftige Stemme havde ladet sig høre, og ikke istand til at give sin Harme Luft hverken ligeoverfor General Maison, hvis Ankomst havde oprørt hans Sind, eller for Skibscheferne, over hvis Manøvrer han ærgrede sig, syntes hele Admiralens Vrede med eet at gaae ud over den ulykkelige Doctor. „Jeg troer, at han seer paa mig!“ udbrød han med Heftighed; „han seer virkelig paa mig!“ fortsatte han med skingrende Stemme, og „Monsieur, rendez vous à la fosse aux lions!“ — Stedet, hvor Cadetter og Ligestillede holdes i Arrest — gjenlød derefter over hele Skibet. Endnu tredie Dagen efter var jeg nedei fosse aux lions at se til vor arresterede Doctor, og det forbittrede Udraab: „Je vois qu’il me regarde!“ har ofte senere i Tankerne gjenlydt for mine Øren.
Om Natten ankrede vi ved Panidgi inde i Kalamattabugten, og efterhaanden kom Convoiens Skibe tilankers omkring os. Stedet var udseet til Troppernes Landsætning, og næste Morgen begyndte Udskibningen. Ikkun Skibenes Fartøier havdes til Raadighed hertil, og den første Dag naaede man kun at sætte 3000 Mand iland. Tropperne vare ankomne til Morea med den Overbeviisning, at de kom til et forpestet Land, de betraadte altsaa Kysten, veludrustede med Advarsler om ikke at nærme sig nogen Græker, ikke at udsætte sig for vaade Fødder, ikke at spise Frugt, kort, med Formaninger af enhver Art for at undgaae de Farer, som man i alle Retninger forestillede sig at være omgiven af; endnu i Fartøierne anbefalede Compagnicheferne deres Underhavende den størst mulige Forsigtighed, og heelt overraskede bleve de ved at see vore Folk springe i Vandet til op over Lænderne, give sig af med de enkelte Grækere, der havde indfundet sig for at falbyde Varer, og med stor Begjerlighed nyde baade Viindruer og Vandmeloner, som de havde tilforhandlet sig. Soldaternes Forsigtighedsregler holdt ikke længe Stand, ligesaalidt som saameget Andet, der, ifølge vore Matrosers Mening, ikke vilde have været muligt for Andre end „troupiers“ at finde paa.
Tropperne leirede sig paa en Høi, tæt ved den lille Flod Nisib’s Udløb, og den næste Dag blev den øvrige Styrke landsat. Mærkeligt var det, at denne Division ankom til Morea uden Skyts og saa at sige aldeles udenMunition, der først indtraf med den næste Transport nogle faa Dage senere. Havde der viist sig nogen Fjende, vilde Troppernes Stilling ikke have været uden Fare. Ikke Andre end de faa handlende Grækere kom imidlertid tilsyne; men ikkedestomindre læstes senere i de franske Aviser om den Begeistring, hvormed de franske Soldater vare blevne modtagne ved deres Landstigning paa den classiske Jord. Man læste om det imponerende Skue, de afgave ligeoverfor det jublende Folk, om Skjønheden af den Kyst, som de havde betraadt, hvilket derefter blev skildret med levende Farver — i Virkeligheden indskrænkede denne feeagtige Kyst sig til en lav, sandet Strandbred med nogle enkelte lauriers-rose (Nerium) — „et c’est ainsi que l’on écrit l’histoire!“
Efter nogen Tids Forløb ankom den anden store Convoi med Tropper, og Styrken blev herved bragt op til henved 12,000 Mand, blandt hvilke et Regiment Cavalleri. Eiheller til at bringe Hestene i Land havde vi andre Midler end vore Baade; Hestenes Landsætning fra disse var vanskelig, og man foretrak derfor at fire Hestene i Vandet, at gjøre dem fast agter til Fartøjet og saaledes at bugsere dem svømmende ind til Kysten. Mange druknede under denne Svømmetour. Ogsaa mig tilfaldt der et Fartøi, som skulde føre Heste iland; belært af Erfaringen og for at undgaae, at Hestens Hoved kunde komme under Vand, lod jeg Hovedet med Næseborene opefter binde fast til Fartøiets Reling, hvorefter vi med fire eller sex Heste langs Siden forsigtig roede ind imod Strandbredden. Almindelig viste Hestene sig flinke, naar de paa denne Maade naaede Land; men jeg tilstaaer, atenkelte gave stærk Anledning til Bekymring, naar de ved Ankomsten til Kysten ubevægelige og med alle fire Been udstrakte maatte hales op langs det fladt opgaaende Sand. Rytteren kom da til, kjælede for sin Hest, tiltalte den, dreiede paa Halen, og pludselig foer Dyret op, satte i strakt Galop hen langs Strandbredden, fulgt af Mængdens Raab og Bifaldsyttringer. Mulig har min Methode ikke været kunstmæssig, men vist er det, at ikke nogen Hest druknede under min Behandling.