Malakoff i London.
Tredive Aar efter Felttoget paa Morea var jeg befuldmægtiget Minister i London, Orsinis Attentat imod Keiser Napoleons Liv havde bragt Misstemning tilveie imellem Frankrig og England, og denne førte til, at General Pélissier, Hertug af Malakoff, blev udnævnt til Ambassadeur ved det engelske Hof.
Malakoff var, selv afseet fra hans militaire Egenskaber, en Mand af Betydning. En Glorie omgav ham siden Sebastopols Fald; han havde ført den engelske Armee til Seier, og, efterat det første uhyggelige Indtryk havde lagt sig, som Udnævnelsen af en Marschal til at repræsentere Frankrig under de daværende Omstændigheder førte med sig, kom Malakoff til at spille en Rolle saavel i det engelske Selskabsliv som i sin nye Værdighed overhovedet. Han var imidlertid barsk, heftig, bydende, uopdragen og savnede dertil aldeles de Former, som gjøre sig gjældende i de høiere Selskabskredse.Hans Omgivelser skjælvede for ham, og for de Fleste var han vanskelig at komme tilrette med, saa at han i daglig Omgang saavist ikke har været nogen elskværdig Personlighed. I enhver Retning sporede man, at han var uddannet i Felten: i Eet og Alt var han Soldat.
Første Gang, jeg traf sammen med den nye Ambassadeur, er det naturligt, at jeg lod mig forestille for ham. Jeg udtalte, at det glædede mig saameget mere at gjøre hans Bekjendtskab, som jeg i sin Tid havde gjort Tjeneste ombord paa franske Skibe og bevarede smukke Erindringer om Frankrig og de der tilbragte Ungdomsaar. „Hvor har De tjent?“ spurgte Marschallen paa sin korte og tildeels frastødende Maade. Jeg fortalte ham, at jeg først havde været paa Togt i Sydhavet og senere havde tjent i Middelhavet under General Maisons Expedition til Morea. „Der var jeg med“, faldt han mig i Ordet, „paa hvad Skib var De?“ — „Paa „Conquérant“, Admiralskibet.“ — „Der var jeg ofte ombord“, afbrød han mig atter, „vi maae altsaa have seet hinanden før.“ Jeg yttrede, at dette var høist rimeligt, men at det var vanskeligt efter saa mange Aars Forløb at mindes den Mængde Officerer, man dengang traf sammen med. „Hvad Stilling beklædte De?“ spurgte Marschallen videre. — „Lieutenant de vaisseau.“ — „Jeg var dengang Capitain“, fortsatte han, „altsaa samme Grad; j’ai donc fait un meilleur avancement que vous — jeg har altsaa senere havt et hurtigere Avancement end De.“ Jeg bemærkede, at der endda var Anledning for mig til at være ret veltilfreds; men at det jo ikke var Enhver, som kunde indtage Malakoff. Dette morede ham. „I ethvert Tilfælde“, udbrødhan „ere vi da gamle Krigskammerater,“ og som „ancien camerade de guerre“ opstod der fra dette Øieblik en venskabelig Tilslutning fra Marschallens Side, som ingensinde fornegtede sig. Aldrig mødte jeg ham i Hydepark, hvor han saavelsom jeg jævnlig toge os en Spadseretour, uden at han kom for at sige sin ancien camerade de guerre nogle venlige Ord; hver Uge, undertiden flere Gange om Ugen, fandtes hans Visitkort paa vort Bord, stort i Format i Modsætning til ham selv, der var lille; kort, han var uudtømmelig paa Opmærksomheder, Alt paa Campagnen til Moreas Vegne.
En Aften var jeg sammen med Malakoff paa et stort Bal hos Lord-mayor i Mansion-house. Jeg havde hilst paa His Lordship saavelsom paa Lady Mayoress og trak mig tilbage noget efter Midnat for at begive mig til min Vogn, da en Stemme kaldte: „Amiral, où allez vous?“ Det var Marschallen. Jeg forklarede, at min Tjenestepligt var opfyldt, og at jeg nu fandt Tiden passende til at vende hjemefter. Han spurgte: „Har De faaet Aftensmad?“ Leende forsikkrede jeg, at det aldrig faldt mig ind ved slige Leiligheder at søge Aftensbordet, og at det i ethvert Tilfælde vilde være saagodtsom umuligt at bane sig Vei igjennem Trængselen, der belemrede Trappen op til Spisesalen. „Lad os prøve, kom med mig!“, og dermed satte han sig i Bevægelse opad Trinene, der førte til den festlig udsmykkede Spisesalon. Jeg fulgte ham. Saavidt Trængsel og Crinoliner tillode det, søgte man at gjøre Plads for Malakoff; men paa en af Trappens Afsatser var Menneskemængden for stor, og vi maatte vente. Fra dette Sted havde man Udsigt over Dandsesalenog over den brogede Vrimmel, der bevægede sig i en stor tilstødende Salon. Det morede Generalen at gjøre sine Bemærkninger, og ved Synet af en ældre, stadselig Dame, straalende med Diamanter, udbrød han: „Seer De den Lady, klædt i Guult? Jeg har ikke kunnet blive fri for hende hele Aftenen: hun har klæbet sig ved mig som en Burre, det har været en sand Gjentagelse af Beleiringen af Malakoff!“ Sagen var, at ikke faa ældre Lady-dowagers lagde an paa at vinde Marschallens Haand: Alle vilde de være Madame la Duchesse de Malakoff.
Endelig naaede vi op i Spisesalen; vi stillede os op ved et af de lange rigtbesatte Borde, og med glubende Appetit faldt Marschallen over Aftensmaden. Herrer og Damer samledes efterhaanden for nærved at betragte Seierherren ved Sebastopol, og kort efter henvendte en af Ordensmarschallerne sig til Ambassadeuren for at meddele ham, at endeel ladies and gentlemen ønskede at bevidne ham deres Høiagtelse. Med et Stykke Skinke i Haanden gjorde Marschallen omkring, bukkede, udtalte sin Beklagelse over, ikke at kunne takke i deres eget Sprog for den Ære, der vistes ham, og gav sig derefter til at fortsætte det afbrudte Maaltid. Et Øieblik efter havde nye Skuelystne indfundet sig, og samme Scene gjentoges; det var det Latterligste af Verden at see den høit smigrede Marschal, der dog var halv fortrædelig over de gjentagne Afbrydelser, med et Fasanbeen i den ene Haand og fegtende med en Kniv i den anden, gjøre Buk og Complimenter til det om ham samlede Publicum. Endnu entredie Gang maatte han gjøre omkring for at hilse paa den forsamlede Mængde — han var øiensynlig Dagens Løve.
„Lad os komme bort“, „Allons nous en!“ sagde han endelig til mig, og kort efter vare vi paa Veien, jeg til Lowndes-Square og han til Albert-gate, hvor den rigelige souper udentvivl har bragt ham til at drømme om guulklædte ladies, om Posteier og Agerhøns, men fremfor alt vistnok om Soldater og Feltliv, Alt i Forbindelse med den Hyldest, for hvilken han havde været Gjenstand.
Malakoff var under Middelhøide, bredskuldret, kraftig og stærkt bygget. De fyldige sorte Øjenbryn over de mørke Øine stode i god Overeensstemmelse med hans mørke Ansigtsfarve, men contrasterede forøvrigt i paafaldende Grad med hans tætte graa Haar, som han bar kort afklippet, og som stod om hans Hoved som Svinebørster. I Begyndelsen antog man ham i England for en ret og slet Militair; senere maatte man anerkjende, at der, uagtet alle hans Vagtstuemanerer, boede endeel Mere hos ham. Historierne om ham, som dengang vare i Omløb, ere utallige. Et Par kunne mulig have Interesse, om de end kun staae i løs Forbindelse med det Emne, som jeg har foresat mig at behandle.
Nogen Tid efter, at det var blevet Malakoff foreslaaet at overtage Ambassadeurposten i England, indfandt han sig hos Keiseren og erklærede, at han saae sig nødsaget til at frabede sig denne Ansættelse; han vilde, sagde han, i London træffe sammen med de orleanske Prindser, hanhavde i Africa staaet under Aumale’s Commando, og det vilde være ham umuligt at fornegte det Baand, som derved var blevet knyttet imellem dem. Keiseren beroligede ham med den Erklæring, at han ærede den Hengivenhed, der bandt ham til hans tidligere général en chef, men at han imidlertid i dette som i alt Andet stolede paa hans Tact og savoir-faire, og at han derfor ikke tog i Betænkning forud at billige de Skridt fra Marschallens Side, til hvilke hiint venskabelige Forhold maatte give Anledning.
Kort efter kom Malakoff til London; i en soirée traf han sammen med Hertugen af Aumale: denne aabnede Armene imod ham, Marschallen gik ham imøde, og i den forsamlede Mængdes Overværelse omarmede de hinanden. Af velvillige Aander blev denne Scene naturligviis strax meddeelt Grev Walewsky, daværende Udenrigsminister, denne var slet stemt imod Malakoff og tilskrev ham et bittersødt Brev, i hvilket det hed, at han, Walewsky, kunde forestille sig, hvor ubehageligt det stedfundne Møde maatte have været for Marschallen, at han fuldtvel vidste at vurdere det Venskab, der bandt ham til flere af de fordrevne Prindser, men at det ikkedestomindre som Frankrigs Repræsentant maatte paaligge ham at lægge Baand paa sine Følelser, og at han ikke kunde andet end beklage, hvad der var forefaldet.
Dette Brev bragte Marschallen i Harnisk. Hans Omgivelser fortalte, at han i flere Timer som Rasende spadserede op og ned ad Gulvet. Tilsidst pakkede han Udenrigsministerens Brev i Convolut til Keiseren ogtilskrev denne: „Grev Walewsky har tilstillet mig vedlagte Skrivelse; jeg beder Deres Majestæt om at ville besvare den.“
Malakoff faldt en Dag af Hesten, just som han i Dronningens Følge, under en stor Revue ved Aldershott, red hen langs Fronten af de opstillede Tropper. Man fortabte sig i Undskyldninger over den Hest, der var bleven stillet til hans Raadighed, hvortil han kun bemærkede, at han var en maadelig Rytter. „Men hvorledes førte De da Commandoen paa Krim?“ — „J’allais en voiture, jeg kjørte“, var Marschallens Svar.
Istedenfor, at man om enhver Anden vilde have læst den næste Dag i Aviserne en nøiagtig Beretning om, hvad der saaledes havde tildraget sig i Dronningens Følge, rimeligviis ledsaget af forskjelligartede Bemærkninger, fandtes intet Ord i nogetsomhelst Blad om Uheldet, der var tilstødt Hertugen af Malakoff. Bedre end mangen langt vigtigere Begivenhed afgiver dette Beviis for det Hensyn, man tog til den franske Marschal. Uagtet al hans Kantethed saae man op til ham; han behandledes med særlig Opmærksomhed.
Mit Forhold til Malakoff var mig ikke alene høist behageligt, men endog til Nytte under min Ministervirksomhed i London. Skade, at en saa fremragende Mand som Malakoff kun faa Aar efter skulde blive sit Fædreland berøvet. Det lykkedes hverken nogen Lady eller nogen Marchioness at vinde ham, hvorimod han til min store Overraskelse senere blev gift med en Slægtning af Keiserinde Eugénie. Han efterlod kun en Datter,saa at Titelen med ham gik i Graven. Lidet anede man ved hans Død, hvor tungt Frankrig vilde komme til at savne en Mand som ham, der i kritiske Øieblikke muligen kunde have udøvet en afgjørende Indflydelse paa Begivenhedernes Gang og paa sit Fædrelands Skjæbne.